Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 11. etape af Giro d’Italia

Optakt: 11. etape af Giro d’Italia

19. maj 2021 13:22Foto: Sirotti

Peter Sagan fuldendte endelig den Bora-massakre, der så mange gange er mislykkedes, og sikrede sig for andet år i træk en sejr på 10. etape, mens klassementsrytterne alle kom sikkert igennem. Al den opsparede energi og den hvile, en rolig tirsdag kan give, får de imidlertid brug på onsdag, hvor det efter 11 års fravær endelig gælder en tilbagevenden til Montalcinos grusveje, der i 2010 vendte klassementet så meget på hovedet, at det ikke er uden grund, at favoritterne alle har frygtet løbets første virkelige nøgleetape.

Annonce

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

 

Ruten                                                         

Det er efterhånden mange år siden, at Strade Bianche blev introduceret og med det samme erobrede mange cykelfans’ hjerter, men af en eller anden grund har Giro-arrangørerne ikke følt sig særligt ansporet til at gøre brug af grusvejene i deres grand tour. Særligt mærkelig er det, fordi man i 2010 gjorde forsøget med en uhyre mindeværdig etape til Montalcino, hvor en mudderklædt Cadel Evans vandt på en højdramatisk dag, der sendte et uheldigt Liquigas-mandskab med Ivan Basso og Vincenzo Nibali til tælling. Kun to senere gange har der været grusveje på menuen igen, men i 2021 vender Montalcino efter 11 års fravær endelig tilbage som målby for endnu en med spænding imødeset grusvejsetape. Denne gang er der endda både mere grus og flere stigninger i finalen end i 2010, og dermed viser historien tydeligt, at man under ingen omstændigheder skal undervurdere årets 11. etape, der i øvrigt er årets vinetape og hylder Brunello-vinen - en status, der ellers plejer at tilfalde den lange enkeltstart, som i år ikke findes på ruten.

 

Med en distance på beskedne 162,0 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Perugia til Montalcino. Startbyen ligger i et helt fladt område i det indre af den italienske støvle, og derfor er der ingen terrænmæssige udfordringer, når man i den indledende fase kører igennem fladlandet mod sydvest og vest. Først efter 43,2 km, hvor man drejer mod sydvest for at skære ind igennem et kuperet naturområde, melder der sig nogle mindre bakker, hvoraf den første (1,4 km, 6,2%) er den sværeste og har top efter 46,0 km. Stykket afsluttes med en nedkørsel, der leder tilbage til fladlandet, som følges mod nordvest, indtil man drejer mod nord for at køre op ad endnu en bakke (2,6 km, 4,0%) med top efter 84,9 km. Herefter snor man sig mod nordvest ad en nedkørsel og et kort fladt stykke frem til byen Torrenieri, der nås efter 92,8 relativt lette kilometer.

 

Nu indledes finalen, når man drejer mod vest og nordvest for at passere det første grusvejsstykke, der er 9,1 km langt og er først let stigende og siden let faldende. Tilbage på asfalten kører man fladt mod nord, inden man drejer mod sydvest for at passere en bakke (1,1 km, 8,6%) med top efter 108,8 km. En lynhurtig nedkørsel leder ned til det andet af de fire grusvejsstykker, der er 13,5 km langt og efter et kort let stigende stykke byder på kategori 3-stigningen Passo del Lume Spento (13,0 km, 3,6%, max. 16%), der indledes med 1500 m med 3,4%, inden de næste 3,5 km stiger med 8,5% med et maksimum på 16% og 500 m med 12,2% undervejs. Efter 3,6 km af stigningen køres dagens første spurt her efter 114,9 km på den stejlere del. Efter de første 5,0 svære kilometer venter 7,05 km, der er næsten flade med bare 0,6% i snit, inden de sidste 900 m stiger med 8,0% frem mod toppen, der rundes efter 124,6 km.

 

Efter stigningen, der var den afsluttende udfordring i 2010, tager man som for 11 år siden den korte, snoede nedkørsel, der leder mod nordøst ned til Montalcino, men i stedet for at køre ind til mål vender man i år rundt for at slutte med en omgang på en godt 35 km lang rundstrækning i området syd for byen. Den indledes med en let nedkørsel, der fører mod sydøst og syd ned til dagens sidste spurt, der kommer efter 136,1 km, hvorefter man drejer mod vest og nordvest ind på den tredje grusvejssektor, der er 7,6 km lang og er let stigende, herunder undervejs med 1,0 km med 6,0%. Gruset stopper på toppen af det stigende stykke, hvorefter en lid kringlet nedkørsel leder mod sydvest.

 

Nu indledes den afsluttende udfordring, når man kører mod vest og nordøst op ad kategori 3-stigningen Passo del Lume Spento (9,3 km, 4,6%, max. 12%), denne gang fra en anden side, hvor de første 5,0 km udgør det fjerde og sidste grusvejsstykke. Grusdelen er den letteste, idet man efter 1,25 km med 8,1% har 3,75 km, der er næsten flade med 0,7% i snit. Først når man er tilbage på asfalt tager stigningen fat med 2,0 km med 9,1% og slutteligt 2,3 km med 4,9%, herunder 500 m med 9,6% lige inden toppen, der rundes efter 158,2 km.

 

Herfra resterer bare 3,8 km, hvor man kører mod nordøst og nord til Montalcino. Efter 1,3 flade kilometer venter igen samme snoede nedkørsel som tidligere, og den varer ved, indtil de sidste 750 m stiger med 3,4% fordelt over først en rampe siden et fladt stykke og slutteligt 200 stejle meter, der når helt op på 12%. Den snoede vej afbrydes af en sving med 1100 m igen og derefter et hårnålesving lige inden den røde flamme. Herfra er der yderligere sving med først 800 m og siden bare 100 m til stregen.

 

Etapen byder på i alt 2364 højdemeter.

 

Montalcino har kun én gang været mål for et stort cykelløb. Det var på den mindeværdige grusvejsetape i Giroen i 2010, hvor en mudderklædt Cadel Evans i regnbuetrøjen spurtede sig til sejr i en kvintet foran Damiano Cunego, Alexandr Vinokourov, der overtog førertrøjen fra en uheldig Vincenzo Nibali, Marco Pinotti og David Arroyo.

 

 

 

 

 

 

 

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

 

Vejret

Siden ruten blev offentliggjort, er der nok mange, der har drømt om samme højdramatiske mudderforhold som i 2010, men sådan går det næppe. Det flotte solskinsvejr, der var varslet for nogle dage siden, er blevet ledsaget af en reel bygerisiko, men mest af alt ligner det en pæn dag. Bygerisikoen vil de første par timer være 30-40%, men derefter aftage til blot gradvist til blot 10% i finalen. Generelt vil det i stedet være solrigt med kun få skyerTemperaturen i Montalcino ventes at toppe på 20 grader, og det vil ikke være blæsende med bare en let vind (10-11 km/t) fra først nordøst og siden nordvest. Det giver sidemed- og sidevind på hele det indledende stykke, indtil man gradvist får sidemodvind. Det bliver til modvind kort inden første grusstykke og skifter sil sidevind fort før bunden af første stigning, hvor der bliver medvind på sidste del. På sidste sløjfe vil der først være medvind ned til spurten og derefter sidemodvind frem til bunden af sidste stigning. Her vil der være sidevind hele vejen op, indtil man får sidemodvind efter toppen, herunder på den ultrakorte opløbsstrækning.

 

Analyse af 10. etape

Man siger, at vedholdenhed lønner sig. Det må nu ellers have været svært for Peter Sagan ikke at bruge den midterste finger over for alle, der måtte komme med en sådan antydning i slovakkens påhør. Det har nemlig været nærmest tragisk at se, hvordan slovakken i det seneste halve års tid gang på gang har iværksat den nu klassiske Bora-massakre for blot at se det hele glide ud i sandet.

 

Det er ellers mange år siden, at Sagan har brugt den taktik med at sætte sprinterne til vægs langt fra mål og herefter sejre i en reduceret massespurt. Det var en strategi, han først iværksatte med Liquigas på den mindeværdige 7. etape i Touren i 2013, men siden da er det faktisk et våben, han har afholdt sig fra at bruge. Måske skyldtes det, at hans overlegenhed i pointtrøjen gjorde det unødvendigt. Eller måske skyldtes det, at han i årene på Tinkoff ofte havde en vis Alberto Contador, der ikke kunne tillade, at man ødslede med kræfterne på dage, der for ham bare handlede om overlevelse.

 

Inden for det sidste halve års tid har det ændret sig. Sagan har fundet det slidte Liquigas-manuskript frem og vist det til en Bora-ledelse, der åbenlyst er begejstrede for ideen. De har nemlig i 2020 og 2021 knap kunnet se en bakke på en sprinteretape, inden de har iværksat en af de Bora-massakrer, der derfor nu næsten er blevet et begreb i sig selv.

 

Problemet er bare, at det aldrig har givet pote. Mest ærgerligt var det selvfølgelig på 7. etape i Touren, hvor Sagan tabte sin kæde, netop som en hel dags slid skulle omsættes i sejr og mange grønne point, men også de mange tilfælde, hvor Bora har brændt kræfterne af for tidligt, har gjort ondt. De to Kragh-etaper i Touren var vel det mest indlysende eksempel på, at kræfterne var blevet brændt af så tidligt, at en isoleret Sagan var prisgivet, men også Matera-etapen i Giroen, hvor Arnaud Demare overraskede sig selv og vandt den knaldhårde spurt, eller Monselice-etapen, hvor Bora blev overmodige og gjorde etapen for hård også for Sagan, har smertet. Og hvis nogen troede, at 2021 betød en ny lykke, måtte de tro om i mandags, da en hel dags Bora-arbejde blev spildt, fordi ingen af de andre sprinterhold syntes, at det tyske hold havde fortjent den mindst hjælp til at hente Taco van der Hoorn - i hvert fald ikke før det var for sent.

 

I det lys kunne man godt forstå, hvis Sagan havde brændte føromtalte manuskript og ikke taget det med til taktikmødet i Bora-bussen forud for dagens 10. etape af Giroen. Den korte, intense etape indbød ellers åbenlyst til endnu en Bora-massakre med de bakker, der lå midtvejs, men denne gang var det ikke helt sikkert, at stigningerne ville være hårde nok. Selv hvis det skulle lykkes at sætte et par af dem til vægs, kunne man frygte, at et ensomt Bora-mandskab ville mangle så megen hjælp igen, at de alligevel ville komme tilbage.

 

Heldigvis har Bora været så insisterende på, at vedholdenhed lønner sig, at det lå i kortene, at ledelsen nok havde hevet lighteren fra Sagan, i fald han var i gang med at brænde det velkendte manuskript. Derfor kom det næppe som det helt store chok for rivalerne, at det tyske hold pludselig samlede deres tropper forrest i feltet, da fladland blev til bakker, og den ellers ret begivenhedsfattige etape pludselig blev vakt til live.

 

De havde nu ellers klynget sig godt til håbet, de andre sprintere. Allerede med det samme havde de indgået en stor alliance, da UAE, Jumbo, Alpecin, Cofidis og Qhubeka hurtigt gjorde fælles front og ikke gad slås om, hvem der skulle tage ansvar, når nu chefmandskabet Lotto efter Caleb Ewans exit ikke længere var klar til at påtage sig jobbet som jagtende hold bag dagens udbrud. Fernando Gavirias, Dylan Groenwegens, Tim Merlier, Elia Vivianis og Giacomo Nizzolos tropper satte alle en mand frem for at føre bag det ufarlige femmandsudbrud, hvor Kobe Goossens tilstedeværelse klart signalerede Lottos nye rolle på de flade etaper, og de sørgede også klogelig for at holde elastikken så stram, at de stadig kunne drømme om at køre langsomt op over bakkerne.

 

Problemet var bare, at det håb var spinkelt. Allerede ved km 0 havde Bora nemlig vist, at de var kommet til etapen med andre planer end at lade Sagan bliver kørt midt over af de på papiret hurtigere folk. Lige fra start var der nemlig kørt en gruppe, der var lidt for stor for et sprinterhold, og her var det hverken Merliers eller Groenewegens tropper, der eliminerede faren. Det var derimod Sagan og Bora, der effektivt sørgede for, at udbruddet blev lille og svagt, og i det lys var de øvrige sprinters håb egentlig allerede knust, mens bakkerne end ikke kunne anes i horisonten.

 

En effektiv punktering af håbet kom allerede, da de første bare lidt stejle procenter meldte sig. Bora havde allerede sat sig frem på den foregående nedkørsel, og velvidende at bakkerne næppe var svære nok til at skabe det totale blodbad, blev der gået til stålet fra start. Matto Fabbro - en af holdets absolut bedste klatrere - blev fyret af med det samme, og herefter blev farten aldrig sænket voldsomt, før rytterne var fremme i Foligno, hvor Merlier og co. havde håbet på samme fulde massespurt, som vi havde set på samme etape i 2014 og 2016.

 

Dengang manglede Bora imidlertid i feltet, og uden dem var alle fint tilfredse med at rulle op ad bakkerne, inden først Nacer Bouhanni og siden André Greipel kunne spurte sig til sejr. Bakkerne var imidlertid til mere, end de tidligere resultater indikerede, for Bora viste med deres voldsomme forcering, at det også dengang kunne være gået helt anderledes. Den tungeste af supersprinterne, Groenewegen, holdt som ventet ikke længe, og det varede heller ikke mange minutter, inden Merlier nok engang måtte sande, at der er forskel på bakkerne i en belgisk brostensklassiker og længere stigninger i Italien midt i en grand tour.

 

Feltets to hurtigste var sammen med tunge Matteo Moschetti de temmelig sikre ofre. Mere usikkert var det, hvordan de mere holdbare folk stod. Ville Elia Viviani og Fernando Gaviria kunne bekræfte den overraskende gode klatring fra i mandags? Og kunne Giacomo Nizzolo endelig klatre, som han burde, og ikke som han gjorde på 3. etape?

 

Svarene kom hurtigt. Nizzolo spurter måske nok fremragende i dette løb, men hans normale spidskompetence, holdbarheden, er til gengæld gået fløjten. Uden megen støtte fra det svage Qhubeka-hold var han prisgivet, da han rundede toppen med kun Victor Campenaerts som væsentlig støtte, og dermed missede han ikke blot muligheden for at følge de to 2. pladser i Foligno fra 2014 og 2016 op med sejr - hans drøm om en tredje pointtrøje led også et gevaldigt skud for boven.

 

Drømmen om en anden pointtrøje for Gaviria og Viviani blev til gengæld blot bedre og bedre, efterhånden som toppen nærmede sig. Mens den førende Merlier og den tidligere førstemand Nizzolo var sendt til tælling, klatrede de to tidligere Deceuninck-sprintere nemlig igen med samme elegance som for præcis en uge siden, og dermed bekræftede de, at den ellers forsvundne holdbarhed synes dukket op igen, nærmest ud af det blå. Særligt for Gaviria er det bemærkelsesværdigt, for han har i de senere år knap kunnet overskue en motorvejsbro, men i dag sad han længe allerforrest i feltet umiddelbart bag Bora og det førende Ineos-mandskab.

 

Det var selvfølgelig ikke det ideelle scenarium for Sagan at få de to rivaler med over, men nogen katastrofe var det ikke. Viviani har mildt sagt ikke spurtet godt i et løb, hvor Simone Consonni ellers gang på gang har givet ham et herligt lead-out, og det har altid været velkendt, at der er meget stor forskel på farten hos en frisk og en træt Gaviria. Det så vi senest i mandags, og derfor kunne Sagan med fortrøstning se frem mod finalen mod de ellers hurtigere folk. Davide Cimolai, der med sin holdbarhed utvivlsomt jublede over den flotte Bora-massakre har nok spurtet flot i de stigende finaler, men på flad vej har han aldrig haft Sagans fart. Spørgsmålet var bare, om trætheden hos Viviani og Gaviria var stor nok, og hvor meget udbytte de i den tekniske finale kunne få af de sublime lead-out men Consonni og Sebastian Molano.

 

Bora gjorde i hvert fald deres bedste for, at de ikke skulle nå at komme sig. Merlier og Groenewegen var for længst knækket, da de ramte fladlandet omkring Foligno, og da Nizzolo og Campenaerts hurtigt gav op, var der fred og ingen fare. Alligevel valgte Bora at fortsætte det høje tempo, også selvom Cimolais israelske tropper, der ellers kortvarigt havde givet en hånd med Alessandro de Marchi og en overraskende klatrestærk Matthias Brändle, atter trak sig, og UAE og Cofidis præcis som i mandags var skræmmende lidt opsatte på at vise lidt initiativ i en for dem uhyre gunstig situation.

 

Heldigvis for Bora var finalen denne gang ikke svær at kontrollere, og derfor var der ikke en risiko for gentagelse af Canale-scenariet eller Kragh-scenarierne, selvom de måtte se langt efter hjælpen fra feltets to på papiret hurtigste. Kun et lidt forkølet angreb fra Jos van Emden blev det til, og derfor var det altså ikke et træt Bora-hold, der ville koste sejren. Nu var det kun Sagan selv - eller måske den kæde, der ikke just hjalp ham i Lavaur i september?

 

Kræfterne holdt i hvert fald hele vejen. Denne gang var Maciej Bodnar og Daniel Oss endda så friske, at de totalt kunne dominere den kringlede finale, hvor Sagan som altid var som en fisk i vandet. Som altid var han også årvågen, da de hurtigere lead-out-folk trådte i karakter. Først var det Consonni, der igen viste sin tårnhøje klasse, men da en vist temmelig udkørt Viviani var væk, stoppede italieneren hurtigt igen.

 

I stedet var det gruppens anden suveræne lead-out man, Molano, der trådte i karakter. Gaviria traf et hurtigt valg om ikke at følge ham, men i stedet åbne et hul, som den isolerede Sagan var nødt til at lukke. Det tvang slovakken til at køre en længere spurt, end han kunne have ønsket, og i det øjeblik havde Gaviria vel givet sig selv den perfekte chance for endelig at vise sig som den supersprinter, han engang var.

 

Med streg under engang! Der var nemlig ikke meget af den Gaviria, der i 2017 vandt fire etaper, tilbage over den Gaviria, der end ikke var i nærheden af at true Sagan. En kombination af den træthed, der altid har kostet det meste af hans topfart, og et generelt tab af hastighed betød, at spurten fik et udfald, man trods alt næppe havde set i 2017 - hård dag eller ej. I stedet var der klasser til forskel på de to fænomener, og fuldt fortjent var det Bora og ikke det passive UAE-mandskab, der løb med sejren.

 

Forløsningen må have været enorm for Sagan. Når man betænker, hvor ofte det hele er ramlet sammen til allersidst, må det efterhånden have været nærmest tåkrummende at sidde i bussen efterfølgende på de dage, hvor en hel dags arbejde var gået til spilde. Det gjorde den heldigvis ikke i dag, og det skyldtes både et Bora-hold, der var så stærkt og ivrigt, at de endda lod Emanuel Buchmann bidrage til arbejdet på stigningerne, og en Sagan, der klart slog sprintere, som ellers på papiret var hurtigere.

 

Gaviria kan dog i det mindste glæde sig over 2. pladsen. Det er langt mere end Viviani, der nok engang fejlede stort i en spurt. Til hans forsvar skal siges, at han lignede en hængt kat på den sidste stigning og derfor næppe har været specielt frisk, men det er alligevel tankevækkende, at han heller ikke i dag havde spor fart at skyde med, som han vel egentlig ikke har haft det på noget tidspunkt i løbet - i hvert fald ikke siden den lille sygdom, der ramte ham på 4. etape.

 

Cimolai nåede også kortvarigt at drømme om sejren, men heller ikke han var tæt på. Det var dog ikke nogen stor sensation, for mens han har spurtet flot i de stigende finaler i Canale og Termoli, har flade spurter aldrig været hans kop te. Det var i hvert fald svært at se ham på nogen måde true Sagan i denne finale, og han endte da også blot med en pæn 3. plads.

 

Mest ærgerligt var det, at vi ikke fik Max Kanter at se. Den lille tysker viste ellers atter, at hans klatring stille og roligt er blevet ganske fin, og han sad endda med god støtte fra store Nikias Arndt i en finale, hvor et mindre felt forhåbentlig endelig ville give ham en chance i positionskampen. Desværre endte en af løbets få meget hurtige folk i asfalten, og derfor fik vi ikke mulighed for at se, hvor langt farten virkelig rækker.

 

Langt rækker den heller ikke for Andrea Vendrame lige nu. Ag2r-rytteren fik ellers et perfekt scenarium serveret, men noget tyder på, at hans negligering af spurterne også har ført til et andet fokus i træningen. I hvert fald har der ikke været samme fart som sidste år i de tre spurter, han har kørt, men heldigvis viste han i Sestola, at kratreform godt kan række til en udbrudssejr.

 

For andre var sejren aldrig realistisk. Stefano Oldani, Gianni Vermeersch og Vincenzo Albanese var med deres klatrestyrke alle plausible top 10-kandidater, men ikke mere end det. Spurten var et anliggende mellem Sagan, Gaviria, Viviani og i mindre omfang Cimolai, og her blev det fuldt fortjent det mest aktive hold, der løb med sejren.

 

Sejren er nok også rar at have i tankerne, når Bora skal leve med de mange sure miner hos de andre ryttere i start- og målområderne. De var nemlig næppe populære i dag, hvor også klassementsrytterne fik en meget hårdere dag end ønsket. Det skabte til gengæld muligheden for, at Remco Evenepoel i den indlagte spurt kunne sikre sig et enkelt sekund på Egan Bernal efter lidt af magtdemonstration, der tydeligt viser, hvor skræmmende en rytter og stor en trussel han fortsat er. Ikke blot lukkede han med møje og besvær et hul til en vis Filippo Ganna, der sammen med Bernal tog ham på sengen, han gik også direkte forbi for siden at køre Bernal direkte ud af hjulet. Der er absolut ingen grund til at tro, at Evenepoel ikke er klar til at byde Bernal trods - og måske mere end det - i resten af løbet. Han kan så ærgre sig over, at Joao Almeida sov i timen og ikke stjal det sidste sekund fra Bernal, men det var vist bare dagen, hvor hjælperne sov i timen. I hvert fald kørte Jhonatan Narvaez også en spurt, hvis eneste konsekvens var, at Bernal tjente ét og ikke to sekunder på alle andre rivaler end Evenepoel.

 

Samlet set kostede manøvren dog Buchmann lidt tid i forhold til løbets to favoritter, men det er vist også den eneste malurt, man kan finde i det Bora-bæger, der ellers er helt fyldt med champagne. Sagan skal i hvert fald lide af slemme smagsforstyrrende senfølger af sin coronainfektion, hvis ikke det smager ekstra godt, når han i aften endelig sætter det bæger for munden på hotellet. Nu må man blot håbe, at Bora-staben har orket at lægge den på køl i morges. Det har de nemlig gjort på alle Boras massakredage i det seneste godt halvandet år for siden blot at skulle trække gravøl op i stedet, og det må efterhånden have været en halvdeprimerende foreteelse. Heldigvis lønner vedholdenhed sig - også for Sagan!

 

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

 

Favoritterne

Cykelsporten er fyldt med mysterier. Ét af dem er, at det tog så lang tid for RCS at vende tilbage til Montalcinos grusveje, efter at vi i 2010 var vidner til en af nyere tids mest mindeværdige Giro-etaper på netop disse veje. Den gamle løbsdirektør, Angelo Zomegnan, der ikke var bange for at lave måske og lidt for spektakulære ruter, var naturligvis tilbage med endnu en grusvejsetape i 2011 - ganske vist på andre veje - hvor Pieter Weening sikrede sig et af karrierens højdepunkter med etapesejr og føretrøje, og den kunst kopierede Gianluca Brambilla ved seneste grusbesøg i 2016, men med tanke på det episke drama, vi så for 11 år siden, er det alligevel besynderligt, at gruset er så sjælden en gæst, og at vi slet ikke har været tilbage i Montalcino siden dengang. Det er i hvert fald et helt anderledes mønster, vi har set i Touren, hvor begejstringen for brostensdramaerne i 2010 og 2014 betød, at Roubaix-brostenene er blevet brugt med intensiveret hyppighed på det seneste. Og hvor brosten jo er Frankrigs spektakulære klassikerelement, gælder det samme i Italien med gruset.

 

Nu er der imidlertid ingen grund til at brokke. Gruset er tilbage for tredje gang på 11 år, og endelig sker det med en tilbagevenden til Montalcino. Om vi får samme episke drama denne gang, er til gengæld ikke sikkert, for det historiske løb dengang i 2010 var i høj grad også bestemt af vejret. Denne gang ser vejrudsigten helt anderledes behagelig ud, og selvom risikoen for eftermiddagsbyer er reel, får vi i hvert fald ikke silende regn og klæbrige mudderforhold. Mest taler for en flot solskinsdag - også den kraftige vind, man ellers ser i Strade Bianche.

 

Til gengæld har etapen noget andet, end den havde for 11 år siden. Ruten er nemlig betydeligt sværere. Dengang var distancen ganske vist mere udmarvende med hele 222 km, men alligevel bød etapen kun på 2322 højdemeter. I år skal der klatres næsten præcis det samme, nemlig 2364 højdemeter, men denne gang sker det over bare 162 km. Dertil kommer, at der er betydeligt mere grus denne gang. Sidste gang kørte man blot et enkelt fladt grusstykke, inden man kørte op ad Passo del Lume Spento fra den samme side, som benyttes første gang i år, og derefter gik det direkte ind til målet i Montalcino. Denne gang har man igen et fladt tidligt grusstykke - dog et andet end dengang - men til gengæld har man koblet den afsluttende sløjfe på.

 

Det gør finalen betydeligt vanskeligere. Ikke blot giver det to ekstra grusstykker, det stiller også betydeligt større krav til klatreevnerne. Fra den sydlige side har Lume Spento et betydeligt sværere stykke, nemlig de 2 km med 9,1%, tættere på mål, end den har fra den nordlige side, der blev brugt i finalen sidste gang. Til gengæld er den svære del af stigningen på asfalt, og det bliver derfor mere klassiske klatreevner, der kommer i spil, når der i hvert fald ikke på denne del skal tages hensyn til evnerne på grus. Det bliver til gengæld tilfældet på første del af stigningen samt på det flade plateau midtvejs.

 

Etapen har åbenlyst sine ligheder med Strade Bianche, der køres på nærliggende veje. Der er tale om både grus og kuperet terræn, og der er også tale om de stejle grusvejsbakker, vi kender fra den italienske klassiker. Der er dog også forskelle. De svære dele af grusvejsbakkerne er her længere, end de er i Strade Bianche, hvor der i finalen er tale om korte, meget eksplosive stigninger. Til gengæld er procenterne også mere voldsomme i klassikeren. Som udgangspunkt er dette terræn dog bedre for klatrere, end det er i den meget eksplosive finale i marts.

 

Etapen har været uhyre frygtet, fordi alle så, hvor ilde det gik med Liquigas for 11 år siden, og den har potentiale til at gøre stor skade - også fordi uheld og punkteringer desværre meget vel kan blive afgørende, som det var tilfældet i 2010. Held vil uundgåeligt spille en stor rolle, og vi kan sagtens risikere, at et par klassementsryttere må se deres drømme lide ubodelig skade, hvis uheldet indtræffer på det forkerte tidspunkt. At Julian Alaphilippe sidste år punkterede seks gange i løbet af Strade Bianche, siger lidt om, at man skal sørge for at forsone sig med lykkens gudinde inden i morgen! Frygten for etapen afspejles også af, at det er den eneste etape, Remco Evenepoel prøvekørte på forhånd, og han tog endda ekstra tidligt hjem fra højderne alene med det formål. På samme måde deltog Egan Bernal, Emanuel Buchmann og Simon Yates i årets Strade Bianche alene for at forberede sig til denne etape!

 

Det mest interessante er naturligvis, hvordan etapen gribes an. Med tanke på Bernals eminente kørsel i Strade Bianche føler jeg mig overbevist om, at han ser det som en mulighed for at vinde tid. Hans siddende kørestil er skabt til gruset, som han bekræftede i marts, og hans mountainbikebaggrund kommer ham til gode. Han bakkes endda op af Gianni Moscon, der med sin nuværende form meget vel kunne have været min etapefavorit, hvis ikke han var reduceret til hjælper, og vi vil formentlig se Bernal sidde limet til italieneren gennem næsten hele dagen.

 

Jeg tror imidlertid også, at Evenepoel ser det som en chance og ikke en risiko. Nok havde han det svært på gruset i Adriatica Ionica Race i 2019, men det var i formsvag udgave inden sit store gennembrud. Tværtimod burde også hans kørestil passe storartet til gruset, og hans sejr på brostensetapen i Belgium Tour i 2019 viser, at han sagtens kan håndtere anderledes underlag, selvom de to etaper slet ikke kan sammenlignes én til én. På flad veje er Evenepoel en betydeligt mere kraftfuld rytter end alle øvrige klassementsryttere - bare se, hvordan han på 10. etape kørte Filippo Ganna ind og Bernal ud af hjulet i den indlagte spurt - og derfor vil jeg faktisk slet ikke blive spor overrasket, hvis Evenepoel kører fra alt og alle på de flade grusstykker, enten første gang på Lume Spento (hvilket dog nok er for tidligt) eller på de to flade stykker i den absolutte finale.

 

Den tredje rytter, der ser etapen som en mulighed, er Davide Formolo, der med sin 2. plads i Strade i 2019 lugter blod, og den fjerde er Romain Bardet, der med sine podieplads i Strade i 2017 i hvert fald har gode minder fra løbet, selvom omstændighederne dengang var så specielle, at jeg ikke er sikker på, at han kan gentage bedriften her. Til gengæld tror jeg, at alle andre klassementsryttere går til etapen med det ene formål at komme sikkert igennem. Særligt folk som de teknisk dygtige Damiano Caruso og Giulio Ciccone samt den siddende og i søndags på gruset velkørende Aleksandr Vlasov kan meget vel komme fra etapen med tidsgevinst, ligesom Marc Soler og Hugh Carthy og måske endda Emanuel Buchmann, der også har siddende stil og robusthed, men savner punch, måske kan det, men de er formentlig så usikre på egne evner, at de gerne vil sælge etapen for status quo, hvis de lige nu fik tilbuddet.

 

Det er derfor også Ineos og Deceuninck, jeg regner med at se som aggressorer, når løbet skal gøres hårdt i finalen, og særligt forventer jeg, at Ineos med Moscon vil forsøge at sætte Bernal i scene. Også UAE og DSM kan måske tage initiativ, men jeg forventer, at de dominerende mandskaber bliver de to favoritters hold.

 

Spørgsmålet er så, om det også betyder, at de skal køre efter etapesejren. Usikkerheden om finalen gør, at det er meget svært at se, at Ineos, Deceuninck eller UAE vil kontrollere for at få etapesejren. Dertil er det ikke en tilstrækkeligt oplagt etape for bjergryttere, og det handler primært om at vinde tid i en afslutning som denne - ikke om at vinde etapen. Det er kun Ineos, jeg måske kunne forestille mig have større planer end som så, men man skal ikke glemme, at der venter en rigtig kedelig 12. etape at kontrollere for det hold, der måtte have førertrøjen. Her skal der formentlig føres bag et udbrud en hel dag i meget svært terræn, og med tanke på, at også 14. og 16. etape lurer om mindre end en uge, er det klogt at spare på kræfterne. Jeg tror derfor ikke, at der er favorithold, der vil gå målrettet efter etapen.

 

Betyder det så, at vi med sikkerhed får en udbrudssejr? Nej, slet ikke. Frem mod det første grusstykke vil positionskampen være ekstrem, og derfra vil de sidste 70 km gå i et rasende tempo, alene fordi alle vil sidde fremme. Særligt hvis det ovenikøbet splitter allerede første gang på Lume Spento, vil det gå så bragende stærkt til sidst, at et udbrud meget vel kan komme tilbage af sig selv, præcis som det gjorde i søndags.

 

Afgørende for udbruddets skæbne bliver derfor nok primært, hvor stort et forspring de når at få inden de sidste 70. Det vil i høj grad blive bestemt af, hvor lang tid det tager at komme afsted. Chancen for en udbrudssejr er så god, at det med statsgaranti bliver en gigantisk kamp fra start, og samtidig er det en dag, hvor alle klassementshold vil have hjælpere ude foran - ganske enkelt fordi den kan splitte tidligt og betydningen af dels et hjul fra en holdkammerat, dels godt føringsarbejde kan blive ganske afgørende. Det vil derfor formentlig igen tage uhyre lang tid at komme afsted, og hvis udbruddet igen først kører efter 50-60, har de pludselig kun 30-40 km til at opbygge et ordentligt forspring. I det tilfælde kan det blive svært at holde.

 

På den anden side er det meget sandsynligt, at feltet går helt i stå, når først udbruddet er kørt. Her skal der spares på kræfterne frem mod positionskampen, og jeg har svært ved at se, at Ineos skulle have den helt store motivation for at føre hårdt undervejs. Det vil formentlig kræve, at en farlig rytter er med i udbruddet, men med en fladere start burde det kunne undgås - og jeg er heller ikke stensikker på, at Ineos vil forsvare trøjen med næb og kløer, selvom det ligner Dave Brailsford dårligt frivilligt at afgive en trøje. Den eneste grund til hårdt føringsarbejde er vel snarere, at rivalerne har fået for mange forposter afsted. Jeg tror, at Ineos og Deceuninck vil markere hinanden så hårdt, at de enten begge får en forpost afsted, eller begge ender uden en mand foran - formentlig det sidste - men hvis nu alle de andre væsentlige klassementshold er godt repræsenteret i front, kan det godt være værd for Ineos ikke at lade dem sejle så langt væk, at de bliver brugbare, hvis Bernal eksempelvis skulle få en dårligt timet defekt.

 

Jokerholdet er EF. Alberto Bettiol har talt om denne etape i ugevis, og derfor kunne amerikanerne måske tage initiativ. Jeg tror, at hans førsteprioritet er at ramme udbruddet, men skulle det mislykkes, vil jeg ikke udelukke, at EF vil gå målrettet efter etapesejren og derfor jagte.

 

Hvad er min konklusion? Jeg tror nok mest på en udbrudssejr. Interessen i etapesejren er for lille for alle andre end EF, og selvom udbruddet kører sent, har de trods alt 90 km til at opbygge et forspring, inden det for alvor går løs. Om det så er stærkt nok til at holde sig fri over 70 km i rasende tempo, er bestemt ikke sikkert, særligt hvis gruppen er lille - og hvis EF begynder at jagte, burde udbrudssejr være en umulighed - men det er ikke helt tilfældigt, at de seneste to grusvejsetaper er blevet vundet fra udbrud. Etapesejren har for lille prioritet hos klassementsholdene, og denne gang kommer etapen endda så sent i løbet, at der er endnu mindre incitament til at holde udbruddet i snor - særligt også med tanke på, at tre af de kommende fem etaper er meget hårde.

 

Derfor vælger jeg også at pege på Alberto Bettiol. Som sagt har italieneren talt om denne etape i ugevis, og det er ikke uden grund. Sidste år blev han nemlig nr. 3 i et Strade Bianche, hvor han i perioder virkede næsten skræmmende stærk, og lige nu synes han endda at være måske i sit livs form. I hvert fald klatrede han næsten urimeligt godt på Sestola-etapen og også i søndags endte han i top 20 på en regulær bjergetape. Det er klatrepræstationer, vi aldrig tidligere har set, og den sygdom, der ødelagde hans forår, er i hvert fald en saga blot.

 

Jeg var ellers lidt usikker på, om etapen var ideel for Bettiol. Klatrepensum er større end i finalen af Strade Bianche, og de stejle dele af stigningerne er som udgangspunkt for lange for en fyr som Bettiol, der er mere komfortabel på Strades eksplosive mure. Særligt den sidste asfaltstigning på til mål kan være hård kost, hvis han sidder med en klatrer. Men når han kan køre til mål med klassementsrytterne i Sestola, hvor finalestigningen var endnu sværere, er det ret svært at se, at en udbryder skulle kunne sætte Bettiol af, også på stigningerne. Jeg er lidt bange for, at Carthy låser ham, men når han har talt om etapen så længe, er det svært at tro, at han ikke får sin chance - også fordi han er en god forpost at have, hvis det skulle blive nødvendigt Med tanke på hans styrke på grus og hans fremragende puncheurspurt må han være bedste bud på en udbrudsvinder - hvis altså ikke EF slet og ret vælger at kontrollere for at lade ham slå alle favoritterne til sidst.

 

Den anden rytter, der har talt om etapen i ugevis, er Quinten Hermans. Heller ikke det er uden grund, når man betænker, at han er den nye crosskomet på vej mod verdenstoppen. Til gengæld er han uprøvet i Strade Bianche, men han gik trods alt på podiet på Hagelands grusveje i 2019, og grus er efter hans eget udsagn noget, han elsker. Jeg var usikker på, om han klatrede godt, men hans kørsel i Baskerlandet har gjort mig fortrøstningsfuld, også fordi han gjorde det ganske godt på stigningerne i weekenden. Det er til gengæld også klart, at han ikke klatrer så godt som Bettiol, og risikoen for, at han er overmatchet på den sidste stigning, er trods alt reel. Til gengæld burde også han elske puncheurspurten til sidst, for han viste med sit flotte Fleche Wallonne, at han er en ganske glimrende puncheur trods den beskedne erfaring.

 

Jeg kunne også have noget fidus til Koen Bouwman. Den lille hollænder har vel aldrig været bedre, og han kører for et hold, hvis primære mål på etapen er at ramme udbruddet. Gruset er ikke ideelt for George Bennett, og derfor er Bouwman vel bedste kandidat. Han er helt uprøvet i Strade Bianche, men umiddelbart burde han være en type, der kan håndtere den udfordring. Han viste så sent som i søndags, at hans klatreevner fører ham meget langt lige nu, og særligt hvis han når til den sidste asfaltstigning, bliver han ikke let at bide skeer med. Hans er samtidig lynhurtig, selvom han sjældent viser det, og derfor burde en rask lille puncheurspurt passe ham udmærket. Mens Bennett sikkert sparer til torsdagens mere klatretunge rute, kunne det være en ganske glimrende chance for Bouwman, der burde finde sig til rette i det eksplosive terræn - og modsat Bettiol og mange andre risikerer han ikke pludselig at skulle smide en chance væk for at hjælpe en kaptajn.

 

Jeg er lidt usikker på, om Bauke Mollema går efter den. Han skuffede lidt i Strade Bianche i foråret, hvor han trods fremragende form kun blev nr. 18, men den relativt robuste og altid siddende Mollema burde være ganske glimrende på grus. Men bekymring er lidt, at han sparer på kræfterne til torsdagens mere klatretunge rute, hvor et udbrud med 99% sikkerhed kører hjem, men omvendt er Mollema meget inspireret af klassikere, og denne etape burde tænde en ild i ham. Trek har selvfølgelig Ciccone, der får mere og mere opmærksomhed, men han har i Vincenzo Nibali verdens bedste bodyguard til denne type etape. Tværtimod vil det vel være meget godt at have Mollema, Brambilla eller Jacopo Mosca ude foran, og derfor burde han ikke være låst, hvis han vil gå efter etapen. Selve finalen med en stejl stigning efterfulgt en puncheurspurt kunne næppe designes bedre, men spørgsmålet er, om formen rækker. Hans kørsel i de seneste udbrud samt de halvsløje Ardenner vidner vel om, at formen ikke er helt oppe at ringe, men hans niveau har stadig være så højt, at han bør kunne vinde denne etape, der passer ham aldeles storartet.

 

En anden god kandidat må være Alessandro de Marchi. Italieneren viste uhyre god klatreform i tirsdags, hvor han kørte fra blandt andre den Attila Valter, der siden klatrede med favoritterne, og det vidner om, at han klatrer godt nok til også at vinde denne etape. Egentlig er de stejle stigninger ikke hans spidskompetence, men det var de heller i tirsdagens finale, der burde have været for svær. Han er en meget kraftfuld rytter, der også med sin stil burde passe godt til gruset. Naturligvis er han spurtsvag, men finalen er rigeligt hård til, at bedste man kører alene hjem. Han skal nok af med klatrerne inden den sidste asfaltstigning, men det er bestemt heller ikke umuligt. Største udfordring er, at han kan være låst af Dan Martin, men også for ireren gælder, at det er godt at have en mand foran - og her er De Marchi, der i en flad start er god til at ramme udbrud, vel ikke et helt ilde valg.

 

Den anden oplagte Israel SUN-rytter er Patrick Bevin, men han har nok desværre større risiko for at blive låst som Martins bodyguard. Omvendt så vi forleden, at han havde frihed på en knap så vigtig etape, og det kan sagtens tænkes, at Bevin og De Marchi dækker de tidlige udbrud på skift. Robuste Bevin burde være skabt til et grusvejsløb, men spørgsmålet er, om klatreevnerne rækker. Han har ikke klatret alt for overbevisende de seneste dage, og jeg frygter, at han er overmatchet på den stejle stigning til sidst. Heldigvis er der forinden fladt grus, hvor han med sin enorme power kan gøre forskellen, og spurten til sidst vil han elske mere end næsten alle andre. Hans klaring i Baskerlandet gør, at jeg tror på, at han kan holde hjem, hvis han får slået et hul lidt tidligere end den stejle del af stigningen til sidst.

 

Lidt af det samme kan siges om Gianni Vermeersch, der sammen med Hermans er løbets tilbageværende crossstjerne (efter Tim Merliers exit). Belgieren har med sine klassikere i år cementeret sig som en af verdens allerbedste brostensryttere, ikke mindst med sin top 10 i Flandern, men spørgsmålet er, om ikke stigningerne bliver lidt for svære. Han blev en flot nr. 14 i sit første Strade Bianche tidligere i år, men som sagt er finalestigningerne længere her. Han skal i hvert fald væk fra de mere klatrestærk inden den stejle asfaltstigning til sidst, men det er med finalens design heller ikke umuligt. Han elsker i hvert fald grus, da han har vundet to grusvejsløb, nemlig Antwerp Port Epic og KOGA Slag om Norg, og er blevet nr. 3 i Hageland to gange. De to løb er til gengæld også flade, og klatrepensum kan her vise sig for tungt. Der er dog næppe tvivl om, at Alpecins mål med etapen må være at få ham i udbrud, og den gode puncheurspurt til sidst har han i hvert fald også.

 

Bliver etapen for hård for Andrea Vendrame? Det vil den formentlig gøre, hvis ikke han er kommet af med mere klatrestærke folk inden den stejle bakke til sidst. Han elsker dog grus, for han blev i 2019 en fornem vinder af grusvejsløbet Tro-Bro Leon, og tidligere i år blev han også en pæn nr. 26 i Strade Bianche. Sidstnævnte viser dog også, at hans klatring sætter visse begrænsninger, og ligesom flere af de ovennævnte skal han vinde løbet på de fladere grusveje samt ikke mindst en puncheurspurt, hvor han bliver svær at slå. Spørgsmålet er også, om formen er helt oppe at ringe efter skaden. Han synes stadig ikke på sit absolutte topniveau, men hans 4. etape var dog så opløftende, at han stadig må regnes som en ganske god kandidat, hvis han rammer udbruddet - også fordi han næppe er blevet ringere.

 

Hvad så med Peter Sagan? Klatrer slovakken stadig godt nok til at vinde en så svær etape. Det er jeg som udgangspunkt lidt skeptisk over for, men hans vilde ridt på murene sidste år viser, at Sagan på sine store dage stadig er brølstærk. De stejle dele af stigningerne er trods alt korte og eksplosive, og Sagan viste hæderlig klatreform på 3. etape i Romandiet - en form, der formentlig er endnu bedre nu, hvor motoren er ved at være varm, som den i dag i stigende grad synes at skulle være. Mit største problem med Sagan er faktisk mere hans frihed. Han fører pointkonkurrencen, og selvom det ser lovende ud for ham, har Fernando Gaviria, Giacomo Nizzolo og Elia Viviani næppe givet op endnu. Starten er lidt for let til, at Sagan bare kan tage sig frihed uden at få den, og jeg tror derfor, at han får svært ved at ramme udbruddet. Til gengæld kan han sagtens vinde, hvis de lykkes - i hvert fald hvis han har benene fra sidste års 10. etape.

 

Diego Ulissi er egentlig lidt for klejn og stilmæssigt ikke ideel til grus, men en 7. plads i Strade Bianche i 2016 og en 16. plads sidste år vidner om, at det ikke er noget, han slet ikke kan finde ud af. Der er næppe heller nogen, der slår ham i den sidste puncheurspurt, men spørgsmålet er bare, om formen rækker. Han har mildt sagt ikke været overbevisende indtil nu, hverken i lørdagens spurt eller i søndagens udbrud, hvor han var på bagkant gennem hele dagen. I forvejen er han alt andet end kraftfuld på de flade grusvejsstykker til sidste, og her risikerer han at være overmatchet af mere robuste typer - særligt med den form, han lægger for dagen. Det betyder dog ikke, at han er uden chance, for ruten passer ham, og det er trods alt ikke katastrofale præstationer, vi har set de seneste dage.

 

Med sin 3. plads i Strade Bianche og sin sejr på den seneste grusvejsetape har Gianluca Brambilla gode grusvejsresultater, men faktisk tror jeg, at hans resultater snyder lidt. Som type burde han nemlig slet ikke passe til underlaget, og hans fine resultater i de to løb skyldes vel snarere klatreevnerne. Denne gang er der betydeligt mere fladt grus end i 2016, hvor der alene var tale om ét grusvejsbjerg, og her burde han altså være overmatchet i af andre i et udbrud. Det er dog ikke hovedårsagen til min lille skepsis. Mest af alt handler det om form, for Brambilla har bestemt ikke virket overbevisende i dette løb. Jeg er dog temmelig sikker på, at han drømmer stort om denne etape, og som sagt kan Trek sagtens se en pointe i at have en udbryder foran. Den lille puncheurspurt passer ham også som fod i hose, og det er derfor helt sikkert en etape, han kan vinde. Spørgsmålet er bare, om formen rækker for den Brambilla, vi ser nu, og som ikke synes at være den samme som i 2016.

 

Alt taler også for, at Felix Grossschartner er god på grus, og finalen passer ham derfor ganske glimrende. Puncheurspurten er ideel, og det samme er de eksplosive, men ikke alt for stejle stigninger. Problemet er bare, at han hidtil slet ikke har været specielt aktiv på etaper, der ellers har passet ham, og særligt på denne etape er han i finalen vel vigtigste bodyguard for Buchmann, hvis Peter Sagan sættes af på bakkerne. Derfor er jeg bange for, at friheden ikke rækker, men formen virker ganske fin, som vi så i både Sestola og i søndags. Til gengæld virker denne grusvejsetape slet ikke som noget for Matteo Fabbro.

 

Dernæst er der tre ryttere, jeg vil slå sammen, nemlig Ruben Guerreiro, Geoffrey Bouchard og Gino Mäder. Alle har de nemlig dokumenteret fornem form - Guerreiro skuffede i søndags, men det handlede vist mest om at for flittig brug af kræfterne - men jeg tror, at de tager den med ro. EF skal have folk hos Carthy, og da dette er Bettiols etape, er det formentlig ham, der har til opgave at dække udbruddene. Så kan Guerreiro passende spare sig til torsdag, og det samme gælder formentlig for Bouchard og Mäder. Morgendagens etape er nemlig ret uinteressant i bjergkonkurrencen, og for dem begge vil det derfor være klogt at spare på krudtet til torsdag, hvor etapen også passer dem bedre. Alle tre er de dog så formstærke, og finalen er så klatretung, at de kan vinde - Guerreiro også i kraft af sine spurt - men det kræver, at de har planer, som ikke umiddelbart er indlysende. En joker kunne i samme ombæring være talentfulde Simon Carr, der efter en skidt, skidt start, endelig fandt benene i søndags. Han blev som bekendt en fantastisk nr. 11 i Strade Bianche i år, men hvis det vitterligt er Bettiols etape, og alle andre skal støtte Carthy, får han næppe friheden - og så er formen måske heller ikke helt til at vinde endnu.

 

Etapen er vel heller ikke helt ringe for Dario Cataldo. Han er relativt robust, har den rette stil og er en ganske fornuftig klatrer. Risikoen er dog, at han vil være oppe mod bedre klatrere til sidst, for han er stadig ikke ved fordums styrke. Da han vandt i Como i 2019, viste han dog, at han stadig finder procent, når han ender i det rette udbrud, og det så vi også forleden, hvor han hang på Mollema hele vejen på San Giacomo. Movistar er altid aktive efter udbrud, og Cataldo ligner på grus deres bedste bud på en mand, der kan gøre det færdigt. Jeg vil dog ikke helt afskrive Davide Villella, der som klassikertype bør være inspireret, men jeg ser ham ikke gøre det færdigt. Man kan heller ikke helt afskrive de to formstærke klatrere Antonio Pedrero og Einer Rubio, men særligt Rubio synes ikke just skabt til grus, og den flade start gør dem ingen tjenester - tværtimod.

 

Michael Storer har efterladt et meget positivt indtryk gennem hele løbet, senest i søndags, hvor han var en af udbruddets stærkeste. Problemet er bare, at han ikke er spurtstærk eller eksplosiv, og derfor er det ikke en ideel finale for ham. Stilmæssigt passer han dog glimrende til grus, og finalen er hård nok til, at bedste mand kører alene hjem. Det kunne i den rette gruppe godt være Storer.

 

Vi skal vel også nævne Lorenzo Fortunato igen. Det er et gigantisk spring, italieneren har taget siden Asturien, og nu har han klatret så stabilt med de bedste, at han også kan vinde i denne hårde finale. Han er uprøvet på grus, men han har i hvert fald formen til at komme langt. Om det så rækker til at vinde, er måske mere tvivlsomt, men i lyset af hans hidtidige klatring er det bestemt ikke umuligt. Hans holdkammerat Edward Ravasi er endelig i bedring efter sit styrt, men det er ikke den oplagte etape for ham.

 

Endelig er der Filippo Fiorelli. Italieneren chokerede alle med sin 3. plads i Sestola, og det viser, at han ikke skal afskrives. Han er uprøvet på grus, men en sprintertype som ham burde ikke være helt ueffen på den slags underlag. Formen er i hvert fald fremragende, også selvom han blev bremset bag Max Kanter i gårsdagens spurt. Jeg vil dog stadig forvente, at han i et udbrud vil være overmatchet af bedre klatrere, men afskrives kan han ikke efter bedriften forleden.

 

Jeg tror ikke, at Deceuninck eller Ineos vinder fra udbrud. Som sagt er det sandsynligt, at de sender forposter afsted, men det er lidt for sandsynligt, at de før eller siden bliver kaldt tilbage i en formentlig meget hektisk finale. Det er særligt en skam for Gianni Moscon, der ellers ville være den åbenlyse favorit i ethvert udbrud, men også ærgerligt for Jhonatan Narvaez, Mikkel Honoré og Joao Almeida, der alle ville kunne vinde (sidstnævnte vil dog aldrig få den nødvendige frihed). Jeg tvivler på, at Tony Gallopin lige nu er god nok til at gøre det færdigt, og det samme gælder for Luis Leon Sanchez, Gorka Izagirre og Fabio Felline, der ellers burde være gode bud på denne etape - også selvom Izagirre i udbrud altid er bedre end ventet. Larry Warbasse og Nelson Oliveira er velkørende, men usandsynlige vindere, og Natnael Tesfatsion har ikke just imponeret. Klatringen bliver nok for voldsom for Simon Pellaud og Jan Tratnik, der ellers burde være gode grusvejsryttere, og Victor Lafay fremstår ikke umiddelbart som den ideelle grusvejsrytter, mens Nicolas Edet, Giovanni Carboni, Giovanni Aleotti, Simone Petilli, Jan Hirt, Francesco Gavazzi, Tanel Kangert, Nicolas Roche, Jacopo Mosca, Amanuel Ghebreigzabhier, Chris Hamilton , der ellers har mountainbikebaggrund, og Remy Rochas næppe gør det færdigt. Sebastien Reichenbach er ikke indbegrebet af grusvejsrytter, og Matteo Badilatti er for meget dieselklatrer, mens Rudy Molard indrømmer, at formen halter. Thomas de Gendt lider af knæproblemer, og selvom Harm Vanhoucke og Kobe Goossens er i bedring, virker de stadig for formsvage, ligesom det gælder for Matteo Jorgenson, Valerio Conti og Alessandro Covi. Og som sagt tror jeg, at George Bennett sparer sig til torsdag, der passer ham bedre.

 

Som sagt er det ganske sandsynligt, at udbruddet kommer tilbage, selvom det ikke rigtigt jagtes, præcis som vi så det i søndags, og hvis EF går efter en finalesejr med Bettiol, får udbruddet det svært. Får vi en klassementsfinale, regner jeg med et knaldhårdt og selektivt løb, hvor Ineos og måske Deceuninck kontrollerer, inden Moscon sætter Bernal i scene til sidst. Der vil formentlig live kørt ret defensivt, indtil grusstykke 3, men herfra kan det eksplodere til atomer.

 

Her ser jeg tre hovedscenarier, men punkteringer og styrt kan vende alt på hovedet. Det ene er, at Egan Bernal angriber på den stejle asfaltstigning efter forarbejde af Moscon. Den er formentlig svær nok til, at han efter en hård dag kan gøre forskellen og måske køre alene. Det vil dog undre mig, hvis han denne gang kører fra en stadig bedre Remco Evenepoel, der efter uheldet i tunnelen forleden virkede uhyre overbevisende på det sidste grusstykke. Også Giulio Ciccone, måske Aleksandr Vlasov og Dan Martin, som dog ikke var vild med gruset i søndags, og endda også Hugh Carthy og Damiano Caruso samt Davide Formolo synes at have en chance for at gå med, men det virker sandsynligt, at Bernal og Evenepoel vil skulle spurte til sidst, eller som scenarium 2, at Bernal kører alene hjem. Det tredje scenarium er, at Evenepoel er så kraftfuld på den flade grusvej, at han slet og ret kan køre fra alt og alle. Som vi så i går, er Bernal i hvert fald sårbar mod Evenepoel på flad vej, men har han stadig Moscon hos sig, bliver det vanskeligt for belgieren med den manøvre. I en puncheurspurt mellem Bernal og Evenepoel vil jeg stadig regne Bernal som hurtigst i lyset af de spurter, han har kørt i år, men Evenepoel vil ikke være uden chance, når formen gradvist bliver bedre. Også Ciccone og Martin vil stå med ganske gode muligheder for at vinde så eksplosiv en spurt, hvor Bernals klatreevner og form sætter sig mindre igennem end på de foregående etaper. Caruso er også halvhurtig, men næppe hurtig nok til at vinde. Vlasov og Carthy skal snige sig væk på det flade efter toppen, men det ligner en umulighed, når det falder næsten hele vejen, og derfor er de usandsynlige vinder. Joao Almeida er til gengæld ikke. Terrænet passer ham godt, og bliver det lidt mindre selektivt, synes han god nok til at kunne sidde med. Det giver mening for Deceuninck at lade ham forsøge at tage bonussekunder fra Bernal i en spurt, og vi så senest i lørdags, at han er en af de allerhurtigste i en puncheurspurt. Også Simon Yates er i teorien halvhurtig, men han er oppe mod hurtigere folk, gruset passer ham ikke, og med hans nuværende niveau er det svært at se ham køre med de bedste.

 

Er der slet ingen, der kan true klassementsrytterne? Gianni Moscon kunne helt sikkert, men som Bernals boydguard får han næppe chancen, og jeg tror kun, at han får lov at spurte, hvis en eventuel gruppe til sidst er så stor, at Bernal ikke tror, at han kan vinde og tage bonussekunder. Det virker ikke sandsynligt. Til gengæld kan Alberto Bettiol komme i spil. Stigningen til sidst er formentlig for svær, men klatrer han som i Sestola er han ikke helt uden chance. Han er også hurtig, men det er måske lidt tvivlsomt, om han på den stejle mur kan slå de bedste puncheurs som Martin, Almeida og Bernal, der alle vil være med i en lidt større gruppe. Hans holdkammerat Ruben Guerreiro og Nick Schultz kunne også sidde med til en spurt i en lidt større gruppe, men også han vil få det svært mod hurtigere folk. Jeg kan ikke se Peter Sagan, Patrick Bevin og Quinten Hermans køre med favoritterne i så klatretung en finale og heller ikke Diego Ulissi med hans nuværende form, ligesom Felix Grossschartner næppe heller kommer med hjem til en spurt.

 

BEMÆRK: Som det fremgår af ovenstående, er chancen for samling meget stor, fordi farten over de sidste 70 km uundgåeligt vil være meget opskruet, og det er en knisvæg, der får mig til at gå med et udbrud. Min gennemgang af favoritkampen er kortfattet i den nedre del, men tidligere i optakten, er der en mere dybdegående beskrivelse af, hvilke favoritter der kan ventes at stå stærkt på gruset - hvis de altså undgår uheld!

 

Feltet.dks vinderbud: Alberto Bettiol

Øvrige vinderkandidater: Quinten Hermans, Koen Bouwman

Outsidere: Bauke Mollema, Alessandro de Marchi, Patrick Bevin, Gianni Vermeersch, Andrea Vendrame

Jokers: Peter Sagan, Diego Ulissi, Gianluca Brambilla, Felix Grossschartner, Ruben Guerreiro, Geoffrey Bouchard, Gino Mäder, Simon Carr, Dario Cataldo, Michael Storer, Lorenzo Fortunato, Filippo Fiorelli

 

Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Egan Bernal, Remco Evenepoel, Giulio Ciccone, Dan Martin, Joao Almeida, Damiano Caruso, Davide Formolo, Alberto Bettiol, Nick Schultz, Aleksandr Vlasov, Gianni Moscon, Ruben Guerreiro

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Cadel Evans’ højdramatiske sejr fra 2010, hvor de dog ikke kørte den sidste sløjfe, men sluttede kort efter årets næstsidste stigning.

 

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Alberto Bettiol
Quinten Hermans, Koen Bouwman
Bauke Mollema, Alessandro de Marchi, Patrick Bevin, Gianni Vermeersch, Andrea Vendrame
Peter Sagan, Diego Ulissi, Gianluca Brambilla, Felix Grossschartner, Ruben Guerreiro, Geoffrey Bouchard, Gino Mäder, Simon Carr, Dario Cataldo, Michael Storer, Lorenzo Fortunato, Filippo Fiorelli
Egan Bernal, Remco Evenepoel, Giulio Ciccone, Dan Martin, Joao Almeida, Damiano Caruso, Davide Formolo, Nick Schultz, Aleksandr Vlasov, Gianni Moscon, Gorka Izagirre, George Bennett, Jhonatan Narvaez, Mikkel Honoré, Nelson Oliveira, Victor Lafay, Chris Hamilton, Thoms de Gendt, Sebastien Reichenbach, Matteo Badulatti, Harm Vanhoucke

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Halle-Ingooigem(1.1) 16/06

Paris - Camembert(1.1) 15/06

Adriatica Ionica Race(2.1) 14/06-18/06

Paris - Camembert(1.1) 15/06

Halle-Ingooigem(1.1) 16/06

Gran Premio Eccellenze Va...(1.1) 19/06

TF GD Dorigo MO Biemmereti(1.1) 20/06

Giro dell'Appennino(1.1) 24/06

Giro di Basilicata(2.1) 24/06-27/06

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SÆT DIT TOUR-MANAGERSPIL - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KR