Optakt: 18. etape af Tour de France

Ruten

Da årets rute blev præsenteret, var det mest markante træk, at løbet usædvanligt mange gange skal op i mere end 2000 m højde. Intet sted bliver det tydeligere end på løbets 18. etape, hvor de tre afgørende dage i Alperne skydes i gang. I et næsten 210 km langt bjergmaraton med mere end 5000 højdemeter skal man nemlig over Col du Vars, Col d’Izoard og ikke mindst frygtede Col du Galibier, der alle har top i mere end 2000 m, sidstnævnte endda helt oppe i 2642 m. Ganske vist slutter etapen som de fleste Galibier-etaper med en længere nedkørsel, hvorfor meget peger i retning af en udbrudssejr, men der er ingen tvivl om, at der kan gøres forskelle i klassementet - måske ikke så meget via offensiv kørsel, men snarere ved, at man med en dårlig dag kan tabe alt på gulvet.

I alt skal der tilbagelægges ikke færre end 208 km, der fører feltet fra Embrun til alpebyen Valloire. Startbyen ligger lige for foden af Alperne, men arrangørerne viser nåde ved at lade rytterne køre en lille omgang i fladlandet syd for byen, inden man rammer bjergene. Fra start følger man en sø mod sydvest ned til den lille kategori 3-stigning Cote de Demoiselles Coittes (3,9 km, 5,2%), der har top allerede efter 13 km og er en relativt regulær stigning. En lille nedkørsel fører mod sydvest tilbage til søbredden, som følges mod sydøst, inden man rammer en let stigende vej, der fører mod sydøst og øst frem til dagens spurt, der kommer efter 45 km for enden af en lang, let bugtende vej, som er let stigende. Herfra går det videre ad den let stigende vej mod øst, nordøst og nord frem til byen Saint-Pauk-sur-Ubaye, der nås efter 74 km.

Her ændrer etapen dramatisk karakter, når man fortsætter mod nordvest op ad kategori 1-bjerget Col du Vars (9,3 km, 7,5%), der efter fire relativt lette kilometer byder på to kilometer med ca. 10% og derefter 8-9% over de sidste 3 km, inden toppen passeres efter 82,5 km. Derfra får det via en teknisk nedkørsel mod nord til Guillestre, hvor forplejningen er placeret efter 103 km, hvorefter man via en let stigende dalvej kører mod nordøst frem til byen Arvieux.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Her indledes dagens næste udfordring, når man kører mod nord op ad det frygtede Col d’Izoard, der er berygtet for sit månelandskab og er uden for kategori. Over 14,1 km stiger den med 7,3% i snit, men efter 7 relativt lette kilometer, stiger den sidste halvdel med 8-10% hele vejen op, kun afbrudt af en lille nedkørsel ved Casse Deserte 2 km fra toppen, der passeres efter 133 km. Herfra resterer fortsat 75 km, der indledes med en ikke specielt teknisk nedkørsel, der fører mod nord og nordvest ned til Briancon, som nås efter 152 km.

I Briancon tager man hul på et lettere stykke, når man følger en let stigende dalvej mod nordvest frem til Le Monetier-les-Bains, der ligger for bunden af tårnhøje Col du Galibier (23 km, 5,1%), som er uden for kategori. De første 14 km stiger blot med 4-5%, hvorefter det stiger med 6% det meste af vejen, idet 18. 20. og 23 km dog er stejlere med hhv. 8%, 9% og 9%. På toppen, der kommer med 18 km igen, er der bonussekunder på spil i en bonusspurt, hvorefter man fortsætter mod nord via en nedkørsel, hvis første tredjedel er teknisk, men derefter blot består af en lige, faldende vej, der leder ned til Valloire. Her drejer man med 1500 m og 800 m igen, inden der følger hele tre skarpe sving på de sidste 400 m, hvorefter man rammer den 220 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 5215 højdemeter.

Valloire blev senest besøgt af et stort cykelløb i forbindelse med Dauphiné i 2007, hvor Maxim Iglinskiy tog en udbrudssejr. Sidste år var det lille bjergløb Tour de Savoie Mont Blanc forbi, og her sejrede talentfulde Victor Lafay. I 2012 besøgte Tour de l’Avenir byen, og her tog Warren Barguil et stort skridt mod den samlede sejr ved at vinde med 2 sekunder ned til en lille gruppe.

Vejret

Efter nogle glohede dage kan rytterne glæde sig til at komme ind i Alperne. Her er temperaturen nemlig betydeligt lavere, og i målbyen vil vi højst nå 27 grader ved middagstid. Efter en solrig morgen vil det sky til, og der er 70-80% risiko for tordenbyger fra kl. 14 og frem. Vinden vil blot være svag og komme fra sydøst og øst. Efter lidt side- og modvind i starten får man sidemedvind fra bunden af Col du Vars, hvorefter man får medvind fra midtvejs ned ad Izoard. Det var ved, indtil man når toppen af Galibier atter får sidemedvind, som varer ved indtil svinget med 800 m igen. Derefter vil der være først sidemod- og til allersidst sidemedvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 17. etape

En af sportens vanskeligste udfordringer er at vende modgang til succes. Alt for ofte ser man, at et hold har svært ved at rejse sig igen, når først de er kommet ind i den onde spiral, der kan være så pokker svær at bryde. Det, der adskiller de bedste hold fra de andre, er imidlertid deres evne til at rejse sig, selv når det mest nærliggende var at kaste håndklædet i ringen.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Den evne synes Michelton-mandskabet at besidde måske mere end nogen anden. Man kan ikke gøre andet end at bukke sig i støvet for australierne, der har et formidabelt talent til altid at få noget med hjem, selv når det ser sortest ud. Naturligvis har holdet også haft grand tours, hvor det slet ikke har fungeret, som det eksempelvis var tilfældet i sidste års Tour, hvor de aldrig rejste sig fra Adam Yates’ nedtur, ligesom de heller aldrig kom tilbage i 2015, hvor nærmest hele holdet var styrtet ud, inden løbet var kommet i gang, men det er alligevel påfaldende, hvordan holdet som regel rejser sig igen.

Sidste års Giro er et storslået eksempel. Her var holdet succes nu aldrig i fare, for Simon Yates havde med sin eminente kørsel sikret holdet hele tre etapesejr i tillæg til den, Esteban Chaves også havde sikret sig, men alligevel var humøret helt nede i kulkælderen, da Yates på 19. etape efter et mindeværdigt sammenbrud smed det hele på gulvet bare 48 timer inden afslutningen. Alligevel var det hans holdkammerat Mikel Nieve, der bare dagen efter kørte først over stregen som vinder af den sidste bjergetape og dermed gav prøve på holdets tårnhøje moral.

Et andet eksempel er årets Giro. Her kom man for at vinde løbet med Yates, men det stod hurtigt klart, at briten slet ikke var så flyvende som et år tidligere. Alligevel kom holdet til Verona med en sejr i bagagen, da Esteban Chaves vandt løbets næstsidste bjergetape. Og noget lignende har vi set i ugelange etapeløb, blandt andet i sidste års Tirreno og årets Baskerlandet Rundt, hvor Adam Yates endte med at vinde en af de sidste etaper, selvom uheld havde knust drømmene om samlet sejr.

Hvis nogen alligevel skulle være i tvivl om den fantastiske moral, der eksisterer i den australske lejr, må de være blevet endeligt overbevist i årets Tour. Ganske vist havde Daryl Impey og Simon Yates allerede sikret holdets succes forinden, men alligevel er det bemærkelsesværdigt at se, hvordan holdet har rejst sig efter, at Adam Yates igen i år er faldet sammen. Bare 24 timer efter brormands sammenbrud stod Simon atter øverst på podiet, og i dag gjorde Matteo Trentin så løbet endnu mere mindeværdigt for australierne, der nu endda kan drømme om at matche de fem sejre fra sidste års Giro, hvis Jack Haig eller en af tvillingerne kan vinde en af de sidste bjergetaper fra et udbrud - et scenarium, der bestemt ikke er usandsynligt.

Trentin selv er også et glimrende bevis på en rytter, der kunnet hive sig selv op igen. Efter det magiske efterår i 2017, hvor han satte hele verden i brand med fire etapesejre i Vueltaen og sejr i Paris-Tours og en 4. plads ved VM - særligt mindeværdigt var det, da han kørte Jempy Drucker ud af hjulet på en jernbanebro i Primus Classic - lå vejen åben foran ham, da han blev hentet til Mitchelton som holdets klassikerkaptajn. Trods et europamesterskab og en sen sejr i Guangxi endte 2018 imidlertid som en regulær katastrofe for italieneren, der fik foråret spoleret af skader og aldrig rigtigt fandt niveauet i efteråret.

Det må man til gengæld sige, at han har gjort i år! Vi er sikkert mange, der har fået kroniske kæbesmerter, efter at benævnte legemsdel bragede mod jorden af bare benovelse over hans kørsel i foråret. Lige fra allerførste løbsdag i Valencia i slutningen af januar var Trentin her, der og alle vegne. Ikke blot tog han flere sejre, man kan også med nogen ret hævde, at han måske kunne havet vundet Milano-Sanremo og ikke med et klassisk uigennemtænkt Trentin-angreb havde smidt en oplagt sejrschance væk. Selv da han oplevede et mærkeligt formdyk til de største brostensklassikere, rejste han sig ved at køre et fabelagtigt Amstel Gold Race, som ellers er et vanskeligt løb at satse på for ryttere, der har kørt fuld gas på brostenene.

Også i dette løb har han været flyvende. Det så vi allerede med hans fornemme kørsel på 3. og ikke mindst den knaldhårde 8. etape, hvor han var med helt i front i terræn, der også sagtens kunne have været for svært for ham. Det var dog særligt hans nærmest overmenneskelige kørsel i Pyrenæerne på 12. etape, som han måske endda kunne have vundet, hvis ikke han havde været afsted sammen med holdkammeraten Yates, og det taktiske spil havde maget sig lidt anderledes. Allerede der stod det klart, at der var diamanter i benene, og derfor pegede jeg da også i går aftes på ham som favorit til at vinde i dag, hvor Gap som altid bød op til klassisk udbryderfest i udkanten af Alperne.

Én ting er imidlertid at have gode ben, noget andet er at vinde. Bare spørg Peter Sagan og Michael Matthews, der utvivlsomt havde drømt om at ramme udbruddet, men som ikke havde lært lektien af 5. og 8. etape. I dette løb synes det nemlig at være en gylden regel, at man skal gå med i nogle af de første angreb, for der har været en bemærkelsesværdig tendens til, at udbruddene på udbrudsetaperne er kørt meget tidligt.

Den lektie lærte Sagan og Matthews på den hårde måde, da de blev fanget allerede på de allerførste kilometer, hvor Thomas De Gendt og stakkels Magnus Cort, der smed en gylden sejrschance væk på grund af en brandærgerlig punktering, trak 34 mand fri. Trentin var imidlertid klog nok til at holde sig til, og da elastikken var sprunget, var løbet allerede kørt. På en dag, hvor næsten alle hold havde fået besked på, at de pinedød skulle have en mand med i udbruddet, var det nemlig kun Direct Energie og Arkea, der totalt havde sovet i timen. De to små franske mandskaber havde naturligvis ikke skyggen af chance for at hente 34 - efter Corts punktering 33 - mand, og da Bora hurtigt viste, at de ville spare kræfter til at hjælpe Emanuel Buchmanns podiekamp i Alperne, Bahrain var tilfredse med at have Dylan Teuns i udbruddet, og et meget ambivalent Sunweb-hold, der åbenlyst ikke var helt tilfredse med ikke at have fået Matthews med, aldrig satte alt ind på hurtigt at lukke hullet, stod det efter en times hård jagt fra Direct Energie klart, at resten af dagen i feltet skulle foregå i luntetempo under Deceunincks kyndige ledelse.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Dermed var første del af missionen klaret for Trentin, men derefter var der stadig lang vej. Nok havde han Christopher Juul med til at hjælpe sig, men mod mere end 30 af verdens bedste cykelryttere kunne meget gå galt. Især var det svært at undgå at blive fanget i fladlandet inden stigningen, som det skete for en hel stribe af gruppens favoritter som Omar Fraile, Bauke Mollema, Jesus Herrada, Simon Clarke og Dylan Teuns, der alle sov i timen, da angrebene startede.

Det gjorde Trentin imidlertid ikke. Der er nemlig en grund til, at han inden i dag allerede havde taget udbrudssejre i alle tre grand tours. Igen i dag viste han sin eminente løbsnæse ved først at komme med på den rigtige side af splittet og siden fornemme, at samarbejdet var så dårligt, at det kunne udnyttes. Et enkelt hug skulle der til, inden rivalerne var plantet, og dermed kunne han køre stigningen i sit eget malende tempo uden at skulle forsøge at gå med de lettere og mere klatrestærke folk. At han så kørte så imponerende stærkt, at det nok var lykkedes alligevel, er en anden sag, men det var en sejr, der blev opnået med lige dele hoved og ben som et glimrende bevis på, hvorfor Trentin nu står på hele fire udbrudssejre i grand tours i tillæg til sine tre spurtsejre i Vueltaen og sin ene spurtsejr fra Touren - en imponerende høst på i alt otte etaper for en mand, der hverken er rigtig sprinter, tempospecialist eller klassementsrytter.

Trentin var dog ikke blot klog, men og fysisk i sin egen liga. Det blev tydeligt på den sidste stigning, hvor hans værste rivaler var ude af stand til at indhente Pierre-Luc Perichon, der ellers forinden havde været sat af og bestemt ikke er nogen bjergged. Faktisk var de alle så stegte, at de lod store Daniel Oss føre det meste af vejen op ad stigningen, mens de kontinuerligt tabte tid til europamesteren, og det var først til sidst, at der var lidt overskud til angreb. Samtidig kan Trentin prise sig lykkelig over hans kloge kørsel på det flade, for længere tilbage viste Mollema, Herrada og i mindre grad Teuns, at de havde ganske gode ben og formentlig havde været sværere at bide skeer med på stigningen.

Nærmeste rival blev i stedet Kasper Asgreen, der igen viste, hvorfor alle danskere ikke kan have for store forventninger til vores alles vidunderbarn. Det danske fænomen, der siden den sensationelle 2. plads i Flandern Rundt har betaget os i tide og utide, viste nemlig igen sin tårnhøje klasse ved i sit første Tour de France at sikre sig en helt uventet 2. plads. I morges lå det ellers ikke i kortene, at Asgreen skulle have sin chance, men når store grupper kører væk, kan det for et førende hold være en god ide at have en kontrollant med. Det job påtog Asgreen sig, og med et perfekt alibi til som den eneste af de 33 at sidde på hjul, kunne han knap tro sit eget held over pludselig at have chancen for at køre finale på en Tour-etape, endda i mere frisk tilstand end rivalerne, der ikke havde den luksus at sidde på hjul.

Til sidst måtte Asgreen dog sande, at der trods alt er grænser. Selvom han altså havde sparet sig hele dagen, var han intet match mod Trentin, der kørte stærkere end ham både på stigningen og det sidste flade stykke ind mod mål. Han kørte dog fra en verdensstjerne som Greg Van Avermaet og syntes i det hele taget at få det maksimale ud af sine ressourcer med klog, smart og kraftfuld kørsel - og med tanke på, at han måske nok sparede sig i dag, men ellers ikke har ligget på den lade side, er det lidt af en bedrift, at han så sent i sin første grand tour kan sikre sig så flot et resultat. I den tredje uge af grand tours er det altid motoren, der gør forskellen, og her er Asgreen som bekendt udstyret med nogle hestekræfter, de fleste bare kan drømme om.

Mollema har nok mest grund til at ærgre sig. Efter søndagens store nedtur, hvor han floppede totalt i udbruddet på det, han selv betegnede som en dårlig dag, bekræftede han nemlig i dag den fine kørsel fra Tourmalet. Han var i hvert fald bedste mand på den sidste stigning, og set i det lys kan man spørge, om Trek fik det maksimale ud af deres tre mand ved ikke at ofre Jasper Stuyven i jagten, da kun deres svageste kort, Toms Skujins, var kommet med i første gruppe. Omvendt forstår man godt, at de var usikre på, om Mollema kunne gøre det færdigt i så let en finale, og det er jo altid let at være bagklog. Skujins er jo som bekendt lidt af en udbryderkonge, der før har gjort det færdigt. Og som trøst fik Trek generobret 1. pladsen i holdkonkurrencen, da Movistar tilsyneladende føler sig overbeviste om, at de nok skal kunne indhente det tabte i Alperne og derfor valgte at spare sig til at iscenesætte den ene store Landa-offensiv efter den anden de kommende tre dage.

En anden taber var Herrada, der ligeledes igen synes at have fundet lidt af den forrygende form, han havde i juni. Trods fire man i gruppen fik Cofidis imidlertid kun Perichon med i forbindelse med splittet, og selvom franskmanden kørte flot, kan man diskutere, om ikke de skulle have investeret nogle kræfter i jagten i stedet for at overlade det til de hold, der slet ikke havde fået en mand med, samt ikke mindst Thomas De Gendt, der igen i dag måtte sande, at hans dagsform kan variere, som vinden blæser, og slet ikke kan havde den overlegne styrke, han har haft hidtil.

Samme udsving har UAE ikke. De underpræsterer desværre dag efter dag, og i dag lykkedes det dem så at formøble en ellers glimrende situation. Ikke blot havde de fire mand med i front, i Rui Costa, der tidligere har vundet i Gap, og Sergio Henao havde de også deres to bedste kort. Da gruppen knækkede, var det imidlertid kun Vegard Stake Laengen, der var med i front, og til slut måtte Costa igen sande, at hans ben igennem hele sommeren har været langt fra det fine niveau, han ellers havde i Romandiet i begyndelsen af maj.

Man kan håbe, at Dan Martin kan rejse sig med en etapesejr i bjergene, men ellers ser det sort ud for araberne, der nok ikke skal vente sig en gentagelse af formsvage Kristoffs sejr i Paris fra sidste år. De er imidlertid ikke de eneste, der står til at komme tomhændede hjem, for årets etapesejre har været fordelt med en så urimelig hånd, at Tourens ginikoefficient nærmer sig et kritisk niveau. Således har Mitchelton, Jumbo, Deceuninck og Lotto med alle mindst tre etapesejre tilsammen sat sig på 14 af de 17 etaper, og derudover er det kun FDJ, Bora og Bahrain, der har deres på det tørre med en enkelt sejr værd. For hold som Sunweb, der smed en stor chance med Matthews væk, og CCC, der igen i dag måtte sande, at Van Avermaet ikke helt har ramt den i årets løb, ser det i hvert fald sort ud.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Fra nu af skal man nemlig være bjergrytter eller sprinter for at have en chance. Inden massespurten i Paris venter nemlig tre gigantiske etaper i Alperne, hvor rytterne for alvor skal smage på den iltfattige luft så mange gange, at årets løb er blevet kaldt højdernes Tour de France. Derfor gav det sig selv, at klassementsrytterne i dag bare skulle sikkert til Gap, for enhver forbrændt kalorie vil blive savnet de kommende tre dage. Selv Julian Alaphilippe kunne holde sig i skindet, selvom det nok har kriblet i benene for at spurte mod toppen af den sidste stigning og kaste sig ud i en hæsblæsende nedkørsel, men med tanke på, at han som regel har en regning at betale, når han har gravet dybt, var det helt sikkert klogt, at han for tredje dag i træk slap for at gå i rød zone.

Det gør han ikke i morgen. Her venter den første af de tre store prøver, der formentlig vil knække den restitueringssvage franskmand, og han måtte med bæven se til, at Movistar i dag lod holdkonkurrencen i dag lod holdkonkurrence sejle lidt. Det viser, at der er lagt i kakkelovnen til store spanske angreb i både højre og venstre side af vejen, og mon ikke også Thibaut Pinot har lidt kløen i benene efter et par lette dage? Alligevel skulle det ikke undre, om det også i de kommende dage skulle lykkes Mitchelton at snyde klassementsholdene fra et udbrud og med en af deres tre klatrere sikre endnu en femte etapesejr fra et udbrud. Australierne mestrer jo om nogen kunst at vende fiasko til succes.

Favoritterne

Mange vil sikkert spørge, hvorfor man har talt om et højdernes Tour de France, når vi efter 17 etaper kun en enkelt gang har været oppe i mere end 2000 m højde. Svaret kommer imidlertid til overflod de kommende dage, hvor rytterne hele seks gange skal smage på den tyndeste luft, Alperne kan byde på, og der lægges benhårdt ud med hele tre ture op i den iltfattige luft på torsdagens maraton, hvor man skal over Col de Vars og dernæst gennem Izoards månelandskab, inden man slutter af med mægtige Galibier, der med sine 2600 m nok kan få en dansk lavlandsboer til at gispe efter vejret bare ved tanken.

Det er altid svært at spå om, hvad man skal forvente af den første af tre bjergetaper. På den ene side skal man passe på med at brænde alt krudtet af lidt for tidligt med tanke på, at der venter to etaper, der med sine mål på stigninger måske er mere velegnede til at gøre forskelle. På den anden side er vi nu i en fase af løbet, hvor mulighederne også er ved at være udtømte, og da løbet har maget sig sådan, at mange har tid at vinde, kan man heller ikke tillade sig at vente meget længere.

Der er ingen tvivl om, at etapen vil gøre forskelle. Det har nemlig heldigvis maget sig sådan, at der vil være med- og sidemedvind på både Izoard og Galibier, hvor modvind gennem det træløse landskab ellers kan ødelægge enhver fest. Samtidig vil det samlede antal højdemeter kombineret med den iltfattige luft være rigeligt til at gøre det knaldhårdt. Til gengæld betyder den lange sidste nedkørsel, hvoraf det meste er relativt let terræn, hvor der skal trædes til, at det nok ikke nødvendigvis er dagen til den helt store forkromede offensiv. Snarere er det en dag, hvor man med opslidende tempo kan sende ene efter den anden ud ad bagdøren, som vi så det på Tourmalet, hvor Jumbo med deres malende tempo for dieselmotoren Steven Kruijswijk sled et hav af ryttere op uden at angribe. Det er derfor formentlig ikke en dag, hvor Touren kan vindes, men snarere en dag, hvor den kan tabes. Og har man en dårlig dag, kan det hele være slut, for på Galibier taler vi om minutter, hvis man mister kontakten tidligt i den iltfattige luft, hvor det er svært at komme sig, hvis først man én gang er gået i rød zone.

Netop det forhold, at man i højderne skal passe på med at komme i rødt felt, betyder også, at de fleste formentlig vil være lidt varsomme med at angribe, og derfor forventer vi først at se Thibaut Pinot og Mikel Landa åbne relativt sent på Galibier. Derudover er det meget sandsynligt, at Jumbo med deres brølstærke Laurens De Plus og George Bennett vil sætte Kruijswijks malende tempo, sandsynligvis med hjælp fra Pinots fabelagtige klatrere Sebastien Reichenbach og David Gaudu og Movistar med Andrey Amador, Marc Soler og Nairo Quintana. Så længe Geraint Thomas ligger nr. 2, vil Ineos formentlig køre defensivt og alene lade Egan Bernal svare på eventuelle forsøg uden selv at tage initiativ. Angrebene fra Landa, Pinot og måske Emanuel Buchmann vil formentlig komme nær toppen, men det meste af stigningen vil nok mere handle om folk, der falder fra.

Det er samtidig det værst tænkelige for Julian Alaphilippe, der i forvejen har det svært med lange stigninger. Vi har allerede set ham nå sin grænse én gang, og vi tror altså at mere end 5000 højdemeter over 208 km med tre gigantiske bjerge bliver for meget for franskmanden, hvis han gennem hele dagen udsættes for Jumbos, Movistars og FDJs monotone tempo. Vi frygter, at han allerede kan blive smidt på Izoard og dermed tabe hele sit klassement på gulvet, men som minimum vil vi tro, at han slides op på Galibier. Hans kørsel hidtil har vist, at man aldrig skal sige aldrig, men vi tror, at 18. etape kan blive afslutningen på Alaphilippes klassementsdrømme, og at det måske endda kan ende med et kollaps af Simon Yates-agtige dimensioner.

Er der da slet ingen, der kunne finde på at komme med den store offensiv allerede på Izoard. Der er kun én, der kan have en interesse i at satse tidligt, og det er naturligvis Landa, der har så meget at indhente. Der er imidlertid lidt for meget dal mellem de to sidste stigninger, at det kan betale sig med en stor offensiv, der vil skulle strække sig over 80 km og dermed antage Froome-agtige dimensioner. Vi er nok ikke på et punkt o løbet, hvor Landa er klar til det.

Det betyder dog ikke, at det ikke bliver en taktisk affære. Det er på en etape som denne, at man skal have folk til at hjælpe, enten mellem de tre stigninger eller på den sidste nedkørsel, hvor der som sagt skal trædes til på de sidste to tredjedele. Derfor er der ikke ét hold, der ikke vil have en mand i udbrud - selv Ineos må have en interesse i det denne gang - og derfor forventer vi en aggressiv start. På etaper som denne, der er så svære, at ryttere med sejrschancer kan tælles på meget få hænder, er kampen dog ofte knap så intens. Ofte kører en gigantisk gruppe væk efter ikke alt for mange kilometer, og hvis blot alle de vigtigste hold er repræsenteret, vil de ofte få løbepas.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Det ligger i kortene, at der er mange top 20-ryttere, der gerne vil afsted for herigennem måske at sikre sig en vej tilbage i top 10. En flad start betyder, at man skal have held for at komme afsted, men der er en vis sandsynlighed for, at der vil være folk fra top 20 i udbruddet, hvis de ikke er en umiddelbar trussel mod top 10. Samtidig ligger det vel i kortene, at Movistar gerne vil have Nairo Quintana, Marc Soler og Andrey Amador afsted igen, så Landa kan få hjælp efter det angreb, der kommer på en af de to sidste stigninger, formentlig Galibier. Quintana er så tæt på top 10, at han trods sin svage kørsel ikke kan gives for meget luft, og sandsynligheden for, at udbruddet skal holdes i en vis snor, er derfor ret stor.

Det vil Deceuninck også gøre på det flade, men de har en interesse i, at bonussekunderne forsvinder, og at de kan komme så let igennem som muligt. Derfor vil de formentlig give udbruddet al den snor, de kan tillade sig, uden at trøjen trues. På en etape som denne er det svært at se andre favorithold gå målrettet efter etapesejren, og derfor vil de næppe jagte på det flade. Hvor stort et forspring, de får, vil blive bestemt af belgierne samt af hold, hvis top 10 måtte blive truet, og det betyder som sagt, at vi kan ende i en situation, hvor de faktisk holdes i ret kort snor.

Når vi kommer til stigningerne, kan Deceuninck ikke længere stille meget op, og de må lade udbruddet sejle. Vi forventer dog, at Movistar, Jumbo og/eller FDJ vil lægge pres på, måske ikke på Vars, men senest på Izoard. Alaphilippe skal slides op, og etapen skal være hård, og det har de alle en interesse.

Som sagt er det kun Movistar, der blandt klassementsrytterne kan tænkes at angribe på Izoard. Det kunne både blive med Landa og Alejandro Valverde - man kan heller ikke helt udelukke, at Warren Barguil vil prøve - men vi tror det ikke. Sker det, vil etapen lynhurtigt kunne blive så vild, at udbruddet kommer tilbage, for hvis Landa kommer over toppen og får kontakt med holdkammerater, skal der jagtes, som vi så det i søndags, hvor kun brølstærke Simon Yates kunne holde sig fri. Kommer de frem til Galibier uden angreb, tror vi, at de bedste fra udbruddet vil kunne holde sig fri, også selvom Jumbo, FDJ og Movistar formentlig vil sætte et voldsomt tempo, inden angrebene lanceres. Konklusionen er altså, at vi tror mest på en udbrudssejr, men kombinationen af en top 20-rytter i udbruddet, et muligt Movistar-angreb på Izoard og ikke mindst et voldsomt og dræbende tempo på Galibier kan sagtens betyde, at det alligevel bliver en dag for favoritterne.

Skal man pege på udbrydere, er feltet relativt begrænset. Som sagt forventer vi en ret hurtig etape, og det er derfor kun cremen af klatrere, der kan gøre det færdigt. Antallet af mulige vindere er få, især fordi alle kandidater jo er ude af klassementet og derfor ikke i topform. Det gør det altid ekstra svært at spå om.

Det står dog efterhånden klart, at Simon Yates er yderst velkørende. Vuelta-kongen har allerede vundet to etaper, og han har nu fuld frihed til at gå efter hattricket. Han har sparet sig de seneste tre dage, og noget tyder på, at han nærmer sig den form, han ikke havde i Giroen. I hvert fald holdt han ene mand en yderst velkørende Landa stangen det meste af vejen op ad Prat d’Albis, og det siger ikke så lidt. Også hans punch, da han kørte alene op til Simon Geschke var imponerende, og han ligner en mand, der kan blive svær at slå fra et udbrud.

Til gengæld passer denne etape ham også langt dårligere end den foregående. Yates har altid haft det sværere på lange stigninger og på dage med mange højdemeter, og derfor er dette ikke den oplagte Yates-etape. Han har også til gode at vise, at han kan præstere i den iltfattige luft, og det er derfor slet ikke givet, at Yates vil være lige så suveræn, som han har været hidtil. Til gengæld viste han i søndags nogle eminente nedkørselsevner, der kan bringe ham langt, hvis han skulle få problemer, og på 12. etape viste han, at han stadig har lidt af den fart, der gjorde ham til verdensmester på banen. Samlet set har han således en del trumfer på hånden, og det gør ham til en oplagt kandidat.

Hvis ikke Simon kan, er der måske plads til Adam Yates. Hvad karakteristika angår, kan vi gentage hele smøren én gang til, for de to brødre er typemæssigt stort set identiske. Det er derfor heller ikke den ideelle etape for Adam, og dertil kommer, at han jo ikke just har vist storform på det sidste. For at vinde fra et udbrud skal man imidlertid ikke kunne køre op med klassementsrytterne, og rammer han rigtigt, vil Adam derfor altid være en af favoritterne med den trods alt hæderlige form, han viste i starten, og som næppe er blevet ringere efter tre dage, hvor han har taget den med ro. Sidste år rejste han sig flot fra nedturen, da han kun var et dumt styrt fra at vinde 16. etape, og det viser, at han ligesom resten af Mitchelton har en evne til at komme tilbage. Det ville være en drøm for australierne, hvis Adam kan sikre holdets deres femte etapesejr med den fjerde forskellige rytter.

En anden indlysende kandidat er Dan Martin. Ireren har åbenlyst været langt fra formen de seneste dage, og generelt har han slet ikke fundet sit niveau i 2019. Han har dog kørt stærkt nok til at ligge nr. 13 samlet, og vi ved alle, at Martin ikke er bange for at sætte alt på et bræt og satse stort. Det gjorde han i søndags, og det lurer han helt sikkert på igen. Også for ham gælder, at han er bedre i mere eksplosivt terræn end på lange stigninger, men han har lært at køre så godt i høje bjerge, at han nok skulle kunne vinde fra et udbrud. Han bor i Andorras højder og burde være vant til den tynde luft, og han er en god nedkører. Først og fremmest er han dog en knivskarp afslutter, der kan slå de fleste i en spurt. Spørgsmålet er mere, om benene rækker nok efter en ikke alt for overbevisende præstation i søndags, hvor Yates gav ham en lektion, og om han kan få den nødvendige frihed, da han ret hurtigt kan ende med at true top 10.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

I dag var det godt at se, hvordan Bauke Mollema rejste sig. Hollænderen så stærk ud i starten af løbet, men havde en total offday, da han ramte søndagens udbrud. I dag tog han sin revanche, da han som skrevet i analysen vel var stærkeste mand på sidste stigning, og det kunne indikere, at der blot var tale om en enkeltstående dårlig dag. Mollema klatrede i årets Giro bedre, end han har gjort i mange år, og han har i det hele taget været som genfødt. En lang opslidende dag med lange, regulære stigninger burde passe hollænderen, der tillige er relativt hurtig på stregen. Det er klart, at han har brugt kræfter i dag, men han ligner en mand med formen til at gøre det færdigt.

Er det i morgen, at Fabio Aru definitivt viser, at han er sine helbredsproblemer kvit? Det er klart, at han ikke har været sig selv endnu, men takterne har været ganske lovende. Hans forberedelse taget i betragtning er det ikke helt ringe at ligge nr. 17 i Tour de France, og han ligner en af de klatrere, der kan gøre det færdigt. Heldigvis har han nemlig tabt så meget tid, at han burde få den nødvendige frihed, og normalt burde en stor dag med mange højdemeter virkelig passe ham. Vores frygt går snarere på, om han har fået lagt den nødvendige bund til at kunne vinde over 208 km med mere end 5000 højdemeter, eller om han fortsat mangler lidt for meget. Det kan man frygte, men omvendt burde Aru blive bedre og bedre, og han har altid været bedst i den tredje uge.

På baggrund af søndagens præstation fortjener Vincenzo Nibali ikke at blive nævnt. Her leverede han nemlig en rystende ringe indsats, selvom han og Bahrain havde lagt op til det helt store. Omvendt skal vi ikke glemme, at han faktisk var syg torsdag og fredag, og det kan meget vel være forklaringen. Formen er åbenlyst ikke som i Giroen, men kommer han sig over sygdommen, skal man altid passe på Nibali. Han har altid været bedst på Giroens kongeetaper, når de over mere end 200 km har skullet forcere adskillige bjergpas, gerne i mere end 2000 m højde, og derfor er denne etape simpelthen som skabt til et stort Nibali-ridt, der skal sikre etapesejr og bringe ham i bjergtrøjen. Spørgsmålet er bare, om benene rækker, eller om forklaringen på søndagens misere var sygdommen. Det ved vi i morgen eftermiddag.

Nu vi er i gang, kan vi lige så godt pege på endnu en Mitchelton-rytter. Jack Haig viste især i sidste års Giro og i årets Paris-Nice, at han er et klatretalent, der bare har været låst i for mange hjælperroller. Nu bliver han forhåbentlig sluppet løs på denne etape, der burde passe godt til en ren klatrer som ham. Desværre er hans form også ret svært at vurdere, for efter en skidt start på 6. etape skulle han bare nurse Yates på 14. etape, inden han missede udbruddet på 15. etape. Fornemmelsen er, at han måske ikke helt er, hvor han skal være, men reelt ved vi det ikke. Har han benene fra sidste års Giro eller årets Paris-Nice, vil han i hvert fald være en af de bedste klatrere i et eventuelt udbrud med gode chancer for at gøre det færdigt - hvis ikke han havner i gruppe med en af de to brødre og atter bliver tvunget til at ofre egne chancer.

Det var egentlig godt at se Romain Bardet i søndags. Franskmanden kunne ikke matche Yates, men han kom egentlig ganske hæderligt fra udbruddet. Bardet har i 2015 vist, hvordan han kan rejse sig fra en skuffelse, og dengang kørte han efter en tidlig nedtur fremragende i Alperne. Lige nu ligger en gentagelse ikke i kortene, men han så altså betydeligt bedre ud på 15. etape. Nu er han på holdets hjemmebane, hvor de helt sikkert vil iværksætte en stor offensiv. En stor bjergetape med mange højdemeter bør være guf for Bardet, der som bekendt også er en god nedkører, og man kan håbe, at han nu også har formen til at udnytte de evner.

Så er der Nairo Quintana. Som sagt forventer vi, at Movistar vil sende den lille colombianer i udbrud for dels at kunne bruge ham senere, dels at lægge pres på rivalerne, der vil være tvunget til at jagte hårdt. En bagtanke vil sikkert være, at Quintana også kan gå efter en etapesejr. I weekenden var der bestemt ikke noget, der tydede på, at han kunne gøre det færdigt, men er der noget, der i de senere år har kendetegnet ham, er det de svingende præstationer. Man må ikke glemme, at han sidste år rejste sig efter en gigantisk skuffelse ved at vinde løbets kongeetape, og også i Vueltaen var han meget svingende. Nu kommer vi til en rigtig Quintana-etape med tynd luft og mange højdemeter, og det burde passe ham som god i hose. Sidste år rejste han sig ved at vinde 17. etape. I år kan han gøre det ved at vinde nr. 18.

Det har været bemærkelsesværdigt at se Tanel Kangert de seneste dage. Den estiske dieselmotor har siddet ved Rigoberto Urans side næsten hele vejen, og det ser ud til, at hans plan om at køre sig i form til den sidste del er lykkedes. Mange vil sikkert huske, at han på sidste års kongeetape lancerede en stor offensiv, der næsten havde fortjent at gå hele vejen, og Kangert er typen, der har disse store ridt i sig. Denne dieseletape passer ham i hvert fald ganske glimrende, og han er endda også relativt hurtig på stregen. Urans knap så overbevisende kørsel på give en vis frihed. Til gengæld er der risiko for, at han trods alt vil være oppe mod bedre klatrere.

Astana er på desperat succesjagt, og med den form, Pello Bilbao og Gorka Izagirre har vist, er eneste chance på denne etape Alexey Lutsenko. Kasakken er åbenlyst i sit livs form, men al logik siger, at denne etape skal være for svær. Det var først i Dauphiné, at han viste, at han kunne køre i høje bjerge, og vi så, at han kom til kort på Tourmalet forleden, ligesom han trods overbevisende kørsel trods alt blev sat til vægs af Yates i søndags. Reelt set tror vi derfor ikke alt for meget på Lutsenko, men hans eminente form og det forhold, at han har en nedkørsel til at kunne bringe sin gode spurt i spil, giver ham en chance.

Guillaume Martin har udviklet et ry for at være en mand, der altid flopper, når han rammer udbruddene. Til gengæld ser man ham ofte have det svært i starten og stille og roligt blive bedre og bedre. Det er heller ingen hemmelighed, at han er en yderst langsom starter, og derfor burde et 208 km langt maraton faktisk passe ham eminent. Måske vil han komme i tidlige problemer, men med sin fight vil han ofte kunne kæmpe sig tilbage, ikke mindst på stigninger, der er som skabt til en ren klatrer som ham. Samtidig har han en hæderlig spurt, så det kunne være en stor chance for at vise, at han altså er mere end bare anonym top 20-rytter, men faktisk et ganske stort talent.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

Michael Woods og Giulio Ciccone skal også nævnes. Begge var de på forhånd oplagte kandidater til denne etape, men deres deltagelse i søndagens udbrud, hvor de faldt igennem, viste desværre, at de er temmelig hæmmede, at deres respektive styrt. Woods kører trods alt rundt med to brækkede ribben, og Ciccone er tydeligvis heller ikke på toppen. Vi tror desværre ikke, at skaderne tillader dem at vinde så vanskelig en etape, men deres klatreevner alene gør dem til kandidater. Woods har i hvert fald spurten til at gøre det færdigt, men er ikke vild med lange stigninger. Det er Ciccone, men han har desværre ikke samme form som i Giroen.

Endelig er der Lennard Kämna. Vi tror ikke, at den unge tysker kan vinde så vild en etape, men hans kørsel i søndags var nu dybt, dybt imponerende. Endelig er det unge tysker ved at komme sig over sine motivationsproblemer og vise, hvorfor han altid har været regnet som et stort talent. Form og friskhed har han, og det bemærkelsesværdige i søndags var, at han bare blev bedre og bedre undervejs. Det burde kunne komme ham til gode på så lang en etape som denne. Og endelig har han også en hæderlig spurt til at færdiggøre arbejdet.

Blandt andre kandidater forventer vi, at George Bennett, Laurens De Plus, Enric Mas, Patrick Konrad, Gregor Mühlberger, Sebastien Reichenbach og David Gaudu alle må indstille sig på hjælperroller, og Ilnur Zakarin, Alexis Vuillermoz, Damiano Caruso, Dylan Teuns og Tim Wellens synes alt for formsvage. Tiesj Benoot synes heller aldrig at være kommet sig over styrtet, og etapen er nok trods alt for svær for Thomas De Gendt, Nicolas Roche, Jesus Herrada, Omar Fraile, Elie Gesbert, Tony Gallopin og Simon Geschke kan vinde. Roman Kreuziger vil sikkert også forsøge, men ligner ikke en mand, der kan gøre det færdigt.

Ovenfor har vi redegjort for, at det måske alligevel godt kan blive en dag for favoritterne. I det tilfælde forventer vi som sagt, at det vil blive et opslidende tempo, inden Pinot, Buchmann og Landa vil forsøge til sidst. Det er bestemt ikke umuligt, at 2-3 mand kan køre væk og skal afgøre det mellem sig, men det bliver svært for en enlig rytter på den lette del af nedkørslen. Mest sandsynligt er det vel, at en lille gruppe skal spurte om det.

Derfor vil vi i det tilfælde pege på Thibaut Pinot. Franskmanden har indtil nu været i særklasse, har ingen problemer med højderne, elsker regnvejr og er efterhånden blevet en habil nedkører. Umiddelbart er han også den hurtigste af toprytterne, og det gør ham til vores bud. Hans rival i en spurt vil være Egan Bernal, der lige nu ligner næstbedste klatrer, bliver bedre og bedre og trives i den tynde luft. Han skal nok køre defensivt af hensyn til Thomas, men han er en god nedkører og kan spurte.

Det samme kan Geraint Thomas. Hidtil har han manglet lidt på stigningerne, men han har været svingende. Etapen her passer ham bedre, og der vil være tid til at komme tilbage efter nedkørslen. I en spurt er han hurtig nok til at vinde. Det er Warren Barguil også. Franskmanden bliver bare bedre og bedre, og denne etape passer ham virkelig. Han er for meget inde i klassementet til at få frihed, men i en spurt har han en chance.

Blandt de øvrige hurtige folk er der naturligvis Alejandro Valverde, men vi så så sent som i weekenden, at han var bedre på 15. etape end på Tourmalets højder. Chanceløs er han ikke, men vi tror, at han stadig er for begrænset på lange, høje stigninger til at vinde. Vi tvivler også på, at Rigoberto Uran er godt nok til at kunne bringe sin spurt i spil. Endelig er der Julian Alaphilippe¸ som vi som nævnt forventer vil knække, men som naturligvis vil være klar favorit, hvis han skal spurte mod alle andre end Valverde, og som trods alt vil have nedkørslen som våben, hvis ikke sammenbruddet bliver totalt.

Skal en rytter køre alene hjem, skal det udover Pinot være Mikel Landa. Han har vist, at han er en af de fem bedste klatrere, og han ligner en mand, der bliver bedre og bedre. Han vil måske have modet til at angribe tidligt og har med sit tidstab mere frihed end de andre. Det bliver svært at holde hjem fra toppen, men har han folk foran, kan det måske lade sig gøre. Det vil så til gengæld også betyde, at et udbrud vil være foran, og derfor får han svært ved at vinde etapen. Det samme gør både Emanuel Buchmann og Steven Kruijswijk, der ellers elsker et udmarvende bjergmaraton som dette og formentlig vil være blandt de allerstærkeste, men de er hæmmet af deres ringe spurt, der gør dem til usandsynligt etapevindere. Det samme gælder for Richie Porte , der ikke er hurtig eller god nok til at vinde.

Feltet.dks vinderbud: Simon Yates (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Adam Yates, Dan Martin (begge fra et udbrud)

Outsidere: Bauke Mollema, Fabio Aru, Vincenzo Nibali, Jack Haig, Romain Bardet (alle fra et udbrud)

Jokers: Nairo Quintana, Tanel Kangert, Alexey Lutsenko, Guillaume Martin, Michael Woods, Giulio Ciccone, Lennard Kämna (alle fra et udbrud)

Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Thibaut Pinot, Egan Bernal, Geraint Thomas, Warren Barguil, Alejandro Valverde, Julian Alaphilippe