Optakt: 14. etape af Vuelta a Espana

Ruten

I de senere år har anden weekend været den mest afgørende i Vueltaen. I næsten hver eneste udgave siden 2011 har der i forbindelse med denne nemlig været afviklet tre store bjergetaper i træk, og når de har været overstået ved indgangen til løbets sidste hviledag, har man ofte haft en meget klar ide om, hvem der vil vinde den sidste grand tour. Meget ofte har Asturien og Cantabrien i nord været rammen om disse, men i år afvikles i det skoldhede Andalusien, hvor nogle af Spaniens højeste og mest legendariske tinder venter. Ofte har man opfundet nye bjerge til lejligheden, men det er ikke tilfældet i 2017, hvor der skal sluttes på tre af løbets velkendte tinder. I år falder etaperne ikke i rap, og derfor har rytterne haft to lettere dage, inden det på lørdagens 14. etape igen går løs på den berømte La Pandera-stigning, der vender tilbage efter syv års fravær.

Etapen byder på i alt 175km mellem Ecija og Sierra de la Pandera, og de er for det meste ganske fredsommelige. Efter et smut ind i den fladere vestlige del på de foregående etaper består første del af etapen nemlig i en lang rejse tilbage mod øst og de bjerge, der var rammen om Calar Alto-etapen også. Således bevæger man sig fra starten først mod sydøst og siden øst gennem helt fladt terræn, indtil man når frem til kategori 3-stigningen Puerto el Mojon (8,8 km, 3,7%), der har top efter 85,5 km. Terrænet bliver herefter en smule mere rynket frem til dagens spurt, der kommer efter 130 km, inden man sætter kursen mod nord og nordøst for via en nedkørsel at køre frem til bunden af kategori 2-stigningen Alto Valdepeñas de Jaen (8,5 km, 4,8%), der markerer starten på finalen.

Fra toppen resterer blot 21,9 km, der først består af en lille nedkørsel ned til Valdepeñas de Jaen, der i de senere år ofte har været målby for nogle spektakulære etaper. Herefter bryder det hele løs, når man forlader byen mod nord for at køre op af kategori 1-stigningen Sierra de La Pandera. Den stiger med 7,3% over 12 km, men er relativt irregulær. Således venter der efter en stejl start to fladere stykker efter henholdsvis 2 og 7 km. Det sværeste stykke kommer umiddelbart efter det sidste af disse, hvor det over 3 km stiger med mellem 9 og 13%, inden det flader ud på de sidste 2 km. De følger en let snoet vej med et sidste meget skarpt hårnålesving 150 m fra stregen. Efter den røde flamme falder det med ca. 5% frem til de sidste 550, der stiger med beskedne 3%.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Etapen byder på i alt 3405 højdemeter.

Sierra de la Pandera er blevet besøgt fire gange tidligere i dette årtusinde. Det skete senest i 2009, hvor Damiano Cunego slog Jakob Fuglsang i en udbrudsdyst og tog sin ene af to etapesejre, inden Samuel Sanchez endte som vinderen i klassementsrytternes slag ved at tage 14 sekunder på Valverde i førertrøjen. I 2006 fortsatte Alexandre Vinokourov og Andrey Kshechkin deres kasakhiske dominans ved at komme samme til mål, og mens førstnævnte styrkede sin føring, tog sidstnævnte sejren. I 2003 slog en ung Alejandro Valverde Felix Cardenas og Roberto Heras i en spurt på toppen, mens Heras tog en solosejr i 2002.

Vejret

Fredag var en smeltende varm dag for rytterne, men det bliver en anelse bedre lørdag, hvor rytterne skal op i højderne. Efter en solrig start bliver det faktisk temmelig overskyet sidst på eftermiddagen, hvor temperaturen i bunden af sidste stigning vil nå 28 grader. Der vil være en let vind fra nordvest, hvilket giver medvind og sidemedvind frem til bunden af næstsidste stigning. Her vil der være modvind og sidemodvind. Der vil være modvind på første del af sidste stigning, indtil man med ca. 5 km igen drejer ind i sidemedvind.

Analyse af 12. etape

Det startede med 5 etapesejre i Giroen, da Fernando Gaviria efter en sløv start sikrede sig fire gevinster i sin grand tour-debut, og Bob Jungels spurtede sig til sejr i en lille gruppe af klatrere. Siden fortsatte man i Tour de France med Marcel Kittel, der med knusende overlegenhed sikrede sig hele fem triumfer. Dermed kunne Quick-Step starte Vueltaen med hele 10 etapegevinster, og da man mødte op med både Matteo Trentin og Julian Alaphilippe, var det klart, at der var potentiale til at matche de fem sejre fra de to første løb.

Vi har blandt dem, der regnede med adskillige sejre til Quick-Step, men det er alligevel imponerende, at holdet efter 13 etaper allerede har matchet deres høst fra både Giroen og Touren. Belgierne har med andre ord vundet næsten halvdelen af etaperne og næsten en tredjedel af alle de etaper, der i år er kørt i grand tours. Det er en næsten uhørt succesrate, og det mest skræmmende er, at det ikke er slut endnu. Et kig på løbsbogen viser, at Trentin kan vinde i Madrid, at Alaphilippe kan vinde i puncheurfinalen på torsdag, og franskmanden har samtidig mulighed for at gå efter udbrudssejre på alle de øvrige dage. På enkeltstarten har Yves Lampaert og Bob Jungels endda en rolle som outsidere, og dermed er det klart, at det vil være en overraskelse, hvis ikke Vueltaen faktisk ender som den mest succesrige grand tour for holdet. Og da David de la Cruz bare bliver stærkere og stærkere og måske kan slutte i top 5 samlet, synes der ingen ende at være på Quick-Steps resultater. Det mest imponerende er, at man næsten ved, at sejrsstimen vil fortsætte næsten uforandret i 2017 - også selvom Kittel og Trentin tager 8 af årets sejre med sig til andre hold.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Trentin understregede igen sin helt exceptionelle form ved at levere en suveræn og overlegen spurt på en etape, der efter hans eget udsagn var langt hårdere end forventet. Det var præcis, hvad vi forudså i går - at finalen ville vise sig at være for hård for mange af sprinterne - og det afspejles meget fint i top 10, der stort set udelukkende består af klassementsryttere. Med den nuværende form vil Trentin altid drage fordel af et sådant scenarium, og så snart feltets sprængtes til atomer, blev det tydeligt, at italieneren ville blive næsten umulig at slå. Vi kan derfor ikke bruge dagens afslutning til at sige meget om det reelle sprinterhierarki inden afslutningen i Madrid. På næste søndag er der tale om en helt anden finale, og der må man trods alt formode, at Trentin for større modstand, også selvom han på nuværende tidspunkt ligner manden, der skal slås.

Det mest imponerende var dog ikke Trentins spurt, men Quick-Steps kollektive styrke. Som vi skrev i går, havde vi faktisk ikke troet, at noget hold ville være i stand til at kontrollere så svær en finale, og vi forventede, at man i stedet ville bruge Alaphilippe som et offensivt kort, der ville tvinge de andre hold til jagte. Holdet var imidlertid skræmmende. Declercq og Mas sørgede for, at modbydeligt stærkt udbrud blev kørt ind, Lampaert og Capecchi sikrede, at holdet var helt i front, da man ramte bakken, hvor Terpstra trak det hele ud. Derefter viste Jungels, at formen langsomt nærmer sig, da han nærmest problemfrit kontrollerede Søren Kraghs ellers fine angreb, og derefter lagde en dæmper på al initiativ. Dermed var der slet ingen grund til at spille Alaphilippe ud, og franskmanden kunne uden problemer lukke hullet til Lutsenko. Trentin var slev opmærksom og greb Patrick Konrads hjul, da østrigeren kørte lead-out for Michael Schwarzmann, og til sidst var det nærmest barnemad for ham at overspurte den ellers stærke Kragh, der åbnede en lang spurt.

I det hele taget kan man ikke undgå at blive imponeret over den unge dansker, der igen og igen viser, at han hører til blandt sportens absolutte supertalenter. Med tanke på hans præstationer sidste år er han kommet ufatteligt langt. Hans sejr i Tour of Oman var intet mindre end imponerende, og det siger en del, at han kunne køre med de allerbedste i Gent-Wevelgem, hvor kun et taktisk spil forhindrede ham i et topresultat. Siden har der været mere stille om ham, men i dag fik han vist, at han kan udvikle sig til en af verdens absolut bedste i disse puncheurfinaler, selvom de nok skal være en anelse hårdere for, at han for alvor kan gøre sig gældende.

Samtidig må man tage hatten af for hans vindermentalitet. For en grand tour-debutant ville det logiske være at køre defensivt og forsøge sig i spurten, men han valgte i stedet med et angreb at gå efter det helt store. Havde Quick-Step ikke været så skræmmende stærke, kunne det måske endda have båret frugt. At han endda stadig havde kræfter til at spurte, gør ikke indsatsen mindre imponerende. Formen er nu så god, at man må håbe, at han kan få lov at forsøge sig på 18. eller 19. etape, men det kan blive svært på et hold, hvor Wilco Kelderman fortsætter med at imponere.

Når vi nu taler om talenter, var der naturligvis et endnu større et af slagsen foran Kragh. Det er nærmest uhørt for Sky at give hjælperytterne chancen for at gå efter sejren i grand tours, men i dag gjorde Froome en undtagelse, da han med 1 km igen gav Gianni Moscon carte blanche til at forsøge sig. Forud for spurten havde han været manden, der havde ført Froome frem i finalen, og at han stadig havde kræfter til at blive nummer 2 vidner om hans høje klasse. Sporten har mange af disse alsidige supertalenter, der magter det meste - tænk bare på folk som Julian Alaphilippe, Peter Sagan og Michal Kwiatkowski - men Moscon er måske den mest alsidige af dem alle. Det er ikke mange, der kan køre i top 5 i Paris-Roubaix, smadre feltet for sin kaptajn dybt inde i finalerne på Vueltaens bjergetaper, vinde etapeløb som Arctic Race of Norway, spurte sig til en andenplads i en puncheurfinale som denne og blive italiensk mester i enkeltstart. Der er ingen grænser for, hvad det italienske multitalent kan. Hans største udfordring bliver at vælge, hvad han vil. I princippet ser det ud til, at han med en dedikeret indsats enten kan udvikle sig til grand tour-rytter eller blive en af verdens førende klassikerspecialister - vel at mærke på både brosten og bakker.

Finalen endte med at være ekstremt hård og som ventet for hård for mange sprintere. Som vi skrev i går, var det nærmest udelukket, at en mand som Adam Blythe kunne komme i spil, men den viste sig også for svær for ryttere, der burde have været der. Det gælder specielt for Juan Jose Lobato, hvis LottoNL-mandskab ellers arbejdede hele dagen, og som har vist fornem form hidtil. Heller ikke Jose Joaquin Rojas kunne være med, men det skyldes nok snarere gårsdagens hårde arbejde. Det så også ud til, at gårsdagens indsats for Contador tidligt fik Edward Theuns til at kaste håndklædet i ringen. I hvert fald lå han tidligt i vinden for sin spanske kaptajn, og det kan næsten udelukkende tilskrives, at han tidligt indså, at benene ikke rakte til et topresultat.

Man må virkelig tage hatten af for hans loyalitet. Denne finale var helt perfekt for ham, og da han er på vej til Sunweb, kunne han sagtens have været mere egoistisk. Alligevel gav han sig i går så meget for sin kaptajn, at han efterfølgende forklarede, hvordan hans ben aldrig havde gjort mere ondt. Det kostede ham hans bedste mulighed for en etapesejr. Heldigvis er han stadig en af de helt store favoritter i Madrid.

I denne type finale er man helt sikker på, at der vil opstå huller, og det var derfor ikke svært at forudsige, at den evigt opmærksomme Froome ville være tæt på top 10. Som i Rodez i Touren, hvor han ved denne form for opmærksomhed tog trøjen fra Aru gav det ham en fin lille gevinst på syv sekunder til specielt Ilnur Zakarin og Miguel Angel Lopez, men også til ellers formstærke David de la Cruz, der altså betalte en lille pris for, at holdet arbejdede 100% for Trentin.

At netop Lopez og Zakarin var sandsynlige ofre i denne finale, var til at forudse. Begge hører til blandt de teknisk svageste ryttere, og ingen af dem er gode i positionskampen. Der er bestemt plads til forbedring, hvis de fremover skal udvikle sig til grand tour-vindere, og indtil det sker, må man opfordre Katusha og Astana i at investere lidt mere i store, stærke typer, der kan støtte kaptajnerne. Specielt Zakarin må være frustreret over den svage holdstøtte, der både viser sig på de flade etaper og i bjergene, hvor nøglehjælperne Rein Taaramae og Matvey Mamykin totalt har mistimet formen.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Heldigvis kommer de 7 sekunder formentlig ikke til at betyde det helt store. Når enkeltstarten, Los Machucos og Angliru er overstået, vil vi i toppen af klassementet formentlig tale om minutter og ikke de sekunder, der i øjeblikket adskiller podiekandidaterne. Allerede i weekenden får de chancen for revanche, da der her venter to af løbets allersværeste etaper, som endda burde passe de to formstærke ryttere fremragende.

Endelig fortjener Dimension Data en kommentar. Efter gårsdagens heroiske comeback så Omar Fraile ud til at være ovre sin sygdom og klar til at blive en dominerende skikkelse i den sidste uge. Det viste sig ikke at blive tilfældet. Et tilbagefald har sendt ham ud af løbet og reduceret det sydafrikanske mandskab til bare tre ryttere. Da virussen fortsat synes at være til stede på holdet, kan man frygte, at det går endnu værre. For et par år siden sluttede Orica Giroen med kun Tuft og Hepburn. Måske ender det med, at Dimension Data ”overgår” den præstation her.

Favoritterne

Man må håbe, at sprinterne nød deres dag i rampelyset, for nu er det slut. Først i Madrid kan de igen se frem til at spurte efter sejren, og for de fleste, der jo led i dagens finale, vil der dermed blot blive tre muligheder i årets løb. Fra nu af handler det om klatrestærke folk hver eneste dag, og der lægges benhårdt ud med to af løbets allersværeste etaper.

Som sagt er det en fast tradition, at to af de hårdeste bjergetaper kommer i den anden weekend, og når vi når Sierra Nevada søndag eftermiddag, vil klassementet helt sikkert se helt anderledes ud, end det gør nu. Begge de kommende etaper følger den trend, der udgør temaet for den anden uge, nemlig at der er tale om lange, meget høje bjerge. Dermed er det guf for de mere rene klatretyper, og det er derfor i højere grad det hierarki, vi så på Calar Alto, der kan benyttes som målestok, end det, vi lærte af de eksplosive afslutninger tidligere i løbet.

De to etaper er imidlertid også ret forskellige. I morgen handler det hele stort set om det sidste bjerg, der til gengæld er det sværeste af de tre målbjerge i denne uge. Søndagens etape er en yderst kort, meget eksplosiv sag, hvor den afsluttende stigning til gengæld er ret nem. Til gengæld slutter den i imponerende 2510 m højde, og det vil gøre den mere selektiv, end de nøgne data indikerer.

Det forhold, at der venter endnu en svær bjergetape søndag, vil formentlig få en stor indflydelse på, hvad vi skal forvente os af lørdagens etape. Mange hold vil være pinligt bevidste om, at søndag kan blive eksplosiv og aggressiv, og derfor er det vigtigt at spare på holdet frem mod den taktisk set mest farlige af de to etaper. Det øger chancen for, at et udbud vil køre hjem på 14. etape, ganske betydeligt.

I hvert fald er det ret sikkert, at Sky næppe vil gå efter sejren. Froome har sin etapegevinst, han styrtede for to dage siden, og han viste endda lidt svaghedstegn i onsdags. For ham er det overordnede mål at konsolidere sin position og have det lange lys på. Derfor vil Sky formentlig være fint tilfredse med, at et udbrud sejler væk og stjæler bonussekunderne.

I onsdags var det Orica, der tog det store initiativ, men det vil det næppe være denne gang. Esteban Chaves havde en svær dag på Calar Alto, og man skal først se, hvordan han er kommet sig, inden man igen lægger mere offensive planer. Dermed er det Trek, Astana og Bahrain, der bestemmer, hvad der skal ske. Astana har allerede to etapesejre, og vi tvivler på, at de vil tage kontrol. Contador vil have sin etape før eller siden, men han foretrækker formentlig at vinde et af de mere mytiske steder som Sierra Nevada og Angliru og vil således måske spare det ikke alt for stærke hold til senere.

Samlet set tror vi derfor mest på, at udbruddet får lov at køre hjem. Det er formentlig Bahrain, der har mest interesse i at skabe samling, og vi vil slet ikke udelukke, at Nibali går efter sejren og bonussekunderne. Også han skal imidlertid tænke på søndagens etape, og derfor tror vi mest på, at udbruddet kører hjem, men en favoritafgørelse kan slet ikke udelukkes.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Med udsigt til en mulig udbrudssejr er der igen lagt op til krig i den første time, som vi så det på 10., 11. og 12. etape. Klatrerne har i dette løb ufatteligt mange muligheder for at vinde etaper ved at angribe, men de må være dybt frustrerede over, at der hver dag er en helt flad start. Det er igen tilfældet i morgen, og det kræver derfor ufatteligt meget held at ramme udbruddet, og klatrerne er på forhånd dårligere stillet end mange af de tungere fyre. Det er bestemt ikke uden grund, at både Rafal Majka og Darwin Atapuma missede udbruddet i onsdags, og at helt rene klatrere som Lachlan Morton og Joe Dombrowski slet ikke har været med i noget som helst endnu.

Det betyder også, at det er meget sværere at forudsige vinderen. Heldigvis er finalen dog så svær, at listen over potentielle sejrherrer dog er begrænset, og man skal være en meget god klatrer for at vinde. Det er Romain Bardet. Efter en lovende start på løbet faldt den franske stjerne ikke helt uventet lidt sammen i første uge og måtte hurtigt glemme klassementet. I onsdags viste han imidlertid, at han er langsomt på vej tilbage, og at han efter en dag i udbrud stadig kunne køre med om etapesejren, viser at formen ikke er dårlig. Det er ikke uvant for Bardet at blive bedre og bedre i en grand tour, og noget tyder på, at han igen er ved at være stærkere. Det gør ham naturligvis livsfarlig på denne etape, hvor hans største udfordring er at ramme udbruddet. Han har dog talrige gange vist, at han er ret god til at komme fri, også på flad vej. Lykkes det, har han det rette killerinstinkt til at gøre det færdigt, og han synes også at have benene til at slå de fleste. Derfor peger vi på Bardet som vores favorit.

Den anden helt oplagte kandidat er naturligvis Rafal Majka. I teorien burde han være superskarp, da han modsat Bardet har haft en ideel forberedelse og må være kommet sig helt over den sygdom, der slog ham ud i den første uge. Han så bestemt også stærk ud på Xorret de Cati- etapen, hvor kun Alaphilippe forhindrede ham i at vinde. I onsdags missede han udbruddet, selvom hele holdet kørte for ham, og han må være meget opsat på revanche. Også han er ganske god til at komme afsted på de dage, han udser sig, men han har ikke helt samme træfsikkerhed som Bardet i flade indledninger. Kommer de begge med, er det næsten umuligt at sige, hvem der er stærkest. Umiddelbart virker Bardet til at have et lille overtag, men det kan sagtens gå begge veje, og Majka har al mulig grund til at være optimistisk.

Det samme har Darwin Atapuma, der på 11. etape til fulde levede op til vores høje forventninger. Han er en mester i at gå i udbrud på bjergetaper i grand tours, og han elsker lange, høje bjerge som La Pandera. Hans topniveau er dog ikke helt på linje med Majkas og Bardets, hvilket blev tydeligt i onsdags, men han er bestemt ikke uden chance. Hans største problem er den flade indledning, hvor han er svagere end både Bardet og Majka, og chancen for, at han rammer rigtigt, er derfor ikke helt så stor. Lykkes det, har han imidlertid gode muligheder for endelig at tage den forløsende grand tour-etapesejr.

I starten af løbet forsøgte Rui Costa at køre klassement, men nu har holdet mod hans ønske tvunget ham til at smide tid, så han kan gå efter en etape. Dermed er det først nu, at for alvor kan få den nødvendige frihed, og det gør ham livsfarlig. Hidtil har han ikke ramt rigtigt, men han har vist, at formen ikke er dårlig, og han er som regel god til at ramme udbruddene, også med en flad start. Stigningen i finalen er for svær, hvis han er oppe mod de rene klatrere, men man skal huske på, at han i Touren sidste år eksempelvis blev nummer 2 på Arcalis. Det vidner om, at han godt kan begå sig i en bjergfinale som denne, specielt hvis han kommer afsted uden folk som Bardet og Majka. Under alle omstændigheder har han bedre chance for at komme med end de lettere typer.

Movistar har adskillige gode vinderkandidater. Bedst chance har det ecuadorianske supertalent Richard Carapaz , der nu kører stærkere end nogensinde. Han angreb favoritterne på Cumbre del Sol i søndags, og i onsdags sad han med helt i front. Det vidner om hans store potentiale, og om at han er i absolut storform. Det bliver ikke nemt for den lille klatrer at komme afsted, da han mangler erfaring og power, men lykkes det, og kan han holde hovedet koldt, har han benene til at vinde.

Det samme har Marc Soler , der fortsat holder et ekstremt højt niveau. Efter en svær start har han ramt udbruddene utallige gange, og der er intet, der tyder på, at hans form er aftagende. Han har ikke helt kunnet gøre det færdigt i de mere taktiske finaler, men i en afslutning som denne, hvor det i høj grad er benene, der taler, vil han have en langt bedre chance.

Kan Julian Alaphilippe tage endnu en sejr? Han har misset udbruddene på de etaper, der passer ham bedst, men han vil helt sikkert forsøge også på denne etape. I teorien er finalen nok en anelse for svær for ham, men han har i Touren og Dauphiné vist, at han også kan køre med i de høje bjerge. Formen burde kun blive bedre og bedre, og i onsdags sad han længe hos de la Cruz. Det bliver ikke nemt at slå de mere rene klatrere, men uden chance er han bestemt ikke.

Vil Astana give Pello Bilbao frihed? Man har lov at håbe. Spanieren er nemlig så godt kørende, at han har en fremragende chance for at vinde, hvis han får lov. I onsdags var han vel endda stærkere end Fabio Aru, og dermed har den ustabile basker endelig nået det høje niveau, han havde sidste forår. Desværre kunne Aru meget vel få behov for hans hjælp igen, og derfor er det usikkert, om han virkelig får lov at gå i udbrud.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Det er der ingen tvivl om, at Jaime Roson og Sergio Pardilla gør. De to Caja Rural-kaptajner er gode klatrere, der burde være i deres es på en stigning som denne. Roson har efter en dårlig dag smidt sit klassement, men han viste i tirsdags, at formen ikke er væk. I denne finale har han langt bedre chancer for at gøre det færdigt. Det samme har Pardilla, der stadig kører klassement, men har tabt tid nok til, at Sky kan give ham snor.

Andre gode kandidater er Daniel Moreno, Enric Mas, Peter Stetina, Adam Yates, Nelson Oliveira, Igor Anton, Joe Dombrowski og Stefan Denifl.

Ender det med en favoritafgørelse, tror vi på endnu en sejr til Miguel Angel Lopez. Colombianeren var i onsdags ikke blot den stærkeste, han var klart den bedste. Man skal huske, at modvinden var relativt hård, og alligevel kunne ingen følge colombianeren. Han er frisk, og al erfaring viser, at han bare blive bedre og bedre. Denne gang passer den afsluttende stigning ham endda endnu bedre, og han har samtidig den forskel, at han ikke er en umiddelbar trussel. Froome vil derfor i højere grad koncentrere sig om Nibali, hvis han føler sig presset, og han vil ikke grave helt dybt for at følge den colombianske supermand. Både de taktiske og fysiske kort falder altså ud til fordel for Lopez, der har alle muligheder for at vinde igen.

Det kan også sagtens blive til endnu en sejr til Chris Froome. Briten var måske lidt i krise i onsdags, men han endte alligevel som nummer 2. Det viser, at han fortsat er løbets stærkeste rytter. Samtidig viser Vuelta-historikken klart, at han i det spanske løb har været bedre på etaper, hvor der i alt væsentligt kun har været én stigning. Følger han traditionen, vil han være bedre på 14. end på 11. etape. Dertil kommer, at han kan slå de fleste i en spurt på den lidt lettere sidste kilometer.

Vincenzo Nibali har hele tiden forventet, at han vil blive stærkere og stærkere. Det synes helt klart at gå efter planen, og italieneren var tydeligvis i stand til at presse Froome betydeligt på Calar Alto i onsdags. I teorien bør han fortsætte fremgangen, mens Froome burde være mere træt. Derfor kan det bestemt ikke udelukkes, at Nibali denne gang kan vinde, ikke mindst fordi den sidste stigning denne gang ikke har så eksplov en finale og derfor passer Bahrain-stjernen langt bedre.

Det samme gør sig gældende for Alberto Contador, der ikke er helt til at blive klog på. Nogle dage ser han ud til at være på niveau med Froome, mens han andre dage ikke helt kan leve op til sit bedste. I teorien burde han dog som Nibali drage fordel af den mindre eksplosive finale, og han viste med sit store angreb i går, at formen ikke er i tilbagegang. Samtidig bliver han som regel stærkere, som løbet skrider frem, og det kan derfor være dagen, hvor han endelig tager den forløsende sejr.

Endelig vil vi pege på Ilnur Zakarin, der fortsat har kurs mod at ramme topformen i den tredje uge. Russeren er blevet stærkere og stærkere fra etape til etape, og denne finale er samtidig den, der passer ham allerbedst. Han har altid haft en god næse for at angribe i finalen, og han har den fordel, at Froome først og fremmest frygter Nibali og sekundært Contador. Det kan give ham den nødvendige frihed. Derudover har vi forventninger til David de la Cruz og Wilco Kelderman, men de får svært ved at vinde.

Feltet.dks vinderbud: Romain Bardet

Øvrige vinderkandidater: Rafal Majka, Darwin Atapuma

Outsidere: Miguel Angel Lopez, Chris Froome, Vincenzo Nibali, Alberto Contador, Ilnur Zakarin

Jokers: Rui Costa, Richard Carapaz, Marc Soler, Julian Alaphilippe, Pello Bilbao, Jaime Roson, Sergio Pardilla