Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 12. etape af Vuelta a Espana

Optakt: 12. etape af Vuelta a Espana

01. november 2020 14:13Foto: Unipublic / Photogomez Sport

Frygten for Angliru førte til en ærgerlig våbenhvile på den første af de to etaper i de asturiske bjerge, men det betyder til gengæld, at der er fyldt op i tanken til det helt store slag. Søndag går det nemlig løs med løbets vigtigste etape, når mytiske Angliru med sine urimelige procenter vender tilbage efter to års fravær og tilbyder Richard Carapaz hans helt store chance for at fravriste Primoz Roglic den røde trøje, han lige nu har lagt i et jerngreb trods den på papiret beskedne afstand ned til sin ecuadorianske rival.

Ruten

Vueltaen lider under en oplagt mangel på stigninger med samme mytiske status som dem, man finder i Giroen og Touren, men skal man pege på ét bjerg, mange forbinder med det spanske løb, må det utvivlsomt være Angliru. Ganske vist har bjerget slet ikke en lang historie, men dens skræmmende stejlhed fik en hel cykelverden til at falde ned af stolen, da det gjorde debut i 1999. Siden dengang har det fået en måske endnu vanskeligere søster i form af Monte Zoncolan på italiensk grund, men det ændrer ikke på, at Angliru stadig har legendarisk status og hører til blandt Europas allersværeste stigninger. Besøgene har været overraskende få, men i 2020 vender den endelig tilbage efter to års fravær og vil være rammen om afslutningen på den helt afgørende weekend i de asturiske bjerge. Med tanke på en lettere sidste uge, hvor det særligt er enkeltstarten, der skiller sig ud, kan det meget vel være nøgledagen, hvor klatrerne skal slå til, hvis de vil vinde Vueltaen - og samtidig kan de skrive sig ind i historien som en af de få, der har tæmmet et af sportens mest modbydelige bæster.

 

Vueltaen er mere end nogen af de tre grand tours begejstret for ideen om korte etaper, og det kommer til udtryk på denne dag, hvor der blot skal køres 109,4 km mellem La Pola Llaviana og toppen Alto de l’Angliru. Ligesom den foregående er der tale om en ”rigtig” bjergetape med hele fem bjergpas over den korte distance, men der lægges nu fredeligt ud, idet man kører ad en let faldende vej mod nordvest ud til byen Langreo.

 

Her tager man hul på en knap 40 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges én gang. Først går det videre ad den let faldende vej mod nordvest og sydvest, indtil man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Alto del Padrun (3,0 km, 6,6%), der stiger med 7-8% over de sidste 2,5 km frem mod toppen, som rundes efter 29,3 km. En snoet nedkørsel leder mod sydøst, inden man kører man nordøst ad en let stigende vej frem til kategori 3-stigningen Alto de San Emiliano (5,8 km, 4,9%), som bestiges fra sydvest og stiger med 6-7% over 3 km, inden den flader ud. Toppen rundes efter 43,0 km, hvorefter en nedkørsel leder mod nordøst tilbage til Langreo.

 

Efter rundstrækningen går det mod syd ad en let stigende vej ned til kategori 1-bjerget Alto de La Mozqueta (6,6 km, 8,4%), der er en stejl sag med ca. 12% over de første 2 km og derefter vekslende mellem 6 og 9% frem til toppen, der passeres efter 60,3 km. Herfra fører en kringlet nedkørsel mod syd, inden en let faldende dalvej fører feltet mod vest frem til byen Figaredo, hvor dagens spurt køres efter 77,0. Her drejer man mod sydvest af en flad dalvej, inden det går mod nordvest op ad kategori 1-bjerget Alto del Cordal, der som regel kommer forud for Angliru. Også den er en svær stigning, der over 5,4 km stiger med 9,3% i snit med 2500 lette meter som begyndelse, inden den herfra stiger med 10-14% stort set hele vejen op til toppen, der rundes efter 88,2 km.

 

Nu resterer bare 21,2 km, der er helt uden fladt terræn. En teknisk nedkørsel leder mod nordvest tilbage til dalen, hvor man fortsætter direkte mod nordvest op ad Alto de l’Angliru, der er uden for kategori. Stigningsprocenten over de 12,4 km er ganske vist kun 9,9, men tallene snyder. Efter en stejl rampe på 22,5% i bunden er de første 5 km frem til et fladt plateau nemlig ikke alt for svære med stigningsprocenter på ca. 8. Herefter går det imidlertid for alvor løs, og på de sidste 7 km ligger stigningsprocenten konstant på den forkerte side af 11. Det stejleste stykke på 23,5% kommer ca. 2 km fra toppen, men det fortsætter med at stige med 10% over den sidste kilometer frem til de sidste 400 m, der falder med 3%. Efter adskillige hårnålesving retter vejen sig ud over de sidste 1200 m, hvor den bugter sig indtil man rammer den 400 m lange og faldende opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3134 højdemeter.

 

Angliru blev senest benyttet i 2017, hvor Alberto Contador fik en drømmeafslutning på karrieren ved at vinde sin sidste bjergetape efter at være kørt væk på nedkørslen fra Cordal og herefter holde Sky-duoen bestående af Wout Poels og den førende Chris Froome bag sig. Forinden var man forbi i 2013, hvor Chris Horner på næstsidste etape konfirmerede sin sejr ved at distancere Vincenzo Nibali og blive nummer 2 bag udbryderen Kenny Elissonde. I 2011 grundlagde Juan Jose Cobo sin samlede sejr (der siden er blevet taget fra ham) ved at vinde på stigningen, mens Alberto Contador gjorde det samme med en solosejr i 2008. I 2002 knuste Roberto Heras alle rivalerne ved at vinde med mere end 1.30 ned Joseba Beloki, mens Gilberto Simoni var endnu mere suveræn i 2000, hvor han vandt med 2.19 ned til Jan Hruska. Jose Maria Jimenez blev første vinder på bjerget i 1999, hvor han slog Pavel Tonkov i en spurt på toppen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Ingen har lyst til at køre opad Angliru på våde veje, og alle frygter asturisk regnvejr. Vejrguderne er dog uhyre nådige, for mens den kommende uge ser ud til at blive våd, startende med en drivvåd mandag, ser søndag hæderlig ud. Ganske vist bliver det overskyet, men det bør holde tørt, og det bliver endda decideret varmt med en temperatur i dalen på hele 24 grader. Vinden vil blot være svag til let (8-9 km/t) og komme fra syd. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute, men i finalen vil der være sidemedvind fra bunden af Cordal og frem til bunden af Angliru. Her vil der først være sidemedvind på det allerførste stykke, men derefter skiftevis side- og modvind. Der vil være modvind på de sidste 3 km.

 

Analyse af 11. etape

Det er blot en god uge siden, at jeg indledte min analyse af Giroens 17. etape med spørgsmålet, om en grand tour kan være for hård. Det var den dag, hvor en samlet favoritgruppe var rullet op ad den lette stigning til Madonna di Campiglio, fordi alle frygtede det, der ventede på Stelvio dagen efter, og hvor der derfor lynhurtigt blev erklæret våbenhvile.

 

I dag er får man lyst til at stille samme spørgsmål. Dagens 11. etape var med sine stejle asturiske bjerge ellers så løfterig, men den endte med en fuser, der ikke var meget mere underholdende end sidste uges italienske våbenhvile. Et stort set samlet favoritfelt ankom til målet i flok, og havde Dan Martin ikke forceret til sidst, var der næppe heller opstået de få forskelle, der i sidste ende kostede et par mand nogle i det store billede næppe afgørende sekunder.

 

Der var ellers store forskelle på denne spanske og sidste uges italienske fuser. I Giroen var etapen nemlig bare dårligt designet med to lette stigninger til sidst, men dengang havde etapen masser af terræn med de 5000 højdemeter over bare 170 km. Nuvel, de vanskeligste stigninger kom ganske vist midtvejs, og der var da heller ikke lagt op til favoritopgør, før man ramte de sidste 5,5 km, men de var til gengæld også så stejle, at Chris Froome og Alberto Contador for seks år siden udkæmpede en minderig duel, hvor de distancerede deres nærmeste rivaler med næsten et minut, alene i kraft af Froomes talrige angreb på den førende spanier.

 

På den baggrund var det med god grund, at alle forventede noget stort i dag. Situationen i klassementet tilsagde nemlig også, at der måtte ske noget. Efter at Primoz Roglic i går ved skrivebordet fik sine 3 sekunder tilbage og således nu er i samme tid som Richard Carapaz, er udsigterne endnu mere dystre for sidste års Giro-konge. Selvom han hidtil har kørt i rødt, har han nemlig reelt været langt efter sloveneren, der har enkeltstarten i baghånden og således hele tiden har været at regne som løbets førstemand.

 

Sammenligner man de to kamphaners evner i kampen mod uret i sidste års Giro, tog Roglic over knap 60 km hele 3.28 til sin rival. Det gjorde han endda, selvom alle tre enkeltstarter var voldsomt kuperede, og han endda var syg og underpræsterede kraftigt på de sidste 17 km. Over de 34,8 km på den lange enkeltstart tabte Carapaz hele 1.55, og der var endda tale om en halv bjergenkeltstart. Selvom det er rimeligt at antage, at ecuadorianeren har forbedret sig efter skiftet til Ineos, vil det således på de flade galiciske veje tirsdag være rimeligt at forvente, at han taber mindst to minutter til den slovenske førstemand.

 

I det lys virker det helt uforståeligt, at Carapaz lod dagens mulighed gå til spilde. Tredje uge er let, og han kan ikke regne med at vinde alverden på La Covatilla næste lørdag. Med andre ord er det nu morgendagens gigantiske slag på Angliru, der mere eller mindre egenhændigt skal afgøre, om Carapaz kan vinde Vueltaen.

 

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet, om en grand tour kan være for hård. Ifølge Ineos selv var det nemlig netop frygten for den brutale tinde, der afholdt Carapaz fra at gøre et forsøg, og tilsyneladende tænkte alle andre det samme. Ineos-mandskabet viste nok engang sin svaghed, da Carapaz hurtigt blev isoleret, og uden et hold til at lægge presset blev det ifølge ham selv for let til at gøre et forsøg. Samtidig vidste alle, at det var op til Carapaz at komme med det angreb, alle forventede, og det er en ganske plausibel forklaring på, at alle holdt igen, når nu det aggressive Movistar-hold med Marc Soler i front ikke skulle nogen steder. Mens Carapaz ventede på, at andre ville gøre løbet hårdere med deres angreb, og de andre ventede på Carapaz, gik kilometerne stille og roligt Roglics vej, mens han trygt sad flankeret af hele fire holdkammerater anført af en dybt imponerende Jonas Vingegaard, mens en ensom Carapaz desperat spejdede efter Ivan Ramiro Sosa, der nok engang skuffede fælt.

 

Det gode ved den afventende kørsel er naturligvis, at der så er lagt i kakkelovnen til noget stort søndag. Den italienske våbenhvile blev som bekendt erstattet af et af årets bedste cykelløb på Stelvio, og når de i morgen rammer Spaniens og ifølge mange Europas næstværste cykelbjerg, er våbenhvilen erstattet af en krigserklæring. Det giver heldigvis sig selv, for på Angliru ender det altid mand mod mand i et nærmest helt rent opgør i watt pr. kg uden mange taktiske overvejelser, og når man dertil lægger, at det nærmest kun er Roglic og måske Dan Martin, der ikke har det store at miste, var dagens skuffelse heldigvis blot opvarmning til det mest afgørende opgør i kampen om den samlede sejr.

 

Helt begivenhedsløst var det dog ikke. Movistar gjorde helt som forventet, da det spanske storhold naturligvis ikke kan være tilfredse med tre mand på sekundære top 10-placeringer. Det stod skrevet i alle drejebøger, at Marc Soler eller Alejandro Valverde skulle spilles tidligt ud, og derfor var Solers angreb på Cobertoria noget af det mest forudsigelige på en etape, hvis finale udviklede sig mindre forudsigeligt.

 

Jumbo håndterede imidlertid det hele klogt. Det var egentlig lidt overraskende, at spanieren rejste sig så flot, for han har vist store svaghedstegn på det sidste. Først mistede han tid i går, og i dag var han endda sat tidligt på etapen. I det lys var han næppe en mand, der tændte mange alarmklokker hos det hollandske mandskab, og de lod ham da også uden videre køre op til de forreste uden at løfte mange øjenbryn.

 

På den måde blev situationen faktisk helt glimrende for Roglic og co. Med Soler hængende ude foran var Movistars aggression lagt på hylden, og så skulle de blot holde ham i en snor, hvor han ikke kom for tæt på den slovenske førertrøje. Undervejs på etapen fejltolkede jeg nok Jumbos lidt aggressive føringsarbejde fra start som udtryk for, at Roglic ville vinde etapen, men det var næppe nogensinde på dagsordenen. David Gaudu udgjorde en ganske svag trussel mod trøjen, og derfor skulle udbruddet holdes i rimelig snor. I den sammenhæng var det klogt at maksimere udbyttet af Paul Martens i den indledende fase i stedet for at lade forspringet med det samme nærme sig den kritiske grænse.

 

Dermed blev situationen aldrig så farlig, at Jumbo blev tvunget til at køre rigtigt stærkt, heller ikke da Soler senere spillede ud, og med det fornemme arbejde fra Vingegaard, der for første gang i år stillede det store potential, vi så i Polen, til skue, lykkedes det hollænderen at kontrollere løbets samlet set vanskeligste etape stort set ved kun at bruge tre mand, før Robert Gesink og George Bennett måtte træde lidt i karakter til sidst.

 

Faktisk endte Movistar med at få meget lidt ud af anstrengelserne. Fantastisk arbejde af Nelson Oliveira havde ellers givet ham 2.30 og dermed bragt ham et godt stykke nærmere podiet, men til sidst endte Soler med at sætte sig mellem to stole. I sprintermatchen mod Gaudu på den sidste kilometer gik det nemlig så meget i stå, at Martin med sin afsluttende forcering kostede et minut af Solers hårdt tilkæmpede forspring. I lyset af at Gaudu var storfavorit i en eksplosiv spurt på den sidste kilometer, havde det nok været klogt at sælge etapen til fordel for mere tid i klassementet. Men det er som bekendt let at være bagklog…

 

I stedet gik sejren så til Gaudu, og den faldt på et lige så tørt sted, som hvis den var gået til det nødlidende Movistar. Nok har FDJ vundet masser af cykelløb - det er som bekendt Arnaud Demare, der topper sejrslisten ganske suverænt - men Gaudu selv har haft en katastrofesæson, der har fået i hvert fald mig til kraftigt at betvivle, om han nogensinde bliver så god, som han i perioder har antydet. Senest faldt han igennem på Moncalvillo, men i dag fik han noget tiltrængt oprejsning. Hvor meget det rækker til i det store billede, er dog nok tvivlsomt, for at slå en Soler, der har virkede mærket på det sidste, og en Guillaume Martin, der åbenlyst alligevel blev træt, da han for fjerde gang på en uge skulle køre om en etapesejr fra et udbrud, siger meget lidt om, hvor den franske guldfugl lige nu står i forhold til de store navne.

 

Det hierarki er stadig det samme, som det var efter Moncalvillo, for i dag blev vi ikke spor klogere. Aleksandr Vlasov fik med sit angreb bevist, at han vitterligt har kommet helt igen efter sin rustne start, men ellers gik alt, som man kunne forvente. At Martin kan spurte på den sidste kilometer, vidste alle, ligesom det ikke er et chok, at Hugh Carthy mister nogle sekunder, når det reducerede til en ren spurt, præcis som Mikel Nieve og David De La Cruz altid vil gøre det. At Felix Grossschartner har det svært efter 5000 højdemeter, kan heller ikke chokere, og at Alejandro Valverde ikke er helt sig selv, vidste vi også godt. Den eneste positive indikation var, at Enric Mas efter en uge 1 med klar pil nedad, synes at have en uge 2 med klar pil opad. Og så ender det såmænd nok, som det plejer, nemlig at spanieren nok engang er allerbedst sidst i en grand tour.

 

Helt omvendt er det med Esteban Chaves. Man kan ikke undgå at have så ondt af den stakkels colombianer, der har fået sin karriere ødelagt af kyssesyge og nu er reduceret til et sekundær rytter i feltet. At uheldene samtidig skal regne ned over ham, så han i dag havde sin anden kritiske punktering på et afgørende tidspunkt - præcis som han sidste år havde masser af uheld i dette løb - er på ingen måde rimeligt. Til gengæld er det nok tvivlsomt, om dagens kollaps skyldtes de brugte kræfter, for Chaves’ historik efter sygdommen er nemlig helt entydig. En god start efterfølges altid af et sammenbrud, og det eneste nye er denne gang, at han har holdt i næsten to uger. Heldigvis for Mitchelton var det så den delvist genfødte Nieve, der arvede hans plads i top 10, men om den holder hele vejen i kamp mod formstærke Vlasov er nok tvivlsomt, hvis han ikke får skovlen under Grossschartner, Valverde og Soler, der alle kunne ligne usikre kort i den aktuelle top 10.

 

Den usikkerhed burde vi jo have fået fjernet meget af i dag, men sådan gik det ikke. Angliru er så skræmmende, at tilbuddet om våbenhvile blev accepteret, præcis på samme måde som udsigten til Stelvio fik alle til at skrive under på en italiensk våbenhvile for en uge siden. Heldigvis har Carapaz ligesom Tao Geoghegan Hart sørget for at få indføjet et ”31. oktober kl. 23.59” under punktet ”Udløbsdato”, og han har formentlig allerede gjort krigserklæringen klar. Den udvalgte slagmark til søndagens opgør kunne nemlig ikke være meget mere frygtindgydende.

 

Favoritterne

Der er noget ganske særligt over søndag d. 1. november. Tilbage i 1999 satte Vueltaen en helt ny standard for, hvad man kunne byde rytterne, da de for første gang sendte rytterne op ad Angliru. Nu er det jo meget individuelt, om ryttere foretrækker stejle eller blødere stigninger, og om de har det svært med højder eller ej - en faktor, der ikke kommer i spil søndag - men ser man alene på procenterne, var Angliru dengang noget særligt. Den var endda så særlig, at flere ryttere protesterede højlydt, særligt David Millar, der mente, at den slags ikke havde sin gang i cykelsporten.

 

Millar blev dog taberen i det spil. Fansene elskede denne modbydelige satan, der siden har fået en italiensk søster i Monte Zoncolan, som mange betragter som endnu sværere. I det hele taget er det blevet en hobby for diverse løbsarrangører at opdyrke de stejlest mulige stigninger, og i sommer var Patrick Lefevere også ude i et af sine mange vredesudbrud, da det gik op for ham, at Touren havde ”opfundet” Col de la Loze, som dog slet ikke har samme procentmæssige vanskelighed som Angliru og Zoncolan. Vueltaen har naturligvis rekorden og elsker at opfinde en ny mur pr. sæson, og efter at man i hele 6 år lyttede til protesterne og droppede Angliru, er den nu tilbage ca. hvert tredje år.

 

Den slags stigninger er vitterligt også specielle. Her betyder taktik og vind stort set intet, og meget ofte ender det meget hurtigt som en slags bjergenkeltstart, hvor man mand mod mand kæmper sig mod toppen i et rent opgør på watt pr. kg. Derfor spiller det heller ingen væsentlig rolle, at de denne gang hovedsageligt vil have modvind, for forskellene skal nok komme. Den taktiske udfordring består først og fremmest i at disponere rigtigt, for det siger sig selv, at en eksplosion halvvejs oppe ad bjerget kan koste dyrt. Det samme kan en dårlig dag, og man skal bare kigge på vindermarginerne fra tidligere for at forstå, at vi går mod enorme forskelle på denne løbets vigtigste bjergetape, der helt naturligt er kulminationen på løbets traditionelle nøglepunkt, den altid svære næstsidste weekend.

 

Efter dagens våbenhvile er der som beskrevet i analysen lagt i kakkelovnen til et stort slag mellem favoritterne, men spørgsmålet er, om de også skal køre om etapesejren. Historien taler sit tydelige sprog. Blandt de syv hidtidige besøg er det kun Kenny Elissonde, der er lykkedes med at vinde fra et tidligt udbrud. Dertil skal så lægges Alberto Contadors sejr fra 2017, hvor han næppe havde vundet, hvis ikke han var kommet væk på nedkørslen fra Cordal, men det var trods alt ikke en tidlig udbryder, der løb med gevinsten.

 

Det er på alle måder logisk. Angliru er et bjerg, alle gerne vil vinde på, og derfor taler meget for, at det igen bliver en favorit, der skal hyldes. Udfordringen er, at etapen er ganske svær, og det er ikke hvem som helst, der kan kontrollere den.

 

Det hold, der har allermest interesse i at skabe samling, er naturligvis Ineos, men igen er spørgsmålet, om de er stærke nok. Jumbo skulle ikke træde til mange gange i dag, før Richard Carapaz var alene, og det er ildevarslende. Heldigvis for ecuadorianeren er denne etape trods alt lettere, og Ineos vil formentlig komme længere i forsøget denne gang. Dertil kommer, at finalen er meget, meget vanskeligere, og da det plejer at ende som mand mod mand langt fra toppen, vil et udbrud tabe megen tid til de bedste alene på finalebjerget. Hvis Ineos med det samme tager kontrol på den bare 109 km lange etape, bør et udbrud få svært ved at få så stort et forspring, at de kan holde hele vejen opad Angliru.

 

Det helt store spørgsmål er, hvor sulten Roglic er. I dag var han fint tilfreds med at komme let igennem, men det er ikke helt urimeligt at tro, at han meget gerne vil vinde på løbets mest mytiske stigning. Hans hold går ind til to dage, der reelt begge er at regne som hviledage, og heller ikke de næste tre etaper bliver alt for krævende for mandskabet. I det lys kan han godt tillade sig at gå efter sejren, også selvom det naturligvis indebærer en risiko at bringe bonussekunder i spil.

 

Der er dog også andre hold. Aleksandr Vlasov må være sprængfyldt med selvtillid, og dette er hans næstsidste chance for at vinde en etape. Hans podiechancer er ikke længere reelle, så hans bedste udkomme er en etapesejr. At vinde Angliru vil være en stor trøstepræmie efter nedturen på 1. etape. Sætter Astana deres stærke hold ind i jagten, bliver det endnu sværere for udbruddet. Det er bestemt heller ikke utænkeligt, at Hugh Carthys EF og Wout Poels’ Bahrain-Merida vil lægge sig i selen, og selvom de ikke har så meget at komme med, har lidt også ret i jagten på et udbrud, hvis flere hold slår sig sammen.

 

Hvis Roglic vil vinde, er jeg ikke så meget i tvivl om, at udbruddet hentes, men selv uden Jumbo-jagt tror jeg, at vi får en favoritafgørelse. Jokerholdet er Movistar, for jeg er ret spændte på, hvordan de griber etapen an. Logikken siger, at man skal spare sig til Angliru, men spørgsmålet er, om de vil lade sig slæbe hen til henrettelse af Roglic og Carapaz. Mens alle andre formentlig venter til bæstet i finalen, vil jeg ikke blive overrasket, hvis Movistar atter sender forposter afsted og dernæst sender Marc Soler eller Alejandro Valverde afsted allerede på Cordal. Og så viste Contador os jo for tre år siden, at selv nedkørslen kan bruges offensiv, da der slet ikke er nogen dal mellem de to stigninger.

 

Uanset hvad må det blive endnu en angrebsfest, og da det igen er en vigtig dag for bjergtrøjen, tror jeg, at Guillaume Martin vil afsted igen. Nok fører han stort, men en sejr til Carapaz i dag kan stadig nå at åbne konkurrencen en anelse op. Samtidig er det hans næstsidste chance for at vinde en etape, så det vil ikke undre mig, hvis Cofidis igen holder et udbrud, der måtte slippe afsted i den flade start, i så kort snor, at han kan springe op til dem på de første stigninger.

 

Gør de det, kommer der formentlig noget substans i udbruddet, for så har de bedre klatrere en reel chance for at komme afsted. Til gengæld tror jeg ikke, at gruppen denne gang vil være nogen stor trussel mod trøjen, for de første stigninger er ikke alt for svære og derfor ret nemme for Jumbo at kontrollere. Når elastikken så er knækket, vil jeg tro, at Ineos med det samme tager kontrol, som de gjorde det i dag, og så må vi se, om Roglic også vil vinde, eller om ikke Astana og måske EF eller Bahrain vil give en hånd med.

 

Konklusionen er altså, at jeg tror på en afgørelse mellem favoritterne, og som sagt er der ikke så meget at diskutere på Angliru. Her er der meget lidt taktik involveret, og bedste mand kommer som regel først til toppen efter et opgør mand mod mand.

 

Det får mig til at pege på Primoz Roglic som favorit. Vi så forleden, at han var stærkeste mand på Moncalvillo, og han har i det hele taget virket temmelig uhyggelig siden nedturen med regnjakken. Denne gang er der dog måske lidt håb, for vi aner ikke, hvordan Roglic er på denne type stigning. Vi ved, at han er god på stejle procenter - tænk Moncalvillo, Col de la Loze, Pas de Peyrol eller Los Machucos - men hver gang har det været relativt eksplosive indsatser. Her skal han håndtere de stejle procenter i lang tid, ogdet er et åbent spørgsmål, hvordan han klarer det.

 

Col de la Loze er nok svaret på, at han vil gøre det godt. Her var den stejle del nok ganske kort, men den kom efter en lang og vanskelig stigning. Her endte det også mand mod mand, og selvom han blev slået af Miguel Angel Lopez, der havde fordel af højderne, kørte han fra en vis Tadej Pogacar. Hvis det er den standard, vi kan forvente, er der intet, der tilsiger, at Roglic ikke også kan tæmme Angliru. Derfor må han være manden, der skal slås.

 

Hans værste rival er selvfølgelig Richard Carapaz. I teorien skulle man mene, at en ren bjergrytter som ham burde være i sit es på sådan en stigning, men faktisk havde han sin dårlige da på netop Monte Zoncolan i Giroen i 2018. Det er naturligvis et dårligt varsel, men til gengæld rejste han sig med en fin kørsel på Mortirolo sidste år, og faktisk har han en herlig historik på netop Angliru. Det var nemlig hans 11. plads her for tre år siden, der for alvor fik mig til at sætte kryds ved ham som kommende grand tour-stjerne.

 

Der er da heller ikke andet belæg end Zoncolan-nedturen for at hævde, at Carapaz ikke kan køre denne type stigning, og hans form synes fremragende. Det er ikke mange, der har kunnet give Roglic så hård modstand, som den lille ecuadorianer gjorde i onsdags, og skal man tro ham selv og Ineos, var dagens passivitet alene et udtryk for en bevidst prioritering som skrevet i analysen ovenfor. Han havde da heller ikke problemer med at gå med til sidst, og der er derfor al mulig grund til at tro, at Moncalvillo-formen er intakt. Nu skal han så bare vise, at Zoncolan-nedturen var en enlig svale, og at vi i stedet skal regne med en gentagelse af den fornemme kørsel på netop Angliru i 2017.

 

Manden, der måske kan slå de to favoritter, er vel først og fremmest Aleksandr Vlasov. Det var et stort tab for løbet, at hans dårlige dag på Arrate og den frysende nedtur på Formigal har sendt ham ud af topkampen, for hans niveau synes at være tæt på de bedstes. Hidtil har han draget fordel af sit tidstab til to gange at snige sig væk, men i morgen er det tvivlsomt, om han kan drage fordel af taktikken. På Angliru handler det som regel bare om gode ben, men dem synes han også at have. Han er så ubeskrevet, at vi ikke kender meget til hans evner på denne typer stigninger, men manden vandt trods alt på stejle Kitzbüheler Horn sidste år, og selvom selskabet bestemt ikke var skræmmende, indikerer det, at han mestrer en stigning som denne. Det bør en ren klatrer som ham da også gøre, og da det er hans niveau, der lige nu synes mest uklart, må han være største trussel mod sejr til de to favoritter.

 

Det er dog også dumt at undervurdere Wout Poels. Hollænderen har altid elsket stejle procenter, og han har en skræmmende historik på denne stigning. Som helt ung blev han i 2011 nr. 2 bag Juan Jose Cobo - og i dag står han endda noteret som vinder - og det gjorde han endda, selvom han på mere ”almindelige” stigninger ikke kunne matche de bedste. I 2017 var han og Froome fabelagtige, og Froome havde faktisk planer om at forære sejren til sin holdkammerat, men de to Sky-ryttere fik akkurat ikke indhentet Contador, der var kommet væk på nedkørslen. Det siger alt, om hans evner på denne stigning, og han har endda været i fremgang gennem hele løbet og synes at nærme sig sin klassiske tredjeugesform. Dagens spurt, der egentlig burde passe ham, var måske en anelse bekymrende, men holder den generelle trend, skal man ikke udelukke, at Mr Angliru denne gang kan krydse stregen som nr. 1 og ikke nr. 2, som det er sket de seneste to gange, han har kørt stigningen.

 

Som skrevet i analysen var Enric Mas dagens positive oplevelse. Spanieren blev ringere og ringere i uge 1, men synes nu at være tilbage på det klassiske Mas-spor, der tilsiger, at han bliver bedre og bedre. Han virkede i hvert fald meget overbevisende i dag, og han har et herligt minde fra Angliru, der må inspirere ham. For tre år siden var han i sin grand tour-debut i udbrud, tog en føring for sin læremester Contador og endte alligevel på en 17. plads i samme tid som blandt andre Miguel Angel Lopez. Som rigtig dieselklatrer burde han også elske denne form for opkørsel, og med den formfremgang, man fornemmede i dag, skal man ikke helt udelukke, at han atter kan få vist sig frem på det bjerg, hvor han første gang viste sit potentiale som grand tour-rytter.

 

Hvordan har Hugh Carthy det? Det er lidt svært at sige. I uge 1 var han fremragende, men på Momcalvillo var han lidt svær at vurdere, fordi han brugte sit krudt alt for tidligt. Nu har han lært at køre mere afventende, og hans tidstab i dagens eksplosive finale er ikke nødvendigvis et problem for en fyr som ham. Spørgsmålet er, hvordan en stor fyr som ham har det med så stejl en stigning. Heldigvis kørte han fremragende på Mortirolo sidste år, og hans dieselklatring burde også passe fint til Angliru. Alligevel sidder jeg efter i dag med en lille fornemmelse af, at han er ved at tabe en anelse niveau, som han også gjorde i Giroen sidste år. Hvis til gengæld han stadig kører som i uge 1, bør han efter Mortirolo-præstationen være en af de allerbedste.

 

Hvad så med Dan Martin? Den er også ret tricky. På den ene side elsker han stejle procenter, men på den anden side er det godt nok en voldsom sag for en mand, der er mere puncheur end klatrer. Formen synes stadig fremragende, og han forsvarede sig godt på Moncalvillo, men det her er noget andet. Da han kørte stigningen som ung for ni år siden, havde han ikke noget specielt stor, men heller ikke nogen katastrofal dag. Min fornemmelse er stadig, at den er lidt for svær til ham, men med hans nuværende form kan han sagtens overraske mig igen.

 

Det er lidt svært at se andre mulige vinder fra et favoritopgør, og i stedet vil jeg pege på udbrydere som de næste kandidater. Denne gang tror jeg, at vi skal lidt længere ned i klassementet for at finde de bedste kandidater, for en lidt lettere start gør det sværere for de bedst placerede at komme afsted.

 

Her vil jeg særligt fremhæve Jan Hirt. Tjekken er som bekendt uhyre svingende, men ofte finder han formen mod slutningen af en grand tour. Dagens flotte præstation indikerer, at det er tilfældet igen denne gang, og Angliru er som skabt til netop ham. Hirt har på Rettenbachferner og Kitzbüheler Horn vist, at han er specialist i ”watt pr. kg”-stigninger, og sidste år rejste han sig fra en ellers skuffende Giro ved at blive nr. 2 på kongeetapen efter fornem kørsel på Mortirolo. Det er en udfordring for en dieselklatrer som ham at ramme udbruddet, men lykkes det bliver han svær at slå, hvis han holder det niveau, han havde i dag.

 

Igen må man også nævne Guillaume Martin. Ganske vist skuffede han i dagens finale, men man må stadig tage hatten af for, at han fire gange har kørt om sejren fra et udbrud. Det vidner om glimrende form, og som sagt taler meget for, at Cofidis vil gøre alt for at få ham afsted. Selve stigningen burde ligge perfekt til netop en type som ham, og vi skal trods alt ikke længere tilbage end til 7. etape, før han sidst kørte fra folk som Sepp Kuss, George Bennett og Mikel Nieve på en stigning. Rammer han udbruddet, er der gode chancer for, at han er bedste mand.

 

En anden kandidat kunne være Sergio Henao. Jeg har ellers gang på gang begravet colombianeren, der er en skygge af den superpuncheur, der engang dominerede de stejleste mure, men i dette løb har der været en vis genfødsel. Hans speciale har altid været de stejle procenter, men det har dog kun været på korte bakker. I teorien burde han dog kunne gøre det hæderligt på en stigning som denne også, men han har stadig meget at bevise efter en svær tid.

 

En joker er Clement Champoussin. Som frygtet i gårsdagens optakt er det ved at skrabe på for den unge rytter, der mangler robusthed på dette niveau, men vi ved også, at unge ryttere kan være meget svingende. Alt taler for, at han formentlig får det svært i resten af løbet, men skulle der bare have været tale om en offday, vil det være dumt at udelukke ham. I hvert fald klatrede han med de bedste så sent som i onsdags, og han burde som ren klatrer elske denne finale.

 

Jeg tror slet ikke, at han får lov, for Roglic tør næppe undvære ham på løbets vigtigste stigning, men Jumbo har kørt så specielt i dette løb, at man ikke helt kan udelukke, at Sepp Kuss ryger med som kontrollant, hvis det skulle eksplodere tidligere i løbet. Det gjorde han som bekendt på Acebo-etapen sidste år, og efter at have siddet på hjul hele dagen kunne han let vinde etapen. Med de ben, han har vist, synes det næsten givet, at han vil vinde, hvis han sidder i et udbrud, der holder hele vejen, særligt på en stigning som denne. Der er ikke meget, der tyder på, at situationen opstår, men skulle det ske, vil han være klar til at slå til.

 

Mattia Cattaneo kom ind til løbet efter en lang skadespause, men han har overrasket sig selv med sit fine niveau. Formen synes i fremgang, og han har tabt så meget tid, at han burde have en fair chance for at køre i udbrud. Jeg er lidt bange for, at han ikke er den største fan af så stejle procenter, men meget vil tale for, at han vil være en af de bedste i udbruddet, hvis han skulle ramme rigtigt.

 

Man må vel også nævne Ion Izagirre . Nok er det ikke meget, vi ser til baskeren, men i søndags mindede han os om, at han altid er stærk, når han rammer udbruddet, selv når formen synes i bund. I dag sad han relativt længe hos Vlasov, og han har i Baskerlandet Rundt vist, at han er god på stejle procenter. Denne stigning er klart for lang til at passe ham, men i den rette gruppe kan han utvivlsomt vinde med de ben, han havde forleden.

 

Jeg vil også pege på Nans Peters. Franskmanden var måske bedre end nogensinde på 6. og 7. etape, men siden har vi ikke set det store til ham. Vi ved dog også, at han er uhyre svingende, og som udbryder har han jo bare skullet slappe af de fleste dage. Har han benene fra tidligere på ugen, vil han have en fair chance, også selvom der er risiko for, at han vil være oppe mod mere typiske klatrere bedre skabt til en stigning som denne. Da han i tirsdags kørte fra Kuss og co., viste han dog, at han bestemt ikke skal undervurderes.

 

Forud for etapen i dag ville jeg ikke have nævnt Nick Schultz, der burde finde en sådan stigning for lang. Ikke desto mindre imponerede han stort i dag, hvor han slæbte den lidende Chaves hele vejen til mål. Selvom Nieve stadig er inde i topstriden, må Mitchelton køre med en vis frihed nu, og Schultz bør være bedste mand til at ramme et tidligt udbrud. Stigningen er nok for lang, men på dette tidspunkt i en grand tour handler meget også om friskhed. Og den synes han at have.

 

Hele smøren om Kuss kunne gentages om Michael Woods. Han er eneste mand, der kan sidde med Carthy efter Cordal, og derfor tror jeg ikke, at han får lov at røre sig. Hvis til gengæld han får friheden, burde han stå ganske stærkt. Han elsker nemlig stejle procenter mere end noget andet, og selvom denne stigning er for lang til, at den rigtigt tiltaler ham, blev han trods alt nr. 10 for tre år siden. I et udbrud bør han med sin nuværende form være en af de bedste.

 

Endelig vil jeg pege på Georg Zimmermann. Den unge tysker har været uhyre svingende i dette løb, men i dag viste han, at han stadig har en eller anden form for friskhed. Det vil stadig være en mindre sensation, hvis en mand, der nok mere er puncheur end klatrer, ender med at vinde her, men han har generelt været imponerende gennem hele løbet. Med de ben, han viste i dag, er det vel ikke helt umuligt.

 

Som sagt tror jeg, at det bliver svært for klassementsryttere at ramme udbruddet, og det bør udelukke Marc Soler, Felix Grossschartner, Alejandro Valverde, Mikel Nieve, George Bennett, David Gaudu, David De La Cruz og Esteban Chaves, der tillige igen synes at være faldet sammen. Som nævnt kunne Soler og Valverde tænkes at prøve allerede på Cordal, men herfra kan de ikke opbygge et tilstrækkeligt forspring. Gorka Izagirre må være overmatchet på denne type sitgning, og Gino Mader virker for træt. Stigningen må også være for svær for Andrea Bagioli, Omar Fraile,Davide Formolo, der ikke synes at have sin allerbedste form efter skaden, og Rui Costa , mens Robert Power virker for træt. Endelig kunne Carlos Verona måske komme i spil, men jeg vil tro, at den også for ham bliver for svær.

 

Og i aften behøver I ikke bede for Jakub Mareczko. Som frygtet rakte gårsdagens bønner nemlig slet ikke.

 

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Richard Carapaz, Aleksandr Vlasov

Outsidere: Wout Poels, Enric Mas, Hugh Carthy, Dan Martin, Jan Hirt

Jokers: Guillaume Martin, Sergio Henao, Clement Champoussin, Sepp Kuss, Mattia Cattaneo, Ion Izagirre, Nans Peters, Nick Schultz, Michael Woods, Georg Zimmermann

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Alberto Contadors flotte afskedssejr fra 2017 samt hans sejr fra 2008, Kenny Elissondes sejr fra 2013, Juan Jose Cobos (i dag dog Wout Poels’) sejr fra 2011, Roberto Heras’ sejr fra 2002, Gilberto Simonis sejr fra 2000 og José Maria Jimenez’ sejr i debuten i 1999.

Primoz Roglic
Richard Carapaz, Aleksandr Vlasov
Wout Poels, Enric Mas, Hugh Carthy, Dan Martin, Jan Hirt
Guillaume Martin, Sergio Henao, Clement Champoussin, Sepp Kuss, Mattia Cattaneo, Ion Izagirre, Nans Peters, Nick Schultz, Michael Woods, Georg Zimmermann
Mikel Nieve, David Gaudu, David De La Cruz, Alejandro Valverde, Marc Soler, George Bennett, Davide Formolo, Forka Izagirre, Carlos Verona
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SKAL DU HAVE WATTMÅLER PÅ CYKLEN?