Optakt: 14. etape af Tour de France

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Ruten

Efter at have brugt hele første del af anden uge på turen fuldendes rejsen mod Pyrenæerne endelig på 14. etape, men hvis man regnede med, at det betød klassementsdrama, skal man nok væbne sig med tålmodighed lidt endnu. Den kuperede rute berører nemlig kun udkanten af bjergene på en dag med næsten 3000 højdemeter og fem bjergtoppe i højst ca. 1000 m højde og i 3. og 2. kategori. Sidste top kommer endda med næsten 20 km til mål, og med udsigt til vigtigere etaper de kommende dage ligner det en af løbets få sikre dage for et udbrud.

I alt skal der tilbagelægges 183,7 km, der fører feltet fra Carcassonne til Quillan. Startbyen ligger i fladlandet nord for Pyrenæerne, og derfor stiger det kun ganske let, når man lægger ud med at køre mod vest, syd, sydvest og slutteligt sydøst. Her venter dagens første udfordring, når man drejer mod syd for at passere kategori 3-stigningen Col du Bac (3,1 km, 5,3%), der er en jævn stigning med top efter 50,9 km, inden en kringlet nedkørsel leder mod sydvest ned til Chalabre, som nås efter 55,5 km.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Nu er det igen kun let stigende, når man kører skiftevis mod syd, vest, syd og nordvest frem til Lavelanet, hvor dagens spurt kommer efter 76,7 km for enden af en let stigende og helt lige vej, hvis sidste kilometer dog er flad. Derefter drejer man mod sydvest for at køre ad endnu en let stigende vej frem til Montferrier, som passeres efter 83,1 relativt lette kilometer.

Nu tager etapen imidlertid fat. Det sker, når man drejer mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen Col de Montségur (4,2 km, 8,7%), der er en ganske jævn og stejl stigning med top efter 89,0 km. En teknisk nedkørsel leder mod syd og nord, inden det går via en let faldende dalvej frem til Bélesta. Her drejer man igen mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen Col de la Croix des Morts (6,8 km, 5,8%), der er en ujævn stigning med først to kilometer med 5-6%, siden to kilometer med 8-9% og slutteligt 2,8 km med 3-4% frem mod toppen, der rundes efter 110,3 km.

Der venter dog ingen nedkørsel. I stedet går det mod sydøst ad et fladt plateau, inden en kort, teknisk nedkørsel leder mod syd ned til bunden af kategori 3-stigningen Cote de Galinagues (2,2 km, 9,0%), der bestiges fra nordvest og starter brutalt ud med 500 m med 13,6%, men derefter bliver lettere og lettere, inden man når toppen efter 126,3 km. Fra toppen kører man mod sydøst ad et fladt plateau, inden man fortsætter i samme retning ad en teknisk nedkørsel, som leder ned i dalen. Nu følges den let faldende dalvej mod nordøst og øst, idet man dog undervejs skal over den ikke-kategoriserede Col du Campérié (3,3 km, 3,6%), som har top efter 152,5 km.

Efter 160,2 km når man frem til byen Caudiès-de-Fenouillèdes, hvor finalen starter. Her drejer man nemlig mod nordvest, og kort efter rammer man kategori 2-stingingen Col de Saint-Louis (4,7 km, 7,4%), der er sværest i bunden med hhv. 6,5%, 12,0% og 6,6% over de første tre km, inden den stiger jævnt med ca. 5% resten af vejen frem mod toppen, hvorpå der efter 166,8 km er placeret en bonusspurt. Herfra resterer 16,9 km, der stort set udelukkende består af en næsten helt lige og faldende vej, der leder mod nordøst ned til udkanten af Quillan, hvor de sidste 3 km er stort set flade. Med 2,4 km igen drejer man skarpt til venstre, hvorefter vejen bugter sig ganske let, inden en ret skarp kurve leder feltet ind på den 300 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer stiger ganske let med 0,8% i snit.

Etapen byder på i alt 2901 højdemeter.

Quillan har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Vejret

Pyrenæerne er kendt for bagende varme, og der venter da også en hed weekend, inden et vejrskifte i løbet af mandagen vil give markant lavere temperaturer i den kommende uge. Søndagen bliver den varmeste dag, men lørdagen topper også den hidtidige rekord i løbet med kun meget få skyer og en temperatur i fladlandet nord for bjergene på hele 32 grader midt på eftermiddagen, mens der vil være 30 grader i målbyen. Det vil overhovedet ikke være blæsende ved starten, hvor der bare vil være en svag til let vind (10 km/t) fra øst, men lynhurtigt vil vinden gå i nordvest, hvorefter det vil blæse op igennem hele eftermiddagen, så vi mod slutningen vil have en jævn vind (16-17 km/t). Det giver med- og sidemedvind fra start, men efterhånden som vinden går i nordvest, bliver der sidevind frem mod stigningerne. Fra bunden af Montsegur vil der være med- og sidemedvind frem til bunden af sidste stigning, hvorfra der vil være direkte modvind, indtil man får sidevind de sidste 2,5 km, dog med en anelse mere sidemodvind på hovedparten af den sidste kilometer.

Analyse af 13. etape

Listen over Eddy Merckxs rekorder er uudtømmelig. Næsten uanset hvilken vinkel, man lægger på cykelsporten, er belgieren næsten altid at finde nær toppen af den liste, der måtte komme ud af overvejelserne. Selvfølgelig er der en lige så endeløs serie af rekorder, han ikke besidder, men det er ret imponerende at se, hvordan hans navn næsten altid popper op, hvis man sætter sig for at undersøge, hvem der har opnået et eller andet spektakulært.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Meget taler for, at Merckx til alle tider vil stå som cykelsportens ukronede konge. Siden hans storhedstid har sporten udviklet sig enormt, og det er særligt specialisering, der er blevet fremherskende. Nu om dage er det utænkeligt at forestille sig, at man vil kunne finde en rytter, der vil kunne vinde så meget over så bredt et spektrum af terræner og løb. Moderne træningsmetoder gør, at det er stort set umuligt at matche de bedste i alle discipliner - præcis som det er umuligt at vinde medaljer i enkeltdiscipliner, hvis man er tikæmper på atletikbanen. Dertil kommer, at det i dag er helt umuligt at gennemføre så vild en løbskalender, som Merckx gjorde, og samtidig være konkurrencedygtig gennem hele sæsonen.

Den udvikling har også betydet, at mange af Merckxs rekorder næppe nogensinde bliver slået. Selv nogle af de mest enkle synes aldrig nogensinde at kunne stå forfald. Selv noget så simpelt som en sejrsrekord på syv sejre i Milano-Sanremo synes at være helt uden for rækkevidde. I dag er den italienske klassiker præget af så meget held og kaos, at det er svært at forestille sig, at en moderne cykelrytter kan komme i nærheden af syv gevinster i den mest tilfældige af sportens monumenter. Det var lidt lettere i gamle dage, hvor Merckx som regel kørte alene hjem i et scenarium, der i dag er meget, meget sjældent.

En af de rekorder, der heller ikke burde kunne blive slået, er rekorden for flest etapesejre. I dag er det ret utænkeligt, at en klassementsrytter nogensinde kommer blot tæt på Merckxs score på 34 etapesejre. Nu om dage er cykelsporten mere taktisk og i meget mindre omfang et spørgsmål om kamp mand mod mand, også langt fra mål, og det er derfor svært at forestille sig, at en sådan rytter kan vinde meget mere end fire etaper om året. At gentage det hvert eneste år i en 10-årig periode er slet, slet ikke realistisk.

Nej, i dag er sejrsmaskinerne mere end nogensinde sprinterne, men selv de får meget svært ved at nærme sig rekorden. For det første sprintere et forfulgt folkefærd, der må leve med, at antallet af sprinteretaper i grand tours generelt er for nedadgående, selvom årets Tour repræsenterer en sjælden undtagelse med hele otte flade etaper. For det andet domineres sprinterfeltet i dag nærmest udelukkende af relativt uge ryttere, og mere end på noget andet felt er det et område, hvor det er svært at bevare den nødvendige eksplosivitet, når man har rundet de 30. Med færre sprintermuligheder og en formentlig kortere karriere til at opnå de 34 sejre er det svært at forestille sig, at vi i fremtiden vil se sprintere komme bare tæt på de 34 gevinster.

Nu er det selvfølgelig et vovet foretagende at arbejde med en tidshorisont, der strækker sig ud i selveste evigheden, men der kan i hvert fald gives plausible argumenter for, at Mark Cavendish som den sidste supersprinter fra æraen med de mange massespurter og fra tiden, hvor ældre sprintere også var dominerende, måske var den sidste reelle trussel mod Merckxs fabelagtige rekord. Da kyssesyge og efterfølgende depression så satte en brat stopper for den lille brite, netop som han i 2016 med fire etapesejre og VM-sølv syntes at have rejst sig igen efter nogle mindre gode år, havde den belgiske legende kurs mod at kunne tage rekorden med sig i graven med en nogenlunde tryg overbevisning om, at den ville stå til evig tid.

Men så indtrak miraklet. Cavendishs vanvittige comeback er allerede velbeskrevet - også i tidligere analyser under dette løb - men det er værd igen at tænke det hele igennem, for det bliver kun endnu sværere at forstå, hvilken utrolig række af heldige omstændigheder der i dag førte til, at briten kunne tangere en rekord, der for bare få måneder siden var så urealistisk, at enhver tale om den ikke kunne fremkalde spor andet end hånlatter. Lige fra et sjældent blødt hjerte hos den normalt så hårde Patrick Lefevere, der af ren medlidenhed tilbød ham en minimumskontrakt finansieret af en privat sponsor, over Sam Bennetts knæskade til masseudrensningen af de to øvrige supersprintere i årets løb har omstændighederne været så utrolige, at enhver filmskaber, der var kommet op med et lignende forløb, ville få elendige anmeldelser. Lidt realisme er trods alt at foretrække - også i fiktionens verden!

Men åbenbart ikke i virkelighedens ditto. Man nåede ellers lige at frygte, at Deceuninck havde skudt sig selv i foden, da de i går lod den flade etape til Nimes gå til et udbrud. Dagens 220 km i stegende hede var nemlig på papiret en noget vanskeligere opgave at kontrollere, og dertil kom, at ingen aner, om Cavendish overlever Pyrenæerne. En massespurt er også præget af så mange tilfældigheder, at det var risky business at satse hele butikken på bare én etape, hvis rekorden skulle tangeres inden bjergene. Etapen til Nimes truede med at gå over i historien som alletiders forspildte chance.

Heldigvis gik det ikke sådan. Fra starten af dagens lange rejse mod Pyrenæerne var det helt klart, at belgierne ikke havde tænkt sig at smide flere muligheder i denne omgang. Måske kom Kasper Asgreen med et lidt besynderligt angreb i den tidlige fase, men generelt var Deceuninck i dag fra start iført politikasketten. Det var ret åbenlyst, at der var indgået en belgisk alliance med Alpecin om, at det denne gang skulle være en sprinter, der triumferede, inden bjergene tårner sig op.

Den determination betalte sig. Inspireret af gårsdagens udbrudssejr var der ellers nok af ryttere, som havde intention om at blive den nye Nils Politt, men mod det blåklædte belgiske politi var der ingen chance. Man skal ellers ikke undervurdere vanskeligheden af at styre et uregerligt felt midtvejs i en brutal grand tour - der var trods alt en grund til, at de i går smed håndklædet i ringen - og det taler derfor til stor ros for Deceuninck og Alpecin, at de sammen fik lirket et næsten urimeligt svagt tremandsudbrud afsted. Det skortede ellers ikke på interessen, og hver eneste gang, antydningen af ro indfandt sig, var der skuffede hold, som startede festen på ny. Der er nemlig et meget stort antal hold, der intet har fået ud af årets vigtigste løb, og med udsigt til at fem af de kommende etaper har et relativt begrænset kandidatfelt af potentielle vindere er det ikke mærkeligt, at desperationen har indfundet sig.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

På den måde er det egentlig lidt urimeligt, at Deceuninck endte med at tage den femte sejr ud af 13 mulige, men man kan kun bøje sig i støvet over, at det lykkedes. End ikke DSM og Arkea var allierede på en dag, hvor tyskeren åbenbart har tabt så megen tiltro til Cees Bol, at de nærmest var de mest aktive i de tidlige angreb. I et felt, der nu er nærmest renset for sprinterhold, var Deceuninck og Alpecin helt alene om opgaven, men alligevel endte det hele med et ufarligt udbrud, der lige så godt kunne være stukket af fra km 0 på en klassisk sprinteretape i uge 1. Da desperationen igen meldte sig på etapens anden halvdel, hvor det igen begyndte at regne med angreb, kunne man være så sikker på at få Kasper ”Politibetjent” Asgreen eller Silvan ”Politikommissær” Dillier med sig, at det ikke rigtigt nyttede at insistere.

Første del af missionen lykkedes altså, men der var stadig lang vej. Et styrt til utrættelige Tim Declercq havde nemlig tvunget belgierne til at brænde Dries Devenyns og ikke mindst Julian Alaphilippe op tidligere, end man kunne have ønsket sig. Mattia Cattaneo har et lille klassement at tænke på, og selvom han skak tog en føring i finalen, skulle Deceuninck denne gang klare sig med bare Asgreen, Davide Ballerini, Michael Mørkøv og Cavendish selv. Lettere blev det bestemt ikke af, at Ineos mod slutningen forsøgte med det ventede sidevindsangreb, som ganske vist var ufarligt, men som hævede stressniveauet og ikke mindst farten.

Alligevel kørte de finalen helt fejlfrit - endda så fejlfrit, at Cavendish kunne slå rekorden på den smukkest tænkelige måde ved at gøre det i forbindelse med en dobbeltsejr. Selvfølgelig spiller det afgørende ind, at feltets øvrige stærke tog mere eller mindre forsvundet fra billedet, og at belgierne på papiret lige nu er i særklasse, men det var alligevel et studium i at køre en teknisk krævende finale, vi var vidner til. Asgreen, Ballerini, Mørkøv og Cavendish holdt sig hele tiden i de forreste positioner, mens klassementsholdene kæmpede for at holde deres kaptajner fremme, og med helt upåklagelig timing skød danskeren frem, så han kunne gå først igennem svinget ved kilometerporten.

Alligevel blev de slået en anelse ud af kurs. DSM, der på papiret har det eneste reelle tilbageværende sprintertog i løbet - i hvert fald nu hvor Mads Pedersen og Trek er svækkede - skød frem med Nils Eekhoff og Cees Bol inden sidste sving, hvor belgierne kortvarigt mistede fronten. To mand var imidlertid alt for lidt til den resterende distance, og Ballerini kunne hurtigt genvinde fronten

Her begik Mørkøv en taktisk genistreg, som var hovedårsagen til dobbeltsejren. Det er en velkendt manøvre at lade en mand fra sit tog køre, men det var også risikabelt for danskeren at lade Ballerini få et hul, der kortvarigt så lovende ud. Eekhoff har for længst forsvundet, og i et felt uden andre tog var der umiddelbart ingen, der stod klar til at lukke det. Kortvarigt så det ud til, at Ballerini kunne tage sejren, der dermed blev i Deceunincks rækker, men til gengæld ville have gjort det umuligt for Cavendish at slå rekorden.

Heldigvis for britens rekord var Ivan Garcia Cortina der. Movistars møgløb har givet spanieren lov at teste sig i spurterne, og han havde på egen hånd fået sig manøvreret godt frem. Da Mørkøv gik i stå, øjnede han muligheden for at gribe momentet og udnytte sprinternes tøven til måske at stjæle sejren.

Desværre for ham havde Deceuninck alt under kontrol, og suveræne Mørkøv reagerede med det samme. Dermed endte Garcia Cortina med at gøre jobbet for danskeren, som pludselig blev bragt i en position, hvor han end ikke behøvede at køre lead-out. Han skulle såmænd blot selv gå forbi spanieren og naturligvis helt loyalt sørge for, at det blev Cavendish og ikke ham selv, der krydsede stregen først. Og det gjorde den tro hjælperytter naturligvis!

Dermed endte det i så suveræn en Deceuninck-opvisning, at det næsten så ud til, at Cavendish fik sejren foræret. Det vil dog være en negligering af britens egen indsats - især når man ser, hvor kvæstet han var efter de 220 km i varme og sidevind. Det kræver sin mand at spurte efter en sådan omgang i Tourens anden uge, specielt for en mand, som i de senere år har imponeret med alt andet en sin holdbarhed. Alligevel slog han ganske suverænt Jasper Philipsen, der har vist sig klart som løbets næsthurtigste mand.

I dag var han imidlertid ikke tæt på, og det må efterhånden være svært at tro på, at han kan klare sig mod Deceuninck-maskinen, hvis Cavendish klarer Pyrenæerne. Igen viste han ellers sin suveræne positioneringsevne ved med sit stærkt svækkede tog, som i den grad savner Mathieu van der Poel og Tim Merlier, at finde det hjul, alle ønskede - endda i en meget krævende finale. På den måde gav han sig selv den bedst mulige forudsætning for at vinde, men alligevel var han intet match mod Cavendish - heller ikke på en dag, hvor vejr og distance burde have givet ham en bedre chance end vanligt.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Hans bedrift sættes også i relief af de andre sprinteres skæbne. For første gang i år var der tale om en meget teknisk finale, og i et felt, hvor togene er blevet udrenset, var de fleste sprintere prisgivet, når de var oppe mod den velsmurte Deceuninck-maskine. Derfor endte vi med en besynderlig top 10, hvor de fleste af etapens favoritter reelt var elimineret inden sidste sving - altså lige bortset fra driftssikre og altid stabile Jasper Philipsen.

Det gjaldt mest markant for Nacer Bouhanni, der måske så sine sejrschancer gå op i røg, da han på Ventoux måtte sige farvel til hele sit forslåede tog med Clement Russo og Dan McLay og nu er helt, helt alene i finalerne - eller i hvert fald med begrænset støtte fra Connor Swift. Det gjaldt for den normalt ellers så enormt positioneringsstærke Wout van Aert, der måske betalte en lille pris for, at han loyalt havde arbejdet for Jonas Vingegaard i sidevinden. Det gjaldt for Sonny Colbrelli, der igen satte en streg under, at hans positionering for altid vil koste ham chancen for at være en reel kandidat til at vinde pointtrøjen. Og det gjaldt for Michael Matthews, der ellers har klaret positionskampen godt i år, men er svært hæmmet af kun at have Luka Mezgec til rådighed i finalerne.

Nej, den eneste rytter, der kunne stole på et tog, var Bol, men igen gik det ganske ilde for ham. DSM var nemlig slemt uheldig med at få dem alle involveret i det store styrt midtvejs, og i det lys var det faktisk ganske imponerende, at han og Eeekhoff på egen hånd formåede at tage kampen op med det blå tog til sidst. Desværre havde opkørslen nok alligevel kostet for meget, for Bol havde så lidt skud i stængerne, at han end ikke kunne holde Eekhoffs hjul og dermed endte etapen som endnu en fiasko i en Tour, der for DSM er den diametrale modsætning til det, de oplevede sidste år.

Så havde andre mere grund til at være tilfredse. Endelig lykkedes det for lottokuponen Danny van Poppel trods begrænset støtte at have en god dag, når det gjaldt, og han fik endelig vist, at hans potentiale er til mere, end resultaterne viser. Christophe Laporte klarede sig også meget bedre i positionskampen, hvor han er ganske alene, i et felt, hvor de fleste sprintere nu ikke har mere støtte end ham, og André Greipel bekræftede sin flotte kørsel ved at sidde for ham sjældent langt fremme i en så teknisk finale. Mest overraskende var det dog at se Magnus Cort, der endelig fik lov at blande sig, og som normalt ville være sejlet helt væk i en afslutning, der stillede så store krav til hans begrænsede positioneringsevner. Men den lange og hårde dag så ud til at gøre det hele betydeligt mere fysisk, og i det spil kunne danskeren vel lukrere på den gode form, der allerede sikrede ham en 3. plads på den vilde 7. etape.

Det var som bekendt den dag, UAE kom under pres, og det gjorde de også i dag. Ineos levede op til deres løfte om at teste Tadej Pogacar i sidevinden, men desværre blev det aldrig spor farligt. Vinden var for svag og stod for meget i ansigtet til, at faren blev reel, og derfor var sloveneren aldrig truet. Når briterne genser etapen, må de imidlertid ærgre sig voldsomt over, at dette formentlig var sidste chance for at udnytte vinden i årets løb. Den gule trøje var nemlig igen så alene, at der her helt åbenlyst er en svaghed, der kunne være blevet brugt, hvis vejrguderne havde spillet med.

Det gjorde de ikke, og det er Cavendish nok meget glad for. Nok er han og Deceuninck mestre i sidevind, men briten var så kvæstet til sidst, at han næppe havde brug for et hårdere løb. Lidt vind kunne måske have kastet grus i det ellers velsmurte maskineri, der sørgede for, at Merckxs for få måneder siden helt urørlige rekord alligevel blev tangeret.

Nu er spørgsmålet, om den også bliver slået. Cavendishs vinderinterview gav ikke det bedste indtryk af friskheden inden Pyrenæerne, og det håb kan Merckx stadig klynge sig til. Efter dagens Deceuninck-opvisning er det i hvert fald svært at se, at briten skulle blive slået i de to mulige massespurter i den tredje uge, hvis han stadig er med så langt.

Lige nu er rekorden stadig Merckxs, selvom han altså nu måde dele den med en anden, men det er formentlig Pyrenæerne, som bestemmer, om den overlever 2021-udgaven af løbet. Gør den det, og klarer den sig også igennem 2022, hvor Cavendishs niveau må regnes som usikkert, taler meget for, at den kan stå til evighed. Måske var det allersidste chance for at slå den - og dermed blev d. 9. juli 2021 dagen, hvor Cavendish måske for altid sikrede sig udødelighed i cykelsporten.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af analysen er det blevet klart for mig, at Sonny Colbrelli ødelagde et hjul under spurten, og at Nacer Bouhanni slog sig mere i styrtet end først antaget, hvilket utvivlsomt har medvirket til det sløje resultat. Dagen var heller ikke så god endda for Tadej Pogacar, da Rafal Majkas videre deltagelse er usikker grundet skader, han pådrog sig i det store styrt.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET

Favoritterne

Da Tour-ruten i november blev præsenteret, var der mange, der jublede. Mest begejstrede var tempospecialisterne og de alsidige klassementsryttere, der kunne se frem til mest tempotunge rute i mange år, men sprinterne havde også svært ved at få armene ned over en udgave med hele otte flade etaper, hvilket er nærmest uhørt for en moderne grand tour. De eksplosive puncheurs fik en yderst sjælden chance for at gå efter den første gule trøje - endda med mulighed for revanche på 2. etape - og selv klatrerne kunne trods de mange enkeltstarter glæde sig over, at årets bjergetaper har flere svære finaler, end man ofte ser det.

Faktisk var der vel kun ét folkefærd, der virkelig var skuffet, nemlig udbryderne. Ganske vist betyder den franske geografi, der for store deles vedkommende er meget flad og slet ikke har samme alsidige variation som den italienske og spanske, at Touren er den mindst udbrydervenlige grand tour - og slet ikke sammenlignelig med særligt Vueltaens udbryderparadis - men det var alligevel sølle, at arrangørerne præsenterede en rute med kun to helt oplagte udbryderetaper. Det skyldes naturligvis, at feltet i år kører hel uden om Massif Central, der med sit kuperede terræn er Frankrigs udbrudsregion, og i stedet holder mig sig i det fladland, der gør løbet så gavmildt for sprinterne.

Heldigvis har udbryderne været gode til at skabe deres muligheder. Bjergetaper er altid godt udbryderterræn, og i år er alle de første tre af slagsen blevet vundet af netop udbrydere. Selv en af de første seks sprinteretaper er gået til et udbrud, og udbryderne trak også det længste stik på 7. etape, der både kunne være gået til en gruppe lykkeriddere og til stærke sprintere. Forud for løbet var der dog kun to etaper, hvor de angribere, der ikke kan være med i bjergene, med nogenlunde sikkerhed kunne regne med at komme til fadet, og de kommer først nu efter 14 dage i løbet, nemlig i morgen og på tirsdag.

Derfor handler det om at slå til nu. Er man ikke bjergrytter, tempospecialist eller sprinter, kan 14. og 16. etape være de eneste tilbageværende muligheder for at vinde en etape. Der er bestemt en chance for, at sprinterholdene kommer til kort på 19. etape, men det kan ingen vide sig sikker på. Til gengæld burde det være så sikkert som amen i kirken, at lørdagens etape er for udbrydere, og derfor er det D-dag for det store flertal af ryttere, der er chanceløse i bjergene søndag, onsdag og torsdag, på lørdagens enkeltstart og i Paris på næste søndag.

Af de to udbryderetaper, der kommer som lidt lettere afbræk i løbet af de fem dage i Pyrenæerne, er det søndagens etape, der inspirerer de fleste. På tirsdag er der nemlig rigtige bjerge på menuen, men det er der ikke lørdag. Her kommer man kun akkurat op at kysse de 1000 m over havets overflade, og den længste stigning er kun en blød kategori 3-stigning. De to kategori 2-stigninger pokkers stejle, men de er begge relativt korte. Dette er at sammenligne med en lille ardennerklassiker, mens de kommende fire dage i Pyrenæerne appellerer mere til klatrerne - også tirsdagens 16. etape, selvom den flade finale betyder, at de fleste af de lette folk nok sparer sig til de sværere bjergetaper.

Det er meget svært at forestille, at lørdag ikke er en dag for et udbrud. Den sidste stigning er bestemt ikke let, men den kommer alt for tidligt til, at det giver mening for klassementsrytterne at spilde kræfter, når der venter en stor bjergetape om søndagen. Hele klassementsfeltet stiller til start med det formål at komme så let som muligt igennem endnu en glohed dag, inden det næste store slag venter på søndag.

De eneste hold, der potentielt kunne tænkes at gå efter en etapesejr fra feltet, er Bahrain og BikeExchange med hhv. Sonny Colbrelli og Michael Matthews, men det er helt utænkeligt. Etapen er så svær og vil blive kørt så aggressivt, at det vil kræve en jætteindsats at kontrollere, og det vil formentlig mislykkes, når næsten alle andre går efter at vinde fra udbrud. BikeExchange har endda også kun et lille seksmandshold tilbage, primært bestående af tunge folk, og det gør det endnu mere udelukket, end det allerede var.

Derfor ved alle, at det bliver en dag for et udbrud, og vi kan derfor være stensikre på, at der bliver kamp fra start. På disse etaper er det mest sandsynlige, at det vil tage en evighed at få etableret et udbrud, særligt i en flad start, hvor de bedste ikke bare kan gøre forskellen. Sent i en grand tour sker det dog af og til, at elastikken knækker næsten med det samme, og hvis en stor gruppe med deltagelse af langt hovedparten af feltets hold pludselig kommer fri, ser man af og til, at gruppen kører med det samme. Mest sandsynligt er det dog, at vi skal bruge den første times tid på en sand angrebsfest, der vil finde sted i et rasende tempo, inden elastikken knækker.

Læs også

Tour-chef håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste

Når det sker, kan vi se frem til to løb i løbet. Efter den hektisk start vil udbruddet formentlig sejle væk med mere end 10 minutter, og det er på dage som disse, at udbrud ofte kommer hjem med gigantiske forspring. UAE vil trække feltet hjem med den fart, udbruddet kræver, men der vil næppe ske noget i feltet. Der vil helt sikkert være positionskamp frem mod sidste stigning, hvor man aldrig helt kan udelukke, at Ineos vil lægge lidt pres på for at mærke UAE og Pogacar inden i morgen, men det er usandsynligt. Nedkørslen er endda meget, meget nem, og derfor regner jeg med en ustresset dag i feltet, når først udbruddet er kørt. Jokere kunne have været vinden i den flade indledning, men det er desværre først i løbet af dagen, at det blæser op. Vinden vil bare være svag fra start, og når det er blæst op, vil rytterne for længst være inde i bjergene, hvor vinden er mindre markant.

Er det helt umuligt, at udbruddet kan køres ind? Ja, man skal være meget kreativ for at finde scenarier, der kan åbne for samling. Det skulle vel kræve, at en eller anden klassementsrytter pludselig befinder sig i udbruddet, men det er næsten umuligt, at feltet vil sove kollektivt. Alternativt skal et hold have misset udbruddet og blive sendt på den strafaktion, man af og til ser, men det er heldigvis efterhånden sjældent, at den slags meningsløse taktikker praktiseres. Holdkonkurrencen kan altid komme i spil på dette tidspunkt i løbet, men selv hvis Bahrain skulle komme i en dum position, vil de formentlig kun sætte sig frem for at holde udbruddet i snor - ikke køre det ind.

Nej, største chance for, at udbruddet bliver hentet, er formentlig, at en klassementsrytter kommer i krise og kan køres ud af klassementet, som det eksempelvis skete med Esteban Chaves på en udbrudsetape i Giroen i 2019, men den slags sker formentlig kun i tilfælde af sygdom, som det var tilfældet med colombianeren dengang. Alt taler for, at dette er en dag for udbrydere!

Hvem kan så vinde denne etape fra et udbrud? Den helt afgørende komponent er friskhed. På dette tidspunkt af en grand tour handler det om at have noget i benene, og derfor er favoritterne ofte Tordenskjolds soldater, der allerede har vist, at de har noget at skyde med. Derudover skal man have en del held og timing, for selvom starten ikke er helt nem på den let stigende dalvej, der kan være ganske opslidende, skal man i en begyndelse uden en hård stigning altid være lidt heldig for at ramme rigtig - i hvert fald hvis ikke udbruddet først kører på første stigning, som de vil ramme efter en times tid. For det tredje skal man kunne udholde den brutale varme, der vil markere den kommende weekend, og som vil kulminere søndag, inden mandagens koldfront vil sænke temperaturerne betydeligt til den tredje uge.

Endelig skal man kunne håndtere terrænet. Som sagte er etapen meget ardenneragtig med relativt korte, eksplosive stigninger, og det er derfor primært ardennertyper, der vil komme til deres ret. Finalen er imidlertid designet, så også lidt tungere typer kan være med. De fleste stigninger kommer langt fra mål, og finale vil formentlig først blive indledt over de sidste 50-60 km. Det kan godt blive en meget taktisk affære, og får man et forspring inden den sidste stigning, er den så kort, at mange vil kunne gøre det færdigt. Det er også værd at bemærke, at en generel medvindsetape slutter med direkte modvind fra bunden af sidste stigning og hele vejen frem til målbyen. Det gør det dels sværere at gøre forskelle på sidste stigning, dels gøre det det meget svært at køre alene hjem. Den sidste nedkørsel består bare af én lang, lige vej med direkte modvind, og her vil en gruppe altid have en stor fordel over en enlig rytter. Man skal dog ikke undervurdere den sidste stigning, der særligt på den nedre del er stejl og svær, og den anden kilometer er som en lille mur. Har tungere folk ikke fået sig et forspring, vil de være prisgivet her - også selv de hjælpes af modvinden.

Der er svært at komme uden om, at det er en helt perfekt etape for Wout van Aert. Belgierens form var ikke optimal i begyndelsen, men han bliver bare bedre og bedre. Hans præstation på Ventoux fjernede al diskussion om, hvorvidt han stadig har sine mangler, og nu oser hans interviews også af selvtillid. Når han kan køre fra klatrerne på Ventoux, er han umulig at sætte på en stigning som denne, og han kan slå hvem som helst i en spurt. Rammer han udbruddet, vil han utvivlsomt være den tårnhøje favorit.

Det er dog også udfordringen. I et udbrud vil alle se på Van Aert, og netop i en finale, hvor alle vil have et forspring inden sidste stigning, kan det være et problem, hvis det er ham, der skal lukke alle huller. Vi så på 7. etape, hvordan han, Kasper Asgreen og Mathieu van der Poel reelt neutraliserede hinanden, og det kan sagtens ske igen, at Van Aert fanges i det taktiske spil. Heldigvis for ham er den sidste del af etapen så ”fysisk”, at han burde kunne sætte sig igennem til sidst, hvis han har samme overskud som hidtil. Han burde i hvert fald have frihed til at jagte endnu en etape, da Jumbo gerne vil tage yderligere pres af Jonas Vingegaard, og da dette ikke er en nøgledag for klassementet. Udfordringen bliver også at ramme udbruddet, men det er brølstærke Van Aert pokkers god til, som vi så i onsdags, hvor han med sin overlegne fysik kunne skabe en tredje gruppe, der kunne køre op til det allerede undslupne udbrud. Han har gjort sig selv til så store favorit, at det bliver sværere, men Van Aert er lige nu så god, at han er mit vinderbud.

Det kunne også være dagen for dansk etapesejr. Kasper Asgreen har indtil nu arbejdet meget for holdet, men han synes at være aldeles fremragende kørende. Det så vi på 7. etape, hvor han så ud til at være mindst lige så stærk som Van Aert og Van der Poel, men siden har det knebet lidt med at få frihed, ligesom etaperne ikke har passet ham alt for godt.

Terrænmæssigt er det en god etape for Asgreen. Ligesom Van Aert har han den motor på flad vej, der gør det en anelse lettere at vinde udbrudslotteriet fra start - særligt fordi det stiger nok til, at det bliver lidt lettere at gøre forskellen - og finalen har den rette kombination af flade stykker og en stigning, der ikke er for svær. Stigningen er for stejl og for lang til, at Asgreen kan vide sig sikker på at kunne følge de bedste, men han hjælpes af modvinden og af det lange powerstykke til slut, hvor han i modvinden vil have en god chance for at indhente lettere folk. Udfordringen bliver, at Van Aert er mere klatrestærk og hurtigere, og derfor er han svær at slå, hvis de sidder der sammen. Til gengæld kan Deceuninck meget vel ende med to mand i udbruddet, og det kan give dem en taktisk fordel, ligesom Asgreen heldigvis i Gap i 2019 viste os, at han er god i varmen. Endelig skal man ikke glemme, hvor hurtig Asgreen er efter en hård dag. Skulle man have glemt det, er jeg sikker på, at Van der Poel vil kunne give en passende påmindelse.

Læs også

Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege

Deceunincks andet bud er Julian Alaphilippe. Det er vel efterhånden helt klart, at han ikke har den form, der gav ham VM-titlen sidste år, og derfor er jeg langt fra sikker på, at han kan vinde. Alaphilippe har nemlig samme problem som Van Aert og til dels Asgreen, nemlig at han er det store navn, alle kigger på - også fordi hans trøje gør ham så pokkers synlig. Det er dog også helt umuligt at komme udenom, at terrænet med en stejl mur til sidst er som skabt til Alaphilippe, der stadig har et punch, som ingen kan matche. Helt ringe er formen trods alt heller ikke, når man så det arbejdsraseri, han leverede på første del af Ventoux-etapen. Denne gang gør han dog klogt i at økonomisere mere med kræfterne, for han synes ikke at have formen til at spilde så megen energi, uden at det koster til sidst. En udfordring er det også, at det er meget svært at køre alene hjem fra sidste stigning, når nedkørslen er ren power, og modvinden er hård. Heldigvis har Alaphilippe en god spurt, men mod eksempelvis Van Aert er han slået. Til gengæld er det muligt, at han og eksempelvis Asgreen vil kunne udgøre et overtal, der bliver svært at slå.

Danmark har også et andet oplagt bud i Magnus Cort. Jeg kan ikke helt finde ud af hans form, men hans enkeltstart og 3. plads på 7. etape vidner om, at han er ganske godt kørende. Vi har heldigvis set, at EF giver deres ryttere plads til at jagte udbrud, selvom de har Rigoberto Uran at beskytte, og i dag fik han endda lov at teste benene i spurten - endda med et lovende resultat for en ensom og positioneringssvag dansker. Med sine tre udbrudssejr i WorldTour-løb har Cort vist, at han er en mester i at gøre det færdigt, og det er svært ikke at bemærke, at denne etape både design- og temperaturmæssigt minder utroligt meget om den, han vandt for tre år siden. Han kan slå alle i en spurt - også Van Aert, der før er blevet slået efter et hårdt løb - så udfordringen bliver at overleve stigningen. Her er der bedre klatrere end Cort, men på sine store dage klatrer han godt, som vi senest så med bjergsejren i Occitanie og tidligere med Tour-etapesejren, og modvinden vil heldigvis hjælpe en rytter, der som Cort først og fremmest skal overleve og satse på sin spurt.

Giver Movistar chancen til Alejandro Valverde ? Jeg tror det ikke. Det gør de nemlig stort set aldrig i Touren, og i dette løb har han også været helt passiv, sent på Ventoux-etapen. Det er et problem, at der kommer en stor etape søndag, og at Carlos Verona er skadet, og derfor vil Valverde formentlig igen blive hos Mas. På den anden side har Movistar blødt lidt op for hierarkiet de seneste dage, hvor Ivan Garcia Cortina har spurtet (selvom det ikke var planen), og Imanol Erviti har været i udbrud (selvom heller ikke det var planen), og vi så trods alt, at Valverde ramte udbruddet i Alperne. Det er stadig meget tvivlsomt, om det vil ske på en dag, hvor Movistar ikke skal bruge en forpost, men lad os lade tvivlen komme ham til gode, når nu Movistar desperat jagter noget succes. Valverde elsker varmen, har i år vist, at han stadig er en af verdens bedste ardennerryttere, og han viste senest på Ventoux, at formen er god. Det største problem er, at han ikke er så hurtig som tidligere, og der er flere potentielle udbrydere, der i dag må regnes som værende hurtigere end ham.

Etapens ardennerformat gør det også nærliggende at pege på Dylan Teuns. Belgieren har vel aldrig nogensinde klatret bedre, end han gjorde, da han vandt i Alperne, og det vidner om, at hans lange formkrise er ovre. Vi ved fra Vueltaen i 2019, at Teuns er her, der og alle vegne i de grand tours, hvor han finder benene, og det kunne tale for, at han vil være dominerende også i den tredje uge. Han har været lidt mere stille og knap så overbevisende på det sidste, hvor han ikke har virket alt for overbevisende i Bahrains forsøg på at forsvare holdkonkurrenceføringen, men selvom han ikke har samme superdag, som han havde sidste lørdag, kan han sagtens vinde. Hans problem er dog modvinden, da han ikke er verdens hurtigste i e næsten flad spurt, men heldigvis bliver finalen formentlig temmelig taktisk, særligt hvis Bahrain har mere end kort at spille. Teuns bør i hvert fald være en af de stærkeste, hvis han rammer udbruddet.

På papiret er etapen helt perfekt for Omar Fraile. Baskeren er nemlig en sand udbryderkonge, der tillige i år har klatret bedre end længe - ikke mindst i Baskerlandet. Hans spurt er også uovertruffen, som han senest viste ved det spanske mesterskaber, og det er derfor svært at komme udenom, at denne etape er helt perfekt for netop ham. Astana vil også gøre alt for at ramme udbruddet, og der er endda gode chancer for, at de kan lukrere på et overtal. Problemet er, at han slet ikke har virket til at have samme form, som han havde i starten af løbet, og jeg er bange for, at han ikke har det niveau, der skal til, hvis han skal overleve den svære stigning til sidst. Han hjælpes dog af modvinden, og da han vandt i Mende i 2018, kom hans gode form også ret pludseligt, da han endelig ramte udbruddet og i øvrigt vandt i stegende hede. Sidder han der først, gør rivalerne i hvert fald klogt i ikke at undervurdere hans spurt.

Astanas andet kort er Alex Aranburu, der ligesom Fraile i år har klatret bedre end nogensinde. Det gjorde også han i Baskerlandet tidligere i år, men ligesom Fraile er der også for ham enorm forskel på hans holdbarhed i løbet af en sæson. Heller ikke han har imponeret med sin form de seneste uger. Han skuffede ved de spanske mesterskaber, og han var heller ikke helt oppe at ringe i den første puncheurweekend. Siden da har han været ret anonym, men det var i det mindste opløftende at se ham kaste sig ud i dagens spurt. Den korte, stejle stigning passer ham, og hans spurt er farlig for de fleste. Modvinden hjælper ham også, hvis formen ikke er helt oppe at ringe, men lige nu er min største frygt, at han virker lidt for slidt til at finde de klatreben, der skal til, hvis de bedste skal slå i det, der formentlig bliver et meget stærkt udbrud.

Jeg er lidt usikker på, om Sergio Higuita satser på denne etape, eller om han venter til bjergene, hvor han også har en afgørende rolle som hjælper for Uran. Særligt sidstnævnte gør, at jeg nok desværre frygter, at han skal spare sig - også fordi han var involveret i dagens styrt. Heldigvis så det ikke ud til, at han slog sig slemt, og hvis han får friheden, bør han gå efter det også på denne etape. Den flade start gør det lidt sværere for en fyr som ham at ramme rigtigt, men lykkes det, står han stærkt. Han er en uhyre ustabil størrelse, der sagtens kan ende med at falde helt igennem, men på 9. etape leverede han sit vel nok bedste ridt siden 2019. Formen synes altså glimrende, og med sit punch og sin gode spurt er han skabt til denne afslutning - hvis altså EF giver ham chancen.

Bahrains andet kort er Matej Mohoric. Sloveneren var fabelagtig, da han vandt i Massif Central, men desværre synes han ikke at have samme form nu. Han har i hvert fald lignet en mand, der har lidt i bjergene, og erfaringsmæssigt er han også bedre i dårligt end i varmt vejr. Han har dog før præsteret i varmen, og det er ikke en uovervindelig udfordring, men kombinationen af knap så god form, varme og en rute, hvor sidste stigning er lidt for hård, giver ham udfordringer. Det er også et problem, at nedkørslen er ren power, og at han slet ikke kan bruge sin eminente teknik. Til gengæld taler meget for, at Bahrain kan sidde med mere end ét kort, og Mohoric er god til at spille tidligt ud. På den måde har han taget alle sine tre grand tour-etaper, og det vil i hvert fald være dumt at slippe øjnene fra den slovenske mestertrøje, hvis den rammer udbruddet.

Al logik siger, at etapen er for svær for Jasper Stuyven. Samme logik sagde imidlertid også, at 7. etape var for svær, og her kom han meget langt ved at angribe inden stigningerne. Samme taktik var tæt på at give ham sejr, da Fraile vandt i Mende i 2018, og det viser, at han er god til at spille sine kort i denne slags finaler. Med det flade indløb frem til stigningen er der masser af plads til, at muskelbundtet Stuyven igen kan få et forspring, og herefter skal han ”bare” over stigningen, inden hans spurt vil gøre ham til en af favoritterne. Han virkede uhyggeligt velkørende på både 7. og 9. etape, men desværre har det set ud til, at han har lidt mere i varmen de seneste dage. Hvis han har de samme ben, som han havde i Massif Central for en uge siden, burde det til gengæld ikke være umuligt for ham at gøre det færdigt, selvom vi taler om en finale, der burde være på hans grænse.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Jeg har også en vis fidus til Patrick Konrad. Der en risiko for, at østrigeren skal blive hos Wilco Kelderman, men vi så på 7. etape og i Alperne, at han havde nogen frihed. Netop på 7. etape viste han efter et generelt svært år de bedste takter længe, og han var ubetinget en af udbruddets allerstærkeste. Også i Alperne så han godt ud, og nu rammer vi ardennerterræn, der passer ham endnu bedre. Med sine topplaceringer i Fleche Wallonne har han vist, at han er bedst på disse korte, eksplosive stigninger, og han er også ganske hurtig på stregen. Udfordringen er, at der er andre gode udbrydere, der er hurtigere end ham, og modvinden bliver derfor et problem for en af de mere klatrestærke folk. Til gengæld er finalen formentlig også så taktisk en affære, at bedste mand ikke nødvendigvis vinder. Konrad har i hvert fald formen og evnerne til at snyde folk som Van Aert, Asgreen og Alaphilippe i en finale som denne.

Udover Cort og Higuita har EF et stærkt kort i Ruben Guerreiro. Portugiseren kom til løbet efter styrtet i Giroen, og derfor var han ikke flyvende fra start. Han synes dog at blive bedre og bedre, og han har generelt virket ganske velkørende. Han har også været meget synlig i angrebene, og det vidner om, at han har frihed og mod til at forsøge sig. Han har en glimrende evne til at ramme udbruddene - også fordi han ofte er involveret i et sandt angrebsraseri først på etaperne - men desværre er finalen en anelse for let, særligt med modvind. Han er relativt hurtig, men langsommere end mange andre favoritter, og han skal derfor spille sine kort rigtigt. Her kan det dog hjælpe, hvis EF sidder med flere mand, hvoraf hurtige Cort kunne være den helt perfekt makker til at give ham den frihed, han skal bruge.

Jeg vil også nævne Ion Izagirre , men jeg er lidt usikker på, om vi vil se ham i udbrud. Astana skal nemlig også have nogle folk hos Lutsenko, og det kunne derfor være logisk at lade Izagirre og Jakob Fuglsang blive i feltet og satse på søndagen, samtidig med at Fraile og Aranburu søger deres chance. På den anden side bliver starten så hektisk, at man ikke bare kan beslutte sig for, hvem der skal afsted, og jeg tror faktisk, at Astana vil spare Fuglsang og prøve med alle deres tre baskere. Izagirres problem er, at han ikke er specielt hurtig, og derfor skal han næsten altid alene hjem for at vinde. Til gengæld er han god på denne slags stigninger, og meget taler for, at Astana vil kunne sidde i overtal til sidst. Gør de det, vil det være muligt for holdet at snyde udbruddets største favoritter, og det kan Izagirre måske lukrere på. Han så i hvert fald stærk ud på 8. etape.

På papiret burde Sonny Colbrelli være en af de oplagte favoritter. Italieneren viste nemlig sit livs form med sin 3. plads i Tignes, men desværre har han et problem: pointkonkurrencen. Han er så langt efter, at Deceuninck nok kunne lade ham køre, men det vil BikeExchange aldrig tillade, hvis ikke Matthews også er med. Desværre tvivler jeg på, at Alpecin og Deceuninck giver plads til Matthews, der med 50 point (etapesejr og indlagt spurt) kan halvere Cavendishs forspring i ét hug. Den risiko tror jeg ikke, at belgierne vil tage, og min frygt er derfor, at Colbrelli og Matthews låser hinanden, og at Deceuninck låser Matthews. På den anden side er det ikke en katastrofe for Deceuninck at lade dem køre, og rammer Colbrelli udbruddet, står han stærkt. Desværre er han bedst i dårligt vejr, og på Ventoux talte han om sit livs sværeste dag. Derfor tror jeg, at han får svært ved at gøre det færdigt i denne kvælende varme. På den anden side blev han italiensk mester i endnu værre temperaturer end disse, så hvis Ventoux bare var en dårlig dag, står han stærkt, særligt fordi modvinden hjælper ham.

Samme smøre kan gentages om Michael Matthews. Som sagt tror jeg, at pointkonkurrencen ødelægger hans chancer, men Cavendishs forspring er så stort, at han måske får lov. Lykkes det, er det en glimrende finale for ham, men jeg frygter alligevel, at den bliver for svær. Matthews klatrer ikke så godt som tidligere, og vi så senest på Mur-de-Bretagne, at han har sine begrænsninger. Modvinden hjælper ham dog, og på papiret er han i hvert fald normalt en bedre klatrer end Colbrelli, der til gengæld er den hurtigste af de to. Han har det problem, at de færreste vil spurte mod ham, men hans største hurdle er, at han formentlig ikke får lov at ramme udbruddet.

En rytter, der synes i næsten skræmmende god form, er Anthony Perez. Franskmanden imponerede allerede i bjergene inden løbet, men hans klatreindsats for Guillaume Martin i weekenden var mindblowing. Normalt er de høje bjerge ellers ikke noget for ham, og det vidner om, hvor uhyre velkørende han er. Dette ardennerterræn passer ham langt bedre, og han har endda fordel af også, at være ganske hurtig på stregen. Også han skal spille sine taktiske kort rigtigt for at vinde, men han synes at have formen til det.

Efter et skidt 2020 og en elendig start på 2021 var jeg faktisk ved at afskrive Xandro Meurisse, men han har rejst sig igen denne sommer. Han kørte fabelagtigt for Van der Poel på 7. etape, og han kørte en fornem Ventoux-etape forleden. Han synes at være tilbage på det niveau, der næsten gav ham en etapesejr i 2019, og han har vist en god evne til at ramme udbruddene. Han er ganske hurtig og god i eksplosivt terræn, og det er derfor en ganske perfekt etape for ham. Det er klart, at der er stærkere og hurtigere folk end ham, men i en taktisk finale synes han at have styrken til måske at snyde de bedste i det udbrud, han måtte være en del af.

Mens David Gaudu skal spare sig til angreb i bjergene, må FDJ forsøge med Valentin Madouas. På papiret er det den ideelle etape for ardennerrytteren, men desværre har han haft et skidt, skidt år, hvor han siden den gode start i februar aldrig har fundet formen. I dette løb er det også gået ham ilde, men han har de seneste dage siddet betydeligt bedre med i bjergene. Endelig synes formen at nærme sig en anelse, og hvis han endelig finder det niveau, han senest havde i foråret og sommeren 2019 samt i februar, burde dette være en ganske perfekt etape for en ardennerspecialist med en fornuftig spurt. Han skal spille sine kort rigtigt i en taktisk finale for at vinde, men min største bekymring er dog formen. Han har været så skuffende i år, at jeg frygter, at han vil fejle, hvis han rammer udbruddet, selvom hans potentiale er så stort.

En af løbets overraskelser har været Franck Bonnamour. Franskmanden var egentlig et af de talenter, jeg var ved at afskrive, men han har kørt et fremragende løb med overbevisende ridt på 7. og 9. etape. Siden har der været mere stille om ham, og man kan få fornemmelsen af, at han i løbet af den sidste uge har tabt superformen, men tvivlen må komme ham til gode. På papiret er han lidt for tung til denne finale, men hans klatreben fra sidste uge vil bringe ham ganske langt - også selvom han denne gang ikke har hjælp af vejret. Han har også en hæderlig spurt, men det er klart, at han kun vinder, hvis han spiller sine kort rigtigt i en taktisk finale.

Normalt er denne finale for svær for Anthony Turgis, og derfor burde han ikke være en vinderkandidat. Han så dog aldeles overbevisende ud på Ventoux forleden, og hvis han har de samme ben denne gang, skal man ikke afskrive ham. Han har i år været stærkere end nogensinde, og hans spurt efter et hårdt løb har i brostensklassikerne viste sig overraskende god. Han synes med sin nuværende form at have en ret god chance for at vinde lotteriet om at ramme udbruddet. Herefter vil han være chanceløs, hvis han lader sig slæbe hen til muren, men får han et forspring i en taktisk finale, står han med sin gode spurt ganske stærkt til faktisk at vinde etapen.

Blandt de øvrige kandidater synes det oplagt, at Michael Woods, den forslåede Wout Poels og Nairo Quintana sparer sig til søndagens etape, der er vigtigere for bjergtrøjen, og det samme gælder formentlig for rigtige klatrere som Sepp Kuss, Steven Kruijswijk, David Gaudu, Esteban Chaves, Emanuel Buchmann, Vincenzo Nibali og Jakob Fuglsang. Det er en god etape for Michal Kwiatkowski, men Ineos’ kørsel hidtil antyder, at de sparer alle kræfter til søndag. Jeg ville meget gerne pege på Benoit Cosnefroy, men ligesom sidste år synes han at være kørt træt sent i en grand tour.  Det kunne være en fin etape for Ivan Garcia Cortina, men han er forkølet og var ret overrasket over sin spurt i dag, fordi han følte sig så ringe, at han var tæt på at udgå. I gamle dage ville det også være en god afslutning for Michael Valgren, men desværre har jeg lidt svært ved at se ham vinde i hans nuværende forfatning, når mange er hurtigere end ham. Søren Kragh styrtede i dag, og efter krisen på Ventoux ligner heller ikke han en vinder. Dan Martin viste igen på Ventoux, at det kniber med formen, og selvom Bauke Mollema rejste sig i onsdags, synes han stadig ikke at være god nok til at vinde en etape, der ikke passer ham ideelt. Det er en fin etape for Toms Skujins, men han synes helt uden form, og jeg vil tro, at Deceuninck sparer Mattia Cattaneo til søndag. Etapen er ideel for Ide Schelling, men han virker træt i sin grand tour-debut, ligesom heller ikke Lukas Pöstlberger synes at have sin Dauphiné-form. Brent van Moer er velkørende, men jeg tror, at finalen er for svær for en mand, der heller ikke kan spurte, og Thomas de Gendt har aldrig fundet sin bedste form efter knæproblemerne. Etapen er ideel for Pierre Latour, men han er træt og brugte mange kræfter i dag. Warren Barguil havde et grimt styrt i dag, Elie Gesbert synes formsvag, og Jesus Herrada synes aldrig at være komme sig efter styrtet tidligt i løbet. Julien Bernard virker stærk, men han er ikke en vindertype, og desværre synes Greg van Avermaet at være helt fra den i et løb, hvor han næsten faldt for tidsgrænsen. Jonas Rutsch har imponeret stort, men det er trods alt svært at se den store tysker vinde i dette terræn, og selvom han virker bedre end længe, er det også svært at se Sergio Henao gøre det færdigt. Endelig kunne det være en god etape for Quentin Pacher, men han har aldrig fundet sin bedste form i år, heller ikke i dette løb, mens finalen nok trods alt bliver for svær for Dorian Godon , selvom han ofte overrasker positivt med sine klatreevner, og Bruno Armirail stadig lider af sygdom.

Feltet.dks vinderbud: Wout van Aert

Øvrige vinderkandidater: Kasper Asgreen, Julian Alaphilippe

Outsidere: Magnus Cort, Alejandro Valverde, Dylan Teuns, Omar Fraile, Alex Aranburu

Jokers: Sergio Higuita, Matej Mohoric, Jasper Stuyven, Patrick Konrad, Ruben Guerreiro, Ion Izagirre, Sonny Colbrelli, Michael Matthews, Anthony Perez, Xandro Meurisse, Valentin Madouas, Franck Bonnamour, Anthony Turgis

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET