Optakt: 13. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Hvor Giroen og Touren typisk varierer mængden af enkeltstartskilometer betydeligt fra år til år, forholder det sig helt anderledes for Vueltaen. Her er det en helt fast tradition, at der afvikles et indledende holdløb og derefter én enkeltstart på 30-40 km. Tidligere kom den ofte i løbets anden uge, men i de senere år er den - med sidste år som en undtagelse - som regel kommet lige efter anden hviledag som indledning på den afgørende uge. I år er holdløbet gået fløjten sammen med resten af starten i Holland, og derfor bliver det kun på den lange enkeltstart, at tempocyklerne skal ud af garagen. Det sker igen i år på den klassiske placering lige efter anden hviledag, hvor der venter en klassisk distance med masser af fladt tonserterræn i Galicien, men hvor det hele krydres med en spektakulær afslutning på den brutalt stejle mur, Mirador de Ezaro, der allerede er blevet lidt af en klassiker og nu besøges i en helt ny sammenhæng. Herefter venter en relativt let afslutning på løbet, og dermed kan det meget vel vise sig, at vi kender vinderen af årets Vuelta, når årets enkeltstart er afviklet på en novemberdag i det spanske.

Med en distance på 33,7 km er enkeltstarten til den korte side i forhold til vanlig Vuelta-standard, og den forbinder Muros med den stejle mur, Mirador de Ezaro i Dumbria helt ude ved den ru galiciske kyst i det nordvestlige hjørne af Spanien. Starten går helt ude ved kysten i udkanten af en bugt, hvorfra man følger den flade kystvej rundt langs vandet ved først at køre mod syd og siden vest, inden man snor sig mod nord ad kystvejen op mod byen O Ezaro. Enkelte steder er det let stigende eller faldende, men generelt er der tale om næsten helt fladt terræn uden nævneværdige udfordringer på den flade kystvej.

Alt sammen ændrer det sig, når man når frem til O Ezaro. Lige inden indgangen til selve byen drejer man nemlig skarpt til højre væk fra kystvejen for at køre mod nord frem til bunden af kategori 3-stigningen - eller kategori 3-muren - Muro de Ezaro. Nok er den blot 1,8 km lang, men med en gennemsnitlig stigningsprocent på 14,8 er der tale om en voldsom udfordring. De første 500 m er de letteste med 10,6%, men derefter stiger den med ca. 16% over den næste kilometer og 14,0% over de sidste 300 m frem til toppen. I bunden af stigningen er der et skarpt sving, men derefter bugter vejen sig kun i bløde kurver med et enkelt hårnålesving undervejs, inden den buer ind på den 50 m lange opløbsstrækning.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Etapen byder på i alt 534 højdemeter.

Mirador de Ezaro gjorde debut i 2012, hvor murspecialisten Joaquim Rodriguez knuste al modstand ved at sejre med 8 sekunder ned til Alberto Contador og 13 sekunder ned til Alejandro Valverde. Senest blev den besøgt i 2016, hvor Alexandre Geniez fra et udbrud akkurat holdt feltet bag sig, og hvor Ruben Fernandez højst overraskende kørte fra alle favoritterne og med en 2. plads sikrede sig førertrøjen.

Vejret

Man tror, at det er løgn, så venlige vejrguderne er ved cykelløbene i øjeblikket - først i Giroen og nu Vueltaen. De kom væk fra Asturien, netop som regnvejret ramte, og i Galicien følges en drivvåd mandag på af en pæn tirsdag. Det bliver tørt med kun få skyer og en temperatur på 15 grader. Det vil dog være meget blæsende med en frisk vind (20-23 km/t) fra nord, og den vil have en svag tendens til at tiltage i løbet af eftermiddagen, dog ganske begrænset. Efter indledende med- og sidevind vil der således være mod- og sidemodvind stort set hele vejen, indtil man får sidemedvind på de sidste 500 m.

Analyse af 12. etape

I de seneste to sæsoner har alverdens cykelryttere spurgt sig selv, hvordan man da skulle tæmme det slovenske monster, der med sit altædende væsen har vundet overalt, hvor han kom frem. Sygdom slog ham ganske vist ud i Giroen, Tadej Pogacar leverede sit mirakel på enkeltstarten i årets Tour, og han var trods alt lidt for træt til VM, men man skal have tættekammen frem for at finde de svaghedstegn, der har været i Primoz Roglics panser i 2019 og 2020.

Måske var svaret, at der skulle et uhyre til. Da Roglic knuste al modstand på Moncalvillo i onsdags, og da han i fredags gav alle de eksplosive puncheurs så massive bøllebank, at de formentlig stadig kæmper med at fjerne røgen fra Roglics baghjul på bakken i Suances, så det ellers ikke ud til, at noget i denne verden kunne bremse den glubske slovener, men faktisk skulle man bare nogle hundrede kilometer mod sydvest dybt ind i de asturiske bjerge for at finde noget, der kunne stoppe hans eller ustoppelige momentum. Her tårner mytiske Angliru sig nemlig op som det uhyre, der før har fået professionelle cykelryttere til at hoppe af cyklen og gå mod dets top, og det var åbenbart så skræmmende, at selv cykelsportens chefmonster måtte overgive sig.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Det så ellers ikke ud til, at han var bange for mødet med det asturiske uhyre. Nok havde Jumbo givet udtryk for, at det skam ikke var dem, der havde interesse i at skabe samling forud for mødet med Vueltaens mest ikoniske og en af cykelsportens allersværeste tinder. Alligevel blev dagens udbrud holdt i så bemærkelsesværdig kort snor trods dets yderst teoretiske trussel mod Roglics røde trøje, at man ikke kunne undgå at få fornemmelsen af, at den altædende slovener naturligvis godt kunne tænke sig at føje et af sportens mest omtalte steder til listen over slagmarker, hvor han har vundet.

Det så da også så lovende ud undervejs. Jumbo-maskinen, der ellers i løbets første uge virkede en anelse rusten, viste skræmmende styrke, efter at Paul Martens først ene mand havde holdt udbruddet i snor, hvorefter de øvrige seks mand sad samlet, da det ellers stærkt decimerede felt ramte løbets vanskeligste stigning. Her blev der udført en så voldsom og typisk hollandsk massakre af først Robert Gesink, der nok engang beviste, at han altså stadig godt kan køre på cykel, og siden Jonas Vingegaard, der efter en svær sæson nu virkelig udfolder det gigantiske potentiale, han åbenbarede for os i Polen sidste år, at selv Mr Angliru, Wout Poels, måtte give fortabt. Han efterlod blot ni mand i en favoritgruppe, hvor Vingegaard sammen med Sepp Kuss og Roglic selv udgjorde en tredjedel, og hvor den stadig ikke alt for formstærke George Bennett sammen med Gesink befandt sig blot få meter længere nede af bjerget. På det tidspunkt sad man næsten med fornemmelsen af, at Jumbo-toget bare kunne gøre som vanligt, nemlig afskrække alle fra at angribe, inden Roglic kunne spurte sig til sejr på toppen.

Den slags går imidlertid ikke på Angliru. Her er der sjældent taktik involveret, og de brutale procenter reducerer det hurtigt til et opgør mand mod mand, hvor fordelen ved at sidde i en gruppe stort set alene relaterer sig til det psykologiske og ikke har meget med drafting og læ at gøre. Derfor kunne Roglic ikke gemme sig bag sit stærke hold, da det pludselig gik op for omverdenen, at den på forhånd forventede slovenske sejr slet ikke var så sikker endda.

Nej, Jumbo-toget fik en helt anden rolle, end det plejer. Da Enric Mas blæste Vingegaard ud af bagsmækken med sit tidlige angreb, blev Kuss’ rolle ikke at sætte sin kaptajn op til sejr. I stedet blev amerikaneren henvist til en meget sjælden rolle som hjælpemotor for et monster, der pludselig trådte lige så firkantet som i Vogeserne for en måned siden, og som pludselig lignede et lam og ikke det uhyre, der havde knust alt og alle på Moncalvillo.

Det må have kriblet i benene på stakkels Kuss. Den elegante amerikaner viste nemlig, at han som ren klatrer var skabt til det asturiske bæst, og han lignede en mand, hvis puls aldrig kom i nærheden af kogepunktet. I stedet måtte han lade den ene åbenlyst svagere klassementsmand gå forbi, mens han gentagne gange måtte rive i bremsen for at redde Roglic fra det totale kollaps.

Den mission lykkedes. Roglic er ikke en ubegavet herre, og han vidste alt om, at Angliru ikke er stedet at gå i rød zone. Gør man det, kommer manden med hammeren nemlig blæsende, og han slår ofte så hårdt, at man aldrig kommer sig igen. Den fejl undgik Roglic at begå og med Kuss som i hvert fald psykologisk assistance, lykkedes det ham at begrænse tabet så meget, at meget stadig skal gå galt, hvis ikke det skal blive til to Vuelta-sejre i træk for den slovenske forhåndsfavorit.

Roglic kan nemlig stadig sagtens tillade sig at underpræstere, når løbet på tirsdag genoptages helt ude mod vest i Galicien med den enkeltstart, der hele tiden har været det vigtigste middel til slovensk dobbeltsejr. Som beskrevet i gårsdagens analyse tilsiger historikken, at Richard Carapaz ikke kan regne med at tabe mindre end to minutter, hvis de begge kører, som de plejer, og derfor kan Roglic sagtens tillade sig at have en endda temmelig elendig dag og stadig sikre sig så komfortabelt et forspring, at sejren bør være hjemme.

Selvfølgelig har Carapaz stadig La Covatilla i baghånden, men det skulle være sært, om Roglic taber megen tid på lørdag. Når det i dag gik så ilde, skyldes det formentlig ikke, at formen er i væsentlig tilbagegang, men snarere stigningens karakter. Vi vidste nemlig godt, at denne slags brutale opkørsel, der for Roglic har været ukendt territorium, måske ikke passede helt så godt til en fyr som ham som til de mere rene klatrere. Allerede inden løbet kunne man derfor hurtigt have peget på lige netop denne 12. etape som den største forhindring mod Roglic-sejr. I det lys gik det jo egentlig meget godt - og når vi rammer La Covatilla på lørdag, er vi tilbage i langt mere oplagt Roglic-terræn.

Derfor gik dagen heller ikke som håbet for Carapaz, men der skulle også et mindre mirakel til, hvis han skulle vinde så megen tid på sin slovenske rival, at han skulle stå i en gunstig position i den tredje uge. Det er også svært at sætte mange fingre på hans præstation, for han havde tydeligvis lært af nedturen på Zoncolan for to år siden. Dengang oplevede han sin eneste nedtur i sit gennembrudsløb netop på den stejle stigning, ganske enkelt fordi den urutinerede ecuadorianer gik i rød zone en postgang for tidligt.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Den fejl begik han slet ikke i dag, hvor han tværtimod kørte et klogt løb, hvor han længe lignede en mand i krise, indtil han først tæt på toppen satte sit stød mod Roglic ind. Alligevel kom det måske en anelse for tidligt, for hans aggressive og determinerede forcering blev efterfulgt af en lille krise nær toppen, men skulle han vinde den påkrævede tid, hjalp det jo heller intet at vente til den sidste kilometer med at komme med sit attentatforsøg. I det mindste kan Ineos glæde sig over, at Chris Froome pludselig steg op fra de døde og med sin flotte forcering på Cordal gav en fornemmelse af, at han i 2021 med flere kilometer i benene måske alligevel kan nå et niveau, der kan give en afsked, han fortjener.

Afsked taler vi ikke om, når det drejer sig om Hugh Carthy. På en dag, hvor de fleste ventede, at vi skulle være vidner til endnu en duel mellem løbets to favoritter, blev det den langlemmede brite, der løb med det hele og nok engang overgik de ellers ret store forventninger, jeg havde til ham i min optakt inden løbet. På forhånd kunne man ellers have en lille tvivl om, hvorvidt de ekstreme procenter ville harmonere med de næsten 70 kg, den næsten to meter høje krop slæber rundt på, men til gengæld var stigningen så lang og jævn, at det var sandt guf for dieselklatreren Carthy, der bekræftede, at hans fine kørsel på Mortirolo ikke var noget tilfælde, og at stejle stigninger passer ham glimrende, hvis bare de er lange nok. Og nu står han endda i en situation, hvor han kan drømme om en 2. plads, hvis han kan bekræfte indtrykket fra 2019, nemlig at han ligesom resten af EF-holdet har forbedret sin enkeltstart mærkbart.

I det hele taget blev det nok engang talenters opvisning, som det har været nærmest hver eneste dag i dette 2019. Aleksandr Vlasov fortsatte nemlig sit eminente comeback og kom meget tæt på at tage sin første etapesejr i sin første grand tour på den allermest mytiske scene af dem alle. Dermed fik han bragt sig op i top 10, men desværre er han ved at være løbet tør for terræn, der gør det muligt at avancere væsentligt mere og i hvert fald ikke helt op i top 5. Når så røgen har lagt i Madrid, kan han og Alexandre Vinokourov så gå i gang med at filosofere over, hvordan i alverden han kunne have så gigantisk en offday på 1. etape, at han lige nu ikke kører med om podiet.

Det gør Enric Mas stadig, selvom han ikke fik det ud af etapen, han havde håbet. Til gengæld fik han bekræftet det lovende indtryk, jeg allerede omtalte i gårsdagens analyse, og han dokumenterede således atter, at det aldrig slår fejl, at han bliver bedre og bedre igennem en grand tour, uanset hvad han har kørt forinden. Han tankede tilsyneladende også selv selvtillid i går, for det var Movistar, der gjorde løbet til en tidlig massakre, og denne gang var det ikke for at sende Marc Soler eller Alejandro Valverde i offensiven. Nej, det handlede om, at Mas skulle vinde etapen og nærme sig podiet, men begge dele mislykkedes i alt væsentligt, måske fordi det denne gang var ham, der fik åbnet lidt for tidligt. Til gengæld er han nu alene om at kæmpe med om podiet for det spanske hold, da Soler fortsatte den formmæssige nedgang, som gårsdagens 2. plads ikke kunne skjule, og gode, gamle Valverde desværre bare ikke er bedre end en placering i udkanten af top 10.

Det er Dan Martin til gengæld, og ireren kom fornemt igennem denne prøve, der kunne være for svær for en mand, der er mere kendt for punch end jævn dieselklatring. Desværre for ham ligner han lige nu taberen i kampen om podiet, for han kommer til at bløde sekunder i et uhørt omfang på tirsdag. Snarere skal han frygte, at Mas ikke går forbi ham, for de 1.15 han lige nu har ned til den tempostærke spanier rækker næppe alt for langt, når de rammer den knaldhårde modvind på de flade galiciske veje.

Mens Martin forsvarede sig flot, var Wout Poels til gengæld en skuffelse. Manden, der i dag står noteret for en 1. og en 2. plads på Angliru, og som med en opadgående formkurve som altid lignede en mand på vej mod at toppe sidst i løbet, kunne slet ikke fortsætte sit momentum. Dermed var det nok ikke helt tilfældigt, at han virkede overraskende sårbar i går, og han må nok snarere stille sig tilfreds med løbets 6. plads. Den kan endda komme under pres for den Poels, der er notorisk svær at forudsige på en enkeltstart, da store Felix Grossschartner kom overraskende godt fra dagens for ham vanskelige udfordring og nu kan lugte blod i en tredje uge, der passer ham ganske udmærket.

Sidst Poels imponerede på Angliru var det i rollen som hjælper - meget i stil med det job, Kuss havde i dag. I det hele taget var det en god dag for hjælperne, da Michael Woods atter viste, at han bare trives på stejle procenter, selv når stigningen i virkeligheden er alt for lang. Mikel Nieve kæmper også benhårdt for at forsvare den top 10, der skal sikres nu, hvor Esteban Chaves nok engang er kollapset i en grand tour, og det sker i kamp med George Bennett, der trods sin ikke overbevisende form er ganske tæt på at sikre to Jumbo-ryttere i top 10.

Det ser nu svært ud at få det til at lykkes, men det er også lige meget. Det væsentligste for det hollandske mandskab er, at den værste sten, der kunne komme på tværs af en Roglic-sejr, nu er ryddet af vejen. Til gengæld fik vi set, at det slovenske monster faktisk bare er et menneske. Det krævede bare et asturisk uhyre at få det frem.

Favoritterne

Grundet Madrids placering midt på den spanske højslette har Vueltaen ofte haft en lidt lettere tredje uge, hvor de afgørende slag ofte har fundet sted i de madrilenske bjerge, der ikke hører til blandt Spaniens vanskeligste. I de senere år, hvor det logistisk er blevet lettere at transportere hele cirkusset over lange distancer, har man ligesom Touren og Giroen i stigende grad forsøgt sig med vanskeligere afslutninger på løbet, men både i 2019 og 2020 er man gået tilbage til traditionen med en for en moderne grand tour sjældent let afslutning.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Sådan er det også i år, hvor den tredje uge er endnu lettere end for et år siden - og coronavirus har endda gjort den vanskeligere end oprindeligt ved at forvandle to sprinteretaper til udbryderdagene på 15. og 16. etape. Tilbage er blot to væsentlige klassementsslag, da La Covatilla ikke er Spaniens sværeste stigning, er der ingen tvivl om, at det er tirsdagens enkeltstart, der er den vigtigste af de tilbageværende etaper.

Efter nogle år med både en del bjergenkeltstarter og nogle lange motorvejsenkeltstarter på den spanske højslette, havde Vueltaen nogle år, hvor de altid bød på en relativt kuperet enkeltstart på mellem 30 og 40 kilometer, så løbet i den grad blev en sag for klatrere. I de senere år er løbet dog blevet mere alsidigt, og den stadig 30-40 km lange tidskørsel, der nu er fast tradition, har i de senere år hovedsageligt været ret flade.

Det er årets enkeltstart også. De første 31,9 km har 266 højdemeter, hvilket bestemt ikke er udtryk for, at det er pandekagefladt, men det er ikke en overvældende klatreudfordring, når man eksempelvis sammenligner med de 524, der sidste år var på den 36,2 km lange og ganske kuperede enkeltstart. Den indledende del er først og fremmest rigtigt specialistterræn på den relativt lige galiciske kystvej, hvor heller ikke de tekniske udfordringer er omfattende. Her kan wattmonstrene rigtigt åbne for gassen, mens de lette klatrere vil lide.

Men vi ved jo, at løbsdirektør Javier Guillen har hang til spektakulære afslutninger, og de skal helst involvere stejle procenter. Derfor får etapen et for en enkeltstart meget specielt twist med opstigningen af den herlige mur, Mirador de Ezaro, vi lærte at elske ved besøgene i 2012 og 2016. Det er ikke noget tilfælde, at murspecialisten Joaquim Rodriguez slog til her for otte år siden, for stigningen er en dobbelt så lang og meget stejlere udgave af sportens vel mest berømte mur, Mur de Huy. At have så speciel en stigning som afslutning på en ellers helt klassisk specialistenkeltstart gør det til en meget interessant og svært forudsigelig affære, hvor der er 266 højdemeter over de første 31,9 km og dernæst 268 højdemeter over de sidste 1,8 km!

På mange måder kan etapen sammenlignes med Tourens enkeltstart, men der er dog væsentlige forskelle. Først og fremmest er Mirador de Ezaro meget kortere end La Planche des Belles Filles, og selvom det bliver et helvede at køre op ad så stejl en stigning på en tempocykel, vil jeg tro, at mange er i tvivl om, hvorvidt et cykelskifte kan betale sig. Da Rodriguez vandt i 2012, brugte han knap syv minutter på at køre op, og hvis arrangørerne har ret i en vindertid på 41 minutter - den kraftige vil måske gøre den længere - er det altså ca. en sjettedel af etapen, der består af klatring, mens den resterende del består af fladt tonserterræn. Det er noget andet end i Touren, hvor det var ca. 30% af etapen, der bestod af klatring.

Den anden forskel er det indledende stykke. I Frankrig havde de ”flade” 30,3 km hele 459 højdemeter, og de var således betydeligt vanskelige end dem, der venter langs den galiciske kyst. Samlet set har specialisterne således meget bedre vilkår her, end de havde i Touren, hvor man skulle klatre fremragende for at være med i front. Det behøver man ikke nødvendigvis denne gang, for her er det flade terræn det klart vigtigste. Alligevel kan man ingenlunde negligere muren, der er så svær, at Rodriguez i 2012 tog næsten et minut på rytterne lige uden for top 20, som alle var klatrestærke folk som Andrew Talansky, Amets Txurruka, Christophe Le Mevel og Serge Pauwels. Det siger derfor sig selv, at tunge folk kommer til at bløde på den del af etapen.

Heldigvis sørger det for at regne af om mandagen, så vi får en tør etape. Den er dog præget af meget kraftig modvind, som er en klar ulempe for klatrerne, der altid taber mere tid til de mere kraftfulde wattmonstre i den slags voldsomme betingelser. Samtidig vil vinden tiltage en anelse - en lille sekundmeter mere for Richard Carapaz end for den først startende - og selvom det næppe vil være helt afgørende, kan det give en fordel for de tidligt startende.

Årets Vuelta-felt er præget af en sjælden mangel på specialister, og det gør det til en ret interessant affære. Favoritværdigheden bør der dog ikke være tvivl om. Alsidigheden gør nemlig, at man ikke kan undgå at pege på Primoz Roglic som favorit. Ganske vist synes han utvivlsomt, at den første del er lidt for flad til passe ham ideelt - han insisterer jo på, at han ikke er tempospecialist, selvom han nok er den eneste i denne verden, der er af den opfattelse - men selvom han skulle tabe noget tid til særligt Remi Cavagna, der kan ligne største trussel på den del, bliver han svær at have med at gøre på den sidste del. Den slags mure er sandt guf for Roglic, der med sit eminente punch vil elske at spurte op ad så eksplosiv en bakke. Dertil skal lægges, at han sagtens kan ende med at køre stærkest på første del også, for Roglic har altså vundet de fleste af de også relativt flade enkeltstarter, han har kørt i de seneste år. Og sidste år var han ganske suveræn på Vuelta-enkeltstarten, der dog som sagt var betydeligt mere kuperet.

Man kan naturligvis ikke undlade at adressere, at han nu har skuffet på de to sene grand tour-enkeltstarter, hvor han ikke har enten haft defekt eller været syg. Som jeg har skrevet talrige gange, er det svært at finde belæg for, at der skulle være en fysisk forklaring, når samme Roglic i begge tilfælde kørte som en motorcykel i dagene forinden. Snarere taler meget for, at årsagen er det mentale, som er en helt afgørende komponent på en enkeltstart. Det kan naturligvis spille ind igen - særligt nu hvor han jo selv ved, at han har for vane at skuffe - men selv hvis han præsterer på samme niveau som i Touren, hvor han trods alt stadig blev nr. 5, burde han i dette felt på denne rute være i stand til at vinde. Træt virker han i hvert fald heller ikke denne gang, for dagens tidstab skyldes nok snarere Anglirus særlige karakter end et fysisk tilbagefald i forhold til magtdemonstrationerne i onsdags og i fredags. Derfor må han være manden, der skal slås.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Hvem kan så true ham? Førsteudfordreren må være Remi Cavagna, der i år er begyndt at køre fremragende enkeltstarter, hvilket har ført til fransk mesterskab og EM-sølv samt en 7. plads til VM, selvom han havde Touren i benene. Forinden overraskede han stort med en 6. plads på Tour-enkeltstarten, hvor stigningen ellers burde have været for svær, og det vidner om, at han sagtens kan køre denne enkelstart, der burde passe ham betydeligt bedre. Det er i hvert fald ikke urimeligt at antage, at han meget vel kan køre stærkest på den flade del - i Touren var han klart hurtigst på den næsten helt flade del frem til første mellemtid, hvor han distancerede den underpræsterende Roglic med hele 30 sekunder over de første 14,4 km - og han har endda fordel af mindre modvind.

Udfordringen er naturligvis stigningen. I Touren var han blot 23. hurtigst på La Planche des Belles Filles, og der er ingen tvivl om, at Roglic giver ham bøllebank på turen op ad Mirador del Ezaro, hvor han kommer til at bløde sekunder. Til gengæld tabte han kun 23 sekunder til sloveneren på stigningen under Touren, og det kan give håb. Vi husker dog også, at det var her, at Roglic kollapsede totalt, da det pludselig gik op for ham, at han var ved at smide det hele, og hans tråd blev helt usædvanligt firkantet. Normalt vil Roglic tage betydeligt mere end 23 sekunder også på Mirador de Ezaro, og spørgsmålet er, om Cavagna kan vinde tid nok på det flade. Det er bestemt ikke umuligt, hvis han kører som i Touren, og Roglic har en dårlig dag.

Løbets sidste rigtige specialist er Nelson Oliveira , der har for vane at køre stærkt på enkeltstarter sidst i en grand tour, som da han i 2016 endte som nr. 3 bag Dumoulin og Froome på en bestemt ikke flad rute. Enhver, der har set de seneste to etaper, vil vide, at han lige nu kører som en motorcykel, og at han tillige klatrer fremragende. Der er ingen tvivl om, at Mirador de Ezaro er for stejl for ham, men det sagde vi også om stigningerne ved VM i Norge og Østrig. Her endte han alligevel med at være bare 7 sekunder fra Froomes bronze med sin 4. plads i 2017, hvorefter han blev nr. 5 i 2018. Udfordringen er, at fladt tonserterræn ikke er hans kop te, men efter en ringe enkeltstart i Touren rejste han sig med en 11. plads til VM, hvor den pandekageflade rute slet ikke passede ham. Med den form, han har vist nu, er det rimeligt at antage, at han ikke gentager Tour-nedturen, og at han leverer på en alsidig rute, der burde ligge hæderligt til ham - også fordi han ikke starter som en af de sidste. Han får i hvert fald lov til at give den gas, da Movistar har en holdkonkurrence at tage hensyn til.

Det gør David De La Cruz , men han er nu alligevel et godt bud. Spanieren var alt andet end specialist, indtil han i 2017 pludselig kørte fremragende i både Paris-Nice og Baskerlandet. Året efter vandt han endda enkeltstarten i Ruta del Sol, blev nr. 7 i Baskerlandet og nr. 9 i Giroen. Det var indtil i år så også det sidste, vi havde set til hans tempoevner, men sammen med en generel fremgang rejste han sig i Touren, hvor han blev nr. 8 på enkeltstarten. Det gjorde han endda ved at køre stærkt på alle dele, da han såmænd var 10. hurtigst på den helt flade del. Det vidner om, at han kan forsvare sig hæderligt på etapens første del, og selvom han vil finde stigningen alt for stejl og eksplosiv, vil han stadig køre stærkere end langt, langt de fleste. Formen synes stadig ganske fornuftig, og derfor bør hans alsidighed bringe ham langt.

En overraskelse i dette løb har været den fine klatring, vi har set fra Will Barta. Det gør ham lige pludselig til topkandidat til denne enkeltstart, for det betyder, at han vil klare også den sidste del glimrende. Hans temporesultater er svingende, men hans 12. plads på tonserruten i Tirreno vidner om de evner, der sidste år også indbragte en 8. plads på enkeltstarten i Romandiet i meget skrapt selskab. Med den gode form, han har vist, og med en kombination af klatre- og tempoevner har han hele pakken - og så starten han heldigvis heller ikke som en af de allersidste.

I Tirreno blev han akkurat slået af Bruno Armirail, der kørte sig til en fornem 11. plads og dermed bekræftede dels sin enorme fremgang, dels sine habile tempoevner. Den engang lidt farveløse franskmand har udviklet sig til en mand, der nu mestrer stort set alt, for han er også blevet en glimrende klatrer, som vi senest har set med hans udbrud i går og hans angreb sammen med David Gaudu på Formigal og med den samlede 18. plads i Tirreno. Det er klart, at han ikke klatrer helt så godt som klassementsrytterne, men til gengæld vil han med Tirreno-poweren vinde tid på det flade. Formen synes i hvert fald stadig god, og han starter ligesom Barta ikke alt for sent.

En rytter, der virkelig overraskede mig i sidste års Giro, var Mattia Cattaneo. Han havde ikke tidligere vist de store tempoevner, men han leverede to top 10-resultater i det italienske løb. Mest imponerende var hans 8. plads på sidste etape, der både havde en stigning (betydeligt blødere end denne) og fladt terræn. Det vidner om, at han burde gøre det godt her, særligt fordi et skifte til Deceuninck plejer at betyde, at man lægger adskillige procent på. Det gælder nok specielt for Cattaneo, som kommer fra et hold, der aldrig har beskæftiget sig med enkeltstarter. Hans form har tillige været i åbenlys fremgang efter skaden, og han synes at have sit bedste niveau hidtil. Spørgsmålet er mest, om den første del trods alt ikke er lidt for flad.

Som skrevet i analysen har Enric Mas igen kurs mod at blive bedre og bedre igennem en grand tour, og denne etape er et af hans våben. Nok er han ikke specialist, men i grand tours har han en glimrende statistik. I den fantastiske Vuelta i 2018 blev han således nr. 6 på en flad rute, og sidste år blev han her i Touren nr. 9, inden han dagen efter ramtes af sygdom. I år gentog han den bedrift, og med sin alsidighed burde han være en af de ryttere, der kan begå sig på denne type rute. Min frygt er, at den første del trods alt er for flad - i Touren var han blot nr. 28 på den helt flade del - men til gengæld vil han kunne vinde meget af det tabte mod de tungere folk på de sidste 1,8 km. Derfor bør han ende langt fremme og tillige have gode chancer for at gå forbi Dan Martin i klassementet.

Egentlig havde jeg store forventninger til hans holdkammerat Marc Soler, der ligeledes er den alsidige type, der kan køre stærkt, som han gjorde det med sin 13. plads i Touren. Han er nemlig en glimrende temporytter, og da han i 2018 vandt Paris-Nice skete det mere end noget andet med en 2. plads på den kuperede enkeltstart. Samme år blev en ellers formsvag Soler nr. 9 på Tourens enkeltstart, og sidste år blev han nr. 8 på Vueltaens flade rute. Med andre ord har han hele pakken, men hans kørsel i hele denne uge - trods 2. pladsen forleden - vidner om, at han er træt. Man kan håbe, at hviledagen hjælper ham tilbage på sporet, men det kan sagtens være, at han flopper, selvom ruten passer ham storartet trods de lidt for stejle procenter til sidst.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Hvis bare enkeltstarten var sluttet i bunden af Mirador de Ezaro, havde forventninger til Jasha Sütterlin været store. Tyskeren har nemlig i år genfundet de tempoevner, han havde mistet, og han blev således nr. 16 til VM og ikke mindst nr. 6 i BinckBank Tour. Særligt sidstnævnte er opløftende, for den fandt sted på en ganske kuperet rute i Limburg-provinsen. Alligevel må man formode, at han kommer til at bløde på Ezaro-stigningen, der er alt for stejl for den tunge tysker. Omvendt har han overrasket i dette løb med pæne placeringer som nr. 61 og 51 her i weekenden, og det taler for, at han kan begrænse tabet. Han har i hvert fald den fordel, at han starter tidligt.

Løbets joker er Tejay van Garderen . Amerikaneren er faldet så meget sammen, at de færreste vel har opdaget, at han har kørt fem ugers grand tour i år, men mens hans klatring er gået fløjten, kører han stadig gode enkeltstarter. Det er trods alt kun godt et år siden, at han blev nr. 2 bag Wout van Aert og foran Tom Dumoulin på Dauphiné-enkeltstarten, og selvom han ikke længere er en bjergged, burde denne rute passe ham glimrende. Spørgsmålet er bare, om han stadig har niveauet efter en helt igennem anonym sæson, og dertil kommer, at han måske også skal spare sig for at tage sig af Hugh Carthy senere. Derfor kan han sagtens falde igennem som i Touren, men til gengæld ved vi også, at en ellers falleret Van Garderen af og til stadig brager en god enkeltstart af.

Blandt rytterne i klassementet må Felix Grossschartner kunne øjne muligheder. Hvis han kører, som han gjorde, da han i 2018 blev nr. 4 på Paris-Nice-enkeltstarten, burde han i hvert fald med sin nuværende form og sin alsidighed stå ganske stærkt på denne rute. Problemet er bare, at han nu om dage skuffer på sine tidskørsler, og han har aldrig nået samme højder. Eksempelvis blev han i formstærk udgave blot nr. 17 i Paris-Nice i år, og selvom han gav den et skud, blev han blot nr. 32 i Touren. Lige nu er han dog i sit livs form, som han vel var i Paris-Nice for to år siden, og det taler for, at han på denne rute bør kunne vinde tid på sine rivaler.

Jeg kan virkelig ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Hugh Carthy. Den langlemmede brite har altid haft enkeltstarter som en svaghed, men som resten af EF-rytterne overraskede han i 2019. Her kørte han nogle ganske pæne Giro-enkeltstarter, indtil han formmæssigt faldt sammen i den tredje uge. Lige nu er han åbenlyst bedre end nogensinde, og det taler for, at han skulle køre sit livs enkeltstart tirsdag. Min frygt er, at der trods alt for meget tons til en mand, der aldrig har været specialist, men når han overraskede sidste år, kan han vel gøre det igen.

En rytter, der kan blive både fugl og fisk, er Alex Edmondson. Hovedparten af hans enkeltstarter har været temmelig pauvre, men af og til hiver han en kanin op af hatten, som han gjorde med den imponerende 3. plads i Andalusien i år. Det skete endda på en rute, der egentlig burde være alt for kuperet, og det vidner om, at han kan forsvare sig også her. Det er klart, at stigningen er en gigantisk udfordring, hvor han vil bløde nogen tid, men kører han som i Andalusien bør han køre ganske stærkt på den første del.

Præcis de samme forbehold har jeg i forhold til Ian Garrison og Jannik Steimle og. Begge kører ganske gode enkeltstarter, som Garrison har vist med sit sølv ved sidste års U23-VM og overraskende sejr ved de amerikanske mesterskaber, og som Steimle i år har vist i Slovakiet og særligt i BinckBank Tour. Udfordringen for dem begge er til gengæld stigningen, da ingen af dem er bjerggeder, og de vil utvivlsomt tabe en del tid her. Samtidig har Garrison oftere kørt dårlige end gode enkeltstarter, og eksempelvis er han i år bare blevet nr. 15 og 74 på de svagt besatte enkeltstarter, han har kørt. Distancen bør dog tale til hans fordel, men den er til gengæld min bekymring for Steimle, der er en relativt eksplosiv fyr, der hidtil aldrig har leveret et resultat på en enkeltstart, der er længere end 16 km.

En rytter, man som bekendt altid skal holde lidt øje med, er Wout Poels. Hollænderen er nemlig feltets store lottokupon, og vi ved, at han af og til kører fremragende enkeltstarter, som da han vandt i Valencia og i Paris-Nice. Tidligere er han blevet nr. 6 på en Giro-enkeltstart og senest nr. 7 på den faktisk flade Vuelta-enkeltstart i 2017, og det burde borge for noget stort. Alligevel er jeg ret pessimistisk, for Poels har kun kør skuffende enkeltstarter i de sidste to år, og der er for meget fladt tonserterræn her. Omvendt er han lige nu bedre, end han ellers har været i de seneste to sæsoner, og fra hans side skal man altid vente en overraskelse.

Endelig er jeg nødt til at nævne Chris Froome. Al logik siger, at han skal spare sig, for sådan gør Ineos-hjælpere altid, når de kører med om sejren i grand tours. Froomes situation er dog speciel, og han har så stor en status, at han måske kan kræve sin ret til at teste sig selv frem mod 2021. I dag viste han jo, at han efterhånden er konkurrencedygtig, og han er utvivlsomt en af løbets bedste temporyttere. Alligevel tror jeg ikke, at vi skal vente os det helt store, selvom han får lov at give den gas. Han har næppe dyrket enkeltstarter meget, og som regel skal han gerne være i topform for at præstere på en enkeltstart, der for store deles vedkommende handler om rent tons.

På baggrund af de seneste års resultater har jeg totalt tabt tiltroen til Ion og Gorka Izagirre, der i forvejen aldrig har haft det let med enkeltstarter med fladt tonserterræn, og de kunne i forvejen meget vel spare sig. Det samme gælder for holdkammeraten Luis Leon Sanchez, der ikke har kørt en god enkeltstart i en menneskealder. Det gør Rui Costa af og til stadig, men han vil utvivlsomt spare sig, ligesom Tim Wellens vil gøre det. Dorian Godon er i storform, men han har kun for alvor gjort det godt på prologer, og Ivo Oliveira , der virkelig har imponeret mig de seneste dage, har trods alt kun for alvor leveret i de relativt svagt besatte portugisiske mesterskaber, som det gælder for hans bror Rui Oliveira. Vi så i Tirreno, at den ellers ret uprøvede Aleksandr Vlasov primært skal forsvare sig i denne disciplin, og det samme skal David Gaudu, selvom han har forbedret sig. Den tidligere sølvvinder fra U23-VM Brent van Moer burde egentlig være kandidat, men han har skuffet fælt på alle sine professionelle eksempler, måske med undtagelse af Danmark Rundt sidste år. Jeg vil tro, at Dylan van Baarle og Andrey Amador skal spare sig, og ruten bør være for svær for Lukasz Wisniowski . Den tidligere specialist Harry Tanfield har haft det meget svært som professionel, og selvom han kørte stærke i BinckBank Tour sidste år, bør denne rute være alt for kuperet for den meget klatresvage brite. Heller ikke Callum Scotson kører længere gode enkeltstarter. Magnus Cort overraskede i Besseges i år, men han er ikke specialist og skal derfor utvivlsomt spare sig. Anthony Roux kører slet ikke gode enkeltstarter længere. Det har Stefan de Bod og Thymen Arensman af og til gjort som ungdomsryttere, men de bør ikke have poweren til denne rute. Stan Dewulf og Julius Van Den Berg kørte gode enkeltstarter som U23, men kun på korte ruter, og Michael Storer har aldrig slået til som professionel. Alejandro Valverde ville i gamle dage være kandidat, men hans tempoevner er forsvundet totalt, og de sidste tre sæsoner har han skuffet på alle sine enkeltstarter. David Gaudu har forbedret sig, men slet ikke nok, og Niki Terpstra har ikke kørt en god enkeltstart i en menneskealder. Endelig må man forvente, at Richard Carapaz har forbedret sig hos Ineos, men denne rute er alt for flad.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Remi Cavagna, Nelson Oliveira

Outsidere: David De La Cruz, Will Barta, Bruno Armirail, Mattia Cattaneo, Enric Mas

Jokers: Marc Soler, Jasha Sütterlin, Tejay van Garderen, Felix Grossschartner, Hugh Carthy, Alex Edmondson, Ian Garrison, Jannik Steimle, Wout Poels, Chris Froome

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Alexandre Geniez’ sejr fra 2016 og Joaquim Rodriguez’ sejr fra 2012.

Starttider

Starttiderne vil mandag eftermiddag kunne findes under live-opdateringen.