Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Twitter Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 10. etape af Vuelta a Espana
02. september 2019 19:29Foto: Sirotti

Tadej Pogacar konfirmerede med et stort soloridt på en højdramatisk kongeetape sit enorme potentiale, mens Nairo Quintana fortsatte sin genrejsning ved at køre sig i førertrøjen. Den vil han imidlertid med sikkerhed miste tirsdag, når løbet genoptages efter en tiltrængt hviledag, for her er der lagt op til, at Primoz Roglic med en forventet magtdemonstration på enkeltstarten på vejene omkring Pau skal tage et stort skridt mod sin første grand tour-sejr og dermed tage revanche for endnu en uheldsramt dag.

Ruten

Hvor Giroen og Touren typisk varierer mængden af enkeltstartskilometer betydeligt fra år til år, forholder det sig helt anderledes for Vueltaen. Her er det en helt fast tradition, at der afvikles et indledende holdløb og derefter én enkeltstart på ca. 40 km. Tidligere kom den ofte i løbets anden uge, men i de senere år er den som regel kommet lige efter anden hviledag som indledning på den afgørende uge. Sådan er det ikke i år, hvor den vender tilbage til sin gamle plads i den midterste fase af løbet, og hvor den vil være en brutal start på løbet efter en tiltrængt hviledag. Denne gang er tidskørslen henlagt til den franske by Pau, der sjovt nok også var vært for årets Tour-enkeltstart, og selvom der ikke er tale om samme rute som i juli, byder også denne på et mellemkuperet desgin med to ganske hårde bakker efterfulgt af en flad og let finale for specialisterne.

 

Med en distance på 36,2 km er længden stort set, som den plejer, og der er start i Jurancon, der er en forstad til Pau, og mål inde i selve Pau. Starten er benhård, idet man fra starten i den sydvestlige udkant af storbyen kører mod sydvest op ad Cote de Beauvallon (2,1 km, 7,4%), der er relativt jævn med stigningsprocenter mellem 6 og 8,5. Toppen rundes efter 3 km, hvorefter let kuperet terræn uden væsentlige tekniske udfordringer leder mod syd ned mod det sydligste punkt, hvor man vender rundt for at køre i samme slags terræn mod nordvest.

 

Her begynder det at falde i en lidt teknisk fase, inden man vender rundt for igennem fladt terræn at køre mod syd, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad Cote de l’Eglise (1,8 km, 5,8%), der stiger med 7,2% over de første 500 m, men derefter stiger med ca. 5%, inden toppen rundes efter 21,3 km. Her vender man atter rundt for via en teknisk nem nedkørsel at køre mod nord. Til slut er de sidste 10 km stort set helt flade og indledes med, at man kører mod syd og så nord, inden en lang, lige vej leder mod sydøst ind mod centrum af Pau. Efter et par rundkørsler omkring 3 km-mærket, drejer man skarpt med 1600, 1100 og til slut bare 200 m fra stregen. På næstsidste kilometer venter en lille bakke, der har top lige efter den røde flamme, hvorefter det atter er fladt.

 

Etapen byder på i alt 524 højdemeter.

 

Pau er næsten altid start- eller målby for Touren, enten for en sprinter- eller en bjergetape, hvor udbrydere ofte kommer til fadet. I år var det dog enkeltstarten, der blev afviklet i byen, hvor Julian Alaphilippe sejrede foran Geraint Thomas og Thomas De Gendt. I 2018 vandt Arnaud Demare løbets næstsidste massespurt i byen, og i 2017 vandt Marcel Kittel en anden massespurt i byen. Inden da skal vi faktisk helt tilbage til 2012 for at finde den seneste etapevinder i byen. Dengang slog Pierrick Fedrigo Christian Vandevelde i en tomandsspurt på en klassisk udbryderetape, hvor Nicki Sørensen blev nummer 4. I det hele taget har byen altid været god ved Fedrigo, der også vandt i 2010 på en fantastisk bjergetape, hvor feltet eksploderede på første bjerg, og Lance Armstrong forgæves med et stort udbrud forsøgte at få noget med hjem fra sin sidste Tour. I 2006 slog Juan Miguel Mercado Cyril Dessel i en spurt på endnu en udbrudsetape, hvor franskmanden kørte sig i gult, og i 2005 vandt Oscar Pereiro en spurt i en lille kvartet. Patrice Halgand tog en udbrudssejr i 2002, og David Etxebarria vandt en spurt i et udbrud i 1999, en præstation Leon Van Bon havde leveret året inden.

 

 

image

 

image

 

image

 

Vejret

Efter to dage med regn kan rytterne se frem til en næsten perfekt tirsdag. Det vil med statsgaranti holde tørt på en helt skyfri dag, hvor temperaturen vil nå behagelige 25 grader. Vinden vil være stort set konstant, blot være let og komme fra nordøst. Det giver sidemedvind hele vejen ned til det sydligste punkt, hvorefter man får sidemodvind. Omkring anden stigning venter et kort stykke medmedvind, inden man atter får sidemodvind. Til slut er der side- og sidemodvind på det flade tonserstykke ind mod Pau.

 

Analyse af 9. etape

Lige nu gransker jeg min hjerne, men jeg kan intet finde. Selvom jeg egentlig synes, at jeg har en del cykelresultater præsent og som regel kan huske de vigtigste sejre og store resultater, kniber det gevaldigt med at huske, hvornår vi sidste har set en nyprofessionel vinde en kongeetape i en grand tour, uden at det er sket fra et udbrud. For et par år siden vandt Giulio Ciccone en stor bjergetape i Giroen i sin første sæson på højeste niveau, men det var på en dag, hvor morgenudbruddet fik lov at gøre det færdigt. Måske har alderen så allerede sat sig så kraftige spor, at jeg bare har glemt det, men umiddelbart fremstår det, som om vi denne eftermiddag i Andorra var vidner til noget ganske ekstraordinært.

 

Det i sig selv er nok til at spærre øjnene op, men man får formentlig brug for pudsekluden, når man studerer Tadej Pogacars dåbsattest. Den vil nemlig få de fleste til at pudse brillerne en ekstra gang, når man læser datoen 21/9 1998. Lidt hurtig hovedregning viser, at manden først fylder 21 år en uges tid efter Vueltaen, at han sagtens kunne have været Alejandro Valverdes søn, hvis verdensmesteren ikke havde været så travlt beskæftiget med at køre på cykel i sine unge år, og at den stadig aktive Davide Rebellin havde været professionel i næsten syv (!!!) år, da lille Pogacar første gang slog øjnene op i Komenda for godt 20 år siden.

 

I disse dage taler alle om Remco Evenepoel og Egan Bernal, hvilket naturligvis er ganske velbegrundet. I det spil bliver Pogacar ofte overset - måske fordi Evenepoel lever i en cykelgal nation, der allerede hylder ham som en anden popstjerne, og Bernal har leveret på den største scene af dem alle - men Pogacar hører til i samme liga. Efter bare to år i U23-klassen burde han egentlig stadig have Tour de l’Avenir og U23-rytternes VM som store mål, men i stedet er Pogacar allerede i gang med at give hele verdenseliten klø - og det endda på en af de mest brutale etaper, man finder i Vueltaens historie!

 

Naturligvis var etapens afvikling kontroversiel. I skrivende stund er det stadig uklart, hvad der præcis skete, mens vejrguderne åbnede for sluserne, og Miguel Angel Lopez og Primoz Roglic åbenbart begge blev sendt i gruset på det grusvejsstykke, der skabte ekstra krydderi i en allerede intens og rigeligt dramatisk finale, og vi ved naturligvis ikke, hvad der var sket, hvis ikke uheld havde spillet ind. Det er i hvert fald sandsynligt, at Lopez havde færdiggjort det eminente ridt, han allerede havde sat i scene, og med tanke på, hvor stærkt Roglic kørte til sidst, virker det heller ikke usandsynligt, at Pogacar ikke havde været den eneste slovener, der havde kørt med om sejren, hvis ikke vi for tredje gang i år var blevet vidner til, at vejret fik helt afgørende indflydelse på en stor bjergetape i en grand tour.

 

Det skal imidlertid intet tage fra Pogacar. Movistar-duoen Nairo Quintana og Alejandro Valverde blev i hvert fald slået helt regulært, og med tanke på den styrke, de har vist hidtil, er det lidt af en bedrift. Samtidig udviste han nok engang den kølighed, der også gav ham en veltimet sejr på kongeetapen i Californien og en fornem sejr på den første bjergetape i Algarve, hvor han begge gange timede sin afslutning helt perfekt og kort før mål passerede hhv. Sergio Higuita og Wout Poels, der ellers lignede sikre vindere. I dag var han iskold, da han plantede sig selv på Quintanas baghjul, og netop som colombianeren var ved at få tiltrængt hjælp af den ventende Marc Soler, iværksatte han et perfekt timet kontrahug, der efterlod den stakkels Movistar-stjerne gispende efter vejret.

 

Det, der gør Pogacar bemærkelsesværdig, er ikke blot hans åbenlyse klatreevner. Det, der først og fremmest har slået mig i hans første år som professionel, er hans bemærkelsesværdige motor. I Vuelta al Pais Vasco, Tour of California og Tour de Slovenie kom han alle gange temmelig rustent fra start, men mod slutningen af løbene kørte han som en motorcykel. Af samme grund er det heller ikke tilfældigt, at Pogacar er floppet i næsten alle sine endagsløb i år, for det synes at være motoren og holdbarheden, der for alvor skiller ham ud fra mængden.

 

Heldigvis er det netop holdbarheden, der adskiller grand tour-ryttere fra resten. Det var samme motor, der var så iøjnefaldende med Egan Bernal i sidste års Tour og med Richard Carapaz og Enric Mas i deres første Vuelta i 2017, og hvor man hurtigt kunne se, at der her var tale om særlige grand tour-perler. Og præcis samme motor har Pogacar udvist igennem hele sæsonen og nu igen i en Vuelta, hvor han ikke kunne følge de bedste på Javalambre, men hvor han altså sejrede, da han for kun anden gang i karrieren efter sidste års Tour de l’Avenir kørte cykelløb hele ni dage i træk. Og mens han kom til kort på fredagens eksplosive Mas de La Costa, satte hans motor sig igennem, da der på dagens etape ventede 3300 højdemeter på en gigantisk bjergetape, der for alvor satte rytternes slidstyrke på prøve.

 

Derfor er der da heller ingen grund til at tro, at Pogacar ikke kan stå distancen. Tværtimod vil han sikkert fortsætte fremgangen frem mod 16. og 17. etape, der er som skabt til en ægte dieselklatrer som det slovenske vidunderbarn. Og kan han samtidig gentage sensationsenkeltstarten fra Algarve, hvor han chokerede en hel cykelverden - og mest af alt sig selv - kan der vist ikke være den store tvivl om, at UAE har fundet guld i de slovenske gader, de altid har haft et særligt blik for.

 

En Vuelta-sejr bliver det dog trods alt nok ikke til. Dertil har styrtet på holdløbet kostet for meget, ligesom han ikke kan undgå at tabe tid til Primoz Roglic på tirsdagens enkeltstart. På den anden side kan man aldrig vid, hvad der kan ske i et løb, hvor Quintanas og Valverdes holdbarhed må være til debat, og hvor Roglic og Lopez kan vise sig mere mærkede af dagens styrt, når først den værste adrenalinrus har lagt sig. Podiet er i hvert fald inden for rækkevidde - og så kan slovenerne jo altid drømme om endnu et mirakel, som de mange mirakler, mirakelmanden Matej Mohoric leverede for den i sin mageløse sensommer i 2018.

 

Oddsene for slovensk Vuelta-sejr er i gode uanset hvad - i øvrigt ret bemærkelsesværdigt for et land, der først í årets Giro opnåede deres allerførste podieplads i en grand tour. Der var helt sikkert mange, der havde svært ved at forstå, hvordan den velkørende Roglic pludselig kunne sidde langt bag feltet, da tv-billederne endelig atter fandt vej til alverdens skærme gennem den syndflod, der nærmest kaldte på, at Noas Ark blev sendt til undsætning. Det varede dog ikke længe, inden det stod klart, at det næppe var dårlige ben, der var forklaringen, for da han for alvor åbnede op, lignede Roglic for første gang i denne Vuelta det monster, han var igennem hele foråret. På ingen tid kørte han op til den decimerede favoritgruppe, og derefter fløj han op til Alejandro Valverde, der havde nok at gøre med blot at holde hjul. Pogacar og Quintana var for langt væk, men med tanke på, hvor han befandt sig, da tv endelig blændede op for dramaet, kan ingen vel benægte, at Roglic i dag fløj med samme højde, som han gjorde i sin tidligere karriere som skihopper.

 

I skrivende stund er den eneste melding om årsagen til trængslerne, at der var tale om et styrt, der angiveligt var forårsaget af en motorcykel. Heldigvis så det ikke ud til at hæmme ham nævneværdigt, men hvor galt det virkelig står til, ved man jo som regel først, når kroppen er blevet kold. Sandt er det i hvert fald, at Roglic og Jumbo må føle, at de har en pris at betale for et eller andet i et løb, hvor heldet bestemt ikke har med dem. Først styrtede de på holdløbet og mistede værdifuld tid samt ikke mindst Steven Kruijswijk, så røg tre af deres ryttere i asfalten på den dramatiske etape, der sendte EF til tælling, og i dag gik det igen ud over Roglic på en dag, hvor holdet ellers med Robert Gesink, Neilson Powless og den stadig mere imponerende Sepp Kuss ellers havde lagt op til helt store.

 

I lyset af al den modgang kan Roglic vel egentlig kun være forbløffet over, at klassementet viser, at han stadig blot er 6 sekunder fra en førertrøje, han med statsgaranti overtager på tirsdagens enkeltstart, og dermed er det også svært at komme udenom, at han er i pole position til at vinde. Udover risikoen for, at han kan være mærket af sine skader, er der imidlertid også en anden trussel, der lurer. I dag så vi nemlig, hvordan Movistar var kølige nok til at tvinge en isoleret Roglic til selv at jagte Lopez, da colombianeren var fløjet væk, inden de begyndte at angribe ham på skift. Og da frygten for, at George Bennett ikke kan holde formen hele vejen til mål, bliver Jumbo pludselig meget sårbare, hvis ustabile Kuss også falder sammen. Gesinks og Powless’ potentiale er i hvert fald begrænset, og Roglic fik i dag, indtil han fik kaldt Kuss tilbage fra udbruddet, en fornemmelse af, hvor ubehageligt det kan være at sidde alene med Quintana og Valverde - præcis som den isolerede skihopper oplevede det i en Vuelta, hvor hans svage hold gang på gang efterlod ham alene.

 

Den slags kvaler har Movistar bestemt ikke. Efter i dag står det nemlig klart, at det er på den kollektive styrke, at de skal vinde. Både Roglic og Lopez syntes at have et gear ekstra i forhold til både Quintana og Valverde, men alligevel kan spanierne - først og fremmest i lyset af rivalernes uheld - vel kun udråbes som hørende til dagens vindere. Quintana kom tilbage i sin første grand tour-førertrøje siden Giroen i 2017 og fik endegyldigt cementeret, at hans kørsel i fredags var mere udtryk for hans reelle niveau end onsdagens pauvre præstation, og Valverde fik atter dokumenteret, at hans vægttab har gjort ham i stand til igen at køre i høje bjerge, også selvom han åbenlyst stadig har sin virkelige force på stigninger som Alto Mas de La Costa. I hvert fald var det en helt anden og langt mere konkurrencedygtig Valverde, vi så i Andorra i dag, end vi så, da samme Valverde på præcis disse andorranske veje for et år siden kollapsede og smed en mulig Vuelta-sejr så langt væk, at han blot endte som nr. 5.

 

Mange har kritiseret Movistars taktik, men det er nu svært at sætte mange fingre på deres kørsel. De sendte Antonio Pedrero og Marc Soler i udbrud med et fremstød, der skulle vise sig ganske vigtigt mod slutningen af løbet, og de havde modet til at tvinge Roglic frem for at jagte Lopez og derefter angribe sloveneren på skift - et klart bevis på, at det er sejren og ikke en podieplads, der tæller. Og at Valverde satte alene efter Quintana på et tidspunkt, hvor Lopez var nødlidende og Roglic atter ved at få kontakt, kan ganske god mening i en situation, hvor verdensmesteren havde styrken til at køre alene væk og kunne have skabt en situation, hvor han og Quintana kunne have samarbejdet om at distancere rivalerne. Det er i hvert fald svært på baggrund af dagens etape at give næring til spekulationerne om, at de ikke kan samarbejde - noget, der i øvrigt aldrig har været noget stort problem for i hvert fald altid loyale Valverde.

 

Det er vel kun Marc Soler, der kan ærgre sig over at være blevet frarøvet en mulig etapesejr, men i lyset af at der længere tilbage blev kæmpet om en mulig Vuelta-sejr, var også det en forståelig disposition, som i øvrigt kun bliver endnu mere rigtig i bagklogskabens lys, hvor det formentlig var Soler, som hjalp Quintana med at vinde de seks sekunder, der gav førertrøjen, og hvor Pogacar sandsynligvis havde slået spanieren uanset hvad.

 

Om det rækker til samlet sejr, kan man stadig betvivle. Dertil virker både Roglic og Lopez stadig for stærke, men spanierne har i hvert fald to trumfer på hånden. Dels hersker der lige nu en vis usikkerhed om de langsigtede konsekvenser af dagens styrt, og dels fik Soler sat en tyk streg under, at Movistar har en trio, som ingen kan matche, og som i dag gav prøver på, hvordan overtallet muligvis kan udnyttes fremover. Om det er nok, har vi til gode at se, men kan Quintana undgå de mange dårlige dage, der har præget ham i de senere år, og Valverde fortsætte med at forsvare sig så flot i for ham svært terræn er en stor triumf til hjemmeholdet bestemt ikke umulig.

 

Dagens gigantiske taber var naturligvis Lopez. Kontrafaktisk historieskrivning er en kedelig disciplin, som man desværre ikke kan få det store udbytte af, men alle må ærgre sig over, at Lopez ikke fik lov at fuldføre det mesterstykke, han havde gang i, inden også han på grusvejene måtte en tur i asfalten. På det tidspunkt havde han nemlig kurs mod at færdiggøre den storslåede offensiv, som han også iværksatte på den tilsvarende etape sidste år, hvor Mas akkurat snød ham for sejren, og det var endda gjort efter cykelsportens ABC.

 

Først fik han sendt Omar Fraile, Gorka Izagirre og Jakob Fuglsang i udbrud, inden han med Luis Leon Sanchez, den tilbagevendte Fraile og ikke mindst en fremragende Dario Cataldo kørte feltet sønder og sammen. Mod udviste han ved allerede at angribe fra bunden af den sidste lange stigning (der officielt var inddelt i tre) og herefter gjorde han fornemt brug af først Izagirre og siden Fuglsang, mens Ion Izagirre nøje fulgte hans værste rivaler. Med den lethed, han trådte væk fra rivalerne, fik han sat en streg under det, han allerede viste på Javalambre, nemlig at han er løbets bedste rytter i de rigtige bjerge, og i de kontrafaktiske historiebøger vil nok stå, at Lopez havde taget den sejr, han missede sidste år, hvis ikke det havde været for styrtet.

 

Sådan blev det ikke, og i stedet er Lopez’ forspring fra holdløbet og Javalambre nu omsat til et minus, som Roglic kun vil mangedoble på vejene omkring Pau i overmorgen. Det i sig selv er ikke uopretteligt, for Lopez har været så overlegen i de rigtige bjerge hidtil, at han stadig vil have mulighed for at vinde det tabte tilbage på de tre store dage i Asturien, ikke mindst nu, hvor hans hold med Fuglsang, Cataldo og en stadig bedre Ion Izagirre nu for alvor er ved at vise, at de er stærke af gavn og ikke kun af navn. Problemet er snarere, at Lopez åbenlyst var nødlidende efter styrtet, og i skrivende stund kan man have sin alvorlige tvivl om, hvorvidt Superman også fremover vil være et kappebeklædt overmenneske, eller om han snarere vil være samme nødlidende colombianer som på de sidste kilometer i dag, hvor vi atter blev mindet om, at Lopez desværre styrter alt, alt, alt for ofte.

 

Han var dog ikke den eneste taber på en højdramatisk dag. Stakkels Esteban Chaves’ endeløse serie af uheld fortsatte, da han punkterede, netop som Astana skruede op for gassen. Det kostede en jagt over adskillige kilometer, som selvfølgelig kostede så meget, at der var tømt for kræfter til sidst, og som sendte ham ud af den samlede top 10. Heldigvis undgik han det kollaps, som har været normen siden sygdomsperioden, men han må alligevel have svært ved at forstå, hvorfor det altid er ham, det skal gå ud over. Da Mikel Nieve, som ellers er kongen af bjergtogter, samtidig viste sig som en overordentlig tam udgave af sig selv i et udbrud, hvor han burde have været blandt de stærkeste, endte det bare i bund og grund som endnu en kedelig dag for Mitchelton, der nok føler dette løb mere som den ærgerlige Giro end som den succesrige Tour.

 

Endnu værre gik det for løbets andet comeback kid. Mens Pogacar sejrede, kollapsede den i fredags ellers genopstandne Fabio Aru på så spektakulær vis, at han efter en dag i gruppettoen kan glemme alt om at den genrejsning, han drømte om. Efter en sådan nedtur bliver det i hvert fald sværere og sværere at tro på, at en operation var det, der skulle bringe ham tilbage på sporet, og nu hvor Pogacar viser sig flyvende, må holdets stjerne nok atter indstille sig på en rolle som hjælper - en rolle, som han kan få svært ved at bryde ud af i en trup, der næste år vil tælle Pogacar og formentlig også en nu igen velkørende Quintana.

 

For andre gik det heller ikke som ønsket. Det gælder for Oscar Rodriguez, der måtte sande, at hans kometagtige kørsel de seneste dage havde sine begrænsninger. Det gælder for Wout Poels, der stadig er en skygge af sig selv, men som dog kan trøste sig lidt over, at en nu rask Tao Geoghegan Hart i stedet fik vist, at Ineos fortsat er med i løbet. Det gælder for Louis Meintjes, der ligesom Aru forsvandt fra radaren igen, lige så hurtigt, som han var poppet op. Og det gælder for Pierre Latour, der med deltagelse i det tidlige udbrud satsede stort, men som atter måtte sande, at han altså bare har markante begrænsninger i de rigtige bjerge.

 

Det har Wilco Kelderman ikke. Med en 4. plads i Vueltaen for to år siden har hollænderen for længst vist, at han sagtens kan klatre med de bedste, men den endeløse serie af styrt, der mere eller mindre har lagt hans karriere i ruiner har forhindret ham i at bygge videre på det potentiale, han viste efter skiftet til Sunweb. Ligesom sidste år, hvor han ligeledes kom til løbet efter en mildt sagt haltende forberedelse, ser han imidlertid nu ud til langsomt at være ved at køre sig i gang. I hvert fald var han i dag stærkeste mand i et udbrud, hvor han arbejdede som besat gennem det meste af dagen og med en 8. plads tog et stort skridt mod at nærme sig de højder, han nåede, inden række af styrt satte ham tilbage.

 

Styrt har også været en del af dagens orden for Rafal Majka, men helt usædvanligt er det lykkedes polakken at undgå at ryge i asfalten i et løb, hvor det ellers ikke har skortet på netop styrt. Til gengæld blev dagens etape endnu et vidnesbyrd om, at Majka ligesom i Giroen mangler de procent, han havde i karrierens unge år, og at det er slut med at drømme om en genfødsel af manden, der engang betog hele verden med store ridt under Touren og en podieplads i Vueltaen.

 

Til gengæld er der mange, der banker på. Ud over Geoghegan Hart kan vi nævne Sergio Higuita, der nok må sande, at han stadig mangler lidt på dette niveau, men fortsætter med at sætte en streg under sit potentiale. Det gælder Carl Fredrik Hagen, der kom for at køre et forsigtigt klassement, men nu imponerer så stort, at han ligger i top 10, og som den eneste af gårsdagens udbrydere slet ikke havde en pris at betale. Det gælder Kilian Frankiny, der fortsætter med at vise, at han er en sand grand tour-motor efter en dag, hvor en punktering formentlig berøvede ham for et absolut topresultat. Det gælder James Knox, der efter en lidt svær tid endelig viste sig frem på den helt store scene. Det gælder ”motionisten” Geoffrey Bouchard, der i en sen alder fandt ud af, at han kan køre på cykel og efter kun ganske kort tid som cykelrytter i dag var længe dominerende Vueltaens kongeetape. Og det gælder den lille mountainbiker Hermann Pernsteiner, som vi ellers nok var mange, der var ved at opgive, men som pludselig er begyndt at folde sig ud og bekræfte det potentiale, han for år tilbage viste som kontinentalrytter.

 

Alle sammen må de dog sande, at deres stjerne blegner, når de holdes op mod Pogacar. Sidste år skrev han sig ind på en liste over Tour de l’Avenir-vindere, der med navne som Nairo Quintana, Esteban Chaves, Miguel Angel Lopez og senest Egan Bernal i de senere år i udpræget grad er stedet, man skal kigge, hvis man skal se, hvem der har grand tour-potentiale. Her figurerer Pogacars navn så smukt lige under Bernals, og det er formentlig ikke den eneste prestigiøse vinderliste, hvor begge deres navne vil stå i fremtiden. Udover l’Avenir gælder det allerede for Tour of California, hvor Pogacar i år også overtog Bernals trone, og spørgsmålet er nu, om det ikke kunne være sloveneren, der om nogle år kunne udgøre den trussel mod den Tour-dominans, mange har spået, at colombianeren vil levere. Efter i dag står det i hvert fald lysende klart, at Bernal ikke er det eneste fænomen fra anden halvdel af 1990erne.

 

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af denne analyse har både Roglic og Lopez meddelt, at de er sluppet fra styrtene med overfladiske skrammer.

 

Favoritterne

Hvis rytterne havde regnet med, at derefter tre klassementsetaper på bare fem dage ville være en chance for at trække vejret, må de tro om. Nok tilbyder hviledagen en lille mulighed for at komme sig, men den skal også nydes i fulde drag. I en Vuelta, der byder på to usædvanligt hårde indledende uger, hvor løbet formentlig skal afgøres, er det nemlig kun naturligt, at løbets eneste enkeltstart er blevet rykket fra den sidste tirsdag, hvor den ellers syntes at have fundet sin faste plads, til nu at komme allerede i uge 2, hvilket den ikke har gjort siden 2014, hvor Alberto Contador med en 4. plads bag blandt andre den sejrende Tony Martin kørte Nairo Quintana ud af førertrøjen, efter at den uheldige colombianer styrtede på en nedkørsel.

 

Desværre kan Quintana have en vis grund til at frygte, at det scenarium gentager sig fem år senere. I hvert fald er det nok ikke værd at kaste spareskillingerne efter et væddemål på, at Primoz Roglic overtager den røde trøje tirsdag efter, for oddsene herpå må være så lave, at det kun er uheld, som kan forhindre sloveneren i at iføre sig en grand tour-førertrøje for anden gang i denne sæson. Nok kan Quintana glæde sig over, at Vueltaen er vendt tilbage til en mere kuperet enkeltstart efter et par år, hvor man har haft flade tidskørsler på den spanske højslette, men de to bakker i området omkring Pau er ikke nok til at stoppe den strøm af sekunder, der vil vælte fra Quintanas konto over på Roclics ditto på de 36 km på de sydfranske veje.

 

Det er et spøjst sammenfald, at både Tour- og Vuelta-enkeltstarterne i én og samme sæson afvikles i samme by, nemlig Pau. Endnu mere pudsigt bliver det af, at de er designet efter næsten samme mønster, også selvom de afvikles på helt forskellige veje. Således indledes begge enkeltstarter med en relativt kuperet første del med to ganske hårde bakker, inden der sluttes med en helt enkel afslutning på lige, flade veje, hvor specialisterne kan åbne for gassen. Umiddelbart er de væsentligste forskelle, at Vuelta-enkeltstarten er knap 10 km længere, men de to bakker, den flade afslutning samt rutens enkelte relativt tekniske passager gør de to enkeltstarter umiddelbart sammenlignelige. Antallet af højdemeter er hhv. 525 i Vueltaen og 391 i Touren, hvilket sjovt nok betyder, at de begge i gennemsnit har 14 højdemeter pr. kilometer og dermed i teorien er præcis lige kuperede!

 

Dermed giver det også sig selv, at Tour-enkeltstarten er en fremragende målestok for, hvad vi kan forvente, når Pau for anden gang på et par måneder byder på en lang, ensom kamp mod uret. For en måned siden sejrede Julian Alaphilippe som bekendt foran Geraint Thomas, Thomas De Gendt, Rigoberto Uran, Richie Porte, Steven Kruijswijk, Thibaut Pinot, Kasper Asgreen, Enric Mas og Joey Rosskopf, hvilket klart viser, at det er terræn for tempostærke klassementsryttere. Robuste specialister som Alaphilippe, der dengang vel stadig ikke var at regne for klassementsrytter, De Gendt, Asgreen og Rosskopf kan være med, men formentlig vil det igen være klassementsrytterne, der vil dominere. Det gælder dog ikke for dem alle, for vi så også under Touren, at Egan Bernal tabte 1.36 som nr. 22, at Mikel Landa tabte 1.45 som nr. 24 at Quintana tabte 1.51 som nr. 28, at Dan Martin tabte 2.06 som nr. 33, at Adam Yates tabte 2.08 som nr. 34. Med andre ord er bakkerne omkring Pau ikke nok til at forhindre, at det bliver en svær dag for særligt Quintana og Miguel Angel Lopez.

 

I det hele taget har det ofte været klassementsrytterne, der har domineret Vueltaens enkeltstarter. Det skyldes, at de ofte har været temmelig kuperede. De seneste års flade ruter har ændret billedet lidt, men på denne kuperede rute kan vi forvente os en tilbagevenden til tidligere tider. Det skyldes dog ikke kun rutens beskaffenhed, men også at det er temmelig specialistfattigt felt i forhold til, hvad man ofte har set.

 

Heldigvis ser det ikke ud til, at vejret vil spille en rolle, efter at de seneste to etaper i den grad har været martret af afgørende regn. Tirsdag vil være knastør, og vinden begrænset. Måske vil der være en ganske beskeden tendens til, at den vil aftage sidst på eftermiddagen og give klassementsrytterne en lille fordel, men det er så lidt, at det formentlig ikke vil være afgørende. Vi forventer med andre ord en nogenlunde fair dyst på en dag, hvor forholdene til cykelløb ikke kunne være bedre.

 

Der skulle dog nok også en syndflod til for at stoppe Primoz Roglic. Det er sjældent, at en grand tour-enkeltstart har en så soleklar favorit, som det er tilfældet denne gang. Nok er der enkelte andre specialister i feltet, men ingen, der når Roglic til sokkeholderne, slet ikke på en kuperet rute som denne. Faktisk synes den med sit miks af eksplosive bakker, tekniske passager og fladt tonserterræn at være som skabt til en mand, der mestrer det meste. Det er intet tilfælde, at Roglic vandt Giroens første to kuperede enkeltstarter, og at end ikke netop en syndflod kunne forhindre ham i at sejre også i San Marino, hvor vejrguderne ellers gjorde alt for at stoppe ham.

 

En sådan syndflod får vi ikke denne gang, og dermed peger alt på, at Roglic skal vinde årets fjerde enkeltstart. Modsat i Giroen er det endda åbenlyst, at formen er i frem- og ikke tilbagegang, og det gør ham blot endnu sværere at bide skeer med. Naturligvis kan styrtet stille et enkelt spørgsmålstegn ved benene, men da meldingen er, at han er sluppet med overfladiske skrammer, burde det ikke være nogen voldsom forhindring. Med den kørsel, han viste i dag, må Roglic være gigantisk favorit til at vinde.

 

Det er svært at se, hvem der skulle kunne true ham, men skulle man fremhæve et navn, kunne Thomas De Gendt være et bud. Helt tilbage i 2011 og 2013 blev De Gendt nr. 3 på to Tour-enkeltstarter, men så gik tempoevnerne lidt i glemmebogen. Dem har han heldigvis fundet frem igen i en 2019-sæson, hvor han først blev nr. 3 på den sidste enkeltstart i Giroen og senest blev nr. 3 på Tour-enkeltstarten, der som bekendt var næsten identisk med denne. Vi kan nok ikke forlange, at De Gendt har samme superform, som han havde i Frankrig, men han synes at være betydeligt stærkere, end resultaterne antyder. At han ikke har kunnet ramme mange udbrud, er ikke mærkeligt, for De Gendt er bedst, når udbruddene køre tidligt - ikke når de først kommer afsted efter en lang kamp, som det var tilfældet onsdag, torsdag, fredag og lørdag. I dag var det alene benene, der talte, og her var De Gendt med i front på en etape, der dog som forventet var alt for svær for den store belgier. Faktisk taler hans pæne placeringer i bjergene for, at benene er ganske glimrende, og så ved vi fra årets to første grand tour, at De Gendt er livsfarlig på en kuperet enkeltstart - og da især denne, som er endnu længere end de foregående.

 

Hvis der er en rytter, der må juble over, at enkeltstarten i år er kuperet og ikke flad, er det Nelson Oliveira. Den portugisiske specialist har det svært i fladt terræn, men på kuperede ruter er han en af verdens bedste. Det viste han med 3. pladsen i Touren bag Dumoulin og Froome i Vueltaen i 2016 og med sin 4. plads ved VM i Bergen bag Dumoulin, Roglic og Froome, hvor han missede bronzemedaljen med det yderste af neglene. Sidste år blev han nr. 5 på den kuperede VM-rute, og sidste år lagde han ud med at blive nr. 4 på den første enkeltstart i Vueltaen. Oliveira kan til gengæld også være meget svingende, og han har ikke kørt sine bedste enkeltstarter i år. De kommer dog som regel også kun i sidste del af sæsonen, og her får han endelig en distance, der er lang nok til at passe ham. Hans form har set fornem ud, ikke mindst da han var ganske tæt på at vinde 6. etape, og den eneste lille forhindring kan være, at Movistar beder ham tage den med ro. Heldigvis betyder holdkonkurrencen, at Oliveira bør få lov til at køre igennem, som han da også plejer at gøre i alle sine grand tour-enkeltstarter.

 

Løbets vel nok næstbedste specialist efter Roglic må være Patrick Bevin. Der er i hvert fald ikke andre, der så stabilt har leveret topresultater som newzealænderen. Den store sejr mangler imidlertid stadig for en mand, der er blevet nr. 2 i Baskerlandet og Californien, nr. 3 i Paris-Nice, nr. 4 i Romandiet, nr. 5 i Dauphiné og Tour de Suisse og nr. 8 til VM og således har et hav af resultater på absolut højeste niveau. Hans form har kunnet være lidt svær at læse i en sæson, hvor han har været ramt af mange skader, men på dagens bjergetape imponerede han stort i for ham svært terræn. Vi har desværre en lille frygt for, at ruten her er en anelse for kuperet, for selvom Bevin faktisk klatrer godt, er hans bedste resultater kommet på fladere ruter. Sidste års VM var dog ganske kuperet, og her slog han en hel stribe af verdens førende specialister og blev i dette felt kun overgået af Oliveira og Tony Martin. Her viste han også, at han også kan begå sig over længere distancer, hvor han ellers er relativt uprøvet, og derfor kan vi regne med, at Bevin som minimum vil være med i kampen om de helt sjove placeringer.

 

Løbets store joker er Tadej Pogacar. Det slovenske vidunderbarn har altid anset enkeltstarter som en svaghed, indtil han chokerede hele verden, mest af alt sig selv, men sin 5. plads på en relativt flad rute i Algarve. Siden dengang har han kun kørt enkeltstart i Baskerlandet, hvor ruten var så specielt, at den ikke kan bruges til noget som helst, samt ved de slovenske mesterskaber, hvor han ganske klart slog en specialist som Jan Tratnik, der også kørte en fælt ringe enkeltstart. Noget tyder altså på, at Pogacar har forbedret sig gevaldigt, og han er næppe ringere på en længere og mere kuperet rute end den i Algarve. Tværtimod burde det blot øge hans chancer ganske betragteligt, og det bør også være til dieselmotoren Pogacars fordel, at etapen kommer efter mere end en uges knaldhårdt cykelløb. Pogacar har stadig til gode, at Algarve ikke bare var udtryk for en god dag og tidlig form, men hvorfor skulle han ikke overraske os igen? Det har han jo gjort uafbrudt siden sæsonstarten.

 

EF trænger til lidt opmuntring, og den kan Lawson Craddock formentlig levere. Efter nogle meget svære år har amerikaneren været som genfødt i år, hvor han blandt andet er blevet nr. 7 på enkeltstarten i Paris-Nice og nr. 6 og 12 på enkeltstarterne i Tour de Suisse. Tidligere er han blevet nr. 4 i Californien, og han har således dokumenteret sine glimrende evner i kampen mod uret. Hans flotte kørsel i Utah viser også, at han er i form, og det har han bekræftet med fin kørsel i dette løb også. Den kuperede rute burde passe ham glimrende, og nu hvor EF intet klassement har at forholde sig til, får han med sikkerhed lov til at teste sig selv i et felt, hvor han fremstår som en af de førende specialister.

 

Marc Soler beskrives af mange som klatrer, men de fleste glemmer, at den eneste grund til, at han vandt Paris-Nice var, at han kørte en fremragende enkeltstart på en kuperet rute, hvor han blev nr. 2 bag Wout Poels. Sidste år bekræftede han evnerne med en 9. plads på den kuperede Tour-enkeltstart, og i år blev han nr. 9 på enkeltstarten i Paris-Nice. I dag viste han, at han er i vanvittigt god form, hvad han i øvrigt har været siden Touren, og dette burde være våde en rute og en distance, der passer ham. Man kan frygte, at Movistar kun giver Quintana, Valverde og Oliveira lov til at køre fuld gas, men da Soler først skal i aktion for holdet igen på fredag, kan man håbe, at holdkonkurrencen er grund nok til at give ham chancen for at få det resultat, man frarøvede ham på dagens bjergetape.

 

Pierre Latour er en spøjs fætter. I både 2017 og 2018 leverede han gigantiske magtdemonstrationer ved de franske mesterskaber, men op den internationale scene har det knebet. Undtagelsen er 6. og 9. pladser i Romandiet samt en 17. plads i Touren for to år siden. I dette relativt svage felt og på en rute, der tilgodeser tempostærke klassementsryttere, burde Latour imidlertid være en af de bedste. Formen synes at være ganske glimrende, for det kan ikke undre, at den store franskmand kom til kort på Mas de La Costas stejle procenter eller i Andorras gigantiske bjerge. Latour er nemlig slet ikke en typisk klatrer, men en langt mere alsidig type. Det går han lov at vise på en tirsdag, hvor han endelig kan vise hele verden, at det ikke kun er i Frankrig, at han kan køre gode enkeltstarter.

 

Er der liv i Vasil Kiryienka? Det står soleklart, at den tidligere verdensmester ikke er som i sin storhedstid. Det blev allertydeligst ved sidste års VM, hvor han for første gang siden bronzen i 2012 ikke kørte i top 5. I Østrig blev han blot nr. 9, hvilket naturligvis stadig er et fornemt resultat, men ikke som i gamle dage. Årets hjerteoperation har ikke gjort det bedre, og Kiryienka er synligt en mand, der nærmer sig pensionsalderen. På den anden side viste han pludselig livstegn, da han slog Oliveira ved European Games, hvor han sejrede, og i dag viste han fornem form ved på første stigning at køre fra feltet op til det store udbrud. Distance er lang nok til, at hans motor når at blive varm, men til gengæld kan vi frygte, at han med alderen efterhånden foretrækker fladere ruter. Heldigvis er Ineos ude af klassementet, og dermed får han med sikkerhed lov til at give den et skud.

 

Egentlig burde Wilco Kelderman være en af de helt store favoritter. For to år siden var en af hovedårsagerne til 4. pladsen nemlig en 2. plads på enkeltstarten, og Kelderman har altid været en af feltets førende specialister på alle slags ruter. Det har imidlertid ændret sig efter UAE Tour i 2018, hvor han kørte sin indtil nu sidste gode enkeltstart. Siden dengang har han skuffet hver eneste gang og faktisk så meget, at han i sidste års Vuelta og Tour de Suisse endte med at tabe terræn til klatrerne på enkeltstarterne. Det har bestemt ikke være bedre i år, men styrt har også betydet, at han har været sat meget tilbage. I dag viste han, at formen er på rette vej, men han har stadig til gode at bevise, at han også var den temporytter, han engang var.

 

Det kan godt være, at Alejandro Valverde ikke altid har kørt sine bedste enkeltstarter i Touren, men anderledes har det forholdt sig i Vueltaen. Ganske vist har han aldrig vundet en enkeltstart, men han er to gange blevet nr. 2, tre gange blevet nr. 3, to gange blevet nr. 4, en gang blevet nr. 5, to gange blevet nr. 8, en gang blevet nr. 8 og en gang blevet nr. 9. Det er med andre ord blevet til mange topplaceringer både på kuperede og flade ruter. Desværre står det også klart, at Valverde med alderen har tabt sine tempoevner. I de seneste to år er han således blot blevet hhv. nr. 17 og 15 på Vueltaens lange enkeltstarter, og særligt sidste år skuffede han fælt på en dag, hvor det meste af cykelverdenen regnede med, at han ville tage trøjen fra Simon Yates. I Touren i år blev han nr. 13, hvilket var pænt, men ikke som i gamle dage, når man tager ruten beskaffenhed i betragtning. I dette løb er han skarpere, end han var i Touren, og da han altid er bedst i Vueltaen, burde han på denne rute i hvert fald være i top 10. Nu skal han bare vise, at han også efter styrtet i Düsseldorf kan køre enkeltstarter som i gamle dage.

 

En joker kunne være Tao Geoghegan Hart. Der er en risiko for, at briten sparer sig til et udbrud, men det kunne også være en god chance for at teste tempoevnerne en ekstra gang. Dem har han i hvert fald, hvilket særligt 3. pladsen i Californien sidste år, men også årets 7. plads i Giroen og sidste års 18. plads i en Vuelta, hvor han var meget formsvag, viser. Ruten her burde passe en alsidig fyr som ham, og han viste i dag, at er ovre sin sygdom igen. Om han vælger at give fuld gas eller spare sig til en etape, som han kan vinde, har vi til gode at se, men han kunne levere lidt opmuntring til det trængte Ineos-hold på denne etape.

 

Daniel Martinez er noget så sjældent som en colombianer, der faktisk har enkeltstarter som et mindre speciale. Det viste han under Tour of California sidste år, da han blev colombiansk mester i år og senest med flot kørsel i både Paris-Nice og Baskerlandet Rundt. Desværre har hans dårlige forberedelse med skader og sygdom betydet, at hans form åbenlyst stadig er haltende, og vi skal derfor nok ikke forvente et af hans bedste ridt. Omvendt burde det netop være på en sådan rute, at en fyr som Martinez kan gøre det godt.

 

Tobias Ludvigsson var en gang at regne som specialist, men det har godt nok knebet de seneste år. I år har der imidlertid været klar fremgang at spore, især da han blev nr. 5 på den sidste Giro-enkeltstart, men også da han blev nr. 2 i Besseges i starten af året. Ludvigsson er en udmærket klatrer, der godt kan klare disse bakker, og hans kørsel i udbruddet i går vidner om ganske fin form. Nok er hans resultater på det seneste så blandende, at vi ikke skal forvente det helt store, men det er trods alt ikke mere end to år siden, at han faktisk blev nr. 6 på Vueltaens enkeltstart.

 

Tør vi nævne Ion Izagirre? I gamle dage ville han ellers have været en af de absolutte topfavoritter på en kuperet rute, for han var en af verdens absolut bedste på kuperede enkeltstarter. Det ændrede sig imidlertid efter skiftet fra Movistar, og både hos Bahrain og Astana har han skuffet igen og igen. Det har han også gjort på samtlige enkeltstarter i år, hvor han ikke har været i nærheden af det, den gamle Izagirre ville levere. Alligevel kan der være lidt håb at hente i den fornemme form, han viste både på 7. og 9. etape. Rusten synes banket af, og så burde han trods alt kunne gøre det hæderligt på denne rute. Spørgsmålet er bare, om han har tabt så meget tid i klassementet, at Astana beder ham spare sig, eller at de stadig håber at kunne bringe ham tilbage til en hæderlig top 10.

 

Remi Cavagna kørte nogle fine enkeltstarter i starten af sin karriere, men så forsvandt han helt fra scenen. Med en 10. plads i årets Dauphiné kom han dog tilbage på sporet, og han havde også kurs mod at blive fransk mester, indtil han eksploderede i temperaturerne på den forkerte side af 40 grader. Noget tyder imidlertid på, at han er på rette vej igen, og han viste i Dauphiné, at han godt kan begå sig over længere distancer på mellemkuperede ruter. Hans form kan imidlertid være svær at vurdere i en Vuelta, hvor han ikke har vist meget, og da han endnu har til gode at levere det helt store resultat på højeste niveau, vil han nok ikke være med helt fremme, hvor det er allersjovest.

 

Havde ruten været flad, havde vi haft Nikias Arndt som en af de store favoritter. Tyskeren er nemlig en glimrende temporytter, der så sent som i Tour de Suisse blev nr. 9 på den lange enkeltstart. Etapesejren i går var endnu et vidnesbyrd om hans fornemme form, og han får helt sikkert lov til at give etapen et skud. Problemet er bare, at højdemeterne nok trods alt er lidt for mange til, at den ellers ret holdbare Arndt vitterligt kan være med helt i front. Omvendt var ruten heller ikke helt flad, da han i 2017 blev nr. 7 på Tour-enkeltstarten i Marseille.

 

Det bliver meget spændende at følge Benjamin Thomas. Vi var ellers mange, der var skuffede over, at hans ikke syntes at tage tempoevnerne fra banen med sig over på landevejen, men det har ændret sig i 2019. Her er han blevet nr. 8 i et meget stærkt felt i Tour de Suisse, inden han tog en suveræn sejr ved de ganske vist ikke specielt stærkt besatte franske mesterskaber. Nu får han mulighed for endelig at vise tricoloren frem og det endda på den store scene. Han viste ved mesterskaberne, at han godt kan begå sig over længere distancer, og formen synes også at være glimrende. Vi frygter dog, at ruten bliver for hård for Thomas, der ikke just har imponeret med sine klatreevner efter skiftet til WorldTouren.

 

En joker kunne være William Barta. Han havde egentlig ikke de mest imponerende resultater før skiftet til CCC denne vinter, men pludselig blev han nr. 8 på enkeltstarten i Romandiet, hvor feltet var blandt de stærkeste i år. Det vil ikke være første gang, hvis det tidligere BMC-hold har forvandlet en middelmødig temporytter til specialist - bare spørg Bevin - og Marco Pinotti har før leveret mirakler. Man kan frygte, at ruten er lidt for kuperet, men da den heller ikke var flad i Romandiet, har Barta vist, at han kan levere i kuperet terræn. Sidste år leverede BMC en sensation med en 2. plads til Joey Rosskopf. Er det Barta, der skal gentage holdets bedrift i år?

 

Endelig er der naturligvis Tony Martin. Nok er han ikke som i gamle dage, og nok er ruten lidt for kuperet til den efterhånden ret tunge tysker, men han blev altså nr. 7 til VM på en meget sværere rute. Derfor burde han være med helt fremme i et år, hvor han efter skiftet til Jumbo synes at køre enkeltstarter på et højere niveau end hos Katusha, men desværre tror vi ikke, at han får lov at køre igennem. Det gjorde han ikke på Tour-enkeltstarten, og da han har lidt forfærdeligt de seneste tre dage, ligner han en mand, der skal så let igennem som muligt.

 

Derudover forventer vi, at alle øvrige ryttere fra Astana, Jumbo og Movistar, tager den med ro - herunder Gorka Izagirre, Neilson Powless og Luis Leon Sanchez - og ruten er nok for kuperet til Casper Pedersen, der eller skørte en fremragende enkeltstart i BinckBank Tour, samt Owain Doull og Nathan van Hooydonck. Edvald Boasson Hagen har ikke kørt en god WorldTour-enkeltstart i meget lang tid, og Silvan Dillier kører heller ikke længere gode enkeltstarter. Felix Grossschartner burde normalt være fremragende på denne rute, men mon ikke det decimerede Bora-hold beder den ikke specielt formstærke østriger om at spare sig? Måske kan Damien Howson vise lidt livstegn igen, efter at han blev nr. 15 i Dauphiné, og Dylan Teuns kørte også en overraskende god enkeltstart i dette løb sidste år. Martijn Tusveld, Domingos Goncalves, Bruno Armirail og Nicolas Edet kan måske gøre det hæderligt. Rafal Majka kørte overraskende godt i Giroen, men her er ruten nok alligevel for let til et absolut topresultat. Efter dagens nedtur vil Wout Poels sikkert spare sig, og David de la Cruz har ikke kørt gode enkeltarter i mere end et år. På denne rute vil Nairo Quintana og Miguel Angel Lopez gøre det hæderligt, men de vil md sikkerhed tabe tid. Endelig har Fabio Aru i sidste års Giro ud af det blå hevet en superenkeltstart ud af det rene ingenting, ligesom Esteban Chaves har kørt for ham overraskende gode enkeltstarter i år.

 

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Thomas De Gendt, Nelson Oliveira

Outsidere: Patrick Bevin, Tadej Pogacar, Lawson Craddock, Marc Soler, Pierre Latour

Jokers: Vasil Kiryienka, Wilco Kelderman, Alejandro Valverde, Tao Geoghegan Hart, Daniel Martinez, Tobias Ludvigsson, Ion Izagirre, Remi Cavagna, Nikias Arndt, Benjamin Thomas, William Barta, Tony Martin

 

Starttider

Starttiderne findes under live-opdateringen.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Grand Prix de Wallonie(1.1) 18/09

Giro della Toscana - Memo...(2.1) 17/09-18/09

Okolo Slovenska(2.1) 18/09-21/09

Giro della Toscana - Memo...(2.1) 17/09-18/09

Grand Prix de Wallonie(1.1) 18/09

Okolo Slovenska(2.1) 18/09-21/09

Coppa Sabatini - Gran Pre...(1.1) 19/09

Kampioenschap van Vlaanderen(1.1) 20/09

Primus Classic(1.HC ) 21/09

Memorial Marco Pantani(1.1) 21/09

VM - Holdtidskørsel (Mix)(CM) 22/09

Gooikse Pijl(1.1) 22/09

Grand Prix d'Isbergues - ...(1.1) 22/09

Trofeo Matteotti(1.1) 22/09

VM - Herre Junior (Enkelt...(CM) 23/09

VM - Dame Junior (Enkelts...(CMW) 23/09

VM - U23 Herrer (Enkeltst...(CM) 24/09

VM - Kvinder (Enkeltstart)(CMW) 24/09

VM - Herrer (Enkeltstart)(CM) 25/09

Omloop van het Houtland L...(1.1) 25/09

VM - Herre Junior(CM) 26/09

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SØG OG SAMMENLIGN BLANDT MILLIONER AF CYKLER OG CYKELGEAR