Optakt: 16. etape af Giro d’Italia

Ruten

Siden han overtog ansvaret for løbet, har løbsdirektør Mauro Vegni været meget innovativ og ikke været bundet af mange traditioner. Han har imidlertid indført én, der synes at være kommet for at blive. Siden 2013 har han hvert år indlagt en relativt lang enkeltstart på 35-50 km gennem kuperet terræn, ofte i et af Italiens smukkeste vinlandskaber. Snoede veje, svære nedkørsler, bakker af varierende længde samt flade stykker, hvor man har brug for power, har gjort det til nogle meget alsidige udfordringer, der ikke nødvendigvis har tiltalt de største specialister, og de lange enkeltstarter har hver gang spillet en nøglerolle i at afgøre klassementet. Traditionen videreføres i 2018, men i år er der visse ændringer. Ikke blot er den flyttet fra den anden til den tredje uge, årets rute er også betydeligt enklere end tidligere. Væk er stigningerne og de fleste tekniske sektioner, og derfor venter der i år en ret flad affære, der er som skabt til specialisterne somTom Dumoulin og Chris Froome, der begge håber at vinde tid på de mindre tempostærke konkurrenter.

Etapens længde på 34,2 km følger meget fint traditionen, når rytterne i år bevæger sig mellem Trento og Rovereto, to byer, der er placeret lige midt i den bjergrige nordlige del af landet. I stedet for at køre ind i bjergene består etapen imidlertid af en lang tur mod syd gennem dalen, hovedsageligt langs Adige-floden, og det forklarer det flade terræn. Straks fra start bevæger man sig mod syd gennem fladlandet ud af startbyen. Vejen er lige og flad, og der kommer først et par sving, når man efter knap 10 km krydser floden. Herefter følges den videre mod sydvest frem til den første mellemtid, der tages i Aldeno efter 12,7 km.

Efter tidstjekket følger man floden videre mod syd og sydvest, hvor terrænet gradvist bliver en anelse mere kuperet med nogle enkelte småbakker. Den sværeste af disse kommer, umiddelbart inden en nedkørsel med et teknisk sving leder ned til den anden mellemtid, der tages efter 25,6 km. Herefter fører et let stigende og derefter let faldende stykke ned til etapens sydligste punkt, hvor man vender rundt og kort efter krydser floden. Til sidst kører man via et ganske let stigende stykke mod øst ind mod centrum af Rovereto. Her venter der på de sidste 5 km hele 8 relativt skarpe sving, inden man til slut drejer mod nord ind på den 570 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Etapen har i alt 223 højdemeter.

Rovereto blev senest besøgt i 2005, hvor Alessandro Petacchi vandt en massespurt foran Paride Grillo og Isaac Galvez. Pascal Richard sejrede i 2005, og Rik Van Looy var bedst ved første besøg i 1959.

Vejret

Det dårlige vejr, der har præget den anden uge, fortsætter ind i løbets sidste fase. Torsdag ventes at blive en våd dag med relativt konstant regn, dog særligt for de først startende. Temperaturen vil være 23 grader, og der vil blot være en svag til let vind fra nordøst. Det giver med- og sidemedvind det meste af vejen frem til vendepunktet, hvorefter der vil være modvind på de sidste få kilometer.

Analyse af 15. etape

Der har været en del snak om at forkorte Giroen eller Vueltaen med en uge for at give plads til andre løb. Argumenterne har hovedsageligt været kommercielle, mens de fleste med et blik på de sportslige hensyn har været langt mere modvillige over for forandring.

Hvis man har manglet lidt ekstra skyts i forsvaret for de tre uger lange etapeløb, fik man leveret lidt gratis krudt i dag. Skønheden ved grand tours er deres konstante foranderlighed, uforudsete begivenheder og totalt gennemgribende omvæltninger, der med ét kan vende et løb totalt på hovedet. Grand tour-historien er præget af de mest dramatiske kollaps og inspirerende genfødsler, og langt de fleste har én ting til fælles: de er kommet i løbets allersidste del, hvor den menneskelige organisme er presset til det maksimale af sin ydeevne, hvilket skaber grobund for de store dramaer.

Årets Giro er et forrygende eksempel. For 24 timer siden tydede alt på, at Chris Froome var på vej mod en genrejsning, der stod mål med den, Vincenzo Nibali leverede i 2016, hvor han bare fem dage inden afslutningen var 4.43 efter den samlede førsteplads, men med et mageløst comeback alligevel endte med at vinde løbet. Briten leverede i går en magtdemonstration på Monte Zoncolan, der pludselig bragte ham tilbage i spillet som en skræmmende rival for Simon Yates og Tom Dumoulin, der hidtil har været de dominerende skikkelser.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Lige så hurtigt, som han var genopstået, forsvandt Froome imidlertid igen. Da man tidligt på dagens etape så et meget aktivt Sky-mandskab var det ellers indlysende, at der var lagt i kakkelovnen til en storslået Sky-offensiv. Selvom man ikke fik en mand med i front, var alt da også på sporet for Froome, der så overbevisende ud på de indledende stigninger - altså lige indtil lynet slog ned.

Da Yates kommanderede Jack Haig frem og Miguel Angel Lopez forcerede for foden af dagens næstsidste stigning, var der nemlig ikke meget tilbage af den genfødte Froome, der i går gav hele feltet en klatrelektion. Knap var stigningen startet, før briten gled agterud, og herfra lignede han igen den pauvre figur, der har været hans generelle kendetegn gennem de første to uger. Herfra kom han sig aldrig igen, og da han til slut end ikke kunne holde hjul på folk som Rohan Dennis og Alexandre Geniez modtog han en syngende lussing, der endte med - formentlig - én gang for alle at blive sendt ud af kampen om den samlede sejr.

Hvordan kunne det ske, at Froome på 24 timer atter kunne undergå en sådan forvandling? Umiddelbart kan det være svært at forstå for en mand, hvis styrke ellers er hans store stabilitet. Uset er det imidlertid ikke. I den seneste Vuelta knuste han nemlig rivalerne på løbets enkeltstart for dagen efter på den stejle Los Machucos-stigning at gennemleve sin på det tidspunkt vel største krise i grand tour-sammenhæng. Efterfølgende måtte Froome da også indrømme, at han på tidskørslen havde gravet en anelse for dybt, og at han dagen efter havde måttet betale prisen.

Noget kunne tyde på, at det scenarium gentog sig denne gang. I hvert fald var det i går tydeligt, at Froome måtte grave ned i de allerdybeste kraftreserver for at holde Yates bag sig på den sidste kilometer. Som regel er der en pris at betale for en sådan kraftudladning, og i dag kom regningen prompte. Kobler man det med, at Froome tydeligvis blev taget totalt på sengen af den voldsomme forcering på nedkørslen og direkte fra bunden af opkørslen, fik han med det samme tilføjet sig et banesår, han aldrig rejste sig fra.

Spørgsmålet er, hvad det betyder. Vil Froome leve op til sit ord og kæmpe sig hele vejen til Rom, uagtet at sejren næppe længere er inden for rækkevidde? Eller vil han vitterligt kæmpe sig til den bitre ende vel vidende, at det vil have en kompromitterende effekt på hans chancer i Touren? Hans styrt i Jerusalem giver holdet et glimrende alibi for at trække ham ud af løbet. Derfor er det tænkeligt, at han vil gøre sin stilling op efter tirsdagens enkeltstart. En tidlig Froome-exit er pludselig igen en reel risiko.

Årets Giro har været præget af omvæltninger, men én ting har været konstant: Yates har lige siden de allerførste meter i Jerusalems snævre gader været løbets stærkeste mand - punktum! Hvis nogen har været i tvivl om hans evner - og læsere af disse analyser vil vide, at jeg kraftigt har tvivlet på hans holdbarhed - fik i dag endnu et vidnesbyrd om britens klasse. Med sin hidtil mest overlegne magtdemonstration knuste Yates alle rivalerne og tog sit vel hidtil største skridt mod en i alle sammenhænge meget overraskende første grand tour-sejr.

Det betyder ikke, at Yates har vundet endnu. De tvivlsspørgsmål, der har været siden starten, er fortsat ubesvarede. Det har hele tiden været de store bjergetaper i den tredje uge, der har været den store trussel mod Yates, og dem har vi end ikke taget hul på endnu. For hver dag, der går, hvor Yates ikke viser skyggen af svaghedstegn, bliver disse imidlertid mindre og mindre. I går forsvarede han sig for første gang på et langt, relativt svært bjerg, og i dag viste han, at han kunne levere endnu en forrygende præstation på den følgende etape, uden at den forrige dags anstrengelser havde sat sig nævneværdige spor.

Og særligt sidstnævnte er værd at hæfte sig ved. At Yates vinder en etape som denne er ikke uventet - faktisk passede ruten med de korte, eksplosive stigninger ham som fod i hose - men at han gør det dagen efter en vanvittig kraftudfoldelse på Zoncolan er dagens virkelige bedrift. Der er tale om en hidtil uset restitution, som han aldrig tidligere har været i nærheden af. Så sent som i Paris-Nice betalte han en dyr pris for en storslået sejr på kongeetapen, men denne gang var der ingen regning at svare. Der var end ikke behov for at tære på opsparingen - tværtimod blev der blot sat yderligere ind på den efterfølgende svulmende tidskonto.

Derfor må Yates nu også være at regne som favorit. Han kan sagtens stadig knække i den tredje uge, hvor de meget lange stigninger passer ham dårligere end de hidtidige udfordringer, men i øjeblikket er der intet, der tyder på, at det vil ske. Yates har nu så meget tid, at han har en reel chance for endda at forsvare trøjen efter tirsdagens enkeltstart, og sker det, er det kun en reel krise i den tredje uge, der kan true hans sejr.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Logikken tilsiger dog, at Yates får brug for hver en bid af sit forspring på tirsdag. Al logik siger nemlig, at han på de flade veje omkring Rovereto vil tabe 2-3 minutter til Dumoulin. Mange har ganske vist brugt hans præstation i Jerusalem på 1. etape eller hans enkeltstart i Paris-Nice som eksempler på markant fremgang i disciplinen, men sandheden er, at de på ingen måde kan bruges som erfaringsgrundlag. Her var der nemlig tale om kuperede, tekniske og yderst eksplosive udfordringer, der var som skabte til Yates’ punch. Tirsdag venter der 34 km ren powerkørsel, og her vil Yates uvægerligt få store klø af Dumoulin. Han kan sagtens i kraft af sin gode form gøre det bedre end tidligere, men han vil helt sikkert kunne se en stor del af det hårdt tilkæmpede forspring gå op i røg, og et tab af den lyserøde trøje er fortsat en overhængende risiko.

Uanset om Dumoulin erobrer trøjen, virker endnu en Giro-sejr imidlertid nu langt væk for hollænderen. Efter den flotte kørsel på Zoncolan var hollænderen nemlig igen i dag pludselig langt mere menneskelig, og han var slet ikke ved vanlig styrke på en dag, hvor stigningerne ellers burde passe ham glimrende. Det står efterhånden tindrende klart, at Dumoulin ikke er på samme niveau som sidste år, og med tanke på at heller ikke han er skabt til de voldsomme bjergetaper i den tredje uge, synes det kun at være det mulige kollaps til Yates, der vil kunne bringe Dumoulin til Rom i lyserødt klæder.

De store bjerge er imidlertid gode for løbets rene klatrere, og mange af dem synes i fremgang. En voldsomt aggressiv Miguel Angel Lopez leverede sin vel hidtil bedste indsats i dag, og meget kunne tyde på, at han langsomt nærmer sig sin topform. Hans problem er, at han allerede nu er 4.27 efter Yates - formentlig endnu mere efter tirsdagens enkeltstart - og det kan formentlig kun hentes, hvis Yates knækker.

Mange af rivalerne er i samme position. Efter en lidt skuffende Zoncolan-etape rejste Domenico Pozzovivo sig med en yderst overbevisende indsats, og han lignede vel i lange periode dagens næststærkeste rytter. Heller ikke han har dog kurs mod en samlet sejr, og det samme kan siges om Thibaut Pinot, der i rigtigt Pinot-vejr kom flot tilbage efter et par halvsløje dage og sammen med Pozzovivo var afgørende i bestræbelserne på at begrænse Yates’ tidsgevinst. Pinots motor er efterhånden ved at være varm, og med dagens genoprejsning har han atter kurs mod en podieplads i Rom.

Dagen viste også, at Richard Carapaz på ingen måde er på vej ned - tværtimod. Som vi skrev i går, betalte han på Zoncolan formentlig prisen for ungdommens kådhed, og den er altid dyr på en stigning som denne, hvor man betaler prompte, hvis man går i rødt felt for tidligt. I dag var han imidlertid tilbage ved fuld styrke og bekræftede det, han viste i sidste års Vuelta: at han sin begrænsede erfaring til trods har motoren til at køre klassement i de tre uger lange etapeløb.

Det samme har George Bennett, der efter gårsdagens defekt kom flot tilbage, men måske lidt overivrigt angreb tidlige på næstsidste stigning - et forsøg, der nok kostede chancen for at følge de næstbedste bag Yates. Samme voldsomme iver udviste Michael Woods, hvis EF-mandskab må få prisen for løbets mest særegne taktik. Efter at holdet intet initiativ har vist på de etaper, der virkelig passede Woods, valgte man at gå all in på en etape, hvor en Woods-sejr var knap så sandsynlig. At man endda ville erobre den med det, der lignede en mildt sagt hovedløst offensiv langt fra mål, var endnu mere uforståeligt. Regningen kom da også prompte for Woods, hvis top 10-ambitioner som følge af den fejlslagne offensiv led et måske afgørende knæk.

Det gjorde de til gengæld ikke for Rohan Dennis, hvis indsats fortjener applaus. Jeg har aldrig levnet den meget ustabile australier skyggen af chance for at holde til tre ugers klassementskamp. Sandsynligheden for, at han knækker i den brutale tredje uge, som han da også frygter voldsomt, er stadig meget overhængende, men indtil nu har han gjort det forbilledligt. Grand tour-vinder bliver han aldrig, men leverer han en god enkeltstart tirsdag, kan man bestemt ikke længere afskrive ham som top 10-kandidat.

Det kan man til gengæld, når det gælder Fabio Aru. Efter en mildt sagt lidet overbevisende indsats kunne end ikke den italienske mesters ukuelige fighterevne holde ham inde i løbet. I dag sprang elastikken definitivt for Aru, der efter skiftet til UAE aldrig har været i nærheden af sit højeste niveau. Desværre kan man frygte, at det ikke blot er Aru selv, men holdet den er gal med. Kast blot et blik over holdets mange stjerner, og du vil se et mønster bestående af nedtur på nedtur. Aru er blot det seneste eksempel i rækken, der i den grad må kalde på selvransagelse i den arabiske lejr.

Om Aru bliver i løbet er et åbent spørgsmål. Under alle omstændigheder får han nu en kærkommen lejlighed til at komme sig på løbets sidste hviledag. Det samme gør løbets hovedpersoner, men roen er kortvarig. Allerede tirsdag gælder det én af løbets absolutte nøgleetaper, når den 34 km lange enkeltstart tårner sig op som Yates’ næste store udfordring. Hidtil er alt prellet af på den unge Mitchelton-kaptajn, hvis panser endnu ikke har vist blot den mindst sprække. Står den stadig uskadt hen efter på tirsdag, er vi kommet endnu et skridt nærmere et britisk tronskifte.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Favoritterne

Zoncolan, Finestre, Etna, Gran Sasso, Jafferau… Det er ikke en mangel på svære bjerge, der kendetegner årets Giro. Alligevel er det ikke bjergetaperne, der har fået mest opmærksomhed i årets løb. I stedet er det en af løbets allerfladeste etaper, der har været den suverænt mest omtalte hidtil - og det ikke uden grund. Tirsdagens 34 km lange enkeltstart har nemlig været den væsentligste grund til, at Chris Froome og Tom Dumoulin forud for løbet har været at betragte som de største favoritter. Med så voldsomt en distance i næsten helt fladt terræn har de to specialister nemlig kunnet regne med en forventet tidsgevinst på 2-3 minutter til stort set alle deres rivaler, og det har på forhånd givet dem en trumf, hvis betydning ikke har kunnet overvurderes.

Som skrevet i analysen ovenfor har de seneste dages begivenheder rykket voldsomt ved det billede, og det kan nu ikke længere udelukkes, at Yates faktisk vil være i stand til at forsvare sin lyserøde trøje efter tirsdagens slag i den flade dal midt i Dolomitternes hjerte. Det kan dog ikke ændre på, at tirsdagens etape ubetinget er en af løbets allervigtigste og formentlig den, der vil skabe de allerstørste tidsforskelle mellem de ryttere, der fortsat er i spil til den samlede sejr - og det vil først og fremmest sige Yates og Dumoulin.

Som skrevet ovenfor siger al logik, at Dumoulin vil kunne tage mindst 2 minutter på Yates på 16. etape. Som sagt har løbets enkeltstarter nemlig ofte været kuperede og tekniske og er derfor blevet vundet af alsidige ryttere som Tom Dumoulin, Primoz Roglic, Vasil Kiryienka og Rigoberto Uran i de seneste fire udgaver. I år er der imidlertid tale om en helt simpel rute, der har meget få højdemeter eller tekniske udfordringer og er mere sammenlignelig med de helt flade, lidt kortere enkeltstarter, der ofte har afsluttet løbet i Milano. Det skete senest sidste år, hvor Jos Van Emden slog Dumoulin, og også her må der være lagt op til kamp mellem de helt store specialister. Selvom ruten er en anelse kortere end tidligere, kan specialister som Dumoulin og Chris Froome her vinde kolossalt meget tid - og som nævnt ovenfor kan vi ikke bruge årets første enkeltstarter som målestok for Yates’ chancer, da han kun har været på tempocyklen på ruter, der har passet ham langt bedre.

Egentlig foretrækker Dumoulin kuperede ruter, men i grand tour-sammenhæng er det til en klar fordel, at ruten er flad. Det kan godt være, at hans chancer mod andre specialister er mindre på denne type enkeltstart, men til gengæld kan han i forhold til klatrerne gøre større forskelle. På denne rute handler det hele nemlig om ren power.

En enkeltstart i den tredje uge er imidlertid noget helt andet end en enkeltstart i ethvert andet løb. Her handler alt nemlig om friskhed, og derfor ser man ofte, at klassementsrytterne gør det langt bedre, end de ville gøre på en tilsvarende rute først i løbet. På dette tidspunkt sætter deres restitutionsevne sig igennem, men i et felt, hvor kun tre af rytterne i top 11 kan regnes som specialister er det dog hævet over enhver tvivl, at det er motorerne, der skal slås om de allersjoveste placeringer og etapesejren.

En væsentlig faktor på enhver enkeltstart er vejret, der denne gang ikke viser sig fra sin bedste side. Risikoen for, at der vil være forskellige forhold er til stede, da der undervejs kan være ophold i regnen. Ruten er ganske vist ikke voldsomt teknisk, men det kan alligevel have en væsentlig indflydelse. Chancen for tørvejr er størst sidste på dagen, og derfor har klassementsrytterne størst sandsynlighed for at drage fordel heraf. Det samme gælder for vindens vedkommende. Den vil nemlig tiltage en anelse, og da der hovedsageligt vil være medvind, bør også dette tilgodese de sidste startende.

Alt sammen peger det på, at Tom Dumoulin må være at regne som etapens favorit. Sidste år knuste hollænderen rivalerne totalt på den lange enkeltstart, og det drømmer han om at gøre igen. Måske er han ikke ved samme styrke som sidste år, men særligt hans præstationer på 14. og 11. etape vidner om, at han er i fremgang. At han er en af løbets stærkeste ryttere, kan i hvert fald ikke betvivles, og selvom han foretrækker mere kuperede og tekniske ruter, er han også en af verdens allerbedste på flade enkeltstarter. Det gælder særligt over lange distancer og ikke mindst sent i grand tours, hvor hans resultatliste taler for sig selv. Dumoulin har ganske enkelt tradition for at køre fremragende enkeltstarter i anden halvdel af tre uger lange etapeløb, og da han tilsyneladende fortsat er ganske frisk, har han en kolossal fordel.

På papiret er det kun Rohan Dennis, der normalt kan matche ham på en enkeltstart som denne, men i kraft af sin restitutionsevne og friskhed har Dumoulin her overtaget, ikke mindst fordi distancen også taler til hans fordel. Derfor er han manden, der skal slås.

Hans værste rival må være Chris Froome, men briten er samtidig løbets helt store wildcard. Det vil være en skam at sige, at årets Giro har været præget af stabilitet fra britens side, og derfor kan det blive både rigtig godt og rigtig skidt på tirsdag. Også for Froome taler historien dog sit tydelige sprog: Froome kører fremragende enkeltstarter sidst i en grand tour, og særligt hans to magtdemonstrationer i de seneste to Vueltaer må kunne gøre rivalerne rystende bange. Selvom også han foretrækker kuperede ruter blev de nemlig leveret på powerenkeltstarter, der er meget sammenlignelige med denne. Samtidig taler den lange distance til Froomes fordel, men det gør regnen til gengæld ikke, da Froome næppe tager store risici efter et par grimme møder med asfalten tidligere i løbet. Det helt store spørgsmål er dog formen. Når man kan vinde på verdens sværeste cykelbjerg er den ikke dårlig, men med de store udsving ved vi ikke, hvordan den vil vise sig tirsdag. Logikken taler dog for, at hviledagen burde tale til Froomes fordel, og kan han fortsat mønstre den rette motivation, kan endnu en stor præstation fra Froome være i vente.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Rohan Dennis er indikustabelt verdens bedste temporytter på korte, flade ruter. Til gengæld har det knebet mere over lange distancer, hvilket forklarer det helt paradoksale faktum, at han endnu ikke har én eneste VM-medalje. Meget af det skyldes ganske vist uheld, men det kan ikke skjules, at Dennis er betydeligt svagere, når vi passerer de 30 km. Samtidig er han slet ikke så holdbar som Froome og Dumoulin, og han har da heller aldrig tidligere kørt gode enkeltstarter sent i en grand tour. Denne gang er han dog betydeligt friskere, og på dagens etape viste han, at han restitution er blevet langt, langt bedre. Hviledagen vil bekomme ham vel, og når nu enkeltstarten skal være lang, kunne han trods alt ikke have ønsket sig noget bedre end en helt flad powerrute som denne. Derfor kan han sagtens tage den sejr, han missede på den meget tekniske og kuperede rute i Jerusalem.

Netop enkeltstarten i Jerusalem var det store mål for Victor Campenaerts . Sandheden er dog, at den passede ham langt, langt dårligere end den tidskørsel, der venter tirsdag. Europamesterens speciale er nemlig lange powerruter, og derfor kunne han ikke have ønsket sig noget bedre end denne etape. Til gengæld er han ikke klassementsrytter og har ikke den store historik på enkeltstarter i den tredje uge af grand tours. Han har ikke just lignet en mand med overskud de seneste dage, men han kan også meget vel have sparet sig hele til denne etape. Han har næppe samme friskhed som de tre store favoritter, men er der én, der kan true dem på denne rute, må det være Campenaerts.

Vasil Kiryienka har aldrig vundet enkeltstarter uden for VM eller grand tours. Det skyldes, at det kun er ved disse begivenheder, at vi finder distancer, der passer til den tidligere verdensmesters kolossale motor. Ved disse løb har han til gengæld altid været sublim og har eksempelvis været i top 5 ved de seneste fem VM-løb, ligesom han har vundet den lange enkeltstart i dette løb. Froomes nedtur betyder, at der ikke er grund til, at Kiryienka skal spare sig, og han vil få carte blanche til at jagte et topresultat. Han har skuffet på enkeltstarterne i år og er altid meget ustabil i kampen mod uret, men rammer han den rette dag, er Kiryienka skræmmende på en etape som denne.

Jos Van Emden er ligesom Dennis specialist i korte, flade enkeltstarter. Til gengæld har det knebet betydeligt mere over længere distancer, hvor han ikke har været i nærheden af de samme resultater. Han har dog vist fremgang både ved VM i 2016 og særligt i Giroen sidste år, hvor han slog Dumoulin på sidste etape i Rom. Denne etape er en anelse længere og passer ham dårligere, men til gengæld passer det flade terræn ham fremragende. Hans flotte kørsel for Van Poppel på sprinteretaperne tyder på glimrende form, og han vil være opsat på revanche efter nedturen i Jerusalem, hvor ruten viste sig at være for kuperet.

Det er efterhånden længe siden, at Tony Martin har kørt en god enkeltstart. Faktisk har de seneste år budt på den ene store nedtur efter den anden for den tidligere verdensmester, der i år har virket skræmmende langt fra fordums styrke. Til hans forsvare skal dog siges, at han heller ikke har kørt en lang, flad enkeltstart siden sin knusende sejr ved VM i Qatar i 2016, og det er som bekendt den type enkeltstarter, der passer ham bedst. Nu får han endelig chancen igen, og faktisk er Martins eneste anke mod 16. etape vel, at den ikke er 20 km længere. Derfor kan dette være chancen for en ret velkørende Martin til atter at rejse sig i den disciplin, han tidligere ejede.

Ryan Mullen er et af sportens allermest rene tempospecialister, der som U23-rytter blev regnet som lidt af et fænomen. Det har knebet med at slå igennem som professionel, men han har dog ved enkelte lejligheder givet prøver på talentet. Særligt hans femteplads ved VM på den flade rute i Qatar samt hans sejr i San Juan tidligere i år skiller sig ud. Værd at bemærke er det, at han først efter skiftet til Trek for alvor er kommet ind på et hold, der giver ham den rette støtte og det rette materiel, og der er derfor grund til at have forventninger. Mullen præsterer nemlig stort set kun over lange distancer, og her passer både distance og terræn ham perfekt. Til gengæld er han ikke kendt for sin holdbarhed, og derfor er han et wildcard: det kan enten blive rigtigt godt eller rigtigt skidt.

Der har ikke været meget at råbe hurra for for Alex Dowsett på tempocyklen i de senere år. I år har han også skuffet igen og igen - lige indtil den store overraskelse i Jerusalem på en rute, der slet ikke passede ham. Det vidner om glimrende form, og har han bevaret den burde han være langt mere komfortabel på denne flade powerrute. Han synes fortsat at være i ganske fin form, og derfor er det en god chance for atter at højne sin status i feltet af tenpoespecialister.

Maximilan Schachmann har haft et drømmeløb hidtil - lige indtil han i dag faldt helt ud af klassementet. Det kunne være et tegn på, at motoren er brændt sammen i hans grand tour-debut, og derfor kan han sagtens ende med at skuffe på denne etape. Det kan dog ikke ændre på, at tyskeren som dobbelt søvvinder ved U23-VM og med gode præstationer som professionel, senest i Jerusalem, må regnes som en af feltets førende specialister. Spørgsmålet er primært, hvor meget overskud han fortsat har, samt om distancen er en anelse for lang for den talentfulde tysker.

Luis Leon Sanchez har en fremragende resultatliste på enkeltstarter sent i grand tours. Faktisk er det stort set kun i de tre uger lange etapeløb, at han for alvor har præsteret i kampen mod uret, og han er da også tidligere blevet nr. 2 på en lang Giro-enkeltstart. Han har samtidig været i fremragende form hele året, men ét sted har han skuffet konstant: på enkeltstarterne. Har Sanchez’ fortsat sine evner i kampen mod uret? Vi bliver klogere tirsdag. Friskheden synes i hvert fald at være intakt.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Med Froomes nedtur burde også Wout Poels kunne køre sin egen chance, og den vil han være ivrig efter at gribe. Hollænderen viste på Zoncolan, at han atter har fundet storformen i den tredje uge af en grand tour, hvor han har tradition for at være skræmmende stærk. En flad rute som denne passer ham ikke, men det forhindrede ham ikke i at blive nr. 7 på en tilsvarende rute i sidste års Vuelta. I Paris-Nice kørte han også en forrygende enkeltstart på en ganske vist helt anderledes kuperet rute, men en formstærk Poels burde være i spil til en placering blandt de allerbedste også her.

Mads Pedersen har efterladt et meget blandet indtryk i dette løb. Han har været en meget offensiv skikkelse i udbrud, men samtidig har han leveret en stribe skuffelser, ikke mindst på 12. og 13. etape, hvor han ikke kunne siddet med feltet hjem. Han er tydeligvis temmelig langt fra topformen og har lidt voldsomt på stigningerne. Derfor kan man have en frygt for, at formen ikke rækker til et topresultat her, men på papiret burde han kunne gøre det fint på en rute som denne, også selvom han aldrig for alvor har præsteret over lange distancer på højeste niveau.

Hans landsmand Mads Würtz har bestemt ikke imponeret på sine enkeltstarter som professionel, hvor han ikke har været i nærheden af at leve op til sine U23-resultater. Nu tyder meget imidlertid på, at han har gjort betydelige fremskridt. Han kørte stærkt i Jerusalem og har generelt virket ganske velkørende i dette løb, hvor han har været ganske synlig. Er dette tiden for Würtz til endelig at levere endnu et topresultat i favoritdisciplinen? De danske cykelfans har grund til at have en vis optimisme.

Noget af det mest spændende bliver at følge Thibaut Pinot? Vil vi se den rytter, der i 2015 og 2016 pludselig blev specialist, vandt det franske mesterskab og slog Dumoulin i Romandiet? Eller vil vi se den rytter, der i 2017 leverede den ene sløje enkeltstart efter den anden? Formentlig bliver det en mellemting. Pinot har igen arbejdet mere målrettet med tempocyklen, og han burde derfor nærme sig sit gamle niveau. På den anden side var han selv i sine velmagtsdage ikke i stand til at blande sig med de bedste i helt fladt powerterræn. Han har fordel af sin gode restitutionsevne og bør være blandt de bedste klassementsryttere, men et absolut topresultat bliver det næppe til.

Endelig er der Remi Cavagna. Franskmanden har som professionel endnu ikke kørt lange enkeltstarter, og generelt har han da også bedst resultater over kortere distancer. Han har leveret den ene skuffende præstation efter den anden i år, og vi er derfor temmelig skeptiske i forhold til hans chancer. På dette tidspunkt handler det meste dog om friskhed, og har han lidt at skyde med, bør han som specialist være relativt langt fremme.

Vi kan også se gode præstationer af Victor De La Parte, Chad Haga (hvis han får lov), Georg Preidler (hvis han får lov), Jose Goncalves, Patrick Konrad, Felix Grossschartner, Anthony Roux, Koen Bouwman, Vegard Stake Laengen og David De La Cruz.

Feltet.dks vinderbud: Tom Dumoulin

Øvrige vinderkandidater: Chris Froome, Rohan Dennis

Outsidere: Victor Campenaerts, Vasil Kiryienka, Jos Van Emden, Tony Martin, Ryan Mullen,

Jokers: Alex Dowsett, Maximilan Schachmann, Luis Leon Sanchez, Wout Poels, Mads Pedersen, Mads Würtz, Thibaut Pinot, Remi Cavagna