Optakt: 18. etape af Giro d’Italia

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Onsdagens etape gav en lille chance for at få pusten, men den var kortvarig. Torsdag, fredag og lørdag skal løbets nemlig afgøres med tre absolutte nøgleetaper, og der lægges ud med den letteste af de tre. Trilogien åbnes med en af løbets meget få korte etaper, der har relativt lange, flade passager, men også byder på hele tre regulære bjergpas. Det hele kulminerer med historiens første passage af stigningen Coi, der er en kort og stejl sag, hvor de mere eksplosive typer vil kunne vinde yderligere tid inden de to helt store slag fredag og lørdag. Nok vil forskellene være af mindre størrelse - også fordi der ikke er mål på toppen af Coi - men vi bør se hierarkiet blive en smule klarere på en dag, hvor en udbrudssejr synes at være et ganske sandsynligt scenarium.

Med en distance på bare 161,0 km er der tale om en sjældent kort etape i denne Giro, og den fører feltet fra Oderzo til Val di Zoldo (Palafavera). Startbyen ligger på Po-sletten umiddelbart syd for bjergene, og derfor har etapen en let begyndelse, når man kører mod nordvest ad lange, lige og let stigende veje frem til byen Fregona, der nås efter 28,3 km på kanten mellem slette og bjerge. Allerede her tager etapen dog fat, da man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Passo della Corsetta (11,6 km, 7,1%, max. 11%), der er en ganske jævn stigning med 7,3% over de første 4,5 km og 7,1% over de næste 6,5 km, inden den flader ud med 4,2% over de sidste 600 m.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Toppen rundes efter 40,8 km og efterfølges ad en let faldende vej, der leder mod nord frem til byen Tambre, hvor man efter 55,8 km drejer mod nordvest for at køre ned ad en meget teknisk nedkørsel til byen Cornei, der nås efter 63,1 km. Her fortsætter man med det samme mod nordvest op ad kategori 4-stigningen Pieve d’Alpago (3,3 km, 5,5%, max. 12%), der har en første kilometer med 7,2%, men derudover er ganske let.

Toppen rundes efter 68,3 km, og den markerer starten på etapens lette midtersektion. En kort og teknisk nedkørsel leder mod nordvest ned til dalen, hvor man kører mod vest frem til byen Ponte nelle Alpi, der nås efter 75,4 km. Her drejer man mod nord for at følge en lang, lige og let stigende dalvej, der leder mod først nord og siden nordøst op lange Piovefloden. Mod slutningen begynder den dog at stige ganske kraftigt (7,3 km, 4,8%) op til byen Pieve di Cadore, hvor dagens første spurt køres efter 115,7 km. Her drejer man mod sydvest for at køre ad en relativt lige og flad vej langs Boitefloden frem til byen Venas di Cadore, der nås efter 124,6 km.

Her indledes finalen, når man drejer mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Forcella Cabiana (9,6 km, 7,8%, max. 15%), hvis data snyder. Således stiger de første 4 km beskedent med 6,0%, men derefter stiger den jævnt med 9,3% over de sidste 5,6 km. Toppen rundes efter 135,2 km, hvorfra der resterer bare 25,8 km, der indledes med en småkringlet nedkørsel, som leder mod sydvest ned til byen Forne di Zoldo, hvor dagens sidste spurt køres efter 147,1 km.

Her drejer man mod nordvest for at følge en let stigende vej (4,35 km, 2,8%) frem til Dont, hvor man efter 149,1 km forlader dalen for at køre mod nord op ad kategori 2-stigningen Coi (5,8 km, 9,7%, max 19%), der er en stejl sag. De første 2,45 km er de letteste med 8,5%, men derefter stiger de sidste 3,4 km med hele 10,6% - herunder med 11-14% over de første 2 km - inden man efter 155,7 km runder toppen.

Herfra resterer bare 5,3 km, som indledes med en 2,1 km og lidt småkringlet nedkørsel, der leder mod nordvest ned til byen Mareson-Pecol, hvorfra man kører mod nordvest og nord op ad den lille bakke (2,7 km, 6,7%), som leder op til målet. Efter en lettere start stiger den med 8-9% over 1500 m, inden den flader ud med 3,6% over de sidste 400 m, og den har en endeløs serie af hårnålesving på den nedre del, det sidste dog med 750 m igen, hvorefter det er en næsten helt lige vej bugter sig ind på den 300 m lange og 7 m brede opløbsstrækning, som leder frem til stregen i den lille by Palafavera.

Etapen byder på i alt 4140 højdemeter.

Val di Zoldo (Palafavera) har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

For nogle dage siden frygtede man, at det skulle gå helt galt med vejret i den tredje uge, men sådan går det ikke. Fredag og lørdag ser ikke så kønne ud, men torsdagen bliver en af løbets flotteste dage. Den vil endda starte helt skyfri i varmen med temperaturer på hele 26 grader, og derefter vil der kun være få skyer med en beskeden bygerisiko på 15-20%. Temperaturen vil i dalene generelt ligge på ca. 20 grader, således også i bunden af sidste stigning, og der vil bare være en let vind (9-11 km/t), i starten fra øst, men mest fra sydsydøst og sydøst og således også fra sydøst i finalen. Det giver tidlige sidevind på Po-sletten, men dernæst nærmest uafbrudt med- og sidemedvind frem til første spurt. Herfra får man sidemodvind på og Forcella Cibiana vil der primært være sidemodvind, men sidemedvind på den sidste del. Nu får man sidevind fra til sidste spurt, men derefter vil der være skiftevis med- og sidemedvind resten af vejen. Der vil være sidemedvind hele vejen op ad målbakken.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Analyse af 17. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan DSM på 17. etape endelig kom til fornuft og staks fik udbytte heraf.

Favoritterne

Indtil nu har den frygtede tredje uge været ganske menneskelig med kun én bjergetape og én sprinteretape, der endda blev meget rolig. Nu tager den imidlertid fat med tre meget vigtige etaper, der til sammen vil afgøre løbet inden den store parade i Rom på søndag.

Man kan endda sige, at de tre etaper bygger op til det store klimaks. De synes i hvert fald at blive vigtigere og vigtigere. Bjergenkeltstarter er altid den etapetype, der har potentiale til at gøre den største skade, og derfor er det lørdagens etape, der må betegnes som den vigtigste. Derefter følger naturligvis fredagens kongeetape, og dermed bliver torsdagens etape den lille i det spil.

Den følger et mønster, vi kender. Giroen er kendt for sine voldsomme bjergetaper med mange højdemeter og lange stigninger, som vi har det på 16. og 20. etape, men i den tredje uge har man typisk også en etape med kortere, stejlere og mere eksplosive stigninger i finalen. Etapen minder således eksempelvis meget om sidste års 17. etape, hvor man også havde en tidlig stigning, en flad midterfase og en hård afslutning med en kortere og stejl stigning efterfulgt af et kort, lettere stykke. Faktisk er de to finaler næsten helt sammenlignelige i forhold til sværhedsgrad af den sidste stigning, men forskellen er denne gang, at toppen kommer tættere på mål, og at vi har en bakke op til stregen.

Det er klart, at etapen adskiller sig fra tirsdagens etape. Her var der flere og længere stigninger, flere højdemeter og et meget langt målbjerg. Her taler vi om to stigninger, hvor den stejle del er relativt kort, men til gengæld er de også rigeligt stejle til at skabe en knaldhård finale inden bakken op til mål, der i sig selv efter en hård dag ikke er helt let. Det er stadig bjergrytterterræn - dertil er stigninger lange og svære nok - men det appellerer mere til eksplosive typer end til de helt rene klatrere.

Det er bestemt en finale, der kan gøre skade. I sidste års tilsvarende satte Mikel Landa, Richard Carapaz og Jai Hindley alle andre til vægs, og de tog et stort skridt mod podiet ved at distancere Joao ALmeida med hele 1.10 - og han var endda fjerdebedst af klassementsrytterne. Vincenzo Nibali tabte yderligere 58 sekunder, og selvom de tre forreste drog fordel af at samarbejde på det flade, vidner det om, at det er en etape, der ikke skal undervurderes. Det var imidlertid også en dag, hvor et udbrud kørte hjem, og hvor Santiago Buitrago derfor tog sejren.

Den store forskel fra sidste års ”kopi” er placeringen. For et år siden kom etapen dagen efter kongeetapen og dagen inden en sprinteretape. Denne gang er der byttet rundt på tingene, så den kommer efter en sprinteretape og inden kongeetapen. Med andre ord vil der være et mere udtalt behov for at spare på kræfterne, fordi frygten for de kommende to dage vil være stor.

Det betyder ikke, at jeg regner med en passiv finale. Primoz Roglics svaghedstegn skal udnyttes, for ingen ved med sikkerhed, om han har ret i, at det er styrtet, der har sat ham tilbage, og om der derfor er bedring i vente. Derudover er der ingen tvivl om, at Joao Almeida tankede masser af selvtillid i går, og det vil undre mig meget, hvis ikke han vil forsøge at angribe Geraint Thomas. Med en fuld medvindsfinale er betingelserne til at skabe forskelle også helt ideelle.

Nej, placeringen kan snarere få betydning for, om et udbrud holder. Man kan sagtens køre finale uden også at køre om etapesejren, og det vil derfor være helt logisk at spare på holdet til fredagens voldsomme etape. Det er i hvert fald helt klart, at Ineos med deres bare fem mand ikke vil jagte for at vinde etapen, når det er dem, der ventes at kontrollere, hvis ikke andre gø det.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Hvem kunne så finde på at jagte et udbrud? Man ved aldrig, hvad Bahrain og EF kan finde på, for man ser af og til nogle lidt sekundære klassementshold kontrollere på dette tidspunkt i løbet, men deres plan A vil være at ramme udbruddet. Det er derfor - medmindre de to nævnte hold misser udbruddet og overrasker - utvivlsomt UAE og Jumbo, vi skal se i retning af.

Det vil på den ene side være logisk for Jumbo at jagte. Denne etapes eksplosive finale passer Roglic ganske sublimt, og mens det nok virker usandsynligt, at han kan køre fra de andre, kan han drømme om at vinde en puncheurspurt, han vil elske. På den måde kan han vinde tid i kraft af bonussekunder og dermed komme endnu tættere på inden bjergenkeltstarten, hvor han så kan forsøge at vinde løbet. Problemet er bare, at udbruddet må ventes at blive stærkt, og derfor skal Jumbo køre rasende stærkt for at hente dem. Det er ikke ud til at være i Roglics interesse lige nu. Jeg kan altså godt finde et argument for, at han skulle sætte sit hold frem, men så længe han er usikker på sig selv, og han kan vinde løbet alene med en god 20. etape, vil jeg tro, at holdet lader etapen sejle.

Så er der UAE. Som sagt må Almeida have tanket masser af selvtillid, og han kunne bestemt godt bruge bonussekunderne, hvis han igen kan baske Thomas i en spurt. Det vil også give mening at bruge det stærke hold til at gøre finale så hård, at han måske kan køre alene. Faktisk vil jeg blive overrasket, hvis ikke UAE tager kontrol på Cibiana. Til gengæld vil jeg tro, at han vil spare så meget på sit hold til fredag, at han lader Ineos kontrollere den første del af løbet.

Hvis jeg har ret i den antagelse, skal udbruddet altså komme tilbage af sig selv, fordi UAE skaber en hård finale. Det kan bestemt også lade sig gøre, hvis de lægger tryk på, men det kræver jo, at udbruddet er holdt i snor. Ineos vil kun bruge et minimum af kræfter, og derfor vil jeg tro, at udbruddet kun kommer tilbage, hvis det indeholder en farlig rytter.

Det er der også en god chance for, at det vil. Efter gårsdagens nedtur vil Thibaut Pinot gøre alt for at vinde etape og bjergtrøje, og jeg tror ikke, at FDJ helmer, før de har fået ham sendt afsted. Det er bare ikke let med en flad start. Man ser nu ganske ofte, at man ret hurtigt får etableret en stor, stor gruppe, hvor man kan komme med, hvis man vil, men skal der kæmpes om det, kan det tage tid, og så kan Pinot misse ud. Gør han det, vil jeg forvente, at FDJ holder udbruddet i snor frem til stigningen, hvorefter han så kan køre op til de forreste, formentlig sammen med trøjerivalen Ben Healy - og sker det, vil han ikke være den eneste. Så kan vi forvente at se navne som Sanitiago Buitrago, Jack Haig, Ilan Van Wilder, Aurelien Paret-Peintre i udbrud også - og ja, måske endda Hugh Carthy.  Sker det, vil Ineos skulle køre stærkt hele dagen, og så kan udbruddet komme tilbage af sig selv. Til gengæld vil det også være så stærkt, at det ikke bliver let at hente.

Ineos har heldigvis lidt at lege med. De kan godt give eksempelvis Pinot 4-5 minutter, men det kan Jayco, Bora, DSM og Bahrain jo ikke. Særligt Jayco og Bora vil føle sig truet, og da etapen er flad, kan de med deres ret svage hold sagtens holde udbruddet i snor frem til stigningerne. Med andre ord vil forspringet til et udbrud med farlige folk næppe blive særligt stort - og så vil det med et UAE-initiativ måske koste udbruddet etapesejren, selvom de ikke går efter det.

Medmindre Pinot ikke har benene til at køre væk på stigningen, skal det gå galt for FDJ, hvis de ikke lykkes med at få ham afsted - og dermed vil Healy sikkert også være der. Sker det på stigningen og ikke i fladlandet, vil der være en god chance for, at gruppen gruppen kan blive endnu farligere med folk som Rubio og måske endda Carthy. I det tilfælde vil de ikke få et stort forspring, og derfor er chancen for en favoritafgørelse ret god.

Jeg er meget i tvivl. Logikken siger udbrud, når folk skal spare sig til fredag, men de ovenfor nævnte omstændigheder taler for, at snoren bliver for kort, selvom udbruddet er stærkt. Meget vil være bestemt af, hvor meget initiativ det stærke UAE-hold tager på første stigning, og hvor panik der går i hold som Bora og Jayco, hvis deres klassement er truet. Det vil nok ikke være helt dumt for udbrydernes chancer, hvis folk som Patrick Konrad og Filippo Zana kommer afsted også - og det er bestemt ikke usandsynligt, at det sker. Det flade stykke er også et stort problem for udbruddet, for her vil et udbrud af klatrere samarbejde dårligt, hvis ikke de har hjælpere til at føre. Og kører udbruddet på stigningen, er det svært at få hjælpere med.

Det kan i den grad gå begge veje, men jeg tror, at det flade stykke kan blive for ødelæggende for udbruddet. Hvis Ineos er alene om at føre, vil jeg tro, at udbruddet holder, men hvis sekundære hold begynder at arbejde for deres top 10, tror jeg, at det kan blive svært for udbruddet. Samarbejdet i fladlandet vil være for ringe, de vil tabe tid i positionskampen, UAE kan med deres hold lægge et ret tungt pres, og med medvind regner jeg med en ret hård klassementskamp på det meste af det stejle stykke. Jeg hælder derfor svagt mod en favoritafgørelse.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Det får mig til at pege på Joao Almeida. Thomas lignede stærkeste mand i går, men det er en anelse svært at sige, når portugiseren forinden havde brugt kræfter på et angreb, men de virkede i hvert fald ganske jævnbyrdige. Jeg kan sagtens se samme scenarium igen, nemlig at han og Thomas kører væk og derefter samarbejder om at distancere Roglic yderligere. I det tilfælde vil de igen skulle spurte om det, men denne gang i en finale, der er hårdere i den forstand, at der er stejle stykker tættere på mål. I går vandt Almeida på taktik, fordi Thomas tog ansvar for at vinde tid på Roglic, men i morgen vil der være større chance for en fysisk afgørelse, hvor bedste mand måske kan gøre en forskel til sidst.

Jeg vil stadig forvente, at Thomas måske nok har en overhånd, selvom de stejlere procenter på sidste stigning taler mere for Almeida. De er nemlig næppe stejle nok til at tippe balancen. I en spurt har de begge tidligere været hurtige, men begge har også tabt fart. Det vil derfor i høj grad være et spørgsmål om enten fysik, hvis den ene er klart stærkere end den anden, eller igen taktik. Her er spørgsmålet, hvad Thomas vil gøre. Vil han igen tage ansvar for at vinde tid på Roglic, når det kan koste ham yderligere fire sekunder i tabt bonus, eller vil han denne gang acceptere, at det går i stå til sidst? Jeg vil forvente, at Thomas igen tager fronten, men er Roglic langt efter, tror jeg, at vi får en mere taktisk spurt. Chancen for, at Thomas fører igennem, er dog relativt stor, og derudover vil jeg nok stadig tro, at Almeida, der var meget hurtig engang, stadig er den hurtigste af de to. Derfor giver jeg ham en lille overhånd.

Det kan imidlertid også sagtens blive Geraint Thomas. Baseret på det, vi så i går, udelukker jeg ikke, at han kan køre alene hjem fra den lange stigning, men han kan også vinde en spurt. Som sagt er selve spurten hårdere end i går, og derfor vil det være en spurt, han kan vinde fra spids, hvis han vitterligt er stærkest. Baseret på de forskelle, vi så i den tilsvarende finale sidste år, kan afstanden til Roglic også være så stor, at der faktisk bliver tid til en mere taktisk spurt. I det tilfælde vil jeg stadig regne det som en ret jævnbyrdig sag, for Thomas var tidligere ganske hurtig. Særligt i denne hårde spurt vil han have en ganske god chance for at slå Almeida, hvis han vitterligt er stærkeste mand. Sådan så det ud i går, og hvis det billede bekræftes, er det bestemt ikke umuligt, at Thomas får i pose og sæk ved at vinde etape iført førertrøjen - og så endda på dagen, hvor han fylder 37!

Kan Primoz Roglic rejse sig? Det er ikke umuligt, men jeg er ikke alt for optimistisk. Selv har han jo forklaret, at nedturen skyldes styrtet, men det er svært at tro, at han er slemt forslået, når Jumbo kontrollerede hele dagen og forsøgte at gøre finalen så hård som mulig. Er det vitterligt styrtet, kan man håbe på fremgang, men hvis det vitterligt handler om det niveautab, jeg skrev en lang analyse om i går, ser det svært ud. Finalen her er rigeligt hård til, at han kan komme i krise igen, og i går lignede han en mand, der meget vel kan opleve en sådan.

Det ændrer imidlertid ikke på, at etapen passer ham langt bedre. Som jeg skrev i analysen i går, er det på de store bjergdage, han har vist svaghedstegn. Denne finale er langt mere eksplosiv og rimer ganske godt på Roglic. Han burde stadig være overlegen i en spurt, medmindre han er slidt helt ned, og derfor skal han formentlig ”bare” følge med. Det bliver lettere på denne form for eksplosiv etape, særligt hvis han efter styrtet mod min forventning er i bedring. Denne gang har han også den chance, at Almeida og Thomas begynder at frygte hinanden mere end ham, særligt hvis han igen bliver sat, og det kan give en mere taktisk finale, hvor han kan komme tilbage. Derfor kan han vinde etapen, selv hvis han vitterligt er betydeligt svagere end de to rivaler.

Er der andre, der kan vinde fra et favoritopgør? Bedste bud er vel Eddie Dunbar. Den lille irer chokerede i går, og hvis han har ret i, at han i sin hidtil eneste grand tour i 2019 var bedst i den tredje uge, skal vi vel tro på, at han igen i morgen kommer tæt på de bedste. Faktisk er det indtil nu på disse lidt mere eksplosive etaper, han har været bedst, og derfor har han måske en endnu bedre chance for at hænge på. Han er ikke uden punch, men det er klart, at han ikke vinder en spurt i dette selskab. Skal han vinde, skal det være via taktik, men det lader sig bestemt også gøre. Er de tre andre jævnbyrdige, kan den meget let gå i stå på sidste bakke, og kan en snu Dunbar sikkert godt finde momentet, hvor han stikker af.

Det andet bud er vel Damiano Caruso. I går fik vi at se, at han er et niveau under de bedste, men han er stadig bedre, end jeg havde ventet inden løbet. Hans dieselmotor bliver bedre og bedre, efterhånden som dagene hober sig op, og derfor er det ikke utænkeligt, at han vil nærme sig de bedste. Han har genfundet sin gode spurt, men det er svært at se ham slå de tre store. Derfor skal han vinde etapen via taktik, men det lader dig også gøre, nu hvor ikke er en direkte trussel mod de tre længere. Han er blevet mere aggressiv med alderen, og med sin store erfaring bør kunne spille sine kort klogt i en taktisk finale.

De øvrige ryttere, jeg kan se som vindere fra et favoritopgør, er Ilan Van Wilder og Einer Rubio, der efterlod det bedste indtryk i går. Særligt Van Wilder var overraskende god og har indtil nu været bedre på kortere og mere eksplosive stigninger, mens Rubio i går viste et niveau, han aldrig har været i nærheden af, hvorfor han er et mere usikkert kort. Jeg vil være overrasket, hvis de er tæt nok på de bedste til at kunne vinde via taktik, men jeg åbner en dør. Til gengæld tvivler jeg på Hugh Carthy, selvom han kom godt igen, for morgendagens mere eksplosive etape passer ham dårligere. Vi så også i går, at Sepp Kuss, Thymen Arensman og Laurens De Plus alle efterlod et meget stærkt indtryk, men det er klart, at de aldrig kan få lov at gå efter etapesejren, selvom de meget vel kan ende helt fremme. Jeg regner stadig ikke med, at Lennard Kämna og Andreas Leknessund klatrer godt nok, slet ikke på disse stejlere procenter.

Selvom det bliver svært for Ilan Van Wilder at vinde blandt favoritterne, er han stadig et fremragende vinderbud. Med skal formentlig stadig i udbrud, hvis han vil i top 10, og vi har set ham køre meget aggressivt. Som sagt taler meget for, at FDJ kan sikre, at udbruddet kører på stigningen, og så kommer han formentlig med, hvis han vil. Som sagt nåede han i går som klatrer helt nye højder, og han synes endda i fremgang. Indtil nu har disse eksplosive stigninger endda passet ham langt bedre end Bondone, og han har i dette løb også bekræftet sin gode spurt. Som puncheur er han en af de allerbedste i dette løb, og dermed kan han gøre det færdigt, hvis altså ikke han bare kører alene.

Læs også

Danmarksmester kører sig til nyt topresultat

Som sagt vandt Santiago Buitrago den tilsvarende etape for et år siden, og det kan meget vel ske igen. Ganske vist har vi på det seneste mange gange fået bekræftet, at han er mere puncheur end klatrer, og det har da også været tydeligt i dette løb. I går imponerede han imidlertid meget, da han længe var alene om at holde snor i de forreste med sit føringsarbejde for Caruso, og alligevel endte han langt fremme. Han burde endda være mere komfortabel på disse mere eksplosive stigninger, der altså minder utroligt meget om dem, der gav ham sejren for et år siden. Han slår også de fleste i denne puncheurspurt, og nu hvor Caruso ikke er en oplagt podiekandidat længere, bør han få den frihed, Jack Haig havde i går. Læg dertil, at han sidste år så stærkest ud i den tredje uge, og det begynder at se lovende ud - særligt fordi udbruddet måske kører på stigningen, hvor han bør kunne gå med. Måske vinder han ”denne etape” for andet år i træk.

Hvis udbruddet kører på stigningen, kan Einer Rubio også komme afsted igen. Her kan han nemlig tage sig den frihed, han ikke får, men spørgsmålet er, om han kan gøre det færdigt. Hvis han har de ben, han havde i går, er det sandsynligt, men har han de ben, han har haft de foregående dage, senest på 15. etape, men også på 13. etape, selvom han vandt, får han det svært. Gårsdagens præstation var nemlig hans i særklasse bedste, og derfor har han lidt at bekræfte. Omvendt ved vi jo, at friskhed i den tredje uge betyder utroligt meget, og skal vi læse gårsdagens flotte ridt sådan, at han på det område har et overskud, kan han sagtens vinde igen - hvis ikke han brænder for meget krudt af på at jagte bjergpoint i kamp med Pinot og Healy.

Tør Hugh Carthy satse? Han kommer ikke væk i fladlandet, men kører udbruddet på stigningen, er han så langt efter, at Ineos ikke nødvendigvis går i samme panik, som da han prøvede i fredags. Her så vi jo, at han ikke er bange for at angribe tidligt, og det store spørgsmål er derfor, om han lukkes ned tidligt. Han skuffede i går, men da dieselmotoren kom i gang, kom han hæderligt fra det, og han plejer jo at blive bedre og bedre undervejs. Det mere eksplosive terræn passer ham dårligere, men stigningerne er lange og ikke mindst stejle nok til, at han kan køre alene, ikke mindst i medvind. Det største problem kan være, at et udbrud med ham vil få meget kort snor, og at et udbrud med ham derfor vil få sværere ved at holde.

Efter søndagens etape nåede man lige at tro på, at Jack Haig var ved at være tilbage, men det håb døde i går. Han ramte udbruddet, men forsøgte aldrig at tage initiativ, da de var ved at blive hentet, og det taler for, at han måske stadig mangler for meget. Omvendt læger tiden alle sår, og derfor arbejder tiden utvivlsomt for ham. Denne etape passer ham dårligere end gårsdagens, men har han fundet lidt flere procent, er det bestemt ikke umuligt, at han kan køre alene hjem. Han så trods alt stærk ud i begyndelsen, og det er jo ikke Almeida, Thomas og Roglic, han vil skulle slå. Vi ved i hvert fald, at han har frihed fra sit hold.

Hvad så med Thibaut Pinot? Som nævnt ovenfor kan han og FDJ være helt afgørende for, hvordan etapen forløber, og han skal have dårlige ben, hvis ikke han ender i udbruddet. Problemet er, at han har efterladt et skuffende indtryk, både på 13. etape, hvor han ikke kunne gøre forskelle, og på 15. og 16. etape. Når det er sagt, var han trods nederlaget langt bedre end Rubio på 13. etape, og det vidner om, at hans niveau ikke er ringe. Meget vil være bestemt af, om han holder hovedet koldt, spilder kræfter - også i kampen om bjergpoint - og hvem han skal slås mod. Kører udbruddet i fladlandet, vil modstanden være knap så skrap, og det vil i hvert fald gøre det lettere. Han bør også stadig kunne slå mange i en spurt, hvis ikke han har spildt sine kræfter, og drømmeafskeden er derfor inden for rækkevidde.

Kampen om bjergtrøjen betyder formentlig, at både Pinot og Ben Healy rammer udbruddet. Kan ireren så gøre det færdigt? Vi så vel hans begrænsninger i går. Nok sagde han, at han valgte at fokusere på bjergtrøjen, men han kørte sig jo ikke ud i mange af spurterne. Han sparede sig stadig til finalen, hvor han slap tidligt, og indrømmede også efterfølgende, at han er ved at være træt. Denne etape minder imidlertid mere om noget, hvor han er på hjemmebane, fremfor for gårsdagens gigantiske bjergetape, og han viste og stadig højt niveau i søndags. Problemet kan være, at han bruger for mange kræfter på trøjen, men særligt hvis udbruddet kører i fladlandet, burde han kunne havne i en gruppe, hvor han kan køre alene hjem, hvad han jo skal.

Gårsdagens største overraskelse var Filippo Zana, der leverede et ridt langt bedre end tidligere. Problemet kan være, at Dunbars fine kørsel låser ham mere, men omvendt viste han jo netop i går, hvor god han kan være som forpost. Med de ben, han viste, vil det være overraskende, hvis ikke holdet giver ham frihed, og indtil nu har han vist flere evner i mere eksplosivt terræn end på store bjergetaper. Det er imidlertid også klart, at det, han viste i går, var så meget bedre end det, vi tidligere har set, at han har meget at bekræfte, før han kan slå alle de stærke folk, der vil være med, hvis udbruddet kører på stigningen.

En af gårsdagens skuffelser var Lorenzo Fortunato. Det står vel klart, at han ikke har den form, han havde i april. Omvendt ved vi fra de to foregående år, at han plejer at være bedst i tredje uge, og selvom det virkede harmløst, kan det tidlige styrt også have sat ham tilbage. Han har vist, at han har svært ved at ramme udbruddene i fladlandet, hvor han har det svært og er ret passiv, men i morgen er der en god chance for, at han kan komme afsted på stigningen. Det vil så også betyde, at modstanden er skrap, men begynder han at nærme sig sit vanlige tredjeugesniveau og det, han viste i april, kan han utvivlsomt vinde denne etape.

Efter styrtet arbejder tiden for Warren Barguil. Heldigvis viste han i går et niveau, der ikke var langt fra at være nok til at kunne vinde denne etape, og man må antage, at han er endnu bedre i morgen. I de senere år har han også været bedst i mere eksplosivt terræn, og derfor burde denne etape passe ham bedre. Han er også en god afslutter i denne form for spurt, men det er også klart, at vi ikke har set nogen god version af Barguil i efterhånden lang tid. Hans niveau er i hvert fald ikke som i gamle dage, og spørgsmålet er, om det er godt nok til at vinde, hvis udbruddet kører på stigningen.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

I går bekræftede Bora, at de går efter at vinde en etape med Patrick Konrad, og derfor vil han forsøge igen i morgen. Han var en af gårsdagens overraskelser, for han tog enormt meget ansvar i udbruddet og endte alligevel som tredjebedste udbryder i mål. Det var hans bedste præstation i bjergene i flere år og vidner om en vis friskhed. Denne etapes mere eksplosive stigninger passer ham bedre, men de stejlere procenter er en ulempe. Han har den fordel, at han er fremragende puncheur, men kan han hænge på, når stigningerne er så svære som disse. Det vil jeg se, før jeg for alvor tror det, men gårsdagen giver håb.

I går viste Carlos Verona, at hans form er stigende. Han mistede masser af tid til sidst, men det kan skyldes, at han ikke havde meget at køre for. Alligevel er det svært at tro, at vi vil se så god en Verona, at han kan vinde denne etape. Det vil nok i hvert fald kræve, at vi får et lidt svagere udbrud i fladlandet, men så kan det også lade sig gøre. Formen synes i fremgang, og man kan vel drømme om, at han stille og roligt nærmer sig det tårnhøje niveau han havde sidste år.

Vadim Pronskiy er en spøjs fætter. Han kører kun stærkt én gang på året, men det gør han til gengæld også hver gang. Nu er det tredje år i træk, at han efter en helt anonym sæsonstart kører rasende stærkt i den tredje uge af Giroen. I går var det mildt sagt imponerende at se ham ende som nr. 20 efter at have brændt et hav af kræfter af undervejs, og det vidner om, at han har gentages det kasakhiske tredjeugesmirakel. Indtil nu har han aldrig været tæt på at vinde, og det er måske også lidt svært for alvor at tro på det, men med de ben, han havde i går, bør det altså ikke være umuligt, selvom han fortsætter med at være en lottokupon, der også kan ende i gruppettoen.

Aurelien Paret-Peintre tog i går en stor chance, og det vil han helt sikkert gøre igen, da det er hans eneste vej til top 10. Problemet er, at etapen også viste, at han har klare klatremæssige begrænsninger, for selvom han havde et klassement at køre for, kunne han ikke følge med folk som Pronskiy, Konrad, Haig og Zana. Disse stejlere stigninger vil også bringe ham mere på udebane, og jeg tvivler på, at han klatrer godt nok til at vinde i dette terræn. Omvendt er det ikke umuligt, at vi får et lidt svagere udbrud, hvis det kører allerede i fladlandet.

Kan Koen Bouwman få chancen? I går kørte Jumbo løbet bagfra, fordi de havde bestemt sig for at kontrollere, men det regner jeg som sagt ikke med, at de gør i morgen. Tværtimod betyder Roglics trængsler, at det giver endnu mere mening at få en forpost afsted, og her virker Bouwman til at være den mest ideelle kandidat, da Roglic næppe tør undvære Sepp Kuss i finalen. Desværre er det svært at have den helt store optimisme efter gårsdagens store nedtur. Man kan dog håbe, at det bare var en dårlig dag, for indtil nu har han virket knivskarp og bedre end sidste år. Han vil også være meget mere på hjemmebane på en etape som denne, og han kan slå alle i en spurt. Bruger han sin forpostrolle til at spare sig lidt, er det måske muligt for ham at gøre det færdigt - hvis altså ikke Roglic får brug for ham, hvad han jo meget vel kan.

Endelig er der Joe Dombrowski og Matthew Riccitello. Begge var langt, langt efter i går, og det er et dårligt tegn. De plejer nemlig at hænge på, hvis de kan, og derfor er det ikke sandsynligt, at de bare sparede på kræfterne. Omvendt er det en mulighed, at det var tilfældet, da de jo havde misset udbruddet, og vi så jo på 13. etape, at Riccitello begyndte at genfinde lidt af de lovende takter fra den første uge, og at Dombrowski lignede en mand i formfremgang. Ingen af dem viste dog heller et niveau, der gør det realistisk at tro, at de kan vinde, og derfor bliver det en svær opgave for de to lottokuponer.

Man kunne også pege på en genrejst Jay Vine, men ligesom Brandon McNulty, Diego Ulissi og Davide Formolo vil jeg tro, at de skal køre løbet bagfra, hvis jeg har ret i, at UAE vil lægge pres på i finalen. Jefferson Cepeda kan måske rejse sig igen, men det totale kollaps i går indvarsler formentlig det kollaps, vi plejer at se i Giroen. Som nævnt tvivler jeg på, at Roglic kan undvære Sepp Kuss, der dermed næppe bliver forpost, og Lennard Kämna og Andreas Leknessund vil næppe få frihed. Gårsdagen viste, at Derek Gee trods alt har sine begrænsninger i bjergene, og selvom han var svært imponerende i går, kan jeg ikke helt se Valentin Paret-Peintre gøre det færdigt, som det også gælder for de velkørende Luis Leon Sanchez, Nicolas Prodhomme og Laurens Huys. Bruno Armirail forsvarede sig flot, men dette terræn er for svært for ham, og trods en flot præstation i går klatrer Alessandro De Marchi ikke længere godt nok. Endelig var Rohan Dennis imponerende i går, men det vil stadig være overraskende, hvis han i rollen som forpost kan vinde en etape som denne, mens Bauke Mollema og Lorenzo Rota trods fremgang stadig synes at mangel for meget.

BEMÆRK: Som det fremgår af ovenstående, er det et større taktisk puslespil, der får mig til svagt at hælde til, at udbruddet kommer tilbage af sig selv, selvom det mest oplagte på en etape som denne er en udbrudssejr. Det kan derfor i den grad gå begge veje, særligt når jeg tvivler på, at de store hold aktivt vil jagte etapesejren.

Feltet.dks vinderbud: Joao Almeida

Øvrige vinderkandidater: Geraint Thomas, Ilan Van Wilder

Outsidere: Santiago Buitrago, Einer Rubio, Hugh Carthy, Jack Haig, Thibaut Pinot

Jokers: Primoz Roglic, Eddie Dunbar, Ben Healy, Filippo Zana, Lorenzo Fortunato, Warren Barguil, Patrick Konrad, Damiano Caruso, Vadim Pronskiy, Carlos Verona, Aurelien Paret-Peintre, Koen Bouwman, Joe Dombrowski, Matthew Riccitello

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE