Optakt: 12. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Vueltaen tilbringer en sidste dag i Galicien, inden man sætter kurs mod bjergene i Asturien og Cantabrien, og et besøg i den nordvestspanske region vil ikke være komplet, hvis ikke man har haft en etape langs den smukke og uvejsomme kyst i området. Det er derfor en sådan etape, der venter på den sidste af de to dage i regionen, og det kan sprinterne glæde sig over, for selvom de snoede kystveje altid er mere lumske og kuperede, end man tror, ligner det en sidste chance for de hurtige folk inden den klassiske bjergtrilogi, der som regel afslutter løbets anden uge.

I alt skal der tilbagelægges 181,1 km mellem Mondoñedo og Faro de Estaca de Bares helt ude på en tange i det allernordligste Spanien. Startbyen ligger et par kilometer syd for den nordspanske kyst, og den indledende del består i, at man slår en lille sløjfe mod øst, inden man kører ud til vandet. Først kører man derfor mod øst op over kategori 3-stigningen Alto de Cadeira (5,8 km, 6,4%), der har top efter 10,8 km, inden en nedkørsel og et fladt stykke leder frem til et venstresving, der fører feltet mod nord via endnu en nedkørsel ud til kysten. Her drejer man mod vest og siden nordvest og følger her den relativt flade kystvej frem mod målbyen. Omkring forplejningszonen efter 88 km drejer man kortvarigt mod vest for at køre op over en lille bakke, inden man atter kører ned til den nu betydeligt mere snoede og kuperede kystvej, der følges mod nordvest og vest.

Efter ca. 120 km er man meget tæt på målbyen, men i stedet for at køre ud til stregen på den nordspanske tange kører man en omgang på en rundstrækning inde i landet. Man drejer derfor mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Alto de San Pedro (7,7 km, 5,1%), der har top efter 131,7 km og er stehlest i vunden, hvor den over de første tre km stiger med mere end 6% i snit, inden man kører mod nordvest via en nedkørsel. Herfra går det atter mod sydvest ind i landet via en 2,7 km bakke med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,6% og top ca. 32 km fra mål, inden man vender rundt for at køre mod nord ned til den flade kystvej, der byder på dagens spurt efter 157 km. Herefter går det via den ganske kuperede kystvej mod nordøst og siden nord helt ud til målet på den lille tange. Med 15 km igen når man toppen af en 1,5 km lang bakke, der stiger med 5,0% i snit, og bare 9 km fra mål finder man toppen af en signing, der over 2,5 km stiger med 4,8%. Til slut stiger det let frem til de sidste 2500 m, hvorefter en nedkørsel leder frem til de sidste 1500 m, der er let faldende. De sidste 5 km følger en snoet vej, der byder på to skarpe sving i rap med 1500 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Etapen byder på i alt 3021 højdemeter.

Faro de Estaca de Bares har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Vejret

I dag mødte feltet for første gang lidt regn, og der kan være mere i vente i morgen. Torsdag vil nemlig blive en rigtig bygedag med risiko for regn gennem hele etapen. Temperaturen vil være beskedne 19 grader, og denne gang vil det være meget blæsende med en frisk vind fra nordøst. Det giver modvind først på etapen, men derefter sidemed- og sidevind på det lange kyststykke. I bunden af sidste stigning drejer mand ind i medvind og får herefter mod- og sidemodvind på resten af etapen. Der vil være sidemodvind på stykket ud mod målet på den lille tange.

Analyse af 11. etape

Når ruten til en grand tour bliver præsenteret, er det altid enkeltstarterne og bjergetaperne, der tiltrækker sig den største opmærksomhed. Det er da også helt korrekt, at det som regel er på disse etaper, at de største forskelle gøres, men det betyder ikke, at de nødvendigvis er de hårdeste. Meget ofte hører man ryttere fortælle om, at tilsyneladende tilforladelige etaper, hvor favoritterne er sluttet i samme tid, faktisk har været de allermest udmarvende, og selvom de måske ikke på dagen har gjort den store forskel, er det de dage, der bidrager til at skabe den akkumulerede træthed, som i sidste ende kan vise sig helt afgørende, når de afgørende bjerge venter sidst i løbet.

Det er meget ofte de kuperede udbrudsetaper, der beskrives som løbets hårdeste, for de bliver meget ofte kørt i et rasende tempo, der kan efterlade selv den stærkeste nærmest åndeløs. På disse dage er der nemlig et halvt felt, der ser det som en af deres allerbedste chancer for at vinde etapen, ikke mindst hvis finalen ikke er alt for hård, og det betyder, at det som regel går over stok og sten i op til to timer, inden et nærmest desperat felt, der råber på pause, til slut lader en gruppe køre væk. Ofte sker det, inden tv-billeder kommer på, og når endelig seerne får adgang til showet, lader man sig ofte snyde til at tro, at det har været en let dag, fordi et træt felt ruller til stregen, mens et udbrud slås om sejren.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Det var også et sådant scenarium, der var lagt op til på dagens etape, hvor 207 km med næsten 4000 højdemeter, en ikke alt for svær finale samt stort set ikke én eneste meter flad vej lagde op til et rigtigt indianercykelløb i to halvdele, hvor først en vanvidsstart skulle lægge grunden til et stærkt udbrud, inden feltet endelig skulle kunne tage den lidt med ro.

Sådan gik det bare ikke. I løbet af de første to timer, der blev tilbagelagt med vanvittige 48 km/t trods et meget uvejsomt terræn, har klassementsrytterne formentlig trøstet deres ømme stænger med, at der var udsigt til ro og hygge, når endelig feltet ville lade elastikken knække. Et hav af grupper måtte som ventet gøre forgæves forsøg, inden dagens udbrud endelig blev etableret, og det var derfor også givet, at det ville blive en brøkstærk gruppe, der ville blive dannet, for i en sådan vanvidsstart er det kun de stærkeste, der kan være med.

Der blev formentlig draget et kollektivt lettelsens suk, da feltet endelig resignerede og lod 19 mand køre væk. Nu stod den nemlig på ro og stille Mitchelton-kontrol resten af vejen. Det var i hvert fald, hvad de fleste troede - altså lige indtil den kedelige besked indløb over radioen: Thibaut Pinot havde udnyttet det stenhårde tempo til at snige sig med!

Det var klart, at det var en farlig situation. Ganske vist havde franskmanden tabt lidt tid i sidevinden og vist uventede svaghedstegn på La Covatilla, men kun en tåbe frygter ikke en mand, der så sent som i Giroen kun frarøvet en podieplads via en dårligt timet og meget slem lungebetændelse. Problemet var bare, at Mitchelton foretog en gambling, der kunne have kostet dem voldsomt dyrt. Australierne havde nemlig også sendt Jack Haig med, og da han var gruppens næstbedst placerede, var de koldblodige nok til at lægge ansvaret over på andres skuldre.

Derefter udspillede der sig lidt af en nervekrig, som Pinot udnyttede til at opbygge sig et forspring på næsten fem minutter og bringe sig i en position, hvor han måske kunne lave det helt store kup. Mitchelton, der i forvejen har et ry for ikke at være de mest føringsvillige i feltet, var iskolde, og til slut turde Movistar ikke længere. Quintana ligner sammen med Lopez i øjeblikket løbets største favorit, og det store hjemmehold turde ikke løbe den risiko, Pinot udgjorde, og måtte egenhændigt sørge for, at løbet hverken gled Quintana, Lopez eller Yates af hænde.

Resultatet blev en voldsomt opskruet jagt gennem en hel dag, hvor der aldrig nogensinde faldt ro på, og i det spil var der vel kun én vinder. Mange vil mene, at Mitchelton ikke var deres ansvar voksent og ikke just kørte som et hold, der er kommet til Spanien for at vinde, men de spillede spillet og vandt. Det var nemlig Movistar, der på løbets hidtil hårdeste etape måtte slide sig selv halvt ihjel, mens australierne gennem hele etapen knap løftede en finger. Selv Haig havde alibi til at sidde på hjul i front, og derfor var der ikke mange, der kom lettere igennem end det hold, der egentlig skulle have betalt en pris for at være i førertrøjen.

Det har helt sikkert skabt en vis bitterhed i Movistar-lejren, der ellers har været meget forsigtige med ikke at bruge unødige kræfter i løbets første halvdel, men som i dag i den grad sled på alle ressourcerne. På den anden side kan de glæde sig over, at holdet var stærkt nok til at løfte ansvaret og neutralisere faren, selvom de ikke fik skyggen af hjælp undervejs.

Særlig grund er der til at glæde sig over, at Richard Carapaz, der først blev kaldt til løbet i sidste øjeblik, synes at have banket den værste rust af sig og nu igen ligner den rytter, der tidligere i år blev nr. 4 i Giroen. I hvert fald kontrollerede den lille ecuadorianer suverænt den knaldhårde finale, som Movistar for to år siden netop ikke havde kunnet styre og derfor smidt en sikker Valverde-sejr væk. Carapaz lukkede effektivt alle angreb ned, inden Quintana atter viste sin store styrke ved selv at sætte en offensiv ind, og da Valverde efterfølgende spurtede sig tilbage i grønt, var der i det mindste enkelte lyspunkter på en dag, der ellers gik som de spanske helte havde håbet.

Det gjorde det bestemt heller ikke for Astana. Ganske vist afværgede de katastrofen, og Miguel Angel Lopez viste selv med et effektivt svar på Quintanas sene angreb, at han i den grad er i hopla, men det kunne være gået helt galt for kasakkerne i løbets vanvittige indledning. Her punkterede den lille colombianer nemlig, mens det gik allerstærkest, og efterfølgende måtte hele holdet tilbringe mere end en time i desperat jagt for at komme tilbage. Det lykkedes, men havde han ikke været omgivet af et af de stærkeste mandskaber, kunne han meget vel have været sendt helt ud af klassementet på en tilsyneladende ufarlig etape.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Desværre kostede det også kasakkerne chancen for at jagte sejren. Omar Fraile viste ellers storform ved trods det hårde arbejde faktisk at komme med i et udbrud, som var reserveret til feltets stærkeste, men der var ikke meget skud tilbage i de trætte baskiske stænger. Fraile var slet ikke i stand til at spille en rolle i finalen, og dermed gik han glip af en gylden mulighed, for etapens aggressive finale, hvor de bedste klatrere endte med at neutralisere hinanden, havde været skræddersyet til baskeren, hvis han blot havde været frisk endnu.

En endnu større taber var dog Pinot. Det er egentlig en skam, for franskmandens storslåede offensiv havde fortjent en helt anden og langt bedre skæbne. Med deltagelse i flere udbrud allerede tidligt på etapen havde han vist, at han øjnede en chance for at udnytte netop denne etape til at vinde lidt af den tid, han tabte i sidevinden, tilbage, og det så længe også ganske lovende ud. Problemet var, at han var i en næsten umulig mission i en gruppe, hvor Rafal Majka, Jack Haig, Omar Fraile og Franco Pellizotti alle fik forbud mod at samarbejde med franskmanden, da de alle havde klassementsryttere at beskytte. Særligt problematiske var Majka og Haig, der lynhurtigt viste sig som to af de allerstærkeste, og da de derfor effektivt kunne neutralisere alle Pinots mange forsøg på at koge gruppen ned til en bedre samarbejdende størrelse, var der ikke meget at stille op, da franskmanden mistede holdkammeraten Leo Vincent, som i den indledende fase havde spillet en nøglerolle i at opbygge forspringet.

Selvom Pinot egentlig viste stor styrke, var det derfor en kamp, han var dømt til at tabe, og han blev bestemt ikke hjulpet af, at ryttere som Bauke Mollema, Dylan Teuns, Nicolas Roche og Tiesj Benoot, der alle kun havde etapesejren i tankerne, slet ikke havde benene til at yde ham meget støtte. Resultatet blev, at de stærkeste effektivt neutraliserede hinanden, så det i stedet blev et ukontrollerbart indianercykelløb, hvor det var rytterne fra andet geled, der kunne snige sig væk og afgøre sejren imellem sig. På den facon smed Majka og Haig nok en gylden chance for en etapesejr væk, men da Pinots udbytte i sidste ende endte med bare at være 12 sekunder, fik de på effektiv vist elimineret en trussel mod deres kaptajner.

Det ukontrollerbare cykelløb var til gengæld en gave for Alessandro De Marchi. Det var tydeligt, at italieneren langt fra var den stærkeste i gruppen, og han indrømmede da også efterfølgende, at benene ikke havde været de bedste. Den taktisk komplicerede situation betød imidlertid, at offensiv kørsel belønnede sig, og i den sammenhæng er der ikke mange i denne verden, der kan matche italieneren. Det er ikke uden grund, at han i Vueltaen, der som bekendt er udbrydernes paradis, allerede har taget to solosejre, så da de store navne stirrede stift på hinanden, var han ikke sen til at køre væk.

Endnu bedre blev det af, at han fik den ideelle makker. Nok har Jhonatan Restrepo i sin karrieres begyndelse med blandt andet en top 10 i Tour Down Under, vist sig som et yderst lovende talent, men i de seneste knap to år har han af uransagelige årsager ikke kunnet træde en bule i en blød hat. Faktisk har han været så skidt kørende, at man reelt har kunnet spørge, om han havde sin berettigelse på WorldTouren, men i dag rejste han sig endelig igen.

Mod De Marchi var han imidlertid oppe mod overmagten, for Restrepo er fortsat ikke ved fordums styrke. Derfor lå det også i kortene, at den brølstærke italiener ville sætte sin følgesvend på den stejle bakke i finalen, og det gjorde han uden det store omsvøb. Dermed kunne han tage sin tredje etapesejr og BMCs anden i årets udgave af løbet, der dermed ikke er endt som den katastrofe, man kunne frygte efter Richie Portes tidlige kollaps. Og måske venter der endnu flere næste år, for De Marchi har forlænget kontrakten med holdet, der næste år hedder CCC, fordi manglen på en fremtidig klassementsrytter betyder, at han i 2019 vil kunne køre grand tours med det ene formål at gøre, hvad han gør allerbedst: angribe, angribe og angribe.

Udbruddet blev til gengæld en forspildt mulighed for Tiesj Benoot, der var kommet til Spanien med så store ambitioner, men som led i den sydspanske varme, og siden er blevet sat voldsomt tilbage af et grimt styrt på 7. etape. Set i det lys var det dog ganske opmuntrende, at han faktisk kunne køre med om sejren på en vild etape som denne, og derfor er der måske alligevel håb for, at den stærke belgier kan få noget med hjem, selvom de bedste etaper for hans ryttertype desværre alle var koncentreret i den første halvdel. Og så er det værd at bemærke sig, at gamle Franco Pellizotti for anden gang i løbet kørte med om en etapesejr og dermed er ved at sige et flot farvel til feltet, inden den snart 41-årige veteran ventes at køre cyklen i garagen om en måneds tid.

Udover at Quintana, Lopez, Uran og Izagirre alle kørte med ganske stor autoritet i finalen og dermed bekræftede det positive indtryk fra tidligere, var der ikke meget at aflæse i favoritternes interne kamp. Steven Kruijswijk og George Bennett sov lidt i bunden af stigningen, da EF lagde pres på, men de afværgede hurtigt katastrofen. Det samme gjorde Louis Meintjes, der ser ud til som altid at blive bedre og bedre, Enric Mas, der desværre ikke synes at være helt så stærk som tidligere, men derudover fik vi kun bekræftet, hvad vi allerede vidste, nemlig at David de la Cruz og især Fabio Aru er et stykke fra de bedste. Særligt for sidstnævnte er det alarmerende, for de synes ikke længere at være udsigt til det comeback i den tredje uge, man ellers kunne have håbet på, og det ligner desværre endnu en stor nedtur for den tidligere vinder af løbet, der af uransagelige årsager er en skygge af sig selv.

Mest ærgerligt var det, at Emanuel Buchmann mistede tid. Den store tysker virkede ellers så brølstærk i løbets indledning, men desværre har han været en helt anden rytter efter styrtet på 7. etape. Noget tyder på, at det uheld har sat ham mere tilbage end oprindeligt troet, og han ligner ikke længere den mulige top 5-kandidat, han gjorde i løbets første dage. Set i det lys må det være slemt frustrerende for Bora, at de ikke holdt en tilsyneladende velkørende Majka inde i klassementet, og at de i dag måske forspildte en mulighed for igen at bringe polakken i spil til en samlet top 10.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Hvorvidt Buchmann vitterligt er på vej mod et kollaps, må vi vente yderligere 48 timer med at finde ud af, for det næste store slag venter først på fredag på La Camperona, Inden da gør de imidlertid klogt i ikke at undervurdere torsdagens 12. etape, der er langt, langt sværere, end profilen antyder. Alle ser frem til de store forskelle, der kan gøres på de tre bjergetaper i weekenden, men måske bliver grundlaget for udfaldet skabt i disse dage. En grand tour bliver nemlig ikke nødvendigvis vundet af den stærkeste, men derimod af den mest holdbare. Derfor var dagens etape måske vigtigere, end resultatet afslører.

Favoritterne

Kaster man et blik på profilen, er det let lynhurtigt at sige ”let sprinteretape” og herefter bladre videre i løbsbogen med blikket stift rettet mod de kommende tre bjergetaper. Gør man det, kan man imidlertid få sig en grim overraskelse, for selvom profilen på papiret ser relativt flad ud, skal man aldrig undervurdere den galiciske kyst. Etapen byder på ikke færre end 3000 højdemeter, og i tillæg til de fem stigninger, der er omtalt i rutebeskrivelsen ovenfor, er der et hav af mindre bakker undervejs.

De galiciske kystveje er nemlig kendt for at gå og ned nærmest konstant. Mange husker sikkert, da Degenkolb spurtede sig til sejr på en lignende etape i 2014, hvor hans nærmeste rivaler var Michael Matthews, Fabian Cancellara og Jasper Stuyven og ikke mere traditionelle sprintere. Og to dage snød Adam Hansen Degenkolb og de øvrige sprintere, hvis hold ikke kunne kontrollere angrebene på de mange bakker på den galiciske kystvej. Og hvad med Daniel Morenos overraskende sejr foran Cancellara og Matthews i regionen i 2013? Ellers Stephen Cummings’ overraskende sejr i 2012, hvor Degenkolb atter måtte indse, at den galiciske kyst bare ikke er let at kontrollere?

Med andre ord skal man bestemt ikke undervurdere denne etape, der i hvert fald ikke er en sag for Kittel-typerne, som der naturligvis ikke er mange af i et løb, der ikke er specielt gavmildt over for sprinterne. Umiddelbart kan det måske se ud til, at man er ”home safe”, hvis man klarer den sidste kategori 3-stigning med hele 50 km til mål, men det er man langtfra. Som sagt skal man over inden for de sidste 32 km ove ret hav af mindre bakker, hvoraf særligt den med 32 km (2,7 km, 5,6%), 15 km (1,5 km, 5,0%) og 9 km (2,5 km, 4,8%) er værd at fremhæve, og selv i finalen stiger det frem mod de sidste 2500 m, der er let faldende.

Med andre ord vil det formentlig kun være de allermest holdbare afsluttere, der har en chance for at gøre sig gældende, og spørgsmålet er da også, om det overhovedet bliver en spurt. Er man ikke klatrer, sprinter eller temporytter, er dette nemlig den måske sidste chance for at vinde en etape, og alle er naturligvis bekendt med, at udbrud før har snydt sprinterne i netop denne region. Der vil derfor være mange, der drømmer om en udbrudssejr, og det vil derfor være overraskende, hvis ikke det ender med endnu en voldsomt aggressiv start, især fordi den indledende del med en svær stigning er knaldhård.

Det betyder også, at vi formentlig vil få etableret et brølstærkt udbrud, og det kan ikke helt udelukkes, at de faktisk vil kunne holde hjem. Vi tvivler dog stærkt, for dette er chancen for Peter Sagan, hvis han skal vinde en etape. Bora kan ganske enkelt ikke tillade sig at lade denne mulighed gå til spilde, og derfor vil de gøre alt for at holde det samlet. De kan formentlig se frem til hjælp fra Quick-Step og Trek, der også har vist sig meget føringsvillige og naturligvis skal gå efter sejren med hhv. Elia Viviani og Giacomo Nizzolo.

Et spændende element er den meget kraftige vind, der vil stå direkte i siden, når de snor sig op langs den galiciske nordkyst på den relativt lette første del af etapen. Den synes at være kraftig nok til faktisk at kunne splitte feltet, og den vil helt sikkert gøre feltet voldsomt nervøst. Det vil også bidrage til at presse farten i vejret og mindske chancerne for udbruddet. Det er heller ikke utænkeligt, at der faktisk kan opstå splittelser undervejs, men vi tvivler på, at de vil være langtidsholdbare. Med mindre en af de store favoritter falder fra, enten som følge af uheld eller uopmærksomhed, er det nemlig svært at se, hvem der vil bruge mange kræfter på at holde den gående, for på de sidste 60 km vil der primært være enten med- eller modvind.

Derfor regner vi med en nervøs og lynhurtig dag i sadlen, hvor Bora, Trek og Quick-Step vil køre udbruddet ind. Derefter forventer vi, at Bora vil lægge pres på i finalen, hvor vi rammer de mange mindre bakker. Det vil helt sikkert skabe betydelig udskilning, og vi forventer, at det er et ganske lille felt, der vil overleve til sidst.

Man kan ikke helt udelukke, at det faktisk også kan lade sig gøre at køre væk til sidst. Det så vi som sagt senest med Hansen i 2014, og bakkerne er bestemt hårde nok til, at det kan lade sig gøre. Bora har imidletd et af de stærkeste mandskaber, og da der samtidig vil være ret hård modvind på turen frem til den sidste tange, tvivler vi på, at det vil kunne lade sig gøre. Vi forventer derfor en reduceret massespurt.

Selve finalen er ret kompliceret. Ikke blot stiger det frem til de sidste 2500 m, der er faldende, der skal også tages hensyn til vinden på den forblæste nordspanske tange. Umiddelbart vil der være sidemodvind, men er den mere i øst end i nordøst, vil det være muligt for et stærkt hold på bakken at trække feltet helt ud og skabe splittelser i sidevinden. Det kan derfor meget vel blive en meget fragmenteret spurt, hvor favoritterne kan tabe tid, og hvor det kræver stor råstyrke både på bakker og i vind at kunne gøre sig gældende, og hvor det kan være meget vanskeligt at bevæge sig frem i finalen. Positionering vil derfor være afgørende.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Alt sammen får det os til at pege på Peter Sagan som vores favorit. Det kan godt være, at Elia Viviani har vist sig som feltets klart hurtigste, men et knaldhårdt cykelløb med mere end 3000 højdemeter, et hav af bakker i finalen samt sidevind både tidligt og sent i løbet er langt bedre for verdensmesteren. Det kan sagtens være, at Viviani kan sidde med hjem, men vil han også have den nødvendige friskhed til at spurte på sit vanlige niveau? Og kan han holde sig fremme, hvis Bora trækker den ud i sidevinden til slut? Denne gang er der en betydelig chance for, at Viviani vil være i en dårligere position end Sagan, og som sagt bliver det ikke let at bevæge sig frem, hvis farten holdes høj på den sidste faldende del. Samtidig vil Viviani utvivlsomt være langt mere mærket end Sagan, der så sent som i Gent-Wevelgem besejrede sin tidligere holdkammerat efter et langt og hårdt løb. Denne gang tror vi, at etapen bliver så hård, at balancen tipper til Sagans fordel, og derfor er han vores favorit.

Det betyder dog ikke, at Elia Viviani ikke kan vinde. Italieneren har i de senere år opnået en holdbarhed, der langt overgår, hvad han tidligere har vist. Sidste år vandt han Bretagne Classic efter 250 km i uvejsomt terræn, ligesom han imponerede stort ved sin sejr ved de italienske mesterskaber eller med andenpladsen i Cadel Evans Great Ocean Road Race. Mange var også imponerede af hans klatring på 7. etape, hvor han først blev sat på en lille mur i finalen, og af hans præstation i går, hvor han sad med over sidste stigning i den allerforreste del af feltet. Særligt fordi der er modvind på den sidste del, burde Viviani have en rimelig chance for at sidde med hjem, og så er spørgsmålet blot, om han vil være frisk nok til at levere en spurt på sit vanlige niveau, og om han kan holde sig tilstrækkeligt langt fremme i den knaldhårde finale. Selvom han kan miste især en rytter som Fabio Sabatini på en hård rute som denne, har han trods alt stadig løbets bedste tog, og der er som bekendt ikke mange, der matcher Quick-Step i sidevinden til slut. Det bliver en udfordring, men Viviani kan sagtens ende med at tage sin tredje etapesejr.

Etapen er også en chance for Giacomo Nizzolo. Italieneren har tydeligt vist, at han sammen med Sagan rangerer lige under Viviani i sprinterhierarkiet., og i teorien burde han være begunstiget af et hårdt cykelløb. Inden sin skade var han meget holdbar og imponerede stort, da han vandt sit italienske mesterskab. Siden comebacket har han ikke været helt på samme niveau, hverken hvad topfart eller holdbarhed angår, men han var dog så god, at han spurtede sig til top 10-placeringer på kongeetapen i Dubai, 5. etape i Polen og senest på 8. etape her i finaler, hvor kun de stærkeste sprintere kunne være med fremme. Det er klart, at denne udfordring er en anden, fordi det her ikke blot handler om én kort spurt, men om at overleve mange bakker og sidevind, og der er da også en betydelig risiko for, at det bliver for hårdt for Nizzolo. Det ændrer dog ikke på, at han i teorien ikke blot er en af feltets mest holdbare sprintere, men også en af de hurtigste med en topfart, der fuldt ud kan matche Sagans.

Egentlig ville vi have ment, at denne etape ville være for hård for Danny Van Poppel, men den store hollænder er bare blevet ved med at imponere i dette løb. Det gjorde han specielt med sin dybt overraskende 3. plads bag Valverde og Sagan i den hårde spurt på 8. etape, og han har da heller ikke lagt skjul på, at hans form i øjeblikket er fremragende. Som for Nizzolo gælder imidlertid, at der er stor forskel på én eksplosiv spurt på en bakke og et opslidende løb som dette, og Van Poppel har trods alt aldrig tidligere vist sig fremme i de hårde klassikere. På den anden side kørte han finale på den hårde Amstel-etape i sidste års BinckBank Tour, og det er blot endnu et bevis på, at Van Poppel kan mere, end man skulle tro. Vi har stadig en lille frygt for, at det samlede antal højdemeter bliver lidt for voldsomt, ligesom han kan være hæmmet af begrænset støtte i finalen, hvor LottoNL vil have nok at gøre med at tage sig af de to kaptajner. Derfor kan det blive svært at vinde, men det kan meget vel blive til et topresultat for hollænderen.

Havde dette været 2017, havde Matteo Trentin været svær at bide skeer med i en spurt efter et knaldhårdt løb som dette? Trentin har nemlig reducerede massespurter som speciale og har blandt andet besejret Sagan i sådanne i både Touren og Tour de Suisse. Desværre har de seneste dage også vist, at han ikke er i nærheden af sin bedste form, men måske er der lys for enden af tunnelen. I hvert fald sad han betydeligt bedre med i dag, og noget kunne tyde på, at han måske har haft godt af de lavere temperaturer i den nordlige del af Spanien. Morgendagens regnvejr kunne derfor bekomme ham vel, og nærmer Trentin sig toppen, bliver han farlig. Han har måske ikke Sagans topfart, men han har holdbarhed og i Luka Mezgec end af de få stærke lead-out men, der også kan sidde med i en finale som denne. Er Yates i sikkerhed trods sidevinden til slut, kan de udgøre en ganske farlig dup, der kan give Trentin mulighed for at rejse sig.

Og så er der naturligvis Alejandro Valverde . Spanieren stiller helt sikkert ikke til start med det mål at vinde etapen, men man ved aldrig med netop ham. Hvis det hele bliver trukket ud i sidevinden på den sidste bakke, og Valverde pludselig sidder i en af de forreste positioner, mens sprinterne er i problemer, kan han måske øjne en mulighed for at sikre sig de bonussekunder, der kan bringe ham i rødt. Vi skal ikke længere tilbage end til Catalonien Rundt i marts måned for at finde en massespurtssejr til Valverde efter en hård etape, og sidevinden til slut taler bestemt til fordel for en mand, der har brug for et knaldhårdt cykelløb. Det er klart, at Sagan bliver meget svær at slå i en faldende spurt, men det kan meget vel blive til i hvert fald et topresultat for den spanske veteran.

Der må være mange, der er ved at falde ned af stolen i næsegrus beundring over Ryan Gibbons. Ikke blot har han chokeret med sin klatring på den hårde 7. etape, i dag overgik han alle forventninger, da han bookede billet til et udbrud, der ellers kun bestod af klatrere!!! Selvom han ikke uventet til sidst kom lidt til kort i kamp mod de lettere folk, vidner det om, at sydafrikaneren i øjeblikket er den bedste klatrer blandt sprinterne. Derfor burde han også have en fremragende chance for at slå til på en etape, der har udsigt tl at blive knaldhård, og han er endda også god til at positionere sig. Desværre mangler han nok den sidste topfart til faktisk at vinde etapen, ligesom man kan frygte, at der er en pris at betale for dagens hårde arbejde.

Sammen med Gibbons har Tom Van Asbroeck vist stig som den mest holdbare sprinter. Også i dag viste han storform, da de var ham, der førte EF-toget frem inden deres store offensiv i finalen på et tidspunkt, hvor de fleste andre sprintere befandt sig i gruppettoen. Gang på gang har Van Asbroeck vist sig som en af mest formstærke sprintere, og han er normalt også blandt de bedste til at positionere sig. Han mangler nok topfarten til at vide, men burde have gode muligheder for et topresultat i en sidevindsfinale, der passer en klassikertype som ham. Ligesom Trentin og Van Poppel gælder imidlertid, at han kan egne i en position, hvor han skal ofre sig for en klassementsrytter, hvis det hele bliver hektisk i sidevinden.

Hvis det bliver for hårdt for Nizzolo, kan Fabio Felline måske få chancen. Det er tydeligt, at italieneren fortsat lider under sit styrt og ikke har sine bedste ben, men denne etape er trods alt ikke hårdere, end han nok burde kunne gøre sig gældende. Grundet sin lange sygdomspause, er det efterhånden længe siden, han sidst har spurtet, men vi skal ikke glemme, at han faktisk tidligere har vundet en massespurt i Baskerlandet. Det er klart, at også han vil få svært ved at slå Sagan, men et topresultat vil også være kærkomment efter en svær tid.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Man kan heller ikke helt udelukke, at Michal Kwiatkowski vil køre spurten eller evt. angribe på en af bakkerne i finalen. I dag var polakken meget aktiv i udbruddene, og det viser, at han er på jagt efter muligheder. Så sent som i årets Tirreno kørte han en decideret massespurt, da omstændighederne bød sig, og det kunne de meget vel gøre igen, hvis det hele bliver trukket ud i sidevinden til sidst. Måske har Kwiatkowski ikke Sagans topfart, men han har trods alt tidligere slået netop verdensmesteren i Milano-Sanremo efter et hårdt løb.

Den hårde profil burde også passe ganske godt til Ivan Garcia, der mere er klassikerrytter end klassisk sprinter. Senest viste han sin styrke med sin præstation på 8. etape, hvor han trods en meget lang spurt stadig holdt sig fremme i top 10. Garcia har vist lovende takter i brostensløbene og dermed flair for bakker og sidevind, og profilen her burde derfor passe ham. Også han kan dog ende med at skulle ofre sig for sin kaptajn, Ion Izagirre, ligesom man kan frygte, at han ikke helt har topfarten til at blande sig helt fremme.

Hvor står Simone Consonni? Egentlig burde han være en af feltets mere holdbare sprintere, som han senest viste med sin flotte 7. plads på 5. etape i Polen. I dette løb har det imidlertid skrabet lidt på på stigningerne, hvor han bestemt ikke har lignet den mest formstærke sprinter. Vi føler os derfor ikke helt overbeviste om, at han faktisk har benene til at kunne gøre sig gældende på en hård etape som denne. Har han sine bedste ben, kan han dog komme langt, for han har god fart og en god positioneringsevne.

Endelig er der Euskadi-duoen Eduard Prades og Jon Aberasturi. Prades er bestemt ikke en klassisk sprinter, men som Kwiatkowski og Valverde kan han måske drage fordel af et hårdt løb til at overraske. Efter en lidt rusten start har han vist god form, ikke mindst med den flotte 4. plads på 7. etape. Han er bedst i stigende spurter, men bliver det for hårdt for hovedparten af sprinterne, kunne han gøre det godt. Holdets sprinter er Aberasturi, og han har i august vist en helt uventet holdbarhed. Han kører stadig rundt med sting i knæene, og derfor er han ikke på toppen, men han er en af de sprintere, der måske kan sidde med hjem.

Andre folk, der afhængig af omstændighederne, måske vil spurte med, er Tosh van der Sande, Tiesj Benoot, Omar Fraile, Mike Teunissen, Tony Gallopin, Jose Goncalves, Jordi Simon, Alex Aranburu og Jonathan Lastra. Til gengæld regner vi med, at etapen er for hård for Nelson Soto, Maximilian Walscheid og Marc Sarreau.

Som sagt bliver det svært for det tidlige udbrud, men der er chancer for et sent angreb på bakkerne til slut. Her vil det være en god ide at holde øje med Tiesj Benoot, Michal Kwiatkowski, Jesus Herrada, Tony Gallopin, Dylan Teuns, Victor Campenaerts, Tao Geoghegan Hart, Gianluca Brambilla, Valerio Conti, Eduard Prades, Lluis Mas og Bauke Mollema, der lavede et lignende angreb på en sidevindsetape for et par år siden.

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Elia Viviani, Giacomo Nizzolo

Outsidere: Danny Van Poppel, Matteo Trentin, Alejandro Valverde, Ryan Gibbons, Tom Van Asbroeck

Jokers: Fabio Felline, Michal Kwiatkowski, Ivan Garcia, Simone Consonni, Eduard Prades, Jon Aberasturi

Kandidater til udbrud eller sent angreb: Tiesj Benoot, Michal Kwiatkowski, Jesus Herrada, Tony Gallopin, Dylan Teuns, Victor Campenaerts, Tao Geoghegan Hart, Gianluca Brambilla, Valerio Conti, Eduard Prades, Lluis Mas, Bauke Mollema,