Optakt: 11. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Den første del af Vueltaen ventes at blive lidt af en lidelseshistorie for sprinterne, der ikke har haft en chance siden løbets første tirsdag. Efter en uge med lidelser kan de imidlertid drømme om endelig at komme til fadet igen på løbets midterste etape, men som sædvanlig har arrangørerne gjort deres for at gøre det så svært som muligt. Når løbet efter en dag i Frankrig atter returnerer til Spanien og besøger det cykelgale Baskerlandet, er der nemlig lagt op til masser af klatring på en dag med 3000 højdemeter, men hvor de sidste stigninger ligger så langt fra mål, at de holdbare sprintere kan nære deres drømme, hvis de kan få hentet det stærke udbrud, der utvivlsomt vil kunne gå efter sejren efter en meget hård start på etapen.

I alt skal der tilbagelægges 180,0 km, der fører feltet fra den franske by Saint-Palais til Urdax-Dantxarinea i den spanske del af Baskerlandet umiddelbart på den anden side af grænsen. Starten er knaldhård, idet feltet med det samme kører mod sydvest op ad en ikke-kategoriseret stigning, der betyder, at feltet bevæger sig fra 80 til 295 m over havet overflade i løbet af de første 10 km. Herefter begynder det at falde mod sydvest, inden man skal over en hård bakke (2,7 km, 6,8%), der har top efter 28 km, hvorefter man kører ned til byen Barcus. Herfra går det videre mod sydvest ned til endnu en bakke (2 km, 6,5%), der passeres efter 39 km, inden man efter 47,2 km når etapens sydligste punkt.

Herfra vender man rundt for at køre mod nordvest igennem let faldende terræn, inden man drejer mod sydvest for via let stigende terræn at køre frem til kategori 3-stigingen Col d’Osquich (4,9 km, 6,1%), der bestiges fra øst og er relativt regulær med top efter 77,2 km. En nedkørsel leder mod sydvest, inden det igennem fladt terræn går mod nordvest, sydvest og til slut vest. Her venter næste udfordring, kategori 2-stigningen Col d’Ispeguy (7,2 km, 7,1%), der er relativt svingende med stykker på 7-9% afbrudt af fladere stykker med 5-6%. Toppen kommer efter 123,2 km præcis på grænsen indtil Spanien, hvorefter en let nedkørsel leder mod vest ned til bunden af kategori 3-stigningen Col de Otxondo (7,6 km, 4,7%), som bestiges fra syd og er en let, jævn opkørsel med top efter 142,8 km. Derefter leder en lidt mere teknisk nedkørsel mod syd ned til målbyen, der nås med 18,3 km igen, men hvor man dog ikke krydser stregen.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

I stedet begiver sig mod nord igennem fladt terræn op til grænsen, der leder tilbage til Frankrig. Der kører man videre igennem fladlandet mod nord, nordvest og vest frem til byen Sare. Her drejer man mod sydøst for at køre op ad en bakke (3,3 km, 3,3%), der leder tilbage over grænsen op til dagens spurt, som kommer med bare 8,1 km igen.  Herfra går det via en let nedkørsel mod nordøst, inden man med 3 km igen drejer ind på en lang, næsten lige vej, der leder frem til mål. Vejen bugter sig let, men bortset fra et par rundkørsler på tredjesidste kilometer er der ingen tekniske udfordringer. Det stiger let mellem 4 km- og 1 km-mærkerne, hvorefter det falder svagt med 1,7% ned mod stregen.

Etapen byder på i alt 3068 højdemeter.

Urdax-Dantxarinea blev senest besøgt i 2016, hvor Valerio Conti kørte alene hjem til en solosejr fra et udbrud.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Vejret

Baskerlandet er kendt for sit regnvejr, men det ser ud til, at rytterne først for det at smage torsdag. Onsag bliver solrig med kun få skyer sidste på eftermiddagen, og temperaturen vil nå 24 grader. Der vil være en let til jævn vind fra nordvest, hvilket giver direkte medvind på første del, men derefter skiftevis mod- og sidemodvind hele vejen frem til rundstrækningen, herunder på de to sidste stigninger. På rundstrækningen vil der først være sidemodvind, men efter byen Sare vil der være direkte medvind, indtil man drejer ind i sidevind og til slut sidemedvind på de sidste 3 km.

Analyse af 10. etape

Jeg kan huske, at jeg efter Giroens første etape sammenlignede Primoz Roglic med en bokser. Nok er han tidligere skihopper, men der er noget bokseragtigt over hans lille, ret kompakte figur. De små, lidt halvskæve øjne mindre også lidt om Mike Tyson, men det er nu ikke først og fremmest hans fysiske fremtoning, der gør sammenligningen naturlig.

Nej, snarere er det hans ubehagelig hang til at levere det ene lammende uppercut efter det andet og gang på gang sende rivalerne til tælling, også når de langt om længe føler, at det slovenske fænomen er en anelse groggy. En defekt svømmepøl og de deraf følgende tabte 40 sekunder kombineret med en bibelsk syndflod og en fedtet grusvej har flere gange truet med at sende den slovenske forhåndsfavorit på halen og direkte ned i kanvassen i årets Vuelta, men han står der endnu. Og han ikke blot står op, han slår også stadig den propre næve, som gang på gang har slået hans rivaler så meget til plukfisk, at man kan undre sig over, at de stadig tør gå ind i ringen til endnu en gang bank.

I dag serverede han i hvert fald endnu én af sine lammende kæberaslere, som sendte ham i den røde trøje, han har kredset om uafbrudt siden starten i Torrevieja, men som den endeløse serie af uheld hidtil har forskånet ham for. Nu var der imidlertid ikke længere nogen vej udenom, og da han med endnu en bragende flot enkeltstart skrev sig ind i den eksklusive klub over ryttere med sejre i alle tre grand tours og holdt sin imponerende statistik med etapesejre i alle sine tre uger lange etapeløb i live, tog han det gigantiske skridt mod den samlede sejr, som hans rivaler havde frygtet.

Dagens etapesejr var da også den mest uventede af dem alle. Hvis man forud for løbet skulle risikere hele pensionsopsparingen på én etapevinder, skulle man utvivlsomt pege på slovensk triumf i Paus gader. Ikke blot er feltet af tempospecialister i årets Vuelta svagt, den kuperede rute var også som skræddersyet til skihopperen, der knuste al modstand på Giroens første to kuperede enkeltstarter og sikrede sig VM-sølv på den kuperede rute i Bergen for to år siden.

På den baggrund kan man sige, at Roglic havde alt at vinde og intet at tabe, og for ham er det da også snarere afstandene end placeringen, der er interessant. Og heller ikke i den sammenhæng kan han være svært utilfreds med at hente 1.29 på Tadej Pogacar, 1.38 på Alejandro Valverde, 2.00 på Miguel Angel Lopez og ikke mindst 3.06 til Nairo Quintana, der - for at blive i boksemetaforikken - lignede en fluevægter, der var blevet sendt i ringen mod en supersværvægter.

De afstande havde Roglic formentlig solgt etapen for forinden - ikke mindst fordi han undgik de uheld, der har martret Jumbo på flere tidskørsler i år - men alligevel kan man argumentere for, at Roglic ikke havde sin allerbedste dag. Således slog han blot Patrick Bevin og Remi Cavagna med hhv. 25 og 27 sekunder, og de blev alle fundet på den hårde indledende del. Faktisk var de to specialister begge hurtigere end slovenere efter første mellemtid, og når det blev til så store gevinster, skyldes det måske snarere, at hans rivaler alle er så temposvage. Det er i hvert fald langt fra givet, at etapevinderen også havde heddet Primoz Roglic, hvis ikke der havde været grus i Tom Dumoulins knæ, hvis ikke Chris Froome stadig var i gang med at tælle antallet af brækkede knogler, og hvis ikke Geraint Thomas havde foretrukket en regnbuetrøje på hjemmebane frem for en mulig Vuelta-sejr.

Det ændrer dog ikke på, at Roglic fik det ønskede udbytte af den etape, som var hovedforklaringen på, at det var ham, der fremstod som de fleste forhåndsfavorit ved starten for halvanden uge siden. Til gengæld har han nu også gjort sig selv til et meget sårbart bytte, for vi så allerede i søndags, at Movistar ikke er bange for at lade Lopez køre væk, hvis det kan tvinge Roglic til selv at jagte. Og som jeg flere gange har fremhævet, er der i den grad usikkerhed om holdbarheden for Sepp Kuss, Neilson Powless og George Bennett. Og den ellers stensikre livsforsikring i form af Steven Kruijswijk ligger hjemme i en hollandsk sygeseng, hvor han gør betydeligt mindre gavn, end han vil gøre i de asturiske og madrilenske bjerge de kommende dage. Nok er Roglic lige nu temmelig usårlig, men det er hans ellers så stærke hold ikke. Og da hverken Lopez, Valverde eller Quintana stiller sig tilfreds med en 2. plads - de har jo alle tidligere været på podiet - er der lagt op til festfyrværkeri fra de to hold, der meget vel kan vise sig som stærkere end de sårbare hollændere.

At begge hold skal i offensiven, er hævet over enhver tvivl, men der hersker nok en temmelig forskelligartet stemning på de to rytterhoteller her til aften. Hos Astana skal der måske ikke skænkes champagne, men Lopez kan nu alligevel godt gå til desserten to gange. Den lille colombianer leverede nemlig en af sit livs bedste enkeltstarter, som vel kun overgås af sensationsridtet i Tour de Suisse i 2016. Siden dengang har han fået den ene gang prygl efter den anden - ikke mindst i årets Giro - og selvom 2 minutter kan synes af meget, kan han bestemt ikke være utilfreds med en 14 plads foran flere langt mere tempostærke typer. Dermed fik Lopez også sat en tyk, fed streg under, at han i denne Vuelta for første gang synes at have genfundet superbenene fra drømme-Vueltaen i 2017, og det kan kun anspore ham til at give rivalerne endnu en af de klatrelektioner, han uddelte på Javalambre og Andorra.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Til gengæld har Movistar-ledelsen formentlig haft fat i kokken og aflyst desserten. Den har hverken Quintana eller Valverde nemlig fortjent efter dag, der bestemt ikke fremstår som den smukkeste i det spanske storholds alenlange historie. Særligt galt gik det for Quintana, der konfirmerede den kedelige deroute, han og tempocyklen har været på i de senere år. Der var en lille opblomstring i Paris-Nice, men i de senere år har det været svært at forstå, at lille Quintana i 2016 kørte i top 10 på en flad tonserenkeltstart i Burgos og slog Sylvain Chavanel på en enkeltstart i Route du Sud. Heller ikke i dag var der tilsyneladende noget, den lille colombianer kunne stille op, da Roglic begyndte at tanke sekunder, og den mulige sejr, han for to dage kunne lugte, ser pludselig ud til at være uendelig langt væk.

Valverde kom bestemt heller ikke nærmere. Selvom spanieren gang på gang imponerer i en alder på 39 år, er der én evne, han definitivt har mistet, nemlig evnen til at køre enkeltstart. Veteranen, der to gange tidligere er blevet nr. 2 på en Vuelta-enkeltstart gentog fadæsen fra sidste år, hvor han blev slået af Simon Yates på en dag, hvor de fleste forventede, at han ville have kørt briten ud af trøjen, og han kan ingenlunde være tilfreds med en 13. plads og en gevinst på bare 22 sekunder til Lopez. Pludselig er han nu så langt efter Roglic, at bonussekunder slet ikke bringer ham i nærheden af noget som helst. Skal Valverde vinde løbet igen 10 år efter den første sejr, skal han give Roglic deciderede prygl på en af bjergetaperne, og det kan virke usandsynligt for en mand, der har sin force på kortere stigninger, hvor gevinsterne af gode grunde kan være temmelig begrænsede. Til gengæld kan holdet glæde sig over, at Marc Soler med en 8. plads bekræftede sin fremragende form og satte en streg under, at Movistar har en trio, som ingen af de andre to tophold kan matche.

Etapen afslørede også, at Tadej Pogacar har en grænse. Sådan så det ellers ikke ud forleden, og da han bragede op til første mellemtid i en tid, som var den klart næstbedste, fik man kortvarigt fornemmelsen af, at han måske kunne være ved at levere endnu en sensation. Der er imidlertid en grund til, at enkeltstarten inden skiftet til UAE var en svaghed. Hans sensationelle enkeltstart i Algarve gav ellers et håb om, at et mere professionelt set-up kunne have løst det problem, men sådan var det desværre ikke. Da først Pogacar havde fået det maksimale ud af bakken og det i stedet handlede om rene tempoevner, kørte Roglic han nemlig midt over og cementerede, at det altså stadig er han, der er Sloveniens førende cykelrytter. Heldigvis er Pogacar som bekendt kun 20 år, og med tanke på, hvor langt han er kommet som temporytter på ni måneder, kan han ikke være svært utilfreds.

Det kan Pierre Latour heller ikke. Af en eller anden grund er det kun lykkedes franskmanden at køre gode enkeltstarter ved de nationale mesterskaber, men med dagens 5. plads fik han endelig på den store scene vist, hvorfor han to gange har kørt sig i tricoloren med sande magtdemonstrationer. Det bringer ham ganske vist ikke for alvor tilbage i spillet om top 10 i et løb, hvor begrænsningerne i bjergene er for store, men han fik atter vist, at han har en alsidighed, der altid vil gøre ham farlig i ugelange etapeløb, som bør være det, han fremover satser på.

Andre klassementsrytterne kan også være godt tilfredse. Det gælder særligt Dylan Teuns, der nu formentlig vil se, hvor langt klassementet kan bære, efter at han for andet år i træk leverede en fremragende Vuelta-enkeltstart. I det hele taget var det en god dag for Bahrain, der også kunne se den stadig mere imponerende lille mountainbiker, Hermann Pernsteiner, med en 20. plads levere det, der vel var dagens største overraskelse. Det gælder for Daniel Martinez, der med en 10. plads satte en streg under, at der altså findes colombianere, som kan køre enkeltstart, og fik vist, at han har det rette alsidige potentiale til at køre grand tours, når engang forberedelsen bliver gnidningsfri. Det gælder James Knox, der kørte en chokerende god enkeltstart og atter viste, at Deceuninck kan lære de fleste at køre stærkt i disciplinen. Det gælder for Carl Fredrik Hagen, der heroisk forsvarede sin 6. plads i en disciplin, der kunne have kostet ham dyrt. Og det gælder for Rafal Majka, der ligesom i Giroen bekræftede, at han har genfundet lidt af de tempotakter, der var totalt forsvundet i de seneste sæsoner.

For andre gik det næsten lige så skidt, som det gjorde for Quintana. Mest markant er det, at etapen satte en tyk streg under, at Wilco Kelderman er gået fra tempogigant til temposnegl. For bare to år siden blev han nr. 2 bag Froome på Vueltaens enkeltstart, men ligesom sidste år endte en etape, der burde have været hans stærkeste våben, med, at han øsede tid direkte over på de små klatreres konto. Om det ret grimme styrt i Tirreno sidste år, har givet ham vedvarende skavanker, der hæmmer hans position, skal vi lade være usagt, men det er i hvert fald påfaldende, at han siden det styrt ikke har kørt én eneste god enkeltstart.

Samme deroute er Ion Izagirre fortsat på. Baskeren, der tidligere spiste denne slags enkeltstarter til morgenmad, måtte nok engang sande, at det nu om dage er klatrerne, der slår ham og ikke omvendt. Der var i hvert fald ikke mange, der i 2016 havde regnet med, at Lopez nogensinde ville slå sin holdkammerat med 56 sekunder på en enkeltstart, men det var ikke desto mindre, hvad der skete for en mand, der aldrig er blevet sit temposelv igen efter at have forladt Movistar. Endnu værre gik det dog for Mitchelton-Scott, der desværre måtte se Esteban Chaves forsætte kursen mod det, der kunne ligne endnu et af sine desværre nu regelmæssige kollaps, og Mikel Nieve bløde lige så meget tid, som man kunne forvente,

Blandt klassementsrytterne var der ikke mange specialister, og det betød, at vi så flere temporyttere i toppen af klassementet end på den tilsvarende rute i Touren, hvor de store navne dominerede. Mest markant var det naturligvis, at Patrick Bevin for tredje gang i karrieren endte som nr. 2 på en WorldTour-enkeltstart og for anden gang formentlig har bandet Roglic langt væk, efter at sloveneren også snød ham for sejren i Baskerlandet sidste år. Hans meget stærke kørsel på den flade del, hvor han gjorde forskellen og kørte stærkere end Roglic bør dog give ham et håb om, at sejren nok skal komme før eller siden.

Det skal den også nok for Remi Cavagna. Franskmanden, der viste så lovende tempotakter som ung, gik ellers helt i stå i et par sæsoner. Siden 10. pladsen i Dauphiné har han dog været sig selv igen, og det dokumenterede han i dag med det, der ubetinget var hans bedste enkeltstart. I det hele taget var det en flot dag for de unge fransmænd, der ud over Cavagna og Latour også kunne se Bruno Armirail, Benjamin Thomas, Romain Seigle og Dorian Godon gøre det bedre, end man kunne forvente.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Lawson Craddock kan også være svært tilfreds over, at han med en 4. plads fik bekræftet årets mest gennemgående tendens, nemlig at EF-ryttere altid kører fremragende enkeltstarter. Mere skuffede er nok Nelson Oliveira, der fortsatte en lidt kedelig tendens i et 2019, hvor det ikke har fungeret i favoritdisciplinen, og Thomas de Gendt, der bekræftede sin genopstandelse som temporytter, men trods alt måtte sande, at de gyldne Tour-ben ikke er intakte, nu hvor han har kørt to en halv grand tour på mindre end fire måneder. Og helt galt gik det for Vasil Kiryienka, der i de seneste to år har kunnet mærke alderen få den ellers så uopslidelige maskine til at ruste, og som i dag atter beviste, at stimen af top 10-resultater ved VM bliver svært at holde i live i Yorkshire om et par uger.

Til gengæld kunne man sagtens forestille sig, at regnbuestriberne skulle en tur til Slovenien. Roglic har i hvert fald understreget sin status som en af favoritterne også til VM, hvis han stadig har kræfterne efter en hård Vuelta. Om det er tilfældet, er ikke givet, når han har tømt sig selv for kræfter over de kommende par dage, hvor Valverde, Lopez og Quintana vil angreb ham i nord, syd, øst og vest. Der er i hvert fald noget at indhente for den spansktalende trio, der heldigvis ikke blev knockoutet helt, men stadig roder rundt på gulvet, efter at de i dag blev sendt i kanvassen af en af Roglics efterhånden berømte kæberaslere.

Favoritterne

Javalambre, Ares del Maestrat, Mas de La Costa, Montserrat, Andorra… Det har heller ikke i år været sjovt at være sprinter i Vueltaen, og det bliver det heller ikke i uge 2. Ikke siden sidste tirsdag har de haft en chance, og skal de til fadet i den midterste del af løbet, har de to skud i bøssen, og det kan meget vel være, at de begge gange ender med at skyde med løst krudt. Hvor der nok kan skabes samling på lørdagens tur til Oviedo, betyder en bakke i finalen, at det kun er for de hårdføre sprintere og puncheurtyperne, og det kræver lidt af en mandfolkeindsats, hvis de skal til fadet på onsdagens rejse gennem Sydfrankrig og ned til de cykelgale baskere.

Ser man alene på etapen sidste 30 km er det noget af det letteste, vi finder i Vueltaen. Nok er er der en lille bakke i finalen, men den er i sig selv ikke nogen stor udfordring. Nej, det er de 150 km, der går forud, som er udfordringen, hvis de hurtige folk skal til fadet. Og skal det lykkes, skal vi over i Luka Mezgec-klassen for t finde en potentiel vinder, for det er helt udelukket, at folk som Fabio Jakobsen og Max Walscheid kan vinde en etape som denne.

Udfordringen er trefoldig. Allerede fra start går det galt, når en modbydelig indledning over de første 40 km med garanti vil være rammen om løbets 117. angrebsfest, hvor det i så vanskeligt terræn bliver næsten umuligt at forhindre, at et brølstærkt udbrud af lutter muskelmænd kommer væk. Faktisk kan sprinterne sagtens blive sat af i løbets af den første times opskruede tempo, for det bliver gang i gaden. Rytterne har for de flestes vedkommende haft halvanden hviledag, og derfor har de haft tid til at puste lidt ud inden to dage, der er som skabt til udbrud.

Anden udfordring er det samlede antal højdemeter. Vi taler altså om mere end 3000 m klatring, og selvom det meste er koncentreret på de første tre fjerdedele af etapen, er det en monumental udfordring både at skabe samling, overleve bakkerne og til slut bevare kræfterne til en spurt. Og den tredje udfordring er Ispeguy-stigningen, der er en meget led karl, som kan sætte samtlige sprintere, også Mezgec, til tælling, hvis der skulle være et hold, der virkelig gik til stålet.

Det er der nok ikke, for klassementsrytterne skal intet denne onsdag, og sprinterne vil alle være glade for bare at overleve. Alligevel betyder den stigning samt den efterfølgende Otxondo-stigning, at der er 40 km mod slutningen af løbet, hvor feltet er nødt til at køre så langsomt, at de næsten ikke kan undgå at tabe tid til et helt sikkert meget potent udbrud. Det efterlader dem efter nedkørslen med bare 30 km til at jagte, og det ligner en næsten umulig mission mod et udbrud, der er i gang med at køre finale.

Det er sådan set ikke, fordi vi udelukker, at forsøget vil blive gjort. Sprinterne har så få muligheder, at de skal skyde på det, der rører sig, men denne gang bør det blive for svært. Mitchelton må have den største interesse, ligesom Bora og måske UAE, Dimension Data og Trek kan tænkes at give en hånd med, men selv om de alle skulle lægge sig i selen, ser vi dem ikke hente en stærk gruppe. Og da mange af holdene sikkert også vil forsøge at gå i udbrud og kun jagte, hvis det glipper, vil der formentlig ikke være fuldt kontingent at sprinterhold til at arbejde.

Det bør derfor blive en udbrudssejr, som da Valerio Conti sejrede i Urdax-Dantxarinea i 2016, hvor man sluttede med den samme rundstrækning, men hvor resten af etapen var anderledes og vel nok en anelse lettere end i år. Vi forventer en gigantisk kamp og dannelsen af et stort udbrud, som Roglic og Jumbo gerne vil lade sejle hjem, også hvis det skulle koste trøjen. Derefter bliver det interessant at se, om et eller flere af de ovennævnte sprinterhold vil give den et skud. Hvis de gør, bliver det en vild og hård etape, hvor vi stadig tror, at udbruddet holder. Hvis ikke, vil feltet rulle til mål under ledelse af Jumbo, mens udbruddet kæmper om sejren, formentlig med et gigantisk forspring.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Med udsigt til en udbrudssejr skal vi kigge i retning af hårdføre folk. Alene det at komme væk i den hårde indledning kræver styrke, og det bliver bestemt ikke tilfældigt, hvem der kommer væk. Derefter skal man være en god klatrer på Ispeguy, for man må formode, at der i gruppe vil være en række knap så spurtstærke folk, der skal bruge etapens sværeste stigning til at rydde ud i tropperne og skabe en mere overskuelig gruppe, der herefter skal afgøre det i finalen, men modvinden vil give de tungere folk en bedre chance for at komme med hjem. Til slut vil det ende i angrebsfest på rundstrækningen, der slet ikke er let, og hvor vi sidst så, at Conti kunne køre fra alt og alle. Man skal altså være god og snu i puncheurterræn - og så er en god spurt naturligvis ikke at foragte i et løb med en flad finale.

Det får os til at pege på Alex Aranburu som vores favorit. Det har været meget svært at finde hoved og hale i baskerens form, for han har hovedsageligt siddet i gruppettoen. Han viste dog på 8. etape, at det alene var et spørgsmål om at spare kræfter, for her ramte han ikke blot udbruddet efter en vild start, han kørte også en meget aktiv finale. Han skulle utvivlsomt have holdt hovedet koldt og satset på sin spurt, for så kunne han have vundet etapen. Trods sit sene angreb havde han nemlig kræfter til at blive nr. 2 i spurten, og det vidner om, at den superform, han viste på 2. etape, slet ikke er væk endnu. Tværtimod virker han fortsat knivskarp, og dette er terræn, der passer ham. Nok er de lange stigninger lange, men ikke noget, en formstærk Aranburu ikke kan klare, og i en finale med småbakker og en flad spurt er han sublim. Han skal stadig vise, at han kan være lidt mere kølig, end han var forleden, men når han næsten kan vinde med alt andet end klog kørsel, bliver han ikke let at slå i et udbrud.

Vi var meget tæt på at gøre Zdenek Stybar til vores favorit. Tjekken har nemlig imponeret os uafbrudt siden 2. etape, hvor han næsten sad med de bedste, og han bekræftede sin form med at ramme udbruddet i den hårde start på 8. etape, hvor han med et sent angreb ikke var langt fra at gøre det færdigt i en finale, der var lidt for let. Senest kørte han en overraskende god enkeltstart i dag, og det tyder på, at Stybar har diamanter i benene. De lange stigninger er ikke ideelle for ham, men de kommer så tidligt, at en nedkørselsstærk Stybar nok kunne sikre sig billet til finalen, og her har Conti vist, at man med timing og punch kan køre alene væk. Finalen er slet ikke ringe for en eksplosiv fyr som Stybar, og da han samtidig kn afslutte, kunne dette være dagen, hvor han sikrer sig sin anden etapesejr i Vueltaen.

I det hele taget må det være en dag, Deceunincks klassikerspecialister har sat kryds ud for. Lidt uforståeligt gik Philippe Gilbert i udbrud på fredagens vanskelige etape og ikke på lørdagens etape, som han kunne have vundet. Med sin kørsel sammen med Henao i finalen fik han dog vist, at den lidt halvrustne form i sensommeren er ved at være væk, og det bekræftede han med sin fine enkeltstart i dag. Heller ikke han vil synes, at Ispeguy er alt for sjov, men han bør dog nok kunne klare den. Rundstrækningen passer perfekt til en rytter med Gilberts punch, ikke mindst fordi han også er en af de allerhurtigste i en spurt. Erfaring og snuhed har han til overflod, og måske er det det, der skal tippe balancen til hans fordel, hvis han er oppe mod stærkere folk.

Vi håber, at EF vil forsøge at sende Sergio Higuita afsted. Det forsøgte de i lørdags, og det tyder på, at han har lov til at prøve. Han viste storform i søndags, hvor det var blevet til et bedre resultat, hvis ikke Lopez havde revet ham i asfalten på grusvejen, og den hårde start giver den lille colombianer en chance for at ramme udbruddet. Det er den fase, der er den største udfordring, for her mangler han stadig meget erfaring, men kommer han med, og kan han holde hovedet koldt, er der ikke mange, der slår ham. Ingen sætter ham på stigningerne, og han viste seneste på 2. etape, at det ikke er mange, der slår ham i en spurt, heller ikke på flad vej. Men først skal han altså ramme et udbrud, der bliver svært at få fingre i.

Den slags problemer har Jesus Herrada ikke. Han har gang på gang vist, at han er en mester i at ramme rigtigt, og han er åbenlyst i fremragende form. Han har allerede én gang vundet en etape, og han var også klart stærkeste mand lørdag, hvor modvinden og regnen dog ødelagde hans løb. Etapen her passer ham heller ikke dårligt, men man kan frygte, at finalen er en anelse for let for ham. Han har nemlig ikke samme hurtighed som tidligere, slet ikke på flad vej. Omvendt burde der være god mulighed for at gøre det hårdt undervejs og bruge et punch på bakkerne, når nu han har en forrygende form. Og så spurter han trods alt stadig så godt, at han altid vil være en farlig herre også på stregen.

Løbets vel nok største joker er Astana. Egentlig burde de bede hele holdet tage sig en slapper, men det ser ud til, at cykelsportens ABC er blevet glemt i Kasakhstan. I hvert fald gik Luis Leon Sanchez i udbrud i søndags, og i dag gav såvel Sanchez som Jakob Fuglsang den gas på en enkeltstart, hvor de burde have taget den med ro. I Giroen havde de god succes ved at vinde tre udbrudsetaper med hhv. Pello Bilbao og Dario Cataldo, og det tyder på, at der kan blive en vis frihed.

Sker det, er Omar Fraile naturligvis det oplagte valg. Spanieren er som bekendt en udbryderkonge par excellence, og han må være topmotiveret til at sejre på sin baskiske hjemmebane. Etapen passer perfekt til en fyr som Fraile, der kan klare en del bakker, og som er så hurtig, han har slået Sonny Colbrelli i en kun let stigende spurt i Romandiet. Formen synes også glimrende. Nu skal han bare bruge al sin baskiske charme til at overtale ledelsen til at slippe ham fri på veje, han sikkert kender som sin egen bukselomme.

Holdet har imidlertid også en anden basker, der helt sikkert er fyr og flamme. Gorka Izagirre har i Giroen vist, at han kan vinde fra udbrud, og det bør han også kunne gøre på sin hjemmebane her. Terrænet passer ham fint, da han kan klatre og har punch, og han er heller ikke helt langsom på stregen. Han er dog mere puncheur end sprinter, og vi frygter lidt, at han vil være oppe mod hurtigere folk. Hans form virkede også meget svag i starten af løbet, men en stærk optræden i Andorra tyder på, at benene er ved at være der. Og den svingende Izagirre har før vist, at formen som regel kommer, når han rammer det rette udbrud.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Astana har dog også tre andre oplagte kort. Luis Leon Sanchez har allerede én gang haft chancen, og selvom han der havde en dårlig dag, har hans kørsel i bjergene og på dagens enkeltstart vist, at benene er glimrende. Få kan som Sanchez gøre det færdigt fra et udbrud, for engang var det nærmest bare et spørgsmål, hvornår og ikke om han vandt en etape i Tour de France. Den klasse har han ikke længere, men som han senest viste i Tour de Suisse er Sanchez stadig livsfarlig - og så kan han som bekendt spurte.

Det kan Dario Cataldo også. Det viste han senest, da han overspurtede Mattia Cattaneo og vandt Lombardiet-etapen i årets Giro. I det hele taget har det været et solidt år for Cataldo, der har fundet sig selv igen og kørte en fabelagtig Andorra-etape, hvor han kørte feltet sønder og sammen. Han er ikke så hurtig som i gamle dage, men han kan stadig gøre det færdigt. Nu skal han bare have chancen på en dag, hvor man risikerer at prioritere holdets to basiske bud (Ion Izagirre får næppe lov).

Movistar skal have en mand med i et udbrud på en dag, hvor forspringet risikerer at blive over 10 minutter. Det kræver holdkonkurrencen, men skal holdet ikke bare forsvare deres føring i den konkurrence, men også vinde etape, er det Jose Joaquin Rojas, der skal afsted. Han burde til gengæld også kunne lide denne etape, og han burde få lov til at forsøge sig. En formstærk Rojas kan klare selv svære stigninger, og her kommer de vanskeligste udfordringer så langt fra mål, at han har gode chancer for at få adgang til finalen. Rundstrækningen med en flad afslutning er perfekt til holdbare Rojas, men det kræver, at han også for en gangs skyld vinder en spurt - noget, han ikke just har haft for vane at gøre, selv når han på papiret er den oplagte favorit.

En af de positive oplevelser i årets Vuelta har været at se Ruben Guerreiro. Den ellers så svingende portugiser har imponeret både i bjergene og især på 8. etape, hvor han lavede ”en Aranburu”. Her var han nemlig en del af det tidlige udbrud, men havde alligevel overskud til at køre en flot spurt. Dette er en glimrende etape for en puncheurtype som Guerreiro, der har vist, at han kan køre op med de bedste på de svære stigninger, og som har masser af punch og en hæderlig spurt. Det er klart, at ustabile Guerreiro altid er en lottokupon at satse på, men hans kørsel i lørdags tyder ikke på, at han er ved at falde ned i et af sine berømte huller.

Tør vi nævne Gianluca Brambilla? Det kan være svært at blive ved, for han har nu været en kronisk skuffelse i sine udbrud i både Giroen og Vueltaen. Han har dog stadig en ganske forbløffende evne til altid at komme afsted, og det viser, at han altså har et eller andet at skyde med. En 30. plads i Andorra er bestemt heller ikke at kimse ad, og det viser, at Brambilla stadig er en glimrende rytter. I sin storhedstid havde han spiste denne etape som et mellemmåltid, men det gør han ikke længere. Det ændrer dog ikke på, at det er perfekt terræn for en mand, der klatrer godt, har punch, kan spurte og er en mester i at ramme de udbrud, han udser sig.

Det er Dylan Teuns i den grad også. Sidste år kørte han finale på fem udbrudsetaper, og foreløbig har han kørt to finaler i dette løb. Problemet er bare, at han har sneget sig op på klassementets 9. plads og efter dagens fine enkeltstart ligner en mand, man skal holde øje med også i stillingen. Roglic vil elske at afgive trøje, men spørgsmålet er, om folk som Rafal Majka, Carl Fredrik Hagen, Wilco Kelderman og Tadej Pogacar synes, at det er en skidegod ide at forære ham 10 minutter én gang til. Det kan man nok betvivle, og derfor kan Teuns ende med at skulle indstille sig på en dag i feltet. Får han lov, er det dog en glimrende finale for en klatrestærk puncheur, også selvom den flade finale kan gøre det svært at gøre det færdigt.

Det mest logiske for Luka Mezgec vil være at vente på en spurt, men det kunne være et frisk forsøg, hvis han havde modet til at gå i udbrud også. Etapen kan vise sig at være for svær, men en formstærk Mezgec kan altså ikke helt afskrives. Sloveneren har i hvert fald ikke været bedre tidligere, og med modvind på de sværeste stigninger vil han have en chance for at komme med over. Klarer han først den sværeste stigning, er det i hvert fald en finale, hvor han kan vinde, hvis ikke han er blevet for træt.

I dag viste Patrick Bevin, at formen slet ikke er ringe. Det viste han også i Andorra, og derfor kan man kun håbe, at han har kræfter til at forsøge sig igen. Det er klart, at han gravede ekstremt dybt i dag, og derfor er det mest sandsynlige nok, at han tager sig en slapper. På den anden side ser vi i denne fase af en grand tour, at det alligevel ofte er de formstærke, der rammer rigtigt dag efter dag, og Bevin er åbenlyst iblandt dem. På lange stigninger er han ikke en ørn, men han klatrede som bekendt fornemt i Andorra, og i en spurt er det svært at se, hvem der skal slå den lynhurtige newzealænder.

Naturligvis skal Thomas de Gendt også nem. Tour-udgaven af De Gendt havde været en naturlig favorit til denne etape, men hans udtalelser i morges lød mildt sagt ikke optimistiske. Han klager over, at han er blevet en mandsopdækket mand i de hektiske indledninger, og modsat i Touren har han denne gang ikke benene til bare at køre væk alligevel. En 7. plads på enkeltstarten viser, at det ikke står så slemt til endda, men om det er nok til at vinde, er tvivlsomt. Heldigvis passer terrænet perfekt til et af De Gendts vilde ridt, ikke mindst fordi han også kan spurte.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Tao Geoghegan Hart har ikke den form, han havde ønsket, men han kørte faktisk en yderst fornem Andorra-etape. Det viser, at den gode form fra Polen ikke er helt væk, og dette er faktisk terræn, der ikke passer ham helt dårligt. Naturligvis havde han håbet på en vanskeligere etape, men Geoghegan Hart har med sit punch, sin power og sin hurtighed fine chancer. Ikke mindst har han ofte vist, at han har et overblik og en taktisk forståelse, der er en 38-årig veteran værdig, og det kan blive afgørende, når kortene skal spilles rigtigt til sidst.

Tosh van der Sande var tæt på at vinde i lørdags, og nu får han endnu en chance. Denne gang er etapen måske endnu bedre, fordi det hårdere terræn betyder, at en fyr som Nikias Arndt får sværere ved at overleve. Van der Sande har virkelig imponeret i bjergene i dette løb, men der er stadig en risiko for, at etapen her bliver for hård. Kommer han først over bakken, vil han dog have en fin chance for at gøre det færdigt i kraft af sin gode spurt.

Endelig er der Dorian Godon. Orkanen i Caribien er ikke den eneste Dorian, der raser, for tiden, for den solide franskmand har kørt som en motorcykel i dette løb. Han chokerede med en 3. plads på 6. etape, og i dag kørte han en fremragende enkeltstart, som desværre blev skæmmet af et styrt. Heldigvis har han ikke slået sig nævneværdigt, og man kan håbe, at han er frisk igen. Logikken siger, at terrænet bliver for svært for den gigantiske franskmand, men det gjorde den også i torsdags, hvor han alligevel kørte fra klatrerne på den sidste stigning. Kommer han over de værste stigninger, har han spurten til at vinde.

Andre kandidater til udbruddet er Nelson Oliveira, Mark Padun, Pawel Poljanski, Remi Cavagna, Lawson Craddock, Romain Seigle, Sander Armee, Tomasz Marczysnki, Nick Schultz, Salvatore Puccio, Martin Tusveld, Sergio Henao, Nicolas Edet, der ellers kan køre sig i rødt igen, Angel Madrazo, Jetse Bol, James Knox,Gonzalo Serrano og Jonathan Lastra, men vi har svært ved at se dem vinde etapen. Etapen kunne være en chance for en velkørende Quentin Jauregui, men bliver nok alligevel for hård, og det bør den også gøre for Nikias Arndt, em ikke specielt velkørende Cyril Barthe, Damien Touze og de igen meget formsvage Edvald Boasson Hagen og Enrico Battaglin. Carl Fredrik Hagen ligner en mand, der nu vil satse fuldt på klassementet, og Felix Grossschartner, Sergei Chernetckii og Dion Smith synes ikke at være i den bedste form. Endelig har Valerio Conti tilsyneladende heller ikke formen til at gentage succesen fra 2016.

Skulle det ende i en spurt, vil det kræve så vild en jagt, at vi kun tror på de allermest hårdføre. Sam Bennett virker mærket, Fernando Gaviria er stadig ikke på toppen, Edward Theuns styrtede i dag, og John Degenkolb hasr ikke samme holdbarhed som tidligere. Vi formoder også, at det bliver for hårdt for formsvahe Enrico Battaglin, Marc Sarreu, Damien Touze og Jon Aberasturi, og Fabio Jakobsen og Max Walscheid har ikke en chance.

Vi tro derfor mest på Luka Mezgec, selvom også han kan få det for hårdt foran Philippe Gilbert, der i Stybar vil have et eminent lead-out, Patrick Bevin, Alex Aranburu og Sergio Higuita. Bliver det meget hårdt, kan Alejandro Valverde sågar vinde i en spurt, hvor han ikke skal tagefor mange risici. Clement Venturini og Tosh van der Sande har gode chancer for at klare bakken, men især for Van der Sande er det lidt svært at se en sejr i en spurt, og det samme gælder for Jonas Koch. Nikias Arndt er åbenlyst i form, men vi tror, at det bliver lidt for svært. Endelig viste Edvald Boasson Hagen i Dauphiné, at man stadig ikke kan afvise ham.

OPDATERING: Af en eller anden grund har den uopmærksomme skribent i udarbejdelsen af denne optakt overset Pierre Latour. Med sit store tidstab og sin fine form burde den hurtige franskmand være et fremragende bud på denne etape.

Feltet.dks vinderbud: Alex Aranburu (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Zdenek Stybar, Philippe Gilbert (begge fra et udbrud)

Outsidere: Sergio Higuita, Jesus Herrada, Omar Fraile, Pierre Latour, Jose Joaquin Rojas (alle fra et udbrud)

Jokers:  Ruben Guerreiro, Gorka Izagirre, Gianluca Brambilla, Dylan Teuns, Luis Leon Sanchez, Dario Cataldo, Luka Mezgec, Patrick Bevin, Thomas de Gendt, Tao Geoghegan Hart, Tosh van der Sande, Dorian Godon (alle fra et udbrud)

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Luka Mezgec, Philippe Gilbert, Patrick Bevin, Alex Aranburu, Sergio Higuita, Alejandro Valverde, Edvald Boasson Hagen, Nikias Arndt, Clement Venturini

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Valerio Contis sejr fra 2016.