Optakt: 10. etape af Vuelta a Espana

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Ruten

Et af Vueltaens favoritdesigns for finaler er relativt lette etaper, der slutter med en knaldhård stigning og en nedkørsel til mål. En sådan venter igen på den første dag efter hviledagen, hvor rytterne vil tilbringe det meste af tiden ved den flade spanske solkyst med kurs mod feriebyen Malaga. Slutteligt venter dog en uhyre stejl stigning, der vil være nok til at sætte selv de mest hårdføre sprintere til vægs, hvis den køres offensivt, og spørgsmålet er derfor, om der er hold, der tør tage chancen og jagte, eller om det endnu engang bliver et udbrud, der skal løbe med gevinsten.

Med en distance på 189,0 km er der tale om en relativt lang etape, der fører fra Roquetas de Mar til Rincon de la Victoria. Begge er to kystbyer ved den spanske solkyst - målbyen endda en forstad til Malaga - og det meste af etapen er derfor uhyre enkel. Fra start skærer man ind gennem landet, når man kører mod vest igennem let stigende terræn, inden det falder let videre mod vest ned mod kysten, hvor man rammer kystvejen. Den følger man herefter mod vest stort set hele dagen.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Der er tale om en klassisk kystvej, der både periodevis er relativt snoet og også byder på flere mindre bakker i terræn, hvor det særligt midtvejs på etapen hele tiden går lidt op og ned. Ingen af bakkerne er væsentlige, men tilsammen bidrager de til, at etapen ender med at byde på ca. 2300 højdemeter. Bakkerne ender dog, når man efter 129,8 km når frem til byen Nerja, og herefter er kystvejen stort set helt lige og flad, inden man når frem til Torre del Mar, hvor dagens spurt kommer efter 150,0 km.

Der er tale om en klassisk kystvej, der både periodevis er relativt snoet og også byder på flere mindre bakker i terræn, hvor det særligt midtvejs på etapen hele tiden går lidt op og ned. Ingen af bakkerne er væsentlige, men tilsammen bidrager de til, at etapen ender med at byde på ca. 2300 højdemeter. Bakkerne ender dog, når man efter 129,8 km når frem til byen Nerja, og herefter er kystvejen stort set helt lige og flad, inden man når frem til Torre del Mar, hvor dagens spurt kommer efter 150,0 km.

Herfra kunne man fortsætte ad kystvejen nogle få kilometer frem mod mål, men så nådige er arrangørerne ikke. I stedet drejer man umiddelbart efter spurten mod nord og nordvest for at køre ind i de sydspanske bjerge. Det sker via kategori 3-stigningen Puerto de Almachar (10,9 km, 4,9%), hvis data snyder. Således indledes den med 1,6 km med 7,8%, der leder op til et plateau, som både går lidt og op ned. Herefter tager den for alvor fat med 8,8% over 4,6 km, der er relativt jævne, men byder på den vanskeligste kilometer med 11,0% med 3,6 km til toppen og først flader lidt ud med 6,7% over de sidste 600 m.

Toppen rundes efter 172,9 km i forbindelse med en bonusspurt, hvorfra der resterer bare 15,1 km. De går mod syd ad en ganske teknisk nedkørsel, der leder ned til byen Benagalbon, som nås med 7,3 km igen. Her drejer man mod sydvest for at følge en relativt lige og let faldende vej ned til kysten og målbyen, hvor der venter en kringlet finale. Med 2,6 km drejer man skarpt, hvorefter man skal gennem en rundkørsel. Med 1700 m igen drejer man i en rundkørsel, og derefter er der skarpe sving med 1500 m og 1300 m igen, inden man rammer kystvejen, hvor målet er placeret. Det fortsætter med at falde let hele vejen ned til svinget, hvorefter selve opløbsstrækningen er helt flad.

Etapen byder på i alt 2350 højdemeter.

Rincon de la Victoria har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på sidste etape i Vuelta a Andalucia i 2013, hvor finalen dog var anderledes. Dengang spurtede 12 mand om sejren, og her konfirmerede Alejandro Valverde sin samlede sejr ved at sejre foran Simon Spilak og Davide Rebellin.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Vejret

Den spanske solkyst og august rimer på bagende hede, og der venter skam også en hed tirsdag, hvor temperaturen kan nå 31 grader, men i målbyen kun mere beskedne 28 grader. Der vil kun være få skyer, og fra starten vil der blæse en jævn til frisk vind (19-20 km/t) fra øst. Den synes dog meget hurtigt at skulle aftage og skifte retning, så der undervejs blot vil være en let vind (10-12 km/t) fra syd og i finalen en anelse kraftigere vind (14 km/t) fra sydøst. Det giver indledningsvist medvind, men derefter side- og sidemedvind hen langs kysten. Der vil være medvind, når man drejer væk fra kysten, og der vil på stigningen være først sidemedvind og siden sidevind på den stejle del. Slutteligt vil der være sidemodvind på nedkørslen og skiftevis side- og sidemodvind på det let faldende stykke, indtil man får sidemedvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 9. etape

Du kan læse en analyse af 9. etape her.

Favoritterne

To af de ting, der har kendetegnet Vueltaen i de seneste år, er et hav af mellemetaper, der kan give mulighed for udbrud eller stærke sprintere, og en brutal næstsidste weekend, der med tre bjergetaper ofte har været den vanskeligste del af løbet. I år genfinder vi første element i en anden og tredje uge, der byder på masser af disse mellemsvære etaper, men til gengæld er den frygtede næstsidste weekend aflyst af en temmelig blød mellemvare til fordel for en brutal tredje uge.

Dermed er den anden uge i år en speciel størrelse. Det er sjældent, at man sætter klassementskampen på pause i en hel uge, men det sker faktisk næsten i årets Vuelta. Mellem løbets to hviledage er der blot én bjergetape, og selvom murfinalen på onsdag også vil skabe små forskelle, handler den næste uge for klassementsrytterne reelt set om overlevelse. Derfor kan det hierarki, der tegnede sig i dag, også se helt anderledes ud, når det næste rigtige bjergslag venter på lørdag. Da ugen samtidig også kun byder på én sprinteretape, er der alle hele fire etaper, der alle har en karakter, som giver udbrud en særligt god chance for at holde - på onsdag fordi der næppe er nogen, der har lyst at servere 10 bonussekunder til Roglic.

Den første af disse etaper kommer tirsdag, hvor der venter en helt klassisk Vuelta-profil. Arrangørerne elsker at disse ruter, hvor en relativt flad etape slutter med en ordentlig mundfuld til sidst. Den slags etaper har før givet anledning til reducerede massespurter og til udbrudssejre. Sidste år havde vi to af slagsen, nemlig 2. etape, hvor Movistar lavede en gedigen massakre, der kostede tid for en del klassementsryttere, og som gav dem en uventet solosejr til en snu Marc Soler, som ellers kørte for Alejandro Valverde, og 16. etape, hvor Remi Cavagna blev hentet i sidste øjeblik, og hvor Magnus Cort spurtede sig til sejr efter hårdt arbejde fra Movistar, som atter kørte for Valverde.

Her til aften har jeg faktisk skiftet mening i forhold til den første af de to etaper, der i år har et sådant design. På forhånd var jeg ret sikker på, at den ville blive en dag for et udbrud. Data på den sidste stigning snyder nemlig voldsomt, og med næsten 5 km med næsten 9% er den rigeligt svær til, at der kan køres klassement. Med andre ord kan de holdbare sprinteres hold få sig en grim overraskelse, hvis de jagter hele dagen. I det tilfælde risikerer de nemlig, at Movistar pludselig går amok på samme måde, som de gjorde på 2. etape sidste år, og hvis formstærke Carlos Verona igen går til stålet, som han gjorde for et år siden, kan selv den allermest klatrestærke sprinter godt glemme alt om at spurte om sejren. Derfor vil det være en stor risiko at jagte en hel dag, hvis det hele alligevel ender med ingenting. Så er det måske klogere at forsøge at få sin holdbare sprinter eller en anden i udbrud.

Nu er Valverde her imidlertid ikke længere, og det burde gøre det mere attraktivt at jagte. Jeg har nemlig svært ved at se, hvem der skal skabe det blodbad, som stigningen helt sikkert har potentiale til. Gør Movistar det, skyder de formentlig sig selv i foden, for Roglic er så hurtig, at han sidste år blev nr. 2 bag hhv. Soler og Cort på de to tilsvarende etaper sidste år. Dermed venter der flere bonussekunder, og da Movistar skal være i deres optimistiske hjørne for at tro, at sloveneren kan sættes til vægs, vil det faktisk være temmelig meningsløst at iværksætte endnu en af de berømte Movistar-massakrer - måske også fordi holdet ikke rigtigt er til det i år. For Bahrain og Ineos giver det heller ikke megen mening, og Jumbo har med deres passive kørsel vist, at det ikke er dem, der skaber et blodbad, som måske nok kan give Roglic en spurtsejr, men som i teorien også kan isolere ham og gøre ham sårbar på en teknisk nedkørsel, hvor han næppe har lyst til at sætte livet på spil.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Samtidig så vi i torsdags, at Michael Matthews er i sit optimistiske hjørne. Han var ikke bange for at jagte i Cullera, og hans flotte resultat må give ham tro på, at han kan gøre det igen. Denne gang er den svære del af stigningen næsten to en halv gange så lange og næsten lige så stejl, og derfor ved han formentlig, at han falder fra, hvis klassementsrytterne vil, men BikeExchange har vist, at de tror på ham. De har også sagt, at de har kig på mange etaper i den anden uge, og selvom det også kan være via udbrud, kan det meget vel læses sådan, at de tror på en spurt.

Der er også mulige allierede. Det er ikke mange muligheder, Matteo Trentin har i dette løb, og når han nu så venligt har ofret sig Sebastian Molano, kunne det meget vel være, at araberne vil påtage sig ansvaret, hvis ikke de får ham med i udbruddet. Hugh Carthy er også ude af løbet, og selvom jeg tvivler mere på, at Magnus Cort tror på sig selv i denne for ham trods alt meget svære finale, er det nu ikke længere så katastrofalt at tage chancen. EF har ikke ret meget andet at satse på, og selvom plan A måske nok er at få Cort med i udbrud, kan plan B hurtigt blive taget op af skuffen, hvis det mislykkes. På samme måde er det vel heller ikke umuligt, at Astana, der helt sikkert går til etapen med en plan om et udbrud, vil jagte for Alex Aranburu, hvis den plan skulle glippe. Og så ved man vel heller aldrig helt, om Deceuninck kunne finde på at gå efter den med Andrea Bagioli, selvom han nok med sikkerhed har som førsteprioritet at ramme udbruddet.

Måske med undtagelse af BikeExchange tror jeg, at alle går ind med en åben plan. Rammer de udbruddet, er det fint, men hvis de misser dem, er der en god chance for, at et eller flere af holdene vil jagte. Derfor tror jeg, at meget bestemmes af, hvad BikeExchange vil. Har de også en dobbelt plan, kan et udbrud sagtens køre hjem, hvis de fleste af de ovennævnte hold er repræsenteret. Hvis til gengæld australierne alene kører for en spurt, burde de have en fornuftig chance for i en flad start at sikre, at udbruddet ikke bliver alt for stærkt. Og så er chancen for samling ret stor.

Uanset hvad bliver det endnu en vild start. Alle ved, at det er en mulig udbrudsetape, og derfor er det næsten alle hold, der har ambitioner om at komme afsted. Der vil formentlig igen gå lang tid, inden elastikken knækker, og da starten er let, kræver det meget held at ramme rigtigt. Starten vil være så vild, at det sagtens kan blive en større gruppe, men den er så let, at BikeExchange har i hvert fald en rimelig chance for at sikre et mindre udbrud, hvis det er den klare plan.

På baggrund af Matthews’ generelle tro på sig selv, holdets kørsel i torsdags og Valverdes exit tror jeg faktisk, at de vil gøre forsøget. Om det er nok til at skabe samling, ved jeg ikke, for udbruddet vil ikke bare være et svagt indianerudbrud. Der vil skulle arbejdes for at hente det, som vi så det i torsdags, hvor missionen mislykkedes, og særligt hvis de ovennævnte hold ikke giver en hånd, kan det sagtens blive en udbrudssejr, selv hvis Matthews ikke ønsker det. Er de snu nok til at lukke de potentielle allierede ned, burde der dog være flere hold med tro på sig selv, og derfor hælder jeg nu mest til samling, selvom det kan gå begge veje.

Når vi rammer stigningen, kan det også gå begge veje. Som sagt har den blodbadspotentiale, og det kan blive en massakre, hvis der er nogen, der vil. Som sagt tror jeg bare ikke, at Jumbo vil, og så har jeg svært ved at se, hvem der har en interesse i at skabe blodbadet. Mest af alt er det vel Astana, der kunne finde på at gøre det lidt hårdt, men heller ikke for Aranburu må det blive alt for hårdt. Det må det gerne til gengæld gerne for Bagioli, og Deceuninck kunne derfor godt lægge et tryk med Mauri Vansevenant og James Knox. Meget bestemmes af, hvad de to hold vil. Lægger de et tryk, kan det blive ganske selektivt. Gør de ikke, har Matthews og Cort en god chance, men de er helt overladt til de andre holds skæbne. Derudover ved man aldrig med Movistar, der af og til foretager sig nogle vilde ting i deres hjemmeløb, men denne gang har de som sagt ikke rigtigt holdet til det.

En væsentlig faktor er dog den meget vanskelige nedkørsel. Her kan feltet splitte, og derfor vil alle sidde fremme. Det betyder, at det kommer til at gå voldsomt stærkt på den sidste kilometer, hvor man ofte ser Ineos sætte sig frem for at sikre, at de rammer nedkørslen først. Derfor kan briterne lægge et tryk i finalen, og alene det kan være nok til at sætte sprinterne til vægs.

Det er dog ikke bare en udfordring at overleve. Det skal også holdes samlet. Jumbo har klart vist, at de ikke tager voldsom kontrol, og da holdene ikke kan tillade sig at køre alt for stærkt op, er det faktisk ikke helt let at se, hvem der skal lukke ned for sene udbrud på stigningen. Læg dertil, at en god nedkører kan drage fordel af den vanskelige nedkørsel - man kunne godt savne Matej Mohoric - og der er pludselig en god chance for, at vi ikke får en spurt, selvom det skulle blive samlet inden stigningen.

Med andre ord er der tre scenarier. Der er udbrudssejren, der er det sene angreb, og der er den reducerede massespurt. Alle er mulige, og alle er sandsynlige. I sidstnævnte tilfælde skal man derudover overveje, hvor mange der kan overleve. Selvom der ikke lægges pres, kan sene angreb og positionskamp næsten ikke undgå at betyde, at det faktisk bliver ganske selektivt - og det kan meget vel også blive for svært for alle eller i hvert fald en stor del af selv de mest hårdføre sprintere.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Som sagt tror jeg på samling, og i finalen vælger jeg at tro, at det kan holdes samlet, men meget bestemmes af, hvad Astana vil. Hvis deres stærke hold kontrollerer, bliver det svært at undslippe, og det kan det også blive, hvis Deceuninck gør. Til gengæld tror jeg også, at angreb og positionskamp vil gøre det ret selektivt - også grundet vinden - og selvom jeg tror på en spurt, tror jeg, at det bliver i en ganske lille gruppe.

Det er derfor også med den helt store tøven, at jeg peger på Michael Matthews. Der er ingen tvivl om, at stigningen kan blive for svær, men hans kørsel i torsdags gav alligevel grundlag for en del optimisme. Det var en af de bedste klatrepræstationer, vi har set i nogen tid, og faktisk er det vel kun her og ved sidste års VM, at vi på det seneste har set, hvorfor Matthews er kørt i top 5 i alle tre ardennerklassikere. Vi så imidlertid også sidste efterår, hvor han kort efter VM klatrede skuffende i Giroen, at der bestemt ingen garanti er, når det gælder Matthews, særligt ikke i et løb, hvor han brokkede sig over dårlige ben i begyndelsen. Hvis til gengæld han har benene fra i torsdags, er der en fair chance for, at han klarer den, hvis de bedste hold holder sig lidt i ro, også selvom den stejle del af stigningen denne gang er mere end dobbelt så lang.

Lykkes det, burde han have en god chance for at gøre det færdigt. Han har kørt nogle ganske fine flade spurter i år, og blandt dem, der kan overleve, er det umiddelbart kun Magnus Cort, der burde kunne blive en alvorlig udfordring. Matthews spurter dog godt efter et hårdt løb, som han gang på gang har vist i Sanremo, og derfor står han stærkt uanset hvad. Udfordringen bliver at få spurten og at overleve. Jeg vælger at tro, at han klarer det, og derfor bliver han min favorit.

Dernæst vælger jeg faktisk at pege på Primoz Roglic . Det vil ikke undre mig, om Ineos af frygt for nedkørslen tager kontrollen relativt tidligt, og så kan vi altså få et ganske voldsomt blodbad. Der skal ikke falde mange fra, før Roglic kan vise sig som den hurtigste. Som sagt blev han nr. 2 bag Cort sidste år, ligesom han vandt spurten bag den undslupne Soler, og de fleste kan vel også huske, hvem der vandt den ganske vist lidt specielle spurt i Liege sidste år, hvor det var en vis Julian Alaphilippe, han blæste forbi på de sidste meter. Nok er han bedst i en stigende spurt, men på flad vej skal han ikke undervurderes. Det kræver bare, at stigningen bliver kørt hårdt nok. Her havde Valverdes deltagelse været en fordel, men frygten for den tekniske nedkørsel bør give ham en god chance for, at det bliver vanskeligt nok til, at han kan tage den anden sejr, han nu to gange har været tæt på.

Den hårde kørsel vil også være til fordel for Andrea Bagioli. Ganske vist er også han først og fremmest puncheur, men han er også hurtig på flad vej. Det så vi, da han slog Roglic i det kun let stigende opløb i Ain sidste år, men dengang var det også ret klart, at Roglic trak i håndbremsen, fordi Tom Dumoulin var i gang med så vildt et lead-out, at hollænderen var ved at vinde. Det så i hvert fald ud til, at Roglic var hurtigere end Bagioli, og hvis den vurdering holder, kan det blive svært for italieneren. Juryen er imidlertid stadig ude, og den kan sagtens ende med at stemme til fordel for Bagioli. Han vinder kun, hvis de rigtigt hurtige falder fra, men så har han også en chance.

Det kræver dog også, at han selv overlever, og det kan han ikke være helt sikker på. Hans klatreniveau er meget svigende, og han har bestemt ikke imponeret i bjergene indtil nu. Hans kørsel i Cullera var yderst opløftende, men kan han klare en betydeligt længere stigning? Det burde han ikke få problemer, men han er så svingende, at der ikke er garantier. Har han Cullera-benene, og bliver det hårdt nok, er det dog utvivlsomt en etape, han kan vinde.

Så er der naturligvis Magnus Cort. Jeg frygter, at den er for stejl. Sidste år klarede han som den eneste sprinter 16. etape, men det var kun tre svære kilometer med 7-8%. Dette er noget helt andet, og Cort skal finde sit A-game frem, hvis han skal være med her. Det gjorde han jo i Cullera i torsdags, men det er noget andet med en næsten 5 km lang stigning, der byder på to kilometer, som er stejlere end noget af det, han oplevede i torsdags. Det skal køres passivt, men sker det, er det inden for rækkevidde for den Cort, vi så i Cullera. Jeg vil også vurdere ham hurtigere end Matthews i en flad spurt, og i et lille felt skal han ikke kæmpe med sin positionering. Derfor tror jeg, at Cort vinder, hvis han klarer den. Det er bare sidstnævnte, der kan blive en lidt for stor hurdle.

Dernæst vil jeg pege på Alex Aranburu. Baskerens klatreniveau er uhyre svingende, og derfor kan han sagtens ende med at falde helt væk. Sidste år kom han eksempelvis ikke med hjem den dag, Cort sejrede, men til gengæld imponerede han stort på stigningerne i Baskerlandet i år. Med samme ben som på 16. etape sidste år kommer han ikke med hjem, men har han sine gode ben, står han stærkere end alle sprinterne med et stærkt hold til at lægge pres på.

Hans form har været svær at vurdere. Han kørte fremragende på 1. etape, men siden da har det været sløjt. Han forsvandt med et fingerknips i fredagens udbrud, og selvom han forsøgte, var han ikke i nærheden af at følge med i Cullera. Mit bedste bud er derfor, at formen ikke rækker, men har han snydt mig, har han også en ganske god chance mod næsten alle - i hvert fald hvis han spurter som på 2. etape.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Men så har vi en anden glimrende dansk kandidat. Med de klatreben, Andreas Kron havde i fredags, burde det ikke blive et problem for ham at klare denne stigning. Spørgsmålet er så, om han kan vinde en spurt. Det er stadig lidt svært at fornemme, hvor hurtig han helt præcist er, men sidste år overspurtede han Diego Ulissi i Luxembourg, og i år har han fået ram på Luis Leon Sanchez og Rui Costa, selvom det i sidstnævnte kontroversielle tilfælde var lidt svært at sige, hvem der egentlig var hurtigst. Det er klart, at han ikke slår Matthews og Cort og næppe heller Aranburu, men i et opgør med Roglic og Bagioli, står han ikke ringe. Og så er Kron et af de gode bud på en mand, der kan køre væk i finalen, ligesom han - som det vil fremgå nedenfor - er et fremragende bud på en udbrudsvinder.

Kan Matteo Trentin klare den? Det burde der være en fornuftig chance for. Han viste fornem for i Getxo og ikke mindst som trækdyr for Jan Polanc forleden, men hans niveau er også et svingende. Det er imidlertid helt klart, at den Trentin, der vandt i Gap i Touren i 2019, eller som var meget tæt på at vinde en bjergetape i samme løb, kommer meget langt, men han har desværre flere udfordringer end bare denne. Han har spurtet ganske rædselsfuldt de seneste to sæsoner, og det seneste eksempel fik vi i Slovenien, hvor han slet og ret blev ydmyget i de spurter, han kørte, ligesom hans spurter i klassikerne er gået helt galt. Derfor tror jeg faktisk, at hans største udfordring bliver at vinde spurten, og derfor ender han relativt langt nede på min liste. Lidt håb finder jeg dog i de suveræne lead-outs, han kørte i Burgos, hvor han viste en ganske overbevisende fart.

Ineos kan også bringe Jhonatan Narvaez i spil. Han skal formentlig bruges i positionskampen frem mod toppen, og det er derfor tvivlsomt, om han overlever, når stigningen i forvejen er for lang, men beskyttes han, er det bestemt ikke umuligt. Sidste år vandt han Coppi e Bartali på bonussekunder - faktisk stjal han førertrøjen fra Bagioli - og det viser, at han er hurtigere end som så. Desværre bliver hans rolle nok en anden, men sidder han der til sidst, er det helt perfekt at bruge ham til at stjæle bonussekunder fra Roglic. Hans vilde forcering i Cullera viste, at formen kunne være ringere, selvom han ikke synes at være flyvende.

Den store joker er Tom Pidcock. Det står helt klart, at briten ikke løj, da han proklamerede dårlig form inden løbet, og jeg tror stadig ikke, at den er god nok. I dag blev han brugt som første mand til at føre for Ineos, og det varede ikke længe, inden Salvatore Puccio - ikke nogen bjergged - måtte tage over. Derfor vil det overraske mig meget, hvis han sidder med hjem, særligt fordi han også skal bruges i positionskampen, men med vidunderbørn skal man altid være varsom. Der kan faktisk være en pointe for Ineos i at bede ham grave helt dybt, så han kan stjæle bonussekunder fra Roglic på samme måde, som Narvaez kan det Jeg vil gerne se det, før jeg tror det, men han har en chance for at sidde med hjem. Gør han det, kan han i hvert fald vinde. Det er trods alt ikke hvem som helst, der to gange i træk kan køre helt lige op med Wout van Aert i en spurt.

Astana har en god plan B i Omar Fraile. Spanieren er skræmmende hurtig, når han endelig viser det. Det så vi senest ved de spanske mesterskaber, men det er alt, alt for sjældent, at han spurter. Desværre tror jeg ikke, at han overlever. Han viste i forvejen ikke megen form i starten af løbet, hvor han kørte en lidt skuffende enkeltstart, og siden har han været ramt af et grimt styrt. Derudover skal han utvivlsomt arbejde for Aranburu, hvis de begge kommer med hjem, men skulle han alligevel være i bedre form end ventet og overgå sin holdkammerat på stigningen, er han bestemt i spil. Han har trods alt slået Sonny Colbrelli i kun let stigende spurt.

En anden rytter, der bestemt heller ikke brillerer med sin form, er Maximilian Schachmann. Tyskeren har vist sig temmelig langt fra sit bedste niveau, og det, der ellers burde være en perfekt chance for ham, kan nu vise sig at blive for svær. Den gode form fra OL kan dog for pokker ikke være blevet helt glemt i Japan, og mange af de svage præstationer skyldes også, at han har haft andre opgaver, når han har misset udbruddet. Jeg tror, at det vil kræve et lidt lettere løb, men så burde Schachmann også sidde med hjem. Problemet er, at det lige nu kan være svært at se ham udmanøvrere Matthews, og da han samtidig ikke helt synes at have samme fart, som da han var så suveræn i Baskerlandet for to år siden, er der med hans niveau nu flere ting, der skal flaske sig for ham.

Kan Tobias Bayer klare denne stigning? Har han benene fra 3. etape i Burgos, er det bestemt muligt, men i dette løb har vi set hans begrænsninger, ikke mindst i udbruddet på 3. etape og i Cullera. I sidstnævnte tilfælde blev han dog stadig nr. 35, og køres den ikke alt for hårdt, er det inden for rækkevidde. Om han så er hurtig nok til at vinde er usikkert, men han kørte i top 10 i en massespurt i Andalusien, var med fremme i spurterne i Mayenne og har spurtet fint som U23-rytter. Desværre havde han et styrt i går, og det kan måske være det, der betyder, at han ikke klarer den.

Har Trentin en offday, kan UAE måske satse på Ryan Gibbons. Sydafrikanerens klatreevner er svingende, men når han rammer dagen, har han det med at overgå sig selv. Det så vi i sin tid i Tour Down Under, og det så vi senest i dag, hvor han blev nr. 37 på en bjergetape med næsten 5000 højdemeter! Til gengæld så vi også, at Cort og - endnu værre - Bert-Jan Lindeman kørte fra ham, da de var i udbrud i Cullera, og det viser, hvor svær han er at regne med. Derudover har han ikke kørt en spurt i 117 år, og det er efterhånden tvivlsomt, om han kan true en mand som Matthews. Men har han de samme klatreben som i dag, synes meget at være muligt.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Skulle Matthews få det for svært, kan BikeExchange give Nick Schultz chancen. Forud for løbet virkede hans form ikke alt for opløftende, og det blev bekræftet de første dage her, men i dag kørte han en ganske fornuftig bjergetape. Det tyder på, at han stille og roligt nærmer sig et niveau, og hvis Matthews må slippe tidligt, burde han ikke blive bedt vente. Vi så, hvor hurtig han var, da han spurtede i Coppi e Bartali og Tour of the Alps tidligere i år, og det bringer ham i spil, hvis vi får det hårde scenarium, hvor sprinterne er væk. Det kræver dog, at formen begynder at være der. Selvfølgelig har holdet også den hurtigere Robert Stannard, men det synes helt umuligt, at han overmatcher Matthews på denne stigning.

En kandidat kunne også være Antonio Soto. Vi så i både Arctic Race og i Vueltaens første massespurter, at han er en ganske hurtig herre, og vi har også set, at han kan klare korte stigninger godt. Han blev nr. 26 i Cullera og var i top 10 på kongeetapen i Arctic Race, men denne stigning er voldsommere. Vi så på 3. etape, at han i udbruddet blev sat ganske tidligt, og derfor er der en betydelig risiko for, at han vil blive sat til vægs. Umuligt virker det dog ikke, og da han tog kampen op med Bryan Coquard i spurten i Norge, viste han, at han er hurtigere end som så. Euskaltel har også en anden klatrestærk og hurtig mand i Gotzon Martin, men jeg tvivler på, at han har den fart, der skal til for at vinde, selvom han på stigningen måske står en anelse stærkere end Soto.

Uden Valverde kan Movistar give Jose Joaquin Rojas en sjælden chance. Han er først og fremmest hjælper, men skulle det ende i en reduceret massespurt, kan han trække de gamle sprinterben frem, selvom de sjældent er i brug. Desværre har hans få nylige spurter også vist, at de ikke er særligt hurtige længere, og i forvejen har han altid haft for vane at blive slået af på papiret langsommere ryttere. Han har heller ikke samme klatrestyrke som tidligere, men han klarede Cort-etapen sidste år, og derfor skal han regnes som en kandidat.

Får vi det helt hårde løb, vil Felix Grossschartner også køre spurten, men han er mere puncheur end sprinter. Sidste år blev han dog en hæderlig nr. 6 på Cort-etapen, og da denne etape er betydeligt hårdere, er det klart, at han kan komme i en situation, hvor han kan gøre det endnu bedre. Jeg har bare svært ved at se ham overspurte Roglic - og endnu sværere ved at se ham sætte ham!

Endelig er der Odd Christian Eiking. Nordmanden er mere puncheur end klatrer, men han er ikke helt langsom. Han kørte i hvert fald en fin spurt, da han blev nr. 2 i Marseille, og han er lige nu i sit livs form. Han burde ikke få problemer med at klare stigningen, men det skal være meget hårdt, hvis han skal vinde en spurt - og selv hvis vi får et meget hårdt løb, er det svært at se ham vinde. Til gengæld er han med sit punch ligesom Cort et helt oplagt bud på en mand, der kan angribe på stigningen til sidst.

Jeg ville gerne pege på Quinn Simmons, men han synes at være i samme store formkrise, som han var det i foråret, og jeg tror, at stigningen bliver lidt for svær for Jan Tratnik. Egan Bernal, Jetse Bol, Angel Madrazo, Lilian Calmejane og Jonathan Lastra har en fin spurt, men ikke fin nok, og Anthony Roux klatrer slet ikke længere godt nok. På en let dag kunne Sep Vanmarcke komme i spil, men efter to styrt i dag synes det at være udelukket. Zdenek Stybar er også en hurtig herre, men han overlever næppe og vil formentlig køre for Bagioli. Ryger både Aranburu og Fraile, vil Luis Leon Sanchez måske prøve, men han har ikke vist megen hurtighed på det sidste. Clement Venturini synes ikke at have formen til at overleve, og Damiano Caruso og Jesus Herrada. spurter aldrig længere. I Alperne kørte Gianluca Brambilla sin første spurt i 117 år, men selvom han skulle forsøge sig igen, vinder han næppe, og det gør Giulio Ciccone næppe heller på flad vej. Endelig har Maxim van Gils også en hæderlig afslutning, men han vil utvivlsomt køre for køre for Kron.

Som sagt er der også mulighed for at angribe på stigningen eller nedkørslen. Her har jeg allerede peget på Andreas Kron og Odd Christian Eiking, men det kunne også være en strategi for Andrea Bagioli. Et andet godt bud er altid aggressive Guillaume Martin, Rudy Molard, Bahrains mere eksplosive folk Wout Poels og Damiano Caruso, formstærke Michael Storer samt Gianluca Brambilla, Romain Bardet og Ion Izagirre , der alle tre vil elske nedkørslen.

Som sagt er et udbrud også ganske sandsynligt. Her vil jeg fremhæve alle de ovennævnte, men derudover tilføje Geoffrey Bouchard, Mark Padun og Rafal Majka , der ikke vil elske nedkørslen og næppe kan vinde fra feltet, men som sagtens kan køre alene hjem fra et udbrud. Finder han benene, er Maximilian Schachmann oplagt, og måske kunne halvhurtige Maxim van Gils være en kandidat, selvom han ikke synes helt at have sin bedste form. Er gruppen den rette, kan Jesus Herrada og Gorka Izagirre vel også stadig vinde, og så er Nick Schultz oplagt, hvis BikeExchange giver frie tøjler. Endelig kan man vel ikke udelukke Magnus Cort, der i et udbrud kan æde sig selv, men ikke må være oppe mod for stærke klatrere, ligesom Alex Aranburu og Omar Fraile er oplagte, hvis de er bedre, end jeg fornemmer - og så naturligvis Michael Matthews selv, hvis han vælger den strategi.

Feltet.dks vinderbud: Michael Matthews

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Andrea Bagioli

Outsidere: Magnus Cort, Alex Aranburu, Andreas Kron, Matteo Trentin, Jhonatan Narvaez

Jokers: Tom Pidcock, Omar Fraile, Maximilian Schachmann, Tobias Bayer, Ryan Gibbons, Nick Schultz, Andre Soto, Jose Joaquin Rojas, Felix Grossschartner, Odd Christian Eiking

Kandidater til sene angreb og/eller udbrud (i prioriteret rækkefølge med uddybning ovenfor): Andreas Kron, Odd Christian Eiking, Andrea Bagioli, Romain Bardet, Michael Storer, Wout Poels, Ion Izagirre, Gianluca Brambilla, Mark Padun, Michael Matthews, Guillaume Martin, Geoffrey Bouchard, Rudy Molard, Magnus Cort, Maximilian Schachmann, Gorka Izagirre, Nick Schultz

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-