"Som det ser ud lige nu, så tror jeg på, at jeg vil kunne forsvare trøjen helt frem til efter den første enkeltstart næste lørdag, men vi har stadig omkring 1000 km. kørsel før vi når frem til Albi og meget kan ske inden. De tre store etaper i Pyrenæerne skulle i hvert fald på papiret være til min fordel. Jeg vil stadig skulle have omkring tre minutter for at forsvare trøjen på den sidste enkeltstart, men det er ikke noget jeg er specielt bekymret over," sagde Michael Rasmussen.
Michael Rasmussen blev flere gange spurgt til, hvordan han forventede, at han ville klare sig på de lange enkeltstarter og noget overraskende var den danske rytter ikke bekymret for, at han skulle tabe mere end de tre minutter han er foran de fleste favoritterne i klassementet.
"Det vil være første gang jeg skal køre en enkeltstart på 100% udover den berømte enkeltstart for to år siden. Den vil ikke blive gentaget - det håber jeg i hvert fald ikke. Så jeg mener bestemt, at jeg vil kunne holde trøjen. Med al respekt er udfordrerne efter mig ikke Jan Ullrich eller Lance Armstrong, så jeg tror jeg vil kunne holde et tre minutters forspring til de ryttere," lød det fra Rasmussen, der dog ikke i denne sæson specielt har forberedt sig til enkeltstarterne.
"Jeg har ikke trænet mere end de foregående år. Jeg har kørt en del flere enkeltstarter forud for
Touren og det er stort set den eneste ændring. Vi har tidligere arbejdet med min position på cyklen, så jeg føler mig langt mere tilpas end jeg gjorde før," fortæller Rasmussen.
Stærkt mandskab til at forsvare trøjen Det hollandske hold har intensioner om at forsvare førertrøjen så lang tid så muligt og Michael Rasmussen kan regne med opbakning fra alle holdets ryttere med undtagelse af Denis Menchov, som det hollandske mandskab fortsat gerne vil holde inde i klassementetskampen.
"Holdet er meget stærkt i øjeblikket. Vi er ikke Discovery eller US Postal, så vi bliver nødt til at køre intelligent, men jeg tror på, at vi kan kontrollere det. Vi kan ikke gå med i samtlige udbrud og vi kan ikke køre alt ind, men det bliver forhåbentlig heller ikke nødvendigt," sagde Michael Rasmussen, der har det fint med at Denis Menchov stadig får lov at køre sin chance.
"Jeg mener det kun er en fordel at have to mand i klassementet, for stort set alle de andre hold har to mand til klassementet. CSC har Schleck og Sastre, Astana har tre ryttere osv. Så det var vigtigt, at Menchov holdt sig fremme i går så vi stadig har to kort. Det kan bl.a. bruges til tidlige udbrud, for at lægge pres på de andre favoritter."
Michael Rasmussen har dog langt fra afskrevet løbets andre favoritter og slet ikke Alexandre Vinokourov, selvom han i går var lidt i problemer på etapen til Tignes.
"Han var hårdt ramt den anden dag og jeg er ret sikker på, at 99 ud af 100 havde pakket deres tasker og var taget hjem til Kasakhstan. Han er stadig kun fem minutter tilbage og jeg er sikker på, at han kun vil blive stærkere. Vi har tidligere set, at han aldrig giver op. Man kan også se sådan på det, at vi har Boogerd som vores tredjemand, mens Astana har Vinokourov som deres tredjemand. Så han er helt sikkert en stærk konkurrent og han har 110 km enkeltstart til hans fordel," vurderer Rasmussen.
Reus stadig i koma Michael Rasmussen kunne også fortælle, at der ikke kun var plads til glæde efter gårsdagens etapesejr, da holdet stadig er berørt af, at det unge hollandske talent
Kai Reus ligger i koma.
"I går var helt sikkert en dag med blandede følelser for holdet. Vi har stadig en god ven og kollega i koma blot nogle få timer herfra. Det er en meget vanskelig situation. Jeg vil dog også indrømme at når jeg kører løb, så tænker jeg ikke over det. Ellers skulle jeg nok stoppe med at køre cykelløb, hvis jeg skulle spekulere over alverdens problemer. Men det er selvfølgelig et svært for mig og for holdet," fortæller Rasmussen.
Må leve med dopingmistanken Den danske rytter måtte også svare på spørgsmålet om man nu kunne stole på, at han ikke brugte doping til at nå hans flotte resultater, men her var Michael Rasmussen klar i mælet.
"Ja, I kan stole på mig. Som professionelle cykelryttere bliver vi desværre nødt til at leve med mistanken, ligeså snart vi barbere vores ben. Jeg kan ikke rigtig sige mere til det. Jeg forsøger at lægge det bag mig og fokusere på det jeg er god til," siger Michael Rasmussen, der alligevel har kunnet mærke et skifte siden Tour de
France startede.
"Nu er løbet startet. Der har været en masse debat og en masse bureaukrati inden løbet, men jeg var sikker på, at lige så snart løbet begyndte vil det blive noget andet folk snakker om. Fokus er på cykelløbet."
Ingen hold har henvendt sig Michael Rasmussen har ikke kontrakt for den kommende sæson og Rabobanks ledelse har meddelt, at man først vil forhandle kontrakt efter Tour de France. Alligevel står den danske rytter uden tilbud fra andre mandskaber.
"Det kan godt være, at der er nogle hold, der er interesserede, men jeg er ikke klar over det. Jeg er ikke blevet kontaktet af nogle. Jeg er ret overbevist om, at jeg meget snart skal have nogle samtaler med Rabobank," siger Michael Rasmussen
"Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har det ret godt her på holdet og hvis Rabobank tilbyder mig en livslang kontrakt så vil jeg skrive under."