Optakt: 11. etape af Tour de France

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Ruten

Lige så glade sprinterne er for, at det meste af Sydfrankrig er fladt, lige så glade er bjergrytterne for, at der ligger en gigant på vejen gennem fladlandet. Det er relativt sjældent, at muligheden benyttes, men Mont Ventoux har altid været et kærkomment og højdramatisk afbræk på rejsen mellem Alperne og Pyrenæerne, og da det skaldede bjerg tillige er et af Frankrigs allersværeste bjerge, er det endda altid tale om en nøgleetape, når det golde månelandskab besøges. Det sker efter fem års fravær endelig igen, men i et højst atypisk format. Denne gang skal man nemlig hele to gange op ad bjerget, både fra den lette Sault-side og den svære og mest berømte Bedoin-side, men for første gang siden 1994, hvor Eros Poli gennemførte sit mindeværdige soloridt, er der ikke mål på toppen. Denne gang slutter etapen nemlig med en mere end 20 km lang nedkørsel, der kan lægge en lille dæmper på festlighederne, men heldigvis er Ventoux så brutalt et bjerg, at der utvivlsomt venter et helt afgørende slag i kampen om den samlede sejr.

Med en distance på 199,5 km er der tale om en ganske lang etape, der fører feltet fra Sorgues til Malaucène. Startbyen ligger i fladlandet i den sydlige del af Frankrig nordøst for Avignon, og herfra går det igennem fladt terræn mod sydøst. Kortvarigt drejer man mod syd for at passere den lille kategori 4-stigning Cote de Fontaine-de-Vaucluse (1,9 km, 5,7%), som slutter med 900 m med 7-8%, inden man efter 32,1 km runder toppen. Herefter er det småkuperet, mens man kører mod syd, sydøst og nordøst frem til Les Imberts, hvor dagens spurt kommer efter 40,2 km for enden af en lige og let stigende vej. Med det samme fortsætter man da mod nordøst op ad kategori 4-stigningen Cote de Gordes (2,5km, 5,1%), der er en relativt jævn stigning med top efter 43,7 km, inden det går igennem fladlandet mod øst og sydøst frem til byen Apt, hvor man efter 63,0 km skal over en lille bakke (600 m, 7,8%), inden det går videre mod nord frem til Saint-Saturin-les-Apt, der nås efter 71,9 km relativt lette kilometer.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Herfra er der ikke meget fladt terræn. Nu kører man nemlig mod nord op ad kategori 1-bjerget Col de la Liguière (9,3 km, 6,7%), som stiger jævnt med ca. 7%, inden den flader ud over de sidste 2,2 km frem mod toppen, der rundes efter 83,6 km. Den efterfølges af et let faldende plateau, der leder videre mod nord frem til byen Sault, hvor man tager hul på den første og letteste tur op ad Mont Ventoux. Fra denne side er den kun i kategori 1, den stiger med 5,0% over 22,0 km, og den skal deles i to dele. De første 17 km frem til Chalet Reynard går mod nordvest og er ganske lette med først 10 km med 4-5% og dernæst 7 km med 2-5%. Herefter rammer man den sidste del af den klassiske stigning, hvor det over 5 km går op gennem månelandskabet med stigningsprocenter over de enkelte kilometer på 8,0%, 7,5%, 8,3%, 9,2% og 9,5%, inden man efter 122,5 km runder toppen for første gang. Herefter går det for første gang mod sydvest og nordvest ad nedkørslen ned til målbyen Malaucène, der nås efter 142,6 km, dog uden at man krydser stregen.

I stedet kører man en omgang på en 54,4 km lang rundstrækning, der indledes med, at man kører mod nord op ad den ikke-kategoriserede Col de la Madeleine (1,7 km, 4,2%), som har top efter 149,1 km. Derefter går det mod sydvest ad en let faldende vej frem til Bedoin, inden det begynder at stige let ud mod Saint-Esteève, som nås efter 161,1 km.

Her indledes Mont Ventoux officielt, når man drejer mod nordøst for at følge den klassiske opkørsel, der er uden for kategori. Herfra stiger den med 8,8% over 15,7 km, og den skal igen deles i to dele. De første 10 km op til Chalet-Reynard går ind gennem skoven og er brutale med stigningsprocenter på 9-10 næsten hele vejen. Derefter rammer man månestykket, som allerede er kørt én gang, og efter en lidt lettere kilometer med 5,5% stiger den nu med 8,0%, 7,5%, 8,3% og 9,2% over de enkelte kilometer, inden der venter 9,5% over de sidste 700 m frem mod toppen, der rundes efter 176,9 km i forbindelse med en bonusspurt.

Herfra resterer 22,6 km, som indledes med en periodevist relativt teknisk, men ikke alt for svær nedkørsel, som fører mod sydvest og nordvest tilbage til Malaucène, hvor det falder hele vejen ned til den sidste kilometer, som kun er let faldende med 1,4%. Den snoede nedkørselsvej ender med et skarpt sving lige ved den røde flamme, og derefter drejer man til højre i to rundkørsler med hhv. 700 og 200 m igen, inden vejen bugter sig kraftigt ind på den 130 m lange, 5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4647 højdemeter

Malaucène har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Mont Ventoux blev senest besøg af Touren på den højdramatiske dag i 2016, hvor stærk vind førte til, at målet blev flyttet ned til Chalet-Reynard, hvor Thomas de Gendt sejrede fra udbrud, og hvor Chris Froome havde så nær kontakt med en motorcykel, at han kortvarigt indledte en karriere som maratonløber.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Vejret

Mont Ventoux er kendt for varme og vind, men ingen af delene vil være helt så udtalte, som de plejer. Der venter en hovedsageligt skyet onsdag, hvor det ustabile vejr forsætter. Fra start vil der således være en beskeden nedbørsrisiko på 15-20%, men fra midt på eftermiddagen vil der være en risiko på 35% for kraftige tordenbyger. Temperaturen i målbyen ventes at nå 28 grader, og vinden vil være let til jævn. Fra start vil det blæse fra nord (12-15 km/t), mens det i området omkring Ventoux ventes at blæse fra forskellige vestlige retninger (11-12 km/t), hovedsageligt vestnordvest og nordvest. Det giver indledende med- og sidemedvind over de første 71,9 km, hvorefter der vil være sidevind frem til bunden af Ventoux. Der vil være mod- og sidemodvind hele vejen til toppen og på nedkørslen, inden man får side- og medvind på dalstykket. Slutteligt vil der på sidste opkørsel være sidemedvind på det stejle skovstykke, men modvind over de sidste 5-6 km i målelandskabet og igen på nedkørslen. På de sidste 5 km vil der være skiftevis side- og sidemodvind, inden man får sidemedvind på de sidste 200 m.

Analyse af 10. etape

Nu er det nok ikke helt ukendt for Eddy Merckx at fryse fødderne. Den slags har de fleste cykelryttere vist prøvet, og en mand, der har vundet 283 cykelløb, har været udsat for de fleste vejrforhold. Alligevel er det nok længe siden, den belgiske legende har haft så ubændig en trang til at pøse glohedt vandt ud over de stakkels tæer, som han må have i disse dage.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Merckx må nemlig have fået kolde fødder - endda iskolde. De havde ellers helt sikkert en helt fin temperatur, da d. 8. juni om aftenen i medierne læste, at Sam Bennett meldte afbud til Belgium Tour grundet en angiveligt helt uskyldig knæskade. Mark Cavendish skulle afløse ham, men hvorfor skulle Merckx notere sig dette? Nok var den britiske sprinter stille og roligt på vej tilbage, men han indgik slet ikke i Deceunincks Tour-planer, der alene centrerede sig om Bennett og Julian Alaphilippe, og havde i øvrigt til gode at slå de allerbedste i det ellers pæne 2021. Nej, den rekord på 34 etapesejre i Touren, som Cavendish ellers lignede en trussel mod, da han tog sin 30. sejr i 2016, var lige så solid, som den har været igennem de forløbne fire år, hvor den tidligere britiske supersprinter jokkede rundt i de blødeste hatte, uden at det kunne ses.

Siden den dag er temperaturkurven for Merckx’ stakkels fødder bare gået én vej: nedad. Først viste Cavendish med sin sejr foran Tim Merlier og Caleb Ewan, at han rent faktisk havde genfundet så meget fart, at han ville være et reelt etapevinderbud i Touren, hvis han vitterligt kom til start. Så begyndte der at cirkulere rygter om, at Bennetts knæskade var værre end som så, og selvom Deceuninck i første omgang talte risikoen ned, endte det med, at ireren under stadig ganske kontroversielle omstændigheder meldte pas. Pludselig hev manager Patrick Lefevere angiveligt tegnebogen frem og gav både Cavendish lønforhøjelse og en Tour-plads, der i januar var så fjern, at al tale om en tur til Frankrig ikke kunne fremkalde meget mere end en hånlatter - heller ikke fra Lefevere selv.

Det vil være synd at sige, at Merckx havde heldet med sig i ugerne op til løbet. Cavendishs etapesejr i Belgien og Bennetts knæskade var mildt sagt uheldig timing for en mand, der formentlig sætter pris på sin rekord, men det skulle blive meget, meget værre. Da først Touren gik i gang, regnede uheldene nemlig fortsat ned over belgieren med en sådan takt, at man skulle tro, at lykkens gudinde hed Cavendish til mellemnavn.

Først faldt den ene af løbets to øvrige supersprintere, da Caleb Ewan brækkede kravebenet, inden han overhovedet havde nået at træde sit maksimale antal watt i årets løb. Derefter legede Alpecin ungdomsfodbold, så deres rotationsprincip eliminerede den anden af løbets supersprintere, Tim Merlier. Dernæst gjorde vejrguderne Alperne til så stort et helvede, at en tredje af feltets hurtige folk, Arnaud Demare, sammen med Merlier rejste hjem allerede efter bare ni dage. Og samtidig lykkedes det akkurat for Cavendish at klemme bagdelen hele vejen op til Tignes med halvandet minut i baglommen, så han med nød og næppe reddede sig gennem den første bjergblok og dermed gav sig yderligere tre spurtchancer i løbets anden uge, inden han igen kan imødese en trussel om at blive elimineret.

Resultatet af hele denne serie af mærkelige lykketræf er, at den Cavendish, der for et halvt år siden stortudende annoncerede sit sandsynlige karrierestop, nu er så tæt på i første omgang at tangere og siden måske også slå Merckxs rekord, at belgieren skal være i sit optimistiske hjørne, hvis han for alvor skal tro, at i hvert fald den plads i historiebøgerne ikke står for fald. Morgendagens Ventoux-etape er bestemt ikke ufarlig og kan sagtens bringe Cavendish i problemer, men med en flad start er chancerne for overlevelse gode. Kommer han sikkert ned fra det skaldede bjerg i morgen, har han to gode chancer for både at tangere og slå rekorden, inden den sidste alvorlige styrkeprøve melder sig i Pyrenæerne.

Det urovækkende for Merckx er, at det er ret svært at se, at Cavendishs sejrsstime i løbet ikke vil fortsætte, så længe han stadig er at finde i feltet. Da han i dag sikrede sig sit hattrick og bragte sin score op på 33 af den slags sejre, der kan definere enhver rytters karriere, blev det nemlig en udstilling af, at der i dette felt ikke længere er nogen, der er i nærheden af at matche Deceuninck i massespurterne. Det har der ellers været hidtil, hvor de er blevet sat til vægs af det så altdominerende Alpecin-tog, men med Merliers exit og Mathieu van der Poels fokus på Japan - endnu en lille gave til den ikke helt uheldige Cavendish - er det engang så skræmmende belgiske TGV-tog nu reduceret til en halvgammel dræsine, der ikke rigtigt hører til i den moderne verdens avancerede sprintertog.

Blandt disse er Deceunincks et af de smukkeste. Måske fik de bank af Alpecin, men med belgierne ude af billedet gav det sig selv, at belgierne ville sidde på flæsket, da dagens 10. etape endelig nåede sit klimaks i Valence. I virkeligheden var den største trussel mod den blå armada, at de øvrige sprinterhold igen ville være så passive, at de måtte brænde hele deres hold af i jagten på et udbrud, som de næsten måtte gøre det for at hente Brent van Moer i Fougères for præcis en uge siden. Kom maskinen intakt til Valence, var slaget reelt tabt på forhånd.

Det gjorde den. Igen var lykkes gudinde nemlig i det uvenlige hjørne over for Merckx, da hun lagde et apatiens slør ned over feltet, da det rullede ud fra starten i Albertville. Masseudvandringen af sprintere havde ellers i den grad åbnet for ballet til, at de stærke klassikerdrenge skulle udfordre sprinterholdene, som de så flot gjorde det ved starten på 6. etape, men det skete aldrig. DSM, der har en helt ubegrænset og ikke helt retfærdiggjort tillid til Cees Bol, viste med det samme, at de var Deceunincks allierede, og måske sendte de to tilsammen så stærkt et signal, at ingen rigtigt gad at udnytte det svække sprinterfelt. I hvert fald slap Hugo Houle og Tosh van der Sande fri helt uden sværdslag - en udvikling, der formentlig kom bag på også Astana, som ikke har for vane at spilde kræfter på meningsløse indianerudbrud.

Men det var, hvad dette udbrud blev, en sag for indianere. Deceuninck skulle ganske vist spille lidt poker og lade afstanden vokse mere end vanligt for at få DSM frem, men da de undervejs fik hjælp af både tyskerne og Nacer Bouhannis Arkea-mandskab, kom de til Valence i næsten fuldt tal efter kun at have brugt Tim Declercq og Dries Devenyns undervejs. Senere måtte de bruge lidt kræfter på ikke at blive fanget i sidevinden, hvor de kørte aggressivt mere for at undgå problemer end for reelt at splitte feltet. Det blev da heller aldrig for alvor farligt på en dag, hvor vejrguderne lod vinden aftage og dreje så kraftigt, at der aldrig reelt var nogen trussel.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Dermed var spurten reelt afgjort, allerede inden vi nåede Valencia. Da først Deceuninck kunne sætte sig frem med Mattia Cattaneo, Julian Alaphilippe og Kasper Asgreen foran det faste tog med Davide Ballerini, Michael Mørkøv og Cavendish, havde næsten allerede vundet. Det eneste håb, Merckx fortsat kunne klynge sig til, var det stærke Trek-tog, der med den eminente lead-out man Jasper Stuyven bag Edward Theuns måske kunne gå forbi belgierne og sætte Mads Pedersen i scene. Også det håb blev imidlertid ødelagt, at Merckxs endeløse serie af uheld, da et tidligt styrt til Pedersen betød, at det var et betydeligt mere svækket Trek-hold, der nu måtte forsøge at sætte Theuns i scene alene ved brug af Stuyven.

Derfor endte det helt uundgåeligt. Der var ingen over eller ved siden af Deceuninck, der helt forventeligt gik først igennem det sene sving med 350 m igen med Ballerini foran Mørkøv og Cavendish. Derfra var det ren legestue for feltets bedste tog at aflevere feltets hurtigste sprinter til sejr nr. 33 - og dermed reducere det, der indtil 2008 var en føring på 34 point til Merckx til nu blot at være en yderst beskeden én af slagsen.

Efter den opvisning er det svært for Merckx at bevare megen optimisme inden de kommende sprinteretaper, men han kan da finde tre håb. Det ene er, at Jasper Philipsen i dag viste, at han skam er ganske hurtig, og at den megen kritik af Alpecin-strategien mere skyldes, at Merlier er hurtigere, end at Philipsen er langsom. Belgieren dokumenterede først, hvad vi allerede vidste, nemlig at han også uden et godt tog, er en af verdens bedste i positionskampen, og derefter kørte han så god en spurt, at det ikke virker helt utænkeligt, at han fra Cavendishs hjul vil kunne vinde de kommende dage, også selvom modvinden gjorde det sværere for briten at træde den hjem fra spids.

Desværre for Philipsen er han ikke den eneste, der er god i positionskampen. Både Peter Sagan og Wout van Aert er giganter i det spil, og det siger ganske meget om niveauet, at Sagan, der faktisk havde fundet Cavendishs eftertragtede hjul, blev skubbet væk af Van Aert. Det er ellers uhyre sjældent, at den så driftssikre slovak taber den slags kampe, men der er en grund til at Van Aert har vundet Dauphiné-, Tour- og Tirreno-etaper mod hurtigere folk, alene på sin positionering og på trods af sin fart.

Det var også den strategi, der skulle bibringe ham sejren i dag. Spurten viste nemlig igen, at han ikke har samme fart som feltets bedste, men som da han slog Bennett i Dauphiné og Ewan i Tirreno, lykkedes det ham i dag at få skovlen under den hurtigere Philipsen ved at vinde kampen om det hjul, alle vil have. Problemet er bare, at det næppe er en strategi til sejr, for fra Cavendishs hjul synes Van Aert stadig ikke at have farten til at slå løbets hurtigste sprinter.

Det er der vel kun to, der kan drømme om. Den ene er Philipsen, der åbenlyst var lynhurtig i dag. Den anden er Nacer Bouhanni, der har vist sin fart de foregående dage, men som i dag betalte prisen for igen at komme for langt bagfra. Arkea-toget blev fanget, og sammen med Dan McLay måtte han for anden spurt i træk bruge et vigtigt skud alene på at blæse frem inden det sene sving. Franskmanden så ud til at være på grænsen, allerede inden han åbnede op, og dermed blev det blot til en 4. plads og endnu en udstilling af, at han nok desværre mangler holdet til at få den etapesejr, han har kredset om hele løbet.

Det er i hvert fald svært at se, hvem der ellers skal slå Cavendish. Forud for etapen var jeg ellers stadig fortrøstningsfuld på Sagans vegne, men han synes stadig at være helt fra den. Efter slet ikke at have kunnet klatre med Sonny Colbrelli og Michael Matthews i Alperne viste han i dag allerede svaghed i den hårde indlagte spurt, hvor han heller ikke kunne matche de to holdbare puncheursprinter og endda heller ikke Philipsen. Derefter tabte han boksekampen til Van Aert og Philipsen, og selvom han stadig sad ganske hæderligt i spurten, gled han kun baglæns. Med de ben ser det ud til, at vi definitivt kan aflyse hans drøm om at vinde endnu en grøn trøje i denne omgang.

Den synes at være Cavendishs ejendom. Håbet om at bruge den lille, lette bakke til at sætte ham under pres, varede ikke længe, og efter dagens Deceuninck-show er det svært at tro, at han kan slås på de øvrige fire sprinteretaper, der ikke byder på store terrænmæssige udfordringer. Nej, alt peger på, at Cavendish ender i grønt, hvis han gennemfører løbet. Det er til gengæld også stadig ganske usikkert, om det vil lykkes, for selvom etaperne i Pyrenæerne med deres megen fladland er designet godt for enhver sprinter med frygt for tidsgrænsen, har Cavendish i år klatret så skidt, at muligheden for at eliminere ham stadig eksisterer.

Det er utvivlsomt det, Michael Matthews håber. Australieren måtte igen sande, at han ikke har farten til flade spurter, men derfor er en 5. plads bag fire hurtigere folk et nærmest perfekt udkomme - også fordi BikeExchange lykkedes med at gøre den indlagte spurt så hård, at Cavendish endte pointløs. Australieren har én gang tidligere vundet en grøn trøje ved, at løbets hurtigste er blevet elimineret i den tredje uge, og han drømmer helt sikkert om, at Cavendish kan ende med at lide samme skæbne, som Marcel Kittel gjorde i 2017. Hans problem er bare, at Philipsen i de flade spurter er langt hurtigere, sublim i positionskampen og i den indlagte spurt viste sin holdbarhed og friskhed. Da de kommende etaper ikke giver Matthews mange chancer for at lukrere på sine klatreevner i kampen om den grønne trøje, er det vel lige nu Philipsen, der står med de bedste kort i kampen om grønt, hvis Cavendish ufrivilligt må rejse hjem.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det ser straks værre ud for Colbrelli. I den indlagte spurt viste han igen sin overlegne form, men i finalen viste han til gengæld igen sine håbløse positioneringsevner. Det hjalp utvivlsomt ikke, at en defekt, netop som sidevinden rasede, kostede et hav af kræfter, men der er ingen, der kan blive svært forundrede over, at Colbrelli i en teknisk finale ender uden for top 15. En grøn trøje kræver først og fremmest stabilitet og derfor positioneringsevne, og den har Colbrelli ikke.

Den har Cees Bol heller ikke, men han har hidtil kunnet regne med sit tog. Derfor talte meget også for, at hollænderen nu ville stå ganske stærkt, efter at antallet af sprintertog er blevet kraftigt reduceret, men denne gang gik det slet ikke for den store hollænder. Samtidig viste han samme mangel på fart, som han har gjort gennem hele sæsonen, og dermed står det vist endnu mere klart, at DSM skal til at brede paletten lidt ud, hvis de vitterligt vil vinde en etape. Bol ligner i hvert fald ikke manden, der slår Cavendish - godt tog eller ej.

Faktisk blev han klart overspurtet af en veteran. Det var herligt at se gode, gamle André Greipel vise den fart, som også gav ham to flotte sejre tidligere i år. Desværre blev etapen også endnu en vidnesbyrd om, at Greipel og positionering rimer lige så dårligt som Cavendish og bjergetape, og derfor endte det nok engang med en sekundær placering - et resultat, der vil være helt uundgåeligt med den begrænsede støtte, han har.

Begrænset støtte har Tadej Pogacar ikke. UAE-drengene rejste sig fornemt over for kritikerne i Alperne, men i dag blev det lidt tydeligt, at sloveneren ikke står alt for stærkt i sidevinden. I hvert fald var araberne ikke de mest toneangivende, da nervøsiteten tog til, og sidevindskongerne fra Deceuninck testede rivalerne, og Jonas Vingegaard med meget opmærksom kørsel og god hjælp fra Wout van Aert viste, at han i hvert næppe fanges under de betingelser. Desværre for Pogacars rivaler er vejrudsigten for de kommende farlige mistraletaper torsdag og fredag umiddelbart relativt fredsommelig, og det kunne derfor ligne, at heller ikke de to dage bliver alt for dramatiske.

Det gør næppe noget for Cavendish. Nok er Deceuninck de i særklasse bedste i sidevinden, men han har det helt sikkert fint, hvis feltet bare ruller afsted frem til målstregerne i Nimes og Carcassonne. Efter dagens opvisning af det blå tog og feltets hurtigste sprinter er det nemlig meget svært at se, at det er andet end udbrud, der kan true den lille brite på torsdag og fredag. Da 33 plus 2 giver 35, føles 34 pludselig som et lille tal, hvis man er belgisk cykellegende, der følte sig helt tryg, da Deceuninck udsendte en pressemeddelelse om Bennetts afbud til Belgium Tour tirsdag d. 8. juni.

Man forstår godt, hvis Merckx midt i sommervarmen fryser fødderne. Det er godt, han har så mange rekorder at tage af…

OPDATERING: Efter analysen er jeg blevet opmærksom på, at det faktisk var hele DSM, inkl. Bol, der var fanget i sidevinden. Derfor havde han kun Casper Pedersen til rådighed i spurten, hvilket forklarer, at han for første gang tabte i positionskampen og tillige manglede kræfter til spurten. Nacer Bouhanni var hæmmet af, at Dan McLay næsten væltede, og det var derfor Clement Russo, der til sidst spurtede ham i position i den manøvre, der kostede ham al energien inden selve spurten.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET

Favoritterne

Det er egentlig utroligt, at arrangørerne så ofte modstår fristelsen til at besøge Mont Ventoux. Rejsen mellem Alperne og Pyrenæerne kan være temmelig monoton, og placeringen af den ensomme kæmpe er derfor sendt som en lille gave til de Tour-arrangører, der måtte kæmpe med at finde variation i den ikke altid så alsidige franske geografi. Det er imidlertid ganske tydeligt, at arrangørerne gerne vil bibeholde løbets legendariske status ved at gøre besøgene ganske sjældne, og når feltet i morgen rammer det skaldede bjerg for første gang, sker det i Tour-sammenhæng blot for sjette gang i dette årtusinde.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Bjergets legendariske status skyldes naturligvis først og fremmest dets historie - desværre også den tragiske del af den - men den historie er et resultat af dets vanskelighed. Med sine stejle procenter er bjerget i virkeligheden langt mere italiensk eller spansk, end det er fransk, og blandt de klassiske Tour-stigninger må det regnes som det sværeste bjerg. Procenterne er ikke blot svære, de er også meget konstante, når man ser bort fra afbrækket ved Chalet Reynard, der deler det i to skarpt adskilte dele, hvoraf første del er den vanskeligste og foregår i god læ nede i skoven, inden man rammer det berømte månelandskab, hvor vinden desværre ofte kan have en dræbende rolle.

Arrangørerne har i de senere år været gode til at give klassiske etaper et spektakulært twist, og ideen om at passere bjerget to gange svarer i alt væsentligt til det, vi så i 2013, hvor man skulle over Alpe d’Huez to gange. Man kan dog slet ikke sammenligne de to forskellige opkørsler ad bjerget. Den første opkørsel fra Sault-siden er meget lettere end den klassiske version og mere egnet til at slide på feltet end til at skabe forskelle - præcis som vi så, da man i årets endagsløb på Ventoux kørte præcis samme finale, dog med mål på toppen efter anden passage.

Det andet nye element er naturligvis beslutningen om at slutte med en nedkørsel. Det er jo slet ikke uset, da det i gamle dage var et ganske velkendt mønster, men der er en grund til, at man ikke har gjort det siden 1994. I moderne cykelsport er lange soloridt betydeligt sjældnere, end de var i svundne tider, og derfor risikerer den slags finaler at have en dræbende effekt på risikovilligheden. Risikoen for, at et angreb ender som spild af kræfter, er større, og nu tvinges man til at tage risici nedad, hvis man vil færdiggøre sit projekt. Da etapen senest var uden mål på toppen i 1994, sluttede de fleste favoritter også i samme tid, men dengang var der dog også mål i Carpentras, hvilket gav et fladt stykke efter nedkørslen.

Det ændrede design forandrer dog ikke det forhold, at der er tale om en nøgleetape, hvor der burde være basis for at gøre betydelige forskelle i klassementet. Det kan godt være, at Tadej Pogacar er i en anden liga, men podiekampen er knivskarp. Som beskrevet i analysen efter 9. etape kunne det meget vel tale for, at vi fremover vil se et løb, hvor Pogacars tilstedeværelse mere eller mindre ignoreres, og hvor de øvrige ryttere kører målrettet efter 2. pladsen. I det spil er det særligt Richard Carapaz, der skal i gang med at sætte tid i banken inden enkeltstarten på næste lørdag.

Pogacars tilstedeværelse spiller dog i hvert fald én væsentlig rolle for de øvrige hold. Han gør det nemlig praktisk talt umuligt at tro på, at de øvrige klassementsryttere kan vinde etapen, og det er derfor svært at se, at de skulle have noget videre incitament til at jagte udbruddet. Det er reelt kun UAE, der burde se en ide i at skabe samling, og det store spørgsmål er, hvor grådig Pogacar er.

Egentlig har han jo slet ikke været grådig indtil nu. Han har stadig ikke vundet en bjergetape, og normalt er Mont Ventoux et sted, alle drømmer om at vinde. Spørgsmålet er bare, om etapen har samme prestige, når der ikke er mål på toppen. Derudover er der tale om en ret lang dag, og selvom det ikke bliver så varmt, som det ofte er i området, bliver det stadig en hed dag. Det vil kræve nogle kræfter at jagte udbruddet gennem hele dagen.

Jeg tror egentlig, at UAE har en god chance for at skabe samling, hvis de vil. Al snak om svaghed er blevet delvist manet i jorden af deres flotte kørsel i Alperne, og det er i hvert fald klart, at de har et af de allerstærkeste mandskaber. Uden hjælp er det ikke sikkert, at det vil lykkes, men det er bestemt ikke udelukket, at araberne kan sætte Pogacar i scene og knuse alle udbrydernes drømme.

På den anden side skal de også have det lange lys på, og der venter trods alt fortsat tre nøgledage i Pyrenæerne, hvoraf to har mål på toppen, er lette at kontrollere og kommer på et tidspunkt, hvor det er mere logisk at gå all-in på den bjergetapesejr, Pogacar mangler. De to efterfølgende dage er lette, hvilket taler for, at der godt kan bruges nogle kræfter, men holdet er også nødt til at tænke på den tredje uge.

Dertil kommer, at der bliver angrebsfest fra start. Etapen er den første af de tre, der tilbyder 40 point på én stigning, og derfor er det en helt afgørende dag for alle, der har prikkede ambitioner. Vi har set, at Nairo Quintana, Michael Woods og Wout Poels har trøjen som et stort mål, og de og deres hold vil derfor gøre alt for, at netop de tre kommer afsted. Sergio Higuita har også kørt sig så stærkt ind i billedet, at han næppe helt kan sige sig fri for at have overvejet trøjen.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Det bliver derfor en meget hektisk og aggressiv start, men den er også pokkers svær at håndtere for folk som Quintana, Poels og Woods. Det er stort set helt fladt, og det er bestemt ikke let for den slags ryttere at ramme udbruddet i det terræn. Det bør betyde, at vi får en vild og voldsom angrebsfest, hvor det meget vel kan tage lang tid for udbruddet at blive etableret. Meget taler i hvert fald for, at Arkea, Bahrain og Israel SUN vil være klar til at lukke ned for alle udbrud, hvor deres kaptajn ikke er med, og de vil have særligt blik for hinanden. Det virker derfor logisk, at Quintana, Poels og Woods enten alle ender i udbruddet, eller alle ender med at misse det. De burde komme som en pakkeløsning.

En joker i den hektiske indledende fase er vinden. Det kan være meget blæse i fladlandet omkring Ventoux, men sådan bliver det ikke denne gang. Det vil ikke være helt stille i den første del af løbet, men næppe nok til at splitte feltet. Sidemedvinden vil til gengæld betyde, at det går brølstærkt i denne angrebsfase, hvor det bestemt ikke er umuligt, at den indlagte spurt kan komme i spil. Er udbruddet ikke kørt, når vi nærmer os, virker det sandsynligt, at Bahrain, Bora eller BikeExchange vil forsøge at holde det samlet. I den forbindelse vil det være helt logisk at lægge pres på, når de rammer den første kategori 4-stigning, hvor Mark Cavendish kan få det svært. Jeg vil tro, at særligt BikeExchange faktisk vil gøre ret meget for at bringe det scenarium i spil, selvom det langt fra er sikkert, at det lykkes at kontrollere 40 km med uafbrudte angreb. Bora kan blive en allieret, da den ellers dårligt klatrende Peter Sagan ikke burde få problemer med denne lille bakke.

Før eller siden vil udbruddet blive etableret, og med hele tre hold til at lukke huller er mit bedste bud, at de tre bjergtrøjekombattanter alle vil være at finde i front. Herefter bliver det store spørgsmål, om Pogacar vitterligt vil vinde eller ej. De 40 bjergpoint kunne være et ekstra incitament, hvis han vitterligt også drømmer om at forsvare den trøje. Jeg afviser bestemt ikke, at han vil gå efter det, men mit bedste bud er, at UAE lader udbruddet køre hjem. Hvis gruppen bliver stor og indeholder mange fladbanehjælpere til den første del, hvad der ofte vil være tilfældet, når etapen starter fladt, koster det ganske enkelt for meget - og det er end ikke sikkert, at de er stærke nok til at hente dem alle.

Jeg tror derfor, at roen vil sænke sig, og at vi får to løb i løbet: én om etapesejren og én blandt favoritterne. Desværre er den første og lette opkørsel af Ventoux præget af modvind hele vejen, og det gør den reelt ubrugelig til andet end at lægge pres på, både i udbruddet og i feltet. Det store spørgsmål er, om Ineos vil tage kontrol i feltet - ikke for at hente udbruddet, men for at gøre det hårdt. Det er bestemt ganske plausibelt.

En faktor er også nedkørslen. Den er ikke vanvittigt svær, men den er kringlet. Vi så under junis endagsløb, at den sagtens kunne bruges til at splitte feltet, og jeg vil bestemt ikke udelukke, at den kommer i spil. Særligt Ineos vil helt sikkert være klar på at teste Pogacar i terræn, hvor han måske kan være sårbar, men han bør også være opmærksom nok til ikke at blive fanget. Det kan dog sagtens være, at andre gør det, og at vi får et forfølgelsesløb nede i dalen. På samme måde vil udbruddet formentlig have nogle lidt tungere folk, der i kraft af modvinden kan have overlevet Ventoux, og som vil bruge nedkørslen og dalen til at få sig et forspring inden dalen. Det hele bliver selvfølgelig endnu mere tricky, hvis feltet rammes af en af de mulige, men ikke alt for sandsynlige tordenbyger.

Slutteligt skal det store slag slås på Ventoux, både i den ene og den anden gruppe. Vinden er denne gang heldigvis ret svag, men der er stadig direkte modvind i månelandskabet. Ventoux er stadig så svært, at vi kan se forskelle på den del også, men mest af alt skal det gøres på den nedre del, hvor der i skovstykket vil være medvind. Meget taler for, at grupperne vil være stort set de samme på toppen, som de vil være ved Chalet Reynard, hvor de drejer ind i modvinden. Derefter skal man naturligvis heller ikke anden gang negligere betydningen af nedkørslen, der sagtens kan bruges til noget både i feltet og i det sandsynlige udbrud.

En væsentlig faktor er vejret. I weekenden var rytterne forfrosne, og mange led voldsomt under de kolde betingelser. Er rytterne uheldige med en tordenbyge, kan det blive en anelse køligere, men meget taler for, at det bliver den første bjergetape i en eller anden form for varme, også selvom daltemperaturer på 28 grader er betydeligt mindre, end man ofte ser i området på denne tid af året.

Mit bedste bud er altså, at vi får en udbrudssejr, men det er lidt mere tricky at pege på vinderen denne gang. Når starten er flad, er det langt mere tilfældigt, hvem der rammer rigtigt, og risikoen for, at det mislykkes for de mest åbenlyse favoritter, er stor. Som sagt bør Arkea, Israel SUN og Bahrain dog ende med en eller anden form for indirekte alliance, der bør øge sandsynligheden for, at pakkeløsningen ”Quintana-Woods-Poels” kommer med.

På den baggrund vælger jeg igen at pege på Michael Woods som min favorit. Man kan diskutere, om han var stærkere end O’Connor forleden, men han har to dage i træk været en af de allerstærkeste i stærke udbrud. Lørdag så han ud til at være i særklasse, men han dummede sig fælt ved at angribe alt, alt for tidligt i modvinden, og trods et langt soloridt var han meget tæt på alligevel at vinde etapen. I søndags var han igen i hopla og her, der og alle vegne, men som så ofte før ødslede han alt for meget med kræfterne, ikke mindst i jagten på bjergpoint, og det endte med at koste mange kræfter.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Det siger dog meget om Woods’ styrke, at han to dage i træk ligner måske stærkeste mand - om lørdagen endda efter en lang soloopkørsel. Denne gang har han ikke fordel af vejret, da han synes at være en af de bedre i kulde og regn, men Woods plejer heller ikke at have problemer med varme. Han viste allerede i Vueltaen sidste år, at han har en god evne til at ramme udbrud, og han har et helt hold til at hjælpe sig med at komme afsted. Ventoux’ stejle procenter passer ham, og han har sin spurt som våben, hvis ikke han kommer væk på bjerget.

Der er dog også udfordringer. Den første er hans enorme energiforbrug. Det kostede måske endda to sejre i weekenden, og det kan det sagtens gøre igen, særligt da han igen vil jagte bjergpoint benhårdt. Denne gang er der dog så mange point til sidst, at han denne gang formentlig er klog nok til at satse mere helhjertet på finalen, der nu er vigtigst både for bjergtrøje og etapesejr. Den anden er nedkørslen, der kan koste i finalen, men måske særligt første gang, hvor han sagtens kan blive sat bagud. Han vil formentlig være god nok til at komme tilbage, men det vil koste kræfter, og det virker bestemt ikke usandsynligt, at han kan tabe etapen på den første nedkørsel. Undgår han det, og økonomiserer han bedre med kræfterne, bør han være så stærk, at han er min favorit.

Mit næstbedste bud er Nairo Quintana. Den lille colombianer startede stærkt, men havde en total offday på 7. etape. I weekenden viste han imidlertid, at formen slet ikke er så ringe, og særligt på søndagens etape efterlod han et meget overbevisende indtryk. Vi ved dog også om den ”nye” Quintana, at han i grand tours er uhyre svingende, og det kan derfor sagtens ende med, at han rammer udbruddet og derefter falder helt igennem.

Har han samme ben som i søndags, bør han dog stå med gode muligheder. De stejle procenter passer perfekt til den rene klatrer, der dog vil savne søndagens iltfattige luft. Modsat Woods er han også en udmærket nedkører, men til gengæld skal han alene hjem for at vinde. Ligesom canadieren har han også den udfordring, at han vil bruge kræfter på at jagte bjergpoint, men også han bør kunne se en pointe i at satse mere på finalen denne gang. Modvinden til sidst er et problem for en mand, der skal alene hjem, men har han en af sine gode dage, er han stærk nok til at slå til på skovstykket. Han vil i hvert fald drømme om at vinde på det bjerg, hvor Chris Froome satte ham eftertrykkeligt til vægs for otte år siden.

Den tredje bjergtrøjekombattant er Wout Poels, og han er bestemt også et godt etapevinderbud. Han har allerede én gang i år kørt brølstærkt på Ventoux, da han var tæt på at vinde kongeetapen i Provence tidligere i år, og det er også et bjerg, der passer ham. Bjerget har ikke de helt stejle procenter, han elsker, men det er stejlt nok til at passe ham, og efter en svær tid er han i dette løb på dit højeste niveau i nogen tid. De seneste dage har han kørt, som han plejer, nemlig brugt et hav af kræfter på at køre alene i starten, hvilket har kostet til sidst, men modsat tidligere er han undgået at eksplodere totalt. Det vidner om, at han er ganske velkørende, og da der denne gang ikke er tidlige stigninger, hvor han vil ødsle med kræfterne, burde han komme mere frisk frem til finalen. Han har også en i hvert fald hæderlig spurt, og han har derfor hele pakken, selvom han ikke er den skræmmende klatrer, han var i sine bedste år. Bedre er det, at han altid er bedst sidst i en grand tour, og det taler for, at formkurven også denne gang er stigende.

Der er dog også udfordringer. Igen vil det ligne ham at ødsle med kræfterne på de to første kategori 1-stigninger. Poels er ikke kendt for at økonomisere, og det kan koste. For det andet er der overgangen fra kulde til varme. Han kan sagtens håndtere varme - det har vi set tidligere i Touren - men hvert eneste år ser vi ham kollapse totalt i UAE Tour, selvom han har kørt stærkt kort forinden - ganske enkelt fordi han har svært ved at håndtere overgangen fra 5-10 grader til 25-30 grader. Denne gang må man dog tro, at han gennem en lang sommer er bedre akklimatiseret. Kan han klare vejrskiftet og spare på energien, synes han i hvert fald god nok til at vinde.

En af de positive oplevelser i søndags var at se Geraint Thomas rejse sig. Waliseren viste, at han igen er konkurrencedygtig, og herfra må han antages kun at blive bedre. Hviledagen har utvivlsomt gjort ham godt, og han har nu besluttet sig for at blive i løbet, både med det mål at hjælpe Carapaz og at jagte ”personlige muligheder”. Denne etape må være helt oplagt for Thomas, der utvivlsomt vil drømme om at vinde på et af sportens mest mytiske bjerge, men spørgsmålet er, om han får lov nu. I Alperne var Ineos i hvert fald meget passive og så ud til alene at sende Dylan van Baarle med som forpost. Dette er en nøgledag for Carapaz, der formentlig vil bruge holdet til at lægge pres på, når vi kommer til Ventoux, og her er Thomas vigtig. På den anden side betyder finalen også, at det er en dag, hvor en forpost kan være vigtig, og det vil være oplagt at bruge Thomas, der herefter kan bruges til både det ene og det andet. Jeg er lidt bekymret for, om Ventoux er lidt for stejl til at passe ham ideelt, men han vil elske de jævne procenter. Han hjælpes også af modvinden til sidst, ligesom han kan slå de fleste på stregen. Den største usikkerhed handler dog om, hvorvidt han allerede nu er god nok til at slå de bedste klatrere i et stærkt udbrud. Det er jeg ganske meget i tvivl om, men modsat mange andre klatrere har han poweren til at hjælpe sig med at komme afsted også i en flad start. Dagens styrt skulle i hvert fald have været helt harmløst.

En af løbets skuffelser hidtil har været Sepp Kuss , der er floppet totalt i de to første udbrud. Det er imidlertid også velkendt, at amerikaneren har det vanskeligt med kulden, og vi ved tillige, at han er uhyre svingende. Meget kunne tale for, at han vil være bedre i varmere temperaturer, men sandt er det også, at han aldrig rigtigt har fået det til at spille i år, og vi har stadig til gode at se 2020-udgaven af Kuss. Der har været lidt for mange skuffelser til, at man for alvor kan være optimistisk på hans vegne, men vi ved også, at en formstærk Kuss er blandt verdens allerbedste på et svært bjerg som dette. Han har ligesom Quintana den store ulempe, at han skal alene hjem, og derfor kan modvinden være et problem, men han kan heldigvis godt køre nedad. Jumbo har i hvert fald gjort det klart, at de meget gerne vil have en etapesejr med Kuss, så presset på Vingegaard kan blive mindre, og dette ligner en af de bedste chancer for en ren klatrer som ham. Desværre kan han få svært ved at ramme udbruddet, da han næppe får samme støtte som hold uden klassementsambitioner, og det flade terræn hjælper ham i hvert fald ikke.

En anden rytter, der hjælpes af tiden, er Simon Yates. Briten kom ind til løbet på samme måde som i 2019 efter en rolig optakt, og han bruger mest af alt løbet til at køre sig i form til OL. For to år siden betød den strategi, at han blev bedre og bedre undervejs, og vi så da også mærkbar fremgang fra 7. til 8. etape, hvor han begge dage var i udbrud. Indtil nu har han stadig manglet lidt for meget til, at han regnes som en helt oplagt favorit, men tiden bør arbejde for ham. Etapen passer ham måske ikke helt ideelt, da han ikke er en mand til lange dage med mange højdemeter, men selve designet af Ventoux med de stejle procenter er godt for ham. Samtidig så vi senest i forbindelse med hans første etapesejr i 2019, at han stadig har masser af sin gamle hurtighed fra banen, og derfor kan modvinden hjælpe ham, hvis han stadig mangler nogle procent. Yates har kurs mod at blive bedre og bedre, og i morgen får vi at se, om han allerede nu er god nok til at vinde en etape, der er så svær som denne. Det kan man tvivle på, men umuligt er det ikke. Han har i hvert fald et helt hold til at hjælpe ham med at ramme udbruddet.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Ligesom Kuss fejlede Richie Porte slemt i Alperne, men ligesom amerikaneren har han også en undskyldning. Det er velkendt, at regn og kulde ikke er hans livret, mens han til gengæld elsker den varme, der plejer at give ham sejre i Tour Down Under. Derfor er Porte en af de ryttere, der burde kunne gøre det bedre i stigende temperaturer, og på 8. etape var han trods alt også så god, at han kunne spille en rolle for Carapaz i finalen. Til gengæld var han helt væk på 9. etape, og da hans enkeltstart også kun var pæn, men ikke prangende, er det svært at få en fornemmelse af, at han er flyvende, og selvom dagens styrt var relativt uskyldigt, har det nok heller ikke hjulpet. Dertil skal lægges, at en måske våd nedkørsel bestemt ikke styrker hans chancer, ligesom han skal alene hjem, men Ventoux er også rigeligt svær til, at en formstærk Porte kan køre fra alt og alle. Ligesom Thomas er der tillige usikkerhed om, hvor megen frihed han får af holdet, og faktisk vil briterne nok foretrække at satse på en af deres forhåndskaptajner end en mand, der kun kom til løbet som joker og var indstillet på at ende som hjælper. Får han chancen, og var det kulden, der slog ham ud i weekenden, er der dog ingen tvivl om, at den Porte, vi så i Dauphiné, vil være svær at følge på Ventoux - hvis altså den Porte stadig findes.

Forud for løbet ville jeg have forsvoret, at jeg ville have peget på Sergio Higuita på denne etape. Den lille colombianer har nemlig haft det svært i de høje bjerge i både 2020 og 2021, og han lignede ikke en kandidat på en af løbets sværeste stigninger. Det er bare umuligt at benægte, at han var ganske stærk i søndags, hvor han var sidste mand til at slippe O’Connor, og selvom han formentlig lukrerede på, at Quintana, Poels og Woods brugte alle deres kræfter på alt muligt andet end at vinde etapen, viser det, at Higuita bestemt ikke er uden chance. Jeg vil stadig være forundret, hvis han vitterligt vil være udbruddets bedste klatrer, men han har to store våben: modvinden og sin spurt. Det er svært at pege på, hvem der skulle slå ham på stregen - det skulle vel være Alejandro Valverde eller Julian Alaphilippe - og med modvind har han en fair chance for at skulle spurte om sejren, også fordi han er en glimrende nedkører. Måske er han begrænset som klatrer, men dette er en rangering efter vinderpotentiale. Derfor er Higuita nødt til at figurere relativt højt, hvis han også har søndagens ben i varmere vejr.

BikeExchange har også et andet stærkt kort i Lucas Hamilton. Den unge australier stod efter et fremragende forår foran sit store gennembrud som klassementsrytter i årets løb, men en uventet ringe startform eliminerede ham, nærmest inden han var kommet i gang. Han viste dog markante tegn på fremgang i søndags, hvor han var en af de stærkeste af de 43 mand i udbruddet, der bestemt ellers ikke manglede klasse. Desværre kollapsede han efterfølgende, men det tyder på, at formen er i fremgang. Hans topniveau er højt, som han har vist med årets 4. pladser på kongeetaperne i Paris-Nice og Romandiet samt med 4. pladsen på den bjergetape, han nåede at køre i Schweiz, inden maveonde sendte ham ud af spillet. Rammer han sit bedste niveau, klatrer han godt nok til at vinde, men det er måske tvivlsomt, om han allerede er kommet langt nok. Han manglede i hvert fald fortsat en del forleden, ligesom noget tyder på, at han generelt er bedre i dårligt vejr end mange andre, hvorfor han endda kan have draget fordel af de svære omstændigheder. Til gengæld har han flere gange i år overrasket mig med mere hurtighed, end vi tidligere har set, og det kan være et våben, hvis modvinden på månestykket gør det mindre selektivt.

Man må bestemt heller ikke udelukke, at Dylan Teuns kan vinde igen. Bahrain kører målrettet efter holdkonkurrencen og vil utvivlsomt gøre deres bedste for at have andre end Poels med i udbruddet. Her er Teuns det oplagte valg, og man kan ikke længere afvise, at han kan vinde. Logikken siger ellers, at Ventoux er alt for svær en stigning for den belgiske murspecialist, men samme logik sagde, at Colombiere var det samme. Modvinden vil i hvert fald hjælpe Teuns, der kan lukrere både på gode nedkørselsevner og en mod mange klatrere hæderlig spurt. I lørdags lukrerede han dog på, at Woods og Poels brugte alt for mange kræfter tidligt, og det vil stadig undre mig, hvis han virkelig skulle følge alle mand i et udbrud på en stigning, der er så lang og stejl som denne. Vi så trods alt visse begrænsninger i søndags. Men igen… Det sagde jeg også, da han ramte Romme og Colombiere i lørdags. Vi ved i hvert fald fra Vueltaen i 2019, hvor han kørte i top 5 i fem udbrud i træk, at han er ”on fire”, når han rammer formen i en grand tour.

Det har været en fornøjelse at se Ion Izagirre i dette løb. Spanieren har bestemt ikke haft sin nemmeste tid i de seneste sæsoner, men siden Dauphiné har han klatret ganske overbevisende. I lørdags var han igen en af de stærkeste, og havde Teuns ikke været så stærk, kunne han have vundet etapen. Det er stadig svært at forestille sig, at der i gruppen ikke vil være bedre klatrere end ham, da hans speciale er kortere stigninger, men han er som bekendt en af feltets allerbedste nedkørere - en evne, han også brugte i lørdags. Desværre får han denne gang ikke hjælp af vejret, og det er sværere at se ham vinde på en varm dag. Til gengæld vil en af de mulige tordenbyger med en deraf følgende våd nedkørsel kraftigt forøge chancerne for en mand, der er notorisk god i regnvejr. Som han viste i Baskerlandet og senest i lørdags har han også en brugbar spurt - i hvert fald i forhold til mange af feltets øvrige favoritter. Med sin gode nedkørsel er han også en a de ryttere, der måske kan få et forspring inden anden passage af Ventoux.

Jeg ville gerne have Alejandro Valverde højere på denne liste, men jeg er bange for, at han er for loyal. Så sent som på hviledagen roste Enric Mas sin erfarne holdkammerat for sin selvopofrelse, og det har som bekendt været et tema i de seneste mange år, at Valverde ikke rigtigt har søgt egne chancer i Touren. Han har således ikke vundet en etape siden 2012, hvilket er rystende for en mand, der har vundet i nord, syd, øst og vest i den mellemliggende periode. På den anden side befandt han sig pludselig i udbruddet i lørdags, og det viser, at han måske er lidt opmærksom på mulighederne. Desværre er det denne gang en flad start, og det gør det betydeligt mindre sandsynligt, at Valverde pludselig dukker op i et udbrud, da det kræver betydeligt større aggression og opmærksomhed at ramme rigtigt. Sidder han der pludselig, står han imidlertid meget stærkt i kraft af sin spurt. Han klatrede pænt i Dauphiné og senest på 9. etape, hvor han ellers igen var stivfrossen, og hvis vi slipper for en tidlig tordenbyge, der sikkert igen vil gøre ham iskold på den første nedkørsel, står han ret stærkt i disse temperaturer. Måske er der bedre klatrere, men med modvind er alt muligt. På sin vise vil det være smukt, hvis Valverde får den Ventoux-sejr, han forærede til Sylwester Szmyd i Dauphiné for efterhånden mere end et årti siden.

Patrick Konrad styrtede i starten af løbet, men er kommet stærkt tilbage. Faktisk har det været overraskende at se ham være så stærk efter en sæson, hvor han har været helt fra den. Han var imidlertid en af de stærkeste i udbruddene både i fredags og søndags - i sidstnævnte tilfælde dog indtil han ventede på Wilco Kelderman, da etapesejren var uden for rækkevidde. Det vil stadig undre, hvis Konrad på et bjerg, der er så svært, ikke skulle være oppe mod et par bedre klatrere, men som det er tilfældet for Valverde har han spurten som et stærkt våben. Modvinden vil hjælpe ham med at overleve, og derfor er han et ganske godt vinderbud, hvis han rammer udbruddet. Hidtil har han fået masser af frihed, og det vil han formentlig få igen, fordi det på en etape som denne vil være godt for Kelderman at have en forpost.

Weekenden var en stor skuffelse for Emanuel Buchmann. Trods den ringe optakt var han nemlig blevet positivt overrasket over sin følelse de første dage, men den forsvandt som dug for solen, så snart de ramte bjergene. Vi så dog i Giroen, at Buchmann havde de svært på de kolde og regnfulde dage, og derfor er han en af de ryttere, hvis ringe præstation måske kan forklares af det dårlige vejr. Under varmere betingelser burde han i hvert fald være bedre, men han har stadig til gode at vise, at han vitterligt er god nok til at vinde, når forberedelsen har været kompromitteret, og han aldrig har fundet sit højeste niveau siden styrtet i Dauphiné i august. Han lider også under, at han er meget spurtsvag, og han skal derfor alene hjem for at vinde. Til gengæld er Ventoux også svært nok til, at det lader sig gøre, hvis Buchmann vitterligt finder sig selv sammen med varmen. På papiret er der i hvert fald ikke mange, der klatrer bedre end hans dieselmotor på en lang og svær stigning som denne.

På samme måde som Higuita, Teuns og Konrad burde Mattia Cattaneo som klatrer være for begejstret til at vinde på så svært et bjerg som dette. I en grand tour handler meget bare om form og friskhed, og den har italieneren. Således var han med i udbruddene begge dage i weekenden, og her endte han som hhv. nr. 9 og 2. På søndagens etape lukrerede han dog voldsomt på de episke betingelser og de andres energiforbrug, for han har altid været mere robust i dårligt vejr end andre spinklere typer, og derfor er lørdagens 9. plads nok mere udtryk for hans reelle klatreniveau. Det svarer nemlig til det niveau, han plejer at have i bjergene. Sent i en grand tour er det bare ikke nødvendigvis det vanlige niveau, men derimod friskheden, der bliver afgørende. Det kan give formstærke Cattaneo chancen - måske særligt, hvis en tordenbyge igen fryser alle til is på den første nedkørsel fra Ventoux. Et problem kan det dog være, at han nu ligger så godt i klassementet, at det kan begynde at knibe for ham at få de frihed, han skal bruge.

Læs også

López modstod de mange angreb: I morgen bliver det bananas

I søndagens udbrud bekræftede Julian Alaphilippe det indtryk, han har efterladt siden 2. etape, nemlig at formen ikke er oppe at ringe. Det har været temaet i alle nøgleopgaverne siden den flotte start, og derfor er der intet, der tyder på, at Alaphilippe kan vinde på et bjerg, som vil kræve 100% af hans ydeevne, hvis det skal lykkes. Verdensmesteren har dog tre ting, der taler til hans fordel. For det første kan en del af forklaringen på søndagens kollaps meget vel være vejret. Han er kendt for at have det svært i kulde, og da han stoppede for at skifte tøj, var det tydeligt, at han var stivfrossen. For det andet taler modvinden for, at det bliver mindre selektivt, hvis han kan overleve skovstykket. Og for det tredje har han en eminent nedkørsel og en dødbringende spurt til at redde sig, hvis tidstabet på toppen er begrænset. Også han er en af de ryttere, der kan bruge den første nedkørsel til at få et forspring. På Ventoux er der dog ingen kære mor, og lige nu vil det overraske mig, hvis Alaphilippe vitterligt viser sig som stærk nok til at gøre det færdigt.

Vi vidste godt, at Tao Geoghegan Hart er kendt som sin ustabilitet, men hvis vi havde glemt det, har dette løb mindet os om det. Han har næsten hele tiden været helt væk, men i lørdags viste han trods alt så meget, at der er grund til at have en smule håb. Vi ved nemlig, at hans topniveau er tårnhøjt, og det er derfor meget muligt, at han er en af de ryttere, der kan have været ramt af kulden. På den anden side har han slet ikke fundet sit niveau gennem hele sæsonen, og vi så i Giroen sidste år, at dårligt vejr ikke plejer at hæmme ham voldsomt. Derfor er det svært at se ham gøre det færdigt, hvis Ineos vælger, at det er ham, der skal spilles ud som forpost, men med kulden som mulig forklaring på weekendens nedtur, hans høje topniveau og ikke mindst hans gode spurt på en dag med modvind er man nødt til at holde døren på klem for ham.

Som det er tilfældet for mange af de ovennævnte, vil Ruben Guerreiro normalt finde et bjerg som Ventoux en anelse for svært. På den anden side er det uomtvisteligt, at han i år har klatret bedre end nogensinde, også i høje bjerge. Det så vi i Tour of the Alps og ikke mindst i Giroen, indtil det ærgerlige kæmpestyrt sendte ham ud af løbet. Grundet skadespausen kom han til løbet her i ukendt form, men fornemmelsen er, at han stille og roligt er ved at køre sig ind i løbet. Han var i hvert fald en af de bedste i 43-mandsudbruddet i søndags, og formen burde logisk set være i fremgang. Til gengæld er han også en mand, der er kendt for at gøre det godt i dårligt vejr, og det er derfor ikke sikkert, at han står lige så stærkt på en varm dag - slet ikke når han ikke er rigtig klatrer, og han stadig manglede en del i søndags. Modvinden og hans gode spurt gør dog, at han må regnes som en reel kandidat, særligt hvis han måske kan få et forspring via den første nedkørsel.

Endelig er der selvfølgelig Jakob Fuglsang , men jeg er desværre ikke alt for optimistisk på danskerens vegne. Igen i søndags så vi, at han stadig mangler for meget, som han desværre har gjort gennem det meste af 2021, og det er bekymrende, når han i teorien er en af de ryttere, der traditionelt overpræsterer i dårligt vejr. I det lys er det svært at se, at han pludselig skulle være bedste klatrer i et udbrud på en forventeligt varmere dag, hvor de små folk ikke er frosset til is, og det er desværre en nødvendighed for en mand, der bliver slået af de fleste i en spurt. Fuglsang er dog også en snu og erfaren rytter, og hvis ikke han er stærkest, er han en af de ryttere, der vil kunne udnytte enten den første nedkørsel eller det flade stykke i dalen til at få sig et forspring. Han var trods alt ikke helt væk i søndags, og en klasserytter som ham skal aldrig udelukkes som vinderkandidat.

I teorien burde Bauke Mollema være en god kandidat, men efter han fejlede fælt i weekenden og slet ikke har fået det til at fungere siden april, kunne det ligne samme store skuffelse som i Giroen. Heller ikke hans holdkammerater Vincenzo Nibali eller Kenny Elissonde synes at have formen til at vinde. På papiret er det en gylden chance for Miguel Angel Lopez, der som bekendt vandt opvarmningsløbet til denne etape i juni, men han virkede helt demoraliseret på hviledagen, hvor han var rystet over at have siddet i gruppettoen i søndags. Hos Movistar er Carlos Verona formentlig stadig for forslået. Man kan håbe på, at bedre vejr hjælper, men da han også havde det svært på Mur-de-Bretagne, ligner det mere et spørgsmål om dårlig form. I teorien burde Esteban Chaves kunne vinde en etape som denne, men han har slet ikke vist sit højeste niveau i løbet af sommeren og synes som altid at blive ringere og ringere gennem en grand tour. Det plejer også at gælde for Pierre Latour, der ligeledes synes i kraftig tilbagegang, og selvom hans holdkammerater Victor de la Parte og Fabien Doubey kører pænt, kan de ikke vinde i dette selskab. Omar Fraile imponerede stort i lørdags, men i søndagens udbrud så vi, at det trods alt nok ikke er realistisk at tro på, at han kan vinde så svær en bjergetape, og det samme gælder for den ellers uhyre formstærke Franck Bonnamour. Den svingende Sergio Henao var god lørdag og skuffende søndag, men hans topniveau rækker selv på en god dag næppe til at vinde. Både den forslåede Warren Barguil og Pierre Rolland synes i fremgang, men begge har været så langt fra deres niveau i det meste af 2020, at intet tyder på, at de pludselig kan vinde - for Barguil også fordi han i et udbrud formentlig primært vil skulle hjælpe Quintana i kampen om prikkerne. Aurelien Paret-Peintre er solid, men topniveauet rækker næppe til en sejr, og Mark Donovan synes stadig ikke at have den form, han viste så flot i Vueltaens bjerge sidste år. Ligesom Kuss har Steven Kruijswijk frihed til at jagte etaper, men hans niveau i år synes slet ikke at række, ligesom stigningen trods alt må være for svær for Wout van Aert, der derfor næppe bruger kræfter på et udbrud på en etape som denne - i hvert fald med den form, han har nu. Jesus Herrada synes stadig mærket at sit styrt, og Elie Gesbert har aldrig fundet formen siden sin covidsygdom. Matej Mohoric og fænomenale Sonny Colbrelli er åbenlyst i storform, men Ventoux burde være for svært for dem begge. Det samme gælder for Valentin Madouas, der ellers endelig viste lidt form i søndags, og med sin nuværende form er Michal Kwatkowski næppe en vinderkandidat, hvis det er ham, Ineos sender ud som forpost. Tiesj Benoot synes formmæssigt at være helt væk denne gang, og i søndags så vi igen, at det samme gælder for Dan Martin. Intermarché to solide klatrere i Louis Meintjes og Lorenzo Rota, men deres niveau rækker ikke til at vinde. Endelig regner jeg med, at podiekampen er så intens, at det i en flad start bliver umuligt for ryttere fra top 11 at ramme udbruddet.

Lader Pogacar sig charmere, at etapens mytiske status - og det kan ikke helt afvises i lyset af hans kommentarer på hviledagen - og vi derfor får et opgør mellem favoritterne, er der ingen tvivl om, hvem der er storfavorit. Uanset om etapesejren er på spil eller ej, regner jeg med, at Ineos igen vil lægge tryk på, når de rammer Ventoux for anden gang, men jeg tror, at det er spildt arbejde. Tadej Pogacar talte med så stor respekt om Ventoux på hviledagen, at noget kunne tyde på, at han i hvert fald gerne vil vise sig frem på det mytiske bjerg, og selvom logikken egentlig siger, at han bør køre defensivt, tror jeg, at han leverer endnu en magtdemonstration ved at køre alene allerede på skovstykket - uanset om etapesejren er på spil eller ej. Selv hvis han kører afventende, slår han alle i en spurt, og det er derfor næsten umuligt at se, at han ikke skulle vinde, hvis udbruddet bliver hentet. Eneste lille joker er den varme, der før har voldt ham problemer, og som han tydeligvis selv frygter, men det burde ikke kunne hæmme ham voldsomt. Han har før gjort det glimrende i varme, og det er ikke en reel bageovn, der venter onsdag.

Blandt de øvrige ryttere er det formentlig Richard Carapaz, der er bedst. Det var ecuadorianeren i lørdags, hvor den lange solokørsel i modvinden dog blev dyr, og på Tignes var stigningen for let og modvinden for slem til, at han kunne køre væk. Denne gang burde han kunne sætte sine podierivaler på skovstykket, men igen risikerer han at blive hentet, når de rammer modvinden til sidst - i hvert fald hvis ikke Ineos har en forpost i udbruddet. Carapaz’ form synes dog i fremgang, og på så svært et bjerg burde han være næstbedst bag suveræne Pogacar. Spørgsmålet er, om modvinden også gør det muligt at holde forspringet hele vejen.

Dernæst vil jeg ikke blive overrasket, hvis Ben O’Connor står stærkest. Han virkede ikke alt for overbevisende i lørdags, men han sad med. I søndags var han flyvende, og han vil elske denne lange, jævne, og svære stigning på en dag med mange højdemeter. Det bedre vejr taler ikke til hans fordel, men han plejer altid at køre stærkere og stærkere i en grand tour. Herefter følger måske Enric Mas. Spanieren var i offensiven i søndags, hvor stigningen var for let til at gøre forskellen, og han plejer altid at blive bedre og bedre igennem en grand tour. Også Rigoberto Uran , der har spurten og modvinden som et våben, så godt ud i søndags, men modsat Mas har hans formkurve i nylige grand tours gået den forkerte vej, og det er nogle år siden, han har været i stand til at matche folk som Carapaz og Mas.

Næste mand på listen må være Jonas Vingegaard, men med danskeren kan det gå begge veje. Indtil nu har han holdt flot stand, men han så mere besværet ud i søndags. Med tanke på hans historik vil det ikke være helt overraskende, hvis han eksploderer, men holder han niveau, er det vel kun de ovennævnte, der i søndags efterlod et stærkere indtryk. Også han har spurten til sin fordel. På papiret er David Gaudu måske næstbedste klatrer efter Carapaz, men han skuffede i søndags. Vejret kan ændre billedet, men han har desværre talt om knap så god form i flere dage. Derfor vil det være overraskende, hvis han pludselig finder sit bedste niveau. Wilco Kelderman viste igen i søndags, at han har sine begrænsninger i bjergene i forhold til de bedste, og det samme gælder for Pello Bilbao, der sikkert bliver bedre og bedre, men hidtil har manglet lidt for meget. Det bliver spændende at se Guillaume Martin nu, hvor han formentlig skal til at køre med favoritterne, men selvom formen synes i fremgang, har han ikke vist sit bedste niveau endnu - endda langt fra. Endelig synes Alexey Lutsenko, der aldrig har holdt skyggen af et stabilt niveau i grand tours, formentlig at være på vej mod at falde ud af klassementet, og mit bud er, at han får en svær dag.

OPDATERING: På pressekonferencen efter etapen signalerede Pogacar, at han som ventet ingen intentioner har om at gå efter etapen. Medmindre det er røgslør - og den slags kan naturligvis ikke udelukkes - taler alt altså for, at udbruddet bør holde hjem.

OPDATERING PÅ VEJRET: Efter udarbejdelsen af optakten har meteorologerne ændret vejrudsigten. Det er nu usandsynligt, at der kommer regn, og det ligner en solskinsdag med en temporatur ved mål på 28 grader

Feltet.dks vinderbud: Michael Woods

Øvrige vinderkandidater: Nairo Quintana, Wout Poels

Outsidere: Geraint Thomas, Sepp Kuss, Simon Yates, Richie Porte, Sergio Higuita

Jokers: Lucas Hamilton, Dylan Teuns, Ion Izagirre, Alejandro Valverde, Patrick Konrad, Emanuel Buchmann, Mattia Cattaneo, Julian Alaphilippe, Tao Geoghegan Hart, Ruben Guerreiro, Jakob Fuglsang

Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Tadej Pogacar,…, Richard Carapaz, Ben O’Connor, Enric Mas, Rigoberto Uran, Jonas Vingegaard, David Gaudu

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense de seneste besøg på Mont Ventoux, dvs. Thomas de Gendts sejr fra 2016, Chris Froomes sejr fra 2013, Juan Manuel Garates sejr fra 2009, Richard Virenques sejr fra 2002 og Marco Pantanis sejr fra 2000.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET