Mejeristen Christensen - Tour de France 1913

Den danske premiere i Tour de France fandt på mange måder sted ganske anonymt. Man kan så undre sig over, hvorfor denne indsats så længe har ligget i dvale, været en hemmelighed i den danske sportshistorie, da afsløringen blot krævede et par opslag i listerne over Tour de France-deltagere inden første verdenskrig. For rygterne om denne cyklerytter og landsmand har cirkuleret i årevis, men i en form, som var der tale om et fantom fra det ydre rum. ”Ad Fontes,” lød den hollandske humanist Erasmus’ motto for enhver forskning. Til kilderne. Eller mere kontant; leder man efter en fisk, så start med at kigge i havet.
 

Tour de France 1913 præsenterede som startnummer 122 en Christensen fra Danmark med bopæl i fæstningsbyen Cherbourg. Livet for denne i de danske sportsannaler oversete mand startede den 4. april 1889 i Veflinge Stormark (Skovby Herred), 20 km nordvest for Odense, hvor Knud Kristian Kristensen blev født i en husmandsfamilie. Faderen hed Kristen Kristensen og havde i august 1884 giftet sig med den 20-årige lokale ungpige Ane Kirstine Knudsen.
 

Knud Kristian fik en mejeriuddannelse og flyttede september 1907 til Faxe sammen med en broder for at arbejde på andelsmejeriet. I 1908 blev han strøget af lægdsrullen, erklæret uegnet som soldat på grund af en for en cykelrytter ganske uheldig lidelse - ”blodaareknuder”. Samme år rejste den høje (180 cm) og præsentable teenager til Normandiet som sagkyndig i mejerimaskiner. Sammen med landsmanden Thomas Sørensen skulle han organisere den lokale mælkeproduktion.
 

Den unge Kristian faldt godt til i de nye omgivelser, så godt at han slog sig fast ned i Cherbourg. Selvfølgelig var der også en kvinde med i spillet. En ung pige fra den nærliggende landsby Sainte-Mère-Eglise. De giftede sig i 1916 og fru Christian Christensen, (franskmændene bryder sig ikke om et barbarisk fornavn som Knud og slet ikke om k’er, så de sidste blev udskiftet med uangribelige ch´er og det første slettet), forbløffede de lokale på egnen, når hun fartede omkring på en cykel, hvilket var en ganske gæv opførsel.
 

Christian Christensen plejede de samme interesser som sin hustru, deltog som cykelrytter i løb i de nærliggende egne og vandt i 1911 i Alencon sin første sejr. Prisen bestod i en tarvelig medalje overrakt af en deputeret fra byen: ”I årene før verdenskrigen var arrangørerne ikke særlig generøse, end ikke førstepladserne fik en rimelig præmie. Det var for det meste et eller andet dingeldangel. Du kørte på din kærlighed til sporten, for det var kun behæftet med udgifter, når man begav sig hen til et løbs startsted, derefter gennemførte det og senere, stadig for egen regning, fandt hjem igen.”
 

Fynboen tilhørte den lokale klub Cherbourg Pédale, men hans resultater er lidt svære at opdrive, og vanskelighederne er ikke blevet mindre ved bombningen af Saint-Lô i 1944, hvor La Manche-departementets arkiver for en stor del brændte. Et par aftryk er dog synlige, blandt andet en andenplads i Flers (50 km) efter Kelsen og en femteplads i Cherbourg (50 km) - her vandt Guèguen.
 

Den Danske Premiere

I 1913 meldte Christensen sig til de ”isoleredes” rækker i årets Tour de France. Arbejdsredskabet var en J.B. Louvet-model på 16 kilo.

Foto: Christian Christensen i Rouen på 1. etape Paris-Le Havre i Tour de France 1913. Bag danskeren ligger Giuseppe Zorloni fra Schweiz og italieneren Giuseppe Contesini.

”På den tid var vejene ganske forfærdelige, og det medførte et utal af punkteringer. Rytterne i Tour de France var delt op i to kategorier. De udvalgte stjerner og de ”isolerede”, som havde meldt sig på eget initiativ. Jeg tilhørte den sidste gruppe og modtog ret beset overhovedet ingen form for støtte, så det at gå i lag med et løb af den størrelse var alene en bedrift, en overmåde dristig beslutning, der som motivation havde eventyrlyst og glæden ved ”le bécane”, stålhesten.”
 

Deltagerne aflønnedes med 10 FF per dag i diæter, og det skulle dække indkvartering, forplejning og reparationer. Som ekstra service fik hver af de ”isolerede” udleveret 10 dæk fra Continental-fabrikken.
 

2. etape Le Havre-Cherbourg (364 km) afsluttedes på Christensens hjemegn, og han opfangede mange varme tilråb fra kammeraterne i mejeriet på den sidste del af strækningen, der gik fra Sainte-Mère-Eglise til Cherbourg med mål på Côte d´Octerville. Danskeren klarede sig også habilt og kom i mål lige efter Trousselier (J.B. Louvet) og belgieren Victor Doms (Automoto)
 

Før 5. etape La Rochelle-Bayonne (379 km) brokkede løbets direktør Henri Desgrange sig over de ”isolerede”, påstod at en del af disse ringeagtede deltagere havde solgt deres arbejdskraft til stjernerne på de store firmahold, og for at stoppe denne handel lod han eliten starte klokken 03.00 om morgenen og de ”isolerede” blev først sendt ud på ruten et kvarter senere.
 

Ved Pons passerede et udbryderfelt af ”isolerede”. De havde kørt fem minutter ind på stjernerne. I denne gruppe sad Vincent d´Hulst (Delage-Continental), pariseren Henri Alavoine (Clement-Dunlop), Jules Deloffre, Giuseppe Contesini (Liberator-Hutchinson), en italiener fra Mantova-egnen, Pierre Everaerts (J.B. Louvet-Continental), Emile Druz (Daveau), Henri Vanlerberghe (Liberator-Hutchinson) - og lidt overraskende Christensen. Den første danske markering i Touren var en kendsgerning, og den blev noteret i arrangøravisen L’Auto.

Mod etapens slutning indhentede Vanlerberghe og Everaerts de foranliggende, og der blev dannet et felt på 25 ryttere. I Bayonne kørte Vanlerberghe over målstregen før Everaerts, og han blev dermed den første ”isolerede”, der vandt en etape i Tour de France-historien.

Christensen falmede desværre noget efter det gode udlæg og tabte over 8 timer!

”Det, jeg frygtede mest, var bjergene, som jeg ikke havde nogen erfaring med, og alle mine bange anelseer blev til virkelighed, da vi nåede frem til Pyrenæerne, som skulle overstås i ét hug (6. etape Bayonne-Luchon med Tourmalet og Aubisque). Vejene var i en elendig forfatning, gjorde bestigningen mere end vanskelig og nedkørslen direkte livsfarlig. Under etapen gik jeg død ved foden af Tourmalet og fandt til min overraskelse Henri Pélissier (Alcyon) i en lignende situation. Vi klatrede så sammen over det gigantiske bjerg.” Pélissier opgav senere på denne etape.

Tour-karavanen begav sig ind i Alperne, og derefter sluttede den danske pioners medvirken. På 13. etape Belfort-Longwy (325 km), løbets tredjesidste, svigtede opmærksomheden, og han drejede sammen med Camille Mathieu forkert af. Det skal her bemærkes, at de tyske soldater, der kontrollerede løbet i det besatte Alsace-Lorraine, viste meget lidt samarbejdsvilje, de lod blot de to ryttere passere. Inden de blev klar over fejlen, havde Christensen og Mathieu mistet et par timer. De vendte deres tunge racere og kørte tilbage og ind på den afstukne rute. Desværre kunne tidstabet ikke hentes, og Christensen og Mathieu blev afvist ved kontrollen i Longwy. Den var lukket, da de ikke havde holdt den krævede gennemsnitshastighed. På det tidspunkt indtog Christensen en 28.plads i den samlede stilling.
 

Som en god og entusiastisk sportsmand fortsatte mejeristen dog, blev i løbet og gennemførte de to sidste etaper, selv om han ikke længere stod registreret i klassementet.

Få flere Tour de France-historier med bogen: Tour de France - Myter, fakta eller spin? Køb den nu og spar 99,95!

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege