Mont Ventoux anno 1955 - uddrag fra "Tomorrow, we ride…"

nullFor 54 år siden deltog Jean Bobet i Tour de France, som det år skulle en tur op over Mont Ventoux for tredje gang i løbets historie. Lillebroren til den langt mere kendte Louison Bobet kørte på det franske nationalhold, sammen med Louison, og beskriver i sin bog ”Tomorrow, we ride…”, som FELTET.dk anmelder om et par dage, bl.a. den barske tur opad bjerget i Provence. FELTET.dk har fået tilladelse til at oversætte beretningen, som du her kan læse. Fortællingen starter dagen før den vigtige etape:

På etapen Monaco-Marseille havde Louison i et anfald af arrigskab besluttet at give Charly Gaul ’en ørefigen’ ved at fjerne al modstand ved forplejningszonen i Toulon. Måden det blev gjort på, var meget effektiv: I mål blev Gaul beskrevet som ’svag i knæene’, og han havde mistet det meste af sin ophøjethed i den middagshede, som ikke rigtig passede ham. På cykelbanen i Marseille ventede det franske hold at møde taknemmelighed fra deres leder. De blev skuffede. Louison havde hørt piften blandt publikum, da han kørte sin æresrunde. Uanset om han havde vundet eller ej, blev han bedt om at køre en æresrunde i sin egenskab af verdensmester. Men Marseilles’ befolkning var bedøvende ligeglade med den regnbuefarvede trøje. De ville have Bobet i den gule trøje, her og nu. Tour de France havde trods alt været i gang i otte dage.

Jeg fortalte holdet, at chefen var rasende, og at vi måtte vente en stund med lykønskningerne. Ser I, jeg kendte min bror. For ham skulle der ikke meget til, for at en glædesstund var ødelagt. Kritik fra bare en enkelt person kunne bringe ham helt ud af fatning. Geminiani havde som sædvanligt forstået situationen og jokede: ’Godnat børn, vi skal i skole i morgen.’

Allerede tidligt næste morgen var stemningen elektrisk. Tændt. Der bliver ballade, tænkte jeg.

Der blev ballade. Det franske hold besluttede at udføre en ’sortie d’hotêl’, hvilket vil sige et angreb lige fra starten. På et uendeligt stykke ’false flat’ (stykke hvor det stiger ganske svagt, red) på en motorvej blev feltet strukket helt ud, omformet, tyndslidt, samlet, for igen at blive udspilet og brækkede til sidst over. Vi var omkring 20 mand i front med Rolland, Geminiani, Mahé, Forestier, Malléjac, Louison og jeg selv fra det franske hold. Jeg følte mig godt tilpas. Jeg vidste, hvad den let bankende fornemmelse i min mave var: angst før Ventoux. I dagevis havde folk ikke snakket om andet end Ventoux. Jeg havde kørt bjerget før, fra Malaucène-siden, men den var åbenbart barnemad. Opkørslen fra syd, fra Bédoin, er frygtelig. Og er det varmt, så bliver det et helvede.

Det var meget varmt. Jeg kommer i helvede. Ikke et ord. Intet gør større indtryk end et lydløst felt. Ingen siger et ord, ingen griner. Løfter man sit hoved en smule, kan man gennem tågedisen, i distancen, skimte formen af Ventoux.

Vi kører på grænsen, men alligevel lykkedes det Ferdi Kübler at slippe gennem fingrende på os. Heldigvis går Geminiani med ham. Louison kommer hen for at høre, hvordan jeg har det: ’Er du ok?’ ’Ja’, siger jeg. Og med den slags ubetydeligheder afklaret får jeg mine ordrer: ’Du, Mahé og Forestier skal smadre hen til foden af bjerget. Det er dér, det kommer til at eksplodere’.

Mahé, Forestier og jeg kører op til fronten af gruppen. Det er ikke dårlige nyheder, vi får. Foran er Ferdi og Gem inden for rækkevidde, og bagved er feltet ved at tabe terræn. Rundt omkring os stiger stemningen. Følgebiler og motorcykler passerer os, stopper, for så igen at kører videre. Jeg har en følelse af, at det betaler sig at give den hele armen. Der kommer til at ske noget, løbet bliver helt sikkert vendt på hovedet. Og jeg er pokkers stolt af mig sig selv: jeg er en helvedes karl, jeg er med til at skabe det her løb. Og jeg er ovenpå.

Det gør ondt i benene på den korte nedkørsel efter Carpentras. Og så går det opad igen, et stykke ’false flat’ hen mod Bédoin, og Louison ruller op på siden af mig og hvisker, at han ikke har det så godt, ikke spor godt. Kender man ham, som jeg gør, ved man, at det er et godt tegn. Når du forlader Bédoin, mærker du virkelig smerten i benene. Francois Mahés hoved begynder at hælde lidt mere til højre; Jean Forestier ligger mere fladt over cyklen. Jeg er vist også selv ved at være mærket, for farten sagtnes måske en smule. ’To kilometer mere på grænsen!’ Det er Louison. Jeg kan høre på ham, at det går bedre.

Jeg eksploderer, når vi rammer foden af Ventoux. Det er helt sikkert. Med 20 kilometers opkørsel, og jeg er allerede på mit yderste. Jeg vænner mig aldrig til de forbandede ’false flats’, som kommer før bjergene. En kilometer mere og jeg slår ud. Jeg tager bestik af situationen: Ferdi og Gem, stadig et minut foran, feltet to minutter efter og med en støvsky bag dem. Ikke meget for alt det slid. Hvis jeg begynder at regne på det, tænke over det, så er det slut. Jeg har svært ved at blive liggende foran. Nogle af de hårde drenge kommer op til mig – nogle belgiere, nogle italienere. Så kommer Louison, ser ikke på mig, ser ingenting. Jeg lugter krudt, klar til sprængning… For pokker! Mit forhjul er punkteret. Nå, ingen grund til ærgrelse, sådan er det. Jeg kan under alle omstædigheder ikke ordne det selv, og mekanikerne er langt bagude, i bilen. Det gør mere ondt at stå end at sidde i sadlen. Mekanikeren ordner cyklen, og Marcel Bidot råber, ’Tag noget vand, Jean. Der er ikke noget længere oppe.’ Og så, med ét og på et øjeblik, forsvinder det hele ind i bjerget. Jeg står der stadig, alene.

Intet er mere ildevarslende end et felt, som forsvinder. Du hører stadig lyden af rullende dæk på asfalten, rytternes stønnen, beklagelserne fra kæder og gearskiftere, og så, bagefter, de brummende motorer fra følgebilerne. Efter det første sving, med ét, kommer stilheden. Og her er jeg, i den ene side af vejen, væk fra det hele, ude af Tour’en…

’Og atter bliver ørkenen rolig,
da de omrejsende glider væk i horisonten.’

Det er et godt tidspunkt at recitere poesi. Poesi får dig ikke opad. Ned i sadlen. Ind i ørkenen.

Det har kostet mig i omkanten af to minutter nu. Slap dog af. Problemet bliver at nå frem til Avignon i aften. Så kommer alt postyret: motorcykler, pift, tilråb. Lad være med at se op, jeg er tilbage i bagenden af feltet. Der er kvælende i flokken. Man kan lugte angsten fra mænd, som lider en langsom død. Vejen drejer til venstre, det berømte sving, hælder skarpt som i et motorløb. Så starter alvoren, the going gets tough. To-tre bjergryttere, som kunne klatre op i træer som aber, hvis de skulle, flyver væk i høj fart. Som om der ingen hældning var på vejen. Der er ingen grund til at blive i denne gruppe. Jeg kommer over i højre side og lader dem, som har travlt, komme forbi. Der er vel 15 kilometer til toppen. Ingen grund til at gå i panik.

Jeg kendte det fra træningen: en fornuftig 45x24 gearing, hænderne oppe på styret, brystet frem, kasketten vendt om for at beskytte nakken mod solen, øjnene fikseret på vejen ti meter længere fremme, under ingen omstændigheder mere, og jeg får vejret tilbage. Jeg glider forbi nogle af de andre drenge. Nogle ser skidt ud, andre er helt flade.

Der står mennesker langs vejen. Folk med bare overkroppe, heldige asener, med vandflasker i hænderne. Og de deler ud af det. Der er én, som hælder vand ned over mig, fra hals til sko, mens han råber til sine venner: ’Vand, vand, han er fransk!’ Skønt at være fransk på et bjerg i Tour de France. Dog ikke så godt som at være italiener på et bjerg i Giro’en – der bliver man skubbet opad bjerget – men stadig skønt. Jeg har lyst til at vide, hvordan det ser ud længere fremme, hos de førende, men jeg ville alligevel ikke kunne høre det i larmen.

Hvad nu? Vejen er blokeret. Næsten. En flok har samlet sig til højre, en cykel ligger på vejen, fotografer, gendarmer og en læge. Jo, han er i shorts: det er dr. Dumas (Tour-lægen). Et styrt? Mon dog, med en fart på 15 km/t?

Stilhed igen. Ingen skygge, kun den forbandede sol over det hele. Jeg er tørstig. Pludselig er jeg oppe hos Jean Forestier. Det ser ud til, at unge Jean er lidt stegt. Men han kan tale: ’Så du Malléjac?’ Nej, jeg så ikke Malléjac, og i øvrigt ved hele holdet udmærket, at jeg aldrig ser noget som helst, eller nogen som helst. ’Han har det skidt. Mere eller mindre død.’ Så forstår jeg, hvorfor lægen var ude på vejen. Jeg bliver hos Jean Forestier. Det går ikke så hurtigt, men er rart igen at have selskab, og vi kan slutte etapen sammen. Ikke at forglemme, at tilskuerne er vilde med at se to landsmænd sammen og derfor giver os endnu mere at drikke.

Og Jean Forestier ved det hele: ’Kübler er knækket. Louison er forrest med to-tre italienere og Brankart, tror jeg nok… Der er ikke mere end 25 andre foran os, højest. Men der er otte kilometer igen.’ Som han dog kan tale, unge Jean.

Mennesker, masser af mennesker. De råber: ’Bobet er i front! Bobet er kørt væk!’ Der er ikke flere træer, kun mennesker. Og Louison spiller på alle sine tangenter. Og i aften vil han fortælle os, at han ikke havde det godt. Og Geminiani vil bryde sammen af grin.

Tilbage til den barske virkelighed. Jean Forestier kører ikke så hurtigt som mig. Jeg fortæller ham, at jeg fortsætter i min egen fart, og at jeg vil vente på ham på nedkørslen, så vi kan følges ad ned til Avignon. Og så er jeg igen for mig selv. Helt alene, altså midt i denne her øredøvende, brølende folkemængde.

Sig det er løgn? Der er en, som forhindrer mig i at komme frem, spærrer min bane. Er han fuldstændig vanvittig? Han fylder hele vejen, kører på tværs fra klippen til kløften, og fra kløften til klippen. Og han græder. En belgier. Jeg har aldrig set en mand græde, som han gør. Han ender med at ryge i kløften. Det gør han. Jeg kører forbi ham, eller rettere krydser hans vej. Han er fortabt i en mørk tåge. Han så mig ikke engang.

En overgearet tilskuer svinger med en flaske vand, som jeg forsøger at gribe ud efter, læner sig hen over mit forhjul og løber ved siden af mig: ’Det er ikke til dig, dit dumme svin! Find dit eget vand!’ Jeg kan dårligt trække vejret, men det lykkedes mig, gud ske tak og lov, at slippe af med ham med et ’Skrub af!’ Ikke så højt, men klart og tydeligt. Fyren stopper sit løb, forbløffet, plantet på stedet. Hvordan pokker fandt jeg lige netop ham, tænker jeg.

Du gode gud, der er far. Med to kilometer igen. Det må der være, for i går aftes sagde han: ’Vi stiller os to kilometer fra toppen.’ Jeg styrer hen imod ham, kører tæt forbi, så han ikke behøver råbe så højt, og så jeg rigtig kan høre ham. ’Det er fint, gamle dreng… Louison er alene, har et minut. Han har det godt…’ Jeg nikker for at vise, jeg har hørt det: det er bedre på den måde, koster ikke kræfter. Men det er altid det samme med far: aldrig noget at drikke… Mor må også være der et sted, måske ude i siden, så hun ikke ser alt for meget. Jeg må tilstå, at det ikke er et syn for en moder at se sin søn – to sønner – på toppen af Ventoux.

Med hvad fanden, gutter, vi vinder den her forbandede Tour… Hvis jeg bare kan komme igennem… Lad mig nu komme igennem! De her sindssyge folk, der er jo ikke plads på vejen. Et sving til højre. Jøsses. Det er umuligt. Det er for hårdt, jeg står stille. Op af sadlen et øjeblik, og alt gør ondt. Jeg kan ikke fortsætte. Jeg løfter hovedet. Jeg ser den røde ballon på toppen og hører brølene, ser hænderne vinke mig frem. Hele dette cirkus… Jeg krydser målstregen, ude af stand til at dreje pedalerne bare én gang mere.

Nummer to – med 13 minutter og 15 sekunder.

Jeg løsner mine tåklips.

Stilhed. Så tomhed. Der er ikke andre. Min cykel bærer mig med 60 km/t ned mod Malaucène.

Uddrag fra bogen ”Tomorrow, we ride…” af Jean Bobet.
Oversat af FELTET.dk