Optakt: 16. etape af Tour de France

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Ruten

Har man tendens til hviledagsben må det bekymre, når løbets tredje uge åbnes med tre dage i Pyrenæerne, der for andet år i træk får æren af at være vært for de sidste bjergetaper. Det kunne give basis for en brutal genstart på løbets sidste tirsdag, men arrangørerne er denne gang relativt nådige. Her åbnes tre dages bjergfest nemlig med en klassiker, hvor rytterne skal over den meget stejle Mur de Péguère, men trods de stejle procenter er stigningen mest kendt for de søm, der i 2012 var kastet ud på nedkørslen og skabte stort drama. Stigningen kommer nemlig lidt for tidligt til at være rammen om store angreb i klassementet, og derfor lugter det, som det plejer i denne finale, af en udbrudsetape, mens klassementsrytterne sparer lidt på kræfterne inden de to helt store slag i Pyrenæerne - også selvom det næsten ville undre, hvis ikke en vis slovener skal teste Jonas Vingegaards ben.

I alt skal der tilbagelægges 178,5 km, der fører feltet fra Carcassonne til Foix. Den første del af etapen består af den sidste transport frem mod Pyrenæerne, og da det er ganske fladt i området nord for bjergene, er denne fase ganske let. Fra starten stiger det let, mens man kører mod syd, inden det går mod sydvest op ad kategori 4-stigningen Cote de Saint-Hilaire (1,5 km, 6,6%), der slutter med 500 m med 7,9% og har top efter 13,7 km. Derefter er det først let faldende og siden let stigende, mens man fortsætter mod sydvest, inden det går mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Col de l’Espinas (5,3 km, 5,0%), der er relativt jævn, indtil de sidste 1300 m stiger med 6,9%.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Toppen rundes efter 36,6 km, hvorefter man fortsætter mod sydvest op over endnu en lille bakke, men efter en nedkørsel er det kun ganske let stigende, når man herfra fortsætter mod sydvest frem til Lavelanet, hvor dagens spurt kommer efter 67,8 km for enden af en 3 km lang uden sving. Det stiger dog relativt kraftigt over de sidste 2 km frem mod den sidste kilometer, som er flad. Herefter fortsætter man mod vest ad en let stigende vej, inden det falder let mod sydvest frem til byen Tarascon-sur-Ariége, som nås efter 97,0 km.

Nu er feltet nået til Pyrenæerne, og her drejer de mod sydvest for at køre ad en let stigende dalvej frem til Vicdessos, hvor etapen ændrer karakter. Det sker, når man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Port de Lers (11,4 km, 7,0%), hvis næstsidste kilometer stiger med 10,3%, og som har en let fjerde kilometer, men derudover er relativt regulær med procenter på hovedsageligt 7-9. Toppen rundes efter 125,1 km, hvorefter de sidste 53,4 km indledes med en i starten lidt teknisk og derefter let nedkørsel, som leder mod nord ned til byen Massat.

Her går det for alvor løs, når man med det samme fortsætter mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Mur de Péguère (9,3 km, 7,9%), hvis data snyder. Således er de første 6 km relativt lette med procenter på under 7, men de sidste 3,3 km stiger med 11-13% frem mod toppen, som rundes efter 151,3 km. Herfra resterer stadig 27,2 km, som indledes med en ikke specielt svær nedkørsel, som leder mod nordøst ned til La Mouline, hvorfra de sidste 9,6 km går mod øst ad en snoet og let faldende vej ind til Foix, hvor den sidste kilometer kun falder med 0,9% i snit. Finalen er kringlet, da der er et skarpt sving med 2,2 km igen og et sving i en rundkørsel med 1300 m igen, hvorefter man skal igennem yderligere to rundkørsler, den sidste med 800 m igen. Det hele slutter med et 180-graderssving bare 180 m fra stregen, hvorefter man rammer den 5,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3418 højdemeter.

Foix og Mur de Péguère blev senest besøgt i 2017, hvor Sky sendte løjtnant Mikel Landa i offensiven sammen med de slagne klassementsryttere, og hvor Warren Barguil vandt en firemandsspurt foran Nairo Quintana, Alberto Contador og Landa, og i 2012 på den berømte etape, hvor sabotage med søm på vejen betød et utal af punkteringer, inden Luis Leon Sanchez kunne sætte Peter Sagan og tage en udbrudssejr. I 2008 slog Kurt Asle Arvesen akkurat Martin Elmiger med millimeter i en spurt i en lille udbrydergruppe på en dag med en anden finale. I 2019 kørte man faktisk præcis samme finale med de samme to stigninger, men her kørte man fra Foix op til toppen af Prat d’Albis, hvor Simon Yates holdt hjem og sejrede med 33 sekunder end til Thibaut Pinot, der var kørt fra alle klassementsrivalerne.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Vejret

Efter søndagens vanvittige bageovn bliver det en anelse mildere tirsdag. Ganske vist vil det være skyfrit, indtil der kan komme lidt skyer mod slutningen, men temperaturen vil ”kun” være 31 grader ved starten, vokse til 33 grader i fladlandet og være 32 grader i målbyen. Når de rammer Pyrenæerne, vil der også være en risiko på 25-55% for en tordenbyge. Ved starten vil det være meget blæsende med en frisk vind (24 km/t) fra øst, men den vil hurtigt aftage, når man nærmer sig bjergene, og ved den indlagte spurt vil der bare være en let vind (11-12 km/t) fra nord og nordøst. Herfra vil vinden bare være let (7-9 km/t) og komme fra nord. Det giver ret kraftig sidevind frem til toppen af første stigning, og derefter vil der være sidemedvind frem til bunden af Port de Lers. Her vil der være sidemodvind, modvind på nedkørslen og sidemodvind på Mur de Péguère samt først del af nedkørslen, indtil man får sidevind på det sidste stykke ind mod Foix. Også over de sidste 5 km vil der være næsten uafbrudt sidevind.

Analyse af 15. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan 15. etape måske dulmede Mark Cavendishs skuffelse over den manglende udtagelse en anelse.

Favoritterne

Sprinterne fik ikke meget ud af rejsen mellem Alperne og Pyrenæerne, der var sjældent brutal, og nu melder bjergene sig allerede igen. Over de næste tre etaper vil vi formentlig komme meget tæt på at finde ud af, hvem der skal vinde årets Tour, og noget kunne tyde på, at vi vil få svarene gradvist.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det er en anelse spøjst, at Alperne i år er vanskeligere end Pyrenæerne, for normalt sørger man for at designe de første bjergetaper lettere end de sidste. Sådan har det ikke været i år, men det betyder ikke, at menuen i den sydvestlige bjergkæde er let. Der venter nemlig to seriøse bjergdage både onsdag og torsdag, og selvom ingen af de to har et målbjerg så svært som 11. etape, og de samlet set vel er lidt lettere end 12. etape, er de designet meget bedre til tidlige offensiver, fordi der er relativt lidt dal og vanskeligere nedkørsler, end der var det i Alperne. Også den sidste bjergkæde synes i år sværere, end man ofte ser det, og det gør samlet set, at det er en uhyre vanskelige Tour-udgave, vi er i gang med.

Svarene kommer gradvist, fordi etaperne bliver sværere og sværere. Det er onsdagen og torsdagen, der lægger op til de helt store klassementsslag, og de ryttere, der har hang til dårlige ben efter en hviledag, vil glæde sig over, at vi følger samme mønster, som vi gjorde for et år siden. Dengang indledtes de tre dage i Pyrenæerne nemlig også med en lidt lettere etape med en flad finale, inden det gjaldt to store bjergafslutninger.

Sådan er det også i år, selvom 16. etape er vanskeligere, end den var det sidste år, hvor Patrick Konrad vandt den tilsvarende etape. Denne gang er der endda tale om en klassiker, som vi kender fra tidligere, da akkurat samme finale med Mur de Péguère og det faldende indløb til Foix blev brugt i 2012 og 2017. I førstnævnte år var det endda også helt samme kombination med Port de Lers som opvarmning, mens man i 2017 kørte hele to bjerge forinden på en rute, der samlet set var vanskeligere.

De to etaper forløb ret forskelligt. I 2012 var det en relativt kontrolleret dag, hvor et udbrud kørte hjem med mere end 18 minutter, og hvor kampen i feltet mest huskes for de søm, der var drysset ud på nedkørslen. Foran var lidt tungere folk som Philippe Gilbert og Peter Sagan med i kampen, men selvom de overlevede muren via en god nedkørsel, blev de snydt af Luis Leon Sanchez, der kørte alene i den flade finale.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

I 2017 var det helt anderledes dramatisk. Her havde Chris Froome højst overraskende tabt trøjen til Fabio Aru dagen forinden, og det betød, at Sky gik i offensiven med Mikel Landa. Han fik selskab af de slagne klassementsryttere Alberto Contador og Nairo Quintana samt den flyvende Warren Barguil, og de endte med at spurte om sejren. Bag dem endte Sky med at køre, som havde de førertrøjen på en dramatisk dag, hvor blot 8 mand var tilbage i feltet efter muren, hvor Aru var alene, og Froome var ledsaget af Michal Kwiatkowski. De lod Dan Martin og Simon Yates køres væk med et par sekunder, men nåede ellers målet sammen næste to minutter bag de forreste.

Får vi så en dramatisk 2017-udgave eller en klassisk udbryderudgave som i 2012? Formentlig bliver det lidt en blanding. Modsat for fem år siden er starten nemlig let, og det betyder, at vi ikke får et tidligt festfyrværkeri fra klassementsryttere igen. Her taler alt for, at der efter en lang kamp vil blive etableret et udbrud, som der gjorde i 2012, og de bør efter al sandsynlighed holde hjem.

Det er nemlig meget svært at se, hvem der skulle jagte. Selvfølgelig kunne Tadej Pogacar sikkert vinde en spurt nede i Foix, eller også kunne Tom Pidcock gøre det, men både UAE og Ineos har andet og bedre at bruge kræfterne til onsdag og torsdag. Det er nemlig en etapetype, der er pokkers svær at kontrollere, for alt kan ske efter toppe af sidste stigning, hvis der er få hjælpere, som vi så det sidste år, hvor Yates og Martin fik lov at køre væk. Selvfølgelig vil Pidcock gerne vinde etapen, og selvfølgelig vil Pogacar gerne have 10 bonussekunder, men det er et lille og usikkert udbytte for en stor kraftanstrengelse. Meget taler for, at vi vil få en gigantisk kamp om at ramme udbruddet, at Jumbo derefter vil tage kontrol, og at udbruddet meget vel kan sejle hjem med mange minutter, som de gjorde det i 2012. Starten er med sine småbakker ikke helt let, men det burde være muligt for Jumbo at undgå en situation som i går, hvor de skulle jagte hårdt for at holde snor i Louis Meintjes, og de har vist sig ret restriktive i forhold til, hvem de lader gå i udbrud, skal man ikke regne med at få lov, hvis man ligger bare nogenlunde til i klassementet.

Når det alligevel er en blanding af 2012- og 2017-udgaverne, skyldes det, at Pogacar næppe lader denne mulighed gå til spilde. Han er nødt til at teste Jonas Vingegaard ved hver eneste lejlighed, og det er der særlig grund til her. Kunne det tænkes, at danskeren har dårlige ben efter en hviledag? Det ved vi ikke, for han har aldrig kørt en klassementsetape efter en hviledag? Og kunne det tænkes, at danskeren alligevel er lidt mere mærket af dagens styrt end som så? Det er Pogacar næsten nødt til at teste.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Endnu mere oplagt er det, fordi muren passer langt bedre til Pogacar end til Vingegaard. Den første del er let, og herefter er det jo en stejl mur, som gør den ret sammenlignelig med muren i Mende. Denne gang er de bare endnu stejlere, og selvom man forinden har et rigtigt bjerg i benene, hvilket taler til Vingegaards dieselmotor mere, end det var tilfældet i Mende, er det en eksplosiv sag, der rimer mere på Slovenien end på Danmark. Det skal Pogacar naturligvis udnytte, og derfor vil det undre mig meget, hvis ikke UAE forsøger at lægge presset, måske allerede på Port de Lers og ellers fra bunden af muren, inden Pogacar skal angribe.

Pogacars drøm vil være at får en forpost afsted, men det får han næppe. Wout van Aert giver aldrig en UAE-rytter lov til at køre væk i en let start, han sagtens kan kontrollere, og derfor må Pogacar leve med, at han skal holde hele vejen til Foix, hvis han skal vinde tid. Det bliver en meget svær mission, men det er ikke umuligt. Hvis Vingegaard mod forventning har en offday, enten grundet hviledagen, styrtet eller træthed, hvis han af en eller anden grund skulle være mere mærket end sidste år, er den stejle del af muren så svær, at Pogacar vil kunne vinde nok til måske at kunne holde hele vejen. Steven Kruijswijk er væk, og hvis Sepp Kuss har en lille offday, som han havde på 11. og 14. etape, vil Vingegaard ikke kunne vente på sit hold. Så vil vi få et ret jævnbyrdigt forfølgelsesløb, og når man ser på, hvor meget tid Vingegaard og Pogacar vandt på alle andre i Mende, inden de mistede tid efter toppen, kan det meget vel blive mand mod mand hele vejen ind til Foix. Det er således muligt for Pogacar at vinde tid, hvis Vingegaard viser svaghedstegn, jeg slet ikke regner med, men hvis Kuss kører som i torsdags, vil danskeren formentlig selv på selv en dårlig dag kunne afværge katastrofen, fordi han så relativt hurtigt kan få noget hjælp i jagten.

Mere sandsynligt er det, at Pogacar og Vingegaard vil komme sammen til toppen, og da Vingegaard ikke vil føre, vil de formentlig blive hentet bagfra. Får han hurtigt Kuss op, vil amerikaneren kunne hjælpe med at kontrollere, og så vil en favoritgruppe formentlig nå stregen samlet. Hvis Kuss er længere tilbage, kan det blive lidt af en angrebsfest, og så kan en af de ryttere, der har tabt tid, køre væk, akkurat som Yates og Martin gjorde det for fem år siden. Mens jeg således ikke regner med, at Pogacar vinder tid, vil han formentlig gøre løbet betydeligt hårdere end i 2012, og det kan betyde, hvis Vingegaard isoleres, at han må give lidt tid til de ryttere, der ligger længere tilbage i klassementet.

Det bør dog alt sammen ske bag det tidlige udbrud, for jeg har meget svært ved at se, at det ikke skulle holde hjem. Hvem kan så vinde fra en gruppe? Det er der flere, der kan. Muren er brutal, og derfor skal man klatre meget godt for at have en chance, men som vi så i går og i 2012, kan også lidt tungere folk begrænse tabet på en stigning, der er så kort og eksplosiv som denne. Det så vi måske særligt med Sagan og Gilbert for ti år siden, men helt så enkelt er det ikke. Port de Lers er et både langt og svært bjerg. Her vil gruppens klatrere kunne åbne ballet tidligere og sætte Matthews-typerne til vægs, hvis de skulle være med i udbruddet. Hvor gode klatreben, man skal have, vil således afhænge af, hvordan den første stigning køres. Bliver det hårdt, vil en fyr som Matthews ikke kunne vinde. Går det gelinde som i 2012, vil han til gengæld godt kunne det, selvom han vil være mere på udebane, når han har betydeligt længere stigninger i benene inden den stejle del af muren.

De rene klatrere kan godt vinde, men det er ikke let. Muren er svær nok til, at man kan køre alene hele vejen, men nedkørslen er nem, og på det lange, let faldende stykke, er der god chance for en regruppering. Det betyder, at man ikke nødvendigvis skal være gruppens bedste klatrer for at vinde, men man skal ikke regne med, at man kan få et forspring, som Matthews gjorde i går. Så skal det i hvert fald være på nedkørslen fra Port de Lers, hvis første del er svær, men hvos anden del er let, for ellers mangler der let terræn at gøre godt med. Sker der en regruppering, kan alt ske. Vi kan få en spurt i en lille gruppe som i 2017, hvor Barguil var hurtigst, men en snu rytter kan også køre væk, som Sanchez gjorde i 2012, hvor alle kiggede på Sagan.

Desværre for klatrerne er starten let. Det betyder, at det bliver et lotteri at komme væk. Der en vis sandsynlighed for, at udbruddet ikke er kørt efter de første 30 km, og så vil der komme lidt terræn at gøre godt med. Det er ikke verdens sværeste stigninger, men det burde give dem en bedre chance. Sandsynligheden for, at vi vil komme så langt, inden udbruddet kører, øges af, at vi starter med 15 km med meget kraftig og direkte sidevind, og det vil formentlig gøre starten rystende nervøs, måske endda med splittelser. Det får dog hurtigt en ende, og derfor vil roen sænke sig, mens udbruddet før eller siden vil køre væk.

Jeg vælger at pege på Alberto Bettiol. Det havde jeg ikke gjort forud for løbet, men efter at have set ham i Mende burde det være en etape, han kan vinde. Den stejle del af muren minder som sagt om muren i Mende, hvor han var ganske uhyggelig, men helt sammenligneligt er det ikke. Denne gang kommer muren efter en lang opkørsel, og de har allerede ét bjerg i benene. Derfor er det muligt, at han denne gang vil se nogle klatrere køre fra sig.

Det bør dog ikke være med meget. Sidste år i Giroen og ved OL imponerede han voldsomt også på længere stigninger, og med sin power burde han have god tid til at komme tilbage. I Schweiz genfandt han også lidt af sin spurt, og et par klatrere burde han kunne baske på stregen. Ellers må han spille sine kort rigtigt i en taktisk finale, og her vil han have masser af power i fladlandet. Det vil han også i starten, hvor han har meget bedre chance for at ramme udbruddet end klatrerne, og dermed kan han være heldig, at vi får et udbrud som i 2012, hvor det er folk som Sanchez, Sagan og Gilbert, han skal slås med. Sker det, står han endnu stærkere, men uanset omstændighederne burde han med den styrke, han viste i går, have en fair chance for at får sin revanche for gårsdagens skuffelse.

I det hele taget burde chancen for en italiensk etapesejr - vel at mærke den første siden 2019 - være god. Damiano Caruso viste nemlig i går, at han efter en mærkelig formkrise er ved at komme sig. I den indledende fase var han her, der og alle vegne, da der blev angrebet, men desværre havde han brugt sit krudt, da gruppen kørte.  Han bekræftede dog formen ved at komme til mål som den 16. bedste fra feltet og det endda, selvom han næppe har kørt fuld gas. Han er også en af de mere kraftfulde klatrere, der vil have en bedre chance for at ramme udbruddet, særligt med hjælp fra sit hold, og han har god power efter toppen. Vi så også på Sicilien, at han genfandt lidt af den hurtighed, der som ung af og til sendte ham i top 10 i visse massespurter, og dermed har han hele pakken. Eneste udfordring er, at han ikke er vild med stejle procenter, men det er svært at sammensætte et udbrud, hvor der er mange, der vil køre fra ham på muren. Dermed har Bahrain en god chance for endelig at redde æren.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Er det nu, at Thibaut Pinot skal have sin sejr? Jeg tror helst, at han vil vinde onsdag eller torsdag, og derfor vil han måske ikke angribe alt for ihærdigt i starten, men han ved også, at han ikke kan tillade sig at være kræsen. Det er bestemt også en finale, han kan vinde i. I går meldte han om dårlige ben, men han endte trods alt stadig som nr. 3, og i torsdags var han 15. bedste mand fra feltet på Alpe d’Huez. Bettiol slog ham i går, men det vil næppe gentage sig, når de har kørt lange stigninger forinden, og her bør det være Pinot, der sætter Bettiol, hvis de kommer sammen til muren. Problemet er, at der er langt hjem, men selv hvis han bliver hentet, står han ikke ringe, da han må formodes stadig at have noget af den fart, han brugte, da han vandt en etape i Giroen og sejrede samlet i Tour of the Alps i hhv. 2017 og 2018.

Et opløftende moment i går var, at Daniel Martinez er tilbage i kampen efter sin sygdom. Han var meget aktiv i starten og så længe så godt ud undervejs, at jeg begyndte at regne ham som en meget sandsynlig vinder. Muren viste, at han ikke er klar endnu, men når 16. etape køres, har han haft yderligere to dage til at komme sig. Tiden arbejder utvivlsomt for Martinez, og vi så i starten af løbet, at formen jo slet ikke var ringe. Har han det niveau, han havde i løbets første uge, bliver han svær at slå, da han i foråret viste sig god på stejle mure og i Baskerlandet viste, at han også kan spurte. Her kan den uhyre tekniske afslutning dog måske blive et problem for den ikke specielt teknisk dygtige colombianer, men i den rette gruppe vil han sagtens kunne vinde en spurt. Han skal bare bevise, at han vitterligt har genfundet de ben, han havde i starten af løbet. Ineos vil i hvert fald gøre meget for at få ham afsted, for de har erkendt, at holdkonkurrencen er et mål.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

En god kandidat er Bob Jungels. Det er bestemt ikke hans stigning, for den er alt, alt for stejl. Han imponerede dog stort i Mende, hvor han var 12. bedst i feltet, og det vidner om, at han formkurve synes at fortsætte med at stige. Han er begyndt at køre klassement, men han forsøgte at ramme udbruddet i går, fordi han gerne vil lave ”en Meintjes”. Han har tabt mere end 23 minutter, så Jumbo burde give ham lov, og med sin power står han ret stærkt i forhold til at ramme udbruddet. Herefter risikerer han, at de lettere folk kører fra ham på muren, men derefter er der masser af tid og plads til, at han med sin power kan komme tilbage. Han er ikke verdens hurtigste, men han vandt en spurt i en gruppe af klatrere i Giroen for nogle år siden, og ellers er han et oplagt bud på en mand, der som Sanchez kan køre væk i en taktisk finale.

Det er heller ikke en dum afslutning for Patrick Konrad. Østrigeren var ikke overbevisende fra start, men han har set bedre og bedre ud i Alperne. I går endte han som en ganske pæn nr. 5 i en meget stærk gruppe. Han har sine begrænsninger i bjergene, men som vi ved fra Mur de Huy, er denne form for mure slet ikke ringe for ham. Vi så i går, at der stadig er folk, der er bedre end ham, og han vil næppe kunne følge Pinot, som slog ham i går, men heldigvis er der langt fra toppen. Det giver tid til at komme tilbage, og med den hurtighed, han lidt for sjældent viser, vil han kunne slå de fleste på stregen.

Også Nick Schultz burde kunne lide denne etape. Han er bedre i klassikerterræn, men han viste sidste år i Giroen, at han har forbedret sig enormt i de rigtige bjerge. Hans form er lidt svær at blive klog på, fordi vi har set relativt lidt til ham, og da finalen kan blive for svær, er han et ret usikkert kort. Han så dog uhyre overbevisende ud på 10. etape, hvor han lignede klart stærkeste mand i finalen, og selvom den stigning passede ham bedre end dette terræn, burde den eksplosive mur slet ikke være dum for ham. Blandt de ovennævnte burde han kunne have en fair chance for at slå alle i en spurt, og dermed har han hele pakken, hvis ikke stigningen alligevel bliver for svær.

I går fik vi svaret på, hvorfor Lennard Kämna pludselig har virket så skidt kørende de seneste dage. Tyskeren lider af en forkølelse, og det gør naturligvis, at vi må dæmpe forventningerne. Han har dog nu en hviledag til at komme sig, og da den har generet ham hele ugen, bør han vel være ved at blive rask. Genfinder han superbenene fra 7. etape, bør han være god på denne mur, men den er på papiret for stejl og svær for ham. Der vil formentlig være folk, der kører lidt fra ham, men det har han tid til at rette op på. Hans problem er den manglende spurtstyrke, men han er en mester i taktiske finaler. Det så vi, da han vandt i Alperne i april, hvor han netop sneg sig væk til sidst. Måske kan Bora endda sidde i overtal efter stigningen, og så har han en endnu bedre chance for at lave det nummer, Sanchez gjorde i 2012. Faktisk betyder den lidt lettere afslutning, at det er en etape, han kan vinde, selvom han endnu ikke er helt rask. Det niveau, han havde i går, burde under de rette omstændigheder kunne række.

En anden rytter, der var med i gårsdagens udbrud, var Rigoberto Uran . Han manglede stadig en del til sidst, men han er i klar bedring efter sit styrt. Det giver håb for, at han kan være kommet sig så meget, at han også kan gå efter en etapesejr. Også for ham er den flade start alt andet end ideel, men han burde have en fornuftig chance for at ramme rigtigt, da han ikke er helt uden power. Han spurter stort set aldrig længere, men som ung var han hurtig, og i 2017 vandt han sågar en etape i dette løb ved netop at vinde en spurt i en gruppe af klatrere. Han har altså umiddelbart hele pakken, men jeg føler mig stadig ikke helt overbevist om hans niveau, når han igennem de seneste dage har manglet relativt meget, og når han generelt har været uhyre skuffende gennem hele sæsonen.

Inden starten havde jeg Michael Woods som en af de absolutte favoritter til denne etape. Den stejle mur passer ham nemlig som fod i hose, og da han også er en ganske hurtig herre, er det kun den flade start, der udgør et problem. I går fik vi imidlertid endegyldigt at se, at han er ganske forslået efter sit styrt, og han sagde da også inden etapen, at han kæmper meget med skaderne. Nu har han imidlertid yderligere to dage til at komme sig, og faktisk var det ikke så ringe endda. Starten var ganske brutal, og alligevel endte han i udbruddet. Efter at have været sat kom han stærkt tilbage med en voldsom føring fra bunden af muren, hvor han hentede kraftigt ind på udbryderne. Vi ved jo, at formen var god i optakten til løbet, og vi kan tillade os at krydse fingre for, at hviledagen har givet ham det sidste, han manglede for i går at køe med om sejren.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Hvad skete der med Valentin Madouas i går? Nu har han kørt så fremragende gennem hele løbet, men blev han pludselig sat tidligt. Det gør mig ret pessimistisk, for han har før tabt sin form ret pludseligt, blandt andet i den ellers vilde klassikersæson i år. Heller ikke i dag virkede han overbevisende, men vi kan håbe, at en hviledag hjælper. Rammer han niveau fra Alperne, er han skræddersyet til denne etape. Den stejle mur passer en ardennerrytter, der i dette løb også har kørt godt i bjergene, og han kan gøre det færdigt i en spurt. Vi så også i går, at han endelig fik den frihed, vi ellers ikke har set meget til.

Det er svært ikke at være imponeret over Simon Geschke i dette løb. Han rammer næsten alle de udbrud, han vil, og hans niveau er det højeste i bjergene, vi vel nogensinde har set. Vi så dog også i går, at der er stærkere folk end ham, og hvis han rammer udbruddet, skal han begrænse tabet og kæmpe sig tilbage. Det synes han dog også at have benene til, og denne form for stejl mur passer ham bedre end et klassisk bjerg. Han risikerer at bruge for mange kræfter på den første bjergspurt, hvis han skal slås for pointene, og det er muligt, at han vælger at spare sig til de to efterfølgende mere pointrige etaper, men ender han i udbruddet, kan han vinde, enten ved at snige sig væk til sidst eller ved at vise noget af den spurtstyrke, der som ung gav ham en sejr i en stigende massespurt på Korsika.

Jeg håber meget, at Andreas Kron rammer udbruddet. Både i Lausanne og i går viste han, at formen er fremragende. Til gengæld så vi også i Schweiz, at han har lidt for store begrænsninger i bjergene. Derfor kan denne etape være for svær, men køres der relativt roligt på Port de Lers, burde han have en god chance for at begrænse tabet på den meget eksplosive mur til sidst. Han vil have tid til at komme tilbage, og med den spurtstyrke, der har givet ham tre professionelle sejre, og som han viste i Lausanne, vil han altid være en af de helt store favoritter nede i Foix. Det kræver bare, at han kommer så langt på en etape, hvor stigningerne er til den lange side.

Det er bestemt ikke den ideelle etape for Carlos Verona, men han har en vej til sejr. Han burde får frihed til at forsøge sig, nu hvor Enric Mas har tabt lidt tid, men den flade start er et problem. Det var den dog også, da han ramte udbruddet på 9. etape, og det kan bestemt lade sig gøre. Han har efter den svage start virkelig fundet benene på det sidste, hvor han har været en af de allerbedste i bjergene. Han bliver derfor ikke let at sætte på muren, men da han er uden spurtstyrke, skal han alene hjem for at vinde. Det kommer han kun ved at spille sine kort rigtigt i en taktisk finale, og det vil kræve lidt held.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Meget af det samme kan siges om Michael Storer. Australieren har været ret svingende på stigningerne og havde en skuffende dag på 12. etape. Til gengæld var han i går nr. 13 i feltet, og det er jo ret opløftende forud for en mur, der minder om muren i Mende. Desværre mindes jeg ikke rigtigt at have set ham angribe, og han kan derfor være lidt låst, mens Pinot tager sin chance. Vi så dog i går, at Madouas forsøgte sig, og det kunne indikere, at Storer også kan få noget frihed. Han var god til at ramme udbrud sidste år, men som Verona har han det problem, at han skal alene hjem i en taktisk finale, hvis han skal omsætte chancen til en sejr.

Vi har også fået forklaringen på, hvorfor Felix Grossschartner har været så skidt kørende. Også han har været forkølet, men nu er han ved at komme sig. I går var han for første gang konkurrencedygtig, men vi må også sande, at der stadig manglede en del, når han fik så lidt ud af det store forspring, han havde i bunden af muren. Han skal i hvert fald forbedre sig meget, hvis han skal vinde denne sværere etape, også fordi den sidste mur på papiret er for stejl for ham, men retningen er den rigtige. Rammer han udbruddet, skal han begrænse tabet, og herefter burde det være muligt måske at komme tilbage og udnytte, at han er en relativt hurtig herre - måske endda som del af et Bora-overtal i den taktiske finale til sidst.

Giulio Ciccone er ikke til at blive klog på. Han viste tegn på genrejsnings i torsdags, men siden har han skuffet meget, da han i går blev sat tidligt og i dag ikke kunne føre meget på sidste stigning. Han synes stadig at mangle en del, men har han de ben, han havde i torsdags, burde han jo være konkurrencedygtig. Han er god på korte, stejle stigninger, og selvom han mere er puncheur end sprinter, kan han spurte bedre end flere klatrere. Ellers må han spille sine kort så flot, som Sanchez gjorde for 10 år siden.

Når vi taler om ham, er det vel relevant at nævne Luis Leon Sanchez igen. Den store spanier vil elske at vinde samme etape hele 10 år senere, og da han i dette løb har klatret bedre end længe, burde det ikke være helt umuligt. Den sidste stigning er dog alt for stejl, og desværre så vi i går, at disse stejle mure ikke rigtigt er hans kop te, da han raslede ned gennem feltet, selvom han havde et stort forspring. Han skal i hvert fald klare procenterne bedre, end han gjorde i går, men det er vel også muligt med de ben, han havde i tirsdags. Finalen passer ham storartet, da han som i 2012 kan køre væk i en taktisk finale eller satse på den spurtstyrke, han stadig burde havde i hvert fald en del af.

Læs også

Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège

Efter i går skal vi vel også nævne Michael Matthews, men det bliver svært. Vi ved, at han er god på eksplosive stigninger, men vi ved også, at det er helt anderledes i bjergene. Han burde være en mand, klatrerne kan sætte på Port de Lers, hvis de vil, men går det roligt her, vil han have en chance. Han vil blive sat på muren, for det bliver ikke eksplosivt nok til, at han kan gøre som i går, men derefter er der måske tid til at rette op på det. Han skal have det rette udbrud for at vinde, men ender vi med et udbrud som i 2012, kan det måske lade sig gøre. Her var det trods alt tæt på for Sagan, og så burde det heller ikke være helt umuligt for Matthews med den superform, han viste i går - også selvom han ikke umiddelbart regner med denne etape, da han i går kaldte 14. etape for den sidste chance.

Matteo Jorgenson har set godt ud de seneste dage, hvor han har været meget aktiv, men det har været i fladlandet. I bjergene har vi set, at han fortsat har ganske betydelige begrænsninger, men her hjælpes han af, at finalen er let. Rammer han udbruddet, burde han have en chance for at komme tilbage, men det vil nok kræve, at han klatrer bedre, end han har gjort hidtil. Han burde også have en god spurt, men selvom han har vundet pointtrøjen i l’Avenir, har vi faktisk ikke set meget til det siden da. Det var i hvert fald lidt nedslående, at han blev slået af Stefan Küng forleden, og derfor kan han få behov for at snige sig væk i en taktisk finale, hvis han skal vinde.

Er Jonathan Castroviejo ved at være rask? Det så i hvert fald sådan ud både i dag og i går, og det giver håb. Han plejer altid at finde sine allerbedste klatreben i den tredje uge, hvor han nu er så god, at han kan køre i top 20 i bjergetaper, og vi så også de fine klatreben på 9. etape. Ineos har som sagt blik på holdkonkurrencen, og derfor vil han være en mand, de vil forsøge at sende afsted, og han har en god chance for at ramme rigtigt i fladlandet. Til gengæld er der bedre klatrere end ham, særligt på en stigning, der passer ham ganske elendigt, og han skal alene hjem i det taktiske spil for at vinde. Der er således mange ting, der skal flaske sig, hvis han skal vinde.

For et par dage siden havde jeg rangeret Pierre Latour meget højt på denne etape, men han synes at være kollapse. I hvert fald har han smidt en bondegård de seneste tre dage, og han lod i går Simon Geschke køre i udbrud, selvom de kæmper hårdt om bjergtrøjen. Når vi ved, at han altid har det svært sent i en grand tour, lægger det en ganske kraftig dæmper på optimismen, men skulle han pludselig efter en hviledag være kommet sig, er han bestemt en kandidat. Han er begrænset i bjergene, men gjorde det bedre end ventet på Granon, og han vil elske den eksplosive mur, der passer ham storartet, selvom den nok er lidt for stejl. Hurtig er han også, og derfor er den eneste grund til hans lave rangering, at der synes at være et eller andet helt galt.

Jeg ville også gerne nævne Dylan Teuns, men efter at have set ham i går, hvor han blev sat tidligt, er jeg ikke optimistisk. Efter 12. etape havde jeg lidt håb for Chris Froome, men det var bekymrende at se ham blive sat meget tidligt i går.  Aurelien Paret-Peintre rejste sig endelig lidt i går, men med det niveau, han har haft på det sidste, har jeg svært ved at se ham vinde på en etape, hvor sidste stigning også er for stejl og svær. Dylan van Baarle vil være en mand, Ineos vil forsøge med af hensyn til holdkonkurrencen, men han skal virkelig stramme sig an for at være i spil på en etape med så stejl en mur til sidst. Det burde være en etape for Maximilian Schachmann, men han er stadig helt usynlig i angreb og synes slet ikke på toppen, og i går satte Bauke Mollema en streg under sin manglende form. Vi har set, at Jumbo ikke lader Aleksandr Vlasov køre, og det betyder, at også Alexey Lutsenko, Tom Pidcock og Enric Mas kan glemme alt om at få lov af Wout van Aert. Jakob Fuglsang har jo desværre brækket et ribben, og Neilson Powless har virket træt, særligt i går. Joe Dombrowski er i fremgang, men det er ikke hans etape, og den lille opblomstring fra Andrea Bagioli forsvandt som dug for solen. En formstærk Matej Mohoric havde haft en outsiderchance, men ordet formstærk er vist ikke gangbart til at beskrive ham lige nu, som det også gælder for Mattia Cattaneo, Gregor Mühlberger og Ion Izagirre , selvom de to sidstnævnte er i bedring. Vi så i går, at Franck Bonnamour mangler for meget, og Pierre Rolland synes stadig ikke sig selv. Mikael Cherel, Simone Velasco, Sebastian Schönberger, Jan Tratnik, Anthony Perez, Benjamin Thomas, Kobe Goossens, Georg Zimmermann, Hugo Houle, Krists Neilands, Gorka Izagirre, Mikkel Honoré, Chris Hamilton, Andreas Leknessund, Quinn Simmons og Tony Gallopin kan alle i det rette udbrud lave et resultat, men det er svært at se dem vinde. Endelig regner jeg det som sagt som udelukket, at Jumbo lader UAE-rytterne agere forposter.

Det er ret svært at se, at det skulle blive samlet, men skulle det på en eller anden måde alligevel ske, har jeg ovenfor beskrevet, hvordan jeg regner med, at favoritternes kamp vil udspille sig. Det vil være naturligt at pege på en spurtsejr til Tadej Pogacar, der som sagt måske også kan køre alene hjem, hvis Vingegaard mod forventning har en offday, men det bliver svært at holde det samlet. Som sagt kan der ske en regruppering efter muren, og er etapesejren i spil, vil Vingegaard og Kuss have en interesse i, at en eller anden sniger sig væk og tager bonussekunderne. Derfor er en spurt formentlig kun sandsynlig, hvis Rafal Majka kommer relativt hurtigt tilbage, og det kan blive svært, hvis han går til stålet for at sætte Pogacars angreb i scene. Det kan åbne døren for de ryttere, Vingegaard vil lade køre, og her er det vel mest oplagt med Enric Mas, David Gaudu, Adam Yates og Nairo Quintana samt Aleksandr Vlasov, der dog meget vel kan være sat af. Det kunne også være Louis Meintjes, men han kan meget vel tabe tid på en stigning, der ikke rigtigt passer ham, samt Alexey Lutsenko, der dog også kan få svært ved at komme tilbage. Både Gaudu, Vlasov, Romain Bardet og Geraint Thomas kan spurte, men de slår ikke Pogacar. Den eneste, der kan det, er Tom Pidcock, men efter at have set ham i bjergene skal der nok en lidt større regruppering til, hvis han skal i spil. Kommer han det, er chancen for en spurt til gengæld større, fordi det så er muligt, at Thomas og Yates måske vil kontrollere en anelse. Til gengæld er det ret umuligt at se, hvordan Jonas Vingegaard skal vinde en etape, hvor hans eneste mål er at lime sig til baghjulet på Pogacar. Endelig kan man vel ikke helt udelukke, at Wout van Aert, der igen i år virkelig har fundet sine allerbedste bjergben sidste i en grand tour, måske kan komme tilbage, men det er trods alt usandsynligt, når Pogacar vil gå kraftigt til stålet.

OPDATERING: Jeg har udelukket muligheden for, at UAE for forposter afsted. Det må også være Jumbos plan A, og den burde kunne lykkes. Man kan dog helt udelukke, at der kører en stor gruppe, hvor Jumbo i stedet sender deres egen forpost med sammen med en UAE-mand. Det vil i så fald være mest oplagt med Van Aert, der er bedst på det flade stykke efter stigningen. Det kan i teorien åbne muligheden for en etapesejr til Van Aert eller en UAE-mand, hvis der ikke bliver brug for deres hjælp.

Feltet.dks vinderbud: Alberto Bettiol

Øvrige vinderkandidater: Damiano Caruso, Thibaut Pinot

Outsidere: Daniel Martinez, Bob Jungels, Patrick Konrad, Nick Schultz, Lennard Kämna

Jokers: Rigoberto Uran, Michael Woods, Valentin Madouas, Simon Geschke, Andreas Kron, Carlos Verona, Michael Storer, Felix Grossschartner, Giulio Ciccone, Luis Leon Sanchez, Michael Matthews, Matteo Jorgenson, Jonathan Castroviejo, Pierre Latour

Kandidater til et favoritopgør (i prioriteret rækkefølge med begrundelse ovenfor): David Gaudu, Enric Mas, Adam Yates, Nairo Quintana, Tadej Pogacar, Aleksandr Vlasov, Tom Pidcock, Wout van Aert, Alexey Lutsenko, Louis Meintjes, Romain Bardet, Geraint Thomas

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Warren Barguils sejr fra 2017 og Luis Leon Sanchez’ sejr fra 2012, hvor samme finale blev benyttet.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER