Artiklen fortsætter efter videoen.
Som man kan læse andetsteds på Feltet.dk, vandt Team GLS Jakob Moe i dag Post Cup løbet i Sorø. En sejr den rutinerede rytter var meget tilfreds med.
”Det var dejligt, at vi vandt i dag, så vi dermed fortsætter den gode sejrsstime, vi er inde i. Hele dagen arbejdede gruppen godt sammen, og det var faktisk først inde på sidste omgang, at det taktiske spil startede. Jan Almblad og Thomas Guldhammer prøvede hver nogle gange at rykke væk, mens jeg selv valgte at forholde mig i ro.”
”Inde på de sidste tusinde meter satte jeg mig på Guldhammers hjul, så da han åbnede spurten, sad jeg helt perfekt. Jeg gik forbi ham til sidst, og kunne vinde med en hjullængde ned til Steensen, som kom hurtigt til sidst,” kom det fra Jakob Moe efter at have været på sejrspodiet.
I næste uge skal Jakob Moe sammen med Team GLS holdet til Slovakiet, for at køre Tour de Slovaquie som er et UCI etapeløb.
”Sidste år blev Kristoffer G. Nielsen nummer to samlet, så vi satser da på, at vi kan forsvare den placering eller gøre det bedre. Personligt er jeg meget motiveret, og jeg håber, at jeg kan lave et godt resultat,” slutter Jakob Moe.