Optakt: 13. etape af Tour de France

Ruten

I de senere år har de to sidste uger af Touren været en relativt lang lidelseshistorie for sprinterne, der ikke har haft mange chancer. Det er bestemt heller ikke tilfældet i år, men i overensstemmelse med traditionen er der dog en enkelt godbid at se frem til på den lange rejse mellem Alperne og Pyrenæerne, der altid er temaet for denne del af løbet. Den tur indledes efter tre dage i førstnævnte bjergkæde, og mens de øvrige to transportetaper byder på ganske hårde stigninger, afvikles 13. etape i så fladt terræn, at de hurtige folk kan drømme om at få en dag i rampelyset, inden der udestår yderligere en uge med lutter svære udfordringer.

I alt skal der tilbagelægges 169.5 km mellem Bourg d’Oisans og Valence, og de er designet med det formål at indlede rejsen mellem de to bjergkæder. Startbyen er kendt som byen i bunden af Alpe d’Huez-stigningen og ligger derfor i hjertet af Alperne, men til manges glæde er arrangørerne denne gang nådige. Etapen indledes nemlig med at køre ad den flade dalvej mod nord, inden man drejer mod vest og sydvest for at følge en let faldende dalvej ned til byen Vizille, der ligger for foden af de høje bjerge. Her drejer man mod nordøst for at køre op ad den lille kategori 3-stigning Cote de Brie (2,4 km, 6,9%), der har top efter 32,5 km, inden det via en nedkørsel går mod nordvest ned til storbyen Grenoble.

I Grenoble møder man Isere-floden, som nu følges mod nordvest og siden sydvest, hvorfor terrænet her er helt fladt. Efter 71 km kommer dagens indlagte spurt, der er flad og uden sving på de sidste 3 km, inden man fortsætter langs floden mod sydvest ned til byen Beauvoir-en-Royans, der nås efter 97 km. He forlader man flodbredden for at kører mod sydvest og sydøst frem til kategori 4-stigningen Cote de Sainte-Eulalie-en-Royans (1,5 km, 4,9%), hvis top rundes efter 109,5 km. Efter en lille nedkørsel kører man gennem fladt terræn tilbage mod nordvest til Isere-floden, der dog hurtigt forlades, når man kører op ad en let stigende vej til byen Rochefort-Samson, der nås med 33 km igen. De fører først via en let faldende vej mod sydvest og syd, inden man drejer mod vest og nordvest for at køre gennem fladt terræn frem til Valence. Her kører man ind til centrum, hvor man med 2,5 km via to skarpe sving sætter kursen mod målet i den nordøstlige udkant. Det sidste sving kommer med 2,1 km igen, og derefter buer vejen kun let, inden man skal igennem en rundkørsel, der leder ind på den 350 m lange, 6,5 km brede opløbsstrækning.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Etapen byder på i alt 1302 højdemeter.

Valence blev senest besøgt i 2015, hvor André Greipel besejrede John Degenkolb og Alexander Kristoff i en reduceret massespurt efter en hård dag, hvor Peter Sagan havde været i angreb. I år vandt Michal Kwiatkowski prologen i Criterium du Dauphiné i byen, og i 2009 slog Bert Grabsch Cadel Evans og David Millar på den lange enkeltstart i samme løb.

Vejret

Der er i den grad lagt op til en dag på den sydfranske stegepande. Fredag bliver en glohed dag med en temperatur på hele 33 grader og kun enkelte skyer. Der vil være en let vind fra sydvest. Det giver sidemodvind frem til den første stigning, sidevind frem til spurt, og derefter skiftevis sidemod- og modvind resten af vejen. Med 2,5 km igen drejer mand ind i medvind.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Analyse af 12. etape

Sky-chef David Brailsford skal være glad for, at han er så pilskaldet, at end ikke de mest blodhungrende lus vil kunne finde husly på hans hovedbund. Ellers havde han utvivlsomt fået betydeligt flere grå stænk efter dagens Alpe d-Huez-etape, hvor en positiv luksussituation pludselig udviklede sig til et hovedbrud, der må kunne give en søvnløs nat eller to i Sky-lejren.

Indtil i dag har der ellers ikke været skyggen af tvivl om det interne Sky-hierarki. Mens pressen har forsøgt at tale en ikke-eksisterende konflikt op, har meldingen fra det britiske supermandskab hele tiden været klokkeklar: Sky er rejst til Frankrig for at vinde Touren med Chris Froome. Kun hvis det skulle vise sig umuligt, ville man ty til plan B og lade Geraint Thomas gå efter sejren.

Den plan bekræftede den altid yderst loyale Thomas da også med al ønskelig tydelighed efter gårsdagens etape, hvor han virkede yderst tilfreds med en etapesejr og en førertrøje som udkomme af de tre ugers strabadser. Han var da heller ikke sen til at falde ind i sin hjælperrolle, da det ellers så imponerende Sky-mandskab på de sidste kilometer af den frygtede alpestigning alligevel løb tør for hjælpere, og den stærke waliser lagde med en hård føring en solid grund for det Froome-angreb alle ventede.

Det var her, Brailsfords hår var blevet lidt mere grå, hvis det havde været muligt. Det storslåede angreb, der på løbets mest mytiske stigning skulle have kronet Froome som den ubestridte Tour-konge var nemlig uden det bid, som vi har lært at kende det britiske fænomen for. Der var ikke meget Ax 3 Domaines, Mont Ventoux Pierre Saint-Martin - scenerne for Froomes mest suveræne bjergsejre i Touren - over det tamme fremstød, der skulle have skabt den ”Froome Day”, jeg havde lagt op til i gårsdagens analyse.

Ganske vist fik han i første omgang slået det forventede hul og gik let forbi den falmende helt, Steven Kruijswijk, men bagude gjorde Tom Dumoulin det, han ikke magtede på Finestre i Giroen for bare et par uger siden. Det hollandske kraftmonster gjorde det, han gør allerbedst: holdt sit eget tempo og bragte med tilsyneladende lethed sin banemand fra de italienske landeveje til orden.

Det i sig selv havde næppe givet Brailsford de helt store bekymringer, for forventningen er formentlig fortsat, at Froome senere kan få skovlen under sin hollandske rival. Langt mere kompliceret blev det af, at Thomas bag Dumoulin lignede en rytter, der var på søndagstur på familien og ikke befandt sig midt i cykelsæsonens måske allermest prestigiøse bjergetape. Loyalt holdt han sig da også i ro - også da Froome i finalen kortvarigt tabte kontakten - indtil han med det kraftfulde punch, han i nogen grad har tabt i de senere år, hvor han i stedet har arbejdet på sine klatreevner, blæste fra alt og alle i selve spurten.

Der burde naturligvis være glæde i Sky-lejren her til aften, hvor holdet burde fejre en kollektiv magtdemonstration, men der vil formentlig alligevel være en temmelig anspændt stemning. Indtil i dag virkede det nemlig uproblematisk at lade Froome fastholde sin kaptajnrolle, men det bliver i stigende grad vanskeligt efter i dag, hvor Thomas klart markerede sig som den stærkeste af de to.

Skys hovedprioritet er som bekendt at skrive historie med Froome, og det kan Thomas trods alt ikke gøre (det tæller ligesom ikke at være den første walisiske vinder, vel?) Problemet er bare, at det nærmer sig det absurde, hvis man helt åbenlyst må lægge bånd på en stærkere løjtnant, som Froome selv oplevede det, da han i 2012 måtte vente på sin kaptajn, Bradley Wiggins. Froomes overlegenhed i bjergene tog i den grad glansen af Wiggins’ triumf - også selvom hans knusende dominans på enkeltstarterne formentlig betød, at Wiggins havde vundet under alle omstændigheder - og det kan vel ikke være i Froomes interesse at tage en Tour-sejr, hvis det for enhver er åbenlyst, at den nærmest vil have karakter af en gave fra Thomas? Og hvis han mangler yderligere bevis, kan han spørge Bernard Hinault, hvor stolt han er af sin femte Tour-sejr, der vist også havde mest karakter af foræring.

Der er i vi heldigvis ikke endnu, og det er stadig alt for tidligt at skifte hest. Thomas har trods alt endnu aldrig holdt det tårnhøje niveau over tre uger, og der hersker derfor visse usikkerhedsmomenter i forhold til hans langsigtede holdbarhed. Det gør der imidlertid også over Froomes, for hans halvsvage angreb kan næsten kun forklares med, at den hårde Giro stadig kan mærkes i benene. Efter i dag er risikoen for et dalende Froome-niveau i hvert fald ikke blevet mindre - uagtet at han stræber efter at ramme topformen i den tredje uge.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Sky må håbe, at situationen løser sig selv, og at det i sidste ende viser sig, at benene afgør slaget. Problemet opstår først, hvis man som i dag løber tør for kræfter og igen skal tvinge Thomas frem for at føre. Det er i hvert fald ikke uden risiko, for i dag var Froome ikke spor bedre end Romain Bardet og Tom Dumoulin. Og mange vil helt sikkert huske, at det kostede Froome en Vuelta-sejr i 2011, at han på en vindblæst bjergetape skulle føre sig halvt ihjel for Wiggins, der i sidste ende ikke kunne gøre arbejdet færdigt. Man skulle nødigt opleve en gentagelse af det scenarium. Og kønt vil det heller ikke være, hvis Thomas helt åbenlyst skal trække i håndbremsen for at lade sin kaptajn vinde.

Heldigvis kan holdet glæde sig over, at klassementet i dag blev sat ganske betydeligt, og at man fremover slet ikke vil kunne bringes under samme pres, som det skete i dag, hvor Alejandro Valverde, Ilnur Zakarin og Steven Kruijswijk kørte holdet så tynde, at de i sidste ende var tvunget til at sende Thomas til fronten. Selv Quintana er nu så langt efter, at end ikke et angreb fra ham kræver et umiddelbart respons, og man kan i alt væsentligt koncentrere sig om Dumoulin, Vincenzo Nibali, Primoz Roglic, Romain Bardet og Mikel Landa. Det gør det hele betydeligt lettere at overskue og gør det lettere at køre med to beskyttede ryttere.

Holdet fortjener virkelig også ros for dagens præstation. Al snak om, hvorvidt Sky eller Movistar har det stærkeste hold i årets Tour, må nemlig forstumme, for briterne leverede en magtdemonstration, man sent vil glemme. Der var ellers for alvor lagt i kakkelovnen til seriøs ballade, da Kruijswijk, Zakarin og Valverde allerede angreb på Madeleine, og da Kruijswijk en overgang havde mere end seks minutter, så det ikke alt for komfortabelt ud i Sky-bilen.

Så trådte luksushjælperne imidlertid karakter. Selvom lottokuponen Wout Poels stadig vedbliver at være en nitte, og Gianni Moscon underpræsterer gevaldigt, kunne man med de to motorer Jonathan Castroviejo og Michal Kwiatkowski reelt neutralisere truslen fra Kruijswijk i dalstykket mellem Croix-de-Fer og Alpe d’Huez. Derefter viste fænomenet Egan Bernal, hvorfor der er grund til at tro, at han allerede i 2019 kan vinde en grand tour, for den colombianske perle leverede på Alpe d’Huez en præstation, jeg ikke tidligere erindrer at have set for en WorldTour-debutant.

På den allerstørste scene af dem alle fik han smidt stjerner som Nairo Quintana, Romain Bardet, Vincenzo Nibali og Mikel Landa i hovedet, men ingen af dem kunne knække mirakelmanden fra Colombia. Hver og en blev de holdt i snor af Bernal, der tilsyneladende havde glemt, at modvind plejer at slide den førende rytter ned. Det skete bare aldrig for Bernal, der bare blev ved og ved og ved, og mens den ene stjerne efter den anden, falmede i modvinden, var Bernal der stadig i den absolutte finale. Når man har hjælpere som ham, kan det alligevel være, at Thomas kan slippe for at arbejde i Pyrenæerne - og så ser det endda ud til, at hans arbejde kan kaste en hvid trøje af sig som et biprodukt!

Lige så imponerende var Tom Dumoulin. Jeg har om nogen været indædt kritiker af hans Giro-Tour-projekt, men jeg må indrømme, at håndfladerne efterhånden er lidt halvfugtige. Kan manden, der aldrig tidligere har gennemført to grand tours i samme sæson, og som end ikke er naturlig klassementsrytter, virkelig holde dampen hele vejen? Al logik siger stadig, at han må knække i Pyrenæerne, men foreløbig er det hævet over enhver tvivl, at det er Dumoulin, der må give Sky-ledelsen størst grund til bekymring. Man kan kun på Dumoulins vegne ærgre sig over, at han smed så megen tid på Mur-de-Bretagne, for end ikke Dumoulin kan regne med at vinde 1.50 på Thomas på den sidste enkeltstart. Med tanke på de enkeltstarter Thomas har kørt i 2017 og 2018 er der faktisk ingen grund til at tro, at waliseren faktisk kan slå verdensmesteren på 20. etape - hvis altså han kan holde dampen oppe så længe…

I den forstand er Dumoulin i en svær situation. Selvom hans hold med Laurens Ten Dam og ikke mindst dagens sensation, Simon Geschke, overgik alle forventninger og gav ham langt mere støtte end ventet, er Dumoulin i den håbløse situation, at han reelt er på egen hånd i bjergene. Han kan derfor ikke tage det store initiativ og er i alt væsentligt hensat til at følge med. Han er derfor tvunget til at stole på, at han kan knække Thomas mand mod mand og distancere ham med en ganske stor margin i Pyrenæerne. Som sagt er et Thomas-kollaps bestemt ikke usandsynligt - men det er et Dumoulin-kollaps heller ikke…

Til gengæld blev det trehovedede Movistar-monster i den grad effektivt amputeret én gang for alle, og de udgør nu reelt ikke nogen fare for Sky. Valverde viste igen sin store loyalitet ved at kaste alt overbord for sine kaptajner, men den spanske veteran viste desværre for anden dag i træk, at han slet ikke er den rytter, der legede kispus med hele feltet i februar og marts. Strategien var ellers helt rigtig, for Kruijswijk viste, at Sky var sårbare over for disse langdistanceangreb, men det kræver i sidste ende benene at gøre arbejdet færdigt. Dem har Valverde desværre ikke, og med mere end 9 minutter op til Thomas er han ikke længere et kort, der kan bruges i det taktiske spil.

Værre var det imidlertid, at kaptajnen heller ikke slog til. Den knusende magtdemonstration i Tour de Suisse havde ellers givet håb om, at Nairo Quintana var på vej tilbage, men den colombianske kondor havde fået vingerne amputeret, da han forsøgte at lette fra jorden. I stedet for at flyve fra alle, som han gjorde på Alpen i 2015, blev Quintana plantet godt og grundigt, og han ligner ingenlunde en trussel mod Sky-maskinen. Særligt problematisk er det, at Quintana nu ikke har vist sig fra sin bedste side i en grand tour siden Vueltaen i 2016, og det kunne mere og mere se ud til, at vi skal hoppe direkte til Bernal og Miguel Angel Lopez i den colombianske arvefølge.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Dermed efterlades Movistar med Mikel Landa, men selvom den halvskadede basker i dag rejste sig flot og har udsigt til at blive endnu bedre i Pyrenæerne, efterhånden som minderne om styrtet på de nordfranske brosten fortoner sig, kan han næppe ene mand stille meget op mod Sky-maskinen. Dermed ligner det Movistar-mandskab, der har lagt hele sæsonen an på et storstilet Tour-attentat, nu løbets store tabere, og deres mange stjerner kan endda få svært ved at overgå den fjerdeplads, deres supertalent Richard Carapaz overraskende kørte hjem i Giroen.

Dagens mest uheldige rytter var Vincenzo Nibali. I en scene, der med sit kaos gav mindelser om Froomes 100 m-løb op ad Mont Ventoux for to år siden, ramte Hajen fra Messina tilsyneladende en motorcykel, og det, der kortvarigt så ganske lovende ud, endte derfor som en dag i defensiven. Nibali efterlod ellers et fremragende indtryk, ikke mindst da han efter uheldet på imponerende vis næsten kørte sig tilbage, og meget tyder derfor på, at den italienske dieselmotor som vanligt har kurs mod at ramme sit topniveau i den tredje uge. Problemet er bare, at Alperne i år var betydeligt sværere end bjergene på grænsen til Spanien, og Nibali ligner derfor allerede nu en mand, der kan løbe tør for terræn - ikke mindst fordi han i top 5 har selskab af fire mand, der alle vil give ham klø på enkeltstarten i Baskerlandet.

Han vil dog ikke få større klø end Romain Bardet, hvis initiativ og angrebslyst man kun kan beundre. Selvom hans bjergstærke mandskab med hele tre exits i den grad er amputeret, var han ikke bleg for at kaste alt overbord og angribe i den ret hårde modvind, der i den grad lagde en dæmper på festlighederne på Alpe d’Huez. Det sled utvivlsomt voldsomt på franskmanden at hænge til tørre i en ganske lang periode, og alligevel havde han kræfter til at køre fra Froome i spurten. Det efterlader igen et indtryk af en brølstærk Bardet, men det sletter desværre heller ikke den opfattelse, at Bardet ikke ligner en reel trussel mod Tour-tronen. Dertil er hans mangler på enkeltstarten simpelthen for store, og en podieplads synes at være det maksimalt opnåelige for den franske helt.

Der var dog én mand, der var en større helt end dem alle. Enhver, der var vidne til Steven Kruijswijks tragiske skæbne på nedkørslen fra Colle dell’Agnello på 19. etape af Giroen i 2016 havde utvivlsomt undt netop ham at tage en længe ventet hollandsk sejr på Hollænderbjerget. Det var nemlig ikke det på forhånd frygtede Movistar-mandskab, der var i stand til at sætte Sky under pres, men derimod Den Flyvende Hollænder, der for første gang siden omtalte Giro fløj lige så højt, som han gjorde, da han betog en hel cykelverden.

Mest imponerende var det, at han havde modet til allerede på 12. etape at kompromittere sin drøm om at slutte i top 5 ved at foretage et sats, som enhver må beundre. Det storslåede forsøg havde fortjent en bedre skæbne, og det var især synd, at han faktisk endte som en af dagens tabere for den offensiv, der nærmest gav mindelser om bedrifter, der ellers mere hører fortiden til. Til gengæld ligner han igen den rytter, han var engang, og er der én ting, vi ved om Kruijswijk, er det, at han blot bliver bedre og bedre, som en grand tour skrider frem.

Heldigvis for LottoNL-Jumbo lever podiedrømmen fortsat. Løbets joker, Primoz Roglic, måtte ganske vist i dag indse, at der fortsat er lidt vej at gå, inden han kan klatre med de allerbedste på den helt store scene, men Nibalis uheld viste sig at blive hans held. Han fik sig nemlig en gratis billet tilbage til fronten og endte med kun at miste 13 sekunder til Thomas. Selvom der fortsat hersker tvivl om hans holdbarhed i den tredje uge, og det ikke ligefrem skorter på enkeltstartsryttere i klassementets top 5, skal man ikke glemme, at netop enkeltstarten er et dødeligt våben for netop Roglic. Falmer Dumoulin, Froome og/eller Thomas og ikke Roglic i den tredje uge - og det er som sagt ikke umuligt - kan den slovenske mirakelmand måske ende på podiet i sit allerførste forsøg som klassementsrytter!

Det gør Dan Martin til gengæld ikke. Efter sin storslåede start måtte den sympatiske irer desværre indse, at han altså er mere klassikerrytter end ren klatrer. Når bjergene bliver for mange og for lange, kommer den eksplosive UAE-rytter stadig til kort, og det blev tydeligt på dagens etape, der passede de helt rene bjerggeder. Martins begrænsninger i både bjergene og på enkeltstarten er nok for store til, at han reelt kan drømme om nogensinde at slutte på podiet. Heldigvis kan han så meget andet end det!

Etapen bød også på flot moral og smukke genrejsninger. Jakob Fuglsang viste, at nedturen på 11. etape blot var en dårlig dag og leverede i dag en indsats, der meget præcist afspejler hans position i tidens klatrehierarki. Dermed er det slet ikke umuligt, at danskeren alligevel kan få den top 10-placering, som hans store fremgang i de seneste to år gør ham fortjent til. Nu kræver det bare, at han ikke som i tidligere udgaver falmer i den tredje uge.

Det gør Rafal Majka næppe heller. Polakken skiftede lynhurtigt strategi efter de knuste klassementsdrømme og gik straks i gang med det, han gør bedst: at jagte etapesejre og bjergtrøje. I dag lod det sig ikke gøre - først og fremmest fordi han var oppe imod en overmenneskelig Kruijswijk - men mon ikke, vi ser mere til Majka også i Pyrenæerne? Et comeback fra Bauke Mollema og Adam Yates virker mere usandsynligt efter endnu en stor nedtur for de fallerede stjerner, og særligt humørrytteren Yates for svært ved at rejse sig i det, der lidt overraskende ligner den tredje grand tour-skuffelse i træk.

Læs også

Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

Der er nemlig i den grad sår, der skal slikkes, og nye planer, der skal lægges. Alperne skabte lige præcis så mange svar, som vi havde ønsket os, og rejste så mange nye spørgsmål, at intet endnu er givet. For et døgns tid siden lignede det en knusende overlegen Sky-sejr, men det interne magtspil på Sky har i den grad givet grobund for nye spekulationer. Samtidig hersker der fortsat usikkerhed om den langsigtede holdbarhed for Thomas, Dumoulin og Froome, og intet er derfor givet efter den historisk hårde alpetrilogi. Især Brailsford har nok at tænke over i de kommende på morgendagens transportetape, inden det næste lille klassementsslag venter i Mende på lørdag - grå hår eller ej.

Favoritterne

Efter tre brutale dage i Alperne havde de fleste formentlig set frem til en rolig dag på kontoret, hvor sprinterholdene ville lægge løbet i et jerngreb, og hvor den stod på søndagstur, som det var tilfældet på 7. og 8. etape. Desværre for de trætte klassementsryttere har den drøm fået sig et voldsomt skud for boven, hvor det historisk stærke sprinterfelt er blevet amputeret i en grad, så det er svært at huske noget lignende. Først røg Mark Cavendish og Marcel Kittel, og i dag var det så Dylan Groenewegen, Fernando Gaviria og André Greipel, der betalte prisen for den usædvanligt hårde alpemenu, arrangørerne i år har sammensat.

Det efterlader et halvsvagt sprinterfelt, der mere giver mindelser om den samling sekundasprintere, vi typisk kender fra Vueltaen, end den stjerneparade, der typisk udkæmper slagene i massespurterne i Touren. Det er klart, at det i den grad giver blod på tanden for de mange udbrydere, der ellers på forhånd kunne opgive at jagte en etapesejr fredag, for nu er det pludselig i den grad usikkert, om der vil være styrke nok til at skabe samling.

For 10 år siden var det stadig meget almindeligt, at udbrud holdt hjem på disse flade mellemetaper i de to sidste uger. Mange husker sikkert udbrudssejre til Nicki Sørensen, Sergei Ivanov, Marcus Burghardt, Sylvain Chavanel og senest Matteo Trentin på disse etaper, men i de seneste mange år har det været umuligt at bryde sprinterholdenes jerngreb. Nu om dage kontrollerer holdene disse etaper så benhårdt, at man end ikke på etapen til netop Valence i 2015, hvor man skulle over en knaldhård stigning fra start og endda fik en vis Peter Sagan med i udbrud, kunne forhindre en massespurt. I dag er flade etaper i Tourens anden halvdel bare sprinternes domæne.

Spørgsmålet er, hvad det betyder for dynamikken, at de hurtigste folk næsten alle sidder i flyveren på vej ud af Frankrig. Man kan i hvert fald glemme alt om at se det velkendte syn med Quick-Step, LottoNL og Lotto Soudal forrest i feltet, for de tre hold har ikke længere skyggen af interesse i at skabe samling.

På den anden side åbner stjernernes fald også muligheder for andre. Arnaud Demare så ud til at skulle tomhændet hjem, og selv Alexander Kristoff og John Degenkolb kan nu øjne en chance for faktisk at vinde en regulær massespurt. Peter Sagan, der ellers aldrig sætter sit hold til at arbejde på flade etaper som disse, ligner pludselig en af de store favoritter og øjner derfor uventede muligheder. Og da UAE, Trek og Bora alle ikke længere har en podieplads at køre for, må de sammen med FDJ have endnu større interesse i at jagte en massespurt.

Derfor burde der også være muskelkraft nok til at holde det samlet, ikke mindst på en dag, hvor en generel modvind på etapens halvdel vil favorisere feltet. Ganske vist betyder den akkumulerede træthed, at det er betydeligt sværere at holde et udbrud i snor i denne del af løbet, men også de mest oplagte udbrydere har haft nogle grimme dage, der har kostet kræfter. Samtidig skal man ikke glemme, at nogle af feltets allerbedste udbrydere har blikket stift rettet mod weekenden, hvor der er næsten statsgaranti for, at et udbrud vil holde hjem. Derfor vil de være mindre tilbøjelige til at brænde krudtet af på en etape, hvor chancerne er betydeligt mindre, og det øger sandsynligheden for, at vi får en massespurt.

Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke vil få en angrebsfest. Trætheden kan betyde, at udbruddet kører med der samme - det er før set dagen efter hårde bjergetaper - men de mange sprinterexits må betyde, at der er en vis angrebslyst. Derfor kan vi meget vel blive vidner til en solid angrebskamp på måske endda helt op til en time, og sker det, kan vi få etableret et ganske stærkt udbrud. Er feltet omvendt mest indstillet på en hviledag efter de hårde etaper, vil udbruddet køre fra km 0, og så bliver det svært at undgå en massespurt.

Uanset hvad tror vi, at det bliver samlet. Særligt Bora har et fremragende hold, og de er næsten nødt til at udnytte denne store chance for Sagan. Demare får næppe heller større chancer for at vinde en Tour-etape, så FDJ vil ingen chancer tage. Hvis også Trek, og UAE giver en hånd med, burde det blive en massespurt.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Finalen er ikke voldsomt teknisk, men det vil være vigtigt at være godt placeret inden rundkørslen lige inden mål. Overordnet set er der dog tale om en ganske god powerspurt, hvor man ikke vil være alt for afhængig af et godt tog, og hvor man med god fart kan gøre en forskel.

Med Gavirias exit ligner det et vagtskifte forrest i feltet. FDJ har stadig hele deres tog intakt, og meget peger på, at de vil dominere finalen. Hidtil har deres lead-out gjort det fint, men de har været hæmmet af, at de gang på gang er blevet overmatchet af suveræne Maximiliano Richeze - og da de endelig timede det hele rigtigt på 8. etape, havde de tabt Demare. I morgen skal Richeze køre sin egen spurt, og dermed ligner Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri løbets bedste tog. Derfor kræver det heller ikke meget at forudse, at Peter Sagan, der hidtil har siddet limet til Gavirias baghjul hver eneste gang, denne gang vil sætte sig direkte på bagsmækken af Arnaud Demare - i hvert fald hvis FDJ lever op til forventningerne. Derfor forudser vi en spurt, hvor FDJ vil dominere og aflevere Demare i front. Har han Sagan på hjul, er det store spørgsmål så blot, om slovakken kan gå forbi.

Normalt er Demare den hurtigste af de to, men efter to uger af en grand tour er meget anderledes. Om nogen er Demare nemlig kendt for manglende holdbarhed, og det er ikke noget tilfælde, at han har haft endog meget svært ved at nå til Paris. Sagan derimod har netop holdbarhed som sin styrke, og han bliver kun bedre og bedre, som de tre uger skrider frem.

Og det får os til at pege på Peter Sagan som favorit. Selvom Demare har overgået alle forventninger ved modsat alle de andre sprintere stadig at være med i løbet, er det utvivlsomt til Sagans fordel, at vi har haft tre hårde dage i Alperne. Allerede i den første uge spurtede Sagan fremragende, mens Demare skuffede, og hierarkiet er næppe ændret til Demares fordel. Det er klart, at Demaare formentlig har fordel af sit gode tog, men Sagans timing er som bekendt upåklagelig. Den sene rundkørsel kan heller ikke være til ulempe for cykelekvilibristen Sagan, der burde have poweren til fra Demares hjul at gå forbi og tage sin tredje sejr i løbet.

Hans værste rival er naturligvis Arnaud Demare. På papiret er han feltets hurtigste sprinter, hvilket han senest viste, da han regulært overspurtede Gaviria i Tour de Suisse. I dette løb har han dog været en permanent skuffelse, og det skyldes ikke kun, at hans tog har fået røvfuld af Richeze. Demare selv har også været temmelig tam, og derfor er det svært at være alt for optimistisk efter tre hårde bjergetaper. På den anden side er det et godt tegn, at han mod forventning er kommet igennem, og han kan faktisk derfor være mere frisk end vanligt. Med sit gode tog er det derfor slet ikke umuligt, at Demare faktisk kan få sin etapesejr.

Inden løbet så det helt umuligt ud for Alexander Kristoff nogensinde igen at vinde et Tour-etape. Med den store exodus af sprintere ser det imidlertid nu pludselig ganske lovende ud for den store nordmand. Om nogen drager han nemlig fordel af, at vi nu er i den anden uge, for der er få, der har Kristoffs holdbarhed. Det er ingen tilfældighed, at hans to etapesejre begge faldt sent i løbet, og at han ofte har gjort det godt i Paris. Denne powerspurt passer ganske fint til Kristoff, der samtidig er en af de allerbedste til at positionere sig. Han er bestemt hurtig nok til at slå både Sagan og Demare, og derfor kan det måske være en god ide at se morgendagens finale på norsk TV2, hvis man skal have lidt ekstra kommentatorunderholdning.

Hvor det måske kniber lidt med Kristoffs selvtillid, er det helt modsat for John Degenkolb. Tyskeren flyver rundt på en lyserød sky efter det store comeback på brostenene, og han er den grad sprængfyldt med tro på sig selv. Den er ikke blevet mindre efter sprinternes masseudvandring, og Degenkolb har ligsepom Kristoff fået en helt uventet mulighed for faktisk at vinde en massespurt. I det hele taget kan vi gentage det meste af sangen om Kristoff, for Degenkolb har også glæde af, at vi nu er i den anden uge, ligesom ikke uteknisk powerspurt som denne passer ham glimrende. Positionering er til gengæld hans svaghed, men med hjælp fra Jasper Stuyven og Koen De Kort er det gået godt hidtil. Nu vil positionskampen endda være mindre hektisk, og Trek ligner faktisk et af de stærkeste hold. Derfor kan Degenkolb sagtens vinde denne etape.

Trætheden taler også til fordel for Sonny Colbrelli, der er en meget holdbar herre. I en ren massespurt har han ikke mange chancer, men særligt hvis der skal køres hårdt på for at hente et stærkt udbrud, bliver Colbrelli farlig. Han viste så sent som i Tour de Suisse, at han kan slå også Sagan, hvis bare det har været hårdt nok. Han er hæmmet af, at han ikke har megen støtte i finalen, men på et tidspunkt, hvor positionskampen er mindre intens, vil han have betydeligt bedre chancer.

Med Gavirias exit er det nu op til Maximilano Richeze at forsvare Quick-Step. Det har han før gjort godt, men i 2017 og 2018 har han desværre slet ikke spurtet så godt som tidligere. Mens hans lead-out-egenskaber er fantastiske, kniber det med at spurte på egen hånd. På den anden side er han jo bakket op af et fabelagtigt tog, hvor brølstærke Yves Lampaert vil være klar til som sidste mand at tage kampen om mod FDJ, Bora og Trek i finalen. Lykkes det at aflevere ham godt, kan snu Richeze måske alligevel vinde.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

De mange sprinterexits har også åbnet en lille mulighed for Christophe Laporte. Franskmanden er eller slet ikke hurtig nok til at vinde klassiske massespurter, men det virker ikke helt umuligt i et relativt svagt felt som dette. Også han er en holdbar type, der burde være kommet godt igennem bjergene, og først og fremmest har han den næse for positionering, der hidtil har givet ham to top 5-placeringer. Om han også har farten til faktisk at vinde, er mere tvivlsomt, men Laporte kan sagtens være med fremme.

Jakob Fuglsang er ikke længere podiekandidat, men det kan måske åbne døren for Magnus Cort. Danskeren har hidtil skullet klare sig på egen hånd, men nu burde han kunne få lidt mere støtte. Hans vanvittige klatrepræstationer i bjergene tyder på en helt uhørt god form, der burde komme ham til gode efter tre hårde dage. Desværre har det knebet lidt med spurterne siden den gode start i Dubai, og særligt har positioneringen ikke været i top. Det kan forhåbentlig blive bedre i det mindre stressende indløb til spyrten her, men om det ligefrem rækker til sejr, er nok mere tvivlsomt.

Endelig vil vi pege på Nikias Arndt . Lidt overraskende er det tyskeren og ikke Edward Theuns, der har lukreret på Matthews’ exit til at blive Sunwebs sprinter, for nu om dage spurter Arndt stort set aldrig på egen hånd. Hovedprioriteten er stadig Dumoulin, men vi så på 8. etape, at Arndt faktisk fik et regulært lead-out af Søren Kragh. Får han denne gang Kragh og Theuns stillet til sin rådighed, har Sunweb faktisk et af de bedste tog, og Arndt er en holdbar fyr, der burde være frisk efter tre uger. Farten er ikke superhøj, men et godt lead-out og friskhed kan bringe ham langt.

Andre sprinterkandidater er i prioriteret rækkefølge Timothy Dupont, Edvald Boasson Hagen, Jasper De Buyst, Andrea Pasqualon, Thomas Boudat, Patrick Bevin, Daryl Impey. Sep Vanmarcke, Amund Grøndahl Jansen og Timo Roosen, men de burde ikke kunne vinde.

Som sagt betyder den nye situation med få sprintere, at en udbrudssejr bestemt ikke kan udelukkes. Den flade start betyder, at det er lidt af et lotteri at komme afsted, men på dette tidspunkt er det trods alt lettere at sætte sig igennem, hvis man stadig er relativt frisk. Skal man pege på mulige udbrydere, skal man derfor se efter stærke klassikertyper, der gerne kan gøre det færdigt i en spurt. Hold derfor øje med folk som Greg Van Avermaet, Sep Vanmarcke, Jasper Stuyven, Philippe Gilbert, Yves Lampaert, Sonny Colbrelli, Edvald Boasson Hagen, Daryl Impey, Patrick Bevin, Jasper De Buyst, Andrea Pasqualon (disse seks satser næppe alt på en spurt), Julien Simon, Anthony Turgis, Antony Perez, Jack Bauer, Reinardt van Rensburg, Timo Roosen, Amund Grøndahl Jansen, Sylvain Chavanel og måske endda brølstærke, men spurtsvage Niki Terpstra.

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Arnaud Demare, Alexander Kristoff

Outsidere: John Degenkolb, Sonny Colbrelli, Maximilano Richeze, Christophe Laporte, Magnus Cort, Nikias Arndt

Jokers: Timothy Dupont, Edvald Boasson Hagen, Jasper De Buyst, Andrea Pasqualon, Thomas Boudat, Patrick Bevin

Udbrudskandidater: Greg Van Avermaet, Sep Vanmarcke, Jasper Stuyven, Philippe Gilbert, Yves Lampaert, Sonny Colbrelli, Edvald Boasson Hagen, Daryl Impey, Patrick Bevin, Jasper De Buyst, Andrea Pasqualon