Optakt: 14. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Beslutningen om at starte den tredje uge i Galicien betyder, at der er grænser for, hvor afgørende den sidste del af løbet kan være. Den nordvestspanske region byder nemlig ikke på høje bjerge, men derimod masser af smukt kystterræn og småkuperede landskaber inde i landet. Efter enkeltstarten ved vandet er det således det indre af regionen, der bliver stillet til skue på den anden dag i Galicien, hvor det kuperede terræn ofte lægger op til en spændende kamp mellem udbrydere og et sprintersultent felt, der har svært ved at kontrollere løbet på de mange bakker. Det kan også ventes denne gang, hvor en lille bakke op mod mål samt mere end 3000 højdemeter dog gør, at det kun er en sag for de stærke sprintere, der skal grave meget dybt for at kunne slås med de eksplosive puncheurs.

Med en distance på hele 204,7 km er der tale om en sjældent lang Vuelta-etape, der fører feltet fra Lugo til Ourense. Fra starten går det mod sydvest ad en lang, lige vej, der er alt andet end flad. Således går det op eller ned det meste af vejen, herunder mest markant via en bakke (6,2 km, 4,2%), der har top efter 20 km, inden vejen senere slutter med en nedkørsel, der indledes efter 46,4 km. Herfra fortsætter man ad en ny vej mod sydvest via et langt stigende stykke (7,9 km, 2,7%), indtil man efter 62,1 km når frem til Lalin. Her drejer man mod sydøst og senere nordøst, men der er stadig bakker på menuen, blandt andet 4,0 km med 4,0% og top efter 66 km samt 3,0 km med 5,1% og top efter 84,0 km.

Efter sidstnævnte bakke bliver det endelig lettere, når en længere nedkørsel fører mod sydøst ned til Chantada, der nås efter 104,0 km. Herfra fortsætter man mod sydøst op ad dagens første kategoriserede stigning, kategori 3-stigningen Alto de Escairon (8,7 km, 3,3%), der starter stejlest med 9,9% over den første kilometer, men derefter stiger med 2-5% hele vejen op til toppen, der rundes efter 112,7 km. En let nedkørsel og lidt flad vej fører nu til Monforte de Lemos, hvor dagens spurt efter 126,0 km køres, inden man drejer mod vest for at bestige kategori 3-stigningen Alto de Guitara (7,8 km, 3,8%), der er en jævn stigning, som aldrig bliver stejl. Herfra går der via en let nedkørsel mod sydvest ned til fladlandet, hvorfra man kører igennem fladt terræn frem til målbyen Ourense, der nås efter 170,0 km.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Målstregen krydses imidlertid ikke, og i stedet begiver man sig ud på en rundstrækning i området vest for byen. Med det samme kører man mod nordøst og vest op ad kategori 3-stigningen Alto de Abelaira (7,6 km, 3,8%), der ligeledes er en jævn opkørsel uden stejle passager. Fra toppen resterer 22,7 km, som indledes med et fladt plateau, der fører mod sydvest, inden en lidt kringlet nedkørsel leder ned til den nærliggende flod. Den følges nu via en flad vej mod øst tilbage til centrum af Ourense. Her krydser man floden for til slut at køre op til målet, der ligger på toppen af en 1500 m lang bakke, som stiger med 5,0% i snit med 6,0% over de sidste 1100 m, hvor det dog flader ud på de sidste par hundrede meter. Finalen er ganske teknisk, da man efter passagen af floden drejer skarpt ind på bakken med 1500 m igen, hvorefter vejen bugter sig kraftigt ved den røde flamme. Herefter er der to ret skarpe kurver inden et hårnålesving med 200 m igen, hvorefter vejen bugter sig kraftigt til venstre.

Etapen byder på i alt 3057 højdemeter.

Ourense var senest vært for løbet i forbindelse med den store start i 2016, hvor det indledende holdløb, der blev vundet af Team Sky, startede i byen, men sluttede i Castrelo de Miño. Seneste etapeafslutning fandt sted helt tilbage i 2000, hvor amerikaneren David Clinger vandt 4. etape i byen.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Vejret

Galicien bliver et regnvejrshelvede senere på ugen, men de næsten urimeligt venlige vejrguder leverer endnu en tørvejrdag. Onsdag vil kun byde på enkelte skyer og en temperatur på 15 grader. Den kraftige vind fra i dag lægger sig, og der bliver blot en let til jævn vind (10-15km/t) fra nordøst. Det giver medvind hele vejen frem til Lalin, der nås efter 62 km. Derefter er der sidemodvind frem til spurten, hvorefter der er sidemed- og medvind frem til rundstrækningen. Her vil der være modvind på første del af stigningen og medvind på anden del og plateauet. Efter sidevind på nedkørslen er der modvind på vej tilbage til Ourense, hvor man gradvist drejer ind i sidevind. Med 2 km igen får man medvind, hvorefter der på bakken først er sidevind, siden sidemedvind og slutteligt mod- og sidemodvind efter det sene hårnålesving.

Analyse af 13. etape

Der er de morgener, hvor man bare mest har lyst til at blive i sengen. Det er de dage, hvor man har en opgave, der kun kan gå galt. Nærmest uanset hvor godt man udfører sit job, vil udbyttet altid være nederlag og fiasko, for reelt er den umulig at klare.

En sådan morgen havde Richard Carapaz utvivlsomt, da han vågnede i Galicien for efterhånden mange timer siden. På det tidspunkt kunne han skule begejstret over på den røde trøje, der næppe har ligget fjernt fra sengen, men samtidig gøre det med en bevidsthed om, at den allerede havde kurs mod Slovenien. Dagens enkeltstart var nemlig en kamp, han på forhånd var dømt til at tabe, og nærmest uanset udfaldet ville han have bragt sig i en position, hvor en Vuelta-sejr ville kræve et mindre mirakel.

I overskrifter gik det da også, som præsten prædikede, da de 33 km langs den galiciske kyst blev tilbagelagt i en modbydelig modvind. Primoz Roglic kunne helt som forventet hyldes som etapevinder, og han skulle endda på podiet og hyldes også som ny indehaver af den røde trøje. Helt som manuskriptet forudsagde allerede inden starten i Baskerlandet for to uger siden, kunne den slovenske forhåndsfavorit på denne for ham helt afgørende etape lægge løbet i et jerngreb, som det bliver meget svært at løsne i den usædvanligt lette tredje uge.

Man skal dog ikke langt ned i teksten under overskriften for at forstå, at det nu ikke gik helt, som man kunne have varslet. Carapaz leverede nemlig et forsvar, der langt overgik forventningerne, og som kunne vidne om, at skiftet til Ineos ikke just har gjort ham til en ringere temporytter. Med tanke på at han på Giroens lange enkeltstart for et år siden, hvor distancen stort set var den samme, tabte hele 1.55 til tempokongen Roglic over en rute, der nærmest havde karakter af en ren bjergenkeltstart, er det nærmest et lille mirakel, at dagens regning alene lød på beskedne 49 sekunder.

Faktisk så det endda længe ud til, at det ville gå endnu bedre. I det fladland, der skulle have været udfordringen for den spinkle klatrer, kørte han stort set lige op med sin hovedrival, og kortvarigt så det endda ud til, at løbet kunne være pivåbent forud for lørdagens slag på La Covailla. Desværre endte han til slut med måske alligevel at betale regningen for en uhyre flot indsats i for ham vanskeligt terræn, for på det sidste stykke, der burde have været hans bedste, endte han med at bløde hele 30 af de i alt 49 sekunder.

For løbets spænding var det ærgerligt, at der kom en mindre eksplosion til sidst. Nu har Roglic nemlig et forspring, der er relativt komfortabelt, og med tanke på La Covatillas begrænsede sværhedsgrad og det stærke Jumbo-hold, skal meget gå galt, hvis ikke det skal blive til slovensk titelforsvar i Madrid på søndag. Carapaz’ jætteindsats var dog så flot, at han fik holdt løbet så åbent, at Roglic ikke har råd til en halvdårlig dag, når løbet afgøres i weekenden. Havde udfaldet været som i Giroen, havde løbet været lukket nu, men det er det ikke længere.

Der kan nemlig være en anelse træthed at spore hos Roglic. Nok knuste han al modstand på det sidste stykke, hvor han var i særklasse og 16 sekunder hurtigere end Dan Martin, der var nr. 2 i den sidste del, men når man ser på feltets styrke, rutens karakter og de magtdemonstrationer, han leverede for et år siden i Giroen og Vueltaen, var det altså ikke hans glansstund. Selvfølgelig er det svært at bebrejde en mand, der ender som etapevinder og sikrer sig et stort forspring i den samlede stilling, men havde han levet op til vanlig standard, havde løbet formentlig været definitivt lukket nu.

Man kan altid filosofere over årsagen til den efter vanlig standard svage præstation. Var det endnu engang udtryk for, at Roglic har fået et lille kompleks i forhold til afgørende enkeltstarter i grand tours? Var det udtryk for, at han efterhånden er ved at være træt efter en lang sæson? Eller var det udtryk for en fejldisponering, hvor han slet ikke fik tømt tanken af frygt for sidste stigning?

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Carapaz skal håbe på det midterste scenarium. Kombinerer man det med nedturen på Angliru, der dog lige så vel kan skyldes stigningens specielle karakter, kan ecuadorianeren i hvert fald håbe på, at den halvdårlige dag, der kan vende løbet, ikke er helt umulig. Det er dog også nærliggende at tro, at Roglic slet og ret frygtede Mirador de Ezaro så meget, at han kom til at holde lidt for meget igen i det terræn, hvor han jo egentlig skulle gøre den største forskel. Det er i hvert fald en nærliggende tanke, når han endte med at køre alle midt over på den stejle opkørsel og efter eget udsagn led mindre, end han havde ventet, og endda følte sig overraskende stærk.

Heldigvis er der nok usikkerhed til, at man i hvert fald kan holde lidt liv i spændingen, også fordi Hugh Carthy sørgede for at holde sig så meget inde billedet, at det ikke nødvendigvis er Carapaz, der vil kunne vinde løbet i tilfældet af en halvdårlig dag for Roglic. Enkeltstarter har ellers altid været en akilleshæl for den langlemmede brite, men sidste år under Giroen gav han klare prøver på, at han ligesom resten af EF-holdet har forbedret sig markant. Det synes at have fået endnu et nøk opad i løbet af 2020, og kombineres det med hans livs form, synes han nu reelt at have sikret sig en podieplads med mulighed for i hvert fald også at stræbe efter 2. pladsen.

Det betyder også, at Dan Martin ser ud til at ende som podiekampens taber, og det er egentlig synd. Den lille irer lignede ellers den stensikre taber i toppen af klassementet i en disciplin, hvor han plejer at træde helt firkantet, og han lignede snarere en mand, der skulle frygte for sin 4. plads end at cementere den position. Ikke desto mindre fortsatte den ellers aldrende Martin sin lille genfødsel med det, der vel må kaldes hans livs enkeltstart - endda så flot, at han var næsthurtigst på sidste stykke, selvom han end ikke var i top 3 på stigningen. Det vidner om, at Martin vitterligt har genfundet sig selv i sin karrieres efterår, men desværre skal der nok et lille mirakel til, hvis han skal have skovlen under en af de tre ryttere foran sig.

Til gengæld burde 5. pladsen være sikret. Dagens store taber var nemlig Movistar, der havde set enkeltstarten som et af de store styrkepunkter for en Enric Mas, der som altid bare er blevet bedre og bedre mod slutningen af en grand tour. Spanieren underpræsterede imidlertid pludselig kraftigt og blev slået af hele seks mand fra den aktuelle top 10. Samtidig fortsatte Alejandro Valverdes enorme niveaufald i disciplinen, så han endda mistede tid til en temposvag Aleksandr Vlasov og nu næsten med sikkerhed står til at tabe 8. pladsen på lørdag. Lægger man dertil, at den åbenlyst udkørte Marc Soler også underpræsterede, må det spanske storhold spekulere grundigt over, hvad der dog gik galt denne tirsdag i Galicien. I hvert fald ser det svært ud at komme nogen vegne i klassementet, og nu skal de vel snarere håbe på lidt succes via udbrud de kommende dage samt tillige håbe, at de med deres overtal måske kan sejre på La Covatilla, hvor de ikke længere har noget at miste.

5. pladsen burde dog være sikker. Wout Poels fortsatte ellers sin genopstanden ved at køre sin bedste enkeltstart i flere år, og han fik endda klart skovlen under Felix Grossschartner, der stadig kun har kørt én rigtig god enkeltstart i sit liv for nu snart tre år siden, men han er for langt efter Mas til at kunne håbe på mere end den 6. plads, han også fik som Froome-hjælper for tre år siden. Til gengæld fik han sat Vlasov, der åbenlyst har en stor akilleshæl på dette område, så eftertrykkeligt til vægs, at der ikke længere er nogen virkelig russisk trussel bagfra.

Apropos akilleshæl… At Mikel Nieve er temposvag, vidste vi godt, men at det skulle gå ham så ilde, var alligevel uventet. Hel tre pladser blev mistet til David De La Cruz, der ellers ikke kørte sin allerbedste enkeltstart, samt de ellers ligeledes temposvage George Bennett og David Gaudu, der bestemt ikke leverede deres livs temporidt. Dermed ser det nu ud til, at klassementet er helt kollapset for Mitchelton, mens UAEs stabile De La Cruz har gode chancer for at ende i top 10 uden nogensinde at imponere.

Imponere gjorde til gengæld William Barta. I min optakt havde jeg gamblet lidt ved at placere ham som nr. 5 på listen over favoritter, for indtil i dag var hans bedste resultat på WorldTour-niveau en 9. plads i Romandiet. Hans eminente klatring de seneste dage havde dog varskoet os om, at noget stort kunne være i vente, og det var der i den grad. Tilbage sidder stakkels Barta nu som en splittet herre, der på den ene side skal være stolt over sit livs ridt, men på den anden side må græde over, at sejren med det yderste af neglene gik til en mand, der jo nok af slagsen, mens den var faldet på et tørt sted både hos CCC og Barta. Til gengæld kan den kontraktløse amerikaner så håbe på, at der kommer et par telefonopkald de kommende dage, for det vil være en slem skam, hvis en mand, der nær havde vundet en Vuelta-enkeltstart, skal ende sin karriere med så flot et ridt.

Et flot ridt kom også fra Nelson Oliveira, der gav Movistar lidt at glæde sig over på en ellers trist dag. Det har ellers været sløjt i paradedisciplinen på det sidste, men lange enkeltstarter sent i grand tours har altid ligget til Oliveiras højreben. Og når han kører, som han gjorde i weekenden, lå det i kortene, at han måtte køre stærkt på dagens rute.

Det gjorde Remi Cavagna til gengæld ikke. Franskmanden, der lignede værste trussel mod Roglic, var måske alligevel brændt lidt ud efter en lang og opslidende sæson, der jo egentlig også skulle være slut, hvis ikke Shane Archbold havde meldt afbud i sidste øjeblik. Til gengæld kan Deceuninck så glæde sig over, at Mattia Cattaneo bekræftede de enorme fremskridt, han som Carthy viste i sidste års Giro, og franskmændene kan glæde sig over, at den stadig mere spændende Bruno Armirail bekræftede det tempopotentiale, han stille og roligt har åbenbaret på det sidste - i øvrigt præcis som Jasha Sütterlin stille og roligt har bevist, at han er ved at genfinde de tempotakter, der gjorde ham til et af de mest spændende talenter på U23-scenen.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det var Carapaz ikke. Han trådte primært sine barnesko i lokale spanske løb, indtil Movistar opdagede det helt enorme potentiale, der allerede har indbragt en Giro-sejr. Til gengæld skal der nu en halvdårlig lørdag til for Roglic, hvis der også skal føjes en Vuelta stil cv’et allerede i år. Han skal dog have tak for, at han ikke bare vendte sig under dynen og blev lidt længere i sengen, da han her til morgen vågnede op til en helt igennem umulig opgave. Med et fremragende forsvar lykkedes det ham trods alt at holde lidt liv i kampen om den samlede sejr.

Favoritterne

I denne helt usædvanligt enkle tredje uge sættes klassementskampen som udgangspunkt på pause i de kommende tre dage. De næste tre etaper er nemlig det mest tydelige bevis på, at Vueltaen altid har været den mest udbrydervenlige af de tre grand tours. Spanien er måske fyldt med stejle mure, men landet også spækket med mellemkuperet terræn, hvor det går op og ned overalt, men hvor bakkerne bare er bløde, lette opkørsler, der ikke kan bringe mangen en klatrer ud af fatning.

Det er præcis den slags terræn, de kommende tre dage er spækket med. Der er tilstrækkeligt med højdemeter og bakker til, at sprinterne skal være optimistiske for at tro på deres chancer, men stigningerne er også alt for lette til, at selv den mest optimistiske klassementsrytter kan gøre sig blot det mindste håb. På den måde er de skabt til udbrud, og dermed bliver de en god forklaring på, hvorfor udbrydertyperne altid valfarter til Vueltaen i stort antal.

Der er dog også en væsentlig forskel på de tre etaper. Hvor 15. og 16. etape har flade finaler og dermed tiltaler de sprintere, der næppe tør bede deres hold om at kontrollere, har onsdagens etape en puncheurfinale, der minder meget om den, vi så i Suances i onsdags. Det ændrer dynamikken totalt, da puncheurs pr. definition er mere klatrestærke end sprintere og dermed har et langt større incitament til at forsøge at skabe samling - også fordi de ikke pludselig risikerer, at en sprinter pludselig overlever og spurter sig til en sejr, der gør en hel dags arbejde for holdet til det rene spild.

Det er da heller ikke svært at forestille sig, at folk som Alex Aranburu, Dion Smith, Robert Stannard og Andrea Bagioli har sat kryds ved denne etape som en af deres bedste chancer - præcis som de havde sat kryds ved 10. etape, hvor det netop var deres hold, der tog ansvar for jagten. Der er dog en væsentlig forskel på de to etaper. Nok er finalerne ret identiske, men denne etape er samlet set langt hårdere.

Hele tre parametre er dårlige for ryttere, der drømmer om en spurt. For det første er der den lange distance, der i uge 3 gør det betydeligt sværere at gennemføre en jagt. For det andet betyder den generelle medvind, at et udbrud favoriseres. Og for det tredje har etapen hele 3000 højdemeter, hvoraf langt de fleste findes i den første halvdel, hvor man skal være kreativ for at finde én meter flad vej, og hvor dannelsen af udbruddet bestemmer, hvor let det bliver at jagte.

Den start bliver vitterligt et mareridt at kontrollere, og det bliver lidt af en opgave at sørge for, at udbruddet ikke både bliver stort og stærkt. Der er imidlertid også en anden vigtig faktor end bare terrænet, nemlig Roglics sejr forleden. Har de tre hold vitterligt tænkt sig at jagte en hel dag for blot at se sig slået af den slovener, der i fredags var så suveræn, at de knap kunne ane røgen?

Det må man i den grad tvivle på. Derfor tror jeg heller ikke, at ingen af de tre hold går ind med den entydige ambition at gå efter en spurt. Jeg tror, at udgangspunktet er, at de skal ramme udbruddet, for deres favoritter til en spurt er også glimrende kandidater til at vinde fra et udbrud, hvor de slipper for at skulle slås med Roglic. Derfor tror jeg, at de vil deltage på lige fod i angrebene og først efterfølgende tage stilling til, om der skal jagtes eller ej.

Der venter i hvert fald utvivlsomt en vild angrebsfest, og chancen for, at der i dette vanskelige terræn efter en lang kamp pludselig kører en enorm gruppe, er ret stor, hvis ingen virkelig forsøger bare at kontrollere. Og derfor tror jeg, at etapens nøglehold er Jumbo, for de er formentlig det eneste hold, der kunne gå ind til dagen med den ambition, at det for alt i verden skal ende i en spurt.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Logikken siger, at de skal lade en etape som denne sejle, og det tror jeg også, at de gør. Jeg udelukker dog ikke helt, at de faktisk går efter en spurt. Roglic har et fint forspring, men har han en dårlig dag på lørdag, kan 10 bonussekunder på 14. etape godt være forskellen på samlet sejr eller samlet 2. plads. I lyset af at holdet først for alvor skal i aktion igen på lørdag, kunne det godt give mening at brænde nogle kræfter af på at gå efter en spurt. Med to i klassementssammenhæng lettere dage torsdag og fredag har de ikke alt for meget at miste, selv hvis Roglic skulle blive slået.

Samlet set ser jeg således tre kategorier af hold, der kan jagte. Der er først og fremmest Jumbo, som er omtalt ovenfor. Dernæst er der hold som Astana, Mitchelton, Deceuninck og Total, der meget vel kan gå ind i arbejdet, men det vil nok kræve, at plan A, som formentlig er udbruddet, fejler. Endelig er der Movistar, der efter dagens nedtur skal skyde på alt, hvad der rører sig, og derfor kunne gå efter en spurt med Alejandro Valverde. Det vil dog være meget usandsynligt, når den spanske veteran slet ikke spurtede i fredags, og deres plan A vil næsten med sikkerhed også være et udbrud, der kan redde lidt af løbet, nu hvor klassementet i dag lidt gik fløjten.

Det er for mig at se Astana, Deceuninck, Jumbo og Movistar, der har nøglen. Det er dem, der er stærke nok til at kontrollere, men med så svær en start ser jeg det som usandsynligt, at der ikke kører et stort udbrud, hvor Astana, Deceuninck og Movistar alle er med. Derfor tror jeg, at det hele står og falder med Jumbo. Vil de have en spurt eller ej?

Jeg er ikke stensikker, for Roglic kunne vitterligt sove lidt mere trygt med de 10 bonussekunder, men jeg tror det trods alt ikke. Det bliver stadig hollænderne, der skal kontrollere de kommende to etaper, hvor der næppe er andre, der påtager sig opgaven, og det kommer til at slide på holdet. Klatrerne skal først og fremmest bruges på lørdag, og derfor tror jeg ikke, at de gider bruge kræfter på en etape, der kan blive et mindre helvede at kontrollere.

Mit bedste bud er således, at en stor gruppe kører efter en vild start. Herefter kan det sagtens være, at nogle hold, der har misset det, tager ansvar, men det bliver meget svært at skabe samling, hvis ikke Jumbo går ind i jagten, eller et af de tre hold har misset gruppen og tillige kaster sig ud i opgaven. I lyset af ovenstående tror jeg derfor mest på en udbrudssejr, hvor Jumbo skal sætte et kontrollerende tempo, når/hvis de jagtende måtte kaste håndklædet i ringen.

Hvem kan så vinde fra et udbrud? Starten er modbydelig, så man skal være både frisk og stærk for at komme afsted i det, der kan blive en lang kamp. Stigningerne er dog bløde, så det er mere råstærke klassikerfolk end klatrere, der favoriseres. Selve finalen er til gengæld ret let, og den sidste stigning er trods medvinden noget de fleste kan overleve, hvis man er stærk nok til at komme afsted i første omgang. Med modvind på hele det flade stykke til sidst, er der gode chancer for, at det skal afgøres på bakken til sidst, hvor det efter en lang og hård dag dog handler mere om power og friskhed end nødvendigvis puncheurevner. Og så kan der i en ukontrollerbar finale altid ske mange angreb, hvor en spurtsvag, men stærk rytter får sneget sig væk på det flade inden bakken.

Den hårde finale betyder formentlig, at det kun er de stærkeste sprintere og de eksplosive puncheurs, der har mod på at forsøge at holde det samlet, men det bliver noget af en opgave. Den første halvdel er meget kuperet, og med mere end 3000 højdemeter kræver det meget at skabe samling til en puncheurspurt. Umuligt er det ikke, men det kan sagtens blive til endnu en udbrudssejr. Og bliver det til samling, vil det kun være robuste folk, der er i spil til sejren.

Jeg vælger at pege på Omar Fraile som favorit. Baskeren er virkelig kommet tilbage efter sine rygproblemer, og han virkede virkelig overbevisende i udbruddet på 7. etape, hvor han nærmest spurtede fra langt bedre klatrere på den svære stigning til sidst. Siden har han været mere stille i terræn, der ikke har passet ham, men denne etape har hans navn skrevet ud over det hele. De bløde bakker passer perfekt til en mand, der med to bjergtrøjesejre har vist, at han er en mester i ramme udbruddet, og han er samtidig lynhurtig. Nok har han ikke kørt mange puncheurspurter, men han vil kunne slå de fleste på bakken op mod mål med den fine form, han har vist. Derfor tror jeg, at han har gode chancer for at fuldende sit grand tour-hattrick ved endelig at tage mere end bare bjergtrøjer i Vueltaen.

Et andet oplagt bud er Andrea Bagioli. Det er klart, at han er Deceunincks bedste bud til en spurt, men som sagt tror jeg, at de spiller på flere heste. Egentlig troede jeg, at han var træt, men hans flotte enkeltstart i dag modbeviser det. Terrænet burde passe glimrende til en puncheur som ham, selvom han mangler noget erfaring i at ramme den rette gruppe. Lykkes det ham at sidde i en gruppe i bunden af sidste bakke, har han med sin 3. plads i Suances bevist, at det er meget få, der har en chance for at slå ham.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Jeg har flere gange peget på Rui Costa , og det vil jeg gøre igen. Jeg er måske ikke helt så overbevist om, at han er lige så formstærk som i starten af løbet, men han er da kommet hæderligt igennem de seneste etaper. Dette er perfekt terræn for en råstærk fyr som Costa, der utvivlsomt vil gøre alt for at ramme udbruddet. Han ved også, hvordan man skal spare sig undervejs og har god historik i at kunne gøre det færdigt. En god puncheur er han i hvert fald, som han senest viste med den flotte sejr i Saudi Tour i begyndelsen af året.

Etapen er også ideel for Tim Wellens , men han er ikke let at blive klog på. Han virkede ganske velkørende i starten af løbet, men selvom store stigninger ikke er hans kop te, var han overraskende svag i bjergene. Hans angreb fra starten af 11. etape havde dog noget pondus, og dagens enkeltstart vidner om, at han fortsat har lidt at skyde med. Terrænet er i hvert fald perfekt, og Wellens har blandt andet med sin puncheursejr i Giroen vist, at han kan gøre det færdigt på bakken.

Egentlig havde jeg lyst til at placere Magnus Cort meget højt. Han har nemlig med sine tre WorldTour-udbrudssejr vist, at han er sand udbryderkonge, og efter en rusten start har han åbenlyst fundet formen, som vi så i bjergene i weekenden og med den hæderlige top 10 i Suances. Problemet er, at EF satser 100% på Carthys podium, og det kan låse danskeren. Omvendt virker det ret absurd, hvis de vil sidde stille i feltet de kommende tre dage for at spare sig til en bjergetape, hvor det alligevel primært er Carthy og Michael Woods, der skal gøre arbejder. Får han chancen, er finalen i hvert fald skræddersyet til Cort.

Astana har gode kandidater i overflod, og det er nærliggende også at pege på Gorka Izagirre. Det holdt hårdt, men han har efterhånden mistet så meget tid, at han bør få frihed til at gå i udbrud. Terrænet burde passe ganske perfekt til ham, og han har traditionelt været god til at ramme udbrud i grand tours. Formen er måske ikke så god som i starten, men han sad længe med i weekenden, og han er en god puncheur, som han blandt andet viste med 2. plads bag Demare på 1. etape af Paris-Nice for et par år siden. Faktisk minder finalen her meget om den, der gav udbrudssejr i Giroen i 2017, og det viser, at han er i stand til at gørre det færdigt.

Man må også pege på Robert Stannard, der stille og roligt er ved at vise sit talent fra U23-tiden. Vi så hans flotte angreb i Piemonte i august, og i Suances spurtede han sig til en 5. plads i en finale, der viste sig for hård til mange. Dermed står det også klart, at han bliver svær at slå, hvis han sidder med hjem i bunden af bakken. Til gengæld er han også en uhyre svingende fyr, der tillige mangler erfaring i at ramme udbruddene. Han viste heldigvis god form igen med sit udbrud på Angliru-etapen, hvor han kom ganske langt, og med de ben burde han komme endnu længere på en etape som denne.

Mitchelton har flere gode kandidater. Jeg har 117 gange peget på Nick Schultz, og han fortsætter bare med at imponere, senest med en flot enkeltstart i dag. Mitcheltons klassement er gået i skuddermudder, og det taler for, at han nu burde få lov også at gå i offensiven. Formen er åbenlyst perfekt, og terrænet passer glimrende til en ardennertype som ham. Selvom han sjældent viser det, er han faktisk også ganske hurtig, og denne puncheurspurt burde ligge glimrende til ham.

UAE har udover Costa også en god kandidat i Davide Formolo. Italieneren lagde stærkt fra land, men har siden haft det lidt sværere. Han viste dog hæderlig form ved at køre op til udbruddet forleden, indtil styrtet ødelagde det for ham - et styrt, der heldigvis ikke havde konsekvenser. Den svære start tiltaler ham, men finalen kan være lidt for let. Han er en god puncheur, men han risikerer at være oppe mod folk, der på stregen er lidt hurtigere end ham på en bakke, der ikke er alt for stejl.

Endnu en Astana-kandidat er Luis Leon Sanchez, men for ham har jeg tre forbehold. For det første har han været låst til Vlasov på de fleste etaper, og det kan han ende med at være igen. Heldigvis så vi i søndags, at han fik lov at ramme udbruddet. For det andet synes formen ikke at være så overbevisende som i starten, hvor han var meget stærkt, men det ændrede sig lidt med hans flotte kørsel på Cordal-stigningen forleden. Endelig er jeg ikke helt sikker på, at han stadig har den hurtighed, der skal til for at slå de bedste puncheurs. Det vil dog være dumt at udelukke en mand, der i Touren har vundet et halvt hundrede etaper fra udbrud i denne slags terræn.

Hver gang, man tror, at Guillaume Martin er ved at være træt, rejser han sig igen. Han kørte en fornem Angliru-etape, og meget taler for, at han i den vanskelige start har gode chancer for at sidde der igen. Det er klart, at etapen her ikke er ideel for ham, men han er trods alt så god en puncheur, at han gik i top 10 i Suances. Bakken burde være svær nok til, at Martin i den rette gruppe kan vinde etapen.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

Det er også nødvendigt at nævne Dorian Godon igen. Når en mand på næsten to meter kører i top 30 på Angliru, må der være tale om superform. Terrænet her burde passe perfekt til ham, og han er tillige en god puncheur, som top 15-placeringerne i Suances og i Sabinanigo viser. Min frygt er lidt, at han i sidste ende vil være oppe mod hurtigere folk, men hans gode form kan utvivlsomt bringe ham langt.

Bliver Cort låst, kan Danmark også håbe på Michael Valgren. Hans form i dette løb har været relativt svær at blive klog på, men den fine top 5 på Formigal og senest hans gode enkeltstart i dag vidner om, at han har lidt skyde med. Terrænet her burde være perfekt for en type som Valgren, og han kan også afslutte på bakken. Også for ham gælder dog, at han risikerer at møde hurtigere folk, men så må han jo snige sig væk, som han har vist sig som en mester i.

Egentlig er etapen jo skræddersyet til Alex Aranburu, der i Suances viste, at han er en af feltets bedste puncheurs. Det logiske Astana-valg vil dog være at gemme ham til en spurt, mens de andre folk skal forsøge at ramme udbruddet. Derfor tror jeg mest, at hans udbrudschancer torsdag og fredag, men det er klart, at han bliver modbydelig svær at slå, hvis han ender med at sidde der. Formen er i hvert fald god, som den fine klatring på 7. etape viser, og terrænet her passer ham.

Julien Simon har brugt løbet til at genrejse sig selv, og hans fine spurt i Suances viser, at dette er en etape, der passer ham. Han er dog knap så robust som mange af de ovennævnte, og jeg har en lille mistanke om, at det kan knibe med at ramme udbruddet. Lykkes det burde han dog være en oplagt kandidat, for en 6. plads i Suances viser, at ikke mange slår ham på bakken, hvis han stadig er frisk til sidst.

En af overraskelserne i dette løb har været den lille genfødsel af Sergio Henao. Min bekymring er lidt, om han ligger så tæt på top 10, at han får svært ved at ramme udbruddet, men der er immervæk næsten seks minutter op til Vlasov, der i første omgang er truet (De La Cruz er som bekendt en holdkammerat). Skulle han komme afsted, er dette ikke en ringe etape for ham. Han var tidligere en af verdens førende murspecialister. Det er klart, at denne bakke er for let for ham, men med sin nuværende form, skal han ikke afskrives.

Deceuninck kan også forsøge at få Mattia Cattaneo afsted. Italieneren bliver bare ved at forbedre sin form efter skaden og kørte senest i dag en god enkeltstart. Terrænet taler for, at han har gode chancer for at ramme udbruddet, men udfordringen er den manglende hurtighed. Risikoen er, at han ender med at være oppe mod bedre afsluttere. Til gengæld er finalen hård nok til, at han kan gøre forskellen med den fine form, han har nu.

CCC skal håbe at få Georg Zimmermann afsted. Tyskeren er stadig relativt frisk og har længe siddet med på bjergetaperne. Han er både klatrestærk og hurtig og har i teorien alle egenskaber til at kunne vinde i denne type finale. Vi så dog hans begrænsninger i Suances, og han virker måske ikke helt så frisk som tidligere i løbet. Derfor frygter jeg, at han kan være overmatchet af hurtigere og mere friske folk til sidst.

Endelig må jeg hellere nævne Marc Soler. Spanieren er åbenlyst træt, men dog ikke mere, end at han var tæt på top 10 i dag og tæt på at vinde i lørdags. Med sin råstyrke burde han have en fair chance for at ramme udbruddet. Udfordringen er naturligvis, at han risikerer at være oppe mod hurtigere folk, men bakken er relativt svær, og han viste sidste år en vis hurtighed på bakker. Dertil kommer, at han allerede har vist, at han mestrer kunsten at snige sig væk.

Der er mange oplagte kandidater, men et eller andet sted skal jeg stoppe. Selve finalen er god for Dion Smith, Aliaksandr Riabushenko, Gonzalo Serrano, Robert Power, Anthony Roux, Stan Dewulf, Zdenek Stybar, Enrico Gasparotto, Jose Joaquin Rojas, Jetse Bol, Jonathan Lastra, David Gaudu, Tosh van der Sande og Jonathan Hivert, men jeg frygter, at de alle vil være oppe mod stærkere folk. Folk som Remi Cavagna, Bruno Armirail, Will Barta, Nelson Oliveira, Kobe Goossens, Nans Peters, Carlos Verona, Thymen Arensman, Clement Champoussin, Jannik Steimle, Gino Mader, Ion Izagirre, Esteban Chaves, Angel Madrazo, Michael Storer og Jan Hirt har i den hårde start alle en god chance for at ramme udbruddet, men det bliver for dem alle svært at gøre det færdigt, hvis ikke de får sig sneget væk. Endelig vil jeg tro, at Michael Woods og Jonas Vingegaard, der ellers vil elske finalen, er låst og skal spare sig til senere opgaver.

Som sagt er en spurt bestemt ikke umulig. Den minder meget om spurten i Suances, men bakken er samlet set en anelse lettere, men synes til gengæld at have en stejlere del undervejs, inden den flader ud. Samtidig er finalen denne gang meget kringlet, og meget taler for, at vinderen i hvert fald sidder i top 2 i hårnålesvinget, hvorfor der skal åbnes på den stejle del, inden den flader ud. Får vi en spurt, vil jeg tro, at det skal ske efter en ret vild jagt, og så tror jeg, at det bliver en knaldhård affære, hvor vi skal ud i mere robuste typer end forleden.

Derfor er det umuligt ikke at have Primoz Roglic som favorit i det scenarium, og jeg vil pege på Andrea Bagioli som nr. 2 foran Alex Aranburu, Robert Stannard og Magnus Cort, der dog kan finde den lidt for hård. Det er klart, at Felix Grossschartner viste evner forleden, men jeg har lidt svært ved at se ham faktisk vinde. Dan Martin bør gøre det endnu bedre i denne sværere finale, ligesom også Julien Simon bør være med fremme igen. Naturligvis håber vi, at Alejandro Valverde deltager denne gang, for han bør stadig være at regne som en af favoritterne. Hvis de denne gang kører den, vil jeg også have en vis tiltro til Rui Costa og Tim Wellens. Også Dorian Godon, Gonzalo Serrano, Michael Valgren og Dion Smith kan være med fremme, ligesom Guillaume Martin og hele banden af klassementsfolk bør gøre det godt. Til gengæld vil min forventning være, at det denne gang bliver for hårdt for folk som Jasper Philipsen, Carlos Barbero, Sam Bennett, Jon Aberasturi, Zdenekk Stybar og Tosh van der Sande, og jeg tror heller ikke, at Aliaksandr Riabushenko har formen il at være med helt i front her.

Feltet.dks vinderbud: Omar Fraile

Øvrige vinderkandidater: Andrea Bagioli, Rui Costa

Outsidere: Tim Wellens, Magnus Cort, Gorka Izagirre, Robert Stannard, Nick Schultz

Jokers: Davide Formolo, Luis Leon Sanchez, Guillaume Martin, Dorian Godon, Michael Valgren, Alex Aranburu, Julien Simon, Sergio Henao, Mattia Cattaneo, Georg Zimmermann, Marc Soler

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Primoz Roglic, Andrea Bagioli Alex Aranburu, Robert Stannard, Magnus Cort, Alejandro Valverde, Felix Grossschartner, Sam Bennett, Julien Simon, Tim Wellens, Rui Costa, Dan Martin