Optakt: 12. etape af Tour de France

Ruten

Det kuperede Massif Central er en region, der ofte kun besøges sporadisk i Touren, men i 2020 får det rå terræn i Frankrigs centrum en særlig rolle. Således skal rytterne igennem området ikke færre end to gange. Efter det første besøg på rejsen mod Pyrenæerne, passerer feltet atter igennem på turen mod Alperne. Denne gang skal de endda tilbringe to dage i området, og det er sandt guf for angrebsivrige ryttere. Der lægges ud med den letteste af de to etaper, der med en distance på 218 km er løbets længste, og som efter en flad start afsluttes med en serie stigninger, hvoraf den ene er så stejl, at det formentlig også får folk som Peter Sagan og Matteo Trentin til at kaste håndklædet i ringen. Meget peger således på, at et udbrud skal kæmpe om sejren på løbets længste etape, men man kan ikke udelukke, at de klatrestærke puncheurtyper alligevel kan få chancen for at spurte i et decimeret felt på bakken op mod målet i Sarran.

Distancen på 218,0 km gør det til løbets eneste etape på mere end 200 km, og den fører feltet fra Chauvigny til Sarran Corrèze. Der er tale om endnu en transportetape, der hele dagen fører feltet mod nordøst med retning mod Alperne. Starten går i det flade område, hvor forrige etape startede, og derfor er indledningen meget let, når man kører mod sydøst ad en lang, lige vej, hvis højdepunkt er dagens spurt, der efter 51 km kommer efter et let stigende stykke uden tekniske udfordringer. Langsomt begynder det dog at stige let, ligesom der kommer flere mindre bakker, efterhånden som man nærmer sig Limoges, hvis uvejsomme terræn kendes fra puncheurløbet Tour du Limousin. Således skal man lige nord for Limoges over kategori 4-stigningen Cote de Saint-Martin-Terrasus (1,5 km, 8,5%), der er særligt stejl midtvejs og ar top efter 104,5 km.

Stigningen markerer starten på den mere kuperede fase nær Massif Central. Man fortsætter således mod syd via en nedkørsel og kategori 2-stigningen Cote d’Eybouleuf (2,8 km, 5,2%) med top efter 121,5 km, inden det atter flader ud. Kort efter drejer man atter mod sydøst via et længere let stigende og herefter let faldende stykke, inden man efter 165 km når toppen af endnu en lille bakke (1,2 km, 5,7%). Den leder nærmest direkte ind på dagens længste stigning, kategori 3-stigningen Cote de la Croix du Pey (4,8 km, 6,0%), der stiger med mellem 6 og 8% fra km 1 til km 4, mens den er lettere på den nedre og øvre del frem mod toppen, der rundes efter 177,5 km.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Den var imidlertid bare opvarmning. En let nedkørsel fører herfra mod syd med retning mod målet, men i stedet for at følge den direkte vej slår man en sløjfe ved at dreje mod nordvest ind på kategori 2-stigningen Suc au May. Den stiger med 7,7% i snit over 3,8 km, men kan deles i to dele med 9-10% over de første to kilometer, inden den stiger med 4-6% på de sidste 1700 m. Fra toppen, hvor der tillige er en bonusspurt,  resterer endnu 25,5 km, som indledes med en halvkringlet nedkørsel, der fører mod sydvest og sydøst ned til Saint-Augustin, hvorfra man kører mod sydøst ind til Sarran. Det sker via en lille bakke med efterfølgende nedkørsel, inden de sidste 5,0 km alle er stigende med 2,6% i snit, herunder med 2,9% over den sidste kilometer. Finalen er lidt småkringlet, da en bugtende vej afsluttes med en skarp kurve med 1500 m igen og dernæst et skarpt sving med 1100 m igen, hvorefter vejen bugter sig ind på den 200 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3389 højdemeter.

Sarran Corrèze har kun én gang tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var i 2001-udgaven af Touren, hvor Jens Voigt slog Bradley McGee i en duel efter en lang dag i et udbrud, der nåede mål mere end 25 minutter inden feltet.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Vejret

Massic Central er kendt for sin brutale varme, men i september er det knap så voldsomt. Torsdag byder på få skyer og en temperatur på 26 grader. Der vil kun være en svag til let vind (8 km/t) fra nord. Det giver sidemedvind stort set hele dagen. I finalen er der sidemedvind på den første stigning, men sidemodvind på Suc au May. Herefter får man atter med- og sidemedvind, indtil man i svinget med 1100 m igen drejer ind i sidemodvind.

Analyse af 11. etape

Tour de France-debuter er pr. definition svære. Der er en god grund til, at de fleste hold passer på deres unge ryttere og venter nogen tid med at sende dem til verdens største cykelløb. Nok er ruten sjældent så svær som i Giroen eller Vueltaen, men den generelt højere fart i et felt, hvor alle er i topform, samt ikke mindst det enorme pres fra sponsorer og omverden samt en gigantisk mediebevågenhed gør, at de fleste dypper grand tour-tæerne i de to mindre grand tours først.

Af samme grund kører de fleste også Touren for at lære, når de første gang stiller til start på den største scene af dem alle. Og derfor skal man altid være varsom med at have alt for store forventninger til Tour-debutanter.

Det sker dog, at nogle ryttere slår til allerede i første forsøg. Det var eksempelvis næsten forudsigeligt, at Peter Sagan ville tage løbet med storm, da han i 2012 i første hug sikrede sig tre etapesejre og en første af mange pointtrøjer. Man kan heller ikke være svært forundret over, at vidunderbarnet Tadej Pogacar allerede har kurs mod noget rigtigt stort, for han viste allerede med sin mageløse Vuelta-debut, at pres har samme effekt på ham, som et myggestik har på en elefant. Og så findes der århundredestalenter som Jan Ullrich, der i allerførste forsøg ender som nr. 2 i klassementet.

Egentlig er det lidt sjovt, at Caleb Ewan sidste år fik så fantastisk en debut, da han efter års venten endelig fik chancen. Australieren havde nemlig netop overtaget rollen som chef på et Lotto-hold, der havde sagt farvel til en af sin generations suverænt mest vindende sprintere, André Greipel. Faktisk stod og faldt næsten hele holdets succes i verdens største løb med ”The Pocket Rocket”, for Lotto har i de seneste mange år været nærmest entydigt fokuseret på massespurterne.

Ewan var da heller ikke bange for efterfølgende at indrømme, at han var rædselsslagen forud for løbet. Bedre blev det ikke af, at han havde opbygget et eget pres også som følge af den gigantiske skuffelse, det var, da han i 2018 af Mitchelton i sidste øjeblik blev frarøvet en ellers stensikker Tour-plads af en ledelse, der valgte at bygge hele holdet op om Adam Yates. Og bedre blev det bestemt heller ikke af, at den første halvdel af løbet endte som en katastrofe, hvor der efter 10. etape stadig stod et stort undt nul ud for sejrskontoen, mens de værste rivaler, Dylan Groenewegen, Elia Viviani og Peter Sagan, alle havde høstet succes.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Heldigvis knækkede presset ikke Ewan, og da de sidste 11 etaper var kørt, stod der 3 ud for Ewan og stadig kun 1 ud for Groenewegen, Viviani og Sagan. Og dermed blev Ewan det bedste eksempel på, at den første pind altid er den sværeste, og at resten følger meget lettere, når først der er gået hul på bylden.

I det lys kunne man måske have troet, at det var rivalen (og den i øvrigt gode ven) Sam Bennett, der havde kurs mod at blive årets dominerende sprinter. Som beskrevet i går har Bennett nemlig modsat Ewan aldrig været god under pres, og derfor var der meget, der tilsagde, at ireren ville blomstre nu, hvor den første sejr havde gjort ham 10 kg lettere ved at fjerne det gigantiske pres, han selv havde lagt på sine skuldre.

Sådan gik det imidlertid ikke. Efter gårsdagens frustrerende oplevelse, hvor han tilsyneladende forventede, at Bennett som vanligt ville åbne sin spurt alt for tidligt, var det nemlig Ewan, der i dag blev den første af de to supersprintere til at gøre Wout van Aert selskab i klubben over dobbelte etapevindere i årets løb. Og det med en spurt, der mindede uhyggeligt meget om den, der gav ham sejren i Sisteron, for nok engang lykkedes det den lille australier at udnytte modvinden til at komme bagfra og akkurat tage sejren med det yderste af neglene, selvom positionen bestemt ikke var optimal.

Der var imidlertid også forskelle. I Sisteron udnyttede Ewan, at den normalt på flad vej hurtigere Bennett havde åbnet alt for tidligt i den hårde modvind. Det gjorde ireren ikke i samme grad i dag, og her var det ganske enkelt Ewan, der var den hurtigste af de to.

Uventet er det dog ikke. ASO gav nemlig Ewan en uventet gave ved højst usædvanligt at lave en fejl i løbsbogen. Den afslutning, der i det officielle materiale var flad som en pandekage, endte med at stige ganske pænt. Og i det spil har Ewan længe haft overhånden, som vi blandt andet så i de to kamphaners opgør i Stirling i Australien tilbage i januar og også på Hatta Dam i Emiraterne, selvom den korte, stejle mur i ørkenen er noget helt andet end en let stigende boulevard i Poitiers.

Med den sejr er det slet ikke usandsynligt, at Ewan kan sikre sig endnu et hattrick, men det ligger ikke på den flade. Sammen med den genvundne hurtighed, som han ellers havde tabt i 2018, er holdbarheden nemlig dalet, og da det ligger i kortene, at Sagan har planer om på 14. og 19. etape at lancere et stort attentat på Bennetts grønne trøje med endnu et langdistanceangreb i stil med det, vi så på 7. etape, kan det meget vel være, at Ewan har kørt sin sidste spurt inden Paris.

Den spurt vil han så glæde sig til, da også den som bekendt er let stigende, og i mellemtiden kan han så filosofere over, om ikke det er på tide, at Lotto får styrket et tog, der i dette løb bestemt ikke har imponeret. I dag måtte de brænde sig tidligt af for at indhente det interessante Deceuninck-angreb fra Bob Jungels og Kasper Asgreen, så sidstemanden Jasper de Buyst blev for hurtigt, men det har været sløjt for Lotto. Og Ewan har nu to gange ikke været uheldig med at finde de huller, der har gjort det muligt alligevel at tage sejren.

Sjovt nok endte begge de to supersprintere som vindere. Sam Bennett måtte ganske vist sande, at han trods den åbenlyse styrke, han har i stigende spurter, i denne slags finaler har sin overmand, også selvom han igen kom til at køre en for lang modvindsspurt. Til gengæld blev det, der lignede et overraskende pointtab til Peter Sagan på en etape, hvor han ellers stod til at høste en betydelig gevinst, pludselig til et lammende uppercut på slovakkens chance for at tage sin ottende grønne trøje.

Det var imidlertid næppe på denne facon, at Bennett havde drømt om pludselig at have et forspring på hele 68 point, men beslutningen om at deklassere Sagan er svær at finde urimelig. Den trefoldige verdensmester besluttede lidt overraskende at afvige fra det, der ellers var hans oplagte strategi, nemlig at begrænse pointtabet til Bennett på en etape, der lå bedre til ireren. Han sad ellers velplaceret netop på bagsmækken af Bennett, så han kunne forsøge at holde sig til sin rival, men da Clement Venturini skød frem, og Bennett tilsyneladende manglede lidt fart, traf han en fatal beslutning.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Først afveg han fra sin bane, så Hugo Hofstetter måtte foretage en opbremsning, der ødelagde en ellers ganske lovende spurt for den lille franskmand, inden han lavede en manøvre, så man skulle tro, at han helt havde glemt, hvad det var Mark Cavendish gjorde på den skæbnesvangre 3. etape for tre år siden. Dengang var det den lille brite, der forsøgte langs højre side at finde et hul ved siden af Sagan, som reelt ikke var der, så det efterfølgende endte med en kollision, der førte til en albuerefleks fra Sagan og en helt urimelig - og også senere undskyldt - diskvalifikation af slovakken.

I dag var det totalt deja-vu - med den forskel at det var Sagan, der på højre side søgte et hul, der slet ikke var der. Det førte til et albueskub til Wout van Aert, og modsat for tre år siden var der denne gang ikke tale om, at han uforskyldt blev ramt af en rytter bagfra. Nej, her var der slet og ret tale om en boksekamp med en anden rytter, som også ifølge Boras egen optik berettigede til en helt retfærdig diskvalifikation.

Med det pointtab ser det nu sort ud for den ottende grønne trøje, men umuligt er det ikke. Sagans chance var i forvejen at lave et langdistanceattentat på Bennett på lørdag og næste fredag, og på de to etaper kan i den bedste af alle verdener slå ireren 70-0 begge dage, hvis han får sandt rivalen af fra distancen. Desværre kommer han til at mangle en udmattet Gregor Mühlberger i den mission, men det må være en indebrændt Sagan, der nu skal satse stort, hvis trøjen skal sikres. Det kan næppe gøre cykelløbet ringere, at det Bora-hold, der imponerer i Tirreno, men har kurs mod en katastrofe-Tour, er tvunget til at satse. Og så kan Sagan finde håb i, at han både i dag og i går kørte sine suverænt bedste spurter hidtil og dermed nok engang har kurs mod at dokumentere, at han mestrer kunsten at blive bedre og bedre gennem en grand tour.

Satse gjorde Wout van Aert også. Egentlig havde han sagt, at massespurter efter lette etaper ville blive droppet, men den lille bakke til slut var for fristende til ikke at give den en skud. Denne gang var der dog ikke samme eminente timing som i Lavaur eller Privas, men derimod en alt for lang spurt i den hårde modvind. At han alligevel krydsede stregen side om side med Bennett, Sagan og Ewan - endda efter at være blevet brutalt nedbokset af Sagan - er blot endnu en bekræftelse på den overdrevne styrke, det belgiske fænomen i øjeblikket lægger for dagen. Og han er næppe ked af, at Sagan nu skal gøre de kommende to sprinteretaper knaldhårde, for det øger blot chancen for, at det skulle blive til hattrick for manden, der egentlig bare kom for at hjælpe.

At finalen var stigende, afspejles ikke blot af Ewans sejr og Van Aerts og Sagans fremragende spurter. Nej, det ses også af den øvrige top 10. Bryan Coquard, der altid har været bedst i denne slags spurter, var fartmæssigt langt tættere på de forreste end hidtil, selvom han endda var slemt forslået efter i går. Clement Venturini, som kun for alvor imponerer i stigende spurter, var endelig med helt fremme, og endelig lykkedes det for Luka Mezgec at finde en finale, hvor han trods sin tvivlsomme positionering kunne hævde sig. Den uheldige Hofstetter viste også igen sin fine form på en dag, hvor André Greipel måtte sande, at den gamle klatreevne ikke længere eksisterer, mens Ryan Gibbons, der er en uhyre stærk klatrer, endda overgik sin kaptajn, Edvald Boasson Hagen, der nok engang må sande, at en spurt efter en relativt let dag ikke længere er noget, han mestrer. Og når Oliver Naesen går i top i en massespurt efter så let en etape, er det klart, at løbsbogen ikke talte helt sandt.

Sagan er ikke den eneste taber, selvom alt blegner ved siden af hans nederlag. Det hidtil så forrygende Sunweb-tog var så bange for modvinden, at de bevidst valgte at skyde sent frem. Det kostede for Casper Pedersen og Cees Bol, der blev lukket inde mod barrieren, og dermed mistede hollænderen sin måske sidste chance for at styrte inden Paris. Det kan undre, at holdet valgte så afventende en taktik, når nu toget hidtil har været så dominerende med alle fem led - Søren Kragh, Joris Nieuwenhuis, Nikias Arndt, Pedersen og Bol - og den beslutning endte da også med at blive fatal.

Bol har dog haft sin succes. Det har Matteo Trentin til gengæld ikke. Italieneren missede nok engang sin positionering totalt, og dermed blev det til en 11. plads i en finale, der ellers burde have passet ham, og hvor han fik fremragende hjælp af Greg van Avermaet. Og det var i det hele taget en trist dag for italienerne, da Elia Vivianis genrejsning blev sat på pause, lige så hurtigt der var blevet trykket på play-knappen, og Niccolo Bonifazio fortsætter med at være en skygge af den mand, der tidligere på året vandt en etape i Paris-Nice.

En god nordisk dag var det heller ikke. Særligt Mads Pedersen må ærgre sig over, at han nu to gange har misset en stor mulighed. Som det var tilfældet i Nice, mistede danskeren nemlig Jasper Stuyvens hjul, og så hjalp det ikke meget, at belgieren præcis som på 1. etape leverede et forrygende lead-out. Den danske verdensmesters chance mod de hurtigere folk er netop at lukrere på sit stærke tog, og det er en skam, at to så gode muligheder nu er mislykket, især fordi hans kørsel de seneste dage vidner om fremragende form. En form, som man slet ikke finder hos Alexander Kristoff, der stadig er en skygge af manden, der sejrede i Nice, og således overlader det til Pedersen lidt uventet at være løbets bedste nordiske sprinter.

Den slags interne kampe har de også i Slovenien, hvor Tadej Pogacar og Primoz Roglic begge slås om at være landets bedste klatrer. I dag var der dog pause i den duel på en etape, der med modvind hele dagen blev en tiltrængt hviledag efter gårsdagens uhyre stressende og styrtplagede affære. Nej, for dem handler første halvdel af uge 2 alene om overlevelse, og de skal nu koncentrere sig om at komme sikkert igennem morgendagens maraton i Massif Central inden det næste store opgør på fredag.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Desværre for Ewan skal han vente endnu længere. Går der Sagan og Bora i den i Lyon og Champagnole, kan der vente 9 dages overlevelse, inden han atter skal vise den hurtighed, der nu har givet ham fem sejre i løbet af de sidste 22 Tour-etaper, der er kørt. Den ventetid overlever han nok også, når han ved, at han har for vane at fuldende sit hattrick på den boulevard, enhver sprinter drømmer om at vinde på.

Favoritterne

Massif Central spiller ofte kun en birolle i Touren, men i et år, hvor Pyrenæerne fandtes i en lightudgave, spiller den vanskelige region en langt mere betydelig rolle. Hele tre dage skal tilbringes i området, efter at løbet en uge efter det første besøg vender tilbage - denne gang på rejsen mellem Pyrenæerne og Alperne og ikke den omvendte tur.

Det er dog fredagens etape, der gør, at området kan blive afgørende også i klassementet. 6. etape blev som ventet en afdæmpet affære for favoritterne, og det bliver torsdagens 218 km lange maraton også. Alle klassementsrytterne har nemlig kun ét mål i løbet af den lange dag, nemlig at komme let igennem inden fredagens vigtige slag.

Det bliver dog ikke let. Hvis Bora i jagten på den grønne trøje iscenesætter attentater på Sam Bennett på både 14. og 19. etape og derved sikrer reducerede massespurter, er 12. etape sidste chance for alle, der ikke er enten bjergryttere, sprintere eller tempospecialister. Og det betyder af hele kavaleriet af klassikerryttere har sat et stort, fedt kryds ud for torsdag d. 10. september.

Der er nemlig meget klassiker over etapen. Ikke blot nærmer vi os klassikerdistance. Det uvejsomme terræn og de 3400 højdemeter får det også til at minde om et af de store endagsløb. Det er derfor med god grund, at mange satser på en etape, der er en af løbets mest udprægede udbryderdage.

Derfor er der lagt op til en gigantisk kamp for at ramme udbruddet. Det er formentlig kun Jumbo og Ineos samt måske det stærkt reducerede UAE-mandskab, der på denne etape ikke har fået besked på at komme afsted. Alle andre vil med en vis sandsynlighed forsøge at få en mand med i gruppen, og det ligner derfor årets anden virkelige angrebsfest fra start.

Starten er tillige flad, og det betyder, at det er vanskeligere at få elastikken til at knække, ligesom det bliver lidt af et lotteri at ramme rigtigt. Det er også lettere at organisere en jagt, hvis udbruddet i første omgang er misset, og det er med en generel medvind slet ikke utænkeligt, at det stadig er samlet ved spurten. Er vi tæt på, kan vi godt få et opgør om point mellem Sam Bennett og Peter Sagan, men det er næppe noget holdene går efter. Der er nemlig kun fire sprintere, der konsekvent kører spurterne, og da forskellen på en 1. og en 4. plads er beskedne 7 point, er det ikke værd at brænde et hold af på.

Før eller siden knækker elastikken, og de mere klatrestærke kan så håbe, at det først sker efter spurten, hvor det bliver en anelse mere kuperet. Herefter vil der blive taget en puster, inden Jumbo kan tage kontrol. Hollænderne er helt ligeglade, og for dem kan udbruddet køre hjem med 20 minutter, og selvom jeg tvivler på, at Primoz Roglic vil det, kunne de i princippet også godt slippe trøjen, selvom der ikke er så mange, der selv med 20 minutter har den inden for rækkevidde.

Skal udbruddet hentes, er der andre, der skal i aktion. Hvem kunne det være? Det logiske er naturligvis at pege på Peter Sagan og Bora, men for mig at se er det halsløs gerning for tyskerne at kaste sig ud i det projekt. Dobbeltstigningen i finalen er svær, og Suc au May er jo en decideret mur, hvis data blot snyder, fordi der er en nedkørsel undervejs. De første 2,5 km er så brutale, at vi kunne få en fin lille klassementskamp, hvis ikke den kom så tidligt, og derfor vil det være en voldsom gambling, hvis Bora går i gang med at kontrollere et formentlig brølstærkt og stort udbrud over 218 km og 3400 højdemeter med deres syv mand - især fordi Deceuninck jo nok med Julian Alaphilippe, Dries Devenyns og Bob Jungels vil vide at gøre det for hårdt for slovakken, hvis de alligevel skulle gøre forsøget.

Læs også

Topsprinter får debut efter lang skadesperiode

Nej, det er langt klogere at spare på kræfterne til et stort attentat på Col du Beal på lørdag, og så lade Maximilian Schachmann jagte en udbrudssejr på en etape, der passer ham som fod i hose. Jeg udelukker ikke, at Bora kan få ideer, men for mig at se vil det være et sats, der vil kræve enormt mange kræfter og formentlig ender galt.

Er det så udelukket, at der kommer samling? Ikke helt. For CCC er denne etape den bedste chance for en etapesejr, så skulle de misse gruppen, kan man ikke udelukke, at de tager kontrol for Greg van Avermaet og Matteo Trentin. Spørgsmålet er bare, om holdet har styrken til at kontrollere. Det har Deceuninck, der kunne gå efter den med Julian Alaphilippe, men de har ført så meget, at de næppe har lyst til at forsøge at kontrollere denne knaldhårde etape. Det sker formentlig kun, hvis Sagan på en eller anden måde skulle få sneget sig med i udbrud, men det virker helt umuligt i en flad start, hvor han er meget let for Bennett at markere.

Man kunne naturligvis også pege på Sunweb med Marc Hirschi, EF med Sergio Higuita eller Mitchelton med Luka Mezgec og Daryl Impey, og man skal aldrig udelukke chancen for, at et hold, der misser udbruddet, alligevel ender med at jagte. Det virker dog stærkt usandsynligt på så lang en etape, når der stadig er 9 efterfølgende etaper at tænke på også. Kun hvis Movistar kommer afsted i en gruppe uden EF eller omvendt, kunne holdkonkurrencen måske blive et tema, der fører til en jagt, men i en flad start er det usandsynligt, at sådanne dumme udbrud ikke ville blive lukket ned med det samme.

Nej, jeg anser det for langt mest sandsynligt, at vi får en vild start, at elastikken knækker efter lang tid, og at et udbrud så kører hjem med adskillige minutter, mens Jumbo forsøger at trække feltet til mål med så lille et energiforbrug som muligt. Som det fremgår, er der enkelte scenarier, der kan føre til noget andet, men selv hvis en jagt organiseres, bliver det svært at hente et udbrud i dette terræn. Derfor er det altovervejende sandsynligt, at vi får en udbrudssejr.

Hvem passer etapen så til? Først skal man have held, men også power til at ramme et udbrud i relativt fladt terræn. Siden skal man kunne klare den lange distance og de mange højdemeter, og man skal være en meget stærk klatrer for at overleve den stejle mur. Heldigvis er der tid til at komme tilbage, så man behøver ikke nødvendigvis at være med de allerbedste over toppen. Slutteligt skal man så kunne gøre de færdigt i den kuperede afslutning med først den lille bakke og siden bakken op til mål, der godt kan få benene til at eksplodere efter så lang og hård en dag.

Jeg vælger igen at pege på Julian Alaphilippe. Egentlig har han sagt, at han først og fremmest tænker på Alperne, men det var alligevel påfaldende, at han i dag slap med det samme uden at skulle hjælpe Sam Bennett i finalen. Det kan kun læses som udbrudsintentioner, og det er da også en etape, der passer ham. Han har et helt hold til at hjælpe sig med at ramme rigtigt på det flade, og de relativt korte stigninger - ikke mindst den stejle mur - passer ham perfekt, ligesom den afsluttende puncheurspurt gør det. I den bedste af alle verdener får han endda en af sine mange klassikerholdkammerater med sig til at kontrollere det hele til slut, og så bliver han svær at slå. Han var skuffet over benene i søndags, hvor han efter enkelte angreb hurtigt opgav udbruddet, men han var begejstret for fornemmelsen i går. Dagens kørsel indikerer, at denne etape er et stort mål, og derfor gætter jeg nok engang på den lille franskmand.

Efter søndagens vanvidsridt kommer man heller ikke uden om Marc Hirschi. Nu har han vist, at han også kan køre i bjerge, men det er jo dette terræn, han indtil videre har excelleret i. Det passer ham ganske eminent med korte og også stejle stigninger, og hans spurt kan sætte de fleste til vægs. Hans motor har også vist sig enorm til den lange distance. Selvfølgelig skal han ramme rigtigt i den flade start, men efter søndagens bedrift skal selv Alaphilippe stå tidligt op for at slå ham til sidst. Eneste spørgsmål er restitutionen i hans grand tour-debut, men foreløbig virker han alt andet end træt.

Som sagt vil jeg tro, at Bora satser alt på at få Maximilian Schachmann afsted. Det giver da også fremragende mening. Allerede i søndags var tyskeren uhyre aktiv, og med Buchmann definitivt ude af klassementet skal der utvivlsomt prøves igen. Power på flad vej har han masser af, og for en ardennerytter som ham er finalen perfekt. Måske er muren en anelse for stejl, men den kan overleves, og der er tid til at komme tilbage. Hans puncheurspurt er også fremragende, og hans kørsel hidtil har vist, at han kraveben kunne være mere brækket, end det angiveligt er. Schachmann kan meget vel her have Boras bedste chance for at redde deres Tour.

I dag sagde Greg van Avermaet, at han satser stort på denne etape. Det er da også hans bedste chance for at vinde en etape, og han talte om gode ben både i går og i dag, hvor han tog en monsterføring under den røde flamme. Også han har alle forudsætningerne for at komme afsted på flad vej, og som vi så på 6. etape kan han stadig forsvare sig på stigningerne. Han er formentlig oppe mod bedre klatrere på muren, men der er tid til at komme tilbage, og selve målbakken er nærmest skræddersyet til en af feltets bedste puncheurs. Kørslen på 6. etape viste, at den rustne form fra august synes væk, og selvom muren kan være for svær, er dette en glimrende mulighed for den olympiske mester, der også tidligere har vundet i området.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Af hensyn til holdkonkurrencen skal EF pinedød have en mand med, og her peger pilen på Alberto Bettiol. Flandern-kongen har klatret fremragende siden pausen med særlig imponerende kørsel i Strade Bianche, men også på 9. etape imponerede han stort ved at komme med feltet over den knaldhårde stigning i den indledende fase. Det vidner om form, og nu rammer vi hans terræn. Også for ham gælder, at muren kan være for svær, men der er tid til at komme tilbage, og selvom de fire ovennævnte alle er hurtigere, kan Bettiol også slå de fleste i en stigende spurt.

Der står også Alexey Lutsenko skrevet med fed skrift over denne etape, men der er to ting, der gør hans deltagelse i et udbrud tvivlsomt. For det første styrtede han i dag, og selvom han er sluppet med hudafskrabninger, kan det have en indvirkning på ham i morgen. For det andet angreb han slet ikke på 9. etape, og det kunne indikere, at han nu skal koncentrere sig om Lopez. På den anden side er Lutsenko kasak og Vinokourovs yndling, og derfor får han altid den plads han vil. Han er åbenlyst i form, bliver næppe sat af nogen på stigningen, har power på det flade og besidder en ganske glimrende spurt. Med andre ord har han hele pakken.

Jeg vil også pege på Omar Fraile. Siden hans biluheld med kæresten ved juletid i 2018 har han grundet rygproblemer været en skygge af sig selv, også i dette løb. Det ændrede sig imidlertid i søndags, hvor han dybt imponerende kørte alene op til forfølgerne på en stigning, der burde være for svær. Dette er langt bedre Fraile-terræn, også selvom han nok vil finde muren stejl. Omvendt har han vundet på muren i Mende, og det viser, at han kan forsvare sig. Han elsker et godt udbrud, så hvis Lopez giver ham, er han som regel god til at ramme det, og som vi så, da han overspurtede Colbrelli i Romandiet, er han lynhurtig i en let stigende spurt.

Det er ikke let at blive klog på Tiesj Benoot . Hvor forslået er han af styrtet forleden, og hvor ondt har han i ryggen? Han forsøgte at komme afsted på 9. etape, så han vil helt sikkert gøre forsøget, men jeg er ikke helt overbevist om hans form. Rygproblemerne har forhindret ham i at vise, hvor han står - også før løbet. Etapen passer ham imidlertid godt, da han nu klatrer bedre end de fleste og har power på det flade. Selvom han ikke er så hurtig som tidligere, er han også i den rette gruppe en udmærket afslutter på en bakke.

Usikkerhed om formen gælder også for Matteo Trentin. Han var nemlig meget skuffende på bakkerne i Vallonien, og selvom han gjorde det pænt på 9. etape, er jeg ikke overbevist om, at han har formen til at vinde så svær en etape. Hvis til gengæld han har fundet de ben, han manglede efter Sanremo-styrtet, kan han godt være med her, efter at han sidste år næsten vandt en etape i Pyrenæerne. Muren er for stejl, men også for ham gælder, at han kan komme tilbage, og så har han sin gode spurt som et fremragende våben.

Man må også pege på Jesus Herrada igen. Spanieren har været stille siden 6. etape, men han burde gøre forsøget igen. Han klatrer så godt, at han kan matche de fleste på muren, og han har altid næse for at ramme udbruddene. Dertil kommer, at han trods et tab af hurtighed stadig kan køre en fin puncheurspurt, som vi så i Luxembourg sidste år. Udfordringen er, at han har for vane at tabe niveau i en grand tour, og hans stilhed de seneste dage gør det svært at sige, hvor han står nu.

Bora har Schachmann som plan A, men mon ikke Lennard Kämna kunne være plan B. Han er åbenlyst i klar fremgang efter styrtet, og han viste i Dauphiné, at han nu er blevet en sublim klatrer. Power på det flade har han også, og selvom spurten ikke er hans styrke, kan han afslutte. Helst skal han dog alene hjem, men tempomaskinen Kämna kan med Dauphiné-benene måske også komme netop det eller i hvert fald komme af med de hurtigste folk. Det burde egentlig også være en god etape for holdkammeraten Felix Grossschartner, der også er hurtig, men selvom han viste klar fremgang i Pyrenæerne, har han været så rusten siden pausen, at jeg ikke er overbevist om formen.

Sunwebs tredje kort er Søren Kragh. Danskerens rustne start efter pausen blev lagt til side med den flotte kørsel i Pyrenæerne. Nu rammer vi terræn, der passer ham langt bedre, men det er også klart, at muren som udgangspunkt er for svær for den store dansker. Heldigvis har også han tid til at komme tilbage, og resten af etapen passer glimrende til den kraftfulde og hurtige dansker - især hvis han endelig er ved at finde den fabelagtige forårsform.

Egentlig burde det også være en god etape for Daryl Impey, men han har godt nok været rusten efter pausen. Han har slet ikke klatret efter vanlig standard, og derfor tror jeg, at han får svært ved at gøre det færdig. Til gengæld viste han i Dauphiné, at hans puncheurspurt lige nu er på grænsen til det skræmmende, og han viste sidste år, at han kan vinde en etape som denne. Nu skal han bare overbevise os om, at han har samme form, hvilket han ikke har gjort indtil nu.

Jeg må også nævne to af feltets udbryderkonger, Remi Cavagna og Thomas de Gendt . Cavagna kommer fra området og vil gøre alt for at vise sig frem. Vi kender efterhånden hans vilde soloridt, og det er terræn som dette, hvor det kan lade sig gøre. Som udgangspunkt er det en anelse for vanskeligt og for stejlt, men som vi så i Ardeche i februar, kan Cavagna levere de vildeste ridt på sine store dage. Det ved vi også, at De Gendt kan, ikke mindst efter hans vanvidssejr i netop Massif Central sidste år. Hans form er åbenlyst endelig i fremgang, men desværre tror jeg stadig ikke, at han er god nok til at vinde så svær en etape, især fordi han hader stejle stigninger. Modsat Cavagna har han til gengæld en spurt, der ikke er helt ringe. Løbets tredje udbryderkonge, Alessandro de Marchi, er stadig helt fra den trods den gode august og lider også under en ringe spurt.

Det samme gælder for Kasper Asgreen. Hans form var skidt fra sæsonstart, men også han har været i klar bedring, senest med flot arbejde for holdet. Hans motor er kolossal, så han vil elske den lange distance og den flade start. Muren er helt sikkert for stejl for store Asgreen, men han kan forsvare sig og bruge sine tempoevner til at komme tilbage. Og så fandt vi i Californien og Schweiz ud af, at hans spurt er ganske imponerende.

Endelig vil jeg pege på Valentin Madouas. FDJ skal ramme udbruddet, og mens Thibaut Pinot, David Gaudu og Sebastien Reichenbach nok venter til bjergene, skal Madouas og Rudy Molard forsøge her. Molard vinder næppe en etape som denne, men det kan Madouas, der er ganske hurtig i en puncheurspurt som denne. Efter en meget skuffende start på 2020 har han i dette løb stille og roligt været i fremgang. Jeg tvivler stadig på, at han er helt god nok, men finder han endelig 2019-benene, kan han vinde en etape som denne.

Der er utallige ryttere, man kunne nævne. Jeg tror, at Pello Bilbao skal spares til fredag, og Daniel Martinez, Dan Martin og Ben Hermans venter sikkert til bjergene. Benoit Cosnefroy virker for træt til at vinde så svær en etape, og jeg er desværre ikke helt overbevist om formen hos Alexis Vuillermoz og Pierre Latour, der begge ellers står stærkt med deres gode spurt. Jeg tror trods alt, at stigningerne bliver for svære for Stefan Küng, Luka Mezgec og Jasper Stuyven¸ selvom særligt sidstnævnte ikke helt kan afskrives, og Bob Jungels, Dario Cataldo og Luis Leon Sanchez er faldet for meget af på den til, at man for alvor kan tro på det. Gorka Izagirre er måske et bedre bud, men kunne meget vel skulle spare sig til bjergene for at hjælpe Lopez. Det bliver nok også for svært for Oliver Naesen, der ikke har imponeret efter pausen og Jens Keukeleire, og Michael Valgren, Nicolas Edet, Matej Mohoric, Simon Geschke og Edvald Boasson Hagen virker stadig for formsvage. Marc Soler, Nans Peters og Dries Devenyns får nok svært ved at gøre det færdigt trods en hæderlig spurt. Toms Skujins og Nicolas Roche er formentlig for forslåede efter gårsdagens styrt.

Som sagt tror jeg ikke meget på en spurt. Skulle det ske, regner jeg med, at det bliver for hårdt for Peter Sagan, ligesom også folk som Matteo Trentin, Jasper Stuyven og Luka Mezgec formentlig får det for svært, selvom særligt Trentin bestemt ikke kan afskrives. Mit bedste bud til en spurt vil derfor i prioriteret rækkefølge være Wout van Aert, Julian Alaphilippe, Greg van Avermaet, Maximilian Schachmann, Sergio Higuita, Marc Hirschi, Alejandro Valverde, Alexey Lutsenko, Alberto Bettiol, Daryl Impey og Valentin Madouas.

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Marc Hirschi, Maximilian Schachmann (fra et udbrud)

Outsidere: Greg van Avermaet, Alberto Bettiol, Alexey Lutsenko, Omar Fraile, Tiesj Benoot (fra et udbrud)

Jokers: Matteo Trentin, Jesus Herrada, Lennard Kämna, Søren Kragh, Daryl Impey, Remi Cavagna, Thomas de Gendt, Kasper Asgreen, Valentin Madouas (fra et udbrud)

Kandidater til en spurt: Wout van Aert, Julian Alaphilippe, Greg van Avermaet, Maximilian Schachmann, Sergio Higuita, Marc Hirschi, Matteo Trentin, Alejandro Valverde, Jasper Stuyven, Alexey Lutsenko, Alberto Bettiol, Daryl Impey, Luka Mezgec, Peter Sagan