Mørkøv analyserer sine leadouts

I sidste uge var Michael Mørkøv igen en vigtig ingrediens i Sam Bennetts sejrsopskrift, da ireren snuppede sæsontriumf nummer tre og fire ved Paris-Nice.

På 1. etape af det franske WorldTour-løb måtte Bennett, modsat i februars UAE Tour, dog selv klare ærterne på den afsluttende kilometer, hvilket ikke desto mindre var fuldstændig efter belgiernes tegnebræt.    

Det forklarede Mørkøv til Feltet.dk umiddelbart før søndagens finaleetape.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

”Allerede i dagene op til havde vi snakket om, at den bedste chance for at vinde var at aflevere Sam i det rigtige hjul i bunden af målbakken fremfor at have hele holdet foran ham”, sagde Mørkøv og tilføjer om selve afslutningen:

”På etapen sidder jeg alene med Sam til sidst og ser så, at Mads (Pedersen) sidder med Stuyven. Jeg vurderede, at de begge så intakte ud, så det var et godt hjul at sætte ham af på”.

Et par minutter senere kunne tv-seerne opleve Bennett brage over målstregen til endnu en sejr. Den 35-årige dansker havde nok en gang vurderet rigtigt.

”Jeg synes egentlig, at jeg nyder godt af min erfaring. Jeg har siddet i mange spurter og oplevet mange finaler. Derfra har jeg en god palette af redskaber til, hvordan jeg føler, at de forskellige spurter skal gribes an”, fortalte Mørkøv, inden han uddybede:

”Alle spurter er jo forskellige, og der er forskellige faktorer, som man skal tage hensyn til, eksempelvis er alle sindssygt motiverede til 1. etape, fordi det netop er 1. etape af Paris-Nice. Er der tale om en stor boulevardspurt lægger vi selvfølgelig taktikken efter det, men det handler også meget om at improvisere i momenterne”.

Men hvordan formår Mørkøv så at improvisere med så stor en succesrate i de hektiske massespurter?

Vi overlader nu ordet til hovedpersonen selv, som i nedenstående gennemgår sine oplevelser fra de to sidste massespurter i dette års Paris-Nice - 2. etape, hvor Quick-Step-toget kiksede, samt 5. etape, hvor Bennett kunne afslutte et mønster-leadout fra belgierne.

2. etape

”Det var en utrolig nervøs etape, hvor man hverken kunne komme frem eller tilbage i feltet de sidste 50 kilometer. Det havde noget at gøre med de meget smalle veje, som vi kørte på. Det var sindssygt stressende.

I finalen lykkedes vi ikke med at være godt nok organiserede som hold, og personligt undervurderede jeg også opløbsstrækningen. Jeg havde forestillet mig, at den var lidt anderledes.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Jeg regnede med, at der var godt 400 flade meter fra opløbssvinget, hvilket ofte gør, at hvis vi kommer rundt i svinget som nummer 8-10, som vi gjorde, så ville vi kunne nå at komme bagfra.

Men da vi kom rundt i svinget, var der kun 350 meter, og Jesper Stuyven spurtede fuldt ud af svinget. Det gik også lidt ned ad bakke. Så da vi kom ud af svinget, vidste jeg godt, at løbet var kørt for os.

Det er den hårdfine balance, som der er i spurterne. Det sikre er altid at køre sin sprinter frem i forreste position, men det er bare meget sjældent, at han vinder derfra, fordi kommer til at tage for meget vind.

Min fornemste opgave er at køre med en kalkuleret risiko. Udgangspunktet er, at desto mere risiko, som jeg tør tage, desto større chance har vi for at vinde. Så det er hele tiden en balance mellem, hvor meget man tør vente, i forhold til hvor meget man vil eksponere sig selv.”

HAR DU SAT DIT MANAGERHOLD TIL DE KOMMENDE KLASSIKERE?

5. etape

”Min opgave var at styre (Yves) Lampaert og (Florian) Senechal i indløbet til spurten og sørge for, at de ikke kom frem for tidligt. Det har mange tendens til. Når der på et eller andet tidspunkt er fri bane, så kører de alt, hvad de kan og brænder alle kræfterne af.

Så min opgave var at holde dem i ro, og vi formåede bare at blive siddende ude på siden af de andre hold og vente. Vi brugte nogle af konkurrenterne til at holde os i position.

Vi havde en rundkørsel 1100-1200 meter fra mål, hvilket er guf, hvis man har et stærkt hold, fordi kan man komme igennem et par svære sving med et par stærke ryttere foran sig, så gør man det rigtig svært for dem bagved.

Vi kom ind på den sidste kilometer med fire mand. Det så selvfølgelig let ud, men det kan også hurtigt blive hårdt, og Lampaert slog også væk med 800 meter igen.

Senechal kørte så sin spurt, men allerede med 600 meter igen begyndte han at tabe fart. De kom bagfra, så jeg blev nødt til at åbne en meget lang spurt. Jeg tror, at det var 550 meter ude. Havde jeg ikke reageret, havde vi jo risikeret, at de var kommet forbi og havde lukket os inde.

Da det først var lykkes mig at holde dem væk, satte jeg faktisk farten fem procent ned, indtil jeg nåede 300 meter-mærket, hvor jeg så startede en fuld spurt igen”.



I weekenden modtog Mørkøv store roser fra den tidligere belgiske landstræner José De Cauwer. Læs her Mørkøvs reaktion på at blive kaldt den bedste leadout-man i historien.