Optakt: 15. etape af Giro d’Italia

Ruten                                                         

Både Giroen og Vueltaen sørger normalt altid for at have to store bjergetaper i den næstsidste weekend - måske særligt fordi de afvikles uden for ferieperioder - men den trend brydes i år, hvor denne fase af løbet - med undtagelse af Monte Zoncolan naturligvis - er usædvanligt let. Det skyldes formentlig, at arrangørerne har designet en tredje uge med lutter svære etaper og enkeltstarter, og derfor har der været nådighed på denne næstsidste søndag, hvor lidt tungere folk kan få en næstsidste chance, inden den står på ren lidelse (eller et tidligt exit) de næste dage. Det bliver dog langt fra så let som på fredagens helt flade etape, for på denne korte etape, der fører feltet fra Italien frem til en rundstrækning, der delvist ligger i Slovenien, og tilbage til en flad finale på begge sider af den slovensk-italienske grænse, er der flere korte og meget stejle stigninger, også i den absolutte afslutning, hvor en stejl rampe og endda lidt brosten truer alle, der vil spurte. De kan både fungere som afsæt for angreb og som perfekte lejligheder til at tynde ud i feltet, og derfor er det kun de mest holdbare sprintere, der er i spil til at gribe denne mulighed, hvis deres hold da kan holde det samlet på denne meget klassikeragtige etape.

Med en distance på bare 147,0 km er der tale om en meget kort etape, der går mellem de italienske byer Grado og Gorizia, men hovedsageligt afvikles på slovensk territorium. Starten er ganske spektakulær, for startbyen ligger helt ude på kanten af en tange midt i Adriaterhavet, og herfra kører man med det samme mod nord over en ganske lang bro, der bringer feltet ind til det italienske hovedland, der i det nordøstlige hjørne er helt fladt. Det går således ad en helt flad vej mod nordvest frem til Cervignano del Friuli, hvor man efter 16,1 km drejer mod øst og siden nordøst og igen øst for at køre igennem det helt flade terræn frem mod bakkerne på kanten til Slovenien.

Dem når man endelig frem til efter ca. 30 km, hvor man kører mod nordøst op ad en dobbeltstigning, der først stiger med 5,1% over 2,7 km og efter et plateau stiger med 7,4% over 1,2 km frem mod toppen, der rundes efter 40,6 km. En let nedkørsel leder nu mod vest og sydvest tilbage til det helt flade område, som følges mod vest og nordvest frem til dagens første spurt, der er placeret efter 53,7 km. Herfra går det videre gennem fladlandet mod nordøst og nord frem til den afgørende rundstrækning, der rammes efter 63 km.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Rundstrækningen er i alt 31,5 km lang, skal køres to hele gange og er placeret delvist på italiensk og delvist på slovensk territorium. Med det samme går det således igennem fladlandet mod nord over grænsen, hvor man drejer mod nordøst for at passere kategori 3-stigningen Gornje Cerovo (1,7 km, 8,5%, max. 15%), der bare bliver stejlere og stejlere med 500-segmenter på hhv. 6,0%, 8,6% og 9,6%, inden den stiger med 12,0% over de sidste 200 m frem til toppen, der passeres efter hhv. 67,6 km og 99,1 km. På toppen går det videre mod nordøst ad en lille nedkørsel, inden det går mod nord op over to bakker (hhv. 900 m med 6,9% og 600 m med 7,3%). Derfra falder det let mod sydvest, inden man kører mod syd ad et let stigende stykke, hvorefter det falder let igen mod vest, syd og sydvest, idet man undervejs igen kører ind i Italien. Rundstrækningen afsluttes med et helt fladt stykke, der fører skiftevis mod sydøst, nordøst og sydøst.

Efter de to omgange tager man hul på en tredje omgang, hvilket betyder, at man for tredje gang skal over Gornje Cerovo. Toppen passeres efter 129,0 km, hvorefter der resterer 18,0 km. Denne gang følger man dog kun den lille nedkørsel mod nordøst, men forlader herefter rundstrækningen inden de to småbakker. I stedet går det via et faldende stykke mod sydøst tilbage til Italien, hvor man kører op ad en lille bakke til byen Oslavia, hvorefter det falder mod syd det sidste stykke ind til Gorizia/Gorica, der er en både slovensk og italiensk by, hvor grænsen går tværs ned gennem byzonen

I stedet for at køre direkte ind til mål slår man en sløjfe mod nord, idet man ad en helt flad vej kører mod nordøst og siden sydvest frem til dagens anden spurt, der kommer efter 144,0 km. Kort efter drejer man mod sydøst og passerer grænsen for at køre op i det nærliggende højdedrag, så man skal over en 1 km lang bakke, der stiger med 5,9% i snit, men med 7,4% over de sidste 500 m, der når op på 14%. Toppen nås med præcis 3,0 km igen, hvorefter en stejl og lidt teknisk nedkørsel leder mod øst tilbage til fladlandet, som følges mod syd ned langs grænsen. Med 1,6 km igen drejer man skarpt mod vest for at køre tilbage til Italien ad en let stigende vej, der går gennem en rundkørsel, inden det ved den røde flamme begynder at falde, samtidig med at man rammer 500 m med brosten med 800 m igen. De ender, når man med 300 m igen drejer skarpt til højre ind på den helt flade opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1678 højdemeter.

Gorizia er blevet besøgt af Giroen fem gange tidligere og var endda vært for Grande Partenza i 1968. Senest skete det i 2001, hvor Pablo Lastras kørte alene hjem fra et udbrud og sejrede foran Giovanni Lombardi og Uros Murn. I 2006 var byen vært for de italienske mesterskaber, hvor Paolo Bettini spurtede sig til sejr i en lille gruppe foran Mirko Celestino og Danilo di Luca. Det lille Giro del Friuli Venzia Giulia er ofte forbi, og vi har i de senere år set spurtsejre til Francesco di Felice (2019), Georg Zimmermann (2018), Marco Benfatto (2012) og Grega Bole (2007), mens etapen blev aflyst i 2011.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Vejret

Det elendige vejr, der truer med at plage resten af løbet, fortsætter søndag, hvor rytterne ikke nødvendigvis er lige så heldige, som de var i dag. Det vil nemlig være en bygedag, men med meget høj bygerisiko på 80-90% hver eneste time gennem det meste af etapen, dog lidt mindre ved starten. Temperaturen vil nå 19 grader, og det vil slet ikke være blæsende med bare en svag til let sydlig vind (10 km/t), der dog i den sidste times tid ser ud til pludselig at dreje til nordøst. Ved starten i Grado vil vinden dog være en anelse kraftigere (15 km/t), men aftagende. Det giver med- og sidemedvind op til rundstrækningen, hvor der vil være sidemedvind på første del, herunder på bakken og sidemodvind på anden del. Hvis vinden som varslet er i nordøst til den sidste del, vil der være modvind på bakken sidste gang og derefter side- og sidemedvind ind til Gorizia. Her vil der på den kringlede sløjfe primært være sidemedvind, dog med sidemodvind på bakken, indtil man får modvind på den 300 m lange opløbsstrækning.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Analyse af 14. etape

Det, der gør grand tours særligt fascinerende og adskiller dem fra alle øvrige cykelløb, er, at de er cykelsportens forsøg på at anskueliggøre darwinismen. Mens et endagsløb selvsagt handler om dagsform og sportens øvrige etapeløb er så korte og ofte koncentreret om så få nøgleetaper, at det er meget svært at øjne nogen form for udviklingstendenser i rytternes indbyrdes styrkeforhold, er det helt anderledes over et tre uger langt etapeløb. Det er nemlig i helt åbenbar et spørgsmål om evolution og ”survival of the fittest”. Her ser man sjældent kvantespring i rytternes udviklingsforløb - i hvert fald ikke i positiv retning - og i stedet handler det om at lure de små tendenser, der indikerer, om en rytter er på vej frem eller tilbage. Mens nogle gradvist falmer for til sidst at forsvinde helt ud det overordnede billede, bliver andre langsomt bedre og bedre, og når regnebrættet til sidst gøres op, er vinderen den rytter, der har været bedst over alle tre uger og ofte toppet til sidst, hvor de fleste grand tours byder på de vanskeligste udfordringer.

Sådan er det naturligvis også i årets Giro, men indtil det i dag gik løs på Monte Zoncolan, har alle vurderinger mest af alt været baseret på gisninger og mavefornemmelser. Mauro Vegni har nemlig til lejligheden sammensat en yderst bagtung rute, der måske nok har budt på sine vanskeligheder i løbet af de første 13 dage, men alle har de været af en karakter, der mere har givet indikationer end klare svar. Stigningerne har enten været korte og eksplosive eller lange og lette, og den eneste meget svære etape, grusvejsetapen, var i sin natur så anderledes end den tredje uges bjergetaper, at den ikke for alvor kunne bruges til at udmåle styrkeforholdet mellem de bedste til den afgørende tredje uge.

Derfor skulle man også være forberedt på at få rodet godt og grundigt rundt i favoritbilledet, da Giroen i dag endelig ramte de høje bjerge mod nord efter 13 dages opvarmning på Po-sletten og i de mere moderate Appenniner. Ikke blot var det nemlig i dag tid til den første virkelige klatreudfordring, den havde også form af selveste Monte Zoncolan, der måske nok tackledes fra den noget mere menneskelige Sutrio-side, men stadig over de sidste 3 km byder på så skræmmende procenter, at den forud for debuten i 2003 fik ryttere til åbent at spekulere på, om de i tiden med kun en spæd udvikling af moderne gearing ville være tvunget til at skulle gå op. Efter at have vundet på bjerget beskrev Gilberto Simoni det også som det mest vanvittige, han havde prøvet, og det endda forud for mødet med den meget sværere Ovaro-side, som Simon selv endte med at erobre fire år senere, da Giroen endte med at vende tilbage til løbets i dag klart mest frygtede bjerg.

Trods bevidstheden om at de forrige etaper kun har budt på små indikationer og få sikre svar, var det alligevel bemærkelsesværdigt, hvordan det med spænding imødesete Zoncolan-slag rystede godt og grundigt rundt i de mønstre, der havde tegnet sig de første 13 dage. Faktisk er billedet efter 14 dage nu så mudret, at der i det store mylder af meget forskellige udfordringer, Vegni har budt rytterne på, faktisk kun er to konstanter, der tegner sig. Og de to kontanter afspejler sig også i et klassement, der nok engang fik sig en rystetur i dag.

Den ene er selvfølgelig den åbenlyse. Igen i dag var Egan Bernal lysår foran rivalerne, og selvom han blot endte med at distancere Simon Yates med beskedne 11 sekunder, sad man med fornemmelsen af, at colombianeren kunne have leveret en magtdemonstration i stil med den, Ivan Basso leverede, da han sikrede sig den hidtil mest suveræne sejr på bjerget i 2010. Bernal så i hvert fald ud til at spørge sig selv, om det virkelig var alt, rivalerne havde at byde på, da han med lethed fulgte Simon Yates’ antrit, plantede alle rivalerne og slutteligt spurtede fra den udkørte Yates, da han endelig åbnede for posen til sidst.

Dermed gjorde Bernal præcis det, han også gjorde i Sestola, på San Giacomo og Campo Felice og senest på grusvejene, nemlig udnyttede enhver chance for at sætte rivalerne til vægs og stille og roligt styrke grebet om den førertrøje, der i stigende grad ser ud til at have fundet sin ejermand. På sin egen diskrete facon sørgede Bernal med sin sidste acceleration for ikke at efterlade nogen tvivl om, hvem der er løbets ubestridte konge, og det kunne formentlig være blevet til meget mere, hvis han og Ineos havde villet det.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Bernal har imidlertid lige fra sine allerførste trin mod verdenstoppen været rost lige så meget for sit mentale klarsyn som sin fysiske styrke, og han ved, at en grand tour først vindes i Milano. Måske var det meget passende, at det netop var Yates, der endelig åbnede ballet til sidst på Zoncolans stejle procenter, for briten var en passende påmindelse til Bernal om, at der ingen grund er til at spille med musklerne, når man allerede har et solidt forspring. Det lærte Yates som bekendt på den hårde måde for tre år siden, da han på den modsatte side af Zoncolan gravede sin egen grav ved at køre sig i den rødeste af de røde zoner i et desperat forsøg på at indhente Chris Froome og sikre sig en sejr på et af sportens mest prestigiøse bjerge. Den grav blev desværre bare dybere for hvert spadestik, Yates tog med sine spadestik de kommende dage, og vi ved alle, hvor trist en skæbne den lille brite endte med at få.

Den fejl begik Bernal ikke. Naturligvis havde han drømt om at kopiere sin læremester, Froome, og vinde på sportens stejleste bjerg - selvom det ikke var opstigningen fra den stejleste side - og det så da tidligt i løbet også ud til, at Ineos faktisk havde planer om at vinde etapen, da Filippo Ganna effektivt kørte en stor forfølgergruppe ind, men Bernal og briterne modstod fristen. Da Astana angiveligt tilbød, at de sammen kunne deles om arbejdet med at hente det stærke 11-mandsudbrud, der etableredes efter en vild og voldsom start, afslog både Bernal og hans hold, og i stedet gemte de sig stille og roligt i feltet. Heller ikke på Zoncolan spillede de med musklerne, da de som forventet overtog temposætningen, og farten sat af først Gianni Moscon og siden Jhonatan Narvaez, Jonathan Castroviejo og slutteligt Daniel Martinez var så moderat, at det stadig var en stor gruppe, der nåede den sidste stejle rampe til sidst. Her gjorde Bernal kun akkurat det, der var nødvendigt - hverken mere eller mindre - inden han slutteligt med tilsyneladende lethed sikrede sig et par ekstra sekunder, der nu gør hans føring så komfortabel, at det kun er uheld eller en pludselig opblussen af hans rygproblemer, der synes at kunne stå i vejen for, at han bryder den Ineos-forbandelse i Giroen, som det ellers kun er Froome og sidste år i sidste øjeblik Tao Geoghegan-Hart, som har formået at bryde.

Problemet for rivalerne er, at Bernal er en helt anden end Yates. Dels kører han langt klogere, end briten gjorde for tre år siden, og dels er han med sin enorme restitution kendt for kun at blive bedre og bedre over tre uger. Samtidig er han bakket op af et skræmmende stærkt hold, der i dag cementerede dominansen ved at placere Martinez som nr. 3 blandt favoritterne og dermed understrege, at den colombianske løjtnant altså bare havde en offday på gruset og eller er i den klare fremgang, som man har kunnet fornemme gennem alle løbets tre bjergetaper. Faktisk virker Martinez lige nu så stærk, at Ineos med tanke på hans stærke enkeltstart sagtens kunne begynde at lugte at få top mand på podiet. Men det er trods alt nok for tidligt at gøre det til et decideret mål, når løbet fortsat byder på næsten alle de sværeste etaper, ikke mindst mandagens frygtede kongeetape.

Hvor Bernal er den ene og alt andet end uventede konstant, er der straks langt mere overraskelse forbundet med den anden. At Damiano Caruso er solid og stabil, er bestemt ikke noget chok, for manden er trods alt en af de relativt få aktive, der har været i top 10 i alle grand tours - endda selvom han kun i meget få tilfælde er startet som kaptajn. At han synes at blive bedre med alderen, er også åbenlyst, efter at han sidste år endte i top 10 i et uhyre stærkt besat Tour de France, hvor han ellers var slave for Mikel Landa gennem hele løbet. I det lys er det slet ikke overraskende, at Caruso lige nu er den eneste udover Bernal, der har været stabilt god på alle nøgleetaper. Det overraskende er bare, at han har været så god.

Hans første præstationer har på ingen måde været et chok, for Caruso er en alsidig type, der er god i dårligt vejr, eksplosivt terræn og har robustheden og teknikken til at håndtere grus. Monte Zoncolan er bare et andet bæst end de hidtidige udfordringer, og hvis nogen på forhånd havde foreslået, at Caruso på Zoncolan skulle ende som favoritgruppens nr. 4, var der næppe nogen, der havde købt den - heller ikke selvom man havde fået at vide, at Mikel Landa ville udgå tidligt af løbet og Caruso overtage kaptajnrollen. Dagens ridt er imidlertid et bevis på, at det i denne vidunderbørnenes tidsalder stadig er muligt for enkelte veteraner at toppe i karrierens efterår, og hvis Caruso fortsætter med sammen med Bernal at være løbets eneste konstant, kan han nu reelt lugte et podium, der ikke virkede sandsynligt i et Giro-felt, som er blandt de stærkere i løbets nyere historie.

Caruso har bare haft den stabilitet, ingen andre har haft, og det har nu katapulteret ham op på 3. pladsen. Noget seriøst vinderbud er han dog trods alt ikke, og lige nu er det svært at se nogen reel trussel mod Bernal, hvis denne holder sig sund og rask hele vejen. Det var dog uhyre livgivende for fortsættelse, at Yates rejste sig fra de døde og efter sin alt andet end overbevisende start på løbet pludselig kørte sin første virkeligt gode bjergetape i en grand tour - i hvert fald som klassementsrytter - siden han vandt Vueltaen i 2019.

Det kom åbenlyst bag på mig. Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg var af den faste overbevisning, at Yates nok engang ville følge sit vanlige, aftagende mønster igennem en grand tour - ikke mindst fordi han ligesom i 2020 var kommet til løbet i en for en fyr som ham bekymrende god form. Den tese blev kun bekræftet af hans skuffende præstation de første dage - en præstation, han på hviledagen da heller ikke kunne betegne som andet end ringere, end han havde forventet.

Men måske har han lært mere end som så af nedturen i 2018. Det viste han jo allerede i Vueltaen samme år, hvor han efter en haltende start, der ved et tilfælde indbragte ham førertrøjen, men ikke efterlod ham som en af de bedste i bjergene, faktisk kørte sig op undervejs, og selvom han var i krise på løbets sidste bjergetape, da Miguel Angel Lopez og Enric Mas satte ham under pres, lykkedes det ham faktisk at passe så godt på sig selv i begyndelsen af løbet, at han toppede senere. Måske havde holdet vitterligt ret, da de for et par dage siden sagde, at han havde bestræbt sig på at toppe i den tredje uge, og måske har han netop lært så meget af tidligere erfaringer, at han holdt igen i dagene op til løbet i erkendelse af, at han ikke kunne strække superformen fra Tour of the Alps hele vejen. At han så også i dag indikerede, at der måske er en underliggende, ikke nærmere specificeret årsag til hans svage start, er yderligere en indikation på, at Yates kan udvikle sig til manden, der kan komme nærmest Bernal i årets løb.

Han er i hvert fald hjulpet af ruten. Mandagens gigantiske bjergetaper med mange højdemeter er slet ikke skabt til Yates, men det er både 17. og 19. etape. De minder begge meget om dagens udfordringer i den forstand, at de indledende udfordringer ikke er alt for voldsomme, og at det hele slutter med et relativt kort, men stejlt målbjerg. Det er altid den slags opgaver, Yates har mestret bedst, som han har vist i sine to optrædender på Zoncolan, og kommer han solidt igennem på mandag, ser det ganske lyst ud for briten, der i hvert fald indtil nu ikke har slidt for meget på sin begrænsede holdbarhed. Og heldigvis for alle, der frygter, at alle har lagt sig ned for Kong Bernal, signalerede han i dag, at han i første omgang i hvert fald har tænkt sig at forsøge at vinde løbet.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Yates og Martinez var imidlertid ikke de eneste, der havde pil opad, efter skuffende præstationer tidligere i løbet. Det havde Giulio Ciccone også, da italieneren med dagens præstation viste, at hans nedtur på gruset vist bare var udtryk enten for hans vanlige udsving eller udfordringer på en etapetype, han ikke er vant til. I dag var han måske ikke lige så flyvende som i de første dage, men han kom så meget tilbage på sporet, at hans egen tvivl om fortsat at satse på klassementet i hvert fald foreløbig kan sættes på pause. I hvert fald er han nu entydigt Treks kaptajn, efter at Vincenzo Nibali nærmest med det samme og uden videre kamp sad op og smed mere end 10 minutter. Så kunne han vist heller ikke tydeligere signalere, at der er lagt op til Shark Attack på mandagens kongeetape, der lige fra starten af løbet nærmest har været designet som dagen, hvor italienernes darling skulle iværksætte det store ridt, der kan vise hans eksistens i løbet og fremhæve ham som den mester, han trods sin høje alder og svindende styrke stadig er.

For stort set alle andre var der pil nedad. Mest markant var det naturligvis for Remco Evenepoel, der nu ikke længere kan bruge dårlige dage, manglende evner på grus eller svage nedkørsler som undskyldning for, at han ikke får det bragende flotte comeback, han åbenlyst havde drømt om, men ikke artikuleret højt. I dag stod det hurtigt klart, at Evenepoel lige nu ikke er vidunderknægten fra tiden før styrtet, og selvom den gigantiske bjergetape på mandag passer hans motor langt bedre end dagens relativt eksplosive affære, synes det nu svært at se, at selv Evenepoel kan mønstre det storslåede comeback, han og Deceuninck indtil i dag troede på. Belgieren selv indikerede også tydeligt efter etapen, at målet nu er nedjusteret til top 10, og vi andre kan så bruge tiden på at spekulere på, om resultatet er et udtryk for den lange pause, eller om Evenepoel måske bare er for begrænset i de høje bjerge til at vinde en grand tour. I første omgang er førstnævnte nok den mest plausible forklaring. Joao Almeida derimod kan bruge tiden på at ærgre sig over, at han havde en for ham sjælden offday i Sestola, for løbet magede sig jo faktisk sådan, at han kunne have fået mulighed for at agere den plan B, Evenepoels tvivlsomme optakt havde givet ham muligheden for.

Evenepoels nedtur kan i lyset af onsdagens trængsler ikke komme som en overraskelse. Langt mere uventet var det at se Aleksandr Vlasov ende som etapens måske allerstørste taber. Det ser nemlig sjældent kønt ud, når et hold gør alt for at vinde en etape med kaptajnen og denne så flopper fælt - også selvom Astanas projekt om etapesejren allerede blev ødelagt af udbruddet, da både EF og BikeExchange åbenbart var så usikre på kaptajnernes formåen, at de overlod alt arbejde til kasakkerne. Igen i dag så det imidlertid ud til, at Vlasov begik den fejl, der efterhånden er blevet hans varemærke, nemlig at gå i rød zone alt for tidligt for siden at eksplodere. Nu var selve finalen tv-mæssigt ringe dækket, men Vlasov forklarer i hvert fald selv, at han betalte en dyr pris for at forsøge at gå med Yates og Bernal. Det har vi set utallige gange - senest på San Giacomo, men også på La Covatilla og Moncalvillo i Vueltaen - og det er i hvert fald foreløbig en stor forskel i kørestil på Bernal, der stod set aldrig sætter en taktisk fod forkert, og Vlasov, der stadig har en del at lære, hvis han skal være den grand tour-rytter, talentet rækker til.

Knap så overraskende var det nok, at Hugh Carthy skuffede. Dette skulle ellers have været etapen, hvor Angliru-vinderen virkelig ville udfolde sig, og hidtil har man kunne afskrive hans undervældende præstationer med et lidt for eksplosivt terræn. I dag tyder mere imidlertid på, at der er hold i den lurende fornemmelse af, at han altså ikke har fundet Vuelta-formen frem denne gang - måske fordi han alligevel endte med at køre sig for hårdt med det vanvidsprogram, han bød sig selv på igennem et forår, hvor han nærmest valgte ”All Inclusive”-modellen fra midten af marts og frem til Giroen.

Det gjorde Emanuel Buchmann bestemt ikke, og derfor kunne man have håbet, at hans skuffende forår var et udtryk for velplanlagt formtiming, selvom skuffende kørsel ikke ligger til den normalt stabile tysker. På gruset forleden lignede han da også en mand på vej mod sin velkendte tredjeugesform, men i dag fik han sig en lussing, der måske signalerer, at tidsgevinsten i Montalcino mere var udtryk for et veltilrettelagt angreb end overlegen styrke. Det ser i hvert fald stadig ikke ud til, at Buchmann fra tiden før styrtet i Dauphiné er genopstået, men til hans forsvar skal siges, at det hele tiden var uafklaret, om ikke Zoncolan ville være for stejl for ham. Hans virkelige niveau fornemmer vi først på mandag, hvor den gigantiske dieseletape er som skabt til en mand med Buchmanns karakteristika.

En rytter, der virkelig kan ærgre sig, er Dan Martin. Den lille irer ligner ganske vist ikke en rytter, der kunne være gå på podiet - dertil er han nok for begrænset i de rigtige bjerge og især på enkeltstarten - men sammen med Caruso og Bernal har han vel været den mest stabile mand i bjergene. Desværre for ham handler en grand tour om meget mere end bare bjerge og stigninger, og Martin lignede hele tiden et sandsynligt offer på den grusvejsetape, hvor positionering endte med at reducere hans rolle til indædt kæmper for at ende i top 10. Til gengæld gik det ham i hvert fald bedre end Davide Formolo, men for ham var det hele tiden forventet, at han ville få det svært på disse etaper. Her var det grusnederlaget og punkteringen, der var ærgerlig. På samme måde var det heller ikke uventet, at Tobias Foss trods den fine kørsel på grus ville være betydeligt mere udfordret i dette terræn. Og Romain Bardet er desværre stadig bare reduceret til en solid og mulig top 10-rytter uden det niveau, han havde i sine bedste år.

Det var nu ikke kun klassementsrytternes kørsel, der bød på uventede momenter. Det samme gjorde etapens forløb. En udbrudssejr var nu et plausibelt scenarium på et tidspunkt, hvor der stadig er så store opgaver forude, at Ineos skal huske at økonomisere på kræfterne, og Bernal har været så suveræn, at man godt kan forstå, at andre hold tænkte sig om to gange, inden den jagtede et brølstærkt udbrud over 200 km, men det er nu alligevel trods alt ikke hver gang, at udbrud får lov at vinde på sportens mest mytiske bjerge.

Sådan gik det imidlertid denne gang - vel først og fremmest grundet Bernals overlegenhed - og hvad var mere passende, end at også denne etape fik en uventet vinder. Nu var det ikke specielt uventet, at Lorenzo Fortunato skulle kunne vinde fra dagens udbrud, når man ser, hvor fremragende han har klatret tidligere i løbet, men hvis nogen for to uger siden havde foreslået, at Eolo skulle indfri manager Ivan Bassos drøm om at vinde på det bjerg, hvor han grundlagde sin Giro-sejr i 2010, havde de fleste nok rystet på hovedet.

Men i cykelsport sker der mirakler, og i et løb, hvor de små hold gang på gang har vundet på bekostning af de store, var det da kun passende, at det mindste og nyeste hold skulle vinde på det bjerg, hvor egentlig kun de største burde kunne vinde. Og mens det på baggrund af hans flotte kørsel i dette løb var klart, at Fortunato var en af de sandsynlige udbrudsvindere på denne etape, var der for bare få uger siden intet, der pegede i den retning. Dengang lignede han nemlig et stagneret talent, der stort set intet har vist siden ungdomsårene, og faktisk havde han indtil i dag ikke vundet én eneste gang siden juniortiden. Hans stagiareophold hos Tinkoff for efterhånden mange år siden bragte ham da heller ingen vegne, ligesom han hos Vini-mandskabet var stort set resultatløs, men da han i Asturien forud for løbet pludselig gjorde det hæderligt, stod det klart, at han sagtens kunne blive en spiller i løbet. Derfra og til at vinde løbets mest prestigiøse bjergetape er der dog et stykke, og det er et bemærkelsesværdigt, hvor langt Fortunato er kommet fra begyndelsen af Asturien til nu.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Til gengæld blev etapen endnu en nedtur for Bauke Mollema og George Bennett, der jo ellers var de to klart mest dekorerede udbryder på dagens etape, og endda med deres to stærke hjælpere i udbruddet havde bragt sig selv i en nærmest ufatteligt god position, der også gjorde det muligt at knække det stærke Astana-mandskab. For dem begge blev det imidlertid endnu en understregning af, at intet spiller i dette løb, og det var ikke just ventet at se halvtunge Jan Tratnik eller for den sags skyld den ellers uhyre talentfulde puncheur Alessandro Covi slå dem på et bjerg, der var skræddersyet til dem begge. Det er imidlertid endnu en påmindelse om, at Bennetts formniveau er uhyre svingende, og at Mollema trods den lovende sæsonstart i februar, altså slet ikke har fået det til at spille, efter han tog en pause.

I det mindste kan de glæde sig over, at den tredje uge i en grand tour ofte kan ændre dramatisk på formkurven, og de kan stadig krydse fingre for, at der sker et eller andet inden de sidste afgørende bjergetaper. Det er nemlig en grand tours natur, at nogle blomster op, mens andre falmer bort, og det har i den grad også været tilfældet i denne uforudsigelige Giro, hvor de små hold banker de store, og favoritterne stort set alle kører, som vinden blæser, og næsten alle har vekslet mellem gode og dårlige dage.

Kun to konstanter kan vi finde i løbet, nemlig Damiano Carusos stabilt gode kørsel og Egan Bernals suveræne dominans. Den første kan måske indbringe en forud for løbet meget uventet podieplads. Den anden kan sikre markere det definitive comeback for en mand, der for få uger siden stadig var usikker på karrierens fortsatte perspektiver, men nu i stigende grad synes stærkere og mere dominerende, end han nogensinde har været!

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Favoritterne

Det er ret atypisk for Giroen at byde på en ”let” etape på dette tidspunkt i løbet. Fra næstsidste lørdag og frem er der som regel kun én etape, som selv holdbare sprintere kan drømme om, og den kommer som regel enten som sidste etape eller dybt inde i den tredje uge. Denne gang har arrangørerne imidlertid lagt to godbidder ud til folk, der ikke kan klatre i høje bjerge eller køre enkeltstart, for de får en mulighed både søndag og torsdag.

At kalde søndagens etape for en sprinteretape vil dog være en stor fejl. Der er en grund til, at Dylan Groenewegen tog hjem allerede fredag, og at Roger Kluge i dag gjorde det samme. Dette er nemlig slet ikke noget for rigtige sprintere, men derimod kun for meget holdbare folk. Rundstrækningens stigning er nemlig en stejl og led sag, som kan være for svær for de fleste, og dertil skal lægges den lille finalebakke, der i sig selv er stejl nok til at måske ikke at sætte sprintere af, men i hvert fald koste position og kræfter inden en lynhurtig og teknisk finale med lidt brosten. Der er i hvert fald meget mere klassiker end sprinteretape over den rute, der er sammensat på grænsen mellem Italien og Slovenien - og det potentielt dårlige vejr vil ikke just reducere sværhedsgraden.

Det gør også, at det er en ret uforudsigelig etape, der vel reelt kan slutte på tre forskellige måder. Enten lykkes det et udbrud at holde hele vejen, fordi ingen kan eller vil kontrollere. Alternativt lykkes det at skabe samling, hvor det enten kan ende i en reduceret massespurt for de hårdføre folk eller med et sent angreb - enten på den sidste stigning eller måske mere sandsynligt på den sidste bakke efter spurten, hvor den tekniske finale og potentielt våde veje kan gøre det meget svært for et felt at lukke et eventuelt hul. Dermed er etapen også en mulighed for et hav af forskellige ryttertyper, og da det for langt de fleste er den næstsidste chance i hele løbet, kan man vide sig sikker på, at der er sat kryds i utroligt mange kalendere ud for denne pinsesøndag.

Som altid på denne slags etaper er det Bora, der bestemmer, hvad der skal ske. Jeg føler mig ret overbevist om, at næsten alle hold går til etapen med den intention, at de vil ramme udbruddet, og de eneste hold, der måske ikke har den slags planer, er sikkert kun Ineos og måske BikeExchange eller Astana, der indtil nu har været meget klassementsfokuserede. Det helt store spørgsmål er, hvad Bora vil, for de befinder sig i en meget vanskelig position.

Det bedste scenarium vil være at få Peter Sagan med i udbrud. I det tilfælde kan han gå efter etapesejren i en finale, der passer ham som fod i hose, uden at man skal slide unødvendigt på det hold, der i de kommende dage får brug for alle kræfter for at hjælpe Emanuel Buchmann på podiet. Det er bare ikke nogen enkel sag. Får Sagan lov at komme væk i en flad start, hvor han ikke bare kan tage sig lov? Det er bestemt ikke sikkert, at Qhubeka og måske endda Israel SUN ikke vil lukke ham ned med det samme. Heldigvis kan han nok glæde sig over, at Fernando Gaviria og Elia Viviani har givet op, men Qhubeka må forventes at jagte Sagan som en skygge.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Hvis Sagan misser udbruddet, er gode råd dyre. Forleden droppede Bora udbruddet på 12. etape, fordi de skulle spare kræfter, som kunne støtte den genopstandne Buchmann. Har de lyst til at jagte en hel dag for Sagan, når der mandag venter en nøgledag for Buchmann mandag? Det er i hvert fald ikke et ønskescenarium.

På den anden side er de næsten nødt til det. Sagan fører kun med 9 point ned til Nizzolo, og det er for lille en margin inden 18. etape. Ganske vist kan Sagan håbe og have en realistisk forventning om, at et udbrud enten holder hjem, eller at Bora kan sætte Nizzolo på de sidste stigninger, men sikre kan de i hvert fald ikke være. Da 18. etape modsat 15. etape har det store antal point på spil, vil en Nizzolo-sejr på torsdag betyde, at italieneren overtager pointtrøjen, hvis ikke de indlagte spurter ændrer billedet. Er det en risiko, Sagan tør løbe? Næppe. Finalen her er umiddelbart mere krævende end på 18. etape, hvor bakkerne er blødere, og derfor er Sagans bedste vej til pointtrøjen at score point her.

Derfor tror jeg også, at Bora vil jagte, men jeg er langt fra sikker. Etapen er trods alt kort, og da der efter al sandsynlighed er lagt op til en lang kamp om at ramme udbruddet, kan det sagtens være, at der kun resterer måske 70-80 km, når elastikken er knækket. Det er trods alt en overkommelig distance at kontrollere. Om det så er nok til at skabe samling, er jeg slet ikke sikker på. Selvom starten er flad, vil aktiviteten være stor, og risikoen for et stort od stærkt udbrud, er betydelig, selv hvis Bora vælger at køre meget defensivt og kontrollerende. Uden hjælp er det ikke sikkert, at de kan hente et udbrud, som vi så, da de sidste år måtte opgive at sikre en spurt på den kontroversielle, men ellers helt flade 19. etape. Sent i en grand tour er udbrud bare svære at køre ind.

Mit bud er derfor, at Sagan forsøger at komme i udbrud. Lykkes det, vil det næsten med sikkerhed være sammen med Nizzolo og måske også Cimolai, fordi de vil markere ham tæt. Hvis Qhubeka lukker alle Sagan-udbrud ned, tror jeg til gengæld, at Bora er nødt til at få efter samling. Her er det bestemt muligt, at de kan få hjælp af Israel SUN og måske UAE, hvis de hold har misset udbruddet. På så kort en etape er det bestemt muligt at skabe samling, særligt hvis udbruddet kører sent, og den tilbageværende distance er kort. Til gengæld er der så en stor risiko for, at der kan køre folk væk på en af de to bakker i finalen, hvor Bora måske er helt alene om at kontrollere. Det er i hvert fald meget svært ikke at sammenligne den kringlede finale med en lille bakke med sidste års 14. etape i Touren, hvor Bora jagtede hele dagen, og en isoleret Sagan i Lyon måtte lade Søren Kragh køre efter toppen af den sidste bakke, fordi han var Peter Alene i Verden.

Min konklusion er, at jeg tror, at udbruddet holder hjem, hvis Sagan og Nizzolo (samt måske Cimolai) kommer afsted. I det tilfælde er der næppe nogen til at jagte. Hvis ikke, tror jeg, at Bora vil jagte, men om de kan kontrollere både udbrud og finale er mere tvivlsomt. Døren er i hvert fald åben for angreb fra puncheurtyper til sidst.

I dette tilfælde er favoritterne nemlig stort set de samme, fordi der næppe er nogen af puncheurtyperne eller de holdbare sprintere, der vil satse entydigt på det ene eller det andet. Rammer de udbruddet, er det perfekt, men lykkes det ikke, kan de tage deres chance i en samlet finale, enten i en spurt eller i et sent udbrud. Derfor vil jeg strukturere min optakt lidt anderledes og samle favoritterne i én pulje, fordi det i vidt omfang er de samme ryttere, der kan vinde i både udbrudsscenariet og scenariet, hvor feltet kører om sejren.

Derfor vælger jeg alligevel at pege på Peter Sagan. Bedst chance har han for at vinde, hvis feltet bliver samlet, men her kan det som i Lyon blive svært for Bora at holde det samlet. Hvis det lykkes, er Sagan imidlertid manden, der skal slås. Som han har klatret i dette løb, burde han nok kunne klare den ellers ret stejle stigning, og den sidste lille bakke er kun til hans fordel, hvis han er oppe mod andre sprintere. Den tekniske finale med brosten og et sent sving - måske endda på våde veje - rimer også på Sagan mere end nogen andre, og hvis blot han kan komme af med den lige nu ikke så klatrestærke Nizzolo, må han være storfavorit i en spurt. Efter en hård dag er han i hvert fald ret overbevisende, som vi så ved sejren i Foligno, og hvis blot ingen laver ”en Kragh”, bør Sagan kunne vinde i det samlede scenarium.

Mere kompliceret er det at vinde fra udbrud. Der er næppe nogen, der sætter Sagan på den sidste lille bakke, og skulle han blive sat på stigningen, er der tid til at komme tilbage. Det er derfor næppe på fysikken, at Sagan taber fra et udbrud. Det var det heller ikke, da han endte i udbrud på 19. etape i Touren, men her kiggede alle på Sagan - og vupti! Så kørte Kragh (igen!) væk og snød Sagan for en sejr. Også her vil alle i et udbrud kigge så meget på Sagan, at han sagtens kan blive slået, men kan han få Daniel Oss med sig, står han til gengæld ret stærkt, for italieneren synes i storform. Samlet set har Sagan uhyre gode muligheder for at vinde, både fra udbrud og i en spurt, og derfor er han den naturlige favorit, uanset etapens udvikling.

Etapen oser også af Andrea Vendrame igen. Også han kan vinde fra begge scenarier, og al den tvivl, der måtte have været om hans form, er i hvert fald skrinlagt efter den vilde bedrift forleden. Terrænet her passer ham som fod i hose, og der synes ikke at være skyggen af spørgsmålstegn ved hans evne til at klare bakkerne. Desværre er han i en flad spurt overmatchet af Sagan, men skal han i et udbrud spurte mod stort set alle andre, kan han vinde. I en massespurt er det straks vanskeligere, men Vendrame er en af de få, der har farten til at vinde, hvis Sagan skulle sidde forkert eller blive taget ud af spillet i den tekniske finale.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Mit næste bud er Patrick Bevin. Det er ganske vist min fornemmelse, at newzealænderen ikke har helt samme superform som i april, men han virker stadig ganske velkørende. Med Dan Martins kollaps var det på 12. etape missionen for Israel SUN at få Bevin (eller Alessandro de Marchi) i udbrud, og det vil det sikkert være igen denne gang. I det tilfælde står han stærkt. Han har klatret som en drøm i år, er en uhyre kraftfuld rytter, der sagtens kan køre alene, og han kan slå de fleste - dog ikke Sagan - i en spurt. Det giver ham alle de komponenter, der skal til for at håndtere en tricky finale som denne. Også hvis feltet samles, kan han begå sig, enten med angreb eller ved at deltage i spurten. Her er det klart, at Cimolai er førstevalget, men skulle det blive for hårdt for italieneren, viste Bevin senest i Romandiet, at han kan slå de fleste - og i en teknisk finale kan der ske så meget, at han også kan slå Sagan.

En anden rytter, jeg har meget fidus til, er Quinten Hermans. Belgieren har i sin første sæson med fuldt fokus på landevejen klatret endnu bedre end ventet, og også i dette løb har han virket flyvende. Særligt på gruset var han overbevisende, indtil han måtte give hjul til Rein Taaramae, og det viser, at han stadig er frisk sent i den første grand tour. Han har været uhyre aktiv i udbrudsforsøgene, og finalen burde passe perfekt til en teknisk stærk, eksplosiv og hurtig crossrytter, der endda vil trives i regnvejr. Han har måske skuffet mig lidt i spurterne i år, men vi ved fra tidligere i Vallonien, at han er en ganske effen afslutter med sejr i en regulær massespurt. Det er klart, at han nok ikke slår Sagan i en samlet spurt - her er han kun top 10-kandidat - men det er også svært at se, hvem der skal gøre det. Til gengæld er han et uhyre stærkt bud fra et udbrud.

Det ærgrer mig lidt, at Alessandro Covi var i udbrud i dag. Nu er han måske træt, men sent i en grand tour er det ofte de samme friske folk, der sidder der dag ud og dag ind. Covi kørte med om sejren både onsdag og lørdag, og det vidner om, at han er uhyre velkørende, efterhånden som akillesskaden er kommet på afstand. Som puncheur passer han perfekt til denne etape, da han er eksplosiv og klatrestærk, og samtidig er han så hurtig, at han sidste år gik på podiet i en reduceret massespurt i Italien, ligesom han for et par uger siden blev nr. 5 på 1. etape i Romandiet. Også i en spurtafgørelse vil han vel være UAEs bedste bud, hvis både Gaviria og Juan Sebastian Molano er faldet fra, men her har han samme problem som alle andre, nemlig at han skal slå Sagan. På tilsvarende vis er det en god etape for den lidt langsommere Diego Ulissi, der enten kan angribe i finalen eller vinde fra udbrud. Desværre virker han formsvag til en for ham trods alt ikke helt perfekt etape, og da han sad op i udbruddet i torsdags, virkede han nærmest opgivende. Til gengæld synes der slet intet håb at være for den uhyre formsvage Valerio Conti.

Alpecin har også et indlysende bud i Gianni Vermeersch. Belgieren kan få det for svært på den stejle stigning, hvis han rammer udbruddet, for han har måske klatret lidt ringere, end jeg havde håbet og troet. Til gengæld har han spurtet meget bedre end ventet, og dette er altså glimrende terræn for en mand, der næsten altid kører med om sejren i de mindre belgiske endagsløb og nu er så stærk, at han var med helt fremme i næsten alle de største brostensløb. Også han kan spurte sig til et stærkt resultat i en spurt, men skal han vinde, er hans største chance nok et udbrud. Her står han til gengæld også brølstærkt, hvis han klarer den stejle stigning - og en crossrytter vil i hvert fald elske en teknisk finale med lidt brosten i regnvejr.

Ligesom Covi var det ærgerligt, at Jan Tratnik var i udbrud i dag, men modsat med Covi er jeg ret sikker på, at Tratnik prøver igen. Dette er trods alt en decideret hjemmebaneetape for ham, og den passer ham endda nærmest eminent. Tratnik er teknisk eminent, eksplosiv og god på korte bakker, og han er faktisk også ganske hurtig, selvom han i dag viser det for sjældent. På papiret kan den sidste stigning være for svær for ham, men som vi så i dag, eller da han vandt 16. etape sidste år, kan han altid hive noget ekstra op af hatten, når han kører om sejren. Måske får han endda også lov at spurte i en lidt større spurt, når nu vi kører ind og ud af Slovenien, men skal han vinde etapen, skal det ske enten via udbrud eller via et sent angreb i finalen. Her står han til gengæld også stærkt.

Skal Sagan slås i en spurt, er Fernando Gaviria nok det bedste bud. Etapen kan sagtens være for hård, men som han har klatret i dette løb, burde han have en god chance - både fra udbrud og i et samlet felt. Han virkede i hvert fald uhyre overbevisende på stigningerne i mandags, men til gengæld står det også klart, at det stadig kniber med farten. Sagan har været betydeligt hurtigere end ham hidtil, og derfor er det svært at se ham slå slovakken på ren fart efter en hård dag. Heldigvis har han et gyldent våben i Juan Sebastian Molano, og kommer de først igennem sidste sving, er det bestemt ikke umuligt, at Gaviria kan vinde etapen. Jeg vil dog bestemt ikke afskrive Juan Sebatian Molano heller. Lige nu klatrer Gaviria for godt, men har han en offday, kan Molano måske komme med hjem alene. Faktisk er det min fornemmelse, at han har en større chance for at slå Sagan, hvis han spurter som i februar 2020. Han virkede uhyre overbevisende på stigningerne i mandags efter en rusten start på 3. etape.

Også Davide Cimolai vil have en chance, men som det har stået klart i hele løbet, er Sagan i en flad spurt også hurtigere end ham. Til gengæld virker han så velkørende, at han bør overleve bakkerne, og han er også stærk nok til at begå sig i udbrud. Desværre vil han grundet pointkonkurrencen altid være oppe mod Sagan, men i en teknisk spurt kan meget ske. Cimolai har spurtet godt i dette løb, og med Bevin som lead-out man inden svinget står han måske ikke så ringe endda.

En rytter, der er i skræmmende god form i øjeblikket, er Alberto Bettiol. Faktisk har han måske aldrig været bedre - i hvert fald ikke i bjergene - end netop nu, og vi har set, at EF har givet ham frihed til at jagte udbrud. Det bør han derfor også få på denne etape, og i et udbrud er han med statsgaranti en af de stærkeste. Min bekymring er, om han er hurtig nok, for selvom han kan spurte, er der blandt favoritterne mange, der er hurtigere. Til gengæld er han modbydeligt stærk, og han kan vinde både fra udbrud og via et angreb på de sidste stigninger. Det er heller ikke en hel dum finale for Ruben Guerreiro, men dels tror jeg ikke, at Ineos er alt for vilde med, at han rammer udbruddet, så de ikke bare kan lade dem sejle væk, og dels tror jeg, at han skal spare sig til at hjælpe Carthy på mandag, hvor han er en nøglerytter.

Dette er måske også den bedste chance for dansk etapesejr. Etapen er i hvert fald skræddersyet til Mikkel Honoré, der nu i fuld offentlighed af Evenepoel har fået carte blanche til at jagte udbrud. Desværre er mit indtryk, at han ikke helt har sin allerbedste form, og selvom han forklarede det skuffende resultat i torsdags med krampe og dehydrering, har han generelt ikke været så god på stigningerne, som han var det i sidste års Giro. Heldigvis er denne etape betydeligt lettere end i forgårs, og den kunne ikke passe ham meget bedre. Han skal undgå at spurte mod de allerhurtigste, men han kan slå de fleste, og han har punch og klatrestyrke. Sejrene i Baskerlandet og Coppi e Bartali vidner om, at han kan gøre det færdigt. Også i en spurt vil han kunne deltage, men her slår han trods alt ikke Sagan. Til gengæld er han en af de mange ryttere, der kan angribe til sidst i den tekniske finale.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

En rytter, man gør dumt i at undervurdere, er Nikias Arndt . Tyskeren er et uhyre, når han rammer udbruddene, som vi så, da han i 2019 vandt i Vueltaens regnvejr og senest med 3. pladsen i den alt for svære finale i lørdags. Med tanke på det resultat er denne etape inden for hans rækkevidde, hvis han kan følge med de mere eksplosive på bakken til sidst. I en spurt kan han i hvert fald stadig slå de fleste, som vi så i Vueltaen, og han er god i regnvejr. I en spurt i feltet er han bestemt også top 5-kandidat, men her vinder han ikke. DSM kan også forsøge sig med Nico Denz, der dog virker formsvag, og Nicolas Roche, der dog ikke er skræddersyet til etapen. Jeg tror, at finalen bliver for svær til, at Max Kanter kan spurte, selvom han har det med at overraske mig.

Astanas podiedrømme led et lille slag i dag, og selvom det ikke er sikkert, kan Fabio Felline måske få lov. Han virker ikke til at have sin allerbedste form, men han har trods alt klatret ganske fornuftigt. Rammer han udbruddet, er han med sikkerhed en af de hurtigste, og han vil elske en teknisk og eksplosiv finale på regnvåde veje. Det vil han også i den større spurt, hvor han ligner et stærkt top 5-bud, men skal sejren komme, skal det nok være fra udbrud. Det kræver dog alt sammen, at Astana giver ham lov. Jeg tvivler på, at Gorka Izagirre og Luis Leon Sanchez får lov, selvom det ikke helt kan afvises, da Sanchez én gang tidligere har været i udbrud.

Vi er også nødt til at holde døren åben for Giacomo Nizzolo, men som han har klatret hidtil, har jeg svært ved at tro på det. Finalen er formentlig for svær, uanset om han er i udbrud med Sagan eller er i feltet. Omvendt er en formstærk Nizzolo, som blev italiensk mester på en svær rute, altså i stand til at klare dette, og han kan sagtens være i fremgang. Han plejer i hvert fald at være god sent i en grand tour. Den tekniske finale passer ham, og han har i dette løb været Sagan overlegen i spurterne. Han skal sådan set ”bare” overleve. Qhubekas bedste bud til et udbrud er Mauro Schmid, der med sine banebaggrund godt kan spurte lidt, som vi så forleden. I en flad finale har jeg dog svært ved at se ham gøre det færdigt.

Bardiani har også en ganske stærk trio i form af Filippo Fiorelli, Giovanni Visconti og Enrico Battaglin. Alle er skabt til dette terræn, og alle kan de slå de fleste i en spurt. Fiorelli har været flyvende gennem hele løbet, og han var også aktiv i sit forsøg på at ramme udbruddet i dag. Visconti og Battaglin har været skygger af sig på det sidste, men nu melder formen sig, som vi så med Viscontis 5. plads i torsdagens bjerge og Battaglin på grusvejene, indtil et styrt slog ham ud. Det vil for dem alle i et udbrud nok handle om overlevelse på bakkerne, men klarer de det, står de ganske stærkt. I den store spurt er Fiorelli også top 10-kandidat, men her kan han ikke vinde.

Eolo vandt i dag, men de har en god chance for at gøre det igen. Francesco Gavazzi har nemlig været genfødt i dette løb, hvor han var tæt på at vinde sidste lørdag og igen på gruset, indtil et styrt ødelagde det for ham. Dette er perfekt terræn for Gavazzi, der klatrede lidt som i gamle dage på 8. etape, og hans spurt er også stadig ganske fornuftig. Han er ikke så stærk som i gamle dage, men hans kørsel her viser, at han kan vinde denne etape, ligesom han kan spurte sig til en top 10 til sidst. Eolo har også Vincenzo Albanese, der måske kan komme hjem til en spurt, hvor han kan gå i top 10. I et udbrud kan han heller ikke helt afskrives, men jeg tror, at han vil få det for hårdt - særligt fordi han brugte mange kræfter i dag.

Koen Bouwman har aldrig været bedre, og selvom dette ikke er en ideel etape for ham, er den ikke uden for rækkevidde. Den er i hvert fald betydeligt mere bouwmansk end den Dauphiné-etape, han i sin tid vandt, og med en stejl stigning og en mur til sidst har han muligheder for at bruge sine klatreevner. Hurtig er han også, som vi så, da han vandt i Daphiné, så kan han med sin styrke komme af med de allerhurtigste, ser det slet ikke så ringe ud endda.

Ligesom Honoré har Remi Cavagna endelig frihed til at gå i udbrud, men han har sit evige problem, nemlig at han ikke kan spurte. Cavagna vinder kun, hvis han kører alene hjem, men det er han til gengæld også pokkers god til. Stigningerne er ikke så svære, at han ikke kan overleve, og i et udbrud er han manden, der ikke skal have en millimeter. Han har været låst som hjælper, hvorfor hans form er svær at vurdere, men hans kørsel i bjergene peger på, at det går ganske udmærket.

Feltets anden udbryderkonge, Thomas de Gendt , virker også endelig til at have fundet lidt form, selvom han har lidt af helbredsproblemer. Jeg er stadig usikker på, om han er god nok, men dette er trods alt ikke den hårdeste etape. De Gendts problem er, at han ikke er vild med tekniske udfordringer, slet ikke på våde veje, og derfor er finalen ikke ideel. Til gengæld har han modsat Cavagna faktisk en ganske god spurt, der kan bruges mod relativt mange ryttere. Lottos anden option er Stefano Oldani, men selvom han kan klatre, tror jeg, at han er overmatchet i et udbrud, og i et felt kommer han næppe i mere end højst udkanten af top 5.

Cofidis har både Elia Viviani og Simone Consonni. Drømmen er at få Viviani med hjem til en spurt, og som han har klatret, er det ikke umuligt. Jeg tror dog, at den sidste stigning denne gang er for stejl, og selv hvis det lykkes, har jeg med hans i dette løb begrænsede fart svært ved at se ham vinde, særligt efter en sen bakke. Hans våben er et forrygende lead-out af Consonni inden det sene sving. Faktisk tror jeg næsten, at Consonni har en bedre chance. Han har en fair chance for at overleve, og hvis han slipper for de fleste sprintere, er han et af de bedre bud. I en flad spurt er han dog også overmatchet af Sagan, selvom han vil elske den tekniske finale.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

Trek har to gode bud i Gianluca Brambilla og Jacopo Mosca , der vil være holdets mand til at spurte sig i top 10, hvis det bliver samlet. Skal de vinde, skal de i udbrud, og her er de ikke uden chance. Mosca brugte desværre lidt for mange kræfter i dag, men han synes i fin form, og Brambilla viste fremgang i torsdags. Finalen er ikke perfekt, da de formentlig vil være oppe mod hurtigere folk, men det er terræn, der giver dem en mulighed, særligt fordi de også er teknisk dygtige.

Movistar jagter revanche og har et godt bud i Matteo Jorgenson. Amerikaneren er endelig blevet rask, og selvom han stadig har det svært på stigningerne, viste han god form på gruset, ligesom han har været meget aktiv i udbrudsforsøg. Senere har han sparet sig, og formen er formentlig slet ikke så ringe endda. Om den er god nok til at vinde, er mere tvivlsomt, men klatrer han som i foråret, står han stærkt i et udbrud, fordi han også er relativt hurtig - i hvert fald nok til at vinde pointtrøjen i Tour de l’Avenir. I en større spurt er det dog ikke mere end top 10, der er muligt.

Det er heller ikke en umulig etape for Andrea Pasqualon, men han kan være ved at blive træt. Overraskende nok blev han nemlig sat i søndags, hvor han burde have været med hele vejen. Jeg frygter, at han er overmatchet i et udbrud, men en formstærk Pasqualon kan i den rette gruppe godt vinde, da han er både eksplosiv og hurtig. Mandagens etape viser, at han ikke er sikker på at overleve til en spurt, men finder han benene, kan han her gå i top 5 - men næppe mere end det,

En stærk outsider er Alexander Krieger. I starten af løbet var han overraskende tung på bakkerne - måske grundet det grimme styrt i Tyrkiet, men normalt er han altså ikke en ringe klatrer i terræn som dette. Han er trods alt blevet nr. 5 og 7 i puncheurløbet Tour de Luxembourg, og selvom den stejle stigning nok er for svær - men ikke nødvendigvis umulig - hvis han sidder i feltet, vil han i det rette udbrud have en fair chance for i hvert fald at komme tilbage. Han viste senest i går lidt af sine gamle sprinterevner, og derfor står han stærkt, hvis han skal spurte om sejren. Det vil han også gøre i feltet, men her synes en sejr trods alt usandsynlig.

Kan Natnael Tesfatsion overraske? Han har i dette løb måttet sande, at Giroen er noget andet end det, han kender, men han klarede sig nu fint i udbruddet i torsdags. I den store spurt er han kun top 10-kandidat, særligt fordi finalen er teknisk, men i et udbrud skal man bestemt ikke undervurdere ham. Han imponerede stort på stigningerne i Larciano tidligere i år, og hans hurtighed rækker i hvert fald langt i den rette gruppe. Han virker heldigvis ikke helt udkørt endnu.

Endelig skal det bemærkes, at det ville være en ideel finale for Gianni Moscon og Jhonatan Narvaez, der begge kunne gå i udbrud, spurte sig i top 10 eller angribe til sidst. De må dog regnes som låst, særligt fordi Moscon er Bernals bodyguard i en teknisk finale på våde veje og derfor næppe heller får lov at spurte i en reduceret massespurt.

BEMÆRK: Grundet sammenfaldet mellem favoritter til de både udbrudsscenariet og scenariet, hvor feltet afgør etapen, har jeg slået favoritvurderingen sammen til én og samme pulje. Ræsonnementet bag og de taktiske overvejelser, der ligger til grund herfor, fremgår af analysen ovenfor.

OPDATERING: Nizzolo stiller ikke til start. Det betyder, at Sagan er meget tæt på at have vundet pointkonkurrencen. I det lys kan Bora langt lettere lade et udbrud sejle hjem og spare kræfter til at hjælpe Buchmann i bjergene. En udbrudssejr er blevet markant mere sandsynlig og må nu måske også regnes som det mest sandsynlige scenarium - uanset om Sagan rammer udbruddet eller ej.

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Andrea Vendrame, Patrick Bevin,

Outsidere: Quinten Hermans, Alessandro Covi, Gianni Vermeersch, Jan Tratnik, Fernando Gaviria

Jokers: Davide Cimolai, Alberto Bettiol, Mikkel Honoré, Nikias Arndt, Fabio Felline, Giacomo Nizzolo, Filippo Fiorelli, Francesco Gavazzi, Koen Bouwman, Remi Cavagna, Thomas de Gendt, Juan Sebastian Molano, Elia Viviani, Simone Consonni

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER