Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 18. etape af Tour de France
25. juli 2018 20:05 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Med endnu en knusende overlegen præstation cementerede Geraint Thomas på den afgørende 17. etape sin status som stærkeste mand i årets Tour de France, og nu er det kun et regulært kollaps, der kan forhindre løjtnanten i at blive den første walisiske Tour-vinder. Det kræver, at han klarer sig igennem de to afgørende etaper fredag og lørdag, men først får han en chance for at puste lidt ud på torsdagens flade etape, der ligner en sag for sprinterne, men hvor manglen på hurtige folk kan betyde, at det ikke bliver nemt at kontrollere.

Ruten

Den meget koncentrerede placering af bjergene i det hovedsageligt flade Frankrig betyder, at Tourens bjergetaper ofte kommer som to blokke i henholdsvis Alperne og Pyrenæerne. I år afviger man imidlertid fra manuskriptet, når man giver rytterne mulighed for at få en usædvanlig pause midt i pyrenæertrilogien. De tre dage i den sydvestlige bjergkæde afbrydes nemlig af et lille intermezzo, hvor man kører væk fra tinderne og ud til den klassiske Tour-by Pau, hvor en stort set hel flad dag vil give klassementsrytterne en chance for at komme sig en anelse inden de to sidste afgørende etaper og sprinterne en chance for at strække benene og teste topfarten bare tre dage inden den store spurt i Paris.

 

I alt skal der tilbagelægges 171 km mellem Trie-sur-Baïse og Pau. Starten går i det flade område nord for Pyrenæerne, og man indleder med at følge en let faldende vej mod nord, inden man drejer mod nordvest, sydvest og nordvest via en flad vej, der leder frem til kategori 4-stigningen Cote de Madiran (1,2 km, 7%), der har top efter 53,5 km. Herefter fortsætter man gennem fladt terræn mod nordvest, afbrudt af den ikke-kategoriserede Cote de Viella (600 m, 8,7%) efter 65 km, inden man når frem til den indlagte spurt, der er flad og helt uden tekniske komplikationer samt placeret efter 73,5 km.

 

Det flade terræn leder videre til det nordligste punkt, hvor man vender rundt for at køre mod sydøst, syd og siden syd. Undervejs skal man over den ikke-kategoriserede Cote de Bachen (600 m, 8%) efter 87 km og Cote de Samadet (860 m, 5,7%) efter 115,5 km, inden man når frem til kategori 4-stigningen Cote d’Anos (2,1 km, 4,6%), hvis top rundes med 18,5 km igen. Herfra går det videre mod syd via et plateau og en lille nedkørsel, inden man gennem fladt terræn kører mod sydvest ind mod centrum af Pau. Her skal man på de sidste 5 km gennem tre rundkørsler, inden man drejer skarpt til venstre lige inden den røde flamme. Herefter er der yderligere en rundkørsel og et blødt sving, inden man rammer den 550 m lange og 6,5 m brede opløbsstrækning. De sidste 5 km er helt flade.

 

Etapen byder på i alt 1312 højdemeter.

 

Pau er som sagt start- eller målby næsten hvert år, enten for en sprinter- eller en bjergetape, hvor udbrydere ofte kommer til fadet. I de senere år har man hovedsageligt ageret startby, men sidste år vandt Marcel Kittel en stor massespurt i byen. Inden da skal vi faktisk helt tilbage til 2012 for at finde den seneste etapevinder i byen. Dengang slog Pierrick Fedrigo Christian Vandevelde i en tomandsspurt på en klassisk udbryderetape, hvor Nicki Sørensen blev nummer 4. I det hele taget har byen altid været god ved Fedrigo, der også vandt i 2010 på en fantastisk bjergetape, hvor feltet eksploderede på første bjerg, og Lance Armstrong forgæves med et stort udbrud forsøgte at få noget med hjem fra sin sidste Tour. I 2006 slog Juan Miguel Mercado Cyril Dessel i en spurt på endnu en udbrudsetape, hvor franskmanden kørte sig i gult, og i 2005 vandt Oscar Pereiro en spurt i en lille kvartet. Patrice Halgand tog en udbrudssejr i 2002, og David Etxebarria vandt en spurt i et udbrud i 1999, en præstation Leon Van Bon havde leveret året inden.

 

Derudover har byen ofte været målby i Route du Sud, senest i 2011, hvor Luis Angel Maté tog en udbrudssejr på sidste etape, og i 2009, hvor Nicolas Rousseau var hurtigste mand i et udbrud. Tilbage i 2002 fandt enkeltstarten i Criterium International sted her, og det gav sejr til Laurent Brochard foran Abraham Olano og en ung Chris Horner. Derudover vandt Julien El Fares en etape i byen i 2006-udgaven af det lille Tour des Pyrénées.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Efter at have forladt Pyrenæerne har rytterne også lagt det ustabile vejr bag sig. I stedet venter der en sydfransk stegepande, for torsdag bliver skyfri med en temperatur på 32 grader. Der er en lille risiko for en byge mod slutningen, men det synes usandsynligt, at det skulle blive vådt. Der vil kun være en svag til let vind fra nordvest. Det giver modvind på første halvdel af etapen, indtil man drejer ind i sidevind efter forplejningen. Til slut vil der være medvind frem til de sidste 12 km, hvorefter der atter vil være sidevind og sidemodvind. Med 1 km drejer man ind i sidemedvind.

 

Analyse af 17. etape

Først forsøgte Contador sig - og han fejlede. Så prøvede Nairo Quintana - og han fejlede. Og nu i år var det så Chris Froomes tur til at kaste sig ud i sportens sværeste grand tour-double - men også han fejlede!

 

Igennem de seneste fire år har tre af tidens største grand tour-stjerner forsøgt at gøre det, ingen har gjort siden Marco Pantani i 1997 - at vinde Giroen og Touren i samme sæson - og hver gang har der været en spirende tro på, at lige netop han var manden, der kunne gøre det. Contadors eminente restitution gjorde ham til den oplagte kandidat, men han var end ikke tæt på de bedste i Touren, da han i 2015 havde vundet Giroen, og alle vil huske, hvor pauver en indsats Quintana leverede i sidste års Tour efter en næsten lige så mislykket Giro, hvor han trods sin status som tårnhøj favorit fik bøllebank af Dumoulin.

 

Alligevel var vi mange, der igen lod os forblænde. Hvis nogen kunne gøre det, måtte det være Froome. Ingen har igennem de seneste år trods alt været i nærheden af at fremvise en lignende grand tour-rekordliste, og med sine præstationer i Vueltaen havde han trods alt vist, at han mestrer kunsten at køre to grand tours i træk.

 

Men nej, heller ikke Froome kunne gøre det. Indtil i dag levede håbet fortsat for briten, der har stræbt efter at finde sine bedste ben til den tredje uge. Ligesom Contador er Froome ikke typen, der knækker helt, så et totalt sammenbrud var aldrig et tema, men spørgsmålet har hele tiden runget højt ud over hele Frankrig: kunne han ligesom i Giroen finde sine drømmeben til Tourens sidste dage?

 

I dag kom svaret. På den sværeste målstigning i mange år i Touren, den nye og meget stejle Col du Portet, lagde Froome ellers offensivt fra land ved at svare på Primoz Roglics tidlige angreb, men da han ikke fulgte op på forceringen, fik man den første fornemmelse af, at alt måske ikke var helt, som det skulle være. Senere gled han ned bagerst i feltet, og selvom særligt Vueltaen har lært os, at man aldrig skal skue ”the Froome dog” på hårene, var det derfra tydeligt, at Froomes diamantben var blevet efterladt på Colle delle Finestre for et par måneder siden.

 

Fra det øjeblik var det et spørgsmål om damage control for Tour-kongen, og den kunst har han heldigvis altid vist, at han mestrer. Derfor endte det ikke i den totale katastrofe for Froome, der stadig har en podieplads inden for rækkevidde, men det var næsten symbolsk at se, hvordan fremtidens Sky-konge, Egan Bernal, åbenlyst måtte vente på den nuværende regent. Alligevel måtte han se ”sin” gule trøje blæse op ad bjerget langt foran ham og se sine drømme om at indskrive sig i historien med fem Tour-sejre som minimum blive udskudt med endnu et år.

 

Giroen lærte os ganske vist, at Froome aldrig kan afskrives, men hvordan han skulle kunne vende den nuværende situation til sejr, kræver vist en od portion tossegod optimisme at gennemskue. Igen i dag lignede Geraint Thomas nemlig en mand, der velsagtens kunne have pillet lidt næse undervejs på turen op af den nye pyrenæergigant, for waliseren lignede aldrig nogensinde en presset mand. Han lod pligtskyldigt Froome svar på Roglics første angreb, men da chefen derefter falmede, var Thomas, der som en mis hver eneste gang, der blev forsøgt. Om det var Roglic eller Dumoulin var lige meget, for Thomas svarede på det hele. Og med det store forspring til Dumoulin var der som bekendt ingen grund til at lege ”Simon Yates”-supermand. Det var nok at følge med og derefter som på 11. og 12. etape åbne op til allersidst og dermed stjæle et par sekunder, der altid er gode at have i baglommen.

 

Allerede på hviledagen var Dumoulin hudløst ærlig, da han proklamerede, at hans eneste vej til en Tour-sejr var gennem et Thomas-kollaps. Den nuværende afstand er alt for stor til, at selv en enkeltstartsverdensmester kan hente det på lørdag, og i bjergene har Thomas hidtil været stærkeste mand Faktisk er der ingen grund til at antage, at Thomas ikke også vil kunne vinde enkeltstarten, for waliseren har i de seneste to år kørt skræmmende stærkt i kampen mod uret - bl.a. illustreret med sejren på 1. etape sidste år - og med den form, han nu har vist, ligner han en oplagt vinderkandidat også om to dage.

 

Samtidig er løbet sidste pyrenæeretape ikke af en støbning, der gør den velegnet til angreb. Tourmalet kommer alt for tidligt, og Soulor-Aubisque-dobbetlstigningen i finalen er relativt let og meget ”Thomas-agtig”. Bakket op af et skræmmende stærkt Sky-mandskab, der sad med seks man i en gruppe på færre end 20 mand, med en Wout Poels, der som altid har fundet gode ben i den tredje uge, og med en Egan Bernal, der ligner den eneste mand, der måske faktisk kunne have budt Thomas op til dans i bjergene, er det kun et regulært sammenbrud fra Thomas, der kan fravriste ham sejren. Selv en halvdårlig dag kan afværges med et så stærkt kollektiv, og efter i dag kan der ikke længere være tvivl om kaptajnspørgsmålet. Froome kan få lov at kæmpe for sin podieplads - og det kan blive svært nok i sig selv - men med mindre Thomas regulært kollapser, har Thomas nu definitivt kørt sig til pladsen øverst i Sky-hierarkiet.

 

På dagen, hvor Froome fejlede i sin Giro-Tour-double, er der sjovt nok alligevel skabt et håb, om at det måske alligevel kan lade sig gøre. Og på bemærkelsesværdig vis er det den ikke-etablerede grand tour-stjerne, der gør det. Hvor Contador, Quintana og Froome med deres eminente grand tour-historik kunne have en berettiget forventning om, at netop de kunne være dem, der kunne levere den svære double, virkede det som lidt af et vanvidsprojekt for Dumoulin at kaste sig ud i sportens måske sværeste udfordring.

 

Manden, der aldrig tidligere har gennemført to grand tours i én sæson og for mindre end halvandet år siden aldrig var startet en grand tour med den ambition at køre klassement fra start har imidlertid overgået Froome i holdbarhed til trods for, at han mere er tillært grand tour-rytter end den fødte mand til de tre uger lange etapeløb. Ganske vist fik han sig en klatrelektion af Froome i Giroen, men på nærmest mirakuløs vis er det lykkedes ham at klatre endnu bedre i denne Tour, end han har gjort nogensinde tidligere. Selv er han også forbavset over at have bedre ben end i Giroen, der var sæsonens store mål, men ikke desto mindre er det i dette løb, han har nået sit hidtil højeste niveau. Og foreløbig er der ikke mange antydninger af et sammenbrud, selvom Dumoulins historik i den tredje uge viser, at han måske kan tabe en smule niveau mod slutningen. Det burde dog ikke kunne koste ham andenpladsen, for et totalt kollaps synes ikke at være i støbeskeen.

 

Måske siger det noget om, hvad der skal til for at vinde Giro-Tour-doublen. Det kan tænkes, at det simpelthen kræver en mere robust fysik og en større motor mere end excellence på stigningerne. I hvert fald er det tankevækkende, at det før Pantani var store Miguel Indurain, der to gange i træk leverede kunststykket, mens det - Pantani undtaget - har knebet for de lettere folk. Egentlig giver det god mening, at det er den store rugbrødsmotor, der skal til for at holde dampen oppe, og den har robuste Dumoulin som bekendt.

 

Dumoulin og Thomas har imidlertid ikke været de eneste til at imponere i dette løb. Primoz Roglic var allerede fra start løbets joker, og som jeg skrev i min analyse inden løbet, var det ham, der for alvor kunne skabe den helt store sensation. Alligevel var det vel de færreste, der helt troede, at han kunne køre med om sejren til allersidst, men faktum er, at det faktisk er tilfældet. Når Roglic ikke er tættere på toppen, skyldes det først og fremmest et skidt holdløb af LottoNL, der som bekendt også skulle finde plads til Dylan Groenewegens tog, og havde det ikke været for nedturen i Vendee allerede på løbets tredje dag, havde Roglic formentlig været topkandidat til andenpladsen.

 

At konkurrere med Thomas havde dog ikke været en option, for waliseren var i Alperne trods alt sloveneren overlegen. Faktisk havde Roglic været betydeligt længere bagud, hvis han ikke havde været så heldig, at han kunne koble sig på Nibali-bussen på Alpe d’Huez, hvor italienerens sidste gerne i løbet blev at begrænse skihopperens tidstab betydeligt.

 

I Pyrenæerne har det imidlertid været helt anderledes, for hvor Roglic i Alperne var et niveau under de bedste, var det i dag kun Thomas, der var på hans niveau. Det lover særdeles godt for fremtiden og er skræmmende nyt for enhver med Tour-ambitioner i fremtiden, for det viser, at Roglic ikke blot har motoren til at overleve, men også til at forbedre sig igennem tre uger. Og enhver, der har set Roglics stormskridt igennem 2017 og 2018, vil vide, at han fortsat udvikler sig med lynets hast, og som relativt ny i sporten er der ingen grund til at antage, at han har nået toppen endnu. Watch out!

 

I første omgang er hans ambition dog at sikre sig podiet i dette løb, og det burde ikke være en umulig mission. Aubisque-etapen er måske ikke den mest oplagte til at vinde tid, og her vil særligt vindretningemn være bestemmende for, om han endnu engang kan få skovlen under Froome og måske endda Dumoulin. Til gengæld har Roglic enkeltstarten som sit våben, og umiddelbart kunne han sammen med Thomas ligne en favorit til den etape. Froome er i hvert fald træt, og Dumoulin kørte en så skuffende enkeltstart i Giroen, at der i hvert fald er grundlag for en hypotese om, at den forbedrede klatring har haft en pris. Det har den til gengæld ikke for Roglic, der i år har været i særklasse i alle de længere, ”normale” enkeltstarter, han har kørt i år, og på en rute, der passer ham perfekt, ligner VM-sølvvinderen, hvis form bare synes at blive bedre og bedre, en mand, der som minimum kan køre lige op med verdensmesteren og sandsynligvis også slå ham.

 

I det hele taget har det været en smuk Tour for LottoNL-Jumbo, der også kan glæde sig over, at Groenewegen har cementeret sin status som verdens hurtigste sprinter, og som har kunnet se Steven Kruijswijk blive genfødt. Om han er helt på samme niveau, som da hans Giro-drøm knustes i et uopmærksomt øjeblik på vej ned ad Colle dell’Agnello, er måske ikke helt givet, men det er i hvert fald en fornøjelse at se ham rejse sig igen efter nogle svære sæsoner. I dag måtte han se Nairo Quintana gå forbi, men den tid kan måske vindes tilbage på enkeltstarten, og dermed kan det relativt lille hollandske mandskab ende med to mand i top 5 og måske endda hele tre etapesejre, hvis Roglic slår til på lørdag. Imponerende!

 

Netop Quintana glemmer man let det store drama i Sky-lejren, men colombianeren fortjener stor ros for en offensiv, der viser, at han har tænkt sig at kæmpe for den colombianske trone, som Bernal næsten allerede havde sat sig på. I dag puffede han imidlertid sin unge landsmand til side og viste, at han ikke har tænkt sig at abdicere frivilligt, og med en smuk offensiv reddede han den katastrofetour, som Movistar havde kurs mod.

 

Allerede fra km 0 var det klart, at der var lagt i kakkelovnen til spansk offensiv, da Marc Soler og Alejandro Valverde blev sendt i forkøbet. Derefter var det blot at vente at se, om det var Quintana eller Mikel Landa, der skulle lancere det store comeback, og det viste sig at være den colombianske kaptajn, som fik vist, at det tilsyneladende var Alpernes hede, der slog ham ud og sendte ham ud af sejrskampen. Modsat på Alpe d’Huez lettede kondoren denne gang, da den foldede vingerne ud og i en direkte colombiansk duel mod Bernal viste han, at han stadig kan køre lige op med sin unge landsmand. Det kan godt være, at Quintana næppe nogensinde vinder Touren - dertil er konkurrencen formentlig for stor for den temposvage colombianer - men man må tage hatten af for det mandsmod, han viste i dag. Og da dagens præstation har givet ham moral, har han helt sikkert ikke opgivet podiet endnu, og der er derfor lagt op til endnu en storslået Movistar- og Quintana-offensiv, når det på fredag gælder sidste akt i årets bjergdrama.

 

En anden offensiv udeblev til gengæld fuldstændig. Franskmændenes hjerter bankede derudad, da deres darling, Romain Bardet, lagde an til det helt store på dagens næstsidste stigning. Ag2r valgte endda at gamle Pierre Latours ungdomstrøje i forsøget på at nå podet, for den unge løjtnant ofrede sig så meget for sin kaptajn, at han meget vel kunne have endt i en almindelig Ag2r-trikot i morgen. Så galt gik det heldigvis ikke for den stadig mere mærkede franskmand, der i første omgang undgik det totale kollaps, som han oplevede sidste år, og som lurer som en latent trussel også i år.

 

Det var heldigt, for hans indsats viste sig at være skønne spildte kræfter i en fejlslagen Ag2r-offensiv, der fes ud lige så hurtigt, som den startede. Allerede tidligt på Col du Portet var Bardet i vanskeligheder, og herefter var det et spørgsmål om at begrænse skaden for franskmanden, der ellers er kendt for sin holdbarhed og stabilitet over tre uger. Nedturen i Mende var altså ikke bare et tilfælde. Bardet er vitterligt en skygge af den rytter, der to år i træk har kørt fremragende i løbets tredje uge.

 

Langt bedre gik det for Dan Martin, hvis mod endelig blev belønnet. Mens de fleste manglende ben eller mod til at udfordre Sky kastede Martin selvfølgelig alt over bord, og denne gang kom der også noget ud af anstrengelserne. Mod Quintana var han ganske vist overmatchet, men hans store ridt viste os igen, at det er forkert bare at henskrive ham til listen over klassikerryttere og puncheurs. Efter at han er flyttet til Andorras bjerge, er han altså blevet en helt anden Martin, og ligesom sidste år sidder han tilbage med en uforløst følelse. Fraregner man tidstabene fra styrtet på 8. etape samt punktering i Mende - og husker man samtidig på, at problemerne i Alperne muligvis skyldtes skaderne - havde Martin været meget tættere på podiet, og selvom top 3 næppe var realistisk i kamp med feltets fire favoritter til lørdagens enkeltstart, har Martin vist, at han fortsat kan drømme om podiet i fremtiden - hvis han altså kan undgå den serie af uheld, der om noget har kendetegnet hans karriere.

 

Det podium bliver det heller ikke til for Ilnur Zakarin, der ganske vist lever op til sin tradition for at blive bedre i den tredje uge, og som stadig måske kan nu en top 10-placering, men som aldrig har nået det høje niveau fra 2017. Og de danske drømme led sig også et knæk igen i dag, hvor det desværre igen blev udstillet, at Jakob Fuglsang næppe nogensinde bliver mere end en top 10-rytter i grand tour-sammenhæng. Nu skal han bare undgå det kollaps, der kan sende Zakarin forbi ham og efterlade ham helt uden den top 10-placering, der hele tiden var det mest realistiske mål.

 

Man skal imidlertid ikke altid lade sig begrænse af omgivelsernes eller egne forventninger. Hvis Geraint Thomas havde gjort det, havde han aldrig nogensinde stået i den position, han nu gør, for end ikke han selv havde troet, at han ville kunne vinde Touren. Han drømte om måske at kunne ende på podiet, enten bag Froome, eller hvis kaptajnen falmede, men sejren var aldrig for alvor på hans radar. Det var den imidlertid heller ikke for Tom Dumoulin før sidste års Giro, hvor han drømte om en top 10, for Steven Kruijswijk, da kun et styrt forhindrede ham i at vinde Giroen i 2016, for Chris Horner eller Juan Jose Cobo, der chokerede alle ved at vinde Vueltaen i hhv. 2013 og 2011, og da slet ikke for Oscar Pereiro, da han vandt Touren i 2006.

 

Grand Tours betragtes måske som en ganske særlig disciplin, som kun de allerbedste kan vinde, men overraskelserne kommer faktisk hyppigere, end man skulle tro. Nu står Thomas på tærsklen til at levere endnu en og dermed konfirmere det tronskifte, der har været under opsejling, lige siden Froome viste de første små svaghedstegn på Mur-de-Bretagne. Hvor længe han kan holde Bernal stangen i det interne Sky-hierarki, og om han kan forhindre en frisk Froome i igen at gribe ud efter kronen om et års tid, er fortsat et åbent spørgsmål, men foreløbig er der kun at gøre klar til kroning i Paris på søndag - hvis altså ikke den frygtede dårlige dag rammer ham på netop 19. etape, som den gjorde det for fire år siden.

 

Favoritterne

Alle ovenstående overvejelser om klassementskampen er helt irrelevante for det, der venter torsdag. Her afbrydes den hårde pyrenæertrilogi nemlig af et fladt intermezzo, og dermed får klassementsrytterne en chance for at komme sig inden de to afgørende slag fredag og lørdag. I morgen er det derimod et helt andet spørgsmål: bliver det en massespurt eller ej?

 

Forud for løbet lå det i kortene, at dette skulle være den store generalprøve til spurten i Paris, men det er ingenlunde sikkert nu. Sprinternes masseudvandring i Alperne betyder nemlig, at der er langt færre hold til at jagte en samlet afgørelse, og da det samtidig er den sidste chance for at vinde en etape for ryttere, der ikke enten er bjergryttere, sprintere eller tempospecialister, må man formode, at der er et væld af sejrssultne ryttere, der skal ud over stepperne og teste de få tilbageværende sprinterhold.

 

Det er imidlertid ikke helt sikkert, at det går sådan. Alle har haft to vanvittigt hårde dage, og vi så på 13. etape, hvordan alle var glade for at få sig en lille slapper, da FDJ og Bora fra start klart signalerede, at de ville gøre alt for at sikre en massespurt. Derfor udeblev den ventede kamp, og det endte i stedet som løbets måske allermest stressfri etape.

 

Noget lignende kan sagtens ske igen i morgen, men sandsynligheden for, at der vil være masser af angreb, er betydeligt større, alene fordi vi er meget tættere på Paris, og endnu flere er desperate efter at vinde. Selvom endnu en våbenhvile ikke kan udelukkes, må man derfor formode, at sprinterne skal på arbejde fra start, hvis de skal forhindre et brølstærkt udbrud i at køre væk i en angrebsfest a la det, vi så på gårsdagens etape, hvor det tog 100 km, inden et udbrud blev etableret.

 

For sprinterne var det derfor godt, at Arnaud Demare - måske med god hjælp fra en bil eller to - overlevede dagens etape. Det betyder nemlig, at FDJ vil hjælpe til med at jagte en spurtafgørelse, og selvom det er åbenlyst for enhver, at en træt Demare ligner en mand, der formentlig ville kunne klare kravene til optagelse på et plejehjem, er det franske hold nødt til at gå efter en af deres få chancer for faktisk at vinde en etape.

 

De burde få hjælp fra UAE, for Alexander Kristoff var så tæt på sejren i fredags, at han næppe nogensinde får en større chance end denne. Araberne vil derfor være langt mere aktive end på 13. etape, hvor de først sent sendte Darwin Atapuma frem for at føre. I morgen må man formode, at de satser 100% på en spurt sammen med et FDJ-mandskab, der trods kaptajnens forfald stadig har en del at byde ind med.

 

Det helt store spørgsmål er Bora. Peter Sagan røg i asfalten i dag, og selvom han i skrivende stund meldes at være sluppet med overfladiske skrammer, kan en mærket Sagan måske vælge at lade en af sine hjælpere køre chancen i et udbrud i stedet. På den anden side drømmer holdet helt sikkert om, at Sagan skal slå sin rekord på tre etapesejre i én Tour, og skal det lykkes, må man formode, at de vil gøre alt for at vinde denne etape. Boras strategi vil gøre en stor forskel, for tyskerne har et af de stærkeste fladbanemandskaber, og går de efter en spurt, er chancerne for en samlet afgørelse meget store.

 

Et andet jokerhold er Trek. John Degenkolb må også tro på, at han kan vinde endnu etape i et stadig mindre sprinterfelt, ikke mindst for amerikanerne i fredags viste, at de har et fremragende tog. Om de ligefrem vil satse alt på en spurt, er dog usikkert, for det må også være fristende at lade formstærke Jasper Stuyven eller Toms Skujins køre chancen i et udbrud. Formentlig vil de gå ind med en åben plan, hvor begge muligheder kommer i spil, og derfor kan meget af etapen afhænge af, om især Bora og Trek får en mand med i udbrud. Endelig kan man ikke helt afskrive, at Astana nu tror sig meget på Magnus Cort, at de måske vil give en hånd med.

 

Alligevel tror vi mest på en spurt. Usikkerhed om omfanget af Sagans skader gør det hele lidt mere åbent, men med FDJ, UAE og formentlig også Bora og måske Trek opsatte på en spurt, tror vi på, at det kan holdes samlet, selvom en angrebsfest fra start er meget sandsynlig. Historien taler ganske enkelt sit tydelige sprog: i moderne cykelsport sker det bare meget sjældent, at disse flade mellemetaper ikke ender i en spurt, og selvom sprinterholdene i år er færre, forventer vi ikke, at er anderledes denne gang.

 

Det kan ske på to måder. Enten erklæres der våbenhvile fra start, hvor sprinterne sender en lille gruppe afsted, og vi får os en gentagelse af 13. etape. Alternativt får vi en angrebsfest i starten og dermed formentlig et ret stærkt udbrud, men vi forventer, at de tre eller fire sprinterhold vil give dem så kort snor, at der kan skabes samling.

 

Den lille bakke til sidst kan være interessant, fordi den i et træt felt kan bruges som afsæt til angreb. Det virker usandsynligt, at man kan køre hjem derfra, men i den tredje uge er et sådant stunt ikke umuligt. Mere sandsynligt er det dog, at eksempelvis Bora vil lægge pres for at gøre det af med en træt Demare eller andre mærkede sprintere, og det kunne man sagtens forestille sig ske.

 

I sidste ende tror vi dog mest på en massespurt i den ganske tekniske finale. Her betyder den komplicerede sidste kilometer, at det ikke er uden betydning at have et godt lead-out. Vi forventer igen, at det bliver en kamp mellem FDJ og Trek, der på papiret har de bedste tog, mens de to postioneringsstærke freelancere Peter Sagan og Alexander Kristoff igen skal slås om det bedste hjul.

 

FDJ viste i fredags, at deres tog er det stærkeste, men falder Demare fra på bakken, vil de være ude af spillet. Det kan åbne døren for Trek til at dominere, for amerikanerne sad på det hele i fredags, hvor det kun var det stærke FDJ-tog, der overmandede dem til sidst. Falder de sammen med Demare ud af kampen på den lille bakke, må man formode, at det er Trek, der vil sidde på flæsket i finalen. Dermed er det enten Demares ellers Degenkolbs hjul, som Sagan og Kristoff skal slås om.

 

Forud for dagens etape ville vi egentlig have peget på Peter Sagan som favorit, men i lyset af dagens styrt skifter vi hest. Allerede i fredags var Alexander Kristoff nemlig meget tæt på at slå slovakken, og dermed fik han atter vist, at han bare bliver bedre og bedre, som en grand tour skrider frem. Det er ikke uden grund, at begge hans to etapesejre er faldet mod slutningen af Touren, og at han ofte kører fremragende i Paris, for Kristoff har bare en holdbarhed, der er få forundt. Det har Sagan ganske vist også, men alligevel er det påfaldende, hvordan Kristoff altid mindsker afstanden imellem dem mod slutningen. I år var Sagan igen lysår foran Kristoff på de første sprinteretaper, men på 13. etape skulle der næsten målfoto til for at adskile dem.

 

Det er bare endnu et bevis på, at Kristoff kan køre op med hurtigere folk til sidst i Touren, og da afstanden kan meget vel være endnu mindre efter to dage i Pyrenæerne. Samtidig er Sagan formentlig lidt hæmmet af sit styrt. Det meste vil dog afhænge af positioneringen, hvor Sagan normalt er stærkere end Kristoff. Nordmanden er dog også selv sublim, hvilket han viste i fredags, hvor han faktisk slog Sagan i kampen om Demares hjul. Hvem der vinder denne gang, er ikke givet, men formentlig vil de sidde lige efter hinanden bag enten FDJ eller Trek. Derefter vil det blive endnu en kamp på topfart, og her tror vi på, at Kristoff nu har overtaget over en måske halvskadet Sagan.

 

At afskrive Peter Sagan vil dog være tåbeligt. Verdensmesteren viste i fredag, at han i øjeblikket er feltets hurtigste mand, og selvom Kristoff har lukket en del af hullet, er Sagan heller ikke typen, der bliver træt i en grand tour. I dag viste han sågar storform ved at sidde med hos favoritterne ganske længe, men det er klart, at styrtet efterlader visse spørgsmålstegn. Igen vil Sagan skulle slås med Kristoff om det bedste hjul, der formentlig er enten Demares eller Degenkolbs, og som sagt vil de formentlig ende med at sidde sammen til allersidst. Vi tror som sagt, at omstændighederne nu taler til Kristoffs fordel, men i endnu en formentlig meget tæt duel kan det stort set med lige så stor sandsynlighed ende med en fjerde sejr til Sagan.

 

Efter sprinternes udvandring kan John Degenkolb virkelig lugte blod. Den store tysker blev genrejst med sejren på brostenene, og med Sagans styrt må han nu tro endnu mere på det. Også han er en holdbar type, der blot bliver bedre og bedre, som løbet skrider frem, og han burde derfor have endnu bedre chancer nu end i den første uge. Hidtil har han fartmæssigt været et niveau under Kristoff og Sagan, og det er han formentlig stadig, men til gengæld har han et meget stærkt våben i sit tog. Det dominerede nemlig i fredags, indtil FDJ gik forbi, men denne gang kan Demare måske falde fra på bakken. Sker det, vil det være amerikanerne, der har overhånden, og så kan det meget vel være Toms Skujins, Koen De Kort og Jasper Stuyven, der afleverer Degenkolb i front. Det betyder meget i en teknisk finale, og så er det op til Degenkolb selv at vise, at han også har hurtigheden til at gøre det færdigt.

 

På papiret er Arnaud Demare løbets hurtigste mand, men papiret er ikke meget værd i den tredje uge af en grand tour. Alle har set, hvordan Demare har lidt de seneste dage, og meget tyder på, at kommissærerne ikke har været uvenlige over for ham på dagens hårde etape. Dermed er han stadig med i løbet, men at tro at han kan spurte på vanligt niveau, er for meget at forlange. Demare er helt sikkert mærket, som han altid er det sent i en grand tour, og allerede i fredags så vi, at han blev klart overspurtet af både Kristoff og Sagan. Denne gang er der endda en stor risiko for, at han falder fra på bakken, men kommer han med hjem, vil han stadig have fordel af at have det bedste tog. I fredags dominerede FDJ totalt, og gør de det igen, skulle Demare alligevel have en vis chance, især hvis det har været en rolig og nem etape.

 

Vi ved alle, at Magnus Cort er i storform, og han har med sine to sene etapesejre i Vueltaen vist, at han især er stærk i den tredje uge. Det så vi egentlig også i fredags, hvor han kørte en fremragende spurt, men som så ofte før var alt, alt for langt tilbage. Den tekniske finale er derfor en ulempe for den positioneringssvage dansker, men i et træt felt er det trods alt lettere at komme frem. Man må også formode, at Astana efter Fuglsangs mindre imponerende præstation i dag kan give Cort lidt mere støtte, og derfor har danskeren en reel chance, hvis han endelig kan finde en ordentlig position, især hvis etapen ender med at være en hård affære.

 

Sonny Colbrelli synes ikke længere at have de kongeben, han havde tidligere i løbet, men han kom dog sikkert igennem dagens etape. Han var også i udbrud i søndags og synes derfor stadig at have noget at skyde med. Også han er en type, der drager fordel af, at vi er langt henne, og han har så sent som i Tour de Suisse vist, at han kan slå Sagan i en spurt. Problemet har været positionering, ligesom en flad finale ikke er ideel for ham, men uden Nibali burde han nu kunne få den støtte, der måske kan give ham en chance.

 

En chance har Maximilano Richeze måske også. Han skulle egentlig i Gavirias fravær have haft et første forsøg i fredags, men her tabte han Yves Lampaerts hjul i finalen. Det var en skam, for Lampaert gjorde de godt i positionskampen, og havde den ellers normalt så positioneringsstærke Richeze holdt sig til, kunne det være blevet til et fint resultat. Desværre har han i de seneste to år vist, at han ikke er så hurtig som tidligere, og derfor virker det ikke sandsynligt, at han skulle vinde, men med et godt lead-out fra Lampaert - der dog i den grad kommer til at mangel Philippe Gilbert - kan det måske alligevel lade sig gøre i et relativt svagt felt.

 

I går var Christophe Laporte i udbrud på en meget hård etape, og det vidner om, at heller ikke han er træt endnu. Det burde han heller ikke være, for han er også en holdbar fyr, der kan gøre sig gældende i den tredje uge. Til gengæld mangler han på papiret hurtigheden til at vinde en spurt, også i dette ikke specielt skræmmende selskab. Det kan han til gengæld måske kompensere for via sin gode positionering.

 

Der er intern krig på Wanty, hvor Andrea Pasqualon og Timothy Dupont mildt sagt ikke er gode venner. Heldigvis kører de alligevel hver deres spurt, fordi holdet jagter sejren i den daglige holdkonkurrence, og de har egentlig gjort det ganske pænt hidtil. Dupont er klart den hurtigste i en flad spurt, men til gengæld har Pasqualon med mange angreb i de seneste dage vist en større friskhed, ligesom han har haft næse for bedre positionering. Derfor ligner han det bedste kort af de to i den tredje uge i en grand tour, men begge burde de kunne gøre det hæderligt i dette felt.

 

Endelig vil vi pege på Edvald Boasson Hagen og Nikias Arndt. Nordmanden har spurtet katastrofalt gennem hele sæsonen, og det gik da heller ikke, da han i fredags for første gang fik chancen. Logikken siger dog, at Boasson Hagen trods alt burde være friskere end mange andre sprintere, og han plejer at være god til at positionere sig. Han vinder ikke, men i en teknisk finale kan han måske gøre det pænt. Anrdt har vist storform i bjergene og er helt sikkert friskere end de fleste, men han er ikke længere hurtig nok til at vinde, især ikke når holdet primært koncentrerer sig om Dumoulin.

 

Andre kandidater til en spurt er Taylor Phinney, Sep Vanmarcke, Daryl Impeu, Greg Van Avermaet, der kan gøre brug af sin positionering, Ramon Sinkeldam, hvis Demare bliver sat på bakken, Timo Roosen, Jasper De Buyst og Thomas Boudat, men de vinder ikke.

 

Skulle det lykkes et udbrud - og det er som sagt langt fra usandsynligt - skal man se efter friske folk, der er stærke (og lidt heldige) på flad vej og gerne har en god spurt. En formstærk Jasper Stuyven ligner en helt oplagt kandidat, og det samme gør en ellers lidt træt Greg Van Avermaet, Yves Lampaert, Michael Valgren, Sep Vanmarcke, Oliver Naesen og Daryl Impey. Man kan heller ikke udelukke, at Daniele Bennati skal afsted for at sikre Movistar i holdkonkurrencen. Stefan Küng, Niki Terpstra, Anthony Perez, Toms Skujins, Andrea Pasqualon, Thomas De Gendt, Edvald Boasson Hagen og Daniel Oss (hvis Sagan er mærket).

 

OPDATERING: Bora-hansgrohe har her til morgen definitivt meddelt, at Peter Sagan tager starten. Hvordan hans tilstand er, er dog temmelig usikkert.

 

Feltet.dks vinderbud: Alexander Kristoff

Øvrige vinderkandidater: Peter Sagan, John Degenkolb

Outsidere: Arnaud Demare, Magnus Cort, Sonny Colbrelli, Maximilano Richeze

Jokers: Christophe Laporte, Andrea Pasqualon, Timothy Dupont, Edvald Boasson Hagen, Nikias Arndt.

Udbrudskandidater: Jasper Stuyven, Greg Van Avermaet, Yves Lampaert, Michael Valgren, Sep Vanmarcke, Edvald Boasson Hagen, Daryl Impey, Daniel Oss

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger