Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Twitter Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 14. etape af Vuelta a Espana
06. september 2019 21:06Foto: Sirotti

Tadej Pogacar og Primoz Roglic leverede en gigantisk slovensk magtdemonstration på Los Machucos’ stejle procenter, mens de tre spansktalende favoritter fik en gang gevaldige klø. Derfor er de formentlig glade for at få pusten på lørdagens etape, der byder på et lille intermezzo blandt alle bjergetaperne, og hvor sprinterne håber at komme til fadet i en finale, der dog med en lille bakke meget vel kan være mere for puncheurs end for de hurtige folk.

Ruten

Der var en grund til, at mange sprintere nok overvejede en ekstra gang, om det virkelig kunne betale sig at tage til Vueltaen. Da 11. etape endte med at gå til et udbrud, har de hurtige folk tilbragt hele ni etaper mellem 4. og 14. etape, inden de atter kommer til fadet. Til gengæld burde de få chancen for i hvert fald at spurte, når løbets store bjergtrilogi lidt usædvanligt afbrydes med en relativt flad etape til Oviedo, men til slut kan en ganske stejl bakke op til målet ved byens katedral i stedet tippe balancen mod løbets puncheurs.

 

I alt skal der tilbagelægges 188,0 km, der fører feltet fra San Vicente de la Barquera til Oviedo, og stort set hele etapen består af en tur hen langs den nordspanske kyst. Fra starten slår man dog en sløjfe ind i landet, hvilket giver en meget vanskelig start, når man kører mod sydvest, syd, vest og til slut nord tilbage til kysten, hvilket giver anledning til fem mindre bakker - den værste med 4,7% over 3,0 km - inden man efter 33 km er tilbage ved vandet. Herefter følger man den stort set helt flade kystvej mod vest og nordvest gennem det meste af dagen, og der er ikke mange terrænmæssige udfordringer at berette om.

 

Først når man efter 85 km når forplejningen, bliver det atter lidt mere kuperet. Kystvejen byder her på tre mindre bakker, hvoraf den sidste stiger med 4,3% over 2 km og leder op til byen Prado. Efter en nedkørsel flader det igen ud, mens man fortsætter mod vest og nordvest, inden man skærer ind i landet via en bakke (3,8 km, 3,5%) med top efter 113 km, hvorefter man atter kører mod vest ned til den flade kyst. Den følger man frem til Villaviciosa, hvor man atter skærer mod vest ind i landet via en bakke (5,5 km, 4,2%), inden en kringlet og snoet vej fører videre mod vest og nordvest igennem hovedsageligt faldende terræn, der dog afbrydes af endnu en bakke (2,5 km, 4,1%) med top efter 141 km, inden den sidste del af nedkørslen leder ned til kystbyen Gijon, hvor dagens spurt kommer efter 151,6 km.

 

I Gijon forlader man definitivt havet for at køre mod nord op ad kategori 3-stigningen Alto La Madera (8 km, 3,5%), der er en let, jævn opkørsel. Fra toppen resterer fortsat 22,6 km, som indledes med en kort nedkørsel, der leder mod sydvest ned til et fladt plateau. Det følges først mod syd og siden vest og sydvest direkte ind mod centrum af Oviedo via en lang, lige og næsten flad vej. Her venter imidlertid en lille hurdle i finalen, da man skal op ad en bakke til målet ved byens katedral. Den indledes lige inden den røde flamme og stiger med 5% over 800 m med 200 m-segmenter på hhv. 1,5%, 10,0%, 6,7% og 4,7%, hvorefter de sidste 400 m er næsten flade Den lange lige vej afbrydes på de sidste 5 km kun af en rundkørsel med 2,5 km igen, hvorefter den kun bugter sig ganske let.

 

Etapen byder på i alt 2334 højdemeter.

 

Oviedo blev senest besøgt i 2016, hvor der var mål på den nærliggende Alto del Naranco, og hvor David De La Cruz via et udbrud sikrede sig både etapesejr og førertrøje, og i 2013, hvor Joaquim Rodriguez på samme stigning sejrede, og Chris Horner generobrede førertrøjen fra Vincenzo Nibali. Løbet er altid vært for sidste etape af Vuelta as Asturias, hvor Edgar Pinto i år tog en solosejr. I 2013 lykkedes det Ricardo Mestre at holde hjem fra det tidlige udbrud, og 2017 tog Raul Alarcon den samlede sejr ved at køre alene hjem i. I 2016 slog Daniel Moreno i en tremandsspurt Sergio Pardilla og Hugh Carthy. Året forinden vandt Jesus Herrada etapen til Oviedo, mens de øvrige vindere i storbyen i dette årtusinde er Victor Cabedo (2011), Constantino Zaballa (2010), Angel Vicioso (2009), Pablo Urtasun (2008), Rodrigo Garcia (2007), Ruben Plaza (2006), Mikhaylo Khalilov (2005), Miguel Angel Martin Perdiguero (2004), Angel Edo (2003), Pedro Lopes (2002), Igor Bonciucov (2001), Angel Edo (2000) og Fabio Roscioli (1999).

 

2001), Angel Edo (2000) og Fabio Roscioli (1999).

 

image

 

image

 

 

 

 

image

 

 

Vejret

Asturien kan være meget regnfuldt, men det ser ud til, at feltet kan se frem til tre solskinsdage. Lørdag vil kun byde på enkelte skyer og en temperatur på beskedne 22 grader. Det vil være en stille dag med bare en svag til let vind fra nordøst, hvilket giver sidemedvind hele dagen. På de sidste 13 km vil der endda være direkte medvind, herunder på den lange opløbsstrækning.

 

Analyse af 13. etape

Hvis man skal have et bevis på, at Touren har en prestige, som Giroen og Vueltaen ikke kommer i nærheden af, skal man blot kaste et blik på vinderlisterne. Mens franskmændene i nu mere end 30 år desperat har ledt efter deres første Tour-vinder siden 1985, har Giroen og Vueltaen hovedsageligt været domineret af hjemlige ryttere. Særligt i de senere år har de opnået en større internationalisering, men det ændrer ikke på, at podiet historisk altid har haft et meget italiensk hhv. spansk præg-

 

Tag nu blot Vueltaen som eksempel. Løbets internationale præg er slået igennem siden 2010, men alligevel er 35 af de 57 podiepladser i dette årtusinde taget af spansktalende ryttere fordel på 32 spaniere og 3 colombianere. Resten udgøres af briterne med 6, italienerne med 4, russerne med 4, amerikanerne med 2, kasakherne med 2 og australierne og polakkerne med hver 1. Til sammenligning har slovenerne haft lige præcis 0 og det endda i hele Vueltaens historie. Og faktisk havde det lille land mod nord i det tidligere Jugoslavien ikke opnået én eneste podieplads i en grand tour, indtil Primoz Roglic for tre måneder siden blev nr. 3 i årets Giro.

 

I dag var det derfor den helt omvendte verden. Hvor man i gamle dage kunne være sikker på, at spanierne satte sig på mindst to af de tre podiepladser, var der vendt op og ned på det hele, da Vueltaen efter et par stille dage for alvor tog hul på det afgørende slag om sejren med den traditionelle trio af bjergetaper henover løbets næstsidste weekend. Og da Los Machucos skrækindjagende procenter skilte fårene fra bukkene, var det de to slovenere, der stangede hårdest, mens de tre spansktalende rivaler, som havde set sådan frem til at angribe Roglic i bjergene, stod tilbage mere som helt spæde lam end en fuldvoksne og brunstige bukke.

 

På sin vis var det både overraskende og helt som forventet. I hvert fald var der kun én af præstationerne blandt løbets stærke kvintet, som havde været svær at spå om, da løbet begav sig mod det stejle cantabriske bjerg ved middagstid. Der var formentlig ikke mange, der havde luret, at Miguel Angel Lopez skulle ende som dagens helt store taber, men derudover kunne man nok ikke have spillet sig til millioner på at spå om, hvordan topkampen udfoldede sig.

 

Naturligvis var Tadej Pogacars sejr ikke forventet. Sloveneren havde nemlig lidt så kraftigt på de stejleste procenter på Alto Mas de La Costa, at han da også selv var nået til den konklusion, at Los Machucos ikke var noget for ham. Derfor startede han da også etapen med det mål blot at overleve, inden han kunne se frem til at tage sin revanche på de lange stigninger i Asturien i de kommende dage.

 

Men som jeg har skrevet utallige gange, er der én ting, der er gået igen i forhold til det slovenske vidunderbarn gennem hele hans mirakuløse debutsæson i de professionelle rækker. Måske var løbet i Algarve en lille undtagelse, men derudover har Pogacar ikke kørt ét eneste etapeløb, hvor han ikke har været markant bedre mod slutningen end i starten af løbet. Og derfor var det heller ikke svært at forudse, at Pogacar måtte være indbegrebet af den perfekte grand tour-rytter. For når man kan flyve efter bare en uge, hvordan kan det så ikke se ud efter tre?

 

Det ved vi endnu ikke, men vi ved i hvert fald, hvordan Pogacar ser ud efter to, og det må være alt rigeligt til at få selv Egan Bernal til at ryste i bukserne, hvis han stod tidligt op i sit colombianske domicil for at følge med i dagens Vuelta-etape. I dag var Pogacar nemlig stærkeste mand, da han pludselig følte, at benene slet ikke var så nødlidende, som han troede. Ganske vist bar de første små stik ikke for alvor frugt, men da han endelig åbnede for det tilsyneladende utømmelige reservoir af kræfter, var det ikke mange spanske ord, der kom ud af de nødlidende rivaler, da de gispede efter vejret. Selv den ellers så usårlige Roglic så undervejs ud til at skulle grave lige så dybt, som da han desperat klamrede sig til Bernals baghjul under sidste års Tour de Romandie, og selvom de til slut tilsyneladende indgik en slovensk alliance om at samarbejde og fordel rovet imellem sig - i hvert fald var det ikke megen modstand, den ellers hurtige og meget ærgerrige Roglic gjorde i spurten - sad man tilbage med indtrykket af, at det var løbets førende rytter og ikke supertalentet, der var tættest på at knække.

 

Pogacar må derfor befinde sig i himmerige og have svært ved at tro, at han lige nu er ved at køre den bedste grand tour, en nyprofessionel har leveret i al den tid, jeg kan huske. Og faktisk er det nu ham, der fremstår som den største trussel mod den forventede sejr til Roglic, for meget taler for, at det vil være Pogacar, der har bukserne på i Asturien de kommende dage. Dels synes han som bekendt blot at blive bedre og bedre, og dels er han langt mere komfortabel på de kommende store bjergetaper med mange lange stigninger. I dag kom de 4000 højdemeter ham til gode, men det er 15. og 16. etape, der passer ham allerbedst. Og helt omvendt forholder det sig med Roglic, der er bedst i mere eksplosivt terræn og har haft sine største kriser i de rigtige bjerge.

 

Alligevel må Pogacar nok indstille sig på, at han ikke skaber den totale sensation ved at vinde løbet. Dertil tabte han for megen tid på Mas de La Costa, hvor han led på de stejle procenter, samt ikke mindst på en ellers fin enkeltstart og det uheldsramte holdløb, hvor hele UAE-mandskabet røg i asfalten. Og selv hvis han skulle køre Roglic sønder og sammen i Asturien, vil hans hold, der i dag mistede Fabio Aru, ikke kunne stille meget op mod løbets tre stærkeste mandskaber i den sidste uge. Nok er de madrilenske bjerge ikke de sværeste, men det er den slags etaper, der kan være håbløse at kontrollere, hvis man efterlades lidt for alene lidt for tidligt.

 

Det er derfor også Roglic, der er dagens største vinder. Den fornemmelse, som jeg omtalte i gårsdagens optakt, af, at sloveneren har siddet med stort overskud de seneste dage, blev til fulde bekræftet med endnu en kæberasler til hans tre store forhåndsrivaler. Selvom han blot havde behov for at køre defensivt, følte han sig alligevel så stærk, at det var ham, der iværksatte den afgørende forcering, inden Pogacar kørte kontra. Og herefter befandt han sig i det perfekte selskab med en rytter, der ikke blot er en god ven og landsmand, men som modsat Lopez, Valverde og Quintana har alt at vinde med en podieplads og derfor ikke havde spor af grund til ikke at samarbejde.

 

Udfordringer er der stadig nok af. Igen i dag viste Jumbo sig nemlig som det svageste af de tre store hold, nu hvor det står klart, at Sepp Kuss stadig synes at mangle stabilitet, og George Bennett som forventet har svært ved at holde formen, og man må trods alt formode, at Astana og Movistar endnu ikke er klar til at resignere, selvom Vuelta-sejren lige nu synes at være så langt væk, at man skal være udstyret med et særdeles veludviklet falkeblik for at kunne får øje på den. Som sagt er de madrilenske etaper ikke de letteste at kontrollere, og det gælder bestemt heller ikke de asturiske, hvor Roglic som sagt må forventes at være lidt mere på udebane, end han var det i dag.

 

Til gengæld synes Roglic at have lært en vigtig lektie. Som jeg har skrevet flere gange, var sloveneren alt for højtflyvende forud for Giroen, hvor han endte med at være stærkt nødlidende i den tredje uge - noget, hans sidste enkeltstart er det mest tydelige bevis på. Denne gang kørte han ikke ét eneste løb i optakten, men udnyttede i stedet sin eminente evne til at træne sig i form. Det gjorde ham skarp nok til at klare de første dage, og som man kunne se ved at sammenligne præstationen på Javalambre med hans kørsel i dag, synes strategien at bære frugt i den forstand, at Roglic tilsyneladende bare bliver bedre og bedre.

 

Mens slovenerne lægger en ekstra flaske champagne på køl, er det nok ikke i aften, at det spanske natteliv eksploderer i en munter fredag. Snarere er der måske grund til at gå et smut i en af landets utallige kirker for at begrave de sejrsdrømme, som for alvor fik næring, da Alejandro Valverde spurtede sig til sejr på Alto Mas de La Costa for bare en uge siden. Siden dengang er det imidlertid kun gået den forkerte vej, og man må endda håbe på, at de ikke tænker på, hvordan klassementet havde set ud, hvis ikke Roglic var styrtet både på holdløbet og i Andorra.

 

Desværre var det for Movistar-duoen ikke helt uventet. Nok passede Los Machucos glimrende til Valverde, men så sent som i Andorra så vi, at den spanske veteran stadig har sine begrænsninger, når stigningerne bliver mange og højdemeterne det samme. Det gjorde de i dag, hvor rytterne skulle klatre mere end 4000 højdemeter på kun godt 160 km, og det var formentlig det, der tippede balancen til fordel for Pogacar og til ugunst for Valverde, selvom Los Machucos isoleret set var som skabt til verdensmesteren. Og måske var det det, holdet vidste, da de med overraskende passiv kørsel, var fint tilfredse med at lade udbruddet sejle væk, fordi de vidste, at det var Valverde og ikke Roglic, der havde glæde af et let løb frem mod sidste stigning.

 

Quintanas nedtur var heller ikke uventet. Det havde den været, hvis vi havde skrevet 2016, men læren af de seneste sæsoner har været, at den lille colombianer lige så vel kan flyve højt som styrte dybt. Og i dag gjorde han begge dele på en etape, der på bage en halv times tid til sidst meget godt indkapslede de enorme udsving, der i dag mere end noget andet kendetegner Quintana. Fra at iværksætte en fornem offensiv gik han til at ligne en mand, der var gravet alt for dybt alt for tidligt, til alligevel at finde så megen luft, at han mod slutningen af stigningen lignede en mand, der måske kunne have truet de slovenske supermænd, hvis han havde kørt en anelse mere afventende.

 

Problemet var bare, at han ikke havde råd til at være afventende. Den mulighed frarøvede han sig selv ved at køre så ringe en enkeltstart, og dermed var både han og Movistar nødt til at satse i det, der vel nok var dagens mest forudsigelige fremstød. Det hele endte dermed med en gigantisk lussing og stor risiko for, at Pogacar nu også stjæler 2. pladsen, og nu bliver det interessant at se, om holdet stadig er villige til at satse stort for at vinde hele løbet, eller om de i stedet vil bruge deres brølstærke hold med en kraftigt forbedret Marc Soler til at gøre noget, der kunne ligne rent bord med Alejandro Valverde, der i den tredje uge kan vinde den ene etape efter den anden. Logikken siger, at de stadig skal tro på en sejr, men man kan vel ikke helt fortænke dem i at gå efter mere realistisk succes med en mand, der blot har en uge tilbage i regnbuetrøjen.

 

Den eneste, der leverede en svært uventet præstation, var Miguel Angel Lopez. Det var i hvert fald ikke let at forudse, at den lille colombianer, der traditionelt altid har været bedst i den tredje uge, skulle ende som dagens gigantiske taber. Det regnede han åbenlyst heller ikke selv med, da han langt om længe satte sit Astana-mandskab frem og med en kraftig forcering alligevel sørgede for at kvæle det udbrud, der længe så ud til at skulle løbe med sejren på en dag, hvor Astana og Movistar ventede overraskende længe med at træde i karakter.

 

Og måske var det alligevel ikke så uventet. Som bekendt er Lopez altid kommet halvrusten ind til sine grand tours, og som jeg allerede fremhævede i mine allerførste analyser, var der noget, der tydede på, at han på denne fortunge rute med en svær første uge ville gøre det anderledes. I hvert fald kunne meget pege på, at han efter en flyvende start nu er ved helt usædvanligt at falme. Naturligvis skal vi vente med at drage endelige konklusioner, indtil vi har set ham på stigninger, der passer ham bedre, og hvor han hidtil har været i særklasse, men det er i hvert fald en stærkt nærliggende tanke.

 

Dagens positive overraskelse var vel Rafal Majka. Ganske vist blev det til den 6. plads, jeg forudsagde i optakten, men havde det ikke været for Pierre Latours udbrud, var han faktisk blevet nr. 5, fordi han højst uventet kørte fra Lopez. Det skete endda efter et meget offensivt og aktivt løb, hvor han fulgte Quintana og Valverde til dørs og dermed satte en streg under det, der har været billedet lige siden starten af sæsonen, nemlig at Majka i år har nærmet sig det niveau, han senest havde ved OL i 2016. Naturligvis er han stadig ikke den podiekandidat, han var for år tilbage, men Majka har i år vist, at han stadig er en klasserytter, især når han gør det så fint på en stigning, der ikke er ideel for ham.

 

En anden positiv oplevelse var Wilco Kelderman. Som vi allerede så det i Andorra, er hollænderen ved langsomt at komme sig over sin ringe forberedelse, og han er åbenlyst en mand i fremgang. Dagens præstation på en stigning, der var alt for svær for den relativt store hollænder, var i hvert fald lovende, inden de asturiske etaper, der passer ham langt bedre. Noget kunne tyde på, at Kelderman stadig kan, når han for en gangs skyld har en længere styrt- og skadesfri periode. Og kan han igen finde sin gamle enkeltstart frem igen, er han stadig værd at satse på hos et Sunweb-hold, der med tabet af Dumoulin er svært amputeret i de kommende år.

 

Vi må dog også være ærlige og sige, at årets felt ikke er særligt dybt. Det er således bemærkelsesværdigt, at vi efter 13 dage fortsat har Nicolas Edet, Carl Fredrik Hagen og Dylan Teuns i den samlede top 10 samt Hermann Pernsteiner umiddelbart efter. Ganske vist imponerer de alle - særligt Pernsteiner, der virkelig har fået sit gennembrud her - men de var trods alt ikke i nærheden af at køre med de bedste. Hagen blev endda blot nr. 19 og Teuns nr. 27, og det siger en del om, at det er et stærkt topfelt, men en begrænset bredde, der præger årets Giro. Og det skal man nok også huske på, når man roser folk som James Knox og Kilian Frankiny, der ligesom i Andorra bekræftede, at de er ryttere i kraftig fremgang.

 

Lopez er dagens største taber, men der er andre. Det gælder særligt Mitchelton og Ag2r. Australierne må desværre sande, at fornemmelsen af, at Esteban Chaves stod foran endnu en kollaps, blev bekræftet, og da Mikel Nieve aldrig har fundet sine bedste ben i år, står det australske storhold lige nu som et af løbets mest skuffende mandskaber.

 

Endnu mere ærgerlige må Ag2r dog være. Pierre Latour viste nemlig efter et svært år endelig igen sin høje klasse på den største scene, men desværre smed de en næsten sikker sejr væk ved at være alt for tøvende i et udbrud, hvor de ellers sad med hele tre mand. I stedet for at ofre både Clement Venturini og Geoffrey Bouchard i et forsøg på at sætte kaptajnen op til sejr, bidrog de med Bouchards utallige angreb slet ikke til at skabe det mindste samarbejde i en yderst disharmonisk gruppe, som brændte et straffespark uden målmand på en dag, hvor Astana og Movistar serverede sejren på et sølvfad. Med tanke på, at den heroisk kæmpende Latour kun manglede ca. 700 m i at runde toppen i ensom majestæt, kan man i hvert fald kun ærgre sig over, at Bouchard først blev brændt af, da Astana allerede havde halveret forspringet, og da han allerede havde efterladt hovedparten af sine kræfter på de nordspanske veje.

 

På den anden side er det jo altid let at være bagklog, og Latour var sikkert særligt varsom over for Ineos, der med Wout Poels og David De La Cruz sad med to stærke vinderbud. Poels brændte imidlertid alt sit krudt af med alt, alt for aktiv kørsel i etapens første halvdel, hvor han var med i alt, hvad der rørte sig, og man sad snarere med fornemmelsen af, at der var tale om en ung nyprofessionel end en rytter, der har vundet Liege-Bastogne-Liege. På den anden side er det måske meget godt udtryk for den desperation, der må præge Ineos og Poels, der er i gang med en grand tour, som nærmer sig at blive en hístorisk fiasko for det britiske superhold.

 

Det gør det til gengæld ikke for slovenerne. Det har Primoz Roglic og Tade Pogacar allerede sørget for ved at vinde tre af løbets mest prestigiøse etaper og samtidig have sat kurs mod en slovensk dobbeltsejr bare tre måneder efter landets første grand tour-podium overhovedet. Og måske fortsætter den slovenske fest allerede lørdag, hvor Luka Mezgec står klar til at slå til i en puncheurspurt, der virkelig passer ham. Sker det vil de udligne den spanske score på fire etapesejre til trods for, at feltet tæller 36 spaniere og blot fem slovenere. Og mens Roglic nu har haft førertrøjen i fire dage, har Spanien slet ikke været i rødt, og Pogacar står nu endda til at vinde den hvide trøje foran den gigantiske favorit, Lopez.

 

Jo, det er i sandhed den omvendte verden, når den spanske legestue er blevet slovensk.

 

Favoritterne

Man forstår, hvis sprinterne bladrede desperat i løbsbogen, da de fik den tilsendt. Sidst de var i aktion, var i El Puig for halvanden uge siden, og selv de forudseende vil ikke finde megen mere glæde ved også at kigge længere frem i bogen. Vueltaen har i de sidste mange år været sprinternes værste mareridt, og det gælder endda mere end sædvanligt i årets udgave.

 

Nu troede mange af dem sikkert, at der var lys for enden af tunnelen. Normalt afvikler Vueltaen tre af sine vigtigste bjergetaper i træk henover den næstsidste weekend, men i år har man givet klassementsrytterne et pusterum om lørdagen - måske ikke nogen dårlig ide, når man ser, hvor bange Astana og Movistar er for at bruge kræfter - og derfor slutter sprinternes lange ørkenvandring denne lørdag, når en lang tur langs kysten slutter i asturiske Oviedo, hvor man til de hurtige folks glæde denne gang ikke slutter på den nærliggende Alto del Naranco, men i stedet inde i selve byen.

 

Sådan troede de i hvert fald, det var, hvis de alene holdt sig til løbsbogen. Vueltaens løbsbog har altid været berømt for at være mere mis- end retvisende, og det synes denne etape at være et glimrende eksempel på. Nogle vil sikkert huske, hvordan Garmin tilbage i 2013 jagtede en hel dag for at sætte Tyler Farrar op til en massespurt for blot at opdage, at der i finalen var en bakke, som slet ikke fremgik af løbsbogen, og som betød, at det i stedet endte med puncheursejr til Philippe Gilbert foran Edvald Boasson Hagen.

 

Det er svært ikke at blive mindet om den etape i dag. Ser man på den officielle profil over lørdagens finale, er den flad som en pandekage. Løbsbogen viser imidlertid også, at man over de sidste 3,3 km bevæger sig fra 170 til 225 m over havets overflade, og her bør man straks blive urolig. Bruger man herefter La Flamme Rouges glimrende side, finder man ud, at de vundne højdemeter tilsyneladende alle vindes over 800 m omkring den røde flamme, inden det flader ud mod slutningen. Samtidig skulle de fire 200 m-segmenter stige med hhv. 1,5%, 10,0%, 6,7% og 4,7%, hvilket altså betyder, at vi midtvejs taler om 400 m med en så betydeligt stigningsprocent, at vi skal se i retning af puncheurs og ikke sprintere. For nemheds skyld har vi herover bragt den profil af finalen, som La Flamme Rouge frembyder.

 

Det er en skam, at løbsbogen er så svær at stole på, for i beskrivelsen af finalen taler de alene om 1,5% og 2,2%. Normalt er La Flamme Rouge imidlertid ganske pålidelig, og Vueltaens egen højdemeterangivelse viser da også tydeligt, at der er mere på færde end som så. Det virker i hvert fald ikke som en finale, hvor vi skal se i retning af folk som Fabio Jakobsen og Max Walscheid, og blandt de hurtige folk peger pilen snarere i retning af Luka Mezgec, Jon Aberaturi, Clement Venturini og Sam Bennett, hvis han stadig er frisk, ligesom det også kunne være en glimrende finale for folk som Philippe Gilbert, Alejandro Valverde og Alex Aranburu.

 

Sprinterne er imidlertid nødt til at give den en skud. Nu har de for pokker da kæmpet sig henover alle de bjerge, og hvis ikke de går efter denne etape, kunne de næsten lige så godt rejse hjem. Derfor bør der være god interesse i at arbejde for en spurt, og da feltet samtidig er mærket efter to meget hårde dage, vil mange nok være fint tilfredse med en lidt lettere dag.

 

Man skal dog heller ikke undervurdere etapen. Den lille tur ind i landet over de sidste kilometer er knaldhård og er som skabt til at få etableret et potent og stærkt udbrud, også selvom et mærket felt formentlig ikke vil bruge en times angrebsvanvid på at få det skabt. Derfor skal der køres stærkt hele dagen i medvinden - desværre er vinden for svag til, at det kan blive farligt på den lange kyststrækning, selvom sidemedvind ude fra vandet på papiret er den rigtige retning - og da det i løbets anden halvdel går op og ned hele tiden, bliver det en hård etape. Selvom en stor del af etapen er meget flad, når vi op på på næsten 2500 højdemeter, og selvom stigningerne alle synes bløde med stigningsprocenter på 3-5% det meste af tiden, betyder de konstante bakker og jagten på en forventeligt stærkt udbrud i medvind, at det bliver en hård og opslidende dag, der formentlig vil overraske mange af sprinterne.

 

Der bør dog være hold til at jagte. UAE og Bora skal gå efter denne etape, og det samme må være tilfældet for det succeshungrende hold fra Mitchelton samt Trek der har satset stort på massespurterne. Måske Deceuninck også vil gå efter den med Gilbert, ligesom Caja Rural med hele to puncheurs kan se en interesse. Hvis Dimension Data skal have noget med hjem, må Edvald Boasson Hagen også satse på denne etape, og det samme gælder for Katusha, der vel håber, at Enrico Battaglin finder lidt ben. Med andre ord burde der være en stribe hold, der alle kan tænkes at kaste sig ind i jagten, hvis de misser udbruddet.

 

På så hård en etape mod slutningen af en grand tour skal man aldrig udelukke en udbrudssejr, men det store antal hold med en spurtinteresse, de få sprintermuligheder i årets løb og etapens placering omringet af svære dage gør, at vi tror på en spurtafgørelse. Til gengæld er det meget svært at vurdere, hvem der har en fordel i denne type finale. På den ene side er bakken meget stejl, men på den anden side er de sidste 400 m så flade, at sprinterne stadig vil have en fordel, hvis de kommer med op uden at have kørt sig helt i smadder. Samtidig er en det helt enkel og hård finale, hvor det er benene og ikke positioneringen, der bliver afgørende, ligesom medvinden vil gøre det betydeligt lettere for puncheurtyper at gøre det for hårdt for sprinterne.

 

Finalens specielle karakter gør også, at det er med nogen usikkerhed, at vi peger på Philippe Gilbert som favorit. Belgieren har imidlertid åbenlyst fundet formen, nu hvor to uger i Spanien samt BinckBank Tour har gjort dieselmotoren varm. Vi kan i hvert fald sagtens forestille os et scenarium, hvor Zdenek Stybar skyder den af fra bunden af bakken med Gilbert på hjul og derefter bringer alle sprinterne på deres grænse. Hvis Fabio Jakobsen falder tidligt fra, er det også sandsynligt, at de endda forsøger at gøre løbet hårdt undervejs, og så falder løbet lige i favnen på puncheurtyper som Gilbert. Stybar er den perfekt lead-out man i en finale som denne, og Gilbert viste senest med 3. plads i massespurten ved de belgiske mesterskaber, at han ikke har glemt at spurte på flad vej. Kombinationen af en sen bakke, medvind, en hård rute, god form og en stærk lead-out man får os til at tro, at Gilbert tager sin anden sejr på bare tre dage. Sidst arrangørerne snød ved at gemme en lille bakke i finalen, som de ikke viste i løbsbogen, var det i hvert fald ham, der løb med laurbærrene.

 

Vi har været i syv sind i forhold til, hvad vi skal mene om Luka Mezgec. Sloveneren har aldrig været kendt for sine evner i stigende spurter, men han viste med sin fantastiske sejr på de 4-5% på 5. etape i Polen samt den fine kørsel på Hatta Dam i Emiraterne, at hans manglende resultater måske snarere skyldes, at han på hold med folk som Simon Gerrans, Michael Matthews, Daryl Impey, Matteo Trentin og Michael Albasini kun sjældent har fået chancen. Det har han i år, og når han kan vinde i Polen, bør han også kunne vinde her.

 

Finalen er dog også en anden, end den var i Polen. Bakken er kortere og mere eksplosiv, men til gengæld har den også 400 m, hvor især de 200 m med 10% burde gøre ondt i Mezgecs lår. Han viste på Hatta Dam, at han godt kan klare 200 m med 10%, men de vil utvivlsomt trætte ham mere, end de vil mærke en mand som Gilbert, ikke mindst når vinden er lige i ryggen. Samtidig kommer finalen efter knap 2500 m højdemeter i formentlig højt tempo, og det tipper alt sammen balancen lidt mere i retning af puncheurtyperne. Samtidig ved vi reelt ikke, om Mezgec stadig har superformen, som han allerede havde i Polen, for han har siddet i gruppetto siden sidste tirsdag. Man kan frygte, at benene ikke længere er helt så godt. På den anden side taler det til Mezgecs fordel, at det flader ud til sidst, og derfor kan det sagtens blive til den fjerde slovenske etapesejr ud af de seneste seks mulige.

 

Finalen burde også være guf for Alex Aranburu. Vi så senest med hans suveræne sejr på 4. etape i Burgos, at han er en eminent puncheur. Finalen her er dog også af en lidt anden karakter, da bakken er betydeligt kortere, og da det fladt til sidst. Aranburu har ikke samme historik i flade spurter, og han havde utvivlsomt ønsket sig en mere klassisk puncheurfinale med en stigende afslutning. Omvendt taler det til hans fordel, at etapen generelt er hård, og to dage i udbrud de seneste dage viser, at formen er fremragende. Man kan frygte, at han kommer lidt til kort i positionskampen, men heldigvis er finalen så enkel, at formstærke Aranburu formentlig kan lade benene tale.

 

Egentlig ville vi gerne have Alejandro Valverde som favorit. I gamle dage var spanieren i hvert fald hurtigere i en flad spurt end Gilbert, og dette burde derfor være en finale, der passer ham glimrende. På den anden side har han også større mål, og på sine gamle dage er han blevet en mere forsigtig herre, der ikke er så vild med at kaste sig ud i en massespurt, slet ikke dagen inden en vigtig bjergetape. Sidste år sagde han imidlertid også nej til at spurte i puncheurafslutningen på 8. etape, men da han først sad der, kunne han alligevel ikke lade være og endte herved med at overspurte en vis Peter Sagan. Denne finale er lettere, og derfor er chancen for, at han gør forsøget mindre, men den ukomplicerede finale gør, at han ikke skal bokse alt for meget i positionskampen. Vi håber, at Valverde gør forsøget, for vi tror, at etapen er hård nok til, at han kan vinde den, som han gjorde i Almaden sidste år.

 

Løbets joker er naturligvis Sam Bennett. Hvis vi vidste, at han var i storform, ville ireren også i denne finale være favorit, for han viste så sent som i Tyrkiet, at han er blevet en mester også i finaler som denne. Bakken er i hvert fald ikke for svær for en formstærk Bennett, der åbenlyst har vist, at han er løbets hurtigste i en flad spurt. Holdbarhed har han efterhånden masser af, men vi ved også, at Bennett er meget dårlig, når han er dårlig. Desværre ser han slemt mærket ud, måske fordi han allerede efter spurten på 4. etape beklagede sig over nogle fysiske skavanker, der hæmmede ham. Han har i hvert fald haft det svært på stigningerne hidtil. Havde det bare handlet om finalen, kunne han måske nok have klaret den, men vi frygter, at han vil finde det for svært med næsten 2500 højdemeter hovedsageligt koncentreret i finalen. En Bennett i form er favorit - en træt Bennett falder tidligt fra.

 

Forhåbentlig har Patrick Bevin mod på at prøve. Newzealænderen viste med sin kørsel i Andorra og på enkeltstarten, at formen er fremragende, og dette burde være en finale efter hans smag. Han viste med sejren i Down Under, at en formstærk Bevin er ganske hurtig i let stigende finaler, og særligt her, hvor en bakke trætter folk, vil han stå stærkt. Han har dog også haft sine begrænsninger i spurter på europæisk WorldTour-niveau, som vi senest så i Catalonien, og han har derfor stadig meget at bevise, hvis han skal køre med om sejren på en Vuelta-etape af denne type.

 

Caja Rural har to gode kort at spille. En anden er Jon Aberasturi, der sammen med Aranburu dominerede de spanske puncheurspurter inden løbet. De vandt en etape i Getxo, og de tog en dobbelt sejr med Aberasturi foran Aranburu i Circuito de Getxo. Den sidste bakke er kort, og finalen flad, og det burde egentlig gøre den hurtigere Aberasturi til et bedre kort end Aranburu. Spørgsmålet er bare, om den samlede etapes hårdhed ikke tipper balancen væk fra holdets ellers hårdføre sprinter. Vi ved heller ikke, hvordan han har det efter halvanden uge i gruppettoen, hvor heller ikke han har vist det store.

 

Det er efterhånden svært at være alt for optimistisk på vegne af Edvald Boasson Hagen. Det er i hvert fald ikke meget, han har vist siden Tour of Britain i 2017, men han bør dog kunne køre en finale som denne. Han vandt trods alt en etape i Dauphiné, hvor han viste, at der stadig er lidt holdbarhed i ham. Den havde han mistet igen under Touren, og man kan derfor slet ikke være sikker på, at Boasson Hagen ikke eksploderer på den sidste bakke. 2017-udgaven af Boasson Hagen ville dog være skabt til denne finale, hvor han kunne riste sprinterne på bakken og derefter overspurte de eksplosive puncheurs i den flade finale. Nu skal han bare vise, at han stadig har det i sig.

 

Tør vi nævne Fernando Gaviria? For en formstærk Gaviria er det slet ikke en ringe afslutning, for colombianeren har i klassikerne vist punch på bakker og i Tour de Suisse vist stor holdbarhed. Problemet er bare, at styrtet på holdløbet satte ham langt tilbage, og vi aner slet ikke, hvor han står nu. Han synes egentlig ikke at have lidt voldsomt i bjergene, og han er i hvert fald i en bedre forfatning, end han var for halvanden uge siden. Spørgsmålet er bare, om det er nok for ham til at begå sig i en afslutning, der formentlig kræver, at han er i en formstærk udgave for at vinde. Bakken i sig selv er fin for Gaviria, og på flad vej er det i dette felt kun Bennett og Jakobsen, der kan måle sig med ham. Nu skal vi bare se, om Gaviria også er på det niveau, han ikke har haft i ganske lang tid - i hvert fald ikke siden det tidlige exit fra Giroen.

 

Det er en fin finale for Clement Venturini. Franskmanden er nemlig specialist i at spurte på bakker, og det er her, at han har opnået sine største bedrifter. Senest viste han sine evner på små stigninger i Dunkerque, hvor han kæmpede med Teunissen og Jansen på kongeetapen. Formen synes fin, efter at han i dag kørte med i et brølstærkt udbrud, der slap væk på en hård stigning, og det viser, at han burde have holdbarheden til at sidde med. Han har gjort store fremskridt i stigende spurter i en sæson, hvor han imponerede i både Oman og Tirreno, men til gengæld er han ikke voldsomt hurtig på flad vej. Vi frygter lidt, at denne finale trods alt flader for meget ud til, at han kan blive rigtigt farlig.

 

En skarp joker er Nikias Arndt. Egentlig burde finalen vel være for hård for tyskeren, der aldrig har begået sig i denne type finaler. Omvendt viste han med en sensationel 5. plads på de baskiske mure, at han vel er i noget nær sit livs form. Arndt er en stor, tung sprinter, der nok mangler lidt punch til de 10%, men han er råstærk og har power. Kommer han op over bakken uden at sidde i syre til halsen, har han en god finish, som han viste med sejre på 8. etape, hvor han også spurtede på relativt flad vej, efter at en bakke havde trukket gruppen ud.

 

I gamle dage skulle man egentlig have haft John Degenkolb som en af de helt tunge favoritter. Tyskeren var som en af de førende klassikerryttere ekspert i at spurte efter hårde dage med bakker, og han ville elske en finale, hvor det fladede ud til sidst. Desværre har tyskeren efter styrtet i 2014 ikke været i nærheden af at finde sit gamle klatreniveau, og i dag hører han ingenlunde til blandt de mest holdbare sprintere. Han viste med 2. pladsen i Gent-Wevelgem, at han stadig besidder evnen til at spurte efter en hård dag, og hans deltagelse i gårsdagens udbrud, viser, at han har noget at skyde med. Spørgsmålet er bare, om han stadig har styrken til at vinde i en så svær finale. Han bør dog være holdets sprinter, da Edward Theuns hænger med en vis bagdel i vandskorpen efter styrtet på enkeltstarten.

 

Marc Sarreau har imponeret med sin forøgede holdbarhed i de franske løb. Han har ikke helt kunnet vise det på WorldTouren, indtil han overraskede med at imponere på Mezgec-etapen i Polen. Han synes også at være kommer fint igennem dette løb, hvor en 85. plads på enkeltstarten i hvert fald viser, at han ikke er på vej hjem. Alligevel har vi også set, at han har sine begrænsninger på WorldTouren, og det her er altså en temmelig hård dag sent i en grand tour. Derfor kan det blive for hårdt, men har han de polske ben endnu, skal man ikke udelukke ham.

 

Er finalen hård nok til, at Sergio Higuita tør prøve? Det kunne i hvert fald være et frisk forsøg fra den lille colombianer. EF har vist, at de har en vis tiltro til hans hurtighed, og han viste på 2. etape, at han sagtens kan spurte på flad vej. Selvom han ikke længere er på sit topniveau, viste han i dag ganske fin form, og derfor kan man håbe, at han har modet til at prøve. EF har jo ikke meget andet at gøre end at skyde på det, der rører sig. Spørgsmålet er bare, om finalen er hård nok for ham. Vi så på 5. etape i Polen, at han har sine begrænsninger mod de rene sprintere.

 

Tosh van der Sande er selv meget begejstret for sin form, og det forstår man. Den lille belgier har kørt finale på to udbrudsetaper og viste senest god form på de baskiske mure i går. Dette burde også være en herlig finale for ham, for den er stort set på alle måder identisk med den afslutning i Thuin, hvor han vandt sidste etape af Tour de Wallonie. Niveauforskellen i de to løb er dog til at få øje på, og desværre har Van der Sande igennem de sidste par år vist, at han har tabt betydeligt med hurtighed på flad vej. Derfor tror vi ikke, at han vinder - 8. etape viste jo hans begrænsninger - men på en hård dag bør han være med i front.

 

Enrico Battaglin skal naturligvis også nævnes, selvom det er svært. Finalen er som skræddersyet til italieneren, der med formen fra sidste års Giro ville have været manden, der skal slås. Problemet er bare, at vi ikke har set den Battaglin siden det løb, og særligt efter sommerpausen har han været temmelig langt væk. Han blev dog alligevel nr. 7 på den omtalte Mezgec-etape i Polen, hvilket viser, at han ikke er helt væk. Denne finale passer ham dog dårligere, og efter to uger i gruppettoen er det lidt svært at se ham pludselig rejse sig markant.

 

Cofidis har den spændende Damien Touze, der ligeledes bør elske at skulle spurte på flad vej på toppen af en bakke. Med undtagelse af den flotte kørsel ved de franske mesterskaber har han dog haft det svært i sit første år på dette niveau, og han har da heller ikke vist meget i dette løb. Hans form er svær at vurdere, og det er slet ikke sikkert, at han kommer med hjem efter to uger af sin første grand tour. Det er dog en finale, han på papiret burde kunne lide.

 

Endelig vil vi nævne Zdenek Stybar som en joker. Som sagt tror vi, at Deceuninck går efter en spurt med Gilbert, men finalen minder faktisk ganske meget om 6. etape af Touren i 2015. Dengang sneg den snu tjekke sig væk henover toppen på bakken og udnyttede feltets tøven til at holde sig fri i den flade finale. Noget lignende gjorde han, da han vandt en etape i Tirreno for nogle år siden, og det er derfor noget, der må vække gode minder hos ham. Formen synes fremragende, så nu skal han bare have Gilbert overbevist om, at han skal have sin chance.

 

Vi anser det som udelukket, at Fabio Jakobsen og Max Walscheid kan være med, og Szmyon Sajnok bør også få det for hårdt. Vi tvivler på, at Jonas Koch, Jesus Ezquerra og Cyril Barthe har farten, og den ellers formstærke Dorian Godon er nok låst af Venturini. Omar Fraile ville elske denne afslutning, men det ser ikke ud til, at han får lov at spurte, og den flade afslutning passer ikke Dylan Teuns, mens Heinrich Haussler ikke længere er god nok. Dion Smith må være låst at Mezgec, og afslutningen er nok for nem for Ruben Guerreiro. Alex Kirsch må ventes at skulle køre for Degenkolb, og Jonathan Lastra og Gonzalo Serrano skal ofre sig for Aranburu og Aberasturi. Måske vil Ineos lade Owain Doull spurte, men han har ikke spurtet i en menneskealder.

 

Som sagt tror vi ikke meget på et udbrud, men skulle det lykkes, vil vi se i retning af stærke folk, der kan komme væk i den hårde start og gøre det færdigt til sidst. Det kunne være folk som Zdenek Stybar, Patrick Bevin, Dorian Godon, Jose Joaquin Rojas, Jonas Koch, Owain Doull, Lawson Craddock og Thomas de Gendt, som alle kører for hold, der ikke nødvendigvis satser hele butikken på en spurt.

 

Feltet.dks vinderbud: Philippe Gilbert

Øvrige vinderkandidater: Luka Mezgec, Alex Aranburu

Outsidere: Alejandro Valverde, Sam Bennett, Patrick Bevin, Jon Aberasturi, Edvald Boasson Hagen

Jokers: Fernando Gaviria, Clement Venturini, Nikias Arndt, John Degenkolb, Marc Sarreau, Sergio Higuita, Enrico Battaglin Tosh van der Sande, Damien Touze, Zdenek Stybar

 

Kandidater til et udbrud: Zdenek Stybar, Patrick Bevin, Dorian Godon, Jose Joaquin Rojas, Jonas Koch, Owain Doull, Lawson Craddock, Thomas de Gendt

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Madrid Challenge by la Vu...(1.WWT) 14/09

Watersley Ladies Challenge(2.NCUPJW) 13/09-15/09

Grand Prix Cycliste de Mo...(1.UWT) 15/09

Coppa Bernocchi(1.1) 15/09

Duo Normand(1.1) 15/09

Tour du Doubs(1.1) 15/09

Giro della Toscana - Memo...(2.1) 17/09-18/09

Keizer der Juniores(2.1) 14/09-15/09

Turul Romaniei(2.1) 11/09-15/09

Giro della Toscana - Memo...(2.1) 17/09-18/09

Grand Prix de Wallonie(1.1) 18/09

Okolo Slovenska(2.1) 18/09-21/09

Coppa Sabatini - Gran Pre...(1.1) 19/09

Kampioenschap van Vlaanderen(1.1) 20/09

Primus Classic(1.HC ) 21/09

Memorial Marco Pantani(1.1) 21/09

VM - Holdtidskørsel (Mix)(CM) 22/09

Gooikse Pijl(1.1) 22/09

Grand Prix d'Isbergues - ...(1.1) 22/09

Trofeo Matteotti(1.1) 22/09

VM - Herre Junior (Enkelt...(CM) 23/09

VM - Dame Junior (Enkelts...(CMW) 23/09

VM - U23 Herrer (Enkeltst...(CM) 24/09

VM - Kvinder (Enkeltstart)(CMW) 24/09

VM - Herrer (Enkeltstart)(CM) 25/09

Omloop van het Houtland L...(1.1) 25/09

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SØG OG SAMMENLIGN BLANDT MILLIONER AF CYKLER OG CYKELGEAR