Optakt: 14. etape af Giro d’Italia

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Ruten                                                         

Det kan godt være, at navnet Monte Zoncolan ikke kan vække megen begejstring hos en cykelnostalgiker med hang til koryfæernes bedrifter i forrige århundrede, men i moderne cykelsport er det et navn, der kun mødes med ærefrygt. Det italienske bjerg i den nordøstlige del af landet har nemlig siden sin debut i 2003 indskrevet sig som den for mange af sportens professionelle sværeste stigning, og derfor jubler alverdens cykelfans hver eneste gang, det stejle monster indgår som en del af Giroen. Det gør den i år, hvor det vender tilbage for syvende gang og for første gang siden 2018, og som det næsten altid er tilfældet sker det som det vigtigste slag i den næstsidste weekend. Denne gang har arrangørerne dog været nådige, da rytterne denne gang sendes op ad den betydeligt lettere Sutrio-side, som ellers kun er blevet benyttet ved debuten i 2003, og ikke den brutale Ovaro-side, der er blevet benyttet de seneste fem gange. Det gør opkørslen betydeligt mere menneskelig, men det ændrer ikke på, at der på løbets næstsidste lørdag venter et helt afgørende slag i kampen om den samlede sejr, når feltet rammer de sidste 3 km, som også fra denne side er brutale.

Med en distance på 205,0 km er der tale om en lang etape, der fører feltet fra Cittadella til toppen af frygtede Monte Zoncolan. Startbyen ligger på Po-sletten umiddelbart syd for bjergene, og derfor er den første del af etapen lige så nem som alle andre etaper i den helt flade del af Norditalien. Den flade slette følges således mod øst og nordøst helt op til kanten af bjergene, som følges videre mod øst, nord og nordøst. Først efter næsten 75 km berører man akkurat stigningerne, når man kører op ad kategori 4-stigningen Castello di Caneva (3,4 km, 3,8%, max. 11%), der er en let og jævn stigning med top efter 76,9 km. Derfra kører man videre mod nordøst helt oppe ved kanten af bjergene, og det betyder, at de følgende kilometer er ganske let stigende, inden man kører lidt længere ind på sletten, hvor det flader ud frem mod den første spurt, der kommer efter 120,6 relativt lette kilometer.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Nu ændrer etapen karakter. Her drejer man nemlig mod nord for at køre direkte ind i bjergene via først et kort, fladt stykke og siden kategori 2-stigningen Forcella Monte Rest (10,5 km, 5,9%, max. 12%), der starter let med 2,5 lette kilometer, men derefter stiger relativt jævnt med 6,8% over 7,0 km og slutteligt med 5,6% over de sidste 950 m fem mod toppen, der rundes efter 146,9 km. Den efterfølges af en nærmest urimeligt svær nedkørsel, der fører mod nordvest og nordøst ned mod dalen, idet den undervejs afbrydes af en lille bakke (2,4 km, 5,3%), der har top efter 158,4 km. Nede i dalen rammer man en let faldende vej, der fører mod øst og sydøst hen langs Tagliamento-floden til byen Tolmezzo, hvor man drejer mod nordøst og nord for at følge en let stigende vej, der går langs Torrente But-floden frem til dagens anden spurt, der kommer efter 186,3 km i byen Arta Terme.

Her varer det ikke længe, inden helvede bryder løs. Et ganske kort stykke ad dalvejen, der fører mod nord, resterer og leder frem til byen Sutrio, hvor man drejer mod vest for at køre op ad kategori 1-bjerget Monte Zoncolan, der altså her bestiges fra den lette side, hvor den stiger med 8,5% over 14,1 km med et maksimum på hele 27%. Efter 500 næsten flade meter inde i Sutrio tager den fat med 9,0 km, der stiger meget jævnt med 8,3% i snit, inden den flader ud med 1500 m med bare 4,5%. Herefter rammer man imidlertid den stejle del, der viser, at vi altså taler om et af Europas mest modbydelige cykelbjerge. De sidste 3,1 km stiger nemlig med hele 13,0% i snit, endda med 18,8% over de sidste 500 m, hvor man når helt op på de maksimale 27%. Stigningen har en hel serie hårnålesving på den nedre del, men over de sidste 3,1 stejle kilometer er der kun tale om en velj der bugter sig let med en sidste blød kurve bare ca. 50 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3532 højdemeter.

Monte Zoncolan er kun én gang tidligere blevet besteget fra denne side. Det var ved debuten i 2003, hvor Gilberto Simoni sejrede med 34 sekunder ned til Stefano Garzelli og 39 sekunder ned til Francesco Casagrande. I alle andre tilfælde er den besteget fra Ovaro-siden. Det var senest i 2018, hvor en ellers kriseramt Chris Froome rejste sig fra de døde og i en vild finale akkurat holdt den førende Simon Yates bag sig, mens Domenico Pozzovivo blev nr. 3. Forinden var man forbi i 2014, hvor Michael Rogers tog en dramatisk udbrudssejr på næstsidste etape, efter at en tilskuer havde sat hans rival Manuel Bongiorno ud af spillet. Nairo Quintana sikrede sig den samlede sejr lidt længere ned ad bjerget, da han og Rigoberto Uran som de bedste af favoritterne fulgtes ad hele vejen op. I 2011 tog Igor Anton en stor solosejr, mens Alberto Contador cementerede sin føring ved at blive nr. 2 foran Vincenzo Nibali og Michele Scarponi. I 2010 lagde Ivan Basso grunden til sin samlede sejr ved at knuse rivalerne og sejre med hele 1.19 ned til Cadel Evans og 1.30 ned til Michel Scarponi, og i 2007 sejrede Gilberto Simoni for anden gang, da han og holdkammeraten Leonardo Piepoli kørte fra rivalerne og krydsede stregen side om side foran Andy Schleck

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Vejret

I disse coronatider er der absolut ingen grund til at ærgre sig over, at rejser til Norditalien frarådes. Efter en ellers hæderlig anden uge mod syd byder Po-sletten og bjergene nemlig på en rædselsfuld tredje uge med masser af regn. Det bør dog holde tørt fra start, hvor der vil være enkelte solstrejf og kun en bygerisiko på 20%, men den vil langsomt stige i den flade første del, inden der ventes regulært regnvejr inde i bjergene. I Sutrio, der ligger for foden af Zoncolan ventes i løbet af lørdagen at falde 27 mm og gennem hele dagen ventes dagregn med en konstant nedbørsrisiko på 97-98%. Temperaturen vil fra start være 21 grader, men i Sutrio vil den være nede på bare 14 grader. Til gengæld vil det ikke være blæsende med en svag til let vind (7-10 km/t), der synes at skifte lidt mellem syd og sydøst, dog med sydlig vind i finalen. Det giver en blanding af side- og sidemedvind i den flade fase, inden man fra sidste spurt får sidemed- og medvind. På det sidste dalstykke vil der først være side- og sidemodvind og derefter med- og sidemedvind. På Zoncolan vil der være side- og sidemodvind hele vejen op, idet der vil være sidemodvind på den sidste kilometer.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Analyse af 13. etape

Egentlig er det Raymond Poulidor, der er kendt som cykelsportens evige toer. Modsat sit barnebarn, Mathieu van der Poel, der vist bedst kan betegnes som en sand vinder, led den elskede franske folkehelt nemlig den lidt triste skæbne at køre sig til Tour de France-rekorden for fleste podiepladser med sine tre 2. og fem 3. pladser, men den store gevinst opnåede han aldrig. Poulidor var nemlig så uheldig at have karrieresammenfald med først Jacques Anquetil og siden Eddy Merckx, og det er ret indlysende, at man så har oddsene imod sig.

Alligevel kan man diskutere, om ikke cykelsportens evige toer faktisk er en anden. Når det handler om etapesejre i Giroen, har Giacomo Nizzolo nemlig en samling, der får Poulidors tre andenpladser i Touren til at blegne. Naturligvis kan man ikke sammenligne resultater i grand tour-klassementer med resultater på enkelte etaper, når der af selvindlysende grunde er mange flere muligheder for at score andenpladser i sidstnævnte, men det er nu alligevel en på alle måder bemærkelsesværdig statistik, Nizzolo har opbygget sig, siden han i sin tredje deltagelse i 2014 fik sine første fire 2. pladser - han kunne jo lige så godt lægge solidt fra land - og i øvrigt også endte som nr. 2 i pointkonkurrencen.

Siden de første fire af slagsen er de bare væltet ind i en lind strøm. Forud for årets Giro havde han øget totalen til ni, og da han i 2016 endte med at blive deklasseret i den afsluttende spurt i Torino, som han ellers i første omgang havde vundet, så det ud til, at han var ramt af en så hård forbandelse, at det aldrig skulle lykkes. Faktisk havde han forud for dagens etape i det italienske løb ikke færre end 35 top 10-placeringer, 27 top 5-placeringer og 16 podiepladser, der alt sammen har bidraget til de to sikre pointtrøjer, han erobrede i årene 2015 og 2016. Alligevel blev sejren ved med at udeblive - selv når han faktisk krydsede stregen først.

Derfor kan man godt forstå, hvis Nizzolo efterhånden havde givet op. Selv hvis han forud for dette løb havde taget jahatten på og troet på sine muligheder for at gøre det tilsyneladende umulige, må han have givet helt op, da han i løbets to første massespurter atter endte på sin foretrukne placering som nr. 2. Netop de to spurter viste måske med al mulig tydelighed, at Nizzolos sejr måske aldrig ville komme.

I storhedstiden var det nemlig lidt utroligt, at han ikke vandt én eneste gang. Hans to pointtrøjesejre kom nemlig ikke kun i kraft af stor stabilitet, men også i kraft af en imponerende topfart. I begge udgaver lignede han i lange periode løbets hurtigste - i hvert fald når André Greipel som altid var rejst hjem - og havde Sacha Modolo i 2016 ikke haft et guldtog med Roberto Ferrari og Maximiliano Richeze, havde han utvivlsomt prikket hul på bylden i den udgave. Dengang var Nizzolo vitterligt en af verdens hurtigste sprintere, og kombineret med hans uhyggelige positioneringsevner - ellers opnår man ikke 27 top 5-placeringer på relativt kort tid! - var det den stensikre vejr til sejre i pointkonkurrencen.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Problemet for Nizzolo er bare, at det ikke gælder længere. Efter at han i 2017 fik sat den lovende karriere på hold grundet en meget sejlivet knæskade, er han aldrig blevet sit gamle jeg igen. Ganske vist er det svært at argumentere mod hans flotte kørsel i de senere år, men hans spidskompetencer har ændret sig. I dag er det hans holdbarhed, der er forcen - en holdbarhed, der sikrede ham den flotte italienske mesterskabstitel i 2020 og senest en 2. plads i Gent-Wevelgem - men i de klassiske massespurter er der flere, der er hurtigere end ham, som det senest blev helt tydeligt, da han kæmpede med Sam Bennett og Caleb Ewan i UAE Tour tidligere i år.

Derfor var hans andenpladser i årets to første spurter heller ikke uventede. På papiret var både Ewan og Tim Merlier hurtigere, og det beviste de også begge ved ganske klart at henvise Nizzolo til hans faste placering i både Novara og Cattolica i den første uge. Det har været italienerens faste skæbne i de flade boulevardspurter i de senere år, og det blev mejslet i sten med hans første resultater.

Alligevel fornemmede man, at der var lidt af den gamle Nizzolo over den europamester, der spurtede i dette løb. Den forbedrede holdbarhed har nemlig været helt væk, og hvor hans bedste chancer forud for løbet lignede etaper som nr. 3 og 10, hvor han som en klatrestærk sprinter burde være en god kandidat, faldt han på begge disse dage fra, mens på papiret tungere folk som Elia Viviani, Fernando Gaviria og endda Max Kanter (dog kun den ene af gangene) klarede skærene. Heller ikke i den stigende spurt i Termoli var spillede han nogen rolle, selvom finalen passede ham storartet.

Til gengæld var der mere bid i hans spurter. Ganske vist var både Ewan og Merlier ham klart overlegne, men det er trods alt også to af verdens allerhurtigste. Til gengæld har Nizzolo været den klare nr. 3 i hierarkiet med sine ganske opløftende og overbevisende spurter i den første uge, hvor det til gengæld har været klart, at både Viviani og Gaviria måske nok klatrer godt, men er milevidt fra fordums fart. Peter Sagan og Davide Cimolai har aldrig i flade spurter kunnet måle sig med Nizzolo, og dermed har Nizzolo stille og roligt bevæget sig op i det sprinterhierarki, som knæskaden ellers sendte ham nedad.

Giroen har også den fordel, at de hurtigste ofte tager hjem. Det gjorde Greipel i gamle dage, og det gjorde også både Ewan og Merlier denne gang. Pludselig var Nizzolo forud for dagens helt flade etape til Verona - en etape, man ellers normalt ville anse som ikke specielt Nizzolo-venlig - lignede han pludselig feltets klart hurtigste. Eneste trussel på topfarten var løbets joker, Dylan Groenewegen, der hidtil i løbet kun har kørt én spurt, og hvis reelle niveau derfor var svært at vurdere på baggrund af den lange løbspause.

Kortene var derfor blandet godt for Nizzolo, da en lang og kedsommelig etape endelig nåede sit klimaks i udkanten af Vivianis hjemby, Verona. Groenewegens fart var løbets ubekendte, men derudover pegede alle pile på Nizzolo. De foregående spurter har nemlig også vist, at han ellers lidt aftagende positioneringsevne var genskabt, og dermed stod Nizzolo stærkt på begge spurtens to nøglekomponenter - helt modsat Groenewegen, der måske nok er hurtig, men slet ikke positioneringsstærk og bestemt ikke blevet bedre i positionskampen efter sin lange pause og med et øget fokus på selv hans mindste bevægelse.

Nizzolo svigtede da heller ikke. Spurten blev akkurat lige så kaotisk, som man kunne frygte i et løb, hvor der kun er små og derfor meget afventende tog, men det er præcis i den slags betingelser, at Nizzolo trives. Hans brugte blot sit hold til tidligt at skyde frem inden de mange rundkørsler, og da først Mauro Schmid, Victor Campenaerts, Lukasz Wisniowski og Max Walscheid havde afslutter deres job, længe inden de mere klassiske lead-out-tog havde brugt deres skud, klarede Nizzolo med vanlig elegance og akkuratesse nok engang positionskampen så smukt, at han sad helt perfekt, da kaos brød ud.

Alligevel kunne det let være gået galt. Groenewegen var nemlig igen som en elefant i en glasbutik i en finale, hvor den sene gigantrundkørsel med 500 m igen var løbets absolutte og eneste nøglepunkt. Her så det ellers ud til, at det uerfarne og indtil nu ikke helt velsmurte Jumbo-tog var lykkedes med at føre den hollandske supersprinter - for blot et år siden stadig verdens hurtigste - frem til en uhyre gunstig position. Bag Maciej Bodnar og Daniel Oss, der leverede samme flotte arbejde for Sagan som i Foligno, sad Edoardo Affini og David Dekker nemlig perfekt med deres kaptajn, og nu så det ud til, at vi endelig skulle se, hvor hurtig ”Den nye Groenewegen” er med lidt flere løbskilometer i benene.

Sådan så det ud - i hvert fald indtil det ikke så sådan ud længere. Mens den altid snu Sagan fornemmede, at Bodnar og Oss havde åbnet for tidligt og derfor lod sig glide tilbage, tabte Groenewegen i den sidste ellers ret bløde rundkørsel så mange positioner, at man næsten tror, at det er løgn. I stedet endte det med, at Affini, der ellers blot havde lanceret det velplacerede Jumbo-tog, pludselig udnyttede lidt tøven fra Oss til at slå et hul - og minsandten om ikke Jumbo-sejren alligevel var en mulighed, selvom kaptajnen stadig legede elefant i førnævnte glasbutik.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Da Oss slog ud, og feltet tøvede, var der pludselig lidt deja-vu over det. Mange husker sikkert 1. etape i 2017, hvor Lukas Pöstlberger som lead-out man for Sam Bennett pludselig fik et hul og tog både etape og førertrøje. Eller 2016, hvor Roger Kluge fik et forspring, der sikrede ham en højst overraskende sejr sent i løbet. Pludselig så det ud til, at Affini måske kunne tage endnu en choksejr i en Giro, der har været fyldt med netop det.

Desværre for italieneren havde han to forhold imod sig. Det ene var finalens design, der var helt uitaliensk og derfor uden snævre og sene sving. I stedet var der tale om en bred boulevard og slet ikke det kringlede terræn, der havde givet Pöstlberger choktriumfen for fire år siden.

Det andet var Fernando Gaviria. Som han mindede os alle om med sit overraskelsesangreb i Termoli, har colombianeren altid elsket at udnytte lidt tøven i feltet til at forsøge at tage rivalerne på sengen. Det var sådan, han vandt i Paris-Tours, og da Oss slog ud, og farten gik ned, var Gaviria, der ellers for 117. gang havde tabt hjulet på Maximiliano Richeze og Sebastian Molano i sin understregning af, at der er både hollandske og colombianske elefanter i vor italienske glasbutik, ikke sen til at lave ”en Gaviria Classic”.

Desværre for ham er sprinterne i dette løb for årvågne. I Termoli var Ewan ikke sen til at reagere, og denne gang var det Nizzolo, der ellers var endt lidt for langt tilbage og måtte bruge en del kræfter på at bevæge sig frem. Heldigvis for ham kunne han let koble sig på den flyvende colombianer, som var i gang med at spolere Affinis show, tage sig en puster og herefter med tilsyneladende lethed gå forbi den ellers imponerende Jumbo-temporytter og med en uhyre imponerende og lang spurt tage den forløsende Giro-sejr med en overlegenhed, så intet denne gang kunne diskuteres. Denne gang var der heller ingen Modolo at blokere, og selvom frygten for deklassering sikkert har ligget i baghovedet, kunne end ikke den mest regelrette kommissær denne gang finde noget at bebrejde, hvor europamester for, da hans 37. top 10-placering også blev til den første sejr.

Til gengæld kan det knibe med at tage en tredje sejr i pointkonkurrencen. Hertil har det været for dyrt, at han klatrede så skift i Canale, Foligno og Termoli, hvor han smed et hav af point til Sagan. Slovakken var ellers sårbar på denne etape, der for ham var den farligste, fordi han i denne slags boulevardspurter med mange point til etapevinderen risikerede at blive kørt helt ud af trøjen. Heldigvis for ham var hans værste rivaler Gaviria, der igen i dag viste, at hans engang så fine fart er gået fløjten, og den ellers uhyre velkørende Davide Cimolai, og selvom sidstnævnte i dag kørte en for ham meget flot boulevardspurt kunne Sagan i et nu ret tyndt sprinterfelt sikre sig et for ham godt resultat, der holder ham i den pointtrøje, han stadig er den klare favorit til.

Det kan nemlig meget vel have været Nizzolos sidste chance for den forløsende sejr. Ganske vist ligger der muligheder både på søndag og torsdag, men med Nizzolos transformation fra holdbar til hurtig sprinter er det etaper, der ligger langt bedre til slovakken. Sagans største risiko var dagens etape, der kunne have været blevet dyrt, men med vanlig sans for positionering fik han sat alle de potentielt set hurtigere folk til vægs allerede i positionskampen - på når naturligvis Nizzolo, som han satser på at kunne komme af med på de kommende etaper. Eneste lille malurt i det slovakiske bæger var Affini, der med sin 2. plads stjal hele 10 meget vigtige point fra ham.

På den baggrund blev Sagan og Nizzolo etapens vindere. Taberne blev Viviani og Groenewegen samt til dels Gaviria, der blot fik understreget, at farten lige nu halter gevaldigt. Det har den også gjort for Viviani, der ellers har drømt om denne hjemmebaneetape i månedsvis, men selvom hans spurt heller ikke denne gang virkede imponerende, var det højst overraskende positioneringen, der kostede topresultatet denne gang. Hidtil har Simone Consonni ellers været i særklasse som løbets bedste lead-out man, men denne gang fejlede italieneren, og Viviani endte langt tilbage i feltet, da Gaviria og Nizzolo åbnede, og med den fart, han hidtil har vist, var et godt Consonni-lead-out hans nøgle til et topresultat på drømmeetapen.

Bedre gik det ikke for vores hollandske elefant. Groenewegen kunne blot se til, mens Affini gled længere og længere fra ham, og han må i dag forbande, at han og Dekker ikke havde holdt sig til italieneren, som kunne have givet ham det perfekte lead-out. Nu endte også han i en helt umulig position, hvor han blev lukket inde bag Alexander Krieger og Viviani, og dermed gjorde denne spurt os ikke spor klogere på, om Groenewegen er på vej til at genfinde fordums topfart. Vi fik da bekræftet, at positioneringsevnerne ikke er blevet bedre i mellemtiden, men alt andet havde nu også været en gedigen overraskelse for en mand, der sikkert tænker lige så meget på Polen som på målstregen.

Lige så skuffet kan Matteo Moschetti være. Det svage Trek-tog fik slet ikke ført italieneren frem, og ligesom Groenewegen blev han lukket helt inde mod barrieren i vejens venstre side. Til gengæld lykkedes det denne gang faktisk for DSM at få anbragt Max Kanter fornuftigt, men i dag var det ret tydeligt, at tyskeren ikke har den fart, der ellers ham to 3. pladser i Vueltaen sidste år. En sådan fart har heller ikke Stefano Oldani eller Andrea Pasqualon, der igen endte med at spurte i fravær af den uhyggeligt positioneringssvage Riccardo Minali, men de mestrer til gengæld kunsten at placere sig - en evne, der igen sikrede dem et godt resultat. Værre gik det for Krieger, der i Merliers fravær fik en sjælden chance, men måtte konstatere, at der er forskel på at være god i Tour de Luxembourg og i Giroens massespurter.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Desværre for Krieger kan den sjældne chance, Merliers exit har givet ham, være ovre nu. Ganske vist har også han chancer på 15. og 18. etape, men her er listen over farer alenlang, når man indregner både risikoen for udbrudssejre, sene angreb og hårdt tempo på bakkerne. Nej, fremover vil dagens hovedpersoner i de fleste tilfælde være statister, mens klassementsrytterne, der næppe kunne have ønsket sig en lettere fredag, som altid indtager hovedscenen til den brutale sidste del.

Det gælder også for Nizzolo, hvis ikke han finder nogle klatreben, han indtil nu har manglet. Det gør dog næppe det store, når nu han efter syv års venten, 11 andenpladser, 16 podiepladser, 27 top 5- og 36 top 10-placeringer langt om længe kan kalde sig etapevinder i Giroen. Dermed slipper vi også for diskussionen om, hvem der er cykelsportens evige toer. Den titel kan Poulidor få helt for sig selv. Nizzolos tørke var nemlig alligevel slet ikke så evig, som det så ud til!

Favoritterne

Cykelsporten er fyldt med bjerge, der har mytisk status. Særligt de mange Tour-bjerge i Alperne og Pyrenæerne, der er blevet besteget et hav af gange siden cykelsportens barndom, er kendt af selv mange ikke specielt cykelinteresserede, alene fordi verdens største cykelløb har gjort dem berømte. Sandt er det da også, at det er vanskelige bæster, der også kan teste enhver professionel rytter, og det er derfor ikke uden grund, at de har været rammen om mange af sportens største dramaer.

Der er imidlertid andre stigninger, der falder i en helt anden kategori. Det er den lille udsøgte skare af sande helvedesbjerge, der trods en relativt kort historie allerede har opnået en tilsvarende status som sportens historiske tinder, men som på en helt anden måde end eksempelvis Alpe d’Huez kan få sportens store navne til at ryste i bukserne.

Det var vel Angliru, der i 1999 indledte trenden med at opsøge disse sande monstre, og det spanske bjerg har også i dag opnået den mytiske status, som dens stejlhed fortjener. Et andet stejlt, men knap så vanskeligt bjerge, som også besøges relativt ofte, er Mortirolo, der dog af logistiske årsager er uegnet som målbjerg.

Men måske mest modbydelig af dem alle er Monte Zoncolan. I hvert fald har Chris Froome, der har god erfaring med både Angliru og Mortirolo fra tidligere besøg, rangeret bjerget som det vanskeligste, han har i cykelløb har besteget, og meget få i denne verden kan siges at have et lige så godt vurderingsgrundlag som en generations bedste grand tour-rytter med sejre i alle tre grand tours - også selvom den slags altid er en smagssag.

Derfor vakte det også automatisk ærefrygt hos hele feltet, da de første rygter i løbet af vinteren begyndte at indikere en tilbagevenden af monsteret for første gang, siden Froome indledte sin genrejsning ved at sejre på de stejle skråninger i 2018. Anderledes begejstrede var alverdens cykelfans, der lige siden dengang har slikket sig om munden ved udsigten til endnu et fascinerende slag på den østitalienske kæmpe.

Begejstringen aftog dog en anelse, da det kom frem, at arrangørerne er i deres milde hjørne. Da løbet gjorde debut i 2003, besteg man det fra den ”lette” Sutrio-side, men siden andet besøg i 2007 er valget hver gang faldet på den brutale Ovaro-side, der med sine 11,9% over 10,1 km er helt urimeligt stejl og derfor også indledes med en port med påskriften ”Velkommen til Helvede”. I sammenligning hermed er Sutrio-siden med sine 8,5% over 14,1 km meget lettere, og det er derfor ikke overraskende, at Giro-arrangørerne med deres hang til drama de seneste fem gange hver gang har foretrukket den svære opkørsel.

Det er dog helt urimeligt at bruge ordet let i samme sætning som navnet Monte Zoncolan. Der er nemlig intet let over Sutrio-siden heller, og det er altså ikke uden grund, at en hel cykelverden var ved at falde ned af stolen, da de så Gilberto Simoni i 2003 vinde et helt afgørende slag i duellen med Stefano Garzelli på det ikoniske bjerg. Allerede dengang - længe inden det bredere cykelpublikum vidste, at der var en stejlere vej mod toppen - opnåede bjerget halvmytisk status, og alle ventede i de efterfølgende fire år kun med spænding på dets tilbagekomst.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Forskellen på de to opkørsler er dog stadig markant. Hvor Ovaro-opkørslen bare er et uafbrudt helvede uden mulighed for at få vejret - præcis på samme måde som Anglirus øvre del er det - er Sutrio-opkørslen et bjerg i to vidt forskellige dele. Den nedre del med sine ca. 9 km med 8,3% virker let, når man sammenligner med finalen, men var man stoppet efter den del alene, ville der stadig have været tale om et meget svært målbjerg, der kunne have været rammen om et stort drama.

Det drama bliver kun større, når man skal hele vejen til toppen. De sidste 3,1 km efter det lille plateau har mindelser om Ovaro-siden bare med den forskel, at den stejle del kun er ca. en tredjedel så langt. I den forstand er Sutrio-opkørslen et forkortet Ovaro-helvede, der indledes med 9 km opvarmning, der overskygges så meget af finalen, at man glemmer, hvor svær også denne del egentlig er.

Konklusionen er klar! Nok venter der i dette løb med Sega di Ala og Alpe di Mera sjældent svære målbjerge også senere, ligesom mandagens kongeetape lægger op til et drabeligt slag på Passo Giau, men når det handler om vanskelighed, er Monte Zoncolan også fra denne side i sin egen liga på årets rute. Derfor er der tale om samme nøgleetape som altid, og med tanke på, at de foregående finalestigninger enten har været relativt lette eller meget eksplosive, kan vi vente os et helt anderledes klatrerhierarki denne gang. Dette er den første rigtige test af rytterne på en stigning, der både er lang og i dette tilfælde også urimeligt stejl.

Skal favoritterne så også køre om etapesejren? Det er ikke stensikkert, men det er forventeligt. Monte Zoncolan er et mytisk bjerg, hvor alle drømmer om at vinde, og derfor er det ikke uden grund, at vi ved de foregående seks besøg kun har set én udbrudssejr, nemlig til Michael Rogers i 2014. I alle andre tilfælde er der blevet skabt samling, og meget taler også for, at det sker denne gang.

Sikre kan vi dog ikke være. I 2014 var det overraskende for mange, at udbruddet holdt hjem - særligt fordi etapen som den 20. og næstsidste ikke gav nogen som helst grund til at spare på holdet. I dette løb er alle de svære udfordringer stadig forude, og særligt udsigten til mandagens kongeetape og fraværet af en hviledag forinden kan betyde, at der er hold, der tænker sig om en ekstra gang, inden de sætter holdet til at jagte et udbrud. Heldigvis har arrangørerne klogelig - i hvert fald hvis de gerne vil have, at favoritterne kører om sejren - lagt en lettere etape ind søndag, men vi er stadig ved indgangen til så svær en afslutning, at det bestemt ikke kan udelukkes, at et udbrud får lov at sejle hjem.

Særligt spændt er jeg på Ineos. Jeg er ikke i tvivl om, at Egan Bernal meget gerne vil vinde på Zoncolan, men er han også villig til at bruge sit hold på det, når nu Ineos skal føre hårdt de kommende meget svære dage? Det er nok ikke helt sikkert, og hvis alle alligevel regner med, at colombianeren er suveræn, er det måske ikke værd for andre at jagte heller. Det er i hvert fald her, man kan mangle Mikel Landa, for med ham i løbet havde Bahrain utvivlsomt påtaget sig ansvaret.

Hvem kunne finde på at jagte, hvis Ineos ikke vil, eller finde på at hjælpe briterne undervejs? Jeg tror ikke, at Deceuninck vil. Dertil er der for stor usikkerhed om Remco Evenepoel efter nedturen på gruset. Vi skal nok snarere se i retning af først og fremmest EF og Astana. Som bekendt blev Hugh Carthy og Aleksandr Vlasov hhv. nr. 1 og 2 på Angliru i efteråret, og det er formentlig et resultat, der får dem til at anse denne etape som en af deres bedste chancer.

Der er dog også andre. For tre år siden kom Simon Yates blæsende op mod toppen i så høj en fart, at han næsten fik hentet Froome, der ellers var på vej mod en sand magtdemonstration, og han fik endda Ineos-rytteren til at grave så dybt, at Tour-kongen kollapsede igen 24 timer senere. Jeg er stensikker på, at Yates har drømt om revanche lige siden - også fra denne lidt lettere side - og med hans lille oprejsning på gruset tror jeg også, at han er klar til at lade sit hold tage et for dem sjældent ansvar.

Andre muligheder Bora og Trek, men her er jeg mere i tvivl. Emanuel Buchmann er i fremgang, men han har nok mere blikket rettet mod det store billede og podiet end etapesejre, ligesom hans hold allerede har brugt mange kræfter på Peter Sagan - og måske har planer om at gøre det igen søndag. Giulio Ciccone havde sin nedtur på gruset, men afhængig af hvordan han følte sig i sin lille formtest i går, kan det ikke udelukkes, at det stadig sejrsløse Trek-mandskab satser stort - forudsat at Bauke Mollema ikke rammer udbruddet.

Læs også

Officielt: VM rykkes til andet sydamerikansk land

Samlet set forventer jeg, at udbruddet bliver hentet. Jeg er ikke stensikker på, at Ineos vil påtage sig ansvaret, men jeg tror meget på, at BikeExchange vil. Også Astana og til dels EF må være sandsynlige bidragydere, hvis det bliver nødvendigt, og derfor tror jeg, at der vil være hold til at føre, også hvis Ineos ikke vil.

Jeg regner alligevel med an aggressiv start. Et udbrud har en chance, og derfor skal forsøget gøres for de mange klatrere, der også drømmer om at vinde her, selvom de ikke er med i klassementet. Desværre for dem er starten flad, og det gør det til et rent lotteri at ramme rigtigt, hvis det forventeligt tager nogen tid at få udbruddet dannet. Det kan dog også godt være, at de store hold med det samme signalerer, at det her er deres dag, og med en flad start er det let for dem ret hurtigt at sende et lille og ufarligt udbrud afsted, hvis det er intentionen. Den flade start mindsker i hvert fald chancen for en udbrudssejr, dels fordi udbruddet kan blive svagt, dels fordi det er let for de store hold at sørge for, at det også bliver antalsmæssigt lille.

Når udbruddet er kørt, bliver det interessant at se, om Ineos vil vinde etapen. I første omgang vil alle kigge på dem, og det kan sagtens være, at de bare kontrollerer hele dagen. Hvis de lader udbruddet sejle, regner jeg dog med, at et eller flere af de nævnte hold holder udbruddet i snor på det flade. Er udbruddet lille, kan det endda være, at sprinterne har lidt point at køre om i den indlagte spurt inden bjergene.

Jeg regner ikke med megen drama på Forcella Monte Rest. Bjerget kommer for tidligt, og Zoncolan er så svært, at et tidligt pres slet ikke er nødvendigt. Til gengæld vil det sile ned hele dagen, og da nedkørslen ser urimeligt svær ud, kan det blive en vild positionskamp frem mod toppen. I det lys kan man slet ikke udelukke, at der måske endda kan komme en forcering på nedkørslen - her tænker jeg på Trek, der har et hav af sublime nedkørere - men spørgsmålet er, om det er risikoen værd, når der venter så megen dal efterfølgende. Det tvivler jeg på. Til gengæld er nedkørslen en fordel for udbruddet, der altid vinder på feltet, hvis de er forsigtige på de våde veje. Efterfølgende er der rigeligt med flad vej til, at afstanden kan køres langt ned inden selve Zoncolan. Her ligger der bonussekunder i bunden, men selv hvis udbruddet er hentet, er der næppe nogen, der skal ud at spurte lige inden løbets sværeste bjerg.

På selve bjerget regner jeg med, at Ineos dikterer slaget på den nedre og jævne, men stadig meget stejle del. Grundet frygten for de sidste 3,1 km regner jeg ikke med tidlige udspil, og jeg tror mest, at vi vil se en voldsom udskilning bagfra. Hvor aggressivt Ineos kører, vil afsløre Bernals intentioner, men da jeg er ret overbevist om, at han gerne vil vinde, hvis udbruddet er hentet, tror jeg, at de vil lægge et pænt pres. Også EF og Astana kan ventes at trykke lidt til, men det kniber lidt med at have holdet til det. Her er BikeExchange bedre stillet, men Yates har næppe brug for, at det bliver alt for hårdt, hvis han vil vinde over Bernal. Til sidst regner jeg med, at slaget skal slås på de sidste 3,1 km, og her ender det som et rent opgør på watt/kg, som det altid gør på så stejle stigninger, og som vi senest så på Angliru i efteråret. Afgørende er det på den slags stigninger i hvert fald ikke at gå i rød zone for tidligt, selvom der denne gang er tale om et kortere stykke med brutale procenter.

En faktor er vejret. Vi har allerede set, hvordan kulde og regn har givet mange ryttere store problemer, og det kan det meget vel gøre igen på denne rædsomme dag, hvor det ventes at regne hårdt i bjergene hele eftermiddagen, så snart de er kommet væk fra Po-slettens byger. Samtidig skal man ikke undervurdere betydningen af våde veje på 27%. Det kan være ret umuligt at rejse sig i sadlen, og det er ikke just en gave for feltets stående klatrere. Heldigvis er der blandt favoritterne kun meget få af den slags, da de fleste af favoritterne har en meget siddende stil.

Som sagt er denne bjergtest helt anderledes end de foregående, og derfor kan vi heller ikke bare regne med en gentagelse af de tidligere resultater. Dertil kommer, at vi ikke har haft en regulær bjergetape siden i søndags - grusvejsetapen var så kompleks, at man skal være varsom med at bruge den som en sikker reference - og det betyder, at formkurven mod slutningen af en grand tour kan have ændret sig ganske markant siden de første bjergslag i uge 1.

Uanset hvad er det svært at komme uden om, at Egan Bernal er favorit. Så snart muligheden har budt sig, har han givet rivalerne en lille lektion, og mens han måske virkede til at tale med i Sestola og på San Ciacomo, lignede han en mand i sin egen liga både på Campo Felice og på grusvejsetapens sidste stigning. Her var der ingen over eller ved siden af Bernal, og havde Emanuel Buchmann ikke fået et forspring, havde han givet alle prygl begge dage.

Det er naturligvis bekymrende for rivalerne, fordi Bernals styrke er den tredje uge, lange bjerge og mange højdemeter, og det har vi kun i meget begrænset omfang mødt endnu. Denne etape er den første, der virkelig passer Bernal, og rivalerne kan heller ikke finde trøst i vejret, når nu Bernal indtil videre næsten synes at have klaret regnen og kulden bedre end alle andre.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Der er et lille moment af usikkerhed i bjergets stejlhed. Faktisk har vi aldrig set Bernal folde sig ud på sportens stejleste bjerge, og rivalerne kan derfor klynge et lille håb til, at han måske ikke er vild med den slags mure. Det er dog et uhyre spinkelt håb, for Bernals statur og generelle klatreevner antyder slet ikke, at han skulle have problemer på 27% - tværtimod! De våde veje er heller ikke et problem for en mand, der ofte angriber siddende, og derfor bliver det en uhyggeligt svær opgave at forhindre Bernal i at kopiere Froome og sikre endnu en sejr til det britiske storhold på sportens mest frygtede cykelbjerg.

Bernal er så suveræn, at det er meget svært at se, hvem der skal slå ham. Derfor ender jeg også med at pege på Remco Evenepoel som hans værste rival. Vidunderbarnets overraskende svaghedstegn på gruset giver nemlig enorm usikkerhed om, hvad vi skal forvente, når han lørdag skal forsøge at rejse sig igen. Er han i gang med at betale prisen for sin lange pause? Led han af rust efter karrierens første hviledag? Eller var han bare så ukomfortabel på gruset, at det kostede ham et hav af kræfter undervejs?

Mest hælder jeg til det sidste. Forinden var hans formkurve støt stigende. Efter en svag dag på Sestola var han Bernals ligemand på San Giacomo, og da han først kom ud af tunnelkaosset på Campo Felice sluttede han uhyggeligt stærkt - endda i en eksplosiv finale på grus, som slet ikke passede ham. Hans afslutning på grusvejsetapen var i hvert fald opløftende, for ligesom i San Sebastian kom han sig stærkt, da først den guddommelige motor var blevet varm.

I det lys er denne 204 km lange etape slet ikke ringe for Evenepoels dieselkvaliteter. Det er også den første ikke-eksplosive stigning siden San Giacomo, hvor han fulgte Bernal til dørs. Han har brokket sig lidt over kulden, men den klarede han nu fint netop på San Giacomo, og hans siddende stil bør ikke give problemer på de våde veje. Stigningens længde er også guf for en dieselklatrer som ham. Spørgsmålet er mere, om han er god på stejle procenter. Her er jeg straks mere i tvivl, for også han er uprøvet på så stejl en mur. Han klarede dog de stejle mure i Polen ganske fremragende sidste år, og hans kørsel på Muro di Sormano, der kan minde om denne Zoncolan-opkørsel, var mildt sagt overbevisende i Lombardiet sidste år. Hans sejr på de 10% på Picon Blanco i Burgos var også opløftende, selvom procenterne her var noget mildere. Det er næppe stejlheden, der er den største udfordring, men derimod hans generelle niveau. Problemet er, at Bernal er så formidabel, at det kræver noget særligt for at slå ham. Det særlige er det formentlig kun Evenepoel, der har. Det kræver, at han er sig selv igen, men hans kørsel inden og mod slutningen af grusvejsetapen tænder det håb, der gør det realistisk.

Dernæst vil jeg pege på Aleksandr Vlasov. Efter Ciccones lille kollaps har russeren været ”the best of the rest” hidtil og det endda i finaler, der slet ikke har passet ham. Som dieselklatrer er han også langt mere komfortabel på en stigning som denne, og hans 2. plads på Angliru vidner om evnerne på stejle procenter. Han har også vist, at han kan restituere i en grand tour, og intet tyder på, at han er på vej ned. De våde veje er heller ikke et problem for en rytter med Vlasovs kørestil, ligesom hans motor har det fint med lange løb.

Til gengæld er vejret en udfordring. Vlasov har ikke lagt skjul på sin foragt for kulde og regn, og vi så vel også en lille krise på San Giacomo. Nogen svag regnvejrsrytter er han dog ikke, når man ser på hans kørsel i Sestola, og derfor er der al mulig grund til at være optimistisk. En anden udfordring er tålmodigheden, for her må man ikke gå i rød zone for tidligt - noget han lidt for ofte har gjort, senest på San Giacomo. Det klarede han dog fint med tålmodig kørsel på Angliru. Bernal ligner en svær opgave, men modsat colombianeren har Vlasov i det mindste vist, at han mestrer de brutale procenter. Måske det kan tippe balancen.

Netop de stejle procenter gør mig meget usikker på Emanuel Buchmann. Tyskerens dieselagtige klatrestil og store størrelse gør ham til alt andet end prototypen på en Zoncolan-rytter. Det samme kan imidlertid siges om Carthy, der på næsten alle måde er en kopi af Buchmann, og som bekendt sejrede briten på Angliru. Det giver håb for, at Buchmann måske også kan håndtere en mur som denne, og hans dieselmotor hjælpes i hvert fald af, at det er en lang stigning, der skal køres i et jævnt og ikke et eksplosivt tempo. Til gengæld er det bekymrende, at han i 2019 smed førertrøjen i Baskerlandet netop på ret stejle, men også mere eksplosive stigninger, der dog også lå for ham alt for tidligt på etaperne. Det gør Zoncolan ikke, men derimod efter en distance, hvor Buchmanns motor er varm. Efter den svage sæsonstart er han i hvert fald langt om længe ved at finde sit niveau fra 2019 og begyndelsen af 2020, og selvom han ikke synes at være der endnu, bliver han altid bedre i løbet af en grand tour. Hans statur og kørestil hjælper ham på de våde veje, og modsat Vlasov bliver han næppe overilet. En udfordring er til gengæld vejret, for han har ikke lagt skjul på, at de gode ben først kom sammen med det bedre vejr.

Kan Hugh Carthy gentage sejren fra Angliru? Han har i hvert fald vist, at stejle procenter ikke er nogen stor udfordring, selvom hans gigantiske størrelse taler imod det, men spørgsmålet er, om han er i samme form som i november. Han kom lovende fra start i Sestola, men siden da har det knebet. Heldigvis for ham har afslutningerne slet ikke passet hans dieselagtige stil, men det var særligt bekymrende, at han ikke kunne slå til efter den opslidende grusvejsetape eller på San Giacomo. På sidstnævnte stigning havde han dog angiveligt glemt at få spist, og den lektie har han forhåbentlig lært. I Sestola klarede han i hvert fald kulden fint, og han har også en kørestil, der ikke hæmmes af de våde veje. Spørgsmålet er mest, om han vitterligt har den Angliru-form, der skal til for at gentage sejren. Det er nok en anelse tvivlsomt.

Dernæst vil jeg nævne Giulio Ciccone. Juryen er stadig ude i forhold til hans tilstand. Var nedturen forleden alene udtryk for en dårlig dag, eller var det udtryk for en mere vedvarende tendens? Begge dele er plausible. Ciccone er kendt for manglende stabilitet, og derfor er det slet ikke umuligt, at han genfinder sig selv i morgen. På den anden side er det også hans første grand tour som klassementsrytter, og netop hans ustabilitet gør, at det langt fra er stensikkert, at han er en mand med den rette holdbarhed. Taler vi om sidstnævnte, kan morgendagens etape ende med endnu et flop for Ciccone, der kan være på vej ud af klassementet. I førstnævnte tilfælde kan han til gengæld tage kampen op mod Bernal som den på de første bjergetaper næstbedste i løbet. Kulden har han klaret storartet hidtil, men til gengæld passer denne lange, seje stigning ham nok knap så godt som de foregående. Omvendt vandt han kongeetapen over Mortirolo for to år siden, og her klarede han et langt, stejlt bæst. Det skete dog fra udbrud, og om han kan slå favoritterne, er straks mere tvivlsomt. Det er dog klart, at hans kørsel de første dage viser, at han kan køre med om sejren, hvis han har samme ben nu.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Den for mig positive overraskelse i onsdags var Simon Yates. Frygten for den nedadgående trend, vi typisk ser fra ham i grand tours, var i første omgang ikke begrundet. I hvert fald var han betydeligt bedre end tidligere, og selvom han sjældent er blomstret op sent i en grand tour, viser hans Vuelta-sejr, at det kan lade sig gøre. Dengang var hans kørsel i optakten dog helt anderledes, og denne gang taler mere for, at han vitterligt har toppet for tidligt. Han har til gengæld vist, at han kan køre med om sejren på Zoncolan, og den stejle mur til sidst burde passe ham perfekt. Den samlede etape er heller ikke særligt svær, og det er endnu et es i Yates’ ærme. Til gengæld vil han lide under de våde veje, hvis ikke han kan stå op, og samtidig har han lignet en mand, der ikke har haft det specielt nemt med kulden. I hvert fald blomstrede også han ligesom Buchmann op med det varmere vejr. Samlet set tror jeg stadig ikke på en genrejsning af Yates, der da også var meget tam og passiv i onsdags, hvor han lignede en mand i overlevelsesmode, men hans Zoncolan-historik giver ham en chance.

Dan Martin var grusetapens store taber, og han er derfor på revanchejagt. Der er heller ikke tvivl om, at formen er god, men han var et åbenlyst offer i den vilde positionskamp frem mod første grusstykke. Forinden har han dog set stærk ud på stigningerne, selvom han skuffede lidt på 4. etape. På 6. etape var han glimrende, og på 9. etape var han stærk, selvom han efter eget udsagn havde det svært med at stå op på gruset. Netop derfor er der også grund til betænkelighed. Forhindrer de våde veje ham igen i at stå op, er han i hvert fald alvorligt på den. Dertil skal lægges, at Martin faktisk var overraskende ringe på Angliru sidste år. Nok elsker han stejle procenter, men en lang, stejl stigning med jævnt tempo er næppe hans kop te. Han hader også dårligt vejr, men det har han nu klaret bedre, end han havde ventet. Det er mere bekymringen for stigningens karakter og de våde veje, der kan gøre det svært for ham at vinde.

Man må vel også nævne Damiano Caruso. Egentlig tror jeg, at han gør det bedre end Yates og måske også Ciccone, men det er trods alt svært at se ham vinde etapen. Dertil er hans topniveau ikke højt nok, og Caruso vil formentlig mest af alt bruge sin erfaring til med klog og konservativ kørsel at begrænse sit tab. Til gengæld er det uomtvisteligt, at han i dette niveau har set bedre ud end nogensinde, og særligt har han virket uhyre stærk i dårligt vejr, som han altid har klaret ganske godt. Utroligt nok har han aldrig kørt Zoncolan før, og hans erfaring med Angliru er temmelig ringe. Det bjerg har han dog kun kørt i formsvag tilstand, og han har trods alt klaret Mortirolo fornuftigt. Jeg vil stadig tro, at Caruso får det sværere på så stejlt et bjerg, men hans erfaring og kulden vil hjælpe ham med at levere endnu et solidt topresultat.

Det er svært at tro meget på Joao Almeida. Som vi så i Giroen og i foråret, er han stadig for begrænset ti bjergene, og derfor er denne møgsvære stigning ikke umiddelbart noget for ham. Han har dog en klar fordel i kørestilen. Almeida er klog og vant til at køre i sit eget tempo hele vejen op. Det har givet ham bemærkelsesværdige comebacks tidligere og gjort ham til en mester i at forsvare sig selv i bjergene. Den evne er ret vigtig på en stigning, hvor man ikke skal være overilet. Til gengæld er det klart, at han igen primært er hjælper, men skulle Evenepoel være på vej mod et større kollaps, kan det ikke udelukke, at han får sin chance. Desværre klatrer han næppe godt nok til at være med helt fremme.

Romain Bardet har i dette løb bekræftet, at han næppe nogensinde finder sit gamle niveau igen, men han har dog gjort det ganske pænt. Franskmandens præstation på Campo Felice var særligt opløftende, og derfor var det overraskende at se hans eksplosion på grusvejsetapen. Den kom også bag på ham selv, og det virker da også helt urealistisk at tro, at Bardet pludselig er med helt fremme. Han bliver dog ofte ganske udmærket i regnvejr, hvor han før har leveret fine bedrifter, og han har altid oplevet fremgang undervejs i grand tours. Han vinder utvivlsomt ikke etapen, men der burde være basis for en bedre præstation end på gruset.

Det er godt at se, at Vincenzo Nibali er på vej tilbage. Stille og roligt bliver han bedre og bedre for hver etape, og i går testede han i hvert fald benene som en slags bevis på, at han altså er her endnu og er i fremgang. Nibali bliver altid 10% bedre i regnvejr, og han elsker lange etaper sent i grand tours. Han har den rette kørestil til de våde veje, og selvom han har tabt Vueltaen på Angliru hele to gange, blev han trods alt nr. 2 på Zoncolan i 2011 - et bevis på, at han godt kan klare stejle procenter, selvom det ikke er hans favorit. Først og fremmest har han dog den livsvigtige erfaring, der er helt afgørende på så stejl en stigning.

En anden taber på gruset var Davide Formolo, og han får nok en lille lussing igen. Formolo er mere ardennerrytter end klatrer, og han har altid haft det sværere sent i en grand tour. Derfor er dette ikke rigtigt en etape for ham, hverken grundet dens design eller dens placering. Til gengæld har han virket meget overbevisende i starten af løbet, når man ser på hans generelle karakteristika, og derfor kan man håbe på, at han igen gør det hæderligt.

Vi må vel også nævne Attila Valter. Ungareren synes med to skuffende præstationer ganske vist som frygtet at være i tilbagegang, men vi ved også fra sidste års Giro, hvor uhyre svingende han kan være. Dengang havde han endda sin helt store dag i den tredje uge, og derfor kan man håbe, at han kan bryde den negative trend. Forskellen i hans niveau på 4., 6. og 9. etape siger alt om hans enorme udsving. Rammer han igen benene fra 6. etape eller fra sidste års 20. etape, har vi set, at hans klatreevner kan føre ham rigtigt langt - men det kan også ende i den totale katastrofe.

Tobias Foss var den store oplevelse i onsdags, men jeg tror, at han får svært ved at gentage det her. Foss er en alsidig fyr, der hele tiden lignede en mand, der kunne drage fordel af gruset, og han sagde da også, at han befandt sig som en fisk i vandet. Det vil han næppe gøre på denne stigning, der synes alt for voldsom for Foss, der endnu har været temmelig begrænset i bjergene. Det har han også været i dette løb, og selvom han vil glæde sig over den knap så eksplosive finale, er det svært at se ham flyve op ad denne mur. Til gengæld synes han - han er jo nordmand! - at have det ganske fint i regnen.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Der er også George Bennett. Hans mission er at ramme udbruddet eller at hjælpe Foss, men han burde virkelig elske denne meget stejle stigning, der burde passe ham som fod i hose. Skulle han have diamanter i benene, kan det ikke udelukkes, at han får lov at køre sin egen chance, selvom det virker usandsynligt. Desværre er hans løb blevet ødelagt af kulden, og derfor skal vi næppe have skyggen af forventninger. Han er bare så god en klatrer, at en formstærk Bennett kan lave et fornemt resultat, hvis han får chancen og ikke fryser til is - også selvom han ikke kunne gøre forskellen i gårsdagens noget anderledes finale.

En anden joker er Jan Hirt. Tjekken er som altid ved at få varmet motoren op sent i en grand tour, og han er er ved at forlade det meget lave bundniveau, han har det meste af tiden. Hans fantastiske kørsel i Østrig og Schweiz Rundt har dokumenteret, at han elsker lange og meget stejle stigninger, og dette er således den perfekt Hirt-stigning. I gamle dage kunne han sagtens have hevet en kanin op af hatten. Nu har han dog lidt at bevise efter en lang periode på et helt andet niveau. Hans kørsel i søndags tænder dog et lille håb.

Endelig er to jokers Bauke Mollema og Harm Vanhoucke. Mollema har altid elsket ekstremt stejle stigninger siden hans flotte Vuelta i 2011, og etapen burde også være guf for en ren klatrer som Vanhoucke. Ingen af dem har ramt topformen, men Vanhoucke meldte om fremragende ben i onsdags, hvor han desværre styrtede fra en sandsynlig udbrudssejr på gruset. Han kunne godt finde på at teste benene på en stigning som denne. Mollemas mål er at jagte etaper, men da Trek må have kig på holdkonkurrencen, vil han måske køre til hele vejen. Begge har i hvert fald topniveauet til at komme langt, men det kræver fremgang i forhold til det hidtidigt viste. Gianluca Brambilla er Treks andet kort til holdkonkurrencen, men han vil finde stigningen svær.

Jeg har fine forventninger til Daniel Martinez trods hans skuffelse på gruset, men som hjælper for Bernal er han reelt uden chance for at vinde. Det samme gælder for den uhyre stærke Gianni Moscon , for hvem stigningen dog også er for stejl (trods VM i 2018). Ruben Guerreiro virker uhyre velkørende, men må regnes som ren hjælper for Carthy, og den ligeledes velkørende Koen Bouwman er alene hjælper for Foss. Rein Taaramae kæmper for sit marginale klassement, men kan ikke være med helt i front på denne stigning, og Nick Schultz og Tanel Kangert er rene hjælpere for Yates, ligesom også de vil finde stigningen for svær.  Også Mikel Nieve, der ellers synes i fremgang og kan lide stigningen, er hjælper.  Sebastien Reichenbach og den stadig mere velkørende Matteo Badilatti burde elske stigningen, men deres opgave vil være at blive hos Valter, der risikerer at få det svært. Jai Hindley og Pello Bilbao synes stadig så langt fra deres niveau, at de ikke vinder. Matteo Fabbro vil kunne lide stigningen, men virker ikke på toppen og er ren hjælper for Buchmann, som det gælder for Felix Grossschartner, der slet ikke vil bryde sig om denne stigning. Geoffrey Bouchard vil spare sig til senere, og selvom de er solide, kan Louis Vervaeke, Einer Rubio, Antonio Pedrero eller Lorenzo Fortunato ikke være med helt fremme. Det samme gælder for Edward Ravasi, der ellers er i klar fremgang efter sine to styrt. Simon Carr, Simone Petilli og Chris Hamilton er i bedring og kan gøre det bedre end tidligere, mens Harold Tejada til gengæld stadig virker skuffende.

Som sagt er en udbrudssejr ikke helt umuligt. Det vil være et totalt lotteri at komme afsted i den flade start, og derfor kan vi sagtens ende med et udbrud uden gode klatrere og derfor også med en overraskende vinder. For at forsvare et forspring på Zoncolan skal man dog have betydelige klatreevner, og de indlysende favoritter er derfor nogle af de navne, jeg allerede har nævnt. Stigningens karakter gør, at Bauke Mollema er mit bedste bud efterfulgt af George Bennett, hvis han kan klare regnen, Sebastien Reichenbach, Koen Bouwman, Harm Vanhoucke, Jan Hirt, Matteo Badilatti, Jai Hindley, Geoffrey Bouchard, Antonio Pedrero, Einer Rubio, Chris Hamilton, Nicolas Edet, Lorenzo Fortunato, Gianluca Brambilla og Edward Ravasi. Jeg regner ikke med, at de væsentligste klassementshold (Ineos, Deceuninck, Astana, Bora, EF, Bahrain eller BikeExchange) sender folk i udbrud på denne nøgledag, medmindre der kører en meget stor gruppe. Og jeg tror ikke, at Davide Formolo eller Dan Martin får lov eller har intentioner om at gå i udbrud på denne etape.

BEMÆRK: Lad mig nok engang understrege, at dette er en vurdering af vinderpotentiale - en bemærkning, der er særligt relevant i forhold til vurderingen af Remco Evenepoel, Giulio Ciccone, Simon Yates og Damiano Caruso. Det er også årsagen til, at Daniel Martinez ikke er nævnt, da hans rolle umuliggør, at han kan vinde.

Feltet.dks vinderbud: Egan Bernal

Øvrige vinderkandidater: Remco Evenepoel, Aleksandr Vlasov

Outsidere: Emanuel Buchmann, Hugh Carthy, Giulio Ciccone, Simon Yates, Dan Martin

Jokers: Damiano Caruso, Joao Almeida, Romain Bardet, Vincenzo Nibali, Davide Formolo, Attila Valter, Tobias Foss, George Bennett, Jan Hirt, Bauke Mollema, Harm Vanhoucke

Kandidater til udbrudssejr (i prioriteret rækkefølge): Bauke Mollema, George Bennett, Sebastien Reichenbach, Koen Bouwman, Harm Vanhoucke, Jan Hirt, Matteo Badilatti, Jai Hindley, Geoffrey Bouchard, Antonio Pedrero, Einer Rubio, Chris Hamilton, Nicolas Edet, Lorenzo Fortunato, Gianluca Brambilla, Edward Ravasi

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Gilberto Simonis sejr fra 2003, hvor Sutrio-siden blev benyttet for hidtil eneste gang.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER