Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 16. etape af Giro d’Italia
27. maj 2019 17:15 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

For første gang i årets løb lykkedes det Vincenzo Nibali at få skovlen under Primoz Roglic på søndagens Il Lombardia-etape, og selvom Richard Carapaz fortsat virker ganske usårlig, har det utvivlsomt fået Hajen fra Messina til at lugte blod. Derfor er der lagt i kakkelovnen til nye angreb, når det tirsdag går løs med en nu ganske vist kraftigt amputeret kongeetape, der heldigvis stadig byder på en af Italiens mest frygtede stigninger, Mortirolo, der vil være rammen om et af de vigtigste slag i kampen om sejren i den 102. udgave af Giro d’Italia.

Ruten

En af de nyere traditioner i Giroen er, at man i de senere år ofte har haft løbets kongeetape med nogle af Dolomitternes mest mytiske stigninger på tirsdagen efter den anden hviledag. Det var i hvert fald tilfældet i 2014, hvor Nairo Quintana sejrede på den legendariske og kontroversielle snevejrsetape, i 2015, hvor Mikel Landa var tæt på at knække Alberto Contador på frygtede Mortirolo, og i 2017, hvor Tom Dumoulins maveproblemer var tæt på at koste hollænderen den samlede sejr. Modellen genbruges i år, hvor der var programsat endnu et 226 km langt bjergmaraton med nogle af de mest kendte bjerge, nemlig det kolossale Passo Gavia samt den brutalt stejle Mortirolo. Desværre har dårligt vejr og lavinerisiko gjort det umuligt at passere Gavia, og derfor bliver det nu en amputeret kongeetape, men selvom der ikke er mål på toppen af en rigtig stigning, vil en passage af Mortirolo mindre end 30 km fra stregen være rigeligt til at skabe endnu mere drama.

 

I alt skal der altså tilbagelægges hele 194,0 km, der fører feltet fra Lovere til Ponte di Legno. Der lægges benhårdt fra land, idet man med det samme igennem let stigende terræn kører mod nordvest, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad den ikke-kategoriserede Passo della Presolana (11 km, 5,8%), der stiger med 7,1% over de sidste 4 km og har top efter 28,5 km. En nedkørsel fører videre mod syd, inden man kører mod øst op over Croce di Salven (9,1 km, 3,9%), der har en stejl sektion i bunden, men ellers er meget let og passeres efter 45,5 knaldhårde kilometer, der ikke har budt på en kategoriseret stigning. Herefter går det mod øst via en teknisk nedkørsel, inden man kører mod nordøst og siden nord gennem den flade dal.

 

Efter 79,0 km forlader man kortvarigt dalen for at tage en afstikker mod øst ind i bjergene, hvor man skal op ad den helt nye kategori 3-stigning Cevo (10,6 km, 5,9%, max. 10%), der er en relativt regulær stigning med et lille plateau midtvejs, inden toppen rundes efter 89,6 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod vest tilbage til dalen, der nu er let stigende og følges mod nordøst op til Edolo, hvor dagens første spurt kommer efter 110,0 km. Her drejer man mod vest for at køre op ad kategori 3-stigningen Aprica (15 km, 3,4%), hvis top rundes efter 128,2 km. En teknisk nedkørsel fører nu mod nord tilbage mod dalen, der følges mod nordøst op over en lille bakke og frem til den sidste spurt, der kommer efter 154,0 km.

 

Efter spurten drejer man med det samme mod sydøst væk fra dalen for at køre op ad den stejle kategori 1-stigning Mortirolo. Den stiger med hele 10,9% over 11,9 km, men har et 6,1 km langt stykke med 12,2% i snit og et maksimum på 18% midtvejs, inden de sidste 3,1 km ”kun” stiger med 9,2%. Fra toppen, der markerer årets Montagna Pantani som minde om Pantanis soloridt på samme stigning i 1994, resterer 27,7 km, der indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod sydøst. Den ender med 17 km igen, hvorefter man kører mod nordøst ind mod Ponte di Legno via et let stigende stykke, der stiger med 3-4% det meste af vejen.  Den let bugtende vej har et skarpt sving ved den røde flamme og derefter yderligere to bløde kurver, inden man rammer den 300 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. De sidste 7 km stiger med 2-3% hele vejen, indtil det flader lidt ud med 1,6% over de sidste 600 m.

 

Etapen byder på i alt 5174 højdemeter mod 5826 inden ruteændringen.

 

Ponte di Legno har kun været målby én gang tidligere, nemlig i 1971, hvor Lino Farisato sejrede. I dette årtusinde har ingen større cykelløb haft mål i byen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Egentlig var det lavinefare, der førte til, at man måtte droppe Gavia, men i lyset af vejrudsigten havde det formentlig været umuligt at passere uanset hvad. Lige nu varsles der nemlig regn uafbrudt gennem en meget våd tirsdag, hvor temperaturen i målbyen kun vil nå 14 grader. Det vil også være en anelse mere blæsende med en let til jævn vind fra nord, hvilket hovedsageligt giver sidemod- og modvind på turen frem til den første spurt. Der vil være sidevind på vej op ad Aprica, sidemodvind på nedkørslen og sidemedvind på Mortirolo og den efterfølgende nedkørsel. Til slut vil der være sidemodvind på den lange tur op mod Ponte di Legno, indtil man får sidemedvind på den sidste kilometer.

 

Analyse af 15. etape

Man har næsten helt glemt, hvor skarpe tænder Hajen fra Messina har. Hvis man ser bort fra den også for ham selv stærkt overraskende sejr i Milano-Sanremo, der vist handlede lige så meget om taktik som gode ben, skal vi nemlig helt tilbage til sejren i Il Lombardia d. 7. oktober for at finde det seneste tilfælde, hvor Vincenzo Nibali får alvor gjorde ondt på sine rivaler. Et trist 2018, der mere eller mere blev spoleret totalt af en uforsigtig tilskuer på Alpe d’Huez sidste sommer og derudover blot bød på et forfejlet forår og en desperat formjagt i efterhånden - som dog alligevel kastede en 2. plads i Il Lombardia af sig - har betydet, at den italienske veteran i lange perioder er gledet helt under radaren, ikke mindst fordi han på sine gamle dage også er blevet en herre, der sjældent er i form.

 

Jeg er således næppe den eneste, der egentlig var nået til den konklusion, at de dage, hvor Nibali kunne vinde en grand tour, var talte. Hans to tre uger lange etapeløb i 2017 gav ganske vist podiepladser, men uden at han leverede præstationer, der bragte ham i nærheden af sejren, og inden styrtet i sidste års Tour havde Geraint Thomas, Chris Froome og Tom Dumoulin også allerede én gang sat ham til vægs. Det var således heller ikke uden grund, at den meste spekulation forud for årets Giro centrerede sig om Primoz Roglic, Tom Dumoulin, Egan Bernal, Simon Yates og i et vist omfang også Miguel Angel Lopez.

 

Man skal imidlertid passe på med at tirre en sulten haj, og Nibali har faktisk længe vist, at han i år har været nær sit gamle niveau. I hvert fald viste han i både Tour of the Alps og Liege-Bastogne-Liege mere lovende form i optakten til en grand tour, end han har gjort i adskillige år, og da han senere lagde ud med at køre en fornem enkeltstart på San Luca-stigningen i Bologna, var det indlysende, at den italienske veteran så skarpere ud end længe. Alligevel måtte han sande, at alle hans første forsøg på at nedlægge sit ønskede bytte, nemlig Roglic, de første dage i bjergene ikke har båret frugt, og indtil i dag har den slovenske skihopper effektivt undveget, hver eneste gang Hajen har bidt ud efter ham.

 

Det har dog også været klart, at Nibali har luret slovenerens sårbarhed. Som jeg allerede skrev i går, kunne man næsten ikke læse hans manglende vilje til at udnytte den isolerede Roglics sårbarhed særligt på gårsdagens etape, hvor det reelt var Bahrain, der med Damiano Caruso forhindrede Richard Carapaz i at sætte sig effektivt på løbet, som andet end et bevis på, at han sad med en fornemmelse af, at han selv kunne få ram på Jumbo-kaptajnen i løbets sidste uge, hvor sicilianeren som regel er bedst. Set i det lys var det naturligvis logisk, at Nibali ingen interesse havde i at lukke en farlig mand som Carapaz ind i spillet, når han tilsyneladende var af den overbevisning, at han i en direkte duel med sloveneren over tre uger ville vise sig som den stærkeste.

 

Og man forstår ham godt. Som jeg har været inde på i de seneste analyser, har Roglic nemlig slet ikke lignet den supermand, han har gjort det meste af året. Det startede allerede på enkeltstarten, hvor han måske nok tog den indlysende sejr, men slet ikke med den skræmmende margin, som det slovenske fænomen ville have gjort med det næsten urørlige niveau, han havde vist igennem den første del af sæsonen. I de seneste dage har han først og fremmest kørt klogt og afventende og alene svaret på sine vigtigste rivaler, men særligt da han i går måtte lade Carapaz køre i en situation, hvor det bestemt ikke var ideelt, blev det tydeligt, at det var en presset Roglic, der ikke længere havde det overskud, han har haft hidtil.

 

Som regel får en haj hurtigt færden af blod, og det skete også i dette tilfælde. Nibali havde luret Roglics sårbarhed, og da Giroen i dag bød på en næsten tro kopi af den Il Lombardia-finale, hvor Hajen nu to gange har sejret, lå det således også i kortene, at han igen ville forsøge at bide ud efter sin værste rival. Intentionen blev da også tydelig, da han allerede på Madonna del Ghisallo satte Domenico Pozzovivo frem for at føre, og siden lod han Damiano Caruso sætte farten på Colma di Sormano i et synligt bevis på, at 15. etape ikke skulle byde på den våbenhvile, enkelte måske havde frygtet.

 

Da biddet endelig kom på Civiglio, hvor han altså nu to gange har lagt grunden til en Il Lombardia-sejr, viste Roglic sig at være præcis lige så sårbar, som han havde håbet. Sloveneren forsøgte end ikke at svare denne gang, og derfra måtte han gå direkte i ”damage control”. Og for første gang i løbet var Roglic så presset, at han tabte den ro og kølighed, der hidtil har fået ham til at se kontrolleret ud, da han oversatsede på den tekniske nedkørsel og derved smed 15 sekunder mere, end han havde gjort, hvis han havde holdt sig til Miguel Angel Lopez, Mikel Landa og Pozzovivo, som gjorde ham selskab inden uheldet.

 

Med sit effektive angreb fik Nibali for første gang tilført Roglic et blødende sår, men alligevel lykkedes missionen kun delvist. Richard Carapaz viste nemlig, at det ikke er uden grund, at man i de seneste dage har siddet med fornemmelsen af, at ecuadorianeren er løbets stærkeste, for med det, der lignede relativ lethed, svarede han effektivt på alle Nibalis forsøg. Kun da italieneren igen viste, at han stadig har sine nedkørselsevner intakt, ved at blæse ned mod Como i et tempo, som han ikke kunne følge, viste Carapaz lidt sårbarhed, men den forsvandt hurtigt igen, da han med få tråd fik lukket hullet, så snart de igen havde ramt det flade terræn omkring den berømte norditalienske sø.

 

I den forstand kan Nibali kun være delvist tilfreds. På den ene side må han føle sig temmelig overbevist om, at han kan gnave dybere ind i Roglics sår, så forspringet inden enkeltstarten i Verona er så stort, at han kan holde sloveneren bag sig, ikke mindst fordi Nibalis formkurve peger opad, mens den for Roglic tilsyneladende kun er gået i den forkerte retning siden starten i Bologna. På den anden side har han stadig 1.47 op til Carapaz, der lige nu virker ganske usårlig, og selvom Nibali utvivlsomt kan sætte Movistar-rytteren til vægs på vejene omkring Verona om en uge, er afstanden op til førertrøjen lige nu alt for stor til, at han ikke har brug for at vinde tid også inden enkeltstarten.

 

Det kan blive en overordentlig svær opgave. Da jeg sidste år forud for Giroen udpegede den relativt ukendte Carapaz som en joker til klassementet, skyldtes det nemlig særligt én ting. I Vueltaen i 2017 havde han imponeret mig med sin imponerende holdbarhed i den tredje uge, selvom det var hans første grand tour. Det er som bekendt den form for restitutionsevne, der skaber en god etapeløbsrytter, og derfor kunne man få fornemmelsen af, at ecuadorianeren var skabt til de tre uger lange løb. Det bekræftede han i sin første Giro, hvor han tog de fleste på sengen ved at blive nr. 4 i et løb, hvor hans motor bestemt ikke tabte meget kraft undervejs i det opslidende løb.

 

Med andre ord er Carapaz formentlig ikke typen, der går ned, og selvom det heller ikke ofte sker for Nibali, kan det lige nu se ganske vanskeligt ud at få skovlen under den lille ecuadorianer. Ganske vist kan han glæde sig over Caruso og Pozzovivo trods nogle lidt svingende præstationer begge ser ud til at have fundet formen, men ser man på kollektivet, er det stadig Carapaz, der står stærkest. I Mikel Landa har han nemlig en løjtnant, som ingen kan måle sig med, og da Antonio Pedrero samtidig endelig er i gang med at forløse det potentiale, han momentvist viste i Vueltaen i 2017, da Andrey Amador stille og roligt har fundet bedre ben, end han har haft i mange år, og da Hector Carretero leverer en indsats, de færreste havde drømt om, er Carapaz ikke som Roglic en ensom skikkelse, man let får bragt i en presset situation.

 

Carapaz kan også være ganske fint tilfreds med dagens udkomme, og det er vel i virkeligheden ham, der er dagens helt store vinder. Det lykkedes ham nemlig at øge sit forspring til Roglic til 47 sekunder, og selvom han skal bruge mere tid inden enkeltstarten i Verona for at være helt tryg, taler vi nu om så lidt, at han ikke længere behøver at være alt for offensiv. Den ide, jeg luftede i går, om, at Landa skulle bruges offensivt i et forsøg på at presse en isoleret Roglic, ser ikke længere ud til at være nødvendig. I stedet kan det meget vel vise sig klogt at anlægge en defensiv, kontrollerende strategi med Landa i rollen som luksushjælper og satse på, at Carapaz selv kan finde de nødvendige sekunder i nogle få velvalgte opgør med Roglic og Nibali i den tredje uge. Efter dagens etape er det i hvert fald svært at komme udenom, at han har bragt sig i en position, hvor han er den klareste favorit.

 

Det betyder også, at man ikke kan undgå at have ondt af Landa. Selvom han på de seneste to etaper har vist nogle svaghedstegn, man ikke fornemmede på de to første bjergetaper, har baskeren nemlig ganske fine muligheder for at kæmpe med om podiet, ikke mindst hvis Roglic er mere såret end som så. Desværre synes han skæbne bare at være, at han altid ender i rollen som hjælperytter, som det skete for Fabio Aru i Giroen i 2015, for Chris Froome i Touren i 2017 og nu altså også for Carapaz i dette løb. Jeg indledte ellers min beskrivelse af Landa forud for løbet med en bemærkning om, at han nu endelig kunne gå ind til en grand tour uden at skulle tvivle på sin kaptajnrolle, men denne gang har han måttet se sin løjtnant overmatche sig. Og vi vil næppe se en gentagelse af Astana-taktikken fra 2015, hvor den klart stærkere Landa skulle ofre for sin svagere kaptajn, for der kan næppe være nogen tvivl om, hvem der nu er Movistars klare plan A.

 

I det hele taget var det en etape, der til fulde bekræftede nærmest alt, hvad vi har set de forrige dage. Udover Roglics sårbarhed, Nibalis stigende formkurve, Carapaz’ overlegenhed og de små svagheder, Landa viste i går, må Miguel Angel Lopez nemlig også sande, at han lige nu er et niveau under de allerbedste. I sig selv er det ikke en katastrofe for en mand, der altid topper i den tredje uge, men i en situation, hvor han blot ligger på en 10. plads hele 5.55 bag Carapaz, er det ikke nok at forbedre formen med nogle procent mod slutningen. Heldigvis ved vi også, at en 10. plads ingen værdi har for colombianeren, der allerede to gange er blevet nr. 3 i en grand tour, og han vil formentlig være villig til at sætte alt på ét bræt i løbets sidste uge. Da hans hidtil skuffende Astana-mandskab samtidig rejste sig med en flot indsats i dag, er det lagt i kakkelovnen til et stort sats på en af de sværeste bjergetaper i den vanskelige sidste uge.

 

Også Rafal Majka måtte igen sande, at han er nr. 6 bag Carapaz, Nibali, Roglic, Lopez og Landa, der lige nu har skilt sig ud som de fem stærkeste, og dermed følger han mønsteret fra de forrige etaper. Til gengæld synes hans holdkammerat Davide Formolo stille og roligt at blive bedre og bedre, som han også gjorde det i 2018. Det er blot en skam, at den talentfulde italiener fortsat er for svingende over tre uger, for når han har sine bedste dage, er han en fremragende cykelrytter, som han viste det i dag, hvor han ikke manglede meget i at kunne følge Nibali og Carapaz.

 

Man må også tage hatten af for Simon Yates. Den lille brite er åbenlyst langt fra sit højeste niveau, men han har vist en ukuelig fightervilje, som man kun kan beundre. I dag var det således Mitchelton, der som de eneste tog initiativ, efter at et nærmest apatisk og tydeligvis meget mærket felt lod to mand stikke af på en etape, hvor næsten samtlige hold burde have været interesserede i at gå efter en udbrudssejr. Man kan ryste på hovedet over, at den manglende føringsvilje, som de er så berømte for, betød, at de i deres pokerspil fik foræret de to forreste et alt for stort forspring til, at det kunne hentes - en beslutning, der meget vel kan have kostet en etapesejr - men Yates’ initiativlyst kan ikke betvivles. Desværre er hans 3. plads dog nok snarere et resultat af, at rivalerne tilsyneladende nu er så ligeglade med ham, at de bare lader ham køre væk uden videre reaktion, for også på Civiglio stod det klart, at han var overmatchet af både Nibali og Carapaz. Jeg har stadig svært ved at se ”enten-eller”-rytteren Yates rejse sig dramatisk i den tredje uge - faktisk synes jeg stadig i højere grad, at det peger i retning af et kollaps - men sammen med Lopez vil han og hans stærke Mitchelton-hold utvivlsomt sætte ild til løbet på de fleste bjergetaper i den sidste uge.

 

En lille taber i dagens spil var Pavel Sivakov, der oplevede sin hidtil største krise og så markant svagere ud, end han har gjort hidtil. Den mere eksplosive natur af finalen passede ham heller ikke ideelt, men man kan frygte, at det var et første lille varsel om, at der alligevel er grænser for holdbarheden for den unge russer, der stadig ikke har gennemført en grand tour. Han holder sig dog fortsat langt bedre til end Tanel Kangert, der efter sin lovende start på løbet helt atypisk er eksploderet totalt, præcis som Bob Jungels nu forhåbentlig har indset, at han én gang for alle bør satse på klassikere og ikke etapeløb.

 

Bauke Mollema var en anelse bedre end i går, men hans præstation understregede hans placering et stykke nede i klatrehierarkiet. Det var ganske forventeligt, men det var det ikke, at Ilnur Zakarin tilsyneladende vitterligt er faldet sammen. For anden dag i træk underpræsterede den normalt så sejlivede russer eklatant - ganske vist i en finale, der slet ikke passede ham - og man kan nu i den grad stille spørgsmål ved, om manden, der for 48 timer siden lignede en potentiel vinder af løbet, for en sjælden gangs skyld vil være ude af stand til at blomstre i den tredje uge, hvor han ellers plejere at være flyvende.

 

Anderledes er det gået for Hugh Carthy. Efter nogle lidt skuffende præstationer viste briten igen den angrebsiver, der kendetegner ham, og det blev belønnet. Han var sammen med Yates den eneste, der udnyttede den manglende initiativvilje på den nedre del af Civiglio til at sikre sig et forspring, og det indbragte ham i sidste ende en fornem 4. plads. Frygten for, at den i grand tour-sammenhæng stadig uprøvede Carthy var på vej til at eksplodere efter nedturen på 13. etape, kan efter den flotte kørsel i dag midlertidigt afblæses, præcis som en velkørende Jan Polanc også har undgået den nedtur, men kunne frygte, at det benhårde forsvar af førertrøjen kunne have ført med sig.

 

Midt i al dramatikken glemmer man næsten Dario Cataldos flotte triumf. Den italienske veteran, der i sine unge dage var en lovende rytter, der stræbte efter at køre klassement i grand tours, er ellers endt i en ren hjælperrolle i de seneste mange år. Som Pello Bilbao viste i første uge, og som vi generelt har set et utal af gange i 2018 og 2019, har Astana imidlertid udviklet sig til det et slags Quick-Step, der er det perfekte sted at være, hvis man som hjælper vil have en chance i ny og næ. Allerede i Pinerolo var han tæt på, og i dag tog han så sin første sejr, siden han i 2014 vandt enkeltstarten i Coppi e Bartali. Det skete endda på imponerende vis, hvor han på Civiglio holdt trit med den på papiret bedre klatrer Mattia Cattaneo og til slut viste glimt af den spurtstyrke, der i de unge år gjorde ham til en ganske giftig afslutter i mindre grupper.

 

I det store billede er alt dette dog bare anekdotiske sidehistorier. Hovedfortællingen er, at årets Giro dÏtalia ligner nu ligner et tremandsopgør mellem Nibali, Carapaz og en såret Roglic, der stadig håber, at han med enkeltstarten som våben kan tage den sejr, som for præcis en uge siden lignede en næsten given ting, men som nu hænger i en ganske tynd tråd. Hajen lugter i hvert fald mere blod, når løbet på tirsdag genoptages med en amputeret kongeetape, der dog stadig byder på frygtede Mortirolo - et bjerg, der lige nu kunne ligne stedet, hvor sloveneren kunne få sit dødsstød. Problemet for Nibali er bare, at der er en ecuadorianer, der foreløbig synes at være helt ligeglad med alle bid og fremstår helt uskadt og tilsyneladende usårlig.

 

Spørgsmålet er, om Hajen har et endnu mere effektivt angreb i posen. Dolomitterne vil give os svaret.

 

Favoritterne

Forud for årets Giro var det ubetinget tirsdagens monstrøse kongeetape med Gavia og Mortirolo, der tiltrak sig den største opmærksomhed. Derfor er det drønærgerligt, at lavinefare og det elendige italienske forår har betydet, at vi ikke får mulighed for at se hele det løb, vi har glædet os til i mere end et halvt år. Med tanke på det elendige vejr, der varsles på tirsdag, set det dog ud til, at etapen under ingen omstændigheder kunne være blevet reddet, og i det mindste gik det ikke så galt som i 2013, hvor en tilsvarende etape helt måtte aflyses. Mortirolo er stadig på programmet, og Italiens vel nok næstmest frygtede stigning vil utvivlsomt være garanti for, at vi nok skal få det drama, vi har bedt om.

 

Det skyldes ikke mindst den sårbarhed, Primoz Roglic har udvist og som allerede er kommenteret til hudløshed i analysen ovenfor. Samtidig lugter Vincenzo Nibali endnu mere blod, end han hidtil har gjort, og han har utvivlsomt lige fra start udset sig denne enorme bjergetape som den måske bedste chance for at sætte et afgørende angreb ind. Det er nemlig ikke tilfældigt, at italieneren vandt en meget tilsvarende kongeetape i 2017, hvor han ellers ikke fandt sine bedste ben, for det er præcis de helt store dage i bjergene, særligt i den tredje uge, som favoriserer den slidstærke italieners dieselmotor. I det nye format er etapen knap så skræmmende, men vi taler stadig om mere end 5000 højdemeter over knap 200 km, og det er trods alt en kost, der er skrap nok til, at Nibali vil finde terrænet favorabelt.

 

Samtidig er han ikke den eneste, der vil noget. Som skrevet i analysen er der lagt op til angreb fra både Miguel Angel Lopez og Simon Yates, der intet har at miste ved offensiv kørsel. Sammen med lørdagens etape er dette den eneste, der egner sig til en tidlig offensiv, og det bør inspirere dem til at forsøge sig relativt tidligt. Med den hårde start på Passo della Presolana efterfulgt af Croce di Salven lader det sig i hvert fald gøre, også selvom det særligt var i rollen som en tidlige affyringsrampe for modige ryttere, at Gavia kunne have spillet en rolle inden det, der bliver det store slag på Mortirolo.

 

Man skal naturligvis aldrig lade sig snyde af Giroens meget besynderlige tilgang til at kategorisere stigninger. Nok indgår Passo della Presolana ikke i bjergkonkurrencen, men der er altså tale om et ”rigtigt” bjerg. Det går opad i de første 28 km, og af disse stiger de sidste 11 med næsten 6% i snit og de sidste 4 med mere end 7%. Med andre ord er det en af den slags begyndelser på en etape, som enhver sprinter med frygt for tidsgrænsen gruer for, ikke mindst fordi det ligger i kortene, at det bliver endnu en aggressiv start. Vi så allerede på 14. etape, hvordan Yates angreb to gange på den allerførste stigning, og at Roglic svarede så effektivt, at der på toppen kun var en yderst eksklusiv klassementsgruppe tilbage. Det er formentlig en indikation af, hvad vi kan forvente igen tirsdag, ikke mindst fordi Lopez og Yates som sagt intet har at miste.

 

Det interessante bliver, hvordan de tre favoritter, Richard Carapaz, Primoz Roglic og Vincenzo Nibali, vil reagere på disse tidlige angreb. Vi så på 13. etape, at Roglic måske begik en brøler ved at lade Bauke Mollema og Ilnur Zakarin smutte afsted tidligt, og belært af den erfaring reagerede han prompte på alle Yates’ tidlige forsøg på 14. etape. Denne gang vil han formentlig spille kølig og overlade ansvaret til Carapaz og Movistar, men man må næsten forvente, at de har samme tilgang. Der er ingen grund til at give sig selv en alt for stor opgave ved at lade folk som Yates, Lopez og måske Zakarin få et tidligt forspring, og med Mikel Landa som luksusløjtnant har ecuadorianeren alle muligheder for at forhindre, at udbruddet vil bestå af ryttere, der ligger i klassementets top og dermed kunne udgøre en potentiel trussel, hvis det skulle knibe med at kontrollere etapen undervejs.

 

Forventningen må således være, at vi får endnu en brutal start, hvor der allerede kan komme angreb fra klassementsrytterne, men hvor Movistar formentlig vil sikre, at udbruddet ikke udgør nogen stor trussel. Til gengæld betyder starten også, at den gruppe, der ender med at køre væk, formentlig på en af de to første stigninger eller efter en stilstand i dalen (som det skete på 14. etape) vil bestå af nogle af feltets bedste klatrere. Særligt må det være helt oplagt, at Astana, Bahrain og Mitchelton skal forsøge at have nogle af deres gode hjælpere sendt i forkøbet, for det er særligt på en etape som denne med en brutal stigning, Mortirolo, efterfulgt af en meget let finale, at værdien i at have ryttere foran er stor.

 

Når gruppen er kørt, vil roen formentlig kortvarigt sænke sig, så feltet kan regruppere sig, og Movistar kan få samlet i hvert fald nogle af tropperne, og derefter vil spanierne skulle tage kontrol. Det interessante bliver, hvor meget snor de vil lade udbruddet få. Skal hjælperyttere være brugbare, skal de overleve Mortirolo, og ved at holde dem i kort snor, kan man gøre det usandsynligt, at det vil lykkes. I den forstand har Carapaz en klar interesse i, at gruppens forspring forbliver så lille, at udbruddet vil blive hentet på Mortirolo, også selvom han formentlig ikke har den store interesse i hverken etapesejr eller bonussekunder.

 

Hvis Movistar vælger at lade udbruddet sejle langt væk, må man formode, at Astana, Bahrain og Mitchelton tager over. For dem vil det være en stor ting at vinde en etape som denne, nu hvor den samlede sejr er ude af billedet, især for australierne, der endnu intet har vundet. Omvendt vil særligt Mitchelton formentlig kunne se en værdi at lade Mikel Nieve gå efter sejren, hvis den baskiske bjergspecialist skulle ramme udbruddet, og derfor er det også muligt, at australierne adopterer en mere defensiv taktik, hvor de spiller på to heste. Uanset hvad vil de dog tro, at Astana og særligt Bahrain, hos hvem Vincenzo Nibali formentlig vil gøre meget for at vinde løbets mest prestigiøse etape, vil sætte alt ind på at vinde etapen med Lopez, også selvom de måtte have hjælpere i front, og sammen med Movistar burde de have en styrke, der gør, at udbruddets forspring ikke bliver for stort.

 

Lykkes det ikke klassementsrytterne at komme tidligt afsted, skal vi formentlig frem til Mortirolo, inden der sker noget. Cevo kan måske bruges som affyringsrampe for Lopez eller Yates, men spørgsmålet er, om Movistar vil lade dem køre. Aprica er alt for let til, at den reelt kan bruges til noget som helst, og derfor taler meget for, at favoritternes opgør må udsættes til en af Italiens mest frygtede stigninger. Samtidig tror vi også, at særligt Movistar, Bahrain og Astana vil holde udbruddet i så kort snor, at vinderen bliver en af løbets klassementsryttere, men etapen er så vanskelig at kontrollere, at det langt fra er udelukket, at en af de meget stærke klatrere, der med statsgaranti vil ramme udbruddet, kan holde hele vejen. Det er således en etape, der kan vindes af både favoritter og udbrydere, hvoraf vi tildeler førstnævnte den bedste chance.

 

Opgøret på Mortirolo bliver brutalt. Yates og Lopez har en interesse i at angribe tidligt, og det samme har Vincenzo Nibali, der som nævnt ovenfor lugter blod og sikkert ser denne etape som den helt store chance for én gang for alle at køre Roglic ud af kampen om den samlede sejr. Etapen minder nemlig meget om ”Froome-etapen” fra sidste år, hvor etapens vanskeligste bjerg kom langt fra mål, og vi så her, hvor dyrt det kan blive, hvis man taber terræn på en svær stigning langt fra mål. Lykkes det Nibali at sætte Roglic til væg på Mortirolo, og havner han enten alene eller i en gruppe, der kan se en interesse i at samarbejde, er det på en etape som denne, man kan tabe minutter, også selvom der ikke dengang er brug for et Froome-soloridt over 80 km, men blot en offensiv, der vil skulle strække sig over 30-35 km.

 

Mortirolo vil utvivlsomt få feltet til at eksplodere til atomer, men hvad der herefter sker, er meget svært at forudsige. Først venter der en teknisk og formentlig regnvåd nedkørsel, der kan bruges til enten at øge et forspring eller til at genvinde tabt terræn, og til slut gælder det næsten 15 meget lette kilometer i sidemodvind. I lørdags så vi, hvor meget tid en enlig rytter, i det tilfælde Carapaz, kan vinde i en sådan afslutning, hvis forfølgerne ikke kan samarbejde. I en sådan finale kan man nemlig ikke tillade at blotte sig, for så bliver man sårbar over for sene angreb. Er det derimod de forreste, der ikke kan indgå en alliance, kan et stort forspring også smelte som dug for solen. Derfor kan de sidste kilometer gøre en enorm forskel, men her vil det ikke være benene, men snarere den taktiske situation, der bestemmer, hvem kan ende som vindere eller tabere.

 

Hvor leder alle disse overvejelser hen? De leder til den konklusion, at vi forventer en tredje etapesejr til Richard Carapaz. Som skrevet i analysen peger meget på, at den lille ecuadorianer er feltets bedste klatrer. I hvert fald kørte han skræmmende stærkt på de sidste kilometer af 13. etape, hvor han uden for kameraets søgelys kørte Rafal Majka midt over og næsten lykkedes med at lukke et stort hul til Mikel Landa, der var kørt i forvejen, inden han på 14. etape kørte fra alt og alle. På 15. etape svarede han relativt ubesværet på Nibalis angreb, og lige nu synes han ikke at have været bragt i vanskeligheder. Som sagt er han heller ikke typen, der taber niveau i den tredje uge, og det virker derfor sandsynligt, at han vil kunne svare på Nibalis forsøg på Mortirolo. Det er måske mere tvivlsomt, om han selv vil forsøge sig - det vil formentlig kun ske, hvis Roglic også kan følge Nibali - men alene det at holde sig til Hajen, kan meget vel være nok til, at vi ender med at have løbets nr. 1 og 3, der lige nu ser stærkest ud, samlet på toppen af stigningen.

 

Er det tilfældet, vil de formentlig kunne samarbejde. Ganske vist er situationen ikke ideel for Nibali, men han må kunne se en pointe i at køre Roglic ud af kampen om sejren én gang for alle, inden han skal forsøge selv at knække Carapaz senere. På 15. etape var alliancen i hvert fald fin, og selvom den naturligvis ikke kan fortsætte i det uendelige, har Nibali så lang tid endnu, at han vil stå fint, hvis han i første omgang kan få elimineret Roglic. Derfor er det meget tænkeligt, at Carapaz og Nibali vil kunne holde så god fart, at de vil kunne bruge det sidste stykke til måske endda at øge forspringet i en oplagt alliance. Ingen af dem er kendt som store afsluttere, men Carapaz har et antrit, som Nibali ikke har. Det så vi i forbindelse med hans første to etapesejre i dette løb (den ene i 2018, den anden på 4. etape i år), og han burde være i stand til at overspurte Hajen, der ikke just er kendt som en sprinter. Da vi heller ikke udelukker, at Carapaz leverer endnu et stort soloshow og atter kører fra alt og alle, tror vi, at han konfirmerer sin status som løbets førstemand ved også at vinde kongeetapen.

 

Hans værste rival må naturligvis være Vincenzo Nibali. Italieneren ser som så ofte før ud til at blive bedre og bedre igennem de tre uger, og på 15. etape lykkedes det ham endelig at få skovlen under Roglic. Som sagt forventer vi, at han vil sætte alt ind på at vinde netop denne etape, først ved at sende enten Domenico Pozzovivo eller Damiano Caruso og siden ved at komme med et af sine hajbid på Mortirolo. Hidtil har han ikke været i stand til at ryste Carapaz, men det er slet ikke utænkeligt, at det vil kunne ske her. Vi så nemlig i 2018, at ecuadorianeren havde sin eneste dårlige dage på Zoncolan, og det kunne være en indikation på, at han ikke er helt komfortabel på de meget stejle stigninger. Det er dog et spinkelt håb, for Carapaz’ første store grand tour-præstation kom faktisk i form af en 11. plads på en lige så stejl stigning, nemlig Angliru, i 2017-udgaven af Vueltaen, og det peger i retning af, at stejle bjerge ikke er en udfordring for løbets førende rytter.

 

Heldigvis har Nibali andre muligheder, hvis ikke han kan komme alene hjem. Den våde nedkørsel taler i hvert fald til hans fordel, for vi så allerede på 15. etape, at han kunne sætte Carapaz af på den betydeligt kortere nedkørsel fra Civiglio. Det kan meget vel ske igen, og dermed har Nibali i hvert fald to skud i bøssen, hvis han vil sikre sig den solosejr, han drømmer om. Selv i en spurt mod Carapaz vil han stå ganske fint. Som sagt er ingen af dem specielt spurtstærke, og vi så på 14. etape, at Nibali trods alt ikke er helt så langsom, som man ellers ofte får fornemmelsen af. For to år siden vandt Nibali netop kongeetapen på løbets 16. dag, og den bedrift har han fine chancer for at gentage i år.

 

Lige nu ser Carapaz og Nibali ud til at være et niveau over rivalerne, men Miguel Angel Lopez kan også komme i spil. Den lille colombianer har hidtil manglet et par procent i at finde sin bedste form, men vi fra sidste års Giro og Vuelta, at han som regel topper i den tredje uge. Det vil derfor være logisk at antage, at Lopez vil blive bedre og bedre dag for dag, og hans helt store drøm er helt sikkert at vinde netop denne etape, der må være løbets mest prestigiøse. Den stejle Mortirolo burde i hvert fald passe ham, og selvom det kan blive svært for ham at sætte Nibali og Carapaz, ligesom vi tvivler på, at de vil lade ham iværksætte det store angreb langt fra mål, har han fine muligheder. Modsat Carapaz og Nibali er han nemlig ude af kampen om den samlede sejr, og derfor vil det ikke være hans opgave at køre Roglic ud af klassementet. Kan han sidde med de bedste over toppen - og ikke mindst på nedkørslen, der kan blive et stort problem for den usikre Astana-kaptajn - ved vi fra sidste år, at han er kølig nok til at sætte sig på hjul og lade det være op til de ryttere, der skal vinde løbet samlet at føre i den sidste del.

 

Gør han det, bør han ikke få problemer med enten at køre alene væk til slut, hvor det trods alt stiger en anelse, eller at vinde en spurt. Lopez har nemlig før vist, at han i stigende finaler slet ikke er en ringe afslutter, og selv hvis de skulle have fordelt arbejdet imellem sig, vil han have gode chancer for at gøre arbejdet færdigt på stregen, i hvert fald hvis han spurter lige så fint, som han gjorde i Colombia 2.1 tidligere i år. En Lopez i fremgang kan sagtens vinde en etape i den tredje uge, og dette er en oplagt mulighed for at gøre det.

 

Lige nu ligner Primoz Roglic en presset mand, men man skal passe på med at udelukke sloveneren. På 15. etape havde han således brugt indløbet til Civiglio på en relativt hård jagt efter et cykelskifte, ligesom han kørte hele finalen på Antwan Tolhoeks og ikke sin egen cykel. Alt sammen har det været en bagdel, der kan være en delvis forklaring på hans trængsler, og vi har set, at han fortsat er en del af den kvintet, der gang på gang har vist sig som den stærkeste. Selv hvis han skulle blive distanceret på Mortirolo, vil han have nedkørslen som et stærkt våben - også selvom Nibali ikke er let at vinde tid på - og på det lette stykke op mod mål, burde han i teorien kunne køre stærkere end alle øvrige klassementsryttere, især hvis han kan finde ind i en alliance med eventuelle følgesvende. Roglic har den indlysende fordel, at han næsten med sikkerhed vil kunne slå alle de andre favoritter i en spurt, og derfor skal han i teorien bare køre et defensivt løb og forsøge at havne i en situation, hvor der skal spurtes om sejren. Det er lettere sagt end gjort, men umuligt er det ikke, og med en konservativ og klog strategi kan det derfor godt ende med en tredje etapesejr til sloveneren.

 

Man skal ikke have læst mange af vores tidligere analyser for at forstå, at vi ikke har den store tiltro til, at Simon Yates kan rejse sig. Briten er nemlig ikke just kendt for sin holdbarhed, og i forvejen er han ikke en mand til de helt store bjergetaper med et hav af højdemeter. De seneste dage har ganske vist givet ham nogle fine resultater, men det skyldes mere, at han nu er så ufarlig, at favoritterne lader ham køre væk i finalerne og ikke, at han hører til blandt feltets bedste klatrere. Den fordel har han imidlertid igen denne gang, og selvom Mortirolo er så svær, at taktik her vil spille en langt mindre rolle, lader vi tvivlen komme Yates til gode. Er han virkelig i fremgang - og han har vitterligt set lidt bedre ud de seneste dage - er han ikke uden chance. Vi så i hvert fald på Zoncolan sidste år, at han godt kan klare disse lange, meget stejle stigninger, også selvom han her ikke kan drage fordel af sit punch, og han er også en glimrende nedkører. Kombinerer man det med, at det blandt klassementsrytterne kun er Roglic, der er hurtigere på stregen, og at han nu to gange har udnyttet sin frihed til at snige sig væk, hvilket kan gentage sig i den lette finale, kan man ikke udelukke, at Yates alligevel rejser sig ved at vinde løbets vigtigste etape.

 

Hidtil har Rafal Majka helt konsekvent været 6. bedste mand hver eneste gang, der er blevet angrebet, og det er svært at se, at han pludselig skulle være god nok til at køre med de bedste. Derfor vinder han ikke den etape på gode ben alene, men han har heldigvis andre våben. Han har nemlig ikke været langt fra de bedste, og særligt hvis det bliver en anelse taktisk på den sidste del, har han mulighed for at genvinde lidt af det terræn, han måtte have tabt på Mortirolo - især fordi han nu har forbedret sine nedkørselsevner så meget, at det ikke længere en nogen stor akilleshæl. Sidder han først i en god gruppe på opkørslen mod mål, vil han have flere muligheder for at gøre arbejdet færdigt. Dels er han ikke en umiddelbar kandidat til den samlede sejr og derfor en mand, som Carapaz, Nibali og Roglic alle ville kunne lade køre i en taktisk afslutning, dels er han slet ikke så langsom i en spurt. Naturligvis er Roglic svær at slå, men alle andre kan Majka formentlig godt overspurte, og derfor er første Giro-etapesejr til Majka - der dermed ville have vundet etaper i alle de tre grand tours - ikke helt urealistisk.

 

Sværere bliver det for Mikel Landa, men også han kan komme i spil. Hans problem er, at Carapaz nu har så stort et forspring, at det nok er klogest at bruge Landa defensivt til at kontrollere løbet, men der kunne også stadig være en ide i at sende baskeren i forkøbet, ikke mindst fordi Carapaz stadig har brug for at vinde tid på Roglic, hvis han vil være sikker på at kunne vinde løbet i Verona. Et Landa-angreb kan være en god strategi til at bringe både Roglic og Nibali i defensiven, og det er i hvert fald ikke svært at gætte, hvilken taktik baskeren selv vil foreslå på taktikmødet. Om han får sin vilje, er tvivlsomt, men en mere offensiv taktik, hvor man udnytter tilstedeværelsen af to podiekandidater, kan i hvert fald sagtens forsvares. Landa ligner lige nu den svageste af de fem, der har skilt sig ud som de bedste klatrere, men også han bliver som regel bedre og bedre, og han vil elske at vinde på Mortirolo, hvor han i 2015 havde en af sine hidtil bedste cykeldage. Det vil imidlertid kræve, at han dels får lov at angribe og dels kan køre alene hjem, for i alle andre situationer vil han ende som slagtekvæg for Carapaz.

 

En outsider kunne være Ilnur Zakarin. Helt usædvanligt er russeren faldet sammen efter det storslåede soloridt i fredags, hvor han kørte som en motorcykel, men det er ikke nok til helt at afskrive ham. I lørdags var der måske en pris at betale for den store indsats fredag, og på Lombardia-etapen var vi vidner til en eksplosiv finale, der ingenlunde passede ham. Hans historik i den tredje uge af grand tours taler for sig selv, og følger han det mønster, bør han være flyvende i de sidste dage. Hans største styrke er disse ”rigtige” bjergetaper, og da han i 2017 sikrede sig sin podieplads i Vueltaen på den stejle Angliru, viste han, at han ingen problemer har med de vanskeligste og stejleste bjerge. Det er klart, at nedkørslen er en skræmmende udfordring for en af feltets mest usikre nedkørere, men til gengæld har Zakarin den luksus, at han ikke er den største trussel og derfor vil kunne få en vis frihed, måske allerede fra distancen, men især hvis det bliver taktisk på stykket op mod mål. Endelig er han faktisk ikke helt langsom i en let stigende spurt, hvis han skal spurte med de andre letvægtere - undtaget Roglic naturligvis - og derfor er det ikke helt umuligt at forestille sig, at Zakarin rejser sig ved at tage endnu en etapesejr.

 

Ender det med et favoritgopgør, er det svært at forestille sig andre vindere end de allerede nævnte, og vores øvrige bud er derfor udbrydere. For at vinde her skal man imidlertid være en ekstremt god klatrer, og det er derfor kun meget få folk, der dels vil kunne køre væk i den knaldhårde start, dels gøre det færdigt i en så vanskelig finale.

 

Der er dog en del navne, der har en chance, og af disse er det varmeste nok Joe Dombrowski. Det har været fantastisk at se den engang så lovende amerikaner rejse sig, og han har vel aldrig været bedre end netop nu. I de seneste dage har han i hvert fald næsten været i stand til at følge de bedste klassementsryttere, og sandsynligheden for, at han i et udbrud vil være stærkeste mand, er således stor. Hans eneste gode resultat i 2017 og 2018 var hans 2. plads i Tour de Suisse på den ekstremt stejle Rettenbachferner, og da vi i forvejen ved, at han foretrækker de helt rene stigninger, der er så svære, at det næsten alene bliver et spørgsmål om watt/kg, må Mortirolo lige være et bjerg for ham. Der er statsgaranti for, at EF vil gøre alt for at få formstærke Dombrowski i udbrud, og selvom han ikke jer skyggen af spurtstyrke, er dette formentlig hans bedste chance for at vinde en etape. Med ustabile Dombrowski skal man altid vente en nedtur om det nærmeste hjørne, men holder han niveauet, ligner han lige nu det bedste bud på en vinder fra et udbrud.

 

En anden oplagt kandidat er Mikel Nieve. Ganske vist har det været ret tydeligt, at den lille basker ikke har sin bedste form, men vi så også på 13. etape, at han altid kan hæve sit niveau, når han kan lugte en etapesejr. Som sagt tror vi, at Mitchelton vælger en dobbelt strategi, hvor Nieve får chancen i det tidligere udbrud, og med ikke færre end fire grand tour-etapesejre, der alle er opnået med store soloridt på nogle af de sværest tænkelige bjergetaper, har Nieve skilt sig ud som kongen af udbrud i bjergene. Både i 2016 og 2018 bragte han sit hold tilbage på sporet efter en stor nedtur ved at vinde en etape, og han var få hundrede meter fra at gøre det samme for Mitchelton på 11. etape i sidste års Tour, ligesom han var tæt på at gøre det i fredags. Historikken taler for, at baskeren vinder en etape, når han kører på et slagent mandskab i en grand tour, og derfor vil det kun være helt naturligt, at han vinder netop denne etape, der burde være skræddersyet til bjergudbryderkongen over dem alle, i hvert fald hvis han kan undgå at skulle spurte på stregen.

 

Med sin offensive kørsel i dette løb har Giulio Ciccone fortjent at vinde en etape, og han har utvivlsomt niveauet til det. Særligt hans eminente kørsel i rollen som hjælper for Mollema i fredags var uovertruffen, men også de seneste dage har han været meget tæt på at kunne matche klassementsrytterne. Det ligger i kortene, at han skal i offensiven igen på denne etape, især nu hvor Mollema ikke længere er i spil til podiet, og lykkes det, vil han med sikkerhed være en af udbruddets stærkeste. Man skal være varsom med at spå om, hvor længe han kan holde formen, for den lidt ustabile italiener har kørt som en motorcykel, siden han tog bjergtrøjen på 1. etape, men holder han fortsat stand, ligner han et godt bud på en vinder af denne etape, ikke mindst fordi han faktisk har en hæderlig spurt i en let stigende finale.

 

Den fjerde helt oplagte udbryderkandidat er Ivan Ramiro Sosa. Allerede efter få dage stod det helt klart, at Ineos havde til hensigt at nurse ham i den første halvdel, hvor han skulle finde formen inden bjergene. Det er kun delvist lykkedes, for det har været tydeligt, at det ikke er den bedste Sosa, vi har set indtil nu. Omvendt er det også tydeligt, at han i de seneste dage er blevet bedre og bedre, og i lørdags var han trods alt en af de sidste tre udbrydere, der blev hentet. Formen er i fremgang, og han vil utvivlsomt være endnu bedre i den tredje uge. Han tog den med ro på 15. etape, og det er det klareste bevis på, at han satser på en stor offensiv på denne etape, hvor han også meget gerne skulle sikre sig de 40 point på Mortirolo, hvis han fortsat vil være med i kampen om bjergtrøjen, han har udtrykt en hensigt om at vinde. Vi så sidste år og i dette forår, hvor eminent en klatrer en formstærk Sosa er. Finder han de sidste procent, bliver han meget svær at bide skeer med på Mortirolo.

 

Får Hugh Carthy lov at angribe? Hans deltagelse i ungdomskonkurrencen betyder, at Astana og Ineos vil holde et vågent øje med ham. På den anden side er han næsten 9 minutter fra den hvide trøje, og det bliver derfor ikke med et enkelt udbrudsforsøg, at han kører sig i hvidt. Spørgsmålet er bare, om Lopez og Sivakov vil lukke ham ind i konkurrencen igen, for med sin fine kørsel på 15. etape lignede han en mand, der langsomt var ved at finde benene efter nogle lidt skuffende præstationer de seneste dage. Han er så langt fra top 10, at han ikke er nogen trussel for de hold, der kæmper om podiet, og da han som sagt ligner en mand, der er ved at rejse sig igen, vil han blive svær at matche, hvis han rammer udbruddet. Som ren klatrer bør han i hvert fald elske Mortirolo, hvor han burde have en fin chance for at undgå den spurt, han absolut ingen interesse har i at skulle deltage i.

 

Astanas største mål er at vinde etapen med Lopez, men vi ved også, at de med sikkerhed vil sende folk i udbrud, både af taktiske årsager og for måske at kunne vinde etapen. Her ligner Ion Izagirre det bedste bud. I forvejen er han holdets næstbedste klatrer, og efter en meget sløj start på løbet viste han lidt fremgang på 15. etape. Desværre passer en rigtig bjergetape som denne ham betydeligt dårligere end den eksplosive Lombardia-finale, og derfor kan man frygte, at han i et stærkt udbrud vil være overmatchet. Med den stigende form kan han dog ikke længere afvises, især fordi han er en helt eminent nedkører og samtidig halvhurtig i en let stigende spurt.

 

Vi vil også endnu engang pege på Lucas Hamilton. Den unge australier har været svært imponerende i sin første grand tour og ligner ikke en mand, der i nævneværdig grad er ved at tabe pusten. Han var i hvert fald en af de stærkeste i 14. etapes udbrud, og han fulgte det op med flot arbejde for Yates på 15. etape. Det ligger i kortene, at Mitchelton skal have folk ude foran, og Hamilton er sammen med Nieve det bedste bud på en rytter, der kan spille den rolle. Udgangspunktet vil være, at han skal hjælpe Yates eller Nieve, men da han har vist sig som en af løbets bedste klatrere, kan man ikke udelukke, at han havner i en situation, hvor han selv kan gå efter sejren.

 

Endelig vil vi pege på Domenico Pozzovivo og Damiano Caruso. Bahrain kører for at vinde Giroen, og da Nibali næsten med sikkerhed også vil gå efter at vinde denne etape, skal de to italienere formentlig ofre sig. Omvendt er det næsten lige så sikkert, at de vil forsøge at få en af dem over Mortirolo, så han vil kunne hjælpe Nibali på det sidste stykke op mod mål. Derfor må man formode, at en af dem har gode chancer for at ende i udbruddet, og sker det, ved man aldrig, om der alligevel kan blive en chance for at jagte personlig succes. Pozzovivo havde ganske vist en offday lørdag, men kørte fremragende både fredag og søndag, og Caruso kørte som en motorcykel på begge weekendens etaper. Begge synes de således at være gode nok til at vinde en etape, hvis de mod forventning får muligheden.

 

Endelig fortjener en stadig mere velkørende Davide Formolo også at blive nævnt, men dels tror vi, at Mortirolo er en anelse for vanskelig for ham, og dels er det langt fra sikkert, at top 10-rytterne vil lade ham køre i udbrud på en dag, hvor han kan bringe sig i spil til en af topplaceringerne i klassementet.

 

Feltet.dks vinderbud: Richard Carapaz

Øvrige vinderkandidater: Vincenzo Nibali, Miguel Angel Lopez

Outsidere: Primoz Roglic, Simon Yates, Rafal Majka, Mikel Landa, Ilnur Zakarin

Jokers: Joe Dombrowski, Mikel Nieve, Giulio Ciccone, Ivan Ramiro Sosa, Hugh Carthy, Ion Izagirre, Lucas Hamilton, Domenico Pozzovivo, Damiano Caruso (alle fra et udbrud)

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

La Course by Le Tour de F...(1.WWT) 19/07

Tour of Qinghai Lake(2.HC) 14/07-27/07

La Course by Le Tour de F...(1.WWT) 19/07

Adriatica Ionica Race(2.1) 23/07-28/07

Grand Prix Cerami(1.1) 25/07

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

VOO-Tour de Wallonie(2.HC) 27/07-31/07

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger