Optakt: 12. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Baskerlandet er Spaniens mest cykelgale region, men i mange år var området af frygt for terror og politisk uro lukket land for et nationalt etapeløb. I 2011 kunne man imidlertid grundet den generelle afspænding af det politiske klima vende tilbage, og det gav en følelsesladet sejr til lokale Igor Anton på en etape til Bilbao. Siden da er regionen ofte blevet besøgt, og det sker også i år, hvor Bilbao vender tilbage efter tre års pause. Det sker på en etape, der på smukkeste vis symboliserer Baskerlandet, idet feltet på de sidste kilometer skal over en typisk baskisk mur, der burde give anledning til en udbrudssejr, men hvor vi også kan vente et lille opgør mellem klassementsrytterne senere på etapen.

I alt skal der tilbagelægges 171,4 km, der fører feltet fra motorsportsbanen Circuito de Navarra til Bilbao, en af Baskerlandets store byer. Starten går på det flade plateau, der er kendt fra Baskerlandet Rundt, og som dominerer den sydlige del af regionen. Derfor er første del af etapen stort set helt flad, når man kører mod nordvest med retning mod Vitoria, en anden af Baskerlandets vigtigste byer. Undervejs afbrydes fladlandet af kategori 3-stigningen Alto de Azazeta (4,9 km, 3,9%), der er en yderst let sag med top efter 42,4 km. Efter en let nedkørsel fortsætter det flade plateau frem til Vitoria, der nås efter 57,0 km.

I Vitoria drejer man mod nord og senere nordvest for at fortsætte ad det flade plateau, indtil man rammer den velkendte og meget lette nedkørsel, der leder tilbage ned til den kuperede del af Baskerlandet lige syd for kysten. De første ca. 20 km er dog flade og leder videre mod nord og nordvest, inden man kører mod nordøst op ad en bakke (2,1 km, 4,6%), der har top efter 127 km.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Den signalerer starten på finalen, for herefter går det mod nordvest via en nedkørsel ned til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Urruztimendi (2,5 km, 9,2%), der er en rigtig baskisk mur, hvis sidste 1,5 km stiger med ikke mindre end 12,7%. Toppen rundes efter 134,7 km og efterfølges af en nedkørsel, der leder mod sydvest ned til kategori 3-stigningen Alto el Vivero (4,3 km, 7,7%), som plejer at være den afgørende stigning på Bilbao-etaperne, og som byder op en km med 10,7% på den nedre del. Toppen passeres med 26,6 km igen, hvorefter en let nedkørsel fører mod nordvest ned til Bilbao, hvor man drejer mod sydøst for igennem faldende terræn at køre frem til centrum, hvor dagens spurt kommer med 12,9 km igen bare få meter fra målstregen, som man dog ikke krydser.

I stedet kører man ud på en sløjfe i den sydvestlige udkant af byen. Man kører mod sydvest frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Arraiz (2,2 km, 12,2%), der er en sand baskisk mur med tocifrede stigningsprocenter på mellem 10 og 14 hele vejen op. Toppen rundes med 7,6 km igen, hvorefter en ikke alt for teknisk nedkørsel leder mod nord tilbage mod centrum. Til slut drejer man mod sydøst for derefter igennem let faldende terræn at køre tilbage mod målområdet, hvor der venter en teknisk finale med sving med 1800, 14,00, 1100 og 500 m igen. Det falder let ned mod den røde flamme, hvorefter det er stort set fladt.

Etapen byder på i alt 2072 højdemeter.

Bilbao vendte efter mere end 30 års fravær tilbage til ruten i 2011, hvor Igor Anton tog en meget populær hjemmebanesejr. Også i 2016 fik man besøg af løbet, og denne gang vandt Jens Keukeleire en reduceret massespurt. Baskerlandet Rundt var senest forbi i 2017, hvor Primoz Roglic snød sprinterne ved at køre alene hjem med et sent angreb, som kostede Michael Matthews sejren. Til gengæld vandt Matthews i 2015 i en meget kontroversiel massespurt, der blev præget af et slemt styrt, som næsten kostede Peter Stetina og Sergio Pardilla deres karrierer. Forud for det skal vi helt tilbage til 2000-udgaven af Euskal Bizikleta for at finde det seneste større cykelløb i byen. Dengang slog Marco Serpellini Vicente Garcia Acosta i en spurt mellem de to.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Vejret

I dag slap rytterne for den frygtede baskiske regn, men sådan går det formentlig ikke torsdag. Her vil det regne i løbet af formiddagen, hvorefter der frem til kl. 16 vil være 40-50% risiko for byger. Sidst på eftermiddagen vil det dog klare op, mens temperaturen når 21 grader. Der vil være en jævn vind fra nord, hvilket giver mod- og sidemodvind hele vejen til toppen af den første stigning. Derefter vil er være medvind og sidemedvind på Vivero, inden man får sidemodvind på turen ind mod Bilbao. På den sidste sløjfe vil der være med vind på Arraiz-stigningen og derefter modvind, indtil man med 4 km igen får sidemedvind. På de sidste 2 km vil der skiftevis være med- og sidevind med sidevind på opløbsstrækningen.

Analyse af 11. etape

Hvis man forud for løbet havde bedt Euskadi-manager Jon Odriozola om at få indfriet ét ønske, ville han ikke tøve. I den bedste af alle verdener ville det lille baskiske hold vinde en af de to etaper på baskisk grund. Holdet er nemlig først og fremmest skabt som en arvtager til Euskaltel, der skal bringe Baskerlandet tilbage på cykellandkortet, og derfor ville intet være smukkere, end hvis holdet kunne sejre med en baskisk rytter foran det baskiske publikum.

Én ting er imidlertid en drøm, noget andet er virkeligheden. Og med et hold primært bestående af spurtsvage klatrere lå det ikke i kortene, at holdet skulle kunne gøre det færdigt, selvom begge de to etaper var som skabt til de udbrud, der er hele ideen med Euskadis deltagelse i løbet. Torsdagens etape med en baskisk mur kunne være en mulighed for holdets letvægtere, men dagens etape med en let finale i Urdax lignede ikke just en gave til hjemmebaneholdet.

Der er imidlertid noget, der tyder på, at Odriozola og co. har smag for mirakler og sensationer. Sidste år udbrød det meste af cykelverdenen et kollektiv ”Oscar Hvem?”, da Oscar Rodriguez på ufattelig vis slog Rafal Majka, Dylan Teuns, Bjorg Lambrecht, Laurens de Plus og Ilur Zakarin på den modbydeligt stejle La Camperona-stigning under holdets Vuelta-debut. Ikke blot var det en helt uventet sejr fra et ganske vist pænt talent, som dog havde vist meget lidt igennem den første del af året, det var også Rodriguez’ allerførste og hidtil eneste sejr.

At historien skulle gentage sig et år senere, endda på den baskiske hjemmebane, lå ikke umiddelbart i kortene. Nok var der gode chancer for, at en eventuel sejr også ville være karrierens første for den pågældende rytter, da det i truppen kun er Rodriguez, Mikel Bizkarra og Hector Saez, som tidligere har vundet et internationalt cykelløb i minimum .1-klassen, men netop det faktum fortalte også, at det ellers ret klatrestærke Euskadi-mandskab har så få vindere, at det kunne se overordentligt svært ud at komme hjem med en sejr, hvis ikke Rodriguez kunne fortsætte de lovende takter fra Vuelta a Burgos, hvor han blev nr. 2 samlet.

Sådan så det heller ikke ud, da Mikel Iturria i dag fik sneget sig med i et 14-mandsudbrud, som fik lov til at køre overraskende tidligt på en dag, hvor det lå i kortene, at lykkeridderne skulle slås i sejren. Det stod da også hurtigt klart, at det ville gå sådan, da de eneste hold med en mulig interesse i en spurt, først og fremmest Mitchelton-Scott med den holdbare Luka Mezgec, var repræsenteret i gruppen. Og Iturria kunne faktisk lugte lidt blod, da gruppen højst overraskende slet ikke havde de hurtige folk, man kunne have forventet. Faktisk var Alex Aranburu den eneste i gruppen, som var kendt for sin spurtstyrke, og da mange øjne var rettet mod ham, kunne der nok blive rum til at snige sig væk i en taktisk og ikke alt for vanskelig finale.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Men først skulle Iturria overleve stigningerne, og de skulle vise sig svære. Nok er han ikke en ringe klatrer - faktisk blev han tidligere i år nr. 16 i bjergløbet Tour of the Alps, ligesom han tidligere er blevet hhv. nr. 11 og 13 i de bjergrige Route du Sud og Vuelta a Burgos. Desværre var han overmatchet i en gruppe, der talte folk som Aranburu, Gorka Izagirre og Lawson Craddock, der ikke uventet viste sig som de stærkeste og kørte fra alt og alle på dagens sværeste stigning.

Heldigvis var Iturria ikke alene. Faktisk havde han verdens bedste følgesvend i form af ”TGV-toget fra Clermont-Ferrand”, Remi Cavagna. Den uopslidelige franske udbryderkonge er aldrig bleg for at tage en føring, så Iturria kunne pænt sætte sig til rette i passagervognen, mens det franske tog fragtede ham tilbage til en frontgruppe, der ellers så ud til at være fløjet langt væk.

Og her leverede Iturria sit mesterstykke. I en gruppe, hvor Caja Rural var det eneste hold med mere end én rytter, gav det sig selv, at samarbejdet let kunne være dårligt, og derfor skulle man formentlig ikke have mange meter, inden det kunne blive til noget, når folk i finalen begyndte at spare sig. Derfor blev det formentlig ikke til andet og mere end et hurtigt ”Tak” til Cavagna, inden han blæste forbi franskmanden og resten af gruppen, der totalt blev taget på sengen af baskeren, der overraskede rivalerne lige så meget, som han chokerede resten af verden ved faktisk at vinde etapen. Og da samarbejdet som forventet slet ikke fungerede, fik Iturria med sit livs ridt opbygget et forspring, som han akkurat kunne forsvare i en neglebidende finale, hvor han så ud til at holde, siden til at blive kørt ind af en brølstærk Amanuel Ghebreigzabhier og slutteligt til atter at holde, da gruppen under den røde flamme gik i stå for 117. og sidste gang.

Resultatet blev en meget påfaldende gentagelse af Rodriguez’ første og sensationelle sejr fra sidste år, og den var bestemt ikke ventet. Nok leverede Iturria et par flotte resultater som U23-rytter, men som professionel har han blot været en af de mellemgode klatrere, der aldrig har været tæt på at vinde. Men én gang skal jo være den første, og når man nu skal vælge en dag til at vinde sit første cykelløb, er en baskisk etape i Vueltaen vel ikke noget helt dårligt valg?

Sejren blev også endnu en understregning af den pointe, jeg fremhævede forleden, nemlig at Vueltaen er et pokkers godt løb for de små hold, der trives under den knap så stramme kontrol fra de store hold og en masse udbrudsetaper, hvor de mindre mandskaber kan komme til fadet. I dag vandt Euskadi således foran Caja Rural på en dag, hvor også Ag2r, Dimension Data, FDJ og Katusha, der alle har relativt svage hold til start, kom i top 10. Og dermed er Caja Rural nu det eneste wildcard-hold uden etapesejr, mens Burgos har siddet på bjergtrøjen siden starten og Cofidis har haft en dag i førertrøjen og fortsat har en mand i top 10.

Caja Rural er dermed blevet den lille af de fire wildcard-hold, selvom de på papiret er det klart stærkeste af de tre små spanske hold. I dag har de i særlig grad grund til at ærgre sig, for holdet havde alle kortene på hånden. Ikke blot havde de i supertalentet Aranburu den hurtigste og en af de mest klatrestærke folk, de havde også i Jonathan Lastra den næst- eller tredjehurtigste. Og da Ben O’Connor oplevede endnu en skuffende nedtur ved hurtigt at falde fra, var de endda det eneste hold, der sad i overtal i finalen.

Desværre smed Aranburu atter det hele på gulvet. Præcis som i lørdags, hvor han iværksatte et helt uforståeligt angreb på en nedkørsel og derved tømte sig selv inden en spurt, hvor han alligevel blev nr. 2, brændte han krudtet af alt for tidligt. Ideen om at skabe udskilning på løbets hårdeste stigning var ikke dum, for det kunne som en markeret mand blive svært for ham at kontrollere finalen. Men hans voldsomt aggressive kørsel og gentagne forceringer virkede stærkt overdrevne og havde da også som konsekvens, at han til slut var helt tømt for kræfter på en bakke, der ellers for en frisk Aranburu havde været som skabt til at komme tilbage til den efterhånden mærkede Irurria.

Aranburus forcering havde imidlertid ikke kun en effekt på ham selv. Den dræbte også Gorka Izagirre, der måtte grave dybt for at svare på baskerens gentagne accelerationer og derfor heller intet havde at skyde med, da gruppen blev samlet til sidst. Dermed fortsatte en trist sæson for baskeren, der ellers lignede gruppens på papiret mest dekorerede rytter, men som slet ikke har fundet sine bedste ben i år. Samtidig tvang det Craddock til at grave dybt, og selvom amerikaneren, der med en sensationel top 10 i et Amstel Gold Race, hvor han var i udbrud over næsten alle 250 km har vist, at motoren er enorm, stadig havde nok i tanken til at blive nr. 3, er det meget tænkeligt, at hans hårde opkørsel til Aranburu og Izagirre kostede de kræfter, han manglede i finalen.

Dermed fik Aranburu med sin aggressive kørsel sendt løbets på papiret stærkeste til tælling, og derfor var der i finalen vendt helt op og ned på det billede, der havde tegnet sig først på etapen. Cavagna, der havde lignet en hængt kat på stigningerne, viste igen den motor, der gav ham en vild solosejr i Californien tidligere på året, men da han i finalen efter en punktering måtte lave sin tredje opkørsel - han var nemlig kørt alene op til udbruddet først på etapen - var der alligevel til sidst en grænse for, hvad det franske TGV-tog havde i tanken.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

I stedet var det Amanuel Ghebreigabhier og Damien Howson, som trådte i karakter. Mod slutningen af etapen var de klart det stærkeste, og det var da også en voldsom forcering fra eritreeren, som var ved at knuse Iturrias drøm til sidst. Desværre var Dimension Data-rytteren åbenbart så stærk, at han kørte de andre i sænk, og da han efter den røde flamme ingen hjælp fik, blev det blot til en 6. plads på en etape, hvor han ellers dokumenterede, at han fortjener opmærksom for andet end sit navn. Efter 3. pladsen på den sidste bjergetape i Burgos viste han atter en råstyrke, som vel lige nu gør ham til den mest spændende af de afrikanske professionelle, og det bør bare være et spørgsmål om tid, inden han vinder et cykelløb.

Også Howson fandt benene til sidst, men den tidligere U23-verdensmester på enkeltstart måtte sande, at en stor motor ikke var nok i en finale, der ikke var skabt til ham. Han fik dog bragt Mitchelton tilbage på sporet i et løb, hvor australierne ellers har haft det svært både i klassementet og på etaperne, ikke mindst da man missede udbruddet på 8. etape. I dag kom de endelig med, men det havde nok været sjovere at have været repræsenteret med de hurtigere Luka Mezgec, Dion Smith eller Nick Schultz.

Mitchelton lykkedes således med at komme afsted, men det var der andre, der ikke gjorde. Særligt må det gøre nas for Lotto, Trek og CCC, der primært er her for at jagte etaper, at de missede en af løbets absolut mest oplagte udbrudsetaper. Det samme gjorde Cofidis, Sunweb, Bahrain, der dog alle allerede har haft pæn succes, samt ikke mindst Ineos, der oplever en sjældent svær grand tour. Og dermed bliver briterne bare endnu et billede på, at det ofte er de små hold, der dominerer i en Vuelta, hvor træthed ofte kan vende op og ned på det gængse hierarki.

Alligevel er det fem af løbets forhåndsfavoritter, som skal slås om podiet, og de fik alle den perfekt dag på kontoret. Udbruddet kom fri allerede efter 10-15 km, og da Ineos og Deceuninck stoppede deres jagt, efter at Cavagna var kørt op, endte etapen som en sneglemarch tilbage fra Frankrig til Spanien. Det var til gengæld også en kærkommen lejlighed til at puste ud, for i resten af ugen er det kun lørdag, at klassementet ikke kan komme i spil.

De væsentligste udfordringer er naturligvis de tre store dage i de asturiske bjerge, men de er bestemt ikke de eneste. Allerede i morgen kan vi vente os et opgør, når feltet endelig rammer de mure, som er Baskerlandets sande varemærke, og hvor Miguel Angel Lopez, Alejandro Valverde og Nairo Quintana får en lille mulighed for at ryste Primoz Roglic. Etapen skal de dog nok ikke køre om, for det ligner endnu en stensikker dag for et udbrud.

Og hvem ved? Måske bliver det igen baskisk sejr til Euskadi på deres baskiske hjemmebane. Odriozola har jo åbenlyst flair for at skabe mirakler.

Favoritterne

Nok fandt dagens etape sted i Baskerlandet, men en rigtig baskisk etape var det ikke. Vi kender først Baskerlandet, når stigningsprocenterne er på den forkerte side af 10 og helst også på den kedelige side af 20. Den slags kom vi slet ikke i nærheden af på en dag, hvor højdemeterne nok var mange, men stigningerne mere spanske, end de var baskiske.

Heldigvis får vi også lov at møde det ”rigtige” Baskerlandet. Således kastes rytterne på den anden og sidste dag i den cykelgale region ud i den slags udfordringer, som de fleste kender til hudløshed fra Baskerlandet Rundt. I løbet af den lange rejse til Bilbao skal rytterne således over to rigtige mure, og i finalen skal de endda også over den stejle Vivero-stigning. Det var den, der var rammen om finalerne i både 2011 og 2016, hvor først Igor Anton tog en meget populær hjemmebanesejr i Vueltaens første besøg i Baskerlandet i mere end tre årtier og siden Jens Keukeleire vandt en reduceret massespurt for tre år siden.

Med den stejle mur efter Vivero-stigningen er en gentagelse af Keukeleires sejr helt udelukket. Faktisk ligger det i kortene, at der skal køres klassement til sidst. Vi vil slet ikke bliver overraskede, hvis Astana eller Movistar, som skal jagte tid ved enhver given mulighed lægger pres på på de sidste tre stigninger, inden Valverde, Quintana og Lopez skal angribe sloveneren på den sidste mur. Og selv hvis de af frygt for de kommende etaper vælger at tage den med ro på de to første stigninger, burde der være garanti for, at Roglic kommer under angreb på Arraiz-muren. Desværre for dem er det en stigning, som sloveneren vil elske, og det er nok snarere Lopez og Quintana, der vil få det lidt sværere mod de eksplosive Roglic og Valverde, men forsøget skal gøres - også selvom det formentlig ikke bærer frugt.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Det er altså en lille klassementsetape, men det er også en formentlig stensikker udbrudsetape. Egentlig er det en glimrende etape for Valverde, der vil være den store favorit i tilfælde af et opgør mellem favoritterne, men det er også en dag, hvor der kun kan vindes få sekunder. Med tanke på, at der fredag, søndag og mandag venter langt, langt vigtigere etaper, må man formode, at klassementsholdene sig i ro indtil tidligst på den første af de tre sene stigninger og senest på den sidste mur. Derfor er det også meget svært at se, hvem der skal køre et udbrud ind.

Det betyder også, at der vil blive angrebet i højre og venstre i den indledende fase, for alle ved, at udbruddet næsten med sikkerhed holder hjem. I dag kørte udbruddet relativt tidligt, og det kan altid ske så sent i en grand tour, hvor folk er trætte. Denne gang er starten dog flad, og det gør det vanskeligere for stærke folk bare at køre væk, og derfor forventer vi betydeligt mere kamp om at komme afsted. Det kan sagtens tage mere end en time, inden gruppen etableres, men derefter venter vi en gentagelse af dagens scenarium, hvor Jumbo lader forspringet vokse kolossalt, indtil Astana og Movistar måske sætter sig frem, og ellers indtil den helt sikkert voldsomme positionskamp frem mod den sidste mur, hvor man under ingen omstændigheder må sidde langt tilbage.

11. og 12. etape er helt forskellige. På 11. etape skulle man være stærkt for at ramme udbruddet i en vanskelig indledning, men til gengæld var afslutningen så let, at en relativt stor gruppe af ryttere kunne vinde. I morgen er det helt omvendt, for her er finalen så vanskelig, at vi skal have fat i de helt lette typer for at finde de mulige vindere. I sig selv er muren så vanskelig, at man skal være letvægter for at have en chance, men forud for det kommer endda to meget svære stigninger, som kan gøre det for svært for de lidt tungere puncheurtyper, som måske nok ville kunne vride sig over den sidste mur med et begrænset tab, hvis det alene var den stigning, der var udfordringen.

Det er ikke svært at pege på bjerggeder, der vil elske denne finale. Problemet er bare, at starten er pandekageflad. Det gør det til et sandt lotteri at ramme rigtigt, og det er derfor helt umuligt at spå om, hvem der kommer afsted. Det betyder også, at det godt kan betale sig for lidt tungere puncheurtyper som Philippe Gilbert og Zdenek Stybar at forsøge sig. Nok er der en stor risiko for, at de er overmatchet på den sidste stigning, men på en dag som denne kan man sagtens ende i en situation, hvor udbruddet udgøres af lutter tunge folk - og så kan folk som Stybar og Gilbert pludselig vise sig som de mest klatrestærke. Faktisk betyder det flade terræn, at det bliver en gigantisk udfordring for de små folk at komme afsted, og det gør det langt mere uforudsigeligt, end hvis starten havde været som i dag. Med andre ord: lad være med at sætte pensionsopsparingen på vinderen af denne etape. At gætte udbruddet sammensætning tenderer det umulige.

Når udbruddet er kørt, og afstanden har vokset sig stor, vil det blive en knaldhård finale. Som sagt er alle tre stigninger voldsomt svære, og der vil formentlig falde folk fra på dem alle. Det bliver derfor en meget aktiv afslutning, hvor alle vil være interesserede i at spare lidt på krudtet til muren, men hvor det også kan betale sig for de lette folk at rydde ud i rækkerne allerede på de første stigninger. Der er jo ingen grund til at slæbe folk som Stybar og Gilbert friske med hen til den sidste mur, hvis de skulle være med i gruppen. Efter toppen er der nemlig lidt tid til at komme tilbage.

Etapens lotteriagtige karakter gør os også noget tøvende i forhold til at pege på en favorit, men vi har valgt at sætte pengene på Oscar Rodriguez. Sidste år tog baskeren en nærmest sensationel sejr på La Camperona, og nu drømmer han om at gentage scenariet på sin baskiske hjemmebane. Euskadi er i forvejen fyldt med selvtillid efter dagens sejr, og de vil gøre alt for at gøre rent bord på de baskiske etaper. Derfor må de også satse 100% på at få deres kaptajn med i udbrud på en etape, hvor finalen passer ham. Nok er han ikke den mest eksplosive, men hans fremragende sejr på La Camperona sidste år viste, at han mestrer korte, stejle stigninger, og hans kørsel på særligt Alto Mas de La Costa bekræftede den tendens, samtidig med at den vidnede om storform,

Den store udfordring bliver for lille Higuita at ramme udbruddet, men forhåbentlig vil Euskadi gøre alt for at hjælpe ham med at komme afsted. Lykkes det, står han meget stærkt. Nok er han ikke hurtig, men finalen er svær nok til, at han kan køre alene hjem. Man kan frygte, at han ligger lidt for langt fremme i klassementet til at få lob, men med et tab på næsten et kvarter er han nok ikke en mand, man er bange for at give lidt plads. Derfor tror vi på anden baskiske sejr i træk.

En anden oplagt kandidat er Tao Geoghegan Hart . Mens Wout Poels meldes at ville spare sig til fredag, der passer ham fremragende, bør dette være en stor chance for briten, der efterhånden er kommet sig over sin sygdom. Han viste i hvert fald fin form med en 10. plads i Andorra, hvor han endda lå alene det meste af etapen, og selvom han måske ikke er knivskarp, har han niveauet til at vinde. Han er uprøvet på mure, men som en eksplosiv fyr med et god punch og en god spurt burde han kunne lide en afslutning som denne, ikke mindst fordi han kan slå de fleste små klatrere på stregen. Samtidig har han mere power end de andre klatrere i den flade indledning og et helt hold til at hjælpe ham med at komme afsted. Vi føler os ikke helt overbeviste om, at formen er helt skarp, men den burde være god nok til, at han kan vinde etapen i det rette udbrud.

Briterne kan også drømme om sejr til James Knox. Deceuninck-rytteren havde en svær start på løbet, hvor han blandt andet også kæmpede med to styrt, men nu har han fundet benene. Han kørte fremragende i Andorra og kørte endda sit livs enkeltstart. Han har smidt mere end et kvarte og burde således kunne få en del frihed, og han burde med sit punch være ganske god i denne finale. Også han kan få det svært i den flade start, men han har et brølstærkt hold til at hjælpe sig. Og som han særligt viste i Catalonien, kan han spurte, selvom han åbenlyst er mere puncheur end fladbanesprinter. Forhåbentlig tør han gå i udbrud inden de kommende bjergetaper. I givet fald er det i hvert fald en etape, der passer ham.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Den passer også næsten perfekt til Ruben Guerreiro. Den ellers så svingende portugiser har vel aldrig været bedre end netop nu, hvor han har imponeret med en 15. plads på Javalambre, der ellers burde være for lang, samt en 4. plads i Igualada, selvom han der kørte en meget aktiv og aggressiv finale. Også han kan få det svært i den flade indledning, men han har før med et topresultat i Bretagne Classic vist, at han også har power i terræn, der ikke er specielt svært. Han er dog først og fremmest puncheur, og derfor burde han kunne lide afslutningen. Samtidig har han blandt andet i Tour Down Under vi hurtighed på flad vej, og derfor står han stærkt, hvis han kan følge de bedste på muren.

Pierre Latour har begrænsninger i høje bjerge, og det betød, at Andorra sendte ham ud af klassementet. En sublim enkeltstart viste til gengæld, at det ikke er formen, som mangler, og han har nu tabt så meget tid, at Jumbo sagtens kan give ham 10-15 minutter. Med sin power har han bedre chance end mange andre for at ramme udbruddet, men til gengæld kan man frygte, at finalen er lidt for voldsom. Nok har han punch, men stejle procenter er ikke guf for den store Latour. Heldigvis er stigningen kort, og det er på korte stigninger, han er bedst. I en spurt kan han slå næsten alle, og derfor handler det først og fremmest om at få slæbt de 180 cm over den stejleste del af finalestigningen, hvis han har held til at ramme udbruddet.

Egentlig havde vi forberedt optakten med Sergio Higuita som favorit, men så skiftede vi mening. Den lille colombianer er nemlig bare 10 minutter efter i klassementet, og han er nok ikke en mand, man har lyst til at give for meget tid. Derfor kunne man sagtens forestille sig, at Jumbo vil lukke ham hurtigt ned i den flade start, hvor det er lidt lettere at bestemme, hvem der må komme afsted, og hvem der ikke må. EF må til gengæld kunne se, at det er en gigantisk chance for den lille colombianer, der med sit punch og sin spurt er som skabt til denne finale. Faktisk synes han at være fremragende på disse stejle mure, for da feltet skulle opad den stejle Puig Llorenca på 2. etape, var han den eneste, der kunne følge de fire giganter. Siden har han haft en lille nedtur og været i asfalten ikke færre end tre gange, men formen synes fremragende. På Alto Mas de La Costa kørte han næsten i top 20, selvom han styrtede bare 15 km fra stregen, og i Andorra blev han efter en dag i udbrud nr. 7, selvom Lopez rev ham med ned i forbindelse med styrtet på grusvejen! Faktisk virker Higuita så overbevisende, at vi vil gå så vidt som til at sige, at han næsten med sikkerhed vinder, hvis han stadig er med, når de rammer den sidste mur. Her bliver han svær at sætte, og i en spurt kan han slå stort set alle lette folk. Udfordringen er først at få lov og siden at have styrken til at komme fri i den flade start, der slet ikke passer ham.

En anden oplagt kandidat er naturligvis Jesus Herrada. Spanieren missede udbruddet i dag og vil utvivlsomt meget gerne afsted i morgen. Han har vist, at formen er eminent med sin fine kørsel på 6. etape og ikke mindst også som stærkeste mand i udbruddet på 8. etape. Han er også en af de ryttere, der har tilstrækkeligt med power til at gøre forskelle på det flade, og selvom han har tabt hurtighed, kan han stadig køre en hæderlig spurt. Problemet er snarere, at den sidste stigning kan være for stejl. Nok har han kørt flot på Green Mountain i Tour of Oman, men han risikerer at være lidt for tung, hvis han er oppe mod et par af de helt små fyre.

Egentlig burde Dylan Teuns vel være favorit på denne etape. Belgieren, der har været på podiet i Fleche Wallonne, er specialist i stejle mure, og da han også har en pæn spurt og åbenlyst er i fremragende form, står hans navn skrevet med fed over hele etapen. Han har også både i år og sidste år vist, at han som regel rammer de udbrud, han går efter, men spørgsmålet er, om han får lov. Selvom der næppe er mange, der frygter ham for alvor - heller ikke i kampen om top 10 - er der heller ingen grund til at lade ham komme afsted og dermed tvinge sig selv til at skulle holde udbruddet i snor. Vi tror derfor, at Teuns kan være lidt for låst til at gå efter en etape, der ellers passer ham perfekt.

Noget tyder på, at Astana har givet deres baskere lov til at gå efter en etapesejr i Baskerlandet. I dag var det Gorka Izagirre, der fik chancen, og derfor må det nu være tid for Omar Fraile. Baskeren er en sand udbryderkonge, og han er en mester i at ramme udbrud, også i en flad indledning. Formen synes slet ikke at være ringe, men spørgsmålet er, om en så stejl mur ikke er for meget for den temmelig store Fraile. Gruppen skal nok være rigtigt sammensat for, at han har en chance, men vi så også med sejren i Mende under sidste års Tour, at han godt kan tæmme stejle procenter. Og hans spurt er som bekendt en af de bedste blandt dem, der kan vinde denne etape.

Hvis Higuita ikke gå lov, kan EF i stedet satse på Daniel Martinez. Colombianeren har nemlig tabt betydeligt mere tid end sin landsmand, og da han er langt mere formsvag, er frygte for ham næppe enorm. Forberedelsen har været for ringe til, at han har fundet sit niveau, men en 10. plads på enkeltstarten vidner om, at benene bliver bedre. Han manglede stadig meget i Andorra og er heller ikke skabt til en eksplosiv finale, men han er stadig en af de bedre klatrere, der kan gå efter denne etape.

Det er Kilian Frankiny også. FDJ-rytteren ser ud til ligesom i sidste års Giro at blive bedre og bedre, og det kan gøre ham farlig de kommende dage. Desværre er han en ren klatrer uden meget punch, og etapen her passer ham derfor ikke som fod i hose. Spurte kan han heller ikke, men ligesom Martinez er han en fremragende klatrer. Er han ikke oppe mod alt for eksplosive folk, kan han sagtens vise sig som gruppens bedste.

Gianluca Brambilla skal også nævnes igen. Italieneren er stadig ikke, som han var i gamle dage, men hans evne til at ramme udbrud er stadig bemærkelsesværdig. Den næse bliver vigtig i denne lette indledning, og så må han bare håbe, at modstanden i udbruddet ikke er for voldsom. Han har masser af punch og en god spurt, men vi har også på det seneste set, at han mangler en del i forhold til de bedste. Alligevel var han tæt på at vinde en Giro-etape, og det viser, at han kan komme i spil, hvis udbruddet ikke er for stærkt.

Læs også

Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège

Nicolas Edet har allerede én gang været i trøjen, og det kunne han sikket godt tænke sig at komme igen. Han er næppe en rytter, som Jumbo er specielt bange for, men der kan være andre top 10-ryttere, som ikke synes, at han er sjov at sende afsted. I den flade indledning vil han være let at køre ind igen, og derfor kan man frygte, at han bliver låst. Kommer han med, passer finalen ham til gengæld fint, da han er en relativt eksplosiv fyr med en hæderlig spurt, og formen synes stadig at være pæn, selvom den måske ikke er på 100%, som hans ikke alt for overbevisende kørsel på 8. etape viste.

Som sagt har Wout Poels sagt, at han satser stort på Los Machucos, og derfor vil han formentlig spare sig. Ineos har omvendt også sagt, at de ikke kan tillade sig at være for kræsne, og de må for alt i verden ikke misse udbruddet for anden dag i træk. Det kan bringe Poels i spil alligevel, og det kan man faktisk håbe. Som en halvsadist, der elsker de stejleste af de stejle procenter, er han nemlig vild med en mur som denne, og selvom han først og fremmest har punch på bakker, kan han godt spurte, hvis modstanden er den rette. Formen er ikke oppe at ringe, men Poels vil i et udbrud altid være en af favoritterne i en gruppe som denne, især fordi han altid finder benene sidst i en grand tour.

Astana har valgt at give rytterne en vis frihed, og det kunne bringe Dario Cataldo i spil. Logikken siger egentlig, at stigningen er for stejl for en fyr som ham, men det var faktisk ham, der vandt på vanvidsstigningen Cuitu Negru helt tilbage i 2012. Det viser, at han godt kan kæmpe sig med over, og da han samtidig er hurtig på stregen, er det ikke en umulig finale for ham. Han viste med sin fantastiske kørsel for Lopez i Andorra, at formen i hvert fald er glimrende.

Det kunne også være en chance for dansk succes. Niklas Eg viste senest med en god enkeltstart, at den gode form fra Utah stadig er intakt, og i det amerikanske løb viste han også, at han smag for stejle procenter. Det er klart, at han som ren klatrer ikke er skabt til denne afslutning, men er sammensætningen rigtig, kan det sagtens være, at Eg er udbruddets mest formstærke klatrer, og så vil han være i stand til at køre alene hjem.

Endelig vil vi pege på den meget formstærke Zdenek Stybar og den stadig bedre Philippe Gilbert, som vi allerede fremhævede i går. Finalen her er for svær for dem begge, men som sagt kan man sagtens ende i en situation, hvor udbruddet ikke har mange letvægtere. I det tilfælde vil de kunne komme i spil, især hvis der køres langsomt over de første to stigninger. De har power til at ramme udbruddet, og de vil helt sikkert gøre forsøget inden bjergene. Stybar var ikke langt fra at følge favoritterne på den stejle stigning på 2. etape, og Gilbert har i sin storhedstid vundet på Mur de Huy, så det er ikke en afslutning, der under de rette omstændigheder er uden for rækkevidde.

Man må formode, at Alex Aranburu, der ellers ville være et oplagt kort til denne finale, skal spare sig lidt efter i dag, og det samme gælder for Gorka Izagirre, Lawson Craddock, Matteo Fabbro, Francois Bidard og den meget velkørende Amanuel Ghebreigzabhier. Resten af Astana og hele Jumbo ventes at spare sig, og Movistar vil sikkert gemme Marc Soler og Antonio Pedrero til bjergene og lade de tunge folk forsvare holdkonkurrencen. Finalen passer til Sergio Henao, men vi tror ikke længere, at han er god nok, og Fabio Aru må ventes at spare sig til de rigtige bjerge. Det er slet ikke en finale for David De La Cruz , Jesper Hansen Mikel Bizkarra, Peter Stetina, Daniel Navarro eller Louis Meintjes, og vi tror, at folk som Sergio Pardilla, Sander Armee, Sergei Chernetckii, Sergio Samitier, Sebastian Henao, den formsvage Mark Padun, Eros Capecchi, Jose Herrada, Jetse Bol, Darwin Atapuma, Cristian Rodriguez, formsvage Felix Grossschartner, Geoffrey Bouchard, Tsgabu Grmay, Nick Schultz, Stef Cras, Martijn Tusveld, formsvage Valerio Conti, Tomasz Marczynski og Fernando Barcelo, som alle kører godt opad, trods alt får svært ved at gøre det færdigt. Carl Fredrik Hagen og Hermann Pernsteiner synes at satse på klassementet, og Thomas de Gendt hader stejle procenter.

Som sagt tror vi ikke meget på, at favoritterne skal afgøre det, men det kan ikke helt udelukkes. Mest sandsynligt er det, hvis EF vælger at gå efter etapen med Higuita, men det kan blive svært for et hold, der bare har fem mand. En anden mulighed er, at udbruddet med en fyr som Higuita, Teuns eller Edet holdes i så kort snor, at en forcering fra Movistar eller Astana på de sidste stigninger kombineret med den benhårde positionskamp frem mod muren vil være nok til at skabe samling. En favoritafgørelse er således mulig, men den er usandsynlig.

Skulle det ske, må Alejandro Valverde være den store favorit, da han elsker stejle mure og er meget svær at slå i en spurt. Manden, der kan gøre det, er Sergio Higuita, der som sagt fulgte superkvartetten på de stejle procenter på 2. etape, og som er lynhurtig. Primoz Roglic er heller ikke langsom og vil have en lille chance. Tadej Pogacar kan afslutte, men han bør være langsommere end de tre ovennævnte, og vi så også på Mas de La Costa, at han sagtens kan blive sat af favoritterne på en stejl mur, der ikke passer ham. De er heller ikke ideel for Nairo Quintana og Miguel Angel Lopez, men Quintana kørte fremragende på Mas de La Costa, og Lopez er løbets stærkeste i bjergene. Derfor kan man ikke helt udelukke, at en af de to colombianere faktisk kan køre alene hjem. Pierre Latour er for tung til at kunne omme med hjem til en spurt, hvor han ellers ville stå godt.

Feltet.dks vinderbud: Oscar Rodriguez (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Tao Geoghegan Hart, James Knox (begge fra et udbrud)

Outsidere: Ruben Guerreiro, Pierre Latour, Sergio Higuita, Jesus Herrada, Dylan Teuns (alle fra et udbrud)

Jokers: Omar Fraile, Daniel Martinez, Kilian Frankiny, Gianluca Brambilla, Nicolas Edet, Wout Poels, Dario Cataldo, Niklas Eg, Zdenek Stybar, Philippe Gilbert (alle fra et udbrud)

Kandidater til et favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Alejandro Valverde, Sergio Higuita, Primoz Roglic, Tadej Pogacar, Nairo Quintana, Miguel Angel Lopez