Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 17. etape af Giro d’Italia

Optakt: 17. etape af Giro d’Italia

22. maj 2024 12:48Foto: Sirotti

En lettere besynderlig Movistar-taktik satte Tadej Pogacar op til sin femte sejr på den forkortede 16. etape, der trods de reducerede vanskeligheder endte med at skabe store forskelle i kampen om 2. pladsen. Spørgsmålet er nu, om han kan tage den sjette i rækken, når løbet onsdag fortsætter med en langt vanskeligere bjergetape, der lægger op til et af de vigtigste slag i hele løbet.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Nok er Giroens tredje uge i år lettere end vanligt, men den er som altid spækket med bjergetaper, og dagen efter turen over ugens første bjergetape venter en etape, der kan blive langt mere afgørende. Her skal rytterne nemlig på en kort, intens tur gennem Dolomitterne med hele fire store bjergpas og nærmest ingen flad vej, og det hele slutter med en helt ny afslutning på det sjældent benyttede Passo del Brocon. Som det generelt gælder for årets finalebjerge, er heller ikke det blandt Italiens sværeste, men med en meget stejl passage til sidst og adskillige højdemeter i benene på de stakkels ryttere vil stigningen utvivlsomt være rammen om et absolut nøgleslag i kampen om den samlede sejr - og så har etapen et design, hvor det er muligt at angribe tidligt og dermed måske lave det helt store kup.

 

Med en distance på 159,0 km er der igen tale om en af løbets mange korte bjergetaper, og den fører feltet fra Selva di Val Gardena til toppen af Passo del Brocon. Starten er brutal, da man med det samme kører mod syd op ad kategori 2-stigningen Passo Sella (8,9 km, 7,4%, max. 11%), der stiger jævnt med ca. 8% stort set hele vejen, men har et lille plateau midtvejs. Toppen rundes efter 8,9 km, hvorefter en meget teknisk nedkørsel fører mod sydøst og syd ned til dalen, hvor dagens letteste stykke venter. Her kører man nemlig mod sydvest ad lange, lige og let faldende dalveje, indtil man når frem til byen Predazzo, hvor dagens første spurt køres efter 46,7 km.

 

 

Her tager etapen fat igen, når man drejer mod øst for at køre op ad kategori 1-stigningen Passo Rolle (19,8 km, 4,8%, max. 10%), der skal deles i flere dele. Efter en let første kilometer stiger de næste 4,0 km jævnt med 6,6% i snit, hvorefter der venter 9 lette kilometer med procenter på under 5 og for det meste kun på 2-3. Til sidst tager den dog fat igen, når de sidste 6,2 km stiger helt jævnt med 6,7% i snit, inden man efter 67,6 km runder toppen.

 

Nu drejer man mod syd for at køre ad en uhyre teknisk nedkørsel, der undervejs leder gennem skisportsbyen San Martino di Castrozza og hele vejen ned til dalen, der efter 90,2 km nås i byen Fiera di Primiro. Her kører man kortvarigt mod sydvest ad let faldende veje, inden det går mod øst op ad kategori 3-stigningen Passo Gobbera (5,8 km, 5,8%), der er en helt jævn stigning med top efter 100,4 km. Her kører man mod nordøst ad et let stigende plateau, inden endnu en ekstremt teknisk nedkørsel fører mod sydvest ned til dalbyen Canal San Bovo, hvor dagens Intergiro-spurt køres efter 111,8 km

 

Her bliver man ikke længe. Tværtimod kører man med det samme mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Passo del Brocon (15,4 km, 5,6%, max. 12%), der jo er målbjerget, men her besteget fra en anden side. Også her er der tale om en relativt jævn stigning, der efter 1800 m med bare 0,3% over de næste 9,2 km stiger ganske jævnt med 6,6% i snit, inden den bliver en anelse lettere til sidst med 5,8% over de sidste 4,4 km frem mod toppen, som rundes efter 127,2 km. Herfra resterer 31,8 km, der indledes med et fladt plateau, som fører mod sydvest frem til målstregen, som passeres efter 129,8 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 29,2 km lang rundstrækning, der i alt væsentligt består af en ned- og en opkørsel. Således kører man først mod sydvest, sydøst og igen sydvest ad en nedkørsel, der undervejs har tre meget tekniske passager, men ellers består ad lige og enkle veje. I dalen når man byen Castello Tesino efter 144,2 km, hvor man kortvarigt kører mod nordvest og sydvest frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 147,2 km, inden det går løs igen.

 

Det sker, når man kører mod nord og nordøst op ad kategori 1-stigningen Passo del Brocon (11,9 km, 6,5%, max. 13%), denne gang dog fra en anden side. Her skal den deles i en let nedre og en stejl øvre del. De første 1,5 km stiger således bare med 2,2%, inden de næste 4,0 km stiger lidt ujævnt med 5,4% i snit. Herefter tager stigningen fat med først 2,0 km, der stiger jævnt med 8,5%, inden der venter 3,0 km, som stiger jævnt med hele 10,5%, men herfra er de sidste 1,9 km lettere med først 500 m med 0,7%, så 500 m med 9,1% og derefter 500 med 6,3% inden de sidste 400 m, der med 1,3% er næsten flade. Den nedre del af stigningen går ad en helt lige vej, inden der kommer et stykke med flere hårnålesving, hvorefter vejen atter retter sig ud, dog med tre hårnålesving med hhv. 1100 m, 1000 m og 400 m, hvorefter vejen bugter sig ind på den 100 m lange og 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 4145 højdemeter.

 

Passo Brocon har aldrig været mål for et stort cykelløb, men i 2022 indgik den midtvejs på 1. etape af Tour of the Alps, hvor man dog brugte en lidt anden opkørsel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Efter dagens vejrmæssige kaos havde rytterne håbet på solskin, men de må sande, at de nok skal døje med det kedelige vejr resten af ugen. Det bliver dog meget, meget bedre onsdag, hvor nedbøren alene vil falde i form af potentielt kraftige tordenbyger. Starten vil være overskyet med kun lidt sol og en temperatur på 9 grader, og herefter vil der være en konstant risiko for tordenbyger. Den vil være 70-80% først på etapen, men siden aftage til 50-60% mod slutningen. Temperaturen vil toppe på 16 grader, når man er længst nede i dalen og være 14 grader i bunden af målbjerget. Vinden vil bare være let (8-10 km/t) og start i vestnordvest, men den vil være i sydsydøst og sydøst på stort set hele etapen. Det kan give lidt sidemedvind på første stigning, men derefter vil der være mod- og sidemodvind frem til bunden af Gobbera, hvor der venter et kort stykke med hovedsagelige sidemedvind. Derefter får man sidemodvind på første tur op ad Brocon, inden der på rundstrækningen vil være sidemodvind på nedkørslen, sidemedvind i dalen og derefter sidemedvind på første del af stigningen. Når man rammer den stejle del med ca. 6 km igen venter en kilometer med modvind, inden man får sidevind frem til den sidste kilometer, hvor der vil være sidemodvind.

 

Analyse af 16. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan det efter 16. etape nu står 1-1 i Quintans gaveregnskab mellem Vingegaard og Pogacar, der i dag fik en ren foræring af Movistar.

 

Favoritterne

Årets tredje uge er lettere end vanligt, men to etaper skiller sig alligevel ud som sandsynlige rammer om store opgør. Mest markant er nok lørdagens etape med de to ture op ad brutale Monte Grappa, men man skal bestemt ikke undervurdere det, der venter onsdag.

 

 

Det er nemlig en rigtig bjergetape. Den korte distance gør, at det ikke er så klassisk Giro. Som det kan blive, og vi savner også helt de højder, vi kender Giroen for. Til gengæld går det op og ned det meste af dagen, og dermed er det en perfekt etape, hvis man har lyst til at tage en chance med et tidligt angreb. Der er nemlig også meget få dalstykker undervejs.

 

Alligevel bliver vi mindet om, at det stadig er anderledes, end det plejer. Stigningerne er nemlig heller ikke på denne etape alt for vanskelige. Den første tur op ad Passo Brocon er ganske nem, og her skal rytterne endda kæmpe med modvind. Den sidste tur er heller ikke alt for svær, men den har 5 vanskelige kilometer på den anden halvdel, hvor vi bør se et stort slag mellem de bedste. Vi bør også slippe for, at vinden ødelægger festen, for der vil være medvind på den lette del af stigningen, og efter en kilometer med modvind, bør vi have sidevind på det meste af det stejle stykke, indtil man får modvind på den sidste, lette kilometer.

 

Denne gang er der heller ingen risiko for ruteændringer, men det er ret svært at sige, om vejret vil spille en rolle. Den ustabile luft giver en betydelig risiko for byger gennem hele dagen, og de kan være kraftige. Det virker usandsynligt, at de kommer helt tørskoede i lang, men bygerisikoen er klart størst på første del af etapen. Der bør være en god chance for, at vi får en tør finale og dermed for, at de ryttere, der kæmpede med regn og kulde i dag, vil have det bedre i morgen - men bygerne kan betyde, at det kommer til at gå anderledes, hvis rytterne er uheldige.

 

I denne Giro er det første spørgsmål, man skal stille sig inden enhver bjergetape, det samme: vil Tadej Pogacar vinde eller ej? I dag var det jo egentlig planen at lade etapen sejle, indtil Movistar endte med at forære ham den på et sølvfad. I morgen kan han i princippet tillade sig at gå efter den, fordi de næste to dage er lettere, og her får han ikke på samme måde brug for sit hold.

 

Alligevel vil jeg tro, at han lader etapen sejle. Modsat i dag er der ikke noget langt dalstykke. Nej, det går op og ned hele tiden, og derfor bliver det langt, langt vanskeligere for UAE at skabe samling, hvis de vil. I søndags var de for svage, og her tvang de Pogacar til at grave dybt for at få den kongeetapesejr, han gerne ville have. Den slags vil han formentlig næppe ud i nu, hvor han jo åbent erkender, at han tænker på Touren, og det risikerer han at blive tvunget til, hvis holdet igen viser sig for svage. Og det tror jeg, at de vil gøre. Med så hård en start har jeg svært ved at tro, at UAE alene kan hente udbruddet, og dermed vil Pogacar formentlig være tvunget til at angribe relativt tidligt, hvis han vil vinde etapen. Det tror jeg, at han helst er fri for, og så giver det ingen mening at gøre forsøget, for så er han pludselig forpligtet over for sit hold til at grave dybt, hvis det bliver nødvendigt. At hente udbruddet vil i hvert fald som minimum kræve, at Felix Grossschartner har en bedre dag end i dag - og selv med en god dag bliver det svært.

 

Betyder det så, at vi er stensikre på en udbrudssejr? Nej, ikke nødvendigvis. Starten er jo decideret brutal, og alle de gode klatrere vil forsøge at komme væk på Passo Sella. Det er dog også en kort stigning, og man kan sagtens forestille sig, at det mislykkes. Sker det, vil der komme nye angreb i dalen, men så føler jeg mig tryg ved, at hold som Cofidis, Tudor og Movistar vil holde det nogenlunde under kontrol frem til Passo Rolle, hvor klatrerne så får en ny chance. Jeg vil blive meget overrasket, hvis vi ikke senest efter Rolle har et meget potent udbrud med mange af de bedste klatrere.

 

UAE har så stort et forspring, at de kan give alle udbrud alenlang elastisk, men det kan andre hold ikke. Kender vi Romain Bardet ret, vil han forsøge at rejse sig efter dagens nedtur ved at ramme udbruddet. Det kan dog godt blive en svær opgave. Vi har set, at Bahrain ikke giver ved dørene, og hvis Bardet angriber, kan Antonio Tiberi måske gå med. Sker det, vil der komme en reaktion fra Thymen Arensman, og dermed kan vi have et udbrud med tre topnavne. Ineos vil nok være kølige nok til at lade dem køre, men det vil Bora og Ag2r næppe. Derfor tror jeg, at Bardet kan få svært ved at ramme et udbrud, men det kan bestemt ikke udelukkes, at det lykkes for ham, Filippo Zana, Einer Rubio eller Jan Hirt. Sker det, er det et udbrud, der skal holdes i snor af særligt Bora, Ineos, Ag2r og Bahrain, der ikke er bange for at tage ansvar, og så kan de komme tilbage af sig selv, når klassementskampen indledes til sidst.

 

Udbruddet hjælpes imidlertid også af noget andet. En anden vej til at blive hentet er, at et hold lægger pres på, men hvem tør det? Bora har ingen grund til det, og Ineos og Ag2r vil nok tøve efter dagens nedtur. Bahrain er det oplagte bud, fordi Antonio Tiberi fik selvtillid i dag og har en del tid at vinde, men han vil måske også være bange for at miste sin ungdomstrøje til Arensman. Derfor tror jeg ikke, at vi vil se et hold lægge et voldsomt pres, og farten vil mere være bestemt af, hvor meget et udbrud skal holdes i snor - og det vil i vidt omfang være bestemt af, om det lykkes Bardet at komme afsted eller ej.

 

Får vi så nogle tidligere angreb fra favoritterne, hvis ikke de rammer udbruddet? Det skal jo ske på første tur op ad Brocon, men jeg kan ikke se, at top 6 har grund til at tage chancer. Vi skal se på rytterne fra Bardet og ned, men her er der også gode chancer. Bardet angriber gerne fra distancen, hvis han har benene, og det gør Rubio og Hirt formentlig også. Problemet er bare, at der vil være modvind på en ret let stigning, og hvis Tiberi ikke vil lade dem køre, kan det blive svært. Jeg kan ikke udelukke, at den slags ryttere kan komme væk på første tur op ad bjerget, men mit gæt vil være, at det bliver svært, og at favoritterne må vente til den stejle sidste del af sidste stigning.

 

 

Alt sammen peger det i samme retning: farten i feltet bliver næppe høj nok til, at udbruddet kommer tilbage af sig selv. Det kan ske, hvis særligt Bardet eller Rubio rammer udbruddet, eller hvis der pludselig er en toprytter - særligt Geraint Thomas eller Ben O’Connor, der kommer i krise allerede på næstsidste stigning, hvorefter andre hold vil forsøge at sende dem helt til tælling - men det virker ikke sandsynligt, at det sker. Alternativet er, at UAE går efter etapen, men det tror jeg som sagt ikke, at de gør - og hvis de gør, bliver det svært at gøre færdigt.

 

Jeg tror altså på en udbrudssejr, og denne gang skal vi se i retning af de rigtige klatrere. På dagens etape betød den meget eksplosive finale, at lidt tungere folk kunne have en chance, hvis de lykkedes med at ramme udbruddet, men det bliver vanskeligt denne gang. Nok er stigningerne ikke så svære, men de er stadig relativt lange, og der er mange af dem. Det bør begrænse kandidatfeltet ganske betydeligt.

 

Det gode for en optaktsskribent er også, at etapen starter med en stigning. Det betyder, at de gode klatrere har en god chance for at komme væk, og som sagt tror jeg, at de nævnte hold vil kontrollere dalen frem til Rolle, hvis det mislykkes. Derfor skal man formentlig være en meget god klatrer bare for at komme afsted, og det begrænser kandidatfeltet yderligere. Lægger man dertil, at der er meget lidt fladt terræn, hvor der er plads til taktik, taler meget også for, at udbruddets bedste mand vil vinde. Helt uden fare for taktik er etapen dog ikke, når stigningerne er lette, og der generelt er modvind. Det kan betyde, at vi får noget taktisk stop-go-kørsel undervejs, og derudover kan de meget tekniske og potentielt våde nedkørsler ødelægge det for udbruddets bedste klatrer. Hvis til gengæld udbruddet stadig er samlet, når de rammer sidste stigning - og det er sandsynligt - taler meget for, at bedste klatrer også vinder.

 

Jeg går med Nairo Quintana igen, men jeg er kommet betydeligt mere i tvivl. I søndags følte jeg mig helt overbevist om, at han bare ville blive bedre og bedre herfra, men jeg var ikke overbevist i dag. Jeg kan i hvert fald ikke sige mig fri for tanken om, at Movistar i finalen skiftede hest, fordi Quintana havde dårlige ben, for som beskrevet i analysen var det eneste, der gav mening at køre for ham og ikke Rubio. Hans føring var bestemt heller ikke specielt overbevisende, og derfor er jeg ikke helt sikker på, at han er så stærk som antaget.

 

Det ændrer dog ikke på, at han var fremragende i søndags, og at hans form kun er gået én vej. Det ændrer heller ikke på, at denne etape med mange stigninger og højdemeter passer ham langt bedre end dagens forkortede og derfor meget eksplosive etapen. Quintana har for vane at toppræstere fra udbrud på de store dage med mange højdemeter, og selvom denne etape savner hans elskede højder, er det netop en af den slags etaper, han har vundet så mange af. Som sagt tror jeg også, at Movistar vil gøre alt for at få ham afsted, og med den hårde start kan jeg ikke forestille mig, at det mislykkes. Herefter er spørgsmålet så, om han også vil være stærkeste mand. Det er jeg ikke stensikker på, men den Quintana, vi så i søndags, vil formentlig være svær at slå også for mange af klassementsrytterne. Derfor tror jeg, at han får sin sejr.

 

Mit næstbedste bud er Jan Hirt. Jeg kan godt frygte, at han ikke får den nødvendige frihed af Rubio, Filippo Zana og Bardet, men hvis Quintana er foran, vil Movistar nok leve med, at Rubio kan miste en enkelt placering, og hverken Bardet eller Zana har i hvert fald holdet til at reagere, hvis tjekken kommer afsted uden dem. Han har tabt så meget tid, at Ineos og Bahrain heller ikke behøver at gå i panik med det samme, og han ligner en mand, der kan få noget frihed. Vi så på 12. etape, at han ikke er bange for at tage chancer, og det er også nødvendigt, hvis han vil forbedre 6. pladsen fra 2022. Han er kendt for sine evner i den tredje uge, og dem har han til fulde bekræftet i dette løb, også i dag hvor han var stærk i en finale, der slet ikke passede ham. Denne etape passer ham ikke så godt som søndagens, og han havde særligt ønsket sig nogle stejle procenter, men vi taler om en af den slags helt store bjergdage, hvor han er svær at stoppe, hvis han rammer rigtigt. Ja, faktisk er den eneste grund til, at han ikke er min favorit, at jeg ikke er helt overbevist om, at han får lov.

 

Michael Storer er også steget gevaldigt i graderne. Vi kender ham jo pokkers godt, og med den hårde start har jeg meget svært ved at tro, at han og Tudor ikke sørger for, at han rammer udbruddet. Spørgsmålet er så, om han denne gang kan gøre det færdigt. Med de ben, han havde i dag, er det jo næsten umuligt at slå ham, men sporene fra i søndags skræmmer lidt. Her var han i hvert fald ikke alt for overbevisende, og som beskrevet i analysen kan jeg godt frygte, at han på disse store bjergdage for det svært mod mere klassiske klatrere som Hirt og Quintana. Denne etape er dog lettere end søndagens med kortere stigninger, færre højdemeter og lavere højder, og her vil jeg forvente at se en stærkere Storer, end jeg så i søndags. Kommer han tæt på dagens niveau, bør han slå næsten alle og dermed endelig tage den etapesejr, han næsen skal have på et tidspunkt.

 

Hvad så med lottokuponen? Georg Steinhauser har mildt sagt været svingende i dette løb, men vi har fået bekræftet, at det er på de store bjergdage som i søndags, at hans dieselmotor er bedst. Derfor burde dette lige være en etape for ham, og det er næppe noget krisetegn, at han i dag smed masser af tid. Nej, snarere valgte han nok at spare sig, da først chancen for sejr var væk, men det er også klart, at han har været så svingende, at man ikke kan udelukke, at han har en offday igen i morgen. Til gengæld betyder den hårde start, at en god Steinhauser næsten med sikkerhed rammer udbruddet, og med den ben, han havde i søndags, er der ikke mange, der slår ham. Det kræver dog, at han undgår at ødsle med kræfterne, og det er min største bekymring. Han giver mig i hvert fald ikke indtryk at være særlig sparsommelig på den front.

 

Jeg ville gerne rangere Valentin Paret-Peintre. Det er jo helt åbenlyst, at han er en af de allerbedste klatrere. Ja, han er endda så god, at han ikke helt kunne overskue at vente på O’Connor hele vejen i dag, og han synes for en gangs skyld også at have den rette stabilitet. Problemet er bare, at han efter Alex Baudins lille kollaps er vigtigste mand hos O’Connor. Siden hans etapesejr har vi ikke set ham angribe på en bjergetape, og han virker med andre ord låst. Hans chance er, at det på denne etape kan være godt at have en forpost, men jeg tror, at Ag2r foretrækker, at det skal være Baudin eller hans storebror Aurelien. Det er helt åbenlyst, at der er meget få, der slår Paret-Peintre, hvis han rammer udbruddet, men det kræver altså, at Ag2r giver ham en frihed, jeg tvivler på, at han har. En lille hjælper er holdkonkurrencen, men da jeg tvivler på, at Ineos får en mand med i denne hårde start, er det ikke sikkert, at det er nødvendigt for Ag2r at få en mand afsted.

 

 

Det er også årsagen til, at jeg rangerer Damiano Caruso lavt. Kan Tiberi undvære ham? Det har jeg meget svært ved at se. I forhold til Paret-Peintre har han den fordel, at han er et større navn og endnu ikke har vundet en etape, hvorfor han måske har mere frihed. På den anden side er Bahrain langt svagere end Ag2r, og derfor er Caruso meget svær at undvære - ikke mindst når Tiberi er ung og uerfaren, og Caruso besidder en overflod af ro og rutine. Han har haft frihed tidligere i løbet, men særligt efter at Tiberi rejste sig i dag, tror jeg, at Caruso er lige så låst, som han så ud til at være i søndags. Men udelukkes kan hans frihed ikke, og i dag beviste han, at han igen har ramt den gyldne tredjeugesform, der vil gøre ham svær at slå.

 

I dag rejste Lorenzo Fortunato sig en anelse. Hans formkurve virker ikke længere nedadgående, og hvis han kan holde det niveau, han havde i dag, er det ikke på månen at tro, at han kan vinde en etape, særligt fordi denne etape passer ham bedre. Mit problem er bare, at vi ikke har set ham i offensiven én eneste gang, og han ligner en mand, der gerne vil prøve at køre klassementet bagfra. På den anden side ser vejen til top 10 ikke oplagt ud, hvis ikke han tager en chance, selvom Zanas nedtur i dag kan gøre ham passiv igen. Måske er Storer nøglen til at tvinge ham ud af busken. Angriber Storer - og det gør han næsten med sikkerhed - skal Fortunato vel også afsted. Det har vi ikke set indtil nu, men er han klar på at tage chancen, lignede han i dag en mand, der måske kan have en chance.

 

Hvorfor står Romain Bardet så lavt? Det burde han egentlig heller ikke. Han skuffede fælt i dag, men hvis der er noget, vi har lært i dette løb, er det, at han er helt umulig at regne med. Hvis han pludselig har de samme ben som i søndags på en etape, der minder meget mere om netop 15. etape, er der jo nærmest ingen, der kan slå ham. Problemet er bare, at han - som jeg har beskrevet ovenfor - kan få meget svært ved at ramme udbruddet. Heldigvis er starten så hård, at han med sit trods alt pæne tidstab også til Tiberi og Arensman måske alligevel kan tage sig friheden. Vi har i hvert fald set ham få frihed på etaper, hvor det overraskede mig, og det kan naturligvis ske igen.

 

Den samme udfordring har jeg naturligvis med Einer Rubio. I teorien har han lidt mere frihed end Bardet, men til gengæld har vi endnu ikke set ham turde tage chancer fra distancen. For ham vil en top 10 betyde meget, og derfor forventer jeg en mere defensiv Rubio. Omvendt har vi set en meget aggressiv Rubio i finalerne, og han er en mand, der generelt ikke er bange for at angribe. Jeg tror mere på hans form end på Bardets, og derfor vil jeg tro, at han vinder duellen mellem de to, hvis de begge er afsted, selvom han havde en knap så god dag i dag og har en ikke helt testet holdbarhed. Problemet er bare, at Quintana er en sten i skoen. Det må være Movistars plan A at få colombianeren afsted, og hvorfor kompromittere udbruddets chancer ved at have en for klassementet farlig Rubio med også? Det vil i hvert fald nok kræve, at folk som Bardet, Hirt og Zana også er med.

 

Så er der den frække joker. Er det ikke på tide for UAE at give lidt plads til Rafal Majka ? Al logik tilsiger, at han skal blive hos Pogacar, men hvad kan egentlig gå galt? Ikke meget, når man fører med mere end syv minutter, og derfor tør jeg ikke helt udelukke, at de giver Majka chancen. Han kan endda bruge Pogacar som alibi til at sidde på hjul, og den hårde start betyder, at han har alle chancer for at komme afsted, hvis han får lov. Den Majka, vi har set i dette løb, kan - særligt efter en dag på hjul - vinde, men han skal altså lige ham lov af den slovenske chef. I den sammenhæng er det nok et problem, at Grossschartner havde en kedelig offday i dag. Derfor tror jeg ikke, at han får lov.

 

Jeg er rystet over, hvor god Nicola Conci har været i dette løb. I dag bekræftede han det tårnhøje niveau, han viste i søndags, og der synes således ikke at være tilbagegang at spore. Han skal i hvert fald gøre alt for at ramme udbruddet, og holder de gode ben, betyder den hårde start, at det bør lykkes. Problemet for ham er, at alle de ovennævnte som udgangspunkt passer bedre til en stor bjergetape som denne end ham. Det var der bare nogen, der havde glemt at fortælle ham i søndags. Når han kan gøre det så godt på kongeetapen, kan han også potentielt vinde denne etape, der alt andet lige passer bedre til en puncheurtype som ham.

 

Smøren kan gentages om Attila Valter. Også han er en puncheurtype, der har fundet uventet gode bjergben, og som kører på et hold, hvis eneste mål må være, at han skal ramme udbruddet. Modsat Conci har han faktisk en god historik på store bjergetaper i den tredje uge, for han var chokerende god om helt ung på 20. etape i 2020. Siden dengang har det dog knebet lidt med at præstere i de høje bjerge, og som for Conci gælder, at jeg har lidt svært ved for alvor at tro, at han kan slå de mere rendyrkede klatrere. Søndagens etape viser bare, at det ikke kan udelukkes.

 

Det kan det heller ikke for Davide Piganzoli. Modsat de to ovennævnte er han en helt rendyrket klatrer, der passer perfekt til denne etape, og han var da også en af de bedste i udbruddet i søndags. I dag bekræftede, at han ikke er spor træt i sin grand tour-debut, og med den hårde start taler meget for, at han vil ramme udbruddet igen. Udfordringen bliver herefter at gøre det færdigt. Han var som sagt en af de bedste forleden, men der var flere, der var bedre end ham. Det havde været lidt lettere med en nemmere start, for nu skal han næsten med sikkerhed slå klatrere, der er bedre end ham.

 

Det er også problemet for Filippo Zana. Han havde en overraskende offday i dag, men med de ben, han havde i søndags, kan han sagtens vinde denne etape. Problemet er bare hans placering i klassementet. Han skal have den frihed, det kan knibe med for alle top 10-rytterne, og hvis han kommer afsted, er det svært at tro, at han ikke skal slå navne som Bardet, Rubio og Hirt. Det kan blive et problem for ham, da de alle på papiret er bedre klatrere end ham. Omvendt havde han gylden tredjeugesform sidste år, og der var ikke mange, der havde spillet på ham i duellen med Pinot på 18. etape dengang.

 

 

Det var virkelig en fornøjelse at se Giulio Pellizzari i dag. Indtil nu har jeg regnet ham som et mere spændende talent end Piganzoli, men i dette løb er han blevet overstrålet. I dag fandt han imidlertid de gode ben, men skal vi lægge for meget i det? Modstanden var ikke den stærkeste, fordi de bedste klatrere holdt sig i ro, og da han ramte udbruddet i søndags, var der i hvert fald flere, der var bedre end ham. På den anden side tilbragte han også lang tid foran den store gruppe, og det har kostet. Man kan frygte, at han gravede for dybt i dag, men i den tredje uge er det typisk de samme, der er gode dag efter dag - og lige nu synes Pellizzari at være på en opadgående kurve.

 

Jeg vil slå Thymen Arensman og Antonio Tiberi sammen. Det er svært at tro, at Ag2r vil lade dem ramme et udbrud, men eksploderer det hele på de første to stigninger, kan man som beskrevet ovenfor vel ikke helt udelukke, at de kommer afsted. Kampen om ungdomstrøjen betyder, at de formentlig kommer som par, og at de derfor skal slå hinanden for at vinde. Sidder det i det afgørende udbrud, vil jeg tro, at de vinder, og her er mine penge på Arensman. Ganske vist endte Tiberi bedst i dag, men det var som beskrevet i analysen den værst tænkelige finale for hollænderen, der hader stejle procenter og eksplosive finale. Denne etape er skræddersyet til hans dieselmotor, og han havde jo endda en defekt lige inden stigning i dag, hvad der gør hans ridt endnu mere imponerende. Derfor giver jeg ham en lille overhånd i den duel, men det er også klart, at Tiberi ligeledes passer bedre til denne etape og trods alt indtil nu generelt har været den stærkeste af de to, hvis man fraregner søndagens nedtur.

 

Det går jo nok den forkerte vej for Alex Baudin, men jeg havde frygtet, at han ville smelte sammen i dag. Det gjorde han heldigvis ikke, og han ligner således en mand, der ikke nødvendigvis har kurs mod et kollaps. Han er nu under Paret-Peintre i hierarkiet, og derfor tror jeg faktisk, at Ag2r vil gøre deres bedste for at få ham afsted som forpost og af hensyn til holdkonkurrencen. På baggrund af det, han har vist de seneste dage, er det måske svært at se ham vinde etapen og måske også at ramme udbruddet, men efter dagens lille opmuntring er der en vej til et topresultat.

 

Alt taler for, at Simon Geschke rammer udbruddet. Det er klart, at den hårde start betyder, at han kan misse den, hvis dagen ikke er den bedste, men har han de ben, han har haft indtil nu, burde han have en god chance. Vi har dog også set, at det formentlig bliver svært for at vinde i en gruppe, der vil tælle de mange topklatrere, og det hjælper heller ikke, at han skal bruge kræfter på bjergpoint. Dem kan han selvfølgelig droppe, når nu Pogacar reelt har vundet konkurrencen, men jeg vil tro, at han stadig jagter 2. pladsen, der kan være nyttig, hvis nu sloveneren af en eller anden grund skulle udgå. Et godt resultat er sandsynligt, men sejren ser svær ud.

 

Det samme gælder for Luca Covili. Han har klatret så godt og stabilt, at han i den hårde start har en god chance for at ramme udbruddet. Han har imidlertid også været overstrålet af de fleste på denne liste, og derfor er en sejr ikke realistisk. Til gengæld synes han at være et relativt sikkert kort, for han holder sit niveau og bliver vel nærmest bedre og bedre.

 

Det er modsat hans kaptajn. Domenico Pozzovivo har som frygtet igen i denne Giro haft en nedadgående formkurve, og nu er sygdom angiveligt også indblandet. Desværre bliver han også denne gang ringere og ringere for hver etape, og hans chance for etapesejr er derfor nok forpasset. Omvendt klatrer han stadig på så fint et niveau, at han i en hård start har en god chance for at ramme udbruddet, og i dette løb har han jo været langt mere aggressiv end tidligere. Derfor kan der være en vej til et godt resultat, men en etapesejr får vi nok ikke.

 

Endelig vil jeg nævne tre jokers, der ikke vinder etapen, men måske kan lave et resultat, nemlig Kevin Vermaerke, Nick Schultz og Gijs Leemreize. De har nemlig alle historik for at præstere i den tredje uge, som vi så med Vermaerke i sidste års Tour, med Schultz i Touren i Touren i både 2022 og 2023 og med Leemreize i Giroen i 2022. Alle tre viser klart stigende formkurve igen i dette løb, hvor særligt Leemreizes genrejsning på de seneste to bjergetaper er kommet positivt bag på mig. Lad os se, om de er gode nok til at ramme udbruddet i denne hårde start, og om de så kan lave et resultat.

 

I dag så vi også flotte præstationer på Ewen Costiou, Alessandro Tonelli, Thomas Champion, Enzo Paleni, Edoardo Zambanini, Jan Tratnik, Mauri Vansevenant og Christian Scaroni, men jeg tvivler på, at de kan levere samme præstation på en større bjergetape. Det samme gælder for Aurelien Paret-Peintre, der formentlig vil finde denne etape lidt for voldsom, selvom han i dag rejste sig fornemt efter søndagens skuffelse. Den bør også være for svær for Pelayo Sanchez, men han må være ren hjælper, og Michel Ries mangler nok en anelse for meget. Magnus Sheffield synes faldet sammen, og trods fremgang vil det undre mig, hvis vi ser Jefferson Cepeda eller Henok Mulubrhan helt fremme. Etapen bør også være for svær for Jhonatan Narvaez, Alessandro De Marchi, Luke Plapp, Amanuel Ghebreigzabhier, Lilian Calmejane, Marco Frigo og Michael Valgren, og Giovanni Aleotti og Maximilian Schachmann, der begge viste tilbagegang i dag, er formentlig lås af Martinez. Endelig tvivler jeg på, at Felix Grossschartner kan få den potentielle frihed som Majka, når han havde en offday i dag, mens den nedadgående formkurve fortsætter for Esteban Chaves og Juan Pedro Lopez.

 

Får vi samling af de en af de to ovennævnte årsager, vinder Tadej Pogacar naturligvis. Herefter vil jeg forvente, at den i 2021 så tredjeugesstærke Daniel Martinez fortsætter med at være næstbedst. Jeg vil tro, at Thymen Arensman er nr. 3, når han i dag var så god på en etape, der passede ham dårligt, og når han plejer at blive bedre og bedre - og nu ved vi, at han ikke nødvendigvis skal vente på Thomas. Jeg vil nok stadig have Geraint Thomas som nr. 4, fordi vi taler om en stor bjergdag, der passer hans aldrende dieselmotor bedre, men jeg tror ikke, at han denne gang kan matche Martinez. Herefter har jeg Antonio Tiberi, der burde passe bedre til denne etape end dagens, men det bekymrer mig, at han havde det svært på den seneste store bjergetape. Jeg har også store forventning til Jan Hirt, der ser ud til igen at blive bedre og bedre og passer bedre til denne etape.  Herefter må det være Ben O’Connor, men jeg frygter, at han kan være på vej i en nedadgående formkurve, selvom han også kan have en af de dårlige dage, der kendetegner ham. Jeg vil forvente, at Einer Rubio klarer denne form for etape bedre, selvom jeg kan være bekymret for, om han er ved at være træt. Romain Bardet har vist sig som den totale lottokupon, men jeg er ikke optimistisk, for han har kun været god én dag. Michael Storer var god i dag, men jeg er lidt bekymret for ham på denne form for etape, og han vil næsten med sikkerhed have været i udbrud, hvis favoritterne skal køre om det. Herefter må det være Lorenzo Fortunato og Davide Piganzoli. Det er klart, at Rafal Majka, Valentin Paret-Peintre og Damiano Caruso lige nu er tre af de allerstærkeste, men de kan aldrig få lov at køre deres egen chance i et favoritopgør og vil aldrig få lov at køre fra deres kaptajn.

 

OPDATERING: Pogacar sagde nærmest direkte på pressekonferencen her til aften, at han vil lade et udbrud køre på denne etape. Dermed er ovenstående analyse formentlig korrekt.

 

Feltet.dks vinderbud: Nairo Quintana

Øvrige vinderkandidater: Jan Hirt, Michael Storer

Outsidere: Georg Steinhauser, Valentin Paret-Peintre, Damiano Caruso, Lorenzo Fortunato, Romain Bardet

Jokers: Einer Rubio, Rafal Majka, Nicola Conci, Attila Valter, Davide Piganzoli, Filippo Zana, Giulio Pellizzari, Thymen Arensman, Antonio Tiberi, Alex Baudin, Simon Geschke, Luca Covili, Domenico Pozzovivo, Kevin Vermaerke, Nick Schultz, Gijs Leemreize

 

Kandidater til et favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Tadej Pogacar, Daniel Martinez, Thymen Arensman, Geraint Thomas, Antonio Tiberi, Jan Hirt, Ben O’Connor, Einer Rubio, Romain Bardet, Michael Storer, Lorenzo Fortunao, Davide Piganzoli (Rafal Majka, Valentin Paret-Peintre og Damiano Caruso omtales selvstændigt ovenfor)

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Nairo Quintana
Jan Hirt, Michael Storer
Georg Steinhauser, Valentin Paret-Peintre, Damiano Caruso, Lorenzo Fortunato, Romain Bardet
Einer Rubio, Rafal Majka, Tadej Pogacar, Nicola Conci, Attila Valter, Davide Piganzoli, Filippo Zana, Giulio Pellizzari, Thymen Arensman, Antonio Tiberi, Alex Baudin, Simon Geschke, Luca Covili, Domenico Pozzovivo, Kevin Vermaerke, Nick Schultz, Gijs Leemreize
Daniel Martinez, Geraint Thomas, Ben O’Connor, Aurelien Paret-Peintre, Giovanni Aleotti, Maximilian Schachmann, Felix Grossschartner, Esteban Chaves, Juan Pedro Lopez, Pelayo Sanchez, Michel Ries, Magnus Sheffield, Ewen Costiou, Jefferson Cepeda, Henok Mulubrhan, Alessandro Tonelli, Thomas Champion, Edoardo Zambanini, Jan Tratnik, Mauri Vansevenant, Jhonatan Narvaez, Alessandro De Marchi, Amanuel Ghebreigzabhier, Lilian Calmejane
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Bizkaikoloreak(2.NCUPJW) 20/07-21/07

Vuelta a Castilla y Leon(2.1) 23/07-24/07

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 24/07-04/08

Prueba Villafranca(1.1) 25/07

Czech Tour(2.1) 25/07-28/07

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Red Bull - BORA - hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger