Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Twitter Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 15. etape af Vuelta a Espana
07. september 2019 20:59Foto: Unipublic / PhotoGomezSport

Sam Bennett viste, at han er kommet godt gennem bjergene ved at tage en helt suveræn sejr i sprinternes eneste mulighed i løbets anden uge, men nu skal han og de andre tunge folk igen i overlevelsesmode. Søndag gælder det nemlig den første af to store etaper i de asturiske bjerge, hvor hele fire store bjerge på bare ca. 150 km vil danne rammen om et af løbets allervigtigste slag, og hvor rytterne skal bestige berygtede Alto del Acebo fra en ny og stejlere side end den, vi kender.

Ruten

Et af Spaniens mest berømte cykelbjerge er Alto del Acebo, men af en eller anden grund har Vueltaen aldrig besøgt bjerget, som år efter år er vært for kongeetapen i Vuelta a Asturias. Den mangel rådes ned bod på i år, når den vigtige bjergtrilogi i den anden weekend efter en dags pause genoptages med endnu en stor dag i de asturiske bjerge. Det sker i form af en kort intens bjergetape, der med hele fire store bjerge over kun godt 150 km er lidt af en sjældenhed i Vueltaen, der sjældent har mange bjergetaper med flere lange bjerge efter hinanden. Dermed er der lagt op til en af årets vigtigste dage, når løbet med bare en uge til afslutningen endelig skal slutte på berygtede Acebo.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 154,4 km, som fører feltet fra Tineo til målet ved Santuario del Acebo. Starten er relativt let, idet man følger en let stigende dalvej langs en flod mod sydvest ned til Canjas del Narcea, der ligger for foden af Acebo. Her drejer man mod sydvest for at køre op ad bjerget for første gang, denne gang dog ad en anden vej end den, der bruges i finalen. Denne gang stiger den som kategori 1-stigning med 7,1% over 8,2 km, men bortset fra en let første kilometer og et plateau midtvejs stiger den med 9-10% næsten hele vejen til toppen, der rundes efter 29,2 km. En nedkørsel, der først bliver teknisk på anden del, leder nu mod nord og sydvest tilbage til Cangas del Narcea.

 

I stedet for at køre op ad bjerget igen kører man nu ad den let stigende dalvej mod sydvest ud til en rundstrækning, hvor man kører en hel omgang. Først går det videre ad den let stigende dalvej mod sydvest ned til La Vinta, hvor man drejer væk fra floden for i en sydvestlig retning at køre op ad kategori 1-stigningen Puerto del Connio (11,7 km, 6,2%), der er en relativt regulær stigning med stigningsprocenter på 6-7 det meste af vejen afbrudt af enkelte fladere plateauer. Toppen rundes efter 73,2 km, hvorefter en lang og relativt kringlet nedkørsel leder mod sydvest ned i dalen, hvor man kører mod nordvest op til forplejningen. Umiddelbart herefter venter en lille rampe (1,7 km, 8%), inden man drejer mod øst for at køre hen til bunden af kategori 1-stigningen Puerto del Pozo de las Mujeres Muertas (11,3 km, 6,8%), der bestiges fra sydvest. Den er meget irregulær med først 4 km med 9-11%, et 2 km langt plateau og dernæst fire svære kilometer, hvoraf de tre stiger med 8-10%, inden det atter flader ud nær toppen.

 

Herfra resterer fortsat 40,1 km, der indledes med en ikke specielt teknisk nedkørsel, der fører mod øst og nordøst, inden en let faldende dalvej leder vider mod nordøst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt. Herfra kører man ad samme vej som tidligere tilbage mod Cangas del Narcea, idet man passerer dagens spurt med 14,4 km igen. Inde i byen drejer man skarpt mod sydøst for ad en flad vej at køre frem til målstigningen, der bestiges fra vest. Igen er Alto del Acebo i kategori 1, men denne gang kører man ad en anden vej, der leder helt op til Santuario del Acebo. Her stiger den med 9,7% over 7,9 km og er langt sværere ad denne vej. Således stiger de først knap 5 km bortset fra et lille plateau konstant med mellem 10 og 15%, inden en lille nedkørsel leder frem til de sidste 3 km, der stiger jævnt med 8-10%. Vejen har adskillige hårnålesving, det sidste med 1500 m igen, hvorefter vejen bugter sig let, dog med en skarp kurve ca. 100 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 4142 højdemeter over den korte distance

 

Alto del Acebo er som sagt traditionelt altid mål for kongeetapen i Vuelta a Asturias, hvor man dog bruger den opkørsel, der benyttes første gang på denne etape. Her er de seneste vindere Richard Carapaz (2018), Nairo Quintana (2017), Javier Moreno (2011), Fabio Duarte (2010), Francisco Mancebo (2009), Tomasz Marczynski (2008), Alberto Fernandez de la Puebla Ramos (2007), Oscar Sevilla (2006), Xavier Tondo (2005), Jonathan Gonzalez (2004), Fabian Jeker (2003), Leonardo Piepoli (2002), Alberto Lopez De Munain (2001), Joseba Beloki (2000) og Fernando Escartin (1999). I år havde man for første gang ikke mål på toppen, men efter en nedkørsel, der førte tilbage til Cangas del Narcea, hvor Richard Carapaz og Mikel Landa sluttede side om side med ecuadorianeren som etapevinder.

 

 

image

 

image

 

image

 

image

 

image

 

image

 

 

Vejret

Det ser ud til, at rytterne i år slipper for det velkendte asturiske regnvejr. Søndag byder på det smukkeste solskin fra en skyfri himmel og en temperatur på behagelige 23 grader i Cangas del Narcea. Der vil igen i dag være en let vind fra nordøst, hvilket primært giver med- eller modvind det meste af dagen. Der vil være sidevind på første tur op ad Acebo og derefter medvind over Connio og ned til forplejningen. Der vil være direkte modvind på Pozo de las Mujeres Muertas og i dalstykket frem til Acebo, hvor der vil være sidevind på den nedre del og sidemodvind på de sidste godt 5 km.

 

Analyse af 14. etape

Det kan godt være, at han efterhånden har skrevet sig ind som verdens måske hurtigste mand på to hjul, men det vil være en grum fejltagelse at betragte Sam Bennett som en klassisk sprinter. Ireren er i hvert ingen Dylan Groenewegen eller Marcel Kittel, der ofte har kunnet synes, at selv en halvtam belgisk motorvejsbro kan være som et andet Alpe d’Huez. I de senere år har ireren for alvor foldet sig ud som en af feltets mest holdbare afsluttere, der kombineret med en helt eminent positioneringsevne og en efterhånden skræmmende topfart har gjort ham til en af feltets mest helstøbte ryttere.

 

Faktisk lå det slet ikke i kortene, at han skulle være supersprinter. Det var nemlig som puncheur, at han fik sit store gennembrud i Tour of Britain for seks år siden, hvor en ung Bennett vandt løbets kongeetape som hurtigste mand i en 15-mandsgruppe, der også talte folk som Nairo Quintana, Dan Martin, Sebastien Reichenbach, Bradley Wiggins og Simon Yates. Nok blev han også nr. 2 bag Mark Cavendish og foran Elia Viviani i den afsluttende massespurt i London, men det var som hårdfør afslutter, at Bennett så sin fremtid.

 

Efter at være blevet professionel på NetApp - det nuværende Bora - året efter blev han imidlertid langsomt trukket i sprinterretningen. Måske skyldtes det, at han allerede meget tidligt tog en stor spurtsejr i Clasica de Almeria efter bare to måneder som professionel og senest også vandt massespurter i både Rund um Köln og Bayern Rundfahrt. Hans skæbne blev i hvert fald endegyldigt beseglet, da han i begyndelsen af 2015 slog næsten hele verdens sprinterelite på den paradeagtige sidste etape af Tour of Qatar, hvor han viste, at han havde farten til at blande sig med verdens allerbedste på de helt lette dage.

 

Det fik Bennett til at fokusere på noget, der egentlig ikke var hans naturlige force, og måske var det det, der satte ham tilbage. I hvert fald blev årene 2015 og 2016 ikke den store succes, og selvom han da vandt sine cykelløb, havde han store perioder, hvor han alene kæmpede for overlevelse. Farten var åbenlyst fin, men positioneringen og holdbarheden haltede.

 

I vinteren forud for 2017-sæsonen traf han derfor det valg at søge tilbage til rødderne. Han begyndte igen a arbejde på sin holdbarhed, og siden dengang har han været som forvandlet. Først vandt han en gigantisk sejr i Paris-Nice, inden han i Giroen fik sit helt store gennembrud og for første gang tog kampen op mod Caleb Ewan og Fernando Gaviria - af mange regnet som den tids to største sprintertalenter - og forstod, at han til fulde havde farten til at matche dem. Da han i løbet af 2018 også blev frarøvet samarbejdet med Rudiger Selig, der som led i den generelle desavouering af ireren blev ”ført over” til Pascal Ackermanns tog og derfor pludselig var nødt til at lære at positionere sig også - en egenskab, han i dag må konkurrere med Peter Sagan om at være verdens bedste til - gik han fra at være et lidt glemt sprintertalent til at være et altædende monster.

 

Den blodsult kom allerede til udtryk sidste år, hvor det var i Giroen, at man første gang fik fornemmelsen af, at det var Bennett, der var Groenewegens værste rival i kampen om titlen som verdens hurtigste. Og den har for alvor taget fart i en 2019-sæson, hvor Bennett har kurs mod at blive sæsonens mest vindende rytter, og hvor det kun er Stefan Küngs stærke soloudbrud i Romandiet, der forhindrede ham i at kunne prale af en statistik, der tæller sejre i alle årets etapeløb. Og intet tyder på, at Bennett har tænkt sig at stoppe endnu, for 2019 har været året, hvor den engang så svingende og ustabile irer er blevet selve indbegrebet af sejrsgaranti i hvert eneste løb, han kører.

 

Sjovt nok er hans status som supersprinter altså faldet sammen med, at han har arbejdet på sin alsidighed. Det er i den grad kommet til udtryk i år, hvor han ikke blot har været suveræn i massespurterne. Første gang, vi fik fornemmelsen af hans forøgede råstyrke, var under Montjuic-etapen i Catalonien i 2018, hvor han pludselig sad med alle klassementsrytterne i finalen, og senere i Giroen, hvor han sågar gik i angreb på en knaldhård sprinteretape, der viste sig for hård for blandt andre Elia Viviani, inden han spurtede sig til sejr.

 

I år er tendensen fortsat. Nok er de fleste sejre kommet i klassiske spurter, men de flotteste er kommet i hårdere afslutninger. Bennett kørte eksempelvis nok engang som et monster, da han vandt i den knaldhårde på 2. etape i Tyrkiet i år. Han viste sin styrke på brostensbakken i Istanbul i samme løb, hvor han for andet år i træk kørte fra alt og alle, inden den lidt for forsigtige Bennett smed det hele væk ved at snegle sig rundt i et sving. Og i dag dokumenterede han så atter sin alsidighed ved at tage en sejr, der var lige så suveræn, som da han på omtalte regnvejrsetape i sidste års Giro af frygt for et sent angreb fra Carlos Betancur (hvis jeg husker rigtigt), åbnede en lang vanvidsspurt, som aldrig fik nogen ende, og som gav ham en gigantisk sejrsmargin.

 

Sådan var det også i dag, da den lille bakke i Oviedo som forventet tog mange af de tunge sprintere på sengen. Bennett derimod havde ingen vanskeligheder, og da først han åbnede for gassen, måtte han flere gange nærmest med vantro stirre bagud i forundring over, at der slet ikke var nogen i nærheden af ham. Naturligvis skyldtes det det gigantisk styrt, der ødelagde en ellers fantastisk finale, men i disse finaler er der ikke mange i denne verden, der kan matche Bennett, og resultatet havde næppe været spor anderledes, om så de havde hevet en Julian Alaphilippe i Tour-form ind til at skyde den af op ad den lille bakke. Faktisk virkede Bennett så forundret over sin sejrsmargin, at man nok engang fik fornemmelsen af, at ireren, der har haft lidt svært ved at tro meget på sig selv, stadig ikke helt har fattet, hvor god han i virkeligheden af.

 

Det lå da også i kortene, at Bennett ville blive næsten umulig at slå, hvis han kom frisk og klar frem til den sidste bakke. Som jeg skrev i gårsdagens optakt, var jeg til gengæld meget usikker på, om den engang så svingende irer stadig havde noget at skyde med. Det er mere end en uge siden, at han første gang klagede over skavanker og beskrev de kommende dage som vanskelige at komme igennem, og hans kørsel i bjergene har heller ikke virket overbevisende. Med tanke på, at han stadig ikke helt er kommet sig over tendensen til at have dårlige dage og små kriseperioder, som vi så det i starten af Paris-Nice og Dauphiné, kunne man godt frygte, at Bennett ikke længere ville have friskheden til at spurte efter næsten 2500 m og en hård bakke i finalen.

 

Den tvivl gjorde han til skamme, og vi skal nok bare vænne os til, at Bennett altid fortæller om, hvor hårdt han har haft det, og hvor svært han troede, det ville blive. Det er det med selvtilliden igen, for faktisk synes Bennett at have en bemærkelsesværdig restitutionsevne. Sidste år var han også flyvende mod slutningen af Giroen, også selvom han led i bjergene, og i dag var han i hvert fald åbenlyst den mest friske sprinter.

 

Man kan således ingenlunde klandre Bora for med en nærmest overmenneskelig Jempy Drucker hele dagen at have arbejdet for en massespurt. Til gengæld kan man i den grad undre sig over, hvorfor i alverden Deceuninck greb etapen an, som de gjorde. Naturligvis gav det mening for dem at arbejde for en massespurt - faktisk kan man tvivle på, om udbruddet overhovedet var blevet hentet, hvis ikke det havde været for Remi Cavagna og især Tim Declercq - men at de satsede hele butikken på Fabio Jakobsen, var lidt af en gåde. Naturligvis skulle hollænderen have en chance, i fald finalen havde været mindre hård end ventet, men at de ofrede Philippe Gilbert og Zdenek Stybar i forsøget på at gå efter en lidt naiv sejr med den ikke specielt holdbare hollandske mester, var et gigantisk fejlskud.

 

Tosh van der Sande viste nemlig, at der var muligheder i den afslutning. Med sit fine angreb henover toppen gjorde han det, som jeg i min optakt havde foreslået Stybar at gøre. Og selvom Bennett uanset hvad, havde været svær at slå, kunne det alligevel være endt anderledes, hvis det var Gilbert eller Stybar, der havde lavet en manøvre, de begge tidligere har haft succes. For hvem var skyld i, at Van der Sande ikke holdt hjem? Det var først Stybar, der førte hele vejen op ad bakken, og siden Maximiliano Richeze, der trak Bennett frem til sejr. Det er i hvert fald nærliggende at lege med tanken om, hvad der var sket, hvis han man havde trukket Deceuninck ud af ligningen og ladet Stybar og Gilbert køre offensivt. Det er ikke lige til at se, hvem der sad med folk til at lukke et hul, de to superpuncheurs måtte have slået.

 

Alligevel slap holdet naturligvis fra etapen med et resultat. Det gør de nemlig altid, og igen var det livsforsikringen Richeze, der leverede varen. Argentineren har gjort det til sit speciale at slå til, når kaptajnerne fejlede, som han gjort i Vuelta a San Juan, Tour de Suisse og Tour of Turkey, når Fernando Gaviria er kommet til kort eller styrtet ud af løbet, eller igen i det tyrkiske løb, når Alvaro Hodeg og Fabio Jakobsen er blevet sat på bakkerne. Nok har han fundet sin niche som verdens måske bedste lead-out man, hvilket gør hans prioritering helt forståelig, men man må alligevel lette på hatten over hans evne til også at omsætte de muligheder, der byder sig. Der er ikke mange lead-out men, der også leverer resultater i samme takt som Richeze.

 

Man kan godt synes, at det var lidt urimeligt, at det igen var Bennett, der skulle vinde. Sejren var faldet på et lidt tørrere sted, hvis den var faldet i hænderne på Tosh van der Sande, der henover vinteren kunne se sin karriere komme i fare, da han i et uopmærksomt øjeblik var kommet til at skrive det forkerte astmamiddel på en dopingformular ved 6-dagesløbet i Gent og derfor fik en ærgerlig sag på halsen. Heldigvis blev han hurtigt frikendt, og han er kommet flot tilbage i en anden sæsonhalvdel, hvor han har foldet sig ud som punchuer. I Vallonien lavede han samme fine nummer som i dag, da han kørte fra alt og alle på Mur de Thuin og tog karrierens blot anden sejr, og i dette løb er han allerede blevet hhv. nr. 3 og 6 i udbrud. I dag blev det med et modigt fremstød, som han af en eller anden grund var den eneste, som forsøgte, til endnu en 3. plads og dermed en understregning af, at Van der Sande efter sommerpausen har nået et niveau, han ikke tidligere har haft.

 

I det hele taget var det åbenlyst, at det var en god finale for formstærke Van der Sande, og man kunne sagtens lure, at han ville være at finde i top 10. Det var således heller ikke spor overraskende, at det var folk som Bennett, Clement Venturini og Jonas Koch, der var at finde fremme, mens Jakobsens ben eksploderede totalt. Man kan heller ikke fortænke de mange sprinterhold, der samarbejdede om at hente udbruddet, i at give etapen et skud, for i en sprinterfjendtlig Vuelta skal man naturligvis skyde på alt, hvad der rører sig, men det virkede for de fleste temmelig optimistisk at tro, at de ville kunne trække sig sejrrigt ud af spurten. Og på en dag, hvor Marc Soler overspurter John Degenkolb, Max Walscheid og Szmynon Sajnok ved man, at det nok snarere var puncheurtyperne, der skulle have givet den et skud sammen med de holdbare sprintere.

 

Derfor må Luka Mezgec også være gul og grøn af ærgrelse. Med den superform, han har vist sin Polen Rundt, hvor han vandt en puncheurspurt, lignede han et oplagt bud på en vinder af en etape, hvor hans hold da også jagtede hele dagen. Desværre fik han en EF-rytter direkte i baghjulet og derefter Tadej Pogacar direkte ned over sig, så det, der kunne være endt med et topresultat, i stedet endte med en tur på hospitalet og et alt for tidligt exit. På den måde blev det den foreløbige kulmination på en trist Vuelta for Mitchelton, der indtil nu ikke har været i stand til at levere et af de forrygende comebacks, som de ellers leverede i både Giroen og Touren, hvor deres klassement også faldt sammen.

 

I det hele taget blev spurten kraftigt skæmmet af styrtet, og vi kan derfor reelt ikke bruge resultatet til voldsomt meget. Det er i hvert fald svært at forestille sig, at de tunge Walscheid og Sajnok havde været med i front, hvis det havde været et fuldt felt, der havde kæmpet om det. Og på den baggrund tenderer det også det katastrofale, at der blev slået endnu et søm i Edvald Boasson Hagens og John Degenkolbs efterhånden færdigtømrede ligkiste, da de begge blev kørt midt over i en finale, hvor de i deres velmagtsdage havde været blandt de store favoritter. På samme måde blev det endnu en trist dag for Fernando Gaviria, der først slet ikke kunne holde sig til Marco Marcato og Juan Sebastian Molano, som ellers leverede et fremragende lead-out, og siden måtte sande, at han stadig ikke er blevet sig selv efter styrtet på 1. etape.

 

Andre kan være mere tilfredse. Det gælder særligt Marc Sarreau, der ved at vinde feltets spurt bag de tre forreste cementerede den stærkt forøgede holdbarhed, han har vist i alle de franske løb og senest også med den flotte puncheurspurt i Polen. Nok mangler det store gennembrud som sprinter på WorldTour-niveau, men det kunne måske komme, hvis han imiterede Bennett og begyndte at fokusere mere på den robusthed, han tilsyneladende besidder mere af end først antaget. Og også den ellers svært forslåede Edward Theuns gjorde det overraskende godt, da han trods en nedbremsning som følge af styrtet faktisk køre en ganske fin spurt til sidst, hvor han fik lukket et stort hul.

 

Desværre blev det, der skulle have været en let dag, som følge af styrtet også dramatisk. Værst var det naturligvis, at Pogacar og Alejandro Valverde røg i asfalten, men heldigvis synes de at være sluppet uden væsentlige skrammer. Værre så det ud med Jon Aberasturi, der gik glip af en gigantisk chance i en finale, der passede ham, Owain Doull og Enrico Battaglin, og også James Knox og Dylan Teuns måtte smage ubehageligt på asfalten. Primoz Roglic fik sig også et chok, da han blev bremset, men heldigvis for selv at ryge ned i en ellers for ham så uheldsramt Vuelta.

 

Det viser blot nok engang, at lynet i en grand tour som regel slår ned, når man mindst venter det. Og derfor blev det i hvert fald ikke for Pogacar og Valverde det lille pusterum, han ellers havde drømt om i serien af bjergetaper. Forhåbentlig får det ikke længerevarende konsekvenser, der kan sætte ham tilbage de to kommende dage, der hører til blandt løbets vigtigste.

 

Det gør de ikke for Bennett, for han og sprinterne kan nu igen se frem til at gå i overlevelsesmode, indtil de får en ny chance i en lidt lettere, men stadig halvhård finale på onsdag. Nok er Bennett vendt tilbage til rødderne og blevet en yderst holdbar herre, men de asturiske bjerge er trods alt for meget af det gode - selvom man efterhånden har sin tvivl om, hvorvidt ireren overhovedet har en grænse.

 

Favoritterne

Det var ikke meget, sprinterne fik lov at boltre sig, inden de atter begyndte at spekulere over, hvorfor i alverden de ikke kører Tour of Britain eller belgiske og franske sprinterklassikere i stedet. Vueltaens traditionelle trio af bjergetaper blev i år ganske vist afbrudt af et lille intermezzo, men det var blot et ultrakort pusterum. Søndag og mandag går det nemlig løs igen, denne gang i de asturiske bjerge, der oftest har været rammen om de sværeste bjergetaper. Og da den sidste uge i år er ganske nem, kan man meget vel ende med et scenarium, hvor den top 10, vi har mandag eftermiddag, ikke vil undergå de helt store forandringer frem mod Madrid over de sidste fem dage.

 

Heldigvis kan bjergrytterne glæde sig over, at de kommende to dage har det terræn, de måtte savne i den sidste uge. Ofte har det kun været én af de tre bjergetaper, der har haft mange bjerge og mange højdemeter, men i år gælder det dem alle tre. Og særligt usædvanligt er det, at både 15. og 16. etape er ”rigtige” bjergetaper med mange lange stigninger, som man ellers primært kender dem fra Giroen og Touren. I Vueltaen er det langt oftere, at første del af bjergetaperne er relativt lette, og at de stigninger, der venter tidligt på etaperne, er relativt korte eller lette opkørsler, som vi så det i fredags. Sådan er det imidlertid ikke søndag og mandag, hvor der begge dage er rigtige bjerge på programmet hele dagen og det endda i et kort, tætpakket format, som vi oftere og oftere ser det i snart sagt alle etapeløb.

 

Etaperne er imidlertid ret forskellige. Mandagens finale på den lange Cubilla-stigning er nemlig relativt let, og man kan frygte, at det kan blive lidt svært at gøre forskelle, især hvis rytterne har modvind. Det er derfor søndagens etape, der fremstår som den store chance, for her skal de to gange op ad frygtede Acebo, som vi kender fra Vuelta a Asturias. Og da man til finalen endda har fundet en ny og endnu sværere opkørsel end den, vi kender - som ellers er svær nok, og som rytterne får lov at smage på først på etapen - er det her, man skal slå til, hvis man vil være helt sikker på at kunne gøre forskelle.

 

Den taktiske situation er imidlertid ikke let at læse. Det er klart, at Jumbo ikke skal nogen steder med tanke på, at de kommer til at skulle føre også mandag og i de madrilenske bjerge, og for dem vil en etapesejr alene have karakter af bonus (som man endda kan give væk til sine gode venner, hvis man har lyst). Tadej Pogacar kunne helt sikkert godt tænke sig at vinde igen, men på et svagt UAE-mandskab med en formsvag Valerio Conti, en falleret Sergio Henao og en hjemrejst Fabio Aru kan han ikke stille meget op i forsøget på at kontrollere etapen.

 

Derfor er det som altid Movistar og Astana, der bestemmer, om vi skal en udbruds- eller en favoritsejr, og det er ikke helt let at greje, hvordan de vil gribe det an. På den ene side er det deres største chance for at vinde tid, men på den anden side fik de sig begge også lidt af en lussing i går. Lægger man dertil, at der også skal gemmes lidt i tanken til mandag, der med en kortere afstand mellem de to sidste stigninger måske er mere oplagt til at forsøge sig med af de langdistanceangreb, der er blevet deres varemærke, og som Nairo Quintana allerede har afsløret er en del af planerne, kunne man tænke, at de begge vil køre lidt mere afventende på denne etape. I hvert fald er det svært at se Astana tage samme initiativ som i går, nu hvor de ikke ved, om Lopez blot havde en dårlig dag på 13. etape. Med mindre han undervejs melder om stjernegode ben, har vi svært ved at se kasakkerne tage initiativ.

 

Så er vi efterladt med Movistar. Det ligner ikke spanierne at give op, og selvom et langdistanceangreb er mere oplagt mandag, vil det undre os, hvis ikke de sender Quintana afsted på næstsidste stigning, der er ganske svær. Ideelt set ville han måske gerne afsted endnu tidligere, men det er meget usandsynligt, at Primoz Roglic ikke vil lukke sine værste rivaler ned på i hvert fald det første bjerg. Og da der er direkte modvind på næstsidste stigning og i det lange dalstykke frem mod Acebo, kan det blive svært at iværksatte en stor offensiv også på Pozo de los Mujeres Muertas-stigningen.

 

Vi føler os dog overbeviste om, at Movistar vil gøre forsøget. Der bør derfor være statsgaranti for, at både de og Astana vil have folk med i det tidlige udbrud, da det er på dage som disse, at man skal have folk med i front. Det kan Jumbo også sagtens forsøge at få, og der venter derfor lidt af en kamp om at komme i udbrud igen denne gang. Desværre er de første 21 km meget lette, og det kan gøre det svært at ramme rigtigt, og det kan meget vel blive lidt af et lotteri. Mange af klatrerne vil vente med at angribe til stigningen, og så ser man ofte, at der meget tidligt kører en gruppe, som ikke nødvendigvis er meget stærk.

 

Vi vil dog tro, at hold som Ineos og Ag2r samt måske Movistar og Astana vil holde en sådan gruppe i så kort snor, at de kan sende deres klatrere i offensiven på Acebo. Derfor forventer vi, at vi trods den lette start for et stærkt og potent klatreudbrud etableret på den svære opkørsel. Her skulle Movistar og Astana gerne være repræsenteret, og man må formode, at de har det som prioritet at få folk som Marc Soler, Jakob Fuglsang og Ion Izagirre afsted.

 

Herefter vil det være op til Jumbo at kontrollere, og de har som sagt ingen interesse i at hente dem. Det er meget sandsynligt, at gruppen vil indeholde semiklassementsryttere, og de vil derfor blive tvunget til at køre halvstærkt, men det er Astana og Movistar, der bestemmer, om de skal hentes. Og som sagt tror vi, at det er Movistar, der sidder med nøglen.

 

Vi tror, at spanierne vil lægge pres på på næstsidste stigning i et forsøg på at åbne løbet og isolere Roglic samt sende Quintana i en tidlig offensiv. Vi tror dog også, at Jumbo er så stærke, at de enten kan køre colombianeren ind med det samme - husk at der er modvind - eller fange ham i det lange dalstykke, hvor Robert Gesink, Neilson Powless, Sepp Kuss og George Bennett vil udgøre en meget stærk kvartet i modvinden. Derfor tror vi også, at Movistars offensive planer kan knækkes af Jumbo, som Ineos plejer at gøre det i Touren, og at det alligevel ender med et opgør mellem favoritterne på den meget svære målstigning, som modvinden dog kan gøre en anelse mindre selektiv.

 

Hvad betyder det for udbruddet? Med mindre at Movistar skulle lykkes med at fange Jumbo på det forkerte ben, vil vi tro, at gruppen holder. Særligt hvis spanierne for Soler sendt afsted, vil det være oplagt at have ham som en god sikkerhedsgaranti, i fald kaptajnerne alligevel skulle komme af med Roglic, men det må også være oplagt at lade ham gå efter sejren, hvis Roglic som forventet kan svare på alt. Det ligner i hvert fald den bedste chance for at vinde etapen, og det er en strategi, der ikke nødvendigvis står i vejen for, at man kan bruge luksushjælperen, hvis det alligevel skulle lykkes at bringe den førende slovener i vanskeligheder.

 

Derfor tror vi også, at Marc Soler vinder etapen. Allerede i Andorra så vi, hvordan han blev sendt i et taktisk udbrud, som han var ganske tæt på at omsætte til sejr, men hvor Lopez’ og Roglics’ styrt tvang ham til at ofre sig for kaptajnerne. Som sagt er det slet ikke sikkert, at det vil ske denne gang, hvor Roglic formentlig kan svare på det hele, og derfor tror vi, at den spanske hjælper denne gang kan få lov at gå efter en sejr. Siden Touren har han nået et helt nyt niveau i bjergene, hvor han ellers hidtil har haft sine begrænsninger, og senest viste han fantastisk form på Los Machucos, hvor han blev nr. 9, selvom den meget stejle stigning ikke just var guf for den næsten 190 cm høje og 70 kg tunge spanier. Han bør være langt mere komfortabel på Acebo, og han ligner den udbryder, der har bedst chance for at gøre det færdigt. En 5. plads i Andorra, en 8. plads på enkeltstarten, en 9. plads på Los Machucos og sågar en 6. plads i dagens spurt siger alt om de gode ben. Derfor tror vi, at Soler denne gang slipper for at vifte vredt med armene, men får lov at tage den sejr, han muligvis blev frarøvet for en uge siden.

 

Lopez’ nedtur betyder som sagt, at vi tror, at Astana vil køre en anelse mere afventende, og det kan åbne døren for Jakob Fuglsang. Holdet skal med sikkerhed igen have sendt folk i forkøbet, som kan bruges senere, men som for Soler gælder, at de vil kunne søge deres egen chance, med mindre Lopez skulle køre fra rivalerne og dermed få brug for lidt pace. Danskeren har ikke lagt skjul på, at han stadig er på udkig efter et udbrud, og denne etape ligner det måske bedste bud. Fuglsang er åbenlyst endnu ikke i sin bedste form, men han er tydeligvis i fremgang, og en intens bjergetape med mange lange stigninger burde passe fint til hans dieselmotor. Vi ved alle, hvor god Fuglsang har været i år, og selvom han ikke har Liege-form lige nu, bør han stadig være en af de bedste klatrere i et eventuelt udbrud, for det er bestemt ikke topklatrere, det vrimler med i årets relativt svagt besatte spanske løb. Det kan Fuglsang udnytte til at tage karrierens første etapesejr i en grand tour.

 

Der står også Mikel Nieve skrevet med fed ud over denne etape. Det er disse store bjergetaper, baskeren elsker, og han har vundet et hav af gange på sådanne ruter. Det sker som regel på dage med mange bjerge sent i en grand tour, og det er således meget sigende, at Nieve netop fik sin store gennembrudssejr med et soloridt i de asturiske bjerge helt tilbage i 2010. Desværre så vi også i Andorra, at han stadig var langt fra topniveauet, men denne gang har han to ting til sin fordel. Dels er etapen betydeligt længere, hvilket passer hans dieselmotor bedre, og dels kommer den en uge senere, hvor Nieve plejer at have fundet bedre ben. Om de er gode nok til at gennemføre et af hans legendariske ridt, har vi til gode at se, men man skal altid være rædselsslagen for Nieve på etaper som disse.

 

Astana har andre kort at spille. Det gælder også Ion Izagirre, der kom haltende fra start, men fandt sine ben på Mas de La Costa. Siden da har han været blandt de bedste, ikke mindst i Andorra, hvor han kørte ganske overbevisende. Han var ikke flyvende på Los Machucos, men han var stadig god nok til at tage en solid føring for Lopez. Vi sidder med fornemmelsen af, at holdet hellere vil have Fuglsang, der har lidt mere at skulle have sagt i det interne spil, med i udbrud, og der kan formentlig ikke blive plads til begge Lopez’ bedste hjælpere. Etapen med de mange lange stigninger passer også knap så godt til Izagirre, men til gengæld har han hidtil været den bedste af de to. Med det klatreniveau, han generelt har vist i 2018 og 2019, er han blevet god nok til også at vinde en stor bjergetape som denne, hvis han får lov.

 

Efter hans ridt på Los Machucos er det også åbenlyst, at Pierre Latour skiller sig ud som en kandidat. Nok er han bedre i lidt mere eksplosivt terræn, men han er trods alt kørt i top 15 i Touren og kan således også forsvare sig på længere stigninger. Denne gang slipper han endda også for de rædselsfulde procenter, som ikke passer ideelt til den store franskmand, som alligevel var så godt kørende, at han satte alle rivalerne til vægs på Los Machucos og var ganske tæt på at vinde etapen. Man skal altid være meget varsom med Latour, der selv erkender, at stabilitet er et problem, og derfor kan man aldrig vide, om han har en af sine store dage. Hvis han har, ligner han dog et af de mest formstærke bud på en etapevinder fra et udbrud.

 

Det er Sergio Higuita naturligvis også. Ganske vist kunne han forledes ikke matche Latour, men de to greb også etaperne helt forskelligt an. Mens Latour sparede sig gennem hele dage, kørte Higuita med i de mange angreb, og det var klart, at det kostede for meget til sidst. Denne etape burde måske endda passe ham endnu bedre, for han kørte sin hidtil bedste etape på de lange stigninger i Andorra, hvor han uden styrtet på grusvejen måske endda kunne have været med i kampen om sejren. Løbet her har også vist, at unge Higuita stadig er yderst svingende, og der er en betydelig risiko for, at silken i en grand tour-debut kan være blevet slidt af. Hvis han har dagen og kører med lidt mere omtanke, viste han imidlertid i Andorra, at han er en af de få, der kan vinde en stor bjergetape som denne, også selvom det er sent i hans første grand tour.

 

Efter i går burde man egentlig slet ikke nævne Wout Poels. Det står nemlig klart, at hollænderen stadig ikke har fundet sin guldform. Hans form var dog bedre, end resultatet antydede, for han kørte etapen som en umoden juniorrytter, som var med i alle hug i den første halvdel - og det var mange i en gruppe, for hvem samarbejde var en by i Rusland. På den baggrund var det meget forståeligt, at han løb tør for brændstof til sidst. Om formen vitterligt rækker til at vinde en gigantisk bjergetape som denne, er yderst tvivlsomt, men hvem er ikke blevet forbløffet over, hvordan Poels ofte har fundet formen ud af det blå i den tredje uge af en grand tour? Det plejer han faktisk at gøre, og det vil derfor ikke være jordens største overraskelse, hvis han i morgen redder Ineos’ ære.

 

Vi håber meget, at Hermann Pernsteiner har modet til at gå i udbrud. Det gjorde han i Andorra, hvor han med fantastisk kørsel varslede den kraftige fremgang, han har oplevet i dette løb. Hidtil har han været den bedste klatrer, hvis man ser bort fra gruppen af mere etablerede grand tour-navne (og Pogacar naturligvis), og han synes ikke at være på vej ned overhovedet. Tidligere har han manglet motor, men det synes ikke længere at være det store problem - snarere tværtimod. Man kan frygte, at han ikke får lov at gå i udbrud, og derfor figurerer han relativt langt nede på vores favoritliste. Omvendt har han næsten to et halvt minut op til Wilco Kelderman, og da han er et relativt lille navn, vil han nyde mere frihed end mange andre.

 

På samme vis kan man ikke helt afskrive Wilco Kelderman. Egentlig er han for stort et navn at lade køre, men på den anden side er han så langt fra top 5, at Jumbo, Movistar og Astana næppe reagerer med det samme, hvis han kommer fri. Det er snarere spørgsmålet, om Rafal Majka giver ham lov, og polakken kørte trods alt så stærkt forleden, at han næppe får lov at gå med. Kelderman kan dog håbe, at han nyder samme frihed som i Andorra, hvor han vel var gruppens stærkeste mand på en dag, hvor han førte det meste af vejen i finalen. Siden er hans form kun blevet bedre, og derfor vil han formentlig i et udbrud være manden, der skal slås, hvis ikke han prioriterer klassementet højest, og hvis han overhovedet får lov.

 

Det er svært at vurdere, hvor god Tao Geoghegan Hart er. Han viste hæderlig form med en 10. plads i Andorra, og han sad med de bedste på de baskiske mure i forgårs. Han var ikke med i udbruddet på Los Machucos, men den etape havde Ineos også allerede ”givet” til Poels. Helt ringe virker han i hvert fald ikke, og selvom han ikke har benene fra Polen, må han stadig være en af de bedre klatrere. Vi frygter dog, at etapen her måske kan være en anelse for svær for en mand, der stadig har til gode at vise sig frem i kampen om sejren i bjergene på en stor europæiske WorldTour-etape, og som sidste år havde det svært mod slutningen af sin første grand tour.

 

Vi har flere gange fremhævet Kilian Frankiny, og det vil vi gøre igen. Det var en skam, at han punkterede ud af udbruddet i Andorra, for her havde han formentlig været blandt de bedste. Han er nemlig en rigtig dieselklatrer, der elsker de store dage i bjergene, og dette burde derfor lige være en etape efter hans smag. Det skyldes ikke mindst, at den kommer sent i en grand tour, og da han synes at følge samme tendens som i sidste års Giro, hvor han nåede sit hidtil højeste niveau i den tredje uge, ligner han en mand, der kan komme langt på denne etape.

 

James Knox var desværre er af de ryttere, der røg i asfalten i dag, og det stiller naturligvis store spørgsmålstegn ved hans chancer. Heldigvis har han ikke slået sig slemt, men hvordan han har det, ved vi først i morgen. Hvis han er frisk igen, burde han dog være i sit es på en rigtig bjergetape som denne. Han mangler måske stadig lidt motor, men siden den flotte kørsel i Andorra er han bare blevet bedre og bedre - en tendens, der foreløbig kulminerede på Los Machucos. Som en spinkel og temmelig ren klatrer med et godt punch burde han være en type, der kan vinde denne etape.

 

Vi har flere gange fremhævet, at vi fornemmer, at Esteban Chaves er på vej ned. Hans knap så gode kørsel på Los Machucos skyldtes imidlertid en defekt, og derfor er benene bedre, end resultaterne antyder. Vi så i Giroen, at han kunne rejse sig efter en lidt svær tid ved at vinde en af de sidste bjergetaper, og selvom han der var oppe mod temmelig svag konkurrence, viser det, at han stadig har en vis klasse. Trods de mange uheld liger han da også fortsat nr. 15 i klassementet, og det viser, at benene ikke er helt ringe. Vi frygter, at han efter sygdommen kan mangle motoren til at vinde så svær en etape som denne, men vi lader os gerne overraske positivt.

 

Vi tror, at Nicolas Edet og Carl Fredrik Hagen er låst af klassementet, og Dylan Teuns kan ikke vinde så svær en etape - slet ikke efter dagens styrt. Stigningerne er nok også for lange til den ellers imponerende Ruben Guerreiro og en efterhånden mærket Jesus Herrada, og Oscar Rodriguez synes desværre at være faldet helt sammen. For at vinde her skal man være en eminent klatrer, da udbruddet utvivlsomt vil være meget potent, og vi ser ikke andre være gode nok i de høje bjerge til faktisk at kunne gøre det færdigt.

 

Hvis Movistar eller Astana vil, kan det også sagtens ende i et favoritopgør. Sker det, vil vi pege på Primoz Roglic som vores favorit. Sloveneren var måske ikke helt så overbevisende som Tadej Pogacar forleden, men han lignede en mand med fod på tingene. Angiveligt virkede han også undervejs så overbevisende, at Valverde havde set hans angreb komme, og noget tyder på, at Roglic denne gang har timet formen som i sidste års Tour, hvor han bare blev bedre og bedre undervejs. Denne etape passer ham måske knap så godt som 13. etape, men han har i Touren vist, at han også kan vinde på etaper med lange stigninger. Forleden gav han sejren til Pogacar, men mon ikke han synes, at det er slut med den slags gaver? Vi tror ikke, at han vil køre offensivt, men han virker så overbevisende, at han formentlig kan slå alle på den sidste kilometer, hvor han har et stærkt punch.

 

I går virkede Tadej Pogacar som stærkeste mand, selvom han var så led og ked af de stejle procenter, at han egentlig bare ville overleve. På denne etape, der minder om Andorra-etapen, bør han være endnu mere komfortabel, og tendensen er også, at hans dieselmotor kun gør ham bedre og bedre. Havde det ikke været for styrtet, havde han formentlig også været manden, der skulle slås, men nu hersker der en del usikkerhed om, hvor forslået kroppen er, selvom skrammerne blot er overfladiske. Samtidig skal han nok ikke regne med, at Roglic forærer ham endnu en sejr, og da Jumbo-rytteren er hurtigere end den ellers halvhurtige Pogacar, skal han være stærkeste mand for at vinde. Det var han imidlertid også i går.

 

Løbets store spørgsmålstegn er Miguel Angel Lopez. Var gårsdagens nedtur bare udtryk for en dårlig dag på en stigning, der ikke passede ham? Eller var det udtryk for den nagende tvivl om, hvorvidt han kunne bevare formen i et løb, hvor han lagde ud som lyn og torden? Det ved hverken vi eller han endnu, men det ved vi i morgen eftermiddag. Desværre frygter vi det sidste, men vi holder muligheden åben for det første. Lopez kan i hvert fald glæde sig over, at denne etape passer ham langt bedre end 13. etape, og på de to første etaper med lange stigninger i finalen var han i særklasse. Har han de samme ben denne gang, kan han sagtens tage sejren - især nu, hvor Roglic ikke nødvendigvis behøver at svare med det samme.

 

Skal Movistar vinde etapen, er Nairo Quintana nok bedste bud. Colombianeren spillede sine kort forkert forleden, hvor han brændte krudtet af tidligt, men da han genfandt benene, indhentede han alligevel Valverde. Også i Andorra var han bedste Movistar-rytter, og det var han vel i virkeligheden også på Mas de La Costa, der bare passede Valverde bedre. Kun nedturen på Javalambre var en skuffelse, men ellers har Quintana faktisk været ganske overbevisende. Det er også ham, der har den største frihed, og han vil formentlig ikke være bange for at angribe Roglic tidligt. I går lod Roglic ham i første omgang køre, og det kan tillade sig at gøre igen. På denne store bjergetape har Quintana en bedre mulighed for at gøre det færdigt, som han gjorde det på kongeetapen i årets og sidste års Tour.

 

Alejandro Valverde kan naturligvis heller ikke afskrives, men denne etape passer ham dårligere end gårsdagens. Også han var i asfalten, men udover lidt smerter i håndleddet skulle det ikke genere ham. Nok har han forsvaret sig pænt på lange stigninger, men vi så også både på Javalambre og i Andorra, at han stadig har sine begrænsninger på de store stigninger. Heldigvis er Acebo ikke voldsomt lang, men den er den fjerde ud af fire relativt solide stigninger. Det kan blive lidt for meget for Valverde, men omvendt kan man ikke udelukke, at det med modvind ender i en spurt. Roglic skal ikke angribe, Pogacar kan være mærket, Lopez er måske i tilbagegang, og Quintana får måske ikke lov at køre og er svingende. Er Roglic intimiderende med sin overlegenhed, kunne det godt ende i en taktisk og eksplosiv finale, hvor Valverde kan vinde.

 

Vi forventer, at Rafal Majka og Wilco Kelderman vil være pænt med, men det er meget svært at se dem vinde mod favoritterne til sidst. Alle andre virker til at være for langt fra de bedste til at kunne nærme sig en sejr i et favoritopgør.

 

Feltet.dks vinderbud: Marc Soler (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Jakob Fuglsang, Mikel Nieve (begge fra et udbrud)

Outsidere: Ion Izagirre, Pierre Latour, Sergio Higuita, Wout Poels, Hermann Pernsteiner (alle fra et udbrud)

Jokers: Wilco Kelderman, Tao Geoghegan Hart, Kilian Frankiny, James Knox, Esteban Chaves (alle fra et udbrud)

 

Kandidater til et favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Primoz Roglic, Tadej Pogacar, Miguel Angel Lopez, Nairo Quintana, Alejandro Valverde

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Madrid Challenge by la Vu...(1.WWT) 14/09

Watersley Ladies Challenge(2.NCUPJW) 13/09-15/09

Grand Prix Cycliste de Mo...(1.UWT) 15/09

Coppa Bernocchi(1.1) 15/09

Duo Normand(1.1) 15/09

Tour du Doubs(1.1) 15/09

Giro della Toscana - Memo...(2.1) 17/09-18/09

Keizer der Juniores(2.1) 14/09-15/09

Turul Romaniei(2.1) 11/09-15/09

Giro della Toscana - Memo...(2.1) 17/09-18/09

Grand Prix de Wallonie(1.1) 18/09

Okolo Slovenska(2.1) 18/09-21/09

Coppa Sabatini - Gran Pre...(1.1) 19/09

Kampioenschap van Vlaanderen(1.1) 20/09

Primus Classic(1.HC ) 21/09

Memorial Marco Pantani(1.1) 21/09

VM - Holdtidskørsel (Mix)(CM) 22/09

Gooikse Pijl(1.1) 22/09

Grand Prix d'Isbergues - ...(1.1) 22/09

Trofeo Matteotti(1.1) 22/09

VM - Herre Junior (Enkelt...(CM) 23/09

VM - Dame Junior (Enkelts...(CMW) 23/09

VM - U23 Herrer (Enkeltst...(CM) 24/09

VM - Kvinder (Enkeltstart)(CMW) 24/09

VM - Herrer (Enkeltstart)(CM) 25/09

Omloop van het Houtland L...(1.1) 25/09

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SØG OG SAMMENLIGN BLANDT MILLIONER AF CYKLER OG CYKELGEAR