Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 16. etape af Tour de France
24. juli 2018 08:51 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Magnus Cort sikrede, at besøget i Massif Central blev en drømmeweekend for Astana, der dermed kan gå til hviledag med bevidsthed om, at deres Tour er mere end reddet. De og de øvrige hold får mandag brug for al den hvile, de kan, for allerede tirsdag går det løs med den første af tre store etaper i Pyrenæerne, og selvom 16. etape er den letteste af de tre og ligner en sag for et udbrud, skal man ikke undervurdere finalen, der er rigeligt hård til, at der kan skabes forskelle mellem de bedste.

Ruten

Dagen efter en hviledag kan være lumsk, og i år har arrangørerne bestemt ikke gjort den lettere. Den første af de to gange afslapning blev efterfulgt af den første af de tre alpeetaper, og den anden gang hvile bliver fulgt op af den første af de tre dage i løbets anden bjergkæde, Pyrenæerne. Ganske vist har det 218 km lange maraton primært til formål at fuldende rejsen ned mod bjergene, og der er derfor langt fra tale om løbets sværeste bjergetape, men alligevel skal rytterne tage sig i agt for Col du Portillon, der i finalen utvivlsomt vil blive brugt til at se, om ikke der er en favorit eller to, der har lidt tunge ben efter en dag i sengen.

 

I alt skal der tilbagelægges hele 218 km mellem Carcassonne og Bagneres-de-Luchon, der er en af de hyppigt besøgte byer i hjertet af Pyrenæerne. Som sagt er etapens primære mission at føre feltet den ganske lange vej frem til bjergene, og da startbyen ligger i en helt flad del af Frankrig, er store dele af etapen meget let. Fra start kører man mod vest og siden sydvest gennem stort set helt fladt terræn, der kun byder på de to små kategori 4-stigninger Cote de Fanjeaux (2,4 km, 4,9%) og Cote de Parniers (2,3 km, 5,8%) efter hhv. 25 og 72 km. Terrænet bliver gradvist en anelse mere kuperet, men det er i alt væsentligt fladt, også når man når frem til den kendte pyrenæerby Saint-Girons, hvor dagens indlagte spurt kommer efter 124 km. Denne gang er der tale om en flad, men teknisk sag med et skarpt sving 500 m fra stregen.

 

Efter spurten fortsætter man via en let stigende vej mod sydvest og vest langs kanten af Pyrenæerne, inden man endelig forlader fladlandet. Det sker, når man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 2-stigninge Col de Portet-d’Aspet (5,4 km, 7,1%), der over de sidste 3 km stiger med 9-10%. Toppen rundes efter 155,5 km, hvorefter en ikke specielt teknisk nedkørsel fører mod vest ned til dalen, hvor en flad vej leder mod sydvest frem til bunden af kategori 1-stigningen Col de Menté, der bestiges fra den østlige side. Der er tale om en 6,9 km lang stigning, der med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,1 er yderst regulær og uden den store variation.

 

Fra toppen resterer 47 km, som først består af en meget svær nedkørsel, der fører mod vest ned til dalen. Her drejer man mod sydøst og sydvest for at følge den helt flade dalvej frem til bunden af dagens sidste udfordring, kategori 1-stigningen Col du Portillon. Den stiger med 7,1% i gennemsnit over 8,3 km og er ligeledes ganske regulær med en anden halvdel, der er en anelse stejlere end den første. Fra toppen resterer bare 10 km, der indledes med en ganske teknisk nedkørsel, der fører mod vest ned i dalen. Her drejer man med 3 km igen mod nordvest for at følge en flad vej ind til centrum af Bagnes-de-Luchon, hvor kun den sidste kilometer er flad. Der er sving med 1200, 800, 450 og 200 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3620 højdemeter.

 

Bagneres-de-Luchon er en hyppig målby for pyrenæeretaper. Senest blev den besøgt i 2016, hvor Chris Froome overraskede alle ved at køre alene hjem efter et angreb på nedkørslen fra Col du Peyresourde. Michael Rogers tog en stor udbrudssejr i 2014, hvor Port de Bales knuste Tejay van Garderens podiedrømme, mens Thomas Voeckler slog Chris Anker Sørensen i en duel i 2012. Voeckler tog ligeledes en stor solosejr i 2010 på den berømte etape, hvor Andy Schleck tabte kæden, mens Rodolfo Massi sejrede i 1998. Byen er også ofte besøgt af Route du Sud med nylige sejre til Alberto Contador (2015), Thomas Voeckler (2013), Jurgen Van Goolen (2011) og Christophe Riblon (2009).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Pyrenæerne kan være kendt som lidt af en stegepande, men det bliver ikke så slemt i år. Tirsdag vil byde på sol og en temperatur i mål på 29 grader. Luften er imidlertid ustabil, og hele dagen er der en betydelig risiko for tordbyger. Ved starten vil der være en let til jævn vind fra vest, mens der i Pyrenæerne vil være en svag vind fra nord. Det giver mod- og sidemodvind på turen frem mod Pyrenæerne, hvor man vil få sidevind, efterhånden som vinden drejer. Der vil være sidevind på de to første stigninger og derefter medvind frem til toppen af Portillon. Til slut vil der være sidevind, indtil man drejer ind i modvind med 3 km igen.

 

Analyse af 15. etape

Ni år skulle der gå. Ikke siden Nicki Sørensens dybt overraskende sejr i 2009 har der været dansk etapesejr i verdens største cykelløb, og selvom Danmark har vist sig frem på et hav af andre cykelscener, har det gjort ondt, at det ikke er lykkedes i det eneste løb, der samler interesse fra den bredere danske offentlighed og ikke kun cykelfans. Jakob Fuglsang var tæt på i 2013 og kunne måske have vundet i 2014, hvis ikke han var blevet pløjet ned af en motorcykel, men derudover har vi ikke været tæt på at bryde tørken.

 

Det skyldes nu ikke mangel på kvalitet. Tværtimod har Danmark længe været beriget med en stribe cykeltalenter, der langt overgår, hvad et lille land af vores størrelse kan forvente, men forskellige omstændigheder har gjort det svært. Først og fremmest var de fleste danskere i mange år engageret på et Tinkoff-hold med stjerner som Alberto Contador og Peter Sagan, der gjorde det svært at jagte personlig succes, og derudover har Fuglsang enten været låst i en hjælperrolle for primært Vincenzo Nibali eller først og fremmest haft øjne på klassementet.

 

I den forstand er Tinkoffs kollaps faktisk en gave for Danmark. Det har nemlig betydet, at vores store talentmasse er blevet spredt på et hav af forskellige hold uden samme klare hierarki, som der var på et af sportens allerstærkeste mandskaber, og det har givet resultat. Samtidig med at den gyldne generation er blevet modnet, er de kommet til hold uden samme stjernebesætning, og det er i høj grad forklaringen på, at Danmark nu kan høste frugten af et helt formidabelt kuld af talenter, der opnår resultater på snart sagt enhver scene og i alle terræner.

 

Og selvfølgelig skulle det være i 2018, at tørken blev brudt. I år er resultaterne nemlig kommet væltende i en lind strøm med en sådan hast, at det næsten måtte give pote også på den største scene. Klarest i erindringen står naturligvis Michael Valgrens store sejre i Amstel Gold Race og Omloop Het Nieuwsblad samt Mads Pedersens chokerende debutantandenplads i Flandern Rundt, men også Jakob Fuglsangs etapesejr i Romandiet Rundt og andenplads i Tour de Suisse samt Christopher Juuls og Søren Kraghs etapesejre i Tour de Suisse har bidraget til, at Danmark ligger solid placeret på en flot 9. plads på verdensranglisten og er i gang med den suverænt bedste sæson i mange, mange år.

 

I alt dette er Magnus Cort faktisk blevet glemt en smule. Den danske sprinter var ellers på alle læber, da han for to år siden vandt to etaper i Vueltaen, men siden da er han blevet overskygget af sine landsmænd. Derfor var det da også snarere Valgren og Kragh, der blev nævnt som mulige etapevindere forud for en Tour, hvor det meste fokus i Danmark ellers har handlet om Fuglsang, og på forhånd så det også svært ud for Cort at vinde en etape.

 

Ruten bød nemlig ikke på mange muligheder for en ryttertype som Cort. Han er nemlig ikke hurtig nok til at vinde rene massespurter, og han vinder naturligvis ikke bjergetaper. Puncheurfinalen på 5. etape kunne have været en mulighed, men den kringlede afslutning var ikke oplagt for Cort, der ikke just har brilleret i positionskampen, og derfor så det ud til, at etaperne enten var for svære eller for lette for en fyr med Corts karakteristika.

 

Sådan ville det i hvert fald have været under normale omstændigheder, men i løbet af det sidste års tid er der sket noget med Cort, der har undergået en markant forvandling. Det har i den grad knebet med spurterne, hvor han slet ikke har haft fordums hurtighed, men til gengæld har han klatret på et helt nyt niveau. Egentlig var de første tegn der allerede ved VM sidste år, hvor Cort imidlertid gamblede stort og satsede alt på en sejr og dermed missede det, der meget vel kunne have været en bronzemedalje, hvis han havde ventet på spurten.

 

Mest tydeligt blev det dog i februar. Her lagde Cort ud med at spurte sig til en andenplads på Muren i Hatta Dam i Dubai Tour, hvor det måske endda kunne været blevet til sejr, hvis ikke han - igen - havde været dårligt positioneret. Bare et par uger senere klatrede han fra langt mere klatrestærke folk, inden han overspurtede en lille gruppe på 4. etape af Tour of Oman, og dermed var scenen sat til, at Cort i år ville overvinde udfordringer, der tidligere har været for svære.

 

Efter en fin klassikersæson viste han det igen, da han tog mange på sengen ved at overspurte en vis Greg Van Avermaet i en rigtig puncheurfinale i Tour de Yorkshire på en bakke, der tidligere havde været alt for hård for ham. Ganske vist knækkede han senere på kongeetapen, men sejren var endnu et skridt i den udvikling, der stille og roligt har bragt Cort frem mod noget andet end det, der i første omgang fangede Cykeldanmarks interesse i Vueltaens massespurter.

 

Forud for årets Tour var der - når man ser bort fra 5. etape - reelt kun én chance for Cort, nemlig dagens 15. etape. Al logik sagde imidlertid, at en rute med et kategori 1-bjerg i finalen ville være får hård kost, men den side af Corts logiklærebog var tilsyneladende faldet ud under rejsen. Med fremragende kørsel i Alperne, hvor han sad med hos Fuglsang ganske længe havde indikeret, at det måske kunne lade sig gøre, men da han befandt sig i en gruppe med klassikerstjerner som Peter Sagan, Greg Van Avermaet og Sonny Colbrelli samt sublime klatrere som Domenico Pozzovivo, Rafal Maja, Ion Izagirre og Bauke Mollema, så det trods alt ud til, at han nok var en anelse overmatchet.

 

Det var han imidlertid ikke. Da gruppen ramte den afgørende stigning, sejlede Sagan - der trods alt viste en vis menneskelighed ved ikke at kunne køre med om sejren på to hårde etaper i træk - og Van Avermaet hurtigt agterud. Foran sad Cort limet til hjulet på de små spirrevipklatrere, og selvom han trods alt måtte lade en stadig mere formstærk Majka køre væk, viste han sig stærkere end folk som Izagirre, Pozzovivo og Mollema, der normalt kører med om de sjove placeringer på bjergetaper. Man kunne ellers ikke have fortænkt ham i defensiv ”følgen-med”-kørsel, hvor han satsede 100% på sin spurt, men det gjorde han bestemt ikke, da han først forsøgte at følge Majka og siden var eneste mand til at holde Mollemas hjul.

 

Det placerede ham i en fremragende situation. Lille Majka har ikke skyggen af chance for at holde sig fri over 20 km flad vej, og samtidig betød den hårde sidemodvind, at det var meget svært for andre at angribe. Cort var på forhånd klart den hurtigste i den otte mand store gruppe, der samledes, men han så i den grad ud til at blive afhængig af Michael Valgren. Enhver med lidt cykelindsigt ville nemlig vide, at Cort ville være umulig at slå i en spurt, og derfor var der lagt op en angrebsfest, hvor særligt Trek og Bahrain skulle udnytte, at de ligesom Astana sad med to mand.

 

Cort var imidlertid så meget ovenpå pedalerne, at han slet ikke fik brug for Valgren. Tværtimod var det ham selv, der svarede på alle angreb, og da gruppen knækkede, var han naturligvis med i front. I det hele taget efterlod han det indtryk, at han var mindst to niveauer over de andre, og derfor virkede hans forudsigelige spurtsejr over de sidste 10 km nærmest til at være en formalitet.

 

Man kan imidlertid i den grad undre sig over rivalernes taktik, for de gjorde bestemt ikke meget for at gøre det svært for Cort. Tværtimod fik Trek og Bahrain absolut intet ud af at sidde med to mand. Først splittede gruppen og eliminerede den fordel, så det overtal effektivt blev elimineret, og derefter slæbte Mollema og Izagirre gladelig Cort til stregen, hvor han blot behøvede at træde to-tre gange for at knuse dem i spurten. Kun et halvforkølet angreb fra Izagirre forsøgte at forstyrre Cort-festen, men da det mislykkedes, forærede de danskeren sejren. Om de lod sig intimidere af hans store styrke, skal jeg lade være usikkert, men man kunne have forventet, at stjerner som Izagirre og Mollema havde kørt for mere end en andenplads…

 

Rivalernes taktiske sammenbrud tager imidlertid intet fra Cort, der var udbruddets stærkeste mand og derfor til fulde har fortjent at være manden, der bryder den danske tørke. Dermed fortsætter Astana med to etapesejre på en weekend også deres drømmesæson, hvor på papiret halvsvage mandskaber gang på gang sætter mere etablerede stjerner til vægs. Det har været et gennemgående tema gennem hele sæsonen og fortsætter altså her, hvor de færreste vel havde forventet, at netop de skulle komme hjem som et af de mest succesrige mandskaber. Det kan godt være, at det udadtil ser ud til, at mange ting sejler en anelse, men antallet af sejre viser, at et eller andet må blive gjort rigtigt hos kasakkerne.

 

Etapen blev til gengæld en forspildt mulighed for mange af stjernerne, og man kan i det hele taget undre sig over prioriteringen hos flere mandskaber. Det var meget svært at se, hvordan typer som Domenico Pozzovivo og Rafal Majka skulle kunne vinde en etape som denne, og det virkede mildest talt som spild af gode kræfter at gøre forsøget. De kunne sikkert være bedre anvendt i Pyrenæerne, men deres lovende kørsel her viser trods alt, at de begge er så velkørende, at de fremstår som nogle af de mest oplagte vinderkandidater, når det fra tirsdag atter går løs i bjergerne. Også Mollema, der formentlig var på jagt efter lidt moral, synes at være kommet sig over sine rygproblemer og kan måske alligevel gentage sidste års etapesejr efter de bristede klassementsambitioner. Det ser til gengæld sværere ud for Serge Pauwels, Marc Soler og Daniel Martinez, der slet ikke kunne leve op til deres status som gode klatrere på dagens etape.

 

Skønne spildte kræfter var det også for Dan Martin, der intet fik ud af sit ellers storslåede angreb. Desværre var forsøget mere hjerte end hjerne, for det var svært at se, at det nogensinde skulle føre nogen vegne. Det var ellers ikke nogen dårlig ide at teste Sky, og havde han fået en mand eller to med sig, havde han måske kunnet snige sig til lidt tid, som han med lignende angreb gjorde to gange sidste år. Da først han var kommet alene afsted, og de øvrige favoritter tilbød Sky en våbenhvile, burde Martin nok have kigget på rutekortet og indset, at han i 20 km kamp på flad vej med en hård mistralvind ind i ansigtet nok ikke havde mange chancer i kamp mod motorerne Jonathan Castroviejo og Michal Kwiatkowski. Man kan kun tage hatten af for Martins offensiv og vilje til at udfordre Sky - sidste år gav det som sagt også flere gange pote - men i dag burde han noget tidligere have indset, at man trods alt skal økonomisere lidt med kræfterne, hvis man vil køre klassement i en grand tour. Simon Yates kan i hvert fald fortælle ham, at det ikke nytter noget at spille supermand.

 

Derfor endte etapen også uden det store drama for klassementsrytterne, der ganske vist brugte mange kræfter i en knaldhård indledning, som på tv-skærmen så betydeligt lettere ud, end den var, men som i de sidste 140 km fik sig en halv hviledag. Dermed bliver det til halvanden af slagsen, for i morgen står den atter på ro og hvile, inden det fra tirsdag går løs med det sidste og medrivende kapitel i Pyrenæerne, hvor de store spørgsmål skal besvares.

 

Kan Roglic og Thomas virkelig holde hele vejen til Paris? Rammer Giroen alligevel Froome og Dumoulin i nakken mod slutningen af løbet? Hvordan håndterer Sky deres luksusproblem med to kaptajner, hvoraf deres foretrukne vinder kun ligger nr. 2? Og kan Movistar rejse sig, så løbets andet supermandskab alligevel redder æren efter det, der hidtil har været en dundrende fiasko?

 

Tre pyrenæeretaper samt en kuperet baskisk enkeltstart vil give os svaret i den kommende uge. Bring it on!

 

Favoritterne

Det handler om at få hvilet godt på hviledagen, for ligesom sidste tirsdag bliver der ingen chance for at finde roligt tilbage i løbsrytmen. Tværtimod går det løs med det samme, og selvom tirsdagens etape er den letteste af de tre dage i Pyrenæerne, skal man ingenlunde tage fejl af de tre bjerge i finalen. Måske er der ikke tale om regionens længste eller sværeste stigninger, men efter et maraton over næsten 220 km og på den altid farlig dag efter et lille hvil kan der sagtens opstå forskelle i det, der helt sikkert vil blive til endnu et klassementsslag.

 

Man skal imidlertid næppe have de helt store forventninger til storslåede offensiver fra distancen. Der er et langt dalstykke mellem de to sidste stigninger, og skal man endelig sætte alt på ét bræt, egner 17. etape sig langt, langt bedre til det modige sats. Alene frygten for den brutale og meget intense onsdagsetape vil formentlig være nok til at lægge en dæmper på festlighederne, og alle vil helt sikkert have den efterfølgende dag i tankerne.

 

Det betyder ikke, at der ikke vil blive forsøgt. Dan Martin vil - selvfølgelig - angribe, hvis lejligheden byder sig, og også Movistar og Ag2r har så meget tid, der skal vindes, at de ikke bare kan lade denne mulighed gå til spilde. Samtidig skal man naturligvis tjekke, om Froome og måske specielt Thomas er en anelse rustne efter en hviledag, men der vil blive ventet til sidste stigning. Den er til gengæld svær nok til, at der i den tredje uge kan gøres forskelle - ikke mindst fordi vi endelig får en medvind på en stigning - og også den tekniske nedkørsel kan benyttes aktivt. Det er måske ikke en dag, hvor man vinder Touren, men man kan meget vel tabe den, hvis trætheden er sat ind, eller hvis benene står af efter hviledagen.

 

Vi kan dermed se frem til et klassementsslag på sidste stigning, men det betyder ikke, at favoritterne skal køre om etapesejren. Tværtimod virker det stærkt usandsynligt, at vi ikke får den tredje udbrudssejr i træk, for det er meget svært at se, hvem der har en interesse i at føre i 218 km i modvind, når der onsdag venter en af løbets allervigtigste etaper. Sky skal i hvert spare på kræfterne, og mon ikke Movistar og Ag2r skal det samme. LottoNL og Sunweb har nok at gøre med at tage sig af deres kaptajner, og da der end ikke er mål på toppen, hvilket gør det hele meget mere usikkert, er det helt umuligt at se, hvem der skal føre hele dagen. Måske kan UAE se en lille interesse i at gå efter en etapesejr med Dan Martin, men det synes helt umuligt for det svare arabiske mandskab at kontrollere en etape, hvor alle ved, at et udbrud har en stor chance.

 

Udbruddets gode muligheder betyder nemlig, at der er lagt op til endnu en angrebsfest, som vi så det i dag, hvor det tog mere end en time, inden udbruddet blev etableret. Desværre er starten flad, og det betyder, at det mildt sagt er lidt et lotteri at skulle ramme udbruddet. Vævre typer som Domenico Pozzovivo og Mikel Nieve er i hvert fald ikke godt stillet, når det handler om at skulle afsted, og ofte ser man på etaper som disse, at store maskiner, der slet ikke kan klatre, nærmest ved et tilfælde ender i front. Det så vi senest på en lignende etape i Giroen, hvor Maximilan Schachmann, der vandt etapen i Prato Nevoso, var en af de eneste klatrere i en gruppe bestående af næsten lutter fladbaneryttere. Samtidig er finalen imidlertid så svær, at man kun vinder etapen, hvis man er en fremragende klatrer, og det gør det mildt sagt til lidt af et lotteri at forudsige, hvem der kommer afsted.

 

Kampen om bjergtrøjen gør også det helle lidt mere komplekst. Det er dobbeltpoint på den sidste stigning, og det er derfor ikke en etape, der blot kan negligeres. På den anden side er der endnu flere point at køre om onsdag, men den etape kan omvendt vise sig at ende som lidt af et festfyrværkeri af et klassementsslag, hvor en fyr som Julian Alaphilippe, der ikke er ren klatrer, får svært ved at gøre sig gældende. Derfor bliver det ikke helt let for folk som Alaphilippe, Rafal Majka og Warren Barguil at lægge planer: satser man alt på 16. etape, eller sparer man kræfterne til onsdag?

 

Uanset hvad burde det ende med en udbrudssejr. En angrebsfest vil formentlig føre til dannelsen af endnu et stort, stort udbrud med deltagelse af de fleste hold, og Sky vil herefter lade dem sejle helt væk. Måske vil Ag2r og Movistar allerede lægge lidt pres på på de to første stigninger, men mest sandsynligt er det, at feltet ruller roligt frem til sidste stigning, hvor de vil udkæmpe et klassementsslag. Foran skal et udbrud kæmpe om etapesejren, og etapen kan derfor meget vel ende som en lille kopi af 14. etape med den forskel, at finalen er sværere og mere skabt til rene klatrere.

 

Det får mig til at pege på Adam Yates som favorit. Alle de store forventninger til briten faldt sammen i Alperne, hvor han efter en lovende og overbevisende start på 10. etape kollapsede totalt de følgende to dage. Selv forklarede han det med dehydrering, og noget kunne tyde på, at det ikke bare er en dårlig undskyldning. I hvert fald rejste han sig i dag, hvor han angreb igen og igen i den indledende fase, og havde han ikke brændt sine tændstikker i et forsøg, som Quick-Step lukkede ned, havde han formentlig kørt med om etapesejren allerede i Carcassonne søndag eftermiddag. Nu gælder det så tre store chancer i Pyrenæerne, og han kan ikke tillade sig at være kræsen. Derfor skal han allerede forsøge sig tirsdag, der måske endda ligner hans bedste mulighed.

 

Yates er nemlig fremragende på relativt korte stigninger, hvor han kan bruge sit punch, og på etaper, hvor der ikke er for mange højdemeter. Det gør denne etape næsten perfekt for briten, der til gengæld får sig en udfordring i at forsøge at ramme udbruddet i den flade indledning. Det kræver en del held, men han er omgivet af et brølstærkt hold, der kan hjælpe ham frem i de mange angreb i starten. Mitchelton skal simpelthen gøre alt for at få Yates afsted på denne etape, og lykkes det, bliver han svær at slå. Stigningerne passer ham, han er en fremragende nedkører, og han har en glimrende spurt. Der står Yates skrevet med flammeskrift på denne etape, og det gør ham til vores favorit.

 

Det er også nærliggende igen at pege på Julian Alaphilippe. Ganske vist skal han kombinere etapejagt med bjergtrøjeambitioner, men da 17. etape formentlig er for svær for ham, vil det være dumt ikke at satse på 16. etape og derefter se, om ikke han kan få lidt point på det første bjerg onsdag. Derfor tror vi, at Alaphilippe vil jagte deltagelse i udbruddet, og han har ganske gode chancer for at gøre det færdigt. Ganske vist er han ikke ren klatrer, men han viste med sin blændende kørsel på 10. etape, at han sagtens kan vinde, når stigningerne ikke er for lange. Faktisk er denne finale betydeligt lettere, end den var sidste tirsdag, og da Alaphilippe endnu ikke viser tegn på træthed, må han også kunne vinde her. Det er klart, at han kan få det svært mod de mere rene klatretyper, men i terræn som dette kan Alaphilippe måske hænge på og til slut bruge sin sublime nedkørsel og gode spurt til at tage sin anden etapesejr.

 

Rafal Majka kunne se sin klassementsdrøm blive knust mod de nordfranske brosten, men han synes langsomt at blive bedre og bedre. Han rejste sig allerede lidt på Alpe d’Huez-etapen, og i dag viste han sig som den klart stærkeste på den sidste stigning. Det er stadig lidt uforståeligt, at han brugte kræfter på en etape, han ikke kunne vinde, men viste os imidlertid, at han nærmer sig topformen. Majka har gang på gang vist os i både Touren og Vueltaen, at han er en eminent etapejæger, og han har et fremragende hold til at hjælpe sig med at ramme udbruddet, selvom den flade finale ikke passer ham. Faktisk kan han meget vel ende med at have hjælp fra en holdkammerat eller to til slut, og så er det op til ham selv at lade benene tale. Det er klart, at den sidste nedkørsel bestemt ikke passer den nedkørselssvage polak, men han klarede sig dog fint på dagens etape. Finalen er hård nok til, at Majka kan køre alene hjem, hvis han har de samme ben, som han havde i dag.

 

Domenico Pozzovivo havde en offday på Alpe d’Huez, men derudover har han været flyvende. Selv på brostenene sad han med de bedste hjem, og også i dag kørte han fremragende på en etape, hvor de relativt lette stigninger ikke passede ham. Hans utallige angreb i starten og hans store arbejde på sidste stigning vidner i hvert fald om fremragende ben, og denne etape passer ham langt bedre. Stigningerne måtte gerne være en anelse stejlere, ligesom nedkørslen ikke er ideel for ham. Spurte kan han heller ikke, men finalen er rigeligt hård til, at en formstærk Pozzovivo kan køre alene hjem, hvis han har held og styrke til i den flade indledning at ramme udbruddet.

 

Efter Yates’ kollaps er Mikel Nieve havnet i sin drømmeposition, hvor han med store ridt i bjergene kan jagte etapesejre. Havde det ikke været for stærke Geraint Thomas, havde han formentlig allerede vundet 11. etape, og det vidner blot om, hvor suveræn Nieve er, når det handler om at jagte etapesejre i bjergene. Denne etape er ganske vist langt fra ideel for Nieve, der er bedst på store dage med mange og lange stigninger, og han er bestemt ikke godt stillet med den flade start. Det kræver en del held for Nieve at ramme udbruddet på en dag som denne, men lykkes det, er han så god en klatrer, at han sagtens kan vinde. Stigningerne måtte gerne have været længere og stejlere, og i en spurt er han chanceløs. Til gengæld er han en glimrende nedkører, så kan han køre alene væk på sidste stigning, kan han sagtens tage den Tour-etapesejr, han om nogen har fortjent.

 

Det har ikke været den allerbedste Tour for Warren Barguil, der i dag ovenikøbet måtte indse, at han kun kommer i udbrud på en etape som denne, hvis Alaphilippe også kommer med. Ellers betyder kampen om bjergtrøjen, at Quick-Step ikke lader ham køre, og derfor er de enten begge med i udbruddet, eller også misser de begge chancen. Sandsynligvis vil de gerne begge gå efter en af deres bedste chancer, men derfor skal Barguil slå Alaphilippe i en direkte duel, hvis han skal vinde etapen. Der er ingen tvivl om, at han er en bedre klatrer end sin landsmand, og alt tyder da også på, at han bare bliver bedre og bedre. Stigningerne her er imidlertid ikke voldsomt lange, og man kan tvivle på, om finalen virkelig er hård nok til, at Barguil kan sætte Alaphilippe. Umuligt er det imidlertid ikke på en etape, der trods alt byder på tre halvlange bjerge, og finalen passer egentlig fint for Barguil, der har punch, kan køre nedad og har en god spurt.

 

Bauke Mollema fik i dag et moralboost, da han efter sine rygproblemer indså, at han igen er konkurrencedygtig. Benene rakte ganske vist ikke til at køre med Majka på den sidste stigning, men det vil ligne Mollema dårligt ikke at blive bedre og bedre fra nu af. En flad start er heller ikke helt dårligt for en alsidig fyr som Mollema, der har et helt hold til at hjælpe tig med at ramme udbruddet. Om han så kan klatre fra de bedste, er endnu lidt åbent, men han synes trods alt at nærme sig sit topniveau. Spurte kan han også, og derfor er finalen slet ikke dum for ham.’

 

Er Astana måtte, eller kan Omar Fraile få lov igen? Baskeren har vist, at han nærmer sig topformen, og få har samme evner til at ramme et udbrud. Den flade start er ikke en ulempe for en brøkstærk fyr som Fraile, der også har næse for at komme afsted. De sidste stigninger til den lange side for Fraile, men han har i Vueltaen vist, at han også kan klatre i de høje bjerge. Der er trods alt ikke tale om 20 km lange stigninger, og da Fraile samtidig kan spurte, er det slet ikke en dum etape, hvis han får muligheden. Holdet har også Tanel Kangert som en kandidat nr. 2, men det er svært at se ham havne i en gruppe, hvor han skulle ende som bedste klatrer.

 

Det er til gengæld muligt for Antwan Tolhoek. Det hollandske klaretalent sidder med hos Roglic og Kruijswijk ganske længe og virker til at være ganske frisk. Desværre har de seneste etaper tydet på, at Roglics succes har lagt en begrænsning på mulighederne, og LottoNL har slet ikke jagtet udbrud de seneste dage. Derfor sker det næppe heller i morgen, men skulle han få chancen, synes han at klatre godt nok til at gå efter sejren. Holdet har også Robert Gesink, der imidlertid slet ikke synes at have fundet formen og ligeledes ventes at være begrænset i sine muligheder.

 

BMC jagter fortsat en oprejsning efter Portes exit, og de har nu to gange været tæt på med Damiano Caruso. Italieneren synes at være ganske glimrende kørende, og denne etape passer ham fint. Han er god på flad vej, har næse for udbruddene, klatrer godt på stigninger, der ikke er for svære, og har en god spurt. Problemet for Caruso er bare, at han næsten altid er oppe mod mindst én, der er bedre, og derfor skal udbruddets sammensætning være ”rigtig”, hvis han skal vinde etapen. Holdets anden klatrer, Tejay van Garderen, synes til gengæld slet ikke at have benene.

 

Det har været en lille skuffelse at følge Daniel Navarro i dette løb. Spanieren synes slet ikke at have de ben, han havde i Dauphiné. Alligevel har han atter vist sin næse for altid at ramme udbruddene, og selvom den flade start ikke passer ham, vil han sikkert gøre det igen. Stigningerne er imidlertid for korte og for få til for alvor at passe en dieselklatrer for Navarro, der er bedst, når han kan hænge på over en lang dag og bruge sin evne til aldrig at give op. Denne finale er lidt for eksplosiv, og han synes ikke at klatre (og da slet ikke spurte) godt nok til at vinde, med mindre udbruddets sammensætning er heldig for ham.

 

Movistar sender næsten altid folk i udbrud på bjergetaper, så de både kan gå efter en etapesejr og have taktiske kort at spille. Derfor vil de sikkert igen gå efter at få Marc Soler eller Andrey Amador afsted. Det kan meget vel lykkes, men desværre synes ingen af dem at have benene til at gøre det færdigt. Amador skuffede stort i udbruddet i går, og i dag gjorde Soler det samme. Særligt Soler kan dog ikke helt afskrives, for han er kendt som en ustabil rytter, der kan være farlig, hvis han pludselig finder benene.

 

Endelig vil vi pege på Ion Izagirre. Baskeren havde bestemt ikke diamanter i benene, da han ramte udbruddene på 10. og 15. etape, men med sin vanlige fightervilje blev han alligevel nr. 2 på begge etaper. Derfor kan man ikke udelukke, at han faktisk kan vinde denne etape, også selvom han måske er oppe mod stærkere klatrere. Den flade start er ikke helt dum for en stærk fyr som ham, og man skal ikke glemme, at han i sin fabelagtige nedkørsel har et godt våben.

 

Blandt øvrige klatrere kan nævnes Daniel Martinez og Pierre Rolland, der dog ikke synes at have benene, Pierre Latour og Guillaume Martin, der synes låst af klassementet, en formstærk Simon Geschke, der dog nok skal blive hos Dumoulin, Franco Pellizotti og David Gaudu, der ikke helt har fundet topformen, samt Gregor Mühlberger, Jesper Hansen, Gorka Izagirre, Ian Boswell, Rudy Molard, Lilian Calmejane og Jesus Herrada, der ikke klatrer godt nok til at vinde, med mindre udbruddet er sat rigtigt sammen.

 

Som sagt er det svært at forestille sig, at etapen ikke vil blive afgjort af et udbrud, men skulle det usandsynlige ske, at favoritterne skal køre om det, vil vi pege på Geraint Thomas som vores favorit. Medvinden vil betyde, at det formentlig vil være en rimelig selektiv finale, men stigningen er ikke super hård, og mange vil gerne spare lidt kræfter til onsdag. Formentlig vil Sky igen følge den taktik, at Chris Froome skal angribe, mens Thomas sidder på hjul, men med mindre Froome kan køre væk, kan det meget vel ende i en spurt blandt de bedste. Med mindre Dan Martin sidder med hjem, vil Thomas være den hurtigste. Det er klart, at der fortsat er en stor risiko for, at Thomas falmer, og det kan sagtens ske allerede tirsdag. Størst risiko er der dog onsdag, hvor etapen er meget sværere, og hidtil har Thomas lignet klart stærkeste mand.

 

Det kan dog også sagtens være, at Chris Froome kører alene hjem. Hvor Tom Dumoulin næppe bliver bedre og bedre, ser Froome faktisk ud til at være i fremgang. Han virker også til at have stor tiltro til, at han atter er ved at time den rigtigt, og lykkes det ham at gentage Giro-showet, kan han blive helt uhyggelig i den tredje uge. Formentlig vil han allerede angribe på denne etape, og da Thomas ikke må sætte efter, selv hvis han kan, kan det meget vel ende med, at Froome kører alene væk.

 

Tom Dumoulin er i konstant risiko for at betale Giro-prisen, men foreløbig er der ikke tegn på træthed. Holder han stand endnu, kan han sagtens vinde denne etape. Hidtil har han sammen med Froome og Thomas været den bedste på stigningerne, og ender det i en spurt, er han helt sikkert hurtig nok til at slå Thomas, hvis han timer den rigtigt.

 

Den allerhurtigste er Dan Martin. Hidtil har han været et niveau under de bedste, men desværre forhindrede en punktering os i at se ham i Mende. Her berettede han imidlertid om fremragende ben, og han burde da også blive bedre, efterhånden som han kommer sig over skaderne. De relativt korte stigninger passer ham fint, og blandt favoritterne er han som sagt den hurtigste. Derudover kan han som ingen anden udnytte favoritternes taktiske spil, så en solosejr er bestemt også mulig.

 

I lørdags kørte Primoz Roglic alene væk, men det lader de ham næppe gøre igen. De relativt korte stigninger passer imidlertid godt til eksplosive Roglic, der måske faktisk var stærkeste mand i lørdags. Derfor kan man ikke udelukke, at han igen kan køre alene hjem, ikke mindst fordi han er en fremragende nedkører. I en spurt mellem favoritterne er han heller ikke uden chance.

 

Derudover ventes gode præstationer af Romain Bardet, Mikel Landa, Steven Kruijswijk og Nairo Quintana, der sagtens kan sidde med de bedste hjem. Bardet er voldsomt stabil, Landa kommer sig langsomt over skaderne, Kruijswijk er i storform og altid bedst i den tredje uge, og Quintana synes at være bedre tilpas i de lavere temperaturer. Det er dog svært at se dem køre alene hjem, og da de ikke kan vinde en spurt, ser det sort svært ud for dem at vinde etapen.

 

Feltet.dks vinderbud: Adam Yates

Øvrige vinderkandidater: Julian Alaphilippe, Rafal Majka

Outsidere: Domenico Pozzovivo, Mikel Nieve, Warren Barguil, Bauke Mollema, Omar Fraile

Jokers: Antwan Tolhoek, Damiano Caruso, Daniel Navarro, Marc Soler, Ion Izagirre

Favoritter til klassementsslag: Geraint Thomas, Chris Froome, Tom Dumoulin, Primoz Roglic, Dan Martin

 

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger