Optakt: 17. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Baskerlandet er Spaniens mest cykelgale region, men i mange år betød frygten for separatistisk baskisk terror, at området var lukket land for Vueltaen. Efter at ETA har lagt våbnene på hylden, er den angst imidlertid forduftet, og i 2011 vendte Spaniens cykelstolthed endelig tilbage til de baskiske fans på en stor festdag, der endda gav lokal sejr til helten Igor Anton. Siden da har løbet flere gange været forbi, og efter et års fravær får baskerne igen i år besøg af den spanske cykelkaravane. Der sker endda på yderst spektakulær maner på en af de allermest omtalte etaper, hvor der skal sluttes på en meget svær og typisk baskisk mur, der er blevet opfundet til lejligheden, og som denne gang skal testes med henblik på et kommende besøg fra Touren. Dermed er der allerede dagen efter enkeltstarten lagt op til mere drama på en af løbets allersværeste etaper, der kan vise sig som en dyr fornøjelse, hvis man har gravet lidt for dybt på tempocyklen dagen forinden.

Den baskiske etape er en kort og eksplosiv sag, der byder på bare 157 km mellem Getxo og stigningen Balcon de Bizakaia. Startbyen er en forstad til Bilbao, hvorfra man lægger ud med at køre mod sydøst frem til storbyen. Her vender man rundt for at køre mod nordvest ud til en indledende rundstrækning, hvor der skal køres en enkelt omgang. Først kører man mod syd op ad den spektakulære kategori 3-stigning Alto de la Arboleda (6,7 km, 5%), der har top efter 16,7 km og byder på et hav af hårnålesving, inden en nedkørsel fører mod nordvest og nord ned til vandet. Den flade kystvej følges herefter mod nordøst frem til Bilbao, hvor den indlagte spurt kommer efter 48,7 km.

I Bilbao kører man mod nordøst op ad en ikke-kategoriseret stigning, inden en nedkørsel leder ned til en kuperet strækning med flere mindre bakker, der fører mod nordøst og nord, inden en nedkørsel leder ned til vandet. Her følger man kystvejen mod nordøst, og den byder på kategori 3-stigningen Alto de San Juan de Gaztelugatxe (3,8 km, 6,7%), der har top efter 85,2 km. Kystvejen snor sig derefter via en nedkørsel ned til Bermeo, hvorfra man kører mod syd væk fra vandet via en helt flad vej, der leder frem til den kendte by Guernica.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

I Guernica indledes finalen, når det begynder at stige let, inden man drejer mod øst for at køre op ad målbjerget, kategori 2-stigningen Alto del Balcon de Bizkaia. Denne gang skal den dog bestiges fra den modsatte og lette side, hvorfra den over 7,3 km stiger med 4,3% i gennemsnit. Man kører heller ikke op ad den sidste rampe op til mål, men runder toppen efter 120,6 km, inden man kører mod nordvest nedad målbjerget i den modsatte retning frem til en lille rundstrækning, hvor der skal køres en omgang.

Først går det mod nord og nordøst via faldende terræn, inden man drejer mod sydøst for at køre op over over kategori 3-stigningen Alto de Santa Eufemia (4,5 km, 5%) med top efter 136,2 km. Derefter leder en nedkørsel mod sydøst og vest frem til kategori 3-stigningen Alto de Gontzegaraine (5,5 km, 4,3%), hvis top rundes med bare 9,9 km til mål. Derfra venter kun en ganske kort nedkørsel, inden man drejer mod sydvest for at køre direkte ind på Balcon de Bizkaia, der nu skal bestiges fra den stejle side, hvor den er i kategori. 1. Her stiger den med 9,7% i gennemsnit over 7,3 km, men det er en typisk baskisk mur, der er meget irregulær. Således stiger de første 3 km kun med 6-7%, inden man rammer de sidste fire km, hvor stigningsprocenten er tocifret, og hvor man undervejs når helt op på næsten 24%. Den stejleste del med en km på mere end 14% ender med 1500 m igen, hvorefter det stiger med 10,7% i snit. Der er er to hårnålesving på næstsidste kilometer, men de sidste knap 1500 m er uden sving.

Etapen byder på i alt 3536 højdemeter.

Balcon de Bizkaia er som sagt en ny stigning, der ikke tidligere er blevet brugt som målbjerg i et stort cykelløb.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Vejret

Baskerlandet er kendt for regnvejr, men det slipper feltet for ved dette besøg. I stedet venter der sommervejr med høj solskin og en temperatur i bunden af sidste stigning på 29 grader. Der vil være en let til jævn vind fra nordvest, hvilket giver sidevind på turen ud mod kysten og medvind på stykket frem mod første passage af måstigningen. Efter turen rundt på rundstrækningen vil der være sidevind på første del og medvind på anden del af målstigningem

Analyse af 16. etape

Det skulle have været deres store dag. På gårsdagens pressemøde gjorde Movistar intet for at skjule, at de havde store planer om at bringe Alejandro Valverde i rødt på dagens enkeltstart og dermed bringe sig selv i en god position, hvor de med to kort i den absolutte top kunne udnytte deres kollektive overtal til at sætte Simon Yates under pres. Ganske vist har Alejandro Valverde måske ikke de senere år kørt de samme gode flade enkeltstarter som tidligere, men i Vueltaen præsterer han stort set altid, og han var trods alt ”bare” oppe mod en lille brite, der aldrig har excelleret på lange enkeltstarter med relativt meget fladt terræn.

For tredje gang i træk blev Movistars fest imidlertid ødelagt. Efter den meget lovende indsats på La Camperona, hvor Quintana havde vist sig som den bedste af klassementsrytterne, så alt ellers lyst ud, men siden da er det kun gået den forkerte vej. Det startede i lørdags, hvor spanierne havde arbejdet stenhårdt gennem helt dage for at vinde etapen med deres colombianske stjerne, men hvor de i stedet fik Yates lige i nakken og endte med at forære ham 10 værdifulde bonussekunder. I søndags gentog det sig på Lagos de Covadonga, hvor Quintana drømte om at gentage sejren, men hvor han på hele turen op ad bjerget virkede til at være i defensiven og have rigeligt at gøre med at følge Yates og Miguel Angel Lopez.

I dag var trumfen så Valverde, der med overraskende god kørsel også på de længere stigninger, pludselig havde indskrevet sig som vinderkandidat. Ganske vist er spanieren langt fra tempospecialist, men et blik ned over top 7 i klassementet viste tydeligt, at han som udgangspunkt burde ende etapen som klassementets vinder. Vi skal trods alt ikke længere tilbage end til 2015 for at finde en fornem 3. plads til Valverde på en endda endnu fladere rute i Burgos.

Det så da også i første omgang fint ud for det store hjemmebanehold, da Valverde passerede første mellemtid som nr. 4. Ganske vist var han blot et par sekunder hurtigere end Yates, der havde lagt hårdt ud, men al logik sagde, at den fladere anden del i modvind burde favorisere den mere kraftfulde Valverde. Sådan gik det imidlertid slet ikke, for mens Yates i første omgang holdt stand, var det Valverde, der sejlede ned gennem stillingen på strækningen mellem de to mellemtider, og selvom Yates til slut eksploderede og tabte tid på det afsluttende stykke, endte den forventede tidsgevinst til Valverde som et tab på 7 sekunder, til den mand, han i dag havde planer om at levere en syngende lussing.

Bedre blev det ikke af, at Quintana også tabte tid. Egentlig gjorde colombianeren det som forventet med en fin 26. plads, og det var da også ventet, at han ville smide et par sekunder til sin britiske rival, men at han skulle distanceres med hele 42 sekunder, var bestemt ikke en del af den plan, der var blevet udtænkt på Movistar-tegnebrættet i går aftes. Resultater er, at Valverde og Quintana nu er hhv. 0.33 og 1.15 efter Yates, og den samlede sejr synes nu pludselig meget længere væk end for et par timer siden.

Alt håb er langt fra ude endnu, for Quintana gjorde sig selv den store tjeneste at holde Miguel Angel Lopez bag sig. Da der stadig hersker usikkerhed om, hvorvidt Yates har den langsigtede holdbarhed, står spanieren trods alt stadig med de bedste kort, hvis briten igen skulle knække. Valverdes sejr ser nu svær ud, for spanieren har trods alt mest været i defensiven på de lange stigninger, men hjemmebanefavoritterne har stadig den store fordel, at de har to kort at spille, og at de fortsat er i pole position, hvis Yates vitterligt skulle falme igen.

Det sidste virker mere og mere usandsynligt, for Yates har fint fulgt sin defensive plan, der betyder, at han er kommet langt friskere frem til de afgørende etaper end i Giroen, hvor han ikke sparede et eneste gram energi i de første to uger. Alligevel er der måske lidt håb for rivalerne. Det var nemlig ret bemærkelsesværdigt, hvor meget tid Yates tabte på det sidste stykke, hvor han helt klart havde nået sin grænse. Med andre ord kunne noget tyde på, at briten igen er kommet til at grave lidt for dybt, og det skal man passe meget på med i en grand tour.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Hvis han er i tvivl, skal han blot spørge sin landsmand, Chris Froome. Sidste år knuste briten alle rivalerne på løbets enkeltstart, der lå på præcis samme tidspunkt i løbet. Dagen efter ventede der imidlertid en tårnhøj regning for Sky-stjernen, der på Los Machucos oplevede en af sidste største kriser i grand tour-sammenhæng. Efterfølgende indrømmede han da også, at han nok havde gravet lidt for dybt på tidskørslen, og at det havde kostet, da han dagen efter ramte en af løbets sværeste stigninger.

I år er designet af ruten stort set det samme. I morgen venter nemlig en måske endnu sværere stigning, den stejle Balcon de Bizkaia i Baskerlandet, og det er svært ikke at frygte, at Yates måske skal betale en pris for det meget hårde udlæg i dag. Det var i hvert fald tydeligt, at han ikke længere var frisk til slut, og med tanke på hans markante niveaufald i den tredje uge af alle tidligere grand tours, ligner det en risiko.

Det er imidlertid også det eneste, Movistar kan hænge deres hat på. Holder Yates niveau hele vejen, vinder han Vueltaen, for hidtil er det kun Lopez og momentvis Quintana, der har kunnet presse ham på stigningerne. Med et forspring på mere end et minut ned til dem begge, kræver det en regulær nedtur, hvis han skal smide sejren væk, ikke mindst fordi hans hold med Jack Haig og ikke mindst en tydeligvis efterhånden ganske formstærk bror Adam er ganske godt udrustet i sit forsøg på at forsvare trøjen.

For Lopez gled sejren også betydeligt længere væk. Egentlig gjorde den lille colombianer, der kun én gang i karrieren (i Tour de Suisse 2016) har kørt en relativt god enkeltstart, det ganske hæderligt, og han lykkedes i sin mission med at køre lige op med Quintana. Problemet var, at han fik sig en større lussing af Yates end ventet, og dermed er der nu ganske langt op til førstepladsen. Intet er umuligt, hvis Yates taber niveau de kommende dage, men mon ikke Lopez havde håbet, at det som ventet var Valverde og ikke Yates, der havde stået som etapens store vinder. Han ved trods alt, at han kan køre fra spanieren, mens det kniber noget mere med at sætte briten til vægs.

Det var dog ingen af de fire store favoritter, der imponerede mest. Det var derimod Steven Kruijswijk og Enric Mas, der med hhv. en 4. og en 6. plads endte som de klart bedste af klassemenstrsytterne. Mest overraskende var Mas’ præstation, for selvom spanieren længe har været at regne som et af sportens største etapeløbstalenter, er det bestemt ikke på enkeltstarten, han har brilleret. Ganske vist gjorde han det hæderligt i Tour de Suisse, hvor han viste betydelig fremgang, men der er trods alt langt fra en 24. plads i Schweiz til en 6. plads i Vueltaen.

Mas’ præstation fortæller os imidlertid tre ting. Først og fremmest siger det, at han vitterligt skal tages helt seriøst som en grand tour-kandidat i fremtiden. Han har nemlig i de seneste dage vist, at han besidder den motor, der skaber de helt store stjerner. Faktisk er han bare blevet bedre og bedre, som løbet er skredet frem, og han har nu kurs mod at følge nogenlunde samme mønster som et andet talent, Richard Carapaz, gjorde i Giroen, hvor også han bare blev bedre og bedre undervejs.

For det andet fortæller det, at man skal vælge sit hold med omhu, hvis man vil forbedre sine tempoevner. Det er ikke uden grund, at dagens overraskelser alle kørte for BMC og Quick-Step, der begge er kendt for at fokusere særligt meget på netop tidskørsler. Således var det ikke blot Mas, der leverede en mindre sensation. Det samme gjorde den anden unge Quick-Step-klatrer, Laurens De Plus, der efter nogle svære dage igen fik vist, at han fortsat har et ret stort potentiale, samt Kasper Asgreen, der i dag endelig viste, at han vitterligt er et stort, stort tempotalent. For BMC overraskede ekstremt formstærke Dylan Teuns, der altid har haft enkeltstarten som den store akilleshæl, ved at køre sin anden gode tidskørsel i løbet, og holdet havde også den amerikanske mester, Joey Rosskopf, der kørte sin bedste enkeltstart i Europa, på en lidt overraskende andenplads.

Endelig bekræfter Mas’ præstation grundregel nr. 1: at det i den tredje uge af engrand tour først og fremmest handler om friskhed. Mas’ flotte kørsel i de seneste dage har vist, at han var en af de ryttere med mest momentum, og derfor var det ikke helt uventet, at han i hvert fald kunne køre over forventning. En 6. plads var der næppe mange, der havde regnet med, men det har været tydeligt, at Mas’ pose fortsat er temmelig fuld.

Det er også det, der forklarer Kruijswijks flotte enkeltstart. Modsat Mas har han tidligere kørt ganske gode enkeltstarter, især sent i grand tours, men dette må alligevel være hans bedste på så relativt let en rute som denne. Kruijswijk er imidlertid herostratisk berømt for sin store motor mod slutningen af grand tours, og hans flotte kørsel de seneste dage, har da også vist, at han igen har masser i tanken. Efter en hård Tour kunne man denne gang have frygtet, at det ville knibe lidt til slut, men Kruijswijk har igen i dette løb vist, at han er feltets dieselmotor par excellence, og at han er prototypen på en rytter, der faktisk kan vise sig bedre kørende i den sidste af to på hinanden følgende grand tours.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Om det også kan blive til samlet sejr, er nok mere åbent. Ganske vist passer de længere stigninger i den tredje uge ham langt bedre end de foregående, men hidtil har han været et niveau under de allerbedste. Det udelukker ikke, at hans gode momentum og store friskhed kan komme ham til gode, men der skal trods alt ske lidt af en omvæltning til sidst, hvis han skal trække sig sejrrigt ud af en kamp, hvor flere mand idtil nu har været bedre end ham.

Der er imidlertid også undtagelser fra reglen. Thibaut Pinot har i de seneste dage tydeligt vist, at han er i formfremgang, og derfor var der næppe mange, der var voldsomt overraskede, da han blæste forbi første mellemtid i foreløbig 6. bedste tid. Derefter gik det imidlertid kun tilbage, og Pinot fik effektivt slukket det podiedrømme, der ellers så småt var begyndt at spire frem efter den flotte præstation på Lagos de Covadonga.

Desværre bekræfter det et kedeligt mønster for franskmanden, der har gentaget Rigoberto Urans meget særprægede enkeltstartsformkurve gennem karrieren. Begge var de kendt som svage temporyttere, indtil de pludselig med ét blev så gode, at de faktisk var i stand til at vinde enkeltstarter på WorldTour-niveau. Evnerne forsvandt imidlertid for dem begge lige så hurtigt, som de var kommet, og i dag kørte Pinot ligesom i de to foregående Giroer en enkeltstart, der slet ikke står mål med tidligere tiders præstationer. Det er et problem, han skal løse, hvis han ikke som Uran skal ende som en solid podiekandidat, der aldrig rigtigt kommer i nærheden af en grand tour-sejr.

Samme Uran fulgte da også sit velkendte kendelige mønster med en alt andet en spektakulær enkeltstart. Egentlig var en 28. plads ganske pænt for en mand, der i de senere år som regel har haft problemer med at komme i top 100, men det står klart, at han aldrig igen bliver den rytter, der knuste al modstand i Giroen i 2014. I det hele taget bliver dette løb ikke en stor succes for Uran, der sikkert sidder som ”the best of the rest” bag de syv mand, der klart har skilt sig ud som de stærkeste.

En top 10 burde det imidlertid med sikkerhed blive til, men kampen om de sekundære placeringer er knivskarp. Det er nemlig svært at finde et klart mønster blandt de ryttere, der er placeret i og omkring udkanten af top 10. Ion Izagirre fortsatte den kedelige tendens med at køre efter hans standard dårlige enkeltstarter i år, og han fik derfor ikke opbygget det ønskede forspring. Der hersker samtidig stor usikkerhed om hans langsigtede holdbarhed, men det samme er tilfældet for Tony Gallopin, der heller ikke fik det ønskede udbytte af dagens tidskørsel.

Den helt store taber var dog Wilco Kelderman, der i top 20 i klassementet burde være den i særklasse bedste temporytter. Dagen i dag endte imidlertid som en regulær katastrofe, hvor han endte med at tabe tid til ryttere, han klart burde slå, og det står nu soleklart, at den elendige forberedelse altså i sidste ende forhindrede den unge hollænder i at komme blot i nærheden af sit topniveau. Også Emanuel Buchmann gjorde det betydeligt dårligere end ventet, og da også han har virket træt de seneste dage, er det snart sagt alle rytterne mellem 8. og 15. pladsen, der risikerer at få ned i den tredje uge. Det gør det hele totalt uforudsigeligt.

Der var dog én ting, der ikke var uforudsigeligt. Det er vel kun 1. etape, der havde en større favorit end dagens enkeltstart, og ligesom for godt to uger siden var det i dag Rohan Dennis, der skilte sig ud som en mand, der ville være næsten umulig at slå. Han levede da også til fulde op til forventningerne med en knusende magtdemonstration, der viser, at han i den grad er klar til at tage kampen op med Dumoulin i kampen om regnbuestriberne om et par uger. Ligesom sidste år har han fået det maksimale udbytte af Vueltaen, og han virker til at være præcis, hvor han skal være, inden det gør løs i Innsbruck.

Meget interessant er det også, at han nu for anden gang i år vinder en grand tour-enkeltstart i den tredje uge. Tidligere havde han meget svært ved at holde niveau i de lange etapeløb, men den svaghed synes han at have overvundet. Som mange ved, har jeg ikke meget tiltro til hans projekt om at udvikle sig til grand tour-rytter, men han synes i hvert fald at have fået det ud af bestræbelserne, at han nu er betydeligt mere konkurrencedygtig sent i de tre uger lange etapeløb. Det samme er i øvrigt Rosskopf, der også i Giroen sidste år viste, at han er værd at holde øje med på sene enkeltstarter i etapeløb.

Det er Victor Campenaerts til gengæld ikke, og det ligner efterhånden et mønster, at europamesteren har det svært i grand tours. I både Giroen og Vueltaen fik han en lang enkeltstart på en ganske perfekt rute, men begge gange skuffede han eklatant. I de seneste dage har han ellers set stærk ud, men noget kunne tyde på, at han ikke besidder evnen til at præstere på vanligt niveau mod slutningen af de lange løb.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Jonathan Catsroviejo kan til gengæld være fint tilfreds med en 3. plads. Det var aldrig realistisk for ham at true Dennis, og set i det lys var præstationen ganske fin. Han er stadig ikke så god som for to år siden, men både i dag og ved EM har han vist, at han igen skal tages seriøst over lange distancer. Med tanke på den fine klatring, han har vist i år, kan han måske blive ganske interessant ved VM. Det samme kan Nelson Oliveira, der sidste år blev nr. 4 i Bergen, og som ganske vist skuffede lidt i dag, men står betydeligt bedre end sidste år, hvor han var syg gennem store dele af Vueltaen. Og endelig må man tage hatten af for Michal Kwiatkowski, der stadig holder dampen oppe, og selvom han tydeligvis ikke er helt frisk længere, har han foreløbig undgået det store kollaps, vi var mange, der frygtede.

Det er dog ikke et eventuelt Kwiatkowski-sammenbrud, der er det mest interessante. I de kommende dage vil alle have blikket stift rettet mod Yates, der som bekendt skabte sig lidt af et overtræk på energikontoen i Giroen, indtil banken pludselig smækkede kassen hårdt i. Foreløbig har han været langt mere mådeholden og slet ikke så ekstravagant i sin kørsel som i Giroen, men til sidst på dagens ellers flotte enkeltstart kom der måske det første lille tegn på, at der efterhånden kigges med mere kritiske øjne på Yates’ stadig mere konto.

Hvor meget er der tilbage? Kører vi igen på overtræk? Eller har han denne gang fundet denne gang mere goodwill, end han havde fra et par måneder siden i Italien? Vi ved det ikke. Den baskiske mur vil gøre os langt klogere.

Favoritterne

Som nævnt ovenfor er rutedesignet i den tredje uge meget lig det, vi så sidste år. Således venter der dagen efter den lange enkeltstart en af løbets allerhårdeste bjergetaper med en regulær mur til sidst. Sidste år var det den helt nye og meget stejle Los Machucos, der var rammen om et af løbets mest spektakulære slag, og igen i år er det en helt ny mur, Balcon de Bizkaia, der danner rammen om den svære bjergetape dagen efter enkeltstarten.

Som nævnt ovenfor måtte Chris Froome sidste år betale en meget dyr regning for at have gravet for dybt på tidskørslen, og der er denne gang en ganske overhængende risiko for, at noget lignende kan gentage sig denne gang. I forvejen ser man meget ofte ret store forandringer i klatrehierarkiet mod slutningen af en grand tour, hvor de spektakulære kollaps som regel indtræffer, og med en hård enkeltstart i benene kan rytterne ikke blot automatisk regne med at præstere så godt som hidtil, når det går løs i morgen.

Har man en dårlig dag, kan det blive dyrt. Balcon de Bizkaia er nemlig en virkelig led sag, der måske er sværere end alle de foregående bjergfinaler. Den stejle del er længere end på La Camperona og stejlere end på Les Praeres, og selvom den ikke har Lagos de Covadongas længde, har den nogle procenter mod slutningen, der er noget helt andet end den ret lette finale på Vueltaen mest mytiske bjerg. Der er med andre ord tale om en stigning, der både har en solid længde og en betydelig stejlhed, og det gør det formentlig til løbets sværeste bjergafslutning, hvor de stejle procenter betyder, at det måske bliver mindre taktisk og mere fysisk, end det var lørdag og søndag.

Med andre ord er der i den grad terræn til, at der kan gøres forskelle. Det er derfor hævet over enhver diskussion, at vi kan se frem til et af løbets vigtigste klassementsslag. Spørgsmålet er blot, om der også vil være en etapesejr på spil, eller om de mange baskere, der drømmer om at vinde på hjemmebanen, skal have lov at vise sig frem i et udbrud.

Det er ikke helt let at blive klog på, og det er måske den etape, hvor det er mest uforudsigeligt, hvad der vil ske. På weekendens tre bjergetaper lå det i kortene, at den første ville være til et udbrud, og at de to sidste ville være for klassementsrytterne, men denne gang er det helt åbent. Etapen er nemlig så hård, at det vil kræve ganske mange kræfter at kontrollere den, ikke mindst fordi den tidlige stigning betyder, at udbruddet både vil blive stort og stærkt, og det er vigtigt også at have lidt i tanken til weekenden. På den anden side har Miguel Angel Lopez og Nairo Quintana endnu ikke vundet en etape, og de er efterhånrden i en position, hvor de ikke kan tillade sig blot at smide bonussekunder væk frivilligt.

Det kan derfor gå begge veje, men vi tror mest, at favoritterne skal have det sidste ord igen. Det skyldes to forhold. For det første må Quintanas og Lopez’ interesse i at vinde etape og bonussekunder være stor, og da de kan spare energi på torsdagens etape, kan de godt tillade sig at bruge lidt kræfter. På den anden side betyder den hårde start, at udbruddet sagtens kan ende med at have halvfarlige ryttere so, Fabio Aru, Gianluca Brambilla og Wilco Kelderman med, da ingen af de tre har noget særlig at miste - i hvert fald ikke Kelderman og Aru - og det vil betyde, at feltet vil køre stærkt. Måske har toppen af klassementet ikke meget at frygte, men det har folk som Pinot, Izagirre, Uran, Gallopin og Buchmann i deres kamp for en top 10, og derfor kan der komme hjælp til Astana og/eller Movistar, hvis de vil holde det samlet.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Uanset hvad er der lagt op til en hurtig start, hvor et stort og stærkt udbrud kan etableres formentlig allerede på første stigning. Rafal Majkas deltagelse burde være næsten sikker, men derudover kan man altså sagtens tænke sig, at folk som Kelderman og Aru også kommer med. Når gruppen er kørt, skal det blive interessant at se, hvem der tager initiativ. Mitchelton vil elske at se bonussekunder forsvinde langt væk, så de skal ingen steder. Til gengæld regner vi med, at Astana og Movistar vil kontrollere, måske med hjælp fra andre hold, hvis samlede top 10 kan være truet.

Derfor forventer vi en lynhurtig etape, hvor der skal lægges fra land, hvis udbruddet skal hentes. Det kan sagtens tænke, at de bedste er så gode, at de kan holde hele vejen, men mest af alt tror vi på en favoritafgørelse efter et benhårdt udskilningsløb, hvor Astana og Movistar har benyttet de sidste stigninger til at lægge pres på.

Er der ikke noget med, at tredje gang er lykkens gang? Vi har allerede to gange peget på Miguel Angel Lopez som vores favorit, men begge gange er han blevet henvist til andenpladsen. På 14. etape dummende han og Quintana sig ved ikke én gang for alle at køre Yates agterud, da Astana-kaptajnen nægtede at samarbejde, og på Lagos de Covadonga måtte han se Thibaut Pinot køre væk til slut. Det har imidlertid ikke været benene, den har været gal med, for Lopez har alle gange været blandt de stærkeste.

Hidtil har det været svært at få en fornemmelse af, hvem der vitterligt har været bedst, men i søndags så det ud til, at Lopez og Yates havde et lille overskud i forhold til de andre. Lopez var således den eneste, der faktisk til slut kunne gøre en forskel, og selvom Yates med sin sidste spurt stort set kunne lukke hullet, virkede den lille colombianer til fortsat at have et vist overskud. I Giroen var han bedst i den tredje uge, og noget kunne tyde på, at noget lignende vil være tilfældet denne gang. I hvert fald har han ikke vist skyggen af svaghed indtil videre, og den stejle målstigning passer ham. Denne gang bliver det hele formentlig mindre taktisk, og derfor tror vi, at Lopez med sin styrke kan gøre forskellen.

Som skrevet ovenfor har vi en grum mistanke om, at Simon Yates har en pris at betale for dagens enkeltstart. I hvert fald tyder det store tidstab til sidst på, at han gravede en anelse for dybt, og det kan betyde, at der i morgen er en pris at betale. Lad det derfor være skrevet som en advarsel med det samme: Yates kan godt få en svær dag i morgen. Alligevel er han et af de mest oplagte vinderbud, for løber han ikke ind i en krise, vil han køre med om sejren. Som sagt var det ham og Lopez, der efterlod det stærkeste indtryk i søndags, og modsat sine rivaler kan han tillade sig bare at sidde på hjul. Vi så i lørdags, hvor fremragende et kick han har på stejle mure som disse, og derfor er han livsfarlig, hvis han fortsat sidder med under den røde flamme. Vi frygter at se de første svaghedstegn fra Yates, men det kan sagtens ende lige modsat med endnu en etapesejr i stedet.

Det er sjovt med Nairo Quintana. I gamle dage var han kendt som Mr. Concistency, men i de senere år synes at have været temmelig svingende. Det var tilfældet i Touren, og det har også været tilfældet her. Han var stærkere end Yates på La Camperona, men i weekenden var han tydeligvis presset. Især på Lagos de Covadonga var det tydeligt, at han alene havde et defensivt mindset, og det kan kun betyde, at han var på sin grænse. Netop den manglende stabilitet betyder imidlertid, at han pludselig kan fluve på stigningerne i morgen. Hans Tour-etapesejr kom lidt ud af det blå, og han er som bekendt altid god i den tredje uge af en grand tour. Den stejle, relativt lange stigning burde i hvert fald passe ham. Som med Yates kan det derfor enten blive rigtigt godt eller endnu en mindre skuffelse.

Som vi allerede skrev i optakten til 15. etape, var der gode chancer for, at Thibaut Pinot kunne udnytte sit store tidstab til at snige sig væk i det taktiske spil. Det var præcis, hvad der skete på Lagos de Covadonga, og det er bestemt ikke utænkeligt, at noget lignende kan ske igen. Pinot smed nemlig yderligere tid i dag, og derfor er han nu så langt fra podiet, at han ikke er den store trussel. Alligevel har han vist, at han er blandt de syv stærkeste i løbet, og faktisk var det lidt en skam, at vi ikke fik ham at se i en direkte styrkeudmåling med de bedste i forgårs. Noget kunne i hvert fald tyde på, at han måske er helt på højde selv med Lopez og Yates. De helt stejle stigninger som denne er måske helt perfekt for ham, men stigningen er dog så lang, at Pinot kan sætte sig igennem. Han er i hvert fald frisk og i god form, og han har det allerbedste våben i baghånden: friheden til at angribe, hvis det igen bliver taktisk.

Den samme frihed har Enric Mas. Han er lidt tættere på toppen end Pinot, men han er stadig lidt af en underdog, der næppe tiltrækker sig samme opmærksomhed som Quintana, Yates, Lopez, Kruijswijk og Valverde. Alligevel har han vist, at han ikke er langt fra at kunne matche de allerbedste, og hans enkeltstart i dag vidner om, at han ikke er i nærheden af at være træt endnu. Samtidig har han vist en angrebsiver, der betyder, at han sagtens kan vise sig snu nok til at udnytte favoritternes interne kamp. For så ung en rytter er der altid en risiko for, at det hele pludselig bliver lidt for meget, men foreløbig er der ikke tegn i sol og måne på, at det vil ske for det spanske supertalent.

Vi har allerede i analysen rost Steven Kruijswijk for den dieselmotor, der altid gør ham livsfarlig i den tredje uge af grand tours. Derfor er han da også igen blandt favoritterne i morgen. Hidtil har han været et niveau eller to under de allerbedste, mens han fantastiske evne til at holde sit eget tempo har betydet, at han stort set ikke har mistet tid. Morgendagens ret lange stigning passer ham bedre end dem på 13. og 14. etape, hvor han ikke var langt fra de bedste, og han synes kun at blive bedre og bedre. Hans problem er, at han nu ligger så godt i klassementet, at han ikke længere ak få frihed, og skal han vinde, skal han derfor regulært være den bedste. Det kan godt blive svært, især på så stejl en stigning som denne. På den anden side ligner han mere og mere rytteren fra Giroen i 2016, og har han taget det ekstra skridt, som dagens enkeltstart kunne indikere, vil vi slet ikke udelukke, at Kruijswijk i morgen faktisk kan køre fra alt og alle.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

Som skrevet ovenfor var Alejandro Valverde en af dagens helt store tabere. I det hele taget har den spanske veteran ikke været helt let at blive klog på med sine ret svingende præstationer hidtil. Han har været et stykke fra de bedste hidtil, men på 14. etape kunne han faktisk have vundet, hvis han havde reageret lidt anderledes på Yates’ forcering. Han er som bekendt god på meget stejle stigninger, men vi så også i søndags, at han fortsat mangler lidt i forhold til de bedste på de lange stigninger. Vi tror, at denne stigning er lidt for svær for Valverde, der heller ikke her kan drage samme fordel af sit antrit. På den anden side har løbet hidtil vist, at man aldrig skal afskrive den lidt svingende Valverde, der i endnu en taktisk forestilling måske alligevel kan slå til med sit punch.

Hidtil har de syv ovennævnte vist sig at være i en klasse for sig, og da den sidste stigning er så svær, at det burde handle mere om ben end taktik, er det svært at se andre løbe med sejren, hvis det ender i et favoritopgør. Vores øvrige kandidater kommer derfor alle fra udbrud, for som skrevet ovenfor er det langt fra sikkert, at gruppen vil blive hentet. Især hvis Astana giver Pello Bilbao og Omar Fraile chance for at vinde deres hjemmeetape, øges udbruddets chancer betragteligt.

Som på de foregående bjergetaper er det svært ikke at se Rafal Majka som udbrudskandidat nr. 1. Polakken blev ganske vist slået på La Camperona, men han har igennem hele løbet vist, at han er i god form. Han viser ikke megen træthed endnu, og da starten er hård, vil det være en temmelig stor overraskelse, hvis ikke han kommer afsted. Den sidste stigning passer ham betydeligt bedre, end den gjorde i fredags, og der er ikke mange, der vil kunne slå ham i et opgør på så svær en stigning som denne. Majka vinder som regel en bjergetape, når han har det som mål, og morgendagens etape er en god chance.

Det er det også for George Bennett. Newzealænderen fik sig lidt af en lussing i weekenden, hvor klassementet røg væk, og noget kunne tyde på, at han har toppet alt for tidligt. I søndags viste han imidlertid både moral og gode ben ved at ramme det tidlige udbrud, og det vil han helt sikkert forsøge igen. Den sidste lange og stejle stigning passer ham, og der findes ikke mange, der klatrer bedre end ham. Nu skal han blot vise, at han efter to lette dage har genvundet kræfterne til også at gøre arbejdet færdigt.

David De La Cruz har været svær at blive klog på. Han skuffede i starten, kørte stærkt på La Camperona, blev sat på nedkørslen i lørdags, skuffede i søndags og kørte en god enkeltstart i dag. Med andre ord er han ganske svingende, men dagens enkeltstart vidner dog om en vis form. Han er ikke længere en trussel i klassementet, og det giver ham frihed til at jagte en etapesejr. Han har tidligere i Vueltaen, Paris-Nice og Baskerlandet vist sine udbryderevner, og har han de ben, han havde i fredags, er han stærk nok til at gøre det færdigt, også på så svær en stigning som denne. Til gengæld tror vi, at Michal Kwiatkowski trods alt er for træt til at vinde på en stigning, der burde være for svær for ham.

Da Rigoberto Uran ikke længere er podiekandidat, må EF have endnu mere fokus på etapesejre. Det burde kunne give Michael Woods betydeligt større frirum end hidtil. Han har været i udbrud på 7. og 14. etape, men i begge tilfælde valgte han den forkerte dag. I morgen bør han igen gøre forsøget, og den hårde start giver ham gode muligheder. Han har vist god form i både udbrud og som hjælper for Uran, og han skulle ikke være mærket af lørdagens styrt. Vi frygter lidt, at den sidste stigning er lidt for lang for ham, men til gengæld elsker han stejle procenter.

Ilnur Zakarin fejlede eklatant i udbruddet i fredags, men den meget eksplosive stigning passede ham heller ikke. Morgendagens længere stigning er bedre for ham, og han vil med statsgaranti gøre alt for at ramme udbruddet. Han er altid bedst mod slutningen af grand tours, og en hæderlig enkeltstart i dag, hvor han intet havde at køre for, vidner om fin form. Procenterne er måske lidt for slemme til at passe ham optimalt, men når Zakarin flyver i den tredje uge, flyver han virkelig.

Vi tror, at Astana er nødt til at satse 100% på Lopez, men det kan også være, at de giver Pello Bilbao og Omar Fraile fri til at jagte succes på deres baskiske hjemmebane. Især Bilbao har gode chancer, for efter en skuffende start viste han i søndags, at han nu igen er i stand til at køre med blandt de bedste. Den sidste meget stejle stigning passer ham fint, og han viste i Giroen, at han kan køre op med de allerbedste i bjergene. For Fraile gælder, at stigningen nok er lidt for svær, men han har i Vueltaen i 2016 og i Mende i Touren i år vist, at han af og til overgår sig selv i bjergene, når han har den gode form, han synes at have netop nu.

Endelig vil vi pege på Davide Formolo og Dylan Teuns. Formolo kom skidt fra start, men er langsomt blevet bedre og bedre. Han er stadig ikke helt på toppen, men han viste i weekenden, at han nærmer sig. Hans problem er, at Bora er nødt til at have en mand hos Buchmann, og de foretrækker formentlig at få Majka afsted. Al logik siger, at stigningen er for svær for Teuns, men på dette tidspunkt handler meget om friskhed. Den har belgieren i den grad efter tre dage imponerende udbrudspræstationer i træk samt en flot enkeltstart i dag. Formentlig vil han være overmatchet på stigningen, men hans nuværende form gør ham til en outsider.

Som sagt er det ikke utænkeligt, at Fabio Aru, Gianluca Brambilla og Wilco Kelderman kan ramme udbruddet, men deres tilstedeværelse vil gøre det svært at holde hjem. Omvendt kan gruppen vise sig så stærk, at en etapesejr til trioen ikke er helt udelukket. Andre spændende kandidater er Bauke Mollema, Hermann Pernsteiner, Franco Pellizotti, Oscar Rodriguez, Mikel Bizkarra, Igor Anton, Mark Padun, Laurens De PLus og Nick Schultz, men det er sværere at se dem faktisk gøre arbejdet færdigt i et formentlig meget stærkt udbrud.

Feltet.dks vinderbud: Miguel Angel Lopez

Øvrige vinderkandidater: Simon Yates, Nairo Quintana

Outsidere: Thibaut Pinot, Enric Mas, Steven Kruijswijk, Alejandro Valverde

Jokers: Rafal Majka, George Bennett, David De La Cruz, Michael Woods, Ilnur Zakarin, Pello Bilbao, Davide Formolo, Dylan Teuns, Omar Fraile