Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
Michael Mørkøv havde karrierens bedste sæson i 2018, men den 33-årige dansker har allerede sat nye mål for fremtiden. Feltet.dk har snakket med Mørkøv om den fantastiske debutsæson på Quick-Step, jagten på sejrsrekorden ved det københavnske seksdagesløb, målsætningen om OL-guld i 2020 og forhåbningerne om endnu en stor landevejssæson i 2019.
Annonce
Efter to år på Team Katusha som Alexander Kristoffs trofaste hjælperytter valgte Michael Mørkøv før 2018-sæsonen at skifte til Quick-Step Floors, hvor han ligesom på det russiske hold var udset til at få en nøglerolle som tredje- eller næstsidste rytter i holdets leadout-tog. Her skulle Mørkøv især arbejde for belgiernes nye sprinter, Elia Viviani.
Valget af Quick-Step viste sig at være ganske fremragende, da Mørkøv hurtigt udviklede sig til en værdifuld del af et af World Tourens stærkeste leadouts. Hele 13 spurtsejre inklusiv syv Grand Tour-etapesejre til Viviani og klassikersejre i Hamborg og Scheldeprijs blev det til for Quick-Step i 2018 med Mørkøv på startstregen.
”Det har været en fantastisk sæson og også klart min bedste sæson nogensinde som professionel. Det viste sig, at jeg virkelig bare kom ind på et hold, hvor jeg passede ind, og hvor de manglede en rytter som mig”, siger Mørkøv til Feltet.dk.
Foruden at hjælpe blandt andre Viviani og de to unge sprintkometer, Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg, til nogle af karrierenes største sejre, vandt Mørkøv også DM på landevej i juni for anden gang i karrieren og tangerede sin karrierebedste med hele 12 top ti-placeringer på en sæson.
”Jeg synes, at jeg har præsteret i stort set alle de løb, som jeg har kørt i år og har haft kæmpestor succes. Ikke kun ved at holdet har vundet en masse sejre, men også med det arbejde, som jeg har udført. Så det har været en super god sæson”, fortæller han.
Jagten på sejrsrekorden i Ballerup
I forbindelse med offentliggørelsen af de nominerede til titlen som årets banerytter 2019 fortalte den 33-årige dansker, at han i indeværende banesæson kun vil køre et enkelt seksdagesløb, nemlig det københavnske i Ballerup Super Arena. Overfor Feltet.dk bekræfter Mørkøv, at dette stadig er hans intention.
”Der er ikke mulighed for at køre mere end det, fordi lige nu er jeg på træningslejr i Calpe, og den 2. januar tager jeg afsted til Australien for at køre Tour Down Under, og så vender jeg faktisk hjem kun tre dage før seksdagesløbet i Ballerup”, forklarer han.
Ved seksdagesløbet i Ballerup, som afvikles fra den 31. januar til den 5. februar, vil Mørkøv forsøge at tangere rekorden for flest sejre i løbet, som lige nu lyder på otte. Adspurgt til den potentielle rekord efterlader danskeren ikke nogen tvivl om, at han gerne ser sig selv tangere rekorden allerede i 2019.
”Det kunne da være fantastisk. Det er jo altid sjovt som atlet at skrive sig ind i historiebøgerne på en eller anden vis. De seneste par år har jeg skrevet mig ind i historien ved at være den, der har kørt flest gange i par nummer syv og ved at være den dansker, der har vundet seksdagesløbet flest gange”, siger han og tilføjer, at han også ønsker at få rekorden for sig selv, inden karrieren er forbi.
”Hvis jeg på et tidspunkt, inden min karriere er slut, kan tangere og passere Danny Clarkes ultimative rekord for flest sejre i Ballerup, så ville jeg være utrolig stolt over det”, fortæller Mørkøv.
Afbuddet til bane-VM og målet om OL-guld
Tilbage i oktober kørte Mørkøv sit første World Cup-løb på banen i 10 år, hvilket blev en stor succes, da han sammen med Lasse Norman smadrede konkurrenterne og vandt parløbet i Paris. Desværre forhindrer Mørkøvs travle landevejsprogram parrets deltagelse ved VM i Polen fra den 27. februar til den 3. marts, og det ærgrer Quick-Step-rytteren selv.
”Jeg ville rigtig gerne køre VM. Specielt efter den oplevelse jeg havde med Lasse Norman i World Cuppen i Paris. Jeg har også prøvet at se, om det kunne lade sig gøre på en eller anden måde, men desværre ligger parløbet ved VM dagen efter, at jeg har kørt UAE Tour,” lyder det fra Mørkøv.
Bane-VM i 2019 bliver således uden Michael Mørkøv, men det håber danskeren hverken er tilfældet ved VM eller OL i 2020, hvor parløbet vender tilbage på det olympiske baneprogram. Allerede sidste år løftede danskeren sløret for, at OL-guld i parløb med Lasse Norman var et personligt mål, og overfor Feltet.dk lægger Mørkøv ikke skjul på, at han satser på både VM og OL i 2020.
”En af mine helt store prioriteter, når den næste kontrakt skal forhandles, bliver, at jeg får mulighed for at køre både bane-VM og OL i 2020. Med de oplevelser jeg har haft med Lasse, dels til World Cuppen men generelt også når vi har kørt sammen, så synes jeg virkelig, at det OL i parløb er noget, der er værd at satse på sammen med Lasse, og derfor vil jeg prioritere det rigtig højt og sørge for, at jeg kan få lov til at køre det, når vi kommer til 2020”, udtaler han.
Mørkøv har kontraktudløb med Quick-Step ved udgangen af 2019-sæsonen, men danskeren tror ikke, at hans OL-forhåbninger vil forstyrre potentielle forhandlinger mellem parterne. Forhandlinger som meget vel kunne resultere i en forlængelse, hvis det står til den danske mester selv.
”Jeg har en helt klar fornemmelse af, at de på det her hold (Quick-Step, red.) er ret åbne om det. Man kan se, at Viviani får lov til at køre relativt meget på banen. Generelt er de ret medgørlige, så længe det er cykelløb, vi snakker om, og jeg kunne sagtens se mig selv fortsætte her med en aftale om, at jeg kunne køre OL 2020”, siger Mørkøv og bekræfter, at mulighed for OL-deltagelse bliver et krav fra danskerens side til næste års kontraktforhandlinger.
Flere løb som leadout-man og håb om personlige chancer
Inden Mørkøvs næste kontrakt skal forhandles, venter først en ny landevejssæson, hvor danskeren skal forsøge at følge op på den flotte debutsæson på Quick-Step. Her bestod Mørkøvs løbsprogram hovedsageligt af etapeløb, hvor danskeren udgjorde en vigtig hjælperytter for Viviani i de flade afslutninger.
”Jeg håber, det bliver lidt den samme rolle som i 2018, hvor jeg hovedsageligt kommer til at køre de store etapeløb og de løb, der er aktuelle for Viviani og holdets øvrige sprintere. Jeg vil helst køre de løb, hvor nogle af etaperne ligger til massespurter, for det er helt klart der, hvor jeg har fundet min niche, og der jeg har leveret bedst i 2018. Så det bliver også det, som jeg vil satse på i 2019”, fortæller Mørkøv om den kommende sæson.
Quick-Step bliver til næste år en prominent sprinter fattigere, når den dobbelte Tour de France-etapevinder, Fernando Gaviria, tager til UAE Team Emirates. Mørkøv håber, at colombianerens afgang kan give ham flere muligheder for selv at spurte efter topplaceringer, men danskeren er samtidig bevidst om, at han næppe kan slå folk som Gaviria, Dylan Groenewegen og André Greipel i en massespurt.
”Det håber jeg da (at få flere chancer til selv at spurte, red.), men jeg er også realistisk. Jeg kan ikke på egen hånd hamle op med nogle af verdens bedste sprintere, så derfor er det tit mere interessant for mig at køre som leadout-man for en af de dygtige sprintere, som vi har på holdet, mere end det er at køre en top tre eller top fem hjem selv”, forklarer danskeren, som dog bekræfter, at han stadigvæk er sulten efter flere personlige sejre på landevejen.
”Det er klart, at når chancerne byder sig i løbet af sæsonen, som de også har gjort mere end nogensinde her i 2018, så er jeg top-motiveret til at tage dem og prøve at se, om jeg ikke kan få hevet en sejr eller to ud af 2019-sæsonen også”, slutter Mørkøv.
Mørkøv tager til januar hul på sin 11. sæson som professionel. Seniorkarrieren startede på Team GLS, før danskeren skiftede til Bjarne Riis´ Team Saxo Bank i 2009. Her kørte Mørkøv i syv sæsoner, inden turen gik videre til Team Katusha og nu Quick-Step Floors.
Annonce
Annonce
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
Volta Ciclista a Catalunya(2.UWT) 18/03-24/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Settimana Coppi e Bartali(2.1) 19/03-23/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
E3 Saxo Classic(1.UWT) 22/03
Gent-Wevelgem(1.WWT) 24/03
Gent-Wevelgem(1.UWT) 24/03
La Roue Tourangelle Centr...(1.1) 24/03
Dwars door Vlaanderen(1.UWT) 27/03
Paris - Camembert(1.1) 27/03
La Route Adélie de VItré(1.1) 29/03
Annonce
Annonce
Alpecin-Deceuninck |
Arkéa - B&B Hotels |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
Decathlon AG2R La Mondiale |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM-Firmenich PostNL |
Team Jayco AlUla |
Team Visma | Lease a Bike |
UAE Team Emirates |
Annonce
Asgreen: Pludselig var man værelseskammerat med Yves Lampaert
36-årig Quick-Step belgier ønsker at fortsætte karrieren
Evenepoel om næste sæson: OL og VM er mine største mål
Asgreen: Min vedholdenhed har bragt mig op i hierarkiet
Stybar tilbage på crosscyklen for en kort stund