Optakt: 16. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Hvor Giroen og Touren typisk varierer mængden af enkeltstartskilometer betydeligt fra år til år, forholder det sig helt anderledes for Vueltaen. Her er det en helt fast tradition, at der afvikles et indledende holdløb og derefter én enkeltstart på ca. 40 km. Tidligere kom den ofte i løbets anden uge, men i de senere år er den som regel kommet lige efter anden hviledag som indledning på den afgørende uge. I år er holdløbet erstattet med en kort enkeltstart, og det er måske årsagen til, at man denne gang har reduceret den lange enkeltstart til bare 32 km. Mens distance og placering har været relativt fast, har terrænet imidlertid varieret betydeligt. Tidligere var det kutyme, at der var betydelige stigninger undervejs, men i de senere år er balancen blevet tippet mod specialisterne. Efter at Chris Froome efterlyste en helt flad enkeltstart for et par år siden, har man designet rigtige tonserruter, og for fjerde år i træk vil det derfor være en ret flad tidskørsel, der vil give de tempostærke typer mulighed for at vinde betydeligt med tid på klatrerne.

I alt skal der i år tilbagelægges 32 km mellem Santillana del Mar og Torrelavega, der ligger ganske tæt på hinanden i en flad del helt oppe ved den nordspanske kyst. I stedet for at køre den direkte og meget korte vej mellem de to byer slår man en sløjfe ved at kører mod vest op ad en lille bakke og derefter via en lille nedkørsel. Herefter er det en flad, lige vej, der leder mod vest og sydvest frem til Cobreces, hvor man vender rundt for at køre mod øst og siden sydøst op over en lille bakke frem til byen Novales, der nås efter 13 km. Her rammer man dagens eneste klatreudfordring i form af en 2,7 km lang bakke, der stiger med 4,9% i snit, men faktisk over 1500 m stiger med mere end 6%.

Fra toppen går det via en lille nedkørsel mod sydøst ned til Golbardo, der nås efter 19 km, hvorefter etapen er meget enkel. Her drejer man nemlig ind på en vej, der fører mod nordøst og siden øst direkte ind mål målbyen. I starten er der en lille bakke og nedkørsel, men de sidste knap 10 km er stort set helt fladt tonserterræn. Der venter imidlertid en meget kringlet finale med skarpe sving med hhv. 3200, 2100, 1700 og 1300 m igen, Derefter skal der foretages en U-vending lige efter den røde flamme, og til slut er der endnu et skarpt sving med ca. 200 m igen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Etapen byder på i alt 425 højdemeter.

Torrelavega har oftest været startby i dette årtusinde, men tilbage i 2001 lagde man også asfalt til hele to etaper. Først vandt David Millar en spurt mod Santiago Botero, da de to holdt hjem fra et udbrud, men dagen efter fik colombianeren sin revanche, da han slog Levi Leipheimer på en 44 km lang enkeltstart i byen.

Analyse af 15. etape

Enhver, der som jeg har lært cykelsporten at kende i 90erne og begyndelsen af 00erne, er vokset op med den evindelige franske klagesang. I desperation over ikke at være i nærheden af at have en rytter, der - i hvert fald efter Richard Virenques deroute - ikke var i nærheden af at kunne køre regelmæssigt med om sejren i grand tours, endte det hele i en ynkelig klagesang, hvor forklaringen på den stolte nations nedtur blev tilskrevet alle andre. Det er da heller ikke forkert, at dopingbrugen i hvert fald efter Cofidis.skandalen var mere udbredt uden for Frankrig, men det kan ikke skjule, at landet i den grad også var sakket bagud i en sport, der blev mere og mere moderne og professionel.

Lige siden den gyldne generation med Thibaut Pinot, Arnaud Demare, Nacer Bouhanni, Bryan Coquard, Pierre Rolland og Romain Bardet og senere også Julian Alaphilippe, Warren Barguil og Pierre Latour meldte sig på banen, er al den snak forstummet. Det er næste svært at forstå, at hjemlandet til sportens største cykelløb for få år siden var i en regulær krise, hvor deres hold skrabede bunden af alle ranglisterne, og hvor deres berettigelse i de største franske løb snarere skyldtes national chauvinisme end reel sportslig berettigelse. I dag fremstår landet nemlig som et af verdens absolut stærkeste med topryttere i alle slags terræner, og i de senere år er landets to stærkeste mandskaber, FDJ og Ag2r, endda også begyndt at kunne blande sig med de større hold på ranglisterne.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det kræver blot et kig på denne Vuelta at forstå, hvor langt franskmændene var kommet. Forud for løbet var der vel næppe mange, der havde de helt store forhåbninger til nationen. Ganske vist havde de i Thiabut Pinot en af løbets topfavoritter, men foruden ham så det tyndt ud. Ag2r kom med et regulært B-hold, Bouhanni havde ikke vundet et cykelløb i et par måneder, og ud over ham havde Cofidis heller ikke meget at komme med.

Forud for anden hviledag kan vi imidlertid gøre en helt uventet status. Ag2r har allerede to etapesejr med Alexandre Geniez og Tony Gallopin, og sidstnævnte holder sig endda til i toppen af klassementet. Cofidis har vundet en etape med Bouhanni, Luis Angel Mate har haft bjergtrøjen siden 2. etape, og Jesus Herrada har endda ført løbet i to dage. Endelig har FDJ haft Rudy Molard i rødt i en lille uge, og i dag kom så den helt store triumf, da Pinot sejrede på løbets måske allermest prestigefulde etape op til mytiske Lagos de Covadonga.

Det er svært ikke at være begejstret for Pinots sejr. Den sympatiske franskmand oplevede nemlig karrierens helt store nedtur, da en slem lungebetændelse kostede ham en sikker podieplads i Giroen bare 24 timer inden den store finale i Rom. Faktisk var tilstanden så alvorlig, at han måtte på hospitalet i stedet for at køre parade i den italienske hovedstad, og den kostede ham endda deltagelsen i sæsonens andet store mål, Tour de France.

Derfor var vi sikkert mange, der ønskede os lidt medgang for Pinot i årets Vuelta, men sådan skulle det ikke gå. Jeg lagde fra starten af løbet ikke skjul på, at jeg havde store forventninger til franskmanden, selvom han forsøgte at tage presset af sig selv ved at tale om sig selv som etapejæger. Hans kørsel viste imidlertid, at han ville meget mere end det, og derfor var det også så ærgerligt, at Pinot som så ofte før var et let bytte, da feltet splittedes i Murcias sidevind for 10 dage siden. De knap to minutter, der stadig blæser rundt i Murcia-regionen, kunne nemlig have gjort ham til en reel vinderkandidat i løbet, efter at han i dag viste, at han stille og roligt har opbygget en form, der gør ham til en af løbets absolut stærkeste.

Som bekendt er der imidlertid intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Havde Pinot ikke været kørt agterud, er det tvivlsomt, om de tre hovedkombattanter, Simon Yates, Nairo Quintana og Miguel Angel Lopez, havde været så ligeglade med den franske stjerne, som de rent faktisk var, da han opmærksomt udnyttede deres interne rivalisering til at snige sig væk på et tidspunkt, hvor de tre kamphaner fortsatte deres stop-go-kørsel. Faktisk var Pinot nærmest luft for de tre stjerner, der havde rigeligt med at holde sig til hinanden, og da først franskmanden havde slået et hul på 15 sekunder, stod det da også klart, ar han kun kunne hentes, hvis en af de tre faktisk kunne køre væk. Det lykkedes ganske vist til sidst for Miguel Angel Lopez, men på det tidspunkt var løbet allerede kørt.

Dermed kunne Pinot indskrive sig i den meget eksklusive klub over ryttere, der har vundet etaper i alle tre store etapeløb, en liste, der fra dette felt kun tæller Rohan Dennis, Nairo Quintana, Fabio Aru, Matteo Trentin, Daniele Bennati, Alejandro Valverde og Vincenzo Nibali. Og man kan bestemt ikke sige, at Pinots sejre hører til i småtingsafdelingen. Tværtimod har han med dagens sejr vundet på Vueltaens og Tourens to mest mytiske stigninger, da hans stor Tour-etape som bekendt blev vundet på selveste Alpe d’Huez. Også dengang kom triumfen efter en generelt svær tid, hvilket blot understreger den fightervilje, der altid har været Pinots kendetegn.

Med sejren avancerer han også til en samlet syvendeplads, men selvom han helt åbenlyst er i formfremgang og næppe bliver dårligere i den tredje, virker podiet stadig til at være uden for rækkevidde. Havde vi talt om 2016-sæsonen, havde det været anderledes, for dengang gjorde Pinot så mageløse fremskridt i kampen mod uret, at han ikke blot blev fransk mester, men også slog en vis Tom Dumoulin i Tour de Romandie. De evner er imidlertid forsvundet som dug for solen, og i de seneste to år har der været meget langt mellem Pinots enkeltstartssnaps. På den anden side er i hvert fald fire af de syv foranliggende ryttere, der bør gøre det ringere end franskmanden på tirsdag, så opgive kampen skal han i hvert fald ikke.

Pinot kunne som sagt lukrere på, at han var oppe mod tre kamphaner, der helt åbenlyst er meget tæt på at være på samme niveau. Mistanken om, at Simon Yates ville få det sværere på dagens lange stigning var i hvert fald ubegrundet, for han syntes at være fuldt på højde med både Miguel Angel Lopez og Nairo Quintana. Og modsat i går var han denne gang tvunget til at tage ganske meget ansvar i føringsarbejdet, og han klarede derfor den ikke helt lette opgave med bravur.

Skal man pege på én rytter, der måske havde et lille overtag, var det vel Lopez. Colombianeren havde valgt en strategi, der var helt anderledes end den meget defensive kørsel fra i går, og efter at hans Astana-hold gennem hele etapen havde vist, at i dag skulle væres Lopez’ store dag, kastede han denne gang al forsigtighed overbord og angreb næsten fra bunden af målstigningen. Det viste sig at være en anelse overmodigt, da Movistar på det tidspunkt stadig havde en velkørende Richard Carapaz til at neutralisere offensiven. Det har formentlig kostet de kræfter, han manglede til slut, hvor han i sidste ende som den eneste viste sig faktisk at kunne køre væk, men også det viste sig at være næsten helt spildt, da Yates med sin klassiske spurt på de sidste kilometer stort set kunne neutralisere faren.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Skal man pege på en lille taber, var det Quintana, der lignede den svageste af de tre. Den lille colombianer havde ikke lagt skjul på, at han drømte om at gentage sin sejr på løbets vigtigste bjerg, men i dag kunne han intet andet stille op end at sidde limet til Yates’ baghjul. Det i sig selv naturligvis ganske imponerende, men der er ingen tvivl om, at en Quintana i storform havde kørt etapen helt anderledes.

Det betyder dog ikke, at Quintana ikke kan vinde løbet. Der hersker fortsat stor usikkerhed om, hvorvidt Yates faktisk kan holde hele vejen, og falder briten til slut sammen, står Movistar ganske stærkt med hele to kaptajner til at holde Lopez i snor. På en flad tonserenkeltstarter er Yates, Lopez og Quintana meget svingende og jævnbyrdige, og det kan derfor lige så godt blive den ene som den anden, der ender tirsdagens etape som den bedste af de tre kombattanter. Kommer Quintana ud med yderligere tidsgevinster i forhold til Lopez, ser det slet ikke dumt ud.

Det helt store spørgsmål er imidlertid, om Quintana overhovedet kan fastholde kaptajnrollen. I dag var Alejandro Valverde ganske vist sat af undervejs, men med god hjælp fra Steven Kruijswijk udnyttede han favoritternes indbyrdes rivalisering til at bringe sig tilbage i spillet. Man kan diskutere, om Movistar fik det maksimale ud af deres overtal, for det endte lidt for ofte med, at det var Valverde, der måtte lukke huller. På den anden side var det ret tydeligt, at ingen af dem sad med det helt store overskud, og Yates var over dem som en mis hver eneste gang, de lagde op til et forsøg.

Valverde står imidlertid nu i en situation, hvor han måske kan køre sig i førertrøjen på tirsdag. Ganske vist skal vi helt tilbage til 2015 for at finde Valverdes sidste gode enkeltstart på en flad rute, der aldrig rigtigt har været hans kop te, men lige netop i Vueltaen har han altid overpræsteret i kampen mod uret. Det gjorde han ikke i 2016, hvor han var træt mod slutningen af sin tredje grand tour, men i 2015 blev han nr. 3 bag Dumoulin og Bodnar på den flade rute i Burgos. I lyset af de seneste resultater kan han næppe gentage den bedrift på tirsdag, men mindre kan også gøre det. 26 sekunder til Yates er i hvert fald ikke uoverkommeligt, når man betænker, at den lille brite kun har kørt gode enkeltstarter på korte eller kuperede ruter, og flasker alt sig, kan Valverde måske endda bringe sig i rødt med et forspring på et halvt minuts penge.

En sådan situation vil naturligvis sætte holdet i lidt af et dilemma. Hidtil har Valverde beredvilligt ofret sig for Quintana, men går Valverde indtil de sidste tre bjergetaper med et stort forspring ned til den colombianske kaptajn, skal det blive meget interessant, om man faktisk beder Quintana vente på Valverde, der trods alt i dag tydeligt måtte indse, at han skal køre defensivt, hvis han i de høje bjerge skal matche Yates og Lopez, der nok vil gribe den interne kamp lidt anderledes an, hvis Valverde pludselig for alvor skal regnes som en reel vinderkandidat.

Dagens helt store oplevelse var imidlertid ikke en af de etablerede navne. Det var derimod Enric Mas. Enhver, der har iagttaget spaniernes første tid som professionel, har bemærket hans kolossale potentiale, men indtil det første klassementsforsøg i en grand tour er man altid usikker på holdbarheden. Det er der imidlertid ikke længere den store grund til. Mas synes nemlig at have den helt rigtige motor, for han er bare blevet bedre og bedre, som løbet er skredet frem. Igen i dag var han næsten fuldt ud på niveau med Lopez, Yates og Quintana, og havde det ikke været for hans halvdårlige enkeltstart, kunne han endda lugte et podium.

Det er måske trods alt mere realistisk for Steven Kruijswijk, der igen i dag viser, at han - selvfølgelig - er som skabt til at køre to grand tours i træk. Ganske vist måtte han ligesom Valverde undervejs lade sig falde tilbage, men den eksplosive stop-go-kørsel var heller ikke just hans kop te. I stedet holdt han på klassisk Kruijswijk-maner et stabilt tempo, der konfirmerede hans position i top 5. I teorien har han endda god mulighed for at lukke en stor del af hullet til topkandidaterne på enkeltstarten, for selvom han bestemt ikke er specialist på en flad tonserrute, bør han trods alt have mere power end de tre letvægtere, der lige nu sidder på første-, tredje- og fjerdepladsen. Og det gode ved Kruijswijk er, at vi ved, at han i hvert fald ikke eksploderer til sidst.

Det så til gengæld længe ud til, at der var andre, der havde kurs mod en sådan eksplosion i dag. Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at få en følelses af deja-vu, da Tony Gallopin som den første klassementsrytter slap næsten fra bunden af stigningen. I 2015 havde han nemlig i Touren også holdt sig til præcis to uger, indtil han var kollapset mod slutningen. Derfor lignede det en tilsvarende krank skæbne, da han som en slagen mand måtte lade rivalerne køre alt, alt for tidligt.

Velvidende at en lang stigning ikke er hans naturlige force, greb han imidlertid udfordringen klogt an og langsomt pacede han sig selv mod toppen. Da støvet havde lagt sig, krydsede Gallopin stregen som nr. 12 foran flere rivaler til den samlede top 10, og det ventede sammenbrud er derfor i hvert fald udskudt et par dage. Det skal blive ganske interessant at se, om han denne gang kan holde den sidste uge også.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Wilco Kelderman var en anden rytter, der blev sat tidligt, men også han kom faktisk hæderligt op som nr. 14. For ham må det imidlertid være en stor skuffelse, for modsat Gallopin er han en etableret grand tour-rytter. Hans begrænsede forberedelse betød, at han hele tiden har været lidt at et wildcard, men efter den lovende start sagde logikken, at han skulle blive bedre undervejs. Det er imidlertid ikke sket, og selvom han har udsigt til en solid tidsgevinst på tirsdag, kan det blive meget svært for ham at finde vej til top 10.

Emanuel Buchmann og Ion Izagirre kørte også begge stigningen med stor klogskab og undlod som på de foregående etaper at gå for dybt for tidligt. For begge var resultatet ganske opløftende. Buchmann stoppede blødningen og viste, at han er langt mere komfortabel i de høje bjerge, og Izagirre udskød igen det mulige kollaps, vi er nogle, der har frygtet. Han skal stadig overleve den sidste uge, men med den klogskab og defensive kørsel, han hidtil har udvist, har han givet sig de bedste forudsætninger for at holde hele vejen.

Etapen bød også på to eklatante tabere, der forsvandt fra toppen af klassementet, netop som de havde givet løfter om oprejsning efter en svær start. Det gælder naturligvis først og fremmest Fabio Aru, der efter den lovende indsats på Les Praeres, blev gravet ned i hullet igen, lige så hurtigt som han havde stukket hovedet op. Dermed fortsætter den kedelige og ustabile kørsel fra årets Giro. På den anden side plejer han i denne situation jo pludselig at vise sig selv frem som tempospecialist. Det skal blive interessant at se, om han på tirsdag kan skabe endnu en sensation a la den, han leverede på Giroens enkeltstart for et par måneder siden.

For de la Cruz ser det du til, at gårsdagens nedkørsel knækkede hans moral. Han havde ellers endelig vist lidt løfter efter en generelt svær sæson på La Camperona, men efter at hans svaghed på nedkørsler i går havde givet ham lidt af en mavepuster, slap han i dag feltet med det samme. Dermed er han nu definitivt ude af klassementet, og da Michal Kwiatkowski efter et styrt også nu er langt, langt efter de forreste, ser det ud til, at vi for en gangs skyld skal opleve en grand tour, hvor Sky ingen rolle spiller i toppen af den samlede stilling.

Det skaber til gengæld plads til andre, og det er faktisk lidt forfriskende at være vidner til et løb, hvor der ikke er et Sky-tog, der kan lægge løbet i et jerngreb. Tværtimod har vi denne gang været vidner til et opgør mand mod mand mellem løbets tre store kamphaner, hvor det på nuværende tidspunkt er meget svært at sige, hvem der vil trække sig sejrsrigt ud af opgøret. Nu har Valverde endda også åbenbaret sig som en fjerde vinderkandidat, og vi har vel derfor et bredere kandidatfelt end længe set på dette tidspunkt i løbet.

I hvert fald blev der igen i dag lagt en voldsom dæmper på den colombianske bjergfest, både Lopez og Quintana ellers lagde op til fra starten på dagens etape. I går var det en britisk partycrasher, der ødelagde ballet, og i dag blev festen igen begravet i tricoloren, som den har været det i store dele af to første uger. Alle klarede hovedkombattanterne sig fint igennem hovedretten, og det er derfor desserten i den tredje uge, der vil afgøre slaget. Bliver det britisk, colombiansk eller spansk? Fransk bliver det trods alt næppe, selvom det indtil nu har været Tourens hjemland, der har domineret bjergfesten i Spanien.

Favoritterne

Efter at den vigtige bjergtrilogi kun skabte minimale forskelle i toppen af klassementet, er betydningen af tirsdagens enkeltstart kun vokset. Selvom Miguel Angel Lopez, Simopn Yates og Nairo Quintana som nævnt ovenfor alle er meget jævnbyrdige, kan man med en god dag over 32 km vinde langt mere tid, end det åbenbart var muligt de foregående tre dage. Og som nævnt ovenfor har Alejandro Valverde en god chance for at tage et stort skridt mod en mulig samlet sejr, hvis han har en af sine store dage, og derfor kan tirsdagens etape vise sig at være løbets måske allervigtigste for et i bjergene meget jævnbyrdigt topfelt.

Efter nogle år, hvor Vueltaen forsøgte at gøre op med sit ry for at have kedelige, pandekageflade motorvejsenkeltstarter, er man i de senere år delvist vendt tilbage til den tradition. For fjerde år i træk er enkeltstarten skabt til de store specialister, og det vil igen være de store maskiner, der bedst kan gøre sig gældende. Vueltaen er aldrig helt flad, og den lille bakke midtvejs er ikke helt nem, men isæt den første og den sidste del burde give god plads til specialisterne til at boltre sig. Samtidig er det dårligt nyt for de små klatrere, at der vil være modvind på tonserstykket ind mod Torrelavega, for her kan de aerodynamiske maskiner virkelig med deres mange watt vinde megen tid på bjerggederne. Endelig skal man ikke undervurdere betydningen af den meget tekniske afslutning, for her kan det blive svært at finde den rette balance mellem risikotagning og sikker kørsel på veje, der virker voldsomt komplicerede, og som favoriserer teknisk stærke ryttere.

Heldigvis ser det ikke ud til, at vi skal bekymre os om vejret. Det har ellers været nogle ustabile dage i Nordspanien, men som nævnt ovenfor vender sommeren nu tilbage. Vinden burde også være relativt ensartet, og derfor ser det ud til, at vi vil få en helt fair dyst, hvilket især er vigtigt i lyset af den meget tekniske afslutning.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Som sagt er det altså specialisterne, der vil være i deres es på denne rute, og selvom man ofte taler om, at klassementsrytterne altid overpræsterer på enkeltstarter i den tredje uge af grand tours, hvor deres restitutionsevne kommer dem til gode, vil vi ikke se mange af topkandidaterne helt fremme. Toppen af klassementet udgøres nemlig af relativt temposvage folk, og i top 15 er det vel kun især Wilco Kelderman og i mindre grad Ion Izagirre, der kan betegnes som deciderede specialister. Vi vil derfor formentlig blive vidner til en tidlig kamp om etapesejren og et afsluttende slag om tid i klassementet.

Som det er tilfældet på stort set enhver enkeltstart, er Rohan Dennis naturligvis etapens store favorit. Man har ellers næsten helt glemt, at han overhovedet er i Spanien, for vi har stort set ikke set ham siden sejren på 1. etape. Det har imidlertid hele tiden været en del af planen, for Dennis sagde fra start, at han alene ville gå efter sejren på de to tidskørsler og derefter rejse hjem for at gøre sig klar til VM, med mindre Richie Porte havde brug for ham. Det har Porte i hvert fald ikke, og derfor kan tirsdagen meget vel blive side dag for Dennis i dette løb.

Dennis har som sagt ikke vist meget, men en fin 67. plads i går vidner om, at formen ikke er dårlig. I dag tog han den med ro inden enkeltstarten, og med den ret passive kørsel, han har udvist hidtil, burde han være ganske frisk. Han er i hvert fald mere frisk end i Giroen, hvor han som bekendt kørte klassement, men det forhindrede ham ikke i at besejre selveste Tom Dumoulin, da han vandt den lange enkeltstart i den tredje. Dermed har Dennis vist, at han sagtens kan vinde lange enkeltstarter også mod slutningen af et tre uger langt etapeløb, og faktisk er hans forudsætninger endnu bedre her end i Giroen. Dengang var hans fokus nemlig på klatring, mens alt nu handler om de to tidskørsler ved VM. Med andre ord er Dennis helt sikkert optimalt forberedt, og selvom han er bedre over kortere distancer, er der ingen i dette felt, der matcher ham på en tonserrute som denne. Derfor er Dennis klar favorit.

Den eneste, der vel reelt kan true ham, er Victor Campenaerts . Desværre hersker der stor usikkerhed om belgieren, for han har haft en slem tendens til at skuffe på enkeltstarter sent i etapeløb. Det blev helt tydeligt i Giroen, hvor han trods nogle meget hovne kommentarer i pressen forud for enkeltstarten, levere en dybt skuffende præstation, der blot rakte til en 11. plads. Denne gang er situationen imidlertid ganke anderledes, for Campenaerts synes at være i hopla i øjeblikket. Han var i hvert fald brølstærk i torsdags, hvor han med aggressiv kørsel blev nr. 5 i det stærkt besatte udbrud på 12. etape, og han har generelt set ganske stærk ud på stigningerne.

En let kuperet rute over en lang distance med nogle gode tonserstrækninger er præcis det, Campenaerts foretrækker, og han kunne derfor næppe have designet en bedre etape. Senest viste han ved EM, at han over lange distancer tilhører de allerbedste, og han var endda overraskende tæt på Dennis på den korte enkeltstart i starten af løbet. Denne etape passer ham endnu bedre. Nu skal han blot bevise, at han også kan køre stærkt i den tredje uge.

Den positive overraskelse på 1. etape var Nelson Oliveira . Det var ikke overraskende, at han blev nr. 4 på en enkeltstart, for den stærke portugiser blev trods alt nr. 4 ved VM sidste år og er også tidligere blevet nr. 3 på en enkeltstart i Touren. Det imponerende var derimod, at det skete på så kort en etape, og det vidner om, at Oliveira i hvert fald dengang var i storform. Det synes han fortsat at være, for han har været en af de allerstærkeste Movistar-ryttere de seneste dage, og han er derfor stadig frisk og kraftfuld. Egentlig burde han måske spare kræfter til senere, men da Movistar også har en holdkonkurrence at køre for, burde han få lov at give den gas. Både terræn og distance passer til hans store dieselmotor, og har han de ben, der sidste år næsten gav ham en VM-medalje, burde han kunne komme ganske tæt på Dennis.

Egentlig burde denne etape være guf for Wilco Kelderman. Der findes nemlig ikke mange bedre temporyttere end hollænderen, der sidste år blev nr. 2 bag Froome på Vueltaens lange enkeltstart. Desværre har de foregående dage vist, at den dårlige forberedelse betyder, at Kelderman slet ikke er i samme form som sidste år. Derfor kan vi næppe forvente en tilsvarende præstation, men det betyder ikke, at han ikke kan gøre det godt. Kelderman er nemlig så god på enkeltstarten, at han tidligere har slået Dumoulin på en tonserrute ved de hollandske mesterskaber. Faktisk er han typen, der er god både over korte og lange distancer og i ethvert terræn, og denne enkeltstart passer ham derfor glimrende. Der var grund til lidt bekymring efter de svage enkeltstarter i juni, men den gode 1. etape viser, at det var ubegrundet. Nu skal vi blot se, om de seneste svære dage har mærket ham lidt for meget, eller om han fortsat har friskheden.

Jonathan Castroviejo er ikke længere til at blive klog på. I 2016 blev han nr.2  bag Froome i Vueltaen, vandt EM og blev nr. 3 til VM og nr. 4 til OL. Dengang var han stensikker på alle enkeltstarter, men i de seneste ti sæsoner har han været meget svingende. Det er blevet betydeligt bedre i år, men han har stadig ikke været stabil. Han skuffede eksempelvis i Touren, Baskerlandet og Dauphiné og også på 1. etape i dette løb. Til gengæld hev han pludselig en fremragende enkeltstart op af hatten ved EM, hvor han var mindre end et sekund fra at slå Campenaerts. Derfor kan det gå begge veje for Castroviejo, der burde kunne lide en rute, der både byder på flade og kuperede dele. Hans form er lidt ukendt, fordi han primært er i Spanien for at forberede sig til VM, men ligesom Dennis har han derfor helt sikkert denne etape som et stort mål. Er han på toppen, kan det blive fremragende, men det kan også ende som en mindre skuffelse igen.

Er Michal Kwiatkowski træt? På den ene side er han helt oplagt ikke så flyvende som i Touren og Tour de Pologne samt i starten af dette løb. På den anden side har han alligevel været meget offensiv i hele den anden uge, og derfor er han i hvert fald ikke løbet helt tør for kræfter. Kwiatkowski har de seneste to år kørt nogle fremragende enkeltstarter i Tourens tredje uge, og derfor ved vi, at han mestrer kunsten. Ruten passer ham heller ikke helt dårligt, selvom der nok er lidt for meget tons til, at han kan matche de lidt større maskiner. Var han helt på toppen, burde han kunne køre på podiet, men i lyset af trætheden og ikke mindst sagens styrt - som heldigvis ikke er alt for alvorligt - er vi lidt mere forbeholdne over for den polske altmuligmand.

Læs også

Tidligere Trek-rytter forsvarer Quintana og López: UCI er en mafia

Egentlig har vi lovet os selv, at det er slut med at nævne Ion Izagirre på enkeltstarterne. I de seneste to år har baskeren nemlig slet ikke været i nærheden af sit gamle niveau, og han har skuffet stort set på hver eneste enkeltstart i år. Han rejste sig imidlertid med en flot 9. plads på 1. etape, og i et felt uden de store tempespecialister burde han være en af de bedste, ikke mindst fordi klassementsryttere altid gør det godt sidst i en grand tour. Han er måske ikke længere så frisk som tidligere i løbet, men han er fortsat velkørende. Desværre passer ruten ham ikke helt optimalt, idet han traditionelt kun har kunnet gøre sig gældende helt i toppen på kuperede ruter, men hans restitution burde alligevel kunne sikre ham et solidt resultat.

På samme måde har denne sæsons resultater heller ikke givet den store grund til optimisme på vegne af Matthias Brändle. Den store østriger har nemlig stort set kun skuffet på enkeltstarter i det seneste års tid, og i år er det kun i Dauphiné, at han har kørt hæderligt. I forvejen er ruten da også en anelse for lang for en mand, der er bedst over kortere distancer, ligesom bakken heller ikke taler til hans fordel. På den anden side er han på sine gode dage så stærk, at han er en af de ryttere, der kan overraske. Mest sandsynligt er endnu en skuffelse, men med Brändle ved man aldrig.

Alejandro Valverde må virkelig være motiveret til at levere et topresultat, for han kan i den grad lugte en rød trøje. Tidligere har han altid kørt fremragende enkeltstarter i Vueltaen, senest i 2015, hvor han blev nr. 3 på en flad tonserrute i Burgos. Desværre har han ikke kørt rigtigt gode flade enkeltstarter siden da, og han har faktisk ikke været i nærheden af samme niveau i de seneste to år. På den anden side har Valverde tydeligvis stadig masser af friskhed og god form, og han har en motivation, der kan slå de andres. Det er klart, at de seneste års resultater lægger en dæmper på forventningerne, men man skal altid passe på Valverde på Vueltaens enkeltstarter.

På 1. etape leverede Alessandro De Marchi en mindre sensation, da hankørte sig til en 6. plads. Indtil da havde han intet vist på enkeltstarter, men allerede inden løbet havde han faktisk sagt, at de to tidskørsler denne gang ville være et mål. Det viste sig med den gode præstation at være velbegrundet, og det giver grudn til at tro, at han måske kan gøre det endnu bedre her. Hans etapesejr viser i hvert fald, at formen ike er helt dårlig, og i teorien burde hans dieselmotor være langt bedte over lange distancer.

Løbet har vist, at Fabio Felline stadig ikke er ved fordums styrke efter sin lange sygdomsperiode, men han har dog vist sig at være i klar fremgang. I dag var han således i udbrud, og hans 12. plads på 1. etape viser også, at tempoevnerne er nogenlunde intakte. Felline er langt bedre på kortere, mere eksplosive enkeltstarter, men han har dog også gjort det ganske hæderligt over længere distancer. Ruten ehr passer ham ikke ideelt, ligesom formen stadig ikke er helt i top, men der burde stadig være grobund for en fin præstation af Felline.

Så er der Andrey Amador og Thomas De Gendt . Amador er meget svingende på sine enkeltstarter, men på sine gode dage brager han ofte et overraskende resultat af. Senest blev han nr. 14 på 1. etape, og han burde være meget bedre over længere distancer. Med holdkonkurrencen som incitament burde han fp lov at give den gas. De Gendt har tidligere leveret nogle fremragende enkeltstarter i den tredje uge af grand tours, men det er desværre længe siden. Han giver imidlertid fortsat af og til kaniner op af hatten, som da han blev nr. 2 ved de belgiske mesterskaber. De seneste dage har han lignet en mand, der nærmer sig en fornuftig form, og gør han det, er han som bekendt altid farlig.

Gorka Izagirre har i de senere år nærmet sig sin bror på enkeltstarterne. Hidtil har han ellers været et stykke under Ion, men især i år har de været stort set jævnbyrdige. Det hænger naturligvis også sammen med, at Ion ikke er så god som tidligere, men Gorka er vitterligt blevet en bedre temporytter. Også han er imidlertid bedre på tekniske, korte og kuperede ruter, og denne passer ham ikke ideelt. Formen synes egentlig at være ganske god, men på både 13. og 15. etape skuffede den altid ustabile Izagirre eklatant. Derfor er vi ikke voldsomt optimistiske på hans vegne, men holdkonkurrencen giver ham i hvert fald motivation til at give den fuld gas.

Foreløbig holder Tony Gallopin stand. Der er hele tiden en risiko for, at han falder sammen i den tredje uge, men hidtil er det ikke sket. Kan han fortsat holde dampen oppe, er han faktisk en ganske glimrende temporytter, hvilket han senest viste med sin andenplads ved de franske mesterskaber. Han er stadig bedst over kortere distancer, men i et løb uden de store specialister burde han gøre det fint, ikke mindst fordi han har motivationen på sin side.

Så er der naturligvis Richie Porte. Det er stadig helt åbenlyst, at australieren er langt fra topformen, men han er trods alt betydeligt bedre end tidligere. VM i enkeltstart er som bekendt et mål, og derfor burde han være motiveret til at give den et skud. Flade ruter er ikke hans foretrukne, men sejren i Dauphiné sidste år viser, at han på sine gode dage er en af verdens bedste temporyttere. Vi er ikke specielt optimistiske i lyset af den nuværende form, men vi glæder os meget til at se, hvad det kan række til. Også hans holdkammerat Joey Rosskopf kan overraske. Den amerikanske mester har ganske vist haft det svært på europæiske enkeltstarter siden den flotte sidste etape i sidste års Giro, men kan han gentage den bedrift her på en rute, der passer ham, kan han igen overraske.

Lars Boom og Steve Cummings er stadig en skygge af dem selv, og David de la Cruz har ikke kørt gode enkeltstarter siden sejren i Ruta del Sol. Alexander Edmondson skal spare sig af hensyn til Yates, og vi tror også, at Ilnur Zakarin vil forsøge at komme let igennem. Tao Geoghegan Hart har ikke formen til at gentage den flotte bedrift fra Californien, og ruten er for flad til, at Steven Kruijswijk og Thibaut Pinot, der slet ikke har samme niveau som tidligere, kan være med helt fremme. Mike Teunissen, Benjamin Thomas og Simon Geschke vil sikker spare sig. Brent Bookwalter og Kasper Asgreen kan gøre det hæderligt, men ikke køre med i top.

Feltet.dks vinderbud: Rohan Dennis

Øvrige vinderkandidater: Victor Campernaerts, Nelson Oliveira

Outsidere: Wilco Kelderman, Jonathan Castroviejo, Michal Kwiatkowski, Ion Izagirre

Jokers: Matthias Brändle, Alejandro Valverde, Alessandro De Marchi, Fabio Felline, Andrey Amador, Thomas De Gendt, Gorka Izagirre, Tony Gallopin, Richie Porte, Joey Rosskopf