Optakt: 14. etape af Tour de France

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Ruten

En af gaverne ved den ellers lidt ensidige franske geografi er, at rejsen mellem Alperne og Pyrenæerne kan få ekstra krydderi ved at sende rytterne gennem det kuperede og glohede Massif Central. Her bydes der som regel på udbrudsetaper, der ikke gør den store forskelle i klassementet, men der er én finale, som bryder den regel. Siden Laurent Jalabert i 1995 tog en yderst populær sejr på Bastilledagen på den korte, men stejle Cote de la Croix Neuve i udkanten af byen Mende - en stigning, der derfor i dag går under navnet Montée Laurent Jalabert - er den lille mur og det flade stykke ind til målet ved flyvepladsen blevet til en af Tourens mest elskede klassikere. Her er der altid lagt op til udbrudsfest i det kuperede terræn, hvor der denne gang bydes på næsten 3500 højdemeter, men bag lykkeridderne udkæmpes der altid et klassementsslag, som ganske vist kun handler om sekunder, men som giver en mulighed for at teste, om styrkeforholdet er ved at ændre sig på kanten til den tredje uge.

Med en distance på 192,5 km er der tale om endnu en halvlang etape, som fører feltet fra Saint-Étienne til Mende, og de går nærmest kun op eller ned. Fra start falder det kortvarigt mod syd, inden man fortsætter i samme retning op ad kategori 3-stigningen Cote de Saint-Just-Malmont (7,7 km, 3,9%), hvis sidste 5,8 km stiger relativt jævnt med 5,3% i snit. Toppen rundes efter 14,2 km, hvorefter det går mod sydvest igennem typisk kuperet Massif Central-terræn, indtil man fortsætter mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Cote de Châtaignier (2,6 km, 7,3%), som er en relativt jævn stigning med top efter 39,1 km. Derfra fortsætter man mod sydvest af den kuperede vej frem til dagens spurt, som efter 50,7 km kommer for enden af en lang, lige vej, som har en rundkørsel 600 m fra stregen og stiger ganske pænt med 3-4% over den sidste kilometer.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Det kuperede terræn fortsætter kortvarigt, mens man kører mod nordvest, inden en nedkørsel leder mod sydvest ned til dalen, hvor man kortvarigt kører mod syd ad en ganske let stigende vej. Det varer dog ikke længe, da man hurtigt drejer mod sydvest og senere syd for atter at køre ind i terrænet via et langt stigende stykke, der over ca. 25 km byder på ca. 600 højdemeter. Toppen rundes efter 109,9 km, hvorefter en nedkørsel leder mod sydvest, inden det går videre mod sydvest ad en meget snoet og let stigende vej.

Terrænet tager fat igen, når man fortsætter mod sydvest op ad kategori 3-stignigen Cote de Grandrieu (6,3 km, 4,1%), der en ganske let stigning med top efter 135,3 km. Her fortsætter man mod syd og sydøst ad en lige vej, der først er let stigende og siden let faldende, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stignigen Cote de la Fage (4,2 km, 6,0%), som er en jævn stigning med top efter 162,1 km. Herfra resterer 30,4 km, som indledes med en lang og mod slutningen lidt kringlet nedkørsel, som leder mod sydøst og sydvest ned til målbyen Mende.

I stedet for at slutte i centrum drejer man mod sydøst for at køre op til målet ved flyvepladsen via kategori 2-stigningen Cote de la Croix Neuve (3,0 km, 10,2%), hvis enkelte kilometer stiger med hhv. 8,3%, 10,5% og 10,9%. Toppen rundes efter 191,0 km, hvorefter der resterer 1500 m, hvis første 100 m er let faldende og sidste 500 m let stigende med 0,7%. Stigningen har et par hårnålesving på den nedre del, men går derefter ad en relativt lige vej, og efter toppen bugter vejen sig kun let frem mod et sidste sving med 470 m igen, hvorefter man rammer den 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3441 højdemeter.

Mende og Cote de la Croix Neuve blev senest besøgt i 2018, hvor Omar Fraile viste sig stærkest i et udbrud ved at sejre med 6 sekunder ned til forhåndsfavoritten Julian Alaphilippe og Jasper Stuyven, som med et tidligt angreb inden stigningen nær havde snydt de klatrestærke, mens Primoz Roglic vandt favoritternes opgør ved at vinde 8 sekunder på Chris Froome, Tom Dumoulin og Geraint Thomas, der vandt yderligere mindst 10 sekunder på alle andre. I 2015 tog en snu Stephen Cummings en mindeværdig sejr ved fra et udbrud at snyde de to franske kombattanter Thibaut Pinot og Romain Bardet, mens Chris Froome og Nairo Quintana længere bagude kørte fra de øvrige klassementsryttere. I 2010 spurtbesejrede Joaquim Rodriguez den førende Alberto Contador samt dennes holdkammerat Alexandre Vinokourov på en dag, hvor Andy Schleck mistede 10 værdifulde sekunder til sin spanske rival, og i 2005 vandt Marcos Serrano fra et udbrud, mens Cadel Evans, Lance Armstrong, Ivan Basso og Jan Ullrich kørte fra de øvrige favoritter. Paris-Nice var forbi i 2012, 2010 og 2009, hvor Lieuwe Westra chokerede alle ved at besejre Alejandro Valverde og Bradley Wiggins i førstnævnte år, og hvor Alberto Contador kørte alene hjem i de to sidstnævnte år. Endelig har Tour du Languedoc-Roussillon været forbi i de fleste udgaver med sejre til Anthony Perez (2017), Alexis Vuillermoz (2015 og 2014), Sebastien Duret (2013), Davide Rebellin (2012), Guillaume Levarlet (2011), Jerome Coppel (2010), Florian Vachon (2009) og Christophe Moreau (2004). I hhv. 2001 og 2000 vandt Sven Montgomery og Alexandre Vinokourov etaper i det nu hedengangne GP Midi Libre. 

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Vejret

Den franske hedebølge bliver bare værre og værre de kommende dage, og selvom det først er søndag, det går helt galt, bliver også lørdagen hed. Det glohede Massif Central byder ikke på én eneste sky, og mens det vil være 30 grader i Saint-Etienne, vil temperaturen nå 33 grader i Mende. Vinden vil være let til jævn (12-16 km/t) og komme fra nord og nordnordøst. Det giver en hel dag med nærmest uafbrudt med- og sidemedvind, indtil man kortvarigt får sidevind på det sidste stykke frem mod Mende. På målstigningen vild er være sidemedvind på den første halvdel og sidevind på den anden halvdel, inden man får sidemedvind på det flade stykke efter toppen.

Analyse af 13. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Mads Pedersen på 13. etape fortsatte paradokset med, at det i dette løb altid er sprinterne, der ødelægger sprinterfesten.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Favoritterne

Man forstår godt, hvis sprinterne forbander ASO langt væk. Når man rejser mellem Alperne og Pyrenæerne, har arrangørerne haft to klassiske muligheder for at lægge et klassementsslag ind undervejs. Det mest dramatiske er naturligvis, når man gør stop på Mont Ventoux, men derudover er der også mulighed for at aflægge nyklassikeren i Mende et besøg. Ganske vist skaber den stejle mur i Massif Central slet ikke de samme afstande som Ventoux, men den er altid rammen om et lille klassementsslag. Som vi har set ved alle besøgene i dette årtusinde i 2005, 2010, 2015 og 2018 er der gjort forskelle mellem de bedste, og selvom de vundne og tabte sekunder ikke har været afgørende, er det en første chance for at se, om styrkeforholdet er ved at forskyde sig frem mod Pyrenæerne.

I denne sprinterfjendtlige udgave skal Mende naturligvis med igen. Det var ikke nok for arrangørerne at designe de to ”flade” mellemetaper så kuperet, at det - som vi så i dag - bestemt ikke er klassisk sprinterterræn, og nu må de så også affinde sig med, at klassementsrytterne igen stjæler showet efter bare én dags hvile. Det virker nemlig svært utænkeligt, at hele top 10 vil komme samlet til mål på flyvepladsen i morgen.

Sådan går det nemlig aldrig. I 2018 kørte løbets fire stærkeste, Chris Froome, Geraint Thomas, Tom Dumoulin og Primoz Roglic væk, inden sloveneren udnyttede sit tidstab til at køre væk til sidste. I 2015 var det Chris Froome, Nairo Quintana og Alejandro Valverde, der vandt vigtig tid på Vincenzo Nibali og Alberto Contador, i 2010 lykkedes det Alberto Contador og Joaquim Rodriguez at sætte Andy Schleck til vægs, og i 2005 vandt Cadel Evans, Lance Armstrong, Ivan Basso og Jan Ullrich tid på rivalerne. Sekunderne er ikke mange, men det er en dag, man ikke skal undervurdere.

De tidligere besøg fortæller imidlertid også en anden historie. Mende er som regel et udbryderparadis. Det startede jo allerede i 1995 med Laurent Jalaberts soloridt, der var så mindeværdigt, at målbjerget nu er opkaldt efter ham, men også ved de fire besøg i dette årtusinde har det oftest været en udbryderfest. Undtagelsen var i 2010, hvor murspecialisten Rodriguez pokkers gerne ville vinde i en finale, der passede ham som fod i hose, og den mission lykkedes, da han overspurtede holdkammeraterne Contador og Alexandre Vinokourov, der mest havde travlt med at vinde tid på Schleck.

Det er også logisk, at det oftest går sådan. Massif Centrals kuperede terræn er et helvede at kontrollere, ikke mindst i områdets brutale hede, og det er trods alt ikke en dag med megen prestige, eller hvor man vinder minutter. Oftest er det klogere at spare på holdet frem mod de kommende bjergetaper, hvor der er langt større gevinster at hente, og den eneste grund til at jagte skulle være, at man meget gerne vil have bonussekunder eller som Rodriguez har et stort ønske om at vinde etapen.

Derfor peger alle pile da også på Tadej Pogacar. I denne eksplosive finale er han uhyggeligt svær at slå, og han ser det utvivlsomt som en chance for at vinde tid. Etapesejren betyder nok ikke meget for ham, når han allerede har to af slagsen, men spørgsmålet er, om han anser de 10 bonussekunder om nødvendige, hvis han skal indhente Jonas Vingegaard.

Det kan man ikke udelukke. Han lod 12. etape sejle, men som han sagde efterfølgende, var det en etape, der gav ham ny tro på sig selv. Den handlede primært om at få slået fast, at hans ben er bedre, end de var på Granon, og han kom ud af etapen med stor tro på, at han stadig kan vinde Touren. Derfor vil han også føle sig ret sikker på, at han kan vinde denne etape, og da den samtidig er lettere at kontrollere end gårsdagens etape, er det en overvejelse værd, også fordi han ikke skal bruge holdet på søndag eller på mandagens hviledag.

Alligevel tror jeg, at han lader etapen sejle. Nok er den lettere end 12. etape, men den vil kræve mange kræfter at kontrollere. De er bare seks mand, og Mikkel Bjerg har de seneste dage lignet en mand, der er meget træt. Marc Hirschi er i bedring, men stadig en skygge af sig selv, og han har vel ikke råd til at slide meget på Brandon McNulty, der skuffede fælt i går, og den ellers stærke Marc Soler? Det vil undre mig, og derfor tror jeg, at UAE lader bonussekunder være bonussekunder og sparer sig til senere, men Pogacars sejrssult, behov for ethvert tænkeligt sekund og placeringen af etapen inden to lettere dage gør, at jeg ikke tør udelukke, at de vil jagte.

Er der andre, der vil? Det er svært at se, at der er andre klassementshold, der vil. De ved, at Pogacar er pokkers svær at slå i denne form for finale, og derfor vil det være skønne spildte kræfter. Jumbo har i hvert fald ingen interesse i at forære Pogacar bonus, og Ineos har bestemt heller ikke. Nej, skal der være andre, skal vi se ud over klassementsholdene.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Her er der vel tre hold, der falder ind, nemlig Bahrain, Israel-SUN og BikeExchange. Bahrain har Dylan Teuns, der vil elske denne afslutning. Deres plan A er utvivlsomt udbruddet, men skulle de misse det, kan man ikke helt udelukke, at det sejrshungrende hold vil jagte. De må dog vide, at de ikke slår Pogacar, og derfor håber jeg for deres egen skyld - og jeg regner også med det - at de lader være.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Det samme gælder for Israel SUN. Der står Michael Woods med flammeskrift på denne finale, og skulle de misse udbruddet, kan man ikke udelukke, at de vil tage initiativet. Også det vil dog undre mig, for der er ikke noget, der tyder på, at canadieren er på toppen efter sit styrt.

Endelig er der BikeExchange. Finalen er entydigt for svær for Michael Matthews, men jeg kender ham efterhånden. Vi har set et hav af gange, at han sætter sit hold til at kontrollere på etaper, der er for svære, som da han i sidste års Vuelta troede, at han kunne slå Primoz Roglic i Valdepenas de Jaen og Cullera. Denne gang er stigningen længere, og derfor tror jeg, at fornuften indfinder, men det vil virkelig ligne BikeExchange perfekt, hvis de lod dagens etape sejle grundet deres alt for langvarige pokerspil for i stedet at bruge kræfterne på at lade Matthews tage kampen op med Pogacar.

Der er altså hold, der kan tænkes at jagte, men som det fremgår, vil det overraske mig, hvis de gør det. Det er primært UAE, der må tilskrives en lidt større sandsynlighed for at tage action, og deres tilstedeværelse gør, at der er en reel chance for, at vi får samling. Jeg vil dog anse den som lille, når UAE er så svækkede, som de er.

Uanset hvad får vi en benhård kamp om at ramme udbruddet, og det vil formentlig tage tid. Starten er heldigvis relativt hård, og derfor burde det være lidt lettere for de klatrestærke at sætte sig igennem, men da vi ikke taler om bjerge, vil der altid være et element af lotteri involveret. Meget taler for, at vi før eller siden får et stort og solidt udbrud, for det plejer vi. I 2018 endte 28 mand foran feltet, i 2015 var det 19 mand, mens det i 2005 ”kun” var 10 mand.

Hvis ikke et af de nævnte hold jagter, vil vi herefter få en rolig dag. Jumbo vil kontrollere og formentlig give udbruddet et stort forspring - i 2018 var det 18 minutter og i 2005 11 minutter, mens det i 2015 kun var 4 minutter - og herefter får vi to løb, et om etapesejren og et klassementsslag længere tilbage.

Hvem kan så vinde fra et udbrud? Det siger sig selv, at man skal være en god klatrer, men det er faktisk ikke helt så enkelt. Stigningen er kort, så med det rette forspring kan man komme langt. For fire år siden var tunge Jasper Stuyven pokkers tæt på at vinde, fordi han ramte muren foran resten af gruppen. Faktisk var det kun Omar Fraile og Julian Alaphilippe, der nåede ham, og han endte således etapen som nr. 3. Han var endda bare 6 sekunder fra at vinde etapen og endte foran navne som Peter Sagan, Damiano Caruso, Pierre Rolland og Daniel Martinez.

Denne gang er den taktik dog vanskeligere. For fire år siden var der et faldt stykke inden stigningen. Denne gang er indløbet hårdere, og det bliver vanskeligere for tunge folk at komme væk. Det skal de i så fald gøre på nedkørslen, men den er også periodevist så kringlet, at det kan lade sig gøre. En god nedkører har en chance for at vinde etapen, selvom han ikke er verdens bedste klatrer, men denne gang er etapen designet således, at man formentlig skal være den bedste i gruppen på korte, stejle mure.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

Det er dog værd at huske på, at der er et fladt stykke til sidst. Det gør, at en god spurt kan blive vigtig, men også at taktik kan komme i spil. Mange husker, hvordan Thibaut Pinot og Romain Bardet havde så travlt med at kigge på hinanden, at Stephen Cummings efter stigningen havde tid til både at komme op til dem og gå forbi. I alle andre udbrudsafgørelser er bedste mand dog kørt alene, som Fraile gjorde det i 2018, og det er på så stejl en stigning det mest sandsynlige udkomme, særligt når vinden er gunstig både på stigningen og det flade. Endelig skal man naturligvis kunne håndtere varmen på løbets hidtil varmeste dag, der vil være opvarmning til søndagens vanvittige stegeovn.

Jeg vælger at pege på Thibaut Pinot. Franskmanden var som nævnt pokkers tæt på at vinde etapen for syv år siden, hvor han og Bardet ødelagde det for hinanden, og det vil han formentlig gerne revanchere. Det er da også en finale, der passer ham godt. Han foretrækker bjerge, men han er jo bestemt ikke uden punch, som han blandt andet viste, da han og Alaphilippe excellerede i Massif Central for tre år siden. Vi ved også, at han er ganske hurtig, selvom han sjældent viser det, og han har i dette løb og i Tour de Suisse vist, at hans forhadte varme slet ikke er det problem, det var engang.

Har han så formen? Det burde han. Han var ikke tilfreds med benene på 7. og 11. etape, men han bliver stadig bedre. I går var han i top 15 blandt de ryttere, der sad i feltet, og det fortæller, at der ikke er mange, der slår ham på denne form for stigning lige nu. Det er klart, at han skal have lidt held for at ramme udbruddet i denne form for start, men han vil formentlig have et hold til at hjælpe sig, og den er så kuperet, at det ikke bliver helt tilfældigt. Han er generelt god til at ramme udbrud, som vi i år har set (to gange) i Alperne, i Schweiz og senest i søndags, og udsigterne er derfor ikke ringe. Derfor tror jeg på, at han får sin revanche, når nu han slipper for at skulle slås med Bardet.

Jeg peger på Michael Woods som nr. 2, men det er med usikkerhed. Var han på 100%, havde han været min storfavorit, for der er ikke mange i denne verden, der kan slå canadieren på en mur som denne. Han virker dog ikke helt flyvende efter sit styrt. Han forsøgte sig ganske vist kortvarigt i går, men en formstærk Woods var på Galibier kørt væk, som Chris Froome gjorde, på en af de etaper, hvor han virkelig gerne ville vinde. I stedet var han relativt passiv, som han også var det onsdag, og heller ikke inden styrtet så han ud til at være på sit allerhøjste niveau. Han er dog langt fra helt væk, for han har stadig forsøgt sig, og han sidder jo også langt foran gruppettoen, selvom når han intet har at køre for. Han er så suveræn i denne slags finaler, hvor han også har en i hvert fald hæderlig spurt, at han fra et udbrud burde kunne vinde, også selvom han ikke er 100%. Det kræver dog, at han rammer det, som det har knebet med, men her hjælpes af den halvhårde start.

FDJ har også et andet sublimt bud. Hidtil har vi ikke set Valentin Madouas forsøge sig meget, men her vil jeg tro, at holdet lader deres tre klatrere dække udbrud på skift, men de to tilbageværende skal blive hos David Gaudu. Det er i hvert fald synd ikke at give franskmanden chancen. Som puncheurtype vil han kunne lide denne afslutning, og mens jeg normalt ville regne den lidt for svær, betyder hans sublime klatring i dette løb, at det næppe gælder længere. Han er i hvert fald på et helt nyt niveau, og hvis ikke han har en af sine mange offdays, bør han være svær at slå, også fordi han kan gøre det færdigt på stregen.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Næst efter Woods er det vel Dylan Teuns, der passer bedst til denne finale. Når man har vundet Fleche Wallonne kan man nemlig også vinde her, men den er for lang til at være helt ideel. Han risikerer at være oppe mod bedre klatrere over denne distance, hvor han ikke alene kan lukrere på sit punch. Det burde dog ikke være et problem for den Teuns, der vandt på La Planche des Belles Filles for tre år siden, men er det den Teuns, vi har nu? Det føler jeg mig ikke helt overbevist om. Han har i hvert fald ikke sat verden i brand indtil nu, men på Granon-etapen og igen i går kunne man fornemme, at han er i fremgang. Han var trods alt ikke alt for langt fra at vinde i onsdags, og det burde give ham en ganske god chance for at gøre det færdigt i en finale, der passer ham langt bedre. Han har tillige vist, at han kan klare varmen, og Bahrain må have som mål, at han rammer udbruddet.

De har dog også et godt alternativ i Damiano Caruso. Italieneren kollapsede helt i forgårs, men forinden havde han jo vist ganske hæderlig form. I går var han også langt længere fremme, og selvom det ikke var prangende, giver det håb. Han er ikke så vild med stejle procenter, men dem lærte han at tæmme i Giroen sidste år, og selvom han ikke er så eksplosiv som tidligere, fandt han lidt af sit gode, gamle punch på Sicilien tidligere i år. Her viste han også lidt af de sprinterevner, der tidligere sendte ham i top 10 i enkelte massespurter, og han har derfor alle de evner, der skal til for at vinde i denne finale. Spørgsmålet er bare, om formen er god nok, eller om det vil gå som i 2018, hvor han også skuffede lidt her, selvom han faktisk havde ramt udbruddet.

Det burde også være den perfekt afslutning for Nick Schultz. Det tog tid at finde formen, men vi så alle, hvor god han var i tirsdags, hvor han lignede klart stærkeste klatrer i udbruddet. Han er relativt uprøvet i denne form for finaler, men da han er puncheur mere end klatrer og tillige har forbedret sig i bjergene, burde det lige være noget for ham. Samtidig er han ganske hurtig på stregen, som Magnus Cort i hvert fald kan skrive under på, og det gør ham skabt til denne etape, hvor man må formode, at han har et hold, hvis vigtigste mål vil være at få ham afsted.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det burde heller ikke være en helt dum afslutning for Pierre Latour. Han har i år været genfødt, og mønsteret har været, at han har været god i eksplosive afslutninger, men haft det svært i bjergene. I dette løb har han jo gjort det ganske pænt i Alperne, ikke mindst med 11. pladsen på Granon, og det lover godt for denne afslutning, der passer ham endnu bedre. Han har også vist en imponerende evne til at ramme udbruddene, og vi ved, at han er en ganske hurtig herre. Med andre ord har han hele pakken, men min bekymring er, om stigningen bliver en anelse for stejl.

Det gør den ikke for Carlos Verona, der efter en sløv start endelig har fundet de betagende bjergben, han har haft hele året. Særligt hans redningsarbejde for Enric Mas i forgårs viste stor klasse, og rammer han udbruddet, vil han være en af de bedste og mest formstærke klatrere. Han burde også have friheden på en dag, hvor Mas ikke skal have megen hjælp på selve stigningen, der er meget kort, men netop længden er et problem. Den er lidt for eksplosiv for Verona, der også skal alene hjem for at vinde. Heldigvis er den så stejl og svær, at det burde være muligt for en formstærk Verona at køre væk, hvis gruppen er den rette.

Den var opløftende at se Giulio Ciccone i går. Italieneren er blevet rask, og nu kan man håbe, at det går fremad. Det er klart, at han stadig mangler lidt, men med en stigende formkurve burde det ikke være helt umuligt. Han er som bekendt slet ikke langsom i en spurt, og vi så også i Giroen sidste år, at han har punch på denne form for stigninger. Om han er kommet langt nok, har vi til gode at se, men da vi kan forvente fremgang herfra, er der håb - også fordi han i går betalte en pris for sin lange og hårde opkørsel i modvinden på Galibier.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Michael Storer. Australieren har været god, men ikke på sit topniveau. Han gjorde det pænt på 7. og 11. etape, men i går skuffede han. Det vidner dog også om, at han er pokkers ustabil, og vi så sidste år i Vueltaen, hvor god han er på sine gode dage. Han har dog det problem, at denne stigning er lidt for eksplosiv for ham, og han lider under at være helt uden spurt. Som for Verona gælder dog, at også Storer kan køre alene, hvis han har de ben, han ikke helt har haft indtil nu i dette løb.

Jeg kan ikke helt finde ud af Lennard Kämna. Han imponerede virkelig på 7. etape, men han virkede knap så overbevisende på 10. etape, selvom han led under, at alle kørte mod ham. I Alperne så han endnu værre ud, og jeg frygter lidt, at hans vilde sæsonprogram er ved at koste. Formen synes i hvert fald ikke at blive bedre, og det er i forvejen ikke den ideelle finale for ham, da den er lidt for stejl og eksplosiv. Omvendt skal man aldrig udelukke feltets udbryderkonge, og hvis han har de ben, han havde sidste fredag, bliver han svær at følge til sidst. Problemet er, at han formentlig skal alene hjem, da de fleste af de ovennævnte slår ham i en spurt.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Mere sikker er jeg på Luis Leon Sanchez, der ikke har været så god i flere år. Han ramte udbruddene på både 9. og 10. etape, og i tirsdags var han vel efter Schultz den bedste på stigningen. Min bekymring er, om ikke denne stigning er for stejl for den store spanier. Det har jeg dog sagt før, hvor han så har overrasket mig positivt, blandt andet på en stejl mur i Valencia og senest på kongeetapen i samme løb tidligere i år. Han er ikke så hurtig som tidligere, men han burde stadig kunne slå mange klatrere på stregen. Stigningen er i hvert fald så kort, at den burde være inden for hans rækkevidde.

Jeg har ikke været imponeret over Patrick Konrad i dette løb, men i går var der opløftende tegn. Han sad i hvert fald længe hos Aleksandr Vlasov, og man kan håbe, at han er ved at finde den form, han havde sidste år. Han har jo mange gange været i top 10 i Fleche Wallonne, og disse eksplosive finaler passer ham. Denne er dog lidt for lang, og derfor risikerer han at være oppe mod bedre klatrere, særligt på disse procenter over denne længe. Uden for rækkevidde er den dog bestemt ikke, hvis sidste års form indfinder sig, og hurtig er han også.

Hvis Latour ender i udbruddet, gør Simon Geschke også, og han kan tillade sig at jagte point på denne etape, da de to efterfølgende dage kan bruges til at komme sig inden Pyrenæerne. Han har imponeret stort i dette løb, hvor han måske har været bedre end nogensinde i de høje bjerge. Denne finale burde passe endnu bedre til den tidligere ardennerspecialist, men spørgsmålet er, om ikke stigningen til slut bliver en anelse for stejl. Vi har også set, at han ikke har den hurtighed, der tidligere har givet ham sejr i en stigende massespurt, men helt langsom burde han ikke være. Formen sidder i hvert fald lige i skabet.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Hvad med Chris Froome? Hans præstation i går viser, at han nu er god nok til at vinde en Tour-etape, og han har utvivlsomt fået mod på mere. Det er klart, at der er folk på denne liste, der klatrer bedre end ham, men det gode er, at han synes at blive bedre og bedre. Vi ved jo også, at han i hvert fald tidligere restituerede godt, og disse eksplosive finaler har altid ligget storartet til ham, som vi har set det både her og i Vueltaen talrige gange. Han er jo heller ikke helt langsom, selvom han er bedre i en stigende spurt. Min bekymring er dog, om han stadig har det punch, der skal til for at vinde på så kort en stigning, eller om ikke han nu er lidt for meget en dieselmotor.

Neilson Powless var lige bag Froome i går, og han er bestemt også kandidat. Amerikaneren har klaret sig pænt i bjergene på det sidste, men det er jo i det eksplosive terræn, han virkelig har imponeret siden sidste års sejr i San Sebastian, hvor han har forbedret sig enormt. Der er dog stadig bedre klatrere end ham, ikke mindst på disse procenter, og selvom han udnyttede et styrt til at vinde spurten i San Sebastian, er der mange, der er hurtigere end ham. Til gengæld kan han måske spille sine kort i en taktisk finale, som Cummings gjorde det i 2015.

Det var opløftende at se Andrea Bagioli i går. Han har ellers været helt, helt, helt væk i dette løb, men måske har han været syg. Det var i hvert fald en vild renæssance, vi så i går, og det lover godt for denne etape, der passer ham langt bedre. Vi så, hvor god han var i Cullera på en lignende stigning i Vueltaen, hvor han duellerede med Roglic, men denne stigning er længere og formentlig også lidt for lang. Han viste dog i Dauphiné helt nye evner på lange stigninger, og han slår formentlig alle i en spurt. Jeg vil dog gerne se ham bakke gårsdagens resultat op, for styrke sent i en grand tour var bestemt ikke hans varemærke i Vueltaen i 2020 og 2021.

Der er opløftende nyt fra Bauke Mollema , der er rask. Til gengæld lød han i går morges ret pessimistisk, for der er mange, der klatrer bedre end ham lige nu, hvis man skal tro ham selv. Det undrer dog ikke, for han har på det sidste været meget begrænset i de rigtige bjerge. I denne form for terræn har han til gengæld stadig været god, og det er faktisk en nærmest perfekt finale for manden, der i San Sebastian altid excellerer på korte, stejle mure. En hæderlig spurt har han også, og vi så i går, at der var klar fremgang at spore. Jeg frygter, at det stadig ikke er nok, når vi ser på hans niveau i år, men afskrives kan han ikke.

Louis Meinjtes har gjort det til en mission at bruge udbrud til at avancere i klassementet, og selvom han vandt tid i går, kan han godt bruge endnu et nøk. Det burde der også være plads til, men der er en risiko for, at Jumbo ikke lader ham køre, for de var meget restriktive med deres udgangstilladelser i går. Han får også svært ved at gøre det færdigt, for finalen passer ikke en dieselklatrer, men den er heldigvis så svær, at han kommer langt på sine klatreevner. Han skal dog også ramme udbruddet, og det er ikke helt oplagt i en start, der ikke er hårdere end denne. Meget power har han ikke.

Det har Bob Jungels. Han er begyndt at køre klassement, men skal det give mening skal han vinde noget mere tid via et udbrud. Her er denne etape en god chance, og vi har jo set, at han er i storartet form. Til gengæld ved vi også, at han har begrænsninger på stejle procenter, og logikken siger, at denne er for stejl. Han har dog klatret imponerende godt i dette løb, og han er et oplagt bud på en mand, der kan lave en Cummings, hvis der bliver lidt stilstand til sidst, ligesom han i Giroen jo har vist, at han faktisk kan vinde spurter i grupper af klatrere.

Hvor det er procenten, der er hans problem, er det længden, der er et problem for Andreas Kron. Vi så i Lausanne, hvor god han er på eksplosive bakker, og det er derfor en finale, der er inden for hans rækkevidde. Formen er i hvert fald fremragende, men spørgsmålet er, om denne finale ikke er lidt for svær og lidt for meget rettet mod klatrere. Vi har set, at han har sine begrænsninger, senest i Schweiz, og derfor tror jeg, at denne bliver en anelse for svær. Til gengæld kan han lukrere på sin spurt, hvis det lykkes.

Maximilian Schachmann burde stå meget højt på denne liste, men mere og mere viser, at han ikke er i form. Han arbejdede for Kämna i fredags, fordi han havde dårlige ben, han spurtede ikke i lørdags, og han er blevet sat tidligt i bjergene. Han er dog slet ikke helt væk, og det er jo en glimrende afslutning for ham. Nok er den lidt for stejl og svær, hvis han er oppe mod de allerbedste, men uden for rækkevidde er den ikke for en mand, der har været i top 5 i Fleche Wallonne. Den gode spurt har han i hvert fald.

Lidt af det samme kan siges om Jakob Fuglsang . Min frygt har hele tiden været, at holdbarheden vil svigte, og det tyder på, at han igen mangler lidt niveau sent i en grand tour. Han havde alletiders chance for at køre væk på Galibier i går, men vi så ikke meget til ham, og erfaringen fra sidste år skræmmer. Når det er sagt, er det en finale, der passer ham storartet, for det er netop denne slags stigninger, som han i de senere år har mestret bedst. Problemet er, at han skal alene hjem, og det har jeg lige nu ret svært ved at se ham komme.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Lad mig slutte med at nævne Alberto Bettiol, Michael Matthews, Matej Mohoric, Magnus Cort og Kevin Geniets. Der er ingen tvivl om, at stigningen er for svær, men de er alle typer, der kan vinde, hvis de får et forspring forinden. Bettiol er uhyre velkørende, og selvom han ikke klatrer som i Giroen sidste år, så vi jo i tirsdags, hvordan han forsøgte sig med et forspring, desværre lidt for alene. Matthews har set meget overbevisende ud i dette løb, og når Sagan kunne blive nr. 4 i 2015, er meget også muligt for Matthews, der sidste år i Cullera i Vueltaen i en lidt lettere finale klarede sig bedre end ventet. Mohoric er skabt til at få et forspring på nedkørslen, og med de klatreben, han havde sidste efterår, ville han have stået meget højt på denne liste. Desværre tyder meget på, at den helt usynlige slovener slet ikke har formen, men der kan være lidt håb i, at han selv siger, at han er lige så god som sidste år. Cort er til gengæld i storform, og vi så sidste år i Cullera, at han kunne holde Roglic bag sig med et forspring. Denne stigning er dog endnu sværere, og forspringet skal være betydeligt større. Endelig imponerer Geniets' klatreevner enormt i dette løb, men jeg vil tro, at FDJ satser på at ramme udbruddet med enten Pinot, Madouas eller Storer, der har betydeligt større chance for at gøre det færdigt.

Det var en oplagt afslutning for Daniel Martinez, men han synes fortsat ramt af sin sygdom, mens Rigoberto Uran er fra den efter sit styrt. Mattia Cattaneo synes ikke at have ramt sin bedste form i år, Jonathan Castroviejo er syg, og den bør væe lidt for svært for Dylan van Baarle. Der er fremgang hos både Ion Izagirre og Felix Grosschartner, men de må betegnes som fortsat formsvage, og Aurelien Paret-Peintre er faldet sammen, som Tim Wellens længe har været det. Tony Gallopin imponerer meget i år, men jeg har trods alt svært ved at se ham gøre det færdigt. Matteo Jorgenson brugte formentlig for mage kræfter i dag, og selvom der er klar fremgang hos Gregor Mühlberger, må han stadig mangle for meget. Benoit Cosnefroy er ikke flyvende, og finalen er også for svær, og formstærke Chris Hamilton får svært ved at gøre det færdigt. Mikkel Honoré synes fortsat ikke helt på toppen, Toms Skujins har været syg. Og det skal flaske sig med et forspring, hvis ellers velkørende Anthony Perez og Simone Velasco skal vinde. Franck Bonnamour synes stadig at mangle lidt, som det også gælder for Pierre Rolland. Andre kandidater Mikael Cherel, Joe Dombrowski, Sebastian Schönberger, Jan Tratnik, Benjamin Thomas (der dog synes faldet sammen), Gorka Izagirre, Kobe Goossens, Simon Clarke, Lukasz Owsian, Maxime Bouet, Andreas Leknessund, Martijn Tusveld, Mathieu Burgaudeau og Quinn Simmons, men de skal have et forspring for at lykkes. Endelig regner jeg ikke med udbrud fra Jumbo eller UAE på en dag, hvor der ikke er værdi i en forpost.

Som sagt kan det ikke helt udelukkes, at det skabes samling, men selv hvis der ikke gør, vil vi få et klassementsslag, som kørtes der om etapesejren. Det kan både være Jumbo og UAE, der lægger presset. Jumbo for at gøre det mindre eksplosivt, UAE for at sætte Pogacar i scene. Min forventning er, at Tadej Pogacar vil angribe, og skal han sætte Vingegaard, er dette vel hans bedste chance. Jeg udelukker det ikke, men det vil undre mig, hvis det lykkes. Lykkes det ikke, kan Geraint Thomas, Romain Bardet, der i går havde hedeslag, Enric Mas, der i Vueltaen har været god på disse stigninger, David Gaudu, der vil elske denne stigning, men ikke synes flyvende, eller Adam Yates, som vil elske denne afslutning, men kan lide under sin begrænsede holdbarhed, måske komme op og snige sig væk i en taktisk finale, og den chance vil være størst for Mas og Yates, der har tabt mest tid. Det vil være i Jumbos klare interesse, hvis der er bonus på spil, og det øger sandsynligheden. Er etapesejren væk, vil Vingegaard formentlig vente på sin første hjælper, der så vil føre dem til stregen. Går der stilstand i den efter toppen, burde Rafal Majka også kunne komme tilbage og sætte en spurt i scene. Svært er det at vinde for Jonas Vingegaard, der her formentlig vil være tilfreds med at følge Pogacar, men skulle han mærke slovenske svaghedstegn, er en dansk solosejr ikke umulig.  Det giver flere mulige udfald, men en eller anden form for spurtafgørelse vil trods alt være det mest sandsynlige. Pogacar vil derfor være den store favorit - enten via en solo- eller en spurtsejr - og skal han slås på stregen, skal det formentlig være af Tom Pidcock, der burde have en fornuftig chance for at overleve eller i hvert fald komme tilbage på denne stigning. Derudover er Gaudu og Bardet også halvhurtige, men det er svært at se dem slå Pogacar i en flad spurt. Jokeren er Primoz Roglic, der kunne være mere komfortabel på denne form for stigning, men lige nu synes han for forslået. Nairo Quintana er svingende i grand tours og kan måske også deltage i en taktisk finale, men erfaringen er, at formkurven hovedsageligt går nedad undervejs. Aleksandr Vlasov er også hurtig, men lige nu ligner han ikke en mand, der kommer med til toppen, og det tror jeg heller ikke om Alexey Lutsenko. De sidste to jokers er Michael Woods og Dylan Teuns, der formentlig vil prøve at køre denne finale, men jeg tror ikke, at formen rækker, selvom særligt Woods burde være en af verdens allerskarpeste i denne form for afslutning, der er for stejl og svær for Wout van Aert, som må regnes som hjælper.

Feltet.dks vinderbud: Thibaut Pinot

Øvrige vinderkandidater: Michael Woods, Valentin Madouas

Outsidere: Dylan Teuns, Damiano Caruso, Nick Schultz, Pierre Latour, Carlos Verona

Jokers: Giulio Ciccone, Michael Storer, Lennard Kämna, Luis Leon Sanchez, Patrick Konrad, Simon Geschke, Chris Froome, Neilson Powless, Andrea Bagioli, Bauke Mollema, Louis Meintjes, Bob Jungels, Andreas Kron, Maximilian Schachmann, Jakob Fuglsang, Alberto Bettiol, Michael Matthews, Matej Mohoric, Magnus Cort, Kevin Geniets

Kandidater til favoritafgørelse (i prioriteret rækkefølge efter vinderpotentiale): Tadej Pogacar, Tom Pidcock, Enric Mas, Adam Yates, David Gaudu, Jonas Vingegaard, Michael Woods, Primoz Roglic, Wout van Aert, Romain Bardet, Geraint Thomas, Nairo Quintana, Dylan Teuns

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Omar Frailes sejr fra 2018, Stephen Cummings’ sejr fra 2015,  Joaquim Rodriguez’ sejr fra 2010 og Marcos Serranos sejr fra 2005

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER