Optakt: 18. etape af Giro d’Italia

Ruten                                                         

Giroens sidste uge er altid brutal, men der er alligevel tradition for, at arrangørerne viser lidt nåde over for sprinterne ved at inkludere en flad etape på Po-sletten, når rytterne skal transporteres mellem Dolomitterne og Alperne. En sådan er der også i år, og netop fordi der er tale om en transportetape bliver det igen en næsten urimeligt lang sag. Sidste år førte det som bekendt til rytterprotest, men det har altså ikke afholdt arrangørerne fra at prøve igen med et 231 km langt maraton, der er løbets længste etape. Til gengæld har de indlagt lidt krydderi, der desværre betyder, at de fleste sprintere må sande, at den sidste uge er helt uden muligheder. Et par sene stigninger kan nemlig både betyde, at et udbrud har en god chance for at holde, fungere som afsæt for sene angreb eller rydde så meget ud i feltet, at særligt en Peter Sagan kan lugte blod på en af de få af årets etaper, der virkelig passer ham.

Som sagt skal der tilbagelægges hele 231,0 km, der fører feltet fra Rovereto til Stradella. Som vi har set det efterhånden mange gange i årets løb, er der tale om endnu en af de næsten helt flade ture på Po-sletten. Man starter nu midt i Dolomitterne nær Gardasøen, men arrangørerne er nådige ved at lade rytterne køre mod sydvest ad en helt flad vej nær søen med kun enkelte rynker, indtil man mellem Brescia og Verona når frem til den berømte slette i byen Peschiera del Garda, der nås efter 62,6 km. Herfra går det videre mod sydvest ad sletten over de sidste meget små bakker, inden man fortsætter mod sydvest ad en vej, der er helt flad og næsten helt lige, indtil man når Cremona, hvor dagens første spurt køres efter 134,2 km. Det ændrer dog ikke på terrænet. Den flade vej fortsætter mod sydvest ned til Piacenza, der nås efter 167,3 km, og herfra kører man videre ad en helt lige vej mod vest med direkte retning mod Stradella.

Her kunne etapen være endt som en klassisk sprinteretape, men det gør den ikke. Stradella ligger nemlig lige nord for et kuperet område, og lige inden man når byen, drejer man i stedet mod sydvest for at køre ind i bakkerne. Efter 196,1 km går det op ad en let bakke (3,8 km, 4,2%), inden en kringlet nedkørsel leder mod vest, hvorfra man fortsætter mod vest og syd op ad kategori 4-stigningen Castana (5,3 km, 4,0%, max. 11%), der stiger jævnt med ca. 5% over de første 3 km, men derefter flader ud med først 1 km med 1,9% og slutteligt 1700 m med 3,4% frem mod toppen, der rundes efter 208,6 km.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

De sidste 22,4 km indledes nu med en teknisk nedkørsel, der leder mod syd og vest, inden en lige vej leder mod nord. Her drejer man mod vest for at køre op ad en bakke (1,4 km, 7,5%), der har top med 14,1 km igen, hvorefter en kun kortvarigt teknisk nedkørsel leder mod nordøst frem til Broni, hvor dagens sidste spurt køres efter 222,0 km. Herfra får det mod sydøst op ad den sidste bakke (2,1 km, 6,0%), der er en meget jævn stigning med 5,5% over den første kilometer og derfra 6,5% over de sidste 1100 m. Fra toppen resterer 6,2 km, der først går via en lidt kringlet nedkørsel mod øst med et sidst hårnålesving lige inden 3 km-mærket. Med 2,9 km igen drejer man ind på en næsten helt lige vej, der leder mod nord og kun afbrydes af to rundkørsler med hhv. 1,6 og 1,0 km igen. Det falder let, indtil den sidste kilometer er næsten helt flad.

Etapen byder på i alt 1396 højdemeter.

Stradella har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Vejret

I de seneste dage har meteorologerne gradvist gjort vejrudsigten bedre og bedre, og nu synes regn kun at være en risiko til de to weekendetaper. Torsdag bliver i hvert fald en fornem dag med solskin og varme. Der ventes nu regn i Rovereto senere på dagen, men ved starten burde det være solrigt med kun få skyer og en temperatur på 21 grader, og selvom der meldes byger fra først på eftermiddagen, burde feltet kunne nå ud af bjergene i tide. Bygerisikoen frem mod Po-sletten er i hvert fald kun ca. 20%, og når de først har nået sletten, burde risikoen aftage til 10% og mod slutningen tæt på 0%. Der vil kun være få skyer, og temperaturen vil i målbyen være helt oppe på 25 grader. Heller ikke denne gang blæser det meget på sletten. Der vil være en let sydvestlig vind (10-14 km/t) i starten af etapen, men den vil aftage, når man kommer ud af bjergene. Til sidst vil der bare være en svag vind (7-8 km/t) fra skiftende retninger, mod slutningen formentlig fra vest. Det bør give modvind hele vejen ned til sletten, og det bør vare ved hele vejen frem til bakkerne. Her vil der hovedsageligt være sidevind, dog med modvind på Castana, mens der efter den sidste bakke kortvarigt vil være medvind, indtil man atter får sidevind på de sidste 3 km.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Analyse af 17. etape

Jeg er ofte blevet spurgt, om jeg på nogen måde kan bruge min baggrund som matematiker i mit nuværende job. Overlappet mellem de to beskæftigelser er åbenlyst ret begrænset, men jeg har altid svaret, at evnen til at genkende mønstre og overføre dem til nye situationer er en væsentlig del af det at bedrive matematisk forskning og samtidig en evne, der ikke er helt ubrugelig, når nye cykelløb skal analyseres på baggrund af gamle. På den måde kan man prøve at bruge i hvert fald lidt logik til at gætte på, hvad der vil ske i fremtiden.

Problemet er bare, at cykelløb er alt andet end logisk. Det herlige er vel netop, at der er så ulogisk, at man kan blive mødt med de mest uventede udfald, selv når alt i sol, stjerner og måne peger i én bestemt retning. Det har hele denne uforudsigelighedens Giro, hvor dagsformen hos snart sagt alle klassementsrytterne har været på en helt uforudsigelig rutsjebanetur, været et lysende eksempel på, men hvis i dag tog ”Den uforudsigelige Giro med to konstanter” det hele til et helt nyt niveau, da en højdramatisk 17. etape vendte mere op og ned på klassementet, end nogen vel havde drømt om, da der blev holdt pressekonferencer på gårsdagens hviledag.

De svarede nemlig alle det samme. Uanset om man lyttede til Damiano Caruso, Simon Yates eller Astana-sportsdirektør Giuseppe Martinelli, var svaret det samme. Egan Bernal er usårlig, og medmindre der sker noget meget mærkeligt, kører alle andre om podiet. Det er i hvert fald sjældent, at meldingerne er så entydigt opgivende, og der var end ikke én, der blot åbnede for muligheden for, at 1. pladsen stadig kunne være i spil.

Man forstår dem godt. Bernal har på samtlige løbets første nøgleetaper - hvis man ser bort fra den indledende enkeltstart, der i kraft af sin længde måske knap kan karakteriseres som en nøgleetape - været i sin helt egen liga. Fornemmelsen fra sofaen har været, at han reelt har kunnet gøre, som det passer ham, og fornemmelse har i feltet åbenbart var den samme, i hvert fald hvis man baserer sig på meldingerne fra gårsdagens pressemøder.

Samtidig var der jo ikke udsigt til, at Bernal skulle gå ned. Nu er hans grand tour-erfaring begrænset til to og et halvt Tour de France, men når ryggen har tilladt det, har mønsteret hver eneste gang været det samme. I både 2018 og 2019 blev Bernal bare bedre og bedre, som løbet skred frem - mest markant i 2019, hvor det var svært at se, at det var samme rytter, der kørte med rygnummer 2 i første og tredje uge - og det har da også været en helt anerkendt opfattelse, at colombianerens store restitution var hans største force. Ellers vinder man altså ikke Touren som den dengang næstyngste nogensinde!
 

Helt omvendt har det været med Simon Yates. Ikke blot hans spektakulære kollaps i 2018, men også hans første grand tours og Giroen i 2019 har klart tegnet et mønster af en rytter, der har svært ved at holde i tre uger. Tendensen var i hvert fald så tydelig, at jeg næppe var den eneste, der regnede med det store sammenbrud for tre år siden - heller ikke selvom det blev mere dramatisk, end selv de største Yates-pessimister nok havde forestillet sig. Da han derfor igen gled agterud på Passo Giau i mandags, mens Bernal igen dansede fra alt og alle, var det svært ikke at se det som et udtryk for de tendenser, vi allerede kendte.

Nu har denne Giro bare lært os, at al form for logik er lige så anvendelig som solcreme på denne smukke onsdag i maj. At forsøge at forudsige, hvordan den ene eller anden favorit vil begå sig på den næstfølgende etape, har i dette yoyoløb været tæt på en umulighed, for antallet af dårlige dage har været større end antallet af gode.

Efter dagens drama kunne vi så føje Bernal til listen over ryttere, der har underpræsteret på en nøgleetape, og dermed er der af de to konstanter, jeg har omtalt i tidligere analyser, nu kun én tilbage. Bernals usårlighed forsvandt i hvert fald, nærmest inden Yates, Caruso og co. havde afsluttet deres pressekonferencer, og pludselig er et helt lukket løb slet ikke så afsluttet endda.

Det så ellers sådan ud - åbenbart også for Bernal. I mandags tillod han sig den luksus at gå mere op i billederne af den lyserøde trøje end i at vinde sekunder, og i dag tillod han endda hjælperytteren Gianni Moscon ikke bare at gå i udbrud, men også aktivt at søge sin chance ved at deltage i føringsarbejdet og ikke bare agere kontrollant. Det er den slags luksus, man kun tillader sig, når man føler sig sikker på sin sejr, og selvom han hele tiden har prædiket forsigtighed i sine udtalelser, har man i de seneste dage kunnet fornemme en stadig større selvsikkerhed i stemmen på en colombianer, der virkede temmelig overbevist om, at den var hjemme!

Som Uffe Ellemann kan bevidne, skal man passe på med den slags proklamationer. De ser nemlig dumme ud på Ekstra Bladets forside, og selvom ingen har hørt Bernal erklære sig selv som vinder, kommer billederne af Bernal, der ødsler sekunder for at smide en regnjakke til at have et andet og mere komisk skær - og i hvert fald ikke den ønskede fornemmelse af storhed - hvis det rent faktisk ender med, at han smider den ellers sikre sejr på gulvet.

Læs også

Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold

Så langt er vi heldigvis ikke. Bernals forspring er stadig komfortabelt, og selvom kaptajnens ben svigtede, var holdet igen i dag skræmmende stærke. Moscon var uhyre overbevisende i udbruddet, hvor han ellers mængede sig med folk af halv kropsstørrelse, Jonathan Castroviejo kørte slet og ret folk som Aleksandr Vlasov, Romain Bardet og Hugh Carthy ud af hjulet, og Daniel Martinez var så suveræn, at han måske endda kunne have kørt med Joao Almeida og Yates. Hvis Bernal skal tabe løbet, bliver det i hvert fald ikke på grund af holdet.

Det store spørgsmål er nu, hvorfor det gik Bernal så ilde. Sammenbruddet kom temmelig pludselig og helt ud af det blå, for han havde indtil da siddet limet til baghjulet på den aggressive Yates. Han havde endda netop sendt Martinez frem for at føre, og faktisk var det hans egen holdkammerat, der endte med at sende ham til tælling. Enten har kommunikationen mellem de to colombianere været svært ringe, eller også er Bernals krise også for ham selv kommet helt uden forvarsel.

Der er vel tre mulige forklaringer. Den ene er den dårlige dag, som alle andre end han og Caruso havde haft før i dag. Det er bestemt plausibelt, at benene ikke ville som ham - særligt dagen efter en hviledag - og i dette løb vil det kun være naturligt, hvis også Bernal havde sin næsten obligatorisk offday. Hvis det er forklaringen, er det ingen ko på isen. Så genfødes Bernal formentlig på fredag, og alt er fryd og gammen i Ineos-lejren, når vi når Milano.

De andre er mere bekymrende. Værst er naturligvis bekymringen for ryggen. Bernal sagde ganske vist i går, at han ikke kunne forestille sig, at den vil ødelægge hans løb, men han indrømmede også, at den har gjort ondt på første del af etaperne. Naturligvis lægger han i den nuværende situation ikke kortene på bordet - det vil være en invitation til at blive angrebet - men det kan ikke undgås, at der vil være spekulation om helbredet. Hvis det er forklaringen, kan det ende helt galt for Bernal, som vi så med kollapset på Grand Colombier i september.

Den tredje og sidste forklaring er den, der bryder med den velkendte logik, nemlig at selv Bernals restitution har en grænse. Bernal har i dette løb nemlig leget Yates i 2018 og angrebet i ét væk i den første del af løbet. Ikke én chance for at vinde tid har han misset, og selvom det har været med forskellige grader af angrebslyst, har han brugt kræfter hver eneste gang - selv i kampen mod Remco Evenepoel i de indlagte spurter. Selv da al logik sagde, at han skulle køre mandagens kongeetape defensivt, gik der romantik i den, og Bernal iværksatte en stor offensiv i ønsket om at tage en mindeværdig sejr iført den lyserøde førertrøje på den største dag i Dolomitterne.

Det var den angrebsiver, der kostede for Yates for tre år siden, og spørgsmålet er nu, om også Bernal har været for aggressiv. Det kan i hver fald ikke udelukkes, når vi samtidig ved, at hans forberedelse har været temmelig afbrudt på grund af ryggen. Forud for løbet var han i hvert fald svært usikker på sin form efter flere træningsstop undervejs, og måske har det alligevel forhindret ham i at opbygge den base, han havde ønsket.

Om det er det ene, det andet eller det tredje, finder vi formentlig først ud af på fredag. Hvis forklaring 3 holder, må det dog være svært for Yates ikke at smile lidt ved tanken om, at han skam kender alt til den følelse. Det var som bekendt ham, der gav hele cykelverdenen den klareste lektion i, at en grand tour vindes i den tredje uge, og den lektie har han også selv taget til sig.

Det gjorde han endda for længe siden. Det var med den afmålte og afventende kølighed, at han vandt Vueltaen et halvt år senere, og det er med den samme afmålte og afventende kølighed, han har kørt dette løb. Derfor var der også et lille håb om, at han faktisk havde ressourcer til den tredje uge, da han rejste sig så fornemt på Zoncolan, men da han fik en spand koldt vand i hovedet på Giau, lignede det nu bare igen det klassiske Yates-mønster, vi har lært at kende.

Men måske var den spand vand bare for kold. Det er i hvert fald påfaldende, at Yates’ dårlige dage alle er kommet, når vejret har om muligt endnu dårligere, end Yates’ dag har været det. På de dage, hvor vejret har været fornuftigt, har Yates været som forvandlet, og det var åbenlyst også tilfældet, da løbet i dag ramte sin første relativt varme bjergetape.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

Det skal dog også siges, at der er væsensforskel på bjergetaperne. Yates’ problem har altid været de store bjerge og de mange højdemeter, mens dage med få bjerge og et gerne stejlt, relativt kort og eksplosivt målbjerg passer ham bedre. Det var præcis sådanne etaper, vi havde på Zoncolan og i dag. Og det var præcis på de etaper, Yates shinede. Samtidig kan højderne også være en udfordring, for Yates har vel reelt kun præsteret i mere end 2000 m på Vueltaens 19. etape for tre år siden.

I det lys er der både godt og dårligt nyt for Yates. Den gode er, at fredagens etape i alt væsentligt er en kopi af 14. og 17. etape, hvor han gjorde det så godt, og vejret ser endda lovende ud. Den dårlige er, at vejrudsigten er knap så lovende for lørdagen, hvor 20. etape endda byder på både flere lange bjerge, mange højdemeter og iltfattig luft. Det kunne derfor ligne, at Yates skal forsøge at vinde løbet på fredag og måske forsvare sig lørdag. Men i denne ulogiske Giro går det formentlig omvendt…

Blod lugter han i hvert fald, og alle, der drømte om at vinde fra udbrud på fredag, kan nu nok godt se langt efter etapesejren, når en stadig sejrsløs Yates øjner muligheder. Samme blod lugter Caruso ikke. Italieneren har ikke lagt skjul på, at han ikke stræber efter mere end 2. pladsen - og det er helt forståeligt, at en mand med Carusos arbejdsbeskrivelse og generalieblad ikke satser sin karrieres største resultat for et spekulativt forsøg på at vinde det hele - og den tog han endnu et stort skridt mod i dag. Som løbets eneste tilbageværende konstant var han nemlig igen i dag lige så solid som gennem hele løbet, og det selvom han igen ramtes af de stejle procenter, han afskyr, og ikke kunne drage fordel af det dårlige vejr, han mestrer. Med dagens gigantiske tidsforskelle og hans store stabilitet synes meget at skulle gå galt, hvis ikke Caruso indtager en højst uventet podieplads på tirsdag - også fordi Pello Bilbao nu har fået så mange løbsdage, at selv han er ved at være varm og er klar til at hjælpe Caruso med at overvinde den eventuelle krise, der lige nu synes meget sandsynlig.

Han kan i hvert fald glæde sig over, at han har et forspring til Joao Almeida. Portugiseren har nu faktisk været en af de få, der har været relativt stabil gennem hele løbet, og han synes kun at have været i konstant fremgang gennem hele løbet, lige siden han smed sine podiedrømme ved at have sin offday allerede ved først mulige lejlighed. Det var mildt sagt elendig timing, for det betød, at han blev reduceret til en hjælperrolle, som har kostet yderligere tid - en tid, han utvivlsomt godt kunne have brugt på dette tidspunkt i løbet, hvor podiet stadig må regnes som værende urealistisk langt væk.

Trods den stigende formkurve må det dog anses som højst uventet, at Almeida i dag vandt favoritternes kamp. Det var åbenlyst uventet, at han slog Bernal, men selv uden colombianerens nedtur havde hans ridt været overraskende. Almeidas kørsel i bjergene har nemlig altid haft ét klart kendetegn, nemlig at det har handlet om forsvar. Sådan var det i Giroen sidste år, i UAE Tour og i Catalonien, og sådan var det også i den første del af Giroen - lige indtil i dag, hvor han endda lancerede sine første angreb i bjergene på WorldTour-scenen. Hvis det vitterligt er udtryk for nye klatreevner, bliver hans perspektiver som grand tour-rytter langt mere interessant, når man betænker, at hans enkeltstart er sublim, og han allerede sidste år dokumenterede en uhyre god tredjeugesmotor.

Var det så en fejl at ofre ham for Remco Evenepoel? I bagklogskabens lys er svaret åbenlyst ja. Under omstændighederne på 11. etape var det imidlertid stadig det rigtige valg. På det tidspunkt havde Evenepoels formkurve været konstant stigende, og Almeida havde aldrig tidligere i sin karriere klatret på et niveau, der tilsagde, at han skulle kunne vende sin situation på en bjergrig rute med kun én enkeltstart tilbage. Deceuninck er et hold, der går efter det store og ikke den sekundære top 10-placering, Almeida på det tidspunkt havde udsigt til. Havde man vidst, at han klatrede bedre end nogensinde, havde billedet været en andet, men det var der ingen i denne verden, der kunne vide - heller ikke Almeida selv. Deceuninck kan så trøste sig med, at Evenepoel med sin flotte San Sebastian-agtige opkørsel i dag fik bevist, at hans store motor altså kan et eller andet, som lover godt for fortsættelsen, når engang han har forberedt sig ordentligt til en grand tour. Til gengæld viste hans styrt også, hvor store begrænsninger han stadig har!

Bernal var ikke den eneste konstant, vi sagde farvel til i dag. To andre, der måske snarere er halvkonstanter, gik også fløjten. Mest overraskende var det vel, at Romain Bardet, hvis formkurve hidtil kun har kendt én vej, og som altid er bedst i den tredje uge, forsvandt fra podiekampen med samme hast, som han pludselig havde meldt sig ind i den. Det lå bestemt ikke i kortene, for selvom han stadig er et stykke fra sit gamle niveau, er det uvant at se Bardet falme sent i et løb, hvor han én gang har vist gode ben. Men måske er det bare en påmindelse om, at han bare ikke er sig selv længere.

Den anden halvkonstant var Hugh Carthy. Briten var sammen med Caruso og Bernal den eneste, der ikke havde haft en dårlig dag. Flyvende har han bestemt ikke været, for han har kun i Sestola været blandt de bedste, men han har bare været stabilt middelmådig. Det var han imidlertid ikke i dag, hvor hans lovende podiedrømme pludselig knustes, så han til slut blev passeret af den ene rytter efter den anden. Ganske vist passede etapens lidt eksplosive karakter ham ikke alt for godt, men den i dag ret stabile Carthy plejer ikke at gå ned på så spektakulær vis. Måske betaler selv hans motor for et forår, hvor han bestemt ikke sparede på sig selv, men tværtimod gik ”All Inclusive”-vejen.

Så var det straks mere ventet at se Aleksandr Vlasov falme. Russeren slår med længder alle rivalerne, når det kommer til yoyokørsel i dette løb, men lidt rytme er der dog foretagendet. Kun på 9. og 11. etape kørte han to gode nøgleetaper i træk, men ellers har hans etaper vel nærmest konstant skiftet mellem lovende og elendige dage. Efter det flotte indtryk, han efterlod efter regnjakkegate i mandags, var det tid til endnu en nedtur - og dermed endnu en understregning af, at Vlasovs grand tour-potentiale lige nu står og falder med, om ustabilitet vitterligt er hans mellemnavn.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

I givet fald deler han det med Giulio Ciccone, der altid har været kendt for udsving. Derfor er det også så synd, at hans lovende klassement skulle kikse som følge af rent uheld. Først sendte en defekt ham så langt tilbage i feltet, at han røg på rumpen, da den bagerste del af feltet styrtede, og derfor kostede den hårde opkørsel uden et overraskende fraværende Trek-hold ham så mange kræfter, at han nærmest virkede helt opgivende til sidst. Dermed kulminerede et sandt møgløb for amerikanerne, der allerede fik det forkerte ben ud af sengen, da Vincenzo Nibali styrtede inden løbet. Dagens kollektive indtryk lover desværre ikke godt for drømmen om en genrejsning i de sidste dage.

Samme ærgrelse kan Dan Martin ikke tillade sig at have. At han lige nu er nr. 11 i klassementet, skyldes nemlig udelukkende hans egne begrænsede evner i positionskampen frem mod grusvejene. Desværre var det også det eneste på årets rute, der ikke var en gave til ireren, for i dag beviste han, at han er fremragende på denne form for relativt korte, stejle stigninger, da han med overbevisende ridt meldte sig ind i klubben over ryttere med sejre i alle tre grand tours.

Det var fuldt fortjent! Ikke blot var Israel SUN helt oppe på dupperne i starten, hvor de lukkede huller og brugte Matthias Brändle som affyringsrampe, når lille Martin skulle ramme udbruddet i fladlandet, og siden var det Martin, der sørgede for at holde et ellers dødsdømt udbrud i live, da BikeExchange iværksatte et føringsarbejde, der på daværende tidspunkt så ualmindeligt optimistisk ud - og i bagklogskabens lys var genialt! Uden Martins meget aktive kørsel både på San Valentino og Sega di Ala havde etapevinderen formentlig været portugisisk, men i dag viste Martin os, at det ikke er uden grund, at han stabilt har siddet hos favoritterne, når det gjaldt - altså bare ikke når der har været grusveje på menuen, eller han som i mandags har været i udbrud. Det er også den stabilitet, der gør, at han nu måske alligevel kan øjne det andet af sine to mål, nemlig drømmen også at melde sig ind i klubben over ryttere med top 10-placeringer i alle tre grand torus. Afstandene er store, men det er ikke svært at finde nuværende top 10-ryttere med kollapspotentiale på løbets to sidste bjergetaper.

Det bliver dog nok ikke Tobias Foss. Som den uprøvede rookie i top 10 burde han jo ellers være det usikre wildcard, men den solide nordmand ligner på ingen måde en mand, der går ned. Med klog og defensiv kørsel forsvarer han sig - sekunderet af en stadig stærkere George Bennett - forbilledligt, og selvom evnerne i bjergene stadig har lang vej igen, giver hans nærmest konstante fremgang og stadig sublime enkeltstart visse perspektiver for fremtiden.

På den måde er han en af de få oaser af stabilitet i et løb karakteriseret af det modsatte - og så har vi endda ikke omtalt dagens største sensation. Det var nemlig hverken Bernals kollaps, eller at Almeida vandt favoritkampen. Nej, det var vel snarere, at Diego Ulissi blev nr. 3 blandt favoritterne. Selv hvis han havde været i storform i de seneste dage, ville ingen have drømt om, at han på så svær en stigning kunne matche løbets bedste klatrere. Det er trods alt ikke Ulissi-terræn, og når han tilmed de foregående dage nærmest har virket opgivende over sin egen ringe form, lå det ikke just i kortene, at det var i dag, han skulle slå Bernal på en bjergetape.

Men sådan går det selvfølgelig i uforudsigelighedens Giro. Det næste bliver vel, at Max Walscheid vinder på lørdag, og at Dan Martin nupper endnu en etapesejr på søndag. Det vil kun være en passende afrunding på en på alle måder uforudsigelig Giro. Næsten alle logiske mønstre er i hvert fald gået fløjten. Det er godt, at vi i det mindste stadig har Caruso…

Favoritterne

Giroen er i stigende grad gået over til at slutte af med en enkeltstart. Mens det har givet spektakulære og dramatiske finaler med førertrøjeskifter på sidste etape både i 2012, 2017 og 2020, har det også haft en pris. Sprinternes lokkemad er ofte den sidste prestigiøse massespurt i en storby - ofte Milano - men en sådan har vi i de seneste fem udgaver kun haft i 2016 og 2018. I stedet har arrangørerne forsøgt at kompensere med en relativt flad etape tidligere på ugen, men det har ikke kunnet forhindre, at mange sprintere ofte er taget hjem allerede inden den bjergrige afslutning.

Den trend har løbet ikke rigtigt en chance for at bryde. Dertil er Touren for stort en lokkemad, og de sprintere, der har planer om at køre i Frankrig også, vil næsten altid starte løbet med en plan om kun at gennemføre de først to uger. I år kan man dog heller ikke sige, at arrangørerne har gjort noget som helst for at anspore dem til at blive, for denne gang er der ikke én eneste reelt flad etape over de sidste otte dage.

Lokkemaden i denne uge skulle være torsdagens 18. etape, der sagtens kunne være designet som en stensikker massespurt efter løbets sidste af uendelig mange ture hen ad Po-sletten. Alligevel har løbsdirektør Mauro Vegni ikke kunnet dy sig for at krydre afslutningen med et par bakker syd for Stradella, og det er alt rigeligt til, at enhver tung sprinter slet ikke vil se det som nogen lokkemad. Hvorfor skulle man dog slæbe sig over Zoncolan og gennem kongeetapen, hvis man alligevel bliver sat i finalen denne torsdag? Etapens design har i hvert fald næppe bidraget positivt til at overtale Giacomo Nizzolo til at blive i løbet.

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

Nogle er dog blevet, og det er meget interessant for etapens udvikling. Peter Sagans deltagelse var sikker, for han har hele tiden haft pointtrøjen som mål. Davide Cimolai og Fernando Gaviria er slet ikke Tour-aktuelle, og derfor lå det også i kortene, at de skulle hele vejen til Milano - præcis som alle de øvrige lidt mere perifere sprintere. Det er til gengæld yderst interessant, at Elia Viviani stadig er at finde i feltet. Medmindre det alligevel er lykkedes ham at overtale Cofidis-ledelsen til, at han kan få lov at skippe Touren til fordel for banetræning frem mod OL, kan hans fortsatte deltagelse, der ellers kun kompromitterer friskheden til Touren og OL - en i forvejen svær kombination for en mand, der skal køre på banen i Tokyo - vel kun læses som et signal om, at Cofidis med deres meget sprinterfokuserede mandskab vil gå benhårdt efter denne etape.

Det er ikke stensikkert, at det kan tolkes sådan. Planerne er nemlig ikke meldt ud, siden Viviani i løbet af vinteren sagde, at han helst var fri for at køre Touren. Guillaume Martins og Christophe Laportes succes og italienerens mangel på samme kan sagtens betyde, at ledelsen er blevet overtalt til at tage til hjemmebaneløbet med de to franske kaptajner i stedet, og at Viviani derfor ikke har samme behov for at forlade løbet. Alligevel er hans - og i øvrigt også Gavirias og Cimolais - eneste formål med videre deltagelse, at de gerne vil spurte på denne etape.

Det er dog langt fra sikkert, at de kommer til det. Én ting er den risiko, som de sene bakker udgør. Noget andet er, at det sagtens kan ende med en udbrudssejr. Selvom det sidste år endte i rytterprotest og drama, har arrangørerne nemlig igen vovet at gøre denne transportetape på Po-sletten mellem Dolomitterne og Alperne så lang, at det er lidt svært ved at se formålet med, at de skal køre så lang tid i så intetsigende terræn. Det betyder imidlertid, at det kræver sine kræfter for sprinterholdene at jagte hele dagen.

Det lykkedes da heller ikke sidste år. Kontroversen betød endda, at den dengang helt flade etape bare blev en kort og hurtig affære, men da Arnaud Demare var fint tilfreds med ikke at risikere et tab af pointtrøjen, og de øvrige sprinterhold endte med at sende folk i udbrud, var Peter Sagan og Bora alene om at jagte. De kæmpede også det bedste, de havde lært, men uden hjælp gav de til sidst op, så Demare sikrede sig pointtrøjen, og Josef Cerny vandt etapen.

Sådan går det næppe denne gang - i hvert fald ikke for Bora. Denne gang er det nemlig tyskerne, der har overhånden i pointkonkurrencen, og selvom det på alle måder er en oplagt Sagan-etape, indikerede han i søndags tydeligt, at hans ambitioner nu alene er at få trøjen sikkert til Milano. Det betød, at han lod 15. etape sejle, og selvom det skal gå slemt galt, hvis Cimolai eller Gaviria skal snyde ham i sidste øjeblik, tyder hans udtalelser på, at Bora ikke er villige til at løbe risikoen. Mange vil huske, hvordan Demare begik en gigantisk brøler i 2019, hvor han på 18. etape blev for grådig, kørte udbruddet ind i sidste øjeblik via sit FDJ-hold - og endte med at tabe trøjen til Pascal Ackermann, da franskmanden fejlede totalt i spurten.

Sagan er sjældent manden, der misser helt ud i en spurt, men det kan ske. Sidste år tabte han kæden på 7. etape i Touren, og på årets 7. etape til Termoli endte han langt tilbage, fordi han blev lukket inde og var tæt på at styrte. Den slags kan altid ske i en spurt, og et lignende uheld kan koste Sagan den cyclamenfarvede trøje. Den risiko løber han næppe.

Derfor tror jeg, at Bora og Sagan går til etapen som langt hovedparten af holdene, nemlig med planer om at ramme udbruddet. Helst skal det være med Sagan, der bedst kan gøre det færdigt, men tyskerne, der ikke længere har Buchmann at tage sig af, giver formentlig hele holdet frit spil. Skulle de misse udbruddet, lever de formentlig med det og lader dem sejle hjem, så Sagans pointtrøje bliver garanteret.

Bora er ikke de eneste, der vil ramme udbruddet. Det vil snart sagt alle hold. Der er vigtige klassementshold, der skal spare sig til de kommende bjergetaper - først og fremmest Ineos, Bahrain og BikeExchange, mens det er mere usikkert, om Astana og EF nu har opgivet podiedrømmen og er klar til at give mere plads til hjælperne - men jeg vil tro, at alle andre hold øjner chancen for at vinde fra udbrud. Kan man ikke klatre eller køre enkeltstart, er dette sidste chance, og som Cerny viste os sidste år og Victor Campenaerts forleden, kan en ikke specielt vindende rytter sagtens vinde en sådan etape sent i en grand tour.

Derfor er der lagt op til en stor angrebsfest, hvor stort set alle tungere ryttere, der ikke kører for et klassementshold, vil angribe i ét væk. Etapens forløb bestemmes formentlig af taktikken fra tre hold, nemlig Israel SUN, UAE og Cofidis, der i Cimolai, Gaviria og Viviani har de tre sprintere, som sammen med Sagan må regnes som de sandsynlige vindere af en eventuel spurt.

Læs også

Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm

Spørgsmålet er, om de satser entydigt på spurten eller går efter begge dele. Sidste år så vi, at Cofidis valgte den offensive strategi, og da de ramte udbruddet, overlod de det til Sagan at jagte - uden held. Det er ganske plausibelt, at i hvert fald UAE og Israel SUN, der begge har nogle udmærkede vinderkandidater fra udbrud i form af særligt Alessandro Covi, Diego Ulissi og for så vidt også Juan Sebastian Molano samt Patrick Bevin, vil gå efter begge dele. Rammer de udbruddet, er det fint. Gør de det ikke, er de formentlig villige til at jagte, da de ikke har et meget vigtigt klassement at tage sige af længere. Jeg er mere i tvivl om Cofidis, der godt kunne satse 100% på Viviani, men sidste år så vi, at de endte med at satse på udbruddet - og Simone Consonni viste forleden, at han godt kan vinde en etape i en finale som denne.

Derfor tror jeg, at udbruddets skæbne bestemmes af, om de nævnte hold rammer det eller ej. Hvis to eller tre af dem gør, bør de holde hjem, for det er svært at tro, at kun ét jagtende hold på egen hånd kan sikre en spurt over 231 km i modvind. Bora kunne i hvert fald ikke over en betydeligt kortere distance sidste år. Hvis til gengæld ingen eller kun ét af de nævnte hold kommer afsted, vil der være to eller tre hold til at jagte, og så er en spurt i hvert fald en seriøs mulighed.

Hvad betyder den lange distance og modvinden? Det afhænger vel af udbruddets størrelse. Lykkes det at få sendt en lille gruppe afsted, vil to eller tre sprinterhold have overhånden over en lang dag i modvind. Hvis til gengæld gruppen bliver lige så stor som sidste år - og det er vel det mest sandsynlige, hvis kun måske Cofidis har planer om at arbejde målrettet for en spurt - er det langt lettere for et stort udbrud, potentielt endda med et par hjælpere, at slide to eller tre sprinterhold op over så lang en dag.

Med andre ord er der to forhold, der bestemmer udbruddets skæbne. For det første er det afgørende, hvor mange af de to sprinterhold der rammer udbruddet. For det andet er det afgørende, om gruppen bliver lille eller stor. Førstnævnte bestemmer, om der overhovedet kommer en jagt, eller om Ineos bare får lov at føre feltet til Stradella et tocifret antal minutter efter udbruddet. Sidstnævnte bestemmer, om en eventuel jagt vil lykkes, eller om den må opgives, som den måtte for Bora sidste år.

Hvis UAE, Cofidis og Israel SUN mod forventning går målrettet efter en spurt, har de gode chancer for at sikre det. Hvis araberne og israelerne (og måske også franskmændene) går med den dobbelte taktik, ser det sværere ud. Når næsten alle hold vil gøre alt for at ramme udbruddet, vil der også altid være mange hold til at jagte alle de små udbrud. Det taler for, at elastikken først knækker, når gruppen er stor - og er gruppen stor, er der formentlig også deltagelse af et eller flere af sprinterholdene. I det lys tror jeg mest på, at vi får en udbrudssejr, men som det tydeligt fremgår, kan det gå begge veje.

Får vi en udbrudssejr, vil der efter udbrudskampen ske én af to ting. Enten er alle sprinterholdene med foran, og så sejler udbruddet bare hjem, mens Ineos inviterer på søndagstur i det fine solskinsvejr. I det tilfælde bliver det en langgaber af en etape, indtil udbruddet skal køre finale på bakkerne til sidst. Alternativt vil vi se en Bora-agtig jagt, som vi gjorde det sidste år, og her vil det så - hvis vi får udbrudsscenariet - ende med, at udbruddet vinder kampen, og at sprinterholdet/sprinterholdene til sidst giver op og giver kontrolstafetten videre til Ineos, hvorefter feltet vil gå helt i stå.

Konklusionen er altså, at jeg tror mest på endnu en udbrudssejr, men grundet den pandekageflade indledning er det helt umuligt at gætte, hvem der rammer det. Det kan blive hvem som helst blandt de folk, der forsøger, som vi også så det i søndags, hvor antallet af gode forhåndsudbrud i det endelige udbrud var reduceret til nogle ganske få. Som Campenaerts og sidste år Cerny viste, er den slags finaler også så taktiske, at ganske mange ryttere også kan gøre det færdigt. Som udgangspunkt skal man klatre fornuftigt for at klare bakkerne, ligesom en god spurt er at foretrække, men i et taktisk spil kan alt ske - også fordi tungere folk som Campenaerts kan få forspring inden bakkerne.

Etapen er sammenlignelig med søndagens etape, men finalen er nemmere. De første to bakker er meget bløde, og det er de sidste to, der skal gøre forskellen. De er skam også svære nok til at rydde ud i gruppen og fungere som afsæt for angreb, men det er ikke terræn, hvor bedste mand bare kører væk. De har ikke samme stejlhed, som vi så med den svære stigning i søndags, og sidste gang var der også en lille bakke tættere på mål, mens der denne gang er mere fladt terræn. Endelig er finalen overhovedet ikke teknisk med en lang, lige vej over 3 km, og det vil gøre det sværere for en enlig mand at holde sig fri - forudsat altså at forfølgerne kan samarbejde, hvilket i en sådan situation stort set aldrig sker, medmindre et hold har mere end én mand.

Den lettere finale betyder også større betydning af taktik og dermed også tilfældighed, og det var endda i forvejen taktik og lidt tilfældighed, der afgjorde søndagens sværere finale. Det øger blot graden af lotteri, og ender etapen med en udbrudssejr, er det næsten helt sikkert, at vinderen skal være lige så heldig med den taktiske hånd, som han skal være stærk og/eller hurtig.

Læs også

Van der Poel belyser ”vanskelig” situation

Jeg prøver at gå med Patrick Bevin. Newzealænderen har været bundloyal over for Dan Martin, og derfor har vi ikke set meget til ham, men de seneste dages resultater i bjergene tyder på, at han stadig bærer rundt på temmelig god form. Som sagt er udbruddets chancer for at holde langt bedre, hvis Israel SUN har en mand med, og her må Bevin være det foretrukne valg. Han har nemlig alle karakteristika til at vinde. Der er ikke mange, der sætter ham på disse bakker - snarere er det ham, der sætter rivalerne - og han er en sand tempomaskine med poweren til også at spille sine kort på flad vej, både når udbruddet skal etableres og i en taktisk finale. Samtidig er han så hurtig, at det kun er løbets rigtige sprintere, han ikke kan slå - en evne, vi senest så med de flotte spurter i Romandiet. Medmindre Israel SUN vælger at putte alle øg i Cimolais kurv - hvilket vil være et stort sats - må Bevin være manden, de gerne vil have afsted, og han har alle egenskaber og tilsyneladende også formen til at vinde i denne finale.

Det samme har Andrea Vendrame. Hans form var åbenbar for enhver, da han vandt bjergetapen i Appenninerne, men det er jo egentlig en finale som denne, der virkelig passer ham. Hans klatreevner blev tydelige for enhver, da han kørte fra blandt andre George Bennett på finalestigningen i torsdags, og derfor er der ingen, der sætter ham på disse småbakker - også fordi han blev nr. 49 på kongeetapen og stadig er frisk. Han har vist sig ganske god til at ramme udbrud, og han har også vist sig god til at spille spillet i de taktiske finaler. Hans hurtighed er ligesom Bevin så god, at det er meget få i dette felt, han ikke slår i en spurt, og han har endda god chance for at have en hjælper med i udbruddet, da Ag2r slet ikke har andre interesser. Ergo er det bestemt muligt, at Vendrame kan fejre ugedagen for sejr nr. 1 med sejr nr. 2.

I morges troede jeg ikke, at Nikias Arndt ville få lov, men med Romain Bardets nedtur og sandsynlige afsked med podiekampen burde friheden være større. Det gør ham til et uhyre overbevisende bud. Han har allerede ramt to udbrud i løbet og dermed vist, at det er en kunst, han mestrer, og hans klatreevner har vi set begge gange, ikke mindst med hans vilde 3. plads på 8. etape. Han har før vundet fra udbrud i Vueltaen og var meget tæt på at gøre det igen i søndags, og det vidner om hans evner i denne slags finaler. Han kan ikke køre offensivt på bakkerne, men han kan forsvare sig, og han kan slå de fleste i en spurt. Samtidig har han motoren og tempoevnerne til også at gå med i angrebene i en taktisk finale. Det er klart, at han kan være oppe mod bedre klatrere, der slet og ret kører fra ham, men i en lidt lettere finale er chancen for en spurt større, end den var i søndags. Og dengang var han jo allerede ganske tæt på.

En rytter, der meldte sig ind som kandidat i dag, er Fabio Felline. I morges regnede jeg med, at han skulle spare sig for Vlasov, men nu er Astana næsten nødt til at gå efter den etapesejr, der kan redde deres løb. Her synes Felline at være deres bedste kort, da italieneren efter en haltende start er kommet i gang. I dag blev han en flot nr. 32 - endda efter at have ført for Vlasov - og det vidner om, at benene er der. Som type er han perfekt til denne finale, da han kan klatre og ikke mindst spurte - endda stadig så godt, at han sidste år vandt en reduceret massespurt. Utroligt nok har Felline trods in grønne trøje i Vueltaen stadig ikke vundet en grand tour-etape, men han synes at have formen til at udnytte en mulig nyvunden frihed til at rette op på det i morgen.

Ligesom for Bevin taler det til fordel for Diego Ulissi, at han kører for et sprinterhold. Et udbrud har langt større chance for at vinde, hvis de har deltagelse af en UAE-rytter, for så vil araberne ikke optage jagten for Fernando Gaviria. I morges havde jeg ikke megen fidus til Ulissi på denne etape, men efter dagens vanvid, som jeg allerede har rost til skyerne i analysen, er det svært at komme udenom, at Ulissi åbenbart har fundet benene - måske med den løbsrytme, han manglede efter et forår ødelagt af hjerteproblemer. Ulissi har desværre altid haft ry for at kæmpe med distancen - der er en grund til, at han aldrig har præsteret i et monument - men han har trods alt én gang vundet en alenlang Giro-etape, ganske vist i en spurt. Lige nu har han i hvert fald noget friskhed, og han plejer at være nogenlunde til at ramme udbruddene. Finalen er lidt for let til at passe ham ideelt, men bakkerne er svære nok til, at en fr som Ulissi kan vinde. Mit problem er, at han risikerer at være oppe mod folk, der er hurtigere i en flad spurt, men med sin nuværende form burde han kunne rydde ud i udbruddet på bakkerne.

For et par dage siden så det ud til, at vi kunne glemme alt om Gianni Vermeersch, da han var en af de mange, der slog sig voldsomt i det store styrt i søndags, men heldigvis synes han at være sluppet nådigt. I hvert fald kom han uden problemer igennem kongeetapen, hvor han faktisk leverede sit hidtil bedste resultat på en bjergetape, og det vidner om, at han ikke blot er kommet sig, men også er relativt frisk. Han har ikke klatret skræmmende godt i dette løb, men bakkerne her er af en karakter, som en mand med topresultaterne i brostensklassikerne nok burde kunne klare - også fordi han har vist sig i endnu sværere terræn i Strade Bianche og Piemonte. Hans hurtighed har han vist med sine gode spurter i Canale og Foligno, og den lange distance er kun en fordel for en mand, der er kørt i top 10 i Flandern Rundt. Hans form synes stadig god, og rammer han udbruddet vil han naturligt være en af favoritterne.

Som nævnte ovenfor er jeg ret spændt på den rolle, Simone Consonni er tiltænkt. Satser Cofidis alt på en spurt med Viviani, eller giver de igen italieneren den rette frihed? Sidste års 19. etape indikerer en mere åben taktik, og at Consonni var så tæt på forleden, burde øge chancen for, at de også forsøger at ramme udbruddet med ham. Han viste i søndags, at han kunne overleve endnu vanskeligere bakker end disse, og hans chancer i denne finale burde være bedre. Samtidig så vi, at formen er ganske glimrende, og som sprinter har han alle forudsætninger for at vinde i en spurt mod de fleste. Udfordringen bliver at få frihed og at ramme udbruddet, hvilket ikke er en kunst, han ofte beskæftiger sig med.

I søndags havde jeg Quinten Hermans som en af mine store favoritter, og han var meget tæt på at leve op til tilliden. Faktisk er det vel ikke helt urimeligt at hævde, at han var udbruddets stærkeste, og det gør ham til en indlysende kandidat til en finale, der også passer en hurtig ardennerspecialist som ham. Han var i udbrud i dag, hvor han arbejdede stenhårdt for Jan Hirt, men det vil undre, om ikke han går efter at ramme udbruddet på den sidste etape, han kan vinde. Vi så i spurten i søndags, at han var slået af Arndt og Consonni, og det viser, at han ikke kan tage kampen op med de hurtigste af udbrudskandidater, men vi ved fra hans sejr i Vallonien, at han kan slå de fleste andre. Først og fremmest er han brølstærk på de eksplosive bakker, og kombinerer man det med hans hurtighed og åbenlyse friskhed, ser det jo faktisk ganske lyst ud for Intermarchés chance for endnu en etapesejr.

Det var svært ikke at gnide sig i øjnene en ekstra gang, da Andrea Pasqualon stod noteret for en 37. plads (!!!) på kongeetapen. Det var et resultat, der burde være helt umuligt for en fyr som ham, men det kunne indikere, at han er i superform - et indtryk, han i dag bekræftede med sit arbejde for Hirt. Når han alligevel ender et stykke nede på listen, skyldes det, at han klatrer temmelig ustabilt, og at Intermarché meget vel kan vælge at spare ham til en eventuel spurtafgørelse, måske særligt når han også var i udbrud i dag. Hans udsving kom til udtryk, da han blev sat på 10. etape, men kongeetapen var af en helt anden kaliber. Derfor kan han i et udbrud både floppe og blive sat på bakkerne og ende med at vinde hele skidtet. Han har klatret svingende, men til gengæld spurtet bedre end måske nogensinde, for han har generelt ikke været verdens hurtigste på flad vej. Dermed burde han have hele pakken, hvis han får lov at gå i udbrud, og hvis han har de samme klatreben, som han havde i mandags.

Læs også

Skovbrand hærger kendt stigning

Eolo burde også være i spil til endnu en triumf. I dette løb har Francesco Gavazzi nemlig modbevist min teori om, at han var ved at være brændt ud. Han var tæt på at vinde 8. etape, og hvem ved, om han kunne have vundet grusvejsetapen, hvis ikke han var styrtet? Lige nu ser han endda ud til at blive bedre og bedre, for han blev i mandags nr. 35 (!!!) på kongeetapen - et fabelagtigt resultat for en fyr som ham. Karrierens største sejr kom også på en Vuelta-etape i den tredje uge, og han synes at mestre kunsten at restituere. De eksplosive bakker er hans terræn, og hans endeløse serie af topresultater i Italien er netop opnået med en kombination af klatreevner og hurtighed i sådanne finaler. Han risikerer at være oppe mod folk, der er lidt for hurtige, men etapen kunne vel kun passe ham bedre, hvis der var tale om en puncheur- og ikke en flad spurt.

Ligesom Felline meldte Alberto Bettiol sig ind i kampen i dag. Carthys podium virker pludselig langt bort, og EF har brug for at få noget med hjem. Deres bedste chance er næsten med Bettiol på denne etape, og han viste i hvert fald i dag, at formen fortsat er eminent. Spørgsmålet er bare, om finalen er hård nok. Bettiol er bestemt ikke langsom, men risikoen for, at han skal spurte mod en hurtigere mand er stor. På den anden side er bakkerne også svære nok til, at en formstærk mand kan gøre forskelle, og Bettiol har også masser af power på de flade strækninger. En vinder af Flandern Rundt kan også sagtens klare 231 km, og derfor er det bestemt ikke umuligt, at Bettiol kan redde EFs løb på falderebet.

Det andet gode bud for UAE er Alessandro Covi, der som Ulissi drager fordel af, at han kører for et sprinterhold, men desværre kan han være træt efter dagens udbrud, hvor han tillige skuffede. Forinden så det ellers ret lovende ud. Efter at en skade i akillessenen ødelagde hans sæsonstart, har han slet og ret været flyvende i den seneste del af løbet. Det var vist klart, da han blev nr. 2 på grusvejsetapen og nr. 3 på Zoncolan, og det viser både, at han har formen til at gøre det færdigt også i en hård finale, samt at han besidder en vis næse for at ramme udbruddene, også på flad vej. I den tredje uge er det ofte de samme, der rammer udbruddene igen og igen, og Covi er én af de formstærke ryttere i dette løb, hvis altså ikke dagens lille fiasko er udtryk for træthed. Omvendt var dagens etape ikke ideel for ham, men 18. etape burde ligge godt til ham. Som puncheur elsker han finalens små bakker, og som vi har set med 2. pladsen i en massespurt i Giro dell’Appennino og senest med 5. pladsen på 1. etape i Romandiet, er han hurtig nok til at slå de fleste i en flad spurt til sidst.

En anden italiensk puncheur, der har vist lidt liv i dette løb, er Enrico Battaglin. Også hans pension kan udsættes, for ligesom Gavazzi havde han kurs mod noget stort på gruset, indtil han styrtede. Hans seneste resultater i bjergene - særligt på kongeetapen - vidner om, at han har noget at skyde med, og denne etape ville i gamle dage have været skræddersyet til den tredobbelte etapevinder i løbet. Med sin nuværende form synes han at have en fair chance på bakkerne, og selvom han ikke har vist meget af sin gamle hurtighed på det sidste, må han stadig antaget at kunne slå de fleste på stregen.

Bardiani har også en endnu ældre veteran, der har meldt sig ind i billedet igen. Giovanni Visconti kunne knap træde en bule i en blød hat i sæsonstarten, men med 5. pladsen på den hårde 12. etape viste han, at det mest af alt skyldtes skader. Selvom han er milevidt fra det niveau, der har indbragt ham hovedparten af karrierens 34 sejre, viser netop resultat fra Bagno di Romagna, at han skam kan endnu. Dette eksplosive terræn er stadig guf for Visconti, der altid har været en lynhurtig herre. Erfaring i det taktiske spil har han til overflod, så det synes bestemt ikke umuligt, at den tredje etapesejr kan vente otte år efter jubelåret, hvor han vandt både bjergtrøje og de to første.

Hvor forslået er Mikkel Honoré? Som det fremgår af Feltets nylige interview med ham, var det ikke en helt ublid omgang, han var igennem, men han har heldigvis mod på også at gå efter denne etape. Deceuninck giver ham nu fuld frihed, og hvis han er frisk, må Honoré være belgiernes bedste bud på at vinde etapen. Bakkerne er i hvert fald skabt til en ardennerspecialist, og han er så hurtig, at han kan slå mange på stregen.

Så er der naturligvis Peter Sagan. Som sagt tror jeg, at Bora vil gøre meget for at få ham i udbrud, men det bliver nok desværre svært. I en flad start er han let at lukke, og jeg tror, at de andre sprinterhold vil køre meget på ham, fordi de måske drømmer om at få Bora som allieret. I forvejen er han ikke en mand, mange har lyst til at skulle slås med i udbrud, og derfor ender han sjældent i udbrud, når ikke starten er så svær, at han bare kan tage sig lov. Omvendt er Sagan en klasserytter, og da pointkonkurrencen er tæt på at være lukket, ligesom de fleste nok ved, at Bora næppe jagter alligevel, er det næppe livsvigtigt for Israel SUN og de andre sprinterhold at forhindre ham i at komme afsted. Finalen passer ham helt perfekt, men han har altid den udfordring, at alle vil se til ham for at lukke huller, og ingen vil spurte mod ham. Derfor har han hele to udfordringer, nemlig at få lov at komme afsted og derefter faktisk at gøre det færdigt. Til sidstnævnte kunne det dog hjælpe, hvis Daniel Oss var ham ved hånden, og med Buchmann ude kan Bora godt tillade sig at bruge kræfter på at jagte de udbrud, han måtte misse.

Ligesom Felline kan Luis Leon Sanchez måske udnytte et mindre stramt Astana-hierarki. Spanierens liste over udbrudssejre i Touren taler for sig selv, og også i alle mulige andre løb har han vist sin fantastiske evne til at gøre det færdigt. Ser man bort fra 2006 og 2015 har manden vundet et cykelløb hvert eneste år siden den første sejr i 2004 (!), og det siger altså lidt om, at vi taler om en vinder. I dette løb har han dog aldrig vundet, og denne etape kunne være en chance for at rette op på det. Han er ikke så god som tidligere, som vi også så med dagens lidt halvsløje deltagelse i udbruddet, men han har alle de rette karakteristika, nemlig evne til at køre alene, power på flad vej og en god (men dog aftagende) spurt. Hidtil har han været Vlasovs overfrakke på det flade, og det kræver naturligvis, at han kan løses fra den rolle. Også hans holdkammerat Gorka Izagirre er et godt bud, men han mangler måske den allersidste hurtighed i en flad spurt til at være en af de mest oplagte kandidater, ligesom det fælder for halvhurtige Samuele Battistella og Matteo Sobrero.

Deceunincks anden drømmeudbryder er Remi Cavagna, der utvivlsomt vil gøre alt for at komme afsted, men han har to forhold imod sig. Dels var også han i asfalten i søndags, og derfor skal vi se, hvordan han har det. En 63. plads på kongeetapen tyder dog på, at han har det ganske fint. Den største udfordring er derfor som altid nok snarere hans manglende spurtstyrke, for han kan kun vinde på én måde, nemlig ved at komme alene hjem. Det er han så også kommet flere gang, for der er meget få, der er stærkere end ham. Campenaerts viste i søndags, at den slags typer sagtens kan vinde etaper som denne, og Cavagna er endda et endnu bedre bud end belgieren - ganske enkelt fordi han er stærkere.

Læs også

Følg endnu et slag på en stejl mur i Giro-generalprøven

Forleden så vi, at UAE sendte Juan Sebastian Molano i udbrud. Det er bestemt ikke utænkeligt, at de vil prøve den strategi igen. Dengang viste de sidste bakker sig at være for hårde, men det er bestemt ikke sikkert, at det vil gælde i denne lidt lettere finale. Han har i hvert fald klatret ganske fornuftigt, og der er længere tid til en regruppering efter sidste bakke. Selvfølgelig er det muligt, at han skal spares til et lead-out for Gaviria, men den logik gjaldt ikke i søndags. UAEs chancer for at vinde etapen er nok næsten lige så gode med Molano i udbrud som med Gaviria i en spurt, så hvorfor ikke give den et skud med begge heste?

Der har også været lovende tendenser fra Natnael Tesfatsion de seneste dage. På kongeetapen kørte han med de bedste på den indledende stigning, og selvom han blev sat inden toppen, vidner det om, at han har noget friskhed i sin første grand tour. Om han kan ramme udbruddet på denne krævende etape, er usikkert, men Androni vil i hvert fald forsøge med alt, hvad de kan. Finalen burde på papiret være ganske perfekt for en mand, der kan klatre så godt, at han kan køre med om sejren i Larciano og spurte så godt, at han har lavet top 10 i massespurter. Han lider under den manglende erfaring, men som ryttertype er han i hvert fald den helt rigtige.

Det er sjældent, at jeg nævner tre Bardiani-ryttere i én optakt, men det gør jeg denne gang. Det er nemlig heller ikke en dum finale for Filippo Fiorelli, der kan både klatre og spurte, og hvis han klatrer som i Sestola, kan han jo blive ganske modbydelig. Problemet er bare, at han ikke har vist det store de seneste dage, og selvom det er svært at læse af hans resultater på bjergetaper, er han ikke umiddelbart en af de ryttere, der oser af friskhed og form. I forvejen er han svingende, ligesom finalen kan være for hård, men han har i hvert fald alle de rette kvaliteter til at vinde en etape som denne.

Endelig vil jeg nævne Tony Gallopin og Jacopo Mosca . Gallopins drøm er at melde sig ind i klubben over ryttere med sejre i alle grand tours, og denne finale kunne give ham chancen. Han er generelt en skygge af sig selv, men han er stille og roligt blevet bedre igennem det løb - måske fordi han for første gang i lang tid har haft en længere periode uden styrt. Finalens eksplosive bakker passer ham, og han har altid været hurtig, men spørgsmålet er, om han stadig er hurtig nok. Mange af de samme karakteristika har Mosca, der i bjergene har vist, at han er i glimrende form. Også han er halvhurtig og god i eksplosivt terræn, men han kan betale en pris for sin deltagelse i dagens udbrud.

Egentlig havde jeg lyst til at pege på en i dag delvist genfødt Remco Evenepoel, der kunne være uhyggelig over denne distance, men efter at have set, hvordan hans holdkammerater i dag hjalp ham i mål med en stærkt forslået albue, er det nok tvivlsomt, om det er realistisk. Hurtige folk som Alexander Krieger, Vincenzo Albanese og Stefano Oldani kunne også være i spil, men jeg vil tro, at bakkerne bliver for svære, som de nok også gør det for halvhurtige Dries de Bondt. Finalen kunne ligge godt til en Matteo Jorgenson i bedring, men er han i sin grand tour-debut frisk på to udbrud i træk? Dertil kommer, at han stadig ikke synes at være i topform og formentlig vil være oppe mod trods alt hurtigere folk. Gianluca Brambilla virker ganske velkørende og kunne med sin hurtighed være en god kandidat, men jeg tror, at han mangler den sidste hurtighed til at være en indlysende favorit i så ”let” en finale, når han trods alt ikke har sin allermest lovende form. Finalen ligger udmærket til halvhurtige Pieter Serry, men der er en grund til, at han stadig er uden sejre i en lang karriere. Finalen er for let til, at Bauke Mollema og Nicolas Roche er oplagte kandidater, og det samme gælder vel for Koen Bouwman, der ellers er i storform og halvhurtig. Felix Grossschartner bekræftede i dag, at hans tale om dårlige ben holdt vand. Valerio Conti er endelig ved at finde noget form, men næppe nok til at gøre det færdigt. En joker kunne måske være den formstærke Edoardo Affini, der egentlig er alt for tung, men måske kunne lave en Campenaerts ved at angribe tidlig.  Da han skal alene hjem, skal alt dog flaske sig, hvis det skal lukkes. Det samme kunne siges om velkørende Nelson Oliveira , men det er svært at se ham spille sine kort rigtigt i en taktisk finale. Davide Cimolai kommer kun i udbrud sammen med Sagan, og jeg har lidt svært ved at se, at italieneren kan slå slovakken, når de vil sidde op og ned ad hinanden i udbruddet hele dagen. Endelig synes det udelukket, at Bahrain, Ineos og BikeExchange spilder kræfter på udbrud inden to vigtige bjergetaper.

Som sagt er det heller ikke umuligt, at Israel SUN, Cofidis og UAE samler det til en spurt. I det tilfælde vil jeg tro, at Bora lægger knaldhårdt pres på bakkerne. Det kan godt være, at de ikke vil jagte, men hvis en spurt er under opsejling, er det kun i deres interesse, at det bliver så hårdt som muligt. Kombineret med den lange distance og en forventeligt hård jagt hele dagen regner jeg faktisk med et ret selektivt løb. Derfor er sene angreb også mulige på bakkerne, men hvis Bora ikke har ført hele dagen, vil de sidde med næsten fuldt hold til at kontrollere finalen. Det gør det svært at stikke.

I det tilfælde bliver Peter Sagan min klare favorit. Det er ikke sikkert, at han kommer af med folk som Gaviria og Viviani, men han har generelt spurtet bedre end dem begge, og den tendens vil kun blive endnu tydeligere efter et langt og hårdt løb, som vi så det på 10. etape. Cimolai har han altid kunnet slå i en flad spurt. Derfor er han det indlysende valg. Mest hurtighed blandt rivalerne har vi nok set fra Fernando Gaviria, men han taber altid fart efter et hårdt løb. I denne finale får han heller ikke samme glæde af et godt lead-out fra Molano. Til gengæld klatrer han godt nok til at overleve. Det gør Elia Viviani måske også, selvom han har virket noget mere rusten på bakkerne. Desværre har han lignet den langsomste af de tre og generelt spurtet skuffende. Heller ikke han får samme udbytte af et lead-out, i hans tilfælde fra Consonni. Davide Cimolai bør klare bakkerne, men i en flad spurt er han normalt overmatchet af Sagan, selvom 13. etape måske giver håb om, at han ikke er helt uden chance. Jeg vil bestemt heller ikke afskrive Juan Sebastian Molano, der kan spurte, hvis Gaviria falder fra. Hans hurtighed bør give ham en reel chance for at true Sagan. Jeg er mere usikker på, om det gælder for Simone Consonni, der ikke er verdens hurtigste i en flad spurt, men vil være klar, hvis Viviani falder fra. Max Kanter bør have en fair chance for at overleve og vil glæde sig over den ukomplicerede finale, men så sent i en grand tour er chancen for, at han sættes eller er for træt ret stor. I stedet kan Nikias Arndt spurte sig til top 10 for DSM. Andrea Vendrame og Fabio Felline sidder der utvivlsomt, men får svært ved at vinde en spurt mod Sagan, og det samme gælder for Gianni Vermeersch. Alpecins hurtigste er Alexander Krieger, der normalt godt kan klatre, men han har virket meget tung på bakkerne i dette løb. Med sin nuværende form bør svingende Andrea Pasqualon sidde der, men selvom han har spurtet godt, slår han i en flad spurt ikke Sagan, og det gør plan B, Quinten Hermans, heller ikke. Stefano Oldani og Filippo Fiorelli burde også have gode chancer for at overleve, selvom de ikke kan være stensikre, men trods den gode positionering mangler de fart. Selvom han er blevet mere holdbar, overlever Max Walscheid næppe, og det gør Matteo Moschetti efter al sandsynlighed heller ikke. Også Vincenzo Albanese, Francsco Gavazzi, Natnael Tesfatsion, Enrico Battaglin og Mikkel Honoré samt (hvis Gaviria og Molano begge falder fra) Alessandro Covi kan spurte sig i top 10, men ikke vinde.

OPDATERING: Remco Evenepoel er desværre ude af løbet.

Feltet.dks vinderbud: Patrick Bevin

Øvrige vinderkandidater: Andrea Vendrame, Nikias Arndt

Outsidere: Fabio Felline, Diego Ulissi, Gianni Vermeersch, Simone Consonni, Quinten Hermans

Jokers: Andrea Pasqualon, Francesco Gavazzi, Alberto Bettiol, Alessandro Covi, Enrico Battaglin, Giovanni Visconti, Mikkel Honoré, Peter Sagan, Luis Leon Sanchez, Remi Cavagna, Juan Sebastian Molano, Natnael Tesfatsion, Filippo Fiorelli, Tony Gallopin, Jacopo Mosca

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge efter vinderpotentiale): Peter Sagan, Fernando Gaviria, Davide Cimolai, Elia Viviani, Juan Sebastian Molano, Simone Consonni, Andrea Vendrame, Max Kanter, Andrea Pasqualon, Stefano Oldani, Filippo Fiorelli, Nikias Arndt, Fabio Felline, Gianni Vermeersch, Alexander Krieger