Mindeord om Hein Verbruggen

Hein Verbruggen, UCI-præsident fra 1991 til 2005, var en kontroversiel person, ingen tvivl om det. Han var hård og kontant, klart betydeligt bedre at have som ven end som fjende. I hans fodspor fulgte også en skygge af den ”sygdom”, som i de sidste årtier fulgt IOC og Fifa - uden at jeg skal gøre mig til dommer over i hvor høj grad, det var berettiget.
 

Men jeg tør godt sige, at han bestemt ikke var nogen entydigt dårlig præsident for UCI. Han havde visioner og var på mange punkter fremme i skoene. Han forstod tidligt betydningen af cykelsportens ”mondialisering”, og at vi skulle væk fra det gamle image, hvor specielt den professionelle cykelsport alt overvejende var et (vest)europæisk foretagende, koncentreret omkring nationerne Frankrig, Italien, Belgien, Spanien og Schweiz. Det var afgørende for at cykelsporten kunne blive i den olympiske familie.
 

I Verbruggens formandstid sad jeg i UCI’s Banekommission (pudsigt nok ikke efter indstilling fra Danmarks Cykle Union, men direkte udpeget af UCI’s bestyrelse, læs: Verbruggen). Og i den sammenhæng lærte jeg ham at kende som en person, der også kunne lytte.

Han gik højt op i det olympiske, var en periode medlem af IOC’s bestyrelse, og han kæmpede virkelig for at sikre banesportens position olympisk. Det var i Verbruggens tid, at banesporten blev transformeret til en ”vintersport” på indendørs 250 meter baner (i hvert fald når det drejede sig om internationale mesterskaber som VM og World Cups).

Han kunne, som vi andre se, at tiden var løbet fra de gamle, åbne cementbaner, hvor regnen kunne ødelægge alt. Vi andre indså det med vemod, han konstaterede blot, at det var en nødvendighed i relation til sponsorerne og medierne, ikke mindst TV.
 

Jeg skal ikke her glorificere Hein Verbruggen, men UCI har helt klart haft ringere præsidenter end ham…

Rico

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024