Optakt: 17. etape af Tour de France

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Ruten

Efter den foregående dags opvarmning er det for alvor tid til at indlede det afgørende slag i Pyrenæerne, når det på løbets sidste onsdag går løs med en ultrakort og meget intens bjergetape. Her venter over kun knap 130 km ikke færre end fire pyrenæertinder, og selvom den afsluttende klatretur op til Peyragudes, der for første gang besøges fra denne side, er relativt kort, vil afslutningen på den stejle rampe, hvor Chris Froome i 2017 for første gang oplevede at miste den gule trøje, sikre, at der vil blive gjort forskelle mellem de bedste. Vi er endda på et tidspunkt i løbet, hvor det kan være nødvendigt at tage lidt chancer fra distancen, og hertil har etapen et glimrende design. Et udbrud kan meget vel ende med at slås om sejren, men bag dem vil vi blive vidner til endnu et af Tourens nøgleslag og den første alvorlige chance for at se, hvem der er stærkest i den frygtede tredje uge.

Med en distance på bare 129,7 km er der tale om en ultrakort etape, som fører feltet fra Saint-Gaudens til Peyragudes, og den indledes ganske humant. Således lægger man ud med at køre mod først sydvest og siden nordvest ad en let stigende dalvej frem til dagens spurt, som efter 32,8 km kommer for enden af en lang og lige vej, der stiger let med ca. 1% over den sidste kilometer. Herefter drejer man mod syd for at køre ad en anden og ganske let stigende samt næsten helt lige dalvej frem til byen Arreau, som nås efter 53,6 lette kilometer.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Herefter er de sidste 76,1 km voldsomme. De indledes nemlig med, at man drejer mod nordvest for at køre op ad den mytiske kategori 1-stigning Col d’Aspin (12,0 km, 6,5%), som indledes med 2 lette kilometer, men derefter stiger relativt jævnt med 6-8%, dog med en 8. kilometer på 9,5%. Toppen rundes efter 65,7 km, hvorefter en let og kun mod slutningen teknisk nedkørsel leder mod sydvest og nordvest ned til dalen, hvor man kortvarigt køer mod sydøst ad en let stigende dalvej.

Herefter går det løs igen, når man kører mod syd og sydøst op ad kategori 2-stigningen Hourquette d’Ancizan (8,2 km, 5,1%), hvis data snyder. De første 4 km stiger således hovedsageligt med 7-9%, inden der venter to kilometer, som er enten faldende eller let stigende, hvorefter de sidste 2,2 km stiger med 6-8% frem mod toppen, som rundes efter 81,6 km. Herefter indledes de sidste 48,6 km med en lang og kun lidt teknisk nedkørsel, som leder mod sydøst ned til dalen, hvor man følger en let stigende dalvej mod sydvest frem til byen Saint-Lary-Soulan, som nås efter 98,8 km.

Nu indledes finalen for alvor, når man kører mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Col de Val Louron-Azet (10,7 km, 6,8%), hvis data også snyder. De første to kilometer er således ganske lette, men herefter stiger den hovedsageligt relativt jævnt med 7-9% frem mod toppen, som rundes efter 109,5 km. De sidste 20,2 km indledes nu med en ekstremt teknisk nedkørsel, som fører mod nordøst ned til byen Loudenvielle, hvor man kører et meget kort fladt stykke mod nord ad en dalvej.

Herefter kører man mod nord og sydøst op ad den afsluttende stigning, der ligeledes er i kategori 1. Den stiger med 7,8% over 8,0 km og er efter en let første kilometer meget jævn med 4 km med 8-9%. Herefter flader den ud med 6% over den næste kilometer, inden der venter to kilometer med hhv. 9,0% og 6,0%, hvorefter man rammer den sidste rampe, der stiger med 13% og har et maksimum på 16%. Stigningen har relativt få hårnålesving og går ad en bugtende vej, indtil man med 2,3 km drejer ind på den del af stigningen, som kendes fra finalerne i 2012 og 2017. Her går det ad en bugtende vej frem mod to hårnålesving i rap med 800 m igen, hvorefter en blød kurve leder ind på den 400 m lange og 6,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3364 højdemeter.

Peyragudes har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, hvor man er kørt op fra vest, men man er kommet fra øst med en afslutning, hvor de sidste 2,3 km er de samme som her. I Touren i 2017 oplevede Chris Froome en sjælden krise i en spurt på den sidste rampe, da Romain Bardet sejrede med 2 sekunder ned til Rigoberto Uran og Fabio Aru, som overtog førertrøjen fra Froome, der tabte 22 sekunder. Forinden var man forbi i 2012, hvor Alejandro Valverde reddede en skidt Tour i sit comebackår ved at tage en udbrudssejr 19 sekunder foran Chris Froome og Bradley Wiggins, der viste sig som de stærkeste af favoritterne på en dag, hvor Froome demonstrativt måtte vente på sin kaptajn, og som udviklede sig til en katastrofe for den forsvarende vinder, Cadel Evans. Vueltaen kom forbi året efter, hvor Alexandre Geniez tog en populær hjemmesejr via et udbrud, mens de store favoritter nåede mål i samme tid. I 2010 vandt David Moncoutié en bjergenkeltstart i Route du Sud foran Geniez og Fortunato Baliani, og det lille franske løb kom også forbi i 2000, hvor Francisco Mancebo vandt en tremandsspurt.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Vejret

Varmen bliver trykkende igen senere, men onsdag bliver der et lille åndehul. Det vil være en anelse skyet ved starten, hvor temperaturen bare vil være 22 grader, men det vil lynhurtigt klare op med kun få skyer, mens temperaturen i dalen vil vokse til 24-25 grader - 24 grader i bunden af sidste stigning. Vinden vil bare være svag til let (5-7 km/t), starte i nordvest og slutte i nord. Det giver generel sidemodvind fem til spurten, hvorefter man får sidemedvind frem til bunden af Aspin, hvor der vil være modvind og sidevind på nedkørslen. Man får medvind på Houquette d’Ancizan og nedkørslen, mens der vil være sidemedvind på Val Louron-Azet og sidemodvind på nedkørslen. Der vil være modvind på det korte dalstykke og medvind på stort set hele målbjerget, dog med sidevind over den sidste kilometer.

Analyse af 16. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Jumbo tilpassede taktikken til de nu begrænsede ressourcer og på 16. etape forsvarede trøjen til UG med kryds og slange.

Favoritterne

Egentlig skulle dagens etape vel mest have været opvarmning til de to helt store slag i Pyrenæerne, men etapen fik en betydning, som i hvert fald Romain Bardet nok havde ønsket sig anderledes. Dermed fik vi allerede de første svar på, hvordan styrkeforholdet har udviklet sig siden Alperne, og dagens etape afslørede tillige en del om holdenes taktik - forhold, der giver en lidt anderledes dynamik på de kommende etaper, end man efter alpeetaperne kunne have ventet.

De to kommende etaper er imidlertid dem, der udsigt til at gøre de helt store forskelle, og ved designet har ASO tænkt sig om. Modsat i Alperne, hvor det var svært med tidlige offensiver grundet de lange powerstykker mellem stigningerne, er pyrenæeretaperne skabt til at angribe tidligt. Her har man skruet ned for dalstykkerne, og for første gang i år har man også fundet nedkørsler, der kan gøre en forskel. I morgen er ingen af nedkørslerne helt lette, men særligt den sidste nedkørsel er en udfordring. Den er uhyre kringlet, og den giver den første helt store chance for at udnytte evnerne nedad som et våben.

Det er imidlertid ikke den eneste forskel til alpeetaperne. På morgendagens etape skal vi slet ikke op i højderne, og vi kan dermed fjerne betydningen af den iltfattige luft. Derudover er stigningerne betydeligt kortere og mere eksplosive, og det gælder særligt for målstigningen. Vi kender den sidste meget stejle rampe fra besøgene i 2012 og 2017 og fra Vueltaen i 2013, og den er i sig selv en eksplosiv sag. Fra denne side, som er ny, kommer den så forenden af en relativt kort opkørsel, der burde rime mere på Tadej Pogacar end på Jonas Vingegaard - i hvert fald i teorien. Der er mere La Planche des Belles Filles end Col du Granon over denne finale, men alligevel kan 7. og 17. etape ikke sammenlignes. Hvor 7. etape bare havde én stigning, er dette en rigtig - dog ganske vist meget kort - bjergetape, og det passer Vingegaard meget bedre end vogeseretapen, hvor han trods alt blev slået af Pogacar, men kun med det yderste af neglene.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Derudover er der en anden forskel til Alperne, som arrangørerne dog ikke kunne planlægge efter. Selvom varmen vender tilbage senere på ugen, og onsdagen bestemt ikke bliver kold, er det i morgen altså varmere i Danmark, end det vil være i Pyrenæerne. Det giver et lille afbræk fra den stegende hede, som til gengæld nok skal melde sig igen. Det vil glæde Pogacar, der har klaret varmen fint, men som ikke kan lide den, og det er ikke det eneste, vejrguderne forærer ham. De giver ham nemlig også medvind på de tre sidste af de fire bjerge, og det er et vigtigt skridt mod at få noget væsentligt ud af etapen.

Hvordan vil etapen så forløbe? Det blev vi måske lidt klogere på i dag. I analysen har jeg grundigt beskrevet, hvordan Jumbo i dag ændrede taktik i forhold til det, vi hidtil har set. Med otte mand lagde de løbet i et jerngreb, der gjorde udbrud til lukket land for folk som Aleksandr Vlasov og UAE-forposter. Med seks mand, hvoraf Tiesj Benoot er endog meget svækket, synes de at have opgivet den strategi. I stedet lod de i dag bare en stor gruppe køre med det samme - også selvom både Vlasov og UAE var med - og i stedet sørgede de selv for at sende to forposter afsted, herunder forposten over alle forposter, Wout van Aert.

Som skrevet i analysen fungerede den taktik til UG med kryds og slange, og der er nok grund til at lytte til mantraet ”don’t fix it if it ain’t broken”. Jeg vil tro, at Jumbo praktiserer samme taktik i morgen. De vil formentlig udpege nogle enkelte folk, som ikke må gå i udbrud, men i stedet for at igangsætte en alenlang angrebsfest, som er svær at holde overblik over og kontrollere, vil jeg tro, at de igen hurtigt lader en gruppe køre, hvis bare de få farlige folk ikke er med. Skulle en af disse forsøge sig, kan det godt betyde, at vi får lidt mere kamp, end vi gjorde i dag, men hvis ikke de prøver, vil jeg næsten tro, at vi igen bare ser, at et kæmpeudbrud kører med det samme. Det er godt nyt for de klatrere, der ellers vil frygte en flad start, for går det, som det gjorde i dag, kan man næsten helt frit bestemme sig for, om man vil i udbrud eller ej trods det flade terræn.

Mit gæt vil således være, at vi hurtigt får etableret et udbrud. Mit gæt vil også være, at det tæller en eller flere UAE-ryttere, Van Aert og en af de to tunge Jumbo-drenge, Nathan van Hooydonck og Christophe Laporte. Det kan også være, at de sender Tiesj Benoot afsted, men det tvivler jeg på. Jeg tror, at de vil sende en tung mand afsted, der kan overleve de første stigninger, gemme en tung mand til at føre på det flade og gemme Benoot til at føre på stigningen, så længe hans skader tillader det.

Den taktik bør også tale for, at udbruddet efter alt at dømme skal køre om sejren. Jumbo vil sikkert gerne vinde en etape, men den slags kan vente til torsdag, hvis der kan blive plads til det. I morgen må alt handle om at forsvare trøjen, når ressourcerne er så få, og på dette tidspunkt er der heller ingen grund til at bringe bonussekunder i spil. Derudover har de faktisk en interesse i, at forspringet bliver ret stort, så deres forposter ikke pludselig bliver hentet for tidligt.

Til gengæld vil UAE utvivlsomt gerne vinde etapen, men med nu bare fem mand er det svært at se, at det kan lade sig gøre. De skal have mindst én forpost afsted, og det skal gerne være Brandon McNulty eller til nøds Rafal Majka. Det efterlader bare en formsvag Marc Hirschi og en tung Mikkel Bjerg til at kontrollere, hvis man sparer klatreren, formentlig Majka, til at sætte angreb i scene. Skal de endelig forsøge at vinde en etape, må det også være torsdagens etape, der er den oplagte, for her kan man tillade sig at bruge betydeligt flere ressourcer. Også UAE har en interesse i, at forspringet er så stort, at forposterne kan komme i spil og ikke hentes for tidligt.

Er der andre hold, der vil jagte? Det er meget svært at se. Romain Bardet ville helt sikkert gerne have vundet på Peyragudes igen, men efter i dag er det jo ikke et realistisk scenarium. Geraint Thomas viste som beskrevet i analysen, at Ineos kører for podiet og ikke sejren, og han gør sig ingen illusioner om, at han kan vinde etapen. Tværtimod taler meget for, at de kunne få sendt Tom Pidcock i udbrud, og det er en langt mere realistisk vej til sejr. Skulle man endelig pege på hold, der kunne jagte, er det Arkea og FDJ, men førstnævnte er alt for svage, og sidstnævnte har langt bedre chance for at vinde etapen via udbrud med særligt Thibaut Pinot. Hvis det ender, som jeg tror, nemlig at det igen bliver ret let at ramme udbruddet, er det meget usandsynligt, at FDJ ikke har en mand foran.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Nej, jeg regner ikke med at se nogen, der vil jagte for etapesejren. Til gengæld tror jeg, at Jumbo igen må lade relativt farlige folk køre, og dermed vil det igen være et udbrud, de ikke bare kan slippe helt. Det kan gøre afstanden så lille, at favoritterne kan komme i spil, hvis det hele eksploderer, men det vil formentlig kræve, at Jonas Vingegaard enten bliver sat, eller at han isoleres og må lade farlige folk køre. Baseret på det, vi så i dag, virker førstnævnte usandsynligt, og medmindre Sepp Kuss har en gedigen offday, som han ikke rigtigt for alvor har haft endnu, er sidstnævnte heller ikke sandsynligt. Og brænder lokummet, kan man jo kalde Van Aert ned fra et udbrud.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Forudsætningen for, at det kan eksplodere, er dog til stede. Vi så i dag, at Pogacar er klar til at angribe også meget tidligt, og man kan således slet ikke udelukke, at han faktisk vil forsøge allerede på et af de to første bjerge. Jeg vil dog tro, at han venter til de to sidste. Der er lidt dal mellem andet og tredje bjerg, og hvis Jumbo har forposter og dermed stærke hjælpere i finalen, er der grænser for, hvor langt et soloridt der er realistisk.

Til gengæld tror jeg også, at han forsøger på Val Louron-Azet, der er en ganske svær stigning i medvind. Baseret på det, vi har set hidtil, og som jeg uddyber i analysen, er der dog intet, der tyder på, at han kan komme af med Vingegaard. Hvis Kuss kører, som han gjorde i dag, burde et tidligt angreb derfor ikke blive farligt, og så må Pogacar prøve igen på den sidste, hvor jeg tror, at resultatet vil være det samme.

Der er to jokers i det spil. Skulle Kuss have en offday, kan en isoleret Vingegaard være nødt til at lade andre end Pogacar køre væk. Det kan potentielt blive en farlig situation, men som sagt tror jeg, at han vil have Van Aert foran, og derfor burde den kunne afværges ved at kalde ham tilbage og kontrollere den rytter, der måtte være stukket af.

Den anden joker er nedkørslen. Vi så i dag, at Pogacar er klar til at udnytte dem, og som sagt er den sidste nedkørsel så svær, at det giver mening, også fordi der næsten ikke er dal mellem de to sidste stigninger. Pogacar er teknisk dygtig, men vi kender fortsat ikke meget til Vingegaards evner nedad. Sloveneren er dog så stærk, at han kan blive svær at holde, og det er den største trussel mod danskeren, der med sit forspring og tilsyneladende overlegne fysik måske heller ikke satser hele butikken, hvis han føler, at han kan redde situationen på den sidste stigning. Jeg udelukker derfor ikke, at Pogacar kan starte sidste stigning med et forspring, men undgår vi styrt nedad, vil jeg tro, at den Vingegaard, vi har set hidtil, vil kunne redde det hele på Peyragudes.

Kommer de samlet ind på stigningen, vil vi formentlig igen se Rafal Majka sætte Pogacar i scene, men det er også muligt, at Kuss gør, som han gjorde i dag. Som beskrevet i analysen var Vingegaard i dag åbenbart i så meget overskud, at han bad amerikaneren køre rasende stærkt, og hvis det gælder igen i morgen, kan det sagtens være, at det er Jumbo, der skaber det hårde løb, Vingegaard elsker. Det vil stadig være med et defensivt udgangspunkt, men med den taktik, han benyttede i dag, og med det overskud, han syntes at have, vil jeg tro, at det er ganske sandsynligt, at Vingegaard i morgen vil sætte kniven ind til sidst, hvis han har overskuddet.

Det ændrer dog ikke på, at etapevinderen umiddelbart bør komme fra et udbrud, og nu er spørgsmålet så, hvem der står på den liste over ryttere, som Jumbo ikke vil lade køre. Geraint Thomas gør naturligvis, men han kører for podiet og vil slet ikke forsøge. Nairo Quintana gør utvivlsomt også, og det samme gør David Gaudu. De skal næppe regne med en dag i udbrud, og hvis de gjorde, ville de også køre så meget mod hinanden, at det aldrig ville lykkes.

Jeg er mere usikre på, hvordan det er med Adam Yates, Louis Meintjes, Aleksandr Vlasov og Romain Bardet. Skal de låses, begynder det at være mange at kontrollere. Til gengæld er det med måske kun tre mand i feltet heller ikke rart at skulle holde et udbrud på under fem minutter hele dagen. Derfor vil jeg tro, at de forsøger at undgå det, og her kan det meget vel være nok bare at holde øje med Yates. Ineos vil nemlig næppe lade Meintjes, Vlasov eller Bardet køre, for deres mål er først og fremmest podiet. Derfor vil mit gæt være, at vi ikke ser en top 9-rytter i udbruddet, men skulle Jumbo acceptere det, kan det ændre hele dynamikken. Så vil forspringet gennem hele dagen være så begrænset, at udbruddet måske kan komme tilbage af sig selv. Det anser jeg dog som det mindst sandsynlige scenarium.

Man kunne så spekulere i, om Ineos kunne finde på at sende Yates i offensiven på en af stigningerne, som Enric Mas og Louis Meintjes forsøgte i dag. Umiddelbart tror jeg det ikke, for som sagt gjorde Ineos i dag deres bedste for at gøre Yates til så lille en trussel som muligt for i stedet at styrke Thomas’ podium. For Yates tror jeg også, at en samlet top 10 betyder ganske meget, selvom han tidligere er blevet nr. 4, og jeg tror, at hans risikovillighed er begrænset. Omvendt har vi set Ineos køre ganske kreativt og offensivt fra distancen i mange løb i år, og jeg tør derfor ikke udelukke det. Hvis det sker, tror jeg dog, at Kuss med det samme vil køre ham ind for ikke at skabe farlige situationer for det svækkede hold. Hvis de lader ham køre, kan også det dog ændre dynamikken, fordi Jumbo så skal jagte hårdere, hvormed udbruddet kommer tilbage af sig selv.

Som det fremgår, tror jeg samlet set ikke på, at der bliver megen plads til, at top 9-ryttere kan køre om sejren. Til gengæld burde alle fra 10. pladsen og ned have tabt så meget tid, at de får plads, hvis Jumbo bruger samme taktik som i dag. Som sagt tror jeg også, at den flade start udgør et mindre problem end normalt, hvis Jumbo igen bare lader en større gruppe uden de allerfarligste folk slippe afsted, og det taler for, at de gode klatrere, der vil i udbrud, har en god chance for at komme det.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Hvem kan så vinde fra et sådant udbrud? Det er der flere, der kan. En af dem er Tom Pidcock. Vi har set, at han ikke er bange for at tage risici, og jeg vil tro, at Ineos i morgen har som mål, at han både skal vinde etapen og tage tid i klassementet. Med den nye taktik er han en rytter, Jumbo bør lade køre, og så kan han utvivlsomt gøre det færdigt. Han har bekræftet, at han vitterligt er god i de høje bjerge, ikke mindst med sejren på Alpe d’Huez, og selvom han har været temmelig svingende i dette løb, viser dagens etape, at hans form ikke er entydigt nedadgående. Faktisk burde disse lidt kortere stigninger vel egentlig passe ham bedre end de lange bjerge i Alperne, og særligt den stejle rampe op mod mål burde lige være noget for ham. Jeg kan have en frygt for, at Jumbo måske holder lidt ekstra øje med ham for ikke at give bedre forudsætninger for en mulig tidlig Yates-offensiv, men de skulle have nogen særlig grund til det.  Snarere er det et spørgsmål, om han i et udbrud vil vise sig som bedste klatrer, og både dagens etape og Alpe d’Huez viser, at det er endog meget sandsynligt.

Det er dog ikke klatreevnerne, der får mig til at pege på ham. Jeg vil tro, at han får svært ved at matche Enric Mas, som jeg venter at se i udbruddet, på stigningerne, men han har et våben i den uhyre tekniske nedkørsel. Som vi så i torsdags, vil han formentlig køre fra alt og alle på den sidste nedkørsel, og så behøver han ikke at være stærkest opad for at vinde - slet ikke når sidste stigningen er relativt kort. Derfor tror jeg, at Pidcock tager sin anden sejr - ikke så meget på grund af evnerne opad, men fordi den sidste nedkørsel synes nærmest designet til ham.

Havde det ikke være for nedkørslen, havde jeg peget på Enric Mas. Med Jumbos nye taktik er han nu på listen over ryttere, der bør få frihed, som han også fik det i dag, indtil Tadej Pogacar fik ødelagt hans offensiv. Med en samlet 11. plads er der for en rytter med hans status intet at miste ved at angribe tidligt, og det må være Movistars mission at få ham afsted. Som sagt bør det trods den flade start næppe blive alt for svært, og han kan meget vel ende med at have gode hjælpere hos sig.

Kan han så gøre det færdigt? Man skal ikke have læst meget af det, jeg har skrevet, for at vide, at mine forventninger til ham var store, og de er slet ikke blevet indfriet. Vi så dog på 12. etape, at hans tårnhøje niveau fra foråret stadig findes, og en mulig forklaring på dagens nedtur kan være, at hans offensiv kostede mange kræfter. Derudover passede den eksplosive finale ham dårligt, mens morgendagens etape burde passe ham langt bedre. Han er som bekendt også altid klart bedst i uge 3, og man kan have et håb om, at det vil gælde igen, særligt hvis han som i Alperne skal bruge én etape til at finde sit rigtige niveau. Dagens resultat viser også, at han i ethvert udbrud vil være en af de tunge favoritter, og de ben, han havde i dag, vil i de fleste tilfælde være nok til at gøre det færdigt. Har han til endda benene fra i torsdags, er det vel endda ret svært at se, hvem der skulle kunne slå ham fra et udbrud. Problemet er bare den pokkers nedkørsel, for han er allerede to gange i år styrtet på nedkørslerne i finalen, så vil han satse en bondegård på at følge eksempelvis Pidcock? Den sidste stigning er dog stadig så lang, at han burde have plads til at hente det tabte, hvis han så flyvende, som han var i torsdags. Måske er det alligevel i morgen, at Spanien tager deres første etapesejr siden 2018 - nedkørsel eller ej.

Igen i dag så vi, at Thibaut Pinot ikke er på 100%, og det bekræfter hans egne tal angiveligt også. Han er dog stadig så god, at han både her og på Alpe d’Huez var blandt de bedste i feltet, og vi ved også, at de lange stigninger passer ham betydeligt bedre end de korte. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at hans bedste etape kom på Alpe d’Huez, og vi burde se en bedre Pinot, end vi så i dag og i Mende. I dag droppede han udbruddet, og det skyldes utvivlsomt, at han satser stort på de to ”rigtige” bjergetaper. I morgen regner jeg med, at FDJ har det som et stort mål, at Pinot skal ramme udbruddet, og det burde jf. ovenstående kunne lykkes. Lige nu synes han ikke så god, at han med sikkerhed kan gøre det færdigt, men det er bestemt muligt med de ben, han havde i torsdags. Kender vi ham ret, vil det også hjælpe ham, at det er betydeligt køligere, for selvom det er gået fint, er han jo ikke nogen god ven med varmen. Nedkørslen var tidligere et problem, men det synes den ikke længere at være - hvis altså ikke det er Pidcock, han skal følge.

Alexey Lutsenko er nu så langt fra top 10, at han intet har at miste ved at angribe. Derfor må man formode, at Astanas eneste mål i morgen - ja faktisk i hele et for dem meget anonymt løb - må være, at kasakken skal afsted i morgen. Han har i år bekræftet, at han vitterligt har forbedret sig meget i bjergene, og selvom det ikke går så godt som sidste år, er han vel næppe alt for langt fra sidste års niveau, da årets felt synes betydeligt stærkere. Når man sammenligner hans kørsel med det, de ovennævnte har præsteret, er en sejr i hvert fald inden for rækkevidde, men jeg kan have en lille bekymring for, om han kan gentage dagens præstation i morgen. Vi så i Alperne, at han betalte en pris for sin flotte 11. etape, og dagens etape passede også bedre til en mand, der er mere puncheur end klatrer. Etapen passer i hvert fald nok lidt bedre til de ovennævnte, men på baggrund af det, vi har set hidtil, må en sejr være inden for rækkevidde.

Det må den også være for Michael Woods. Canadieren viste i dag, at han er kommet sig fornemt efter sin skade, men spørgsmålet er, om det er nok. Dagens etape passede ham helt perfekt, mens morgendagens mere er en rigtig bjergetape knap så egnet til en sand murspecialist. Vi så allerede inden styrtet, at han ikke virkede helt flyvende, og jeg kan stadig være bekymret for, om formen rækker. I morgen regner jeg med et betydeligt stærkere udbrud, end vi så det i dag, og derfor skal han være knivskarp, hvis det skal lykkes. Vi så dog senest i Occitanie, at hans topniveau i bjergene efterhånden er tårnhøjt, og han vil virkelig elske den sidste meget stejle rampe, hvor han bliver uhyggeligt svær at slå. Forinden skal han klare de længere stigninger, men her vil det vel trods alt hjælpe, at de alle er relativt korte og stejle, hvilket burde passe en type som ham bedre end årets udmarvende alpeetaper. Til gengæld kan nedkørslen lure som en trussel, da det ikke er hans spidskompetence, men den står ikke nødvendigvis i vejen. To canadiske etapesejre i træk vil være lidt af en bedrift - særligt når de begge kører for et af WorldTourens mest kriseramte mandskaber.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Israel-PT har imidlertid også andre kort at spille i jagten på deres anden sejr i træk. Forud for løbet havde jeg aldrig drømt om, at Chris Froome ville kunne vinde en bjergetape som denne, men det kan han formentlig nu. Han var allerede god på Alpe d’Huez, men det, han leverede i dag, syntes at være en langt stærkere præstation. Logikken siger da også, at en grand tour-konge som ham vil forbedre sig på sin restitution, og med de ben, han havde i dag, burde han være en reel vinderkandidat. Han og Woods kan endda ramme udbruddet sammen og måske lege lidt med den taktik, Woods og Hugo Houle brugte i dag, og morgendagens ”rigtige” bjergetape burde endda passe ham bedre. Det vil i hvert fald være en fantastisk genrejsning, hvis han fuldender sin genrejsning ved at vinde på akkurat den stigning, hvor han for eneste gang i sin karriere oplevede faktisk at miste den gule trøje - og det er endda en stejl rampe, der i teorien burde passe ham helt perfekt.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Bob Jungels havde som mål at ramme udbruddet i dag, men som så mange andre blev han vel overrasket over, at det kørte så tidligt. I morgen burde han have en god chance for at sidde der, hvis kampen bliver så begrænset, som jeg venter, men så er spørgsmålet, om han kan gøre det færdigt. Han synes bare at blive bedre og bedre, som han plejer i en grand tour, og både på 14. og 16. etape var han tæt på favoritterne. Det var dog også ret eksplosive stigninger, og han har altid haft det sværere i de rigtige bjerge, som Alperne også beviste. Ganske vist vandt han 9. etape, men denne gang kan vente at være i en stærkere gruppe, og denne gang giver Pinot ham næppe et forspring. Jeg vil stadig gerne se ham slå de ovennævnte på en rigtig bjergetape som denne, hvor stigningerne er betydeligt stejlere, end de var det på 9. etape, men i den tredje uge skal man aldrig udelukke Jungels, slet ikke som han kører nu.

Dagens positive overraskelse var Nick Schultz. Australieren så som bekendt allerede uhyre overbevisende ud på 10. etape, og i dag bekræftede han, at niveauet er tårnhøjt. Det var dog også en kort, eksplosiv stigning, der passede en ardennertype som ham bedre end en stor bjergetape som den, der venter i morgen. Her har han stadig til gode at bevise, at han kan vinde, men hans klart forbedrede klatring sidste forår inden den lange formkrise viser, at det ikke er umuligt. I den tredje uge betyder friskhed mere end et strengt fokus på klatreevner, og måske grundet hans svage forår synes han meget frisk nu. Han vil også være hjulpet af, at stigningerne er relativt korte og eksplosive, så det er ikke den dårligste bjergetape for ham. Jeg vil stadig gerne se ham vinde, inden jeg for alvor tror det, men efter i dag kan det ikke udelukkes.

Carlos Verona må have som mission at hjælpe Mas til sejr, og han skal formentlig forsøge at ramme udbruddet sammen med ham. Det gør det naturligvis svært at vinde etapen, men måske kan der opstå muligheder alligevel. Det kan være, at Jumbo ikke lader Mas køre, at han slet ikke rammer det eller måske for tredje gang i år vælter på en nedkørsel. Det skal flaske sig, hvis Verona skal have chancen, men får han den, burde han have en reel chance for at gøre det færdigt. Han har forbedret sin klatring enormt i år, særligt efter sejren i Dauphiné, og i dette løb synes han bare at blive bedre og bedre. Også han kan bryde den alenlange spanske tørke, der nu strækker sig tilbage til 2018, men det kræver, at hans kaptajn giver ham plads, og det kan synes lidt svært.

FDJs plan A må være Pinot, men glipper den, kunne Valentin Madouas være et alternativ. Han havde en offday i Mende, men i dag var han fuldt tilbage, og FDJ begik tilsyneladende den fejl at satse på Michael Storer, der lignede den svageste af de to, hvad han også har været gennem hele løbet. Inden løbet ville jeg have betegnet denne etape som værende for svær, men med den klatring, han har vist i Alperne, er intet umuligt. Denne etape burde endda passe ham bedre end alpeetaperne, og derfor synes han at have en reel chance, hvis FDJ giver ham pladsen.

Som sagt regner jeg med, at Brandon McNulty er UAEs forpost. Hans opgave er altså ikke at vinde etapen, men hvis Pogacars offensiv - som jeg venter - kikser, kan han få chancen. Det er stadig svært, for vi så i dag, at han kørte med håndbremsen trukket for at være klar til at hjælpe, hvis det blev nødvendigt, og det er han nødt til at gøre igen i morgen. Derfor skal det flaske sig, hvis han skal have chancen, men hvis Pogacar efter sine første angreb fornemmer, at det er umuligt, kan han måske give McNulty fripas tidligere, end han fik det i dag. Her sad han ikke på hjul, men det alibi har han i et vist omfang, og det kan give ham en ekstra friskhed. Efter en svag start har han fundet formen på det sidste, men vi har også i år set, at han i bjergene formentlig stadig er overmatchet af de fleste af de ovennævnte.

FDJs tredje kort er naturligvis Michael Storer. Australieren fik i dag endelig chancen, men som sagt lignede det en fejl, at det var ham, der skulle satses på. Han har i hvert fald været et niveau under Pinot og Madouas hidtil, men han viste trods alt også, at han bestemt er i glimrende form. Etapen er ikke helt forskellig fra den, han sidste år vandt i Vueltaen på Balcon de Alicante, og disse lidt kortere stigninger er i hvert fald noget, han har mestret. Han skal dog først have chancen på et hold, der synes at have to bedre bud end ham, og så skal han nok have lidt bedre ben, end han havde det i dag.

Skal man pege på en rytter fra top 9, Jumbo vil lade køre, kunne det være Louis Meintjes. I dag satte han en fed streg under, at han altid er bedst i den tredje uge, og hvis han har de ben igen, vil han have en god chance for at gøre det færdigt. Som vi så det i Mende, vil det dog være en udfordring, at han i et udbrud formentlig vil satse mere på at vinde tid end på at vinde etapen, og han vil være handicappet af, at han truer både FDJ og Ineos, der formentlig vil jagte. Omvendt er hans enkeltstart så ringe, så han må være manden fra top 9, men bedst kan give lidt plads. Etapen er kort og eksplosiv, og det er ikke just en gave for ham, men med de ben, han har lige nu, er det bestemt en etape, han kan vinde, hvis friheden mod forventning bliver ham givet.

Det er også muligt, at Aleksandr Vlasov får chancen igen. Jeg tror det ikke, men vi så jo tydeligt i dag, at en russisk Tour-sejr ikke er det mest sandsynlige scenarium. Med de ben, han havde i dag, vinder han dog desværre næppe heller etapen, hvis han er i udbrud med flere af de ovennævnte, men måske er der håb. Vi har i dette løb set, at han har kørt som en yoyo, og det er jo desværre mønsteret for ham i grand tours, som vi også så det i Giroen sidste år. Derfor kan der være håb for, at han i morgen har en af sine gode dage, for i Giroen kom en god dag som regel 24 timer efter en dårlig. Alt sammen kræver det dog, at han får plads, og jeg tror ikke, at Jumbo er i det humør for en top 9-rytter.

En af dagens skuffelser var Damiano Caruso. Jeg havde ellers et håb for, at han var ved at finde formen efter den fine kørsel i Mende, men der synes stadig at være lang vej til hans bedste form. Han brugte dog også et hav af kræfter på nogle meget tidlige offensiver, og spørgsmålet er, hvordan det var gået, hvis han havde været mere defensiv. Hans kørsel i starten af løbet og på 12. og 14. etape viser, at formen burde række til mere end det, vi så i dag. Han har formentlig lært en lektie nu, og han plejer at have motoren til den tredje uge. Han kan tillige bruge nedkørslen som et våben mod de ryttere, der vil være stærkere opad, og han vil så glæde sig over, at sidste stigning er kort.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det var ikke meget, vi så til Rigoberto Uran i dag, men det siger ikke nødvendigvis noget om formen. Colombianeren havde absolut ingen grund til at bruge kræfter, da først udbruddet var kørt. Han så i Mende ud til at være i fremgang efter sit styrt, men det var også ret klart, at han stadig manglede temmelig meget. I lyset af det, vi har set fra ham i år, er det svært at tro, at han pludselig skulle slå de ovennævnte, men der er et håb i hans resultat på 7. etape. Hans potentiale er i hvert fald så stort, at han må regnes som vinderkandidat, hvis han skulle være kommet sig efter styrtet.

Patrick Konrad viste igen i dag, at hans form er i fremgang, men det er stadig svært at se ham vinde en etape som denne. Han er bedre i det eksplosive terræn, vi så i dag, og alligevel blev han kun nr. 5, da han havde chance i Mende. Derfor er det lidt svært at tro, at han pludselig skulle slå langt mere klatrestærke folk, men den stigende formkurve giver i hvert fald et vist håb. Mærkelig ting sker i den tredje uge, og måske er det ham, der kan angribe tidligt, som Hugo Houle gjorde det i dag.

Forud for løbet havde jeg aldrig drømt om at nævne Alberto Bettiol. Jeg tror da heller ikke, at han kan vinde, men jeg tør ikke helt udelukke det. Vi så på Giroens 20. etape igen, at vanvittige ting kan ske i den tredje uge af en grand tour, da Alessandro Covi vandt på Passo Fedaia. Det var langt mere ulogisk end en sejr til den Bettiol, der klarede sig så flot i bjergene i Giroen og ved OL sidste år, og vi så i lørdags, at han er skræmmende god form. Han skal nok ikke regne med at slå Pidcock, Mas og Pinot på den sidste stigning, men så kan han jo gøre, som Jungels gjorde i Chatel, eller som Covi gjorde i Giroen. Angriber han fra distancen, bruger han nedkørslerne klogt, og har han de klatreben, han havde sidste år, synes det ikke at være helt uden for hans rækkevidde. I dag ramte han ikke udbruddet, men han blev vel overrasket som mange andre over den specielle start, som meget vel kan gentage sig i morgen.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Man bør vel også give Giulio Ciccone ”the benefit of the doubt”. Det er svært at tro, at han har formen til at vinde, men helt galt var det jo ikke i torsdags. Siden har det dog set sløjt ud, både da han førte i søndags, og da han kæmpede på stigningerne i lørdags, men logikken siger vel, at han er i fremgang efter sin sygdom. Vi har set, at Quinn Simmons har spurtet for at holde ham inde i bjergkonkurrencen, så ambitioner må han stadig have. Om det rækker, er tvivlsomt, men omvendt skal hans ben vel ikke være alt for meget bedre, end de var det i torsdags, for at han i hvert fald har en chance. Evnerne er jo ubestridelige, og vi så senest i Giroen, hvor svingende han kan være.

Så er der Adam Yates. Som sagt tror jeg ikke, at Jumbo lader ham køre, uanset om han forsøger at angribe fra start, eller han satser på en af stigningerne. Sidstnævnte giver ham den bedste chance, da Jumbo her kan være tvunget til at lade ham køre, og så kan der måske opstå en åbning. Han er som bekendt ikke flyvende i den tredje, men han har holdt glimrende stand hidtil, og vi så i Vueltaen, at han måske nok var svingende, men uden det kollaps, han før har oplevet. I det hele taget er han mere stabil end brormand, og med det niveau, han har haft, kan han utvivlsomt vinde en etape, hvor de relativt korte stigninger og ikke mindst den sidste rampe, synes at passe ham, ligesom den begrænsede distance nok vil gøre det. Det kræver dog, at han får en frihed, der ikke synes sandsynlig.

Den sidste top 9-rytter, der måske kan få chancen, er Romain Bardet, men det er også ham, der får sværest ved at gøre det færdigt. Hans formkurve har kun haft én vej siden 11. etape, og mit gæt er, at han betaler prisen for, at hans mål var et helt andet. Det er svært at se, at det pludselig skulle ændre sig, men til gengæld betyder hans problemer også, at han måske har lidt mere frihed end andre. Om han tør satse med et udbrud, er jeg dog i tvivl om, for med de nuværende ben vil hans logiske konklusion nok være, at han bare skal forsvare en top 10 i stedet for at satse på noget, der ikke synes realistisk. Skulle han alligevel tage chancen og genfinde nogle gode ben, vil han til gengæld elske at vinde på den stigning, hvor han slog selveste Froome for fem år siden.

Hvad så med Simon Geschke? Tyskeren er rystende godt kørende lige nu, og det er svært ikke at være dybt imponeret. Problemet er, at han kører de fleste stigninger som en enkeltstart for at sikre sig bjergpointene, og det vil derfor være hans helt store mål. Det er derfor svært at tro, at han har friskheden til at vinde, som han endnu ikke har haft det, men lad os give ham chancen. Måske kører han tidligt for at sikre sig bjergpointene, og har han et forspring, som Bob Jungels havde det i Chatel, kan han med den nuværende form blive svær at hente, hvis han slipper for at køre fuld knald for absolut at komme første til alle toppene.

Endelig er der Rafal Majka. Som sagt tilsiger al logik, at han skal blive hos Pogacar, men skulle de af en eller anden grund sende ham ud som forpost, kan han få chancen af de samme grunde som McNulty. I det tilfælde bliver han meget svær at slå. Vi så senest i dag, at han stadig er uhyggeligt godt kørende og en af de allerbedste klatrere. Efter en dag på hjul, som han måske kan tage, er det svært at se, hvem der skulle slå ham. Det er dog meget usandsynligt, at han sendes ud som forpost, og derfor er det svært at tro på.

Læs også

Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv

Jeg har svært ved at se andre udbrudsvindere. Pierre Latour er eksploderet totalt, når han end ikke prøver at matche Simon Geschke, og selvom han så godt ud igen i dag, ser jeg ikke Luis Leon Sanchez vinde en stor bjergetape som denne. Bauke Mollema viste i lørdags igen, at han ikke længere har niveauet, og han sagde endda forleden, at de store bjergetaper ikke er realistiske. Efter i dag må det være slut med at tro på Daniel Martinez, og selvom han er rask nu, ligner Jonathan Castroviejo ikke den rytter, han plejer at være i den tredje uge. Matteo Jorgenson var god i dag, men han vil betale en pris, og denne etape bør være en anelse for svær, mens vi igen i dag så, at Neilson Powless og Dylan Teuns er for formsvage til en etape, der passer dem dårligere. Den bør også være for svær til Andreas Kron, Dylan van Baarle og tilsyneladende formsvage Maximilian Schachmann, og jeg ser ikke, at Chris Hamilton og Andreas Leknessund har andre roller end at blive hos Bardet. Joe Dombrowski, Pierre Rolland, Andrea Bagioli, Mattia Cattaneo, Gregor Mühlberger, Franck Bonnamour og Felix Grossschartner er alt for formsvage, og træerne vokser ikke ind i himlen for Hugo Houle. Vingegaard kan helt sikkert ikke undvære Sepp Kuss hos sig, og selvom jeg regner med, at han sendes ud som forpost, burde det være umuligt for Wout van Aert at få sin chance, da han skal kaldes tilbage før eller siden for at aflaste Kuss inden finalen.

Som sagt er der nogle scenarier, der kan skabe samling, enten hvis det eksploderer tidligt, og Vingegaard sættes, at udbruddet skal holdes i meget kort snor grundet en top 9-rytter, eller at Jumbo må lade eksempelvis Adam Yates køre på en af de tidlige stigninger. Ovenfor har jeg beskrevet, hvordan jeg regner med, at klassementsslaget vil udvikle sig, og hvis etapesejren også er på spil, er mit bedste bud Jonas Vingegaard. Jeg beskriver i analysen, hvordan han i dag syntes at have et gear mere end alle andre, ikke mindst da han bad Kuss sætte et dræbende tempo til sidst - noget man kun gør, hvis man er komfortabel. I det hele taget har han lignet klart stærkeste mand siden 7. etape, og efter i dag kan vi aflæse den alarm, styrtet kunne starte. Morgendagens etape passer ham meget bedre, og selvom hans udgangspunkt er defensivt, vil jeg tro, at han vil sidde med så meget overskud, at han på de sidste kilometer vil føle sig tryg nok til at turde sætte kniven ind og køre væk. Kører han hele etapen defensivt, vil han formentlig også kunne vinde spurten, for selvom Pogacar normalt er bedst på en eksplosiv rampe, er den så hård, at det først og fremmest handler om gode ben - særligt efter en trods alt ret lang stigning. Dem har Vingegaard lige nu, og derfor er han min favorit, hvis vi mod forventning får samling.

Alternativet er naturligvis Tadej Pogacar. Som jeg beskriver i analysen, er det svært at se hans passivitet i dag som et krisetegn og måske et bevis på, at det igen i år blot øger afstanden mellem dem, at vi er i den tredje uge. Som beskrevet kan der dog også være gode argumenter for, at han bevidst holdt igen, og særligt på en kort og eksplosiv stigning som denne, hvor man slutter med en stejl rampe, burde han have en chance for at vinde, også selvom han ikke er stærkest, hvis Vingegaard kører defensivt hele vejen. Derudover har han som sagt et muligt våben i den svære nedkørsel, og med et forspring inden sidste stigning har han i hvert fald en endnu større chance for at vinde.

Er der andre end de to, der skal vinde, skal det ske via taktik. Her er det nok David Gaudu, der har den bedste chance. Som beskrevet i analysen skal vi stadig se, om hans overskud alene skyldtes de eksplosive stigninger, men vi så sidste år, at han toppede i den tredje uge. Han er en rytter, Vingegaard kan lade køre, hvis Kuss har en mindre god dag, og han og Pogacar er jævnbyrdige. Det næste bud er vel Nairo Quintana. Mit gæt vil være, at han betaler prisen på den anden hårde dag i træk, som vi ofte ser det for den i dag knap så restitutionsstærke colombianer, senest i Alperne, og jeg tror derfor, at han har knap så god en dag. Han har dog været uhyggeligt stærk på tre af de svære etaper, og har han de ben igen, står han først for til at udnytte det taktiske spil. Han er en mand, Vingegaard tør lade køre grundet lørdagens etape. En anden option er Enric Mas. Rammer han ikke udbruddet, vil han have frihed i en taktisk finale, men det vil kræve, at han har benene fra Alpe d’Huez. Som beskrevet ovenfor er det dog heller ikke umuligt. Endelig er der selvfølgelig Geraint Thomas, men Vingegaard skal grundet enkeltstarten være meget presset, hvis han tør lade ham køre. Til gengæld kan han jf. analysen meget vel igen være tredjebedste mand, hvis han stadig har den restitution, han havde som ung. Jeg udelukker ikke helt Adam Yates og Louis Meintjes, men jeg har svært ved at se dem være så tæt på Vingegaard og Pogacar, at de kan indgå i det taktiske spil. Endelig er der den mere spekulative. Man kan ikke udelukke endnu en nedtur til Pogacar, der måske viste svaghedstegn i dag og før har haft nogle offdays, blandt andet i Vueltaen i 2019. Har han det, er det ikke umuligt at se, at Sepp Kuss og Vingegaard slet og ret kører fra alt og alle, og så kan vi se billedet fra Dauphiné - bare med Kuss som vinder og Vingegaard i gult.

OPDATERING: Jeg er blevet opmærksom på, at Majka er i store smerter efter dagens uheld. Det reducerer hans mulighed for at iscenesætte Pogacar og udelukker vel også effektivt, at de kunne bruge ham som forpost, hvad der som sagt i forvejen var meget usandsynligt.

OPDATERING 2: I 11. time har Majka opgivet at stille til start. Det ændrer formentlig etapens dynamik. Nu kan UAE næppe undvære McNulty i feltet, og dermed vil de næppe sende en forpost afsted. Det betyder også, at Jumbo med større sandsynlighed vil holde hele holdet i feltet, men jeg vil stadig tro, at de vil foretrække at få en mand afsted. I lyset af deres begrænsede antal tror jeg også fortsat, at de lever med, at alle ryttere uden for top 9 kan gå i udbrud. Skal de sætte barren lavere, kræver det for meget at kontrollere.

Feltet.dks vinderbud: Tom Pidcock

Øvrige vinderkandidater: Enric Mas, Thibaut Pinot

Outsidere: Alexey Lutsenko, Michael Woods, Chris Froome, Bob Jungels, Nick Schultz

Jokers: Carlos Verona, Valentin Madouas, Brandon McNulty, Michael Storer, Louis Meintjes, Aleksandr Vlasov, Damiano Caruso, Patrick Konrad, Rigoberto Uran, Patrick Konrad, Alberto Bettiol, Giulio Ciccone, Adam Yates, Romain Bardet, Rafal Majka

Kandidater til et favoritopgør (i prioriteret rækkefølge efter vinderchance): Jonas Vingegaard, Tadej Pogacar, David Gaudu, Nairo Quintana, Enric Mas, Sepp Kuss, Geraint Thomas, Adam Yates, Louis Meintjes

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Romain Bardets sejr fra 2017 samt Alejandro Valverdes sejr fra 2012. Du kan tillige gense Alexandre Geniez’ sejr fra Vueltaen i 2013. I alle tilfælde var kun de sidste 2,3 km de samme som på denne etape.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER