Optakt: 16. etape af Vuelta a Espana

Ruten

I sig selv burde beslutningen om at droppe det portugisiske eventyr ikke betyde, at de to planlagte sprinteretaper skulle ændre karakter. Det gælder særligt ikke for løbets 16. etape, for her har man bibeholdt målet i Ciudad Rodrigo. Alligevel har arrangørerne valgt fundamentalt at ændre på etapens design, så den oprindelige plan om blot at forcere en tidlig kategori 3-stigning efterfulgt af en helt flad anden halvdel har måttet give plads til en ny rute, der nu inkluderer både en kategori 1- og en kategori 2-stigning. Nok kommer de begge så tidligt, at favoritterne ikke skal slås om klassementet, men de vil formentlig knuse alle sprinternes drømme og sikre, at det nok engang bliver udbryderne, der skal til fadet.

I alt skal der tilbagelægges 162,0 km, der fører feltet fra Salamanca til Ciudad Rodrigo. Startbyen ligger på den flade spanske højslette, og derfor er der ingen nævneværdige udfordringer i den indledende fase, hvor man kører mod sydvest og syd. Undervejs er der kun to mindre bakker, inden en nedkørsel leder ned til endnu et småkuperet plateau, som følges mod vest frem til byen Cepeda, der nås efter 77,0 km.

Her ændrer etapen karakter, når man tager hul på kategori 2-stigningen Alto El Portillo (13,8 km, 4,4%), der er en lang, jævn stigning, som kun har to lidt vanskeligere kilometer i hhv. bunden og nær toppen. Sidstnævnte nås efter 90,8 km og efterfølges af en nærmest urimeligt teknisk nedkørsel, som fører mod sydvest tilbage til dalen. Her rammer man en let stigende vej, der fører mod nordvest frem til bunden af dagens hovedret, kategori 1-stigningen Alto El Robledo (11,7 km, 3,8%). Den kan deles i to dele med 3-5% over de første 3 km, inden der venter en 2 km lang nedkørsel. Nu stiger det med 10,5% med maksimalt 12% over en kilometer og derefter jævnt med 6-7% det meste af de resterende 4,7 km frem til toppen, der passeres efter 126,7 km.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Der resterer nu blot 33,3 km, som indledes med en teknisk ukompliceret nedkørsel, der fører mod nordvest, inden der venter to mindre kontrabakker, hvoraf den første leder op til dagens spurt, som kommer efter 139,7 km. Herefter falder det atter mod nordvest, inden man følger en lige og flad vej ind mod Ciudad Rodrigo over de sidste knap 10 km. Inde i byen er der sving lige ved den røde flamme, inden man skal til højre i en rundkørsel med 500 m igen, mens næstsidste kilometer stiger svagt frem mod en flad sidste kilometer.

Etapen byder på i alt 2765 højdemeter.

Ciudad Rodrigo blev sidst besøgt helt tilbage i 2000, hvor etapen endte i en tremandsspurt, som blev vundet af Alexandr Vinokourov foran Roberto Laiseka og Jose Vicente Garcia Acosta. Også i 1999 var løbet forbi, og her viste Jan Ullrich nogle sjældne sprinterevner, da han efter en hård dag var hurtigste mand blandt de 23 klatrere, der havde overlevet undervejs.

Vejret

I dag slap rytterne stort set for den varslede regn, og de burde have en hæderlig chance for at tilbringe det meste af fredagen i tørvejr. Ganske vist vil der kun være få solstrejf, men det bør holde helt tørt indtil 16-tiden, hvorefter der ventes en stigende bygerisiko på 40-50% til etapens sidste del. Temperaturen vil være pæne 19 grader, og det vil igen være blæsende med en jævn til frisk vind (20-23 km/t) fra sydøst. Det giver sidevind de første 22 km og siden sidemodvind. Efter 59 km venter endnu et stykke med generel sidevind, indtil der fra bunden af sidste stigning vil være nærmest uafbrudt medvind, indtil rytterne får sidevind på de sidste 500 m.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Analyse af 15. etape

Man siger, at sprintere er et stædigt folkefærd. Det har cykelhistorien givet mange eksempler på, men skulle man have glemt det, fik man sig en markant påmindelse denne torsdag. Forud for løbet så det nemlig ud til, at uge 3 skulle være udbryderparadis med hele tre oplagte udbryderetaper, og det så ud til, at sprinterne skulle snydes lige så meget som vanligt med blot én sprinteretape i hver uge, her mod slutningen på søndag i Madrid.

Sådan skulle det bare ikke have været. Løbsdirektør Javier Guillen er næppe den mest elskede i sprinterverdenen, for han har gjort sprinteretaper i Vueltaen lige så sjældne som amerikanske stater, der ikke beskyldes for valgfusk. I år havde han imidlertid forbarmet sig over det tunge folk, der denne gang skulle have hele syv chancer. Udover de tre oplagte sprinteretaper på 4., 9. og 18. etape var der nemlig planlagt to tidlige sprinteretaper i Holland og denne torsdag og fredag to flade dag med hhv. startig mål i Portugal.

Coronavirus er imidlertid lige så begejstret for grænsepassager, som Donald Trump er for brevstemmer, og derfor gik de fire etaper i fløjten. De to hollandske etaper blev helt aflyst, og da Guillen atter satte sig til tegnebrættet for redesigne de to sprinteretaper i den tredje uge, kunne han ikke dy sig for at skabe to af de klassiske udbryderetaper, som Vueltaen er så fyldt med. Med ét blev sprinternes festival forvandlet til udbrydernes ditto.

Men sprintere er stædige. Guillen skal ikke sådan stjæle deres etaper, så når han fjerner dem, må de jo selv opfinde dem. Og det var præcis, hvad de gjorde i dag, hvor al logik tilsagde, at en etape med 4400 højdemeter over 230 km - endda med langt de fleste koncentreret over de sidste 180 km - naturligvis ikke kunne ende med en massespurt. Der var trods alt tale om en samlet klatremængde, der ikke ligger meget under det, man finder i Liege og Lombardiet, og distancen kom også deropad.

Alligevel blev der talt om Jasper Philipsen og Pascal Ackermann, da alverdens kommentatorer i eftermiddags skulle speake rytterne hjem efter den lange og slidsomme i det østlige Spanien. Og hvor man kunne tro, at det måtte skyldes et lille og svagt udbrud, der nok burde kunne hentes, forbløffes man endnu mere, når man erfarer, at det var udbryderkonger som Luis Leon Sanchez, Rui Costa, Alex Aranburu, Mattia Cattaneo, Tim Wellens og Guillaume Martin, der befolkede den 13 mand store gruppe, der kom afsted efter mere end en times vild og voldsom kamp om at komme med i det udbrud, hele feltet havde set som vejen til at vinde etapen.

Der var bare én ting, der kom på tværs for de 13 mand, der formentlig tænkte, at den sværeste del af dagens opgave var klaret, da de havde ramt det, der burde være det vindende udbrud: vejrguderne. De havde nemlig kastet en benhård østenvind ned over Spanien, og på en dag, hvor det gik mod øst hele dagen, var det en nedslående melding for alle, der skulle tilbringe noget tid i front og dermed i selvsamme vind. Faktisk var vinden så kraftig, at starten blev fremrykket en halv time, formentlig for ikke at konflikte med det mørke, der jo kommer særligt tidligt på dette helt usædvanlige tidspunkt i cykelsæsonen.

Den modvind skulle blive udbruddets skæbne. Det var ikke helt uventet, at Bora kastede sig ind i jagten, for med en trup, der stort set alene er koncentreret om Pascal Ackermann, havde holdet reelt ikke meget at miste ved at give denne etape et skud. Mere overraskende var det, at også NTT og Trek turde tro på hhv. Reinardt van Rensburg og Emils Liepins, men når de nu havde misset udbruddet i et løb, hvor de tilbageværende muligheder kan tælles på én hånd, er det ikke usædvanligt, at selv outsidere må skyde på alt, hvad der rører sig.

Alligevel burde så stærkt et udbrud aldrig kunne være blevet hentet. Ser man Bora, Treks og NTTs trupper kommer de ikke i nærheden af den muskelkraft, der var samlet i front, når højdemeterne var så mange og terrænet så svært. Alligevel smeltede forspringet i en hast, så man måtte forbavses, selvom det naturæigvis altid er en fordel for et felt at jagte, da hjælperne jo ikke skal holde hele vejen.

Forklaringen kom imidlertid snart. Da Cattaneo indså, at farten skulle øges, skulle han nærmest blot træde to gange, inden hele det brølstærke udbrud var distanceret med et minut. Modvinden og de på det tidspunkt 200 km havde ganske enkelt slidt folk så meget ned, at selv en klasserytter som Wellens slet og ret nærmest stoppede op og lod sig spise af feltet, længe inden finalen blev indledt. Og selvom de stakkels hjælpere i feltet eksploderede en efter en, var det kun den stærke Cattaneo, der kunne øge afstanden.

Læs også

Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

Han havde da også fortjent en bedre skæbne. Når man betænker, hvor voldsomt modvinden havde slagtet hans følgesvende, var det slet og ret imponerende, at han næsten gennemførte et 30 km langt soloridt til slut. Desværre for ham havde Bora klogelig sparet alle deres tunge folk, så da de blev sendt frem efter sidste stigning, kunne de med god hjælp fra Lotto, NTT, Caja Rural og til slut også UAE neutralisere stakkels Cattaneo med bare 3,5 km igen.

Dermed blev der pludselig ikke længere talt om Sanchez, Wellens, Costa, Aranburu og de andre udbryderkonger, men i stedet om de navne, der først skulle nævnes igen på søndag. Alligevel var det stadig helt åbent, for ingen kunne vide, hvem der efter de 4400 højdemeter stadig havde så meget i tanken, at de kunne klare at spurte op ad den ganske betydelige bakke til mål.

Det havde Jasper Philipsen, der dermed fortsætter sin kometagtige opstigen ved at tage sin første grand tour-etapesejr i den første grand tour, hvor han er udtaget som førstesprinter. Forud for løbet ville jeg ellers have forsvoret, at han var holdbar nok til at begå sig på en sådan etape, men allerede hans sensationelle 9. plads i Suances, hvor selv langt de fleste puncheurtyper fandt det for hårdt, havde indikeret, at belgieren har opnået en ny robusthed. Den robusthed blev endnu mere synlig, da han suverænt vandt en rigtig ”stærkmandsspurt”, hvor han endda åbnede meget tidligt i den hårde modvind, der som bekendt var dagens altoverskyggende tema.

På den måde fik UAE deres etapesejr også i årets tredje grand tour og det ikke med den Costa, der forud for etapen havde lignet et oplagt bud. Han spillede dog alligevel en betydelig rolle, for hans tilstedeværelse i udbruddet betød, at Philipsen blev fragtet gratis gennem det meste af de 230 km, indtil Costa blev hentet mod slutningen, hvor holdet valgte at give en hånd med.

Dermed blev det igen Bora, der blev de nyttige idioter. Det plejer ganske vist at være Peter Sagan, der bliver snydt, men det er snart umuligt at tælle, hvor mange grand tour-etaper det tyske hold i år har kontrolleret for siden at se deres kaptajn blive snydt af et hold, der ikke har rørt en finger. Ackermann havde ellers fortjent mere, for ikke blot imponerende hans hold - han kørte også selv en ganske god spurt i en afslutning, der på papiret ikke lå til hans højreben. Og han kan da i det mindste trøste sig med, at det gik bedre for hans hold end de andre, der undervejs deltog i jagten, når Van Rensburg blev nr. 6, Lotto fik Stan Dewulf ind som nr. 9, Caja Rural Jon Aberasturi som nr. 16, og Trek end ikke fik Liepins med hjem med måtte bruge plan B, Koen de Kort, til at lave en ligegyldig 17. plads.

Der var dog ét stort sprinternavn, der manglede. Normalt burde Sam Bennett have været den mest holdbare af de tre topsprintere, men han forsvandt, allerede inden en massespurt var det mest sandsynlige. Dermed fortsatte han med at udvise en sjælden mangel på holdbarhed, der nok ikke kan læses på anden måde, end at det med to grand tours på mindre end tre måneder måske alligevel er for skrap kost. Og selvom han er træt, skal han såmænd nok nuppe endnu en sejr i Madrid på søndag.

Heldigvis for Deceuninck har de et uudtømmeligt reservoir af hurtige folk. Faktisk var jeg undervejs på etapen helt begejstret, for det stod hurtigt klart, at det åbnede mulighed for, at den spændende Jannik Steimle kunne køre en spurt, der lå til hans højreben. Med en flot 3. plads, der sikkert kunne være blevet til mere uden et lidt tvivlsomt Ackermann-svaj, fik han dokumenteret, at det ikke var uden grund, at han sidste år imponerede så stort på østrigsk grund og senere med stagiaire-sejr for sit nuværende belgiske mandskab. Dermed blev det også nok engang ungdomsshow, da Philipsen, Ackermann og Steimle i top 4 fik selskab af unge Alfred Wright, der som professionel ellers ikke har gjort meget væsen af sig - i øvrigt som resten af det Bahrain-mandskab, der i dette løb næsten lige så godt kunne have heddet Wout Poels på startlisten.

Endelig savnede vi måske et andet navn. Det kunne have været ret sjovt at se, om Primoz Roglic efter så lang en dag på en bakke som denne kunne have bidt lidt skeer med sprinterne. I sidste ende var stigningen dog nok for let, og uanset hvad forstår man godt, at han ikke gjorde forsøget. Da først arrangørerne grundet de glatte veje stoppede uret allerede ved 3 km-mærket, var det nok ikke dagen at kaste sig ud i eksperimenter mod sprinterne, selvom de 10 bonussekunder, han jo i går gav afkald på, kunne have givet ham en lidt større buffer i tilfælde af en dårlig lørdag.

Den lørdag bliver nu lidt sjovere at kæmpe sig igennem for sprinterne, når de nu endte med at få fire og ikke tre sprinteretaper i årets løb. Og med deres veldokumenterede stædighed begynder man næsten at tro, at de også vil insistere på, at fredagens etape skal være den sprinteretape, de havde fået lovning på ved rutepræsentation i december. Denne gang har vejrguderne dog været i det helt modsatte humør og beriget den endnu vanskeligere finale med kraftig medvind, og så må nok selv de mest stædige give fortabt. Men man ved aldrig, når en sprinter har sat sig noget i hovedet…

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Favoritterne

De mulige udbrudsetaper i denne udbrydernes tredje uge skulle være kommet trip-trap-træsko, og forinden så det ud til, at det var 14. etapes specielle finale, der mest lagde op til at skabe samling. Sådan gik det som bekendt ikke, men til gengæld gjorde modvinden, at udbryderne blev snydt i dag, som jeg har analyseret til hudløshed ovenfor.

Som skrevet skulle man jo så næsten forvente, at de stædige sprintere også kunne forvandle 16. etape til den sprinteretape, der jo egentlig var lagt op til, inden coronavirus havde været der. Helt udelukkes kan det da heller ikke, for i vidt omfang er der jo tale om en lettere etape end i dag. For det første er den 70 km kortere, for det andet er der 1700 højdemeter færre, for det tredje er starten så let, at det bliver nemmere at få et svagt udbrud lirket afsted, og for det fjerde er der generelt mere fladt terræn end i dag, hvor det nærmest gik på eller ned hele vejen.

Alligevel vil jeg blive overrasket, hvis udbryderne igen lader sig snyde, og det skyldes hovedsageligt tre forhold. For det første taler vi denne gang om en betydeligt sværere finalestigning, og hvis der gås til stålet på de sidste 6 svære kilometer, ryger næsten alle sprinterne utvivlsomt af. Naturligvis vil de have en del tid til at komme tilbage, men man skal have en vis optimisme i sindet, hvis man er villig til at løbe den risiko at tage kontrol, hvis det blot betyder, at det hele ender som spildt arbejde.

For det andet er vinden denne gang helt anderledes. Direkte medvind stort set hele vejen fra bunden af sidste stigning vil gøre finalen meget hårdere, også selvom der faktisk er sidevind på selve stigningen, ligesom det vil være betydeligt sværere at hente udbruddet. For det tredje vil det være synd at sige, at Bora, NTT og Trek kom gratis igennem dagen, og jeg har meget svært ved at se, at i hvert fald de tre hold kan mobilisere mange kræfter til at jagte, især fordi de i forvejen er så klatresvage, at det bliver vanskeligt for dem uden hjælp at kontrollere etapen.

Interessen mindskes også ved udsigten til 17. etape. Det er trods alt en ret vigtig dag for Felix Grossschartner, og derfor må hans eneste klatrehjælper, Ide Schelling, der i dag sled sig selv ihjel, skulle spares. Også UAE, der ellers har fået selvtillid med dagens sejr, har vel et halvt øje på en vigtig dag for David De La Cruz. Hvis de to hold begge dropper at jagte, er der ikke mange hold tilbage. Deceuninck vil næppe, nu hvor Sam Bennett åbenlyst er formsvag, for de kan heller ikke vide sig spor sikre på, at Jannik Steimle eller Michael Mørkøv kommer med over.

Det betyder ikke, at der ikke kan komme en jagt. Starten er nem, og det øger sandsynligheden for, at vi får et lille og ikke specielt stærkt udbrud. Sker det, vil der være mange hold, der - som Trek og NTT i dag - har misset gruppen, og da dette for langt de fleste hold reelt er sidste chance for at vinde en etape, kan det slet ikke udelukkes, at der kommer også ret usandsynlige hold, som kaster sig ind i jagten. Jeg tvivler bare på, at det bliver Bora og Deceuninck, mens UAE nok er lidt mere sandsynlig.

Starten bliver også interessant. Der vil nemlig være en ganske kraftig sidevind i den flade indledning på højsletten, og derfor tror jeg faktisk, at det kan blive ganske dramatisk. Jeg vil bestemt ikke udelukke, at vi kan få en vild og nervøs også med splittelse. Hvis et topnavn falder fra, kan etapen totalt ændre dynamik, for så er det muligt, at vi får en vild jagt gennem det meste af dagen, lidt i stil med det vi så på 17. etape sidste år. Sker det, vil vi formentlig få en spurt i et uhyre reduceret felt, der er blevet slidt ned af først sidevind og siden bakker.

Det er dog trods alt usandsynligt, at Primoz Roglic eller Richard Carapaz lader sig snyde, men falder Dan Martin eller Hugh Carthy fra, kan det godt blive en ret vild etape. Særligt Martin er notorisk sårbar i sidevind, og hans hold er alt andet end skræmmende. Hvis til gengæld det ikke splitter, tror jeg, at det falder til ro, når vi efter 22 km drejer ind i sidemodvind, og så vil vi få angrebsfesten i forsøget på at ramme udbruddet. Senere følger der så endnu et sidevindsstykke efter 59 km og frem til km 105, men her er vi inde i terrænet på en meget snoet vej med en lang stigning, og det taler for, at der er for meget læ til, at vinden kommer i spil. Sandsynligheden for, at det hele samles efter de første 22 km, er således størst.

Hvis ikke vinden kommer i spil, vil jeg tro, at et udbrud kommer fri, og selvom jeg ikke udelukker, at et eller flere hold, der har misset gruppen - det kunne eksempelvis være Astana, der vel kunne se en ide i en reduceret spurt med Alex Aranburu, Mitchelton, der kunne have samme planer med Robert Stannard og Dion Smith, UAE eller Caja Rural - tror jeg, at etapen falder til ro, mens Jumbo slæber dem stille hjem, og et udbrud kører om sejren. Naturligvis skal man også altid overveje endnu en Movistar-massakre som på 2. etape, men denne gang er sidste stigning for nem, afstanden til mål for lang og udsigten til en vigtigere 17. etape for betydelig.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Jeg tror derfor, at vi får udbrudssejren, men denne gang taler alt for, at gruppen allerede kører inden stigningerne. Det gør det desværre langt sværere at forudse, hvem der rammer rigtigt, men har der været sidevind forinden bliver det i hvert fald svært for de spinkle klatrere. Til gengæld skal man klatre ret godt for at overleve stigningen til slut, hvor udbruddets klatrere vil lægge pres på og hjælpes af generelt gunstig vind. Til gengæld er der også så langt hjem, at et soloridt fra stigningen er svært. Det betyder, at en god spurt må regnes som et væsentligt våben.

Det får mig til at pege på Omar Fraile. Ja, det er kedeligt at pege på samme mand tre dage i træk, men etaperne er så ens, at det giver mening, og tredje gang er som bekendt lykkens gang. Det bekymrer mig selvfølgelig en anelse, at han ikke sad der, da udbruddet i dag kørte på stigningen, men det kan meget vel hænger sammen med, at Astana allerede havde to mand foran. I stedet har det nu givet ham en gigantisk fordel, at de fleste af hans mest oplagte udbrudsrivaler sled sig selv helt ned til sokkeholderne på en modvindsdag, hvor de til slut nærmest ikke kunne krybe til stregen. Det er klart, at det er et lotteri at ramme rigtigt tidligt, og sidevinden bekymrer mig lidt, da den kan sætte ham tilbage, men selve finalen er perfekt, hvis han klatrer som på 7. etape og spurter, som da han vandt en etape i Romandiet. Derfor prøver jeg for tredje gang i træk at sige Fraile.

Egentlig havde jeg Alex Aranburu som min favorit tidligere i dag. Etapen passer ham nemlig endnu bedre med de fine klatreben, han ligeledes viste på 7. etape, og som han viste igen i dag, hvor han sad med, da de kørte væk på stigningen. Han er tillige en af de hurtigste klatrestærke folk, og sandsynligheden for, at Astana har flere mand i et udbrud, så de kan holde kontrol, er stor. Når jeg er skeptisk, skyldes det dagens udbrud, der kostede et hav af kræfter og kan svække ham, ligesom jeg er meget bekymret for ham i sidevind fra start. Heldigvis for ham er det i den tredje uge ofte de samme, der kommer afsted dag efter dag, og derfor skal man ikke blive forundret, hvis han sidder der igen.

Netop fordi etapen kan starte med sidevind, får mig til at pege på Zdenek Stybar. Tjekken har ellers været formsvag i år, men han rejste sig flot i går, hvor han endelig meldte om gode ben. Sandsynligheden for, at Deceuninck sidder med fremme og kan angribe, hvis den falder til ro efter sidevinden, er stor, og så er Stybar i pole position. Den sidste stigning er lidt svær for ham, men der vil være tid til at komme tilbage, og han er så hurtig i en spurt, at han før endda er gået i top 3 i en massespurt i BinckBank Tour, ligesom han har flere top 10-placeringer. Det gør det til en god finale for ham.

Igen er det Tordenskjolds soldater, der er i spil, og derfor skal Rui Costa også nævnes. Ved at køre med på stigningen i dag fik han dokumenteret, at benene stadig er ganske gode trods en lidt usynlig periode. Han er ikke nogen sidevindskonge, men han er robust, og han burde have en god chance for at bringe sig i position til at kunne angribe - hvis ikke sidevindssvage David De La Cruz kommer i problemer. Finalen passer ham godt, da han klatrer fremragende og er ganske hurtig på stregen, som han senest viste ved at slå Aranburu i den flade spurt på 7. etape.

Blandt Tordenskjolds soldater er også Tim Wellens, men han er faldet lidt på listen efter dagens meget pludselige og nærmest voldsomme eksplosion. Træt var han i hvert fald i dag, men heldigvis har han en nat til at komme sig. Sidevindskørslen burde ligge godt til belgieren Wellens, der godt kan håndtere de betingelser, og i det hele taget er etapen skræddersyet til ham. Stigningen er lidt svær, men der er tid til at komme tilbage, og han er også hæderlig i en flad spurt.

Det kunne også ligne en god chance for Dorian Godon . Franskmanden har virkelig imponeret med sin form, særligt på Angliru-etapen, og det burde give ham en ganske hæderlig chance for enten at overleve stigningen eller komme tilbage. Han er også en stor, robust fyr, der har forudsætningerne for god sidevindskørsel, og han viste så sent som i dag, at han er ganske hurtig, også selvom han foretrækker stigende spurter. Dermed har han hele pakken til at køre med om sejren her.

Jeg vil også pege på Jose Joaquin Rojas. Det var ganske lovende, at han i dag kørte med på stigningen, og selvom han burde være træt af den hårde modvind, blev han minsandten nr. 11 i spurten. Sidevind har han og Movistar altid været hæderlige til, og spanierne vil utvivlsomt gøre alt for at få en mand afsted. Her ligner Rojas det bedste bud, da han klatrer godt og i de fleste tilfælde burde være blandt de hurtigste, selvom han næsten altid skuffer i denne slags spurter.

Netop grundet sidevinde er Jannik Steimle også interessant. Hans hurtighed blev dokumenteret i dag, og han vil elske en god gang sidevindstons fra start. Det er klart, at det er stigningen, der er udfordringen, for den er utvivlsomt for svær. Omvendt blev han altså nr. 71 på Angliru og nr. 43 under Movistar-massakren, og det vidner om, at han klatrer hæderligt på sine gode dage. Efter stigningen er der endda tid for temporytteren Steimle til at komme tilbage, og det giver ham gode kort på hånden.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Det kunne også være en god chance for Dion Smith. Jeg er lidt bekymret for hans evner i den tidlige sidevind, men som klassikerrytter burde det ikke ligge ham helt fjernt. Stigningen til slut er også til den svære side, men også han har tid til at komme tilbage, i hvert fald med klatrebenene fra Formigal. Han kørte en ganske fin spurt i dag, hvilket vidner om en vis friskhed, og derfor kunne han ligne Mitcheltons bedste bud.

En anden kandidat kunne være Jasha Sütterlin. Den store tysker har virkelig overrasket mig med sin klatring i dette løb, og derfor vil jeg give ham en chance, selvom stigningen her burde være for svær. Hans enkeltstart vidner om en vis friskhed, og efter stigningen kan hans temporytter bringe ham tilbage. Han har engang vundet en massespurt i Vuelta a Madrid, og derfor er han bestemt i stand til at gøre de færdigt på stregen.

Stan Dewulf er ganske lovende og viste senest sit potentiale med den fine kørsel i Brabantse Pijl. I dette løb har han været ret anonym, men denne etape burde ligge godt til ham. Stigningen er også for ham for svær, men hans kørsel på bjergetaperne i dette løb har været overraskende god. Sidevinden taler til hans fordel, og kommer han afsted, har han tid til at komme tilbage, så han kan bruge den gode spurt, der også i dag gav ham en fin 9. plads.

Det er også en perfekt etape for Michael Valgren, men for ham er det sidevinden, der bekymrer. Her han desværre aldrig excelleret, og det har NTT bestemt heller ikke. Min frygt er, at den kan forhindre, at han får chancen for at angribe, men sker det ikke, står han stærkt. Den flade start er ikke ringe, han kan klatre, og han er så hurtig, at han kan slå ganske mange også i en flad spurt.

Etapen passer dog endnu bedre til Magnus Cort, der har fundet klatrebenene og næppe taber en spurt mod nogen som helst. Jeg har dog en bekymring i forhold til dels sidevinden, dels hans rolle. Hans positionering i sidevind er bestemt ikke god, og det er meget sandsynligt, at han skal spare sig til morgendagens vigtige etape, ligesom han i morgen skal passe på Hugh Carthy i vinden. Derfor tvivler jeg desværre på, at han får frihed til at angribe.

Astana har naturligvis også Luis Leon Sanchez, som passer perfekt til etapen, da han er brølstærk på det flad, klatrer godt og har en god spurt. Problemet er, at han er vigtigste mand for Aleksandr Vlasov i sidevinden, og derfor tror jeg, at også han er låst. Han var tillige afsted i dag, og det kunne tale for, at han er ganske udbrændt efter en etape, der sled de fleste ned til sokkeholderne.

Så er det måske mere sandsynligt, at Astana satser på Gorka Izagirre. Han har dog ikke Sanchez’ styrke i indledningen, og sidevinden er han også sårbar i. Lykkes det ham at komme med, burde etapen dog ikke ligge helt dårligt til ham. Nok er han bedst i en stigende spurt, men han kan godt afslutte.

En rytter, der har overrasket mig i dette løb, er Ivo Oliveira , der har vist sig mere holdbar end antaget. Han er samtidig en ganske hurtig herre, og det taler for, at han har en chance. Udfordringen bliver først og fremmest stigningen, der formentlig er for svær, men han har overrasket mig så meget, at jeg åbner døren lidt på klem for ham.

Endelig vil jeg pege på Marc Soler og Mattia Cattaneo. Egentlig er etapen ikke ideel for dem, da de ikke er specielt hurtige, men de kører begge for gode sidevindshold og er ganske kraftfulde på flad vej. Det taler for, at de har gode chancer for at ramme udbruddet, og stigningen er med medvind så svær, at der er gode chancer for, at de bedste klatrere måske kan køre væk, hvis de sidder et par mand sammen. Soler er nok træt, men han har alligevel været meget aktiv i udbrud, og Cattaneo viste i dag, at han er flyvende lige nu.

Et par andre gode kandidater er Nelson Oliveira, Carlos Verona, Thymen Arensman, Ion Izagirre, Bruno Armirail og Will Barta, der har gode chancer for at komme afsted, men skal alene hjem for at vinde. Jeg frygter, at Robert Stannard er for mærket efter i dag, og Remi Cavagna virker for træt til at køre alene hjem, som han skal. Andrea Bagioli er nu to dage i træk kommet ind langt efter de første, og det tyder på, at der er et eller andet galt. Jeg kunne have lidt fidus til Alexander Edmondson, men jeg tror, at stigningen bliver for svær. Det kunne også være en god etape for Anthony Roux, men han er sikkert bodyguard for David Gaudu i sidevinden. Michael Woods må skulle spare sig til i morgen, og jeg tror, at sidevinden kan ødelægge det for Sergio Henao, Georg Zimmermann, Guillaume Martin, Gino Mader, Tosh van der Sande, Jonathan Hivert, Gonzalo Serrano, Nans Peters, Michael Storer, Nick Schultz, Julien Simon, Aliaksandr Riabushenko, Esteban Chaves, Clement Champoussin, Davide Formolo, Kobe Goossens, Robert Power og Jetse Bol. Endelig

Som sagt tror jeg ikke meget på en spurt, men efter i dag ved man aldrig. Hvis det sker, tror jeg, at det bliver en ret selektiv affære. Enten skyldes det, at vi har sidevindsræs hele dagen, eller også vil det formentlig kræve en benhård jagt. Hvis udbruddet er inden for rækkevidde, taler meget for, at der vil komme mange angreb på sidste stigning, og så skal der altså gås til stålet, hvis der med kraftig medvind skal skabes samling igen. Derfor ser jeg ikke formsvage Sam Bennett komme med hjem, og jeg vil også blive overrasket, hvis Jasper Philipsen og Pascal Ackermann klarer den, selvom de begge er i form - modsat Jon Aberasturi, der virker formsvag. Den mest holdbare sprinter er Magnus Cort, der må stå stærkest, men i et felt uden mange sprintere må man også pege på Robert Stannard, Alex Aranburu, Dion Smith og Jose Joaquin Rojas. Jannik Steimle kan næppe heller helt udelukkes, selvom meget taler for, at stigningen bliver for svær. Folk som Anthony Roux, Dorian Godon, Georg Zimmermann, Stan Dewulf, Tosh van der Sande, Zdenek Stybar, Aliaksandr Riabushenko, Ivo Oliveira, Carlos Barbero, Jasha Sütterlin og Julien Simon kan alle spurte, men det er svært at se dem vinde. Og ender vi i det helt absurde sidevindsræs, skal man vel ikke helt udelukke, at vi ender med så lille en gruppe, at vi pludselig taler Primoz Roglic eller Alejandro Valverde .

Feltet.dks vinderbud: Omar Fraile

Øvrige vinderkandidater: Alex Aranburu, Zdenek Stybar

Outsidere: Rui Costa, Tim Wellens, Dorian Godon, Jose Joaquin Rojas, Jannik Steimle

Jokers: Dion Smith, Jasha Sütterlin, Stan Dewulf, Michael Valgren, Magnus Cort, Luis Leon Sanchez, Gorka Izagirre, Ivo Oliveira, Marc Soler, Mattia Cattaneo

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Magnus Cort, Robert Stannard, Alex Aranburu, Jasper Philipsen, Pascal Ackermann, Jannik Steimle, Dion Smith, Jose Joaquin Rojas, Primoz Roglic