Optakt: 12. etape af Giro d’Italia

Ruten

Forud for rutepræsentationen i oktober gik der mange rygter om, at man som led i fejringen af Fausto Coppis 100-års fødselsdag ville have en etape mellem Cuneo og Pinerolo, der for 70 år siden i 1949 var rammen om et af mesterens største soloridt, hvor han sejrede med hele 11.52 ned til ærkerivalen Gino Bartali. Dengang skulle man over berømte stigninger som Montgenevre og Sestriere, og derfor så mange frem til en stor bjergetape med legendariske stigninger, men sådan blev det ikke, da ruten for den med spænding imødesete etape blev annonceret. I stedet følger man en mere direkte og langt kortere rute mellem de to byer, hvor en svær og meget stejl kategori 1-stigning kan varme klatrebenene op efter to dage i fladlandet, men hvor afstanden til mål er så stor, at det ligner en dag for et udbrud, der skal kæmpe om sejren i en eksplosiv finale med en lille bakke inde i selve Pinerolo.

Med sine bare 158,0 km er der tale om en kort etape, der altså fører feltet fra Cuneo til Pinerolo. Fra start kører man igennem fladlandet mod nordvest frem til en lille bakke (2,4 km, 4,9%), der har top efter 20,4 km. Herefter går det mod nord via et let faldende stykke, inden man drejer mod vest og nordvest for i en let stigende fase at køre frem til den første spurt, der er placeret efter 60,8 km. Herfra falder det let mod nordøst og nord ned mod den afsluttende rundstrækning, der rammer efter 78,7 km. Herfra går det igennem fladt terræn mod nord frem til Pinerolo, hvor man for første gang skal over finalerampen (500 m, 13,2%).

I stedet for at køre over stregen drejer man mod vest for at køre igennem let stigende terræn. Senere går det mod sydøst, syd og sidst vest ind til byen Luserna San Giovanni. Her krydser man Po-floden, inden man kører mod øst via en nedkørsel frem til dagens hovedudfordring. Den indledes, når man i Bibiana drejer mod sydvest for at køre op over kategori 1-stigningen Montoso (8,8 km, 9,5%, max. 14,0%), der er ny i Giro-sammenhæng. Der er tale om en jævn sag, der efter 2 lette kilometer stiger med 10,6% over de sidste knap 7 km og når sit stejleste tykke med 2 km til toppen.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Den rundes med 32,1 km igen, hvorefter der venter en teknisk nedkørsel, der fører mod syd og øst, indtil der resterer 16 km. De er hovedsageligt let stigende og fører først mod øst og nordøst frem til den anden spurt, der kommer med 15,7 km igen. Herefter går det mod nord frem til Pinerolo, hvor man med 2500 m igen drejer to gange i træk ind på den 500 m lange brostensrampe, der stiger med 13,1% i snit og endda når 20% undervejs. Toppen rundes med 2 km igen, hvor man drejer mod øst for at følge en hurtig og halvteknisk nedkørsel, der ender med et sving 1500 m fra stregen. Derefter er terrænet fladt, mens der bydes på sving med 800 og 350 m igen, inden man rammer den 8 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1909 højdemeter.

Pinerolo har været målby seks gange tidligere, første gang i forbindelse med Fausto Coppis soloridt i 1949. Franco Bitossi og Giuseppe Saronni vandt i hhv. 1964 og 1982, inden Gabriele Balducci vandt en massespurt i 2007. I 2009 tog Franco Pellizotti en solosejr, men den triumf er i dag tilskrevet Denis Menchov som følge af italienerens blodpassag. Senest vandt Matteo Trentin en spurt over Moreno Moser og Gianluca Brambilla på en stærkt underholdende etape i 2016. I 2011 var Touren forbi, og her sejrede Edvald Boasson Hagen fra et udbrud på en dag, der mest huskes for, at den førende Thomas Voeckler på en svær nedkørsel var et smut inde i en nærliggende have.

Vejret

Desværre er der lige nu udsigt til, at der kan komme regn til de kommende bjergetaper, men rytterne kan i det mindste glæde sig over, at torsdag bliver løbets hidtil flotteste dag. Her venter en skyfri himmel og en temperatur på hele 24 grader. Der vil heller ikke været megen vind, blot en svag til let brise fra øst og sydøst. Det give sidemedvind på turen frem til første passage af Pinerolo, hvorefter der venter et stykke med sidemodvind hele vejen frem til toppen af stigningen. På ned kørslen vil der derefter være mod- og sidemodvind, inden man atter får sidemedvind på det sidste stykke ind mod Pinerolo. Det var ved, indtil man med 2 km igen får sidemod- og modvind, som først afløses af sidemedvind på den korte opløbsstrækning.

Analyse af 11. etape

Da Lotto-ledelsen satte sig i flyet med retning mod Bologna for to uger siden, var det formentlig ikke helt uden ængstelse. Årets Giro var nemlig lidt af en test af deres beslutning om at satse på Caleb Ewan som erstatning for André Greipel på et hold, der altid har været kendt at være i besiddelse af en af sportens førende sprintere. Det var nemlig nogle gevaldige sko, den lille australiers små fødder skulle fylde, for den tyske gorilla sikrede sig i sine otte år på holdet ikke færre end 95 sejre, dvs. næsten 12 om året i gennemsnit! En sådan statistik er der ikke mange, der kan prale af, og derfor havde Ewan oddsene imod sig.

Det havde han ikke mindst, fordi han kom til holdet efter en meget pauver 2018-sæson, hvor han havde spurtet så skidt, at han i sidste øjeblik var blevet frarøvet den Tour-debut, han ellers var blevet lovet. Og de første måneder gav bestemt ikke megen grund til optimisme i Lotto-lejren, for selvom han drog til Giroen med tre WorldTour-sejre i bagagen var de alle opnået i hans nye speciale, puncheurfinalerne, og ikke i de klassiske massespurter, som han jo ellers var købt til at vinde.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Når samme Lotto-ledelse i aften eller i morgen sætter Ewan på et fly, så han kan komme sig lidt inden den Tour-debut, han nu endelig burde få, er det således formentlig med et lettet åg, der må føles som en hel befrielse. Det kan godt være, at det det igennem de første to uger af den italienske grand tour er blevet udstillet, at han altså ikke længere har den samme topfart som tidligere, og at han derfor ikke er konkurrencedygtig i klassiske massespurter, men så snart silken er slidt af de knap så holdbare sprintere, kommer Ewan til sin ret. I løbet af de 11 etaper lykkedes det ham nemlig at vinde to gange, og hvis ikke han havde ladet sig snyde af Richard Carapaz i Frascati, kunne det såmænd være blevet til et hattrick og dermed en succesrate på mere end 25%. I sidste ende blev det til to sejre, en 2. og en 3. plads samt to 4. pladser, og det er et ganske godt udkomme for en mand, for hvem det bestemt ikke var givet, at det overhovedet ville blive til én eneste sejr.

De to sejre blev begge opnået på etaper, der var betydeligt længere end 200 km, og løbet blev dermed blot endnu en bekræftelse på, at det er i de hårde løb, at The Pocket Rocket, der som bekendt også vandt feltets spurt i sidste års Milano-Sanremo, excellerer. Efter at han i går var blevet kørt midt over af de hurtigere folk på den meget lette og korte etape til Modena, var hierarkiet nemlig igen i dag tippet i Ewans favør, da den 221 km lange 11. etape afsluttedes i Novi Ligure. Og bedre blev det naturligvis også af, at opløbet var let stigende - en sand gave for en mand, hvis virkelige speciale nu synes at være opadgående spurter.

Sejren var også fuldt fortjent. Ganske vist var det i dette løb ellers så overraskende gode Lotto-tog helt usynligt, men Ewan havde ikke problemer med i den helt ukomplicerede finale at lime sig fast til Pascal Ackermanns baghjul, og han lod sig ikke intimidere, da Arnaud Demare efter et lead-out, der var blevet startet lidt for tidligt, forsøgte at skubbe ham væk fra tyskerens slipstrøm. Her blev han siddende bag den tyske kraftkarl, der som så ofte før blev afleveret perfekt af Rudiger Selig, som i dette løb igen har gjort krav på statussen som verdens bedste lead-out man, og det skulle derfor vise sig at være den ideelle position.

Som det skete på 3. etape, blev Ackermann nemlig ansporet til at åbne sin spurt for tidligt, og ligesom det var tilfældet i Orbetello forrige mandag, skulle det vise sig at være en dyr beslutning i modvinden. Ewan udnyttede et par sekunder mere i sin læ bag tyskeren, og herfra kunne han relativt let gå forbi og tage en ganske klar sejr, der understregede hans potentiale som afslutter på bakker som disse.

Dermed blev det heller ikke til to i træk for Demare, der ellers også er specialist i stigende spurter og i at spurte efter lange dage. Alligevel skulle det vise sig, at den øgede distance og det stigende opløb åbenbart favoriserede Ewan endnu mere, for hvor franskmanden i går var australieren helt overlegen, var det denne gang Lotto-rytteren, der havde overtaget. Efter at Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri havde fået startet deres lead-out for tidligt og derfor tvunget Demare til at søge tilbage i feltet og finde Ewans hjul, sad han ellers fint placeret til at forsøge at gå forbi australieren. Det magtede han imidlertid ikke, og selvom han gjorde et forsøg til sidst, er det hævet over enhver tvivl, at Ewan, der lå i vinden langt længere end Demare ubetinget var dagens stærkeste og den helt fortjente vinder

Demare fik dog den trøstepræmie, at 2. pladsen var nok til at iføre sig den cyclamenfarvede pointtrøje på bekostning af Ackermann, der fik vendt sit lille forspring på et enkelt point til et efterslæb på 11. Det kunne have været 10, hvis ikke Bora havde fået et mentalt sammenbrud og ladet Rudiger Selig deltage i den første indlagte spurt, hvor lead-out-manden slog sin kaptajn, men ikke Demare og derfor var skyld i, at Ackermann tabte to og ikke et point til franskmanden i en situation, hvor pointsystemet slet ikke gav nogen grund til, at Selig overhovedet skulle have forsøgt at gå forbi FDJ-sprinteren.

Alligevel må etapen føles som en halv sejr for den store tysker, der for 24 timer siden risikerede at miste alt. Han får sig utvivlsomt nogle hårde og svære dage i bjergene, men nu har han i hvert fald et berettiget håb om, at han fortsat kan true Demare i kampen om en pointtrøje, der nu skal afgøres af de point, der måske kan hentes i nogle enkelte indlagte spurter i bjergene og ellers først og fremmest af den sandsynlige massespurt på 18. etape. Her vil der nemlig være en forskel på 15 point mellem nr. 1 og 2, og med mindre der sker noget uventet i de kommende dage, vil det formentlig være vinderen af den etape, der også ender i pointtrøjen.

Det er nemlig meget sandsynligt, at Demare og Ackermann vil skulle fordele de to første pladser på den etape, hvis det altså ender med en spurt, og hvis de overhovedet kommer så langt. Udover Ewan rejser Elia Viviani nemlig også hjem, men modsat australieren sker det bestemt ikke med en følelse af at have opnået sine mål. Italieneren, der sidste år vandt i alt syv grand tour-etaper, blev nemlig højst overraskende den eneste af løbets fem supersprintere, der må rejse tomhændet hjem.

Selv vil han formentlig stadig henvise til deklasseringen på 3. etape som en urimelighed, men sandheden er åbenlyst også, at det har været en Viviani langt under vanligt niveau, vi har været vidner til. Derouten startede allerede, da han nærmest helt tømt for kræfter endte uden for top 10 på 5. etape, og siden har han kørt nogle halvsløje spurter, hvor det er positioneringen snarere end topfarten, der har givet de trods alt hæderlige placeringer. I det hele taget har det været et skidt år for italieneren, der ellers lagde stærkt fra land, men som faldt helt igennem i Milano-Sanremo, kørte en katastrofal spurt i Gent-Wevelem og nu floppede ælt i Giroen. Ganske vist er det blevet til fire sejre, endda alle på WorldTour, men det har altså været en helt anden Viviani, vi har set i de seneste måneder, end den rytter, der sidste år toppede sejrslisten og vandt overalt fra januar og indtil afslutningen på Vueltaen.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Også Jakub Mareczko kan se tilbage på løbet med skuffelse. Italieneren har med tre 2. pladser vist, at han har potentialet til at vinde en Giro-etape, men sådan gik det ikke denne gang. Reelt var hans eneste virkelige chancer disse to meget lette etaper på Po-sletten, men da han i går blev sat ud af spillet af et styrt, og dagens stigende finale alligevel viste sig for hård, må han sande, at det faktisk gik ringere med den bedre støtte, CCC i teorien burde have givet ham, end han gjorde for sit gamle Neri Sottoli-hold. Og nu slutter festen for løbets tungeste rytter, der helt sikkert ikke har skyggen af chance for at overleve bjergene. Det har unge Giovanni Lonardi formentlig heller ikke, og også han måtte indse, at dagens spurt blev lidt for hård på en dag, hvor et tilsyneladende lidt ubeslutsomt Nippo-hold også havde de stærke bakkesprintere Juan Jose Lobato og Marco Canola relativt langt fremme.

Ewans og Vivianis exit kan åbne døren lidt på klem for løbets sekundære sprinter. Dagen i dag viste nemlig nok engang, at folk som Davide Cimolai, Simone Consonni, Giacomo Nizzolo og Manuel Belletti er overmatchet af de bedste, også i hvert fald de tre førstnævnte burde have glædet sig over det stigende opløb. Nu er der kun Ackermann og Demare tilbage, og dermed er der i hvert fald en podieplads at slås om, hvis det skulle lykkes at få en massespurt på næste torsdag. Særligt for Nizzolo må det dog være en ringe trøst efter et løb, der har understreget, at han nok ikke igen bliver den rytter, han var før sine mange knæskader.

Inden de kommer så langt, er der imidlertid et hav af bjerge, der skal forceres. Hidtil har løbet været lidt af et ventespil for favoritterne, der kun har skullet i aktion på de to enkeltstarter. Fra i morgen skifter terrænet helt karakter, og det gør persongalleriet derfor også. Det er slut med at tale om Ackermann, Demare, Ewan og Viviani, og allerede på morgendagens lille appetizer inden de rigtige bjergetaper vil vi kunne få en fornemmelse af, hvem der vil overtage hovedrollerne efter dem. Ackermann og Demare vil fortsat agere statister i bjerggedernes show, men Ewan bliver fra nu af skrevet helt ud af det det videre forløb i det italienske drama.

Heldigvis bliver flyveturen hjem en fornøjelse for den lille australier, der har forsikret Lotto-ledelsen om, at det ikke gjorde helt forkert i at hente ham ind som Greipels afløser - også selvom det måske ikke helt bliver til de 95 triumfer, som den tyske sprinterkonge leverede til det belgiske hold.

Favoritterne

Efter den relativt lette første del af løbet er det som sagt nu tid til et totalt skifte i både terræn og persongalleri. Ganske vist er torsdagens lille appetizer til bjergene ikke en rigtig bjergetape, men den har potentiale til at blive mere underholdende og dramatisk, end man kunne tro ved første øjekast. Ganske vist kommer løbets hovedudfordring relativt langt fra mål, men faktisk har etapen slet ikke et dårligt design, hvis man vil forsøge at udnytte, at Primoz Roglic, løbets store favorit og reelt den førende rytter, har én stor svaghed, nemlig holdet.

Montoso-stigningen er nemlig ikke bare en lille hyggelig bakke i udkanten af Alperne. Den er måske nok relativt kort, men dens stejlhed gør den voldsomt svær alligevel. Mere end 6 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 10,6 er rigeligt til at få feltet til at eksplodere til atomer, hvis nogle af Roglics rivaler har modet til at udnytte etapen til andet og mere end relativt defensiv kørsel. Og med tanke på det festfyrværkeri, som Simon Yates’ og Miguel Angel Lopez’ store tidstab ligger op til, er der gode chancer for, at den mulighed bliver udnyttet.

Taktikken må være ret oplagt. Antwan Tolhoek og Sepp Kuss er ganske vist nogle meget lovende klatrere, men de er også begge meget ustabile. Særligt Kuss synes ikke at være i storform - det er han desværre kun meget sjældent - og heller ikke Tolhoek kan man altid regne med. Lægger Astana, Mitchelton eller Bahrian tryk på med deres klatrestærke mandskaber, skulle det være realistisk at isolere Roglic på en stigning, der er så svær, at vi sagtens kan ende med, at feltet er kørt ned til den absolutte elite, når vi runder toppen.

Lykkes det, er Roglic sårbar. Nedkørslen er ikke et problem for den alsidige slovener, der som bekendt vandt en Tour-etape sidste år ved at flyve nedad bjergsiden, som han gjorde det i sin fortid som skihopper. Det er derimod de sidste 16 flade kilometer, hvor en isoleret Roglic umuligt kan svare på alt og derfor meget vel kan blive tvunget til at lade folk køre væk. Det er klart, at han næppe giver folk som Yates, Lopez, Vincenzo Nibali og måske heller ikke Bauke Mollema en lillefinger, men i en sådan situation er han nødt til med omhu at vælge, hvem han skal følge, og det kan åbne døren for, at nogle af de outsidere, der kan overleve Montoso, måske kan vinde sig lidt ekstra tid.

Det er dog ikke specielt sandsynligt, at favoritterne også skal køre om etapesejren. Ganske vist er der bonussekunder på spil, men i en så uforudsigelig finale er det næppe noget, Mitchelton eller Astana tager med i betragtningerne. Tværtimod vil de nok gerne spare lidt til de kommende bjergetaper, og derfor tror vi ikke, at de vil tage initiativ til at jagte et udbrud. Angsten for bjergene kan også betyde, at der slet ikke bliver kørt stærkt på Montoso, men vi vil tro, at mindst ét af holdene Astana, Mitchelton eller Bahrain vil tage initiativet til at forsøge at isolere Roglic.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Som sagt betyder det taktiske spil, at et udbrud har en god chance, og derfor kan vi forvente os løbets tredje angrebsfest, hvor det sagtens kan tage en times tid at få udbruddet etableret. Her vil det primært være UAE, der skal være på dupperne, for araberne vil gøre alt for at forsvare Valerio Contis trøje. Det kan blive svært, hvis Montoso-stigningen bliver brugt aktivt, men forsøget skal gøres. Heldigvis for dem er starten relativt let, og det burde således være muligt at forhindre de farligste rivaler i at stikke af. Det betyder desværre også, at det kan være ret umuligt at forudse, hvem der rammer udbruddet, for selvom der er en lille bakke efter ca. 20 km, og det stiger let op mod den første spurt, er det i en relativt let start som denne, at det kan være lidt af et lotteri at ramme udbruddet. Og selvom UAE måske kunne se en pointe i at sende Jan Polanc eller måske endda Valerio Conti selv i udbrud for derved at forsvare trøjen, vil den taktik næppe lykkes, da Jumbo i så fald vil sidde med aben og skulle føre det meste af dagen - et scenarium, de formentlig vil gøre alt for at undgå.

Er det så sikkert, at udbruddet holder hjem? Nej, det er det ikke. Som sagt har vi meget svært ved at se, at der skulle vær interesseret i at holde dem i snor på en etape som denne. UAE skal sætte det tempo, der er nødvendigt for, at udbruddet ikke truer trøjen, men formentlig er der ikke et hold, der vil accelerere på det flade.

Det forventer vi som sagt til gengæld, at de vil gøre på Montoso, og særligt hvis UAE har været tvunget til at holde udbruddet i snor på grund af en lille trussel mod trøjen, kan det i sig selv betyde, at udbruddet alligevel bliver kørt ind, også selvom der faktisk ikke er nogen, der går etapesejren. Og sker det kan det blive en ret åben finale, hvor en muligvis isoleret Roglic kan blive angrebet på skift, og hvor sejren dermed kan blive vundet af snart sagt alle de ryttere, der kan overleve Montoso, og som ikke af Roglic regnes som den allerværste trussel.

Det efterlader os med tre scenarier. Enten kører udbruddet hjem - og selv hvis det sker, forventer vi alligevel drama og spændende kørsel i feltet bag dem - ellers også samles det til en favoritafgørelse, hvor vi enten kan se, at folk kører væk på det flade i en ukontrollerbar finale, eller at det hele alligevel skal afgøres på den stejle mur og til slut i den flade afslutning i selve Pinerolo, hvor de eksplosive puncheurs vil elske den stejle rampe.

I lyset af den manglende interesse for at hente udbruddet - UAE vil jo elske at sende bonussekunderne til månen uden medfølgende returbillet - hælder vi mest til en udbrudssejr. Desværre betyder den lette start også, at det kan blive meget svært at lure, hvem der kan ramme udbruddet. Til gengæld skal man være en fremragende klatrer for også at kunne gøre arbejdet færdigt, for det er kun de allerbedste, der kommer med over Montoso. Til slut er den sidste lille mur så svær, at det formentlig vil være udbruddet stærkeste mand, der vinder, også selvom den flade afslutning trods alt også betyder, at en god spurt kan vise sig som et godt våben.

Det får os til at pege på Alexis Vuillermoz som vores favorit. Hidtil har franskmanden kørt et helt anonymt løb, og derfor er der ingen, der aner, hvor han står. Hans enkeltstarter var ringe, men det er forventeligt for en mand, der hører til blandt feltets svageste temporyttere, og vi har således ikke haft en reel mulighed for at vurdere hans form. Til gengæld kan han se frem til en etape, der burde passe ham helt perfekt. Lange stigninger er måske ikke hans speciale, men med en 11. plads i Giroen og en 12. plads i Touren har han vist, at han er en glimrende klatrer. Derfor burde han nok kunne klare Montoso, hvis han skulle ramme udbruddet, og til slut venter en afslutning, der er en sand lækkerbisken for en mand, hvis absolutte spidskompetence er hans punch på stejle mure. Samtidig er han en ganske hurtig afslutter også på flad vej, og etapen har derfor alle de ingredienser, Vuillermoz skal bruge for at vinde. Han har tabt så meget tid, at UAE kan lade ham køre, og de store navne frygter ham heller ikke i alt for høj grad.

Naturligvis ved vi ikke, hvor han står formmæssigt efter en halvsløj indsats i Tour of the Alps, hvor han stadig betalte prisen for sit styrt i Tirreno, men med tanke på den lovende start, han havde inden uheldet i marts, er der grund til at tro, at han kan finde sit topniveau. Gør han det, og rammer han udbruddet, er han et fremragende bud på en vinder af denne etape.

En anden god kandidat er naturligvis Giulio Ciccone ? Den lille italiener var i fremragende form i starten af løbet, hvor han med en fornem opkørsel af San Luca sikrede sig bjergtrøjen. Desværre klagede han over dårlige ben på de forrige udbrudsetaper, men glædede sig over en bedre følelse, da han angreb i finalen oå 8. etape. Det er klart, at den slags udsving gør ham svær at vurdere, og samtidig er det for en lille fyr som ham ikke let at ramme et udbrud på en etape med så flad en start. Han kan også foretrække at gemme kræfterne til senere, hvor der er flere bjergpoint på spil. Vælger han at gå efter denne etape, er sandsynligheden for, at han er udbruddets bedste klatrer dog ganske stor, og da han har et godt punch på en mure og ikke er helt langsom i en spurt, kan han også gøre arbejdet færdigt til sidst.

Vi så på 7. etape, at Astana var klar til at sende folk i udbrud, og det vil de sikkert gør igen, ikke mindst fordi det altid er en fordel at have folk ude foran. Den rytter, der har bedst chance for at gøre det færdigt, er naturligvis Ion Izagirre , der er holdets næstbedste klatrer, og som efter sit styrt er helt ude af klassementet. Hans form kan være lidt svær at vurdere efter nogle lidt skuffende enkeltstarter, men særligt i søndags havde han heller ikke det helt store incitament til at køre sig ud. Rammer han udbruddet, vil han være svær at vide skeer med for rivalerne på de to stigninger. Han er måske ikke verdens hurtigste i en flad spurt, men som evig topkandidat til sejren i Baskerlandet Rundt har han vist sine evner på stejle mure som den, der venter inde i Pinerolo.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Hidtil har Ineos været meget anonyme, men nu må det være på tide at gå i offensiven. Mens vi tror, at de gemmer Ivan Sosa til de rigtige bjergetaper, kunne dette være en god etape for Eddie Dunbar. Den lille irer har nemlig i blandt andet Provence og Yorkshire vist, at han er ganske god på stejle mure, og vi så også i sidste års Giro della Toscana, at han kan begå sig på lange stigninger. Indtil nu ser det ud til, at Ineos har holdt ham lidt tilbage i et løb, han egentlig slet ikke skulle have kørt, og det kan da også være, at de fortsat beder ham passe lidt på sig selv i sin grand tour-debut. Denne etape er dog så oplagt for den relativt eksplosive Dunbar, at vi håber, at det irske stortalent får chancen og derefter rammer udbruddet.

Kan I huske Etna-etapen sidste år? Det var dengang, Mitchelton pludselig lagde pres på alle rivalerne ved at sende Esteban Chaves med i det tidlige udbrud - en offensiv, der endte med, at colombianeren vandt etapen. Vi så på 7. etape, at de forsøgte at gentage scenariet med Mikel Nieve, og hvorfor skulle de ikke prøve igen i morgen, hvor det må være særligt oplagt at få Chaves afsted. Han tabte en del tid på enkeltstarten og er derfor ikke en umiddelbar trussel, men han har faktisk hidtil vist, at han er langt bedre kørende, end man kunne have frygtet fra en mand, der stadig kæmper for at komme tilbage efter sygdom. Rammer han udbruddet, vil han i hvert fald kunne lide en finale som denne, hvor han klatrer fremragende på Montoso og også har et godt punch til muren inde i Pinerolo.

En anden mulighed kunne være at sende Mikel Nieve afsted. Denne etape passer ganske vist ikke ideelt til en dieselklatrer som ham, men vi så på 7. etape, at han i hvert fald forsøgte at ramme udbruddene. Han har sørget for at holde sig til i klassementet og kan derfor fint bruges til at lægge et vist pres på rivalerne, hvis han vinde lidt tid i morgen, og Conti og UAE frygter ham ikke umiddelbart. Den lille basker ejer hverken punch eller spurtstyrke, men finalen er så hård, at det formentlig er bedste mand, der vinder. Rammer Nieve rigtig, har han derfor en god chance for at køre alene hjem og dermed nok engang tage en af sine efterhånden mange grand tour-etapesejre.

En anden kandidat er Gianluca Brambilla. Hidtil er det ikke lykkedes ham at ramme udbruddet, men han vil helt sikkert forsøge på denne etape, der burde passe ham. Desværre er han ikke så stærk en klatrer, som han var engang, og derfor kan Montoso være for svær. Heldigvis er der derfra stadig langt hjem, og sidder han først med endnu, når de rammer muren i Pinerolo, står han stærkt. Hans force er nemlig hans punch på korte stigninger, og da han samtidig har en fin spurt, kan han gøre det færdigt. Spørgsmålet er mest, om niveauet stadig rækker efter nogle ganske svære år.

Tony Gallopin er først og fremmest kommet til løbet for at vinde en etape, og han har allerede været tæt på én gang. Han kørte en skidt enkeltstart, men det kan nu vise sig at være held i uheld. Det betyder nemlig, at han ikke er en umiddelbar trussel mod Conti, og da favoritterne heller ikke frygter ham voldsomt, kunne dette være en oplagt chance for at gå efter en etapesejr. Han styrtede desværre i går, og det kan måske holde ham lidt tilbage, men etapen burde passe ham. Han viste i sidste års Vuelta, at han er blevet god på lange stigninger, og den eksplosive finale burde passe perfekt til Gallopin, der også har en god spurt.

Som sagt forventer vi, at Astana vil være med i udbruddet, og de har derfor mange gode kandidater. En af dem er Dario Cataldo, der i Tour of the Alps viste, at han stadig kan ramme et fornuftigt niveau. De forsøgte allerede at få ham sted i fredags, og med sit punch og sin gode spurt vil han være ganske begejstret for denne finale. Omvendt har han også fortsat sine begrænsninger, og der vil være en risiko for, at han er oppe mod stærkere folk i finalen.

Et andet kort kunne være Davide Villella. Italieneren er dog en af de mere klatresvage folk på Astana, og risikoen for, at han bliver overmatchet på Montoso er nok desværre lidt stor. Omvendt er han trods alt blevet nr. 4 i Il Lombardia, så nogen ueffen klatrer er han ikke. Han har ikke helt ramt sin bedste form endnu i år, men han synes ikke at være dårligt kørende. Kommer han først med over Montoso, burde han i hvert fald have en udmærket chance i den eksplosive finale inde i Pinerolo.

Astana kan også sende Jan Hirt afsted, men ham vil de formentlig gemme til de rigtige bjergetaper. Han er nemlig en rigtig dieselklatrer, der ikke vil finde denne etape specielt appetitvækkende.  Omvendt kan meget ske i en flad indledning, og befinder han først i gruppen ved lidt af en tilfældighed, som det skete for Bilbao i fredags, kan han sagtens ende med at have en chance. Han viste nemlig i Tour of the Alps og Tour de Romandie, at han endelig har fundet klatrebenene fra 2017, og der er derfor ikke nogen, der kører fra ham på Montoso. Den eksplosive finale passer ham ikke, men den er dog så hård, at selv en fyr som spurtsvage Hirt måske alligevel vil kunne køre alene hjem.

Et lidt mere tvivlsomt bud er Tanel Kangert . Esteren er her for at køre klassement og viste storform med sin flotte enkeltstart. Alligevel er han pga. styrtet i Frascati langt tilbage i den samlede stilling, og det kan måske give ham en vis frihed. De store favoritter frygter ham formentlig ikke voldsomt, og vi ved, at han er lidt af en udbryderkonge, når først motoren er varm. Montoso er stejl, men burde være fin for en formstærk Kangert, der dog vil være knap så begejstret for den eksplosive finale. Til gengæld er han faktisk ganske hurtig på stregen, og han vil formentlig være udbruddets mest formstærke klatrer, hvis han rammer udbruddet.

Læs også

Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege

Vi har allerede nævnt to fra Mitchelton, så lad os nævne et tredje også. Stortalentet Lucas Hamilton har virkelig imponeret i år, hvor han har klatret med verdens bedste i Tour Down Under og især i Baskerlandet Rundt. Vi tror, at Mitchelton vil spare den unge debutant til bjergene, men vi så alligevel, at han endte i udbruddet på 7. etape. Sker det igen, klatrer han så fremragende, at han måske kan køre alene hjem i den knaldhårde finale.

Andre kandidater kunne være den meget formstærke klatrer Joe Dombrowski, men vi tror, at han sparer sig til bjergene, Thomas De Gendt, der dog klager over dårlig form - hvilket blev bekræftet af den svage indsats i udbruddte på 7. etape - samt de fleste af rytterne på Sunweb, for hvem det formentlig gælder, at de får svært ved at gøre det færdigt (Sam Oomen får næppe lov af Conti). En mulighed kunne også være Domenico Pozzovivo og Damiano Caruso, men vi tror, at Nibali vil holde dem hos sig.

Skulle det ende med en favoritafgørelse på muren inde i Pinerolo, må Primoz Roglic være den store favorit. Sloveneren har vist, at han har et fremragende punch på korte stigninger, og vi så så sent som på 1. etape i Romandiet, at han kan vinde spurter i grupper på flad vej. Med den superform, han har stillet til skue, kan han derfor enten køre alene hjem eller slå eventuelle følgesvende på stregen.

Den eneste rytter, der i et direkte opgør måske kan slå ham, er Simon Yates. Den lille brite er i hvert fald den eneste, der har det punch, der måske kan ryste Roglic, som bror Adam gjorde det i Tirreno tidligere i år. Desværre skal Yates først vise, at den ringe enkeltstart ikke var udtryk for en generel tendens. Og selvom han er hurtig, vil Roglic formentlig slå ham på stregen, hvorfor han nok skal alene hjem for at vinde.

Endelig er det som sagt meget sandsynligt, at vi ender i en situation, hvor Roglic isoleres i en lille gruppe på det flade. Sker det, er det forventeligt, at det vil være muligt i en ukontrollerbar afslutning for nogle enkelte at køre væk. I en sådan situation skal man frem med terningen, for det handler næsten udelukkende om held og timing. Det eneste kriterium er, at man klatrer godt nok til at overleve Montoso og klare muren til sidst, og at man ikke er en af de ryttere, Roglic umiddelbart vil reagere på. Som sagt er det svært at forudsige, hvem det kunne være, men de mest oplagte bud er de formstærke Hugh Carthy, Davide Formolo, Mattia Cattaneo, Richard Carapaz, Tanel Kangert og Fausto Masnada samt Pello Bilbao, Tao Geoghegan Hart og Bob Jungels, der formentlig ikke betragtes som de største trusler. Scenariet opstår dog kun, hvis det har været knaldhårdt, og derfor skal man være en fremragende klatrer for at kunne vinde på denne facon.

Feltet.dks vinderbud: Alexis Vuillermoz (udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Giulio Ciccone, Ion Izagirre (begge fra et udbrud)

Outsidere: Eddie Dunbar, Esteban Chaves, Mikel Nieve, Gianluca Brambilla, Tony Gallopin (alle fra et udbrud)

Jokers: Dario Cataldo, Davide Villella, Jan Hirt, Tanel Kangert, Lucas Hamilton (alle fra et udbrud)

Kandidater til en favoritafgørelse: Primoz Roglic, Simon Yates, Hugh Carthy, Davide Formolo, Mattia Cattaneo, Pello Bilbao, Richard Carapaz, Fausto Masnada, Tao Geoghegan Hart, Bob Jungels