Optakt: 17. etape af Giro d’Italia

Ruten

Kongeetapen vil have sat sig sine spor, men der bliver ingen mulighed for at komme sig. Allerede dagen efter venter der nemlig endnu en svær bjergetape, når man skærer sig igennem den bjergrige Trentino-region lige syd for grænsen til Østrig, og selvom der ikke er tale om mægtige stigninger som på tirsdagens etape, skal man passe på med at undervurdere onsdagens udfordringer. I anden halvdel går det nemlig op og ned det meste af tiden, og det hele slutter med en ganske stejl målstigning, hvor der utvivlsomt vil opstå nye huller på en dag, der kan blive svær for de ryttere, der gravede lidt for dybt på Mortirolo.

I alt skal der tilbagelægges 181,0 km, der fører feltet fra Commezzadura til Anterselva/Antholz. Fra start kører man igennem let faldende terræn mod nordøst frem til den ikke-kategoriserede Passo Mendola, der bestiges fra en ny side, hvor den over 8,4 km stiger med 4,5% i snit, men stiger med 6-7% det meste af vejen og afbrydes af en nedkørsel midtvejs. Toppen rundes efter 42,7 km, hvorefter en længere, teknisk nedkørsel fører mod sydøst og nordøst ned til Bolzano, hvor Tour of the Alps sluttede for et par uger siden. Herefter venter en lidt lettere fase, hvor man kører via et let stigende dalstykke mod øst og siden nordøst hele vejen frem til Brixen, hvor dagens første spurt kommer efter 108,9 km.

Spurten markerer starten på finalen, der indledes, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 4-stigningen Elvas (3,4 km, 7,6%, max. 12,0%), der er jævn og har top efter 114,0 km. En nedkørsel fører mod nord, inden man drejer mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Terento/Terenten (6,6 km, 7,9%), der stiger med 9,0% over 4,5 km midtvejs, inden den flader ud nær toppen, som kommer efter 135,3 km. Derfra går det via en relativt let nedkørsel ned til den sidste spurt, der er placeret efter 153 km.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Efter spurten venter 28 km, der alle er let stigende og fører mod sydøst og siden nordøst.  Med 5,5 km igen rammer man den sidste kategori 3-stigning, der har en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,9, men reelt er meget stejlere. De første 4,5 km stiger nemlig med 8,2% og når et maksimum på 12% midtvejs. Ved den røde flamme er der en lille bakke, der leder frem til skiskydningsstadionet i byen, hvor der er mål. Man kører 100 m under en tunnel ind på selve stadion, hvor man med 250 m igen drejer skarpt to gange i rap, inden man rammer den 110 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer stiger let med 1,0% i snit.

Etapen byder på i alt 3490 højdemeter.

Anterselva/Antholz har ikke tidligere været målby for Giroen og i dette årtusinde heller ikke for andre store cykelløb.

Vejret

Rytterne har været meget heldige med at undgå megen af den regn, der har været varslet i bjergene, og måske har de samme held onsdag. Her meldes om ca. 40% risiko for let regn gennem hele etapen. Temperaturen i mål ventes bare at nå 9 grader, og det vil være mere blæsende med en jævn vind fra nord. Det giver sidemod- og modvind hele dagen frem til bunden af Terento-stigningen. Herefter vil der være sidevind, inden man får sidemodvind på målstigningen helt frem til de sidste to sving inde på stadion, hvorefter der vil være medvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 16. etape

Man forstår godt Primoz Roglic, hvis han havde svært ved at sove i nat af bare skræk. Nu er skihoppere - heller ikke de tidligere af slagsen - ikke just kendt for at være klodens mindst frygtløse folkefærd, men mon ikke sloveneren alligevel dirrede en anelse af nervøsitet, da han rullede til starten på årets kongeetape i morges? Det var i hvert fald ikke svært at gennemskue, at etapen kunne meget vel kunne være den, der stod i vejen for en samlet sejr, for designet var helt optimalt til at effektivt at tilføje sloveneren det banesår, der én gang for alle kunne sende ham ud af kampen om den samlede sejr.

Det var nemlig ikke svært at gennemskue, hvad der kunne ske. På de seneste etaper har det været oplagt, at Vincenzo Nibali og Richard Carapaz har haft et ekstra gear i forhold til Roglic, og sandsynligheden for, at de ville kunne bringe ham i vanskeligheder på Mortirolo - en af cykelsportens mest frygtede stigninger - var så overhængende, at alarmklokkerne også må have blinket kraftigt i Jumbo-lejren. Samtidig bød den sidste del af etapen på et let modvindsstykke, hvor en isoleret Roglic meget vel kunne taber masser af tid til sine to værste rivaler. Som jeg skrev i optakten i går, var det nemlig ikke svært at se, at de ville kunne se en fælles interesse i at samarbejde, hvis de skulle havne i den situation, hvor de én gang for alle ville kunne eliminere Jumbo-kaptajnen fra kampen om den samlede sejr og dermed reducere det til en helt enkel duel mellem de to på løbets fire sidste afgørende etaper.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Det var da også præcis, hvad der skete. Man skulle ikke have studeret mange cykelbøger for at en selvtillidsfuld Nibali naturligvis havde planlagt endnu et af sine frygtede hajbid på løbets sværeste stigning, og hans intentioner blev ikke mindre tydelige, da han sendte både sin lillebror og den yderst formstærke Damiano Caruso i udbrud - en perfekt strategi på en etape, hvor hjælp efter Mortirolo meget vel kunne være forskellen på succes eller fiasko. Derfor var det også helt forventet, at den stadig mere velkørende Domenico Pozzovivo blev sendt til fronten, da stigningen for alvor tog fat, og kort efter huggede Hagen selv til med samme effekt, som han gjorde det på Civiglio i søndags.

I første omgang kæmpede Roglic heroisk, og han holdt sig længe til Movistar-trioen bestående Antonio Pedrero, Mikel Landa og Carapaz, der i første omgang kørte med den ro og kølighed, der ellers hidtil har været Roglics varemærke, i hvert fald på løbets første bjergetaper. Det blev imidlertid også hurtigt tydeligt, at elastikken hurtigt var spændt til bristepunktet, og da først den sprang, måtte Roglic sande, at han vist havde gravet lidt for dybt i forsøget på at hænge på. I hvert fald mistede han lynhurtigt et minut og sejlede agterud til Yates-gruppen, hvor han kortvarigt fik mulighed for at komme sig. Det gav ham fornyet luft til den sidste del af stigningen, men da var det allerede for sent. Selvom han atter viste sin frygtløshed og eminente nedkørselsevner ved næsten at halvere forspringet på den livsfarlige og spejlglatte tur ned fra den mytiske tinde, var slaget allerede tabt. Nede i dalen kunne Carapaz og Nibali nemlig lukrere på deres stærke hjælpere Andrey Amador, Landa og Caruso, og selvom Roglic var heldig med, at Yates hurtigt kaldte Mikel Nieve tilbage fra udbruddet, var de tre klart over matchet af de fem fra Bahrain og Movistar, der endda fik hjælp af Miguel Angel Lopez, for hvem etapen også havde udviklet sig til en chance for at tage et ordentligt hop i klassementet.

I den forstand blev etapen et strålende eksempel på, hvorfor det er svært at vinde en grand tour, hvis ikke man er bakket op af et stærkt hold. Hovedproblemet var naturligvis, at Roglic ikke selv havde benene, og næsten uanset hvor flot holdet havde kørt, havde et tidstab næppe kunnet undgås. Det kunne dog formentlig have været betydeligt mindre end de 1.23, det blev til, hvis hans hjælpere havde haft samme ben som Caruso og Amador. Det lykkedes imidlertid kun Jumbo at få Koen Bouwman med i den store frontgruppe, der blev etableret i en knaldhård indledende fase, og han viste sig slet ikke god nok til at overleve Mortirolo. Derfor var han overladt til sig selv og den hjælp, Yates, Nieve og Mollema kunne yde, og det var for meget mod Bahrain og Movistar, der i dag for alvor spillede med de kollektive muskler.

På den baggrund kan man også diskutere, om Jumbo ikke burde have reageret anderledes, da først det stod klart, at Movistar ikke havde tænkt sig at holde det store udbrud i snor. Som jeg skrev i optakten i går, havde jeg forventet, at spanierne ville undlade at give frontgruppen megen luft, ganske enkelt fordi det ville være for farligt at give Nibali mulighed for at få hjælp efter Mortirolo. Den risiko var spanierne imidlertid villige til at løbe, men det burde Jumbo nok ikke have været. Med den valgte taktik fik Roglic nemlig slet ikke glæde af sine i forvejen begrænsede hjælperessourcer, og man kan spørge, om ikke de var bedre brugt på at have bragt forspringet så langt ned allerede inden Mortirolo, at Amador og Caruso ikke var kommet med over. Var det sket, havde det været et mere reelt opgør mellem Landa, Lopez, Carapaz og Nibali på den ene side og Yates, Mollema og Roglic på den anden, og det kunne have givet en langt mere jævn spillebane, hvor afstanden formentlig havde været langt mindre.

Nu ser det til gengæld næsten umuligt ud for Roglic at tage den grand tour-sejr, han havde kurs mod, da han knuste sine rivaler på løbets to første enkeltstarter. I forvejen var afstanden til Carapaz så stor, at han ikke længere bare kunne være sikker på at kunne indhente det tabte på søndag i Verona, og nu er afstanden så stor, at det er udelukket. Dermed er Roglic tvunget til at hente tid på den lille ecuadorianer på de kommende tre bjergetaper, og med tanke på at Movistar-talentet hidtil har været klart den stærkeste af de to, synes Roglic allerede nu at skulle indstille sig på at kæmpe for sin podieplads og måske forsøge at avancere til 2. pladsen.

Selv det sidste bliver svært. De 22 sekunder, han nu har op til Nibali, er måske nok noget, han vil kunne hente på søndag, men det virker ikke videre sandsynligt, at italieneren ikke vil vinde yderligere tid, inden vi når så langt. I dag viste Hajen nemlig igen tænder i et omfang, så han som den første i løbet faktisk kørte fra Carapaz, men i sidste ende var han ikke god nok til at få skovlen under den imponerende Movistar-maskine. Hurtigt måtte han derfor gå efter det næstbedste resultat, nemlig at distancere Roglic, og han valgte da også klogelig ikke at sætte liv og lemmer på spil med et angreb på den regnvåde nedkørsel. I stedet slog han pjalterne sammen med Carapaz i en til lejligheden konstrueret alliance, så han nu på de kommende tre bjergetaper alene skal forsøge at få skovlen under ecuadorianeren uden at skulle bekymre sig alt for meget om en Roglic, der får nok at gøre med at forsvare sig.

Det kan til gengæld også blive lidt af en mundfuld, selvom vi vel ikke har set en bedre Nibali i mange, mange år. Ganske vist kørte han i dag i første omgang fra Carapaz, men noget kunne tyde på, at ecuadorianeren kunne have fulgt ham, hvis han ville. I hvert fald tydede meget på, at det imponerende Movistar-kollektiv bevarede roen, inden de stille og roligt trak deres værste rival tilbage. Først var det Antonio Pedrero, der med nærmest chokerende flot kørsel endelig konfirmerede det talent, han ellers kun momentvist har givet prøver på, siden han første gang åbenbarede det med nogle flotte præstationer i bjergene i Vueltaen i 2017. Dernæst måtte Mikel Landa atter bide i det sure æble og erkende, at han for Gud ved hvilken gang er endt som luksushjælper i en grand tour, og loyal, som han altid har været i den rolle, han ellers så desperat har forsøgt at undgå, trak han stille og roligt Nibali ind igen.

Den kollektive præstation må kunne få selv Nibali til at blive lidt bekymret, også selvom han ikke just er kendt som en rytter, der er specielt let at hyle ud af den. Selvom Caruso vel har vist som løbets hidtil mest værdifulde hjælper, og Pozzovivo stille og roligt er ved at finde den form, der har givet ham et hav af topplaceringer i Giroen, er det stadig Carapaz, der er bedst rustet. I Landa har han nemlig en af løbets fire bedste klatrere som en luksushjælper, og hvis den ellers meget ustabile Pedrero kan fortsætte dagens takter også i de kommende dage, bliver spanierne ikke lette at knække. Og som jeg også skrev i min seneste analyse, er Carapaz’ store styrke den enorme motor, der gør ham holdbar også i den tredje uge, og da han både er bakket op af det stærkeste kollektiv og kan tillade sig at køre defensivt, peger alt lige nu på, at vi om fem dage skal fejre den første ecuadorianske grand tour-sejr i historien.

Landa må naturligvis være gul og grøn af ærgrelse. Umiddelbart efter den dybt frustrerende 4. plads i Touren i 2017, hvor han smed podiet med et enkelt sekund, udtalte han ellers, at han aldrig igen ville havne i en situation, hvor han ikke kunne køre sin egen chance. Det er imidlertid netop, hvad der er sket igen i dette løb, og noget kunne endda tyde på, at han ulykkeligvis igen må nøjes med den utaknemmelige 4. plads. Heldigvis kan han måske lukrere på Nibalis forventede angreb til atter at distance Roglic og dermed måske alligevel sikre sig en podieplads, men selv får han ikke mulighed for at røre sig. Fra nu af handler alt hos Movistar om defensiv kørsel og om ikke at formøble den drømmeposition, Carapaz har bragt sig i.

Læs også

ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende

Etapen havde på mange måder et design, der mindede om sidste års Finestre-etape, hvor Froome med sin mageløse offensiv vendte løbet totalt på hovedet. Også Miguel Angel Lopez’ kørsel sendte tankerne tilbage til den mindeværdige majdag i 2018. I hvert fald kørte han Mortirolo på præcis samme måde, som han gjorde med Finestre sidste år. Længe så han ud til at være lige ved at knække, men gang på gang kom han tilbage, endda så stærkt at han havde overskud til at angribe henover toppen. I sidste ende måtte han betale prisen for sin flotte offensiv, da Caruso åbnede for gassen til allersidst, men etapen bekræftede alligevel den efterhånden stensikre tendens, at Lopez altid finder sine bedste ben til den tredje uge.

Forventningen må således være, at han fra nu af blot bliver bedre og bedre, men podiet er formentlig for langt væk. Til gengæld burde han i hvert fald kunne lure en 5. plads og med den stigende formkurve ikke mindst en etapesejr. Det er dårligt nyt for potentielle udbrydere, for nu ligger det i kortene, at Lopez og det stærke Astana-mandskab vil gå benhårdt efter, at colombianeren skal vinde en af de sidste bjergetaper. Han har i hvert fald tanket selvtillid i dag, og da han ikke er nogen videre trussel mod de fire forreste, vil han havde den frihed, der gør det muligt.

En anden rytter, der har tanket selvtillid i dag, er Bauke Mollema. Meget kan man sige om hollænderen, men man må tage hatten af for hans ukuelige fightervilje. Efter nogle svære dage kunne mange foranlediges til at kaste håndklædet i ringen, men det gjorde han ikke. I stedet kørte han Mortirolo så flot, at han rundede toppen umiddelbart bag Carapaz-gruppen - ikke overraskende hvis man huske på, at han altid har gjort det godt på de stejle stigninger - og det blev belønnet med en foreløbig samlet 5. plads, som han bestemt ikke havde udsigt til ved etapens begyndelse. Om han kan holde Lopez bag sig, er nok tvivlsomt, men da han har enkeltstarten som et sidste våben, kan man ikke længere udelukke, at fighteren Mollema kommer fra løbet med en top 5-placering.

Det bliver formentlig på bekostning af Rafal Majka, der endte som en af etapens tabere. Hidtil har der ellers ikke været mange svaghedstegn at spore hos polakken, og derfor var der næppe mange, der havde set ham blive sat som en af de første på Mortirolo. Heldigvis kunne han lukrere på den stadig mere velkørende Davide Formolo, der hurtigt lod sig falde tilbage, men med udsigt til yderligere et tidstab ser det nu pludselig meget svært ud for Majka at få den top 5-placering, han ellers var en god kandidat til efter de første etaper i bjergene.

Simon Yates fortsatte også med at kæmpe heroisk, men som forventet ligger der ikke en stor genrejsning om hjørnet. Som påpeget i tidligere analyser tilsiger britens grand tour-historik nemlig ikke ligefrem, at han skulle være typen, der pludselig finder benene i den tredje uge. Foreløbig har han vist fin fighterånd og undgået det totale kollaps, som vi sikkert er flere, der har frygtet, men med mindre han kan lukrere på den frihed, han drog fordel af på 14. og 15. etape, ligner han ikke en mand, der vil komme fra løbet med hverken en top 5 eller en etapesejr. Og bedre blev det ikke af, at den ellers normalt så usvigeligt sikre Nieve, som gang på gang har reddet æren, når kaptajnerne har svigtet, ganske overraskende ikke kunne køre med om etapesejren, selvom han på papiret var en af de klare favoritter i den gruppe, der skulle kæmpe om sejren.

Med tabet af ungdomstrøjen lignede Pavel Sivakov umiddelbart en af dagens tabere, men sådan bør man ikke se det. At holde Lopez bag sig var nemlig på forhånd at betragte som en umulighed. Tværtimod mp man igen lade sig imponere af den ekstremt kloge kørsel, den unge russer leverede først i Tour of the Alps, som han vandt, og siden i dette løb. Gang på gang har han ladet sig falde hurtigt tilbage, hvorefter han har kørt etapen som en enkeltstart og dermed på forbilledlig vis begrænset sit tidstab. Det gjorde han igen i dag, hvor den stejle Mortirolo ellers ikke var nogen gave til en stor fyr som ham, og det kollaps, man kunne frygte fra så ung en fyr, er i hvert fald ikke umiddelbart på vej.

Det er det heldigvis heller ikke for Ilnur Zakarin. Ganske vist har han slet ikke fundet den superform til den tredje uge, som han plejer, men i dag var han dog betydeligt bedre end på 14. og 15. etape. Desværre kostede den regnvåde nedkørsel ham igen dyrt, da han var ude af stand til at følge Roglic og Yates og i stdet endte i samme gruppe om Majka, men han kan glæde sig over, at han nok burde kunne køre sig ind i top 10 på bekostning af den stadig flot kæmpende, men betydeligt svagere Jan Polanc, der foreløbig gør sit bedste for at holde fast i sin placering i toppen af klassementet.

For Hugh Carthy er det desværre nok for sent at komme ind i den kamp. Desværre havde briten nogle dårlige dage, da de ramte bjergene, og det kostede ham måske et absolut topresultat. I de seneste dage har han ellers virkelig levet op til den tillid, jeg gav ham, da jeg pegede på ham som årets joker til klassementet. Særligt imponerende var det, at han ene mand kunne køre fra Carapaz og op til Nibali. Heldigvis kan han glæde sig over, at hans position i klassementet bør kunne give ham nogle muligheder for måske at vinde en etape, som ikke ville have haft, hvis han havde undgået sin nedtur på etapen til Lagu Serru. Til gengæld lykkedes det ikke Joe Dombrowski at fortsætte sin genrejsning, selvom han befandt sig i en gruppe, hvor han burde have haft gode muligheder for at tage den sejr, der endegyldigt ville vise, at hans sejr i Baby-Giroen ikke var nogen tilfældighed.

I stedet gik sejren til Giulio Ciccone, og det kan der vist ikke være mange, der har noget imod. Den lille italiener har nemlig været en af løbets helt store animatorer, lige siden han kørte sig i bjergtrøjen ved at køre stærkere end selv Roglic op ad San Luca-stigningen i Bologna, og den kørelyst havde fortjent at blive belønnet med en etapesejr. Ganske vist befandt han sig i en vanskelig taktisk situation, hvor den på papiret langsommere Jan Hirt - som igen viste, at han altid finder benene, når feltet rammer de sværeste af de svære stigninger - i første omgang nægtede at føre, men da det først lykkedes at få tjekken frem, var det ikke svært at gætte, at Ciccone ville spurte fra den tjekkiske dieselklatrer og dermed tage sin anden sejr tre år efter, at han som nyprofessionel bragede ind på scenen ved at vinde en anden bjergetape i sit hjemmebaneløb.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Dermed ser Giroen pludselig ud til at bringe noget meget tiltrængt succes til det kriseramte Trek-mandskab. Det amerikanske mandskab, der havde en forfærdelig klassikersæson og har kunnet se Richie Porte blive syg igen og igen, står nu med både etapesejr og en næsten stensikker bjergtrøje samt med Mollema i position til at sikre sig en mulig top 5. Desværre kan man så frygte, at det er sket på bekostning af Porte, der ikke ligefrem har udsigt til megen støtte i Tourens bjerge, nu hvor det meste af klatreskytset er blevet sendt til Italien.

Dermed kunne man også sagtens forestille sig, at Porte risikerer at havne i samme situation, som Roglic har været det i dette løb, nemlig som en isoleret skikkelse mod nogle meget potente mandskaber. I sidste ende er det nok ikke det manglende kollektiv, der ser ud til at have kostet ham sejren, men som sagt kunne han måske stadig have haft ”en fighting chance”, hvis styrkeforholdet mellem holdene havde været anderledes. Nu lykkedes det i stedet for Nibali og Carapaz at tilføje ham det banesår, han formentlig allerede frygtede i morges. Og med tanke på det mønster, vi har set i bjergene indtil nu, ligner det også det endelig dødsstød, der har vist, at forårets supermand trods alt bare er et menneske.

Favoritterne

Dagens etape har gjort nas i de tilbageværende rytteres forpinte ben, men der bliver desværre ikke mange muligheder for at komme sig. Allerede onsdag venter der nemlig endnu en bjergetape, hvor der er potentiale til, at der kan opstå yderligere forskelle. Ganske vist er det klart den letteste af de fire ”rigtige” bjergetaper hidtil, men man skal bestemt ikke undervurdere. Selvom den afsluttende stigning blot er kategoriseret i kategori 3, er de 4,5 km med 8,2% i finalen rigeligt til, at det kan bruges som angrebsrampe.

Det ligger da også i kortene, at Vincenzo Nibali atter skal teste Richard Carapaz, men det er næppe denne etape, hvor han vil sætte alt på ét bræt. Han har utvivlsomt først og fremmest udset sig lørdag som dagen, hvor det afgørende angreb skal sættes ind, og på denne etape vil han formentlig bare teste, om Carapaz skulle være mærket, og om han og Movistar kan rystes. På en relativt let bjergetape som denne ser man da også meget ofte, at udbruddet kører hjem. Det skyldes, at en sejr ikke har helt samme prestige, men i denne sammenhæng også, at der stadig venter to svære bjergetaper, hvor det i hvert fald på den sidste vil være lettere at gøre forskelle, og hvor det vil være vigtigt at have et relativt friskt hold.

Meget kunne derfor pege på, at dette skal være endnu en etape for et udbrud, men sådan tror vi faktisk ikke, at det går. Som skrevet i analysen ovenfor må dagens etape nemlig have været lidt af et rygstød til Miguel Angel Lopez, der må have tanket gevaldigt med selvtillid. Den lille colombianer har endnu ikke vundet sin etape, og vi ved af erfaring, at han meget ofte sætter Astana til at kontrollere, når han føler, at han kan vinde. Naturligvis skal der også gemmes lidt til de kommende etaper, men med en let etape på torsdag og et begrænset antal muligheder tilbage, tror vi, at Lopez vil gøre meget for at vinde denne etape.

Det betyder ikke, at det bliver let for ham. Alle ved, at et udbrud har en glimrende chance på denne rute, og derfor er der lagt op til endnu en vild start med et hav af angreb. Særligt hvis udbruddet først kører på Passo della Mendola kan man endda forvente, at det bliver et stort og stærkt udbrud af klatrere, og de kan blive ganske svære at hente igen. Movistar skal ingen steder og vil være fint tilfredse med at lade dem køre om sejren, og vi vil tro, at Bahrain sparer kræfterne til de sværere bjergetaper.

Det efterlader os med Astana og Mitchelton som de eneste hold med en mulig interesse i at gå efter etapen. Hvis de to hold har stærke folk med i udbrud, er det tænkeligt, at de lader dem køre hjem med en stor margin, men vi vil tro, at Astana satser på Lopez. Derfor forventer vi, at Astana vil holde dem i snor, og gør de det, burde det på en relativt let etape som denne være muligt at sikre, at favoritterne skal køre om sejren.

Det bliver ganske interessant at se, om Lopez og Simon Yates vil afsted allerede på Terento. De har som bekendt meget tid at vinde, og det kunne være en oplagt strategi at sende folk i forkøbet og herefter forsøge sig med en stor offensiv på den ganske stejle stigning. Vi tror dog, at Movistar vil være i stand til at neutralisere sådanne fremstød, ikke mindst fordi det efterfølgende stykke er let stigende og byder på en ret kraftig modvind, der gør det meget vanskeligt at holde sig i front.

Derfor tror vi mest på, at det vil være et samlet felt, der skal afgøre etapen på den sidste stigning, men det vil i høj grad afhænge af, hvad Astana og til dels Mitchelton vil. Tager de ikke initiativ, kan det blive en af de etaper, hvor et udbrud sejler hjem med et enormt forspring, og det kan derfor gå begge veje.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Skal favoritterne køre om sejren, kan den sidste stigning godt blive en ganske taktisk affære. Ganske vist er det en relativt svær stigning, men der vil samtidig være en relativt kraftig modvind hele vejen op. Det alene bør betyde, at Nibali formentlig ikke kan køre fra Carapaz, og da Movistar nok trods alt vil være lidt varsomme med at slide Landa halvt ihjel og dermed risikere, at han smider tid, kan man sagtens forestille sig, at gruppen flere gange vil gå i stå. I det taktiske spil er det oplagt, at en af de ryttere, der har tabt tid, vil kunne snige sig væk, og selvom det ikke er let at køre alene i modvinden, kan det lade sig gøre, hvis Nibali og Movistar-drengene har lidt for meget blik for hinanden.

Det får os til at pege på Miguel Angel Lopez som vores favorit. Som sagt tankede colombianeren megen selvtillid i dag, og han ser igen ud til at have fundet sin bedste form til den tredje uge. Stigningen er er relativt kort og eksplosiv og passer ham ikke ideelt, men i kraft af modvinden tror, at det lige så meget bliver taktik som gode ben, der skal afgøre slaget. I den sammenhæng har Lopez en enorm fordel, da han har tabt en del tid, og lige nu vil Carapaz og Nibali formentlig nærmest kun have øje for hinanden. Det vil Lopez vide at udnytte, præcis som han gjorde i Catalonien, hvor han udnyttede, at Adam Yates og Egan Bernal kørte deres egen lille kamp. Derfor tror vi, at den stadig mere velkørende Lopez endelig vil tage den etapesejr, han slet ikke fik i sine to grand tours i 2018.

En anden kandidat er Hugh Carthy. I dag var briten dybt imponerende, da han alene kørte fra Carapaz op til Nibali, og det viser, at han for alvor har fundet benene i den tredje uge. Morgendagens mere eksplosive stigning passer ham til gengæld langt værre, men til gengæld har han endnu mere frihed end alle de andre af feltets skarpeste klatrere. Han er heller ikke nogen synderlig trussel mod ungdomstrøjen, og i en taktisk finale er han derfor en af de bedste bud på en rytter, der både er stærk nok og har tilstrækkeligt med spillerum til at snige sig væk. Til gengæld har han den ulempe, at han ikke er specielt hurtig og formentlig skal alene hjem for at have en chance for at vinde.

En anden oplagt kandidat til at lave et tilsvarende nummer er Simon Yates. Som sagt har vi ikke den store forventning om, at den lille brite vil kunne rejse sig i den tredje uge af en grand tour, men han har vist, at han foreløbig fastholder et niveau lige under de bedste. Morgendagens korte, eksplosive stigning passer ham ganske glimrende, og det samme gør den flade finale, hvor han vil kunne spurtbesejre mange af klatrerne, herunder Lopez. Han har allerede på 14. og 15. etape vist, at han er i stand til at udnytte favoritternes spil til at stikke af, og vi har tydeligt set, at hans rivaler ikke længere frygter ham. Det vil han kunne udnytte igen på denne etape, der meget vel kunne være hans bedste chance for at redde sit løb ved at tage en etapesejr.

I dag fik Primoz Roglic sig lidt af en lussing, men han har faktisk gode chancer for at rejse sig ved at tage en etapesejr. Morgendagens kortere, eksplosive stigning burde passe ham bedre end Mortirolo, og med modvind burde han have en ret god chance for denne gang at følge Nibali og Carapaz. Det er klart, at han ikke får den mindste frihed til at angribe, men han har altid den store fordel, at han er den hurtigste i en spurt. Særligt hvis Movistar blot sender Mikel Landa frem for at føre for Carapaz, er chancerne for, at en modvindsafslutning som denne ender i en spurt, meget stor, og det vil Roglic vide at udnytte. Hidtil har han ikke bekymret sig om at spurte om de sekundære placeringer, men skal der spurtes om en etapesejr, burde der ikke være nogen af de andre klatrere, der kan true Roglic, slet ikke i denne enormt tekniske afslutning endnu på skiskydningsstadionet, hvor det vel egentlig vil være meget passende, at løbets skihopper løber med sejren.

Som sagt ligger det i kortene, at Vincenzo Nibali skal angribe Carapaz, men det bliver ikke let at sætte ecuadorianeren på en modvindsstigning. Omvendt kan det ikke udelukkes, for stigningens sværhedsgrad er stor nok til, at det kan lade sig gøre. I dag var det svært at sige, om Carapaz ikke ville eller ikke kunne følge Nibalis angreb, og hvis det sidste var tilfældet, er chancerne for, at det sker igen, i hvert fald til stede. Også hvis løbets to stærkeste klatrere skulle ende i en situation, hvor de skal spurte om sejren, vil denne tekniske finale formentlig være til italienerens fordel, ikke mindst fordi han nu to gange i dette løb har kørt nogle fine spurter. Det er ikke den mest oplagte Nibali-etape, men det er dog en, han godt kan vinde.

En anden god kandidat er Bauke Mollema.  Hollænderen så i dag betydeligt bedre ud end på de foregående etaper, og hvis det er en generel tendens, går han en god tredje uge i møde. Han er generelt god på korte, eksplosive stigninger, og han har den fordel, at han er ganske ufarlig at lade slippe væk. Samtidig har han den fordel, at han er en af de bedste afsluttere blandt løbets klatrere, og derfor vil han kunne gøre det færdigt, også hvis han skulle have en følgesvend eller to.

Det er indlysende, at Richard Carapaz er en af løbets to bedste klatrere. På denne etape er hovedprioriteten imidlertid ikke at vinde, men derimod at forsvare trøjen. Det er derfor ikke helt oplagt at se et scenarium, hvor det kan lade sig gøre at tage den tredje etapesejr, men det kan lade sig gøre. På papiret burde Carapaz nemlig være hurtigere end Nibali i en flad spurt, og selvom den teknisk finale taler til italienerens fordel, burde chancen for en spurtsejr til løbets førende rytter være reel. Det kræver formentlig, at de to kommer sammen til mål alene, men ser man på styrkeforholdet hidtil i løbet, er det heller ikke umuligt. Til gengæld må Mikel Landa formodes at skulle køre 100% for sin kaptajn.

En anden spændende joker til at komme med et angreb i en taktisk finale er Davide Formolo. På Civiglio var han den sidste til at slippe Nibali og Carapaz, og i dag imponerede han, inden han lod sig falde tilbage til den lidende Majka. Det tyder på, at han virkelig har fundet benene til den tredje uge, og hans styrke er netop korte, eksplosive stigninger. Han ligger end ikke i top 10 og burde således have masser af frihed, ligesom han er ganske hurtig på stregen sammenlignet med mange andre klatrere.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Pavel Sivakov er et andet bud på en rytter, der kan gøre det samme. Kampen om ungdomstrøjen betyder, at Lopez ikke vil give ham en meter, men de andre er ikke bange for ham. Vi så allerede på 13. etape, hvordan den snu Sivakov holdt sit eget tempo og herefter udnyttede favoritternes taktiske spil til at snige sig væk. Det er præcis på en modvindsstigning som denne, at et lignende taktisk spil kan udfolde sig, og han burde være mere komfortabel på denne end på den meget stejle Mortirolo. Det er klart, at han i givet fald vil skulle spurtbesejre Lopez, men det burde også være muligt for russeren, der på papiret er den hurtigste af de to.

Som sagt er chancerne for en udbrudssejr også relativt gode, men det er ikke helt let at pege på de oplagte vinderkandidater. Der er nemlig en vis sandsynlighed for, at udbruddet kører allerede inden Passo della Mendola, og det betyder, at det vil blive lidt at et lotteri at ramme udbruddet. Til gengæld vil det hele blive meget mere forudsigeligt, hvis gruppen først kommer væk på stigningen, for her vil de bedste klatrere kunne køre væk.

Vores bedste bud på en udbrudsvinder er Ivan Ramiro Sosa. I dag tydede noget på, at han fik til opgave at blive hos Sivakov, men eftersom denne nu én gang for alle har tabt den hvide trøje, burde Sosa få som frihed. Han viste stærkt stigende formkurve i dag, hvor han var en af de sidste til at slippe Carapaz-gruppen, inden han lod sig falde tilbage til Sivakov. Det vidner om, at han helt som forventet er ved at køre sig i form, og selvom modvinden på den lidt eksplosive sidste stigning kan gøre det svært for en ren klatrer som ham at sætte sig igennem, burde stigningen være svær nok til, at han vil kunne gøre arbejdet færdigt.

En anden god kandidat er Lucas Hamilton. Australieren imponerede igen i dag, hvor han fulgtes med kaptajn Yates hele vejen op ad Mortirolo, og det viser, at han ikke er spor træt endnu. Det bør derfor være helt oplagt for Mitchelton at give ham chancen for at gå i udbrud, da holdet skal gøre alt for at vinde den etape, der kan redde deres løb. Ligesom for Sosa gælder, at modvinden ikke er ideel for en spurtsvag klatrer som ham, men med den gode form burde han have en fin chance for at køre alene hjem til den sejr, der for alvor vil få ham til at skille sig ud som en af fremtidens store klatrestjerner.

Indtil nu har Valentin Madouas været så tæt på ungdomstrøjen, at hans frihed har været begrænset. Nu er han imidlertid mere end 10 minutter efter Lopez, og dermed bør der være åbent for angreb. Franskmanden har imponeret stort ved at klare de høje bjerge bedre end ventet, og han siger endda. At han slet ikke er træt endnu. Samtidig burde denne korte, eksplosive stigning være noget nær ideel for ham, og han har endda det våben, at han kan slå de fleste i en spurt inde på stadionet. Kan han holde niveauet også de sidste dage, er dette en fremragende chance for at vinde en etape.

Som sagt tror vi mest, at Astana satser på en sejr med Lopez, men en plan B kunne være at gå i offensiven med Ion Izagirre . Denne ret eksplosive stigning burde i hvert fald passe ham, og selvom han i dag var langt efter de bedste, viste han på Civiglio, at han stadig er stærk på de korte stigninger, der passer ham langt bedre. Denne finale er nærmest ideel for en fyr, der år efter år er blandt de bedste i Baskerlandet Rundt, og da han også han en hæderlig spurt, kunne det være en god chance for ham til at tage sin anden etapesejr i løbet, hvor han som ung Euskaltel-rytter fik sit helt store gennembrud.

En anden meget spændende kandidat er Eddie Dunbar. Den unge irer havde det ganske vist svært i dag, men på Civiglio viste han, at formen stadig er relativt god. Mortirolo var måske også lidt for hård kost for ham, mens han har vist sig meget stærk i mere eksplosivt terræn som dette. Det er klart, at der altid er en risiko for, at en ung grand tour-debutant som ham eksploderer totalt, men har han de ben, han havde i søndags, må han være en af de ryttere, der kan gøre arbejdet færdigt i en finale som denne.

Vi bliver også nødt til at pege på Mikel Nieve igen. Det kan godt være, at baskeren skuffede i dag, men kongen af bjergudbrud vil formentlig være klar til at prøve igen. Han er typen, der kan være afsted dag efter dag, og han er også typen, der bliver bedre og bedre i den sidste uge. Det er klart, at denne eksplosive modvindsfinale langt fra er ideel for en spurtsvag dieselklatrer som ham, men enhver ved, at Nieve er svær at slå fra et udbrud, og stigningen her er trods alt svær nok til, at han kan gøre arbejdet færdigt.

Endelig vil vi pege på Alexis Vuillermoz. Den stakkels franskmand fik i dag et astmaanfald, der betød, at han røg ud over vejkanten, mens de kørte opad! Det er derfor lidt usikkert, hvordan han har det nu, men da et astmaanfald ikke er langvarigt, burde han være klar igen. På 14. og 15. etape viste han med hhv. en 16. og en 23. plads stærkt stigende formkurve, og han burde elske denne eksplosive finale, hvor hans gode spurt er et godt våben. Skal Ag2r redde deres løb, skal de have Vuillermoz med i udbrud, og denne etape er formentlig hans bedste chance.

Andre kandidater kunne være en nu efterhånden igen bedre kørende Tanel Kangert , Pello Bilbao, Sebastian Henao, der ser bedre ud end længe, Chris Hamilton og Gianluca Brambilla, der viste glimrende form på 12. etape.

Feltet.dks vinderbud: Miguel Angel Lopez

Øvrige vinderkandidater: Hugh Carthy, Simon Yates

Outsidere: Primoz Roglic, Vincenzo Nibali, Bauke Mollema, Richard Carapaz, Davide Formolo, Pavel Sivakov

Jokers: Ivan Ramiro Sosa, Lucas Hamilton, Valentin Madouas, Ion Izagirre, Eddie Dunbar, Mikel Nieve, Alexis Vuillermoz (alle fra et udbrud)