Optakt: 10. etape af Tour de France

Ruten

Vi er allerede næsten halvvejs i løbet, og sprinterne har kun haft tre chancer - og det endda inden vi overhovedet har ramt Pyrenæerne og Alperne. Derfor vil sprinterne være yderst opsatte på at slå til på løbets 10. etape, der med en relativt flad sidste halvdel lægger op til et sprinteropgør. Helt så enkelt bliver det imidlertid ikke på en etape, der starter i det vanskelige Massif-Central og med mere end 3000 højdemeter over næsten 220 km også må inspirere lykkeridderne til at fortsætte den fest, de endelig fik sat i gang på dagens etape.

Med en distance på hele 217,5 km er der tale om endnu en meget lang etape, der forbinder byerne Saint-Flour og Albi som led i den lange rejse mod sydvest mellem Vogeserne og Pyrenæerne. Startbyen ligger midt i Massif-Central, og derfor er starten knaldhård og nærmest helt uden flad vej. Allerede med det samme går det mod syd op over to små bakker med efterfølgende nedkørsler, inden man kører mod sydvest op ad kategori 4-stigningen Cote de Mallet (2,2 km, 5,2%), der har top efter 22 hårde kilometer og har en ganske stejl anden del med en kilometer med 7-8%. Herefter flader det ud, inden en nedkørsel leder mod sydvest ned til kategori 3-stigningen Cote de Chaudes-Aigues (3 km, 6,6%), der er ganske jævn og har top efter 40,5 km. Et let kuperet plateau følges herfra mod sydvest, inden en længere nedkørsel fører feltet mod sydvest væk fra det svære Massif-Central, der dog har en lille afskedshilsen i form af kategori 3-stigningen Cote d’Espallion (5,2 km, 4,9%), der har top efter 98,5 km, og som kun er stejl over den sidste kilometer, der stiger med 6,2% i snit.

Herefter bliver etapen betydeligt lettere. Man fortsætter mod sydvest igennem terræn, der aldrig er helt fladt, men ikke byder på rigtige stigninger. Højdepunktet er den indlagte spurt, der efter 128,5 km kommer for enden af en lang, lige og let stigende vej, hvis sidste kilometer stiger med 3,3%. Herefter falder det hovedsageligt let, indtil man rammer kategori 3-stigningen Cote de La Malric (3,6 km, 4,7%), der er en jævn, relativt let opkørsel. Fra toppen resterer 53 km, der fører mod sydvest, hovedsageligt er let faldende eller flade og kun afbrudt af et enkelt let stigende stykke, der indledes med 25 km igen. Til slut er der en lille nedkørsel, inden man igennem fladt terræn kører mod sydøst ind mod centrum af Albi. Her kommer det sidste sving lige inden 3 km-mærket, hvorefter der blot er to bløde kurver, den sidste med 900 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 200 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning. Finalen er hovedsageligt flad, men på den sidste kilometer begynder det at stige efter en lille bro, så den sidste kilometer stiger med 1,3% i snit.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Etapen byder på i alt 3031 højdemeter.

Albi har været målby tre gange i de seneste 20 år. Det skete senest i 2013, hvor Peter Sagan tog en fornem sejr på en etape, hvor Cannondale-mandskabet leverede en fantastisk præstation ved tidligt at splitte feltet og herefter holde sprinterne bag sig over en lang, flad sidste del, i 2007, hvor Alexandre Vinokourov knuste al modstand på en enkeltstart, og hvor sejren i dag er tilskrevet Cadel Evans, og i 1999, hvor Salvatore Commesso vandt fra et udbrud. Route du Sud var forbi i 2016, hvor Bryan Coquard vandt en massespurt om formiddagen, og Nairo Quintana overraskende vandt eftermiddagens enkeltstart foran specialisten Sylvain Chavanel, og i 2012, hvor Stephane Poulhies vandt 1. etapes massespurt.

Vejret

Det ser ud til, at temperaturen vil være støt stigende i de kommende dage, og allerede mandag får feltet det varmere end de seneste dage. Her venter nemlig en næsten skyfri dag med en temperatur på 29 grader. Igen vil det være relativt blæsende, denne gang med en jævn til frisk vind fra nordvest. Det giver sidevind stort set hele dagen. Det varer ved, indtil man på de sidste 10-15 km drejer ind i direkte medvind, og det vil der også være efter det sidste sving med 3300 m igen.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Analyse af 9. etape

I mange år har Daryl Impey været en kilde til personlig frustration for mig. Det skyldes ikke, at jeg ikke bryder mig om den på alle måder sympatiske og altid opofrende sydafrikaner - snarere tværtimod. Nej, frustrationen skyldes vel snarere en slags beundring af den alsidige Mitchelton-rytter, der mestrer stort set alle sportens discipliner og er en langt bedre cykelrytter, end han får kredit for.

Netop fordi han er så pokkers god, har det bare været så pokkers frustrerende at se, hvordan han har haft svært ved at præstere i Europa. Nu er det måske en lidt hård dom at kalde det manglende præstationer, når manden trods alt har vundet to etaper i Baskerlandet Rundt, en enkelt i Volta a Catalunya og endnu én i Dauphiné, for det udgør en resultatliste, der ville gøre de fleste grønne af misundelse - ikke mindst fordi han som bekendt også har været i Tourens gule trøje.

Hele 19 af hans 27 sejre er imidlertid opnået uden for Europa, og han har opnået sine største bedrifter langt fra sportens hovedkontinent. I de seneste to år har han med samlede sejre i WorldTour-løbet Tour Down Under nemlig skruet forventningerne til sig selv gevaldigt i vejret ved at levere særdeles overbevisende præstationer, hvor han har stillet til skue, hvor godt den formstærke sydafrikaner faktisk klatrer. Alligevel er det aldrig rigtigt kommet til udtryk i Europa, hvor hans fire store sejre alle er faldet i reducerede eller deciderede massespurter, mens han altid er kommet til kort i Amstel Gold Race, som burde passe ham perfekt, og som han oftest har haft som et mål.

Nu har det heller ikke været nemt for ham at få sine personlige chancer i en trup, hvor han har skullet konkurrere med Simon Gerrans, Michael Matthews og Michael Albasini, der har delt mange af hans kvaliteter, men alle har været en tand bedre. Det har tvunget Impey i en hjælperrolle, han har udført loyalt, både som hjælper for Yates-brødrene i Touren, for de tre ovennævnte i klasserne og som en del af det lead-out tog, der for år tilbage med Matthew Goss gav holdet dets første store sejre og senere bragte Caleb Ewan til mange triumfer. Da Gerrans’ exit endelig betød, at han blev sluppet løs i Tour Down Under, viste han imidlertid, at han også kan løfte et kaptajnansvar, men af en eller anden grund er det aldrig blevet til det, mange havde håbet.

Nu er det klart, at der er stor forskel på at præstere i et januarløb som Tour Down Under - WorldTour eller ej - og de store løb i Europa, men alligevel har man siddet med fornemmelsen af, at omverdenen aldrig rigtigt fik at se, hvad Impey virkelig kan. Derfor var det også som en slags forløsning, at sydafrikaneren i dag endelig åbnede op for posen og tog en overbevisende og yderst fortjent sejr på dagens 9. etape af Tour de France.

Forud for løbet lå det ellers ikke i kortene, at Impey skulle have sin chance. Ganske vist havde Mitchelton åbnet op for, at han og Matteo Trentin skulle have deres mulighed på et par af mellemetaperne, men alligevel ville det ligne australierne dårligt, hvis de ikke i første omgang viste Adam Yates total opbakning - i hvert fald indtil resultaterne ikke længere kunne forsvare det. Men måske har de lært af den svære Giro, hvor Simon Yates’ skuffende præstation betød, at løbet truede med at blive en total fiasko, hvis ikke Esteban Chaves i det, der var tæt på at være allersidste øjeblik, akkurat fik reddet æren for et mandskab, der fik langt mindre ud af et løb, hvor deres supertrup berettigede til langt mere.

Risikoen for at havne i samme situation ville man formentlig ikke løbe - slet ikke fordi Adam Yates jo fejlede gevaldigt i 2018, hvor Touren endte som en regulær katastrofe for australierne - og derfor fik Impey løbepas. Det fik han desværre ikke noget ud af på de foregående udbrudsetaper, hvor Sunweb og Bora som bekendt tilsyneladende havde en autoritet, som fik de fleste til på forhånd at adlyde Kong Matthews og Kejser Sagan. I dag løsnede de to herskere imidlertid endelig deres faste greb, og dermed fik udbryderne endelig en ”rigtig” udbryderetape i en første uge, hvor de ellers havde forventet at få tre af slagsen.

Det var ikke helt uventet. Det var indlysende, at Bora og Sunweb i går spildte et hav af kræfter på at kontrollere en etape, der lidt som forventet viste sig at være ukontrollerbar, og som jeg allerede skrev i går, havde det formentlig været klogere i går at sende deres mange klatrestærke folk i udbrud og spare krudtet til at gå efter en spurt i dag. Energien var imidlertid allerede brændt af på vejene mod Saint-Etienne, og da der i cykelsporten ikke findes fortrydelsespiller, havde de tilsyneladende opgivet allerede fra morgenstunden i dag. I hvert fald var der ikke samme hob af Bora-ryttere forrest i feltet, da etapen blev givet fri, og da først en gruppe med deltagelse af Bora, Sunweb og Bahrain-Merida - de eneste tre hold med en interesse i at gå efter en reduceret massespurt - var der dømt halv hviledag og søndagstur for resten af feltet. Det skete endda efter en kamp, der blot tog 15-20 minutter og uden de voldsomme sværdslag over mere end en time, som man ofte ser - et klart vidnesbyrd om, at gårsdagens brutale dag har sat sit præg på et mærket og kvæstet Tour-felt, der snart trænger til en rigtig hviledag.

På den baggrund må der også være særligt to hold, der er gule og grønne af ærgrelse. CCC og Katusha er to af de få mandskaber, der slet ingen ambitioner har i klassementet, og da de også er uden de store chancer i massespurterne, er det eneste formål med deres deltagelse, at de rammer udbruddene på disse dage - specielt fordi det i deres trupper kun er den nu desværre udgåede Alessandro De Marchi og Ilnur Zakarin, der kan være med i bjergene. Derfor må der være nærmest rødglødende raseri på hotellerne i aften, for det er nærmest utilgiveligt, at de to mandskaber missede udbruddet på en af de få etaper, de rent faktisk havde en pæn chance for at vinde.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

I stedet gik sejren til et af sportens største mandskaber, der har rigeligt med udsigt til også at kunne vinde etaper senere i løbet. Og det var endda fuldt fortjent, for ingen kan betvivle, at Impey i kraft af både sit hoved og sine ben var den helt rette vinder af dagens etape.

I det hele taget var det vel så klassisk Impey, som det kunne være. Har man set de to seneste kongeetaper af Tour Down Under, vil man vide, at sydafrikaneren er en mester i at gemme sig i feltet og pludselig åbne op med en vanvidsspurt på den sidste kilometer inden toppen. Med den strategi er det nu lykkedes ham to gange i træk at begrænse sit tab til Richie Porte så meget, at han har kunnet tage den samlede sejr i det australske løb. Impey har nemlig også sin hurtighed som våben, og den har han kunnet udnytte til at stjæle de bonussekunder, der har betydet, at Porte trods sin suveræne dominans på Willunga Hill er blevet besejret af sin rival to gange i træk.

Det var præcis de samme egenskaber, Impey gjorde brug af denne gang. Klogelig undlod han at gå i rød zone, da gruppens på papiret to bedste klatrere, Tiesj Benoot og Nicolas Roche, som forventet åbnede for gassen på den sidste stigning. Som havde det været Porte på Willunga Hill, lod han de to mere bjergstærke ryttere brænde krudtet af med deres forceringer, mens han holdt sig til gruppens øvrige afsluttere, Oliver Naesen og Jasper Stuyven. Det varede, indtil der manglede en kilometers penge, hvorefter han åbnede sin klassiske Willunga-spurt og ikke blot fik kontakt med de to forreste, men også var så stærk, at han førte dem over toppen.

Herefter førte Impey som en gal, så man længe var lidt bekymret for, om han nu også vidste, at Benoot og Roche altså godt kan spurte til husbehov. Sydafrikaneren havde imidlertid fuld kontrol over det hele, også da Benoot til slut satte sig på hjul, og til slut viste han den hurtighed, der har givet ham sejre i deciderede massespurter i Baskerlandet Rundt. Havde det ikke været for det pæne danske sommervejr, havde man såmænd kortvarigt følt sig sendt tilbage til januar, for det var så meget ”Impey Classic”, at det lige så godt kunne have været Tour Down Under. Og med sejren sikrede han, at Mitchelton nu har deres Tour reddet, uanset om Yates, der ikke har virket overbevisende i løbets indledning, skulle gentage brormands fiasko fra Giroen.

Mens man glæder sig over sejren til Impey - der nok altid vil have lidt ekstra medlidenhed blandt cykelfans, efter at han først blev kendt som manden, der regulært blev revet til jorden af en hensynsløs Theo Bos i forbindelse med gennembrudssejren i Tour of Turkey for mange år siden - kan man ikke undgå at have ondt af stakkels Benoot. Belgieren har med sine fantastiske kørsel i klassikerne og i de seneste to år også i ugelange etapeløb gang på gang vist, at han er et af sportens største talenter. Alligevel synes der at hvile en forbandelse over ham. Hans sejrskonto tæller nemlig fortsat blot den - ganske vist yderst imponerende sejr i Strade Bianche - og det blev altså ikke i dag, at han fik overbevist de belgiske medier om, at de ikke længere skal blive ved med at fokusere hans på hans påfaldende manglende evne til at vinde cykelløb.

Benoot fik dog heller ikke megen hjælp af vejrguderne. Belgieren viste nemlig, at hans samlede 4. plads i Tour de Suisse ikke var noget tilfælde, for han var gruppens stærkeste på stigningen. Det var i hvert fald ham, der med sine gentagne forceringer splittede feltet, men den kraftige modvind var helt klar til gunst for de hurtigere og tungere folk. Ganske vist virkede Impey til at have det hele under kontrol, men det kunne have været sjovt at se, hvad det var blevet til, hvis Benoot også havde skullet kæmpe mod vejrguderne. Heldigvis er der ikke akut krise i Lotto-lejren, der med gårsdagens sejr til Thomas De Gendt og fredagens 2. plads til Caleb Ewan i øjeblikket synes at være med i kampen om den store gevinst hver eneste dag og formentlig også vil være det på de to kommende etaper.

Til gengæld kunne Roche ikke gribe den mulighed, Matthews havde givet ham, men det var heller ikke den ideelle etape for den erfarne irer. Tværtimod kan han vel egentlig være fint tilfreds med efter en relativt svær tid endelig at vise, at han stadig har en vis klasse, selvom han slet ikke er den rytter, der tidligere er blevet nr. 5 i Vueltaen. Med en nylig 10. plads i Tour de Suisse har han i hvert fald rejst sig pænt efter det, der i 2018 lignede lidt af en deroute, og selvom det er usandsynligt, at det vil bære frugt, vil han være et kort, Sunweb kan spille i deres desperate kamp for at få den sejr, der kan gøre, at Tom Dumoulin ikke konstant hænger som en tung skygge over holdet.

Jasper Stuyven er vel den rytter, der har mest grund til at ærgre sig. Modsat Benoot blev den store belgier nemlig reddet af modvinden, der gav ham en reel chance for at kunne spurte om sejren, men ligesom sidste år i Mende, hvor han ellers overraskede stort, kom han til kort i kampen for en etapesejr i terræn, der på papiret så for svært ud. Alligevel kan Trek ikke været utilfredse med et løb, der indtil videre har budt på en gul trøje og ikke mindst en stadig mere opløftende Richie Porte, der i dag med sit lidt meningsløse angreb fik vist, at han må sidde med lidt af det overskud, man også har fornemmet de seneste dage. Og gudhjælpemig om den uheldige australier nu ikke har overlevet 9. etape. Hvad skal det da ikke blive til, når nu han har klaret den dag, der plejer at være hans største hurdle?

Bahrain var det eneste hold med to mand i gruppen, og det var i virkeligheden lidt overraskende på en dag, hvor Sonny Colbrelli havde sagt, at han ville gå efter sejren. De spillede imidlertid på to heste, og med to klatrestærke og hurtige folk i form af Jan Tratnik og Ivan Garcia i frontgruppen, stod de da også fint. Ikke uventet var det Tratnik, der viste sig bedre end den tilsyneladende lidt formsvage Garcia, og dermed fik sloveneren en af de få chancer, det ellers ikke har skortet på, efter at han forlod sin kaptajnrolle på CCC.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Det var også opløftende at se Oliver Naesen vise sig frem. Belgieren har ellers ikke syntes at have samme forrygende klatreben som i Paris-Nice, hvor han fik mange til at tabe både næse og mund, men i dag rejste han sig fornemt, da han endelig fik chancen. I sidste ende blev tyngdekraften en anelse for voldsom for den store belgier, men det gav da lidt tiltrængt opmuntring til et Ag2r-mandskab, hvor samtlige otte mand ellers synes at være under niveau.

Etapen bød også på negative oplevelser. Mest markant var det naturligvis med Edvald Boasson Hagen, men desværre var det ikke uventet. Man skal nemlig ikke have set meget til nordmanden i år for at vide, at han stadig er milevidt fra sit 2017-niveau, og det blev blot bekræftet i dag, hvor han vel næsten var gruppens svageste rytter. Det er blot endnu en understregning af Dimension Datas deroute, der desværre ser ud til at skulle fortsætte i årets Tour.

Mere tilgiveligt var det, at Simon Clarke og Tony Martin betalte en pris for deres hårde arbejde de seneste dage, og Jesus Herrada bekræftede desværre fornemmelsen fra i går, nemlig at hans forrygende juniform er forduftet. Endelig satte Movistar en fed streg under, at de har holdkonkurrencen som et stort mål, da de nærmest desperat sendte Marc Soler op til et udbrud, han ellers havde misset, og det endda på en dag, hvor han reelt ikke havde skyggen af chance for at vinde.

For klassementsrytterne blev det den perfekte dag ovenpå gårsdagens lille blodbad. Romain Bardet kom med et ikke helt uventet angreb til sidst, men det havde nu mere karakter af pligt til at skulle vise sig frem i hjembyen end af et reelt forsøg. Porte og George Bennett fik testet benene, men det var vist også det eneste formål med et angreb, som alle vidste, at Ineos med lethed kunne neutralisere. Da udbruddet samtidig kom overraskende tidligt afsted, blev der chance for at puste lidt ud ovenpå lørdagens vanvid.

Så let går det nok ikke i morgen. Her venter 220 km med 3000 højdemeter og relativt kraftig sidevind, og selvom meget peger i retning af, at det alligevel ender i en spurt, bliver det nok ikke en gentagelse af fredagens dødsmaraton. Det er den slags etaper, der ikke afgør Touren, men stille og roligt bidrager til at akkumulere den træthed, som med dagens etape in mente tydeligvis allerede har lagt sig over feltet. For mange handler det allerede nu om overlevelse.

Det gør det til gengæld ikke for Impey, hvis arbejde som hjælper for Yates blot intensiveres, efterhånden som løbet går ind i den afgørende fase. Og selv hvis den plan skulle mislykkes, ved sydafrikaneren, at han endelig har taget sin enorme styrke med sig over grænsen til Europa og derfor kan jagte endnu mere succes. Noget kunne i hvert fald tyde på, at den europæiske forbandelse er brudt.

Favoritterne

Ved første øjekast kan mandagens 10. etape ligne en klassisk sprinteretape. Så opdager man, at de skal køre 217,5 km. Dernæst begynder man at tælle højdemeter og når frem til tallet 3031. Herefter kaster man et blik på vejrudsigten og konstaterer, at temperaturen vil kravle op i nærheden af 30 grader. til slut opdager man, at der vil blæse en ret kraftig vind fra nordvest, hvilket med en gennemgående sydvestlig retning gennem hele etapen betyder en del dag med sidevind, og pludselig har man indset, at etapen måske slet ikke er så enkel endda.

Det vil vi i hvert fald være dumt at få ind til etapen uden at være forberedt på, at det meget vel kan blive hårdere, end man tror. Havde Thomas De Gendt ikke været i sin egen liga, ville kun én af årets første ni etaper være endt med en udbrudssejr, og da det i den sidste halvdel næsten kun er bjergryttere eller sprintere, der kan begå sig, begynder mange hold efterhånden at få klamme hænder ved udsigten til at skulle tomhændede hjem. Det gælder ikke mindst for Katusha og CCC, der ikke har mange chancer for at vinde massespurter, har begrænsede optioner i bjergene og intet klassement har at tage hensyn til. De to hold kan i hvert fald næsten ikke tillade sig at lade mandagens etape sejle væk, og det samme gælder for de fire wildcard-hold, der alle skal have det maksimale ud af denne type etaper.

Deres problem er bare, at der er ret mange hold, der vil gå efter en spurt. Det gælder i særlig grad Lotto Soudal, der endnu ikke har vundet med Caleb Ewan og meget vel kan anse denne opslidende etape som deres bedste chance. Det burde også være stensikkert, at de to øvrige sprinterhold, Deceuninck og Jumbo, vil gå 100% efter en spurt, og på en hård etape som denne er det endda ganske sandsynligt, at også Bora, Sunweb, Bahrain og måske endda UAE alle vil give en hånd med. Måske vil Sunweb, Bahrain og UAE også forsøge at dække udbrud af, men der er ret massiv interesse i en massespurt. Og med folk som Kasper Asgreen, Tony Martin, Thomas De Gendt og Rohan Dennis som folk, der alle kan kastes ind i jagten undervejs, er det klart, at man skal være brølstærk, hvis man vil snyde feltet.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Etapens karakter bør dog betyde, at der vil være en del kamp om at komme i udbrud, og selvom man aldrig skal sige aldrig i et løb, hvor feltet åbenlyst er ved at være mærket, vil det være en overraskelse, hvis vi får en gentagelse af fredagens dødsmaraton, hvor en lille gruppe blot kører fra km 0. Vi forventer betydeligt mere kamp om tingene denne gang, men regner også med, at de store sprinterhold vil være stærke nok til at sikre, at gruppen ikke bliver for stor og stærk. Starten er trods alt ikke uoverskuelig hård, og det burde være muligt for så stærke hold at undgå, at 10-20 mand kører væk.

Når gruppen engang er etableret, vil etapen formentlig følge det klassiske mønster med en jagt fra de tre store sprinterhold med mulig hjælp fra Bora, Bahrain, Sunweb og måske UAE. Sidevinden kan dog gøre det hele mere dramatisk end som så, for retningen vil være den rigtige hele dagen. Vi tvivler dog på, at det vil være nok til at splitte feltet. I Touren er alle nemlig 100% koncentrerede, og alene de enorme tilskuermængder giver altid mere læ, end man ser i andre løb. Dertil kommer, at vejene i Massif-Cebtral sjældent er eksponerede, og det er nok først mod slutningen, at terrænet kan åbne sig lidt op. Vi tror således ikke på det helt store sidevindsdrama, men vi forventer en nervøs, stressende og derfor også hurtig etape. Alene det vil være nok til, at sprinterholdene får lidt automatisk hjælp i jagten, og derfor bør etapen ende i en massespurt. En udbrudssejr kan ikke afvises på så svær en etape, ikke mindst hvis en stærk gruppe stadig er foran, når de drejer ind i medvinden i finalen, men mest sandsynligt er det, at det vil ende i en spurt.

Den spurt vil til være anderledes end de foregående. Etapen vil nemlig have været langt hårdere, både på grund af terrænet og distancen og på grund af sidevinden, der vil gøre det hele langt mere nervøst og stressende. Det er derfor nok snarere en dag, der favoriserer de mere hårdføre sprintere end de klassiske afsluttere. Den sidste del af etapen er så let, at de alle burde kunne sidde med hele vejen, men det vil i høj grad være et spørgsmål om friskhed, ikke mindst fordi vi nu er halvvejs inde i et hårdt Tour de France.

Selve spurten er teknisk helt ukompliceret. Det sidste sving kommer langt fra mål, og der vil derfor være god plads til at lade farten tale. Til gengæld skal man være opmærksom på, at den er let stigende, og samtidig er det værd at notere sig, at der vil være en relativt kraftig medvind, hvilket gør det muligt at køre en lang spurt, også selvom man skulle være fanget lidt længere tilbage.

Derfor vover vi pelsen, går uden om de to hurtigste og peger på Caleb Ewan som vores favorit. Den lille australier har måske ikke samme topfart som Elia Viviani og Dylan Groenewegen, men det er påfaldende, hvor mange ting der peger i hans retning. For det første er der distancen og hårdheden. Ewan har vist sig som en mester i at spurte efter lange og hårde løb. Det viste han, da han sidste år vandt feltets spurt bag Nibali i Milano-Sanremo og i årets Giro, hvor hans to etapesejre kom på etaper over hhv. 239 og 221 km og den første efter en ganske kuperet dag. Dertil kommer, at Ewan efterhånden har udviklet sig til lidt af en specialist i spurte op ad bakke, og faktisk er 8. etape af årets Giro det eneste løb, han i år har vundet i en fladt opløb. Så sent som i fredags var kombinationen af en lille bakke op til mål og den lange distance tilsyneladende nok til, at han var bare få centimeter fra at slå Groenewegen.

Når han kan være så tæt på sejr på så nem en etape, burde Ewan have ganske gode chancer på en etape, der synes skræddersyet til ham. Den manglende form, han udviste i starten, hvor han blev sat overraskende tidligt på bakkerne, synes efterhånden at være forsvundet. I hvert fald holdt han ganske længe ud på gårsdagens svære etape. Til gengæld er han hæmmet af, at hans tog har været ude af stand til at vise noget som helst i finalerne, men alligevel har Ewan siddet fremragende placeret hver eneste gang. Uden en stærkere hold skal han bruge nogen held i finalen, men lykkes det ham at sidde rigtigt, tror vi, at Ewan har en chance for at gøre det færdigt på denne hårde etape.

Etapen burde også være en fin chance for Elia Viviani. Mange var sikkert forundrede over, hvor skræmmende langsom han var i fredagens spurt, men det viste sig heldigvis, at en langsom punktering var forklaringen. Faktisk har Viviani lignet en mand i fornem form på de hårde etaper, hvor han aldrig har været presset, er blevet sat sent og endda har været klar til at give Julian Alaphilippe en hånd og ikke bare tænke på overlevelse. Det kommer efter et Tour de Suisse, hvor han imponerede stort ved at vinde en stigende spurt foran Peter Sagan og slå til i en massespurt på en hård dag, hvor alle var mærkede.

Netop de to forhold kommer Viviani til gavn på denne etape. Formen synes i hvert fald ikke at være ringere nu, og han kunne derfor være en mand, der i forhold til Groenewegen kan drage fordel af etapens vanskelighed. I Schweiz så vi også, at et opløb endda gerne må stige mere end dette, og i forhold til Groenewegen giver det ham i hvert fald en fordel. Man kan være bekymret for den overraskende mangel på topfart, han udviste på 4. etape, hvor han kun akkurat slog Kristoff, men det var trods alt alligevel nok til at vinde. Med tanke på, at hans supertog med Yves Lampaert, Michael Mørkøv og Maximiliano Richeze hidtil har været helt ufejlbarligt, er det nærliggende at tro, at han igen vil blive afleveret helt perfekt. Gør han det, skal de andre stå tidligt op for at gå forbi en af feltets to på papiret hurtigste folk.

I fredags fik Dylan Groenewegen trods et mildt sagt kaotisk lead-out med sin flotte spurt fra en ringe position sat en streg under, at han altså er verdens hurtigste. Spørgsmålet er bare, om han også er det efter 220 km og 3000 højdemeter. Det bliver i hvert fald en udfordring for den hollandske kanonkugle at levere en spurt med vanlig overlegenhed efter så vanskelig en dag. Ganske vist er der ikke den store tvivl om, at han nok skal sidde med hjem, men hvor meget friskhed vil der være tilbage.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det er et åbent spørgsmål, ikke mindst fordi det ganske vist kun let stigende opløb ikke favoriserer Groenewegen. Til hans fordel taler til gengæld, at han i både Kuurne-Bruxelles-Kuurne og ikke mindst i årets Paris-Nice viste, at han sagtens kan spurte også efter meget hårde løb. Omvendt viste 3. etape af det franske etapeløb, at han altså har begrænsninger, når han bliver træt. Lægger man dertil, at Jumbo-toget måske nok har imponeret med sin styrke, men fejlet i sit forsøg på at holde sig samlet, kan det blive kritisk. Splittes Wout van Aert, Amund Grøndahl Jansen, Mike Teunissen og Groenewegen atter, så sidstnævnte skal starte sin spurt langt fra fronten, kan det blive svært. I forvejen var det kun med det yderste af neglede, at han slog Ewan i fredags. Det ændrer ikke på, at Groenewegen med sin fart sagtens kan vinde alligevel, men han får det betydeligt sværere, end han plejer.

Hvis Alexander Kristoff skal vinde en etape, er denne måske det allerbedste bud. Nordmanden er kendt for sin fabelagtige evne til at spurt, når alle er trætte og har været i sadlen i 5-6 timer. Det viste han senest med sin knusende overlegne sejr i Gent-Wevelgem, der var et brutalt sidevindsdrama og i årets Milano-Sanremo, hvor han vandt feltets spurt. På 4. etape viste han endda, at han næsten kunne vinde en betydeligt lettere etape, og hans chancer på denne etape er endda langt større. Dels er der distancen og antallet af højdemeter, dels er der det let stigende opløb i en rigtig powerspurt - præcis som han elsker det - og dels er der den samlede træthed, der altid betyder, at Kristoff kun vinder Tour-etaper i den sidste del af løbet. I fredags tabte han desværre hjulet på Jasper Philipsen, men kan den unge belgier levere samme fabelagtige lead-out, som han gjorde i tirsdags, kan Kristoff blive overordentlig svær at slå på en etape som denne.

Etapens vanskelighed bringer også Peter Sagan i spil. Fredagens etape viste tydeligt, at han ikke kan vinde på de lette dage, men i tirsdags havde han til gengæld fin fart, da den sidste bakke havde taget toppen af farten for de hurtigste. Sagans chancer bliver også kun større, efterhånden som trætheden melder sig mod slutningen af Touren, og det stigende opløb er bestemt heller ikke en ulempe for en af feltets absolut bedste puncheurs. Endelig kan vi næsten med sikkerhed sige, at Sagan får det hjul, han udser sig - og det er formentlig Vivianis - og han vil altid kunne starte sin spurt fra en næsten ideel position. Med tanke på de spurter, han kørte på 1. og 4. etape, virker det bestemt ikke usandsynligt, at han herfra vil kunne gå forbi og tage sin anden sejr.

Løbets joker kunne meget vel være Sonny Colbrelli. Italieneren synes at være i fremragende klatreform - det så vi særligt ved de italienske mesterskaber, men også på 5. etape, hvor han sad med helt fremme på stigningen - og med Nibalis deroute i klassementet kan han endelig se frem til at få fuld støtte. Han har enorme positioneringsproblemer, men forhåbentlig kan Jan Tratnik, Matej Mohoric og Ivan Garcia, der på papiret er et fremragende tog, føre ham tilstrækkeligt godt frem denne gang. De spurter, han har kørt, har været ganske imponerende, senest i fredags, hvor han gjorde det overraskende godt i en flad finale. Colbrelli har før vist, at han kan slå sprinterne, når blot det har været hårdt, og han elsker endda stigende spurter. Også for ham gælder, at dette måske er den bedste tilbageværende chance for at vinde en etape.

Det er lidt overraskende, at Dimension Data hat fejlet i positionskampen. På papiret har de med Reinardt Van Rensburg og Edvald Boasson Hagen et stærkt tog til at støtte Giacomo Nizzolo. Desværre synes italieneren at have mistet sin gamle eminente næse for positionering. Til gengæld viste han på 1. etape, at han nærmer sig sin gamle hurtighed, og det burde kunne give ham ideer på denne etape. Han er ganske vist bedst i tekniske finaler, men et stigende opløb og en relativt hård dag burde passe ham. Nu skal og Dimension Data bare endelig ramme rigtigt i positionskampen. Nizzolo ser ud til at have farten til at kunne true også de hurtigste i dette felt.

Fredagens etape viste med al tydelighed, at Michael Matthews aldrig bliver en mand til de klassiske sprinteretaper. Til gengæld har han gang på gang vist, at han kører gode spurter efter hårde dage. Så sent som i går overspurtede han således Sagan på stregen i Saint-Etienne, og det samme gjorde han på den hårde 4. etape i Tour de Suisse, hvor Viviani sejrede. Han gjorde det også i Tour de Suisse sidste år, ligesom han har været på podiet i Milano-Sanremo, og dermed er det tydeligt, at dette er en af Matthews’ bedste tilbageværende chancer. Det stigende opløb tiltaler ham også, men spørgsmålet er alligevel, om etapen er hård nok til, at han faktisk kan vinde. Han har desværre haft store positioneringsproblemer trods den fine støtte fra Cees Bol, og man kan tvivle på, om kombinationen af en relativt let finale og en forventelig dårlig position alligevel ikke gør det hele lidt for svært.

På 3. etape viste Jasper Stuyven, at han er i fremragende form, og det bekræftede han med sin fine kørsel i dagens udbrud. I spurterne har han også gjort det hæderligt, men han har været hæmmet af at skulle begå sig på egen hånd. Derfor vil han altid være afhængig af betydeligt held i positionskampen, men til gengæld vil han drage stor fordel dels af det stigende opløb, dels af etapens samlede hårdhed. Stuyven er nemlig en ganske hårdfør type, der særligt kører gode spurter, når det stiger. Naturligvis måtte det gerne have været stejlere, men finder han positionen, er det på en etape som denne, at Stuyven kan begå sig.

Meget af det samme kan siges om Matteo Trentin. Også han er nemlig på egen hånd og afhængig af at finde den rette position. I fredags gad han end ikke køre spurten, fordi etapen var for nem, men mon ikke han giver den et skud på denne vanskelige etape? Han kørte fine spurter i Colmar og Saint-Etienne, hvor det havde været hårdt, og det let stigende opløb passer ham fint. For at have en chance for faktisk at vinde skal han nok have Daryl Impey til at køre lead-out, og det kan der næppe blive plads til. Ikke desto mindre kan det blive til et fint resultat.

Endelig vil vi pege på Andrea Pasqualon. Italieneren har haft det svært i de foregående spurter, men han burde have en større chance her. Han er nemlig en robust fyr, der vel mere er puncheur end klassisk sprinter, og derfor er det eneste, han savner her, at opløbet var en rigtig bakke og ikke bare let stigende. Desværre har Wanty ikke meget at støtte ham med i finalen, hvorfor han skal bruge en del held, men har han det, burde han her kunne opnå sit bedste resultat.

Etapens hårdhed betyder også, at Greg Van Avermaet, Julien Simon (hvis han er rask), Alberto Bettiol og måske endda Oliver Naesen kan tænkes at forsøge sig, men de kan ikke vinde. André Greipel fortsætter desværre nok sin deroute, og Niccolo Bonifazio synes ikke længere at have den rette robusthed - slet ikke når hans positioneringsevne tilsyneladende også er gået fløjten. Katusha vil sikkert igen køre for Rick Zabel og ikke den formsvage Jens Debusschere , men man kan heller ikke helt afvise, at det i denne finale bliver de mere robuste Marco Haller eller endda Nils Politt, der får chancen. De har uanset hvad ikke mange chancer for at vinde. Endelig kan man ikke helt afskrive, at Mike Teunissen eller Wout van Aert kan komme i spil, hvis Groenewegen skulle falde fra eller være for træt, men det er trods alt stærkt usandsynligt.

Som sagt kan et udbrud ikke helt udelukkes, men det vil formentlig kun være muligt for ryttere med stor power på flad vej, klatrestyrke i indledningen og en god spurt. Greg Van Avermaet springer i øjnene som det mest oplagte bud, men også Alberto Bettiol og Nils Politt springer i øjnene. Man kan håbe, at Sunweb giver Søren Kragh løbepas på en etape, der burde passe ham, og måske kan Fabio Felline eller Toms Skujins få chancen for Trek. Matej Mohoric kunne også komme i spil, hvis Bahrain giver ham lov, og det kunne også være en etape for Benoit Cosnefroy, der dog ikke synes at være i sin bedste form. Til gengæld kan man udelukke folk fra de store sprinterhold, der formentlig vil satse alt på en spurt.

OPDATERING: Noget tyder på, at der er en fejl i løbsbogen. Af den officielle profil, der er gengivet ovenfor, fremgår det, at finalen kun er let stigende. Studerer man højdemeterangivelserne, antydes det, at man efter den røde flamme kører ned i en tragt, hvorefter der med 500 m igen skulle være 100 m med 10-15%, inden det langsomt flader ud mod de sidste 100 m, der er flade. Er det sandt, ændrer det balancen ret markant og vil gøre det meget svært for særligt Groenewegen, men også for Kristoff og Viviani. Det vil stadig være en eminent finale for Ewan, men i en sådan afslutning er Sagan, Colbrelli og Matthews være langt stærkere, og det vil også øge chancerne for Stuyven, Trentin og Pasqualon samt for typer som Van Avermaet og Bettiol. Bakken er så kort, at man formentlig næsten vil blive blæst op med det swung, man har fra nedkørslen, så særligt Viviani kan ikke afskrives, men det vil ændre dynamikken. Vi fastholder Ewan som favorit, men i denne finale vil Sagan være en klar nr. 2 foran Colbrelli og Matthews.

Feltet.dks vinderbud: Caleb Ewan

Øvrige vinderkandidater: Elia Viviani, Dylan Groenewegen

Outsidere: Peter Sagan, Alexander Kristoff, Sonny Colbrelli, Giacomo Nizzolo

Jokers: Michael Matthews, Jasper Stuyven, Matteo Trentin, Andrea Pasqualon

Kandidater til et udbrud: Greg Van Avermaet, Alberto Bettiol, Nils Politt, Søren Kragh, Fabio Felline, Toms Skujins, Matej Mohoric, Benoit Cosnefroy