Optakt: 13. etape af Vuelta a Espana

Ruten

I de senere år har Vueltaen haft tradition for, at man i de fleste af de seneste udgaver har budt på tre bjergetaper i rap henover den anden weekend, og meget ofte har det været denne bjergtrilogi, der har været den mest afgørende i løbet. Det kan meget vel vise sig at være tilfældet igen i år, hvor man genbruger samme model med tre store bjergfinaler frem mod den anden hviledag. Igen i år er det de nordspanske bjerge i Asturien og Castilla y Leon, der danner ramme om disse tre nøgleslag, og der lægges ud med en klassisk Vuelta-finale, når man igen i år vender tilbage til den korte, men meget stejle mur, La Camperona, der allerede har udviklet sig til lidt af en nyklassiker.

I alt skal der tilbagelægges 174,8 km med start i Cadas og mål på La Camperona-stigningen i udkanten af Valle de Sabero. Denne gang angriber man modsat tidligere stigningen via bjergene mod nord og ikke som tidligere via det flade plateau mod syd, og derfor er også den første del af etapen denne gang ganske kuperet. Starten går helt oppe ved den spanske nordkyst lige vest for Gijon, og herfrakører man mod sydøst og syd væk fra vandet. Det betyder, at man tidligt skal op over kategori 3-stigningen Alto de la Madera (7 km, 3,5%), der har top efter 21 km og leder op til et plateau, som følges mod syd gennem fladt terræn. Herefter snor man sig mod syd og sydøst ad en let stigende dalvej i de nordspanske bjerge, indtil man når frem til dagens første seriøse udfordring, kategori 1-stigningen Puerto de Tarna (13 km, 5,8%, max. 7,5%), en helt regulær stigning uden store udsving.

Fra toppen resterer fortsat 69,8 km, som kun byder på en kort nedkørsel, da man har ramt et af de nordspanske plateauer. Derfor går det i stedet mod sydøst via en let faldende vej ned til en større sø, hvor man drejer mod sydvest med kurs mod Sabero, der ligger lige på kanten af bjergene. Den når man frem til med bare 8,3 km igen, hvor dagens indlagte spurt er placeret, og her kører man kortvarigt mod vest, inden man drejer mod nord ind på dagens målstigning, der er i kategori 1. Den stiger med beskedne 7,5% over 8,3 km, men er i den grad todelt. De første 6 km er nemlig ganske lette med stigningsprocenter på hovedsageligt 2-3, men til slut rammer man den grusomme rampe op mod mål. Her stiger de sidste 2,6 km med 13,3% i gennemsnit og når helt op på 19,5%, inden den flader en smule ud med ”bare” 11-12% på den sidste kilometer. Den stejle del byder på flere ret skarpe sving på næstsidste kilometer, men de sidste 800 m følger en lige vej.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Etapen byder på i alt 3235 højdemeter.

La Camperona gjorde debut i 2014, hvor Ryder Hesjedal tog en udbrudssejr på en dag, hvor Chris Froome og Joaquim Rodriguez vandt et par sekunder på Alberto Contador. I 2016 var Sergey Lagutin den bedste i et udbrud, inden Nairo Quintana distancerede Contador og Froome med hhv. 25 og 33 sekunder. Sidste år lagde Vuelta a Castilla y Leon vejen forbi, og det gav etapesejr til Jonathan Hivert, der herved også lagde grunden til sin samlede sejr.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Vejret

Efter et par våde dage kan rytterne se frem til nærmest perfekte betingelser til de kommende bjergetaper. Væk er den ulidelige varme, men det bliver en skyfri dag med en temperatur på 21 grader i bunden af den sidste stigning. Der vil være en let vind fra øst og sydøst. Det giver sidemod- og modvind stort set hele dagen, indtil man kort inden den indlagt spurt drejer ind i medvind. På den sidste stigning har man medvind frem til det stejle stykke og derefter sidemed- og sidevind.

Analyse af 12. etape

Noget af det mest fascinerende ved cykelsporten er, at det i en vis forstand er flere sportsgrene samlet i én. Selvom alle ryttere befinder sig i samme felt og i teorien alle kører mod hinanden, er der himmelvid forskel på deres karakteristika. Når André Greipel og Nairo Quintana står side om side ved siden af hinanden på startstregen, er det i hvert fald svært at tro, at de to vidt forskellige udgaver af menneskeheden er aktive i den samme sportsgren.

Det er imidlertid også det element, der gør det så underholdende, for en af udfordringerne er at lære de enkelte at kende og finde ud af, hvad netop de er gode til. En af de væsentligste, men måske knap så åbenlyse egenskaber er stabilitet og evne til regelmæssigt at præstere på høt niveau, og også her er der en verden til forskel på folk. Der findes ryttere som Alejandro Valverde og Greg Van Avermaert, der kører med om sejren stort set hver eneste gang, de er til start i et løb, der passer dem, og det er i høj grad deres sublime bundniveau, der giver dem deres klasse.

I den anden grøft er der imidlertid en hel del ryttere, fra hvem man aldrig ved, hvad man skal forvente. Thomas De Gendt er et strålende eksempel på en rytter, der på sine dage kan være helt ustoppelig, men som også kan eksplodere totalt på sine dårlige dage.

Der findes dog næppe nogen større lottokupon end Alexandre Geniez. Med indtil i dag to etapesejre i Vueltaen, samlede sejre i Tour de l’ain og Tour La Provence, store endagssejre i Tre Valli Varesine, GP La Marseillaise og Tro-Bro Leon samt ikke mindst en samlet top 10-placering i Giroen, har franskmanden et cv, der kan gøre de fleste professionelle grønne af misundelse. Til gengæld er der også lange perioder, hvor det er Geniez, der må misunde feltets øvrige ryttere, for der findes ikke mange, der i perioder er så dårlig som netop ham.

Det er svært at sige, hvad forklaringen er, men det kræver ikke mange blik på hans resultatliste at forstå, at han har haft lange perioder, hvor alene det at slutte i top 100 har været lidt af en bedrift. I andre perioder er han imidlertid fremragende, som da han både i år og i 2015 kørte så stabil en Giro, at han sluttede højt i klassementet, og også i år havde han en af sine drømmeperioder i starten af sæsonen, hvor han efter bare fem løbsdage allerede havde tre sejre.

Derefter forsvandt han imidlertid igen, og i marts kunne han ikke træde mange buler selv i den blødeste hat. Alligevel endte han som nr. 11 i Giroen, men derefter blev han igen ramt af et af sine mærkværdige formdyk, så han i bare få dage inden starten måtte overlade sin Tour-plads til Mathias Frank.

Derfor var det også svært at vide, hvad vi skulle forvente af Geniez i årets Vuelta. Han havde på forhånd meldt ud, at målet alene var etapesejre, men selv sådanne forsøg er endt med vidt forskelligt udkomme. I 2013 vandt han kongeetapen til Payragudes, og i 2016 vandt han tidligt i løbet på den stejle mur Mirador de Izaro - for så i øvrigt at kollapse totalt i den sidste halvdel af løbet. Helt omvendt gik det sidste år, hvor han trods etapesejr i Ain inden løbet ramte en af sine dårlige perioder og endte med at blive sendt tidligt hjem efter at have holdt fast i en følgebil på en af sine mange svære dage.

I år så det ud til, at han igen var en nitte. I hvert fald eksploderede han totalt, da han ramte udbruddet på 5. etape, og med hans mildt sagt svingende historik i baghovedet var det svært at tro på, at der ville være gevinst at hente. Geniez’ gode ben kan imidlertid komme ud af det blå, som de gjorde det, da han sidste år choksejrede foran Pinot og Nibali i Tre Valli Varesine, og i dag vendte han atter hele sit løb på hovedet, da han med klog kørsel sikrede sig karrierens tredje og Ag2r-holdets anden etapesejr i den spanske grand tour.

Geniez’ sejr var flot, men det stod samtidig helt klart, at han ikke var uheldig med omstændighederne. Faktisk var det åbenlyst gennem hele etapen, at franskmanden langt fra var stærkeste mand blandt de 18 ryttere, der lynhurtigt fik carte blanche til at skulle afgøre etapen mellem sig. Faktisk var Geniez flere gange sat af, og med bare 5 km til mål, hvor han sidste gang havde mistet kontakten, så løbet endnu engang ud til være kørt for franskmanden.

Heldet var imidlertid med Geniez, for den knaldhårde modvind, der prægede de sidste 30 km af etapen, betød, at det var umuligt for løbets stærkeste at gøre en forskel. Davide Formolo sled og sled i terræn. der i forvejen var for let for ham, men de blæsende betingelser gjorde det helt umuligt at køre alene hjem, som var forudsætningen for, at den klatrestærke italiener kunne vinde. Heller ikke Mark Padun, der efter en lidt skuffende start på sin første grand tour, endelig fik vist, hvorfor han er at rene som et af sportens største grand tour-talenter, kunne gøre den store forskel.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Alt sammen var det til fordel for Geniez, der gang på gang har vist, at han er en fremragende afslutter i mindre grupper, ikke mindst i tekniske finaler. Derfor vidste han, at han havde en stor chance, hvis blot han kunne holde sig til, og da han samtidig til slut kom af med andre hurtige folk som Dries Devenyns og Gianluca Brambilla, lå sejren serveret på et sølvfad, da de sidste skes mand til slut skulle afgøre løbet mellem sig. Måske med lidt for stort overmod åbnede han en spurt, der var lige ved at blive lidt for lang, men som i sidste ende betød, at Ag2r, hvis hold bestemt ikke fik megen opmærksomhed inden løbet, med nu to etapesejre, står som en af løbets helt store positive overraskelser, ikke mindst fordi Tony Gallopin også fortsat gør det bedre end ventet i klassementet.

I det hele taget har det været en fantastisk Vuelta for franskmændene. Tidligere Har Rudy Molard ført løbet i en lille uge, og Nacer Bouhanni har taget sin første grand tour-etapesejr siden 2014. I dag endte Cofidis endda som den anden helt store vinder sammen med Ag2r, da det lykkedes dem med Jesus Herrada at erobre trøjen.

Ideen var da også så oplagt, at det var dumt ikke at gøre forsøget. Mitchelton-Scott, der som bekendt er kendt for deres modvilje mod at føre, viste i går, at de i hvert fald ikke ville røre en finger for at forsvare trøjen, og da Herrada med overraskende god kørsel i bjergene havde holdt sig til i klassementet, var det klart, at deltagelse i det tidlige udbrud kunne være en genvej til en eller flere dage i rødt. Helt som ventet var australierne da også helt ligeglade med Yates’ ellers så prestigefulde trøje, og de løftede knap et øjenbryn, da den opmærksomme og stærke Herrada kørte væk i en stærk 18-mandsgruppe fra starten.

Den største trussel mod Herrada var da heller ikke Mitchelton, men derimod sprinterne. Især Bora burde hav lugtet blod for den hårde rute med mere end 3000 højdemeter var måske Peter Sagans allerbedste chance for at vinde en etape i den resterende del af løbet. Tilsyneladende indså tyskerne imidlertid hurtigt, at hverken Quick-Step eller Trek havde den store tro på, at de kunne holde snor i et stærkt udbrud og samtidig holde Elia Viviaini og Giacomo Nizzolo fremme i en så hård finale, og da først de to øvrige store sprinterhold var aktive i de tidlige angreb, kastede også Bora håndklædet i ringen. Med en hård start kunne man ikke forhindre en stor og stærk gruppe i at komme væk, og da elastikken knækkede på den indledende stigning, stod det da også med det samme klart, at løbet var kørt for sprinterne. Bora havde sendt Davide Formolo med, og Trek og Quick-Step var repræsenterede med hhv. Gianluca Brambilla og Dries Devenyns, og dermed var al interesse i at køre udbruddet ind med det samme helt væk.

Herrada kunne med tilfredshed se sig rundt og konstatere, at alle de tre sprinterhold havde klaret cuttet, og derefter skulle han vælge, om han ville prioritere etapesejren eller førertrøjen. Mange var nok forundrede over, at den ellers så formstærke spanier ikke kunne sidde med i finalen, men det er nærliggende at tro, at han har brændt sine tændstikker tidligere på etapen, hvor han formentlig har arbejdet stenhårdt for at øge sit forspring.

Længe så det da også ud til, at han ville erobre trøjen med en stor margin, men til slut fik han sine gamle holdkammerater imod sig. Det stod ikke umiddelbart helt klart, om det faktisk var truslen fra Herrada, der ansporede spanierne til igen i dag at bruge kræfter forrest i feltet, men i hvert fald lykkedes det spanierne til slut at reducere afstanden så meget, at det nu kan blive svært for Herrada at få mere end én dag i rødt. Mere nærliggende er det nok at tro, at Movistar var optagede af holdkonkurrencen, som Bahrain med to mand i udbruddet kunne lægge i et jerngreb, og som altid har haft det spanske holds interesse. På den anden side kan man godt undre sig over, at de på oplagte Valverde-etaper er så modvillige mod at føre, mens de i dag gladelig ofrede et ikke ubetydeligt antal kræfter på måske at holde sig i spil til sejren i en holdkonkurrence, der trods alt ikke burde have samme prestige som etapesejre med den spanske veteran.

Bahrains udbytte af etapen var da også kun førstepladsen i holdkonkurrencen, for dagen må også have givet anledning til en vis bekymring. I front var Nibali nemlig slet ikke i stand til at køre med om sejren, om den italienske stjerne lignede da også en temmelig desillusioneret mand, da han rullede over stregen som nr. 17 og næstsidst i det store udbrud. Naturligvis har han stadig et par uger til at finde formen, men lige nu ville den italienske landstræner Davide Cassani nok gøre klogt i at spekulere i en plan B til VM, for i skrivende stund ligner Nibali alt andet end en verdensmester.

Der er bare ikke noget oplagt alternativ. Fabio Aru viste så sent som i går, at han stadig er en skygge af sig selv, og selvom Formolo faktisk kørte ganske glot i dag på en rute, der bestemt ikke passede ham, har også han været langt fra sit bedste niveau. Også Brambilla fortsatte sin meget mærkværdige kørsel, for mens han har holdt sig flot til i bjergetaperne, har han nu to gange skuffet på de dage, hvor han faktisk har ramt det rette udbrud og været i situationer, hvor han tidligere har været en sand mester i at gøre arbejdet færdigt. Og for at gøre den italienske nedtur total var en anden af feltets lottokuponer, evigt ustabile Valerio Conti, også i dag langt fra det niveau, der tidligere har givet ham en sejr i dette løb.

Der var dog også folk, der kan se lyspunkter trods nederlaget til Geniez. Det gælder ikke mindst Padun, der efter en svær tid endelig fik vist, hvorfor han vandt en bjergetape i det stjernebesatte Tour of the Alps tidligere i år. Også Dylan Van Baarle, der nok mest er dybt skuffet over, at han ikke fik presset sig forbi Geniez, kan være ganske stolt over at have grebet en sjælden chance på en rute, der på papiret havde lidt for mange højdemeter til en stor fyr som ham.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Dylan Teuns måtte ligesom i går se sig slået, men for en mand, der tidligere har haft svært ved at holde niveau i etapeløb, er det et tegn på modning, at han nu to dage i træk har kørt med om sejren på to ret hårde etaper, der begge blev indledt som lyn og torden. Og endelig bekræftede Victor Campenaerts det, han allerede vist i BinckBank Tour, nemlig at han ikke længere blot er tempospecialist, men faktisk også så stærk, at han kan køre med de bedste i linjeløb også.

Alle sammen er de imidlertid bifigurer i det store spil, som ikke gav mange svar i dag. Alle favoritterne kom med feltet hjem på en etape, der blot skulle overstås. Begge de to seneste dage er imidlertid blevet kørt i et voldsomt opskruet tempo, hvor tidsplanerne er blevet sprængt, og da de har budt på i alt næsten 7000 højdemeter har de helt sikkert sat sig deres spor.

Klatrehierarkiet kan derfor meget vel have ændret sig siden seneste slag på La Covatilla, og det er derfor først i morgen, at vi får de første helt klare indikationer på, hvem der kan vinde årets Vuelta. Den spanske grand tour handler nemlig mere end nogen anden om friskhed og stabilitet, og det vil være de to elementer, der bliver afgørende på de syv klassementsetaper, der er spredt ud over de sidste ni løbsdage.

Skal man vinde en grand tour, skal man nemlig have et tårnhøjt bundniveau og ikke være en fransk lottokupon. Derfor kommer Geniez heller ikke til at vinde mange etapeløb i sit liv. Heldigvis viste han i dag, at han kan så meget andet.

Favoritterne

Som sagt er det efterhånden blevet en fast tradition, at Vueltaen frem mod den anden hviledag præsenterer tre bjergetaper i træk, og meget ofte har man efter de tre dage en meget god ide om, hvem der vil vinde løbet. Det vil formentlig også være tilfældet i år, hvor der bydes på tre svære finaler alle dage, og hver især har de potentiale til at gøre en ganske betydelig forskel.

Samtidig er der ret stor forskel på afslutningerne. De to første etaper slutter med to meget korte, men ekstremt stejle mure af den type, der mere end noget andet karakteriserer Vueltaen. Søndag gælder det imidlertid løbets allermest klassiske målstigning på til Lagos de Covadonga, hvor der er tale om et regulært bjerg med knap så stejle procenter, men over en betydeligt længere distance. De to første etaper er derfor bedst for ryttere, der trives på korte, stejle mure og har et vist punch, men søndagens etape mere er for mere rendyrkede klatrere.

Der lægges altså ud med La Camperona er efterhånden blevet lidt af en klassiker, og historien viser klart, at der kan vindes ganske meget tid, selvom der reelt kun er tale om en 2-3 km lang mur. Som Nairo Quintana viste sidst, er finalen nemlig svær nok til, at også mere rene klatrere kan sætte sig igennem, og det var faktisk ret bemærkelsesværdigt, hvor meget tid den lille colombianer kunne vinde på Chris Froome den dag. Det siger alt om, at man skal passe på med at undervurdere etapen, for forskellene kan være større, end man umiddelbart skulle tro over en så beskeden distance.

Spørgsmålet er imidlertid, om favoritterne overhovedet skal køre om etapesejren. Det er nemlig ikke uden grund, at etapen til La Camperona ved begge tidligere besøg er blevet afgjort af et udbrud. I begge tilfælde kom den nemlig som den første af tre på hinanden følgende bjergfinaler, og det fik i begge tilfælde favoritholdene til at spare lidt på ressourcerne. I det hele taget taler statistikken sit tydelige sprog. I årene 2012 til 2015, hvor man hver gang havde tre bjergetaper på dagene op til den anden hviledag, var det kun i 2012, at et udbrud ikke holdt hjem på den første af de tre etaper.

Sker det igen i morgen? Chancerne i hvert fald gode, selvom det ikke helt kan udelukkes, at vi får en afgørelse mellem favoritterne. Umiddelbart er der to hold, der kunne have en interesse i at optage forfølgelsen, nemlig Movistar og Astana, der umiddelbart har de to favoritter til både etapen og den samlede sejr. Movistar har imidlertid slidt meget på holdet de seneste dage, især i går, og traditionen siger, at de er ret passive i denne fase af løbet. Samlet set er 14. etape betydeligt sværere, ligesom Quintana helt sikkert drømmer om for anden gang i træk af vinde på Lagos de Covadonga, som er løbets mest mytiske stigning, og derfor tror vi, at spanierne vil lade etapesejren sejle.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det er derfor formentlig Astana, der bestemmer, hvad der skal ske. Miguel Angel Lopez sætter meget ofte sit hold frem for at føre på bjergetaper, hvor han har en chance, men lidt mod vores forventning skete det ikke i søndags. Det kunne indikere, at holdet også denne gang vil holde lidt igen, især fordi der altså venter yderligere to meget svære dage. På den anden side må 9. etape have givet Lopez en del selvtillid, og det taler også mod udbruddet, at det meste af etapen er så relativt let, at det ikke kræver alt for meget at holde det under kontrol.

LottoNL-Jumbo kunne være et andet hold, der har en interesse i at jagte etapesejren, men vi tror, at det bliver Astana, der bestemmer, hvad der skal ske. Sætter de sig frem, vil det formentlig ende i en afgørelse mellem favoritterne. Gør de ikke, vil Cofidis med glæde lade et udbrud æde bonussekunderne.

Udsigten til yderligere to bjergetaper får os til at hælde til endnu en udbrudssejr, men det kan godt blive en tricky sag at forudse etapevinderen i et sådant scenarium. Ganske vist er der en tidlig kategori 3-stigning, men da den ikke er særligt vanskelig, er første del af etapen ikke voldsomt svær. Det kan derfor godt blive lidt af et lotteri at ramme udbruddet, og selvom man i teorien skal være en meget god klatrer for at vinde på muren, viste Lagutin så sent som for to år siden, at det ikke behøver at være tilfældet, hvis blot udbruddets sammensætning er rigtig. Formentlig vil etapevinderen være en af løbets bedste klatrere, men vi kan også igen blive vidner til en gedigen overraskelse.

Vores favorit er imidlertid en af feltets klatrere og puncheurs. Michael Woods må slikke sig om munden ved udsigten til en kort, stejl mur som denne, for det er præcis denne type afslutninger, den eksplosive canadier elsker. Det viste han blandt andet med 2. pladsen på 4. etape af Giroen i år og med 3. pladsen bag Froome og Chaves i sidste års Vuelta på Cumbre del Sol, der på mange måder minder om La Camperona. Det burde derfor være hævet over enhver tvivl, at Woods har sat kryds ved de kommende to etaper, og EF har med Simon Clarke, Pierre Rolland og Woods selv tidligere i løbet vist, at de trods Rigoberto Urans tilstedeværelse sagtens kan give frihed til deres hjælper også.

Woods styrtede i Utah, men har overrasket sig selv med gode ben hidtil, ikke mindst i fredags, hvor han satte ellers formstærke Floris De Tier fra hjul på den sidste bakke, samt i søndags, hvor han sad med i feltet længe, indtil han slap trådet helt på den sidste del. I går skulle han sætte Uran op til angreb på den sidste stigning, men kørte ifølge ham selv så stærkt, at han faktisk endte med at køre væk fra sin kaptajn. Det viser, at Woods er i ganske glimrende form, og han er altså en af løbets bedste på afslutninger som denne. Det kan blive svært at ramme udbruddet i den lette indledning, men lykkes det, bliver Woods vanskelig at slå.

Ilnur Zakarin kom flyvende ind til løbet, for hans overraskende gode enkeltstart viste, at han havde god form. Desværre styrtede han mindre end 24 timer siden, og dermed knustes alle hans klassementsdrømme. Siden da har han forsøgt at komme sig, mens han har rettet blikket mod en etapesejr sidst i løbet. Hvor han står nu, er stadig svært at sige, for han har ikke haft den store grund til at grave dybt indtil. Han har dog siddet hæderligt med i bjergene, og er han ikke for mærket af sine skader, burde den gode form stadig være der. Katusha må have ét mål i morgen: at få Zakarin med i udbrud. Det kan blive lidt svært i en indledning, der ikke er voldsomt svær, men lykkes det, vil den langlemmede russer have gode muligheder. Måske er en kort, stejl stigning ikke hans kop te, men i et udbrud vil der ikke være mange, der klatrer bedre end ham. Han har tidligere vundet Giro- og Tour-etape fra udbrud og vist, at han evner at gøre det færdigt.

Egentlig ville vi gerne gøre Rafal Majka til vores topfavorit, for polakken viste med sit hårde føringsarbejde i modvinden på La Covatilla, at han er i fremragende form. Det viste han også i går, hvor han i de vanvittige to første timer var med i langt de fleste udbrud. Majka er faktisk også ganske god på korte, stejle stigninger og bliver derfor meget svær at bide skeer med, hvis han kommer med i udbruddet. Problemet er, at han i klassementet blot er godt fem minutter efter favoritterne, og der er næppe nogen, der har lyst til at lukke ham ind i klassementet igen. Derfor kunne man meget vel forestille sig, at Movistar vil sikre sig, at han ikke rammer udbruddet, for det kan tvinge dem til igen at skulle føre halvhårdt hele dagen. Det kan kompromittere hans chancer betydeligt.

Det er svært helt at finde ud af, hvad man skal mene om Bauke Mollema . Hollænderen er åbenlyst fint kørende, for han har ramt udbruddene sort set hver gang, de er kørt hjem. På den anden side var han temmelig skuffende i går, hvor ganske mange ryttere var bedre end ham i finalen. På La Covatilla var han klart udbruddets stærkeste mand, men han lod sig fange, da Ben King angreb tidligt, og i sidste ende kunne han ikke igen fange amerikaneren. Det er i hvert fald tydeligt, at Mollema ikke har de ben, han havde i sin storhedstid, men det ændrer ikke på, at han blandt udbrudskandidaterne stadig er en af topklatrerne. Han har vist en god næse for at ramme udbruddet, og på en mur, der faktisk passer ham ganske glimrende, har han også fine chancer for at gøre det færdigt.

Vi får meget hurtigt at se, om Astana har tænkt sig at vinde etapen med Lopez eller ej. Vil de ikke det, har de nemlig vist, at deres etapejægere kan få chancen. Det kan åbne døren for Omar Fraile, der som bekendt er en af verdens førende udbryderkonger. Mange var lidt skuffede over hans præstation i gårsdagens udbrud, men faktisk var det udtryk for høj klasse, at han overhovedet var med til at køre om sejren. Sammen med resten af Astana havde han nemlig brugt en times tid på at bringe Lopez tilbage efter en defekt, så at han efterfølgende kunne angribe på så hård en etape, vidner om form. Nu er spørgsmålet blot, om han også kan gøre det færdigt på en etape som denne, for den sidste stigning er nok en anelse for stejl for en stor fyr som Fraile. På den anden side klatrer han på sine gode dage fremragende, som han senest viste med sejren på Mende-etapen i Touren, hvor den sidste stigning faktisk minder meget om denne. Meget vil afhænge af konkurrencen, men Fraile kan godt tage endnu en ”mursejr” på denne etape.

Egentlig ville vi gerne gøre Sergio Henao til topfavorit, for i gamle dage var der ikke mange i denne verden, der kunne matche ham på stigninger som disse. Det er ikke uden grund, at han har været i førertrøjen i Baskerlandet Rundt talrige gange, for det spanske løb er kendt for sine enormt stejle mure. Desværre skal vi også helt tilbage til marts 2017 for at finde den gamle Henao, for siden sejren i Paris-Nice har han været en skygge af sig selv. Senest var han da heller ikke voldsomt imponerende, da han ramte udbruddet i går. På den anden side krævede det faktisk ret gode ben overhovedet at komme afsted på løbets hidtil hårdeste etape, så formen er ikke helt dårlig. Rammer han udbruddet, er det op til Henao selv at vise, at han stadig har punchet fra gamle dage,

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det har bestemt ikke været det bedste løb for Davide Formolo, der har været temmelig langt fra sit bedste niveau. I dag så han imidlertid betydeligt bedre ud, og reelt set var han vel stærkeste mand i udbruddet. Desværre var etapen en anelse for let for den stærke italiener, men det tyder på, at formen er i fremgang. Det er naturligvis højst usikkert, om han er frisk på to udbrud i træk, men kommer han med igen, burde han have gode chancer på en stigning, der ikke ligger dårligt til en halveksplosiv type som ham.

Korte, stejle stigninger rimer også på Pello Bilbao, men det har godt nok ikke været et godt løb for baskeren, der ellers overraskede de fleste med sin top 10 i Giroen. Han viste dog fremgang på La Covatilla, og det er nærliggende at tænke sig, at han måske blot har lidt i den sydspanske varme. Nu er han kommet op til køligere temperaturer, og kan han fortsætte de positive takter, er dette en etape, der passer ham. Hans chancer afhænger imidlertid som for Fraile helt og holdet af, hvilke planer Lopez har med etapen.

Det så så lovende ud for Laurens De Plus tidligt i løbet, for belgieren var meget tæt på at snyde favoritterne med sit stærke angreb på 2. etape. Siden da er det imidlertid gået ned ad bakke, og han er nu galdey helt ud af klassementet. Spørgsmålet er, hvad vi skal lægge i gårsdagens store tidstab, for det kan lige så vel være et forsøg på at spare kræfter til et udbrudsforsøg de kommende dage. Han viste i sidste års Giro, at han er ret god sidst i grand tours, og han har hidtil været tæt på at kunne klatre med de bedste. Rammer han udbruddet, burde han derfor have gode chancer for at gøre arbejdet færdigt.

Er Richie Porte klar? Vi ved det ikke, for australieren har bortset fra et udbrud på en sprinteretape været meget anonym, De seneste dage har han imidlertid været betydeligt bedre med, indtil han har siddet op i finalerne, og hans form synes slet ikke længere at være så katastrofal som tidligere. Om den allerede nu rækker til faktisk at vinde så svær en etape, kan man nok have sin tvivl om, men det vil være dumt at afskrive ham. På korte, relativt eksplosive stigninger findes der nemlig ikke mange i denne verden, der kommer blot i nærheden af at matche australieren, der har et fremragende punch.

Hermann Pernsteiner , der kommer fra mountainbikesporten, har ikke helt levet op til forventningerne hidtil, men en andenplads i Østrig Rundt samt sejr i GP Lugano er dog ikke et dårligt udbytte. I dette løb har også klatret fremragende, for han har siddet godt med på begge bjergetaper hidtil. Bahrain har tydeligt vist, at der er en vis frihed til at jagte etaper, og kommer Pernsteiner med, burde den sidste stigning slet ikke være dårlig for ham. En anden kandidat fra araberne er veteranen Franco Pellizotti, der måske ikke er så stærk som tidligere, men dog to gange har kørt med om en etapesejr. Til gengæld ser det ud til, at ellers formstærke Gorka Izagirre skal blive hos sin bror, for han har hidtil ikke været meldt aktiv i ét eneste udbrudsforsøg i løbet.

Pierre Rolland har været meget synlig hidtil, og havde han ikke ladet sig snyde af King på den 4. etape, havde han formentlig allerede haft en sejr. På den anden side skuffede han ganske meget i gårsdagens udbrud, hvor han længe lignede en af de svageste, og noget tyder derfor på, at han ikke helt har topformen. En kort, stejl stigning er heller ikke ideel for den elegante franskmand, der er bedst på lange, opslidende bjergpas. Det ændrer dog ikke på, at han i det rette selskab sagtens kan vise sig som den mest klatrestærke udbryder.

Korte, stejle mure passer også perfekt til Igor Anton, der altid har haft denne type afslutninger som sit speciale. Der har imidlertid været temmelig stille om baskeren hidtil i løbet. På den anden side har de første etaper heller ikke passet ham, og en 35. plads på La Covatilla tyder i hvert fald på, at formen ikke er helt væk. Vi skal ikke glemme, at Anton i bjergene i Burgos for mindre end en måned siden var bedre end meget længe, og har han de samme ben nu, vil han være farlig i en finale som denne.

Sky har også et glimrende kort i talentfulde Tao Geoghegan Hart . Den unge brite har haft en vild sæson, hvor han særligt imponerede stort i Tour of California og Dauphiné. Han har skuffet lidt i den indledende del af dette løb, men han har formentlig også været ret konservativt kørende i sin første grand tour. Han bør dog have blik på denne etape, for han er en god klatrer. Nu skal han blot vise, at han efter 12 dage fortsat har friskheden til at køre med om sejren på så svær en etape.

Endelig er der Ben King. Kun en tåbe nævner ikke amerikaneren, der foreløbig har gjort rent bord på bjergetaperne, men det bliver trods alt svært at lave hattricket. Først og fremmest er King nu betydeligt mere overvåget end tidligere, så det bliver ikke let for ham igen at få et forspring inden den sidste stigning, hvis han skulle ramme det rette udbrud. Denne gang må man også antage, at målbjerget er lidt for stejlt for den trods alt ret store amerikaner. Endelig ligger han efterhånden også så godt til i klassementet, at Cofidis næppe har den helt store interesse i at lade ham køre, fordi det kan betyde, at de skal holde udbruddet i kortere snot, end de egentlig kunne ønske sig. Formen kan der imidlertid ikke stilles spørgsmålstegn ved, og historien viser, at man aldrig skal udelukke mirakler fra King.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Andre kandidater er Floris De Tier og Sepp Kuss , men vi tror, at de skal blive hos deres to kaptajner. Den sidste stigning er nok trods alt for stejl for Tiesj Benoot , der stadig ikke er helt på toppen, og det samme gælder for Alessandro De Marchi, Davide Villella og Eduard Prades- Gianluca Brambilla, Mark Padun og Dylan Teuns må trænge til en slapper efter i dag, og Nicolas Roche synes slet ikke at have styrken til at gøre det færdigt. Adam Yates skal sikkert blive hos Simon, ligesom Rudy Molard skal blive hos Pinot, og ellers talentfulde Edward Ravasi og Nick Schultz mangler nok stadig det sidste for at kunne gøre det færdigt.

Ender det i et favoritopgør, ligner det i vores øjne en duel mellem Miguel Angel Lopez og Nairo Quintana. Som de eneste rene klatrere kunne de sidde med de tunge folk som Wilco Kelderman og Ion Izagirre på vindblæste La Covatilla, hvor det handlede mere om power end rene klatreevner. I morgen bør de være langt mere komfortable på de meget stejle procenter, og de har begge vist, at de har et glimrende punch på stigninger som disse. Quintana kørte som bekendt endda fra alt og alle, da de sidste besøgte bjerget for to år siden, og Lopez viste sidste år i Vueltaen, at han har et glimrende antrit.

Det er til gengæld svært at sige hvem af de to, der er stærkest. Begge er de bedst mod slutningen af grand tours, mens særligt Lopez har haft en bemærkelsesværdig evne til at forbedre sig undervejs. Denne gang har han endda i den første del været bedre end tidligere, og han så også meget stærk ud i finalen i går, selvom han havde brugt mere end en time på at jagte efter en defekt. Han er samtidig en anelse mere eksplosiv end Quintana, og derfor tipper balancen svagt i hans favør.

Den store joker er Simon Yates. Briten var som bekendt flyvende i Giroen, mens han denne gang har som mål at finde topformen i den sidste del. Derfor har han hidtil forsøgt at holde sig i ro, og han er stadig i en position, hvor han næppe behøver at angribe. Vi er dog stadig i tvivl, om han vitterligt kan finde samme ben som i Giroen, for han har altid haft det svært mod slutningen af grand tours. Den sidste stejle mur passer ham som fod i hose, men hidtil har han været et niveau under Lopez og Quintana. Spørgsmålet et blot, om han har lukket hullet over den seneste lille uge. Vi tvivler, men udelukker det ikke.

Med diskret kørsel har Rigoberto Uran holdt sig fint til, og han har modsat mange andre en friskhed, der burde komme ham til gode sidst i løbet. Han var ikke langt fra de bedste på La Covatilla, og i teorien burde en eksplosiv stigning som denne vel egentlig passe ham endnu bedre. Han har et godt punch på toppen, men spørgsmålet er, om han er god nok til at hænge på sine landsmænd hele vejen til toppen.

Thibaut Pinot var den helt store skuffelse på La Covatilla, men det er nærliggende at tro, at hans form er i fremgang. Han har ikke haft den ideelle forberedelse, og det er ikke nogen hemmelighed, at han altid har haft det svært i varmen. Nu er han kommet til det køligere nord, og hans aggressive kørsel i går tyder i hvert fald på kørelyst og god form. Han mangler stadig at vise, at han er i topform, men nærmer han sig sit højeste niveau, er Pinot i teorien en af de allerskarpeste klatrere i dette løb.

Vi tror stadig, at Ion Izagirre går ned i løbets sidste del, men foreløbig er der ikke den mindste tegn på svaghed. Han har klart været en af de stærkeste hidtil og også i går, var han i totalt overskud i den hårde finale. Han har altid elsket Baskerlandet Rundt, hvor han har vist sine evner på korte, stejle mure som denne, og det er derfor en finale, der passer ham glimrende. Vi forventer endnu en god præstation af Izagirre inden et muligt niveaufald senere i løbet.

Wilco Kelderman var skræmmende stærk på La Covatilla, og ligesom Uran har han en friskhed, der i teorien blot burde gøre ham bedre og bedre. På den anden side var den vindblæste stigning i søndags også meget bedre for en stor fyr som ham end for mere rene klatrere, og vi så sidste år på Angliru, at han kom lidt til kort på de helt stejle procenter. På den anden side har han altid haft et af godt punch på korte stigninger, så denne afslutning burde ikke være helt dårlig for ham. Vi frygter stadig, at det bliver lidt for stejlt til, at han faktisk kan vinde, men formen kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved.

Efter den skuffende præstation på La Covatilla tror vi, at Alejandro Valverde vil stille sig i Quintanas tjeneste, og selvom han egentlig er god på korte, stejle stigninger, tror vi, at det kan blive svært at fremkalde en situation, hvor han kan gå efter sejren. George Bennett og Steven Kruijswijk virker begge til at være et niveau under de allerbedste, og da korte, stejle stigninger ikke er deres kop te, får de svært ved at vinde. Endelig er Emanuel Buchmann tilsyneladende mærket af sit styrt, også selvom gårsdagens lille tidstab formentlig mere skyldtes hans sene defekt end dårlig form.

Feltet.dks vinderbud: Michael Woods

Øvrige vinderkandidater: Ilnur Zakarin, Rafal Majka

Outsidere: Bauke Mollema, Omar Fraile, Sergio Henao, Davide Formolo, Pello Bilbao

Jokers: Laurens De Plus, Richie Porte, Hermann Pernsteiner, Pierre Rolland, Igor Anton, Tao Geoghegan Hart Ben King

Kandidater til et favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Miguel Angel Lopez, Nairo Quintana, Simon Yates, Rigoberto Uran, Thibaut Pinot, Ion Izagirre, Wilco Kelderman

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Sergey Lagutins sejr fra 2016 og Ryder Hesjedals sejr fra 2014.