Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 14. etape af Tour de France
20. juli 2018 19:20 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O.

Peter Sagan fortsatte det, der meget vel kan ende som hans hidtil bedste Tour de France, ved at udnytte sprintertomrummet til at tage sin tredje etapesejr i årets løb på dagens 13. etape, der gav klassementsrytterne mulighed for at komme sig efter et par hektiske dage. De skal imidlertid på den igen lørdag, når der bydes på en gensyn med den klassiske og meget stejle Laurent Jalabert-stigning i Mende, hvor et udbrud formentlig kan se frem til at slås om sejren, inden de store navne skal kæmpe om sekunder på Muren i Massif Central.

Ruten

Den lange rejse mellem Pyrenæerne og Alperne byder ofte på en del muligheder for sprinterne, men denne gang er der i det ellers relativt flade terræn mellem de to bjergkæder kun plads til én dag for de hurtige folk. Det skyldes ikke mindst, at man undervejs lægger vejen forbi det kuperede Massif Central, der måske ikke kan fremvise Alpernes og Pyrenæernes høje tinder, men som byder på noget af det mest uvejsomme terræn, Frankrig kan præstere. Siden Laurent Jalaberts store sejr i 1995 har ASO haft forkærlighed for den spektakulære Cote de la Croix Neuve-stigning (eller Montee Laurent Jalabert, som den også kaldes) i udkanten af byen Mende, som efterhånden er blevet områdets centrum i Tour-sammenhæng. For tredje gang siden 2010 skal feltet i år bestige den stejle mur, og selvom der ikke er tale om verdens længste stigning, viser historien med al tydelighed, at der kan være værdifulde sekunder at hente på en etape, der bestemt ikke skal undervurderes.

 

I alt skal der tilbagelægges 188 km mellem Saint-Paul-Troix-Chateaux og Mende. Startbyen ligger i det flade område mellem Alperne og Massif Central, og den indledende del består derfor af en rejse mod vest, nordvest og vest gennem relativt fladt terræn, men mellem km 10 og km 51 kører man igennem et naturreservat, hvor en meget snoet og kringlet vej byder på flere mindre bakker samt en nedkørsel, der leder tilbage til fladlandet. Herfra følger man en helt flad vej mod sydvest frem mod udkanten af Massif Central.

 

Etapen ændrer så småt karakter, når man rammer kategori 4.stigningen Cote du Grand Chataignier (1 km, 7,4%), inden en nedkørsel leder ned til Besseges, hvor 2 flade kilometer og en lige vej leder mod nordvest frem til den indlagte spurt, der kommer efter 90 km. Her melder Massif Central-terrænet for alvor sin ankomst, når en kringlet og let stigende vej med mange sving fører feltet mod nordvest op ad den ikke-kategoriserede Col de Soulages (2,7 km, 5,7%), der har top efter 98,5 km, og videre frem til bunden af kategori 2-stigningen Col de la Croix de Berthel (9,1 km, 5,3%), der bestiges fra øst. Der er tale om en todelt stigning med fire lette kilometer og en sidste halvdel med stigningsprocenter på 6-7. Toppen rundes efter 129 km, men der venter kun en kort, let nedkørsel, der fører mod nordvest, inden man i samme retning bestiger kategori 3-stigningen Col du Pont sans Eau (3,3 km, 6,4%), hvis top rundes med 46 km igen. Herfra fører en ikke-kategoriseret stigning videre mod nordvest frem til etapens højeste punkt.

 

Med 34,5 km igen rammer man en lang nedkørsel, der fører mod nordvest og er uden væsentlige udfordringer. Den ender med 20 km igen, hvorefter fladt terræn fører mod nordvest, nord og til sidst nordøst mod centrum af Mende. Her kører man ud i den sydøstlige udkant, hvor kategori 2-stigningen Cote de la Croix Neuve venter. Der er tale om en 3 km lang stigning, der stiger med hele 10,2% i gennemsnit og udgøres af tre kilometer med gennemsnitlige stigningsprocenter på hhv. 8,3%, 10,5% og 10,9%. Toppen rundes med 1500 km igen, hvorefter en flad vej leder frem til målet på flyvepladsen. Der er to skarpe sving kort efter den røde flamme, inden man rammer den 470 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3308 højdemeter.

 

Mende og Cote de la Croix Neuve blev senest besøgt i 2015, hvor en snu Stephen Cummings tog en mindeværdig sejr ved fra et udbrud at snyde de to franske kombattanter Thibaut Pinot og Romain Bardet, mens Chris Froome og Nairo Quintana længere bagude kørte fra de øvrige klassementsryttere. I 2010 spurtbesejrede Joaquim Rodriguez den førende Alberto Contador samt dennes holdkammerat Alexandre Vinokourov på en dag, hvor Andy Schleck mistede 10 værdifulde sekunder til sin spanske rival, og i 2005 vandt Marcos Serrano fra et udbrud, mens Cadel Evans, Lance Armstrong, Ivan Basso og Jan Ullrich kørte fra de øvrige favoritter. Paris-Nice var forbi i 2012, 2010 og 2009, hvor Lieuwe Westra chokerede alle ved at besejre Alejandro Valverde og Bradley Wiggins i førstnævnte år, og hvor Alberto Contador kørte alene hjem i de to sidstnævnte år. Endelig har Tour du Languedoc-Roussillon været forbi i de fleste udgaver med sejre til Anthony Perez (2017), Alexis Vuillermoz (2015 og 2014), Sebastien Duret (2013), Davide Rebellin (2012), Guillaume Levarlet (2011), Jerome Coppel (2010), Florian Vachon (2009) og Christophe Moreau (2004). I hhv. 2001 og 2000 vandt Sven Montgomery og Alexandre Vinokourov etaper i det nu hedengangne GP Midi Libre. 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Hidtil har det været en varm og tør Tour, men det kan ændre sig lørdag. Her vil en skyet dag nemlig give anledning til en 30% risiko for byger det meste af eftermiddagen, inden der ventes opklaring fra 17-riden. Temperaturen vil nå beskedne 23 grader, og der vil være en let til jævn vind fra nordvest. Det giver en lang dag med sidemod- og modvind, kun afbrudt af et kort sidevindsstykke frem mod den indlagte spurt. Til allersidst drejer man ind i sidemedvind, inden men får medvind på sidste stigning o det flade stykke ind til mål.

 

Analyse af 13. etape

Er UAE-mandskabet forfulgt af onde ånder? For et par dage siden, da Dan Martin sejrede på Mur-de-Bretagne, reflekterede jeg i denne analyse lidt over, hvordan Dan Martin kunne have haft et langt mere glamourøst generalieblad, hvis han ikke tilfældigvis havde været oppe mod fænomenerne Alejandro Valverde og nu Julian Alaphilippe, der begge akkurat har været bedre end den lille irer i de finaler, han mestrer. Listen over Martins andenpladser bag de to puncheurs er alenlang, og derfor smagte sejren på 6. etape ekstra sødt for Martin, fordi han denne gang fik skovlen over sine to onde ånder på samme tid.

 

Mon ikke Martins medkaptajn Alexander Kristoff har det på samme måde med Peter Sagan. Nu er 70 professionelle sejr, herunder to monumenter og to Tour-etaper, jo ikke at kimse ad, men Kristoffs sejrliste kunne have haft et langt mere eksklusivt skær, hvis ikke det havde været for hans slovakiske rival. I de første mange år undgik de egentlig at ramle ind i hinanden, for i en lang periode var det faktisk Kristoff, der havde overhånden. Nordmanden sejrede i Milano-Sanremo og Flandern Rundt i direkte kamp mod Sagan, ligesom han overspurtede slovakken begge gange, da han tog sine Tour-etapesejre i sin storhedstid i 2014.

 

I de seneste tre år har Sagan imidlertid været den direkte årsag til, at Kristoff ikke kan skrive dobbelt så mange Tour-etaper samt ikke mindst et verdensmesterskab - endda på hjemmebane - på sit ellers ganske imponerende CV. Deres rivalisering blev indledt for to år siden på etapen til Bern, hvor Kristoff reelt havde sikret sig sin tredje etapesejr i verdens største cykelløb - lige indtil han med et helt håbløst cykelkast akkurat blev passeret af Sagan. Endnu mere ondt gjorde det for et par måneder siden på hans hjemmebane i Bergen, da Sagan med en tilsvarende minimal margin akkurat fik presset cyklen forbi den norske helt, der dermed blev frarøvet drømmen om at iklæde sig regnbuestriberne foran hele den norske nation.

 

I dag var han der så igen, ham den irriterende slovak. Egentlig havde Kristoff i dagens spurt på 13. etape, hvor han efter sprinternes masseudvandring i Alperne havde fået sit livs chance for at tage den tredje etapesejr, der ellers så ud til at have været en umulighed for den i dag ikke helt så hurtige nordmand. Først havde han grebet den uventede mulighed ved med Darwin Atapuma at hjælpe med at kontrollere etapen, og i finalen havde han endda gjort det umulige: vundet positionskampen over ekvilibristen Sagan.

 

Som jeg skrev i min optakt til gårsdagens etape, lå det i kortene, at det efter Fernando Gavirias uventede exit ville være FDJ-toget, der ville dominere finalen. Det viste sig at være en sand profeti, for Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri kontrollerede totalt den sidste kilometer, og derfor lå det i kortene, at det denne gang var Arnaud Demares hjul, alle ville kæmpe om. Helt efter bogen var det således også, at Sagan, der stort set altid får den position, han udser sig, sad limet til franskmandens bagparti med et par kilometer igen.

 

Så skete der imidlertid noget usædvanligt. Kristoff, der sammen med Sagan er en af de allerbedste i den knaldhårde kamp for placeringer, fik skubbet Sagan væk fra Demares baghjul, og for en sjælden gangs skyld var det derfor nordmanden, der havde den position, alle drømte om. Bedre blev det endda, da Philippe Gilbert med et farligt angreb tvang Sinkeldam og Guarnieri til at lancere toget for tidligt, og da Guarnieri begyndte at tabe fart, var Demare derfor tvunget til at starte sin spurt for tidligt, hvis ikke han skulle blive overrumplet af hurtigere folk bagfra. Dermed endte franskmanden med at give Kristoff det helt perfekte lead-out, og den store chance, som Kristoff fik foråret i forbindelse med Massakren i Alperne, var med 200 m igen endda endnu større, end den var ved starten af etapen.

 

Men så var han der igen, ham den irriterende i den grønne trøje. Netop som Kristoff med en veltimet spurt bragede mod en sejr, der ville have sendt Norge i kollektiv cykelekstase, sneg Sagan sig med vanlig præcision og velkalkuleret omhu akkurat forbi sin norske rival, der således for tredje gang på tre år blev snydt for en stor sejr af den ånde ond. Mens Sagan således kunne sole sig i sin tredje etapesejr efter mindre end to uger, stod en skuffet Kristoff tilbage på perronen med en stadig skuffende resultatliste i en sæson, der mere eller mindre har været til skraldespanden for manden, der i 2014 vandt næsten alt, hvad han rørte ved.

 

Heldigvis er der håb for fremtiden, for den bundsolide norske dieselmotor bliver som bekendt bare bedre og bedre, og med udsigt til to sprinteretaper i den tredje uge, hvor trætheden blot vil være endnu mere udtalt, er der muligheder endnu for Kristoff. Især kan han glæde sig ved, at han i dag slog Sagan i positionskampen, og det er trods alt en lille sejr, der kan give håb om, at styrkeforholdet kan vendes mod slutningen af løbet.

 

For Sagan derimod fortsætter festen bare. Med sin nu tredje etapesejr har han allerede tangeret sin personlige rekord fra debuten i 2012 samt 2016, og med tanke på de to sprinteretaper, der venter til slut, og at alle de hurtigere folk formentlig sidder med benene oppe og nyder en kold sommerøl på terrassen, vil det være dumt at spille imod, at Sagan i år skal overgå sig selv i antallet af etapesejre. Normalt er han ellers ikke hurtig nok til at vinde klassiske massespurter i Tourens benhårde sprinterselskab - det er ikke noget tilfælde, at han forud for årets løb kun havde én regulær spurtsejr helt tilbage fra 2012, hvor han udnyttede kaosset i den såkaldte Massakre i Metz til at spurte sig til sejr - men i et felt, der udelukkende tæller mere robuste typer som ham selv og ikke fartmaskiner som Groenewegen, Kittel og Gaviria, er Sagan sprinter nr. 1, især på grund af sin eminente timing. Og da man heller ikke helt kan udelukke, at han med et udbrud og klog kørsel på en af de to etaper i Massif Central faktisk kan tage en sejr i terræn, der ellers er lidt for hårdt, er mulighederne næsten uendelige for den ustoppelige verdensmester.

 

Det er de til gengæld ikke for Arnaud Demare, der ikke slog til, da Groenewegen, Gaviria og co. serverede ham en chance på et sølvfad. Hans sublime tog svigtede ham da heller ikke, for i Gavirias fraværlå det som sagt helt i kortene, at det ville være Sinkeldam og Guarnieri, der dominerede den sidste kilometer. Desværre for Sagan fik Gilbert med sit angreb formentlig spoleret den franske fest, for som sagt var det den stærke belgier, der med sit angreb tvang Guarnieri til at bruge sig selv for tidligt og dermed Demare til at åbne for lang en spurt. Selvom han havde medvind, var han ikke i stand til at holde Kristoff og Sagan bag sig, og derfor er der nu kun to skud tilbage i den halvslunkne bøsse for Frankrigs sprinterstjerne.

 

Problemet for Demare er, at han er notorisk kendt for sin manglende holdbarhed - helt modsat Kristoff og Sagan, der bare bliver bedre og bedre dag for dag. I sig selv er det et mirakel, at Demare ikke sad på det fly, der transporterede resten af sprinterfeltet på tidlig sommerferie, men at han skulle kunne overleve den formentlig meget eksplosive og livsfarlige 17. etape virker ikke videre realistisk. Lykkes det, vil han stadig have chancer i Pau og Paris, men måske var det i dag, Demare skulle have sendt Frankrig og FDJ-mandskabet i jubelrus. Det fik Gilbert ødelagt godt og grundigt.

 

Det blev heller ikke til endnu en sejr til John Degenkolb, der jo ellers flyver rundt på en lyserød sky efter drømmetriumfen på de nordfranske brosten. Efter Bauke Mollemas sammenbrud, der tilskrives en dårlig ryg efter styrtet på samme brosten, havde han ellers et helt hold til at køre for sig, og det så godt ud for Degenkolb, da Toms Skujins, Koen De Kort og Jasper Stuyven i finalen trak det hele ud. Desværre kneb det med timingen, for da først Skujins og siden De Kort blev brugt op, manglede de muskelkraften til at matche FDJ, da Sinkeldam og Guarnieri skød frem. Derfor måtte Degenkolb se sig henvist til fjerde position bag Demare, Kristoff og Sagan, og derfra var det en håbløs mission at vinde.

 

Spurten viste også, hvordan flere hold allerede nu er på desperat jagt efter sejre i uvant terræn. Normalt ville man aldrig se Greg Van Avermaet, Taylor Phinney og Yves Lampaert - der dog formentlig kun spurtede, fordi han tabte Maximilano Richeze i finalen - blande sig i en Tour-massespurt, men da de alle kører for hold med fallerede klassementshåb, må man nu skyde på alt, hvad der rører sig. Det gjorde de i dag, ikke mindst fordi det svage sprinterfelt åbnede nye muligheder, men i en finale som denne var de trods alt overmatchet af sprinterne.

 

Det var Magnus Cort også, men det skyldtes ikke manglen på fart. Faktisk kørte danskeren en flot spurt, men slaget var tabt allerede længe inden selve spurten. Som det har været tilfældet i næsten alle Corts spurter i år - og i øvrigt også var et stort problem i klassikerne, hvor Astana gang på gang endte i defensiven - tabte bornholmeren nemlig positionskampen, og han var derfor alt, alt for langt tilbage til nogensinde at kunne drømme om sejr. Det er desværre et tilbagevendende problem, der skal løses for Cort, hvis han nogensinde med regelmæssighed skal blande sig i massespurter, og det er en skam, for han har i dag og på de seneste etaper vist, at både fart og holdbarhed er ganske fin. Det samme problem led Sonny Colbrelli under i dag, for ligesom det var tilfældet i samtlige spurter sidste år, kom den ellers meget formstærke Bahrain-rytter aldrig i position til at gå efter sejren.

 

De var dog ikke de eneste. Også Christophe Laporte og Thomas Boudat gik glip af muligheden for at udnytte stjernernes fravær til at spurte sig til et topresultat, ligesom reservesprinterne Edvald Boasson Hagen, Nikias Arndt, Jasper De Buyst og Maximiliano Richeze, der alle havde fået en mulighed efter deres kaptajners exit, kunne gribe chancen, da den bød sig.

 

Det gør den heldigvis igen, men det kræver, at de kæmper sig igennem nogle meget svære dage. Selvom der ikke venter høje bjerge i weekenden, byder Massif Central på uvejsomt og svært terræn, og da stort set hele feltet har blikket stift rettet mod udbrud, er der lagt op til krig fra km 0 de kommende to dage. Derefter venter de første to af tre etaper i Pyrenæerne, inden sprinterne igen kan se frem til en mulighed i Pau og endnu senere på den helt store scene i Paris. Indtil da står den på ren overlevelse - og sikkert et par søvnløse nætter for Kristoff, hvor billedet af Sagan toner frem hver eneste gang, han lukker øjnene.

 

 

 

Favoritterne

Stor opmærksom fra de tilbageværende sprinterhold, der havde fået en historisk chance foræret, samt en generel træthed efter en vanvidsetape til Alpe d’Huez, som havde sprængt alle tidsplaner, betød, at dagens etape blev lige så kontrolleret og begivenhedsfattig, som mange havde ønsket sig. Det betød meget belejligt, at en stribe af feltets udbryderkonger fik en chance for at komme sig lidt på en relativt let dag, for på de to kommende etaper bliver der krig.

 

Massif Central rimer nemlig på udbrud. Terrænet er uvejsomt og alt for svært for hurtige folk, men det er heller ikke hårdt nok til, at favoritterne kan vinde megen tid. Vi helt sikkert vil se en kamp mellem klassementsrytterne i Mende i morgen, for der opstår altid - ganske vist relativt små - forskelle mellem de bedste på den meget svære Croix Neuve-stigning, men det er stærkt usandsynligt, at et af de store hold vil brænde krudtet af i et forsøg på at skabe samling forud for en finale, hvor den flade afslutning kan gøre det hele lidt for tilfældigt, og hvor den mulige tidsgevinst trods alt er begrænset. De afgørende slag venter i Pyrenæerne, og her får man brug for al det overskud, der kan mobiliseres. Derfor handler det nu om at spare på kræfterne.

 

Netop det forhold betyder imidlertid, at det bliver alt andet end let at gøre netop det. Resten af feltet ved nemlig, at et udbrud med 90% sikkerhed holder hjem på både 14. og 15. etape, og derfor er de kommende to etaper for en stor del af rytterne den klart bedst chance for at tage en sejr. Derfor har hovedparten af sportsdirektørerne også givet rytterne én ordre til i morgen: mandskabet skal have en mand med i front.

 

Derfor er der lagt op til krig fra km 0, og for første gang i år kan vi blive vidner til, at det kan tage mere end en time, inden et udbrud etableres. På de store bjergetaper kom en stor gruppe relativt tidligt afsted, men på en klassisk udbryderetape med en flad start, vil det næppe ske på samme facon. Sandsynligheden for, at udbruddet bliver temmelig stort, er betydelig, for er de fleste hold ikke repræsenteret, vil der altid være mandskaber med en interesse i at jagte. Det vil derfor tage tid, inden balancen er rigtig, og derfor kan vi se frem til rigtig indianerkørsel og en vanvidsstart, der vil gøre ondt i de i forvejen trætte ben.

 

Desværre betyder den relativt lette indledning, at det kræver en del held at ramme rigtigt. En rytter kan øge sine chancer ved at være frisk og stærk, men spiller man sine kort forkert, hjælper det intet. Det er derfor ikke en etape, hvor det er specielt let at gætte udbryderne, for det er i vidt omgang et lotteri.

 

Finalen er imidlertid så specielt, at det ikke er hvem som helst, der kan vinde. Som udgangspunkt skal man være en ganske stærk klatrer for at gøre det færdigt, men det er klart, at chancerne i høj grad også bestemmes at udbruddets øvrige sammensætning. På en dag som denne er der ingen garanti for, at udbruddet nødvendigvis vil have mange specialister, og derfor kan en lidt tungere fyr faktisk godt vinde, hvis han har heldet med sig.

 

Derudover betyder det en del, at der ikke er mål på toppen. Det så vi i 2015, hvor Bardet og Pinot kørte væk på selve bakken, men hvor det taktiske spil på den flade sidste kilometer betød, at de blev totalt snydt af Cummings. Selvfølgelig skal man være en knivskarp klatrer for overhovedet at have en chance, som briten havde det, men kan den bedste ikke køre alene væk, er det ikke nødvendigvis den bedste klatrer i et udbrud, der vil vinde.

 

Med andre ord forventer vi en angrebsfest, inden et stort udbrud langt om længe etableres. De vil formentlig få lov at sejle langt væk, for Sky vil med glæde give dem et stort forspring, mens Luke Rowe og Gianni Moscon sætter et roligt tempo. Skulle det ske, at der er en rytter i udbruddet, som pludselig får så meget tid, at han kan true en top 10-rytter i klassementet, kan der være lidt hjælp at hente, men som udgangspunkt vil det være op til Sky at fragte feltet sikkert frem til den sidste stigning. Her vil det til gengæld gå lås, for som sagt skaber den afsluttende stigning altid forskelle - bare se hvordan Quintana og Froome udkæmpede et slag i 2015 - og selvom man ikke vinder minutter, kan man sagtens vinde værdifulde sekunder på en meget stejl stigning som denne.

 

Dan Martin kunne måske drømme om at vinde etapen, men UAE er næppe stærke nok til at kontrollere et formentlig meget stort udbrud. Julian Alaphilippe går efter udbruddet, men mislykkes det, vil Quick-Step næppe jagte, da det franske es langt fra kan vide sig sikker på, at han kan slå favoritterne på en stigning, der er meget svær. Alejandro Valverde og Adam Yates, der ligeledes er specialister i denne type finale, har ikke benene til at vinde et favoritslag, og det burde derfor blive en udbrudssejr.

 

For at finde en etapevinder skal vi altså finde en formstærk rytter, der har heldet og styrken til at ramme rigtigt i den hektiske kamp for at komme med i udbruddet, og som er så god på stejle mure, at han også kan gøre det færdigt. Den flade indledning gør det ikke let, og derfor bliver det lidt et lotteri, men det er dog ikke svært at pege på ryttere, der dels vil forsøge og dels har styrken til også at vise sig som udbruddets bedste mand.

 

Uanset den store usikkerhed er der et navn, der står skrevet med flammeskrift over hele etapen. Skulle Julian Alaphilippe designe en udbrudsetape, havde han måske nok ønsket sig en lidt hårdere start, der ville give ham større sikkerhed for rent faktisk at kunne komme afsted, men derudover er terrænet helt perfekt. Det er let kuperet uden meget lange stigninger, og det minder derfor meget om de Ardenner, der er hans foretrukne område. Dertil kommer, at ingen er bedre på Alaphilppe på stejle mure, og selvom den afsluttende stigning er en anelse for lang og hård til, at han kan være helt komfortabel, har han i dette løb klatret så godt, at han bliver næsten umulig at sætte til vægs i den finale. Han var i udbrud tre dage i træk i Alperne og ser ikke spor træt ud - heller ikke selvom holdbarhed før har været hans svaghed. Hans punch på Muren er uovertruffent, så han kan både køre alene hjem eller slå til i den flade spurt, hvis han ikke skulle komme alene væk. På mange måder minder afslutningen meget om Xorret de Cati-etapen i Vueltaen sidste år, hvor en ellers ret formsvag Alaphilippe fulgte klatreren Rafal Majka til dørs på en lignende mur, inden han slog ham i en spurt efter en kort nedkørsel. Alaphilippes store udfordring bliver at ramme udbruddet og derefter at undgå, at nogen stikker væk inden stigningen. Er han stadig i spil, når de rammer Muren, bliver han meget svær at slå. Derfor er han vores favorit.

 

Det har været tydeligt for enhver, at Warren Barguil ikke er i nærheden af sit 2017-niveau, men det er ogsp åbenlyst, at han bliver bedre og bedre. I hvert fald efterlod han et mere positivt indtryk på 12. end på 11. etape, og historien viser da også, at han altid er bedst i den tredje uge. Det er klart, at den flade indledning slet ikke er til fordel for Barguil, men på den anden side har han syv mand, der vil gøre alt for at hjælpe ham med at ramme udbruddet. En kort stejl mur er ganske god for manden, der tidligere har været i top 10 i både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, og samtidig er han ganske hurtig i en spurt, hvilket han viste, da han overspurtede en vis Uran i forbindelse med gennembruddet ved Vueltaen i 2014 - en præstation han næsten gentog på 9. etape af Touren sidste år. Kommer Barguil med i udbruddet, er dette en glimrende chance for endelig at vise sig sin kaptajnrolle værdig.

 

Også Bahrain-Merida er på desperat jagt efter succes efter Nibalis triste exit, og derfor vil de gøre alt for at få en mand med i dagens udbrud. Desværre synes Gorka Izagirre ikke at have de bedste ben, men det ser bedre ud for lillebror Ion Izagirre. Selvom han måske ikke er på det niveau, man kunne ønske sig, blev han trods alt nr. 2 i Le Grand-Bornand og nr. 17 på Alpe d’Huez. Benene er derfor ikke dårlige, og han er så powerfuld, at han har gode muligheder for at ramme et udbrud på en dag med en flad indledning. Samtidig har han altid excelleret i Baskerlandet Rundt, hvor han har vist, at korte, stejle mure passer ham perfekt, og det er derfor en ganske god afslutning for den yngste af de to brødre. Selvom han ikke har sin brors hurtighed, er han heller ikke den allerlangsomste i en flad spurt.

 

Det har ikke været sjovt at køre rundt i den blå Movistar-trøje de seneste dage. Det trehovedede monster er på tre dage i Alperne blevet reduceret til en halvtam missekat, og selvom holdet næppe har givet helt op endnu, er de formentlig også begyndt at se sig om efter mulige sidegevinster i tillæg til en mulig, men ikke specielt sandsynlig podieplads. En sådan kunne være både holdkonkurrence og etapesejr, og de to ambitoner går fint hånd i hånd, hvis de kan få enten Marc Soler eller Andrey Amador i udbrud på dagens etape. Bedst vil det være at få Soler med, for efter en lidt skuffende start på 10. etape - hvor han måske i virkeligheden blot sparede på kræfterne - har han gjort et glimrende job for kaptajnerne de seneste dage. Han kørte stærkt, da han skabte Valverdes udbrud på Madeleine i går og tog senere en ret solid føring, der splittede feltet på Croix-de-Fer.

 

En eksplosiv mur er måske ikke ideel for dieselmotoren Soler, men heldigvis er den så lang, at det først og fremmest handler om klatreben. Dem har Soler, og han kunne meget vel vise sig som bedste klatrer i udbruddet, hvis Movistar har tænkt sig at tage et stort skridt mod sejren i holdkonkurrencen på en dag, hvor Sky vil lade et udbrud sejle væk. Amador er også en mulighed, men den store costaricanske diesel er ikke prototypen på en mand, der shiner på så stejle procenter.

 

Normalt ville Adam Yates slikke sig om munden ved udsigten til en etape som denne. Få har et punch som den lille brite, der så sent som i Tirreno viste sine eminente evner på bakker som disse, og da han samtidig kan spurte på flad vej, står hans navn skrevet med fed ud over denne etape. Desværre har han lidt et sammenbrud de seneste dage, hvor han angiveligt har lidt i varmen. Humørrytteren Yates har det desværre med at knække helt, når først han knækker, og derfor kan man tvivle på, at han kan rejse sig og gå efter en etapesejr. Holdet taler da også mest om, at han skal forsøge sig i Pyrenæerne, men det vil næsten være dumt ikke at give denne etape et skud også. Koldere vejr burde i teorien tiltale ham, så måske er det i morgen, at Yates genrejses og redder Mitcheltons katastrofe-Tour.

 

Det drømmer Daniel Martinez også om at gøre for sin arbejdsgiver, EF Education. Uden Rigoberto Uran ser det svært ud for amerikanerne, men de kan glæde sig over, at deres colombianske supertalent viser klassen. Selvom han kom til kort i det formidable udbrud, han havde sneget sig med i på vej mod Alpe d’Huez, har han på de to sidste af de tre alpeetaper efterladt et meget positivt indtryk. Derfor vil EF formentlig gøre alt for at få deres colombianer med i udbruddet, og lykkes det, burde han klatre godt nok til at have en chance for at gøre det færdigt på en mur som denne.

 

BMC er et andet hold på desperat etapejagt efter kaptajnens exit, og de var allerede tæt på i onsdags, hvor Damiano Caruso blev nr. 4. Modsat en svagt kørende Tejay van Garderen er italieneren i hopla, og selvom holdet egentlig har meldt ud, at han skal spare sig til Pyrenæerne, vil det være dumt ikke at give denne etape et skud. Selvom stejle stigninger måske ikke er hans kop te, er han en ret eksplosiv type med en glimrende spurt, og finalen her burde derfor være ganske god for ham. Han har en slem tendens til altid at være oppe mod en eller to stærkere ryttere, og det kunne meget vel ske igen, men særligt hans gode spurt giver ham et godt våben til denne afslutning.

 

Bahrain-Merida har en af løbets mest spændende jokers. Domenico Pozzovivo er faktisk fremragende på meget stejle mure, hvor han altid har gjort det godt i italienske løb, og det er da heller ikke uden grund, at han med sit punch har adskillige top 10-placeringer i Liege. Det er klart, at han ikke vinder en flad spurt, men det bliver ikke let at følge Pozzovivo på Muren forinden. Han har endda været i god form hidtil, men pludselig kollapsede han spektakulært på etapen til Alpe d’Huez. Her lignede han faktisk en syg mand, og da Bahrain intet har sagt om hans tilstand, er det usikkert, om han vil være klar til at jagte en etape. Den flade start gør det ikke lettere, men skulle det lykkes at komme afsted, vil han være en af topfavoritterne.

 

Forhåbentlig bliver der plads til, at LottoNL kan sende Antwan Tolhoek i udbrud. Trods to kaptajner, der skal beskyttes, har de hidtil været meget aktive og givet både Tolhoek og Robert Gesink frit spil, og det får de måske også i morgen. Tolhoek har kørt fremragende i bjergene hidtil, og han har samtidig et elegant punch på korte stigninger, hvor han er ganske eksplosiv. Afslutningen passer ikke til en ret formsvag Gesinks dieselmotor, men får de Tolhoek med i udbruddet, kan de vinde etapen.

 

Det har bestemt ikke været et drømmeløb for Cofidis hidtil, men der har været lys i mærket. Særligt Jesus Herrada imponerede stort på 11. etape, hvor han var med fremme i terræn, der egentlig var lidt for svært for ham. Han synes derfor at være i glimrende form, og de kommende to etaper passer ham godt. Måske er 15. etape bedre, for stejle procenter er ikke just hans største styrke, men kan han lave en Cummings og komme tilbage på det flade stykke, har han en glimrende spurt. Til gengæld er det ikke en etape for dieselklatreren Daniel Navarro, mens Nicolas Edet synes formsvag, og holdets plan B ligner derfor en overraskende stærk Anthony Perez. Det har været svært ikke at være imponeret over hans klatring i de høje bjerge, og selvom denne finale nok er lidt for svær for ham, kan også han måske lave ”en Cummings” og bruge sin gode spurt, hvis han rammer udbruddet.

 

Fuglsang er ude af kampen om podiet, og det giver forhåbentlig frit spil til udbryderkongen Omar Fraile. Han har ganske vist ikke virket knivskarp hidtil, men ustabile Fraile kan finde benene, når man mindst venter det. Få har som ham næse for at ramme udbruddene, og generelt passer terrænet ham godt. Den sidste stigning er lidt for stejl for ham, men med sin gode spurt er også han en god kandidat til at lave ”en Cummings”. Holdet har også Tanel Kangert, der dog nok mangler eksplosivitet til finalen, samt Michael Valgren, for hvem den sidste stigning er for stejl, hvorfor han er nødt til at angribe forinden og skaffe sit et forspring til sine udbryderkolleger.

 

Man kan heller ikke afskrive de to klatrere Rafal Majka og Mikel Nieve. Begge vil de formentlig spare kræfter til Pyrenæerne, men man skal aldrig sige aldrig. Særligt Majka, der får det bedre efter styrtet på brostenene, har faktisk et godt punch og en fin spurt, så giver han det et skud og kommer med i udbruddet, vil han have gode chancer. Sværere bliver det for antieksplosive Nieve, der er mere skabt til høje bjerge, men den sidste stigning er trods alt så svær, at en tilsyneladende formstærk Nieve sagtens kan køre alene hjem.

 

Er Serge Pauwels ikke ved at være træt? Tre dage i udbrud i Alperne var måske lidt for meget, for han blev bare dårligere og dårligere dag for dag. Nu har han imidlertid haft en dag til at komme sig, og Pauwels plejer at kunne ramme udbruddene dag efter dag. Han er faktisk ikke helt dårlig på korte bakker, og selvom han meget vel kan være overmatchet i finalen, er han så god en klatrer, at han sagtens kan vinde denne etape.

 

Der har ikke været meget at råbe hurra for for den ellers genfødte Jelle Vanendert, der ikke har vist meget i sit terræn hidtil i løbet. Denne etape er imidlertid den, der passer ham allerbedst. Er man i tvivl om, hvor god Vanendert er på stejle mure, opfordres man til at gense årets Fleche Wallonne, hvor han kørte feltet sønder og sammen med en monsterføring fra bund til top. I det hele taget har han kørt fremragende i år, men desværre synes han at have mistimet formen til Touren, men Vanendert har dog trods alt så meget klasse, at han burde kunne gøre sig gældende, hvis det lykkes ham at ramme udbruddet.

 

Finalen er med statsgaranti for stejl for Greg Van Avermaet. Det var den imidlertid også for Cummings, og vi så jo, hvordan fighterevne og klog kørsel kan belønnes på Jalabert-stigningen. Van Avermaet har med sin power god chance for at ramme udbruddet, og lykkes det, handler det om at køre klogt til sidst. Det kan gøres ved enten at angribe inden stigningen og derved sikre sig et forspring eller ved at holde sit eget tempo og med en god spurt på det flade lave ”en Cummings”. Van Avermaet har i hvert fald klatret så godt i dette løb, at man ikke helt kan udelukke manden, der én gang har skabt et klatremirakel i Rio.

 

Endelig vil vi pege på FDJ-duoen Rudy Molard og David Gaudu. Begge elsker de stejle mure som denne, og de har da også begge været i top 10 i Fleche Wallonne. Bjergetaperne viste dog desværre, at de begge mangler det sidste - Molard, fordi han stadig er hæmmet af sine to styrt, og Gaudu, fordi den unge mand ødsler for meget med sine kræfter. Derfor kan det blive svært at vinde, men de burde være gode i denne finale, hvis de kan ramme udbruddet. Holdkammeraten Arthur Vichot synes til gengæld ikke at have sine bedste ben længere

 

Andre kandidater tæller Pierre Rolland, Søren Kragh, Franco Pellizotti, Tejay van Garderen, Gregor Mühlberger, Pawel Poljanski, Ian Boswell, Tomasz Marczynski, en desværre formsvag Lilian Calmejane samt en stadig halvskadet Bauke Mollema, men de får svært ved at vinde. Guillaume Martin ligner en god kandidat til en stigning som denne, men på grund af ungdomstrøjen vil Ag2r næppe lade ham køre i udbrud. Det vil kræve, at Pierre Latour også går med, og han synes at være ret fokuseret på at spare sig til Pyrenæerne, så han kan holde fast i sin hvide trikot.

 

Som sagt virker det meget usandsynligt, at feltet skal køre om sejren, men uanset hvad vil der blive et regulært klassementsslag på sidste stigning. Skulle det mod forventning blive en sag for favoritterne, er bedste bud formentlig Dan Martin. De bedste klatrere virker nemlig så jævnbyrdige, at det meget vel kan blive en ret taktisk affære, og selvom han måske ikke kan følge de bedste, vil Martin være klog nok til at kunne komme tilbage på en stigning, der passer ham. I en spurt vil han samtidig være hurtigt.

 

Dernæst har Geraint Thomas den bedste mulighed. Waliseren har hidtil vist sig som bedste mand, og selvom han ikke foretrækker alt for stejle stigninger, er han ret eksplosiv og i forrygende form. Froomes tilstedeværelse tvinger ham til defensiv kørsel, men kommer Martin ikke med hjem, vil han være hurtig i en spurt.

 

Det samme er Tom Dumoulin, der sin store størrelse til trods er god på korte mure og endda har slået Froome på en endnu stejlere Mur i Vueltaen i 2015. Vi venter alle på, at han måske kollapser, men sker det ikke lørdag, vil han være en af de stærkeste, og med sin gode spurt har han også en god chance for at vinde etapen.

 

Også Primoz Roglic er som skabt til denne finale. Ligesom Thomas og Dumoulin kan også han tabe niveau i den tredje uge, men sker det ikke i morgen, er han virkelig i sit es på mure som disse. Det viste han i Baskerlandet, hvor han fulgte Alaphilippe på bakker som disse, og selvom han er bedst i en stigende spurt, kan han også godt afslutte.

 

Og så er der Chris Froome. Hidtil har han ikke haft benene til at gøre forskellen. Det var der bare heller ikke noget, der tydede på, at han havde inden Zoncolan- og Finestre-etaperne i Giroen, og vi ved jo alle, hvordan det gik. Lykkes det virkelig Froome trods en hård Giro at time formen til den tredje uge, er det måske nu, han er klar til at slå til. Har han benene, vil han helt sikkert angribe, og han er fremragende på korte, stejle mure. Det har han vist med adskillige etapesejre i lignende finaler i Vueltaen, hvor han senest vandt på Cumbre del Sol sidste, eller med præstationen på Mur de Huy i 2015, hvor kun specialisten Joaquim Rodriguez fik forbi ham til sidst. Nærmer Froome sig topformen, kan det godt være på denne tilsyneladende mindre farlige etape, at han cementerer sin kaptajnstatus på Sky.

 

Til gengæld er det ikke en finale for de knap så eksplosive Romain Bardet og Mikel Landa, der med en flad finale skal køre alene hjem for at kunne sejre - et scenarium, der trods den gode form ikke virker videre sandsynligt.

 

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Øvrige vinderkandidater: Warren Barguil, Ion Izagirre

Outsidere: Marc Soler, Adam Yates, Daniel Martinez, Damiano Caruso, Domenico Pozzovivo

Jokers: Antwan Tolhoek, Jesus Herrada, Andrey Amador, Omar Fraile, Rafal Majka, Mikel Nieve, Serge Pauwels, Jelle Vanendert, Greg Van Avermaet, David Gaudu, Rudy Molard, Anthony Perez

Favoritter til et klassementsslag: Dan Martin, Geraint Thomas, Tom Dumoulin, Primoz Roglic, Chris Froome

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Stephen Cummings’ sejr fra 2015 og Joaquim Rodriguez’ sejr fra 2010.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger