Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Twitter Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 13. etape af Tour de France
18. juli 2019 20:15 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O. / Alex Broadway

Som forventet endte Tourens første møde med Pyrenæerne med en våbenhvile, som en snu Simon Yates udnyttede til føje sig til listen over de ryttere, der har vundet etaper i alle tre grand tours. En af grundene til stilstanden var utvivlsomt frygten for de kommende helt afgørende dage, for allerede fredag venter en af løbets allervigtigste etaper, når det gælder den 27 km lange enkeltstart i Pau, hvor Geraint Thomas håber at styrke sin position som løbets øjeblikkelige favorit yderligere.

VIND EN GARMIN EDGE 830 CYKELCOMPUTER

Ruten

Hvis der er noget, der har kendetegnet Touren, siden Christian Prudhomme overtog ansvaret, er det, at antallet af enkeltstartskilometer er reduceret voldsomt. I de seneste to år har han endda taget det til et nyt niveau, da han i tillæg til et holdløb blot har haft én relativt kort enkeltstart. Modsat sidste år, hvor løbets enkeltstart kom i den velkendte position på næstsidste etape, er den denne gang placeret allerede inden det første virkelig slag i de høje bjerge, og denne gang er etapen endda med sine knap 30 km endda endnu korte end sidste år. Til gengæld er der kun to mindre bakker undervejs, og derfor vil tempospecialisterne og de tempostærke klassementsryttere forsøge at få det maksimale ud af deres eneste chance for at bruge deres power i dette års løb.

 

Årets enkeltstart er højst usædvanligt henlagt til Pau, der altid besøges enten på vej væk fra eller hen til Pyrenæerne som mål for enten en bjerg- eller en sprinteretape. I år er den altså vært for tidskørslen, der strækker sig over 27,2 km og består af en tur ned i bakkerne syd for byen. Starten er ganske teknisk, idet man kører mod nordvest igennem adskillige sving ind gennem byen, inden man drejer mod sydvest for endelig at ramme en lang, lige vej. Kort efter drejer man mod sydvest for at køre videre igennem fladlandet frem til dagens første bakke. Cote des Aguts stiger med 4,7% over 3,0 km, men den første kilometer er stejl med en stigningsprocent på 7,8, inden det flader ud med hhv. 3,4% og 3,0% over de sidste 2 km.

 

På toppen tages den første mellemtid efter 7,7 km, hvorefter man fortsætter igennem fladt terræn mod sydvest, inden det falder ned mod det sydligste punkt. Her drejer man mod vest for at køre op ad Cote d’Esquillot, der over 1,1 km stiger relativt jævnt med 6,9% i snit, inden man op toppen tager den anden mellemtid efter 15,5 km.

 

Herefter er vanskelighederne overstået. Nu falder det let mod nordvest, inden det går mod nord langs en ganske let faldende vej, der følger en lille flod. Efter 21,9 km tager den sidste mellemtid, inden det går videre igennem fladt terræn ind mod Pau. Her venter en teknisk afslutning med sving med 3100, 2400, 1600 og 1100 m igen, hvorefter det begynder at stige let. Med 300 m igen drejer man ind på en mur, der stiger med hele 17%, inden det flader ud igennem to skarpe sving, hvorefter man rammer den 160 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 391 højdemeter.

 

Pau er som sagt start- eller målby næsten hvert år, enten for en sprinter- eller en bjergetape, hvor udbrydere ofte kommer til fadet. I de senere år har man hovedsageligt ageret startby, men sidste år vandt Arnaud Demare løbets næstsidste massespurt i byen, og i 2017 vandt Marcel Kittel en anden massespurt i byen. Inden da skal vi faktisk helt tilbage til 2012 for at finde den seneste etapevinder i byen. Dengang slog Pierrick Fedrigo Christian Vandevelde i en tomandsspurt på en klassisk udbryderetape, hvor Nicki Sørensen blev nummer 4. I det hele taget har byen altid været god ved Fedrigo, der også vandt i 2010 på en fantastisk bjergetape, hvor feltet eksploderede på første bjerg, og Lance Armstrong forgæves med et stort udbrud forsøgte at få noget med hjem fra sin sidste Tour. I 2006 slog Juan Miguel Mercado Cyril Dessel i en spurt på endnu en udbrudsetape, hvor franskmanden kørte sig i gult, og i 2005 vandt Oscar Pereiro en spurt i en lille kvartet. Patrice Halgand tog en udbrudssejr i 2002, og David Etxebarria vandt en spurt i et udbrud i 1999, en præstation Leon Van Bon havde leveret året inden.

 

Derudover har byen ofte været målby i Route du Sud, senest i 2011, hvor Luis Angel Maté tog en udbrudssejr på sidste etape, og i 2009, hvor Nicolas Rousseau var hurtigste mand i et udbrud. Tilbage i 2002 fandt enkeltstarten i Criterium International sted her, og det gav sejr til Laurent Brochard foran Abraham Olano og en ung Chris Horner. Derudover vandt Julien El Fares en etape i byen i 2006-udgaven af det lille Tour des Pyrénées.

 

 

image

 

Vejret

Heldigvis ser det ikke ud til, at vejret bliver et tema på årets enkeltstart. Det skulle da lige være varmen, for fredag bliver skyfri med en temperatur på 30 grader. Vinden vil være let, helt konstant og komme fra øst. Det giver sidemodvind først på etapen, medvind fra bunden af den anden stigning og fra 10 km igen sidevind, indtil man får modvind på den sidste kilometer inde i Pau.

 

Analyse af 12. etape

Indenfor cykelløb taler man ofte om ryttere, der har killerinstinkt. Det er svært helt præcist at sætte ord på, hvad det er, men det kan vel beskrives som en særlig evne til at omsætte enhver mulighed til succes og til at udse sig det helt rette moment at slå til. Trods fænomenets ubestemmelighed er man ikke et øjeblik i tvivl om, hvilke ryttere der besidder netop denne særlige evne. Det kræver således blot et blik på resultatlisterne at se, hvem der ofte ender som nr. 2, 3 og 4, og hvem der har flere sejre end sekundære placeringer.

 

Et godt eksempel på en sådan rytter er vel danske Michael Valgren. I hvert fald lykkedes det ham sidste år at vinde to store klassikere ved at maksimere udbyttet af situationer, hvor han langt fra var den stærkeste. Det er dog svært at konkurrere med Yates-brødrene, der begge har en fantastisk evne til at omsætte de fleste muligheder til en eller anden form for succes ved lige dele kløgt og råstyrke. Det blev vi alle vidner til igen, da Simon på imponerende vis fik omsat en ikke helt gunstig situation til en sejr, der med ét bragte ham ind i klubben over rytter med sejre i alle tre grand tours.

 

Det bør nu ikke komme bag på nogen, at Yates er en livsfarlig at skulle slås med. Hans timing, da han vandt sin første Vuelta-etape i 2016, var eminent, og det er svært at glemme den kølighed og præcision, han udviste, da han i 2017 vandt Mur de Fayence-etapen i Paris-Nice ved at komme alle favoritterne i forkøbet. Vi så noget lignende, da han tog rivalerne på sengen med et overraskelsesangreb i finalen på sidste etape i Polen Rundt sidst år, og da han kørte fra alle med kløgt og snilde på sidste etape i Catalonein sidste år. Og det står også klart i erindringen, hvordan han på kongeetapen i Romandiet i 2017 var snu nok til at snige sig væk inden målbjerget og herved sikre sig det forspring, han skulle bruge, til mod slutningen at følge en på den dag næsten overmenneskelig Richie Porte og til slut slå australieren på stregen.

 

Gør man regnebrættet op, har Yates en ganske høj procentdel af sejre i forhold til sekundære top 10-placeringer, og det er meget fint udtryk for, at han har det ekstra, der skal til, for også at gøre arbejdet færdigt. Derfor gjorde rivalerne da også klogt i at holde et godt øje med den lille brite, da han i dag entrerede den sidste kilometer på årets første pyrenæeretape sammen med Pello Bilbao og Gregor Mühlberger.

 

Jeg skal ellers blankt indrømme, at jeg forinden havde revet min i forvejen alt for beskedne hårmanke helt af i frustration over det, der kortvarigt kunne ligne dum og måske endda illoyal kørsel. Holdkammeraten Matteo Trentin overgik nemlig alle forventninger på den vanskelige dag i Pyrenæerne og viste atter, at hans udvikling og holdbarhed næsten altid overgår det, hans hidtidige historik ellers tilsiger. Med bare få kilometer til toppen af Hourquette d’Ancizan, sad briten og europamesteren side om side i en eksklusiv gruppe, hvor Trentin var den på papiret klart hurtigste, og i den situation havde det været naturligt for Yates at ofre sig for den holdkammerat, der sidste år i Vueltaen kørte sig halv ihjel for at hjælp kaptajnen med at vinde den spanske grand tour.

 

Alligevel var det Yates, der angreb og angreb. Uden hans talrige forceringer var etapen næppe blevet så selektiv, og så havde den velkørende Trentin stået med en fremragende chance. Alligevel var det altså Yates, der rev gruppen i stumper og stykker, så det til sidst kun var Mühlberger, der hang på. På nedkørslen kom Bilbao imidlertid også op, og herfra burde Yates vel egentlig have spillet Trentin-kortet.

 

Det var nemlig ikke et beskedent selskab, han befandt sig i. Bilbao er måske ikke så hurtig som tidligere, men baskeren tog trods alt en af sine første sejre i en massespurt i Castilla y Leon i 2015. Og Mühlberger var for nylig i Dauphiné blot få centimeter fra at få skovlen under selveste Alaphilippe, og da Yates samtidig i takt med sin forbedrede klatring, har tabt lidt af det punch, han havde i karrierens unge år, ville det i hvert fald sagtens kunne have kunnet forsvares, hvis han havde peget bagud, sagt ordet ”Trentin” og herefter optimeret både egne og italienerens chance for succes ved at sætte sig på hjul.

 

Det gjorde han imidlertid ikke. Tværtimod var han yderst generøs i føringsarbejdet, og mens den ene hårtot efter den anden blev revet af min nu efterhånden helt skaldede isse, forberedte jeg mig på den nedsabling af Yates, som ville blive det uundgåelige tema for denne analyse. Jeg var vel mest i tvivl om, hvorvidt jeg skulle betone hans dumhed over at tage kampen op i en spurt mod to på papiret hurtigere rytter, eller om jeg i stedet skulle fokusere på den manglende generøsitet, der tilsyneladende gjorde ham ude af stand til at unde sin normale hjælper en sejr.

 

Problemet var bare, at jeg havde glemt killerinstinktet. Når Yates har en chance for at vinde, ender det som regel også sådan, i hvert fald når det ikke blot er benene, men også hovedet, der bliver afgørende. Og det var præcis det, der var tilfældet i dag i Bagneres-de-Bigorre, hvor hurtighed kunne være ligegyldigt, hvis ikke man kom igennem de sidste sving i front. Og mens Bilbao og Mühlberger stirrede på hinanden som et nyforelsket teenagepar, kom Yates’ med sit klassiske og veltimede slangehug på præcis rette tidspunkt, så det blev ham og ikke de to rivaler, der fik den position, som skulle vise sig afgørende i kampen om sejren.

 

Sejren falder også på et tørt sted. Ikke så meget for Mitchelton-mandskabet, der med Impeys triumf i Brioude allerede havde sikret sig, at Touren ikke ville blive en fiasko, men snarere for Yates selv. Efter  2018 at kunne gå på vandet i et omfang, så han dominerede to uger af Giroen på en facon, man sjældent har set, vandt Vueltaen og kørte i top 4 samt vandt etaper i de tre ugelange europæiske WorldTour-løb, han kørte, har 2019 nemlig været lige til skraldespanden. Heldigvis vandt han en tidlige etape i Ruta del Sol, men derudover har Yates været en helt anden rytter end sidste år, ikke mindst i den helt igennem fejlslagne Giro, hvor han ellers ikke havde dæmpet forventningerne, da han proklamerede, at rivalerne burde ”skide i bukserne” af skræk over at skulle op imod ham.

 

Sådan gik det imidlertid ikke, og faktisk så det ud til, at Yates’ sæson kunne ende i det katastrofale, da han valgte at tilbagebetale brormand Adams hjælp fra Vueltaen i årets Tour i stedet for at satse målrettet på et titelforsvar i Italien. Det så nemlig ud til, at han ville brænde årets sidste krudt af som loyal hjælper, men naturligvis kunne ”Killer Yates” udnytte den måske eneste chance, han fik i årets løb. Og samtidig fik han vist, at han på præcis samme facon som Adam i Spanien i 2018 har brugt de første to uger til at nurse sig selv, og at han nok skal være der for brormand, når de afgørende slag skal slås i bjergene.

 

Sejren var dog faldet på et endnu tørrere sted, hvis den var tilfaldet Mühlberger. Det er ikke Bora-mandskabet, der mangler succes, men man kunne efterhånden godt unde den stærke østriger at få den store sejr, han har kredset om igen og igen. Det kan godt være, at han er skræmmende ustabil, men når han rammer sine dage, er han en klasserytter. Det krævede sin mand som den eneste at kunne følge den regerende Vuelta-vinder i dag, men det gjorde Mühlberger tilsyneladende uden det store besvær, nøjagtigt som han fulgte en vis Julian Alaphilippe på 6. etape i Dauphiné. Alligevel står han nu tilbage med dagens 3. plads, 2. pladsen fra Dauphiné, 2. pladsen fra årets Volta a Catalunya og 4. pladsen fra Tour de Suisse i 2018. Måske er det igen det med det killerinstinkt. Heldigvis er det der et sted, som han viste, da han snød alle favoritterne på kongeetapen i BinckBank Tour sidste år, hvor det mere var hovedet end benene, der gav ham sejren i for ham særdeles uvant terræn.

 

Pello Bilbao ærgrer sig sikkert gul og grøn over den missede mulighed, men det kommer han nok sig over. Baskeren har nemlig på det seneste været en sand udbrudsmaskine, der så sent som i Giroen omsatte sine to eneste muligheder til succes, præcis som han gjorde det, da han sidste år vandt en etape i Dauphiné. På den baggrund havde det næsten været for meget af det gode, hvis det også var ham, der skulle vinde det første pyrenæerslag, men med tanke på den succes, Astana har haft i år, ville det ikke have undret, hvis det var gået netop sådan. Denne gang måtte han imidlertid se sig overmatchet af en kløgtigere rytter, men mon ikke der opstår muligheder igen - hvis ikke i år, så en anden gang. Bilbao har i hvert fald efterhånden en historik, der gør ham livsfarlig i udbrud. Og det med killerinstinktet fejler i hvert fald intet, når man ser, hvordan det var snilde mere end gode ben, der gav ham nylige sejre i både Tour of the Alps og Vuelta a Murcia.

 

I det hele taget var det vel meget symptomatisk, at det ikke blot var Bilbao, men tre hold fra nogle af årets mest succesrige mandskaber, der sad i front. Mens Katusha, der alene har til opgave at køre i udbrud, brillerede ved ikke at få én eneste mand med i det 40 mand store udbrud, Dimension Data blot ramte rigtigt med Valgren, der atter måtte sande, at han er en skygge af den rytter, der sidste år ved VM viste, at han klatrer glimrende, og Edvald Boasson Hagen, der er så skidt kørende, at selv Dylan Groenewegen overlevede længer end ham, og det næsten sejrsløse Arkea-mandskab heller ikke fik én eneste rytter med i front, var det naturligvis Mitchelton, Bora og Astana, der endte med at afgøre slaget. Og Mitchelton og Bora sad endda med den luksus, at de i forfølgergruppen havde de to på papiret hurtigste i Trentin og Maximilian Schachmann - i hvert fald indtil Fabio Felline og senere også gruppe 2 fik kontakt - og det siger alt om, hvordan det typisk er de samme hold, der rider på en bølge gennem hele sæsonen.

 

Det bliver endnu mere symptomatisk, når man ser på taberne. Det sejrsfattige CCC måtte således atter sande, at Serge Pauwels slet ikke er den rytter, der tidligere er blevet nr. 15 i Touren, og at Greg Van Avermaet ikke havde den dag, der gjorde det muligt at drømme om endnu et Rio-agtigt mirakel. Ag2r sad stærkt repræsenteret med en genrejst Tony Gallopin, erfarne Mathias Frank og en stadig mere klatrestærk Oliver Naesen, men kom til kort. Selvom Fabio Felline fortsatte med langsomt at nærme sig fordums styrke, og Jasper Stuyven imponerede i terræn, der bestemt ikke var hans, kom også det sejsfattige Trek til kort. Og heller ikke Sunweb, der ellers med halvdelen af holdet i udbruddet gjorde alt for at sætte en yderst velkørende Nicolas Roche op til sejr, fik en tiltrængt triumf i en sæson, der ikke har budt på megen succes.

 

Lettere er det nok for Lotto at leve med, at Tiesj Benoot kom til kort, for med to etapesejre har de i den grad deres på det tørre. Alligevel må det ærgre dem, at et ærgerligt styrt fra i går formentlig var en del af forklaringen på, at den i søndages ellers så overbevisende belgier denne gang var totalt overmatchet. Og desværre bekræftede Tim Wellens endnu engang, at hans prikkede bjergtrøje slet ikke er udtryk for hans reelle styrke, for heller ikke i tredje forsøg lykkedes det den overordentligt svingende belgier at finde den form, der ellers som regel gør ham næsten skræmmende i for- og efterår.

 

Når vi taler om momentum, kunne man naturligvis undre sig over, at Deceuninck ikke var med i spillet om sejren. Det er dog svært ikke at betegne den belgiske sejrsmaskine som hørende til dagens vindere, for de leverede et forrygende flot forsvar af trøjen. Situationen med hele 40 mand i front var bestemt ikke ideel for et hold, der næsten alene består af tunge ryttere, men de fik det absolut maksimale ud af deres på denne etape begrænsede ressourcer. Maximiliano Richeze, Yves Lampaert og Elia Viviani blev brugt fulgt ud til at holde udbruddet i så kort snor, at de kunne tillade sig at rulle langsomt op over de sidste bjerge, hvor holdets muligheder for at kontrollere var ikkeeksisterende. Og ved at placere Michael Mørkøv i udbruddet fik de endda kærkommen hjælp til klatrerne på stykket mellem de to bjerge, og dermed fuldendte de et fornemt trøjeforsvar på flottest mulige vis, uden at Julian Alaphilippe brændte en unødvendig kalorie af inden morgendagens vigtige enkeltstart, hvor han skal forsøge at holde Geraint Thomas bag sig.

 

I det hele taget hang enkeltstarten som en skygge over hele etapen. Det skreg naturligvis til himlen, at ethvert forsøg på angreb ville være meningsløst på en dag, hvor modvinden og den lette nedkørsel til slut betød, at chancen for succes var meget lille. I hvert fald stod det potentielle udbytte slet ikke mål med det, man senere kunne ende med at tage på de tre næste nøgleetaper, og derfor endte etapen i den forudsigelige våbenhvile mellem favoritterne, der alle var tilfredse med at spare så meget som muligt på krudtet inden de tre næste vigtige etaper. Men Ineos fik dog alligevel spillet lidt med musklerne til sidst ved at sidde med fuldt hold i det reducerede felt og lade deres ”sværvægter” Luke Rowe føre hele vejen op ad sidste stigning. Så ved rivalerne i hvert fald, at briterne er klar.

 

Heldigvis er der allerede sat udløbsdato på våbenhvilen. Den slutter i morgen præcis kl. 14.00, når enkeltstarten i Pau skydes i gang, og om 24 timer ved vi meget mere om, hvem der har brug for at komme i offensiven i lørdagens helt store bjergslag på Tourmalet. Yates derimod kan tage sig en halv hviledag i morgen, inden han går tilbage i rollen som luksushjælper for brormand. Men naturligvis vil han være klar til at gribe enhver mulighed, der måtte opstå undervejs. Og som bekendt betyder hans killerinstinkt, at enhver sådan chance som regel omsættes til succes.

 

Favoritterne

Det var ikke uden grund, at Tom Dumoulin og Primoz Roglic lynhurtigt rettede blikket fra Touren mod Giroen, da årets rute i oktober blev præsenteret. At Christian Prudhomme har afsky for enkeltstarter, er velkendt, hvis man ser på de ruter, der har været designet siden hans magtovertagelse, men i år har han taget det til et helt nyt niveau. Bare 27 km ensom kamp mod uret bliver det til i denne omgang, og derfor var det ikke mærkeligt, at de to tempogiganter fandt Giroens tre tidskørsler mere tillokkende, og at Touren derfor blot blev en eftertanke efter den italienske grand tour - en eftertanke, der senere er blevet spoleret af hhv. en skade og træthed.

 

Det kan godt være, at etapen ikke er så lang som tidligere, men den er stadig af afgørende betydning. Især Geraint Thomas har udset sig denne dag som en oplagt mulighed til at sætte sig tungt på tronen og sikre sig et forspring, der ikke blot cementerer hans position som klar Ineos-kaptajn, men også bringer ham i en situation, hvor han kan køre defensivt og kontrollere løbet med sit superhold. Med tanke på Richie Portes halvsløje enkeltstarter i de seneste to år er han imidlertid også den eneste af klassementsrytterne, der kan betegnes som decideret specialist. For resten af klassementsrytterne er det betydeligt mere åbent, for mens de fleste af og til brager gode enkeltstarter af, er de også alle yderst svingende.

 

Thomas burde derfor være den eneste sikre vinder i klassementskampen, mens det for de fleste andre både kan være en mulighed for at vinde tid og en af de dage, der kan koste afgørende i kampen om podiet. Blandt topnavnere er det vel kun Romain Bardet, Mikel Landa, Nairo Quintana og Dan Martin, der med sikkerhed står til en lussing, men man dog forvente, at det samme gør sig gældende for Rigoberto Uran, der som bekendt er forvandlet fra tempospecialist til kronisk taber på tidskørsler - hvis han da ikke kan ride videre på den EF-bølge, der synes at have forvandlet hele holdet til gode temporytter.

 

Mange af klassementsrytterne vil være begejstrede for ruten, for den er bestemt ikke flad. Det var helt bevidst, at man designede enkeltstarten i Dauphiné, så den på alle måder minder om denne, og derfor kan vi bruge resultatet fra juni som et sammenligningsgrundlag. Distancerne var stort set identiske, og mens der dengang var tale om en enkelt svær stigning midtvejs, har vi denne gang to bakker undervejs samt en afsluttende rampe. Samlet set giver det lidt flere højdemeter og lidt mindre fladt tonserterræn på en rute, der kan inddeles i to. Den første halvdel er med sine to relativt stejle stigninger ganske svær, men anden halvdel består i alt væsentligt af fladt powerterræn, inden man rammer den tekniske og yderst eksplosive finale med den lille mur.

 

I Dauphiné så vi, hvordan Wout van Aert endte med at knuse al modstand med en sjælden magtdemonstration, hvor han slog Tejay van Garderen med 31 sekunder og en - ganske vist ikke alt for formstærk - Tom Dumoulin med hele 47 sekunder. Derudover udgjordes top 12 stort set udelukkende af klassementsryttere, da Steven Kruijswijk blev nr. 4, Emaniel Buchmann nr. 5, Adam Yates nr. 6, Jakob Fuglsang nr. 9, Richie Porte nr. 11 og Thibaut Pinot nr. 12. Derudover blev multikunstneren Julian Alaphilippe nr. 7, mens de lidt tungere Nils Politt og Remi Cavagna blev hhv. nr. 10 og 12. De helt tunge folk som eksempelvis Alex Dowsett kom imidlertid til kort, selvom briten kørte meget stærkt på etapens sidste del. Med andre ord ligner det en etape for klassementsrytterne - også dem, der ikke nødvendigvis er specialister - samt de mere alsidige specialister, der ikke lader sig skræmme af 400 højdemeter. Heldigvis ser det ikke ud til, at vejret vil spille en rolle, da vejrudsigten melder om næsten helt identiske og ganske varme forhold for alle rytterne i løbet af de 3-4 timer, etapen vil vare.

SPAR MASSER AF PENGE PÅ DE BEDSTE CYKELBØGER

 

Det får os til at pege på Wout van Aert som vores favorit. Det hører til sjældenhederne, at man sidder med fornemmelsen, at man er vidne til fødslen af en ny gigant, men det var den følelse, man fik, da belgieren knuste al modstand med sin magtdemonstration i Dauphiné. I første omgang kunne man måske have tænkt, at det blot var en særligt god dag, men kort efter knuste Van Aert igen al modstand ved de belgiske mesterskaber, hvor han sejrede suverænt foran Yves Lampaert, der kort forinden havde vundet enkeltstarten i Tour de Suisse foran navne som Rohan Dennis, Stefan Küng, Kasper Asgreen og Søren Kragh, samt Victor Campenaerts, der både er timerekordholder, europamester, VM-bronzevinder og vinder af den ekstremt stærkt besatte enkeltstart i Tirreno-Adriatico. Sejrsmarginerne var knusende overlegne og blev endda leveret på forskellige ruter, hvoraf den ene var kuperet og den anden helt flad.

 

Van Aerts opstigen giver god mening. Han viste potentiale ved at slå Tony Martin på en kort enkeltstart i Belgium Tour for nogle år siden, men på det lille Veranda’s Willems-hold fik han aldrig mulighed for at få det rette materiel og den rette støtte. Det har han fået som del af Jumbos specialiserede set-up, og noget tyder på, at han har et helt særligt talent for den disciplin. Det er således også svært ikke at tilskrive ham en stor del af æren for Jumbos magtdemonstration på holdløbet. Der er i hvert fald meget, der tyder på, at en ny tempogigant er født, og da hans sejr i mandags jo ikke ligefrem tyder på, at han er træt, tror vi, at Van Aert fortsætter Jumbos succes ved at vinde enkeltstarten.

 

I årets felt er der ikke mange, der med jævne mellemrum vinder enkeltstarter, men det gør Geraint Thomas. Han vandt den helt flade 1. etape i Touren for to år siden, og sidste år vandt en ellers lidt formsvag Thomas suverænt i Algarve foran folk som Küng og Campenaerts, der hører til blandt de førende specialister. Han havde formentlig vundet 1. etape i Dauphiné, hvis ikke han var styrtet, og under Touren havde han kurs mod en sejr på den sidste enkeltstart, inden en kombination af forsigtighed og et væld af følelser kostede ham for meget tid mod slutningen.

 

Med andre ord er Thomas en sand tempogigant på de fleste ruter, og han vil elske dette terræn. Samtidig ligner han feltets måske stærkeste rytter, og det kan nå få de fleste til at ryste i bukserne. Alligevel hersker der en del usikkerhed om Thomas denne gang, for Ineos har i enkeltstartsmæssig sammenhæng haft et katastrofalt år. Alle holdets specialister inkl. Thomas har skuffet ved hver eneste lejlighed, og selvom de blev nr. 2 på holdløbet, burde et så stærkt besat hold aldrig kunne blive kørt midt over af Jumbo. Er der et eller andet galt med holdets normalt så ufejlbarlige system? Noget tyder på det, men er det nok til at stoppe en ufatteligt stærkt Thomas? Svaret får vi fredag sidst på eftermiddagen.

 

Bag Van Aert og Thomas, der umiddelbart skiller sig ud, er feltet meget åbent, og det er en dag som denne, der kan kaste overraskelser af sig. Det er derfor med nogen tøven, at vi peger på Kasper Asgreen som nr. 3 på vores liste. Det danske fænomen har imidlertid overrasket i tide og utide igennem sin gennembrudssæson, og efter det faktisk kneb lidt for ham med enkeltstarterne i 2018, har han genfundet rytmen i sin paradedisciplin i år. Det viste han særligt med 2. pladsen bag Lampaert i Tour de Suisse, hvor han endda meldte om dårlige ben, og selv på den korte 1. etape, hvor hans store motor slet ikke kun nå at blive varm, var han meget tæt på sejren.

 

Al logik siger, at Asgreen med sin motor vil kunne lide denne relativt lange enkeltstart med sit afvekslende terræn. I interview med TV2 har han imidlertid nedspillet forventningerne som følge af det enorme arbejde, han har udført de seneste dage, men det vil ligne ham dårligt ikke at give den et skud alligevel. Hans flotte føringsarbejde de seneste dage indikerer i hvert fald ikke, at trætheden er voldsom, og i dag kom han igennem etapen nærmest uden at føre. Det kan vise sig, at han er for træt, men Asgreen har potentialet til at leve sensationen.

 

Det har hans holdkammerat Julian Alaphilippe også. Franskmanden er bestemt ikke tempospecialist, men når han er i form, kører han stærkt. Han vandt den flade tonserenkeltstart i San Juan og har tidligere vundet en kuperet enkeltstart i Paris-Nice. For nylig blev han som sagt nr. 7 på en lignende rute i Dauphiné, men det står også klart, at Alaphilippe med sin nuværende guldform er i en helt, helt anden liga, end han var dengang. Den første del burde passe ham ganske fint, men han kan komme lidt til kort på powerstykket tilbage mod Pau. Vi ved også alle, at det kniber med restitutionen for Alaphilippe, men foreløbig er der intet, der tyder på træthed. Med tre relativt nemme dage som opvarmning vil vi ikke blive overraskede, hvis Alaphilippe brager sit livs enkeltstart af fredag eftermiddag.

 

Nu bliver disse optakter sjældent beskyldt for at være skrevet med klaphatten på, og derfor kan vi roligt pege på endnu en dansker uden at blive beskyldt for manglende objektivitet. Med en 5. plads på sidste års enkeltstart har Søren Kragh Andersen nemlig bevist, at han fortjener sin plads i toppen af det internationale tempohierarki. Dengang var det kun giganter, der slog ham på en endda endnu mere kuperet rute, og han har siden bekræftet potentialet med en 3. plads i det stærkt besatte BinckBank Tour, en 2. plads i Algarve og ikke mindst med den nylige 3. plads i Tour de Suisse. Efter en lidt haltende start fandt han endda benene på den knaldhårde 8. etape. Det lover godt for Kragh, der burde kunne lide den varierede rute, og som har vist, at han kan præstere sent i en grand tour.

 

Steven Kruijswijk er bestemt ikke specialist, men ligesom resten af Jumbo er han i den grad kommet efter det. Som sagt blev han nr. 4 i Dauphiné, og det samme gjorde han på den flade enkeltstart i sidste års Vuelta. 16. pladsen i samme års Tour og årets enkeltstart i Romandiet viser desværre også, at man aldrig kan være sikker på, at Kruijswijk præsterer, men har han en af sine gode dage, burde han kunne vinde tid her. Jumbos holdløb bør afspejle hans styrke. Til gengæld skuffede han meget på 6. etape, som måske nok ikke passede ham, men hvor han alligevel burde have gjort det bedre. Omvendt skuffede han også på stigningerne i Dauphiné, men kørte alligevel en fremragende enkeltstart. Og i et etapeløb bliver Kruijswijk jo altid bare bedre og bedre.

 

I det hele taget er der god grund til at tro på Jumbo. De har nemlig også Tony Martin som en kandidat. Tyskeren er måske ikke den gigant, han var engang, men han viste med 2. pladsen bag Dennis og foran Dumoulin i sidste års Giro, at han stadig er fremragende, når han en sjælden gang får chancen på en lang og flad enkeltstart. I år har han faktisk imponeret på korte enkeltstarter i Romandiet, Valencia og ZLM Tour, hvor han ellers burde have haft det svært, og noget tyder på, at også han har haft godt af at komme til Jumbo. Distancen her er lang nok til, at Martin kommer i spil, men når vi alligevel ikke har ham helt fremme på listen, skyldes det terrænets karakter. Det står nemlig efterhånden klart, at Martin på sine gamle dage er blevet temmelig tung, og spørgsmålet er, om bakkerne her ikke er for svære.

 

Løbets vel nok største joker er Richie Porte. I gamle dage var han så stor en specialist, at han endda blev nr. 4 på den flade rute ved VM i København, men i de senere år har han været svingende. Han vandt sikkert på en småkuperet rute i Dauphiné i 2017, hvor han vel var verdens bedste etapeløbsrytter, men det er også den sidste gode enkeltstart, han har kørt. Senest skuffede han i Dauphiné, men det er også helt åbenlyst, at han formmæssigt er i en helt anden forfatning nu. Han er stadig ikke så god som i 2017, men man må som minimum forvente, at han gør det betydeligt bedre end i juni, hvor han alligevel kun akkurat endte uden for top 10. Nærmer han sig sit gamle niveau, burde denne rute passe Porte fremragende.

 

I mange år har Chad Haga stille og roligt nærmet sig verdenseliten, men det var først i årets Giro, at han for alvor fik sit gennembrud. Det skete, da han sejrede på sidste etape, men også på de foregående enkeltstarter, der ellers burde have været for svære for ham, imponerede han stort. Med andre ord har han vist, at en kuperet enkeltstart passer ham, og man skal ikke lade sig snyde af, at han ikke har vist sig frem andet end på 8. etape, hvor han leverede et fornemt føringsarbejde. Det var nemlig det samme i Giroen, og han har fået lov at spare sig til denne etape. Til gengæld kan man også hævde, at alle favoritterne underpræsterede markant i forbindelse med hans sejr i Giroen, og han har derfor stadig til gode for alvor at cementere sin status.

 

En anden joker er Thomas De Gendt. For fem år siden kørte han på podiet på en Tour-enkeltstart, men siden da har det knebet. I årets Giro genfandt han imidlertid pludselig tempobenene, særligt med den flotte 3. plads på sidste etape. Enhver, der så hans ridt i lørdags, vil vide, at De Gendt er i skræmmende form, og terrænet minder endda om det, han fandt i Massif-Central. De Gendt kan være yderst svingende, og man ved aldrig, hvor man har. Man ved imidlertid, at han altid giver det et forsøg, og rammer han atter en af de frygtede dage, er der grund til, at rivalerne ryster i bukserne.

 

Hvor står Nelson Oliveira? Det er et af de åbne spørgsmål, for der er meget stor forskel på portugiserens enkeltstarter afhængig af hans form. I 2016 blev han nr. 3 bag Dumoulin og Froome på en Tour-enkeltstart, i 2017 missede han kun VM-bronzen med det yderste af neglene, og sidste år blev han nr. 5 ved VM. Til gengæld har han kun skuffet i år, og han har hidtil heller ikke overbevist os om, at han er i storform. Så sent som i sidste års Vuelta, hvor han blot blev nr. 7 på enkeltstarten, viste han, at man heller ikke kan regne med ham i grand tours. Movistars holdkonkurrence betyder, at han vil køre fuld gas. Så må vi se, om han har samme styrke som i 2016, hvor han altså blev nr. 3 på en tilsvarende rute.

 

En anden joker er Maximilian Schachmann. Tyskeren vandt bronze ved sidste års EM, men har siden dengang taget syvmileskridt, så han i dag er en helt anden rytter. Desværre har han i år kun kørt den meget specielle enkeltstart i Baskerlandet, som han vandt, men dens rute var så sær, at den ikke kan bruges til noget som helst i denne sammenhæng. Desværre har vi de seneste dage set, at Schachmann ikke længere har forårsformen, og han brugte endda mange kræfter i dagens udbrud. I forvejen kan han være en anelse svingende, og han er derfor en type, der kan falde helt igennem. Det tyske supertalent er imidlertid også typen, der på en stor dag kan komme helt tæt på sejren.

 

Så er der Egan Bernal. Den lille colombianer er ingen elegantier at se på, men kraft ud af den lille krop kommer der alligevel. I Paris-Nice blev han nr. 6 på en flad tonserrute, og i det nylige Tour de Suisse kørte han helt lige op med Rohan Dennis på etapens anden halvdel, der også var helt flad. Ganske vist blev han kun nr. 11, men på en dag, hvor vejret var til ugunst for de sidste startende, kørte han reelt langt stærkere, end resultatet viser. Han skuffede fælt på 6. etape, hvilket skaber lidt usikkerhed, men det vil være mærkeligt, hvis ikke den yderst stabile Bernal er klar, når det gælder. Naturligvis vinder han ikke etapen, men han kan sagtens ende som en af de helt store sejrherrer i klassementskampen.

 

Løbets måske på papiret førende specialist er vel Stefan Küng, men det er svært at have de helt store forventninger til schweizeren. Ligesom Rohan Dennis synes han nemlig at have tabt stort på at forlade den gode BMC-cykel. I hvert fald er det kun i Algarve, at han efter skiftet til FDJ har levet op til forventningerne, og han skuffede fælt i Tirreno, Romandiet og Tour de Suisse. I forvejen er denne rute nok en anelse for kuperet til, at Küng for alvor vil være i sit es, og vi frygter derfor endnu en nedtur. Omvendt er Küng trods alt stadig god nok til stabilt at køre i top 10, og derfor skal man som minimum regne med en hæderlig præstation.

 

Vi havde aldrig troet, at vi skulle nævne Emanuel Buchmann til en enkeltstart. Tyskeren har altid tabt tid i kampen mod uret, men i Dauphiné kørte han pludselig sit livs tidskørsel, hvilket indbragte en 5. plads. Det kunne tyde på, at han har forbedret sig enormt, og denne rute burde endda passe ham endnu bedre. Han har virket skræmmende stærk i løbets første del, hvor han været en af de mest overbevisende klassementsryttere, og selvom det ikke gik sådan i sidste års Vuelta, burde han med sin motor bare blive bedre og bedre. Han har stadig til gode at bekræfte fremgangen, men med den styrke, han hidtil har vist, er der al mulig grund til at vente sig endnu en overraskelse fra Buchmann.

 

Sammen med Thomas er det ubetinget Thibaut Pinot, der blandt klassementsrytterne har leveret det mest positive indtryk. Spørgsmålet er, hvad det rækker til på enkeltstarten. I 2015 og 2016 udviklede han sig pludselig til så stor en specialist, at han sågar slog Dumoulin på en enkeltstart i Romandiet og blev fransk mester, men siden dengang har han haft så store problemer med positionen på cyklen, at disciplinen er blevet en alvorlig akilleshæl. Det er blevet meget bedre i år, hvor han har justeret sin stilling, men han er stadig ikke på niveauet fra 2016. Til gengæld virker han lige nu så flyvende, at det sagtens kan være i morgen, at han kan sende et signal om, at han også er tilbage som temporytter.

 

Endelig er der Michael Matthews. Egentlig er det ikke med den helt store forhåbning, at vi nævner ham, for lange enkeltstarter er ikke hans speciale. Det viste han senest i Tour de Suisse, men samme løb viste os også i 2017, at han på gode dage godt kan gøre sig gældende over lange distancer. I dag viste han også, at formen er god, og det kuperede terræn burde ikke afskrække ham. Distancen er nok for voldsom til, at vi kan se ham helt fremme, men det bør kunne blive til et hæderligt resultat.

 

Adam Yates, Jakob Fuglsang og Enric Mas skal også nævnes. Alle har de haft enkeltstarten som en svaghed, men alle har de også vist stor fremgang. Det gjorde Yates og Fuglsang særligt i Dauphiné, og Mas gjorde det med sin fremragende enkeltstart i Vueltaen, der imidlertid også er den eneste gode enkeltstart, han har kørt. Alle tre har de potentiale til at levere et fornemt resultat, men de risikerer også alle at ende som tabere. Mas har ikke overbevist os om, at hans store motor er helt varm endnu, og Yates har ikke virket overbevisende. Fuglsang virker stadig stærkt, men vi er nået til et punkt, hvor vi langsomt kan begynde at stille spørgsmål ved holdbarheden.

 

Der er mange andre specialister. Desværre er ruten nok for kuperet for den ellers formstærke Yves Lampaert, Michael Hepburn, Sebastian Langeveld, der også er forslået, Tom Scully, der virker formsvag, og Alex Dowsett. Jan Tratnik kunne overraske, for han er tidligere kørt i top 10 ved VM og synes formstærk. Til gengæld kræver ruten her nok lidt for meget power for en mand, der er bedst, når det er teknisk og urytmisk. Joey Rosskopf overraskede med 2. pladsen i Vueltaen sidste år, men har ikke vist noget siden dengang, og selvom Alberto Bettiol har forbedret sig enormt, så vi også i Dauphiné, at han altså har sine begrænsninger. Wilco Kelderman har desværre kørt katastrofale enkeltstarter siden 2017 og vil formentlig spare sig til bjergene. Hans holdkammerat Nikias Arndt kan gøre det godt, men ruten er nok for svær til, at han kan være med helt fremme. Man kan håbe, at Fabio Fellin kan fortsætte sit comeback med en god enkeltstart, og Nils Politt vil sikkert køre fint, men ligesom i Dauphiné komme til kort på bakkerne. Endelig virker Marc Soler formstærk, og da Movistar kører for holdkonkurrencen, kan han ligesom sidste år gå i top 10, og man kan også håbe, at hans holdkammerat Andrey Amador kan køre stærkt, selvom der ikke er noget, der tyder på det, som det desværre også gør sig gældende for Alejandro Valverde, der burde kunne lide ruten, men bestemt ikke imponerer lige nu.

 

Derudover der en stribe folk, der formentlig ikke kører fuld gas. Det gælder alle Ineos-specialisterne Michal Kwiatkowski, Gianni Moscon, Jonathan Castroviejo og Dylan Van Baarle, og det gælder nok også for Luke Durbridge, Simon Yates og Daryl Impey. Damiano Caruso, Tanel Kangert, Simon Geschke, Ilnur Zakarin, Tim Wellens og Dylan Teuns ventes også at spare sig mulige udbrud, og Astana-flokken med Gorka Izagirre, Alexey Lutsenko, Luis Leon Sanchez og Pello Bilbao tager den nok også med ro. Det samme kan gøre sig gældende for Lennard Kämna, men det kunne være sjovt at se, om han som led i sin genopblomstring også kan begynde at køre gode enkeltstarter igen.

 

Feltet.dks vinderbud: Wout van Aert

Øvrige vinderkandidater: Geraint Thomas, Kasper Asgreen

Outsidere: Julian Alaphilippe, Søren Kragh Andersen, Steven Kruijswijk, Tony Martin, Richie Porte

Jokers: Chad Haga, Thomas De Gendt, Nelson Oliveira, Maximilian Schachmann, Egan Bernal, Stefan Küng, Emanuel Buchmann, Thibaut Pinot, Michael Matthews

 

Starttider

Starttider kan ses under live-opdateringen.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Ladies Tour of Norway - TTT(2.WWT) 22/08-25/08

Vuelta a España(2.UWT) 24/08-15/09

Cyclassics Hamburg(1.UWT) 25/08

Colorado Classic(2.HC) 22/08-25/08

Schaal Sels(1.1) 25/08

Tour de Indonesia(2.1) 19/08-23/08

Vuelta a España(2.UWT) 24/08-15/09

Cyclassics Hamburg(1.UWT) 25/08

Schaal Sels(1.1) 25/08

Tour Poitou-Charentes(2.1) 27/08-30/08

Druivenkoers - Overijse(1.1) 28/08

Deutschland Tour(2.HC) 29/08-01/09

Great War Remembrance Race(1.1) 30/08

Tour de DMZ(2.NCUP) 30/08-03/09

GP de Plouay - Lorient Ag...(1.WWT) 31/08

Omloop Mandel-Leie-Scheld...(1.1) 31/08

Tour of Almaty(2.1) 31/08-01/09

Bretagne Classic - Ouest-...(1.UWT) 01/09

Grote Prijs Jef Scherens ...(1.1) 01/09

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger