Optakt: 18. etape af Giro d’Italia

Ruten

Giro-arrangørerne har bestemt ikke været gode ved deres sprintere i den sidste halvdel, hvor de ikke har megen grund til at blive i løbet. I år er der end ikke en sprinteretape som afslutning, men folkene bag løbet har alligevel indlagt et lille incitament til at gennemføre. Det sker i form af løbets 18. etape, der kommer som et relativt fladt intermezzo i en ellers bjergrig afslutning på løbet og vil give sprinterne en sidste chance for at komme til fadet og en mulighed for klassementsrytterne til at få pusten inden de sidste tre afgørende etaper.

Med sine 222,0 km er også 18. etape en meget lang sag, der fører feltet fra Valdaora/Olano til Santa Maria di Sala. Etapen indledes midt i Alperne, men slutter i fladlandet omkring Venedig, og derfor er terrænet hovedsageligt faldende. Den indledes med et let stigende stykke, der fører mod sydøst, syd og til sidst sydvest, inden man drejer mod syd for at tage hul på et langt, let faldende stykke. Man passerer igennem skisportsbyen Cortina d’Ampezzo og fortsætter derfra videre mod syd, sydøst og øst, inden man atter drejer mod sydvest og syd for at fortsætte igennem let faldende terræn frem til forplejningszonen.

Efter frokosten ændrer etapen kortvarigt karakter, når man drejer mod øst for at køre kategori 4-stigningen Pieve di Alpago (6,7 km, 4,5%, max. 11,0%), der har top efter 118,1 km. Herefter fortsætter man mod sydøst, sydvest og syd via en nedkørsel og en lille kontrabakke, inden et let faldende stykke leder mod sydvest ned mod fladlandet.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

I Vittorio Veneto efter 141,1 km flader det ud, og herefter er de sidste godt 60 km helt flade. Man snor sig mod syd og sydvest forbi storbyen Treviso og forbi de to spurter, der kommer efter hhv. 159,5 og 205,1 km. Efter den sidste af disse kører man stik vest for siden at køre mod syd ned mod målbyen. Her venter en enkel finale med skarpe sving med 5300, 4700 og 2000 m igen, inden man rammer den 7,5 m brede og helt flade opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1485 højdemeter.

Santa Maria di Sala har ikke tidligere været målby for Giro d’Italia og i dette årtusinde heller ikke andre store cykelløb.

Vejret

Det ser ud til, at den våde Giro vil slutte med pænere vejr. Det indledes torsdag, der ganske vist vil være skyet med kun lidt solskin, men med kun en ganske lille risiko for en eftermiddagsbyge. Temperaturen ventes at nå 22 grader, og der vil være en let til jævn vind fra syd. Det giver modvind stort set hele dagen, indtil man får sidevind i det sidst sving med knap 2 km igen.

Analyse af 17. etape       

Om Richard Carapaz fik morgenmad på sengen og blev vækket med flag, ecuadoriansk fødselsdagssang og ikke mindst gaver, da han vågnede op til sin 26-års fødselsdag, skal vi lade være usikkert, men der er ingen tvivl om, hvad der har stået højst på hans ønskeliste. Der var nemlig ikke udsigt til den allermest behagelige fejring for Movistar-talentet, der kunne se frem til at tilbringe den specielle dag i sadlen på en hård bjergetape, og efter gårsdagens kongeetape var det tydeligt, at Hajen fra Messina lugtede blod. Med tanke på det store forspring, Carapaz allerede har tilkæmpet sig, var ønsket formentlig, at han kunne komme sikkert til skiskydningsstadionet i Anterselva uden at have mistet noget af sin margin til Vincenzo Nibali.

Carapaz fik imidlertid en fødselsdagsgave, han næppe havde turdet drømme om. Ganske vist endte den overraskende dramatiske etape alene med en tidsgevinst på beskedne 7 sekunder, men på moralkontoen var udbyttet langt større. Carapaz har ikke vist de mindste svaghedstegn de seneste dage, men man har alligevel fornemmet, at Nibali har følt, at det var ham, der havde tur i den. Det forhold blev med ét vendt på hovedet, da den sicilianske haj pludselig var ude af stand til at svare, da Miguel Angel Lopez forsøgte at snige sig væk med et af sine mange angreb, og det kun var Carapaz, der kunne gøre ham selskab i det, der blev en sydamerikansk legestue.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Allerede inden da så det ud til, at Movistar var i gang med at lave et lille kup. Den pivåbne stigning skulle vise sig at være ret eksponeret for sidevinden, og da Jan Hirt pludselig satte sig frem for at forberede et angreb fra Lopez, førte en kombination af blæsten og den hårde stigning pludselig til, at det indtil da ret store felt med ét blev reduceret til cremen af løbets klassementsryttere. Væk var ryttere som Ilnur Zakarin og Simon Yates, og blandt andre Primoz Roglic måtte lynhurtigt reagere, da han var en blandt flere, der blev fanget i de blæsende betingelser. Sidevindskørsel er bestemt heller ikke noget for Lopez, der pludselig måtte slippe og dermed kalde Hirt tilbage, og i den tøven, der efterfølgende opstod, greb Mikel Landa momentet og sneg sig væk sammen med Hugh Carthy.

Den offensiv var Nibali langsom til at reagere på, og inden han fik sendt Domenico Pozzovivo til fronten for at forhindre baskeren i at true den tidligere kaptajns 2. plads, var hullet allerede ganske stort. På det tidspunkt var der næppe mange, der havde fornemmet Nibalis krise, og Carapaz var formentlig fint tilfreds med, at Movistar igen havde udnyttet deres taktiske fordel perfekt ved at få Landa til at true både Nibalis og Roglics podiepladser så meget, at de var tvunget til at reagere. Det kostede blandt andet for Roglic, der trods klar tegn på fremgang i forhold til de seneste dage, måtte bruge så mange kræfter på at føre, at han ikke havde et modsvar, da Lopez var kommet sig så meget efter chokket i sidevinden, at han igen var klar til at angribe.

Her var Carapaz der naturligvis som en mis, for det er stadig ikke lykkedes én eneste i dette løb at få den lille ecuadorianer til at se specielt presset ud. Overraskelsen var, at der ingen jag var i hælene på den lille sydamerikaner denne gang, og da først Pozzovivo tydeligvis måtte sagtne farten for at vente på sin kaptajn, blev det helt tydeligt, at lokummet brændte på den indtil nu så overbevisende sicilianer. Det tegn skulle Carapaz ikke se to gange, inden han satte sig frem og kørte så skræmmende stærkt, at han blæste forbi Hugh Carthy, som i første gang var gået med Landa, og tvang Lopez til at grave uendelig dybt for blot at holde hjul, og da han krydsede stregen, kunne han måske nok fejre både fødselsdag og tidsgevinst, men først og fremmest, at han havde fundet et hul i Nibalis indtil nu ubrydelige panser.

Dermed kan Movistar pludselig øjne muligheden for at få både i pose og sæk og måske endda lidt til. I forvejen kunne man undre sig over, at de tilsyneladende kunne finde overskud til også at gå efter sejren i holdkonkurrencen, da de effektivt lukkede ned for alle Astana-angreb i den indledende fase. Med Landas angreb til sidst fik holdet samtidig bragt baskeren i en position, hvor han nu for alvor kan drømme om en podieplads som belønning for atter at være endt i den rolle som luksushjælper, som synes at være blevet hans skæbne. I Touren for to år siden kostede hans arbejde for Froome ham akkurat 3. pladsen med et enkelt sekund, og den triste skæbne vil han for alt i verden undgå denne gang.

Det er langt fra givet, at det vil lykkes, men umuligt er det ikke. Carapaz synes i hvert fald at have et overskud, der gør ham i stand til at hjemføre sejren, med mindre han oplever et pludseligt sammenbrud - ikke videre sandsynligt for en mand, der er kendt for sin motor og sin holdbarhed. Det er klart, at sejren er førsteprioriteten, men Landa viste med dagens angreb, der måske nok virkede lidt tilfældigt, at han er klar til at gribe de muligheder, der måtte opstå. Det er ligeledes klart, at han skal bruge et betydeligt forspring til både Nibali og Roglic inden søndagens enkeltstart, men med tanke på den styrke, Carapaz viser, kan man slet ikke udelukke, at de kan slå pjalterne sammen på en af de sidste to bjergetaper og forsøge at sikre hele to podiepladser til det spanske hold. Som vi ofte har set det, synes Landa nemlig at være blevet bedre og bedre igennem løbet, og man har nærmest kunnet se en lineært stigende formkurve fra den håbløse enkeltstart i Bologna til fremgangen i den anden uge og til de ben, han viste, da han i dag satte den ellers meget velkørende Carthy fra hjul.

For Nibali var dagens nedtur en streg i regningen, men den signalerer bestemt ikke hans endeligt. Da han i sin tid slog igennem som grand tour-rytter, var han nemlig præget af relativt store udsving, og han havde næsten altid en dårlig dag i løbet af et tre uger langt etapeløb. Nok er han blevet mere stabil, men han er aldrig helt kommet sig over den børnesygdom. Særligt de korte, eksplosive stigninger har voldt ham problemer. Det så vi i hans knivskarpe opgør med Chris Horner i Vueltaen i 2013, hvor han pludselig tabte tid på den relativt lette Naranco-stigning i Bilbao, inden han atter var på sit bedste på Angliru dagen efter. Og vi så det samme mønster i Vueltaen i 2017, hvor han bragte Froome på glatis på Los Machucos på 17. etape, inden han pludselig tabte uventet tid på en blød puncheurstigning på 18. etape.

Små nedture på denne type etaper er således en del af Nibalis historik, og det er derfor slet ikke ensbetydende med, at vi ikke vil se ham fremme på de sidste tre etaper. Tværtimod har han ofte været i stand til at rejse sig igen, og det vil han formentlig også være igen på de sidste to dage i bjergene. Om det så er nok til at knække usårlige Carapaz, kan man måske nok have større tvivl om, men det er i hvert fald sikkert, at han ikke har kastet håndklædet i ringen. Og han kan i hvert fald glæde sig over, at Pozzovivo i de seneste dage har vist sig som en af løbets allerbedste klatrere og endelig har fundet den form, som styrtet i Fleche Wallonne betød, at han måtte lede lidt efter i de første dage.

Det med at finde formen har altid været Lopez’ speciale. Igen i dag viste den lille colombianer nemlig, at han igen har fundet gode ben til den tredje uge. Det så ellers kritisk ud, da han nærmest eksploderede først på stigningen, men det lignede snarere et resultat af den sidevind, der gjorde den nedre del af opkørslen meget specielt. Mod toppen var han igen sit aggressive selv og den eneste, der kunne matche Carapaz - selvom det kun var med det yderste af neglene - og han har utvivlsomt tanket så meget selvtillid, at der er lagt op til en stor Lopez-offensiv de sidste to dage i bjergene, formentlig på 20. etape, hvor mulighederne for at forsøge sig fra distancen er de bedste.

For Roglic endte etapen ærgerligt, da han mistede tid til Landa, som pludselig kan ende med at sende ham helt ned af podiet, men han kan i det mindste glæde sig over, at han i dag efterlod et langt mere positivt indtryk og måske endda kunne have svaret på Lopez og Carapaz, hvis ikke han forinden havde været tvunget til at føre i jagten på Landa. På den anden side var dagens korte, eksplosive stigning også langt bedre for sloveneren, der formentlig vil blive betydeligt mere presset på de længere stigninger de kommende dage. Der er derfor slet ikke udsigt til den Roglic-sejr, det så ud til efter de knusende sejre på enkeltstarterne, men snarere en desperat kamp for at fastholde den podieplads, der trods alt vil være et flot resultat for en mand, der kun er i gang med sit andet forsøg som klassementsrytter i en grand tour. Skal det lykkes vil det dog kræve lidt mere taktisk omtanke, efter at man for anden dag kan betvivle det i forvjen svage Jumbo-holds taktik, da de helt uforståeligt ikke kaldte Koen Bouwman tilbage for at assistere i jagten på Landa.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Derudover bekræftede etapen nærmest en til en alle de tendenser, vi også så i går. Bauke Mollema har efter en sløj anden uge genfundet de gode ben fra løbets start og kan kun ærgre sig over, at Lopez med sin gode kørsel kan true den top 5-placering, der for hollænderen vil være et glimrende resultat. Carthy fortsætter samtidig med at imponere stort i den tredje uge og endelig leve op til de store forventninger, jeg havde inden starten, og han må virkelig ligge søvnløs over af en kortvarig krise på de første bjergetaper forhindrede ham i at få fuldt udbytte af det fornemme udgangspunkt, han gav sig selv på løbets enkeltstarter.

På negativsiden var mønsteret også det, vi allerede kunne se i går. Særligt markant er det, at Rafal Majka lidt overraskende er faldet helt sammen og for anden dag i træk var i en regulær krise. Med andre ord var der ikke bare tale om en dårlig dag, og polakken ligner en mand, der får nok at gøre med at forsvare sin top 10 de kommende dage. Heldigvis kan Bora glæde sig over, at de med klog kørsel fik sendt Davide Formolo, hvis formkurve fortsat synes at være stigende, med i det tidlige udbrud og dermed bragt ham tilbage i spillet om de øverste placeringer, så holdet nu har et ekstra kort at spille, hvis Majkas kollaps skulle blive fuldbyrdet.

Formolos oprejsning skete på bekostning af Ilnur Zakarin, der må forbande sit svage hold langt væk. Russeren har slet ikke fundet sit sædvanlige høje niveau i den tredje uge, men han er dog blevet betydeligt bedre end på etaperne inden hviledagen, ikke mindst når man betænker, at dagens eksplosive etape ikke passer ham. I dag var han imidlertid ikke i stand til at bidrage til at køre Formolo ind - dertil rakte holdets ressourcer slet ikke, da først stigningerne havde sorteret de tunge folk fra - og derfor kan det meget vel være, at han nu ender som den lille i kampen om top 10-placeringerne.

Der er nemlig heller intet, der tyder på, at Pavel Sivakov er ved at knække, som man ellers kunne frygte for så ung en rytter. Russeren er tydeligvis ikke så stærk som på de første bjergetaper, men han kører klogt og kalkuleret og har vist sig eminent til at begrænse tabet. Lidt overraskende synes Ineos at være så besatte af at forsvare en mulig top 10, at de helt undlader at gå efter etapesejre i udbrud, men det kan Sivakov kun glæde sig over. Igen i dag viste Ivan Sosa nemlig stærkt stigende form, og bliver han fortsat bedt om at holde sig hos kaptajnen, kan russeren ikke ønske sig en bedre hjælper.

På hjælpersiden er Simon Yates også særdeles veludrustet. Det blev tydeligt, da den lille brite i dag blev pacet til stregen af den stadig mere imponerende Lucas Hamilton samt altid pålidelige Mikel Nieve. Til gengæld står det også helt tydeligt, at det usandsynlige comeback fra en rytter, der ikke just er kendt for sin styrke i den tredje uge, ikke vil materialisere sig, og Yates ligner bestemt ikke den rytter, der umiddelbart kan redde Mitcheltons Giro ved at tage den etapesejr, som må være det minimale, et så stærkt hold skal have ud af løbet.

Den kom de ellers tæt på i dag. Efter en lovende start har Esteban Chaves i de seneste dage måttet sande, at han fortsat er for langt fra sit gamle niveau efter sin kyssesyge, og faktisk var der nok mange, der sad med frygten for, at de ringe præstationer kunne være udtryk for et tilbagefald, som man ofte ser det med den forbistrede virus. I dag rejste han sig dog med en flot 2. plads, og selvom der stadig er lang vej til 2016-udgaven af Chaves, var det godt at se en af feltets stjerner vise, at han endnu ikke har opgivet kampen for at blive den rytter, han engang var.

Sejr blev det dog ikke til. Den gik i stedet til Nans Peters, der lidt overraskende skulle blive manden, der reddede Ag2rs triste Giro. Tony Gallopin er rejst hjem med knæproblemer, og Alexis Vuillermoz fik brudt sin ellers stigende formkurve med gårsdagens dramatiske astmaanfald. Til gengæld har Peters vist sig i stand til at gribe muligheder, først med sin korte tid i ungdomstrøjen og i dag ved at tage karrierens første sejr på den helt store scene. Med bevidstheden om, at han ville være overmatchet af specielt de to formstærke klatrere Formolo og Fausto Masnada - hvis ukuelighed man kun kan beundre - gjorde han det, Ben King også gjorde to gange i sidste års Vuelta, nemlig at snige sig væk fra de gode klatrere allerede inden den sidste stigning. Den strategi brugte King sidste år til at slå ryttere som Mollema og Pierre Rolland, og den fungerede lige så effektivt for Peters, der nu har sørget for, at det ellers så skidt kørende Ag2r-hold ikke skal rejse tomhændede hjem til Frankrig.

Det er der til gengæld andre, der skal. For første gang siden Touren i 2012 må Deceuninck-Quick Step indstille sig på, at de nok ikke får en sejr med hjem fra en grand tour. I dag forsøgte Bob Jungels ellers at rejse sig, men heller ikke i dag kunne han leve op til egne og holdets forventninger. Forhåbentlig er dette løb signalet om, at han endelig gør det, vi nok er mange, der har efterspurgt, nemlig lægger grand tour-planerne på hylden til fordel for en satsning på klassikerne, hvor potentialet åbenlyst er meget større.

Grand tour-evnerne er i hvert fald intet i sammenligning med dem, Carapaz har. I sit blot andet forsøg som klassementsrytter har den lille ecuadorianer kurs direkte mod podiets øverste trin, og med dagens uventede tidsgevinst har han tanket yderligere på moralkontoen inden de sidste tre afgørende etaper. Det er næppe i aften, at fødselsdagen skal fejres med dejlig chokolade og kager til dem, der kommer med som gæst - det må nok udskydes til afslutningsfesten i Verona - men til gengæld kan han glæde sig over, at Hajen fra Messina gav ham en fødselsdagsgave, han formentlig ikke havde turdet drømme om, da vågnede i morges.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Favoritterne

Det er blevet ret almindeligt for Giroen at lægge en relativt flad etape ind i en ellers bjergrig sidste del, og det har også gjort i år. Denne gang er der endda ikke en flad paradeetape til sidst, og derfor er det denne torsdag, der har været guleroden for sprinterne, når de i de seneste dage har kæmpet sig over stigningerne. For klassementsrytterne er det derimod en kærkommen lejlighed til at puste ud inden de tre afgørende etaper.

Var etapen her kommet i den første uge, var det næsten sikkert, at den ville ende i en massespurt. I den tredje uge er det imidlertid langt mere kompliceret, og denne gang er det slet ikke givet, at de hurtige folk kommer til fadet.

Det skyldes to forhold. For det første har udbrud altid bedre chancer mod slutningen af en grand tour, hvor trætheden har sat ind, og hvor mange sprintere ofte er forsvundet, hvormed der er færre hold til at føre. For det andet befinder vi os i en taktisk situation, der gør, at det formentlig kun er det ene af de to store sprinterhold, der vil arbejde aktivt for en massespurt.

Det skyldes pointkonkurrencen. Afstanden mellem Arnaud Demare og Pascal Ackermann er 13 point, og da forskellen på en 1. og en 2. plads er 15 point, vil Demare miste trøjen, hvis han skulle blive slået af sin tyske rival. I den første indlagte spurt vil de formentlig ende lige efter hinanden, og derfor vil afstanden inden den afsluttende spurt sandsynligvis være enten 12 eller 14 point, og dermed vil Ackermann næsten med sikkerhed kunne køre sig i trøjen ved at vinde etapen.

Er FDJ villige til at løbe den risiko? Det tror vi ikke. Havde de været uden etapesejr, havde sagen været en anden, men i den givne situation vil en pointtrøje og en etapesejr være et fornemt udbytte, hvor en ekstra sejr vil have karakter af lidt ekstra flødeskum, der dog ikke kan stå mål med den risiko, der vil være for at tabe trøjen. Derfor forventer vi, at FDJ vil sætte sig i sofaen og lade det være op til Bora at arbejde for en massespurt, og da feltet er stort set renset for sprintere, er der ikke mange, der kan give dem en hånd med.

Samtidig er det sidste chance for at vinde en etape for alle ryttere, der ikke kan køre enkeltstart eller klatre, og det betyder, at der må være et hav af folk, der gerne vil afsted. Omvendt så vi også, hvordan et næsten apatisk felt lod to mand køre væk på sidste søndags oplagte udbryderetape, og vi har før set, at et træt felt på etaper som denne har taget det relativt roligt. Det var eksempelvis tilfældet, da Sacha Modolo vandt en lignende etape for nogle år siden, eller da Demare vandt den næstsidste sprinteretape i sidste års Tour, og da det er helt tydeligt, at feltet er meget mærket efter nogle hårde dage, kan man slet ikke udelukke, at Bora har held med relativt let at lirke et lille ufarligt udbrud afsted.

Meget vil derfor afhænge af starten. Bliver det en angrebsfest ligesom i dag, hvor stærke folk udnytter den stigende start til at køre væk i et stort og potent udbrud, bliver det ikke let for Bora at skabe samling, slet ikke hvis potentielle allierede som Androni, Israel Cycling Academy, Dimension Data, Nippo, UAE og Deceuninck også får en mand med. Til gengæld kan alle de nævnte hold forventes måske at give en hånd med, hvis udbruddet glipper, da en massespurt her kan være deres måske bedste chance for at vinde. Særligt israelerne vil formentlig starte etapen med den intention at gå benhårdt efter en spurt, mens de øvrige hold nok vil gå både efter udbrud og massespurt, afhængigt af om de kommer afsted eller ej.

Samlet set hælder vi til, at det vil lykkes at få en spurt. Bora har et stærkt hold, og vi forventer, at de får fuld støtte fra Israel Cycling Academy samt et eller to øvrige hold, der måtte have misset udbruddet. Samtidig tror vi, at feltet er så mærket, at starten ikke nødvendigvis bliver så vild, som Bora kan frygte, og da der endda vil være modvind hele dagen, bliver det endnu sværere for et udbrud at holde hjem. Vi hælder derfor til, at det bliver en spurt efter en lang dag i modvinden, men vi udelukker bestemt ikke, at det bliver til en udbrudssejr.

Ender det i en spurt, er det værd at bemærke, at det er endnu en rigtig boulevardspurt. Vejen er lang og bred, og det bliver således en udmåling på topfart, ikke mindst fordi positionskampen i det svækkede sprinterfelt vil være mindre hektisk. Til gengæld handler en spurt i den tredje uge altid mere end noget andet om friskhed - ikke mindst efter mere end 220 km i sadlen - og man kan derfor slet ikke regne med det almindelige sprinterhierarki. På dette tidspunkt handler det om, hvem der stadig har noget i tanken.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det får os til at pege på Arnaud Demare som vores favorit. Franskmanden plejer ellers at halte sig igennem grand tours, hvor han restitutionsevne plejer at være blandt de ringeste, men i dette løb har han været overraskende frisk. Han har siddet fint med i bjergene, og hans hold melder også om, at han aldrig har været så godt kørende så sent i en grand tour. I dag kom han også til mål længe inden Pascal Ackermann, der blev næstsidst, og han har generelt virket langt bedre kørende end sin rival. Det blev også tydeligt, da de på 15. etape fik mulighed for at køre en indlagt spurt, hvor Demare ganske overlegent slog den tyske mester.

Dertil kommer, at Demare stadig har sit supertog intakt. Både Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri er der endnu, og samtidig kan man forvente, at Bora skal bruge det meste af deres tog, hvis de skal have den massespurt, som FDJ ikke behøver at arbejde for. Dermed vil det være et frisk FDJ-hold mod et træt Bora-hold til slut, og det giver Demare en stor fordel. I forvejen havde Demare overtaget i spurten på 11. etape, hvor Ackermann stadig var mærket af sit styrt, og særligt da han vandt 10. etape, virkede franskmanden meget overbevisende. På papiret er Ackermann måske hurtigst, men lige nu har Demare overhånden, og derfor er han vores favorit.

Den værste rival er naturligvis Pascal Ackermann. I den første uge var tyskeren åbenlyst løbets hurtigste, men efter styrtet på 10. etape fik han et tilbageslag. Det blev tydeligt i spurten på 11. etape, hvor han måske nok blev nr. 3, men hvor han blev slået relativt klart af både Caleb Ewan og Demare. Senest så vi, at han blev overspurtet af Demare i den indlagte spurt i søndags, og i det hele taget har han virket betydeligt mere mærket end franskmanden de seneste dage. Samtidig vil hans hold skulle arbejde hårdt for at få en spurt, og i det værst tænkelige scenarium må han endda brænde Rudiger Selig af i jagten, da både Rafal Majka og Davide Formolo formentlig skal beskyttes.

Det betyder dog ikke, at han ikke kan vinde. Ackermann virker stadig relativt frisk, og han har siddet længe med på de fleste bjergetaper. Styrtet bør efterhånden ikke være meget andet end et minde, og kan han bevare Selig til finalen, ved vi, at han har løbets bedste lead-out man. Han elsker powerspurter som denne, og på papiret er han hurtigere end Demare. Forskellen i den første uge var i hvert fald relativt stor, og det vil derfor langt fra være cykelhistoriens største chok, hvis Ackermann tager sin tredje sejr samt pointtrøjen i morgen.

Hidtil har Davide Cimolai været klart overmatchet, men han vil håbe, at de seneste etaper har sat sine spor på de hurtigere folk. Italieneren er nemlig en relativt holdbar type, og han er kommet hæderligt gennem de bjergetaperne. Han er måske ikke en mester i en flad boulevardspurt, men han har fordel af, at den kommer efter mere end 220 km, hvor han er mere slidstærk end de fleste. Toget med Kristian Sbaragli og Guillaume Boivin er stadig intakt, og derfor er denne etape måske Cimolais bedste chance for at vinde. Det bliver ikke let, men skal det lykkes, er dette hans store chance.

Manuel Belletti er ligeledes kommet relativt godt igennem bjergene, og han kan se frem til denne etape. Også han er en holdbar fyr, der burde have fordel af de 220 km og ikke mindst, at vi nu er tre uger henne i løbet. Det er klart, at han ikke er så hurtig som hverken Ackermann eller Demare, men han er god i positionskampen og virker frisk. Toget med Francesco Gavazzi og Andrea Vendrame er heller ikke ringe, og derfor er dette vel også for Belletti den klart bedste mulighed for at vinde en etape.

Giacomo Nizzolo er rejst hjem, og det betyder, at der nu er frit spil for Ryan Gibbons. Sydafrikaneren har stadig ikke den superform, han havde i starten af året, men han er en klatrestærk type og er kommet meget bedre igennem bjergene end de rigtige sprintere. Han er god i positionskampen, men er ikke voldsomt hurtig i en boulevardspurt, hvor han ofte ender med en sekundær top 10-placering. Til gengæld kan han lukrere på et ret fint tog med Danilo Wyss og Enrico Gasparotto, og først og fremmest har han sin holdbarhed som våben i forsøget på at sikre lidt tiltrængt succes til Dimension Data.

Simone Consonni var for træt til at spurte på 8. etape og styrtede på 10. etape, men på 11. etape fik han endelig sin chance. Her blev det imidlertid også tydeligt, at han ikke har den nødvendige topfart til disse boulevardspurter. Dertil kommer, at den ellers relativt holdbare Consonni har virket mærket de seneste dage i bjergene, og han synes ikke at være feltets mest friske sprinter. Til gengæld er han god i positionskampen, og han har en erfaren lead-out man i Marco Marcato. Det virker usandsynligt, at han vinder, men sidste år i Slovenien viste han, at han med det rette held kan overraske.

Deceuninck-Quick Step kan bade køre for Florian Senechal og Fabio Sabatini, nu hvor Elia Viviani er ude af løbet. Sabatini spurter stort set aldrig længere, og meget tyder derfor på, at det bliver Senechal, der får chancen. Han er bestemt ikke ren sprinter, men 6. pladsen i Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Münsterland Giro, 2. pladsen i Gran Piemonte og 4. pladsen i Brussels Cycling Classic er bevis på hans hurtighed, når han endelig får chancen. Han har i Sabatini en af feltets bedste lead-out men, og han burde i teorien også være mere frisk end de klassiske sprintere, selvom han har set mærket ud på det seneste. Det bliver ikke let at tage den sejr, Deceuninck desperat jagter, men han vil helt sikker gøre forsøget.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Nippo har sagt farvel til Giovanni Lonardi, og de skal nu vælge, om spurten skal køres for Juan Jose Lobato, Damiano Cima eller Marco Canola. Finalen er for let til Canola, og vi vil tro, at de satser på erfarne Lobato i stedet for uerfarne Cima. Lobato er bedst i stigende spurter, men han viste sidste efterår, at han stadig godt kan spurte på flad vej. Hans store problem er som regel positionskampen, men i denne ukomplicerede finale står han stærkt med støtte fra Canola og Cima. Efter en svag start på løbet synes han også at have fundet benene igen, og dermed kan han måske sikre sig et resultat på falderebet.

Katusha skal vælge, om de vil køre for Marco Haller eller Jenthe Biermans. Biermans bør slet ikke være hurtig nok, og de bør derfor satse på Haller. Efter et par styrt ofrede østrigeren sig for holdkammeraterne i de tidlige spurter, men nu burde han tage sin chance. Han er en relativt holdbar fyr, der er kommet godt igennem bjergene, og han er god i positionskampen. Til gengæld mangler han nok topfarten til at vinde.

Bardiani har lidt overraskende fået Paolo Simion med så langt, men italieneren virker faktisk ganske frisk endnu. Med sin 7. plads på 5. etape har han vist, at han kan blande sig, og han burde i teorien være en af feltets hurtigste. Det kniber i positionskampen, men i denne finale burde det være et begrænset problem. Spørgsmålet er nok snarere, om han stadig har sin vanlige fart efter så mange svære dage i bjergene.

Endelig vil vi pege på Tosh van der Sande . Med Ewan ude er det nu op til ham at forsvare Lottos ære, og det bliver ikke let. Han er nemlig slet ikke ren sprinter, og i de senere år har han skuffet i den ene spurt efter den anden, når han endelig har haft chancen. Til gengæld er han formentlig den, der er kommet allerbedst igennem bjergene af alle de nævnte - det tyder placeringerne i hvert fald på - og det kan måske kompensere for den topfart, han helt åbenlyst mangler.

Derudover kan Sean Bennett og Jose Cerny ventes at forsøge sig, men de har ikke farten til at være med helt fremme.

Som sagt er der gode chancer for en udbrudssejr, men det kan være et lotteri at ramme vinderen på en etape, der ikke starter alt for hårdt, og hvor finalen kan blive taktisk. Med hård modvind hele dagen vil betydningen af spurtstyrke dog stige, og vi vil derfor fremhæve hurtige og relativt friske folk. Vi vil fremhæve Andrea Vendrame, Tosh van der Sande, Francesco Gavazzi, Matteo Montaguti, Thomas De Gendt, Francisco Ventoso, Florian Senechal, Sean Bennett, Kristian Sbaragli, Marco Canola, Enrico Battaglin og Marco Marcato som de mest oplagte kandidater.

Feltet.dks vinderbud: Arnaud Demare

Øvrige vinderkandidater: Pascal Ackermann, Davide Cimolai

Outsidere: Manuel Belletti, Ryan Gibbons, Simone Consonni, Florian Senechal

Jokers: Juan Jose Lobato, Marco Haller, Paolo Simion, Tosh van der Sande

Kandidater til en udbrudssejr: Andrea Vendrame, Tosh van der Sande, Francesco Gavazzi, Matteo Montaguti, Thomas De Gendt, Francisco Ventoso, Florian Senechal, Sean Bennett, Kristian Sbaragli, Marco Canola, Enrico Battaglin, Marco Marcato