Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 15. etape af Tour de France

Optakt: 15. etape af Tour de France

13. september 2020 13:00Foto: A.S.O. / Alex Broadway

Søren Kragh ødelagde Peter Sagans grønne kup og gjorde transportetapen til en dansk fest, men der bliver næppe nogen dansk gentagelse søndag. Her gælder det nemlig en af løbets to vigtigste etaper, når man på en spektakulær rute hele tre gange skal op over Jura-bjergenes mest berømte cykelstigning, Grand Colombier, der vil være rammen om et afgørende slag i kampen om den samlede sejr.

Ruten

Indtil 2012 var Grand Colombier et elsket cykelbjerg, men desværre kun for cykelmotionister og feinschmeckere. Sidstnævnte var år efter år vidner til det ene fascinerende opgør efter det andet i det lille etapeløb Tour de l’Ain, men for det bredere cykelpublikum forblev denne perle af et bjerg ukendt. Heldigvis har Tour-arrangørerne i de senere år også forelsket sig i stigningen, der vel er Jura-bjergenes bedste cykelbjerg, og efter passager af giganten i 2012, 2016 og 2017 har de i år designet en etape, der ikke kan betegnes som andet end en hyldest. Således skal rytterne på årets tur ind i Jura-bjergene på én dag op ad bjerget hele tre gange, så man i alt stifter bekendtskab med tre af de i alt fire opkørsler. Det hele slutter på toppen i 1501 m højde efter den længste af de tre passager, hvor et af de allervigtigste slag om årets Tour-sejr skal slås.

 

I alt skal der tilbagelægges 175,0 km, der fører feltet fra Lyon til toppen af Grand Colombier. Starten går i storbyen, hvor forrige etape sluttede, og den ligger et stenkast vest for Jura-bjergene. Derfor har første del af etapen karakter af ren transport, idet man kører mod øst og sydøst igennem helt fladt terræn med retning mod det mere kuperede terræn. Udfordringer er der ingen af, og det ændrer sig ikke, når man senere kører mod nord gennem fladlandet op langs bjergene. Eneste højdepunkt er dagens spurt, der kommer efter 58,0 km for enden af en helt flad og lige vej.

 

Efter 98,5 km når man frem til byen Artemare, der signalerer starten på finalen. Her kører man nemlig første gang op ad Grand Colombier fra den sydvestlige side, hvor den går under navnet Montée de la Selle de Fromentel og er i kategori 1. Her stiger den med 8,1% over 11,1 km og kan inddeles i to dele. De første 6 km er relativt lette med stigningsprocenter på ca. 5 meget af vejen, men derefter tager den fat. De følgende kilometer stiger således i snit med hhv. 9,3%, 8,5%, 11,5%, 14,5% og 12,5%, inden man efter 111,0 km runder toppen af den meget stejle opkørsel.

 

Efter første tur op går det mod nord ad en teknisk kringlet nedkørsel ned til byen Lochieu. Her drejer man mod øst for at bestige bjerget fra en ny side, selvom man denne gang ikke kommer hele vejen nede fra dalen, men blot fra 614 m højde. Her kaldes stigningen Col de la Biche, er igen i kategori 1 og stiger med 8,7% i snit over 6,9 km, og der er tale om en brutal sag. Efter 7-9% på de første tre kilometer følger to kilometer med 10-12%, inden den flader ud med 7-9% på den sidste del frem mod toppen, som nås efter 129,0 km.

 

Efter de første passager venter et lettere stykke. En teknisk krævende nedkørsel fører nemlig mod øst hele vejen ned i dalen på den østlige side af bjerget, hvor man drejer mod syd for at følge Rhone-floden via en dalvej, der er ganske let faldende. Den leder frem til byen Culoz, hvor man tager hul på Grand Colombier for sidste gang, når man drejer mod nord for denne gang at køre hele vejen til toppen.

 

Her er den uden for kategori, stiger den med 7,1% i snit over 17,4 km, og den er vanskeligst i bunden, hvor de første 7 km stiger med 8-10% det meste af vejen. Herefter følger et lille plateau, inden den atter tager fat med 9-10% over tre kilometer. De sidste 5,1 km er lettere med stigningsprocenter på primært 6-7, og det siger med 6% over de sidste 2 km, indtil den tager fat med 10% på de sidste 400 m. Stigningen følger i alt væsentligt lange, lige veje med kun enkelte hårnålesving. Med 2,2 km igen rammer man en næsten lige vej, der bugter sig svagt ind på den 800 m lange, 5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3724 højdemeter.

 

Grand Colombier er som sagt et ofte benyttet mål i Tour de l’Ain. Det skete senest for et par uger siden i 2020-udgaven, hvor Primoz Roglic suverænt sejrede, og i 2019, hvor Thibaut Pinot knuste al modstand ved at sejre med 52 sekunder ned til Elie Gesbert og Aleksey Rybalkin. Forinden var der en lang pause siden 2011, hvor en ung Pinot på toppen spurtbesejrede David Moncoutie, der tog den samlede sejr. I 2009 kørte Rein Taaramae alene hjem til en solosejr på en dag, hvor Cofidis ryddede podiet, mens John Gadret kørte alene hjem i 2007. I 2005 sejrede Carl Naibo, mens Marek Rutkiewicz, David Delrieu, Denis Leproux og Christopher Jenner var bedst i hhv. 2002, 2001, 2000 og 1999.

 

 

 

 

 

 

Vejret

Det sommeragtige vejr fortsætter på en dag, hvor solen vil bage fra en skyfri himmel, og temperaturen i dalen vil nå hele 31 grader. Vinden vil bare være svag (7 km/t) og komme fra nordøst- Det giver sidemodvind hele vejen frem til stigningerne. Her vil der være modvind på første opkørsel og sidemodvind på de to første nedkørsler samt anden opkørsel. Der vil være sidemedvind i dalen og slutteligt sidemodvind næsten hele vejen op ad målbjerget, herunder på det lange, lige stykke til sidst.

 

Analyse af 14. etape       

Nu har jeg tidligere i disse analyser gjort brug af Olsen Banden som inspirationskilde, da Julian Alaphilippe gjorde en velgennemtænkt plan til virkelighed i Nice, men måske skulle jeg have gemt den reference lidt. Der er nemlig ikke meget fransk i Olsen Banden - ud over deres tur til Paris naturligvis - og det er nok snarere danskere og tyskere, der kunne lade sig inspirere af Egon Olsens evne til at udtænke geniale planer.

 

Noget kunne i hvert fald tyde på, at der var Olsensk inspiration, da det tyske Sunweb-hold udtænkte den slagplan, der skulle indbringe den anden sejr på to dage. Og hvis ikke var det måske holdets danske bidrag, Søren Kragh og Casper Pedersen, der kom med de input, der skulle sørge for, at tyskerne kunne ride videre på den bølge, Cees Bol og Marc Hirschi indledte med flotte præstationer i Nice, og som er fortsat næsten uafbrudt gennem løbets to første uger.

 

Det var ellers ikke Sunweb, der havde lagt dagens hovedplan. Det var i stedet deres tyske venner hos Bora, der iværksatte det kup mod Sam Bennetts grønne trøje, som har ligget i kortene, lige siden det stod klart, at Peter Sagan ville få svært ved at erobre den eftertragtede trikot for ottende gang. Et kort kig i løbsbogen afslørede, at dagens etape med en tidlig passage af Col du Beal var som skabt til at spolere den grønne fest for den grønne ø og som på 7. etape sende Bennett så eftertrykkeligt til tælling, at det kunne ende med i ét hug næsten af lukke Sagans store efterslæb i pointkonkurrencen.

 

Det skulle man ikke være nogen cykel-Einstein for at se, og da Bora fra km 0 patruljerede fronten, kunne alle hurtigt indse, at udbrud var nyttesløs på Sagans D-dag. Derfor blev håndklædet hurtigt kastet i ringen fra de mange angribere og klassikerspecialister, der jo sagtens kunne se en pointe i at vente på den kuperede finale i stedet for at kaste sig ud på en langtidsudflugt, der på tysk kommando var reduceret til et rent promoveringsshow og ikke meget andet.

 

Hele planen gik da også som smurt i olie for Bora. En forcering fra Maximilian Schachmann og Sagan selv på den tidlige kategori 4-stigning betød, at den indlagte spurt endte med en gevinst på 5 point og ikke det forudsigelige nederlag til den hurtigere Bennett, og siden blev ireren helt efter planen sendt til tælling af det uppercut, klatrerne Emanuel Buchmann, Lennard Kämna og Felix Grossschartner helt efter nogen serverede på Beal.

 

Faktisk gik det endnu bedre end ventet, da en serie af de ellers mere holdbare sprintere som Bryan Coquard, Edvald Boasson Hagen og Clement Venturini også røg i kanvassen som følge af bokseslaget, og dermed var Sagans chance for at gøre planen til virkelighed endda endnu større end ventet. Eneste lille minus var, at Schachmann betalte prisen for to dage i vilde offensiver og røg af efter sit indledende ryk, og dermed forsvandt den vigtigste brik, der skulle bruges til at agere spielverderber, når Julian Alaphilippe ville iscenesætte det forudsigelige forsvarsangreb til støtte for Bennett på bakkerne i udkanten af Lyon

 

Desværre var det måske Sagan og Bora, der havde ladet sig mere inspirere af Olsen end Sunweb. Olsens planer ender nemlig altid galt, og det samme synes at være tilfældet for Bora i en Tour, der slet ikke går efter bogen. Først var det Buchmanns stort anlagte podieattentat, der gik i stykker allerede inden løbets start, da den store tysker bragede mod Dauphinés asfalt, siden var det en tabt kæde, der ødelagde det første store kup i Lavaur, så var det så en ureglementeret spurt i Poitiers, og siden var det en alt for overmodig satsning på vejen mod Sarran, der fik Boras andet store mål til mere og mere at ligne en urealiserbar drøm.

 

I dag skete det så igen, og minsandten om ikke det igen var de tyske kolleger fra Sunweb, der spolerede festen, præcis som det var tilfældet i Sarran i torsdags. Opskriften var endda den samme, for det var samme kollektive storoffensiv, som snød Sagan for chancen for at spurte sig til sejr i Massif Central, og som i dag gjorde præcis det samme lidt længere mod øst i Lyon.

 

Ja, kopien var næsten total. Først angreb Tiesj Benoot på den første af de to finalebakker, inden Kragh fejlslagent satte efter. Begge var formentlig forposter, der kunne hjælpe senere eller gøre det så hårdt, at guldfuglen Marc Hirschi kunne gøre det hele færdigt, præcis som det skete for to dage siden. Da de to hjælpere var neutraliseret, kom Hirschis forventede ryk da også på den sidste af de to bakker og efterfølgende nedkørsel, men denne gang var finalen bare så let, at selv ikke den schweiziske supermand kunne køre fra rivalerne.

 

Da Hirschi blev kørt ind, så det ud til, at champagnen atter kunne lægges væk i Sunweb-bussen, men forhåbentlig nåede chaufføren ikke at komme så langt. En isoleret Sagan kunne næppe ikke svare på det hele, og da den farligste Sunweb-trussel var effektivt neutraliseret, var der intet tilbage, da Kraghs kløgtige kup blev iværksat for at spolere Sagans grønne ditto, og mens Sagan forgæves spejdede efter de hjælpekræfter, der var blevet brugt alt for ivrigt både i dag og i torsdags, sejlede Kragh væk, inden Cofidis og Mitchelton alt for sent fik mobiliseret kræfterne til at sætte hhv. Simone Consonni og Luka Mezgec i scene.

 

Og sådan gik det til, at Sagans D-dag endte i en dansk fest og endnu en Bora-fiasko. Og sådan gik det til, at det for anden gang på tre dage blev de tyske kolleger, der stak en kæp i hjulpet på Sagans Egon Olsen-plan, som nok engang endte med en tur til Vridsløselille og ikke til Mallorca. Og minsandten om ikke det ligesom i torsdags endda endte med hele tre Sunweb-ryttere i top 10, da Casper Pedersen imponerede på stigningerne for siden at spurte sig til en 5. plads, og Hirschi også mobiliserede lidt kræfter til også at klemme sig ind blandt de bedste.

 

Det er i virkeligheden meget sigende, at Sunweb nu to dage har vundet etapen med storslåede kollektive offensiver og med tre mand i top 10. Det er nemlig et mandskab, der lever efter mantraet, at ingen er over holdet - et mantra, der sammen med en meget striks og kontrollerende styringsfilosofi er en del af forklaringen på masseudvandringen af stjerner som Tom Dumoulin, Marcel Kittel, John Degenkolb, Warren Barguil og nu også Michael Matthews, Wilco Kelderman og Sam Oomen. Mens stjernerne har svært ved at trives under de forhold, blomstrer ryttere med færre sejre, og det har vi nu to gange set med fornemme kollektive bedrifter i stil med det, der allerede blev indledt, da Benoot, Kragh og Matthews leverede en næsten tro kopi af de seneste dages bedrifter på en 6. etape af Paris-Nice, som endte med dobbeltsejr via Benoot og Matthews. Nu kan man så filosofere over, hvor længe Hirschi, der har kurs mod stjernestatus, kan indfinde sig med den kollektive tilgang, eller om også han ender på den alenlange liste over stjerner, der er søgt væk.

 

Det gør Kragh næppe. Danskeren trives i den tyske stald, som han i år har forlænget kontrakten med, så han er bundet frem til 2022. Det har han gjort siden den flotte første sejr i Oman for tre år siden, og det er kun skader, der har forhindret ham i at udnytte det gigantiske potentiale, som den sejr allerede blotlagde. I år har rytteren, der jo i Paris-Tours og Algarve kun alt for sjældent har givet prøver på sit talent, endelig været relativt sund og rask, og det har ført til et fantastisk forår med podieplads i Omloop Het Nieuwsblad og enkeltstartssejr i Paris-Nice samt nu altså den helt store sejr på den største scene af dem alle.

 

Mens Kragh og Sunweb har travlt med at rekvirere mere champagne lidt længere nordfra, må Bora sende bud efter en frisk forsyning gravøl fra hjemlandet. Det er nemlig nok engang menuen, efter at Olsen Banden-kuppet igen fejlede og en frustreret Sagan i spurten kunne se Luka Mezgec og Simone Consonni, der for ham vel ikke behøvede at spurte om en ligegyldig andenplads, stjæle en masse point, så det samlede udbytte af en hel dags anstrengelse blev bare 23 point og dermed stadig et stort hul på 43 point, der skal lukkes inden Paris, hvis det skal blive til grøn trøje nr. 8. Og med udsigt til tre dage i Alperne, hvor de indlagte spurter er placeret, så det meget vel kan være Bennett og ikke Sagan, der har overhånden, er der nu kun mulighed for endnu et attentat med en stor offensiv på 19. etape. Med udsigt til et forventet sprinternederlag i Paris, ser det derfor efterhånden svært ud for slovakken, der er meget afhængig af et stort kup på fredag - hvis da ikke en åbenlyst mærket og træt Bennett falder for tidsgrænsen på en af de tre etaper i Alperne.

 

Bora kan dog også i et vist omfang takke sig selv for fiaskoen. Allerede for to dage siden mente jeg, at de spildte dumme kræfter på 12. etape, hvor et kup slet ikke så realistisk ud, og som endte med, at Schachmann brugte en masse energi, som sammen med gårsdagens strabadser - som ret beset også var unødvendige på en dag, hvor han trods den flotte placering reelt set ikke var et specielt godt vinderbud - betød, at den afgørende brik manglede i finalen. Også i dag blev der måske ødslet unødvendigt med kræfterne, for Bennetts kørsel i går afslørede tydeligt, at han aldrig ville klare bakkerne i finalen, og derfor var det storslåede angreb på Beal med efterfølgende holdløb over 100 km måske slet ikke nødvendigt. Og da Kämna, der som eneste mand var blevet sparet relativt meget i det enorme føringsarbejde, slutteligt blev sendt i verdens mest meningsløse soloangreb, bad Bora næsten om, at en isoleret Sagan til slut selv måtte lukke alle huller til først det ventede Alaphilippe-fremstød og siden til Hirschi og derfor var chanceløs, da Sunweb huggede til for fjerde gang.

 

For cykelfans har Boras kørsel været herlig, men der er en grund til, at de store klassementshold blev sådan kritiseret for deres passivitet i den første uge. En grand tour handler i vidt omfang om at spare på kræfterne - i hvert fald hvis man jagter en af trøjerne - og det havde Bora nok gjort klogt i. Lad det være en anbefaling at køre Alperne lidt mere konservativt, så Sagan kan få lidt mere finalestøtte, hvis planen skal lykkes på fredag.

 

Sagan var imidlertid ikke den eneste, der missede en gylden mulighed. Det samme gjorde CCC, der med Greg van Avermaet og Matteo Trentin havde deres bedste og måske eneste virkelige chance for at få den etapesejr, der manglede. Det hele blev da også sat fint i scene, men da Van Avermaet skulle komme med sit stød, rakte benene ikke til andet end at blive i Sagans baghjul, og Trentin fejlede nok engang totalt i en spurt i et løb, hvor hans fine afslutningsevne slet ikke har været op til den standard, der blandt andet gjorde ham til den seneste Tour-etapevinder i Lyon.

 

For Mitchelton var det også en spildt mulighed, for etapen her har hele tiden været Mezgecs bedste chance for succes. Sloveneren viste da også, at han er både hurtig og uhyre holdbar ved at vinde spurten, men det ofte så passive hold betalte igen prisen for en for sen jagt - ellers måske bare manglende kræfter - for da de endelig gik til fronten, var den danske fugl - eller krage - allerede fløjet langt væk.

 

Sagan må i den grad ærgre sig, når han kaster blikket ned over top 10. De fleste sprintere var nemlig udryddet, og det lykkedes ham endda at slå de fleste af forhåndsrivalerne i form af Trentin, Jasper Stuyven og Sonny Colbrelli, der endelig blev løsnet fra Mikel Landas lænker og fik lov at køre den chance, han har eftersøgt i et løb, hvor han nok har ment, at hashtagget #FreeColbrelli har været mere relevant end det så berømte #FreeLanda. Til gengæld kunne han så forbande langt væk, at den altid holdbarhedsmæssigt helt utilregnelige Simone Consonni havde en af sine gode dage og spurtede sig til en 3. plads, der viser, at det måske slet ikke er Elia Viviani, der er Cofidis’ bedste chance for spurtsucces, i hvert fald ikke på de mange hårdere dage, der findes i årets løb.

 

Til gengæld må Sagan så nok lægge ord til de samme eder, som han kunne bruge over for Consonni, fra klassementsrytterne. Bora har nemlig nu tre gange gjort for dem lette etaper til knaldhårde dage, der har kostet kræfter inden søndag, der på Grand Colombier byder på et af årets allervigtigste slag. Heldigvis kom de alle sikkert igennem - selvom altid uheldige Richie Porte med en sen punktering fik sig lidt af en deja-vu-oplevelse med reference til 2. etape i 2016 - men det blev en dag, der utvivlsomt kan mærkes, når Grand Colombier tårner sig op hele tre gange i morgen.

 

Den eneste, der kan tage noget særligt positivt ud af dagen, var nok engang Primoz Roglic, der fik mejslet i granit, at Wout van Aert er 100% loyal. Belgieren havde ellers forinden sagt, at han var klar til at prøve i spurten, men da han i finalen registrerede, at Ineos sørgede for, at Egan Bernal ramte bakkerne og de kringlede gader helt i front og endda gik i angreb, valgte han at lade spurt være spurt og tage kontrol med chefen i sulkyen, så sloveneren ikke risikerede, at en dårlig position kunne koste dum tid til den colombianske rival. Og da Kragh jo alligevel endte med at snyde alle sprinterne, er det næppe noget, han ligger søvnløs over i nat.

 

Kragh og Sunweb kunne til gengæld godt ende med at få begrænset søvn. De ligger nemlig nok konstant og kniber sig selv i armen for at forstå, om de drømmer eller vågne, når løbets yngste hold nu to gange har leveret kollektive præstationer, der har fået dem til at ligne et mandskab med samme styrke som giganterne fra Jumbo og Ineos. Men som bekendt kommer man langt en kløgtig og gennemtænkt kupplan - ikke også, Egon og Bora?

 

Favoritterne

Jura-bjergerne har i de fleste tilfælde blot været en mindre parentes i et Tour de France, der altid har været domineret af Alperne og Pyrenæerne, men i år får bjergene nord for Alperne en sjældent prominent position. Det kan nemlig godt være, at årets Tour er den mest bjergrige i mange år, men måske netop af den grund har ASO skruet ned for antallet af alvorlige bjergafslutninger. Således er det kun to etaper, der med store bjergfinaler lægger op til, at klatrerne virkeligt kan vinde tid, og den ene af disse venter i morgen. I et år, hvor Pyrenæerne var reduceret til en tynd lightversion, er det således Jura-bjergene, der gør Alperne selskab som den ene af de to vigtigste bjergkæder.

 

I virkeligheden er det lidt et mysterium, at det først er i de senere år, at Grand Colombier er blevet en del af Touren. Bjerget er nemlig betydeligt vanskeligere og stejlere end mange af de klassiske Tour-bjerge, og det gælder, uanset hvilken af de fire opkørsler der vælges. Med dets prominente placering i Tour de l’Ain er det jo slet ikke en cykelmæssigt ny opfindelse, og da man i 2012 endelig fandt på at lægge vejen forbi, var det som i 2016 og 2017 kun tillagt en perifer rolle undervejs på etaperne.

 

Det kompenseres der heldigvis for på denne hyldestetape til den smukke Jura-tinde. På denne etape præsenteres vi således for hele tre for Touren usædvanligt vanskelige stigninger samlet på ét bjerg, herunder en meget svær bjergafslutning, der måske ikke helt kan måle sig med onsdagens Col de la Loze, men som er langt vanskeligere end mange af de andre tinder, der oftest agerer mål i løbet.

 

Manglen på bjergafslutninger betyder også, at etapen formentlig vil blive kørt lidt anderledes, end den egentlig burde i lyset af det, vi så på gårsdagens 13. etape. Forud for løbet stod det nemlig klart, at Egan Bernal reelt skal vinde løbet på 15. og 17. etape og det med et eftertryk, så han kan sætte tilstrækkeligt med banken, inden han forventeligt bliver kørt midt over af Primoz Roglic på enkeltstarten på lørdag. I det lys er Ineos næsten nødt til at iværksætte den helt store offensiv, også selvom Bernal mildt sagt var rusten i går. På de to store bjergetaper skal han nemlig regne med, at han skal finde både de 59 sekunder, han allerede har smidt og opbygge en tilstrækkelig buffer, inden Roglic-maskinen går i aktion om præcis en uge i Vogeserne.

 

Det ligger derfor i kortene, at der skal lægges et Ineos-pres på denne etape i det håb, at Bernals ben reagerer bedre på længere stigninger, som passer ham langt, langt bedre end fredagens mure. Og da de 10 bonussekunder er værd at tage med, når nu mulighederne for at vinde tid er små på de andre etaper, og da den første del af etapen er let at kontrollere, vil det næsten være dumt af Ineos ikke at satse på også at vinde etapen. Det er en gambling, for Roglic risikerer selv at stjæle de 10 sekunder, men hvis det sker, er der noget, der tyder på, at Bernal alligevel ikke vinder løbet. Satsningen må briste eller bære.

 

Derfor tror jeg også, at et udbrud får det svært. Det er langt fra givet, at vi ikke får en udbrudssejr, for det koster trods alt nogle kræfter at kontrollere 100 flade kilometer i starten. Til gengæld er det slet ikke umuligt, at der er hjælp af hente fra både Bahrain og Astana, da deres kaptajner tankede selvtillid i går og også har brug for bonussekunder i jagten på podiet, ligesom de utvivlsomt tror på, at de også kan vinde etapen. Og selvom Tadej Pogacar slet ikke har holdet til at hjælpe sig i bjergene, har han trods alt tre tungere folk til at jagte på det flade. Med tabet i sidevinden kan han lige så godt brænde dem af der, hvor de kan bruges, så også han kan få del i bonussekunderne.

 

Alligevel forventer jeg en aggressiv start med et hav af angreb, og det kan sagtens tage tid at få elastikken til at knække. Jumbo vil forventeligt igen være rædselsslagne for forposter, og derfor er det tvivlsomt, om de store hold får folk afsted. Fladt terræn er let at kontrollere, og det bør være muligt for Jumbo at undgå deltagelse fra de værste rivalers hold, ligesom Bahrain, Astana og Ineos kan sikre sig et kontrollerbart udbrud, hvis de vitterligt vil gå efter sejren.

 

Når udbruddet er kørt, kan der ske to ting. Det kan ske, at udbruddet sejler langt væk, og så kan de over 100 km nå at få et ret stort forspring, for Jumbo vil næppe gøre noget for at vinde etapen. Til gengæld regner jeg som sagt med, at vi vil se et eller flere af holdene UAE, Astana, Bahrain og ikke mindst Ineos tage kontrollen og sørge for, at udbruddet holdes i snor. I mellemtiden kan Sam Bennett og Michael Mørkøv så se, om ikke de endnu engang kan tørre Peter Sagan i den indlagte spurt om de point, der ligger tilbage bag udbruddet og med endnu en dobbeltsejr sørge for, at det på denne etape bliver 2-0 i irsk favør.

 

Når vi rammere de to første stigninger, regner jeg med, at der skal lægges pres. Det er primært fra Ineos, men deres klatrehold er mildt sagt ikke imponerende. Det er derfor lige så tænkeligt, at Bahrain og Astana vil lægge presset.

 

Dernæst forventer jeg angreb fra de samme tre hold. Her er chancen for at få en forpost sendt afsted langt større, og det er tænkeligt, at vi kan se angreb fra de samme tre hold samt fra folk som Pierre Rolland, der kunne jagte etapen. Jeg anser det endda som ret sandsynligt, at Ineos vil spille Richard Carapaz ud i et forsøg på at bringe Jumbo ud af fatning, så Roglic kan isoleres på Grand Colombier. Ham vil Jumbo formentlig hurtigt lukke ned, men angrebene betyder, at det i sidste ende meget vel kan være Jumbo, der ender med at køre hårdt tog for at undgå, at der kommer forposter afsted, og situationen kommer ud af kontrol. Til gengæld skal vi ikke regne med favoritangreb, for selvom der er medvind i dalen, vil det være halsløs gerning mod Jumbo, med mindre Roglic viser uventede svaghedstegn. Og Jumbo skal nok sørge for at tage kontrol med Dumoulin, chefen selv, George Bennett og Sepp Kuss på den kringlede nedkørsel.

 

Alt sammen vil formentlig gøre det knaldhårdt og neutralisere et udbrud, der grundet den flade start med stor sandsynlighed ikke vil være alt for klatrestærkt. Derefter regner jeg med et stort opgør på Grand Colombier, hvor det kan blive Jumbo-tog fra bunden, eller - hvis der er hjælperessourcer til det - forceringer fra Astana, Bahrain eller Ineos frem mod favoritternes opgør til sidst.

 

Problemet for klatrerne er, at den sværeste del kommer forneden. De sidste 5 km er ikke alt for vanskelige, og da der tillige er let modvind hele vejen op, vil den sidste del favorisere et Jumbo-tog. Forskellene skal formentlig gøres tidligt, og derfor skal kampen også åbnes, inden det er for sent.

 

Det er dog svært ikke at have Primoz Roglic som favorit. I går cementerede han sin status som løbets stærkeste, og selvom han i forhold til de fleste rivaler, stod meget stærkere på en stejl mur, så vi også i Pyrenæerne, at han har en overhånd i forhold til alle andre end måske Pogacar på de lange stigninger. Ingen historik eller hans kørsel i går taler for, at Roglic skulle være blot i den mindste tilbagegang, og derfor bliver han uhyre svær at sætte på et bjerg, der passer ham fint, og hvor han slog Bernal i Tour de l’Ain så sent som for en måned siden.

 

Han har den luksus, at han bare skal følge med, og selvom han sagtens kan vælge at udnytte momentet til at gå i offensiven, som han gjorde i går, er der ingen grund til det, hvis overskuddet ikke er stort. Han har det i særklasse stærkeste hold - i hvert fald hvis lottokuponenerne George Bennett og Sepp Kuss er gevinster og ikke en nitter - anført af Tom Dumoulin, og han er uhyggeligt svær at slå med sin spurt på den sidste kilometer, som han gjorde i Ain forleden. Modvinden taler endda til hans fordel, fordi det øger chancen for en spurt, og derfor tror jeg, at det bliver endnu en mundfuld til det glubske monster.

 

Hans værste rival er naturligvis Tadej Pogacar. I går var det tydeligt, at Roglic var den klart stærkeste, men i Pyrenæerne og i hvert fald på Peyresourde var fornemmelsen måske, at Pogacar i hvert fald nogenlunde var hans ligemand. Vi ved fra Vueltaen, at den relativt store Pogacar ikke selv er voldsomt begejstret for stejle mure, og han vil være mere komfortabel på et længere bjerg. Vi ved også, at Pogacar i alle sine etapeløb konsekvent er blevet bedre og bedre undervejs, og intet taler derfor, at han ikke skulle blive det i dette løb også. Til gengæld ved vi også fra Vueltaen, at han har sine offdays, og en sådan er der ikke råd til her.

 

Har han ikke en sådan, er han manden, der kan slå Roglic, endda af to årsager. Ikke blot er han den eneste, der har vist en styrke med potentiale til faktisk at sætte Roglic, dels er han den eneste, der kan slå ham i en spurt. Den mulighed er til gengæld også reel, som vi så på 4. etape, hvor det meget vel kan være en dårlig position, der gjorde, at det ikke blev til et tættere slovensk opgør. Derfor taler meget for, at det bliver slovensk sejr uanset hvad.

 

Selvom han var rusten forleden, er Egan Bernal stadig manden med størst mulighed for at spolere den slovenske fest. Colombianeren var ganske vist skidt kørende i fredags, men han vil være langt mere komfortabel på denne etape. Dertil skal lægges, at Bernals styrke er evnen til at forbedre sig undervejs, og vi har nu lært, at han kan være uhyre svingende tidligt i en grand tour. Det var tilfældet sidste år, hvor han mildt sagt var rusten på Tourmalet, men dagen efter var næstbedst på Prat d’Albis netop i den næstsidste weekend. Og det var tilfældet i Pyrenæerne sidste weekend, hvor han led på Peyresourde, men var flyvende på Marie Blanque. Alligevel virker det svært for Bernal at køre fra de to slovenere, der begge slår ham i en spurt, og modvinden taler ikke til hans fordel. På den anden side er det ikke helt umuligt, hvis han forbedrer sig lige så meget, som han gjorde fra lørdag til søndag for et år siden eller fra lørdag til søndag i sidste weekend.

 

I Pyrenæerne var Mikel Landa den bedste bag de tre topfavoritter til podiet, og han var lige så skarp i går. Ligesom Bernal vil han være langt mere komfortabel på et rigtigt bjerg, og det er utvivlsomt en etape, han tror, at han kan vinde. Det er stadig svært at se ham køre fra de bedste, som han ikke slår i en spurt, men han har ét godt våben. Tabet i sidevinden gør, at det er ham, der kan få lov at snige sig væk, hvis Roglic ikke skal blotte sig over for Pogacar og Bernal - præcis som Pogacar af samme grund fik lov på Peyresourde. Landa er en opportunistisk rytter, der mestrer kunsten at udnytte netop det, og det kan være nøglen til at melde sig ind i klubben over ryttere med sejre i alle grand tours.

 

Den klub bliver Miguel Angel Lopez ikke medlem af, da han endnu ikke har vundet i Giroen. Til gengæld har han en rimelig chance for at føje en Tour-sejr til cv’et i første forsøg. Den lille colombianer har ganske vist bekræftet den kedelige tendens til at være for svingende i grand tours, men efter nedturen i søndags bekræftede han i går det uhyre positive indtryk fra løbets indledning. Også han er mere komfortabel i de rigtige bjerge end på de stejle mure, som han understregede med sin kørsel i Vueltaen sidste år, og dette er en etape, der passer ham. Ligesom Landa er han aldrig bange for at sætte sig selv i scene, og der kan sagtens vente en storslået Astana-offensiv. Også for ham gælder, at det er svært at se ham køre fra de to slovenere, men tidstabet i Laruns kommer ham nu til gode, da også han kan få det løbepas, Landa også måske kan have udsigt til.

 

Den tredje mand, der har styrken og friheden til at vinde etapen, ser ud til at være Richie Porte. Australieren er i dette løb bedre, end vi har set, siden han med styrtet i 2018 endegyldigt sagde farvel til sit tårnhøje topniveau, og i går var han i særklasse nr. 3 bag de to slovenere med sin gigantføring bag et hul, der akkurat ikke kunne lukkes. Vi ved imidlertid også, at Porte traditionelt har været på lidt kortere stigninger, men han har været i hvert fald mere svingende i de høje bjerge. Samtidig har vi set, at hans holdbarhed bestemt ikke er blevet bedre med alderen med regulære kollaps i sidste års Tour og senest i Dauphiné.

 

Heldigvis er der intet, der tyder på et kollaps denne gang, hvor han tværtimod kun er blevet bedre fra bjergetape til bjergetape, og fortsætter den tendens, ved vi, at Porte kan være ganske uhyggelig, hvis han kommer endnu tættere på det niveau, der gjorde ham nærmest umulig at slå i 2017 og 2018. Sidevinden har sikret ham, at også han har lidt frihed, og han er ikke ringere på lange stigninger, end at han og Froome to gange har taget dobbeltsejre for Sky, selvom han har ofret sig 100% for kaptajnen. Man skal altid være varsom med Porte sent i et etapeløb, men holder tendensen i dette løb, bliver han skarp i morgen.

 

Man bliver vel også nødt til at nævne Nairo Quintana . Desværre har han bekræftet den nyere tendens med ikkeeksisterende holdbarhed i grand tours, og det er ikke blevet bedre af gårsdagens styrt. Man skal imidlertid ikke glemme, at Quintana ikke bare falder sammen i de lange etapeløb. Nej, han kører, som vinden blæser. I de seneste to år har han været uhyre skidt kørende, men er alligevel endt med at vinde kongeetapen i den tredje uge - i 2018 endda ved slet og ret at køre fra favoritterne. Vi så både på 4. og 8. etape, at hans topniveau stadig er tårnhøjt, og finder han - trods styrtet - det, passer dette lange bjerg ham glimrende. Hidtil har Roglic ikke givet ham en lillefinger, men med gårsdagens tidstab kan også han måske regne med lidt mere frihed.

 

Den sidste, jeg vil nævne, er Enric Mas. Spanieren har rejst sig i dette løb, og selvom han ikke har sit gamle niveau endnu, følger han sin generelle grand tour-trend om bare at blive bedre og bedre. Også han er meget bedre i dette terræn, og vi kan derfor vente hans hidtil bedste præstation. Vi skal nok ind i Alperne, inden han bliver rigtigt god, hvis han stadig kan det, men hvis det sker allerede nu, har han et tidstab og en underdogstatus, der giver ham frihed.

 

Rigoberto Uran vil formentlig igen være en af de bedste, men manden, der aldrig angriber, kan næsten umuligt vinde etapen, da hans primære mål er at køre defensivt og vinde tid, så han måske kan gå på podiet - og i øvrigt har han næppe nogen frihed. Adam Yates passer meget dårligere til denne etape end de foregående, og han er tillige som ventet i tilbagegang. Guillaume Martin har været i niveaufald fra dag til dag og synes at have toppet for tidligt, og Tom Dumoulin er ren hjælper. Richard Carapaz er i bedring, men stadig alt for langt fra sit bedste niveau, og han vil formentlig snarere blive brugt til måske at blive spillet tidligt ud for at lægge pres på Jumbo eller at forcere frem mod et Bernal-angreb.

 

Som sagt tror jeg ikke på udbrudssejr, men jeg udelukker det heller ikke. I det tilfælde vil jeg igen pege på Daniel Martinez. Dauphiné-vinderen var næsten skræmmende i går, da han trods en håbløs tysk sandwich endte med at vinde og samtidig køre en stribe franske topklatrere ud af hjulet. Skaderne ser ud til at være væk, og EF vil helt sikkert gør meget for at få ham afsted, efter at han i dag lod sig smide på Col du Beal. Urans placering i klassementet kan gøre, at Jumbo ikke giver ham lov, men det ser ikke ud til, at Jumbo frygter Uran voldsomt. Kommer han afsted igen, bliver Martinez meget svær at slå.

 

Man bliver også nødt til at nævne Marc Hirschi igen. Schweizeren virker slet ikke træt, da han også var uhyre stærk i dag, og med et muligt kig på bjergtrøjen skal han vel afsted igen. Forud for løbet ville jeg have forsvoret, at han kunne vinde en etape med så høje bjerge, men hans kørsel på det første bjerg på 9. etape viser, at det bestemt er muligt. Man må stadig mene, at nogle af de mere rene klatrere kan have en lille fordel, men den er efterhånden beskeden, hvis han stadig er frisk. Og så har han jo altid sin spurt og sine eminente nedkørsler som gode våben undervejs i et udbrud.

 

I går pegede jeg på Emanuel Buchmann, men han forsøgte sig slet ikke. Det kan meget vel være for at spare sig til de lange stigninger, der passer ham langt bedre, og denne etape er på helt anden vis en rigtig Buchmann-etape. Spørgsmålet er, hvor frisk han er efter i dag, hvor han førte nærmest hele dagen, men hvis han er, bør han blive svær at slå. Det kan godt være, at han ikke har været på toppen, men ringe har han trods alt ikke været, og al logik i forhold til skader og generelle karakteristika tilsiger, at han kun bliver bedre. Dette kan sammen med 17. etape være hans bedste chance for at vinde en etape, hvis udbruddet får lov, og den bør han gå efter.

 

Pierre Rolland skuffede på gårsdagens etape. Det var ikke så mærkeligt, at han kom til kort i den eksplosive finale, men til gengæld var han ikke overbevisende på den lange stigning, hvor udbruddet etableredes. Det står dog klart, at han er genfødt og bedre end i flere år, og nu kommer vi til en etape, der er skabt til den franske dieselklatrer, der også har kig på bjergtrøjen, som gør dette til en vigtig dag. Man kan tvivle på, om topniveauet stadig rækker til at vinde en bjergetape af denne kaliber, men det ser bestemt ikke helt umuligt ud.

 

Jeg vil også pege på Marc Soler. Spanieren virker uhyre velkørende efter en mildt sagt rusten sæsonstart. Først var han fremragende i torsdagens finale, hvor Marc Hirschi dog var for stærk. I går kørte han så alene op til udbruddet, og selvom det kostede mange kræfter, var det ham, der splittede feltet i en finale, der med sine stejle procenter slet ikke passede den gigantiske spanier. Denne etape passer ham langt bedre, og Movistar får lov at sende folk i udbrud. Soler kommer ikke afsted uden en mand fra EF grundet holdkonkurrencen, men hvis det bare ikke er Martinez, kan han formentlig slå de andre.

 

Det kan dog blive en hård nød at slå Hugh Carthy, hvis det bliver ham. Briten bliver som altid bedre og bedre i en grand tour, og han var trods tirsdagens styrt meget overbevisende, da han trak Martinez med sig tidligt på etapen. Senere var han ren hjælper, da den eksplosive finale slet ikke passede den punchløse dieselklatrer, men han efterlod et positivt indtryk. Formentlig er han bedre nu, og nu kommer vi til de lange stigninger, han elsker, og som var rammen om gigantridtet i Tour de Suisse sidste år.

 

David Gaudu er som altid helt umulig at blive klog på. Han var ganske god på 9. etape, men helt væk i går, hvor han trods løfter om det modsatte, aldrig var med i angrebene. Til gengæld var han i stand til at køre med Marc Hirschi i dennes angreb i dagens finale, og det bekræfter bare, at han kører, som vinden blæser. Den generelle tendens har dog været opadgående efter en mildt sagt uheldig forberedelse med sygdom, og vi ved, at guldfuglen Gaudu er en af verdens bedste klatrere, når han har en af sine store dage.

 

FDJ har også Thibaut Pinot og Sebastien Reichenbach. Pinot vil elske at vinde på yndlingsbjerget for tredje gang, men desværre må vi efter hans kørsel i går, hvor han angreb i ét væk, men ikke havde benene, indse, at formen næppe rækker. På den anden side var billedet det samme i 2015, hvor han alligevel endte med at vinde på Alpe d’Huez. Klasse fornægter sig ikke, og derfor skal man aldrig afskrive Pinot, der elsker hele designet af denne etape med mange lange stigninger og mange højdemeter. Det gør Reichenbach, der åbenlyst er uhyre velkørende, også, men man sidder med fornemmelsen af, at han nok mangler de allersidste procent for at gøre det færdigt.

 

Endelig vil jeg nævne Lennard Kämna. Tyskeren har været aktiv på 12. og 13. etape, og i dag arbejdede han hårdt for Sagan. Logikken siger fridag, men sidste år var tyskeren helt utrættelig med angreb snart sagt hver dag i løbets sidste del. Det skulle ikke undre, om han prøver igen, og selvom der er bedre og mere rene klatrere end ham, viste han i går og i Dauphiné, at han aldrig kan afskrives.

 

Jeg tror ikke, at Jumbo tillader angreb fra Ineos, UAE, Bahrain, Arkea eller Astana, og det kan udelukke Alexey Lutsenko, Gorka Izagirre, David De La Cruz, Jan Polanc, Pavel Sivakov, Damiano Caruso, Pello Bilbao og Warren Barguil. Kenny Elissonde må skulle blive hos Porte, og Tiesj Benoot og Nicolas Roche synes for formsvage. Alejandro Valverde har næppe tabt nok tid endnu, og en ellers velkørende Carlos Verona vinder trods alt ikke. Mikel Nieve og Esteban Chaves synes ikke længere at have niveauet til at gøre det færdigt, og Dan Martin mangler for meget efter styrtet, mens Ben Hermans ikke synes kommet sig efter sygdommen. Etapen er for svær for Quentin Pacher, Thomas de Gendt, Alessandro de Marchi, Jesus Herrada, Nicolas Edet, Valentin Madouas og Rudy Molard, mens Sergio Higuita kun synes at blive ringere og ringere, og en ellers velkørende Neilson Powless trods alt ikke vinder. Julian Alaphilippe har ikke formen til at vinde på så lange stigninger, Bob Jungels klatrer ikke længere godt nok, og Jan Hirt synes ikke formstærk nok, selvom etapen passer ham. Den er for svær for Felix Grossschartner og Maximilian Schachmann, og selvom man altid skal regne med en overraskelse fra Nans Peters må etapen antage som værende lidt for vanskelig, som det også gælder for en ellers velkørende Alexis Vuillermoz.

 

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Tadej Pogacar, Egan Bernal

Outsidere: Mikel Landa, Miguel Angel Lopez, Richie Porte, Nairo Quintana, Enric Mas

Jokers: Daniel Martinez, Marc Hirschi, Emanuel Buchmann, Marc Hirschi, Pierre Rolland, Marc Soler, Hugh Carthy, David Gaudu, Thibaut Pinot, Sebastien Reichenbach, Lennard Kämna (alle fra udbrud)

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Primoz Roglics sejr fra 2020 og Thibaut Pinots sejr fra 2019, begge gange i Tour de l’Ain.

Primoz Roglic
Tadej Pogacar, Egan Bernal
Mikel Landa, Miguel Angel Lopez, Richie Porte, Nairo Quintana, Enric Mas
Daniel Martinez, Marc Hirschi, Emanuel Buchmann, Marc Hirschi, Pierre Rolland, Marc Soler, Hugh Carthy, David Gaudu, Thibaut Pinot, Sebastien Reichenbach, Lennard Kämna
Rigoberto Uran, Julian Alaphilippe, Nans Peters, Alejandro Valverde, Kenny Elissonde, Warren Barguil, Alexey Lutsenko, Pello Bilbao, Damiano Caruso, Pavel Sivakov, Mikel Nieve, Jesus Herrada, Jan Hirt, Alexis Vuillermoz
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Cro Race(2.1) 29/09-04/10

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 27/09-05/10

Giro d'Italia(2.UWT) 03/10-25/10

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 04/10

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 04/10

Famenne Ardenne Classic(1.1) 04/10

Gran Premio Bruno Beghelli(1.1) 04/10

Tour de Vendée(1.1) 04/10

Binche - Chimay - Binche(1.1) 06/10

Tre Valli Varesine(1.1) 06/10

Tour of Thailand(2.1) 06/10-11/10

Paris-Bourges(1.1) 08/10

Amstel Gold Race(1.WWT) 10/10

Amstel Gold Race(1.UWT) 10/10

Tacx Pro Classic(1.1) 10/10

Hammer Hong Kong(2.1) 10/10-11/10

Gent-Wevelgem In Flanders...(1.WWT) 11/10

Gent-Wevelgem(1.UWT) 11/10

Memorial Rik Van Steenbergen(1.1) 11/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

HOMETRAINER? BLIV INSPIRERET, FIND FORHANDLER OG SPAR MANGE PENGE