Optakt: 11. etape af Tour de France

Ruten

Det plejer at være løbets første uge, der er præget af mange relativt flade etaper, men i år er det anden uge, der er den fladeste. Det skyldes, at man her befinder længere mod nord end i resten af løbet, og således venter der efter den helt flade 10. etape endnu en chance for sprinterne, når man på 11. etape forlader Atlanterhavet i vest og begynder rejsen ind gennem Frankrig med retning mod Alperne i øst. Det betyder, at terrænet er en anelse mere kuperet end den flade tur langs kysten på den foregående etape, men hvis ikke vinden kommer i spil, peger alt på en massespurt i Poitiers, hvor en lille bakke med 2 km igen dog kan favorisere de lidt mere klatrestærke af de hurtige folk.

I alt skal der tilbagelægges 167,5 km, som fører feltet fra Châtaillon-Plage til Poitiers. Starten går helt ude ved kysten ved de to øer fra den foregående etape, men straks forlader man vandet, når man igennem helt fladt terræn kører mod nordøst, øst og siden atter nordøst ind gennem landet. Udfordringer er der ikke mange af, mens man snor sig mod nordøst, men efterhånden som man nærmer sig den lidt større by Niort, bliver det anelse mere kuperet. Således skal man over en lille bakke, mens man kører vest om byen op til byen Saint-Maxire, hvor man via nogle småbakker snor sig mod nordøst op til dagens eneste kategoriserede stigning, kategori 4-stigningen Cote de Civrais (1,1 km, 4,4%), som er en let og jævn stigning. Kort efter venter endnu en bakke, inden man når frem til Saint-Maixent-l’Ecole.

Efter denne by venter dagens længste stigning, der dog ikke er kategoriseret og fører mod nord op til dagens spurt, som kommer efter 108,0 km, hvor kun den sidste kilometer er relativt flad, men hvor der ingen tekniske udfordringer er. Nu fortsætter man igennem næsten helt fladt terræn mod nordøst. Senere drejer man mod øst for at følge en ganske let faldende vej ind mod Poitiers. Her snor man sig ind gennem byen med retning mod målet i den østlige udkant. Med 3 km igen rammer man en lille bakke (0,7 km, 4,1%), inden de sidste 2 km er stort set helt flade. Finalen er teknisk ukompliceret, da der er sving med 3,2 km 1600 m igen, inden man bugter sig ind på den 1,2 km lange, 7,5 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Etapen byder på i alt 1004 højdemeter

Poitiers har hvert år siden 2005 været vært for sidste etapen af Tour du Poitou Charentes, hvor det hele ofte er endt i en stigende spurt. Vinderne har været Arnaud Demare (2020), Andrea Pasqualon (2019), Arnaud Demare (2018), Marc Sarreau (2017), Sonny Colbrelli (2016), Matteo Trentin (2015), Jesus Herrada (2013 og 2014), Francisco Ventoso (2012), Alex Dowsett (2011), Jimmy Casper (2010), Heinrich Haussler (2009), Samuel Dumoulin (2008), Jean-Eudes Demaret (2007), Nicolas Vogondy (2006) og Danilo Napolitano (2005).

Vejret

Det fantastiske sommeragtige vejr fortsætter på en onsdag, der er helt skyfri og byder på temperaturer på hele 29 grader. Vinden vil blot være let til jævn (15 km/t) og komme fra nordøst. Det giver modvind stort set hele dagen, men med 39 km igen bliver det mere sidemodvind, endda med et kort sidevindsstykke undervejs. Der bliver sidevind lige inden selve Poitiers, hvorefter der er først mod- og så sidevind inde i selve byen. Slutteligt drejer man ind i sidemodvind efter sidste sving med 1600 m igen.

Analyse af 10. etape

”I really needed this one!”

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Det har været Sam Bennetts mantra i et 2020, der bestemt ikke er gået efter planen. Allerede efter den første kiksede spurt i Down Under Classic begyndte den skrøbelige irske selvtillid nemlig at halte, og selvom han kom fra Australien med to sejre, betød et skidt UAE Tour og et katastrofalt Paris-Nice, der endte med et styrt og tydelig desperation og frustration, at det var en slukøret Bennett, der drog på corona-pause med en tiltro til egne evner, der var om muligt endnu ringere, end den tidligere havde været. Og bedre blev det ikke af, at han også fejlede på de første to etaper i comebackløbet i Burgos, hvilket sled selvtilliden yderligere ned sokkeholderne for en mand, der allerede ved nytår frygtede at ende som den Deceuninck-sprinter, der helt usædvanligt ikke slog til.

Derfor var det en gigantisk lettelse, da Bennett med en vild og voldsom forcering på den lille bakke i finalen fik brudt tørken med sejren på 4. etape i Burgos. Og derfor indledte han det efterfølgende interview med ordene ”I really needed this one!” Det var ikke så meget Bennett selv, der behøvede den sejr, men snarere den selvtillid, der fra karrierens begyndelse har været sjældent ringe for en sprinter, som jo ellers tilhører et meget selvbevidst folkefærd.

Desværre for Bennett gik det galt igen. Milano-Torino og ikke mindst Milano-Sanremo endte som en gigantisk nedtur, og da han efterfølgende i Vallonien blev sat på en bakke, der ville have fået Valby Bakke til at ligne Alpe d’Huez, var det atter en frustreret Bennett, der rasende bad kameraerne om ikke at filme den gigantiske nedtur. Med bare få uger til Tour-start var selvtilliden atter slidt ned til sokkeholderne.

Men så var der pludselig hul igennem. Vi har efterhånden lært at forstå, at Bennetts ben nærmest pr. definition er rustne ved indgangen til et etapeløb, og de første to dage er ofte meget skuffende. Sådan var det også de dage i Vallonien, men da han på den efterfølgende etape fik en Arnaud Demare, som i august måned vandt cykelløb i samme takt, som Donald Trump råber ”Fake News”, til at ligne en dilettantisk nybegynder, var Bennett for første gang den rytter, der i 2019 kraftigt aspirerede til titlen som verdens bedste sprinter. Og det var så tiltrængt for den nedbrudte selvtillid, at det efterfølgende interview blev indledt med ordene ”I really needed that one!”

I virkeligheden var det dog hverken sejren i Vallonien eller i Burgos, Bennett ”needed”. Nej, det var den Tour-etapesejr, der manglede i at gøre ham til medlem af den eksklusive klub over ryttere med sejre i alle grand tours. Og hvis ikke han manglede den af hensyn til sit eget generalieblad, gjorde han det alene for at gøre kål på den frygt, der nærmest lammede ham i tiden op til løbet. I hvert fald var det tankevækkende, at Bennetts hovedfokus på pressekonferencen før løbet var det store pres, han følte grundet angsten for at ende som den Deceuninck-sprinter, der ikke vandt en Tour-etape.

Derfor kan man næppe forstå, hvilke tanker der er løbet gennem det irske hoved, når det er blevet lagt på puden i Frankrig i den forløbne uge. Det gik nemlig først galt i Nice, hvor han begik en fejl ved at tøve og derved mistede farten. Det gik galt igen i Sisteron, hvor han trods skræmmende styrke fik åbnet alt for tidligt i modvinden. Det gik også galt i Privas, hvor han var ude af position og med sin tårnhøje fart kom en postgang for sent. Og til sidst gik det også galt i Lavaur, hvor Boras attentat på hans grønne trøje viste sig vellykket til at sende ham til tælling.

Naturligvis har Bennett været både glad og stolt over at bære den grønne trøje, men det var etapesejren, der for alvor rumsterede i hans hoved. Og med hele den bølgedal af op- og nedture in mente - især når man kender lidt til hans kvaler med at tro på sig selv - forstår man godt, at Bennett i dag leverede et af de mest følelsesladede vinderinterviews, vi har set i Touren på det seneste, i hvert fald siden en rørt John Degenkolb vandt brostensetapen for to år siden.

Men Bennett har jo slet ikke grund til at tvivle på sig selv. Det kan godt være, at hans kørsel på 7. etape viser, at han ikke synes helt så stærk som i 2019, hvor han sendte Philippe Gilbert og Zdenek Stybar til tælling på den stejle mur i Toledo, men hans kørsel i denne Tour har ikke været langt derfra. De indlagte spurter har han vundet efter behag, hans spurt i Sisteron var i lyset af den ifølge Peter Sagan ”crazy” hårde modvind beundringsværdig, og i dag viste han atter, at han er feltets hurtigste. Nu fik han bare også løn som fortjent.

Det var imidlertid ikke kun Bennetts egen fortjeneste. Efter nogle halvkiksede lead-outs for et sjældent skrøbeligt Deceuninck-tog, der efter tabet af Zdenek Stybar er stærkt svækket, gjorde belgierne i dag alt rigtigt. Kasper Asgreen sørgede for at holde dem til fadet, da Sunweb nok engang dominerede i finalen, og slutteligt leverede Michael Mørkøv nok engang et lead-out, der bekræfter hans status som en af verdens bedste til netop det. Endelig sørgede Bennett - vel med Sisteron i frisk erindring - for en gangs skyld for ikke at bukke under for presset og åbne en my for tidligt, og faktisk var han måske lidt heldig med, at rivalerne også tøvede, for denne gang trak han den så længe, at han meget vel kunne være blevet overrumplet bagfra.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Det gjorde han imidlertid ikke, og det ærgrer Caleb Ewan sig nok over nu. Den lille australier kom ellers meget tættere på at slå ireren i et direkte spurtopgør, end han var i 2019 - hans sejr i Sisteron skyldtes alene Bennetts mislykkede timing i modvinden - og derfor fik vi set, at feltets to supersprintere lige nu er meget jævnbyrdige, når det handler om fart. I det lys kan Ewan være ganske godt tilfreds med dagens udkomme, også selvom han nok spekulerer på, hvad der var sket, hvis han havde undladt at gøre sportens så ultrakort, som det blev tilfældet. Måske regnede han blot med, at Bennett nok engang ville bukke under presset og derfor endte med at tøve det sekund, der måske kostede ham sejren.

Endnu mere grund har han til at glæde sig over forberedelsen. Efter nogle mildt sagt helkiksede lead-outs lykkedes det i dag endelig Ewan at gøre det, han i 2019 mestrede til perfektion: at finde det rette hjul i finalen. Selveste Peter Sagan fik han endda bokset væk fra Bennetts bagsmæk, og derfor kunne han starte sin spurt fra den position, der har givet ham de fleste sejre. Nok lykkedes det ikke denne gang, men Ewan kan i hvert fald tage fra dagens etape med en tro på, at det kan gå anderledes i morgen i Poitiers.

Selvom det måske er meget sigende for hans aktuelle krise, at han nærmest helt uhørt lod sig bokse væk fra Bennetts baghjul, kan Sagan også være glimrende tilfreds. Denne pandekageflade etape handlede for ham alene om at begrænse pointtabet til Bennett så meget som muligt, og derfor vendte han tilbage til den uhyre succesrige taktik, han har anvendt i hovedparten af Tourens massespurter i de senere år. De har nemlig ikke handlet om at vinde - dertil har han aldrig rigtigt været hurtig nok - men om at maksimere pointudbyttet ved at gå i top 3. Det har han gjort ved at anbringe sig på hjulet af feltets hurtigste, og selvom Ewan i dag fik han skubbet til side, sikrede han med 3. pladsen, at han undgik en katastrofe. Nu handler det bare om at overleve morgendagens spurt også og så lave et Bora-attentat i stil med det, vi så i Lavaur, på 14. og 19. etape, der har så svære stigninger undervejs, at målet må være igen at sætte Bennett til vægs fra distancen.

I det hele taget var det dagen, hvor der var mange vindere og meget få tabere. Havde vi skrevet 2019, havde en 4. plads været at regne for en fiasko for Elia Viviani, men efter en sæson, hvor alle de bløde hatte, han har jokket i, stadig er helt buleløse, må det føles som lidt af en sejr at rulle over stregen som nr. 4. Der var lidt af den gamle næse for positionering, da han fandt Sagans baghjul, og selvom farten stadig er milevidt fra den, han præsterede i særligt 2018, viste han i dag, at det ikke er umuligt, at han - måske ikke i dette løb, men i mindre begivenheder - kan få slettet det runde 0, der lige nu må gøre det lidt svært at se på den lukrative kontrakt, der ligger på det vivianiske bord i Italien.

Ja, det var vitterligt dagen, hvor de fallerede sprintere rejste sig. Efter at have kæmpet sig igennem ni dage med store smerter i knæet, fik André Greipel endelig chancen for at vise, at det vitterligt var en bakteriesygdom, der i 2019 fik ham til at ligne en søndagsmotionist mere end en af sin generations mest vindende ryttere. Og selvom der ikke var tidligere tiders fart i de gamle gorialllastænger, var der oprejsning at hente i dagens 6. plads, ikke mindst fordi han højst usædvanligt gjorde det flot i positionskampen.

Flot gjorde vores danske verdensmester det også. Det så ellers ud til, at spurten måtte sælges, da han fik verdens mest utaknemmelige opgave som oppasser for Richie Porte i den sidevind, der plejer at blæse den lille kaptajn hjem til Australien, og da han efter nogle gedigne føringer mod slutningen sad bagerst i feltet med sin chef i sulkyen, så det ud til, at han havde opgivet alle drømme om etapesejr. Men minsandten om regnbuestriberne alligevel på bare få kilometer havde fået bevæget sig frem til fronten tidsnok til at sikre sig en 5. plads. Nu kan man kun gisne om, hvad den overbevisende styrke var blevet omsat til, hvis Trek havde brugt deres supertog til faktisk at sætte verdensmesteren i scene.

Lige bag ham endte endnu en vinder, Bryan Coquard. Den franske sprinter havde ellers til sin sportsdirektør annonceret, at det forudgående styrt betød, at der ikke blev nogen spurt i dag. Men ligesom Pedersen dukkede han alligevel op bag Kevin Reza og Jens Debusschere i den absolutte finale, og selvom en 6. plads ikke står mål med ambitionerne, må det betragtes som et fornemt udkomme for en mand, der var klar til bare at rulle til mål.

Der var dog også tabere. Det gælder vel særligt Cees Bol, der nok engang må sande, at positionering ikke er hans spidskompetence. Sunweb cementerede ellers nok engang, at de har det i særklasse bedste tog, men lige lidt hjalp det. Da Joris Nieuwenhuis skulle tage over efter Søren Kragh på den sidste kilometer, måtte hollænderen stoppe og spejde tilbage efter sin hollandske kaptajn, og dermed blev hele forarbejdet ødelagt, så det i stedet var Mørkøv, der kunne sætte Bennett op. Det var i den grad en spildt mulighed for den store hollænder, der ellers dybt må beundre, hvordan det unge tog totalt dominerer Tourens finaler.

Han kan imidlertid se på de kommende etaper med fortrøstning. Det er sværere for Matteo Trentin, der nok engang måtte sande, at hans fine positionering er forsvundet som dug for solen. Luka Mezgec har fået dokumenteret, at også han er for begrænset på både fart og positionering. Og vi spekulerer alle stadig på, hvad der blev af den Alexander Kristoff, der knuste alt og alle på Promenade d’Anglais for en god uges tid siden.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det blev heller ikke en genrejsning for en ellers stadig mere formstærk Niccolo Bonifazio, der som så ofte før sad godt, men som var helt uden den fart i stængerne, der gav en sejr i årets Paris-Nice og en 3. plads i Paris for et år siden. Og Max Walscheid, der fik sin måske eneste chance på den eneste etape, som virkelig passer ham, måtte nok engang sande, at det med positionering har kostet ham en endeløs serie af topresultater.

Helt så endeløs som Primoz Roglics sejrsliste er den dog ikke. Sloveneren, der på gårsdagens hviledag struttede så meget af selvtillid, at han var helt snaksalig, viste med god hjælp fra Wout van Aert, at det ikke bliver i sidevinden, at han knækker, da han sad helt fremme først i forbindelse med Deceunincks tidlige angreb og siden lige i bagsmækken på Ineos, da briterne nok engang viste, at de regner sidevinden som et af deres stærkeste våben i kampen mod det slovenske monster. Roglics viste i dag, at det våben næppe er stærkt nok til at sætte noget afgørende stød ind, og det kan også være ret lige meget, da der næppe er udsigt til sidevind i de regioner, hvor de kommende etaper køres.

Det er der mange klatrere, der er glade for - ikke mindst før omtalte Porte. De har alle frygtet denne spektakulære ø-etape, der kun blev endnu mere farlig ved at blive flyttet fra juli til september. Vejrguderne syntes imidlertid, at det alligevel skulle være sommer, og derfor endte det hele blot som en stressende, nervøs og hektisk dag, der imidlertid aldrig blev rigtigt farlig.

Det er Sam Bennett sikkert glad for. Nok havde han med sit stærke mandskab formentlig været den sprinter, der havde lukreret mest på en god gang sidevindsræs, men for ham var det sjovere at vinde på mere klassisk maner. Nu fik han nemlig bevist, at han altså er en af verdens hurtigste sprintere, og at han al mulig grund til også at tro på, at han er det. Nu er det gigantiske åg af pres endda lettet fra hans skuldre, og det kan kun vække bekymring for rivalerne, at vi fra nu af har en Bennett med styrket selvtillid, og som ikke længere er på jagt efter en af de sejre, ”he really needs.”

Favoritterne

Så blev det endelig et rigtigt Tour de France for sprinterne. Første uge plejer at være fyldt med flade etaper, men vi skulle altså midtvejs ind i løbet, inden det endelig føles som uge 1. For første gang siden starten i Nice er der udsigt til to på hinanden følgende massespurter, og den mulighed skal gribes, for 11. etape er den sidste helt klassiske sprinteretape inden Paris - i hvert fald hvis Bora og Peter Sagan som spået i analysen iværksætter endnu et langdistanceattentat på Bennett på 14. og 19. etape.

Og massespurt bliver det onsdag i Poitiers. Selvom Poitou-Charentes ikke er den mest blæsende region, kunne man godt have håbet på lidt vind, men den bliver næppe det store tema. Én ting er, at den er relativt svag, noget andet er, at det stort set er modvind hele dagen. Det borger for en lur på sofaen og en langgaber, der næppe vil byde på meget drama.

Det bliver i hvert fald en rolig start. En lang selvmordsmission i et udbrud er nogenlunde lige så attraktiv, som en nedkørsel er det for Ilnur Zakarin, og derfor bliver der næppe rakt mange hænder i vejret, når Christian Prudhomme fra sin corona-seng spørger, hvilke hold der vil sætte gang i festen. Man kan frygte, at det bliver en gentagelse af dødsmarchen fra 5. etape, men heldigvis så vi da i dag, at der var to schweizere, der havde mod på det. Vi håber på en gentagelse - måske fra Total Direct Energie, der næsten er på hjemmebane - så vi i det mindste får et udbrud, der gør, at etapen ikke bliver alt for langsom.

Hvis/når vi får etableret et udbrud, vil det være op til Deceuninck og Lotto nok engang at kontrollere, og vi så i dag, at Thomas de Gendt, Remi Cavagna og Tim Declercq kørte med meget lille risikovillighed, da Stefan Küng i et lille tomandsudbrud udgjorde blot en minimal risiko. Derfor bliver der ikke givet ved dørene, og højdepunktet bliver den indlagte spurt, der er stigende, men som med en placering relativt tæt på mål som i dag næppe ville blive kørt for fuld knald af hverken Sam Bennett eller Peter Sagan.

Det interessante bliver de sidste 39 km. Her drejer de mere i øst, og da vinden er i nordnordøst mere end nordøst, kan der måske være en lille trussel her. Det vil formentlig skabe stress og positionskamp - måske også et forsøg på angreb fra Deceuninck eller Ineos - men det synes stærkt usandsynligt, at vi vil se andre end eventuelt den sædvanlige hale af klatrere falde fra. Det vil formentlig bare blive lidt smånervøs kørsel i den generelle modvind frem til Poitiers.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Det bør altså blive en spurt, der har to kendetegn. For det første er der den lille bakke, der kan trætte sprinterne en anelse og vil gøre, at de mere hårdføre folk måske har en lille fordel. For det andet er der igen tale om ganske ukompliceret finale, der efter den lille sightseeingtur rundt i det meste af Poitiers ender med en alenlang og første gang i år også meget bred opløbsstrækning. Igen er der modvind, hvilket betyder, at timing er en dyd, men for de sprintere, der er friske, er der virkelig basis for at lade farten tale i en afslutning, hvor den brede vej og lange vej betyder, at positionering er mindre væsentlig.

Nu er det jo blevet en vane at pege på Sam Bennett, så det vil jeg gøre igen. Denne gang er det dog med mindre overbevisning end i går. For det første var Ewan fartmæssigt tættere på Bennett, end jeg havde regnet med, og for det andet er en modvindsspurt altid god for aerodynamiske Ewan, der denne gang heller ikke løber samme risiko for at blive lukket inde på den brede vej.

Når jeg alligevel peger på Bennett, skyldes det tre forhold. For det første er der Michael Mørkøv. Deceunincks svaghed er, at deres tog består af to mand, og derfor er de ofte blevet lukket inde. Den risiko er mindre på denne brede vej, og hvis han får plads, vil Mørkøv være i stand til at sætte Bennett lige så flot op som i dag. For det andet er Bennett som beskrevet i analysen nu frigjort fra presset, og det betyder formentlig, at han genfinder sin fine timing, som har manglet hidtil med for lang en spurt på 3. etape og en spurt i dag, der meget vel kunne have været for kort, hvis Ewan ikke havde tøvet. Endelig er bakken til fordel for den mere robuste Bennett. Alt sammen får det mig til at tro på ”the double”.

Som sagt mener jeg dog, at Caleb Ewan er en farligere rival denne gang. Bakken er en ulempe for den betydeligt mindre holdbare australier, men den er ikke noget, der kan ryste ham. Modvindsspurter elsker han pr. definition i kraft af sin aerodynamik, og i dag genfandt han den eminente evne fra 2019 til altid at finde det bedst mulige hjul. Risikoen for, at det hidtil så overraskende svage Lotto-tog lukkes inde er også mindre på denne brede vej, og sidder han lige på bagsmækken af Bennett, så vi i dag, at det kan gå begge veje, især hvis Bennett alligevel får åbnet for tidligt i modvinden. Problemet er Peter Sagan, der formentlig sidder limet til Bennets baghjul, og kan Ewan vitterligt bokse slovakken væk to dage i træk? Lykkes det, er der dog en glimrende chance for, at det bliver Ewan og ikke Bennett, der som den første når op på to pinde.

Som skrevet i analysen er det en fornøjelse at følge Sunweb i dette løb. Selvom der igen i dag gik helt kuk i rækkefølgen, så Casper Pedersen måtte tage sin føring alt for tidligt, står det nu mejslet i granit, at tyskerne har det i særklasse bedste tog med Søren Kragh, Joris Niewenhuis, Nikias Arndt og Pedersen foran Cees Bol. Som vi har set det lidt for mange gang, mistede Bol i dag toget i finalen, men toget er stadig et våben, der giver ham en stor fordel. Bakken er ikke sværere, end at robuste Bol sagtens kan klare den, og den lange powerspurt burde passe ham. Det er klart, at han ikke har Bennetts eller Ewans fart, men som vi så i Privas, kan han i kraft af sit tog godt vinde, hvis blot de to hurtigste ikke er i position.

Så er der Wout van Aert. Han har sagt, at han nærmest finder det lidt utidigt at spurte, når holdet har en trøje at forsvare, og at han helt sikkert ikke vil spurte på de lette dage. Denne etape ender i kraft af modvinden formentlig med at blive meget let, hvilket taler for, at han nok engang skipper finalen. På den anden side kan den lille bakke næsten ikke undgå at give ham ideer, selvom finalen ikke er helt så hård som i Privas.

Det gode for Van Aert er, at manglen på vind formentlig betyder, at han slipper for at arbejde alt for meget, og at den ukomplicerede finale betyder, at det bliver relativt let at gøre Roglic sikkert frem. Det øger chancen for, at han giver den et skud, men der er i skrivende stund ikke en officiel udmelding. Den knap så hårde afslutning betyder, at det bliver sværere for ham at sejre, end det gjorde i Privas, hvor Bennett trods alt var betydeligt hurtigere, men det kan lade sig gøre, hvis han sidder rigtigt. Og trods manglen på støtte har han vist, at han mestrer kunsten at komme i position, især nu hvor bakken kan gøre det lettere for en fyr som ham at bevæge sig frem.

Som altid er Trek et af de store spørgsmål. I dag endte det alligevel med, at Jasper Stuyven skulle køre spurten, men da det ikke lykkedes for Mads Pedersen at finde sin kaptajn efter afsluttet bodyguardtjans for Richie Porte, endte han alligevel med selv at køre spurten. Nu aner vi så ikke, hvor langt de er kommet i rotationsprincippet, og i skrivende stund er det uklart, hvem der satses på. Pedersen tog lidt sin egen chance i dag på bekostning af Stuyven, og derfor kan man argumentere for, at det er ved at være tid for Edward Theuns til igen at få sin chance. Alle har de kun glæde af bakken i finalen, dog nok særligt Stuyven og Pedersen, der er de mest robuste.

Mit forsigtige bud er, at de kører for Theuns. Stuyven fik sin chance i dag og er nok længst fra at få chancen, og da han tillige er den langsomste i en flad spurt, har han også mindst chance for at vinde. Pedersen har i år vist, at han formentlig er bedste bud på et resultat - især efter dagens vildt flotte kommen-tilbage-fra-bagenden - men jeg tror mest af alt, at de kører for Theuns. Uanset hvem det bliver, er det sværere for dem at vinde i en finale med så bred en vej, hvor de har mindre glæde af deres tog. Det ændrer dog ikke på, at toget er det eneste, der kan matche Sunwebs, og med et godt lead-out kan det med det rette held godt lade sig gøre.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

En af dagens positive oplevelser var Peter Sagan, der kørte en ganske fin spurt fra Ewans baghjul. Som skrevet i analysen må det handle om at overleve disse sprinteretaper med så lille et pointtab som muligt. Derfor vil vi formentlig se ham limet til Bennetts baghjul gennem hele finalen, og denne gang giver han næppe hjulet fra sig til Ewan. Desværre vil han formentlig være fint tilfreds med at sidde der og ende som en mulig nr. 2 fremfor at satse 2. pladsen på muligvis at vinde, men skulle Bennett mistime det i modvinden, viste Sagan så fin fart i dag, at det måske alligevel kan lade sig gøre, også med en bakke, der i hvert fald må tale til hans fordel.

Det er også tid til at have mere tiltro til Elia Viviani. Som skrevet tidligere så farten faktisk fin ud i Nice, men siden har fodskaden sat ham tilbage. I dag viste han lidt af sin gamle positioneringsevne med god hjælp fra Christophe Laporte og Simone Consonni, og kan han gentage det i morgen, ligner det et godt resultat, også fordi han synes at være en af de hurtigste bag de to supersprintere. Bakken kan han også sagtens klare, men det er klart, at han ikke har farten fra 2018, og derfor ligner det mere et godt resultat end en sejr for den engang så sejrsvante italiener.

Som skrevet i analysen er det mærkeligt, hvad der blev af den Alexander Kristoff, der knuste al modstand i Nice. I det lys er det svært at tro på den store nordmand, og jeg frygter endnu en fiasko, hvor bakken tømmer ham for kræfter. Nu handler dette imidlertid om vinderpotentiale, og i det lys er man nødt til at nævne nordmanden. Han viste i Nice, at han stadig har det i sig, og dette er en finale, der ikke kunne passe ham bedre. Først en lille bakke til at slide på de hurtigste og så en alenlang boulevardspurt i modvinden, hvor han kan bruge den enorme power, han viste i Nice. Har han igen en sådan dag, skal man aldrig afskrive Kristoff, men det kræver noget helt andet, end vi har set de seneste dage.

Det er også svært at vide, hvad Israel SUN gør. André Greipel er plan A og viste i dag, at han er ved at være klar igen efter styrtet. Han er imidlertid ikke på toppen endnu, og han er også en ærlig fyr, der melder pas, hvis benene ikke rækker til at klare bakken, som en formstærk Greipel klarer, men som ikke er til hans fordel. Hvis til gengæld det lykkes, er det en god finale for tyskeren, der både i dag og i Australien viste, at han stadig er en af de hurtigere bag de to topfolk, da han her slet ikke i samme grad risikerer at betale prisen for sin ringe positionering. Han vinder utvivlsomt ikke, slet ikke på grund af bakken, men han kan gøre det godt. Er bakken for hård, bliver det i stedet Hugo Hofstetter, men han får sværere ved at ende helt fremme i en spurt, hvor han skal lukrere på sin knap så imponerende fart og mindre på sin gode positionering.

NTT står også med et valg, men det er mere entydigt, at det nu må være Edvald Boasson Hagen, der får chancen. I dag var det Max Walscheid, der som sædvanlig betalte en pris for sin positionering, men den lille bakke vil formentlig være for svær for den tonstunge tysker, i hvert fald til ikke at sætte ham i syre til halsen. Den taler til gengæld til fordel for Boasson Hagen, der tillige elsker en god boulevardspurt. Desværre for ham er etapen så let, at han ikke har farten til at være med helt i front, som han var det i Lavaur, hvor alle var kvæstede, men han viste dog så fin fart, at han kan gøre det glimrende. Han styrtede i dag, men har meldt sig okay og håber på en god dag onsdag. Skulle de mod forventning køre for Walscheid, bliver det svært, alene grundet bakken. Til gengæld er manglen på sving til fordel for den positioneringssvage tysker.

Det er også en god chance for at finde ud af, hvor hurtig Matteo Trentin virkelig er. Han har kørt nogle gode indlagte spurter - også dem, der er blevet kørt for fuld knald - men i finalerne har han siddet helt skævt. Denne gang er vejen imidlertid bred, og bakken er endda en fordel for feltets mest klatrestærke sprinter, ikke mindst i forhold til at komme i position. Han har ikke farten til at vinde en boulevardspurt som denne, men det kunne godt blive hans bedste resultat.

Det samme kan stort set gentages for Luka Mezgec. Sloveneren er svag i positionskampen og mangler fart i en boulevardspurt. Til gengæld klatrer han som en drøm, og derfor burde der være chance for, at han denne gang sidder hæderligt, så han kan vise, hvor hurtig han egentlig er. Det rækker ikke til sejr, men vi har i blandt andet Polen set, at han kan gøre det hæderligt, særligt med en lille bakke i benene.

Endelig er der Bryan Coquard. Franskmanden skiftede som nævnt holdning og kørte alligevel spurten trods sit styrt, men han er sendt til røntgen til aften. I skrivende stund er det uklart, hvad det ender med, men det er klart, at det kan have en betydelig indvirkning. Han endte med at gøre det flot i dag på trods af omstændighederne, men hvad sker der, når han er blevet kold og skal i gang igen på den svære andendag. Skulle han være frisk, er det dog en god finale for den positioneringssvage franskmand, der vil elske den lille bakke, selvom løbet har vist, at han mangler farten til at vinde en boulevardspurt.

Blandt de øvrige sprintere har jeg tabt lidt tiltro til en ellers stadig bedre Niccolo Bonifazio, der fra en god position kun gled baglæns i spurten, og som næppe heller har den helt store glæde af bakken og den brede vej, der mindsker glæden af hans gode positionering. Clement Venturini vil elske bakken, men mangler fart i en boulevardspurt. Hugo Houle får vel igen lov til at se, om han trods sin status som ikke-sprinter kan kæmpe sig i top 15. Og en forslået Sonny Colbrelli må næppe heller spurte denne gang.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Cees Bol

Outsidere: Wout van Aert, Edward Theuns, Mads Pedersen, Peter Sagan, Elia Viviani

Jokers: Alexander Kristoff, André Greipel, Edvald Boasson Hagen, Matteo Trentin, Luka Mezgec, Bryan Coquard, Jasper Stuyven