Optakt: 10. etape af Tour de France

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Ruten

Gennem årene har mangen en sprinter sat pris på, at det meste af Sydfrankrig er relativt fladt. Det betyder, at arrangørerne har rig mulighed for at lægge godbidder ind for de hurtige folk på den lange rejse mellem Alperne og Pyrenæerne, som ofte fylder en stor del af løbets midterste fase. Det gør den også i år, hvor arrangørerne i årets sprintervenlige format er rare nok til at køre syd om bakkerne i Massif Central, og derfor burde der være garanti for massespurt, når løbet efter en hviledag i Alperne forlader bjergene for at sætte kursen mod Pyrenæerne - hvis altså ikke vinden raser i Rhone-dalen.

Med en distance på 190,7 km er der tale om en relativt lang etape, der fører feltet fra Albertville til Valence. Startbyen er som bekendt et skisportsmekka midt i Alperne, men det mærker man ikke alt for meget til. I starten går det nemlig mod sydvest ad en helt flad dalvej, inden man kører mod nordvest gennem dalen frem til an anden alpeby, Chambery. Her forlader man kortvarigt fladlandet for at køre mod sydvest ind i bjergene via kategori 4-stigningen Col de Couz (7,4 km 2,8%), der dog bare er en jævn og meget let opkørsel med top efter 58,5 km.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

En let nedkørsel leder nu videre mod sydvest ned til et fladt plateau, der følges videre mod sydvest. Her ramme man dog en bakke (4,1 km, 3,7%), der ad en helt lige vej leder op til dagens spurt, som efter 82,3 km kommer i byen La Placette. En kort og let nedkørsel leder nu mod sydvest ned til byen Voreppe, der ligger lige på kanten af Alperne og den flade Rhone-dal.

Det fornemmer man på terrænet. Nu kører man nemlig mod nordvest, sydvest, sydøst og sydvest igennem det helt flade terræn, hvor man følger Isére-floden mod sydvest over ca. 50 km frem til byen Hostun, som nås efter 149,2 km. Her forlader man floden og fortsætter mod sydvest via en ikke-kategoriseret stigning (5,3 km, 3,8%), som har top efter 154,8 km. Et fladt plateau følges videre mod sydvest, inden det går videre mod sydvest over de næste 20 km, der er let faldende og leder frem til byen Beaumont-les-Valence. Her drejer man med 10,8 km igen mod nord med kurs mod centrum af Valence, og herfra er det stort set helt fladt. Den lige vej byder på et sidste sving med 3,1 km igen, hvorefter vejen kun bugter sig ganske let, indtil man skal til højre i en rundkørsel bare 350 m fra stregen, hvorefter man rammer den 6,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1472 højdemeter.

Valence blev senest besøgt i 2018, hvor Peter Sagan tog en sjælden massespurtssejr foran Alexander Kristoff og Arnaud Demare efter en masseudrensning af sprinterne i Alperne, og i 2015, hvor André Greipel besejrede John Degenkolb og Alexander Kristoff i en reduceret massespurt efter en hård dag, hvor Sagan havde været i angreb. I 2018 vandt Michal Kwiatkowski prologen i Criterium du Dauphiné i byen, og i 2009 slog Bert Grabsch akkurat Cadel Evans med 7 sekunder og David Millar med 39 sekunder på den lange enkeltstart i samme løb.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Vejret

Efter nogle våde og kolde dage i Alperne fortsætter det våde vejr, men til gengæld venter der også den første rigtigt varme og relativt blæsende dag. Fra start vil der kun være få skyer, en bygerisiko på 20% og temperatur på 28 grader, men herfra vil risikoen for kraftige tordenbyger hurtigt stige. Den vil være størst i bjergene, men nede i dalen vil den være 15% ved 15-tiden, 50% ved 16-tiden og 75% i finalen, hvor temperaturen kan runde 30 grader. Ved starten i bjergene vil vinden bare være svag til let (8-9 km/t) fra vest, men i dalen vil det være blæsende med en frisk vind fra sydsydvest. Den ventes dog at toppe allerede ved 13-14-tiden med en styrke på 21 km/t, men derefter skulle den aftage ganske kraftigt og endda dreje rundt, så der i finalen blot vil være en let vind (12-13 km/t) fra nord. Det burde give mod- og sidemodvind fra start, hvorefter man i dalen får sidemod- og modvind fra begyndelsen. Hvis vinden som ventet når at gå i nord, vil det dog gradvist blive til sidemedvind, indtil man med 10,8 km igen drejer ind i mod- og sidemodvind, der vil vare ved resten af vejen. Der vil være modvind over de sidste 3 km, indtil man får sidemodvind de sidste 350 m.

Analyse af 9. etape

Prøv at tænke tilbage til d. 11. oktober 2020. Det var den dag, en grædende Mark Cavendish efter sit udbrudsforsøg i Gent-Wevelgem over for belgisk tv berettede op, hvordan hans karriere formentlig var slut. Samme dag blev der kørt bjergetape i Giroen, hvor Ben O’Connor i al anonymitet kørte ind som nr. 70 og avancerede fra 85. til 82. pladsen i klassementet.

Hvad i alverden har en britisk supersprinter at gøre med en australsk klatrer? Umiddelbart absolut intet, men når engang de skal skrive deres erindringer, vil der alligevel være et markant sammenfald. Begge kan de nemlig have et helt kapitel om, hvordan Tour de France 2021 markerede kulminationen på en kolbøtte, der forvandlede dem fra pensionsmodne ryttere med kurs mod total deroute til etapevindere i verdens største cykelløb.

Lige så lidt, som man kunne have drømt om, at den grædende Cavendish, der knap kunne se en motorvejsbro uden at falde for tidsgrænsen, igen skulle vinde etaper i Tour de France, lige så lidt kunne man tro, at O’Connor efter den første uge af Touren skulle have vundet en af løbets store bjergetaper og ligge nr. 2 i klassementet - endda med afstand ned til nr. 3. Ganske vist havde han i en alder af 24 stadig tiden for sig, men det var alligevel svært at bevare den helt store optimisme på den engang så lovende australiers vegne.

Det var ellers startet så lovende, da han som nyprofessionel i 2018 snød alle stjernerne med et smart angreb og vandt en etape i Tour of the Alps. Lige så lovende var han første grand Tour, hvor han havde kurs mod en stensikker samlet top 10, indtil et dumt styrt på nedkørslen fra Colle delle Finestre - i øvrigt på dagen, hvor Chris Froome skrev cykelhistorie - sendte ham ud af løbet med et brækket kraveben. Dengang lignede han et af sportens mest spændende grand tour-talenter, særligt fordi han gennem det italienske løb bare var blevet bedre og bedre.

Sådan så det bare ikke ud længere, da vi nåede d. 11. oktober sidste år. Det brækkede kraveben var nemlig O’Connors mindste problem. Efter styrtet var han gledet ned i så dybt et hul, at han næsten kunne hilse på Cavendish, når de sammen lå og rodede rundt dybt under jordens overflade. På bjergetaperne sad han alt for ofte i gruppettoen, og ikke sjældent var han den første rytter fra Dimension Data/NTT, der blev sat. Bevares, han blev skam nr. 32 i Giroen og nr. 25 i Vueltaen i 2019, men som en helt anonym bifigur. Helt galt gik det efter nedlukningen i 2020, hvor han vendte tilbage med en. 96 plads i Burgos, en 92. plads i Dauphiné og en 29. plads i det svagt besatte Coppi e Bartali.

I samme periode var NTT som bekendt lukningstruet, og O’Connors karriere så ud til at kunne ende, før den var begyndt. Mange salgsargumenter havde han ikke efter to år uden væsentlige resultater bortset fra en udbrudssejr i et svagt felt i Besseges, og der var da heller ikke rigtigt nogen, der bankede på. Modsat Cavendish havde han endda ikke nogen legendestatus eller noget medietække, og det kunne derfor være lidt svært at se, hvorfor et hold skulle bide på krogen.

Men så skete der pludselig et eller andet. Da nøden var størst, var benene nærmest, og i Giroens sidste uge var han pludselig som forvandlet. O’Connors tredjeugesmotor var her, der og alle vegne, og efter at en snu Jan Tratnik havde slået ham på 16. etapes mure, der egentlig slet ikke passede en dieselklatrer som ham, dokumenterede han sin superform ved 24 timer senere at vinde den store bjergetape til Madonna di Campiglio.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Få dage senere var karrieren reddet. Ag2r havde stukket ham et kontrakttilbud, præcis som Deceuninck havde gjort det for Cavendish, og siden dengang har han ikke set sig tilbage. Selvom han brækkede kravebenet igen i løbet af vinteren, har han været en synlig og meget overbevisende skikkelse gennem hele sæsonen, hvor han bare er blevet bedre og bedre, og da han i april blev nr. 2 på kongeetapen i Romandiet og senere i juni var en af de allerbedste i Dauphiné, stod det klart, at han med års forsinkelse var klar til at udfolde det grand tour-talent, der ellers så ud til at være forsvundet ud over en italienske vejside på Finestre for tre år siden.

Derfor gik O’Connor ind til sin Tour-debut som en af de mest spændende jokers, der med lidt held sagtens kunne komme i spil også til de helt sjove placeringer, og selvom det hele kom så skidt i gang med et grimt styrt på 1. etape, synes O’Connors megen modgang nu langt om længe at være vendt. I dag kronede han nemlig sit comeback på samme smukke måde, som Cavendish gjorde det for fem dage siden - og mens comebacket helt åbenlyst manglede den emotionalitet, der strålede ud af britens ditto, blev den leveret på en episk facon, der er svær at overgå.

Løbets anden alpeetape havde nemlig det hele: masser af højdemeter, lange stigninger, iltfattig luft, kaos og ikke mindst episke vejrbetingelser. Alt sammen var det noget, der gjorde, at det allerede lugtede af O’Connor, da rytterne skrev sig ind her til morgen. Det er nemlig de lange, opslidende stigninger, der er den australske dieselmotors force, og samtidig har han vist sig som en mester i at håndtere det værst tænkelige vejr. Efter at han i går havde vist, at han efterhånden var ved at komme sig over styrtet, var der grund til at høje med O’Connor på det, der lignede en O’Connor-etape.

Det dårlige vejr, stigningernes længde og de tårnhøje højder gjorde nemlig etapen ganske sammenlignelig med den på alle måder episke og minderige kongeetape i årets Tour de Romandie. Den dag vandt Michael Woods foran netop O’Connor - dog først efter at en forfrossen Geraint Thomas var endt i asfalten - og derfor kunne det slet ikke undre, at netop de to ryttere igen ville spille hovedroller, da et lignende slag udspillede sig bare nogle kilometer væk fra Thyon 2000-stigningen, hvor de senest havde krydset klinger i Schweiz.

Både Woods og O’Connor var nemlig at finde i det store 43-mands store udbrud, der helt logisk fik løbepas efter den hektiske start på dagens etape. Efter Tadej Pogacars magtdemonstration i går var lysten til at servere endnu en etapesejr til det slovenske monster naturligvis yderst begrænset, og da Pogacar og UAE selv har to hårde uger foran sig, hvor deres arbejdsbyrde næppe bliver lille, lå det i kortene, at det måtte blive en dag for udbrydere - i hvert fald hvis ikke der gik panik i de klassementshold, der efterhånden allerede har fuldt fokus rettet mod podiet og ikke sejren.

Der burde ellers være masser af grund til at gå i panik, da O’Connor pludselig befandt sig i udbrud med så stort et forspring, at han faktisk virtuelt var løbets førstemand. Naturligvis ikke for Pogacar, der nok kunne have haft råd til at låne den gule trøje lidt ud, og hvis UAE-hold, der ellers blev kritiseret for at være svagt, i øvrigt rejste sig med en sådan bravur, at der absolut ikke længere synes at være spor grund til at bekymre sig for, at kollektivet bliver fatalt for ham. Men der burde være andre hold, der var en anelse foruroligede over, at O’Connor pludselig havde udsigt til at distancere dem med flere minutter og køre sig op på en stensikker 2. plads med god afstand ned til nr. 3.

Måske havde de regnet med, at O’Connor ville gå ned. I givet fald havde de i hvert fald forregnet sig. Australierens store styrke er nemlig hans enorme dieselmotor, og derfor var det ikke spor overraskende, at han nærmest syntes bare at køre stærkere og stærkere, inden han kronede sit comeback med sin anden store bjergetapesejr i en grand tour på under et år. Måske regner de med, at han knækker i den tredje uge. I givet fald risikerer de at få sig en slem skuffelse, når historien klart viser et billede af, at han som regel bliver bedre og bedre undervejs.

Hvorfor var der ingen, der tog initiativet til at bremse den enorme trussel, som O’Connor efter dagens etape må være for alle, der drømmer om at stå på podiet? Det skyldtes vel egentlig bare, at der ikke rigtigt var nogen, der kunne. I et felt, hvor man skal lede langt efter de stærke bjerghold, nu hvor Movistar grundet styrt og dårlig form til Miguel Angel Lopez er sendt til tælling, var det småt med ressourcerne på en dag, hvor det elendige vejr sendte den ene spinkle klatrer efter den anden til tælling. Mens de robuste klassikerfolk som Sonny Colbrelli, Jasper Stuyven og Jonas Rutsch pludselig mængede sig med de bedste, frøs de små folk til is og efterlod alle andre mandskaber end det imponerende UAE-hold nærmest tømt for kræfter.

Selv Ineos kom til kort. Richie Porte og Tao Geoghegan Hart forsvandt hurtigt - måske fordi også de led under de kolde betingelser, der aldrig har tiltalt Porte - og Michal Kwiatkowski er slet ikke kommet ordentligt ind i løbet. Pludselig havde Richard Carapaz kun den i dag så flot genopstandne Geraint Thomas og Jonathan Castroviejo ved sin side, og da de skulle spares til en sen forcering frem mod et angreb op mod Tignes, var selv briterne tvunget til at køre afventende. Resultatet blev, at selv Carapaz nu i alvorlig grad må overveje, om han vil være i stand til at besejre O’Connor i Paris om to uger.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Men måske var der andre årsager til Ineos’ passivitet. Dave Brailsford havde allerede svoret, at han bestemt ikke har tænkt sig at lægge sig ned for den slovenske overmagt endnu, og måske var det derfor, at Ineos holdt sig til strategien om at slide på UAE, så længe de kan. I givet fald må man tage hatten af for briternes tro på, at de stadig kan gøre, hvad der lige nu synes umuligt.

Desværre er der noget, der tyder på, at den sidste tro blev kvalt i dag. Carapaz gjorde sit behjertede forsøg, men knap havde han sluppet trådet efter sit første angreb, inden han kunne se et gult lyn passere. Modsat i går var han end ikke i stand til at køre fra de øvrige rivaler - måske fordi den lette modvindsstigning forventeligt ikke rigtigt var egnet til angreb, medmindre man er et slovensk overmenneske - og efterfølgende virkede Carapaz for første gang opgivende i sidste udtalelser. Nu taler han for første gang om podiet - ikke sejren.

Hvis man kan se ud over det lidt kedelige, at Pogacar igen viste sig i en anden liga og var så overlegen, at han ikke kunne dy sig for alligevel at angribe - ifølge ham selv, fordi han skal udnytte Pogacar-vejret, inden vi måske rammer den varme, som før har voldt ham problemer - kan der faktisk vente os et herligt Tour de France, hvor kampen om 2. og 3. pladsen er pivåben. Carapaz er åbenlyst den naturlige favorit til 2. pladsen, men gennem hele løbet har han lignet en mand et ganske stort stykke fra sit vanlige niveau, og nu har han endda et stort efterslæb til O’Connor, der lige nu fører løbet det, som i bookmakersprog ville hedde ”Tour de France uden Tadej Pogacar”.

Det bliver faktisk lidt sjovt at se, hvordan de angriber det løb. I de seneste to dage har vi haft totalt anarki, fordi alle stadig har haft Pogacar som referencepunkt. I går handlede det om at isolere sloveneren, og i dag overlod alle arbejdet til løbets førende. Det kan meget vel vise sig at være en fejl, fordi de herved lukkede O’Connor tilbage i klassementet, og dermed står de nu over for et valg. Pogacar har så stort et forspring, at han og UAE kan lade anarkiet fortsætte og lade udbrud køre hjem med 20 minutter, og hvis det sker, kan vi se nu vilde comebacks i klassementet i stil med det, vi så fra O’Connor og Guillaume Martin i dag.

Meget kunne derfor tale for, at de øvrige hold simpelthen skal begynde at ignorere sloveneren og slet og ret køre, som var han slet ikke med i løbet. I de kommende dage er det næppe Pogacars førertrøje, der vil blive truet af udbrud. Snarere er det de øvriges podiepladser, og derfor kan det sjovt nok alligevel blive Ineos, EF, Ag2r, Jumbo, Movistar og Bora, der skal kontrollere løbet, hvis de vitterligt vil på podiet i Paris. Enten kan vi altså få en fortsættelse af det ragnarok, der har præget løbet tre dage i træk, eller vi kan få et løb, der nærmest lader som om, den gule trøje slet ikke eksisterer! I første omgang er det i hvert fald en god ide at holde øje med udbrud, for så længe ansvaret ligger på UAE, er der al mulig grund til at tro, at udbrud kan være vejen til et topresultat - måske endda podiet!

Det var det O’Connor forstod at udnytte, og med sit store forspring, sin dieselmotor og sin efterhånden forsvarlige enkeltstart står han ret stærkt til at gøre den altså ikke overbevisende Carapaz rangen stridig i kampen om 2. pladsen. Men det er altså pivåbent efter en etape, hvor vi desværre havde direkte modvind på bjerget, og vi derfor mest af alt blev klogere på, hvem der ikke er på vej mod en podieplads. I det spil var der vel særligt tre tabere - udover naturligvis Wout van Aert, der i sin nuværende form og med OL i tankerne aldrig var en reel kandidat - nemlig Alexey Lutsenko, Wilco Kelderman og David Gaudu.

Størst overraskende var det at se Gaudu give fortabt. Det var uventet, fordi den lille franskmand på papiret burde være en af de bedste klatrere blandt podiekandidaterne. Vi ved dog også, at hans udsving er store, og allerede i forgårs havde han varslet os om, at benene ikke havde været så gode. Med vejret som en joker, der kan have svækket de fleste, skal man i hvert fald altid holde døren åben for, at den svingende Gaudu kan rejse sig igen.

Mindre overraskende var det at se, at Lutsenko tabte terræn. I forvejen var det overraskende at se kasakken klatre så storartet på gårsdagens etape, men hans udtalelser havde allerede indikeret, at det flotte Dauphiné havde givet ham nye ambitioner. Når man ser på hans historik i grand tours, hvor der altid har været gigantisk forskel på hans niveau over de tre uger, er mit bedste bud, at vi kan stå foran et rigtigt sammenbrud fra kasakken, der på papiret slet ikke har de kvaliteter, der skaber en stabil og solid grand tour-rytter.

Det har Kelderman, men han mangler evnerne i bjergene. Når man ser på hans klatring i de senere år, har det været tydeligt, at han er en anelse for begrænset i bjergene til for alvor at begå sig med de bedste. Til gengæld er han pokkers stabil, og selvom dagens tidstab var forventet, er han en af de ryttere, vi bør kunne regne med over alle tre uger - i hvert fald hvis han holder sig på cyklen.

Læs også

Sådan vandt dansk stortalent for anden dag i træk

Den mest stabile rytter i toppen er dog Enric Mas, og han er måske den rytter, der har mest grund til at ærgre sig over O’Connors tidsgevinst i dag. Hans dieselmotor synes nemlig at være sjældent varm fra start, og trods et styrt tidligt på etapen rundede han den første uge af med sågar at være i offensiven så tidligt i løbet. Hvis hans formkurve udvikler sig som den plejer, vil han formentlig være flyvende i den tredje uge, hvor Carapaz formentlig også kører stærkt, og hvis det er tilfældet, og O’Connor igen kører stærkt til sidst også, kan det meget vel være, at Mas kommer til at fortryde, at han og det stærkt svækkede Movistar-mandskab, hos hvem Miguel Angel Lopez er helt fra den, endte med at lukke den australske rival ind i spillet igen. Spanieren får måske aldrig igen så god en chance for at gå på podiet.

I det spil er der dog også dansk deltagelse. I dag virkede Jonas Vingegaard ikke helt så overbevisende som i går, men alligevel holdt han stand. Modsat Carapaz, Mas og O’Connor, der alle har bevist relativt meget over tre uger, har han stadig en masse spørgsmålstegn hængende over sit hoved, fordi manglende stabilitet som bekendt har været et definerende kendetegn for ham. Indtil videre har han dog holdt stand i ni dage, hvor andre er faldet fra. Nu skal vi bare krydse fingre for, at dagens måske knap så friske udtryk ikke er starten på den træthed, man hele tiden må frygte, når vi taler om det danske stortalent. Holder han hele vejen, er han i hvert fald i pole position til podiet grundet en enkeltstart, der synes så stabilt god, at den er et klart våben i forhold til alle andre, måske med undtagelse af Rigoberto Uran, som på en af sine gode dage kan slå danskeren.

Colombianeren må nemlig også regnes inde i billedet. Hidtil har han som altid kørt anonymt og defensivt, og det gjorde han også i dag, men for første gang bekendte han lidt kulør og viste, at han er stærkere end som så. I dag så han i hvert fald mere overbevisende ud end hidtil, og han har i hvert fald bevist, at også han kan holde i tre uger. Det er dog også en kendetegn ved Uran, at han på sine gamle dage ofte er falmet lidt i uge 3, og også han går derfor ind til løbets sidste del med spørgsmålstegn hængende over sit hoved.

Derudover er der de andre, som har tabt lidt for meget tid til at være podiekandidater, men som kan håbe, at anarkiet fortsætter. Guillaume Martin har brugt to dages anarki til at køre sig ind i et klassement, han egentlig ikke gik efter, og han synes i klar formfremgang. Problemet er bare, at det formentlig er slut med, at de andre næppe lader ham fortsætte med at udnytte kaosset. Pello Bilbao er solid, men foreløbig et par procent under de øvrige klassementsryttere, og Mattia Cattaneo og Aurelien Paret-Peintre har ligeledes udnyttet manglen på kontrol til at avancere til en placering, der måske er lidt højere, end deres klatreevner burde række til. Derefter er forspringene så gigantiske, at feltet skal blive nærmest apatisk, hvis det skal lade sig gøre for andre at komme tilbage i podiekampen. I hvert fald sker det næppe i ét hug.

Der er altså stadig masser at glæde sig over i kampen om klassementets sjoveste placeringer, og det samme gælder i kampen om trøjerne. Den gule og hvide synes ganske vist at have fundet sin ejermand, men det er langt fra tilfældet for den grønne og den prikkede. Sidstnævnte har sjældent været mere eftertragtet end i år, hvor Nairo Quintana, Wout Poels og Michael Woods allerede havde den som et mål ved starten af Alperne og ikke bare en eftertanke, der kunne dukke op undervejs. Det har allerede givet to dages herlig kamp, men det er også en strategi, der indebærer en risiko. Alle tre har de nemlig virket uhyre stærke de seneste dage, men de har også smidt oplagte sejrschancer væk. I dag var det i hvert fald ret klart, at særligt Woods og Quintana ødslede så meget med kræfterne, at de reelt var ude af kampen om etapesejren inden sidste stigning. De syntes at have haft niveauet til i hvert fald at presse O’Connor langt mere, hvis ikke de havde kastet om sig med energi, så den nu er spredt ud over hele Alperne.

Tilsvarende gælder det for den grønne trøje. Mark Cavendish, hvis evne til at gennemføre jeg hele tiden har betvivlet, klarede akkurat Alperne med en margin på halvandet minut til tidsgrænsen, og han klarede nu de to etaper, der sammen med 15. etape set fra et sprinterperspektiv umiddelbart var de farligste. Det ændrer ikke på, at han fortsat lever livet farligt, men nu hvor Tim Merlier er ude af løbet, og Mathieu van der Poel er rejst hjem, er Alpecin så svækkede, at Deceuninck nu både har det bedste tog og den bedste sprinter. Meget taler altså for, at kampen om den grønne trøje afgøres i bjergene og ikke på de flade etaper. Overlever han de kommende bjergetaper, må Cavendish være storfavorit.

Hvis til gengæld det mislykkes, er det helt åbent. Grundet de mange flade etaper står Nacer Bouhanni og Jasper Philipsen vil stadig stærkt, selvom sidstnævntes hold nu er så svækket, at han kan få svært ved at fortsætte sin finde successtime, men Michael Matthews og Sonny Colbrelli fik det maksimale ud af de to etaper, hvor den indlagte spurt lå på en måde, hvor de drage fordel af det. Desværre gælder det ikke for de kommende etaper, hvor spurterne endelig kommer for tidligt eller for sent til, at de kan regne med at udnytte deres klatreevner.

Medmindre da Colbrelli klatrer som i dag. Hvis nogen havde sagt, at han skulle score point for en 3. plads på en bjergetape, havde han formentlig selv havde slået en hånlatter op. Det var heller ikke ambitionen med dagens ridt, hvor han efter spurten egentlig bare ville gå efter holdkonkurrencen. Men som vi så med folk som Stuyven, Rutsch og altså også Colbrelli, der jo er kendt for altid at overpræstere i dårligt vejr, sker der mærkelige ting, når de små klatrere fryser. Med lidt regndans kan der således være ganske gode perspektiver for italieneren, selvom både han og Matthews stadig lider voldsomt under, at de i de flade spurter stadig er klart overmatchet. Her er både de og Peter Sagan, for hvem det ser stadig sværere ud, dog hjulpet af, at tidsgrænsen eliminerende Arnaud Demare og Bryan Coquard, og at Merlier ligeledes er rejst hjem. Det gør det i hvert fald nemmere at få del i de sjove placeringer også på de flade etaper.

For denne Tour vil det dog på mange måder være mest passende, hvis Cavendish ender i grønt. Det ville nemlig fuldende hans vanvittige comeback, hvis han kunne vinde sin anden pointtrøje 10 år efter den første - og måske endda toppe det med at slå Eddy Merckxs rekord på 34 etapesejre. Det kunne passende gå hånd i hånd med, at O’Connor sluttede på podiet som nr. 2 ved siden af Pogacar. Det ville på alle måder cementere den 108. udgave af Tour de France som løbet for de store comebacks. Det lå i hvert fald ikke i kortene den 11. oktober 2020, hvor deres største bekymring mest af alt var at sikre sig en ny kontrakt.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET

Favoritterne

Ethvert Tour de France indebærer en tur tværs gennem Sydfrankrig, når feltet skal bevæge sig mellem Alperne og Pyrenæerne, der altid er rammen om de to afgørende blokke af bjergetaper. Rejsen mellem de to bjergkæder kan imidlertid antage vidt forskellige sværhedsgrader. Det meste af Sydfrankrig er relativt fladt, og derfor kan man designe en sprintervenlig anden uge med mange dage for de hurtige folk, men sendes feltet længere mod nord ind gennem Massif Central kan denne fase af løbet gøres betydeligt hårdere. Derudover er der som bekendt også af og et stop på Mont Ventoux, der ligger som et ensomt bjerg midt imellem de to bjergkæder, men arrangørerne er meget bevidste om ikke at bruge det skaldede bjerg for ofte.

I år skal vi netop for første gang i fem år over Ventoux - endda hele to gange - og derfor er det kun naturligt, at resten af rejsen mellem de to bjergkæder er meget flad. Det falder også fint i tråd med resten af årets sprintervenlige rute, og hele tre af de fire transportetaper er således muligheder for sprinterne. Dermed kan den anden uge godt få samme monotone karakter som en normal første uge, når hele tre af de første fire etaper lægger op til massespurter.

Det er dog ikke helt så enkelt endda. Både 12. og 13. etape finder sted i området, der er kendt for den kraftige mistralvind, hvor vi både i 2019 og 2020 var vidner til store sidevindsdramaer. Lige nu ser vejrudsigten dog ikke alt for opløftende ud, da hverken retning eller styrke i skrivende stund ikke ser ud til at være ideelle for alle, der ønsker at fange Tadej Pogacar på det forkerte område på de etaper, hvor han måske er mest sårbar. Torsdagens etape ligner mest en medvindsdag, mens fredagen ligner en lang dag med konstant modvind, hvis ikke vejrguderne ombestemmer sig de kommende dage.

På papiret er tirsdagens 10. etape knap så farlig. Ganske vist kan det godt blæse i Rhone-dalen, men når jeg gransker min hukommelse, husker jeg ikke et eneste sidevindsdrama i den østlige del af Sydfrankrig. De to gange, hvor Valence har været målby i de senere år, har vi fået ganske klassiske sprinteropgør, selvom en meget kuperet rute i 2015 nu var lige ved at snyde de hurtige folk.

I år kunne der dog have været basis for, at traditionen blev brudt. Faktisk ser det ud til, at tirsdagen bliver mere blæsende end de to dage i mistralområdet, og vinden vil faktisk have en styrke, hvor man kunne have gjort sig forhåbninger om et sidevindsdrama. Desværre for alle med hang til hæsblæsende cykelløb er vindretningen til gengæld helt, helt forkert, og derudover synes styrken også at aftage

Faktisk kunne den ikke være meget værre. Så længe rytterne befinder sig i alpeområdet, hvad de vil gøre, indtil de er kommet ned fra nedkørslen efter spurten, vil der kun være en svag vind. Så snart de kommer med i den flade dal, har vejrudsigten haft lidt svært ved at bestemme sig, fordi det ser ud til, at dagen vil starte med en kraftig vind fra sydsydvest, hvorefter vinden skal aftage kraftigt i løbet af eftermiddagen, samtidig med at den drejer til en nordlig retning.

Lige nu ser det ud til, at vinden vil have aftaget, inden de når ned fra bjergene, men uanset hvad ser det ikke ud til at kunne blive rigtigt farligt. Får vi den kraftige vind fra sydsydvest, vil vi desværre tale om en knaldhård modvind, indtil rytterne drejer ind i medvind over de sidste 10,8 km med et potentielt småfarligt sidevindsstykke mellem 6 km- og 3 km-mærkerne. Er vinden derimod gået i nord, vil den være aftaget så kraftigt, at den ikke rigtigt er farlig. Her er retningen dog en smule mere lovende med sidemedvind frem til de sidste 10,8 km, hvorefter vi får en modvindsfinale.

Jokeren er selvfølgelig, hvad der sker, mens den skifter retning, hvor det ser ud til, at der vil være en kort fase, hvor den er i nordvest, hvilket i teorien burde give en periode med direkte sidevind. Problemet er bare, at den til den tid burde være aftaget så meget, at det ikke vil skabe andet og mere end stress og nervøsitet.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Selvom vejrudsigten altså ikke er til at blive helt klog på, er der desværre ikke rigtigt noget scenarium, der lægger op til drama. Netop usikkerheden - og her må vi se, om billedet bliver lidt mere entydigt i løbet af de næste små to døgn - kan dog gøre feltet ganske stresset og nervøst, når vi kommer ned i dalen. Her vil det bestemt ikke hjælpe, at vi altså har udsigt til nogle skybrudsagtige tordenbyger, og det kan derfor både være et heldigt felt, der slipper tørskoede i mål, eller et drivvådt felt, som bliver ramt af nogle ordentlige skyller på årets første rigtigt varme dag.

Med udsigten til, at vi formentlig kan afblæse sidevindsdramaet, kunne det ligne en klassisk sprinteretape, men måske er det ikke helt så enkelt endda. I dag røg også Bryan Coquard og Arnaud Demare ud af løbet, og dermed kan vi fjerne to hold fra listen over sprintermandskaber, hvorfra vi i forvejen allerede har fjernet Lotto. Det skaber en ret interessant dynamik, fordi Alpecin og Deceuninck nu er de seneste tilbageværende af de fire store sprinterhold. Lotto har allerede vist, at de er gået direkte fra at være sprinterne medspiller til at være en forfærdelig modspiller, og nu kan FDJ pludselig gøre det samme.

Det var allerede ved at give problemer i torsdags. Her fik Ag2r og Lotto etapen til at eksplodere fra start, og det var bestemt ikke helt umuligt, at det brølstærke klassikerudbrud, der skabtes, kunne have knækket Arkea og FDJ. Var det sket, havde vi slet ikke fået en spurt, og den lektie er værd at notere sig. Hvis sprinterne vil have en spurt, må de ikke sove fra start.

Vi har efterhånden lært de belgiske ryttere at kende. Folk som Jasper Stuyven, Victor Campenaerts, Thomas de Gendt, Oliver Naesen og Greg van Avermaet er gode til at tale sammen og angribe som en belgisk flok. Det var præcis, hvad der skete i torsdags, hvor Van Avermaet, De Gendt, Oliver Naesen, Tosh van der Sande og Jasper de Buyst alle var med i tidlige udbrud, og det vil næsten undre mig, hvis ikke belgierne fra Lotto og Ag2r har snakket sammen igen. Lotto vil i hvert fald med sikkerhed angribe i højre og venstre, og vi vil formentlig se en meget aktiv De Gendt fra start. Spørgsmålet er dog, om Ag2r nu sparer på kræfterne, efter at O’Connor pludselig er blevet en podiekandidat. Det kan sprinterholdene godt sætte deres lid til.

Jeg regner i hvert fald med en mere aktiv start, end vi plejer at se det på flade sprinteretaper i Touren, og det er slet ikke så sandsynligt, at udbruddet kører fra km 0, som det plejer. Det helt afgørende bliver, hvad Deceuninck vil. Forleden sendte de Kasper Asgreen i offensiven, men selvom han så ud til at være meget aktiv, kunne De Gendt berette, at han slet ikke havde ført igennem, og at han mest af alt syntes at beskytte Mark Cavendish. Nu er han heller ikke længere kandidat til den gule trøje, og jeg tror, at Deceuninck går ind til etapen med ét mål: de vil have deres spurt, så Cavendish kan nærme sig Merckxs rekord og samtidig vinde den grønne trøje.

Har de så allierede? I hvert fald ikke længere FDJ, og jeg er også usikker på, hvor meget de kan regne med Alpecin, der nu kun har seks mand tilbage og har arbejdet meget hidtil. Til gengæld må Arkea i den grad have tanket selvtillid, og franskmændene vil gøre klogt i at arbejde aktivt sammen med Deceuninck. Jeg vil også tro, at de måske kan få noget hjælp af DSM, der forleden nægtede at føre igennem, da de fik Søren Kragh afsted. Med udrensningen af sprintere tror jeg, at Cees Bol tror mere og mere på sig selv.

Endelig er der Bora. Normalt er det ikke i Peter Sagans interesse at gå efter en massespurt på de helt flade etaper, men måske er det anderledes denne gang. Slovakken er efterhånden så langt bagefter, at han er nødt til at gå efter de point, der er. De fleste supersprintere er også ude af løbet, og da den eneste vej til at besejre Mark Cavendish lige nu synes at være, at han falder for tidsgrænsen, hvilket stadig er ganske sandsynligt, må det faktisk være i Sagans interesse, at det ender i en spurt. På papiret er han i hvert fald hurtigere end Sonny Colbrelli og Michael Matthews i en finale som denne.

Det er dog særligt Deceuninck, der formentlig vil satse 110% på en spurt, og jeg vælger derfor at tro, at de efter en hård kamp fra start, kan få sendt et relativt ufarligt udbrud afsted. Herefter regner jeg med, at de vil gøre alt for at skabe samling - også selvom det koster på lead-outet, som vi så det i torsdags - og med sandsynlig hjælp fra Arkea og måske også Alpecin, DSM og Bora, tror jeg, at vi alligevel ender med at få en klassisk sprinteretape. I lyset af udviklingen i torsdags udelukker jeg ikke, at der kører et stærkt udbrud, som efter en hård jagt kan knække feltet, eller at et knap så stærkt udbrud kan snyde feltet, som de næsten gjorde på 4. etape - i hvert fald hvis alle kigger på Deceuninck - men jeg vælger at tro, at en hektisk start alligevel ender med det klassiske scenarium og en massespurt.

Som sagt kan vinden skabe noget nervøsitet undervejs, ligesom tordenbygerne kan det, men lige nu ser det ikke ud til at kunne splitte feltet. Undervejs er der den ret interessante og hårde indlagte spurt, som rytterne altid kører lidt halvhjertet, og hvor særligt Cavendish denne gang nok vil tænke sig om en ekstra gang, inden han graver for dybt i en spurt mod folk som Sagan, Colbrelli og Matthews, der jo er specialister i at spurte op ad bakke.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

Den afsluttende spurt er den samme som i 2015, hvor André Greipel sejrede, mens den er en anelse anderledes end i 2018, hvor Peter Sagan vandt, da de dengang kørte lige over i den sidste rundkørsel, hvor de her drejer til højre. Højresvinget ligger meget tæt på mål, men som vi så for seks år siden, kan det tages i høj fart. Det er dog stadig helt afgørende at være velplaceret her, da der efterfølgende kun er 350 m til at rette op på tingene. Samtidig er vejen relativt smal, og det gør det til en spurt, hvor positionering er ganske afgørende. Samtidig taler meget lige nu for, at vi får en modvindsspurt - afhængig af hvornår vinden ender med at skifte retning - og det kan gøre det til en ret tricky sag. De fleste tog er ret små, og der er derfor grænser for, hvornår man kan skyde frem, når man med 3,1 km drejer ind på den lange lige modvindsvej, der leder frem til det sene højresving.

Hidtil har vi set, at Alpecin har haft det stærkeste tog skarpt forfulgt af Deceuninck, men med Mathieu van der Poel og Tim Merlier ude af løbet forholder det sig helt, helt anderledes. Nu ser Alpecin slet ikke stærke ud længere, og det bør efterlade Deceuninck som det bedste hold. Samtidig er Merlier ude af løbet, og dermed kan der ikke være den store tvivl om, at Mark Cavendish er feltets hurtigste mand. Ergo har vi nu den hurtigste mand med det bedste tog, og det taler for, at han må være den klare favorit. Hidtil har han i hvert fald vist, at han er i stand til at slå alle i dette felt, og toget har også gjort det upåklageligt. På 4. etape var Davide Ballerini ude med defekt, men alligevel fik Michael Mørkøv anbragt Cavendish langt fremme, og på 6. etape sad de så godt, at Cavendish kunne springe over på Alpecin-toget, da de skød frem.

På denne etape taler meget for, at det er Deceuninck, der vil dominere. Det ville de have gjort i torsdags, hvis ikke Alpecin havde været stærkere, men det er de altså ikke længere. Der er dog også to trusler mod det belgiske hold. For det første skal vi se, om den ”nye” - eller gamle - Cavendish stadig kan spurte efter nogle dage i Alperne. Det var tidligere ikke et problem, men han har ikke samme holdbarhed som tidligere. Derudover var holdet lige ved at løbe tør for kræfter forleden, fordi de andre hold overlod det til dem at hente udbruddet. Sker det igen, er det ikke umuligt, at Cavendish lukkes inde i en finale, hvor positionering bliver afgørende. Til gengæld kan Julian Alaphilippe og Kasper Asgreen nu ofre sig 110%, da de ikke længere skal tænke på en gul trøje, og det giver en helt anderledes muskelkraft. Samlet set er Cavendish hurtigste mand og har det bedste tog. Derfor bør han være favorit.

Den værste trussel ligner Nacer Bouhanni, der har været på podiet tre ud af tre gange. På 3. etape blev han bremset af Ewans styrt, på 4. etape kom han i høj fart fra en position lidt for langt tilbage og så faktisk ud til at have farten til at matche Cavendish, og på 6. etape var han ganske imponerende, fordi han og Dan McLay kørte en hård spurt for at bringe ham tilbage til fronten, efter at de var blevet fanget bag Jacopo Guarnieris styrt. Bouhanni har altid været god i positionskampen, og nu står han endda endnu stærkere. Efter sine tidlige styrt viste McLay nemlig forleden, at han er ved at være klar igen, og han viste samtidig, at han altså er en ganske god lead-out man - i dette felt end af de bedste.

Med færre og svagere tog vil jeg ikke udelukke, at McLay kan sætte positioneringsstærke Bouhanni perfekt op, og franskmanden har vist, at han har farten til at vinde - også over Cavendish. Der er dog et spørgsmålstegn ved, hvor frisk han er efter nogle svære dage i Alperne, og faktisk har han aldrig vundet en grand tour-etape efter tiendedagen. Hvis han har bevaret friskheden fra den første uge, ligner han dog manden, der kan slå Cavendish på farten, og han har både positioneringen og lead-outet til at gøre det færdigt.

Dernæst vil jeg faktisk pege på Peter Sagan. Det kan godt være, at han har klatret skidt i årets løb, men hans fart har været ganske opløftende. Han har ganske vist kun sjældent vundet massespurter i Touren, men faktisk vandt han netop i Valence i 2018, hvor Alperne også havde ryddet godt ud i sprinterne. Blandt de tilbageværende sprintere er der i hvert fald ikke mange, der har spurtet lige så overbevisende som Sagan, og han bliver altid bare bedre og bedre gennem en grand tour. Det gælder særligt i år, hvor hans start kommer mere og mere på afstand, og denne spurt med et sent sving og en relativt smal vej er en gave til positioneringsstærke Sagan. Han kiksede på 4. etape, hvor han var mest mærket af styrtet, men på 3. og 6. etape sad han som altid på hjulet af det bedste tog. Gør han det igen på denne etape, har han spurtet så godt i dette løb, at jeg ikke anser det som umuligt, at han kan vinde i Valence for anden gang i træk.

Jeg synes faktisk heller ikke, at en dansk etapesejr virker helt umulig. Ganske vist har Mads Pedersen hidtil manglet noget fart, men vi ved også, at hans dieselmotor bare bliver bedre og bedre. Måske var han hjulpet af, at det var Mads P.-vejr, men det var værd at bemærke, at han klarede dagens bjergetape langt, langt bedre, end han plejer. Han følger altså mønsteret fra sidste år, og samtidig kommer han længere og længere på afstand af 1. etapes styrt. Hans store våben er dog Jasper Stuyven, der var skræmmende god på både 7. og 9. etape. I forvejen har han i dette løb bekræftet, at han er en af de allerbedste lead-out men, og toget med Edward Theuns og Stuyven foran Pedersen ligner det næststærkeste - og det stærkeste hvis Deceuninck brænder sig op for tidligt. I denne finale, hvor positionering i rundkørslen er altafgørende, er det bestemt ikke umuligt, at Stuyven og Pedersen kommer først igennem svinget. Vi har set, at der er hurtigere folk end danskeren, men med et godt lead-out og Alperne i benene synes det bestemt ikke umuligt, at Pedersen kan gøre det færdigt i en finale som denne.

Det sene sving er også en gave til Wout van Aert. Han er måske ikke den allerhurtigste, men han plejer at være en konge af positionskampen. Det har givet ham en sejr over Ewan i Tirreno og over Sam Bennett i Dauphiné, og det kan også give en sejr i en spurt som denne. Med Roglic ude af løbet er det stensikkert, at han får hjælp af Mike Teunissen, som han også gjorde i torsdags. Her begik han den fejl at slippe hollænderens hjul, men den lektie har han nu lært. Teunissen er en af verdens bedste lead-out men og har kørt nogle skræmmende gode lead-outs for Dylan Groenewegen tidligere. Det er et problem, at de kun er to mand, og derfor kan det måske blive lidt svært at sætte Van Aert perfekt op, men umuligt er det ikke. Som minimum plejer Van Aert at sidde rigtigt, og i dette felt burde det ikke være helt utænkeligt, at han kan vinde - særligt ikke på dag 10 i en grand tour.

Hidtil har Jasper Philipsen været tæt på, men han står 1000 gange svagere end på 4. og 6. etape. Han savner nemlig både Van der Poel og Merlier, og dermed går Alpecin pludselig fra at have det bedste tog til at have et af de ringeste. Jonas Rickaert er stadig dygtig, og de kan sikkert bringe Kristian Sbaragli ind som tredjesidste mand, men mod de bedre tog får de det svært. Heldigvis ved vi, at Philipsen er en konge i positionskampen og stort set altid sidder rigtigt, og selvom Cavendish har været klart hurtigere, har hans fart bestemt ikke været ringe - hverken i de indlagte spurter eller i finalerne, hvor han i torsdags endda mistede tråd til allersidst. Jeg er bare ikke sikker på, at han er hurtig nok til at vinde nu, hvor chancen for, at han i denne lidt komplicerede finale sidder perfekt, er betydeligt mindre, end den har været hidtil.

Læs også

Total dominans af UAE

Forud for løbet sagde Cees Bol, at han grundet sygdom i optakten nok ville blive bedre og bedre undervejs. Noget tyder på, at den vurdering ikke var helt skæv. I hvert fald kom han meget bedre igennem dagens etape, end vi har set fra ham tidligere i år, hvor han er blevet sat som en af de allerførste, og han klarede det bedre end mange andre sprintere. Dertil kommer, at hans DSM-tog med Søren Kragh, Joris Nieuwenhuis, Nils Eekhoff og Casper Pedersen hidtil har været et af de allerstærkeste, og i dette felt, hvor mange andre er forsvundet, ser det endda endnu bedre ud. Pedersen er endda ved at komme sig så meget, at han igen har spillet en rolle, og nu kan han måske indgå på sin vanlige plads foran Bol. DSM har måske ikke den bedste lead-out man, men de har et meget længere tog end alle andre, og det kan være vigtigt på denne lange vej med modvind. Indtil nu har Bol siddet godt hver eneste gang, og det bør han også gøre igen i denne finale. Hans fart har manglet en del, men han er i bedring, og i denne afslutning tyder meget på, at position er vigtigere end fart. Det virker ikke helt umuligt, at han kan vinde.

I dette løb har Danny van Poppel været lige så uforudsigelig, som han plejer. De første dage følte han sig åbenbart lige så dårligt, som han ofte gør, og i torsdags manglede han angiveligt fuldstændigt benene. Til gengæld ved vi også, at han er mere svingende end nogen anden, og det var værd at bemærke, at han klarede dagens bjergetape meget bedre end mange andre. Finder han pludselig benene, ved vi fra Algarve, at hans fart altså rækker ret langt, særligt i et felt, hvor antallet af sprintere er begrænset. Til gengæld er det et problem, at hans tog med Jonas Koch og Boy van Poppel hører til blandt de svagere, og han har ikke selv samme positioneringsevne som tidligere. Det kan gøre det lidt svært at se ham vinde etapen.

Som skrevet i analysen var Sonny Colbrelli skræmmende i dag, og han satte bare en fed streg under, hvor uhyre formstærk han er lige nu. Alligevel har han slet ikke været med fremme i de to seneste massespurter, der igen har sat en streg under hans evige problem: positioneringen. Han synes egentlig at have en ganske god fart - særligt efter en uge, der har trættet de mindre holdbare folk - men det er lidt svært at se ham vinde en spurt, hvor positionering betyder så meget, som den gør her. På den anden side har toget med Marco Haller, Matej Mohoric og Fred Wright altså potentiale til at aflevere ham bedre, end de har gjort hidtil. Skulle det endelig lykkes, har Colbrelli umiddelbart farten, formen og friskheden til at gøre det ganske godt, selvom det stadig er tvivlsomt, om han kan vinde en helt klassisk sprinteretape.

De foregående spurter har også udstillet, at André Greipel har samme problem som Colbrelli. Hans positionering er bestemt ikke blevet bedre med årene, og hans tog med Guillaume Boivin og Rick Zabel har ikke imponeret. Dertil skal lægges, at han i torsdags også manglede de gode ben, og at han i dag havde en meget svær dag i bjergene. Alligevel har vi set i maj, at Greipels fart faktisk fører relativt langt i dette felt, hvis det endelig lykkes ham at sidde ordentligt. Det virker usandsynligt i en finale med et sent sving, men Zabel burde altså kunne gøre det godt i et felt, hvor antallet af tog er i kraftig tilbagegang. Greipel kender i hvert fald finalen, fordi han vandt i præcis samme afslutning for seks år siden.

De seneste dage har udstillet, hvor meget fart Michael Matthews mangler. Mens han har klatret godt, har Colbrelli kørt ham midt over i de to indlagte spurter på 8. og 9. etape, og det gør det ret umuligt at se, hvordan han skal vinde en flad spurt som denne. Han er nemlig heller ikke specielt positioneringsstærk, og dermed har han meget, der taler imod ham. På den anden side synes Amund Grøndahl Jansen at være ved at komme sig efter sit styrt, og dermed består hans tog af andet og mere end bare Luka Mezgec, der burde have farten til at køre bedre lead-outs, end han har gjort hidtil. Lykkes det at sidde rigtigt, bør han i en finale som denne kunne kompensere lidt for den manglende fart, men det er stadig næsten umuligt at se ham vinde en flad spurt.

Forleden gik det galt for Christophe Laporte, der i den grad lider under, at Cofidis har udtaget et hold helt uden lead-out men. Laporte er helt alene i finalerne, og selvom han plejer at være en ørn i positionskampen, er det svære odds at være oppe mod en hel serie af tog. Alligevel klarede han sig godt i positioneringen på 4. etape, hvor han desværre blev tvunget til at bremse i spurten, og det bekræfter, at han med lidt held godt kan klare sig, selvom han er alene. Farten rækker ikke til at vinde - slet ikke når han ikke kan blive sat op af et hold - men i denne type finale kommer man langt, hvis man fanger det rette hjul og kan forsvare det.

Endelig er der Max Walscheid . Tyskeren er formentlig stadig hurtigere end flere af de ovennævnte, men vi ved det ikke. Han sidder nemlig altid så langt tilbage, at han reelt ikke har kørt en ordentlig spurt i flere år, og derfor virker det helt usandsynligt, at han kommer frem i en finale med et sent sving. Han har ganske vist et helt hold til at køre for sig, men det er et hold, hvor kun Carlos Barbero kan kaldes en eller anden form for lead-out man. Det er for lidt, når Walscheid selv er så svag i positionskampen. Med lidt held i positioneringen tror jeg egentlig, at farten stadig kan føre relativt langt, men selv med hjælp fra Fru Fortuna, er han en usandsynlig vinder.

Total kører åbenbart spurterne for Edvald Boasson Hagen og ikke Anthony Turgis, men det er slet ikke gået hidtil, og det er svært at se, at nordmanden pludselig skulle blande sig helt fremme. Med Coquard ude vil Cyril Barthe sikkert spurte for B&B, men han kan slet ikke være med helt fremme, og det samme gælder for Tosh van der Sande¸ der måske vil køre spurten for Lotto. FDJ har slet ingen sprinter tilbage, og ligesom UAE og Ineos vil de ikke blande sig i spurten. Det har Oliver Naesen og Dorian Godon heller ikke gjort for Ag2r, og det gør de næppe nu, hvor de først og fremmest skal beskytte O’Connor. Måske kunne Ivan Garcia Cortina få lov, nu hvor Miguel Angel Lopez ikke skal beskyttes, men hans hovedopgave må være at passe på Enric Mas, og det virker derfor usandsynligt, at han vil blande sig. Det har Hugo Houle heller ikke gjort indtil nu, og det er svært at se, at han ikke skal beskytte Alexey Lutsenko, ligesom alt taler for, at Magnus Cort fortsætter med at passe på Rigoberto Uran i stedet for at spurte.

Som sagt udelukker jeg ikke, at vi kan se et stærkt udbrud i stil med det, vi så i torsdags - særligt hvis de belgiske klassikerdrenge igen taler sammen. I det tilfælde er min favorit den uhyre formstærke Jasper Stuyven, der formentlig får frihed til at prøve noget sådant, men jeg har også blik på Stefan Küng, der uden Demare formentlig vil forsøge sig. Nok skal han alene hjem, men det er han stærk nok til at komme. Greg van Avermaet havde en svær dag i dag og kan nu være låst af O’Connor, men får han og Oliver Naesen frihed, er det oplagte bud, fordi de er hurtige og stærke. Thomas de Gendt, Philippe Gilbert, Roger Kluge, Tosh van der Sande og Brent van Moer er ligeledes oplagte kandidater fra belgieralliancen, men sidstnævnte skal alene hjem for at vinde. Det kunne også være sjovt, hvis Astana deltog i showet med hurtige Alex Aranburu og Omar Fraile, men det vil ligne dem dårligt i dette terræn. De danske motorer med en god spurt, Kasper Asgreen og Søren Kragh, er også oplagte bud, men som nævnt ovenfor taler meget for, at de igen skal arbejde 100% for en spurt. Sendes de med som kontrollanter, kan det dog være, at chancen opstår. Trek kan også bruge formstærke Edward Theuns, som også kan gøre det færdigt, samt måske halvhurtige Toms Skujins. Vi vil utvivlsomt også se Victor Campenaerts prøve igen, men han skal alene hjem for at vinde. En overraskelse kunne være ned hurtige og formstærke Fred Wright, hvis Colbrelli giver ham plads, ligesom også Dorian Godon og Anthony Turgis kan vinde, hvis O’Connor giver ham plads. Måske kan Jumbo også lade Wout van Aert og Mike Teunissen satse på andet og mere end bare spurten. Særligt Van Aert kunne godt være en del af den klassiske belgieralliance. Andre bud kunne være Luka Mezgec, Cyril Barthe og Julien Simon, samt ikke mindst hurtige og stærke Stefan Bissegger og Magnus Cort, hvis Uran mod forventning giver dem lov.

BEMÆRK: Vejrudsigten har ændret sig ret meget de seneste timer, og det synes at være en anelse uklart, hvornår vinden aftager og drejer fra sydsydvest til nord. Jeg tjekker udsigten igen mandag aften og kommer med en opdatering, hvis prognosen skulle have ændret sig så meget, at det kan få indflydelse på risikoen for sidevind. Lige nu synes vindretningen dog aldrig at kunne blive farlig - uanset om retningsskiftet kommer før eller efter etapeafslutningen.

OPDATERING: Mandag aften er vejrudsigten stort set uforandret. Risikoen for tordenbyger i finalen er stadig stor, og det tyder stadig på, at vinden gradvist vil dreje fra sydsydvest til nord mellem kl. 14 og 17. Det sker med urets retning, hvorfor der bør være forskellige former for vestlig vind gennem det meste af turen gennem dalen - også den nordvestenvind, der kan være farlig. Umiddelbart ser det dog ud til, at den når at aftage så meget, at det ikke for alvor bliver truende, men netop fordi vindretningen skifter så meget, vil værdien af scots og tidlige informationer være knap så stor som vanligt. Det vil formentlig bidrage til endnu mere stress og nervøsitet, end vi normalt ser, selvom mit bedste bud er, at vinden i sidste ende vil være for svag til at komme i spil. Alt tyder også på, at vi ender med at have nordenvind og dermed modvind i selve finalen.

Feltet.dks vinderbud: Mark Cavendish

Øvrige vinderkandidater: Nacer Bouhanni, Peter Sagan

Outsidere: Mads Pedersen, Wout van Aert, Jasper Philipsen, Cees Bol

Jokers: Danny van Poppel, Sonny Colbrelli, André Greipel, Michael Matthews, Christophe Laporte, Max Walscheid

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Jasper Stuyven, Stefan Küng, Edward Theuns, Anthony Turgis, Oliver Naesen, Greg van Avermaet, Wout van Aert, Mike Teunissen Thomas de Gendt, Philippe Gilbert, Dorian Godon, Brent van Moer, Victor Campenaerts, Søren Kragh

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Peter Sagans sejr fra 2018 og André Greipels sejr fra 2015. I 2015 var de sidste 3,1 km de samme som i år, men i 2018 gjaldt det kun de sidste 350 m, da feltet kørte lige over i den sene rundkørsel, hvor de i år drejer til højre. I begge tilfælde var målstregen dog placeret samme sted som i år.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET