Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Twitter Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 11. etape af Tour de France
16. juli 2019 18:58 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Som mange sikkert havde frygtet, gjorde sidevinden den ellers relativt tilforladelige 10. etape til et sandt drama, der for flere af favoritterne kostede mere tid, end en bjergetape ofte ville gøre det. Efter at have kommet sig på en hviledag får de endnu en dag til at glemme skuffelsen, når løbet genoptages med en af løbets letteste etaper, hvor vinden vil lægge sig, og sprinterne vil håbe at få en sidste chance, inden Pyrenæerne tårner sig op fra torsdag.

SUPER TILBUD PÅ CYKELBØGER % DVDER - SLÅ TIL NU OG SPAR OP TIL 90%

Ruten

Hvis sprinterne syntes, at arrangørerne havde strammet den en anelse med de mange højdemeter op 10. etape, kan de glæde sig over udsigten til den etape, der venter efter første hviledag. Ganske vist er terrænet umiddelbart nord for Pyrenæerne ikke helt fladt, men det har altid været et område, hvor de hurtige folk har boltret sig. Fra torsdag tårner bjergene sig op for de stakkels sprintere, og derfor vil de gøre alt for at komme til fadet en sidste gang, inden udfordringerne for alvor melder sig.

 

For en gangs skyld er der tale om en relativt kort sprinteretape, der fører feltet over bare 167 km mellem Albi og storbyen Toulouse og har som formål at bringe feltet endnu tættere på Pyrenæerne. Fra start kører man mod nordvest og vest igennem let kuperet terræn, inden de skal over kategori 3-stigningen Cote de Tonnac (3,6 km, 4,9%), der er en jævn stigning med top efter 32 km. Den leder op til et plateau, der følges mod vest, inden en nedkørsel leder ned i fladlandet. Det følges mod sydøst og øst frem til kategori 4-stigningen Cote de Castelnau-de-Montmiral (2,5 km, 3,8%), hvis top passeres efter 77 km.

 

Herefter er udfordringerne stort set overstået. En nedkørsel fører mod sydøst, og derefter går det igennem fladt terræn mod syd forbi den helt flade og teknisk ukomplicerede spurt, der kommer efter 87 km, og forplejningen, der er placeret efter 96,5 km. Efter 112,5 km når man Lavaur, hvorefter det begynder at stige let, mens man fortsætter mod sydvest, inden fladt terræn og en nedkørsel melder sig.

 

Efter 131,5 km drejer man mod vest med retning mod Toulouse, og herefter bliver terrænet vanskeligere. Over de sidste ca. 35 km går det op eller ned det meste af vejen, indtil man når udkanten af Toulouse. Her er der en sidste bakke, der har top med 4 km igen, hvorefter det falder ned mod et sving, som leder ind på de sidste 2800 m, der er næsten helt flade. Der er en blød kurve med 2,2 km igen, hvorefter vejen bugter sig let ind på den 500 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 1826 højdemeter

 

Toulouse er blevet besøgt to gange i dette årtusinde. Det skete senest i 2008, hvor Mark Cavendish vandt en massespurt i byen. I 2003 sendte Juan Antonio Flecha en pil afsted, da han krydsede stregen som bedste mand i et udbrud.

 

 

image

 

 

 

Vejret

Temperaturen i Frankrig er generelt stigende, og det ser ud til at skulle blive glohedt senere på ugen. I første omgang venter der en varm onsdag, hvor der vil være en del skyer fra morgenstunden, men hvor det vil klare op, så temperaturen mod slutningen kan nå hele 32 grader. Vinden vil komme fra nordvest og fra starten være let, men tiltage en anelse, så den bliver let til jævn i finalen. Det giver sidemod- og modvind først på etapen, men fra kort før spurten og frem venter et langt sidemedvindsstykke. På de sidste godt 40 km vil der imidlertid være sidemodvind. På de sidste 5 km vil der være sidemodvind afbrudt af direkte modvind mellem 2 og 1 km-mærkerne.

 

Analyse af 10. etape

Mange Tour-seere spørger sig selv om, hvorfor i alverden løbets favoritter skal igennem alle disse dødkedelige sprinteretaper i løbets indledning. Der sker jo alligevel aldrig noget som helst og ofte ender det som en lang dødsmarch, som vi så det på fredagens nærmest pinligt langsomme etape, som selv den mest gennemsnitlige danske motionist ville have kunnet gennemføre - i hvert fald indtil selve finalen. En grand tour er imidlertid ikke bare et spørgsmål om at kunne køre enkeltstart og klatre i bjerge. Nej, det er en test af den komplette cykelrytter, og en god Tour-vinder skal også mestre de udfordringer, de fladere egne af Frankrig byder på.

 

Eksemplerne igennem historien er talrige, og i dag fik vi serveret endnu et oplagt bevis på, hvordan selv den bedste bjergrytter aldrig vil vinde Touren, hvis ikke han mestrer det flade terræn. Det var nu ellers ikke advarsler, der manglede, for et lynhurtigt blik på vejrudsigten afslørede, at der ville blæse en ganske kraftig vind fra nordvest. Med en generel sydvestlig køreretning gennem næsten hele dagen nærmede vinklen sig de 90 grader, og det burde have fået alarmklokkerne til at gjalde ud over hele Massif-Central, da rytterne tog starten i Saint-Flour i morges.

 

Alle var da tydeligvis også advaret, og det var således ikke en mangel på opmærksomhed, der betød, at en hel stribe favoritterne fik sendt deres podiedrømme sendt til tælling, i hvert fald foreløbig. Således steg intensiteten fra det øjeblik, EF efter den indlagte spurt med knap 100 km igen kom med den første lille forcering, og derfra var det kun i skoven på den sidste stigning, at etapen kortvarigt gik i stå. Ingen kan derfor sige, at dagens tidstab skyldtes uheld eller bagholdsangreb, og dagens resultat var til fulde en afspejling af de evner, rytterne selv og ikke mindst deres hold har i den ædle kunst, det er at køre i sidevind.

 

Og netop holdet er under disse betingelser nøglen til succes. Hvis nogen har undret sig over, hvorfor Ineos eksempelvis altid finder plads til Luke Rowe i deres trup, selvom waliseren ikke er meget værd i bjergene eller sågar på holdløbet, hvor man sagtens kunne finde mere værdifulde folk, fik man svaret i dag. Det var nemlig ingenlunde tilfældigt, at Ineos som altid sad rigtigt placeret med næsten fuldt hold, da feltet blev revet til atomer - nøjagtigt som de gjorde det i den hollandske sidevind i 2015, hvor Nairo Quintana måske reelt tabte Touren, eller da Chris Froome og Geraint Thomas sammen med Peter Sagan og Maciej Bodnar snød alle i Montpellier i 2016. Ikke blot kører de altid med stor koncentration og har stor power, de har også i Rowe og Michal Kwiatkowski to ryttere, der bedre end de fleste mestrer kunsten at køre i sidevind.

 

Hvor værdifuld en rytter, Rowe og lignende typer kan være, finder man måske det mest oplagte eksempel på i Paris-Nice. Således kan man med nogen ret hævde, at det var Rowe mere end Egan Bernal og Sergio Henao, der vandt Løbet mod Solen i hhv. 2019 og 2017. I hvert fald var det Rowes fantastiske evne til at holde kaptajnen fremme i de mange sidevindsdramaer, der martrede de to udgaver af det franske løb, der sikrede, at de kunne ramme bjergene med så stort et forspring, at de allerede i det flade Nordfrankrig havde besejret flere af deres allerværste rivaler. Og igen var Rowe og co. usvigeligt sikre, da feltet trods de mange advarsler alligevel splittedes på vejen mod Albi, selvom det tårnhøje niveau og den generelle opmærksomhed betyder, at der som regel skal ganske meget til, inden sidevind spiller en rolle i netop Tour de France.

 

Det kan således godt betale sig at tænke den flade første del ind i udtagelsen af trupperne. Et andet eksempel på dette er Cadel Evans, der på BMC på papiret altid var omgivet af et hold, der ikke var en topfavorit værdigt - i hvert fald ikke i bjergene. I Evans’ år var den første uge nemlig altid martret af et hav styrt, der sendte den ene favorit efter den anden enten til tælling eller ud af løbet. Evans derimod sad altid med fremme omgivet af sine bodyguards Michael Schär, George Hincapie og Marcus Burghardt, der alle trådte et skridt forkert og var en god del af forklaringen på australierens succes i 2011.

 

I dag er der helt sikkert mange, der jubler over deres beslutning om at tage et par fladbanefolk med til Frankrig. Det gælder naturligvis det suveræne Ineos-hold, der ikke blot bidrog til splittelsen, men også med deres overtal var stærkt medvirkende til, at de slagne klassementsfolk aldrig kom tilbage, netop som det så ud til, at de på en lille bakke måske kunne lukke hullet (bemærk i øvrigt, at Geraint Thomas blev sparet, og at Egan Bernal bidrag til arbejdet - en klar indikation på, at Thomas’ overbevisende kørsel har gjort det interne hierarki mere klart). Det gjaldt naturligvis også Deceuninck-drengene, der som bekendt er feltets ubestridte sidevindskonger, og som reelt var motoren bag splittelsen, da Julian Alaphilippe og Elia Viviani i egen høje personer sammen med Ineos rev feltet i stumper og stykker. Og naturligvis sad Bora også i massivt overtal, som de gjorde det i årets sidevindsprægede Gent-Wevelgem - hvor Deceuninck i øvrigt havde en helt usædvanlig offday - for når Peter Sagan er på holdet, kan man være sikker på, at man aldrig sætter et ben forkert. Det er derfor på dage som denne, at Enric Mas, Emanuel Buchmann og Patrick Konrad får lidt belønning for at skulle dele kaptajnrollen med deres sprintere, for de store fladbanedrenge var i høj grad medvirkende til, at de endte blandt dagens vindere.

 

Der er imidlertid også andre, der fik belønning for deres holdvalg. Det gjaldt den på papiret meget sårbare Adam Yates, der klyngede sig til Matteo Trentins baghjul, så europamesteren med den fornemme sidevindskørsel, han også leverede i Paris-Nice, retfærdiggjorde, hvorfor der skulle være plads til europamesteren på et hold, der ellers går 100% for at vinde samlet med deres britiske kaptajn. Det gjaldt for Romain Bardet, der også kunne have været sårbar, men som i Oliver Naesen har en eminent motor til etaper i disse. Og det gjaldt for Steven Kruijswijk, der i dag nok glæder sig over, at Primoz Roglic meldte afbud og dermed åbnede op for en plads til fænomenet Wout van Aert, der ikke blot fragtede sin hollandske kaptajn sikkert til Albi, men også sørgede for at gemme nok i tanken til, at han kunne give sprinterne klø i spurten.

 

Der var imidlertid også overraskelser. Særligt var det opløftende at se, hvordan Movistar havde lært af fadæsen fra Holland i 2015, hvor Quintana allerede på dag 2 smed sine chancer væk. I dag var spanierne således blandt de stærkeste i front, også selvom de på papiret slet ikke har det mest kraftfulde hold til dette terræn. Faktisk synes lille Quintana nærmest at have udviklet sig til en sand sidevindsspecialist, for vi så samme mønster i årets dramatiske Paris-Nice, hvor hans lille skikkelse gang på gang dukkede op i front, når feltet splittedes. Det gjorde den også i dag og det endda i en synlig udgave, hvor han viste så stort overskud, at han ikke bare holdt sig til, men også sammen med Imanol Erviti, Nelson Oliveira og ikke mindst Alejandro Valverde stod for en betydelig del af arbejdet.

 

Desværre fik Movistar ikke den belønning, de havde håbet. Hvis nogen vil kontakte de højere magter og bede den ophæve den grand tour-forbandelse, der tilsyneladende hviler over Mikel Landa, vil det blive værdsat. Det er i hvert fald efterhånden tragisk at opleve, hvordan den stakkels basker gang på gang skal sættes tilbage. Hvis ikke han styrter eller har defekt, ender han altid med at skulle køre for en stærkere kaptajn, og han har således stadig til gode at få en grand tour, hvor alt kører efter bogen. Det bliver desværre heller ikke denne gang, selvom den på papiret så sårbare basker ellers havde klaret ærterne, i hvert fald lige indtil et styrt sendte ham direkte fra offensiven til en defensiv position, der desværre førte til et stort nederlag. Det eneste lys i mørket er, at det for løbet er en gave, at Landa er sat tilbage, for der findes vel næppe en mere offensiv og risikovillig klatrer end netop ham. Mon ikke der er noget baskisk raseri, der skal køres ud, når vi rammer hans hjemmebane i Pyrenæerne i weekenden?

 

Dagens positive overraskelser var Dan Martin og Warren Barguil. Hvis man skulle have peget på én rytter, der med sikkerhed vil blive sat i sidevinden, var det den lille irer, der så sent som på den ellers helt udramatiske 7. etape imponerede ved at blive sat af, da feltets splittedes efter den indlagte spurt. I dag sad han imidlertid med i front, og det endda selvom hans på papiret vigtigste mand, Alexander Kristoff, igen blamerede sig ved at vise mindre god form. Til gengæld leverede Sven Erik Bystrøm varen, og det gjorde i den grad også fænomenale Jasper Philipsen, der måske nok er nyprofessionel, men i årets Tour tydeligt har dokumenteret, hvorfor han i Belgien kaldes den nye Tom Boonen.

 

Barguil var ikke så meget en overraskelse på grund af egne evner, men alene fordi hans hold er så svagt. Med andre ord er der mere og mere, der peger på, at den franske mester er tilbage efter sine mange trængsler, og når man hører Arkea-holdet udtale sig, virker det da også til, at de efterhånden tror på, at deres franske mester endda kan køre klassement og ikke blot skal jagte etaper. I hvert fald har han holdt sig til i stedet for at smide den tid, der ville kunne have givet ham frihed til de første dage i Pyrenæerne.

 

Listen over tabere er lang, og der er nok særligt én, som Ineos jubler over at have sat tilbage. I de seneste dage har det været tydeligt, at frygten for den ekstremt velkørende Thibaut Pinot har været kraftigt stigende, og det er naturligvis med god grund med tanke på den skræmmende styrke, franskmanden har vist. Vi ved imidlertid også, at Pinot hader positionskampen af hele sit hjerte, og det er således ikke første gang, at han er blevet sat til vægs i sidevinden. Faktisk skal vi bare tilbage til sidste års Vuelta for at finde seneste eksempel. Dengang gav tidstabet ham så megen frihed, at han endte med at vinde to bjergetaper, men den slags kompensation er næppe en trøst denne gang. End ikke Stefan Küng kunne nemlig skjule Pinots sårbarhed, og med ét blev hans drømmestart ødelagt.

 

Set med danske øjne er det naturligvis Jakob Fuglsangs nederlag, der stjæler interessen. Desværre er det svært at være voldsomt overrasket, for selvom holdet har kørt med større koncentration end vanligt i dette løb, er det jo en tilbagevendende begivenhed, at Astana lader sig fange eller sidder for langt tilbage i fladt terræn. I dag prøvede de så den hidtil usete og meget tvivlsomme strategi at sætte Magnus Cort til at føre, tilsyneladende i håb om, at det ville give dem en automatisk ret til at sidde fremme. Det gjorde det da også i den ufarlige indledende fase, men da først alarmklokkerne gjaldede, var der altså ikke plads til at spille Cort-kortet. I sidevinden gælder den slags billige tricks ikke, og desværre kom Astana-drengene igen til kort, da der skulle kæmpes om positionerne. Mon ikke Fuglsang kigger misundeligt på Thomas, næste gang waliseren sidder limet til Luke Rowes baghjul?

 

Dagens måske største taber var Rigoberto Uran. Det skyldes ikke så meget, at Uran er nogen sidevindsørn, men snarere, at EF fik fra at være hammeren til at være sømmet. Det var nemlig dem, der med to forceringer åbnede ballet, men alligevel endte deres colombianske kaptajn med at blive ramt lige i nakken. Måske var det lidt naivt at tro, at deres i dette terræn ikke specielt stærke hold ligefrem kunne være dem, der splittede feltet, og måske skulle de have sparet Sebastian Langeveld, Tom Scully, Alberto Bettiol og Simon Clarke til at beskytte Uran. Men det er naturligvis altid let at være bagklog - også når man forgæves spejder efter Sep Vanmarcke i truppen…

 

Og så er der naturligvis stakkels Richie Porte. Nu var det ellers lige lykkedes for den lille australier at komme sikkert igennem den frygtede 9. etape, men desværre voksede træerne heller ikke denne gang ind i himlen. Desværre var det helt forventeligt, at netop Porte, der altid sidder med hjertet så langt oppe i halsen, at det risikerer at ryge med ud under anstrengelserne, naturligvis ville blive tabt, hvis sidevinden splittede feltet. Især må han begræde, at holdet ikke holdt fast i den oprindelige strategi om at satse 100% på ham, men tillod Jasper Stuyven at gå i udbrud i går. Belgieren var tilsyneladende så mærket, at han blev sat som en af de første, og med tanke på at han var Portes vigtigste mand i fladlandet, må der være lidt selvransagelse i Trek-ledelsen i dag. Det blev altså heller ikke denne gang, at Porte kom godt igennem den første uge - men i det mindste er hans knogler da denne gang intakte.

 

Den sidste taber var George Bennett. Ganske vist har der aldrig været tvivl om det interne Jumbo-hierarki, men Bennetts kørsel de seneste dage, ikke mindst på 6. etape, hvor han endda kørte fra Kruijswijk, samt i dag, hvor han forsøgte at køre alene op til Fuglsang-gruppen, viste, at han forsøgte at holde sig til som en plan B. Efter i dag er der kun plan A tilbage, og det var desværre ikke uventet, at Bennett ville blive en af taberne i sidevinden. Holdet mister dermed en vigtig taktisk option, men til gengæld er Kruijswijk nok ikke helt utilfreds med, at han nu kan være stensikker på holdkammeratens ubetingede loyalitet.

 

Og Jumbo har bestemt ingen grund til at være utilfredse. Holdet kan således holde hviledag med bevidstheden om, at de har vundet fire af 10 etaper, og at Kruijswijk trods en svag indsats på 6. etape i kraft af det gode holdløb, er tredjebedste klassementsrytter. Med tanke på at hollænderen som bekendt altid er bedst i den tredje uge, er det i hvert fald ikke noget ringe udkomme.

 

En stor del af forklaringen er fænomenet Van Aert. Ikke blot var han en af nøglerne til holdløbssuccesen og Mike Teunissens choksejr på 1. etape, i dag leverede han endda selv varen ved at tage sin første etapesejr i en Tour, han slet ikke skulle have kørt. Faktisk skulle han bare have brugt Dauphiné til at smage på bjergkørsel, som hidtil har været helt ukendt for den crossfokuserede stjerne, men han imponerede så meget på holdets træningslejr, at han fik chancen, da Roglic meldte fra. I dag bekræftede han så den enorme råstyrke, der reelt havde fortjent at give ham sejren i årets Paris-Roubaix, og den spurtstyrke, der i de seneste uger er blevet taget til et helt uset niveau, da han efter at have taget Sam Bennetts skalp i Paris-Nice viste, at han også kan slå folk som Elia Viviani og Caleb Ewan, hvis blot betingelserne er de rette. Og mon ikke der kunne ligge endnu en etapesejr af vente på fredagens enkeltstart? Det vil jeg næsten tro…

 

Viviani derimod må ærgre sig gul og grøn. Ikke uventet var det som sagt Deceuninck, der sammen med Ineos splittede feltet, og derfor ender belgierne næsten altid som vinderne, når det splittes i sidevinden. Det gjorde de blandt andet, da Mark Cavendish sejrede på den dramatiske etape til Saint-Armand-Montrond i 2013, men denne gang bar anstrengelserne ikke frugt. Etapen havde kostet så meget, at Viviani kun havde Maximiliano Richeze til at køre lead-out, og for en gangs skyld måtte italieneren komme bagfra. Det gjorde han da også med stor kraft, men etapens samlede hårdhed og det stigende opløb var formentlig nok til at tippe balancen til fordel for Van Aert, selvom belgieren faktisk endte med at give sin italienske rival det perfekte lead-out.

 

Endnu mere ærgerlig er Caleb Ewan måske. Man må nemlig tage hatten af for den lille australier, der bestemt ikke er nogen sidevindsørn, men som alligevel klarede sig igennem, selvom hans såkaldte klassikerhold svigtede ham fælt. Helt alene måtte han tilkæmpe sig en position, men det gjorde han faktisk igen med forbilledlig finesse, da han hurtigt lurede, at Sunweb med fem friske mand sad i klart overtal. Han sad således perfekt placeret på bagsmækken af Michael Matthews, men desværre tabte han momentum af, at australieren var usædvanligt tøvende i forhold til at åben spurten og dermed tabte alt for meget af den fart, den forrygende og stadig mere lovende Cees Bol ikke længere kunne holde. I sidste ende måtte han dog nok også sande, at de mange kilometer i sidevinden havde kostet lidt for meget, for reelt kunne hans fart heller ikke matche hverken Vivianis eller Van Aerts.

 

Etapen blev vel også endnu en understregning af den tilbagevendende pointe om, at Peter Sagan altså stadig ikke er sig selv. I hvert fald burde manden, der to gange er blevet verdensmester ved at vinde spurter efter hårde løb, have været i sit es, da han fik chancen for i et let stigende opløb at spurte sig til sejr efter en dag, der havde slidt alle ned til sokkeholdenerne. Tilsyneladende manglede han dog så meget overskud, at han sad usædvanligt lange tilbage i positionskampen, og selvom hans spurt egentlig var ganske hæderlig, var han aldrig i nærheden af at vinde en etape, der ellers var gået præcis, som han kunne have ønsket det.

 

Det var den også for Michael Matthews, der nok måtte knibe sig i armen, da hans stadig mere imponerende Sunweb-hold satte Lennard Kämna, Søren Kragh, Nikias Arndt og Bol frem for at aflevere deres kaptajn på de sidste 2 km. Desværre ventede australieren alt, alt for længe, da Bol begyndte at tabe fart, og det betød, at han tabte alt det momentum, hans hold ellers have givet ham. Med tanke på, at hans spurt faktisk var ganske fin, da han endelig fik trådt den i gang igen, lignede det ikke dårlige ben, men snarere lidt af en dumt fejl, der måske kostede ham chancen for at tage den etapesejr, han så desperat jagter. Endnu værre gik det dog for Sonny Colbrelli, der ellers sad perfekt placeret på Ewan hjul, men desværre alligevel lykkedes med at blive klemt inde mellem Sagan og Philipsen, netop som han var i færd med at skyde frem i en finale, der passede ham som fod i hose.

 

Og så er der naturligvis Dylan Groenewegen. Hollænderen gjorde det ellers fint undervejs, men i dag blev det tydeligt understreget, at han altså har en begrænset holdbarhed. Sammen med Kruijswijk og Van Aert havde han ellers i første omgang klaret udskilningen, men kombinationen af bakker og sidevind blev alligevel en tand for meget. Heldigvis kan han glæde sig over, at denne etape var en enlig svale, og at de kommende sprinteretaper falder langt mere i hans smag. Chancerne for, at han på onsdag tager sejr nr. 5 til Jumbo-mandskabet er i hvert fald ganske gode.

 

Det er derfor nok ikke ham, der græder allermest i aften. Det er nok snarere Pinot, Fuglsang, Uran og Porte, der desværre må sande, at det kun er sprinterne, der kan glemme en skuffelse og bare se frem til næste chance. I den ubarmhjertige klassementskamp er al tabt tid nemlig noget, der skal vindes tilbage, også selvom dagens resultat i lige så høj grad er et udtryk for holdets som for kaptajnens styrke. Og derfor er det ikke helt ubegrundet, hvis Luke Rowe, Oliver Naesen, Matteo Trentin, Jasper Philipsen, Peter Sagan, Yves Lampaert, Wout Van Aert og de andre store drenge får lov at tage en ekstra gang af desserten i aften. De fortjener det.

 

Favoritterne

Et af temaerne i årets Tour de France har været de udfordringer, der har været på sprinteretaperne. Således har arrangørerne sørget for at gøre de flade etaper temmelig varierede. På 1. etape var opløbet mere stigende, end de tunge folk ønskede sig, på 4. etape var der en bakke i den absolutte finale, på 7. etape var distancen alenlang, og på 10. etape skulle rytterne klatre 3000 højdemeter forud for den flade finale. Derfor er der helt sikkert mange, der har set frem til onsdagens 11. etape, der for en gangs skyld ikke har et andet krydderi, der kan sætte grus i maskineriet for de hurtige folk.

 

Denne fang er udfordringerne nemlig til at overse. Distancen på 167 km er til at overskue, og antallet af højdemeter holder sig på beskedne 1800. Den eneste væsentlige stigning kommer først på etapen, og selvom finalen er småkuperet med en lille bakke i udkanten af Toulouse, er det ikke noget, der bør kunne ryste feltets hurtige folk. Samtidig kommer dagen lige inden Pyrenæerne og er således sidste chance for sprinterne, inden den står på overlevelse i resten af Tourens anden uge, og dermed burde der ikke være den store tvivl: den står på massespurt i Toulouse.

 

Med dagens etape in mente vil der nok være mange, der skæver nervøst til vejrudsigten. De vil sikkert være fint tilfredse med, at onsdagen ikke vil være specielt blæsende. Det vil blæse op i løbet af dagen, så det faktisk vil aftentide vil være ganske kraftigt, men under etapen burde forholdene være rimelige. Varmen, der kun ventes at blive værre fra nu af, vil være et tema, men vinden vil næppe kunne gøre andet end at skabe nervøsitet. Dagens etape vil sidde i hukommelsen og formentlig gøre det lange sidemedvindstykke midtvejs meget uroligt og stressende, men med tanke på, at de får vinden i ansigtet den sidste lille times tid, er det ikke en dag, hvor det giver mening at tage initiativ. Det vil ganske enkelt kræve for meget at skulle holde et forspring på turen ind mod Toulouse - især fordi der også skal spares kræfter til onsdag.

 

Derfor ligger det i kortene, at det bliver en mere fredsommelig dag på kontoret. Alle ved, at sprinterne vil kontrollere, og derfor vil udbruddet sikkert blive etableret om ikke fra km 0 så i hvert fald i løbet af de første 5-10 km. Herefter venter en stille og rolig etape, hvor Jumbo, Deceuninck og Lotto som sædvanlig vil kontrollere, og hvor eneste højdepunkt er den indlagte spurt, hvor Peter Sagan, Sonny Colbrelli og Michael Matthews sikkert vil samle lidt point om - Elia Viviani droppede spurten i dag - men derudover vil der ikke ske meget. Vinden vil skabe nervøsitet, stress og måske også styrt, men når man drejer ind i modvinden til slut, vil roen sænke sig en anelse, inden positionskampen atter tager til frem mod finalen. Modvind gør det også næsten umuligt at snyde feltet, og derfor ender det med 99% sikkerhed i en massespurt.

 

Finalen er denne gang meget enkel. Der er et relativt skarpt sving med 2300 m igen, men derudover følger man over de sidste 5 km en vej, der kun bugter sig let. Det er derfor heller ikke denne gang en teknisk finale, og der burde være god plads til at lade farten tale. Til gengæld bliver tålmodighed en væsentlig dyd på en dag, hvor modvinden vil betyde, at man for alt i verden ikke må åbne sin spurt for tidligt.

 

Det får os til at pege på Dylan Groenewegen som vores favorit. Hollænderens status som feltets hurtigste blev dokumenteret med sejren på 7. etape, hvor han endda var tvunget til at starte fra en ugunstig position. Denne gang er etapen så let, at han burde komme relativt frisk til mål, og i dag viste han endda, at han fortsat har en del at skyde med. I hvert fald sad han fint med i sidevinden, indtil det alligevel blev lidt for hårdt - noget, man ikke kan blive forundret over, når han undervejs skulle klatre 3000 højdemeter. I forvejen har han vist os i 2017, at han spurter glimrende i den tredje uge, og der er derfor ingen grund til at antage, at han ikke er ved vanlig styrke.

 

Udfordringen er naturligvis det på papiret så stærke tog, der desværre har kikset lidt de seneste gange. Det skete på 4. etape, hvor han og Mike Teunissen endda endte med at spurte hver for sig, og det skete på 7. etape, hvor Wout van Aert og Teunissen tabte både Amund Grøndahl Jansen og deres kaptajn. Det var stadig muligt for Groenewegen via sin fart at redde situationen, men kun med det yderste af neglede. Derfor er han stadig et usikkert kort, for meget vil afhænge af, hvordan han og Teunissen klarer sig i positionskampen. Heldigvis er finalen teknisk meget enkel, og med så stærke folk til at køre sig frem burde det være nok til at sikre, at Groenewegen kan føje endnu en sejr til den efterhånden alenlange liste over Jumbo-triumfer i årets løb.

 

Skulle Groenewegen fejle, er det naturligvis Elia Viviani, der står først i rækken til at tage over. I dag viste italieneren, at han stadig har masser at skyde med, da han efter en knaldhård dag var mm fra at vinde en hård og stigende spurt. I det hele taget har Viviani efterladt et yderst positivt indtryk også i bjergene, og han har da også flere gange vist os, at han ikke har problemer med friskheden mod slutningen af en grand tour.

 

Til gengæld har Viviani ikke overbevist i løbets eneste flade spurt, han har kørt. På 4. etape vandt han kun med nød og næppe over den normalt langsommere Kristoff, og han fik ikke mulighed for at tage revanche på 7. etape, hvor han punkterede. Heldigvis kan han regne med, at Deceuninck med Yves Lampaert, Michael Mørkøv og Maximiliano Richeze atter vil dominere finalen totalt, som de har gjort på alle løbets klassiske sprinteretaper. Modvinden gør timingen svær, men den mestrer både holdet og Viviani som regel til perfektion. Får han endnu et forrygende lead-out, har Viviani gode chancer for at gøre det færdigt, også selvom han ikke skulle have sin allerfineste fart. Det så vi i hvert fald på 4. etape.

 

I dag missede Caleb Ewan en stor chance, og det må ærgre ham. Denne betydeligt lettere etape passer ham nemlig langt, langt dårligere, for Ewan har reelt fået gedigne klø i alle de massespurter, han i år kørt på etaper med en distance på under 200 km. Undtagelsen kom imidlertid lige inden løbet, da han slog en ganske vist forslået Groenewegen på en meget let etape i ZLM Tour. Med tanke på, at det kun var et målfoto, der afgjorde, at han ikke havde gentaget den bedrift i fredags, kunne noget tyde på, at Ewan måske har fundet lidt af den fart, han ellers har manglet i store dele af sæsonen. I dag kom han ganske vist til kort, men her havde etapen været så hård, at den reelt ikke kan bruges som sammenligningsgrundlag, og det er således 7. etape, der er det mest oplagte billede på styrkeforholdet.

 

Lottos tog med Jens Keukeleire, Roger Kluge og Jasper De Buyst har indset, at de ikke kan måle sig med Deceuninck, men deres strategi med i stedet at aflevere Ewan i en god position bag de bedre tog, har fungeret fremragende. Ewan har virkelig excelleret i positionskampen denne gang, og vi så i fredags, at han med en god position godt kan vinde en let sprinteretape som denne. Modvinden er også til fordel for den aerodynamiske australier. Sidder han igen bedre end Groenewegen, har han en chance for at vinde etapen.

 

Som vi skrev i analysen, bekræftede dagens etape, at Alexander Kristoff desværre ikke synes at have formen. Alligevel var han faktisk meget tæt på at vinde den flade spurt på 4. etape. Det skyldtes i høj grad et fremragende lead-out fra den stadig mere imponerende Jasper Philipsen, og netop hans tilstedeværelse kan vise sig at være nøglen til Kristoff-succes. Man kunne argumentere for, at det efter i dag burde være tid til at bytte rundt på rollerne, men så hurtigt ændrer man ikke et hierarki - slet ikke når kaptajnen kun blev slået på målfoto for en uge siden. Kristoffs styrke er ganske vist at spurte efter de hårde etaper, og denne er derfor for let for ham, men mod slutningen af en grand tour nærmer han sig altid. Kan han holde sig til Philipsen - hvilket lidt overraskende kiksede i fredags for den ellers så positioneringsstærke nordmand - så vi i tirsdags, at han i en lang powerspurt som denne er konkurrencedygtig.

 

7. etape var endnu et bevis på, at Peter Sagan desværre stadig har sine begrænsninger. Han har stadig til gode at vinde en helt klassisk og flad massespurt i Touren, hvor styrt, sidevind eller stigende finaler ikke har spillet ind. Derfor vil det kræve lidt held for Sagan at vinde denne etape, men man skal aldrig sig aldrig, når det gælder slovakken. Hans positionering har været til UG i alle massespurter bortset fra dagens, hvor han virkede mærket til sidst, og man kan forvente, at det igen er ham, der har Vivianis hjul, når Deceuninck skyder frem. Mistimer Viviani den i modvinden, og er Ewan og Groenewegen ude af position, er Sagan hurtig nok til også at vinde de lettere massespurter, som han senest viste det med sejren i Californien, hvor hans form ellers var helt til rotterne.

 

En af de ryttere, der er svær at blive klog på, er Giacomo Nizzolo. Han kom flyvende fra start på 1. etape, hvor han viste en imponerende fart, men siden dengang har han været relativt anonym. Det kneb nemlig med positioneringen for den normalt ellers så stabile italiener, der stadig synes at have svært ved at genfinde de evner i positionskampen, som tidligere gav ham en stabilitet, som selv Sagan næsten måtte beundre. Det er også tydeligt, at hans holdbarhed heller ikke er som i tiden før skaderne, men heldigvis nærmer farten sig. Nu skal Reinardt van Rensburg og Edvald Boasson Hagen bare have kørt ham frem, så vi kan se, præcis hvor hurtig han er. Vi skal trods alt ikke længere tilbage end til Vueltaen for at finde seneste eksempel, hvor han viste en topfart, der i hvert fald kunne måle sig med Sagans.

 

Det var lidt svært at vurdere Sonny Colbrelli i dag. På den ene side så han ikke voldsomt skræmmende ud ved spurtens begyndelse, men han lignede faktisk en mand med momentum, da han til slut blev lukket inde bag Sagan. På de foregående etaper har han da også kørt nogle ganske flotte spurter, også i den flade finale på 7. etape. Det er positioneringen, den har knebet med, men med Nibalis deroute vil han have mere dedikeret støtte fra Jan Tratnik, Matej Mohoric og Ivan Garcia. Det er på papiret et ganske stærkt tog, og selvom en flad, let etape ikke er Colbrellis kop te, så vi i fredags, at han faktisk har en relativt høj topfart også på de flade dage.

 

Det kniber til gengæld mere for Michael Matthews. Han har kørt nogle fornemme spurter på de hårde dage, som da han krydsede stregen først på 8. etape, hvor han slog Sagan og Matteo Trentin, men han er som så ofte før faldet igennem i de mere klassiske spurter. Denne etape er da også for let for ham, og det er meget svært at se ham krydse stregen først i Toulouse. Omvendt var det godt at se Sunwebs flotte finale i dag, og på papiret er toget med Søren Kragh, Nikias Arndt og brølstærke Cees Bol da også et af de mest kraftfulde. Kan de endelig levere et lead-out, som de på papiret har potentialet til, burde Matthews kunne gøre det hæderligt.

 

Som skrevet i analysen ovenfor var Jasper Stuyven i dag tilsyneladende så mærket af søndagens udbrud, at han var ude af stand til at støtte Richie Porte. Man må håbe, at hviledagen gør ham godt, for forud for dagens fadæse viste han fornem form. Desværre er en flad, let etape som denne ikke hans kop te, og han har tillige det store handicap, at han er helt uden hjælp i finalerne. Hans eneste chance for at vinde er at finde et godt hjul, og at de hurtigere folk mistimer den i modvinden, men det virker stærkt, stærkt usandsynligt. Med lidt held i positionskampen kan han dog godt nærme sig podiet.

 

Er det tid til lidt succes for Katusha. Hidtil er der ikke meget, der har fungeret for schweizerne, men denne lette etape burde kunne give muligheder. Holdets tog med Mads Würtz, Nils Politt, Alex Dowsett og Marco Haller foran Rick Zabel og Jens Debusschere er på papiret ganske kraftfuldt, men de kom alligevel til kort på både 4. og 7. etape. I denne ukomplicerede finale burde de dog kunne sætte sig igennem med deres power, hvis de kan holde sig samlet og ikke igen starte for tidligt. Hvem der skal spurtes for, er til gengæld åbent. Normalt er Debusschere nr. 1, men han var så formsvag i indledningen, at han gav stafetten videre til Zabel. Tyskeren er derfor nok det mest sandsynlige bud, men efter to fejlslagne forsøg er det bestemt ikke umuligt, at Debusschere igen for chancen efter en etape, hvor alle vil være relativt friske til sidst.

 

Det har været lidt overraskende at se, hvor ringe Niccolo Bonifazio har gjort det i positionskampen. Det har ellers tidligere været hans store styrke, men han har fejlet totalt hidtil. Det vil da også være synd at sige, at Direct Energie har givet ham megen støtte, men man kan håbe, at Anthony Turgis og Niki Terpstra denne gang kan vise sit værd. Vi skal således ikke længere tilbage end til sidste års Giro for at finde seneste eksempel på spurter, hvor Bonifazio var med helt fremme på højeste niveau, og hans sæsonstart har vist, at farten fortsat er hæderlig.

 

Endelig er der Matteo Trentin. Europamesteren valgte at skippe spurten på 7. etape, ganske enkelt fordi etapen havde været for let. Det er nærliggende at tro, at han heller ikke her gider at bekymre sig om en spurt, han alligevel ikke kan vinde. Omvendt var han med i spurterne på både 1. og 4. etape, så måske vil han alligevel give den et skud. Han er uden hjælp i finalen og derfor ligesom Stuyven lidt prisgivet i positionskampen, men har han heldet med sig, kan han måske finde et hjul, der kan indbringe en podieplads.

 

Blandt de øvrige sprintere er det svært at tro på en genrejsning af André Greipel, og Andrea Pasqualon har i år haft det meget svært i flade spurter. Julien Simon vil måske forsøge sig i Laportes fravær, ligesom man ikke kan udelukke, at Greg Van Avermaet, Alberto Bettiol og Oliver Naesen vil give den et skud. De vil dog formentlig lade denne flade spurt passe sig selv, og de er under alle omstændigheder ikke hurtige nok til at vinde.

 

OPDATERING: Rick Zabel er blevet syg, hvilket forklarer hans vanskeligheder på 10. etape. Man må derfor formode, at Katusha satser på Debusschere.

 

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Elia Viviani, Caleb Ewan

Outsidere: Alexander Kristoff, Peter Sagan, Giacomo Nizzolo, Sonny Colbrelli

Jokers: Michael Matthews, Jasper Stuyven, Jens Debusschere, Niccolo Bonifazio, Matteo Trentin

HVILEDAGSTILBUD: DVDEN - THE ARMSTRONG LIE TIL KUN 10 KRONER!

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Ladies Tour of Norway - TTT(2.WWT) 22/08-25/08

Vuelta a España(2.UWT) 24/08-15/09

Cyclassics Hamburg(1.UWT) 25/08

Colorado Classic(2.HC) 22/08-25/08

Schaal Sels(1.1) 25/08

Tour de Indonesia(2.1) 19/08-23/08

Vuelta a España(2.UWT) 24/08-15/09

Cyclassics Hamburg(1.UWT) 25/08

Schaal Sels(1.1) 25/08

Tour Poitou-Charentes(2.1) 27/08-30/08

Druivenkoers - Overijse(1.1) 28/08

Deutschland Tour(2.HC) 29/08-01/09

Great War Remembrance Race(1.1) 30/08

Tour de DMZ(2.NCUP) 30/08-03/09

GP de Plouay - Lorient Ag...(1.WWT) 31/08

Omloop Mandel-Leie-Scheld...(1.1) 31/08

Tour of Almaty(2.1) 31/08-01/09

Bretagne Classic - Ouest-...(1.UWT) 01/09

Grote Prijs Jef Scherens ...(1.1) 01/09

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger